NYT FRA STYRELSEN

PÅ FØRERSÆDET

Af Morten Østervang

“Vi afrikanere ved udmærket godt, hvad det vil sige at sidde på førersædet. Det betyder, at man har en hvid uniform på, en kasket og hvide handsker – og at der sidder hvide mænd og ryger store cigarer på bagsædet.” *

Sådan lød kommentaren fra en afrikansk topembedsmand på en konference, da han gik på podiet efter at have lyttet til de store donorers hensigtserklæringer om ejerskab, budgetstøtte og donorharmonisering. Alle sammen ord, der bliver gentaget fra Bamako til Berlin.

Måske sker der ikke helt nok, hvis man skulle tolke lidt på ovenstående og se det i en afrikansk optik.

Debatten om ejerskab er tussegammel, men det nye omdrejningspunkt er Paris-erklæringen fra 2005. Erklæringen forpligter donor-og modtagerlandene til at gøre bistanden mere effektiv – og for nu at sige det med en kliché: sætte modtagerlandet i førersædet.

I nogle u-lande eksisterer der 45 forskellige donorstrategier. Her skal embedsmændene forholde sig samme antal vidt forskellige indrapporterings- og regnskabssystemer – nemlig donorernes. Og hver donor har sine kæpheste, sine programmer, sine betingelser – med overlap, administrationsbyrder og manglende ejerskab til følge for modtageren.

Pjecen du læse
Nu er harmonisering ikke en fotogen størrelse. Men på det seneste møde i Danidas Styrelse blev en pjece om den såkaldte JASZ fremlagt. Bag det teknokratiske ord gemmer sig et pædagogisk hæfte, der gør læseren klogere på Zambias udviklingsproblemer og på hvordan Paris-erklæringen kan nytte i et udviklingsland (selvom man måske godt kunne savne at høre de zambiske røster…) Lad os lige slå fast, hvad en JASZ (Joint Assistance Strategy Zambia) er. Oversat betyder det, at Danmarks udviklingsbistand nu indgår i en fælles strategi mellem Zambia og en række internationale donorer. En strategi, som bygger på landets egen fattigdomsstrategi. Væk er Danmarks egen strategi for Zambia. Danmark var for nylig også med til at lave én for Tanzania. Og der er flere på vej. Ikke altid lette processer, fordi der skal hugges en hæl og klippes en tå hos donorlandene, som hver især skal være til stede i færre sektorer. Og modtagerlandene skal synes, det er til deres fordel.

Når Zambia i dag fortsat er et af verdens fattigste lande, er der komplekse grunde til det –bl.a. korruption og en ineffektiv offentlig sektor. Men også på donorernes side har der været fejl. Der har ikke været nok samarbejde imellem de forskellige partnere. Og en stor del af bistanden er blevet givet til projekter, der ikke var forankret i Zambias institutioner. Med en samlet strategi skal der rettes op på det.

Hvad betyder strategien så for Danmark?

Danmark går nu ud af sundhedssektoren i Zambia og fokuserer på uddannelse, veje samt vand og sanitet. Og så kan læse, at Danmark endnu ikke giver budgetstøtte til Zambia.

Budgetstøtte til debat
For nylig blev Danmarks indsats på harmoniseringsområdet vurderet af DAC: Generelt er Danmark i god gænge med at leve op til Paris-erklæringen. (side 5) Danida giver 60 pct. af bistanden gennem sektorbistand. Vi giver landene femårs udsigter for dansk bistand, så de kan planlægge. Vi har været gode til at bruge modtagerlandets budgetteringssystemer. Men er det nok?

De afrikanske regeringsledere understreger jævnligt, at de vil have mere generel budgetstøtte. Og som Danida skriver i sin årsrapport, så er budgetstøtte nok det ultimative svar på Paris-erklæringen. Alligevel er Danmark påholdende. Og der er da også for og imod:

For taler, at det giver landene ejerskab. Imod taler, at ikke alle lande er i stand til at leve op til kravene. Danmark stiller rimeligt strenge krav til regnskabspraksis og korruption – et land som Zambia lever ikke op til kravene endnu. Set ud fra dansk optik er der også andre grunde. Som Ulla Tørnæs fornylig sagde på et pressemøde: Budgetstøtten sikrer ikke nødvendigvis de tværgående hensyn som fx kvinder. De fleste lande vil gerne lade deres værdier få indflydelse. Vi vil gerne reducere fattigdom – men helst med kvinder som ligeværdige, med orden i menneskerettighederne og miljøet på den rene side. Og det ville også være svært at forestille sig dansk bistand uden de værdier. Men giver det ejerskab – og er vi så overhovedet interesseret i ejerskab, hvis det skal være på bekostning af værdierne? Og fra flere røster i Syd lyder budskabet: Donorerne er nødt til at give los og lade modtagerlandene sidde på førersædet – også selvom de kører i en retning, vi ikke bryder os om. Tør vi det?

*(Fra bogen Bistand – er der en fremtid? Hertz og Buch Hansen, 2007)

TILTRÅDTE BEVILLINGER:

På styrelses mødet i juni:

  • Vejsektorprogramstøtte Zambia, fase 2 – 400 mio. kr.
  • Uganda – styrkelse af national hiv/aids bekæmpelse 2007-2010 – 90 mio. kr.
  • Kenya Good Governance Programme -40 mio.kr.
  • The African Capacity Building Foundation (ACBF) – 30 mio. kr.
  • Bidrag til den Integrerede ramme for Handelsrelateret Teknisk Samabejde (IF, p.t. UNDP) – 30 mio. kr.
  • Det arabiske Initiativ: Regionalt Medie-program – 22 mio. kr. (IMS)
  • Det Arabiske Initiativ: Regionalt kvinde-program – 14 mio. kr. (KVINFO)
  • Det Internationale Handelscenter – 13 mio. kroner.

AKTUELT

KOMPENSÉR KLIMAOFRENE

Klimaforandringerne udstiller endnu en gang vores skæve verden: Afrika rammes af længere tørkeperioder og mere voldsom nedbør, som er skabt af den rige verdens energiforbrug.

Foto
De ændrede klimaforhold i Afrika vil betyde, at mange landmænd må lægge driften om til mere tørkeresistente afgrøder. Her kornsorten sorghum. Foto: Klaus Holsting.

Af Jesper Heldgaard

Den rige verdens massive energiforbrug har gjort vores klode varmere, og opvarmningen vil fortsætte, også selv om man forestillede sig, at vi her og nu skar drastisk ned i brugen af fossile brændsler.

Det er ikke længere noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Vi ved også, at det er Afrika, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, selv om afrikanerne stort set ikke selv har bidraget til dem.

Det blev – endnu en gang – slået fast under konferencen ’Danidas Udviklingsdage’ i juni, der havde sat en hel dag af til emnet ’Klima-forandringer og udvikling’. I øvrigt samme dag, som FN’s Verdensfødevareprogram og FAO udstedte en fælles appel om international fødevarehjælp til Lesotho, som er ramt af den værste tørke i 30 år.

Tørkeresistente afgrøder
Appellen bekræfter, at Afrika allerede oplever længere tørkeperioder, men kontinentet plages også af mere voldsomme regnskyl end tidligere, og selv om prognoserne for fremtiden stadig er usikre, så er én ting sikker: De ekstreme klimaforhold vil blive endnu mere ekstreme, så trods usikkerheden skal der handles nu for at klæde Afrika bedre på til at håndtere klimaforandringerne.

Afrikas særlige sårbarhed skyldes ikke kun klimatiske forhold, men også at så stor en del af Afrikas befolkning lever på og af landet: 70-80 pct. af befolkningen i Afrika syd for Sahara er direkte afhængige af jordens ressourcer. Og så er de fattige: De færreste afrikanske bønder har råd til og mulighed for at skifte til andre sorter og til at vande deres afgrøder mere for at tilpasse sig de nye vilkår, klimaforandringerne betyder.

Foto
Isolerede klimaprojekter. Foto: Udvikling.

Forureneren må betale
Derfor må den rige verden træde til, ikke blot med udviklingsbistand, men med kompensation, mener en af konferencens hovedtalere, Salee-mul Huq, chef for afdelingen for klimaforandringer i Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling, (IIED), i London. Udvikling fangede ham i en pause mellem de mange workshops. Han er i øvrigt selv fra Bangladesh, hvis udstrakte og tæt befolkede floddeltaer er blandt de allermest udsatte steder i verden hvad angår klimaforandring.

– Det er et sundt princip, at forureneren skal betale for den skade, en forurening forvolder, og at denne betaling er at betragte som en erstatning, ikke som velgørenhed. Derfor bør de rige landes støtte til Afrikas tilpasning til klimaforandringerne først og fremmest finansieres via en global skat og ikke kun ved hjælp af udviklingsbistand, mener Saleemul Huq.

Huq så gerne en global klimaskat, for eksempel på flytrafik. Den afgift på to pct., der er lagt på CDM-projekter (se boks næste side) er nemlig slet ikke tilstrækkelig til at dække udviklingslandenes behov for tilpasning til varmere tider.

Klimanørder og udviklingsfreaks
– Jeg bruger halvdelen af min tid på at forsøge at overbevise klimafolk om, at de skal tænke på udvikling, den anden halvdel på at få udviklingsentusiaster til at tage klimatruslen alvorligt, fortalte Saleemul Huq på konferencen i København. Han har selv en naturvidenskabelig baggrund og har med glæde konstateret, at de to forskellige grupper de seneste år er kommet i en tættere og mere frugtbar dialog.

Huq inddeler den tid, klimaforandringer har været på den internationale dagsorden, i tre faser: I den første – fra slutningen af 1980’erne og frem til 2001 – blev klimaforandringerne betragtet som et miljøproblem. Den anden fase indledtes med det Internationale Klimapanels 3. rapport i 2001. Den fastslog, at klimaforandringerne ikke blot er en trussel mod miljøet, men også mod udvikling. Den tredje fase blev skudt ind med den britiske Nicholas Sternrapport i slutningen af 2006. Den varslede ifølge Huq, at klimaforandringerne i stigende grad vil blive betragtet som et udtryk for global retfærdighed – eller snarere uretfærdighed.

Klimaforandringer er med andre ord ikke længere noget, der kun rager klimatologer, men i høj grad også folk, der beskæftiger sig med udvikling og det noget mere kontroversielle emne: global lighed. Det er næsten parallelt til den udvikling, hiv/aids har været igennem: Først blev det primært anset som en trussel mod sundheden, siden som en trussel mod udvikling – især i Afrika. Og som et udtryk for verdens globale skævhed.

Klimasikring = bedre bistand
Huq er selv klimaekspert, men understreger igen og igen, at han ikke ønsker, at klimaet skal sætte sig på dagsordnen i udviklingsbistanden.

– Det øgede fokus på klimaforandringer må ikke føre til en hel ny industri af isolerede ’klima-projekter’. Det skal i stedet føre til, at al anden bistand klimasikres og klimascreenes, så den ikke øger klimaforandringerne, men tværtimod hjælper med den nødvendige tilpasning. Det er flere lande, heriblandt Danmark, gået i gang med, og det kan faktisk være med til at gøre bistanden bedre, fordi bæredygtig udvikling tænkes tidligere og mere systematisk ind i bistanden, mener Saleemul Huq.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgaard@post7.dk

KLIMADAGSORDNEN SÆTTES I KØBENHAVN 

Af Jesper Heldgaard

Det var godt nyt for klimasagen, at Danmark i 2006 tilbød København som vært for klimatopmødet i 2009, og at tilbuddet blev accepteret, mener Saleemul Huq fra IIED: – EU er kendt for sine progressive holdninger i klimaspørgsmål og Danmark for at præge EU i en fornuftig retning.

Mødet i København bliver den 15. klimakonference, eller ’conference of parties’, som det officielt hedder. Deraf den noget kryptiske forkortelse for mødet, COP15.

I år er der klimatopmøde på Bali i Indonesien, mens Polen er vært i 2008. Men 2009-topmødet bliver det vigtigste i mange år, for det er seneste frist for at nå til enighed om en afløser for Kyotoprotokollen, der udløber i 2012.

Københavner-protokollen
Det kan blive meget mere vanskeligt end at få Kyotoproto-kollen på plads. Den forpligtede stort set ’kun’ de rige lande til at reducere deres udledning af drivhusgasser. I den næste aftale skal de store udviklingslande også påtage sig forpligtelser, og den skal være meget bredere.

Det bliver vanskeligt, men alligevel er Huq på det seneste blevet mere optimistisk, primært på grund af de helt nye toner, der lyder fra USA, senest på G8-topmødet i Tyskland i starten af juni. Men i USA er Kyotoprotokollen stadig så kontroversiel, at det aldrig vil gå at kalde den nye aftale Kyoto. Huq tror mere på navnet Københavner-protokollen. Han mener i øvrigt ikke, at Danmarks omdømme er belastet af Bjørn Lomborgs klimaskepsis og Copenhagen Consensus-konferencen, der i 2004 prioriterede investeringer i at reducere klimaforandringer lavt i forhold til andre investeringer i udvikling.

– Den vil være fuldstændig glemt, hvis det lykkes at nå frem til en ny Copenhagen Consensus i 2009.

Saleemul Huq understreger, at succes i 2009 kræver grundige og lange forberedelser, og regeringen oprettede da også allerede i maj et særligt ministerudvalg til at forestå forberedelserne med hele syv ministre, heriblandt stats-, miljø-, udenrigs-, og udviklingsministrene. Samtidig blev der oprettet et sekretariat til at koordinere arbejdet med konferencen. Det ledes af departementsråd i Statsministeriet, Bo Lidegaard.

Udnævn COP15 - lobyist
Danmarks særlige miljøambassadør i Udenrigsministeriet, Geert Aagaard Andersen, får en central rolle i arbejdet og skal være med til at sikre, at hensynet til udviklingshensyn og til de fattigste lande kommer højt på dagsordnen. Han er ikke bange for, at de meget brede ministerudvalg gør, at disse hensyn vil drukne.

– Tværtimod. Den brede sammensætning gør netop, at vi kan tale de fattiges sag over for alle, der er involveret i klimadebatten. Hertil kommer, at man bliver nødt til at tage hensynet til de fattige lande alvorligt, hvis man vil opnå en aftale. Den kræver jo konsensus, altså fuld enighed, og dermed opbakning fra alle lande.

Huq foreslår i øvrigt, at Danmark snarest udnævner en tidligere diplomat eller politiker med bred og anerkendt status som Danmarks ambassadør for mødet til at rejse rundt, netværke, møde centrale beslutningstagere uformelt og lave alliancer. Og det er én af flere ideer, der ifølge Geert Aagaard Andersen overvejes.

Nye fonde skyder op

At tilpasse verden til klimaforandringernes negative virkninger er blevet endnu en udviklingspolitisk udfordring. Eksperter og donorer er enige om, at tilpasningen først og fremmest skal ske ved at indarbejde klimahensynet generelt i udviklingsbistanden. Men der gives også øremærket bistand til at støtte klimatilpasning.

På klimatopmødet i Marokko i 2001 blev der etableret tre internationale fonde til formålet:

- Fonden for Mindstudviklede lande, som i dag råder over ca. 135 mio. dollars. Dansk bidrag 2005-08: 80 mio. kr.

- Den Særlige Klimafond råder over ca. 60 mio. dollars. Dansk bidrag 2005-08: 50 mio. kr.

- Kyoto-protokollens Tilpasningsfond

Mens de to første fonde finansieres med udviklingsbistand, får Kyoto-protokollens Tilpasningsfond sine midler fra en to-procents afgift, der lægges på de CO2-kreditter, som erhverves under Kyoto-protokollens Clean Development Mechanism (CDM). Den gør det muligt for de rige lande delvist at indfri deres løfte om at reducere udledningen af drivhusgasser ved at opkøbe reduktioner i u-landene. Det sker typisk i mere velstillede u-lande som hermed, sammen med samarbejdspartnerne i rige lande, er med til at bistå de fattigste lande med klimatilpasning. Tilpasningsfonden ventes i perioden frem til 2012 at råde over i alt 325 mio. euro.

Ud over de tre fonde er der under Den Globale Miljøfacilitet, GEF, afsat 50 mio. dollars til et særligt pilotprogram for klimatilpasning.

AFRO-TØJET VANDT OVER ØKO-KISTERNE OG VINDMØLLERNE

Der var fokus på idéudvikling og innovation, da årets Develop-Solution pris blev uddelt.

Af Line Lagoni Leonhard

Salen var stuvende fuld, da DevelopSolution for første gang kunne uddele prisen for bedste og mest innovative projekt med fokus på udviklingslande. Fire kandidater var på forhånd blevet nomineret til prisen og havde haft tid til at videreudvikle deres projekter inden den endelige evaluering, som altså mundede ud i selve prisuddelingen.

DevelopSolution, som hører ind under den frivillige organisation Develop.nu er et projekt sat i gang for at hjælpe entreprenante studerende til at føre deres gode idéer ud i livet. Projekternes fokuserer på at gøre en forskel i udviklingslande.

I år var de fire nominerede projekter en pose godt og blandet, der omfattede initiativet Banqu fra Aalborg Universitet, som havde sat sig for at udvikle tøjmærkevarer i Afrika gennem fokus på design, marketing, branding og kommunikation; Viento Wind Energy Solutions fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som havde sat gang i et projekt med at starte innovative vindmølleparker i Egypten; Business Development fra Københavns Universitet havde virksomhedsudviklingsstøtte i udviklingslande på programmet og endelig stod MOD fra Copenhagen Business School (CBS) for et projekt med organisk nedbrydelige og sammenklappelige ligkister specielt til anvendelse i katastrofeområder med mange døde.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs stod for præsentation og uddeling af DevelopSolution prisen;

– I har den vindende ånd, vi alle sammen har brug for, sagde hun i sin præsentation af prisen, hvor hun også pointerede, at Develop-Solution er med til at huske os på, at det er løsninger, der er brug for i udviklingslandene – ikke flere problemer.

And the Oscar goes to…
Da præsentationen af de fire projekter, der havde klaret sig gennem nåleøjet, var nået til ende, var det endelig tid til at finde ud af, hvem den heldige vinder var. Her var det også udviklingsministeren, der stod for at overrække den fornemme pris bestående af et rejselegat til Afrika på 100.000 kr, sponsoreret af Industriudviklingsfonden for Udviklingslandene (IFU), så den vindende gruppe kan rejse til Afrika for at promovere sit projekt og få aftaler i stand med forskellige afrikanske virksomheder.

Vinderen af prisen blev Banqu bestående af Mauro Pavesi og Eric Bøgh Svinth fra Aalborg Universitet, der gennem design, kommunikation og branding vil markedsføre en mærkevare inden for mode og tøjproduktion med fokus på økologisk bomuld.

– Konceptet går ud på at starte tøjproduktion op i afrikanske lande med det europæiske marked for øje. Vi vil gerne udvikle et mærke, som er rent afrikansk og som udelukkende produceres i Afrika, men som kan sælges til forretninger i Europa, forklarer Mauro Pavesi, den ene af parterne i det vindende team.

Mauro Pavesi var meget overrasket over at vinde prisen, da Banqus projekt endnu blot er et koncept, hvor flere af de andre teams havde færdigudviklede produkter.

Men den stolte vinder sætter en ære i at forsøge at promovere Afrika positivt igennem sit projekt: – Vi gør det først og fremmest for Afrikas skyld, siger han.

DevelopSolution konkurrencen skal fremover være en årligt tilbagevendende begivenhed, og tilmeldingsfristen til næste års dyst er i september dette år.

Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets kommunikationsenhed. linleo@um.dk

BESTÅET MED BRAVOUR

OECD om dansk bistand: I hører til verdenseliten, men overvej at give mere bistand i form af budgetstøtte.

Foto
Danmark har gode erfaringer med at blive i u-lande, der i perioder har været sammenbruddet nær, som her Nepal.
Foto: Jørgen Schytte.

Af Jesper Heldgaard

Dansk udviklingsbistand hører til i verdenseliten, og Danmark kunne – og burde – gøre mere for at føre sig frem med sine gode erfaringer og inspirere andre donorer. Men dansk bistand kan blive endnu bedre, hvis Danmark justerer sin politik på helt konkrete områder. Det var det overordnede budskab, da direktør i OECD, Karen Jørgensen, fremlagde konklusionerne af det såkaldte peer review af dansk bistand på et pressemøde i Udenrigsministeriet den 20. juni. 

Og det var da også en tydeligt tilfreds udviklingsminister, der kvitterede for de flotte karakterer og signalerede åbenhed til at følge nogle af rådene, men absolut ikke dem alle.

