Af Morten Østervang
Intifada. Selvmordsbomber. En lurende borgerkrig.
De besværlige Palæstinensiske Selvstyreområder er ikke ligefrem en ’darling’ i det internationale bistandsmiljø. En del NGO’er har på grund af problemer med sikkerheden indstillet hjælpearbejdet i Gaza. Og i 2006 indstillede flere vestlige lande – også Danmark – den direkte støtte til selvstyret, da palæstinenserne valgte Hamasbevægelsen til at lede regeringen.
Hamas er på EU’s terrorliste og har hidtil ikke anerkendt staten Israel. Ikke ligefrem et styre, danske skattekroner bør støtte? Eller er det?
For Danmark, der har støttet god regeringsførelse, kommuneudvikling og infrastruktur siden 1994, blev Hamas’ valgsejr enden på den direkte officielle bistand til selvstyret.
Hvad så med de hårdt trængte palæstinensere i Gaza? Arbejdsløsheden er skyhøj, og infrastrukturen – herunder adgang til rent vand og sanitet – mange steder brudt sammen. Mange kommuner har kun meget begrænsede midler at gøre godt med. Og de interne politiske stridigheder har i perioder haft karakter af åben borgerkrig.
Bistandens dilemmaer
Det sætter Danida over for et par klassiske bistands-dilemmaer: Skal Danida arbejde i et område, hvor man ikke kan arbejde sammen med styret – og måske derfor heller ikke kan sætte sig bæredygtige spor? Og giver det mening at hælde danske udviklingskroner i et område, hvor borgerkrig kan bombe indsatsen tilbage til start igen?
På mødet i april i Danidas Styrelse blev Fase 3 af et program for støtte til 11 kommuner i Gaza ikke desto mindre tiltrådt. Programmet er en fortsættelse af en dansk indsats, der har kørt uafbrudt siden 1999 – altså gennem intifada, Irakkrig, valg af Hamasre-gering – og nå ja – Tegningesagen. En lang række andre donorer valgte i samme periode at standse deres udviklingsprogrammer.
Bag programtitlen ligger en indsats, der allerede har givet synlige, håndgribelige resultater. ’Byudviklingsprojektet’ støtter 11 kommuner i Gaza med 40 mio. kr. over to år – og skal forbedre kommunernes evne til at levere basale serviceydelser til borgerne – og har i de tidligere faser blandt andet sørget for veje og sanitet, herunder i fire flygtningelejre. Nu skal der skabes flere job til kvinder og sættes mere fokus på de udsatte børn.
Konstruktionen af programmet er interessant: Enhver kompliceret situation kræver sit eget skræddersyede svar – som netop er én af pointerne i arbejdet med svage stater (som man kan læse om på side 9-10). Normalt ville bistanden nemlig – i bæredygtighedens hellige navn – være koordineret gennem et centralt ministerium, som kan bære erfaringerne videre, når Danidaprogrammet stopper. Men da man ikke samarbejder med den centrale regering, styres de finansielle midler af et projektkontor i Gaza, der giver teknisk rådgivning og administrerer hjælpen til kommunerne. Alt andet lige ville det give mere bæredygtighed på sigt, at støtten var forankret i ministeriet. Til gengæld har omlægningen betydet, at kapaciteten ved kommunerne er gået markant op: nu skal de selv levere varen og borgerne holder dem ansvarlige for det.
Et af fokusområderne ved projektet er, at kommunerne i fællesskab med små lokale foreninger skal skabe udviklingsprojekter. Med få midler sætter lokale foreninger fx gang i sportsaktiviteter, der kan give børn adspredelse i en noget trøstesløs tilværelse. Det hjælper kommunerne – i et område hvor det offentlige kunne stå stærkere over for de politiske organisationer – med at opbygge et tættere forhold til borgerne. Når fokus ikke er på NGO’erne, men på kommunerne, er det netop for at give borgerne en direkte kontakt med kommunerne – og give dem en stærkere platform i et område, der er præget af større politiske og religiøse organisationers indflydelse.
Risikovillighed
Læser man de obligatoriske risikovurderin-ger i programdokumentet, så må man vist sige, at risikovillighed er et helt passende ord. Men omvendt: Tager du ned og kigger på bistanden fra de tidligere faser – er den langt fra gået op i røg. Trods sin beskedne størrelse er programmet i en lokal meningsmåling fra medio 2006 nævnt som det mest synlige og populære blandt palæstinenserne overhovedet. En anden undersøgelse viser, hvor meget projektet med simple infrastrukturforbedringer bidrager til øget livskvalitet i fire ud af Gazas otte flygtningelejre.
Syv internationale bistandskontorer i Gaza blev angrebet under Tegningesagen – det danske var ikke ét af dem. Bistandsindsats i hånd med det fine ord public diplomacy? Selv mener de danske repræsentation, at dens vedholdende engagement gennem kriserne og jævnlige kontakt med de ’almindelige mennesker’ ude ved projekterne er en stor del af forklaringen.
Risikoen for en borgerkrig lurer stadig i selvstyreområderne og bryder fra tid til anden med forudsigelig regelmæssighed ud i lys lue. Når det sker, ligger projektet lavt og afventer. Når krudtrøgen igen letter, starter arbejdet igen. Set som en investering, ja – så kunne der være sikrere steder at lægge danske skattekroner. Men for den almindelige palæstinensiske familie er det i høj grad bistand, der giver mening. Så må budgetstøtte, god regeringsførelse og alt det dyre få vente…
Morten Østervang er journalist ved udvikling.
|
Projekter og programmer tiltrådt af Danidas Styrelse i april: |
Tørnæs synes, det er godt, Kina er til stede i Afrika. På sin Kinarejse inviterede hun kinesernes bistandsfolk til at besøge Danmark. Foto: Rosalina Dias Larsen/udvikling.
