FORSONING EFTER APARTHEID

ULTIMATIV UNDSKYLDNING

Eksklusivt interview med justitsminister Adriaan Vlok, som var ansvarlig for mord og tortur under apartheidstyret. For få måneder siden overraskede han hele Sydafrika ved at gøre offentlig bod: Han vaskede fødderne på den sorte præst Frank Chikane, som han forsøgte at få myrdet.

Tekst og foto: Anna Mogensen, Pretoria

For Adriaan Vlok hænger forbrydelse og fortrydelse sammen.

Han var justitsminister under de sidste grusomme apartheidår i Sydafrika, og dermed den øverste ansvarlige for politiets håndhævelse af lov og orden. Det betød raceadskillelse, uretmæssige fængslinger, mord og tortur. I dag fortryder han. At han anerkendte apartheid og at han ikke vidste bedre. Han fortryder sin egoisme og overlegenhed.

Adriaan Vlok brugte dengang Bibelen til at retfærdiggøre regimet. Nu bruger han samme Bibel til at tale for forsoning blandt sydafrikanerne.

For få måneder siden fik offentligheden at vide, hvordan den tidligere justitsminister i august sidste år opsøgte præsident Thabo Mbekis sekretær, Frank Chikane, for at bede om tilgivelse. Adriaan Vlok sagde ganske enkelt undskyld og bad om tilgivelse for at blåstemple et mordattentat på Frank Chikane i 1988. For at understrege sin anger bad han om lov til at vaske Frank Chikanes fødder. Det fik han lov til. Handlingen skulle symbolisere forsoning mellem tidligere dødsfjender og udstille en despots anger over for sit offer.

Da episoden blev kendt for offentligheden, var meningerne delte. Endelig stod en apartheidleder frem for at undskylde og erkende sine fejltagelser. Men var det gjort med det? Var det ikke bare et selvisk forsøg på at rense sin samvittighed?

- Jeg ved godt, at jeg ikke undgælder for tusindvis af andre ofre med denne ene handling, men for mig er det et vigtigt skridt på vejen til forsoning mellem os sydafrikanere, siger Adriaan Vlok.

Mere civiliseret
Den tidligere justitsminister er en mild, ældre mand, der hilser velkommen uden skyggen af magt eller myndighed. Snarere er han venlig og imødekommende, nærmest ydmyg.

Sådan fremstod han ikke for 15-20 år siden, hvor apartheidregimet rasede.

- Jeg tænkte om mig selv, at jeg var et bedre menneske end de sorte. Jeg var mere civiliseret, bedre organiseret.

Desuden hørte han hver søndag i den hollandsk-reformerte kirke, at det ikke var Guds mening, at sorte og hvide mennesker skulle leve sammen. Han efterlevede det bibelske princip med god samvittighed.

- Dengang tænkte jeg ikke over, at det var forkert at tage det bedste til mig selv. Apartheid var en god tid for mig. Jeg boede i et stort hus i et fredeligt område. Det var jo vanvittigt, men altså – de sorte blev forvist til slumkvarterer langt væk fra os andre.

- Det har været frygteligt bagefter at indse, hvad det var, vi havde gjort. Det begyndte jeg først at forstå, da jeg tog mig tid til at lytte til ofrene. Vi gjorde virkelig noget grusomt. Vi slog deres nærmeste ihjel. Det har været usigeligt svært at indse, at jeg var den ansvarlige, siger han dæmpet.

Genfødt kristen
Kritikere, der betegner Vloks offentlige anger og soning som falsk, anklager ham for ikke at stå ved sine forbrydelser. Selv om han var øverste ansvarlige minister for politiet, fastholder han, at han ikke vidste, hvad der foregik. At han aldrig direkte gav ordre til mord og tortur. At politiet på gaden var mere barbarisk, end hvad hans ordre dikterede. At han lå under for et ’need to know or not to know’-kodeks. Dermed fik han intet at vide om langt det meste, der foregik uden for hans kontor. Hvis han spurgte, fik han ikke svar.

- Min forbrydelse var, at jeg brugte andre til at opretholde apartheid. Jeg lavede ikke lovene, men jeg udnyttede dem, siger den i dag 70-årige Vlok.

Han vidste klar besked om mordforsøget på Frank Chikane. Præsten skulle forgiftes, fordi han var en aktiv frontfigur i den sorte oprørsbevægelse ANC.