Karen Jørgensen konstaterede, at dansk bistand er i det internationale førerfelt, både hvad angår kvalitet og kvantitet og udmærker sig ved sit klare fokus på fattigdom og på Afrika. Siden den seneste OECD-gennemgang i 2003 er der sket flere forbedringer: Udviklingsbistanden har igen fået sin helt egen minister; de rullende fem-års-planer, som efter 2001 blev stillet i bero, er siden erstattet af regeringens fem-årige udviklingspolitiske prioriteter, så modtagerlandene i god tid ved, hvad de kan forvente af bistand fra Danmark. Og så roste Karen Jørgensen især decentraliseringen af Danida, som er gennemført fra 2003.

– Den har gjort det muligt for de danske ambassader i modtagerlandene at være mere fleksible og tilpasse den danske bistand bedre til de lokale forhold, hedder det i konklusionerne, hvor Danmark opfordres til at gennemføre en evaluering af decentraliseringen, så andre donorer, også de nye, kan lære af Danmarks erfaringer. Det var én af de opfordringer, Ulla Tørnæs (V) umiddelbart tog til sig og erklærede sig parat til at gennemføre.

Svage stater og donor darlings
OECD anbefaler også, at kriterierne for valg af danske programsamarbejdslande kigges efter i sømmene. De blev vedtaget i 1989 og favoriserer ifølge OECD de forholdsvis velfungerende udviklingslande på bekostning af svage stater.

Danmark har generelt en tendens til at vælge det sikre for at få mest bistand for pengene, og det får man i bestemte lande, som donorerne flokkes om, de såkaldte donor darlings. Det er forståeligt, men går ud over de svage stater, mener OECD, der opfordrer Danmark til at lave en egentlig strategi for indsatsen i de svage stater og altså revidere kriterierne for valget af programsamarbejdslande. OECD henviser til, at Danmark faktisk har gode erfaringer med at blive i programsamarbejdslande, der i perioder har været sammenbruddet nær, fx Nepal og Mozambique.

Ulla Tørnæs erklærede sig parat til at overveje en strategi for en øget dansk indsats i svage stater, men i forhold til de danske programsamarbejdslande mindede hun om, at selv om de fleste af dem er relativt velfungerende, så er de altså blandt verdens fattigste.

– Så dem må vi ikke svigte, understregede hun.

Tidsler i buketten
Midt i alle roserne er der dog også kritik af Danmark og opfordringer til at sadle om: Danmark er så forhippet på at sikre, at alle de danske bistandskroner bruges som aftalt, at vi har en tendens til at opbygge egne kontrolsystemer i stedet for at hjælpe modtagerlandene med at opbygge deres kapacitet til at holde korruption og misbrug i ave, og det strider mod ånden i den Paris-erklæring, Danmark har været med til at vedtage, mener OECD. Men her viste Ulla Tørnæs ikke den store åbenhed:

– Jeg skylder de danske skatteydere at sikre, at deres penge bruges efter hensigten. Og i øvrigt er det også i modtagernes interesse, at pengene ikke forsvinder i forkerte lommer, bemærkede hun på pressemødet.

Heller ikke rapportens opfordring til at gøre mere brug af budgetstøtte vandt genklang hos ministeren. OECD mener, at kriterierne for og loftet over budgetstøtte, som den danske regering indførte for et år siden, er for skrappe. Med seks pct. af den bilaterale bistand som budgetstøtte er Danmark blandt de meget moderate brugere af denne bistandsform, og det ser Ulla Tørnæs ingen grund til at ændre på:

– Jeg hører flere og flere betænkeligheder ved brugen af budgetstøtte. For eksempel at det i budgetstøtten er sværere at sikre de tværgående hensyn, blandt andet til ligestilling, som Danmark prioriterer højt, sagde ministeren.

Blandede kreditter fortsætter
Rapporten sætter fingeren på et punkt, Danmark i mange år har fået skældud for af OECD, nemlig bindingen af dele af den danske bistand til danske firmaer. OECD roser ganske vist Danmark for at have afbundet det meste bistand i den forgangne periode, men der resterer et lille kritisk hjørne, nemlig de blandede kreditter. De udgør 280 mio. kr. om året, svarende til tre pct. af Danmarks samlede bistand. De er som udgangspunkt bundet til danske leverancer, og det strider imod OECD’s anbefalinger.

Men Danmark fastholder bindingen med henvisning til, at Danmark yder mere bistand end de fleste andre lande, og den politik lægger Ulla Tørnæs ikke op til at lave om på.

– Det hører med, at vi jo udbyder kontrakterne i åben licitation, hvis vi kan konstatere, at der ikke er tilstrækkelig konkurrence blandt danske firmaer, og derved undgår vi overpriser, anførte ministeren.

Selv om OECD generelt roser administrationen af den danske bistand, advares der om, at det vil gå ud over kvaliteten, hvis der skæres yderligere i bemandingen i ministeriet og på repræsentationerne, hvor de samlede, administrative udgifter blev skåret med 25 pct. fra 2001 til 2004. Specielt kniber det med bemandingen i Udenrigsministeriets humanitære kontor.

Hverken Karen Jørgensen eller Ulla Tørnæs ønskede at sætte karakter på de mange roser og kritikken/gode råd i rapporten.

Men stod det til denne skribent, kunne det ligne et 10-tal med pil opad for den flotte, men til tider lovligt selvstændige præstation. Det understreges af, at Danmark gerne administrerer andre donorlandes bistand, som det sker i Cambodja og Kenya gennem såkaldte delegerede partnerskaber. Det er med til at effektivisere bistanden og øge harmoniseringen. Danmark har derimod endnu ikke overladt administrationen af danske bistandskroner til andre donorer, og der er ingen aktuelle planer om at gøre det.

– Men muligheden er vi åbne overfor, sagde Ulla Tørnæs dog.

Evalueringsholdet bag peer review’et bestod af Nederlandene og Grækenland. Konklusionerne kan ses på på http://www.um.dk/nyheder/udviklingspolitik. Den samlede rapport bliver først offentliggjort til september.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. Heldgard@post7.tele.dk

VIETNAM OG BHUTAN–FOR RIGE TIL BISTAND

Danida gør klar til at trække sig ud af Vietnam og Bhutan om nogle år. De to program-samarbejdslande er klar til at stå på egne ben. Asien-forsker advarer mod at glemme de mange fattige, som ikke har fået del i landenes optur.

Foto
Vækstøkonomien Vietnam. Her lokale bygningsarbejdere ansat af japansk bygherre, der opfører en bro.
Foto: Jørgen Schytte.

Af Hanne Mølby Henriksen

Det går ufatteligt godt i Asien. Så godt, at Danida som et led i sin nye Asien-strategi har besluttet at trække sig som fast donor i to programsamarbejdslande: Vietnam i Sydøstasien og det lille kongedømme Bhutan i Himalaya.

– Det betyder ikke, at vi forlader hverken Vietnam eller Bhutan sådan tjuhej, fortæller Sus Ulbæk, kontorchef i Udenrigsministeriets Asienkontor.

– Vi er i færd med at lave de sidste landestrategier for 2008 til 2012 til Bhutan og planlægger nogle solide udfasningsprocesser, så vi er sikre på, at det, vi har opbygget, også fungerer i fremtiden, siger hun.

Vietnam og Bhutan har været blandt Danidas faste programsamarbejdslande siden 1993 og 1989. De har i årenes løb modtaget henholdsvis 3,95 og 1,2 mia. kr. i bistand fra Danmark. Men nu er landene blevet så stærke, at de ikke har samme behov for hjælp, mener regeringen. De sidste bevillinger til Vietnam og Bhutan vil blive givet i henholdsvis 2012 og 2011, hvorefter der vil gå yderligere nogle år, før pengene er brugt, og de danske rådgivere er ude.

Den økonomiske vækst har de seneste år løftet millioner af vietnamesere ud af fattigdom, skabt grobund for kommercielle investeringer og gjort Vietnam til en absolut donordarling. Også Bhutan roses ofte som et dydsmønster i udviklingsklassen med lav korruption, en effektiv stat og forventninger om betydelige indtægter fra salg af elektricitet til nabolandet Indien i de kommende år.

Kun programmerne udfases
Men ligesom i de andre asiatiske vækstøkonomier gemmer der sig stadig dybe lommer af fattigdom bag de flotte resultater. Forskellen på fattig og rig er stor, skriver Danida i sin nye Asien-strategi. Og uligheden vokser. ”En manglende indsats over for fattigdom kan vise sig at blive Asiens akilleshæl. Ansvaret ligger hos landene selv. Nogle befinder sig i en bedre position end andre, men ingen – heller ikke vækstøkonomierne – vil kunne løfte så stor en opgave alene. Det internationale samfund må hjælpe til,” hedder det i regeringens strategi.

Af samme årsag håber seniorforsker Irene Nørlund fra Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS) ved Københavns Universitet, at Danida vil fokusere på at bekæmpe fattigdom i Vietnam og Bhutan – både nu og i fremtiden.

– Det går bedre i de to lande, det kan man ikke nægte. Problemet er bare, at der stadig er rigtig mange fattige mennesker. Og det synes jeg, at man stadig burde prioritere at gøre noget ved, siger Irene Nørlund.

Hun har beskæftiget sig med udviklingen i Asien i 30 år og kalder Danidas relativt nye fokus på fattigdomslommerne i det fjerne, nordvestlige hjørne af Vietnam for banebrydende. Både fordi de andre donorer typisk flokkes i områder, hvor de er sikre på at få resultater for pengene. Og fordi den vietnamesiske regering længe har været forsigtig med at lade internationale donorer arbejde blandt de etniske minoriteter i de fjerne provinser plaget af stor fattigdom og risiko for uro.

Præcis hvordan og med hvilke aktiviteter Danida planlægger at tage afsked med de to programsamarbejdslande, vil kontorchef Sus Ulbæk ikke uddybe endnu. Men hun understreger, at det kun er programsamarbejdet, Danida vil udfase. I regeringens Asien-strategi hedder det således, at ”der vil dog formentlig stadig være behov for støtte til miljøområdet, god regeringsførelse og privat sektorudvikling.”

Mere gavn andre steder
– Det tager lang tid at komme ind i et land. Det tager lang tid at vinde regeringer og lokalregeringers tillid og fortrolighed. Så man kan stille spørgsmålstegn ved, om man skal gå fra de lande, hvor man har fået etableret et samarbejde, siger Irene Nørlund og påpeger desuden, at både Vietnam og Bhutan efter hendes mening stadig er for svage til at klare sig selv og derfor stadig vil have gavn af pengene fra Danmark.

I regeringen mener man, at de danske bistandskroner kan gøre mere gavn andre steder i verden. Og at Danida har udfyldt sin rolle i de to programsamarbejdslande.

– De kan stå på egne ben. Og det er jo det, der er meningen med bistanden; når de kan klare sig selv, så kan vi trække os ud, forklarer Sus Ulbæk.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs sagde ved præsentationen af regeringens nye Asienstrategi, at det endnu ikke er besluttet, om der skal vælges nye programsamarbejdslande, eller om bistanden til Asien skal tilrettelægges mere fleksibelt.

Danmark giver i øjeblikket godt 28 pct. af den samlede bilaterale bistand til Asien.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk

Læs mere om regeringens ny Asien-strategi på http://www.um.dk/nyheder  

Symbol

 

TURISTBOOM I AFRIKA

Afrika er in. I hvert fald når det gælder rejsemål. Sidste år stormede Afrika syd for Sahara ind på en førsteplads over øget turisme på verdensplan med en imponerende vækst på hele ni pct. – eller dobbelt så meget som de 4,5 pct., den samlede turisme steg med i 2006. Det er især lande som Sydafrika og Kenya, der er populære rejsemål. Herefter kommer Nigeria og Botswana. Det er en tendens, der giver grund til smil i FN’s Turismeorganisation (UNWTO).

- Når bærekraftig turisme bliver international udviklingspolitik, kan det bidrage til at vi når 2015 Målene, siger Francesco Frangialli, generalsekretær i UNWTO, til Udviklings norske søsteravis Bistandsaktuelt.

Listen over øget turisme er baseret på antallet af flypassagerer. / lll

PROJEKT ’FN-BY KØBENHAVN’
GODKENDT I REGERINGENS ØKONOMIUDVALG

Regeringens økonomiudvalg har på et møde den 19. juni godkendt en indstilling om at gå videre med planlægningen af at samle de efterhånden adskillige FN-aktiviteter i København i en ’FN-by’. Et projekt, der udspringer af Københavns placering som den nu sjette største FN-by i verden, hvor de seks FN-organer WHO, UNDP, UNFPA, UNICEF, WFP og senest har UNOPS netop placeret sit hovedkontor i København.

Økonomiudvalgets beslutning baner vejen for en uforpligtende tilkendegivelse af interesse over for Københavns Havn, som ejer det havneareal, som er udset til byggeriet. Københavns Havn vil på det grundlag påtage sig udgifterne til at udarbejde et konkret FN-by projektforslag som led i en stort anlagt nyudvikling af området i og omkring Frihavnen. Det endelige forslag til projektet forventes at ligge klar omkring årsskiftet. Derefter vil økonomiudvalget tage stilling til, om projektet skal realiseres eller ej. / lll

HALVVEJS MOD 2015 MÅL
DET GÅR BEDRE, END VI TROR

Ni ud af ti danskere tror, at levestandarden for verdens fattigste er langt dårligere, end den faktisk er. En ny undersøgelse foretaget af Catinét Research for UNDP afslører, at der er en stor kløft mellem danskernes billede af udviklingslandene og virkeligheden. Og vilkårene i u-landene er langt bedre, end hvad størstedelen af danskerne tror. Blandt andet er det kun én pct., der tror, at over 80 pct. af alle børn i udviklingslande er indskrevet i en grundskole. Det faktiske tal er ikke mindre end 88 pct.

Også med hensyn til fremtiden er befolkningerne i de øvrige nordiske lande blevet spurgt. Og her er danskerne de mest skeptiske blandt de adspurgte. Blot 10 procent af danskerne tror, det er muligt at halvere verdens fattigdom inden 2015, hvor dobbelt så mange nordmænd vurderer, at det er muligt. / lll

Læs mere om undersøgelsen på http://www.2015.dk  

1. PRÆMIE: EN BENPROTESE FRA NORGE

Med projektet Miss Landmine 2007 vover den norske kunstner Morten Traavik sig ud i en kontroversiel balanceakt, der høster lige dele harme og begejstring. De angolanske kvinder i den usædvanlige skønhedskonkurrence er nemlig alle landmineofre. 

Foto
I et etisk minefelt. Dårlig smag eller genial PR for mineofre? Foto: Gorm K. Gaare / COMNORTH.

Af Michael Reiter

Sandheden gemmer sig i det andet blik. Ved første øjekast fænges man af billeder af et stiliseret afrikansk paradis – inklusiv sandstrand, hav og dybblå himmel. I forgrunden poserer mørke skønheder – smilende og sensuelle, klædt i farvestrålende bademode (se forsiden) og elegante aftenrober. De drømmeagtige scenerier virker som grebet ud af Elle eller Vogue. Men pludselig falder betragterens blik på noget, der næppe ville finde vej ind i de glittede magasiner - en detalje næsten som en torn i øjet: Modellerne mangler alle det ene ben. Nogle af dem støtter sig på proteser og krykker.

Kvinderne med amputationerne er hovedpersoner i Miss Landmine 2007 – et kontroversielt projekt, der vender op og ned på etablerede skønhedsbegreber for at sætte anderledes fokus på ofrene for landminer. Modellerne stammer fra Angola. De hører til landets over 80.000 mineofre, der har mistet arme og ben, fordi de trådte på miner fra en over 20 år lang borgerkrig. I stedet for at vise dem som lidende ofre har den norske kunstner Morten Traavik og fotograf Gorm K. Gaare gjort dem til stjerner i en skønhedskonkurrence. Finalen finder sted i Angola til efteråret. Indtil da kan man beskue modellerne på en fotoudstilling, i et modekatalog og på hjemmesiden misslandmine.org – her kan man også stemme sin favorit ind i slutrunden.

Flotte ofre
Morten Traavik fik idéen til konkurrencen, da han besøgte Angola første gang i 2003. Synet af de mange landmineofre gjorde stærkt indtryk på ham.

– Det er selvsagt en tragedie at have mistet et eller begge ben, fortæller Traavik.

– Men livet stopper jo ikke af den grund.

Man er stadig et ressourcestærkt menneske med muligheder og potentialer. Jeg så flotte og helt normale mennesker, der har været uheldige – men som ofte behandles som tilbagestående af lokalsamfundet. Og fordi velfærdssystemet i Angola mildt sagt fungerer dårligt, overlever ofrene kun ved hjælp af lejlighedsvise småjobs, som for eksempel gadehandel.

Angolaneres begejstring for skønhedskonkurrencer gjorde et helt andet – positivt – indtryk på Traavik: – Nogle unge arrangerede en konkurrence i gyden bag vores hus, og jeg fik æren af at sidde i juryen. Så sad vi dér sammen med hele nabolaget, mens pigerne defilerede forbi. Det var som en stor gadefest! Forståelsen af konkurrencerne er helt anderledes end hos os, hvor man nærmest per definition ser dem som udnyttelse af kvinder. I Angola opleves de af både deltagere og publikum som en fest, der fejrer skønheden.

Freakshow
Det var i foreningen af de vidt forskellige indtryk, Morten Traavik øjnede muligheden for at sætte fokus på det globale landmineproblem på en ny måde. Det blev dog hurtigt klart, at ikke alle delte den norske kunstners syn på skønhed og måde at iscenesætte afrikanske landmineofre på. Samtlige adspurgte bistandsorganisationer afslog at støtte projektet.

– De var bange for, at det skulle blive en slags ’freakshow’, forklarer Traavik, der i stedet fandt finansiering hos det norske kunstråd og den angolanske minerydningskommission. Forbeholdene var imidlertid kun et varsel om den ophidsede debat, der opstod, da nyheden om Miss Landmine spredtes på nettet og i medierne i foråret.

Kritikere betegnede konkurrencen som en uetisk udstilling af fysiske skavanker til glæde for et sensationslystent publikum. Traavik blev beskyldt for at præsentere Afrikastereotyper på bekostning af naive og fattige deltagere, der blev betalt for at medvirke. Tilhængere roste omvendt projektet for sin positive måde at vise landmineofre på – fordi den rykker ved vores syn på skønhed og måde at betragte Afrika på.

– De medvirkende nød at få lov til at være og blive set som smukke, sensuelle og fuldværdige kvinder, kommenterer Morten Traavik kritikken.

– At forudsætte, at de ikke er i stand til at vurdere fordele og ulemper ved at deltage er i bedste fald nedladende. I værste fald er det udtryk for præcis den racisme, som kritikerne mener at være modstandere af.

Førstepræmie – en protese
I kølvandet på debatten blev udstillingen Miss Landmine droppet af det kendte galleri i Oslo, der oprindeligt ville præsentere de usædvanlige modeller for et norsk publikum. Nu kan de i stedet ses på bymuseet i Bergen frem til slutningen af august. Hvis det lykkes Traavik at finde modige partnere, rykker udstillingen derefter til Danmark eller Sverige. I november følger finalen på konkurrencen i form af et stort show i Angola.

– Førstepræmien er en protese fra Norges førende ortopædiske værksted, fortæller Morten Traavik. Dermed vil han givetvis levere nyt skyts til kritikerne af det kontroversielle projekt. Men det har kunstneren ikke det fjerneste imod: – Kontroverser opstår jo, når etablerede opfattelser udfordres, slutter han. Det har jeg hele tiden hilst velkommen!

Michael Reiter er PR-rådgiver og journalist bosat i Berlin. reiter@comnorth.de

Meninger om Miss Landmine 2007

  • Amputationsofferfetish. Lemlæstelsespornografi.« (Kommentar af Shailja på den afrikanske kvinderets-blog Black Looks)

  • Hvis Miss Landmine Angola 2007 bringer debatten om landminer tilbage i en offentlighed, hvor folk ellers er ligeglade med miner/krig/fattigdom/kvinderet, så har den opfyldt sit formål.« (Kommentar af Adam Bradford på Black Looks)

  • »[Kvinderne] poserer, men har en indre sensualitet, der slår dig i møde. Traavik udfordrer vores holdninger til og syn på kvinder med handicap, og det er fantastisk.«

(Torunn Arntsen, norsk antropolog og handicapforsker i Bergens Tidende)

Flere reaktioner på http://www.blacklooks.org  

KLÆDT PÅ TIL FORHANDLINGSBORDET 

Foto
12 millioner kenyanere venter i spænding på resultatet af de nye handelsaftaler, EPA’erne. Foto: Jørgen Schytte

Når EU og 78 udviklingslande i øjeblikket forhandler nye økonomiske partnerskabsaftaler (EPA), kan Kenyas kæmpe gartneribranche let blive overset. Men nu bliver branchen – med dansk støtte – klædt bedre på til forhandlingerne.