Klimaændringer, migration og jobskabelse for unge er blandt de store nye emner i debatoplæg til ny Afrikapolitik. udvikling talte med Ulla Tørnæs, der under sit Kinabesøg for nylig inviterede en gruppe kinesiske embedsmænd til Danmark for at se på dansk bistand.
Af Morten Østervang og StefanKatic
Det er blot tre år siden, at Danmark fik en Afrikapolitik. Hvorfor skal vi nu igen have en ny politik?
– Der er sket meget, siden vi lancerede den første Afrikapolitik i 2004. Mange af de forslag, der er anbefalet i den første politik, er nu gennemført. Så nu må vi se på det med nye øjne. Der er også en politisk grund til, at den kommer nu, og det er, at vi må fastholde et stærkt politisk fokus på Afrika. Blandt andet klima, miljø og migration, som de seneste år er kommet meget højere op på den politiske dagsordenen.
Hvad er de største udfordringer, som dansk politik i Afrika står overfor?
– Fattigdomsbekæmpelse er fortsat det overordnede formål – lad det være sagt. Blandt det nye er hele spørgsmålet om migration. Man kan ikke forholde sig til migrationen uden at komme ind på hele formålet med at lave udviklingsbistand, nemlig fattigdomsbekæmpelse. Formålet med øget fokus på Afrika er at understøtte, at Afrika får mulighed for at blive en del af den globaliserede verden. Det kan Afrika ikke selv, og det skal vi bistå kontinentet med. Hvordan sikrer vi fx, at den energi, som de mange unge bruger på at søge væk fra Afrika, i stedet bliver brugt til at skabe noget i Afrika? Vi vil se på, hvordan vi kan bidrage til jobskabelse og økonomisk vækst.
Hvordan kan Afrika blive en del af globaliseringen?
– Der er ikke noget nemt svar. Det er mange elementer: Jobskabelse, handel, kvinder og så videre. Jeg så gerne, at der blev brudt hul i muren med hensyn til handelsforhandlinger. Det ville være det, som ville batte allermest for Afrika. Det ville også betyde, at virksomheder ville blive interesserede i at investere i Afrika. Der er kæmpe udfordringer, men man må ikke glemme, at der samtidig er en utrolig positiv udvikling i gang – og politisk vilje. Det er nyt. Høje vækstrater i landene syd for Sahara. Frie valg. Og der har aldrig været så mange demokratier i Afrika som nu.
En del af baggrunden for politikken, er regeringens 0,8-garanti, der betyder markant flere penge til bistanden. Hvad skal de nye penge overordnet bruges til?
– Kvinder. Kvinder vil fortsat være et vigtigt fokusområde for den danske, bilaterale bistand. Den stigning i kroner og ører, som 0,8-garantien medfører, at der er kommet penge til nye initiativer. Størstedelen af de penge vil blive brugt i Afrika. Igen: Kvinder.
Kunne der ikke være gode argumenter for at gå ind og støtte Afrikas fejlslagne stater yderligere?
– Det mener jeg sådan set også, vi gør. Vi er tilstede i Sudan med et meget opfattende program. I fejlslagne eller svage stater er vi er primært til stede gennem multilateral bistand (FN etc., red.). Jeg synes, der er en fin balance mellem den støtte, vi yder til vores programsamarbejdslande og til postkonfliktom-råderne. Så er der jo Zimbabwe, hvor vi overhovedet ikke kan samarbejde med styret, men hvor vi gennem NGO’er forsøger at arbejde for demokrati og menneskerettigheder. Jeg er parat til at se åbent på, hvordan vi yderligere kan styrke dén indsats. Men jeg forestiller mig ikke, at vi skal ændre fokus, så vi forholdsmæssigt kommer til at bruge mange flere penge på fejlslagne stater. Der er en pointe i, at vi stod i spidsen for FN’s freds- og genopbygningskomission. For området varetages bedst af de multilaterale.
Frem for NGO’erne?
– Nej, NGO’erne er selvfølgelig vigtige. Det spor er vi allerede på i dag. I Zimbabwe fx er det gennem NGO’erne, vi arbejder.
Kunne Danmark styrke indsatsen ved at genetablere en repræsentation i Zimbabwe?
– Jeg tror, at Mugabe ville klappe i sine hænder, hvis vi besluttede os for at åbne en repræsentation i Zimbabwe, og det skulderklap ønsker jeg ikke at give ham. Derfor må vi arbejde ad de kanaler, vi har mulighed for. Det kan være gennem andre donorer eller NGO’er, der er til stede. For mig er det meget væsentligt, hvis vi skal opgradere i Zimbabwe, at vi målrettet arbejder mod at det kommende valg blive frit og fair. Dér kan jeg se, at vi kan spille en rolle. Jeg ønsker ikke at øge bare for at øge. Der er det ikke nok bare at sikre en international valgobservation. Det er jo også hele forberedelsen af valget. Det vil jeg gerne se på om vi kan støtte.
Hvad skal Danmark gøre i forhold til Sudan?
– I Sudan er vi jo til stede med et meget stort program. Med hensyn til den humanitære katastrofe i Darfur, synes jeg det er vigtigt, at man ikke glemmer selve fredsaftale nordsyd fra 2005. Det er vores bidrag til, at tidsplanen i fredsaftalen kan følges. Som situationen er i Darfur i dag, kan vi ikke bidrage med udviklingsbistand. Jeg havde håbet på, da jeg var dernede at finde nogen, Danmark kunne samarbejde med om overgangsbistanden. Men jeg måtte konkludere, at det var der ikke. Så vi vil fortsætte med den humanitære bistand, og så vil vi politisk lægge pres de steder vi kan: FN, EU osv. for at finde en løsning i Darfur.