- Jeg vidste ikke, hvor politiet fik giften fra.

Jeg kendte ikke til detaljerne, men jeg var med til at beslutte, at det skulle ske og stoppede det ikke, siger han.

Adriaan Vlok søgte og fik amnesti under Sandheds- og Forsoningskommissionens arbejde i 1997. Formålet med kommissionen var, at apartheidregimets forbrydere under såkaldte retssager kunne undgå straf ved at indrømme mord og tortur og kaste lys over folks mystiske forsvinden i apartheidårene.

Men han følte sig aldrig lettet for sin skyld; han fik ikke tilgivelse for sine forbrydelser.

For få år siden begik hans kone selvmord. Adriaan Vlok blev katapulteret ud i en ætsende livskrise. Skyldfølelsen var ved at tage livet af ham.

I dag er han en genfødt kristen, der ’gen-nem samtale med Gud er blevet hentet tilbage til livet.’ - Langsomt kom jeg tættere på Gud. Det var ikke en voldsom omvendelse som Paulus’ ved Damaskus. Men gradvist trak Gud mig til sig gennem bøn og læsning af Bibelen. Jeg fandt flere og flere steder, der gav mening i forhold til den skyld, jeg kæmpede med, siger han.

Verden hører mig
I sommeren 2006 blev han ved med at vende tilbage til skriftstedet Joh. 13, hvor Jesus vasker sine disciples fødder. Inden for en måned talte han med flere mennesker, der uafhængigt af hinanden henviste til skriftstedet. Tilfældigt åbnede han for radioen, og Joh. 13 blev læst op. Til sidst kunne han ikke få anden mening i sammenfaldene, end at Gud ville fortælle ham noget.

Da det gik op for ham, at det var ved at følge Jesu eksempel og vaske fødderne på sin fjende, at han kunne opnå tilgivelse, var der ingen vej tilbage.

- At vaske en fjendes fødder, som Jesus gjorde, er et bevis på, at din egen selviskhed og stolthed forsvinder. Jeg ville ydmyge mig selv, og kun dér kunne jeg bede om tilgivelse, siger han.

Det var en symbolsk handling med nogle få dråber vand på Frank Chikanes bare fødder. Ingen skulle vide noget. Det var en intim forsoning mellem to tidligere dødsfjender.

Men præsident Thabo Mbeki fik historien, og på regeringsniveau vurderede man, at episoden måtte ud. Den ville sende et stærkt signal om, at undskyldning og tilgivelse er redskaberne, der kan lindre Sydafrikas holocaust.

Ikke alene er Adriaan Vlok blevet beskyldt for at handle for egen vindings skyld. Også Frank Chikane har mødt offentlig modstand, fordi han har tilgivet sin fjende. Så let undgælder man ikke for tusindvis af ofres traumer og tab.

Adriaan Vlok forsøger at imødegå kritikken. - Da jeg sagde undskyld til Sydafrika og resten af verden foran Forsoningskommissionen og rullende kameraer, var der åbenbart ingen, der hørte mig. Ved at sige undskyld til ét menneske hører verden mig.

Adriaan Vlok Født: 1937 Justitsminister i Sydafrika for Nationalistpartiet 1986 –1991. Blåstemplede mordattentatet på præsten og ANC-aktivisten Frank Chikane i 1988. Adriaan Vlok søgte og fik amnesti ved Sandheds- og Forsoningskommissionen i 1997.

SIDSTE CHANCE FOR SYDAFRIKA

Sårene fra apartheid er ikke helet. Måske religionen kan forsone? Foto: David Turnley / Corbis / Scanp

Sårene efter apartheid har svært ved at heles i Sydafrika. Men kan tro og tilgivelse hjælpe landets befolkning på vej mod forsoning? Det spørgsmål var til debat ved et seminar i Cape Town.

Af Anna Mogensen

Sydafrika bløder. Til trods for 14 år med demokrati og politiske tiltag for at hele sårene efter apartheidregimet, kæmper landet endnu med racediskrimination, kriminalitet, arbejdsløshed og en enorm forskel på rig og fattig.

- Vores land er ved at falde fra hinanden, sagde Charles Villa-Vicencio, direktør på Institut for Retfærdighed og Forsoning ved et seminar i Cape Town.