Af Mira Borggreen, Nairobi

Op mod 12 millioner kenyanere i gartneribranchen er afhængige af et positivt resultat, når de nye handelsaftaler mellem EU og blandt andet Afrika skal træde i kraft ved årsskiftet.

Fresh Produce Exporters Association of Kenya (FPEAK), er Kenyas førende private organisation for gartneribranchen. Titusindvis af FPEAK’s medlemmer arbejder dagligt i marken, ved blomstersorteringsbordet og med distributionen af grøntsager til Europa. Stephen Mbithi, der er FPEAK’s chef, har derfor noget at have sine bekymringer i, når det kommer til de nye regionale handelsaftaler, også kaldet Economic Partnership Agreements (EPA):

– Gartneribranchen er den sektor i Kenya, der er mest sårbar over for ændringer i handelsaftalerne. Vi som privatsektor har et ansvar for at få vores stemme hørt i forhandlingsprocessen, så aftalerne kan falde på plads.

At forhandlingerne er yderst vigtige ses tydeligt i Kenya. Landet har ifølge egne tal omkring en halv million gartnerier, og selvom Kenya kun eksporterer fem procent af sin gartneriproduktion, så tjener landet omkring 700 mio. dollars om året på eksporten. Det gør dermed branchen til den anden største økonomiske generator i landet efter turisme. Hvis ikke en EPA-aftale, der omfatter Kenya, kan træde i kraft fra 1. januar 2008 risikerer gartneribranchen at skulle betale en høj told ved eksport af deres varer til EU.

Bekymrede miner
Forhandlingerne giver ifølge Stephen Mbithi anledning til bekymring, fordi regeringerne i Kenya og andre lande i området indtil nu har vægtet mere traditionelle forhandlingsemner såsom sikring af social udvikling frem for den private sektors vilkår. Netop derfor indgik Stephen Mbithi og FPEAK, der repræsenterer 107 medlemsorganisationer, for et år siden et samarbejde med Danida gennem The Business Advocacy Fund (BAF). BAF skal støtte erhvervsorganisationer, så de bliver bedre til varetage deres medlemmers interesser over for offentlige myndigheder og andre. Denne støtte er afgørende, hvis gartneribranchen skal have indflydelse ved forhandlingerne.

For via BAF får FPEAK og andre lignende organisationer i den private sektor nu finansiel støtte til at udarbejde et solidt forhandlingsmateriale, der ridser industriens position op i de kommende måneders EPA-forhandlinger.

Ulighed på vægtskålen
Marc Maes, EU Trade Policy Officer fra den belgiske organisation 11.11.11 – en koalition for NGO’er i Flandern – holdt i februar et oplæg hos danske Ibis om EPA-forhandlin-gerne. Her lagde han vægt på AVS-landenes (lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet) svage position i forhold til det ressourcestærke EU ved forhandlingerne:

– Europakommissionen er meget bedre kvalificeret ved forhandlingsmøder som disse. De har flere økonomiske ressourcer, en større administration og mere erfaring. De fleste AVS-lande lider af personalemangel og ministerier med begrænset eller manglende erfaring med handelsaftaleforhandlinger.

Og møderne er vigtige for de 78 AVS-lande, EU forhandler med, som hver især er på meget forskellige udviklingsmæssige stadier. På nuværende tidspunkt har alle AVS-lande formelt droppet deres tidligere krav om mere tid til forhandlingerne og lovet at gøre en stor indsats for at få afsluttet forhandlingerne til tiden. Det sker primært for at forhindre, at disse ikke falder på gulvet i sidste sekund.

Et scenarie Stephen Mbithi ikke kan overskue konsekvenserne af. Derfor opsøgte han og FPEAK The Business Advocacy Fund.

Ruth Gathee, der er Business Advocacyfondens administrator, husker tydeligt det første møde med FPEAK: – FPEAK havde et klart mål, da de kom her til os. De ville have indflydelse på EPA-for-handlingerne, og de havde selv ideer til, hvordan det kunne lykkes. Det eneste de manglede at få på plads var den finansielle del, fortæller hun.

Dansk støtte til forhandlingerne
Således fik FPEAK for et år siden støtte fra fonden på ca. 715.000 kr. De danske bistandskroner er primært gået til udarbejdelse af forhandlingsdokumenter og dækning af omkostninger i forbindelse med orienteringsmøder. FPEAK’s direktør sidder selv som hovedforhandler ved bordet, når EU forhandler med Kenyas private gartnerisektor, og derfor er der også gået penge til at hyre rådgivere med kompetencer inden for strategi og handelsaftaler.

Stephen Mbithi ser frem til forhandlingernes afslutning med håbefuld optimisme: – Det er utrolig vigtigt, at den private sektor holder fast i bordkanten ved disse forhandlinger, for ellers ender vi med en handelsaftale, der ikke er baseret på den nuværende situation i handelsmiljøet. Og jeg er overbevist om, at når vi når til slutningen af samarbejdet med Danida og forhandlingerne, så kan vi måle succesraten i yderligere handel mellem EU og Kenya.

DET STARTEDE MED LOMÉ-AFTALERNE…

Af Mira Borggreen

Forhandlingerne kommer nu, fordi handelsregimet i Lomé-aftalerne, som gennem 30 år har dannet rammen om bistands- og handelssamarbejdet mellem AVS-landene og EU, er ved at løbe ud.

AVS står for Afrika, Vestindien og Stillehavet. Lomé-konventioner var femårige konventioner, som bestemte spillereglerne for bistand og handel mellem EU og AVS-landene imellem 1975 og 2000.

Aftalerne blev derefter midlertidigt videreført i Cotonouaftalen, som reelt løber til februar 2020. Konventionerne gav AVS-landene fri adgang til EU-markedet for alle industrivarer med oprindelse i AVS-landene og begrænset adgang for en række landbrugsvarer. Samtidig fik AVS-landene lov til at beskytte deres egne økonomier mod eksportører fra EU for eksempel via toldmure. Heri lå en anerkendelse fra EU’s side af, at der er stor forskel på EU og AVS-landenes konkurrencedygtighed.

EU-tilbud om fri markedsadgang for AVS-landene
De igangværende forhandlinger af de nye EPA-aftaler skal være i overensstemmelse med WTO’s (Verdenshandelsorganisationens) regler. Forlængelsen af handelsregimet fra Lomé-aftalerne til udgangen af 2007 er baseret på en undtagelse i WTO – en såkaldt ’waiver’. Efter WTO-reglerne bør parterne i regionale handelsaftaler gensidigt åbne deres markeder for stort set al handel. I forhandlingerne har EU derfor tilbudt AVS-landene fri markedsadgang i EU for alt undtagen våben og med overgangsordninger for ris og sukker. Det foreslås, at der kan være behov for fleksibilitet for importen af følsomme produkter fra EU-landene i AVS-landene. Der skal også kunne være undtagelser for meget følsomme produkter.

Det ender med en EPA-model
EPA er kort fortalt aftaler om et økonomisk handelssamarbejde, og forhandlingerne inkluderer 78 AVS-lande. Der står derfor frihandel og partnerskab på alle kalenderens sider i de kommende måneder. De nye frihandelsaftaler skal efter planen skrives under, så de kan træde i kraft den 1. januar 2008, hvor undtagelsen i WTO udløber. Et pres især de afrikanske parter i forhandlingerne har haft svært ved at leve op til.

The Business Advocacy Fund
Danida støtter fonden med 20 mio. over fem år. I Tanzania og Ghana støttes tilsvarende fonde af lande som Danmark, Nederlandene, Sverige, Storbritannien og USA.

BUSH’ STILLE SEJR

Præsident George W. Bush har – til manges overraskelse – næsten tredoblet USA’s bistand til Afrika i løbet af sin embedsperiode. Årsagen er en blanding af pragmatisme og religiøst inspireret altruisme.

Af Sidsel Nyholm

Præsident George W. Bush gjorde sig til dagens klovn, da han under markeringen af årets malariadag den 25. april deltog i en afrikansk dansetrups optræden i Det Hvide Hus’ rosenhave. Optagelserne af den jakkesætklædte verdensleder, der vugger hofterne til eksotiske trommerytmer, gik verden rundt og sikrede amerikanske talkshowværter og internet- satirikere mange billige grin.

Men der er også en dybt seriøs side af George W. Bushs engagement i afrikanske forhold. I løbet af sin embedsperiode har præsidenten ifølge den økonomiske organisation OECD næsten tredoblet USA’s humanitære og udviklingsmæssige hjælp til Afrika fra 1,4 mia. dollars (knap 8 mia. kr.) til 4 mia. dollars (22 mia. kr.) årligt, og han har for nylig lovet at fordoble det beløb. Derudover har Bush søsat det ambitiøse aidsbekæmpelsesinitiativ ’President’s Emergency Plan for AIDS Relief ’, PEPFAR, og har netop bedt Kongressen om at fordoble programmets budget til i alt 30 mia. dollars (ca. 165 mia. kr.) i perioden 2008- 2013, ligesom han også står bag en enorm amerikansk investering på 1,2 mia. dollars (ca. 6,6 mia. kr.) i malariabekæmpelse.

Kriser skal forebygges
Set i lyset af det republikanske partis velkendte skepsis over for nytten af ulandsbistand og af Bushs eget renommé som konservativ udenrigspolitisk høg, har de ’bløde’ Afrikainitiativer både imponeret og overrasket mange hjælpeorganisationer og aktivister. Der er imidlertid adskillige gode grunde til, at George W. Bush i disse år retter blikket mod det afrikanske kontinent.

Det handler til dels om pragmatisme. I en verden præget af terrorisme og økonomisk globalisering er Afrikas strategiske vigtighed vokset, og det er en erklæret målsætning, at USA’s bistandspolitik understøtter udenrigspolitikken. Kontinentets mange svage eller decideret fejlslagne stater er sårbare over for terrornetværk og kriminelle karteller, og USA har derfor en klar interesse i at styrke de lokale økonomier og nationale institutioner samt at afværge destabiliserende humanitære kriser. Desuden ligger Afrika inde med store oliekilder, som USA – i skarp konkurrence med industrinationen Kina – ønsker at sikre sig adgang til.

Samtidig bunder Bushs fokus på Afrika også i en religiøst inspireret altruisme. Inden for de seneste år er bekæmpelsen af fattigdom i Afrika blevet en stadig større prioritet for de kristne grupper, som udgør en central del af præsidentens politiske base, ligesom også kampen mod hiv og aids er kommet på dagsordenen blandt både konservative og moderate amerikanske evangelikale (bibeltro protestanter, red.). Bush, der jævnligt mødes med repræsentanter for USA’s evangelikale samfund, er formentlig oprigtigt påvirket af denne spirende mellemfolkelige aktivisme.

Amerika hjælper Afrika

Under præsident George W. Bush er USA’s offentlige budget for udviklingshjælp til verdens fattige lande mere end fordoblet fra 10 mia. dollars i 2000 til 23 mia. dollars i 2006.

USA’s udviklingshjælp til Afrika er vokset fra 1,4 mia. dollars i 2001 til 4 mia. dollars i 2006, og Bush har lovet at mere end fordoble det beløb til 9 mia. dollars inden 2010.

I Afrika syd for Sahara var de tre største modtagere af statslig bistand fra USA i 2005 henholdsvis Sudan (771,5 mio. dollars), Etiopien (625,2 mio. dollars) og Uganda (242,3 mio. dollars).

I 2003 søsatte Bush aids-bekæmpelsesprogrammet President’s Emergency Plan for AIDS Relief, PEPFAR, der har et budget på 15 mia. dollars over fem år, og i 2005 lancerede han et malariabekæmpelses-initiativ til 1,2 mia. dollars.

Kilde: USAid

Bistand gennem den private sektor
Netop præsidentens evangelikale forbindelser bekymrer imidlertid en del ikke kirkelige aktivister. De påpeger, at en del af PEPFARs midler kanaliseres igennem religiøse grupper, der prædiker afholdenhed fra sex uden for ægteskabet og spreder misinformation om kondomers effektivitet. Bekymringerne er dog stilnet af i takt med, at mange kristne grupper inden for de seneste par år har modereret deres budskaber.

Bush har også fået kritik for, at en stor del af de mange dollars til Afrika gives som fødevare- eller medicinnødhjælp snarere end som langsigtet udviklingshjælp, og for, at en del af bistanden er bundet til køb af amerikanske varer. Samtidig skoses præsidenten for gang på gang at handle unilateralt (USA går enegang, red.) i stedet for at lade de nye midler gå igennem eksempelvis FN’s Globale Fond og for at se mere eller mindre stort på den internationale Paris-erklæring, der blev vedtaget i 2005 med det formål at harmonisere donorlandenes udviklingspolitikker og give modtagerlandene større indflydelse på bistanden.

Bushregeringen har valgt at gå ad egne veje ved blandt andet at oprette et særligt udviklingsprogram, den såkaldte Millennium Challenge Account, som skal sikre, at modtagerlandene lever op til strenge krav om korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse. Dette fokus på gennemsigtighed og demokrati skal presse fattige landes regeringer til at gennemføre reformer samt forhindre et spild af amerikanske udviklingsdollars i stater med en upålidelig offentlig sektor. Af samme grund kanaliserer USA mindst 80 pct. af sin udviklingshjælp gennem den private sektor.

Når Bush forlader Det Hvide Hus i januar 2009, vil hans udenrigspolitiske eftermæle formentlig tegnes mere af krigen mod terror end af kampen for et bedre Afrika. Men uanset kritikken af udviklingshjælpens mål og midler, så er det en uomtvistelig realitet, at præsidentens engagement i Afrika stikker langt dybere, end de opsigtsvækkende dansetrin i Det Hvide Hus’ rosenhave i april lod ane.

Sidsel Nyholm er USA-korrespondent for Kristeligt Dagblad i New York.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk

BLANDEDE G8-BOLCHER

De kom. De så. Og de snakkede. Og pludselig var de væk igen. Deltagerne i årets G8-topmøde altså. Forud for mødet i juni gik en lille uge med massive demonstrationer, kampe og for nogens vedkommende en tur i brummen.

Foto
Afrikas ven. Foto: J. Scott Applewhite/AP/Polfoto.

Af Line Lagoni Leonhard

En omgang blandede bolcher er nok det, der beskriver meningerne om årets G8-topmøde i Heiligendamm i Nordtyskland bedst. Først var der positive vibrationer omkring G8-landenes løfte om øget bistand til verdens fattige – siden hen forvirring om, hvornår udbetalingerne rent faktisk skulle falde. Men midt i al forvirringen om fattigdomsbekæmpelse, kaos og demonstrationer blev der også plads til at træffe vigtige beslutninger om klimaet.

Flere penge til Afrika
Vanen tro vakte G8-topmødet stor opsigt, også denne gang, da Tyskland var vært for begivenhederne den 6. - 8. juni i år. Medlemslandene var ikke sene til at love ekstra støtte til verdens fattige i tråd med de tidligere diskussioner på de to foregående topmøder i Gleneagles og Sankt Petersborg. Der blev lovet gældslettelser på cirka 334 mia. kr. til de afrikanske lande samt en øget bistand på op mod 25 mia. kr. årligt frem til 2010.

Yderligere blev der fulgt op på de to foregående G8-møders løfte om at yde en indsats for bekæmpelse af smitsomme sygdomme. På den konto blev der sat næsten 333 mia. kr. af over ’de næste par år’. Samtidig vil G8-lan-dene åbne op for muligheden for at fjerne toldafgifter på medicin til afrikanske lande.

Kampen mod klimakatastrofen

Også den meget omtalte klimadebat fik plads på G8-topmødet, hvor medlemslandene for første gang anerkendte de videnskabelige fakta, der er at finde i FN’s klimapanels rapporter. USA meldte sig for alvor på banen i kampen mod global opvarmning og ytrede svage løfter om at imødekomme afløseren for den nuværende Kyotoprotokol, som skal udformes efter COP-15 mødet i København i 2009.

Men selvom det ikke skortede på løfter om at arbejde for en bedre verden, så efterlod G8-landene alligevel offentligheden i en vis forvirring og uvished. Der er tidligere blevet givet generøse tilsagn, som så senere er blevet udvandet over tid. Bliver løfterne fra G8-top-mødet i Heiligendamm indfriet denne gang?

Læs mere om G8 på: http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-7209318.html  

Symbol

 

AFGHANISTAN

Foto
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var for nylig på besøg i Afghanistan. Afghanistan ligger højt på regeringens dagsorden – og vil nok tiltrække sig en del opmærksom i det kommende år. Foto: Keld Navntoft/Polfoto.

MED SKOLEBØGER OG SKUDSIKKER VEST

Mere turbo på genopbygningen – ellers tabes kampen i Afghanistan Udenrigsministeriet styrker nu indsatsen i Afghanistan – herunder den svære opgave at bidrage til genopbygningen i Helmand–provinsen. Men kan man genopbygge en krigslignende zone – og hvordan? Verdens øjne hviler på det urolige Helmand.

Af Morten Østervang

Lejesoldater er ikke et ukendt fænomen i verdens konfliktzoner. Heller ikke i Afghanistan. Men Talebans lejesoldater ligner ikke det stereotype billede af professionelle mænd på jagt efter oversøisk spænding og mammon. I det sydlige Afghanistan rekrutterer Taleban nu lokale, fattige bønder, der ikke kan se andre udveje end at tjene lidt penge som daglejere i Talebans tjeneste.

Måske et vink med en vognstang om, at genopbygningsindsatsen haster mere end nogensinde. For hvordan viser man afghanerne, at der er et bedre alternativ end Taleban?

Der er kun genopbygning, fastslår eksperterne. Den militære indsats kan ikke vinde krigen i Afghanistan alene, slet ikke med den nuværende begrænsede militære tilstedeværelse, der udgør 37.000 soldater. Alligevel er genopbygningsindsatsen alt for svag.

– Vi kan ikke besejre Taleban militært. Lige nu holder de internationale styrker kun lige fortet i det sydlige Afghanistan, indtil den afghanske regering med støtte fra det internationale samfund selv har opbygget et militær, der kan overtage opgaven. Det kan da godt være, at vi kan holde skansen et år mere. Men det går altså den gale vej, forklarer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor i international politik ved Københavns Universitet og tilføjer:

– Om vi kan vende situationen er et åbent spørgsmål. Men vi kan kun vinde ved at øge genopbygningsindsatsen massivt på alle områder. Ved at vise folk, at der er et alternativ til Taleban og give dem sikkerhed og noget at leve af.

Landkort

Halvhjertet indsats
Udfordringerne for de internationale Nato-styrker og Karzai-regeringen er massive. I dag er 40 pct. af Afghanistan uden for regeringens kontrol. Madrasa’erne i Pakistan er fulde af mænd, der gerne vil kæmpe for Taleban. De porøse grænser mellem Pakistan og Afghanistan giver Taleban et refugium, hvor de kan hente finanser og rekruttere nye mænd. Og som flere internationale eksperter peger på: Det er stort set umuligt at bekæmpe en oprørsbevægelse, der har husly i et andet land.

Og for at føje yderligere udfordringer på todo listen for statsopbygningsprojektet: Opiumproduktionen er nu højere end nogensinde, hvilket giver penge til krigsherrer og andre illegale karteller, der truer regeringens kontrol over landet.

Hvorfor er det gået så galt? Peter Viggo Jakobsen mener, at en halvhjertet indsats på genopbygningssiden er én af forklaringerne. Da det internationale samfund skulle lave en plan for genopbygningen skete det med udgangspunkt i den såkaldte afghanske Compact, der sigtede mod på én gang at skabe sikkerhed og genopbygning. Ifølge Peter Viggo Jakobsen har det internationale samfunds bidrag bare ikke været store nok:

– Alt for mange nationer har ikke leveret, hvad de lovede. Og donorerne har fægtet i 27 forskellige retninger, så bistanden ikke rigtigt har hængt sammen. Og så er man alligevel i dag overrasket over, at Taleban er tilbage, konkluderer Peter Viggo Jakobsen og peger på en opgørelse som den amerikanske tænketank RAND har foretaget: Mens Afghanistan har modtaget 67 dollars pr. indbygger i de første to år var tallet 249 dollars i Bosnien Herzegovina og 256 i Øst-Timor (de 67 dollars er der ikke enighed om – men det vender vi tilbage til). Det kan forekomme paradoksalt. For lytter man til retorikken – så er Afghanistan højt oppe på dagsordenen i verdens vestlige regeringer.

