AKTUELT

KOMPENSÉR KLIMAOFRENE

Klimaforandringerne udstiller endnu en gang vores skæve verden: Afrika rammes af længere tørkeperioder og mere voldsom nedbør, som er skabt af den rige verdens energiforbrug.

De ændrede klimaforhold i Afrika vil betyde, at mange landmænd må lægge driften om til mere tørkeresistente afgrøder. Her kornsorten sorghum. Foto: Klaus Holsting.

Af Jesper Heldgaard

Den rige verdens massive energiforbrug har gjort vores klode varmere, og opvarmningen vil fortsætte, også selv om man forestillede sig, at vi her og nu skar drastisk ned i brugen af fossile brændsler.

Det er ikke længere noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Vi ved også, at det er Afrika, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, selv om afrikanerne stort set ikke selv har bidraget til dem.

Det blev – endnu en gang – slået fast under konferencen ’Danidas Udviklingsdage’ i juni, der havde sat en hel dag af til emnet ’Klima-forandringer og udvikling’. I øvrigt samme dag, som FN’s Verdensfødevareprogram og FAO udstedte en fælles appel om international fødevarehjælp til Lesotho, som er ramt af den værste tørke i 30 år.

Tørkeresistente afgrøder
Appellen bekræfter, at Afrika allerede oplever længere tørkeperioder, men kontinentet plages også af mere voldsomme regnskyl end tidligere, og selv om prognoserne for fremtiden stadig er usikre, så er én ting sikker: De ekstreme klimaforhold vil blive endnu mere ekstreme, så trods usikkerheden skal der handles nu for at klæde Afrika bedre på til at håndtere klimaforandringerne.

Afrikas særlige sårbarhed skyldes ikke kun klimatiske forhold, men også at så stor en del af Afrikas befolkning lever på og af landet: 70-80 pct. af befolkningen i Afrika syd for Sahara er direkte afhængige af jordens ressourcer. Og så er de fattige: De færreste afrikanske bønder har råd til og mulighed for at skifte til andre sorter og til at vande deres afgrøder mere for at tilpasse sig de nye vilkår, klimaforandringerne betyder.

Isolerede klimaprojekter. Foto: Udvikling.

Forureneren må betale
Derfor må den rige verden træde til, ikke blot med udviklingsbistand, men med kompensation, mener en af konferencens hovedtalere, Salee-mul Huq, chef for afdelingen for klimaforandringer i Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling, (IIED), i London. Udvikling fangede ham i en pause mellem de mange workshops. Han er i øvrigt selv fra Bangladesh, hvis udstrakte og tæt befolkede floddeltaer er blandt de allermest udsatte steder i verden hvad angår klimaforandring.

– Det er et sundt princip, at forureneren skal betale for den skade, en forurening forvolder, og at denne betaling er at betragte som en erstatning, ikke som velgørenhed. Derfor bør de rige landes støtte til Afrikas tilpasning til klimaforandringerne først og fremmest finansieres via en global skat og ikke kun ved hjælp af udviklingsbistand, mener Saleemul Huq.

Huq så gerne en global klimaskat, for eksempel på flytrafik. Den afgift på to pct., der er lagt på CDM-projekter (se boks næste side) er nemlig slet ikke tilstrækkelig til at dække udviklingslandenes behov for tilpasning til varmere tider.

Klimanørder og udviklingsfreaks
– Jeg bruger halvdelen af min tid på at forsøge at overbevise klimafolk om, at de skal tænke på udvikling, den anden halvdel på at få udviklingsentusiaster til at tage klimatruslen alvorligt, fortalte Saleemul Huq på konferencen i København. Han har selv en naturvidenskabelig baggrund og har med glæde konstateret, at de to forskellige grupper de seneste år er kommet i en tættere og mere frugtbar dialog.

Huq inddeler den tid, klimaforandringer har været på den internationale dagsorden, i tre faser: I den første – fra slutningen af 1980’erne og frem til 2001 – blev klimaforandringerne betragtet som et miljøproblem. Den anden fase indledtes med det Internationale Klimapanels 3. rapport i 2001. Den fastslog, at klimaforandringerne ikke blot er en trussel mod miljøet, men også mod udvikling. Den tredje fase blev skudt ind med den britiske Nicholas Sternrapport i slutningen af 2006. Den varslede ifølge Huq, at klimaforandringerne i stigende grad vil blive betragtet som et udtryk for global retfærdighed – eller snarere uretfærdighed.

Klimaforandringer er med andre ord ikke længere noget, der kun rager klimatologer, men i høj grad også folk, der beskæftiger sig med udvikling og det noget mere kontroversielle emne: global lighed. Det er næsten parallelt til den udvikling, hiv/aids har været igennem: Først blev det primært anset som en trussel mod sundheden, siden som en trussel mod udvikling – især i Afrika. Og som et udtryk for verdens globale skævhed.

Klimasikring = bedre bistand
Huq er selv klimaekspert, men understreger igen og igen, at han ikke ønsker, at klimaet skal sætte sig på dagsordnen i udviklingsbistanden.

– Det øgede fokus på klimaforandringer må ikke føre til en hel ny industri af isolerede ’klima-projekter’. Det skal i stedet føre til, at al anden bistand klimasikres og klimascreenes, så den ikke øger klimaforandringerne, men tværtimod hjælper med den nødvendige tilpasning. Det er flere lande, heriblandt Danmark, gået i gang med, og det kan faktisk være med til at gøre bistanden bedre, fordi bæredygtig udvikling tænkes tidligere og mere systematisk ind i bistanden, mener Saleemul Huq.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgaard@post7.dk

KLIMADAGSORDNEN SÆTTES I KØBENHAVN 

Af Jesper Heldgaard

Det var godt nyt for klimasagen, at Danmark i 2006 tilbød København som vært for klimatopmødet i 2009, og at tilbuddet blev accepteret, mener Saleemul Huq fra IIED: – EU er kendt for sine progressive holdninger i klimaspørgsmål og Danmark for at præge EU i en fornuftig retning.

Mødet i København bliver den 15. klimakonference, eller ’conference of parties’, som det officielt hedder. Deraf den noget kryptiske forkortelse for mødet, COP15.

I år er der klimatopmøde på Bali i Indonesien, mens Polen er vært i 2008. Men 2009-topmødet bliver det vigtigste i mange år, for det er seneste frist for at nå til enighed om en afløser for Kyotoprotokollen, der udløber i 2012.

Københavner-protokollen
Det kan blive meget mere vanskeligt end at få Kyotoproto-kollen på plads. Den forpligtede stort set ’kun’ de rige lande til at reducere deres udledning af drivhusgasser. I den næste aftale skal de store udviklingslande også påtage sig forpligtelser, og den skal være meget bredere.