Hvad er Afrikapolitikkens svar på klimaforandringerne?
– Det er jo så sammen med migration det nye. For mig er der ikke nogen tvivl om, at vi skal blive bedre til at indarbejde vores viden om klimaforandringer i de ting, vi laver. Vi skal også blive bedre til at hjælpe vores partnere med at indarbejde klimaforandringerne i deres fattigdomsstrategier. Her er vi nået ret langt i Tanzania.
Organisationen Christian Aid vurderede for nylig, at vi får en milliard klimaflygtninge?
– Der er mange tal, men bundlinjen er, at der sker en forandring af klimaet. Det er der utroligt mange eksempler på, fx ørkenspredning. Jeg tror ikke på, vi kan ændre det, men vi må gøre hvad vi kan for at tage højde for det og med den viden, vi har. Hvis folk må flygte fra et område, fordi man ikke længere kan dyrke den afgrøde, man har levet af i årevis, så handler det fx om at finde andre afgrøder, der er tørkeresistente. Det er der vores samarbejde med landene om klima i deres fattigdomsstrategi kommer ind. Så vi kan gøre, hvad vi kan for at minimere antallet af såkaldte klimaflygtninge.
Mange afrikanske lande så gerne mere bistand givet i form af budgetstøtte…
– Grundlæggende skal der være den fornødne tillid til den pågældende regering. Jeg er ikke tilhænger af, at man bare skal lukke øjnene og give budgetstøtte bare for at give budgetstøtte. Jeg mener ikke, det er den måde man bedst sikrer sig, at der gennemføres reformer.
Fordi man kan lægge yderligere pres på modtagerlandene?
Hånden på hjertet – ja. Det er det værktøj, vi har til at være i dialog vores afrikanske partnere. Det lyder måske meget imperialistisk og paternalistisk, men det er et instrument, vi har, og som vi skal bruge når det giver god mening. Jeg skal stå til ansvar overfor de danske skatteydere, og her er penge givet til budgetstøtte langt vanskeligere at følge eller spore. Jeg er tilhænger af budgetstøtte, men betingelserne skal være tilstede. Og jeg mener også, det er vigtigt for at opretholde en politisk dialog, at man bruger udviklingsbistanden strategisk.
I er mere tilbageholdende i forhold til andre donorer.
- Helt klart.
|
DISKUTÉR AFRIKA-POLITIKEN Udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fremlægger den ny Afrikapolitik til debat ved et offentligt møde tirsdag den 19. juni. Se nærmere på http://www.afrika.um.dk |
Tror du Kina kommer med i OECD’s DAC-komité? (Se side 11-12, red.)
– Det synes jeg ville være fantastisk. Men der er nok et stykke vej at gå. Det er positivt, at Kina har valgt at engagere sig i Afrika, men det giver nye udfordringer. Det er vigtigt, at Kina bliver en del af den koordinering af bistanden, som donorerne giver på landeniveau. Men vi skal også lægge pres på de afrikanske lande for at sikre, at de koordinerer med Kina. Da jeg for nylig besøgte Kina, oplevede jeg stor interesse for, hvordan Danmark laver bistand. Jeg har inviteret en delegation af embedsmænd fra ’Kinas Danida’ til at komme her og høre vores erfaringer. De er jo også interesserede i at lave effektiv bistand.
Er der ikke en risiko for, med al denne fokus på Afrika, at glemme de mange fattige, der fortsat lever i Asien og Latinamerika?
– Nej. I løbet af sommeren og efteråret vil vi lave henholdsvis en Asien- og en Latinamerika-strategi. Men ingen tvivl om, at regeringens fokus er på Afrika. To tredjedele af den bilaterale bistand skal gå til Afrika.
Hvordan vil du sælge budskabet om Afrika til danskerne?
– Jeg arbejder hele tiden med hvordan dette her kommunikeres ud. Hvorfor og hvordan bruger vi de knap 14 mia. om året? For det første af indlysende, menneskelige grunde: Alene i Afrika lever 300 millioner mennesker for under én dollar om dagen. For det andet er det et bidrag til en mere stabil verden at bekæmpe fattigdommen. Det oplever jeg i høj grad er noget der optager danskerne. Migration betyder jo, at fattigdommen pludselig kommer tættere på os. Men der vil altid være nationale dagsordener, som interesserer danskerne mere end ulandene. Sådan er det bare.
|
NU BLOGGER MINISTEREN Både Ulla Tørnæs og Per Stig Møller vil blogge om den nye Afrikapolitik frem til den 8. juni på den nye hjemmeside om Afrika http://www.afrika.um.dk Her kan du også læse Udenrigsministeriets Afrikaanalyse og debatoplæg til Afrikapolitikken. På hjemmesiden kan du også deltage i debatten i 12 debatfora, der handler om alt fra Danmarks holdning til EU i Afrika og hvordan kvinder engageres i udviklingen. |
Det handler om synlighed i primetime og millionvis af kroner. Hjælpeorganisationerne kæmper en intens kamp om at være med i næste tvindsam-ling. DR har sat et reklamebureau til at mægle mellem de stridende NGO’er.
Af Lars Thostrup
Danmarks Indsamlingen er en af de tvbegi-venheder, som er guld værd, når der skal samles penge ind til de fattige. De syv hjælpeorganisationer, som var med i indsamlingsshowet sendt på DR den 17. februar, var derfor mere end tilfredse. De fik ikke alene deres andel af de indsamlede godt 55 mio. kroner. De fik også slået deres navn ekstra godt fast i seernes bevidsthed.