Kynismen sætter ind
Der er ganske vist sket markante fremskridt i Afghanistan, siden Taleban i 2001 blev drevet på flugt. Statsopbygningen er i fuld gang lige fra ministerier og provinsråd til militær, politi og postvæsen. Tre millioner børn – herunder piger – er kommet i skole. 17.000 landsbyer har modtaget bistand til at opbygge brønde, skoler og få rent vand gennem det Nationale Solidaritets Program (NSP), som også Danmark støtter. Landet har også oplevet en imponerende økonomisk vækst på 16 pct. mellem 2002 og 2005 – selvom landet selvfølgelig startede fra et lavt udgangspunkt. Alligevel føler afghanerne ikke, at der leveres.

Flere undersøgelser af den offentlige opinion – fra blandt andet Center for Strategic and International Studies - viser, at et flertal af afghanere ikke føler, at den økonomiske vækst, som landet har set mellem 2002 og 2005 er omsat til forbedringer. Der er ganske vist store regionale forskelle. Men mange landsbyer har stadig aldrig set skyggen af en donorkrone, regeringen eller en international NGO.

En del af forklaringen er, at der ikke er nået nok hjælp ud i provinserne, fordi langt den største del af bistanden er gået til det centrale niveau, som har skullet opbygges fra bar bund. Og mange provinser har efter årtiers borgerkrig ganske enkelt ikke haft nogen form for offentlig kapacitet, der kunne udføre genopbygningsprogrammer. Men uanset hvad forklaringen er – så er faren for at tabe de afghanske ’hjerter og sjæle’ en reel trussel.

Det er bestemt ikke fordi den almindelige afghaner ønsker Taleban tilbage. Tværtimod. Ifølge meningsmålinger er langt de fleste afghanere - som tidligere - imod Taleban. Men håbet og optimismen er på flugt nedad, viser flere meningsmålinger. Hvor kun 16 pct. af befolkningen for få år siden frygtede Taleban, er tallet nu 57 pct. ifølge en undersøgelse, som BBC har lavet. Og når løfterne fra regeringen og det internationale samfund er store – men man ikke ser dem indfriet, så sætter kynismen ind, som en iagttager påpeger. Så kan den eneste udvej være at acceptere Taleban eller overgive sig til krigsherrerne eller andres interesser: at dyrke opium som flere og flere accepterer som en legitim beskæftigelse.

– Der skal snart til at dukke nogle gode historier op, som Peter Viggo Jakobsen siger.

Statsbygning på frontlinjen
Er der en provins, hvor det betragtes som afgørende at vinde afghanernes tillid og få sat turbo på genopbygningen, er det den sydlige provins Helmand. En provins, der ifølge FN i 2006 tegnede sig for 45 pct. af Afghanistans opiumproduktion, og som på grund af sikkerhedssituationen ikke har set meget til hverken Karzai-regeringen eller det internationale samfunds genopbygning.

Folketinget vedtog i maj at sende flere tropper til Helmand, så der i alt er 640 soldater i Afghanistan, heraf 550 i Helmand. Samtidig øger Udenrigsministeriet den civile støtte med i alt 60 mio. kr., hvoraf en del skal gå til den svære opgave at bidrage til genopbygningen i Helmand, som Danmark har påtaget sig.

Indsatsen ligger med andre ord højt på dagsordenen i den danske regering. Med de godt 200 mio. kr. årligt i civil genopbygningsbistand ligger støtten til Afghanistan tæt på niveauet for et almindeligt dansk programsamarbejdsland som for eksempel Burkina Faso, der modtager 205 mio. kr. om året eller Kenya, der får 260 mio.

Danmark er da også Afghanistans næststørste donor målt pr. capita. Og flere initiativer er sat i søen, der skal styrke den danske indsats. En task force i Danmark skal sørge for, at der er koordination på tværs af Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Med det gradvise exit fra Irak er der ingen tvivl om, at der i den danske offentlighed kommer større fokus på indsatsen i Afghanistan, som en kilde formulerer det. Både positivt og negativt.

Hvem skal gøre det?
Indsatsen i Helmand er ganske vist kun en meget lille brøkdel af den danske bistand til Afghanistan, som især går til det centrale statsniveau i Kabul. Men det er uden tvivl den, der påberåber sig mest offentlig opmærksomhed. For hvordan skaber man genopbygning på en frontlinje, som lige nu udgør en af de afgørende slagmarker mod Taleban?

I en ny Helmandanalyse, som Udenrigsministeriet lancerede i april, stiles der mod at kunne bruge op mod 30 mio. kr. om året specifikt til Helmand – men først fra 2008.

– Det er ikke realistisk at bruge 30 mio. allerede i år. Den militære forstærkning er først på plads i slutningen af 2007, og der skal skabes sikkerhed før genopbygningen for alvor kan komme i gang. Et realistisk mål er nærmere på de 10 mio. kr. Det afhænger helt af sikkerhedssituationen, hvad vi kan komme til at lave, siger Pernille Dueholm, der er teamleader for Udenrigsministeriets Afghanistanteam og selv har besøgt Afghanistan flere gange.

– Det her er det muliges kunst, som hun tilføjer.

Situationen er en klassisk ’hønen og æggetsituation’: Uden genopbygningen kommer der ingen sikkerhed. Og uden sikkerhed er genopbygningen svær. En artikel i Berlingske Tidende bragede da også gennem mediemuren efter lanceringen af regeringens nye analyse af Helmand i april: De danske NGO’er som DAARTT, Mission Øst og DACAAR (se boks s. 12), der allerede arbejder i de nordlige og vestlige provinser vil ikke til Helmand. Det underliggende budskab: Opgaven er så usikker, at Udenrigsministeriet ikke har nogen til at udføre opgaven. Kan den så lade sig gøre?

I Udenrigsministeriet undrede man sig noget over pressens fokus.

– Vi har sådan set ikke spurgt NGO’erne. Vi er udmærket klar over, at sikkerheden ikke er til, at de skal arbejde i Helmand nu. Og det har vi fuld forståelse for, forklarer Pernille Dueholm.

Her har man allerede fået henvendelser fra flere private, danske firmaer, der er parate til at tage den skudsikre vest på og drage til det sydlige Afghanistan.

Figur: Så meget får de (2006)

 

Den langvarige indsats
Der er allerede en god portion mindre projekter i gang i Helmand som bygning af brønde og støtte til mindre landbrugsprojekter. De udføres gennem det såkaldte samtænkningsinitiativ, der udføres i samarbejde mellem en civil rådgiver udsendt af Udenrigsministeriet og Forsvaret.

– Udfordringen er nu at få sat mere langvarige ting i søen inden for undervisningssektoren, siger Pernille Dueholm.

Ifølge Pernille Dueholm er Helmand langt fra én stor slagmark – men en provins med stor variation. Vejen frem er at gå skridt for skridt. Man arbejder med såkaldte development zones, områder, der er nogenlunde sikre. Lige nu kan der kun sættes genopbygningsarbejde i gang omkring byerne Lashkar Gar og Geriskh og distrikterne omkring dem. Men det er også her, hovedparten af befolkningen i Helmand bor.

– Der er områder, hvor der er skabt stabilitet af de internationale styrker, men de er ikke kæmpestore. Men vi må starte der og så er jeg overbevist om, at det vil sprede sig. Naboerne vil også ønske sig en brønd, en skole og en systue, siger Pernille Dueholm.

En gruppe bestående af den kommende danske ambassadør i landet Franz Michael Skjold Mellbin og repræsentanter fra Forsvaret har netop været i Helmand for at vurdere, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, de ca. tre civile rådgivere, som Udenrigsministeriet planlægger at sende dertil, skal have. Skal de have bodyguards? Hvordan skal de komme rundt? Hvem kan de besøge? At det skal være robuste typer er der ingen tvivl om. Formentlig folk, der har erfaring fra Balkan eller Irak, lyder vurderingen.

De tre rådgivere skal videreføre samtænkningsopgaverne. Men den store opgave bliver at sikre sig et godt samarbejde med de regionale myndigheder i Helmand. Det skal være provinsrådets udviklingsplan, der er udgangspunktet for den danske genopbygningsbistand. Danmark kan ganske vist også selv implementere projekter – dels arbejder Forsvaret med mindre genopbygningsprojekter og dels administrerer den civile rådgiver projekter, der udføres af militæret i samtænkningsinitiativet. Men den store del skal gerne være støtten til myndighederne i provinsen.

Den afghanske regering har anmodet Danmark om at tage et særligt ansvar for uddannelse i Helmand, en sektor som Danmark har lang erfaring med fra centralt niveau i Kabul. Og Danmark skal arbejde tæt sammen med undervisningsministeriets afdeling i Helmand.

Som hovedregel skal det være myndighederne, der selv udfører projekterne. Men lige nu er kapaciteten langt fra tilstrækkelig til at gennemføre bistanden. Udenrigsministeriet overvejer derfor at ansætte en lokal rådgiver, der kan arbejde i det afghanske undervisningsministeriums afdeling i Helmand.

– Det bliver en dansk opgave at bistå med, at kapaciteten bliver bygget op.

Vi er da også opmærksomme på, at vi skal vise synlige resultater undervejs. Der skal fx bygges skoler, som afghanerne kan se gør en forskel, siger Pernille Dueholm.

Risikovillige firmaer
Men hvem vil egentlig bygge en skole i Helmand, når NGOerne ikke vil, og myndighederne ikke kan? I 2006 blev 226 skoler brændt, og der er i mange landsbyer udsendt såkaldte night letters, der advarer landsbyen mod at sende piger i skole. Og hvordan sikrer man at skolerne bruges – og ikke brændes?

Udenrigsministeriet har allerede nu fået flere henvendelser fra danske private firmaer, som gerne byder ind på skolebygning under militærbeskyttelse. Ministeriet overvejer også at lægge støtten hos nogle af de større internationale NGO’er, der arbejder i Afghanistan og vil desuden lægge vægt på at arbejde gennem de lokale strukturer som ældrerådene.

Peter Viggo Jakobsen vurderer da heller ikke, at det bliver et problem at skaffe folk, der er parate til at løbe risiko:

– For den almindelige afghaner er det bedøvende ligegyldigt, om det er et firma eller en NGO. Så vi vil nok se en ny type virksomheder, som gerne vil påtage sig denne slags opgaver i mere eller mindre krigslignende zoner og arbejde under militær beskyttelse. Hvor godt det vil virke, vil tiden vise. Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis pengene er gode nok, så skal der nok være nogle, og de kan jo så ansætte professionelle NGO-medarbejdere, der gerne vil tjene kassen, siger han.

I Udenrigsministeriet i København er det endnu et åbent spørgsmål, om det skal være firmaer eller udenlandske NGO’er, der skal i marken med de danske kroner:

– Vi kender ikke de private virksomheder godt nok til at vurdere, om vi umiddelbart er interesserede. Det kræver, at de vil arbejde ud fra de principper om lokalt ejerskab, som vi vægter højt, siger Pernille Dueholm.

Danida har fx gennem en årlig NGO-bevil-ling på 30 mio kr. arbejdet direkte i nogle af de fattigste provinser som Badakhshan i det nordlige Afghanistan gennem NGO’er som DAART, Mission Øst og DACAAR med at sørge for skoler, brønde, rent vand og anden lokal udvikling. Og de havde en klar fordel: – NGO’erne har været ekstremt bevidste om lokalt ejerskab. Og det er meget vigtigt for at sikre, at skolerne ikke bare bliver bygget, men at de også bliver bevaret og vedligeholdt. Og når den lokale befolkning bakker op om skolen, er de også med til at beskytte den. Der har været eksempler. hvor et lokalsamfund har sagt til Taleban: ’I rører ikke vores skole’, siger Pernille Dueholm.

Glem ikke successerne
Pernille Dueholm advarer imidlertid mod, at al fokus retter sig mod de sydlige provinser. Ifølge hende vil de nye danske midler til Afghanistan også blive brugt på det nationale niveau. Det er fortsat vigtigt at arbejde i de nordlige provinser, hvor der nu er stabilitet, og hvor også danske NGO’er har opnået gode resultater. Dels så de regioner ikke bliver destabiliseret, dels så de kan være et forbillede. Udenrigsministeriet har derfor heller ikke tænkt sig at banke NGO’erne, der arbejder i nord og vest til Helmand, forsikrer hun.

Endelig er det vigtigt at sikre en bæredygtig stat, der kan nå hele landet, som hun siger:

– Med den bistand, der er givet gennem PRT’erne (Provincial Reconstructions Teams, red.) er det temmelig ulige fordelt hvilke provinser, der får udviklingsmidler, fordi alle Natonationer ikke har et bistandsbudget med sig. For at sikre at bistanden kommer hele landet til gode, har vi primært arbejdet gennem staten.

Danmark har fx de sidste fire år været en tæt samarbejdspartner for det afghanske undervisningsministerium. Og bidraget til kapacitetsopbygning, skolebygning, nye bøger og pensum.

Den strategi høster da også anerkendelse hos forskerne: – Når jeg stadig er optimistisk i Afghanistan i modsætning til Irak er det fordi, jeg har tillid til, at vi kan få opbygget et statsapparat, der vil prøve at gøre noget fornuftigt i hele landet på tværs af etniske skel. Det er klart, vi skal også til at se noget ske i provinserne, og der har nok været for meget vægt på Kabul, mener Peter Viggo Jakobsen.

Fremskridt
Når støtten ikke er nået ud i provinserne i tilstrækkeligt omfang endnu er det da også på grund af den gigantiske opgave med at opbygge et statsapparat, mener Pernille Dueholm: – Det er rigtigt, at provinserne ikke har set ret meget bistand endnu. Men det har taget enorme ressourcer at opbygge de basale statsfunktioner.

Nu hvor mange institutioner er ved at være konsolideret og der er skabt provinsråd med egne udviklingsplaner, vil der komme gang i udviklingen i provinserne, forudser hun. Og så er hun mere optimistisk i forhold til det internationale engagement. Ifølge hende modtog Afghanistan da også langt mere end de 67 dollars pr. indbygger, som Peter Viggo Jacobsen hævder. Ifølge det afghanske finansministerium er tallet snarere 200 dollars pr. indbygger de to første år.: – Vi har lavet en analyse, der viser, at landene har leveret 80 pct. af, hvad de har lovet til Afghanistan, og det er faktisk flot. Den humanitære bistand var meget høj det første år og så aftagende efterfølgende, men samtidig sender hele det internationale samfund et klart signal om, at vi skal være her meget længe – altså flere årtier. Også efter at den militære indsats stopper.

I Afghanistan kan det måske blive tre gange så lang tid som fx Bosnien, lyder et bud. Og netop troen på, at de internationale organisationer er der for det lange seje træk er afgørende. Da Sovjetunionen tabte krigen i 1989,

overlod USA afghanerne til deres egen skæbne – og borgerkrig – og det har skabt en dybt indgroet mistillid til, om de internationale styrker beskytter dem i lang tid nok. Men det er helt afgørende, at de får den tillid, mener Peter Viggo Jakobsen: – Hvis det her skal lykkes, er det afgørende, at folk kan stole på, at vi er der og bliver der og beskytter deres sikkerhed. Og ikke som i landsbyen Musa Qala, hvor dem, der havde samarbejdet som fx borgmesteren blev slået ihjel, da briterne lavede en aftale med Taleban og opgav byen.

Læs mere om Udenrigsministeriets program i Afghanistan samt Helmand-analysen på http://www.afghanistan.um.dk/da

Symbol 

Danske NGO’er i Afghanistan

De vil forbedre levevilkårene
DACAAR et samarbejde mellem de tre organisationer Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og ASF-Dansk Folkehjælp – og er ifølge Flygtningehjælpen én af de største NGO’er i Afghanistan. I samarbejde med regeringsinstitutioner i Afghanistan arbejder DACAAR bl.a. på at styrke lokalsamfunds evne til at styre deres egen udvikling og hjælpe med genopbygning af lokal infrastruktur, herunder drikkevandssystemer. DACAAR begyndte i selve Afghanistan i 1989.

De arbejder med sundhed
Dansk Afghanistan Komité (DAC) arbejder med primær sundhed i Afghanistan. DAC sikrer, at 750.000 mennesker har adgang til sundhedsmæssig behandling og uddanner sundhedsfagligt personale, lige fra fødselshjælpere i landsbyerne til læger og kirurger.

De arbejder med sundhed og velfærd
Mission Øst ønsker at bidrage til bæredygtig forbedring af sundhed og velfærd i udvalgte provinser i Afghanistan. Organisationen fokuserer bl.a. på almen sundhed, rent vand og fattigdom i landområder. Det sker bl.a. ved at skabe vandforsyning, bedre hygiejne og landbrug og nye veje. Også med et stærkt fokus på at lokalbefolkningen er inkluderet.

De arbejder med uddannelse
DAARTT er et konsortium af ASF-Dansk Folkehjælp og Dansk Flygtningehjælp.

Opbygning, genopbygning samt vedligeholdelse af skoler for børn og unge står på programmet. DAARTT arbejder også for at skabe lige adgang for både piger og drenge til undervisning samt at få lokalsamfundet involveret i byggeaktiviteterne og den dernæst følgende vedligeholdelse.

De fjerner miner
Danish Flygtningehjælp rydder miner i Afghanistan gennem organisationen Danish Demining Group, der etablerede et minerydningsprogram i Afghanistan i efteråret 1998.

De baner vejen for menneskerettigheder
Dansk Institut for Menneskerettigheder (DIHR) begyndte at arbejde med afghanske partnere i 2003 som NGO’er, kvindeorganisationer, fagforbund, børneorganisationer m.m. Instituttet arbejder desuden med All Afghan Women Union (AAWU) og Afghan Independent Human Rights Commission, hvor DIHR vil fokusere på uddannelse i menneskerettigheder.

TERROR OG UDVIKLING

FATTIGE BLIVER IKKE TERRORISTER

Foto
Frikendt! Foto: Jørgen Schytte.

Fattigdom og fejlslagne stater skaber ikke grobund for terrorisme. Derfor kan udviklingsbistand ikke direkte bruges til at forebygge terror, konkluderer freds- og konfliktforsker Bjørn Møller, i ny DIISrapport. bestilt af Udenrigsministeriet.

Af Poul Kjar

’Udviklingsbistanden udrydder ikke alene fattigdom – den gør også verden til et sikrere sted at være.’ Politikerne i donorlandene ynder at bruge argumentet. Det passer bare ikke, mener seniorforsker Bjørn Møller. Han er gået bag om myterne i en ny rapport.

Hvordan kan du sætte spørgsmålstegn ved en nærmest universel sandhed om, at der er en forbindelse mellem fattigdom og terrorisme?

– Det lyder umiddelbart plausibelt, at hvis man er fattig, så er man utilfreds, og så kan man blive terrorist. Der er bare ikke noget empirisk belæg for det. Hverken i den forstand, at terrorister er fattige mennesker, eller at de kommer fra fattige lande. Det klassiske eksempel er Osama Bin Laden, som er fra Saudi Arabien. Der er masser af fattige lande, der aldrig har udklækket terrorister. Fattige mennesker lider bare i stilhed.

Men det er vel et faktum, at Osama Bin Laden har brugt fattige og fejlslagne stater som Afghanistan og Sudan til at opbygge al-Qaeda?

– Man skulle umiddelbart tro, at en stat uden politi og retsvæsen må være et godt sted at gemme sig. Men sådan forholder det sig ikke. Og faktisk er Osama Bin Laden et godt eksempel. Han gemte sig i Sudan under landets diktator i de områder i nord, der var kontrolleret af diktaturet. Og han tog til Afghanistan, da landet var lidt mindre fejlslagent og styret i Kabul kontrollerede større dele af landet, siger Bjørn Møller og tilføjer:

Det er oplagt, at fattigdom i Ghana eller Mozambique ikke driver folk i favnen på terrororganisationer. Terrorgrupperne har brug for en regering, en infrastruktur, lufthavne og flyvemaskiner. Der er markante undtagelser med fejlslagne stater som Irak og Afghanistan, som i dag er nogle af de mest terrorhærgede lande i hele verden. Men det er os i Vesten, der har gjort dem fejlslagne. Vi har smadret, hvad der var af statsstrukturer.

Hvad så med sammenhængen mellem støtte til opbygning af demokratier og terrorforebyggelse?

– Igen må man sige, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem demokratiseringen af stater og forebyggelse af terror. Man kunne tro, at når stater går fra diktaturer til demokratier, så falder terroren. Men sådan forholder det sig ikke. Snarere tværtimod. Demokrati er godt for meget, men ikke til at bekæmpe og forhindre terrorisme.

Kan du give et eksempel?

