DEBAT

UORDEN I PARTNERSKABET 

Kan kittet i nerværket mellem NGO’er i Nord og Syd holde? Ill: Rasmus Meisler / Spild af Tid ApS.

Fremover vil det blive afgørende for de vestlige NGO’er at være del af et lokalt forankret netværk i Syd, som udfører arbejdet i marken. Alligevel opretter en del vestlige nødhjælpsorganisationer ’satellit-kontorer’ i u-landene, helt uden lokale partnerorganisationer, påpeger koordinatoren i det britiske CAFOD.

Af Nik Bredholt, CAFOD

Bowlerhatten sidder som limet til hovedet og falder ikke af, da skålen med chicha – lokalt brygget majsvin af ubestemmelig styrke –tømmes med tilbagelænet nakke. Nu kommer der en ny omgang rundt, og stemningen bliver kun bedre. De snavsede børn, kvinderne i traditionelle dragter, mændene med cowboyhat og læderhud; selv borgmesteren er til stede. En vandledning med brønd og pumpe bliver ikke indviet, uden at der bydes chicha rundt.

Vi befinder os i en flække ved Rio Grande i Bolivia i samme tørre region, som den revolutionære oprørsleder Che Guevara endte sine dage. Der takkes på landsbyens vegne, på den lokale partners vegne. Vi, som er kommet fra Danmark, får lov at åbne for hanen. Det rindende vand, som frejdigt plasker ud, er resultatet af et partnerskab, der går over grænserne og binder Danmark sammen med landsbyen.

Styrken i den rigtige relation kan ikke overvurderes, hvis hjælp skal gavne. Det fremgår klart af Danidas partnerskabsstrategi, hvor det slås fast, at partnerskab er en grundpille i bistanden.

Stærke og selvbevidste Syd-NGO’er
I praksis er mange udviklings- og nødhjælpsorganisationer bundet sammen i netværk af partnere fra Syd og Nord.

For partnerne i Nord giver medlemskab adgang til et netværk af lokalt forankrede udviklings- og nødhjælpsorganisationer. For medlemmerne fra Syd giver netværket adgang til et ’funding ressort’ – det vil sige en finansieringskilde – i Nord. En balance som rigtigt afmålt giver fordele for alle.

Inden for de sidste ti år er der dog sket en udvikling på flere felter, der påvirker partnerskabet. Særligt hvad angår de muligheder, som medlemmerne i Syd har for at tiltrække midler fra medlemmerne i Nord.

Dels er der positive tendenser såsom stærkere og mere selvbevidste organisationer i Syd. På sin vis har indsatsen for opbygning af gode partnere i Syd båret frugt. Kapacitetsopbygning og træning samt erfaring med professionelle udviklingsprogrammer har haft sin effekt. Inden for Caritasnetværket ses denne udvikling i lande som Indien, Bangladesh, Uganda og DR Congo, hvor de nationale medlemmer er blevet stærkere og mere selvbevidste.

På samme tid ses der en bevægelse hen mod oprettelsen af satellitkontorer for de vestlige organisationer i de lande, hvor hjælpen udføres. Det er en tendens, som også inden for Caritas vrider i partnerskabet. Indsatserne efter de seneste års store katastrofer – Afghanistan, Darfur, tsunamien, jordskælvene i Bam i Iran og senere i Pakistan – er i høj grad blevet implementeret fra vestlige NGO’ers egne feltkontorer og med egne udstationerede. Udviklingen forklares i reglen med henvisning til, at den humanitære sektor primært skal forholde sig til den humanitære udfordring, dels at katastroferne er tiltaget i et omfang, som lokale organisationer ikke har den fornødne kapacitet til at overkomme.

Men også andre faktorer af en mere økonomisk art påvirker: Udflytning af kompetencer. En række beslutninger tages i dag på ambassaderne i Afrika, Latinamerika og Asien. Det skaber indirekte behov for, at den nationale NGO-partner fra donorlandet er til stede.

ECHO, der er EU’s nødhjælpsagentur, kræver tilstedeværelse af en repræsentant fra den organisation, som har underskrevet kontrakten.

Medierne, der spiller en central rolle for indsamlinger, vil gerne se handling og allerhelst et ansigt, som er genkendeligt. Det kan partnere ikke klare alene, men forudsætter tilstedeværelse af en repræsentant. Tilstedeværelse ’on location’ giver mulighed for at monitorere den økonomiske afvikling af projektet og mulighed for at justere indsatsen umiddelbart, hvis ikke udviklingen skønnes tilfredsstillende. I reglen giver det flere problemer, hvis penge, der én gang er bevilget, ikke benyttes, end hvis der ikke er penge nok.