Det bliver vanskeligt, men alligevel er Huq på det seneste blevet mere optimistisk, primært på grund af de helt nye toner, der lyder fra USA, senest på G8-topmødet i Tyskland i starten af juni. Men i USA er Kyotoprotokollen stadig så kontroversiel, at det aldrig vil gå at kalde den nye aftale Kyoto. Huq tror mere på navnet Københavner-protokollen. Han mener i øvrigt ikke, at Danmarks omdømme er belastet af Bjørn Lomborgs klimaskepsis og Copenhagen Consensus-konferencen, der i 2004 prioriterede investeringer i at reducere klimaforandringer lavt i forhold til andre investeringer i udvikling.

– Den vil være fuldstændig glemt, hvis det lykkes at nå frem til en ny Copenhagen Consensus i 2009.

Saleemul Huq understreger, at succes i 2009 kræver grundige og lange forberedelser, og regeringen oprettede da også allerede i maj et særligt ministerudvalg til at forestå forberedelserne med hele syv ministre, heriblandt stats-, miljø-, udenrigs-, og udviklingsministrene. Samtidig blev der oprettet et sekretariat til at koordinere arbejdet med konferencen. Det ledes af departementsråd i Statsministeriet, Bo Lidegaard.

Udnævn COP15 - lobyist
Danmarks særlige miljøambassadør i Udenrigsministeriet, Geert Aagaard Andersen, får en central rolle i arbejdet og skal være med til at sikre, at hensynet til udviklingshensyn og til de fattigste lande kommer højt på dagsordnen. Han er ikke bange for, at de meget brede ministerudvalg gør, at disse hensyn vil drukne.

– Tværtimod. Den brede sammensætning gør netop, at vi kan tale de fattiges sag over for alle, der er involveret i klimadebatten. Hertil kommer, at man bliver nødt til at tage hensynet til de fattige lande alvorligt, hvis man vil opnå en aftale. Den kræver jo konsensus, altså fuld enighed, og dermed opbakning fra alle lande.

Huq foreslår i øvrigt, at Danmark snarest udnævner en tidligere diplomat eller politiker med bred og anerkendt status som Danmarks ambassadør for mødet til at rejse rundt, netværke, møde centrale beslutningstagere uformelt og lave alliancer. Og det er én af flere ideer, der ifølge Geert Aagaard Andersen overvejes.

Nye fonde skyder op At tilpasse verden til klimaforandringernes negative virkninger er blevet endnu en udviklingspolitisk udfordring. Eksperter og donorer er enige om, at tilpasningen først og fremmest skal ske ved at indarbejde klimahensynet generelt i udviklingsbistanden. Men der gives også øremærket bistand til at støtte klimatilpasning. På klimatopmødet i Marokko i 2001 blev der etableret tre internationale fonde til formålet: - Fonden for Mindstudviklede lande, som i dag råder over ca. 135 mio. dollars. Dansk bidrag 2005-08: 80 mio. kr. - Den Særlige Klimafond råder over ca. 60 mio. dollars. Dansk bidrag 2005-08: 50 mio. kr. - Kyoto-protokollens Tilpasningsfond Mens de to første fonde finansieres med udviklingsbistand, får Kyoto-protokollens Tilpasningsfond sine midler fra en to-procents afgift, der lægges på de CO2-kreditter, som erhverves under Kyoto-protokollens Clean Development Mechanism (CDM). Den gør det muligt for de rige lande delvist at indfri deres løfte om at reducere udledningen af drivhusgasser ved at opkøbe reduktioner i u-landene. Det sker typisk i mere velstillede u-lande som hermed, sammen med samarbejdspartnerne i rige lande, er med til at bistå de fattigste lande med klimatilpasning. Tilpasningsfonden ventes i perioden frem til 2012 at råde over i alt 325 mio. euro. Ud over de tre fonde er der under Den Globale Miljøfacilitet, GEF, afsat 50 mio. dollars til et særligt pilotprogram for klimatilpasning.

AFRO-TØJET VANDT OVER ØKO-KISTERNE OG VINDMØLLERNE

Der var fokus på idéudvikling og innovation, da årets Develop-Solution pris blev uddelt.

Af Line Lagoni Leonhard

Salen var stuvende fuld, da DevelopSolution for første gang kunne uddele prisen for bedste og mest innovative projekt med fokus på udviklingslande. Fire kandidater var på forhånd blevet nomineret til prisen og havde haft tid til at videreudvikle deres projekter inden den endelige evaluering, som altså mundede ud i selve prisuddelingen.

DevelopSolution, som hører ind under den frivillige organisation Develop.nu er et projekt sat i gang for at hjælpe entreprenante studerende til at føre deres gode idéer ud i livet. Projekternes fokuserer på at gøre en forskel i udviklingslande.

I år var de fire nominerede projekter en pose godt og blandet, der omfattede initiativet Banqu fra Aalborg Universitet, som havde sat sig for at udvikle tøjmærkevarer i Afrika gennem fokus på design, marketing, branding og kommunikation; Viento Wind Energy Solutions fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som havde sat gang i et projekt med at starte innovative vindmølleparker i Egypten; Business Development fra Københavns Universitet havde virksomhedsudviklingsstøtte i udviklingslande på programmet og endelig stod MOD fra Copenhagen Business School (CBS) for et projekt med organisk nedbrydelige og sammenklappelige ligkister specielt til anvendelse i katastrofeområder med mange døde.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs stod for præsentation og uddeling af DevelopSolution prisen;

– I har den vindende ånd, vi alle sammen har brug for, sagde hun i sin præsentation af prisen, hvor hun også pointerede, at Develop-Solution er med til at huske os på, at det er løsninger, der er brug for i udviklingslandene – ikke flere problemer.

And the Oscar goes to…
Da præsentationen af de fire projekter, der havde klaret sig gennem nåleøjet, var nået til ende, var det endelig tid til at finde ud af, hvem den heldige vinder var. Her var det også udviklingsministeren, der stod for at overrække den fornemme pris bestående af et rejselegat til Afrika på 100.000 kr, sponsoreret af Industriudviklingsfonden for Udviklingslandene (IFU), så den vindende gruppe kan rejse til Afrika for at promovere sit projekt og få aftaler i stand med forskellige afrikanske virksomheder.

Vinderen af prisen blev Banqu bestående af Mauro Pavesi og Eric Bøgh Svinth fra Aalborg Universitet, der gennem design, kommunikation og branding vil markedsføre en mærkevare inden for mode og tøjproduktion med fokus på økologisk bomuld.

