Lidt uden for Bruxelles ligger et museum med en sjælden interessant samling fra Afrika: Kong Leopold den II’s skatkammer.
Tekst og foto: Signe Jønsson
Det vrimler med mænd i jakkesæt og kvinder i spadseredragter – de såkaldte eurokrater – i EU’s højborg Bruxelles. Mobiltelefonen klæber til øret, mens de løber fra møde til møde. På Bruxelles’ utallige pladser sidder turisterne og nyder synet af nogle af Europas ældste huse, mens de nyder en kold Leffe eller et glas kølig rosévin. I Bruxelles er mad, drikke og shopping det daglige omdrejningspunkt. Men byen byder også på andre oplevelser.
Med det offentlige er det således forbavsende nemt at komme frem til Afrika-museet Koninklijk Museum voor Midden-Afrika i Tervuren.
Ved endestationen er det blot at stå af, og herefter er der fem minutters spadseretur til Afrika-museet, som ligger i den smukkeste, grønne park ved en spejlblank sø. Museet er et yndet udflugtsmål for Belgiens skolebørn, som sammen med Afrika-interesserede damer med turban og store eksotiske smykker og mænd i afrikansk mønstrede løsthængende skjorter fylder godt op i museet.
For børnefamilier kan museet give et par gavnlige fritimer. Den ene del af museet består af et overdådigt zoologisk museum. Det vrimler med udstoppede dyr; sabelantiloper, hvide næsehorn, zebraer, geparder, savannepindsvin, chimpanser, krokodiller og skildpadder i alskens udgaver og størrelser.
Imens kan de voksne hygge sig med at se Europas største samling af centralafrikanske genstande: Afrikansk kunst, masker, trommer, smykker, amuletter, sten, spyd, skåle, køkkenredskaber med mere.
Træskulptur viser en voodoo-heksedoktor i gang med at forhekse en mand. Hvem sagde ’Tintin i Congo’?
U-landsoplysning uden oplysninger
I museets utallige mørke gange åbner der sig et sandt skatkammer og et indblik i livet i Afrika under koloniherredømmet. I forhold til datidens beretninger om stammekrige og blodsudgydelser ser det dog ud som om, livet var præget af mange fredelige sysler. For eksempel spillede befolkningen brætspil, blandt andet Kalaha. Desuden rummer museet et hav af uniformer, kapper og kister, som har været i kolonisternes besiddelse, og fra gamle, gulnede fotografier kigger ejermændene på én med stirrende øjne.
Men noget forbliver mystisk ved det hele. Der er nemlig næsten ingen skilte, årstal eller historiske beskrivelser på museets samling. Det ville nu være rart med nogle fakta på bordet, både om museets samling og dens historiske tilvejebringelse. For et par år siden udtalte museets direktør til pressen, at museet gav et gammeldags indblik i Belgiens kolonihistorie, og det skulle der rettes op på. Indtil videre virker det nu, som om museet har valgt at lade alt blive ved det gamle.
Politikens rejseguide ’Turen går til Bruxelles’ (2006), omtaler Kong Leopold den II som en ’utiltalende koloniherre’. Det må kaldes en stærk underdrivelse. Kong Leopold den II var en af sin tids mest brutale og morderiske mænd i Europas kolonihistorie, selvom han i datiden konkurrerede med andre tyranniske koloniherrer. I 1885 blev Congo Fristaten anerkendt som Kong Leopolds personlige ejendom. Blandt andet blev landets gummiproduktion kraftigt udvidet ved brug af tvangsarbejde og mishandling af befolkningen. Kong Leopold opretholdt ro og orden i sit eksotiske ’kon-gerige’ ved at halshugge og lemlæste befolkningen. Blandt andet var det ikke ualmindeligt for afrikanerne at miste en hånd, hvis det kongelige Leopoldregime ikke mente, de makkede ret.
I forbindelse med Verdensudstillingen i 1897 – på selv samme område, hvor museet ligger i dag – lod Leopold opføre tre afrikanske landsbyernes og hentede landsbyernes beboere i Congo. Syv af dem måtte lade livet på grund af dårlige forhold under transporten.
Kong Leopold II blev internationalt fordømt af verdenssamfundet, og i 1908 måtte han afgive Congo til den belgiske stat. De groveste overgreb ophørte, men mange levn fra Leopolds styre var fremherskende i det land, som Belgien nu havde stor interesse i, på grund af udvinding af kobber. Hovedstaden Kinshasa bar da også navnet Leopoldville frem til selvstændigheden i 1960.
Congo - kylling i karry
Tilbage til museet. I midten af Kong Leopolds spøgelseskabinet ligger en hyggelig restaurant med både indendørs og udendørs servering. Restauranten er en tro kopi af datidens kolonistil, med kurvemøbler og eksotisk udsmykning. Man venter blot på, at den verdenskendte krimiforfatter Agathe Christies belgiske detektiv, Hercules Poirot, med den berømte moustache, dukker op for at få en sherry og udspørge koloniens prominente gæster om et netop begået mord. Men vi må nøjes med det videnskabelige personale på museet, som holder frokostpause udendørs, mens de spiser dagens ret: Congo-kylling i karry, serveret på træfade. Optaget af en diskussion om afrikanske dialekter. Imens holder museets kustoder – hovedsageligt afrikanere – et stramt øje på de besøgende, så de ikke kommer for tæt på de genstande, som blev berøvet deres forfædre i Afrika.
Efter en eftermiddag i Afrikas hjerte kan det varmt anbefales at drikke et glas rosévin på Grand Place, Bruxelles’ rådhusplads, som har ry for at være en af Europas smukkeste pladser.
Men også her spøger Kong Leopold den II. Opførslen af de smukke art nouveau huse i Bruxelles blev blandt andet finansieret ved kolonisternes plyndring af Congo.
Signe Jønsson er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sigjon@um.dk
|
Koninklijk Museum voor Midden-Afrika Adresse: Leuvensesteenweg 13, Tervuren, Telefon: +32 769 5211. Hjemmeside: http://www.africamuseum.be Transport: Tag metroen til stationen Montgomery, derefter sporvogn SP 44 til endestationen (cirka 40 minutter fra Montgomery). Åbningstider: Hverdage: kl.10.00 -17.00, lørdage, søndage og helligdage til kl.18.00, lukket mandage. |