MIGRANTER

JEG HAR GRÆDT NOK

Vores børn har ingen muligheder her. De tager med bådene til De Kanariske Øer, selvom de godt ved, at turen er livsfarlig, siger Seynabou Samba fra Fenatrams.

En lokal NGO i Senegal forsøger at få landets unge til at opgive den livsfarlige rejse over havet til Europa. Men kystfiskeriet kan langtfra brødføde alle.

Tekst og foto: Anna-Karin Florén, Senegal

Sidste år gik 28.000 unge vestafrikanere i land alene langs den spanske kyst med en drøm om et bedre liv i Europa. Rejsen foregår i overfyldte pirogger, åbne fiskerbåde, som man bedst kan beskrive som store robåde. Ingen ved, hvor mange der drukner eller dør af udmattelse undervejs.

I Senegal er det især børn af fiskere, som rejser. Seynabou Samba er præsident for Fédération Nationale des Femmes Tansformatrices et Mico mareyeuses du Sénégal (Fe-natrams). Fenatrams er en politisk uafhængig kooperativ kvindeorganisation, som i samarbejde med lokalsamfundet forsøger at stoppe udvandringen.

– Vores børn har ingen muligheder her. De tager med bådene til De Kanariske Øer, selv om de godt ved, at turen er livsfarlig. I deres øjne er Europa det eneste alternativ, siger hun.
Langs med kysten ud for hovedstaden Dakar bor lebo-folket. På stranden ligger i hundredvis af farvestrålende pirogger. Leboerne har levet af fiskeri, så længe man kan huske.

Fisken der forsvandt
Hver eftermiddag, når solens lys farver stranden gylden, kommer mændene i land med bådene fulde af fisk. Straks begynder en livlig købslåen. Det er kvinderne, der køber fisken og renser og vasker den til videresalg på markedet. Men det er gået støt tilbage med fiskeriet, fortæller Seynabou Samba fra Fenatrams: – EU’s fiskeflåder har været her med deres trawlere og taget alle fiskene. Vi kan intet stille op. Vi har kun vores pirogger. Nu har Senegals regering sænket EU’s fiskekvoter, men det er for sent, siger hun.

Fenatrams har 400 medlemsorganisationer i hele landet. Kooperativet organiserer de kvinder, som arbejder med forarbejdningen af fisken. Kooperativet bygger anlæg, hvor fisken kan ryges og tørres, og kvinderne lærer om hygiejne og ledelse for at effektivisere forarbejdningen.

På anlægget i Thiraroy sur Mer lige uden for Dakar arbejder 200 kvinder. Næsten alle har mistet børn under migrationen.

På stranden står nogle store betonbaljer, hvor kvinderne vasker og renser fisken. Lige oven for stranden lægges forskellige slags fisk til tørring på træborde. Fisken tørrer hurtigt i den stærke sol. MBathio Miang, Matar Siè og Mbonde Thiaw er ansvarlige for virksomheden.

– Jeg sparede alt det op, jeg kunne, af mine indtægter fra kooperativet, for at min søn kunne tage af sted. Han skulle møde sin onkel i Spanien. Det er over et år siden, han tog af sted, og jeg har ikke hørt noget siden, siger NBathio Miang.

Tårerne løber ned ad hendes kinder.

NBathio Miang tror, at sønnen er omkommet. Det er hårdt at tale om det svære, men det er vigtigt, at folk i Vesten hører om det. Så kan Fenatrams måske få støtte til sit arbejde, forklarer hun.

Hendes beretning er ikke enestående.

– Vi så Europa som en mulighed for at give vores børn et bedre liv. Nu ved vi, at rejsen er en dødsfælde. Fenatrams’ første prioritet er at finde løsninger for vores unge her i Senegal, siger Mbonde Thiaw.

Alle, man møder, er berørt af tragedien. Spørgsmålet om de unges flugt fra landet var tilmed et afgørende emne ved præsidentvalget i februar. Fenatrams opbygger netværk og knytter frivilligt arbejde i lokalsamfundet sammen. Når der ikke er noget velfærdssystem, er de mennesker, som ikke har nogen ressourcer, afhængige af medmenneskelighed og velvilje.

Sidste udvej
Et lille trykkeri sørger for, at de illegale immigranter, som sendes hjem fra Spanien, får praktikpladser, og trykkeriet forsyner blandt andre Fenatrams med tryksager. Da Senegal har en hjemsendelsesaftale med EU, sendes alle illegale immigranter fra Senegal, som bliver opdaget og anholdt i Europa, tilbage.

Bassirou Dioum er 23 år og har et stykke tid været i praktik på trykkeriet. Bassirou Dioum så et job i Europa som sin eneste mulighed for at bidrage til familiens underhold.