Che og det svage partnerskab
Organisationer i Syd ser ofte på denne udvikling med skepsis. De oplever, at de midler som de skulle arbejde med, nu benyttes i feltbaserede kontorer for de vestlige partnere. Den adgang til midler som netværket tidligere gav, er nu underlagt en ulige konkurrence.

Spørgsmålet er så, om kittet i netværket kan holde. En fælles identitet er ikke nok i sig selv. Partnerskab koster penge, og der skal vilje til, om end mange NGO’er godt ved, at partnerskab på lidt længere sigt kan vise sig at være mere effektivt.

En omfattende evaluering af hjælpen efter tsunamien viste, at mange støttekroner blev spildt på grund af vestlige organisationers opbygning af parallelsystemer, der manglede forbindelse med allerede eksisterende strukturer. Anbefalingen fra Tsunami Evaluation Coalition (TEC), som stod bag evalueringen, var, at god hjælp skal gennemføres med lokale organisationer, så vidt det er muligt.

Når føromtalte Che Guevara blev fanget af det bolivianske militær ved Rio Grande, skete det blandt andet på grund af et svagt partnerskab i Bolivia, der ikke var tilstrækkeligt lokalt funderet til at give ham dække og støtte. Nu er der langt fra Ches ideer om, hvorledes det bolivianske samfund skulle forandres til udviklings- og nødhjælpsprogrammer i dag, men fælles er behovet for et godt partnerskab, hvis forandring skal finde sted.

En undersøgelse af tendenser inden for den humanitære hjælp – foretaget af det anerkendte amerikanske Fernstein International Famine Center på Tufts University – konkluderer, at organisationer, der har været i stand til at udvikle effektive partnerskaber med rodfæstede lokale grupper, vil have en fordel frem for dem, der identificeres med fremmede dagsordner. Det vil derfor i fremtiden blive afgørende for de vestlige NGO’er at være del af netværk, som er reelt lokalt forankrede.

På lang sigt kan det måske bedst svare sig at justere sin aktivitet i forhold til, hvad partnerskabet kan holde til, og hvis det koster visse donorpenge og på kort sigt en lavere effektivitet, er det prisen.

Nik Bredholt er regional humanitær koordinator for CAFOD (Engelsk Caritas-medlem).
nik@bredholt.net  

KRONISK OVERSET

Ikke kun tropesygdomme og hiv/aids. Vanetænkning er farlig og dyr, når det gælder sundhed i u-landene. Foyo: Klaus Holsting.

Kroniske livsstilsrelaterede sygdomme, som fx hjertekarsygdomme og diabetes type II, er i voldsom vækst i udviklingslandene. Alligevel har det danske og internationale donorsamfund endnu ikke sat problemstillingen på den udviklingspolitiske dagsorden.

Af Katrine Bech Jørgensen og Jeanette Pinnerup Jensen

Allerede tilbage i 1995 skrev Danida i sin sundhedsstrategi, at en række udviklingslande på grund af industrialisering og urbanisering var ved at opleve et skift i sygdoms- og dødelighedsmønster over mod en stigende byrde af kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Det er en udvikling, der tager fart. Folk i udviklingslandene er i fuld gang med at overtage Vestens livsstil og kostvaner – og dermed også Vestens sygdomme. Det drejer sig primært om hjertekarsygdomme, diabetes type II, kræft og kroniske luftvejssygdomme. Navnlig i Indien og Kina går denne udvikling hurtigt, og det er nu kun i Afrika syd for Sahara, at smitsomme sygdomme stadig udgør en større andel af sygdomsbyrden end de kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Der har nu i mere end 10 år været opmærksomhed i danske udviklingskredse omkring den stigende forekomst af kroniske livsstilsrelaterede sygdomme i udviklingslandene. Opmærksomheden er imidlertid ikke blevet fulgt op af konkrete initiativer eller retningslinier for, hvordan man skal forholde sig til området.

Men hvad kan forklare, at et nyt sundhedsproblem tilsyneladende upåagtet får lov at vokse sig større og større?

’Uattraktive’ sygdomme
Den måde, den danske udviklingsbistand er skruet sammen på, medfører, at der ikke er modtagelighed overfor at tage fat på kroniske livsstilsrelaterede sygdomme. Danidas årsberetninger fra 1992 og frem illustrerer, at rammerne for det danske udviklingssamarbejde er blevet udvidet.