– Ruslands problemer med Tjetjenien. Under Stalin blev alle problemerne deporteret til Sibirien. Og i Francos Spanien var der ingen problemer med baskerne. Demokratiseringsprocessen fører i højere grad til terrorisme end et stabilt diktatur eller et stabilt demokrati. Det er i demokratiseringsprocessen, at terrorismen blomstrer.

Men er det ikke et faktum, at Vesten bruger terrorisme til at legitimere en stigning i den internationale udviklingsbistand?

– Jo, men vi skal ikke glemme, at der er mange mennesker, der gerne vil gøre noget ved fattigdommen. Og forebyggelse af terror kan bruges som argument for at yde udviklingsbistand. Det er fristende at løbe med på konklusionen, og det kan jeg da selv være fristet af. 

Din rapport sætter spørgsmålstegn ved en række etablerede sandheder om sammenhængen mellem fattigdom og terrorisme, men det står dog fast, at der udklækkes flere terrorister i muslimske lande end i andre lande.

– Ja, lige i den aktuelle periode, som jeg har undersøgt (2004-2005, red.). Tidligere var det ikke sådan. Her var det primært i Europa, der blev udklækket terrorister – og det var jo en anden form for terrorisme. Men det betyder ikke, at det er islam, der er årsagen. Det kan også være en reaktion på islamofobi. Muslimer oplever, at de bliver kædet sammen med terrorisme. Og så kan det blive en selvopfyldende profeti.

Bør det – trods den manglende sammenhæng mellem fattigdomsbekæmpelse og terrorforebyggelse – få os til at overveje at øge bistanden til muslimske lande?

– Det kunne vi gøre, men vi skal så huske, at de penge går fra andre lande. Det er ikke nye midler. Men der kunne være god grund til at give bistand til nogle af de muslimske lande, der også har andre problemer til fælles i form af stor befolkningstilvækst, arbejdsløshed etc.

Men er det ikke lige netop det, vi gør med den danske regerings Arabiske Initiativ?

– Jo, det er også et udmærket initiativ. Om det så vil begrænse terrorismen, er mere tvivlsomt. Man skal passe på med at give folk penge for, at de ikke udvikler sig til terrorister. Så gør du dem suspekte på forhånd. Og man skal også passe på, at de i deres egne samfund ikke bliver hængt ud som marionetter for Vesten.

Hvad betyder det for terrorbekæmpelsen, at der er så forskellige definitioner af terror, og hvem der overhovedet er terrorister?

– Det betyder, at det er lettere at blive en del af en terrorliste end at blive slettet fra en. Det kan have meget store konsekvenser, og har blandt andet betydet et stop for støtten til Hamas og dermed mange palæstinensere, der om nogen har behov. Og når bestemte finansielle organisationer kommer på terrorlisten, så lukkes der for pengetilstrømningen til nogle af de fattigste mennesker i verden. Det forhindrer for eksempel mange somaliske diasporaer (folk i eksil, red.) i at sende penge til ellers ludfattige folk i Somalia.

Bistand er ikke svaret
Hvad skal man gøre i stedet for at yde udviklingsbistand for at forebygge terrorisme?

– Man skal først og fremmest forholde sig til problemets omfang. Terrorisme er en af de mindst sandsynlige måder at dø på – uafhængigt af hvor du er i verden. Tel Aviv kunne i

bestemte perioder af Palæstinakonflikten nærme sig risikoen ved at køre for stærkt på vejene. Og så er der gode muligheder i politisamarbejde over grænserne og efterretningstjenester.

Poul Kjar er tidligere journalist på Udvikling og konsulent på Den Grafiske Højskole i København samt BA i tv og nye medier. poul_kjar@hotmail.com

Om rapporten

Terror Prevention and Development Aid, udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) 2007, er skrevet af seniorforsker Bjørn Møller. Rapporten er en del af en bestillingsopgave fra Udenrigsministeriet om terrorisme.

MIGRANTER

JEG HAR GRÆDT NOK

Foto
Vores børn har ingen muligheder her. De tager med bådene til De Kanariske Øer, selvom de godt ved, at turen er livsfarlig, siger Seynabou Samba fra Fenatrams.

En lokal NGO i Senegal forsøger at få landets unge til at opgive den livsfarlige rejse over havet til Europa. Men kystfiskeriet kan langtfra brødføde alle.

Tekst og foto: Anna-Karin Florén, Senegal

Sidste år gik 28.000 unge vestafrikanere i land alene langs den spanske kyst med en drøm om et bedre liv i Europa. Rejsen foregår i overfyldte pirogger, åbne fiskerbåde, som man bedst kan beskrive som store robåde. Ingen ved, hvor mange der drukner eller dør af udmattelse undervejs.

I Senegal er det især børn af fiskere, som rejser. Seynabou Samba er præsident for Fédération Nationale des Femmes Tansformatrices et Mico mareyeuses du Sénégal (Fe-natrams). Fenatrams er en politisk uafhængig kooperativ kvindeorganisation, som i samarbejde med lokalsamfundet forsøger at stoppe udvandringen.

– Vores børn har ingen muligheder her. De tager med bådene til De Kanariske Øer, selv om de godt ved, at turen er livsfarlig. I deres øjne er Europa det eneste alternativ, siger hun.
Langs med kysten ud for hovedstaden Dakar bor lebo-folket. På stranden ligger i hundredvis af farvestrålende pirogger. Leboerne har levet af fiskeri, så længe man kan huske.

Fisken der forsvandt
Hver eftermiddag, når solens lys farver stranden gylden, kommer mændene i land med bådene fulde af fisk. Straks begynder en livlig købslåen. Det er kvinderne, der køber fisken og renser og vasker den til videresalg på markedet. Men det er gået støt tilbage med fiskeriet, fortæller Seynabou Samba fra Fenatrams: – EU’s fiskeflåder har været her med deres trawlere og taget alle fiskene. Vi kan intet stille op. Vi har kun vores pirogger. Nu har Senegals regering sænket EU’s fiskekvoter, men det er for sent, siger hun.

Fenatrams har 400 medlemsorganisationer i hele landet. Kooperativet organiserer de kvinder, som arbejder med forarbejdningen af fisken. Kooperativet bygger anlæg, hvor fisken kan ryges og tørres, og kvinderne lærer om hygiejne og ledelse for at effektivisere forarbejdningen.

På anlægget i Thiraroy sur Mer lige uden for Dakar arbejder 200 kvinder. Næsten alle har mistet børn under migrationen.

På stranden står nogle store betonbaljer, hvor kvinderne vasker og renser fisken. Lige oven for stranden lægges forskellige slags fisk til tørring på træborde. Fisken tørrer hurtigt i den stærke sol. MBathio Miang, Matar Siè og Mbonde Thiaw er ansvarlige for virksomheden.

– Jeg sparede alt det op, jeg kunne, af mine indtægter fra kooperativet, for at min søn kunne tage af sted. Han skulle møde sin onkel i Spanien. Det er over et år siden, han tog af sted, og jeg har ikke hørt noget siden, siger NBathio Miang.

Tårerne løber ned ad hendes kinder.

NBathio Miang tror, at sønnen er omkommet. Det er hårdt at tale om det svære, men det er vigtigt, at folk i Vesten hører om det. Så kan Fenatrams måske få støtte til sit arbejde, forklarer hun.

Hendes beretning er ikke enestående.

– Vi så Europa som en mulighed for at give vores børn et bedre liv. Nu ved vi, at rejsen er en dødsfælde. Fenatrams’ første prioritet er at finde løsninger for vores unge her i Senegal, siger Mbonde Thiaw.

Alle, man møder, er berørt af tragedien. Spørgsmålet om de unges flugt fra landet var tilmed et afgørende emne ved præsidentvalget i februar. Fenatrams opbygger netværk og knytter frivilligt arbejde i lokalsamfundet sammen. Når der ikke er noget velfærdssystem, er de mennesker, som ikke har nogen ressourcer, afhængige af medmenneskelighed og velvilje.

Sidste udvej
Et lille trykkeri sørger for, at de illegale immigranter, som sendes hjem fra Spanien, får praktikpladser, og trykkeriet forsyner blandt andre Fenatrams med tryksager. Da Senegal har en hjemsendelsesaftale med EU, sendes alle illegale immigranter fra Senegal, som bliver opdaget og anholdt i Europa, tilbage.

Bassirou Dioum er 23 år og har et stykke tid været i praktik på trykkeriet. Bassirou Dioum så et job i Europa som sin eneste mulighed for at bidrage til familiens underhold.

– Jeg solgte alt, hvad jeg ejede, for at kunne betale de 500.000 CFA. (centralafrikanske francs) (ca. 6.500 kr.), turen kostede. Jeg havde tænkt mig at blive i Spanien i to eller tre år for at tjene penge til et hus. Det kan jeg ikke tjene på 10 år i Senegal, siger han.

Under overfarten gik bådens motor i stykker, nogle blev syge og kastede op, og maden slap op. Efter fem dage blev de samlet op af nogle fiskere ud for Senegals kyst og ført tilbage til Dakar.

– Jeg vidste, at det var farligt, men jeg var ligeglad med, at jeg kunne drukne på vejen. Jeg havde ikke andre muligheder, siger han. Praktikpladsen på trykkeriet giver nu Bassirou Dioum mulighed for at få arbejde uden for fiskeindustrien.

Et reelt alternativ
Fenatrams vigtigste mål er at skabe muligheder for, at de unge kan blive i Senegal.

– Ved at udbrede information og starte erhvervsuddannelser kan Fenatrams blive en del af løsningen, siger Seynabou Samba.

Omkring 40 pct. af Senegals statsbudget går til grunduddannelse. Næsten alle børn går i en form for grundskole, men der er ikke penge til at starte de erhvervsuddannelser, der er nødvendige for at dæmme op for migrationen.

Fiskernes børn kan læse og skrive nogenlunde, men det lave uddannelsesniveau gør det svært at nå ud med information om de vilkår, der er i Europa: At man skal have arbejdstilladelse og opholdstilladelse for at få arbejde.

Koncerterne, som arrangeres af hiphopkollektivet Africulturban, er en rigtig god måde at sprede budskabet på, når folk ikke har tillid til myndighederne og knap kan læse den daglige avis. En af Senegals mest kendte rappere, Matador, fortæller, at mange kunstnere skriver sange om emigrationen.

– Alle i Africulturban har venner, som er rejst med bådene. Men Senegal har brug for sine unge mennesker til at udvikle landet, siger han.

EU vil støtte
FN’s kontor for udvikling af små virksomheder i Senegal støtter Fenatrams med lederuddannelse og viden om, hvordan man opbygger en organisation, men ikke med penge.

– Vi arbejder for at styrke det civile samfunds indsats. Her er store problemer med arbejdsløshed, men Senegals byer har en stor og voksende middelklasse, så har man en erhvervsuddannelse og er villig til at arbejde hårdt, har man mulighed for at få et forholdsvis godt liv, siger Malick SY, som er projektleder i FN’s særorganisation for industriel udvikling, (UNIDO).

– Fenatrams er den eneste organisation, som aktivt modarbejder udvandringen. De har masser af idéer, som ikke kan føres ud i livet på grund af manglende ressourcer, siger han.

EU har vist interesse for civilsamfundets indsats. Betingelsen for, at EU vil støtte med ressourcer, er, at det sker via udvalgte programmer.

– EU’s embedsmænd er bange for, at pengene skal havne i de forkerte lommer. Desværre mangler der nogle gange indsigt i, hvordan vores kultur fungerer. Med EU’s program bruges ressourcerne ikke altid der, hvor de gør størst nytte, siger Malick SY.

Malick SY synes også, at regeringens indsats for Senegals unge går for langsomt.

– De sørger for sportsaktiviteter på hvert et gadehjørne, men har ellers ingen idéer, mener han.

Fremtid uden fisk
Ifølge Matar Cissé, som administrerer Fenatrams aktiviteter, har familieministeren, Aida Mbodj, lovet økonomisk støtte til organisationen. Hidtil har de dog ikke fået nogen penge fra staten.

– Gennem Fenatrams har regeringen mulighed for at kanalisere en konstruktiv støtte ud til fiskerfamilierne, siger Matar Cissé.

Fenatrams har planer om at starte en virksomhed for at eksportere fisk til EU. Før det bliver muligt, skal hygiejneforholdene dog forbedres, og der skal bevilges banklån.

– Hvis vi skal leve op til EU’s hygiejnestandard, kræves der et omfattende udviklingsarbejde og ressourcer for at kunne forarbejde og transportere frisk fisk. Der ligger et stort stykke arbejde foran os, men nu hvor kvinderne i fiskeindustrien er samlet i en organisation, er vi stærke nok til at kunne ændre tingenes tilstand, siger Matar Cissé.

Spørger man Seynabou Samba, er der ingen tvivl om, hvad hun mener, profitten fra fiskeeksporten skal bruges til:

– Indtægterne skal bruges til erhvervsuddannelse af vores unge, så de kan få arbejde uden for fiskerierhvervet. Jeg har grædt nok. Der skal ikke gå flere liv til spilde i den illegale emigration, siger Seynabou Samba.

Anna-Karin Florén er svensk freelancejournalist. annakarin@extractstockholm.se  

NU HANDLER DET OM MIGRATION

Foto
Hvilke argumenter er der egentlig for at blive i Afrika? Den tætbefolkede bydel Nima i Ghanas hovedstad Accra. Foto: Klaus Holsting.

Selvom regeringens nye Afrika-politik stadig er under udvikling, så hersker der ikke nogen tvivl om, hvad der er i centrum for Danmarks samarbejde med Afrika: Nemlig globalisering, klima og ikke mindst migration.

Af Line Lagoni Leonhard

Der har altid været store migrationsstrømme i Afrika. Det er en del af den naturlige dynamik på det store kontinent, hvor klimatiske udfordringer i umindelige tider har fået befolkningen til at vandre fra sted til sted. Og det gør den stadig.

Men på grund af nutidens landegrænser er migration blevet et globalt problem, hvor det har stor økonomisk betydning for de lande, der migreres fra og til. Et problem, som ikke kun berører den vestlige verden i form af illegale indvandrere, men som især rammer de lande, der emigreres fra.

Den danske regerings udkast til en ny Afrika-politik, som fortsat er til offentlig debat, hviler på en omfattende baggrundsanalyse, som blev offentliggjort 1. juni. Her fokuseres der på manglende beskæftigelse, ustabile sikkerhedsforhold og fattigdom som de afgørende ’push’-faktorer, der får mange afrikanere, og især mange uddannede, til at forlade deres hjemlande.

Vigtigt at få afrikanerne med
I oplægget til den nye Afrika-politik, lægger regeringen vægt på en forstærket dialog om international migration mellem oprindelsestransit- og destinationslande (dvs. de lande migranterne forlader, rejser gennem og kommer til). Også det at holde fast i en markant nærområdeindsats til flygtninge i de fattigste udviklingslande får en fremtrædende plads i den nye politik.

- Migration er en global udfordring med mange aspekter. Det kræver internationalt samarbejde, og her er det også vigtigt at få afrikanerne med, siger Christian Lotz, fuldmægtig i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Men det som måske, ifølge både baggrundsanalyse og udkast til den nye politik, har allerstørst betydning for den omfattende migration, er uddannelse og beskæftigelse - eller mangel på samme. Ligesom i Senegal (se artiklen overfor, red.), er der et stort behov for erhvervsuddannelse i Afrika, og det gør det svært for mange at finde beskæftigelse. Har man ingen uddannelse, er der ikke mange jobmuligheder, og så kan migration være den eneste løsning.

Arbejdet i Afrika er det, der tæller
Både mangel på erhvervsuddannelse og beskæftigelse har, sammen med forsøg på at modvirke hjerneflugt, fået en central placering oplægget til den nye Afrika-politik. Der skal fra Danmarks side blandt andet arbejdes for at mindske konsekvenserne af hjerneflugt gennem stipendier til unge afrikanere for at øge udbuddet af højt kvalificeret arbejdskraft, som der er mangel på i Afrika. Christian Lotz uddyber: - Vi kan gøre meget for at skabe bedre muligheder i Afrika gennem vores indsats til uddannelse og beskæftigelse. Det vigtigste i den nye Afrika-politik er, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe afrikanerne med at sikre fremskridt i Afrika.

Konkret skal det ske ved at klæde de lokale myndigheder på til selv at blive bedre til at planlægge og styre migrationsstrømme. Både i de såkaldte oprindelseslande, som er de lande, migranterne rejser fra, men også på regionalt plan.

Ikke kun dårligt nyt
Men selvom migration af især den uddannede del af befolkningen udgør et tab for oprindelseslandene, så opvejes de negative konsekvenser af migrationen til dels af den pengestrøm, der bliver genereret, når migranter sender optjente penge (remitter, red.) retur til hjemlandet. Ligesom brain circulation (som er en betegnelse for det, der sker, når migranter efter ophold i udlandet vender hjem igen med fornyet viden) kan være med til at fordre iværksætteri, når udvandrede afrikanere vender hjem til deres oprindelseslande med ny, faglig viden.

Remitter kan også være med til at hjælpe udviklingen i oprindelseslandene godt på vej. For selvom langt de flest penge, der bliver genereret gennem migration, bliver brugt på forbrug, er der også en del, der bliver brugt til at udvikle almindelige smålandbrug til kommercielle landbrug, eller til opstart af mikrovirksomheder.

- Der skal selvfølgelig gøres en indsats for at mindske brain drain, men migration som helhed er ikke nødvendigvis et onde. For den relativt lille del, der kommer til Europa, gælder det først og fremmest om at udvikle en dialog oprindelseslande og destinationslande imellem, siger Christian Lotz.

Se debat og tjek din viden om migration i Afrika på http://www.afrika.um.dk/migration

DEBAT

UORDEN I PARTNERSKABET 

Illustration
Kan kittet i nerværket mellem NGO’er i Nord og Syd holde? Ill: Rasmus Meisler / Spild af Tid ApS.

Fremover vil det blive afgørende for de vestlige NGO’er at være del af et lokalt forankret netværk i Syd, som udfører arbejdet i marken. Alligevel opretter en del vestlige nødhjælpsorganisationer ’satellit-kontorer’ i u-landene, helt uden lokale partnerorganisationer, påpeger koordinatoren i det britiske CAFOD.

Af Nik Bredholt, CAFOD

Bowlerhatten sidder som limet til hovedet og falder ikke af, da skålen med chicha – lokalt brygget majsvin af ubestemmelig styrke –tømmes med tilbagelænet nakke. Nu kommer der en ny omgang rundt, og stemningen bliver kun bedre. De snavsede børn, kvinderne i traditionelle dragter, mændene med cowboyhat og læderhud; selv borgmesteren er til stede. En vandledning med brønd og pumpe bliver ikke indviet, uden at der bydes chicha rundt.

Vi befinder os i en flække ved Rio Grande i Bolivia i samme tørre region, som den revolutionære oprørsleder Che Guevara endte sine dage. Der takkes på landsbyens vegne, på den lokale partners vegne. Vi, som er kommet fra Danmark, får lov at åbne for hanen. Det rindende vand, som frejdigt plasker ud, er resultatet af et partnerskab, der går over grænserne og binder Danmark sammen med landsbyen.

Styrken i den rigtige relation kan ikke overvurderes, hvis hjælp skal gavne. Det fremgår klart af Danidas partnerskabsstrategi, hvor det slås fast, at partnerskab er en grundpille i bistanden.

Stærke og selvbevidste Syd-NGO’er
I praksis er mange udviklings- og nødhjælpsorganisationer bundet sammen i netværk af partnere fra Syd og Nord.

For partnerne i Nord giver medlemskab adgang til et netværk af lokalt forankrede udviklings- og nødhjælpsorganisationer. For medlemmerne fra Syd giver netværket adgang til et ’funding ressort’ – det vil sige en finansieringskilde – i Nord. En balance som rigtigt afmålt giver fordele for alle.

Inden for de sidste ti år er der dog sket en udvikling på flere felter, der påvirker partnerskabet. Særligt hvad angår de muligheder, som medlemmerne i Syd har for at tiltrække midler fra medlemmerne i Nord.

Dels er der positive tendenser såsom stærkere og mere selvbevidste organisationer i Syd. På sin vis har indsatsen for opbygning af gode partnere i Syd båret frugt. Kapacitetsopbygning og træning samt erfaring med professionelle udviklingsprogrammer har haft sin effekt. Inden for Caritasnetværket ses denne udvikling i lande som Indien, Bangladesh, Uganda og DR Congo, hvor de nationale medlemmer er blevet stærkere og mere selvbevidste.