– Konceptet går ud på at starte tøjproduktion op i afrikanske lande med det europæiske marked for øje. Vi vil gerne udvikle et mærke, som er rent afrikansk og som udelukkende produceres i Afrika, men som kan sælges til forretninger i Europa, forklarer Mauro Pavesi, den ene af parterne i det vindende team.

Mauro Pavesi var meget overrasket over at vinde prisen, da Banqus projekt endnu blot er et koncept, hvor flere af de andre teams havde færdigudviklede produkter.

Men den stolte vinder sætter en ære i at forsøge at promovere Afrika positivt igennem sit projekt: – Vi gør det først og fremmest for Afrikas skyld, siger han.

DevelopSolution konkurrencen skal fremover være en årligt tilbagevendende begivenhed, og tilmeldingsfristen til næste års dyst er i september dette år.

Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets kommunikationsenhed. linleo@um.dk

BESTÅET MED BRAVOUR

OECD om dansk bistand: I hører til verdenseliten, men overvej at give mere bistand i form af budgetstøtte.

Danmark har gode erfaringer med at blive i u-lande, der i perioder har været sammenbruddet nær, som her Nepal.
Foto: Jørgen Schytte.

Af Jesper Heldgaard

Dansk udviklingsbistand hører til i verdenseliten, og Danmark kunne – og burde – gøre mere for at føre sig frem med sine gode erfaringer og inspirere andre donorer. Men dansk bistand kan blive endnu bedre, hvis Danmark justerer sin politik på helt konkrete områder. Det var det overordnede budskab, da direktør i OECD, Karen Jørgensen, fremlagde konklusionerne af det såkaldte peer review af dansk bistand på et pressemøde i Udenrigsministeriet den 20. juni. 

Og det var da også en tydeligt tilfreds udviklingsminister, der kvitterede for de flotte karakterer og signalerede åbenhed til at følge nogle af rådene, men absolut ikke dem alle.

Karen Jørgensen konstaterede, at dansk bistand er i det internationale førerfelt, både hvad angår kvalitet og kvantitet og udmærker sig ved sit klare fokus på fattigdom og på Afrika. Siden den seneste OECD-gennemgang i 2003 er der sket flere forbedringer: Udviklingsbistanden har igen fået sin helt egen minister; de rullende fem-års-planer, som efter 2001 blev stillet i bero, er siden erstattet af regeringens fem-årige udviklingspolitiske prioriteter, så modtagerlandene i god tid ved, hvad de kan forvente af bistand fra Danmark. Og så roste Karen Jørgensen især decentraliseringen af Danida, som er gennemført fra 2003.

– Den har gjort det muligt for de danske ambassader i modtagerlandene at være mere fleksible og tilpasse den danske bistand bedre til de lokale forhold, hedder det i konklusionerne, hvor Danmark opfordres til at gennemføre en evaluering af decentraliseringen, så andre donorer, også de nye, kan lære af Danmarks erfaringer. Det var én af de opfordringer, Ulla Tørnæs (V) umiddelbart tog til sig og erklærede sig parat til at gennemføre.

Svage stater og donor darlings
OECD anbefaler også, at kriterierne for valg af danske programsamarbejdslande kigges efter i sømmene. De blev vedtaget i 1989 og favoriserer ifølge OECD de forholdsvis velfungerende udviklingslande på bekostning af svage stater.

Danmark har generelt en tendens til at vælge det sikre for at få mest bistand for pengene, og det får man i bestemte lande, som donorerne flokkes om, de såkaldte donor darlings. Det er forståeligt, men går ud over de svage stater, mener OECD, der opfordrer Danmark til at lave en egentlig strategi for indsatsen i de svage stater og altså revidere kriterierne for valget af programsamarbejdslande. OECD henviser til, at Danmark faktisk har gode erfaringer med at blive i programsamarbejdslande, der i perioder har været sammenbruddet nær, fx Nepal og Mozambique.

Ulla Tørnæs erklærede sig parat til at overveje en strategi for en øget dansk indsats i svage stater, men i forhold til de danske programsamarbejdslande mindede hun om, at selv om de fleste af dem er relativt velfungerende, så er de altså blandt verdens fattigste.

– Så dem må vi ikke svigte, understregede hun.

Tidsler i buketten
Midt i alle roserne er der dog også kritik af Danmark og opfordringer til at sadle om: Danmark er så forhippet på at sikre, at alle de danske bistandskroner bruges som aftalt, at vi har en tendens til at opbygge egne kontrolsystemer i stedet for at hjælpe modtagerlandene med at opbygge deres kapacitet til at holde korruption og misbrug i ave, og det strider mod ånden i den Paris-erklæring, Danmark har været med til at vedtage, mener OECD. Men her viste Ulla Tørnæs ikke den store åbenhed:

– Jeg skylder de danske skatteydere at sikre, at deres penge bruges efter hensigten. Og i øvrigt er det også i modtagernes interesse, at pengene ikke forsvinder i forkerte lommer, bemærkede hun på pressemødet.

Heller ikke rapportens opfordring til at gøre mere brug af budgetstøtte vandt genklang hos ministeren. OECD mener, at kriterierne for og loftet over budgetstøtte, som den danske regering indførte for et år siden, er for skrappe. Med seks pct. af den bilaterale bistand som budgetstøtte er Danmark blandt de meget moderate brugere af denne bistandsform, og det ser Ulla Tørnæs ingen grund til at ændre på:

– Jeg hører flere og flere betænkeligheder ved brugen af budgetstøtte. For eksempel at det i budgetstøtten er sværere at sikre de tværgående hensyn, blandt andet til ligestilling, som Danmark prioriterer højt, sagde ministeren.

Blandede kreditter fortsætter
Rapporten sætter fingeren på et punkt, Danmark i mange år har fået skældud for af OECD, nemlig bindingen af dele af den danske bistand til danske firmaer. OECD roser ganske vist Danmark for at have afbundet det meste bistand i den forgangne periode, men der resterer et lille kritisk hjørne, nemlig de blandede kreditter. De udgør 280 mio. kr. om året, svarende til tre pct. af Danmarks samlede bistand. De er som udgangspunkt bundet til danske leverancer, og det strider imod OECD’s anbefalinger.

Men Danmark fastholder bindingen med henvisning til, at Danmark yder mere bistand end de fleste andre lande, og den politik lægger Ulla Tørnæs ikke op til at lave om på.

– Det hører med, at vi jo udbyder kontrakterne i åben licitation, hvis vi kan konstatere, at der ikke er tilstrækkelig konkurrence blandt danske firmaer, og derved undgår vi overpriser, anførte ministeren.

