NYT FRA STYRELSEN
SUCCES OG BEKYMRING VIETNAM OG NICARAGUA UNDER LUPPEN
Af Stefan Katic
Ikke alt handler om Afrika i den danske udviklingsbistand, selvom det undertiden godt kunne se sådan ud.
På augustmødet i Danidas styrelse var der således to store ikke-afrikanske programsamarbejdslande, Vietnam og Nicaragua, på dagsordenen. Begge er fattige lande, der i nyere tid har valgt en socialistisk samfundsmodel. Men så hører enhver lighed også op.
Da samarbejdet med Vietnam blev startet for 25 år siden, var det et ludfattigt u-land. Om kun tre år træder det ifølge alle prognoser ind i rækken af mellemindkomstlande. Danida vil give den sidste bevilling i 2012 og siger så endeligt ’mission completed’ i 2017.
Om successen så skyldes den udenlandske bistand eller almindelig vietnamesisk virkelyst, ja det er et godt spørgsmål, som burde gøres til genstand for et nærmere studie, lød det fra et af styrelsens medlemmer.
Vietnamesere i Folketinget
Der er dog et par middelstore sten i skoen. Ikke alle har fået del i den velstand, der har ramt det sydøstasiatiske land. Det store business boom er gået i en bue uden om landets etniske minoriteter. Danidas landbrugssektorprogram arbejder i de bjergområder, hvor de etniske minoriteter bor, og programmet er derfor i dag reelt et program for indfødte folk.
En anden sten i skoen hedder menneskerettigheder – herunder friheden til at danne civilsamfundsorganisationer. Partiet sidder fortsat tungt på magten og tillader ikke noget, der nu eller på sigt kan udfordre dets magt.
Styrelsen sluttede sin gennemgang af Vietnam med at indstille et program for god regeringsførelse og offentlige administrative reformer til vedtagelse. Pris: 70 mio. kr. Programmet indeholder blandt andet et parlamentssamarbejde mellem Vietnams Nationalforsamling og det danske Folketing. Vietnamesiske ansatte i Nationalforsamlingens administration skal i praktik hos deres danske kolleger i Folketingets administration og aflure dem kunsten at yde den bedst mulige service til parlamentarikerne.
Ortegas nye venner – og gamle
Mens udenlandske investorer strømmer til Vietnam, så går trafikken i Nicaragua den modsatte vej. Her tøver investorerne, og landets egne erhvervsfolk siver langsomt ud af landet.
Et halv år efter præsident Daniel Ortega trådte til, er der flere og flere ting, som vækker bekymring blandt donorerne. Daniel Ortega har indgået et partnerskab med Iran og støtter Irans ret til et atomprogram. Andre allierede er Chavez’ Venezuela og Castrobrødrenes Cuba, der nu går ind som donorer på undervisningsområdet i Nicaragua.
Præsident Ortegas kone hedder Rosario Murillo. De to har delt magten mellem sig, og det vurderes, at Rosario Murillo, der altså ikke er folkevalgt, sidder på 50 pct. af magten –herunder på kommunikations- og informationsområdet samt på den sociale sektor.
Hertil kommer, at Daniel Ortega har lanceret et ikke nærmere defineret ’direkte demokrati’ med ’folkekommissioner’, der skal have ret til blandt andet at afvise og fremkomme med lovforslag. Disse folkekommissioner er nu så småt begyndt at gribe ind i de kommunale strukturer. Om det direkte demokrati skal erstatte eller blot supplere de folkevalgte kommunalbestyrelser, står uklart.
Fra dansk side følger man med særlig interesse decentraliseringsreformen. Dén proces gik i stå under den korrupte præsident Alemán, fik atter vind i sejlene under efterfølgeren Bolaños, for så blot igen at gå helt i stå efter Ortega trådte til.
Den Danida-delegation, der for nylig var i Managua for at føre højniveauforhandlinger om de kommende års bistandssamarbejde, havde i øvrigt et langt formøde med selv samme Ortega – noget, der vidner om, at Danmark ikke er en ubetydelig donor i landet.
Forhandlingerne mundede ud i en beslutning om at fokusere Danidas programmer i Nicaragua ved at sammenlægge dem til langt færre. Eksempelvis omlægges miljøprogrammet fra et nationalt til et regionalt af slagsen. Det sker blandt andet ud fra en erkendelse af, at der har været store svagheder i det nationale program.
Overordnet bekræftede forhandlingerne, at Danmark fortsat tæller som en af Nicaraguas trofaste venner. Og det er som regel kritikken fra vennerne – ikke fjenderne – man lytter til.
Tiltrådte bevillinger
På styrelsens møde i august blev følgende bevillinger indstillet:
> |
Program for god regeringsførelse og offentlige administrative reformer (PAR) i Vietnam – 70 mio. kr.
|
> |
Generelt bidrag til International HIV/AIDS Alliance 2007-09 – 30 mio. kr.
|
> |
Støtte til The African Capacity Building Foundation (ACBF) – 30 mio. kr.
|
> |
Lokal social dialog på arbejdspladser i Østafrika (U-landssekretariatet) – 24, 4 mio. kr.
|
> |
Regionalt projekt for faglig udvikling i Mellemamerika og Caribien (3F) – 21,7 mio. kr.
|
> |
Generelt bidrag til Population Council 2007-2009 – 18 mio. kr.
|
> |
Nedbryd grænser for børn og unge med handicap i Filippinerne (Landsforeningen af Polio- Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) – 16 mio. kr.
|
Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. Den indstiller bevillinger til bilaterale og multilaterale programmer på over 10 mio. kr.
Denne side er kapitel 1 af 13 til publikationen "Udvikling".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8338/index.htm
|