For nylig arrangerede instituttet seminaret i anledning af udgivelsen af bogen Truth and Reconciliation in South Africa – 10 Years On.

Formålet var at reflektere over status på den forsoningsproces, der gik i gang nogle år efter Sydafrikas første demokratiske valg i 1994.

Det står skidt til. Sandhedskommissionens anbefalinger til befolkningen om at tilgive og at acceptere hinanden ikke har slået rod. En anden ting er, at der er uklarhed omkring, hvordan Sydafrika rent faktisk kommer videre i 2007.

Fanie Du Toit, forsker ved instituttet, gav udtryk for, at det er ved at være sidste chance, hvis sydafrikanerne ikke skal blive endnu mere splittede end tilfældet er nu.

- Sydafrika står ved en afgørende skillevej i bestræbelserne på at samle nationen, sagde han.

Kirken har svaret
Sammen med Cape Towns ærkebiskop Njongonkulu Ndungane symboliserede Charles Villa-Vicencio og Fanie du Toit ved seminaret præcis visionen for fremtiden. Han er sort; de to øvrige er hvide. Der var plads til forskellige holdninger, men de har en fælles vision: at bringe sorte og hvide tættere på hinanden.

For at visionen om et forsonet Sydafrika skal blive en realitet, mente ærkebiskop Ndungane, at tilgivelse er et helt afgørende element.

- Kirken kan tilbyde et redskab som tilgivelse. Hvis befolkningen kan tilgive hinanden i Kristus, kan vi komme et langt skridt videre, sagde han.

Det udsagn affødte en salve af spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne. Tilgivelse har altid været et omdrejningspunkt i Sandhedskommissionens arbejde med at få befolkningen til at respektere og forstå hinanden, traumerne fra apartheid til trods.

Da Adriaan Vlok, justitsminister under apartheidårene, for nylig i den sydafrikanske offentlighed bad om tilgivelse og satte trumf på ved at vaske fødderne på den sorte præst Frank Chikane, som han angiveligt forsøgte at få myrdet i 1988, brød harmen og foragten løs. Så let opnår man ikke tilgivelse for sine forbrydelser, mente mange.

- Hvad sker der lige med Vlok?

- Han har ødelagt min opfattelse af tilgivelse, lød det fra salen.

Fanie du Toit lagde ikke skjul på, at begivenheden rykker ved forståelsen af, hvornår tilgivelse er retfærdiggjort og ’rigtig’.

- Det er en kompleks historie. Og jeg synes, at Vlok gik over stregen. Men episoden har givet anledning til en ny åbning i debatten om tilgivelse og forsoning, sagde han.

Mandela er Gud
Som formand for Sandhedskommissionen var Charles Villa-Vicencio 10 år efter, at forsoningstiltagene begyndte, klar til selvransagelse.

- For nylig forklarede jeg en tysker, at Nelson Mandela næsten er Gud i Sydafrika. Hvad mener du med næsten? svarede tyskeren.

Charles Villa-Vicencio fortalte anekdoten uden antydning af smil i stemmen. Bemærkningen udløste en brummende latter fra tilhørerne.

Villa-Vicencios pointe var selvsagt, at Nelson Mandela satte et ubeskriveligt stort og ærværdigt forsoningsarbejde i gang omkring valget i 1994. Men han beklagede, at Sydafrika ikke fulgte op på de indledende øvelser, som Mandela skød i gang.

- Hans personlighed gjorde, at sydafrikanerne sagde: ’Her er vores leder.’ Og vi troede, at hvis vi bare fik forsoningsprocessen på rette spor fra begyndelsen, så ville folk reagere positivt på det. Det skete bare aldrig. Jeg håber ikke, at det er for sent, sagde Charles Villa-Vi-cencio.

Truth and Reconciliation in South Africa – 10 Years On (red. Charles Villa-Vicencio & Fanie du Toit) 204 sider. Udgivet på forlaget davidphilip.