Selv om OECD generelt roser administrationen af den danske bistand, advares der om, at det vil gå ud over kvaliteten, hvis der skæres yderligere i bemandingen i ministeriet og på repræsentationerne, hvor de samlede, administrative udgifter blev skåret med 25 pct. fra 2001 til 2004. Specielt kniber det med bemandingen i Udenrigsministeriets humanitære kontor.

Hverken Karen Jørgensen eller Ulla Tørnæs ønskede at sætte karakter på de mange roser og kritikken/gode råd i rapporten.

Men stod det til denne skribent, kunne det ligne et 10-tal med pil opad for den flotte, men til tider lovligt selvstændige præstation. Det understreges af, at Danmark gerne administrerer andre donorlandes bistand, som det sker i Cambodja og Kenya gennem såkaldte delegerede partnerskaber. Det er med til at effektivisere bistanden og øge harmoniseringen. Danmark har derimod endnu ikke overladt administrationen af danske bistandskroner til andre donorer, og der er ingen aktuelle planer om at gøre det.

– Men muligheden er vi åbne overfor, sagde Ulla Tørnæs dog.

Evalueringsholdet bag peer review’et bestod af Nederlandene og Grækenland. Konklusionerne kan ses på på http://www.um.dk/nyheder/udviklingspolitik. Den samlede rapport bliver først offentliggjort til september.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. Heldgard@post7.tele.dk

VIETNAM OG BHUTAN–FOR RIGE TIL BISTAND

Danida gør klar til at trække sig ud af Vietnam og Bhutan om nogle år. De to program-samarbejdslande er klar til at stå på egne ben. Asien-forsker advarer mod at glemme de mange fattige, som ikke har fået del i landenes optur.

Vækstøkonomien Vietnam. Her lokale bygningsarbejdere ansat af japansk bygherre, der opfører en bro.
Foto: Jørgen Schytte.

Af Hanne Mølby Henriksen

Det går ufatteligt godt i Asien. Så godt, at Danida som et led i sin nye Asien-strategi har besluttet at trække sig som fast donor i to programsamarbejdslande: Vietnam i Sydøstasien og det lille kongedømme Bhutan i Himalaya.

– Det betyder ikke, at vi forlader hverken Vietnam eller Bhutan sådan tjuhej, fortæller Sus Ulbæk, kontorchef i Udenrigsministeriets Asienkontor.

– Vi er i færd med at lave de sidste landestrategier for 2008 til 2012 til Bhutan og planlægger nogle solide udfasningsprocesser, så vi er sikre på, at det, vi har opbygget, også fungerer i fremtiden, siger hun.

Vietnam og Bhutan har været blandt Danidas faste programsamarbejdslande siden 1993 og 1989. De har i årenes løb modtaget henholdsvis 3,95 og 1,2 mia. kr. i bistand fra Danmark. Men nu er landene blevet så stærke, at de ikke har samme behov for hjælp, mener regeringen. De sidste bevillinger til Vietnam og Bhutan vil blive givet i henholdsvis 2012 og 2011, hvorefter der vil gå yderligere nogle år, før pengene er brugt, og de danske rådgivere er ude.

Den økonomiske vækst har de seneste år løftet millioner af vietnamesere ud af fattigdom, skabt grobund for kommercielle investeringer og gjort Vietnam til en absolut donordarling. Også Bhutan roses ofte som et dydsmønster i udviklingsklassen med lav korruption, en effektiv stat og forventninger om betydelige indtægter fra salg af elektricitet til nabolandet Indien i de kommende år.

Kun programmerne udfases
Men ligesom i de andre asiatiske vækstøkonomier gemmer der sig stadig dybe lommer af fattigdom bag de flotte resultater. Forskellen på fattig og rig er stor, skriver Danida i sin nye Asien-strategi. Og uligheden vokser. ”En manglende indsats over for fattigdom kan vise sig at blive Asiens akilleshæl. Ansvaret ligger hos landene selv. Nogle befinder sig i en bedre position end andre, men ingen – heller ikke vækstøkonomierne – vil kunne løfte så stor en opgave alene. Det internationale samfund må hjælpe til,” hedder det i regeringens strategi.

Af samme årsag håber seniorforsker Irene Nørlund fra Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS) ved Københavns Universitet, at Danida vil fokusere på at bekæmpe fattigdom i Vietnam og Bhutan – både nu og i fremtiden.

– Det går bedre i de to lande, det kan man ikke nægte. Problemet er bare, at der stadig er rigtig mange fattige mennesker. Og det synes jeg, at man stadig burde prioritere at gøre noget ved, siger Irene Nørlund.

Hun har beskæftiget sig med udviklingen i Asien i 30 år og kalder Danidas relativt nye fokus på fattigdomslommerne i det fjerne, nordvestlige hjørne af Vietnam for banebrydende. Både fordi de andre donorer typisk flokkes i områder, hvor de er sikre på at få resultater for pengene. Og fordi den vietnamesiske regering længe har været forsigtig med at lade internationale donorer arbejde blandt de etniske minoriteter i de fjerne provinser plaget af stor fattigdom og risiko for uro.

Præcis hvordan og med hvilke aktiviteter Danida planlægger at tage afsked med de to programsamarbejdslande, vil kontorchef Sus Ulbæk ikke uddybe endnu. Men hun understreger, at det kun er programsamarbejdet, Danida vil udfase. I regeringens Asien-strategi hedder det således, at ”der vil dog formentlig stadig være behov for støtte til miljøområdet, god regeringsførelse og privat sektorudvikling.”

Mere gavn andre steder
– Det tager lang tid at komme ind i et land. Det tager lang tid at vinde regeringer og lokalregeringers tillid og fortrolighed. Så man kan stille spørgsmålstegn ved, om man skal gå fra de lande, hvor man har fået etableret et samarbejde, siger Irene Nørlund og påpeger desuden, at både Vietnam og Bhutan efter hendes mening stadig er for svage til at klare sig selv og derfor stadig vil have gavn af pengene fra Danmark.

I regeringen mener man, at de danske bistandskroner kan gøre mere gavn andre steder i verden. Og at Danida har udfyldt sin rolle i de to programsamarbejdslande.

– De kan stå på egne ben. Og det er jo det, der er meningen med bistanden; når de kan klare sig selv, så kan vi trække os ud, forklarer Sus Ulbæk.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs sagde ved præsentationen af regeringens nye Asienstrategi, at det endnu ikke er besluttet, om der skal vælges nye programsamarbejdslande, eller om bistanden til Asien skal tilrettelægges mere fleksibelt.