Men så var der alle de andre hjælpeorganisationer. Dem, som stod derude og bankede på, mens Thomas Helmig sang en sang for de varme lande og donationerne rullede ind til Tivolis Koncertsal. De var og er stadig godt sure og meldte derfor i januar DR til Konkurrencestyrelsen.
– For mindre organisationer er det vigtigt at være med i de store indsamlinger, fordi det skaber synlighed. Men desværre var udvælgelseskriteriet, at kun dem, der i forvejen havde synlighed kom med, siger generalsekretær Lehnart Falk fra adventisternes hjælpeorganisation, ADRA.
Sammen med Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke, ASF Dansk Folkehjælp, Mission Øst og Care Danmark har han sendt et hvast klagebrev til bestyrelsen for Danmarks Radio. Alle er de utilfredse med ikke have fået tilbud om at deltage i indsamlingen, fordi udvælgelsen efter deres opfattelse ikke skete ud fra deres ’evne til at levere projekter’ inden for det valgte tema: bekæmpelse af hiv/aids i Afrika.
’Dette er stærkt konkurrenceforvridende og strider efter vores opfattelse mod Danmarks Radios public serviceforpligtelse såvel som (mod) organisationens programetik’, stod der i brevet.
Værten Signe Lindkvist pudser de sidste ting af ved generalprøven før lørdag aftens store indsamlingsshow Danmarks Indsamling på DR1 den 17.2. Showet blev sendt direkte, og seerne kunne ringe eller sms’e deres bidrag ind under udsendelsen. Foto: Khan Tariq Mikkel/ Polfoto.
Ikke plads til alle
– Enhver udvælgelse vil naturligvis efterlade nogle skuffede. Men det er umuligt at lave en fælles indsamling for alle. Især når formålet er at iværksætte en række større, konkrete projekter, siger Mogens Damgaard.
Han er fundraisingchef hos Dansk Røde Kors, som sammen med fire andre organisationer – UNICEF, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser – præsenterede DR for ideen til Danmarks Indsamlingen. Undervejs kom yderligere to til, nemlig SOS-Børnebyerne og Børnefonden.
Alle er de kendte af de fleste danskere, for der er tale om organisationer, som i høj grad har været i stand til selv at skaffe penge gennem egne indsamlinger.
– De har historisk set haft et højt indsamlingsresultat, fordi de har slået sig op på fadderskaber eller været aktive inden for nødhjælp. Det kan næppe være et relevant kriterium, når der skal samles ind til langsigtet udvikling, mener Frans Mikael Jansen, generalsekretær i MS, og tilføjer: – Folkelig forankring er andet og mere end evnen til at samle penge ind. MS har 8.000 individuelle medlemmer, 80 organisationer er kollektive medlemmer og vi har gennem årene sendt omkring 15.000 danskere ud i verden. MS har ikke tidligere lavet indsamlinger, men det betyder ikke, at vi ikke er folkeligt forankrede.
Et godt show til danskerne
For Danmarks Radio kom kritikken som en ubehagelig overraskelse: – Vores primære mål er at levere et godt show til danskerne. Om det er Røde Kors eller ADRA, som deltager, er ligegyldigt for os. Men det er trist, at vi på denne måde bliver udsat for noget, der ligner mistænkeliggørelse, siger den ansvarlige redaktør, Carl Otto Dethlefsen.
DR’s krav til hjælpeorganisationerne har mest handlet om kommunikation. Projekterne skulle være få i antal, store i omfang, konkrete i natur. Kunne fotograferes, være godt fjernsyn.
– Det ville ikke være noget problem for os, hvis 10 organisationer gik sammen om at gennemføre tre fælles projekter, siger han.
Carl Otto Dethlefsen erkender, at denne løsning næppe vil være spiselig for de deltagende organisationer. For én ting har han lært undervejs:
– Der er en tendens til, at hjælpeorganisationerne fokuserer mindst lige så meget på
branding af deres egne organisationer som på gennemførelsen af de konkrete projekter.Ultimatum
Under alle omstændigheder er der tale om et udskillelsesløb, hvor nogen må finde sig i at blive sorteret fra. DR har derfor givet reklamebureauet Propaganda McCann, som også deltog i tilrettelæggelsen af dette års indsamlingskampagne, en ny opgave: Som mægler.
Indtil videre vil reklamemanden Sune Bang intet sige om de igangværende forhandlinger:
– Det er ikke min rolle at uddybe mellemtiderne. Det vil blot forplumre forløbet.
Heller ikke Mogens Damgaard fra Dansk Røde Kors rutter med oplysningerne:
– Jeg synes, det er rigtigst at holde detaljerne lidt tæt til kroppen, indtil vi er færdige med et forslag. Men vi arbejder med en model, som ikke kun tager højde for organisationernes evne til at samle penge ind.
De organisationer, som ikke var med i 2007-indsamlingen, er mindre ordknappe. De er parate med egne forslag til udvælgelsesmetoder, som vil sætte dem pænt frem i køen:
– Danida stiller store krav til sine partnere, mens private bidragsydere ingen krav stiller ud over, at organisationerne skal se troværdige ud. Størrelsen på de bevillinger, en organisation har modtaget fra Danida, kunne derfor være en god indikator for kompetencer, foreslår Lehnart Falk, ADRA.
– En mulighed ville være at tage udgangspunkt i organisationernes størrelse forstået som de midler, de årligt anvender på langsigtet udviklingsarbejde i Afrika. I så fald vil MS være den tredjestørste organisation. Man kunne forestille sig, at de mindre organisationer kunne deltage på en turnusordning ved lodtrækning, lyder forslaget fra Frans Mikael Jansen, MS.