På samme tid ses der en bevægelse hen mod oprettelsen af satellitkontorer for de vestlige organisationer i de lande, hvor hjælpen udføres. Det er en tendens, som også inden for Caritas vrider i partnerskabet. Indsatserne efter de seneste års store katastrofer – Afghanistan, Darfur, tsunamien, jordskælvene i Bam i Iran og senere i Pakistan – er i høj grad blevet implementeret fra vestlige NGO’ers egne feltkontorer og med egne udstationerede. Udviklingen forklares i reglen med henvisning til, at den humanitære sektor primært skal forholde sig til den humanitære udfordring, dels at katastroferne er tiltaget i et omfang, som lokale organisationer ikke har den fornødne kapacitet til at overkomme.

Men også andre faktorer af en mere økonomisk art påvirker: Udflytning af kompetencer. En række beslutninger tages i dag på ambassaderne i Afrika, Latinamerika og Asien. Det skaber indirekte behov for, at den nationale NGO-partner fra donorlandet er til stede.

ECHO, der er EU’s nødhjælpsagentur, kræver tilstedeværelse af en repræsentant fra den organisation, som har underskrevet kontrakten.

Medierne, der spiller en central rolle for indsamlinger, vil gerne se handling og allerhelst et ansigt, som er genkendeligt. Det kan partnere ikke klare alene, men forudsætter tilstedeværelse af en repræsentant. Tilstedeværelse ’on location’ giver mulighed for at monitorere den økonomiske afvikling af projektet og mulighed for at justere indsatsen umiddelbart, hvis ikke udviklingen skønnes tilfredsstillende. I reglen giver det flere problemer, hvis penge, der én gang er bevilget, ikke benyttes, end hvis der ikke er penge nok.

Che og det svage partnerskab
Organisationer i Syd ser ofte på denne udvikling med skepsis. De oplever, at de midler som de skulle arbejde med, nu benyttes i feltbaserede kontorer for de vestlige partnere. Den adgang til midler som netværket tidligere gav, er nu underlagt en ulige konkurrence.

Spørgsmålet er så, om kittet i netværket kan holde. En fælles identitet er ikke nok i sig selv. Partnerskab koster penge, og der skal vilje til, om end mange NGO’er godt ved, at partnerskab på lidt længere sigt kan vise sig at være mere effektivt.

En omfattende evaluering af hjælpen efter tsunamien viste, at mange støttekroner blev spildt på grund af vestlige organisationers opbygning af parallelsystemer, der manglede forbindelse med allerede eksisterende strukturer. Anbefalingen fra Tsunami Evaluation Coalition (TEC), som stod bag evalueringen, var, at god hjælp skal gennemføres med lokale organisationer, så vidt det er muligt.

Når føromtalte Che Guevara blev fanget af det bolivianske militær ved Rio Grande, skete det blandt andet på grund af et svagt partnerskab i Bolivia, der ikke var tilstrækkeligt lokalt funderet til at give ham dække og støtte. Nu er der langt fra Ches ideer om, hvorledes det bolivianske samfund skulle forandres til udviklings- og nødhjælpsprogrammer i dag, men fælles er behovet for et godt partnerskab, hvis forandring skal finde sted.

En undersøgelse af tendenser inden for den humanitære hjælp – foretaget af det anerkendte amerikanske Fernstein International Famine Center Tufts University – konkluderer, at organisationer, der har været i stand til at udvikle effektive partnerskaber med rodfæstede lokale grupper, vil have en fordel frem for dem, der identificeres med fremmede dagsordner. Det vil derfor i fremtiden blive afgørende for de vestlige NGO’er at være del af netværk, som er reelt lokalt forankrede.

På lang sigt kan det måske bedst svare sig at justere sin aktivitet i forhold til, hvad partnerskabet kan holde til, og hvis det koster visse donorpenge og på kort sigt en lavere effektivitet, er det prisen.

Nik Bredholt er regional humanitær koordinator for CAFOD (Engelsk Caritas-medlem).
nik@bredholt.net  

KRONISK OVERSET

Foto
Ikke kun tropesygdomme og hiv/aids. Vanetænkning er farlig og dyr, når det gælder sundhed i u-landene. Foyo: Klaus Holsting.

Kroniske livsstilsrelaterede sygdomme, som fx hjertekarsygdomme og diabetes type II, er i voldsom vækst i udviklingslandene. Alligevel har det danske og internationale donorsamfund endnu ikke sat problemstillingen på den udviklingspolitiske dagsorden.

Af Katrine Bech Jørgensen og Jeanette Pinnerup Jensen

Allerede tilbage i 1995 skrev Danida i sin sundhedsstrategi, at en række udviklingslande på grund af industrialisering og urbanisering var ved at opleve et skift i sygdoms- og dødelighedsmønster over mod en stigende byrde af kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Det er en udvikling, der tager fart. Folk i udviklingslandene er i fuld gang med at overtage Vestens livsstil og kostvaner – og dermed også Vestens sygdomme. Det drejer sig primært om hjertekarsygdomme, diabetes type II, kræft og kroniske luftvejssygdomme. Navnlig i Indien og Kina går denne udvikling hurtigt, og det er nu kun i Afrika syd for Sahara, at smitsomme sygdomme stadig udgør en større andel af sygdomsbyrden end de kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Der har nu i mere end 10 år været opmærksomhed i danske udviklingskredse omkring den stigende forekomst af kroniske livsstilsrelaterede sygdomme i udviklingslandene. Opmærksomheden er imidlertid ikke blevet fulgt op af konkrete initiativer eller retningslinier for, hvordan man skal forholde sig til området.

Men hvad kan forklare, at et nyt sundhedsproblem tilsyneladende upåagtet får lov at vokse sig større og større?

’Uattraktive’ sygdomme
Den måde, den danske udviklingsbistand er skruet sammen på, medfører, at der ikke er modtagelighed overfor at tage fat på kroniske livsstilsrelaterede sygdomme. Danidas årsberetninger fra 1992 og frem illustrerer, at rammerne for det danske udviklingssamarbejde er blevet udvidet.

Tidligere fremgik fattigdomsbekæmpelsen som det primære og endegyldige formål. I dag er fattigdomsbekæmpelsen mere implicit og integreret i en række overordnede nationale og internationale strategier. De kroniske livsstilsrelaterede sygdomme er sat i en kategori af vestlig livsstil og velfærd, og passer derfor hverken ind i de traditionelle danske rammer for bistanden eller i de nye internationale målsætninger for udvikling. Det har på den måde afgørende betydning for prioriteringen af sygdommene, hvordan de defineres og opfattes i udviklingskredsene.

En anden faktor, der har betydning for prioriteringen, er en udbredt tvivl om, hvorvidt det er realistisk at gennemføre succesfulde interventioner i udviklingslandene rettet mod kroniske livsstilsrelaterede sygdomme. Det er derfor vigtigt, at der er nogle realistiske handlemuligheder over for sygdommene.

Endelig er sygdommene ikke ’attraktive’ fra et politisk synspunkt, blandt andet fordi problemet ikke er synligt. Det forhold, at udviklingsbistanden er et offentligt politikområde, medfører, at faktorer som medietække og folkelig appel kan være afgørende for, om et problem bliver prioriteret.

Også i denne sammenhæng er de livsstilsrelaterede sygdomme dårligt stillede, da de ikke på samme måde som fx hiv/aids udgør en god historie – der er ikke noget spektakulært ved at dø af et hjerteanfald eller af nyresvigt. Den politiske modtagelighed over for et problem er desuden påvirket af i hvor høj grad, der er et pres på politikerne fra fx interesseorganisationer for at få et område på dagsordenen. Og bortset fra den Novo Nordisk-støttede fond, Verdensdiabetesfonden, er der ingen interesseorganisationer i Danmark, der lobbyer for mere opmærksomhed til kampen mod livsstilsrelaterede sygdomme i Syd.

Fremtidige perspektiver
Men hvorfor kan problemet ikke løftes op på den udviklingspolitiske dagsorden?

Vi har tidligere set denne situation i forbindelse med prioriteringen af hiv/aids. Her viser erfaringerne, hvilke katastrofale konsekvenser det kan have at udskyde indsatsen over for et stærkt stigende sundhedsproblem til det tidspunkt, hvor problemet ikke længere er muligt at komme udenom.

Et stort problem i forhold til at få det optimale ud af den danske udviklingsbistand er således, at der ofte vil gå lang tid fra et problem opstår, til der bliver handlet på det.

Der kan derfor være et behov for at anlægge en mere progressiv og langsigtet tilgang i udviklingsbistanden. På den måde kunne der blive taget hånd om nye store sundhedsproblemer på et tidligere tidspunkt, hvor konsekvenserne endnu ikke er så massive. En måde at fremme en mere progressiv tilgang kan være at skabe en større bevidsthed omkring, hvilke faktorer, der spiller ind i forhold til prioriteringsprocesserne i Danida, og hvordan disse faktorer kan bremse en fremadrettet og langsigtet tilgang.

Et eksempel kunne være, at embedsmændene i Danida i højere grad blev opmærksomme på, hvordan de etablerede rammer for udviklingsbistanden kan være med til at udelukke nogle problemstillinger fra udviklingsbistanden. Dette kunne medføre en større åbenhed over for at rette blikket mod områder, der umiddelbart synes at falde udenfor.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan den danske udviklingsbistand skal forholde sig til problemet med kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Vores hensigt er ikke at argumentere for øremærkning af en stor pulje af bistandsmidler til området, hvilket ville være i modstrid med de principper, Danmark i dag giver udviklingsbistand ud fra. Men vi efterlyser en mere progressiv tilgang til problemstillingen og en aktiv stillingtagen til, hvordan udviklingsbistanden skal forholde sig til problemet.

Der er behov for en åben diskussion af, hvilke konsekvenser, det har for resten af udviklingsområdet at gøre eller ikke gøre noget ved problemet. Fravælges det at gøre en indsats for at forebygge en fortsat stigning i livsstilsrelaterede sygdomme, skal man forinden have gjort sig bevidst, hvad konsekvenserne af beslutningen er. Besluttes det omvendt at tage fat på problemet, ville et første skridt være at fremme forskningen på området. Dels for at skabe et mere bevisbaseret grundlag for at diskutere problemstillingen, dels for at finde frem til, hvilke handlingsmuligheder, det er praktisk muligt at gennemføre.

Katrine Bech Jørgensen og Jeanette Pinnerup Jensen er kandidater i folkesundhedsvidenskab. Kronikken bygger på deres speciale ved Afdeling for International Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Specialet kan ses på:
http://www.speciale.svane-bech.dk/speciale.pdf

FORSONING EFTER APARTHEID

ULTIMATIV UNDSKYLDNING

Foto

Eksklusivt interview med justitsminister Adriaan Vlok, som var ansvarlig for mord og tortur under apartheidstyret. For få måneder siden overraskede han hele Sydafrika ved at gøre offentlig bod: Han vaskede fødderne på den sorte præst Frank Chikane, som han forsøgte at få myrdet.

Tekst og foto: Anna Mogensen, Pretoria

For Adriaan Vlok hænger forbrydelse og fortrydelse sammen.

Han var justitsminister under de sidste grusomme apartheidår i Sydafrika, og dermed den øverste ansvarlige for politiets håndhævelse af lov og orden. Det betød raceadskillelse, uretmæssige fængslinger, mord og tortur. I dag fortryder han. At han anerkendte apartheid og at han ikke vidste bedre. Han fortryder sin egoisme og overlegenhed.

Adriaan Vlok brugte dengang Bibelen til at retfærdiggøre regimet. Nu bruger han samme Bibel til at tale for forsoning blandt sydafrikanerne.

For få måneder siden fik offentligheden at vide, hvordan den tidligere justitsminister i august sidste år opsøgte præsident Thabo Mbekis sekretær, Frank Chikane, for at bede om tilgivelse. Adriaan Vlok sagde ganske enkelt undskyld og bad om tilgivelse for at blåstemple et mordattentat på Frank Chikane i 1988. For at understrege sin anger bad han om lov til at vaske Frank Chikanes fødder. Det fik han lov til. Handlingen skulle symbolisere forsoning mellem tidligere dødsfjender og udstille en despots anger over for sit offer.

Da episoden blev kendt for offentligheden, var meningerne delte. Endelig stod en apartheidleder frem for at undskylde og erkende sine fejltagelser. Men var det gjort med det? Var det ikke bare et selvisk forsøg på at rense sin samvittighed?

- Jeg ved godt, at jeg ikke undgælder for tusindvis af andre ofre med denne ene handling, men for mig er det et vigtigt skridt på vejen til forsoning mellem os sydafrikanere, siger Adriaan Vlok.

Mere civiliseret
Den tidligere justitsminister er en mild, ældre mand, der hilser velkommen uden skyggen af magt eller myndighed. Snarere er han venlig og imødekommende, nærmest ydmyg.

Sådan fremstod han ikke for 15-20 år siden, hvor apartheidregimet rasede.

- Jeg tænkte om mig selv, at jeg var et bedre menneske end de sorte. Jeg var mere civiliseret, bedre organiseret.

Desuden hørte han hver søndag i den hollandsk-reformerte kirke, at det ikke var Guds mening, at sorte og hvide mennesker skulle leve sammen. Han efterlevede det bibelske princip med god samvittighed.

- Dengang tænkte jeg ikke over, at det var forkert at tage det bedste til mig selv. Apartheid var en god tid for mig. Jeg boede i et stort hus i et fredeligt område. Det var jo vanvittigt, men altså – de sorte blev forvist til slumkvarterer langt væk fra os andre.

- Det har været frygteligt bagefter at indse, hvad det var, vi havde gjort. Det begyndte jeg først at forstå, da jeg tog mig tid til at lytte til ofrene. Vi gjorde virkelig noget grusomt. Vi slog deres nærmeste ihjel. Det har været usigeligt svært at indse, at jeg var den ansvarlige, siger han dæmpet.

Genfødt kristen
Kritikere, der betegner Vloks offentlige anger og soning som falsk, anklager ham for ikke at stå ved sine forbrydelser. Selv om han var øverste ansvarlige minister for politiet, fastholder han, at han ikke vidste, hvad der foregik. At han aldrig direkte gav ordre til mord og tortur. At politiet på gaden var mere barbarisk, end hvad hans ordre dikterede. At han lå under for et ’need to know or not to know’-kodeks. Dermed fik han intet at vide om langt det meste, der foregik uden for hans kontor. Hvis han spurgte, fik han ikke svar.

- Min forbrydelse var, at jeg brugte andre til at opretholde apartheid. Jeg lavede ikke lovene, men jeg udnyttede dem, siger den i dag 70-årige Vlok.

Han vidste klar besked om mordforsøget på Frank Chikane. Præsten skulle forgiftes, fordi han var en aktiv frontfigur i den sorte oprørsbevægelse ANC.

- Jeg vidste ikke, hvor politiet fik giften fra.

Jeg kendte ikke til detaljerne, men jeg var med til at beslutte, at det skulle ske og stoppede det ikke, siger han.

Adriaan Vlok søgte og fik amnesti under Sandheds- og Forsoningskommissionens arbejde i 1997. Formålet med kommissionen var, at apartheidregimets forbrydere under såkaldte retssager kunne undgå straf ved at indrømme mord og tortur og kaste lys over folks mystiske forsvinden i apartheidårene.

Men han følte sig aldrig lettet for sin skyld; han fik ikke tilgivelse for sine forbrydelser.

For få år siden begik hans kone selvmord. Adriaan Vlok blev katapulteret ud i en ætsende livskrise. Skyldfølelsen var ved at tage livet af ham.

I dag er han en genfødt kristen, der ’gen-nem samtale med Gud er blevet hentet tilbage til livet.’ - Langsomt kom jeg tættere på Gud. Det var ikke en voldsom omvendelse som Paulus’ ved Damaskus. Men gradvist trak Gud mig til sig gennem bøn og læsning af Bibelen. Jeg fandt flere og flere steder, der gav mening i forhold til den skyld, jeg kæmpede med, siger han.

Verden hører mig
I sommeren 2006 blev han ved med at vende tilbage til skriftstedet Joh. 13, hvor Jesus vasker sine disciples fødder. Inden for en måned talte han med flere mennesker, der uafhængigt af hinanden henviste til skriftstedet. Tilfældigt åbnede han for radioen, og Joh. 13 blev læst op. Til sidst kunne han ikke få anden mening i sammenfaldene, end at Gud ville fortælle ham noget.

Da det gik op for ham, at det var ved at følge Jesu eksempel og vaske fødderne på sin fjende, at han kunne opnå tilgivelse, var der ingen vej tilbage.

- At vaske en fjendes fødder, som Jesus gjorde, er et bevis på, at din egen selviskhed og stolthed forsvinder. Jeg ville ydmyge mig selv, og kun dér kunne jeg bede om tilgivelse, siger han.

Det var en symbolsk handling med nogle få dråber vand på Frank Chikanes bare fødder. Ingen skulle vide noget. Det var en intim forsoning mellem to tidligere dødsfjender.

Men præsident Thabo Mbeki fik historien, og på regeringsniveau vurderede man, at episoden måtte ud. Den ville sende et stærkt signal om, at undskyldning og tilgivelse er redskaberne, der kan lindre Sydafrikas holocaust.

Ikke alene er Adriaan Vlok blevet beskyldt for at handle for egen vindings skyld. Også Frank Chikane har mødt offentlig modstand, fordi han har tilgivet sin fjende. Så let undgælder man ikke for tusindvis af ofres traumer og tab.

Adriaan Vlok forsøger at imødegå kritikken. - Da jeg sagde undskyld til Sydafrika og resten af verden foran Forsoningskommissionen og rullende kameraer, var der åbenbart ingen, der hørte mig. Ved at sige undskyld til ét menneske hører verden mig.

Adriaan Vlok

Født: 1937
Justitsminister i Sydafrika for Nationalistpartiet 1986 –1991.

Blåstemplede mordattentatet på præsten og ANC-aktivisten Frank Chikane i 1988.

Adriaan Vlok søgte og fik amnesti ved Sandheds- og Forsoningskommissionen i 1997.

SIDSTE CHANCE FOR SYDAFRIKA

Foto
Sårene fra apartheid er ikke helet. Måske religionen kan forsone? Foto: David Turnley / Corbis / Scanp

Sårene efter apartheid har svært ved at heles i Sydafrika. Men kan tro og tilgivelse hjælpe landets befolkning på vej mod forsoning? Det spørgsmål var til debat ved et seminar i Cape Town.

Af Anna Mogensen

Sydafrika bløder. Til trods for 14 år med demokrati og politiske tiltag for at hele sårene efter apartheidregimet, kæmper landet endnu med racediskrimination, kriminalitet, arbejdsløshed og en enorm forskel på rig og fattig.

- Vores land er ved at falde fra hinanden, sagde Charles Villa-Vicencio, direktør på Institut for Retfærdighed og Forsoning ved et seminar i Cape Town.

For nylig arrangerede instituttet seminaret i anledning af udgivelsen af bogen Truth and Reconciliation in South Africa – 10 Years On.

Formålet var at reflektere over status på den forsoningsproces, der gik i gang nogle år efter Sydafrikas første demokratiske valg i 1994.

Det står skidt til. Sandhedskommissionens anbefalinger til befolkningen om at tilgive og at acceptere hinanden ikke har slået rod. En anden ting er, at der er uklarhed omkring, hvordan Sydafrika rent faktisk kommer videre i 2007.

Fanie Du Toit, forsker ved instituttet, gav udtryk for, at det er ved at være sidste chance, hvis sydafrikanerne ikke skal blive endnu mere splittede end tilfældet er nu.

- Sydafrika står ved en afgørende skillevej i bestræbelserne på at samle nationen, sagde han.

Kirken har svaret
Sammen med Cape Towns ærkebiskop Njongonkulu Ndungane symboliserede Charles Villa-Vicencio og Fanie du Toit ved seminaret præcis visionen for fremtiden. Han er sort; de to øvrige er hvide. Der var plads til forskellige holdninger, men de har en fælles vision: at bringe sorte og hvide tættere på hinanden.

For at visionen om et forsonet Sydafrika skal blive en realitet, mente ærkebiskop Ndungane, at tilgivelse er et helt afgørende element.

- Kirken kan tilbyde et redskab som tilgivelse. Hvis befolkningen kan tilgive hinanden i Kristus, kan vi komme et langt skridt videre, sagde han.

Det udsagn affødte en salve af spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne. Tilgivelse har altid været et omdrejningspunkt i Sandhedskommissionens arbejde med at få befolkningen til at respektere og forstå hinanden, traumerne fra apartheid til trods.

Da Adriaan Vlok, justitsminister under apartheidårene, for nylig i den sydafrikanske offentlighed bad om tilgivelse og satte trumf på ved at vaske fødderne på den sorte præst Frank Chikane, som han angiveligt forsøgte at få myrdet i 1988, brød harmen og foragten løs. Så let opnår man ikke tilgivelse for sine forbrydelser, mente mange.

