NYT FRA STYRELSEN

PÅ FØRERSÆDET

Af Morten Østervang

“Vi afrikanere ved udmærket godt, hvad det vil sige at sidde på førersædet. Det betyder, at man har en hvid uniform på, en kasket og hvide handsker – og at der sidder hvide mænd og ryger store cigarer på bagsædet.” *

Sådan lød kommentaren fra en afrikansk topembedsmand på en konference, da han gik på podiet efter at have lyttet til de store donorers hensigtserklæringer om ejerskab, budgetstøtte og donorharmonisering. Alle sammen ord, der bliver gentaget fra Bamako til Berlin.

Måske sker der ikke helt nok, hvis man skulle tolke lidt på ovenstående og se det i en afrikansk optik.

Debatten om ejerskab er tussegammel, men det nye omdrejningspunkt er Paris-erklæringen fra 2005. Erklæringen forpligter donor-og modtagerlandene til at gøre bistanden mere effektiv – og for nu at sige det med en kliché: sætte modtagerlandet i førersædet.

I nogle u-lande eksisterer der 45 forskellige donorstrategier. Her skal embedsmændene forholde sig samme antal vidt forskellige indrapporterings- og regnskabssystemer – nemlig donorernes. Og hver donor har sine kæpheste, sine programmer, sine betingelser – med overlap, administrationsbyrder og manglende ejerskab til følge for modtageren.

Pjecen du må læse
Nu er harmonisering ikke en fotogen størrelse. Men på det seneste møde i Danidas Styrelse blev en pjece om den såkaldte JASZ fremlagt. Bag det teknokratiske ord gemmer sig et pædagogisk hæfte, der gør læseren klogere på Zambias udviklingsproblemer og på hvordan Paris-erklæringen kan nytte i et udviklingsland (selvom man måske godt kunne savne at høre de zambiske røster…) Lad os lige slå fast, hvad en JASZ (Joint Assistance Strategy Zambia) er. Oversat betyder det, at Danmarks udviklingsbistand nu indgår i en fælles strategi mellem Zambia og en række internationale donorer. En strategi, som bygger på landets egen fattigdomsstrategi. Væk er Danmarks egen strategi for Zambia. Danmark var for nylig også med til at lave én for Tanzania. Og der er flere på vej. Ikke altid lette processer, fordi der skal hugges en hæl og klippes en tå hos donorlandene, som hver især skal være til stede i færre sektorer. Og modtagerlandene skal synes, det er til deres fordel.

Når Zambia i dag fortsat er et af verdens fattigste lande, er der komplekse grunde til det –bl.a. korruption og en ineffektiv offentlig sektor. Men også på donorernes side har der været fejl. Der har ikke været nok samarbejde imellem de forskellige partnere. Og en stor del af bistanden er blevet givet til projekter, der ikke var forankret i Zambias institutioner. Med en samlet strategi skal der rettes op på det.

Hvad betyder strategien så for Danmark?

Danmark går nu ud af sundhedssektoren i Zambia og fokuserer på uddannelse, veje samt vand og sanitet. Og så kan læse, at Danmark endnu ikke giver budgetstøtte til Zambia.

Budgetstøtte til debat
For nylig blev Danmarks indsats på harmoniseringsområdet vurderet af DAC: Generelt er Danmark i god gænge med at leve op til Paris-erklæringen. (side 5) Danida giver 60 pct. af bistanden gennem sektorbistand. Vi giver landene femårs udsigter for dansk bistand, så de kan planlægge. Vi har været gode til at bruge modtagerlandets budgetteringssystemer. Men er det nok?

De afrikanske regeringsledere understreger jævnligt, at de vil have mere generel budgetstøtte. Og som Danida skriver i sin årsrapport, så er budgetstøtte nok det ultimative svar på Paris-erklæringen. Alligevel er Danmark påholdende. Og der er da også for og imod:

For taler, at det giver landene ejerskab. Imod taler, at ikke alle lande er i stand til at leve op til kravene. Danmark stiller rimeligt strenge krav til regnskabspraksis og korruption – et land som Zambia lever ikke op til kravene endnu. Set ud fra dansk optik er der også andre grunde. Som Ulla Tørnæs fornylig sagde på et pressemøde: Budgetstøtten sikrer ikke nødvendigvis de tværgående hensyn som fx kvinder. De fleste lande vil gerne lade deres værdier få indflydelse. Vi vil gerne reducere fattigdom – men helst med kvinder som ligeværdige, med orden i menneskerettighederne og miljøet på den rene side. Og det ville også være svært at forestille sig dansk bistand uden de værdier. Men giver det ejerskab – og er vi så overhovedet interesseret i ejerskab, hvis det skal være på bekostning af værdierne? Og fra flere røster i Syd lyder budskabet: Donorerne er nødt til at give los og lade modtagerlandene sidde på førersædet – også selvom de kører i en retning, vi ikke bryder os om. Tør vi det?

*(Fra bogen Bistand – er der en fremtid? Hertz og Buch Hansen, 2007)

TILTRÅDTE BEVILLINGER: På styrelses mødet i juni: Vejsektorprogramstøtte Zambia, fase 2 – 400 mio. kr. Uganda – styrkelse af national hiv/aids bekæmpelse 2007-2010 – 90 mio. kr. Kenya Good Governance Programme -40 mio.kr. The African Capacity Building Foundation (ACBF) – 30 mio. kr. Bidrag til den Integrerede ramme for Handelsrelateret Teknisk Samabejde (IF, p.t. UNDP) – 30 mio. kr. Det arabiske Initiativ: Regionalt Medie-program – 22 mio. kr. (IMS) Det Arabiske Initiativ: Regionalt kvinde-program – 14 mio. kr. (KVINFO) Det Internationale Handelscenter – 13 mio. kroner.