Lars Thostrup er freelancejournalist.
larsthostrup@kallnet.fo
De rumænske journalister Poul Radu (t.v.) og Stefan Candea på besøg i København. De to har deltaget i et grænseoverskridende samarbejde mellem pressefolk i regionen, som har ført til en række saftige afsløringer. Det er sket med støtte fra det danskfinansierede Scoopprogram. Foto: Ty Stange.
De siger nej til bestikkelse og afslører både mafia og korrupte magthavere. Undersøgende journalister i Østeuropa og på Balkan baner vejen mod et mere gennemsigtigt samfund.
Af Ulrikke Moustgaard
Da det statslige rumænske elselskab Electrica i 2005 øgede priserne, stod 330.000 rumænere uden strøm, fordi de ikke kunne betale deres regning.
Begivenheden blev for den rumænske journalist Paul Radu startskuddet til et stort journalistisk projekt om omfattende svindel med elektricitet på hele Balkan, hvor man eksporterede den billige el, mens folk så måtte tage til takke med den dyre. Mellemmænd scorede fortjenesten.
Projektet er bare ét af mange opsigtsvækkende, journalistisk dybdeborende projekter, som har fundet vej til offentligheden i lande, der ellers ikke kan prale af at have en særlig kritisk eller uafhængig presse. Fælles for dem er, at de har dansk støtte i ryggen gennem det såkaldte Scoopprogram, der støtter undersøgende journalister og redaktører i Øst- og Sydøsteuropa og på Balkan.
Annoncørerne bestemmer musikken
– De firmaer, vi skrev om, var meget magtfulde og forsøgte at stoppe os for eksempel ved bestikkelse. Så det var vigtigt for os at få støtte til både at lave research og trykke historien bagefter, fortæller Radu, da udvikling møder ham og kollegaen Stefan Candea i København, hvor de er på visit for at fortælle danske kolleger om deres arbejde.
Ingen rumænsk avis var interesseret i Radus historie, da de hørte, hvem der var skurkene. Samme firmaer lagde nemlig en del annonceindtægter i aviskasserne.
For Radu var det ikke noget nyt. Undersøgende journalistik i Rumænien er nemlig stort set ikke eksisterende, og det, der findes, er som regel ’bestillingsarbejde’, som Radu og Candea siger.
Radu: – Journalistik bruges ofte som et redskab af forretningsmænd eller politikere til at angribe en modstander eller bare som middel til at tjene penge. Derfor falder avisoplaget også; folk har mistet tilliden til pressen.
Candea: – Mange emner finder heller ikke vej til redaktionerne. Du ser aldrig undersøgende journalistik om politik. Om minoriteter. Om miljø. Eller bare om almindelige menneskers problemer. Grunden er, at der ikke er nogen penge i det for udgiverne. De sætter hellere ressourcer af til at dække deres øvrige forretningsområder eller angribe konkurrenter.
Priser til Scoopjournalister
Gennem Scoop får journalisterne mulighed for at få løn, mens de graver, få betalt rejseog researchomkostninger, eller de kan bruge Scoop som en platform til at samarbejde på tværs af grænser.
Netop samarbejde på tværs af grænserne er det, Scoopstøttede projekter har vist sig at være bedst til.
Et eksempel er historien om den ulovlige udbryderrepublik Trans-Dnestr mellem Moldova og Ukraine, der er centrum for blandt andet pengevask, våbensmugling, trafficking og andre former for organiseret kriminalitet. I fire måneder undersøgte Candea og journalister fra fire andre lande, hvordan Trans-Dnestr bliver drevet og af hvem.
– Vi satte fokus på alt fra våbenhandel over den politiske situation til menneskerettigheder og sociale aspekter, fortæller Candea.
Historien, der ligesom Radus elsvindelhi-storie blev offentliggjort på internettet, vandt flere priser. Det samme gælder for andre Scoopstøttede historier. Ser man på historierne, der siden Scoops start i 2003 er blevet lavet, er det ikke overraskende. Falske tuberkulosestatistikker i Hviderusland, børneslaveri i Rumænien og valgkorruption i Bulgarien er bare nogle af de væsentlige historier, som er blevet gravet frem.
For magthaverne er de journalistiske sporhunde ofte en torn i øjet. For eksempel blev en korrupt dommer i Ukraine fyret efter en Scoophistorie. Og en borgmester fra Moldova tabte en sag om bagvaskelse mod de journalister, der afslørede, at han og andre embedsmænd solgte offentlige grunde til familiemedlemmer til spotpriser. Men også pressen selv har fået hug.
Candea: – Vi har fået startet en debat i medierne om medierne. Årsagen var en historie om ejerne bag medierne. For hvem er det egentlig, der tegner journalistikken i vores land? Og hvilke andre forretningsinteresser har de? Faktum er, at de ikke alle er helt så rene, som de gerne vil give sig ud for at være.
Et bidrag til støtte for gennemsigtighed
Skal lande som Rumænien fortsætte den demokratiseringsproces, der er i gang, er støtte til undersøgende journalistik en vigtig ingrediens, siger de to journalister. Den kan nemlig være med til at holde et vågent øje med samfundet og, ikke mindst, den organiserede kriminalitet, som er særdeles aktiv i regionen.
Radu: – Organiseret kriminalitet driver politik. Den kontrollerer politikere og har indflydelse på lovgivningen og den økonomiske situation. Masser af rumænske banker er eksempelvis gået bankerot på grund af organiseret kriminalitet og svindel.