– Jeg solgte alt, hvad jeg ejede, for at kunne betale de 500.000 CFA. (centralafrikanske francs) (ca. 6.500 kr.), turen kostede. Jeg havde tænkt mig at blive i Spanien i to eller tre år for at tjene penge til et hus. Det kan jeg ikke tjene på 10 år i Senegal, siger han.

Under overfarten gik bådens motor i stykker, nogle blev syge og kastede op, og maden slap op. Efter fem dage blev de samlet op af nogle fiskere ud for Senegals kyst og ført tilbage til Dakar.

– Jeg vidste, at det var farligt, men jeg var ligeglad med, at jeg kunne drukne på vejen. Jeg havde ikke andre muligheder, siger han. Praktikpladsen på trykkeriet giver nu Bassirou Dioum mulighed for at få arbejde uden for fiskeindustrien.

Et reelt alternativ
Fenatrams vigtigste mål er at skabe muligheder for, at de unge kan blive i Senegal.

– Ved at udbrede information og starte erhvervsuddannelser kan Fenatrams blive en del af løsningen, siger Seynabou Samba.

Omkring 40 pct. af Senegals statsbudget går til grunduddannelse. Næsten alle børn går i en form for grundskole, men der er ikke penge til at starte de erhvervsuddannelser, der er nødvendige for at dæmme op for migrationen.

Fiskernes børn kan læse og skrive nogenlunde, men det lave uddannelsesniveau gør det svært at nå ud med information om de vilkår, der er i Europa: At man skal have arbejdstilladelse og opholdstilladelse for at få arbejde.

Koncerterne, som arrangeres af hiphopkollektivet Africulturban, er en rigtig god måde at sprede budskabet på, når folk ikke har tillid til myndighederne og knap kan læse den daglige avis. En af Senegals mest kendte rappere, Matador, fortæller, at mange kunstnere skriver sange om emigrationen.

– Alle i Africulturban har venner, som er rejst med bådene. Men Senegal har brug for sine unge mennesker til at udvikle landet, siger han.

EU vil støtte
FN’s kontor for udvikling af små virksomheder i Senegal støtter Fenatrams med lederuddannelse og viden om, hvordan man opbygger en organisation, men ikke med penge.

– Vi arbejder for at styrke det civile samfunds indsats. Her er store problemer med arbejdsløshed, men Senegals byer har en stor og voksende middelklasse, så har man en erhvervsuddannelse og er villig til at arbejde hårdt, har man mulighed for at få et forholdsvis godt liv, siger Malick SY, som er projektleder i FN’s særorganisation for industriel udvikling, (UNIDO).

– Fenatrams er den eneste organisation, som aktivt modarbejder udvandringen. De har masser af idéer, som ikke kan føres ud i livet på grund af manglende ressourcer, siger han.

EU har vist interesse for civilsamfundets indsats. Betingelsen for, at EU vil støtte med ressourcer, er, at det sker via udvalgte programmer.

– EU’s embedsmænd er bange for, at pengene skal havne i de forkerte lommer. Desværre mangler der nogle gange indsigt i, hvordan vores kultur fungerer. Med EU’s program bruges ressourcerne ikke altid der, hvor de gør størst nytte, siger Malick SY.

Malick SY synes også, at regeringens indsats for Senegals unge går for langsomt.

– De sørger for sportsaktiviteter på hvert et gadehjørne, men har ellers ingen idéer, mener han.

Fremtid uden fisk
Ifølge Matar Cissé, som administrerer Fenatrams aktiviteter, har familieministeren, Aida Mbodj, lovet økonomisk støtte til organisationen. Hidtil har de dog ikke fået nogen penge fra staten.

– Gennem Fenatrams har regeringen mulighed for at kanalisere en konstruktiv støtte ud til fiskerfamilierne, siger Matar Cissé.

Fenatrams har planer om at starte en virksomhed for at eksportere fisk til EU. Før det bliver muligt, skal hygiejneforholdene dog forbedres, og der skal bevilges banklån.

– Hvis vi skal leve op til EU’s hygiejnestandard, kræves der et omfattende udviklingsarbejde og ressourcer for at kunne forarbejde og transportere frisk fisk. Der ligger et stort stykke arbejde foran os, men nu hvor kvinderne i fiskeindustrien er samlet i en organisation, er vi stærke nok til at kunne ændre tingenes tilstand, siger Matar Cissé.

Spørger man Seynabou Samba, er der ingen tvivl om, hvad hun mener, profitten fra fiskeeksporten skal bruges til:

– Indtægterne skal bruges til erhvervsuddannelse af vores unge, så de kan få arbejde uden for fiskerierhvervet. Jeg har grædt nok. Der skal ikke gå flere liv til spilde i den illegale emigration, siger Seynabou Samba.