- Hvad sker der lige med Vlok?

- Han har ødelagt min opfattelse af tilgivelse, lød det fra salen.

Fanie du Toit lagde ikke skjul på, at begivenheden rykker ved forståelsen af, hvornår tilgivelse er retfærdiggjort og ’rigtig’.

- Det er en kompleks historie. Og jeg synes, at Vlok gik over stregen. Men episoden har givet anledning til en ny åbning i debatten om tilgivelse og forsoning, sagde han.

Mandela er Gud
Som formand for Sandhedskommissionen var Charles Villa-Vicencio 10 år efter, at forsoningstiltagene begyndte, klar til selvransagelse.

- For nylig forklarede jeg en tysker, at Nelson Mandela næsten er Gud i Sydafrika. Hvad mener du med næsten? svarede tyskeren.

Charles Villa-Vicencio fortalte anekdoten uden antydning af smil i stemmen. Bemærkningen udløste en brummende latter fra tilhørerne.

Villa-Vicencios pointe var selvsagt, at Nelson Mandela satte et ubeskriveligt stort og ærværdigt forsoningsarbejde i gang omkring valget i 1994. Men han beklagede, at Sydafrika ikke fulgte op på de indledende øvelser, som Mandela skød i gang.

- Hans personlighed gjorde, at sydafrikanerne sagde: ’Her er vores leder.’ Og vi troede, at hvis vi bare fik forsoningsprocessen på rette spor fra begyndelsen, så ville folk reagere positivt på det. Det skete bare aldrig. Jeg håber ikke, at det er for sent, sagde Charles Villa-Vi-cencio.

Truth and Reconciliation in South Africa – 10 Years On (red. Charles Villa-Vicencio & Fanie du Toit) 204 sider. Udgivet på forlaget davidphilip.

Forsoning i Sydafrika

Forsoningsprocessen blev skudt i gang med etableringen af Sandheds- og Forsoningskommissionen (1996-2000).

Siden er forsoningsbestræbelserne fortsat, og målet er af eliminere racediskrimination, fattigdom og fordomme blandt andet gennem tilgivelse og erkendelse af fortidens grusomheder.

Sandheds- og Forsoningskommissionen
Blev oprettet i 1996. Ledet af ærkebiskop Desmond Tutu. I fire år afviklede kommissionen såkaldte retssager, hvor ofre og ofres pårørende blev konfronteret med de mennesker, der mishandlede, forfulgte og slog ihjel under apartheid. Det primære formål var at afdække sandheden og tilskynde til forsoning og tilgivelse. Ved kommissionens afslutning fremlagde den en lang række anbefalinger til myndigheder og institutioner.

Anbefalingerne til religiøse institutioner var at være et eksemplarisk forbillede på forsoning og at tilbyde et teologisk grundlag for alle sydafrikanere i forsoningsprocessen.

Regnbuenationen
Præsident Nelson Mandelas (1994- 1999) betegnelse for et multikulturelt samfund.

Af Sydafrikas 48 millioner indbyggere er ca. 38 milliioner kristne. Der findes over hundrede forskellige kirkelige retninger. Den hollandsk-reformerte kirke er den største ’hvide’ kirke.

SORT KIRKE – HVID KIRKE

Elize van den Berg og Sofie Sulewa. To sydafrikanske kvinder tror på den samme Gud, men dyrker ham i hver sin kirke. Alligevel ligger nøglen til en dybere respekt for hinanden i troen.

Af Anna Mogensen

Da Elize van den Bergs søn, Philip, døde for tre år siden, holdt hun næsten op med at tro på Gud.

I dag ved hun, at det var Guds plan, at hendes ældste søn skulle af sted på det tidspunkt, hvor alt i hans liv faldt i hak. To måneder inden Philip blev dræbt i en trafikulykke, havde han fået en lille datter. Ni måneder tidligere var han blevet gift. Og hans forretning med it-service gik strålende. Så han var klar til, at Gud kunne hente ham hjem. Det er det eneste, der giver mening for Elize van den Berg, hvis hun ikke skal blive vanvittig af sorg.

Alligevel bliver hun af og til ramt af en voldsom bitterhed over, at Philip på 32 år skulle dø så tidligt. Hun kan se en gammel sort mand på gaden og udbryde: - Hvorfor skal han leve, når min søn skulle dø.

Kan hun tillade sig at sige det, fordi manden er sort, eller fordi han er gammel?

Hun skynder sig at glatte ud.

- Jeg ved, det lyder racistisk, men nogle gange synes jeg, at det er så uretfærdigt, siger hun.

Elize van den Berg er født som hvid afrikaaner i de første apartheidår i 1950’erne. Bevidstheden om, at hun er hvid, er dybt rodfæstet i hende. Både fordi hun har tilhørt et magtfuldt mindretal med privilegier og rettigheder. Og fordi hun nu selv oplever, hvordan det er at blive diskrimineret på grund af sin hudfarve. Nu har også hvide svært ved at få job. Kun få unge, hvide kan optages på universiteterne. Og hendes sprog, afrikaans, er ikke længere det eneste officielle i Sydafrika.

Elize van den Berg er utryg ved sorte mennesker. Og frustreret over det, de gør ved hendes land. Indbyggerne i Gautengprovinsen er ved at forberede sig til en kold vinter uden strømforsyning. Et hovedkabel er gået i stykker, og ingen ved, hvornår det bliver repareret.

- Sorte venter på, at tingene går i stykker, før de kan se, at noget er galt. Og så er det alligevel ikke sikkert, at det bliver ordnet, siger hun.

Hvid frustration
Elize van den Berg tilhører de 81 procent af hvide sydafrikanere, der siger nej til at spise et måltid mad med sorte.

- Kirken arrangerer fællesspisning med en sort kirke, men jeg har aldrig været med til det, siger hun.

Selv om den officielle adskillelse af sorte og hvide for længst er ophørt, bliver afstanden mellem sorte og hvide ikke mindre. Bestræbelser på forsoning og tilgivelse efter tiden med apartheid har vanskeligt ved at slå igennem. Magten er smuldret i hænderne på de hvide. De synes ikke, at de sorte gør deres job godt nok. Hverken i det daglige liv i butikker eller på kontorer. Sager bliver ekspederet alt, alt for langsomt. Et pas kan være syv måneder undervejs, og så skal der alligevel betales penge under bordet for at få det udleveret.

Den tidligere overvejende sorte oprørsbevægelse ANC sidder på to ud af tre sæder i parlamentet, men heller ikke på regeringsniveau står det for godt til i følge hvide kilder. Regeringen gør ikke nok for at stoppe den enorme illegale indvandring, der siges at bidrage med mere af den i forvejen høje kriminalitet.

Mange hvide er også irriterede over, at sorte nu orkestrerer langt de fleste magtbeføjelser med henvisning til, at det har de ret til på grund af den diskrimination, de blev udsat for under apartheid.

De hvides kultur er blevet reduceret til et stigma i det nye Sydafrika – siger de hvide.

Foto
Sofie Sulewa bor stadigvæk i townshippen Mamelodi, hvor hun voksede op. Foto: Anna Mogensen.

Sort smerte
Selv om Sofie Sulewa kun er 36 år, kan hun tydeligt huske dengang, hun ikke måtte stå i den samme kø i butikkerne som de hvide. Hun måtte heller ikke benytte det samme toilet som dem. Og hun kan huske, at hendes far ikke kunne få arbejde dér, hvor de hvide arbejdede – fordi han var sort. Nu er alting anderledes. Med et skævt smil erkender hun, at det nu er de hvide, der ikke kan få arbejde længere.

Sofie Sulewa er vokset op i en township i Mamelodi med seks søskende i et blikskur uden vand eller elektricitet. Hun bor her stadig sammen med en million andre sorte sydafrikanere. Først for fire år siden fik beboerne vand og el.

Sofie Sulewa leder et NGO-perleprojekt. Syv kvinder væver bittesmå perler sammen til farvestrålende kæder med en lille krog i til en mobiltelefon.

Men Sofie Sulewa er sig smerteligt bevidst, at hun stadig bliver regnet for mindreværdig, fordi hun er sort.

- Vores præst er hvid, og han fortæller os hele tiden, at han ved bedre end os. Det er ikke bare noget, jeg føler. Han siger det direkte. At han kan læse bedre end os, og at vi ikke kan høre, hvad Gud siger til os, fordi vi er sorte.

Sofie Sulewa orker ikke at kæmpe for at få præsten afskediget. Hun ved med sig selv, at Gud taler direkte til hende, og hun ved, at det er i den kristne tro, at sorte og hvide med tiden kan samles i et fællesskab.

Hvide sydafrikanere sætter spørgsmålstegn ved deres identitet i det nye, skrøbelige demokrati. Hvem er man, når hele ens historie er blevet stemplet som en forbrydelse mod menneskeheden? Mange må slås med følelsen af ikke at være hjemme i sit eget land.

Regnbuenationen
Elize van den Berg hører til de hvide, der forsøger at acceptere, at de er en del af den såkaldte Regnbuenation, et harmonisk multikulturelt samfund. I sin tro på Gud forsøger hun at blive sine fordomme og frustrationer kvit.

- Det er ikke altid let at elske sin næste. Det er det virkelig ikke. Men min tro gør mit hjerte større. Jeg beder til Gud for at føle mig tryg og for at få tillid til andre, siger hun.

Alligevel kløver mistroen sig ned mellem sorte og hvide og skæmmer som et grimt ar. Elize van den Berg låser instinktivt dørene og beordrer husets dovne pitbullterrier i gang med at nappe haser, da en åben ladvogn med 15 stærke, sorte håndværkere dukker op for at rejse spær til et nyt tag. De er bange for hunden, og hun er bange for dem. Gennem et solidt jerngitter for hoveddøren, beder hun dem om at komme igen senere, når hendes mand er tilbage fra arbejde.

Ikke fri i de hvides kirke
I townshippen er Sofie Sulewa næsten færdig med dagens første perlekæde. Hun kan nå to på en dag.

Hun er en tilfreds kvinde. Men det undrer hende, at til trods for 14 år med demokrati og troen på den samme Gud, er sorte og hvide længere fra hinanden end nogensinde før. Hun har prøvet at være til gudstjeneste i en ’hvid’ kirke.

- Du føler dig ikke fri, siger hun om oplevelsen. Hun har ikke været der siden.

- Regeringen kan ikke gøre noget ved den forskel, der er på os. Det kan kun Gud. Vi skal ændre vores holdning over for hinanden. Det kan vi kun gennem troen på Gud – ikke gennem love.

Anna Mogensen er journalist og cand.mag. i religionsvidenskab. Hun besøgte Sydafrika i maj.

BØGER

BISTAND FOR BØRN

Anmeldelse. Hvordan går man praktisk i gang med udviklingsarbejde rettet mod børn og unge – eller hvordan styrker man en eksisterende indsats? Ny bog giver overblik over konventioner og redskaber inden for feltet.

Bogforside 
Håndbogen koster 49.00 kr og kan købes ved henvendelse til Børne- og Ungdomsnetværket. Ring 8824 8570 eller skriv til bu-net@redbarnet.dk  

Over halvdelen af befolkningen i udviklingslandene er børn eller unge. Udgivelsen ’Børn og unge i udviklingsbistanden – en håndbog i rettighedsorienteret udviklingsarbejde for og med børn og unge’ kommer hele vejen rundt – lige fra konventioner om børns rettigheder til relevante temaer og redskaber inden for udviklingsarbejde med børn og unge.

I sig selv er bogen et fysisk vidnesbyrd på det arbejde, der gøres i Børne- og Ungdomsnetværket, et af de Danidastøt-tede faglige NGO-netværk, som netop står for erfaringsudveksling og kapacitetsudvikling. Derfor retter håndbogen sig også hovedsagelig mod mindre eller mellemstore NGO’er, men kan sagtens læses af andre, der vil danne sig et overblik over udviklingsarbejde for børn og unge.

Opslagsværk eller introduktion
’Børn og unge i udviklingsbistanden’ bliver rigtig god og brugerorienteret, når de ind i mellem lidt abstrakte teoribeskrivelser bakkes op med konkrete erfaringer; som for eksempel når mainstreaming, fortalervirksomhed eller projektforberedelse gennemgås helt konkret med fordele, teknikker og eksempler.

Klar til tredje version
I nogle afsnit vælger forfatterne at forholde sig kritisk til en metode – fx ungtil-ung-metoden, hvor unge rådgiver unge – hvorimod andre afsnit begrænses til at præsentere en given metode. I en tredje udgave (denne udgivelse er en videreudvikling af en første version fra 1999) kunne man ønske sig den kritiske stillingtagen i flere afsnit.

Der er ingen tvivl om, at afsenderne af bogen har holdninger til, hvordan man som vestlig NGO bør agere – for eksempel fremgår det, at alle NGO’er bør lægge pres på deres respektive regeringer, så Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) i fremtiden får børn og unge indskrevet i udviklingslandenes planer for reduktion af fattigdom. Det er også tydeligt, at bogen har det formål at fremme brugen af deltager- og rettighedsorienteret udviklingsarbejde, hvilket titlen i sig selv siger; men indholdet er langt mere mangfoldigt end som så.

Line Grove Hermansen er journalist og kommunikationschef for SOS-Børnebyerne.

UDVIKLINGSBISTANDEN HAR BREDE VINGER

Danidas årsberetning 2006 sætter fokus på bistanden i en større sammenhæng, end vi normalt bliver gjort bekendt med i den bredere offentlighed. Bilagene med de lange lister over projekt- og programbistanden er nu lagt over på ministeriets hjemmeside. Dette giver beretningen en forfriskende overskuelighed.

Af Jens Müller

Som det fremgår af de seneste numre af Udvikling, så har udviklingsbistanden været genstand for fornyet kritisk debat i medierne.

Årsberetningen starter med en oversigt over det internationale udviklingssamarbejde og præsenterer herefter en logbog over centrale tiltag, der kom til at præge 2006. Denne er interessant, idet den ikke blot giver en liste over udviklingsministerens utallige møder og aftaler, men viser resultaterne i sammenhæng med afgørende begivenheder i alle relevante verdensdele.

Paris-erklæring og 2015 Mål
På de følgende sider kan interesserede så læse om, hvordan Paris-erklæringen fra 2005 – om effektivisering gennem harmonisering af den internationale bistand – er på vej til at blive virkelighed. Selvom Danmark ikke er topscorer, får læseren indtryk af, at vi klarer os rimeligt.

Dette indtryk bliver belyst med mange forskellige eksempler. Danmark er fx kommet tættere på den Afrikanske Union (AU) med en ny ambassade i Addis Ababa, der er værtsby for AU.

Der bliver også gjort status for 2015 Målene, hvor Danmark står i spidsen for arbejdet med at opstille fælles retningslinier for rapportering af mål 8: At opbygge et globalt partnerskab for udvikling mellem de rige lande og u-landene.

I Årsberetningens anden og største del bliver det danske udviklingssamarbejdes mange facetter gennemgået punkt for punkt fra arbejdet med menneskerettigheder, stabilitet, flygtninge, miljø til social og økonomisk udvikling. Gennemgangen uddybes med et utal af betragtninger og interessante eksempler. Ikke mindst er beretningerne om indsatserne i Uganda, Afghanistan, Irak, Sudan og de palæstinensiske selvstyreområder tankevækkende, da der her fortælles om usædvanlige bistandsindsatser.

Bilagene med de lange lister over projektog programbistanden er nu lagt over på ministeriets hjemmeside. Dette giver beretningen en forfriskende overskuelighed.

306 delmål og 15 tværgående hensyn.
Efter en kort gennemgang af den konkrete bilaterale bistand sættes der fokus på evalueringerne og ikke mindst på mål- og resultatstyring af bistanden. Her kan vi læse, at opfyldelsen af ikke mindre end 306 delmål alt i alt er tilfredsstillende med en rating for Danmarks vedkommende på 82 pct. Årsberetningen fremhæver dog, at dette resultat helt afhænger af, hvilke ambitioner disse mål er udtryk for.

Ambassadernes mange udfordringer belyses også. Det nævnes, at vores udviklingsbistand bliver tilrettelagt og forsøges gennemført efter ikke færre end 15 strategier for det, der kaldes tværgående hensyn (miljø, gender etc.).

Slutteligt vender Årsberetningen tilbage til den internationale scene med gennemgang af status for den multilaterale bistand gennem FN, EU, Verdensbanken etc. Det bliver også nævnt, at 2006 var ’et blandet år’ hvad angår handel og udvikling. Hvad denne blanding mere konkret går ud på bliver læseren dog ikke videre klog på.

Et vægtigt baggrundsdokument
Efter læsningen kan ingen være i tvivl om, at det stadig er ’bedre at være rask og rig end syg og fattig’, og at Danida gør en imponerende indsats med de økonomiske midler, som der har været politisk opbakning til at afsætte til dette formål – i alt knap 13,3 mia. kr. sidste år.

Læseren får tillige et vægtigt baggrundsdokument til den aktuelle debat om regeringens prioriteter for samarbejdet med Afrika i den kommende femårs periode. Årsberetningen gør det muligt at sætte det netop udsendte debatoplæg ’Afrika på vej’ (http://www.afrika.um.dk), og referaterne fra G8-mødet i Heiligendamm i juni, ind i en global bistandspolitisk sammenhæng.

Jens Müller er ingeniør og adjungeret docent ved Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet.

Bogforside 
Danmarks Deltagelse i det Internationale Udviklingssamarbejde. Danidas årsberetning 2006. Udenrigsministeriet. 160 sider. Gratis. Kan downloades eller bestilles på: http://www.danida-publikationer.dk.

Annonce

DANMARK I ASIEN –
EN PRIORITERING AF FREMTIDEN

Bogforside”Danmark i Asien – en prioritering af fremtiden” er regeringens samlede bud på, hvordan Danmarks position i Asien kan styrkes.

Strategien udgør en konkret opfølgning på Regeringens Globaliseringsstrategi og Udenrigsministeriets Globaliseringsanalyse fra 2006. Skal Danmark klare sig godt i globaliseringen, skal vi alle blive bedre til at udnytte de muligheder Asien byder på.

     Asien rummer ikke kun store muligheder for dansk erhvervsliv i form og eksport og investeringer, men også nye muligheder for samarbejde indenfor forskning, uddannelse og kultur. Skal det lykkes at markere Danmark stærkere i Asien, er det afgørende at sikre et stærkt og innovativt samspil mellem alle aktører i Danmark. Og det er Asienstrategiens sigte.

DANSK UDVIKLINGSBISTAND
TIL TANZANIA 2007 -2011

BogforsideFra 2007 vil Danmarks udviklingsbistand til Tanzania blive ydet som en integreret del af en landestrategi, der er fælles for alle donorer i Tanzania.

Som en del af aftalen mellem donorerne om en skarpere arbejdsdeling er det besluttet, at den danske bistand til bygning og vedligeholdelse af veje og til udvikling af landbrug ophører ved udløbet af de igangværende aktiviteter.

     Den danske støtte til gennemførelsen af den fælles landestrategi vil i perioden 2007-2011 fokusere på fire hovedområder: Et dynamisk erhvervsliv, den almene sundhedstilstand, forvaltning af naturresurserne samt Budgetstøtte.

De to publikationer Danmarks udviklingsbistand til Tanzania 2007-2011 og Danmark i Asien – en prioritering af fremtiden, kan bestilles på: http://www.danida.netboghandel.dk

DA SOLEN GIK NED OVER BIAFRA

Foto
Tag dig i agt, Tolstoj! Her kommer Chimamanda Ngozi Adichie. Foto: Okey Adichie.

Med sin store fortælling fra den for længst glemte borgerkrig i Biafra indskriver den kun 29- årige Chimamanda Ngozi Adichie sig i en lang og fornem nigeriansk forfattertradition.

Af Lasse Jensen

Store katastrofer og krige glemmes. De afløses af nye krige og katastrofer og vores hukommelse rækker ikke meget længere end til de nyeste af slagsen.

Krige og katastrofer i Afrika glemmes endnu hurtigere. Der var engang et folkemord i Rwanda og hæslige borgerkrige i Liberia og Sierra Leone. Der var en 30 år lang borgerkrigen i Sydsudan, der var krige i Tchad og Zaire, som for længst er borte i medieglems-len. Nu er Darfur glimtvis i medierne, men hvis en dansk soldat såres i Afghanistan, henvises Afrika til en notits.