Candea: – Undersøgende journalistik giver også gennemsigtighed. Når vi publicerer en historie på nettet, stiller vi samtidig dokumentation til rådighed. Det kan hjælpe andre journalister eller fx beslutningstagere eller investorer udefra, der har brug for information.
Hvad angår mafiaen, har den endnu ikke helt fået øjnene op for faren fra den dybdeborende journalistik.
– Er der en artikel om en mafiagruppe, tror den typisk, at det nok er en rival, der står bag artiklen: ’Hvem har mon betalt for at få lavet dén der?’ Så det er på en måde heldigt for os, så længe det varer, griner Paul Radu.
Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og forfatter.
ulrikke@luxpresse.dk
|
UNDERSØGENDE JOURNALISTER Scoop er et støtteprogram for undersøgende journalister og redaktører i Østeuropa og på Balkan. Programmet er lavet i samarbejde af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og International Media Support (IMS) og er støttet af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram med i alt 5,4 mio. kr. Langt størstedelen af pengene er gået direkte til journalistisk arbejde i marken. Scoop startede i januar 2003 og har foreløbig støttet omkring 100 projekter. Det dækker landene Ukraine, Hviderusland, Moldova (inkl. den løsrevne region Trans-Dnestr), Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Bosnien-Hercegovina, Serbien (inkl. Kosovo og Montenegro), Kroatien og Albanien. I 2005 kom programmet Arab Reporters for Investigative Journalism (ARIJ) til. Det støtter undersøgende journalistik i foreløbig Syrien, Libanon og Jordan med midler fra Det Arabiske Initiativ. Læs mere på http://www.i-scoop.org og http://www.arij.net |
Civilsamfundsstrategien skal styrke den folkelige deltagelse i udviklingen. Mellemfolkeligt Samvirke støtter her den nicaraguanske NGO IPADE med at overvåge, at et kommunalvalg foregår frit og fair.
Øget hjælp til fejlslagne stater, bedre koordinering og kapacitetsopbygning med mere handling. Det er på NGO’ernes ønskeliste, når den ellers populære civilsamfundsstrategi nu sendes til eftersyn.
Tekst og foto: Jan Kjær
Samme dag som Rigsrevisionen offentliggjorde sin beretning om Udenrigsministeriets håndtering af NGO-bistanden (se boks nederst til højre), fastslog udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), at hun ’finder tiden inde til en opdatering af civilsamfundsstrategien, herunder hvordan vi kan styrke mål- og resultatstyringen af bistanden til civilsamfundet’.
Bekæmp årsagerne
Civilsamfundsstrategi. Smag på ordet. Ikke ligefrem titlen på en bestseller. Ikke desto mindre er strategien det vigtige instrument, der styrer den danske støtte til folkelige organisationers kamp mod fattigdommen i ulan-dene. Strategien, som Folketinget tilsluttede sig i år 2000, skal styrke organisationernes kapacitet til at udføre deres arbejde og lægger vægt på fortalervirksomhed, lobbyarbejde og netværksdannelse. Danske ulandsorganisati-oner skal altså ikke blot lave konkrete vandeller sundhedsprojekter, men påvirke de underliggende årsager til fattigdommen.
Sekretariatsleder Erik Vithner fra Projektrådgivningen, der er en sammenslutning af mindre danske NGO’er, er enig i, at der blot skal være tale om en opdatering: – Civilsamfundsstrategien er fleksibel i forhold til tid, sted, situation og partnere. Samtidig har den en klar målsætning om at støtte fattige menneskers organisering. Det er det, der gør den så fremragende.
Erik Vithner er ikke den eneste, der er tilfreds med grundlaget. Det viste et NGO-træf i Vejle i marts 2006, hvor 250 deltagere var samlet for at tage temperaturen på civilsamfundsstrategien. Ud over repræsentanter for NGO’erne deltog også politikere, andre beslutningstagere og ressourcepersoner. De kunne konkludere, at der stadig var bred tilslutning til strategien.
Ulla Tørnæs ser derfor også det nuværende eftersyn som en proces, ’der skal bringe strategiens operative afsnit på omgangshøjde med udviklingen’.
|
NGO-BISTANDEN I TAL I 2006 udbetalte Danida knap 1,4 mia. kr. til danske NGO’ers udviklingsaktiviteter og humanitære indsatser. 16 danske NGO’er fik over 20 mio. kr., og fem fik over 100 mio. kr. Topscorer med 174,5 mio. kr. blev Folkekirkens Nødhjælp. Herefter følger Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og Dansk Flygtningehjælp. Fra 2005 til 2006 steg de samlede udbetalinger til NGO’ernes udviklingsaktiviteter fra 893,1 mio. kr. til i alt 966,4 mio. kr., hvilket svarer til 8,4 pct. af den samlede danske ulandsbistand. Rammeaftalerne som de seks store ulands-organisationer som Dansk Røde Kors og Red Barnet har med Danida, viser et lille fald fra 513,9 til 510,4 mio. kr. Til gengæld er der stor vækst i beløbsrammen for andre samarbejdsformer med NGO’erne, nemlig fra 313 til 394,8 mio. kr. Udgifterne til humanitær bistand gennem NGO’erne var 399,4 mio. kr., svarende til 37,3 pct. af den samlede humanitære bistand og 3,5 pct. af den samlede danske bistand. Andelen til Afrika stiger – både hvad angår udviklingsaktiviteter og humanitær indsats. Kilde: Danidas NGO-samarbejde 2006 (NGO-beretningen). Beretningen findes på http://www.um.dk |
|
ROS FRA RIGSREVISIONEN Rigsrevisionen er generelt tilfreds med Udenrigsministeriets håndtering af NGO-bistanden. Det fremgår af en beretning, som statsrevisorerne fremlagde 28. marts. Rigsrevisionen efterlyser dog en samlet handlingsplan til konkret at føre civilsamfundsstrategien ud i livet. Ministeriet bør også i højere grad inddrage NGO-bistanden i ministeriets mål- og resultatstyringssystem, og vurdere effekten af NGO-bistanden i forhold til målene for den danske udviklingsbistand. Rigsrevisionens undersøgelse koncentrerede sig om fire områder: Udenrigsministeriets operationalisering af civilsamfundsstrategien, ministeriets tilsyn med rammeaftaler, administrationen af enkeltprojekter og ambassadernes rolle i forhold til civilsamfundsstrategien. Beretningen findes på http://www.rigsrevisionen.dk Kilde: Beretning til statsrevisorerne om Udenrigsministeriets administration af NGO-bistanden, marts 2007. |
For mange ’donor darlings’
De danske NGO’er har forskellige forslag til ændringer klar. Ibis’ generalsekretær Vagn Berthelsen ønsker øget fokus på fejlslagne stater.