Forsoning i Sydafrika Forsoningsprocessen blev skudt i gang med etableringen af Sandheds- og Forsoningskommissionen (1996-2000). Siden er forsoningsbestræbelserne fortsat, og målet er af eliminere racediskrimination, fattigdom og fordomme blandt andet gennem tilgivelse og erkendelse af fortidens grusomheder. Sandheds- og Forsoningskommissionen Blev oprettet i 1996. Ledet af ærkebiskop Desmond Tutu. I fire år afviklede kommissionen såkaldte retssager, hvor ofre og ofres pårørende blev konfronteret med de mennesker, der mishandlede, forfulgte og slog ihjel under apartheid. Det primære formål var at afdække sandheden og tilskynde til forsoning og tilgivelse. Ved kommissionens afslutning fremlagde den en lang række anbefalinger til myndigheder og institutioner. Anbefalingerne til religiøse institutioner var at være et eksemplarisk forbillede på forsoning og at tilbyde et teologisk grundlag for alle sydafrikanere i forsoningsprocessen. Regnbuenationen Præsident Nelson Mandelas (1994- 1999) betegnelse for et multikulturelt samfund. Af Sydafrikas 48 millioner indbyggere er ca. 38 milliioner kristne. Der findes over hundrede forskellige kirkelige retninger. Den hollandsk-reformerte kirke er den største ’hvide’ kirke.

SORT KIRKE – HVID KIRKE

Elize van den Berg og Sofie Sulewa. To sydafrikanske kvinder tror på den samme Gud, men dyrker ham i hver sin kirke. Alligevel ligger nøglen til en dybere respekt for hinanden i troen.

Af Anna Mogensen

Da Elize van den Bergs søn, Philip, døde for tre år siden, holdt hun næsten op med at tro på Gud.

I dag ved hun, at det var Guds plan, at hendes ældste søn skulle af sted på det tidspunkt, hvor alt i hans liv faldt i hak. To måneder inden Philip blev dræbt i en trafikulykke, havde han fået en lille datter. Ni måneder tidligere var han blevet gift. Og hans forretning med it-service gik strålende. Så han var klar til, at Gud kunne hente ham hjem. Det er det eneste, der giver mening for Elize van den Berg, hvis hun ikke skal blive vanvittig af sorg.

Alligevel bliver hun af og til ramt af en voldsom bitterhed over, at Philip på 32 år skulle dø så tidligt. Hun kan se en gammel sort mand på gaden og udbryde: - Hvorfor skal han leve, når min søn skulle dø.

Kan hun tillade sig at sige det, fordi manden er sort, eller fordi han er gammel?

Hun skynder sig at glatte ud.

- Jeg ved, det lyder racistisk, men nogle gange synes jeg, at det er så uretfærdigt, siger hun.

Elize van den Berg er født som hvid afrikaaner i de første apartheidår i 1950’erne. Bevidstheden om, at hun er hvid, er dybt rodfæstet i hende. Både fordi hun har tilhørt et magtfuldt mindretal med privilegier og rettigheder. Og fordi hun nu selv oplever, hvordan det er at blive diskrimineret på grund af sin hudfarve. Nu har også hvide svært ved at få job. Kun få unge, hvide kan optages på universiteterne. Og hendes sprog, afrikaans, er ikke længere det eneste officielle i Sydafrika.

Elize van den Berg er utryg ved sorte mennesker. Og frustreret over det, de gør ved hendes land. Indbyggerne i Gautengprovinsen er ved at forberede sig til en kold vinter uden strømforsyning. Et hovedkabel er gået i stykker, og ingen ved, hvornår det bliver repareret.

- Sorte venter på, at tingene går i stykker, før de kan se, at noget er galt. Og så er det alligevel ikke sikkert, at det bliver ordnet, siger hun.

Hvid frustration
Elize van den Berg tilhører de 81 procent af hvide sydafrikanere, der siger nej til at spise et måltid mad med sorte.

- Kirken arrangerer fællesspisning med en sort kirke, men jeg har aldrig været med til det, siger hun.

Selv om den officielle adskillelse af sorte og hvide for længst er ophørt, bliver afstanden mellem sorte og hvide ikke mindre. Bestræbelser på forsoning og tilgivelse efter tiden med apartheid har vanskeligt ved at slå igennem. Magten er smuldret i hænderne på de hvide. De synes ikke, at de sorte gør deres job godt nok. Hverken i det daglige liv i butikker eller på kontorer. Sager bliver ekspederet alt, alt for langsomt. Et pas kan være syv måneder undervejs, og så skal der alligevel betales penge under bordet for at få det udleveret.