Der var engang en borgerkrig i Nigeria, som i et par år fyldte de danske og internationale medier. Det begyndte da unge igbo-offi-cerers kupforsøg fortsatte med massakrer i en etnisk udrensning af de kristne igboer i Nigerias muslimske nordregion, hvorefter igbofolket i den olierige østregion løsrev sig under navnet Biafra i 1967.

I den efterfølgende borgerkrig mellem Biafra og forbundsregeringen i Lagos blev alle midler brugt – ikke mindst en total blokade, der medførte en massiv hungerkatastrofe. Billederne af de udsultede og fejlernærede Biafrabørn med store øjne og opsvulmede maver gik verden rundt og er måske det eneste, som huskes nu – 37 år efter krigen.

Syv år efter Biafras nederlag blev Chimamanda Ngozi Adichie født i universitetsbyen Nsukka – igbofolkets ideologiske og intellektuelle centrum. I en alder af 29 har hun skrevet en medrivende, næsten klassisk roman, hvis titel, En halv gul sol, refererer til løsrivelsesrepublikken Biafras flag.

Smagen af kassava og tørfisk
Undertegnede tilbragte næsten et halvt år i Biafra i 1969 – og romanens detaljerede og fængslende beskrivelser udløste fjerne, næsten glemte erindringer. De bragte stemmer, billeder og lugte i min hukommelse. Sulten, bombeangrebene, den røde jord og smagen af kassavagrød, garri og tørfisk og boruku. Også fordi forfatteren elegant blander igbosproget ind i fortællingen.

Chimamanda Ngozi Adichies roman er af næsten episk karakter. De tre hovedpersoners liv beskrives fra begyndelsen af tresserne, da Nigeria lige var blevet selvstændigt til Biafrakrigens afslutning 10 år senere. Den helt unge Ugwu, houseboy hos en professor og mere eller mindre ufrivilligt soldat i løsrivelseshæren. Professorens elskerinde Olanna, der kommer fra en nyrig igbofamilie og hendes tvillingesøsters hvide og britiske kæreste, Richard. Tre mennesker fra vidt forskellige verdener, hvis trygge og i mange henseender optimistiske liv vendes til et fælles mareridt, efterhånden som krigen og hungersnøden overskygger alt.

Frygtløs fortæller
Det er en afrikansk historie, skrevet af en helt ung afrikansk forfatter, set fra et afrikansk perspektiv og i de bedste afrikanske traditioner. Nigeria har fostret nobelpristageren Wole Soyinka, digteren og forfatteren Cyprian Ekwensi og ikke mindst Chinua Achebe, hvis fortælling ’Things Fall Apart’ fra 1958 er en af afrikansk litteraturs store gennembrud. Achebes betydning for Chimamanda Ngozi Adichie rækker langt udover stamme- og sprogfællesskabet. Han var selv aktiv på Biafrasiden, og hans roman om krigen ’Girls at War’ fremhæves af Adichie som en stor inspiration.

En halv gul sol er en fængslende historielektion, der ikke blot handler om Biafrakri-gen. Den handler om racisme, om afviklingen af kolonistyret og om klasse- og stammefor-skelle (og ditto loyalitet). Det er også en fortælling om kærlighed og om, hvordan kærligheden kan gøre det hele både ekstatisk og dybt kompliceret.

     For en 29-årig forfatter må en roman af det omfang, med sammenhængende parallelhandlinger og et persongalleri som Tolstojs ’Krig og Fred’, have været en kraftanstrengelse, men den er skrevet med en forbavsende letløbende virtuositet.

     Chinua Achebe har udtrykt det langt bedre end denne anmelder ville kunne gøre det: ”Normalt forbinder man ikke visdom med begyndere. Men her er en ung forfatter, som er begavet med de store historiefortælleres talent. Hun er frygtløs – ikke blot litterært hvor hun tør blande engelsk og igbosproget, men frygtløsheden giver sig også udslag i, at hun tør give sig i kast med de intimiderende rædsler fra Nigerias borgerkrig.”

Lasse Jensen er bl.a. tidligere chef for TV-Avisen på DR og nu lektor i journalistik på Syddansk Universitet. Han har instrueret og produceret dokumentarfilmen ’Jesus Christ Airlines’ om luftbroen til Biafra, hvor han boede og arbejdede i et halvt år under borgerkrigen.

Bogforside

Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol.
Gyldendal. 495 sider. Pris: 299 kr.

NAVNE

DØDSFALD

Tidligere chefredaktør på Information, Torben Krogh, er død den 25. juni. Torben Krogh blev den hidtil yngste chefredaktør på dagbladet Information i 1969 og bestred posten frem til 1972.

Ud over sin mangeårige karriere på Information, har Torben Krogh siden 2001 siddet som formand for IMS (International Media Support), og har også i en årrække været en del af UNESCO, FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur; blandt andet som medlem af UNESCOs styrelsesråd, formand for generalforsamlingen og for medieprogrammet IPDC og senest som formand for UNESCO’s danske nationalkommission. Torben Krogh blev 63 år.

Repræsentanter fra de nordiske UNESCOnationalkomitéer skrev om Torben Krogh i Information:

“Han kendte alle UNESCO’s krinkelkroge. Han kendte alle, og alle kendte ham. Og han færdedes der som en fisk i vandet; han færdedes lige hjemmevant om det var på de bonede gulve eller i en støvet landsby i Afrika, hvor han arbejdede for oprettelse af en lokal radiostation. Han elskede dette arbejde. Det var hans UNESCO, og han var UNESCO.”

U-LANDSJOURNALIST HÆDRET

Foto

Dagbladet Politikens Afrikakorrespondent

Jesper Strudsholm er blevet tildelt Nairobiprisen 2007.

Prisen uddeles af Nairobiklubben, foreningen for journalister, der i deres arbejde beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og udviklingsbistand i dansk og international sammenhæng.

Nairobiprisen kan uddeles til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande.

Prisen uddeles til Jesper Strudsholm for hans fremragende journalistik fra Afrika. Om begrundelsen skriver klubbens bestyrelse: Hver gang man ser Jespers byline i avisen, kan man være sikker på, at det er en relevant, engageret og velfortalt historie, han bringer. Hans bog om 2015 Målene er en milepæl i ’u-landsjournalistikken.’ Bogen om 2015 Målene hedder “Turen går til en mindre skæv verden”, og den er udgivet af Danida i samarbejde med Politikens Rejsebøger. Bogen er skrevet som en af Politikens velkendte rejsebøger i serien ”Turen går til.”

MULTILATERALE RÅDGIVERE

Josephine Obel, 31, er 26/6 udsendt som Junior Professional Officer (JPO) ved Child and Adolescence Health Programme for WHO i Tanzania.

BILATERALE RÅDGIVERE

Torsten Rødel Berg, 45, er 21/5 kontraktansat som seniorrådgiver ved Rural Water Supply & Sanitation, NTP II i Vietnam med tjenestested i Dak Lak.

Henricus W.L. Bjilmakers, 50, er 16/5 kontraktansat som rådgiver ved Agricultural Extension Component i Bangladesh med tjenestested i Dhaka.

Alain R. A. Jacquemin, 40, er 15/5 kontraktansat som seniorrådgiver ved Rural Water Supply & Sanitation, NTP II i Vietnam med tjenestested i Dien Bien.

Michael Rasmussen, 47, er 10/4 kontraktansat som seniorrådgiver ved Decentralisation Programme, Phase II i Burkina Faso med tjenestested i Ouagadougou.

Christopher Trethewey, 55, er 20/6 kontraktansat som seniorrådgiver ved Rural Water Supply & Sanitation, NTP II i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

UDENRIGSMINISTERIET

FotoPeter Kolding, 39, er 1/6 ansat som fuldmægtig i
Afrikakontoret. Han har tidligere været ansat i blandt
andet kontoret for Humanitær bistand og NGO-sam-
arbejde, samt på den danske ambassade i Cotonou,
Benin.

Foto

Signe Winding, 27, er 1/6 ansat som fuldmægtig i
Mellemøstenog Nordafrikakontoret. Hun er færdig-
uddannet fra statskundskab i maj og har arbejdet
som studentermedhjælp hos NIRAS-konsulenterne.

Katrine Nissen er 19/6 ansat som fuldmægtig i Menneskerettighedskontoret. Hald har tidligere arbejdet for blandt andet Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors.

NGO'ER

Ellen Bleeg, 39, er 15/5 ansat i Ingeniører uden Grænser som daglig leder af sekretariatet. Hun har tidligere været ansat ved FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Foto

Birte Hald, 50, er 1/8 ansat som International chef i Mellemfolkeligt Samvirke og skal især arbejde med at styrke MS’ strategiske udvikling i Syd og opbygge MS som vidensorganisation. Birte Hald har tidligere arbejdet for blandt andet Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors.

Hans Henning Hartmann, 47, er 1/4 udsendt af Folkekirkens Nødhjælp til DR Congo, hvor han skal fungere som Programme Manager med ansvar for minerydning.

Pete Robertson, 54, er 15/4 ansat i Folkekirkens Nødhjælp som regional repræsentant i DR Congo.

ANDRE

Foto

Johnny Flentø, kontorchef i Afrikakontoret, 48, er 1/6 udpeget som repræsentant for det danske Udenrigsministerium i Nordiska Afrikainstitutets Programme and Research Council.

Niels Kastfelt, centerleder for Center for Afrikastudier, 57, er 1/6 udpeget som repræsentant for dansk udviklingsforskning i Nordiska Afrikainstitutets Programme and Research Council.

Gunvor Bjerglund Nielsen, 28, er 15/6 ansat som International Projektkonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) for en tidsbegrænset periode indtil 21. december.  

Foto


Leder af det Radikale Venstre, Margrethe Vestager,
39, er 22/5 valgt ind som nyt medlem af UNICEF Danmarks bestyrelse.

Anne Marie Worning, 55, er 1/7 udnævnt til planlægnings- og budgetdirektør i WHO’s hovedkvarter i Genève. Hun forlader sin stilling i WHO’s europæiske regionalkontor.

Har du en ulandsoplyser i maven?

Så nærmer fristen sig for 1. ansøgningsrunde for Danidas Oplysningsbevilling 2008. Mandag den 3. september 2007 er der ansøgningsfrist for projekter og ulands-tv-puljen og mandag den 24. september sidste frist for ansøgninger om rejsestipendier.

Hovedformålet med Oplysningsbevillingen er at oplyse danskerne om økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle forhold i udviklingslande, og om dansk ulandsbistand og Danmarks samarbejde med udviklingslandene. Oplysningsbevillingen giver tilskud til oplysningsprojekter, tv-projekter og rejsestipendier. Såvel privatpersoner som af organisationer, institutioner, skoler og medievirksomheder kan søge.

Der er to ansøgningsrunder om året for oplysningsprojekter/rejsestipendier, og tre runder for ulands-tv-puljen.

Vil du vide mere om Danidas Oplysningsbevilling, kan du klikke ind på http://www.oplysningsbevillingen.dk eller kontakte Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed på telefon 33920858 eller 33921774.

HUN KAN ROSE, SÅ DET RUNGER LANGT NED AD GANGEN

Foto
Foto: Red Barnet.

Luksushippie, højtråber og afholdt chef er på vej til Mellemfolkeligt Samvirke i skikkelse af den ny kommunikationschef Vibeke Vinther.

Af Hanne Mølby Henriksen

Tårerne piblede i flere dage, da de ansatte i Red Barnet skulle sige farvel til Vibeke Vinther efter hendes syv år som informationschef samme sted.

– Vi var meget meget kede af at miste hende, lyder det fra presseafdelingen.

– Hun er den bedste chef, jeg nogensinde har haft og nogensinde kommer til at få, siger en tidligere medarbejder.

42-årige Vibeke Vinther er uddannet cand. mag. i spansk og international udvikling og har tidligere arbejdet blandt andet for Ibis som programkoordinator og som informationsrådgiver i Bolivia, og så altså som informationschef i Red Barnet, hvor hun blev kendt på tværs af afdelingerne som en leder, der forstår at lytte, tro på folk, grine og rose.

– Hun kunne råbe hele vejen ned ad gangen: ’Aj, hvor er det godt, det du har lavet!’ fortæller en tidligere kollega.

Efter et smut omkring Psykiatrifonden som kommunikationschef på deltid er Vibeke Vinther tilbage på u-landssporet. 1. august sætter hun sig i stolen som kommunikationschef hos Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Hun er blevet ansat for sine evner og erfaring som leder og sin forståelse for strategisk kommunikation, fortæller generalsekretær i MS Frans Mikael Jansen. Han har desuden noteret sig, at Vibeke Vinther har bevist sig selv og formået at bidrage til at banke Red Barnet op på et tidspunkt, hvor organisationen ellers var kørt temmelig langt ned. Og han ser gerne, at hun gør det samme hos MS. Efter nogle år med et lidt slidt og blegt image har den store ulandsorganisation prøvet at lægge stil og strategi om, og mangler nu ’bare’ at få budskaberne til at trænge igennem i den brede offentlighed. En opgave, der hidtil har vist sig svær at løse for MS. Men Vibeke Vinther kan det dér, melder generalsekretæren.

Privat bor Vibeke Vinther i en gammel villa i Valby med sin kæreste Uffe og deres to døtre på 5 og 12 år. Hun har en svaghed for ikke bare god, men rigtig god kaffe og bliver betegnet som en luksushippie med tjek på tingene og et ægte ønske om at gøre gavn.

– Hun slapper sgu ikke af, før alle verdens børn er i skole, lyder det fra Uffe, som selv arbejder på Berlingske Tidendes udlandsredaktion. Vibeke Vinther føler et dybt ansvar for mennesker, der ikke er lige så privilegerede som hun selv, og hun kører angiveligt på lige dele ildhu og social indignation. Ikke sjældent kan man høre hende råbe op inde fra sit kontor, fordi der står et eller andet i avisen, der er uretfærdigt, for galt eller bare skal deles her og nu. Og hun råber gerne gennem både væg og dør for at blive hørt.

Når der skal samles ind til verdens fattige udstyrer hun altid børnene, deres venner, disses forældre og hvem, hun ellers kan overtale, med hver deres raslebøsse og tjekker landsresultatet på internettet samme aften –uanset om det er Røde Kors, Red Barnet, MS eller andre, der står bag indsamlingen. Det kommer sig ikke så nøje. For Vibeke Vinther er målet det vigtigste, fortæller folk: At gøre en forskel.

SOMMERGYS

BESØG KONG LEOPOLDS SPØGELSESKABINET

Lidt uden for Bruxelles ligger et museum med en sjælden interessant samling fra Afrika: Kong Leopold den II’s skatkammer.

Tekst og foto: Signe Jønsson

Det vrimler med mænd i jakkesæt og kvinder i spadseredragter – de såkaldte eurokrater – i EU’s højborg Bruxelles. Mobiltelefonen klæber til øret, mens de løber fra møde til møde. På Bruxelles’ utallige pladser sidder turisterne og nyder synet af nogle af Europas ældste huse, mens de nyder en kold Leffe eller et glas kølig rosévin. I Bruxelles er mad, drikke og shopping det daglige omdrejningspunkt. Men byen byder også på andre oplevelser.

Med det offentlige er det således forbavsende nemt at komme frem til Afrika-museet Koninklijk Museum voor Midden-Afrika i Tervuren.

Ved endestationen er det blot at stå af, og herefter er der fem minutters spadseretur til Afrika-museet, som ligger i den smukkeste, grønne park ved en spejlblank sø. Museet er et yndet udflugtsmål for Belgiens skolebørn, som sammen med Afrika-interesserede damer med turban og store eksotiske smykker og mænd i afrikansk mønstrede løsthængende skjorter fylder godt op i museet.

For børnefamilier kan museet give et par gavnlige fritimer. Den ene del af museet består af et overdådigt zoologisk museum. Det vrimler med udstoppede dyr; sabelantiloper, hvide næsehorn, zebraer, geparder, savannepindsvin, chimpanser, krokodiller og skildpadder i alskens udgaver og størrelser.

Imens kan de voksne hygge sig med at se Europas største samling af centralafrikanske genstande: Afrikansk kunst, masker, trommer, smykker, amuletter, sten, spyd, skåle, køkkenredskaber med mere.

Træskulptur viser en voodoo-heksedoktor i gang med at forhekse en mand. Hvem sagde ’Tintin i Congo’?
Træskulptur viser en voodoo-heksedoktor i gang med at forhekse en mand. Hvem sagde ’Tintin i Congo’?

U-landsoplysning uden oplysninger
I museets utallige mørke gange åbner der sig et sandt skatkammer og et indblik i livet i Afrika under koloniherredømmet. I forhold til datidens beretninger om stammekrige og blodsudgydelser ser det dog ud som om, livet var præget af mange fredelige sysler. For eksempel spillede befolkningen brætspil, blandt andet Kalaha. Desuden rummer museet et hav af uniformer, kapper og kister, som har været i kolonisternes besiddelse, og fra gamle, gulnede fotografier kigger ejermændene på én med stirrende øjne.

Men noget forbliver mystisk ved det hele. Der er nemlig næsten ingen skilte, årstal eller historiske beskrivelser på museets samling. Det ville nu være rart med nogle fakta på bordet, både om museets samling og dens historiske tilvejebringelse. For et par år siden udtalte museets direktør til pressen, at museet gav et gammeldags indblik i Belgiens kolonihistorie, og det skulle der rettes op på. Indtil videre virker det nu, som om museet har valgt at lade alt blive ved det gamle.

Politikens rejseguide ’Turen går til Bruxelles’ (2006), omtaler Kong Leopold den II som en ’utiltalende koloniherre’. Det må kaldes en stærk underdrivelse. Kong Leopold den II var en af sin tids mest brutale og morderiske mænd i Europas kolonihistorie, selvom han i datiden konkurrerede med andre tyranniske koloniherrer. I 1885 blev Congo Fristaten anerkendt som Kong Leopolds personlige ejendom. Blandt andet blev landets gummiproduktion kraftigt udvidet ved brug af tvangsarbejde og mishandling af befolkningen. Kong Leopold opretholdt ro og orden i sit eksotiske ’kon-gerige’ ved at halshugge og lemlæste befolkningen. Blandt andet var det ikke ualmindeligt for afrikanerne at miste en hånd, hvis det kongelige Leopoldregime ikke mente, de makkede ret.

I forbindelse med Verdensudstillingen i 1897 – på selv samme område, hvor museet ligger i dag – lod Leopold opføre tre afrikanske landsbyernes og hentede landsbyernes beboere i Congo. Syv af dem måtte lade livet på grund af dårlige forhold under transporten.

Kong Leopold II blev internationalt fordømt af verdenssamfundet, og i 1908 måtte han afgive Congo til den belgiske stat. De groveste overgreb ophørte, men mange levn fra Leopolds styre var fremherskende i det land, som Belgien nu havde stor interesse i, på grund af udvinding af kobber. Hovedstaden Kinshasa bar da også navnet Leopoldville frem til selvstændigheden i 1960.

Congo - kylling i karry
Tilbage til museet. I midten af Kong Leopolds spøgelseskabinet ligger en hyggelig restaurant med både indendørs og udendørs servering. Restauranten er en tro kopi af datidens kolonistil, med kurvemøbler og eksotisk udsmykning. Man venter blot på, at den verdenskendte krimiforfatter Agathe Christies belgiske detektiv, Hercules Poirot, med den berømte moustache, dukker op for at få en sherry og udspørge koloniens prominente gæster om et netop begået mord. Men vi må nøjes med det videnskabelige personale på museet, som holder frokostpause udendørs, mens de spiser dagens ret: Congo-kylling i karry, serveret på træfade. Optaget af en diskussion om afrikanske dialekter. Imens holder museets kustoder – hovedsageligt afrikanere – et stramt øje på de besøgende, så de ikke kommer for tæt på de genstande, som blev berøvet deres forfædre i Afrika.

Efter en eftermiddag i Afrikas hjerte kan det varmt anbefales at drikke et glas rosévin på Grand Place, Bruxelles’ rådhusplads, som har ry for at være en af Europas smukkeste pladser. 

Men også her spøger Kong Leopold den II. Opførslen af de smukke art nouveau huse i Bruxelles blev blandt andet finansieret ved kolonisternes plyndring af Congo.

Signe Jønsson er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sigjon@um.dk

Koninklijk Museum voor Midden-Afrika

Adresse: Leuvensesteenweg 13, Tervuren, Telefon: +32 769 5211.

Hjemmeside: http://www.africamuseum.be

Transport: Tag metroen til stationen Montgomery, derefter sporvogn SP 44 til endestationen (cirka 40 minutter fra Montgomery).

Åbningstider: Hverdage: kl.10.00 -17.00, lørdage, søndage og helligdage til kl.18.00, lukket mandage.

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8251/index.htm