Danmark giver i øjeblikket godt 28 pct. af den samlede bilaterale bistand til Asien.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk

Læs mere om regeringens ny Asien-strategi på http://www.um.dk/nyheder

TURISTBOOM I AFRIKA Afrika er in. I hvert fald når det gælder rejsemål. Sidste år stormede Afrika syd for Sahara ind på en førsteplads over øget turisme på verdensplan med en imponerende vækst på hele ni pct. – eller dobbelt så meget som de 4,5 pct., den samlede turisme steg med i 2006. Det er især lande som Sydafrika og Kenya, der er populære rejsemål. Herefter kommer Nigeria og Botswana. Det er en tendens, der giver grund til smil i FN’s Turismeorganisation (UNWTO). - Når bærekraftig turisme bliver international udviklingspolitik, kan det bidrage til at vi når 2015 Målene, siger Francesco Frangialli, generalsekretær i UNWTO, til Udviklings norske søsteravis Bistandsaktuelt. Listen over øget turisme er baseret på antallet af flypassagerer. / lll

PROJEKT ’FN-BY KØBENHAVN’ GODKENDT I REGERINGENS ØKONOMIUDVALG Regeringens økonomiudvalg har på et møde den 19. juni godkendt en indstilling om at gå videre med planlægningen af at samle de efterhånden adskillige FN-aktiviteter i København i en ’FN-by’. Et projekt, der udspringer af Københavns placering som den nu sjette største FN-by i verden, hvor de seks FN-organer WHO, UNDP, UNFPA, UNICEF, WFP og senest har UNOPS netop placeret sit hovedkontor i København. Økonomiudvalgets beslutning baner vejen for en uforpligtende tilkendegivelse af interesse over for Københavns Havn, som ejer det havneareal, som er udset til byggeriet. Københavns Havn vil på det grundlag påtage sig udgifterne til at udarbejde et konkret FN-by projektforslag som led i en stort anlagt nyudvikling af området i og omkring Frihavnen. Det endelige forslag til projektet forventes at ligge klar omkring årsskiftet. Derefter vil økonomiudvalget tage stilling til, om projektet skal realiseres eller ej. / lll

HALVVEJS MOD 2015 MÅL – DET GÅR BEDRE, END VI TROR Ni ud af ti danskere tror, at levestandarden for verdens fattigste er langt dårligere, end den faktisk er. En ny undersøgelse foretaget af Catinét Research for UNDP afslører, at der er en stor kløft mellem danskernes billede af udviklingslandene og virkeligheden. Og vilkårene i u-landene er langt bedre, end hvad størstedelen af danskerne tror. Blandt andet er det kun én pct., der tror, at over 80 pct. af alle børn i udviklingslande er indskrevet i en grundskole. Det faktiske tal er ikke mindre end 88 pct. Også med hensyn til fremtiden er befolkningerne i de øvrige nordiske lande blevet spurgt. Og her er danskerne de mest skeptiske blandt de adspurgte. Blot 10 procent af danskerne tror, det er muligt at halvere verdens fattigdom inden 2015, hvor dobbelt så mange nordmænd vurderer, at det er muligt. / lll Læs mere om undersøgelsen på http://www.2015.dk

1. PRÆMIE: EN BENPROTESE FRA NORGE

Med projektet Miss Landmine 2007 vover den norske kunstner Morten Traavik sig ud i en kontroversiel balanceakt, der høster lige dele harme og begejstring. De angolanske kvinder i den usædvanlige skønhedskonkurrence er nemlig alle landmineofre. 

I et etisk minefelt. Dårlig smag eller genial PR for mineofre? Foto: Gorm K. Gaare / COMNORTH.

Af Michael Reiter

Sandheden gemmer sig i det andet blik. Ved første øjekast fænges man af billeder af et stiliseret afrikansk paradis – inklusiv sandstrand, hav og dybblå himmel. I forgrunden poserer mørke skønheder – smilende og sensuelle, klædt i farvestrålende bademode (se forsiden) og elegante aftenrober. De drømmeagtige scenerier virker som grebet ud af Elle eller Vogue. Men pludselig falder betragterens blik på noget, der næppe ville finde vej ind i de glittede magasiner - en detalje næsten som en torn i øjet: Modellerne mangler alle det ene ben. Nogle af dem støtter sig på proteser og krykker.

Kvinderne med amputationerne er hovedpersoner i Miss Landmine 2007 – et kontroversielt projekt, der vender op og ned på etablerede skønhedsbegreber for at sætte anderledes fokus på ofrene for landminer. Modellerne stammer fra Angola. De hører til landets over 80.000 mineofre, der har mistet arme og ben, fordi de trådte på miner fra en over 20 år lang borgerkrig. I stedet for at vise dem som lidende ofre har den norske kunstner Morten Traavik og fotograf Gorm K. Gaare gjort dem til stjerner i en skønhedskonkurrence. Finalen finder sted i Angola til efteråret. Indtil da kan man beskue modellerne på en fotoudstilling, i et modekatalog og på hjemmesiden misslandmine.org – her kan man også stemme sin favorit ind i slutrunden.

Flotte ofre
Morten Traavik fik idéen til konkurrencen, da han besøgte Angola første gang i 2003. Synet af de mange landmineofre gjorde stærkt indtryk på ham.

– Det er selvsagt en tragedie at have mistet et eller begge ben, fortæller Traavik.

– Men livet stopper jo ikke af den grund.

Man er stadig et ressourcestærkt menneske med muligheder og potentialer. Jeg så flotte og helt normale mennesker, der har været uheldige – men som ofte behandles som tilbagestående af lokalsamfundet. Og fordi velfærdssystemet i Angola mildt sagt fungerer dårligt, overlever ofrene kun ved hjælp af lejlighedsvise småjobs, som for eksempel gadehandel.

Angolaneres begejstring for skønhedskonkurrencer gjorde et helt andet – positivt – indtryk på Traavik: – Nogle unge arrangerede en konkurrence i gyden bag vores hus, og jeg fik æren af at sidde i juryen. Så sad vi dér sammen med hele nabolaget, mens pigerne defilerede forbi. Det var som en stor gadefest! Forståelsen af konkurrencerne er helt anderledes end hos os, hvor man nærmest per definition ser dem som udnyttelse af kvinder. I Angola opleves de af både deltagere og publikum som en fest, der fejrer skønheden.

Freakshow
Det var i foreningen af de vidt forskellige indtryk, Morten Traavik øjnede muligheden for at sætte fokus på det globale landmineproblem på en ny måde. Det blev dog hurtigt klart, at ikke alle delte den norske kunstners syn på skønhed og måde at iscenesætte afrikanske landmineofre på. Samtlige adspurgte bistandsorganisationer afslog at støtte projektet.