Den tidligere overvejende sorte oprørsbevægelse ANC sidder på to ud af tre sæder i parlamentet, men heller ikke på regeringsniveau står det for godt til i følge hvide kilder. Regeringen gør ikke nok for at stoppe den enorme illegale indvandring, der siges at bidrage med mere af den i forvejen høje kriminalitet.

Mange hvide er også irriterede over, at sorte nu orkestrerer langt de fleste magtbeføjelser med henvisning til, at det har de ret til på grund af den diskrimination, de blev udsat for under apartheid.

De hvides kultur er blevet reduceret til et stigma i det nye Sydafrika – siger de hvide.

Sofie Sulewa bor stadigvæk i townshippen Mamelodi, hvor hun voksede op. Foto: Anna Mogensen.

Sort smerte
Selv om Sofie Sulewa kun er 36 år, kan hun tydeligt huske dengang, hun ikke måtte stå i den samme kø i butikkerne som de hvide. Hun måtte heller ikke benytte det samme toilet som dem. Og hun kan huske, at hendes far ikke kunne få arbejde dér, hvor de hvide arbejdede – fordi han var sort. Nu er alting anderledes. Med et skævt smil erkender hun, at det nu er de hvide, der ikke kan få arbejde længere.

Sofie Sulewa er vokset op i en township i Mamelodi med seks søskende i et blikskur uden vand eller elektricitet. Hun bor her stadig sammen med en million andre sorte sydafrikanere. Først for fire år siden fik beboerne vand og el.

Sofie Sulewa leder et NGO-perleprojekt. Syv kvinder væver bittesmå perler sammen til farvestrålende kæder med en lille krog i til en mobiltelefon.

Men Sofie Sulewa er sig smerteligt bevidst, at hun stadig bliver regnet for mindreværdig, fordi hun er sort.

- Vores præst er hvid, og han fortæller os hele tiden, at han ved bedre end os. Det er ikke bare noget, jeg føler. Han siger det direkte. At han kan læse bedre end os, og at vi ikke kan høre, hvad Gud siger til os, fordi vi er sorte.

Sofie Sulewa orker ikke at kæmpe for at få præsten afskediget. Hun ved med sig selv, at Gud taler direkte til hende, og hun ved, at det er i den kristne tro, at sorte og hvide med tiden kan samles i et fællesskab.

Hvide sydafrikanere sætter spørgsmålstegn ved deres identitet i det nye, skrøbelige demokrati. Hvem er man, når hele ens historie er blevet stemplet som en forbrydelse mod menneskeheden? Mange må slås med følelsen af ikke at være hjemme i sit eget land.

Regnbuenationen
Elize van den Berg hører til de hvide, der forsøger at acceptere, at de er en del af den såkaldte Regnbuenation, et harmonisk multikulturelt samfund. I sin tro på Gud forsøger hun at blive sine fordomme og frustrationer kvit.

- Det er ikke altid let at elske sin næste. Det er det virkelig ikke. Men min tro gør mit hjerte større. Jeg beder til Gud for at føle mig tryg og for at få tillid til andre, siger hun.

Alligevel kløver mistroen sig ned mellem sorte og hvide og skæmmer som et grimt ar. Elize van den Berg låser instinktivt dørene og beordrer husets dovne pitbullterrier i gang med at nappe haser, da en åben ladvogn med 15 stærke, sorte håndværkere dukker op for at rejse spær til et nyt tag. De er bange for hunden, og hun er bange for dem. Gennem et solidt jerngitter for hoveddøren, beder hun dem om at komme igen senere, når hendes mand er tilbage fra arbejde.

Ikke fri i de hvides kirke
I townshippen er Sofie Sulewa næsten færdig med dagens første perlekæde. Hun kan nå to på en dag.

Hun er en tilfreds kvinde. Men det undrer hende, at til trods for 14 år med demokrati og troen på den samme Gud, er sorte og hvide længere fra hinanden end nogensinde før. Hun har prøvet at være til gudstjeneste i en ’hvid’ kirke.

- Du føler dig ikke fri, siger hun om oplevelsen. Hun har ikke været der siden.

- Regeringen kan ikke gøre noget ved den forskel, der er på os. Det kan kun Gud. Vi skal ændre vores holdning over for hinanden. Det kan vi kun gennem troen på Gud – ikke gennem love.

Anna Mogensen er journalist og cand.mag. i religionsvidenskab. Hun besøgte Sydafrika i maj.