– Der er for mange NGO’er og donorer i Uganda og i andre lande, som er ’donor darlings’. Og for få, der arbejder med lande, der er helt nede på bunden efter en borgerkrig. Det er afgørende, at de lande får støtte til at komme i gang igen, og det er ofte helt basale problemer, de står overfor. Hvis vi som NGO’er skal det, skal civilsamfundsstrategien tilpasses, fordi forholdet mellem konkret udviklingsarbejde og fortalervirksomhed er helt anderledes i sådanne lande. Sagt populært skal 80 pct. være konkret udviklingsarbejde og 20 pct. være fortalervirksomhed. I den nuværende strategi er forholdet det omvendte, siger han.
Vagn Berthelsen mener desuden, at NGO’erne må diskutere, hvordan arbejdsdeling og koordinering kan forbedres. Kapacitetsopbygningen af organisationerne i Syd kunne også trænge til et eftersyn.
– Har der været for lidt handling og for meget snak? Har vi workshoppet folk ihjel? spørger generalsekretæren.
Projektrådgivningens Erik Vithner ønsker også forbedring af kapacitetsopbygning i Syd. Han forestiller sig en netværksbaseret model – noget a la Projektrådgivningen. Han efterlyser samtidig en bedre forståelse for civilsamfundets rolle hos de danske ambassader.
Vejen frem
Både Vagn Berthelsen og Erik Vithner ser frem til ’en inkluderende proces’:
– Jeg håber på en levende proces med vægt på dynamik og netværk. Ikke kun glasklokken skal høres, siger Vagn Berthelsen, der også var med i strategiarbejdet i år 2000, som han betegner som forbilledlig.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs mener, at opdateringen kun lykkes ved fælles hjælp og inspiration.
– Jeg inviterer derfor til et tæt samarbejde og dialog med de danske NGO’er om vejen frem, siger hun.
Dialogen er allerede begyndt. Udenrigsministeriet har holdt det første uformelle møde med en række NGO-repræsentanter.
Forarbejdet til opdateringen ligger nu i hænderne på den eksterne konsulent Lars Udsholt, der har årtiers erfaringer fra civilsamfundet i Syd og Nord, blandt andet som tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Jan Kjær er journalist, tidligere MS-medarbejder og konsulent med kommunikation, globalisering og ulande som speciale. jank@parknet.dk
SMÅ ORGANISATIONER STÅR STÆRKT Der er grøde i de små danske ulandsorganisationer. Det er Projektrådgivningens årsmøde den 21. april i Korsør et levende eksempel på. På årsmødet blev det konstateret, at minipuljen er en stor succes. ’Minipuljen’ er med til at udvikle kvalitetsprojekter og styrke de danske organisationer. Puljen har også bidraget til, at flere organisationer har fået midler til gavn for de fattige. 70 nye organisationer har kvalificeret sig til at opnå støtte de seneste fire år. Projektrådgivningen, en sammenslutning af 222 mindre organisationer med interesse for ulandsarbejde, administrerer ’Minipuljen’, som er statslige NGO-bevillinger på op til tre mio. kr. til udviklingssamarbejde under civilsamfundsstrategien. Udenrigsministeriet støtter Projektrådgivningens sekretariat i Århus, som varetager kursus- og rådgivningsarbejde for medlemmerne samt administrationen af Minipuljen. Læs mere på hjemmesiden http://www.prngo.dk
Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt, siger Torben Brylle – en af de højst placerede danskere på en international toppost. Foto: Jan Jørgen/Scanpix.
Af Jesper Strudsholm
Ingen skal beskylde sudaneserne og andre med interesse i Sudan for at kede ambassadør Torben Brylle, EU’s nye særlige repræsentant i landet.
På de blot elleve dage fra hans udnævnelse til den officielle tiltræden den 1. maj skete der blandt andet følgende: Sudans flyvevåben bombede et område, hvor nogle af Darfurre-gionens nu talrige oprørsledere mødtes for at diskutere en fælles strategi til forestående fredsforhandlinger. Oprørerne skød derefter den ene af kamphelikopterne i angrebet ned. Sudans viceudenrigsminister afviste den tredje fase af en plan for en større FN-styrke, som hans regering tidligere har skrevet under på.
Den Arabiske Liga rasede over, at Repræsentanternes Hus i USA havde opfordret ligaen til at anerkende overgrebene i Darfur som et folkedrab. Og den britiske Rolls-Royce koncern meddelte, at den vil trække sig ud af Sudans olieindustri på grund af ’in-ternationale humanitære bekymringer’.