– De var bange for, at det skulle blive en slags ’freakshow’, forklarer Traavik, der i stedet fandt finansiering hos det norske kunstråd og den angolanske minerydningskommission. Forbeholdene var imidlertid kun et varsel om den ophidsede debat, der opstod, da nyheden om Miss Landmine spredtes på nettet og i medierne i foråret.

Kritikere betegnede konkurrencen som en uetisk udstilling af fysiske skavanker til glæde for et sensationslystent publikum. Traavik blev beskyldt for at præsentere Afrikastereotyper på bekostning af naive og fattige deltagere, der blev betalt for at medvirke. Tilhængere roste omvendt projektet for sin positive måde at vise landmineofre på – fordi den rykker ved vores syn på skønhed og måde at betragte Afrika på.

– De medvirkende nød at få lov til at være og blive set som smukke, sensuelle og fuldværdige kvinder, kommenterer Morten Traavik kritikken.

– At forudsætte, at de ikke er i stand til at vurdere fordele og ulemper ved at deltage er i bedste fald nedladende. I værste fald er det udtryk for præcis den racisme, som kritikerne mener at være modstandere af.

Førstepræmie – en protese
I kølvandet på debatten blev udstillingen Miss Landmine droppet af det kendte galleri i Oslo, der oprindeligt ville præsentere de usædvanlige modeller for et norsk publikum. Nu kan de i stedet ses på bymuseet i Bergen frem til slutningen af august. Hvis det lykkes Traavik at finde modige partnere, rykker udstillingen derefter til Danmark eller Sverige. I november følger finalen på konkurrencen i form af et stort show i Angola.

– Førstepræmien er en protese fra Norges førende ortopædiske værksted, fortæller Morten Traavik. Dermed vil han givetvis levere nyt skyts til kritikerne af det kontroversielle projekt. Men det har kunstneren ikke det fjerneste imod: – Kontroverser opstår jo, når etablerede opfattelser udfordres, slutter han. Det har jeg hele tiden hilst velkommen!

Michael Reiter er PR-rådgiver og journalist bosat i Berlin. reiter@comnorth.de

Meninger om Miss Landmine 2007 Amputationsofferfetish. Lemlæstelsespornografi.« (Kommentar af Shailja på den afrikanske kvinderets-blog Black Looks) Hvis Miss Landmine Angola 2007 bringer debatten om landminer tilbage i en offentlighed, hvor folk ellers er ligeglade med miner/krig/fattigdom/kvinderet, så har den opfyldt sit formål.« (Kommentar af Adam Bradford på Black Looks) »[Kvinderne] poserer, men har en indre sensualitet, der slår dig i møde. Traavik udfordrer vores holdninger til og syn på kvinder med handicap, og det er fantastisk.« (Torunn Arntsen, norsk antropolog og handicapforsker i Bergens Tidende) Flere reaktioner på http://www.blacklooks.org

KLÆDT PÅ TIL FORHANDLINGSBORDET 

12 millioner kenyanere venter i spænding på resultatet af de nye handelsaftaler, EPA’erne. Foto: Jørgen Schytte

Når EU og 78 udviklingslande i øjeblikket forhandler nye økonomiske partnerskabsaftaler (EPA), kan Kenyas kæmpe gartneribranche let blive overset. Men nu bliver branchen – med dansk støtte – klædt bedre på til forhandlingerne.

Af Mira Borggreen, Nairobi

Op mod 12 millioner kenyanere i gartneribranchen er afhængige af et positivt resultat, når de nye handelsaftaler mellem EU og blandt andet Afrika skal træde i kraft ved årsskiftet.

Fresh Produce Exporters Association of Kenya (FPEAK), er Kenyas førende private organisation for gartneribranchen. Titusindvis af FPEAK’s medlemmer arbejder dagligt i marken, ved blomstersorteringsbordet og med distributionen af grøntsager til Europa. Stephen Mbithi, der er FPEAK’s chef, har derfor noget at have sine bekymringer i, når det kommer til de nye regionale handelsaftaler, også kaldet Economic Partnership Agreements (EPA):

– Gartneribranchen er den sektor i Kenya, der er mest sårbar over for ændringer i handelsaftalerne. Vi som privatsektor har et ansvar for at få vores stemme hørt i forhandlingsprocessen, så aftalerne kan falde på plads.

At forhandlingerne er yderst vigtige ses tydeligt i Kenya. Landet har ifølge egne tal omkring en halv million gartnerier, og selvom Kenya kun eksporterer fem procent af sin gartneriproduktion, så tjener landet omkring 700 mio. dollars om året på eksporten. Det gør dermed branchen til den anden største økonomiske generator i landet efter turisme. Hvis ikke en EPA-aftale, der omfatter Kenya, kan træde i kraft fra 1. januar 2008 risikerer gartneribranchen at skulle betale en høj told ved eksport af deres varer til EU.

Bekymrede miner
Forhandlingerne giver ifølge Stephen Mbithi anledning til bekymring, fordi regeringerne i Kenya og andre lande i området indtil nu har vægtet mere traditionelle forhandlingsemner såsom sikring af social udvikling frem for den private sektors vilkår. Netop derfor indgik Stephen Mbithi og FPEAK, der repræsenterer 107 medlemsorganisationer, for et år siden et samarbejde med Danida gennem The Business Advocacy Fund (BAF). BAF skal støtte erhvervsorganisationer, så de bliver bedre til varetage deres medlemmers interesser over for offentlige myndigheder og andre. Denne støtte er afgørende, hvis gartneribranchen skal have indflydelse ved forhandlingerne.

For via BAF får FPEAK og andre lignende organisationer i den private sektor nu finansiel støtte til at udarbejde et solidt forhandlingsmateriale, der ridser industriens position op i de kommende måneders EPA-forhandlinger.

Ulighed på vægtskålen
Marc Maes, EU Trade Policy Officer fra den belgiske organisation 11.11.11 – en koalition for NGO’er i Flandern – holdt i februar et oplæg hos danske Ibis om EPA-forhandlin-gerne. Her lagde han vægt på AVS-landenes (lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet) svage position i forhold til det ressourcestærke EU ved forhandlingerne:

– Europakommissionen er meget bedre kvalificeret ved forhandlingsmøder som disse. De har flere økonomiske ressourcer, en større administration og mere erfaring. De fleste AVS-lande lider af personalemangel og ministerier med begrænset eller manglende erfaring med handelsaftaleforhandlinger.