Anna-Karin Florén er svensk freelancejournalist. annakarin@extractstockholm.se  

NU HANDLER DET OM MIGRATION

Hvilke argumenter er der egentlig for at blive i Afrika? Den tætbefolkede bydel Nima i Ghanas hovedstad Accra. Foto: Klaus Holsting.

Selvom regeringens nye Afrika-politik stadig er under udvikling, så hersker der ikke nogen tvivl om, hvad der er i centrum for Danmarks samarbejde med Afrika: Nemlig globalisering, klima og ikke mindst migration.

Af Line Lagoni Leonhard

Der har altid været store migrationsstrømme i Afrika. Det er en del af den naturlige dynamik på det store kontinent, hvor klimatiske udfordringer i umindelige tider har fået befolkningen til at vandre fra sted til sted. Og det gør den stadig.

Men på grund af nutidens landegrænser er migration blevet et globalt problem, hvor det har stor økonomisk betydning for de lande, der migreres fra og til. Et problem, som ikke kun berører den vestlige verden i form af illegale indvandrere, men som især rammer de lande, der emigreres fra.

Den danske regerings udkast til en ny Afrika-politik, som fortsat er til offentlig debat, hviler på en omfattende baggrundsanalyse, som blev offentliggjort 1. juni. Her fokuseres der på manglende beskæftigelse, ustabile sikkerhedsforhold og fattigdom som de afgørende ’push’-faktorer, der får mange afrikanere, og især mange uddannede, til at forlade deres hjemlande.

Vigtigt at få afrikanerne med
I oplægget til den nye Afrika-politik, lægger regeringen vægt på en forstærket dialog om international migration mellem oprindelsestransit- og destinationslande (dvs. de lande migranterne forlader, rejser gennem og kommer til). Også det at holde fast i en markant nærområdeindsats til flygtninge i de fattigste udviklingslande får en fremtrædende plads i den nye politik.

- Migration er en global udfordring med mange aspekter. Det kræver internationalt samarbejde, og her er det også vigtigt at få afrikanerne med, siger Christian Lotz, fuldmægtig i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Men det som måske, ifølge både baggrundsanalyse og udkast til den nye politik, har allerstørst betydning for den omfattende migration, er uddannelse og beskæftigelse - eller mangel på samme. Ligesom i Senegal (se artiklen overfor, red.), er der et stort behov for erhvervsuddannelse i Afrika, og det gør det svært for mange at finde beskæftigelse. Har man ingen uddannelse, er der ikke mange jobmuligheder, og så kan migration være den eneste løsning.

Arbejdet i Afrika er det, der tæller
Både mangel på erhvervsuddannelse og beskæftigelse har, sammen med forsøg på at modvirke hjerneflugt, fået en central placering oplægget til den nye Afrika-politik. Der skal fra Danmarks side blandt andet arbejdes for at mindske konsekvenserne af hjerneflugt gennem stipendier til unge afrikanere for at øge udbuddet af højt kvalificeret arbejdskraft, som der er mangel på i Afrika. Christian Lotz uddyber: - Vi kan gøre meget for at skabe bedre muligheder i Afrika gennem vores indsats til uddannelse og beskæftigelse. Det vigtigste i den nye Afrika-politik er, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe afrikanerne med at sikre fremskridt i Afrika.

Konkret skal det ske ved at klæde de lokale myndigheder på til selv at blive bedre til at planlægge og styre migrationsstrømme. Både i de såkaldte oprindelseslande, som er de lande, migranterne rejser fra, men også på regionalt plan.

Ikke kun dårligt nyt
Men selvom migration af især den uddannede del af befolkningen udgør et tab for oprindelseslandene, så opvejes de negative konsekvenser af migrationen til dels af den pengestrøm, der bliver genereret, når migranter sender optjente penge (remitter, red.) retur til hjemlandet. Ligesom brain circulation (som er en betegnelse for det, der sker, når migranter efter ophold i udlandet vender hjem igen med fornyet viden) kan være med til at fordre iværksætteri, når udvandrede afrikanere vender hjem til deres oprindelseslande med ny, faglig viden.

Remitter kan også være med til at hjælpe udviklingen i oprindelseslandene godt på vej. For selvom langt de flest penge, der bliver genereret gennem migration, bliver brugt på forbrug, er der også en del, der bliver brugt til at udvikle almindelige smålandbrug til kommercielle landbrug, eller til opstart af mikrovirksomheder.

- Der skal selvfølgelig gøres en indsats for at mindske brain drain, men migration som helhed er ikke nødvendigvis et onde. For den relativt lille del, der kommer til Europa, gælder det først og fremmest om at udvikle en dialog oprindelseslande og destinationslande imellem, siger Christian Lotz.

Se debat og tjek din viden om migration i Afrika på http://www.afrika.um.dk/migration