Tidligere fremgik fattigdomsbekæmpelsen som det primære og endegyldige formål. I dag er fattigdomsbekæmpelsen mere implicit og integreret i en række overordnede nationale og internationale strategier. De kroniske livsstilsrelaterede sygdomme er sat i en kategori af vestlig livsstil og velfærd, og passer derfor hverken ind i de traditionelle danske rammer for bistanden eller i de nye internationale målsætninger for udvikling. Det har på den måde afgørende betydning for prioriteringen af sygdommene, hvordan de defineres og opfattes i udviklingskredsene.

En anden faktor, der har betydning for prioriteringen, er en udbredt tvivl om, hvorvidt det er realistisk at gennemføre succesfulde interventioner i udviklingslandene rettet mod kroniske livsstilsrelaterede sygdomme. Det er derfor vigtigt, at der er nogle realistiske handlemuligheder over for sygdommene.

Endelig er sygdommene ikke ’attraktive’ fra et politisk synspunkt, blandt andet fordi problemet ikke er synligt. Det forhold, at udviklingsbistanden er et offentligt politikområde, medfører, at faktorer som medietække og folkelig appel kan være afgørende for, om et problem bliver prioriteret.

Også i denne sammenhæng er de livsstilsrelaterede sygdomme dårligt stillede, da de ikke på samme måde som fx hiv/aids udgør en god historie – der er ikke noget spektakulært ved at dø af et hjerteanfald eller af nyresvigt. Den politiske modtagelighed over for et problem er desuden påvirket af i hvor høj grad, der er et pres på politikerne fra fx interesseorganisationer for at få et område på dagsordenen. Og bortset fra den Novo Nordisk-støttede fond, Verdensdiabetesfonden, er der ingen interesseorganisationer i Danmark, der lobbyer for mere opmærksomhed til kampen mod livsstilsrelaterede sygdomme i Syd.

Fremtidige perspektiver
Men hvorfor kan problemet ikke løftes op på den udviklingspolitiske dagsorden?

Vi har tidligere set denne situation i forbindelse med prioriteringen af hiv/aids. Her viser erfaringerne, hvilke katastrofale konsekvenser det kan have at udskyde indsatsen over for et stærkt stigende sundhedsproblem til det tidspunkt, hvor problemet ikke længere er muligt at komme udenom.

Et stort problem i forhold til at få det optimale ud af den danske udviklingsbistand er således, at der ofte vil gå lang tid fra et problem opstår, til der bliver handlet på det.

Der kan derfor være et behov for at anlægge en mere progressiv og langsigtet tilgang i udviklingsbistanden. På den måde kunne der blive taget hånd om nye store sundhedsproblemer på et tidligere tidspunkt, hvor konsekvenserne endnu ikke er så massive. En måde at fremme en mere progressiv tilgang kan være at skabe en større bevidsthed omkring, hvilke faktorer, der spiller ind i forhold til prioriteringsprocesserne i Danida, og hvordan disse faktorer kan bremse en fremadrettet og langsigtet tilgang.

Et eksempel kunne være, at embedsmændene i Danida i højere grad blev opmærksomme på, hvordan de etablerede rammer for udviklingsbistanden kan være med til at udelukke nogle problemstillinger fra udviklingsbistanden. Dette kunne medføre en større åbenhed over for at rette blikket mod områder, der umiddelbart synes at falde udenfor.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan den danske udviklingsbistand skal forholde sig til problemet med kroniske livsstilsrelaterede sygdomme.

Vores hensigt er ikke at argumentere for øremærkning af en stor pulje af bistandsmidler til området, hvilket ville være i modstrid med de principper, Danmark i dag giver udviklingsbistand ud fra. Men vi efterlyser en mere progressiv tilgang til problemstillingen og en aktiv stillingtagen til, hvordan udviklingsbistanden skal forholde sig til problemet.

Der er behov for en åben diskussion af, hvilke konsekvenser, det har for resten af udviklingsområdet at gøre eller ikke gøre noget ved problemet. Fravælges det at gøre en indsats for at forebygge en fortsat stigning i livsstilsrelaterede sygdomme, skal man forinden have gjort sig bevidst, hvad konsekvenserne af beslutningen er. Besluttes det omvendt at tage fat på problemet, ville et første skridt være at fremme forskningen på området. Dels for at skabe et mere bevisbaseret grundlag for at diskutere problemstillingen, dels for at finde frem til, hvilke handlingsmuligheder, det er praktisk muligt at gennemføre.

Katrine Bech Jørgensen og Jeanette Pinnerup Jensen er kandidater i folkesundhedsvidenskab. Kronikken bygger på deres speciale ved Afdeling for International Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Specialet kan ses på:
http://www.speciale.svane-bech.dk/speciale.pdf