Og møderne er vigtige for de 78 AVS-lande, EU forhandler med, som hver især er på meget forskellige udviklingsmæssige stadier. På nuværende tidspunkt har alle AVS-lande formelt droppet deres tidligere krav om mere tid til forhandlingerne og lovet at gøre en stor indsats for at få afsluttet forhandlingerne til tiden. Det sker primært for at forhindre, at disse ikke falder på gulvet i sidste sekund.

Et scenarie Stephen Mbithi ikke kan overskue konsekvenserne af. Derfor opsøgte han og FPEAK The Business Advocacy Fund.

Ruth Gathee, der er Business Advocacyfondens administrator, husker tydeligt det første møde med FPEAK: – FPEAK havde et klart mål, da de kom her til os. De ville have indflydelse på EPA-for-handlingerne, og de havde selv ideer til, hvordan det kunne lykkes. Det eneste de manglede at få på plads var den finansielle del, fortæller hun.

Dansk støtte til forhandlingerne
Således fik FPEAK for et år siden støtte fra fonden på ca. 715.000 kr. De danske bistandskroner er primært gået til udarbejdelse af forhandlingsdokumenter og dækning af omkostninger i forbindelse med orienteringsmøder. FPEAK’s direktør sidder selv som hovedforhandler ved bordet, når EU forhandler med Kenyas private gartnerisektor, og derfor er der også gået penge til at hyre rådgivere med kompetencer inden for strategi og handelsaftaler.

Stephen Mbithi ser frem til forhandlingernes afslutning med håbefuld optimisme: – Det er utrolig vigtigt, at den private sektor holder fast i bordkanten ved disse forhandlinger, for ellers ender vi med en handelsaftale, der ikke er baseret på den nuværende situation i handelsmiljøet. Og jeg er overbevist om, at når vi når til slutningen af samarbejdet med Danida og forhandlingerne, så kan vi måle succesraten i yderligere handel mellem EU og Kenya.

DET STARTEDE MED LOMÉ-AFTALERNE…

Af Mira Borggreen

Forhandlingerne kommer nu, fordi handelsregimet i Lomé-aftalerne, som gennem 30 år har dannet rammen om bistands- og handelssamarbejdet mellem AVS-landene og EU, er ved at løbe ud.

AVS står for Afrika, Vestindien og Stillehavet. Lomé-konventioner var femårige konventioner, som bestemte spillereglerne for bistand og handel mellem EU og AVS-landene imellem 1975 og 2000.

Aftalerne blev derefter midlertidigt videreført i Cotonouaftalen, som reelt løber til februar 2020. Konventionerne gav AVS-landene fri adgang til EU-markedet for alle industrivarer med oprindelse i AVS-landene og begrænset adgang for en række landbrugsvarer. Samtidig fik AVS-landene lov til at beskytte deres egne økonomier mod eksportører fra EU for eksempel via toldmure. Heri lå en anerkendelse fra EU’s side af, at der er stor forskel på EU og AVS-landenes konkurrencedygtighed.

EU-tilbud om fri markedsadgang for AVS-landene
De igangværende forhandlinger af de nye EPA-aftaler skal være i overensstemmelse med WTO’s (Verdenshandelsorganisationens) regler. Forlængelsen af handelsregimet fra Lomé-aftalerne til udgangen af 2007 er baseret på en undtagelse i WTO – en såkaldt ’waiver’. Efter WTO-reglerne bør parterne i regionale handelsaftaler gensidigt åbne deres markeder for stort set al handel. I forhandlingerne har EU derfor tilbudt AVS-landene fri markedsadgang i EU for alt undtagen våben og med overgangsordninger for ris og sukker. Det foreslås, at der kan være behov for fleksibilitet for importen af følsomme produkter fra EU-landene i AVS-landene. Der skal også kunne være undtagelser for meget følsomme produkter.

Det ender med en EPA-model
EPA er kort fortalt aftaler om et økonomisk handelssamarbejde, og forhandlingerne inkluderer 78 AVS-lande. Der står derfor frihandel og partnerskab på alle kalenderens sider i de kommende måneder. De nye frihandelsaftaler skal efter planen skrives under, så de kan træde i kraft den 1. januar 2008, hvor undtagelsen i WTO udløber. Et pres især de afrikanske parter i forhandlingerne har haft svært ved at leve op til.

The Business Advocacy Fund Danida støtter fonden med 20 mio. over fem år. I Tanzania og Ghana støttes tilsvarende fonde af lande som Danmark, Nederlandene, Sverige, Storbritannien og USA.

BUSH’ STILLE SEJR

Præsident George W. Bush har – til manges overraskelse – næsten tredoblet USA’s bistand til Afrika i løbet af sin embedsperiode. Årsagen er en blanding af pragmatisme og religiøst inspireret altruisme.

Af Sidsel Nyholm

Præsident George W. Bush gjorde sig til dagens klovn, da han under markeringen af årets malariadag den 25. april deltog i en afrikansk dansetrups optræden i Det Hvide Hus’ rosenhave. Optagelserne af den jakkesætklædte verdensleder, der vugger hofterne til eksotiske trommerytmer, gik verden rundt og sikrede amerikanske talkshowværter og internet- satirikere mange billige grin.

Men der er også en dybt seriøs side af George W. Bushs engagement i afrikanske forhold. I løbet af sin embedsperiode har præsidenten ifølge den økonomiske organisation OECD næsten tredoblet USA’s humanitære og udviklingsmæssige hjælp til Afrika fra 1,4 mia. dollars (knap 8 mia. kr.) til 4 mia. dollars (22 mia. kr.) årligt, og han har for nylig lovet at fordoble det beløb. Derudover har Bush søsat det ambitiøse aidsbekæmpelsesinitiativ ’President’s Emergency Plan for AIDS Relief ’, PEPFAR, og har netop bedt Kongressen om at fordoble programmets budget til i alt 30 mia. dollars (ca. 165 mia. kr.) i perioden 2008- 2013, ligesom han også står bag en enorm amerikansk investering på 1,2 mia. dollars (ca. 6,6 mia. kr.) i malariabekæmpelse.

Kriser skal forebygges
Set i lyset af det republikanske partis velkendte skepsis over for nytten af ulandsbistand og af Bushs eget renommé som konservativ udenrigspolitisk høg, har de ’bløde’ Afrikainitiativer både imponeret og overrasket mange hjælpeorganisationer og aktivister. Der er imidlertid adskillige gode grunde til, at George W. Bush i disse år retter blikket mod det afrikanske kontinent.

Det handler til dels om pragmatisme. I en verden præget af terrorisme og økonomisk globalisering er Afrikas strategiske vigtighed vokset, og det er en erklæret målsætning, at USA’s bistandspolitik understøtter udenrigspolitikken. Kontinentets mange svage eller decideret fejlslagne stater er sårbare over for terrornetværk og kriminelle karteller, og USA har derfor en klar interesse i at styrke de lokale økonomier og nationale institutioner samt at afværge destabiliserende humanitære kriser. Desuden ligger Afrika inde med store oliekilder, som USA – i skarp konkurrence med industrinationen Kina – ønsker at sikre sig adgang til.

Samtidig bunder Bushs fokus på Afrika også i en religiøst inspireret altruisme. Inden for de seneste år er bekæmpelsen af fattigdom i Afrika blevet en stadig større prioritet for de kristne grupper, som udgør en central del af præsidentens politiske base, ligesom også kampen mod hiv og aids er kommet på dagsordenen blandt både konservative og moderate amerikanske evangelikale (bibeltro protestanter, red.). Bush, der jævnligt mødes med repræsentanter for USA’s evangelikale samfund, er formentlig oprigtigt påvirket af denne spirende mellemfolkelige aktivisme.

Amerika hjælper Afrika Under præsident George W. Bush er USA’s offentlige budget for udviklingshjælp til verdens fattige lande mere end fordoblet fra 10 mia. dollars i 2000 til 23 mia. dollars i 2006. USA’s udviklingshjælp til Afrika er vokset fra 1,4 mia. dollars i 2001 til 4 mia. dollars i 2006, og Bush har lovet at mere end fordoble det beløb til 9 mia. dollars inden 2010. I Afrika syd for Sahara var de tre største modtagere af statslig bistand fra USA i 2005 henholdsvis Sudan (771,5 mio. dollars), Etiopien (625,2 mio. dollars) og Uganda (242,3 mio. dollars). I 2003 søsatte Bush aids-bekæmpelsesprogrammet President’s Emergency Plan for AIDS Relief, PEPFAR, der har et budget på 15 mia. dollars over fem år, og i 2005 lancerede han et malariabekæmpelses-initiativ til 1,2 mia. dollars. Kilde: USAid

Bistand gennem den private sektor
Netop præsidentens evangelikale forbindelser bekymrer imidlertid en del ikke kirkelige aktivister. De påpeger, at en del af PEPFARs midler kanaliseres igennem religiøse grupper, der prædiker afholdenhed fra sex uden for ægteskabet og spreder misinformation om kondomers effektivitet. Bekymringerne er dog stilnet af i takt med, at mange kristne grupper inden for de seneste par år har modereret deres budskaber.

Bush har også fået kritik for, at en stor del af de mange dollars til Afrika gives som fødevare- eller medicinnødhjælp snarere end som langsigtet udviklingshjælp, og for, at en del af bistanden er bundet til køb af amerikanske varer. Samtidig skoses præsidenten for gang på gang at handle unilateralt (USA går enegang, red.) i stedet for at lade de nye midler gå igennem eksempelvis FN’s Globale Fond og for at se mere eller mindre stort på den internationale Paris-erklæring, der blev vedtaget i 2005 med det formål at harmonisere donorlandenes udviklingspolitikker og give modtagerlandene større indflydelse på bistanden.

Bushregeringen har valgt at gå ad egne veje ved blandt andet at oprette et særligt udviklingsprogram, den såkaldte Millennium Challenge Account, som skal sikre, at modtagerlandene lever op til strenge krav om korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse. Dette fokus på gennemsigtighed og demokrati skal presse fattige landes regeringer til at gennemføre reformer samt forhindre et spild af amerikanske udviklingsdollars i stater med en upålidelig offentlig sektor. Af samme grund kanaliserer USA mindst 80 pct. af sin udviklingshjælp gennem den private sektor.

Når Bush forlader Det Hvide Hus i januar 2009, vil hans udenrigspolitiske eftermæle formentlig tegnes mere af krigen mod terror end af kampen for et bedre Afrika. Men uanset kritikken af udviklingshjælpens mål og midler, så er det en uomtvistelig realitet, at præsidentens engagement i Afrika stikker langt dybere, end de opsigtsvækkende dansetrin i Det Hvide Hus’ rosenhave i april lod ane.

Sidsel Nyholm er USA-korrespondent for Kristeligt Dagblad i New York.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk

BLANDEDE G8-BOLCHER

De kom. De så. Og de snakkede. Og pludselig var de væk igen. Deltagerne i årets G8-topmøde altså. Forud for mødet i juni gik en lille uge med massive demonstrationer, kampe og for nogens vedkommende en tur i brummen.

Afrikas ven. Foto: J. Scott Applewhite/AP/Polfoto.

Af Line Lagoni Leonhard

En omgang blandede bolcher er nok det, der beskriver meningerne om årets G8-topmøde i Heiligendamm i Nordtyskland bedst. Først var der positive vibrationer omkring G8-landenes løfte om øget bistand til verdens fattige – siden hen forvirring om, hvornår udbetalingerne rent faktisk skulle falde. Men midt i al forvirringen om fattigdomsbekæmpelse, kaos og demonstrationer blev der også plads til at træffe vigtige beslutninger om klimaet.

Flere penge til Afrika
Vanen tro vakte G8-topmødet stor opsigt, også denne gang, da Tyskland var vært for begivenhederne den 6. - 8. juni i år. Medlemslandene var ikke sene til at love ekstra støtte til verdens fattige i tråd med de tidligere diskussioner på de to foregående topmøder i Gleneagles og Sankt Petersborg. Der blev lovet gældslettelser på cirka 334 mia. kr. til de afrikanske lande samt en øget bistand på op mod 25 mia. kr. årligt frem til 2010.

Yderligere blev der fulgt op på de to foregående G8-møders løfte om at yde en indsats for bekæmpelse af smitsomme sygdomme. På den konto blev der sat næsten 333 mia. kr. af over ’de næste par år’. Samtidig vil G8-lan-dene åbne op for muligheden for at fjerne toldafgifter på medicin til afrikanske lande.

Kampen mod klimakatastrofen

Også den meget omtalte klimadebat fik plads på G8-topmødet, hvor medlemslandene for første gang anerkendte de videnskabelige fakta, der er at finde i FN’s klimapanels rapporter. USA meldte sig for alvor på banen i kampen mod global opvarmning og ytrede svage løfter om at imødekomme afløseren for den nuværende Kyotoprotokol, som skal udformes efter COP-15 mødet i København i 2009.

Men selvom det ikke skortede på løfter om at arbejde for en bedre verden, så efterlod G8-landene alligevel offentligheden i en vis forvirring og uvished. Der er tidligere blevet givet generøse tilsagn, som så senere er blevet udvandet over tid. Bliver løfterne fra G8-top-mødet i Heiligendamm indfriet denne gang?

Læs mere om G8 på: http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-7209318.html