Torben Brylle er derfor en mand midt i en smertefuld fordøjelsesproces, da udvikling interviewer ham et par dage efter hans første møde med mange af deltagerne i dette ’diplo-matiske mareridt’.
Udsigt til forhandling
Ambassadøren er netop kommet hjem fra Libyens hovedstad Tripoli, hvor præsident Muammar Khadafihar budt deltagerne i en konference om Darfur velkommen med advarsler mod en FN-styrke. Khadafihar samtidig givet Darfurs oprørere meget af skylden for den fortsatte konflikt, mens vestlige lande regner Sudans regering for hovedansvarlig for over 200.000 menneskers død og fordrivelsen af yderligere 2,5 millioner.
Trods den slags grundlæggende uenigheder i verdens opfattelse insisterer Torben Brylle på, at mødet i Tripoli var præget mere af konsensus end konfrontation. For første gang mødtes Sudans regering med repræsentanter for alle nabolande, EU og de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.
– Jeg har et indtryk af et vist momentum. Man nåede frem til en erklæring om at forsætte fredsprocessen, en såkaldt Tripolikon-sensus. Udsigten til, at man kan skabe rammer om en forhandling, står stærkere end før mødet. Man skal ikke beskrive det som det store vendepunkt. Men det interessante var, at parter, der er indblandet på hver sin side, var til stede. Også Tchad og Eritrea, der har gode forbindelser til rebellerne.
Konflikten i Darfur er på mange måder blevet et tema i et tilspidset opgør mellem den islamiske og den vestlige verden. Mærkede du det på mødet i Tripoli?
– Nej. Mødet var karakteristisk ved, at man ikke drøftede sanktioner, det var meget ukonfrontatorisk, siger Brylle.
Men er du enig i, at baggrundsstøjen fra en mere global konflikt er med til at gøre det sværere at finde en løsning i Darfur?
– Ja. Det skærper nogle kanter, at der også er andre konflikter med de dimensioner. Men det er en forenkling at se det som et muslimsk-ikkemuslimsk opgør. Det kan skygge for, hvad der sker i terrænet (hvor Darfur – i modsætning til Sudans ældre konflikt mod syd – har muslimer på begge sider, red.). Sådan er vilkårene for konfliktløsning i dagens verden anderledes, end de var tidligere. Det sker langt mere i det offentlige rum. En meget stærk opinion kommer til at påvirke processerne. Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt.
Overgreb til ophør
Du er oppe imod et styre, der i over 20 år legede gemmeleg med det internationale samfund i konflikten mod syd. Er der nogen grund til at tro, at den vil opføre sig anderledes i Darfur?
– Alle, der kender konfliktens udvikling, er enige om, at det går frem og tilbage – nogle gange mere tilbage end frem. Og det sker samtidig med, at folk stadig bliver fordrevet. En del af svaret på dit spørgsmål er imidlertid, at der faktisk til sidst blev indgået en aftale mellem nord og syd. Men samtidig må man jo forstå, at mennesker, der udsættes for vold og fordrivelse ikke kan vente på resultat af langvarige forhandlinger, og derfor er det i første omgang vigtigt, at fjendtlighederne og overgrebene bliver bragt til ophør.
Hvilken betydning har det for fredsudsigterne i Darfur, at de tidligere oprørere –SPLM – fra den lignende konflikt mod syd, nu er en del af regeringen?
– SPLM har fået mandat af regeringen i Khartoum til at samle parterne til forhandling. Det er vigtigt af flere grunde: SPLM nyder større tillid hos rebellerne – og har måske bedre forbindelser med omverdenen. Det viser også, at SPLM interesserer sig for nationale sudanske anliggender, hvilket ikke er uvæsentligt.
Men SPLM har ofte været beskyldt for at gå mere op i at gennemføre fredsaftalen mellem nord og syd end i at bidrage til at løse konflikten i Darfur?
– Det billede ændrer sig i øjeblikket. De er blevet mere aktive. Deres hovedsigte er fortsat at gennemføre nordsyd aftalen. Men den er også helt nødvendig for en fredelig fremtid i landet – og det går ikke så stærkt. Derfor er det også vigtigt, at det internationale samfund ikke glemmer den langsigtede interesse i at opretholde den aftale.
Hvad betyder det for fredsprocessen, at rebellernes organisationer synes at være splittet til atomer?
– Det er et enormt problem. Man skal have et repræsentativt udsnit for at kunne lave en forhandling. Da vi talte sidst, nåede vi op på 14-15 fraktioner. Og det har mere at gøre med, hvem der skal være leder end med substansen i deres politik.
Hvor stort et ansvar har rebellerne for den fortsatte konflikt?
– Det er svært at sige noget om proportioner. Men de har klart et ansvar for brud på våbenhviler, for overgreb på befolkningen og for den fortsatte ustabilitet. De slås jo også indbyrdes. Og de skal have at vide, at de også bliver stillet til regnskab for deres gerninger.
Hvordan påvirker opfordringerne til sanktioner mod regeringen fredsprocessen?
– Det er svært at sige. Regeringen siger konstant, at det ikke vil fremme dens tilbøjelighed til at deltage i forhandlinger, hvis den er udsat for pres. Så simpelt er det næppe. Men deres forhold til omverdenen er ikke skruet sammen, så én enkelt mekanisme vil virke, siger Brylle.
Jesper Strudsholm er journalist ved Politiken og bosat i Sydafrika.
jesper@iafrica.com
|
BLÅ BOG TORBEN BRYLLE Født 7. juli 1948 i København. Samfundsfag ved Københavns Universitet, afrikanske studier ved Legon Universitet i Accra, Ghana. Siden 1978 ansat i Udenrigsministeriet, blandt andet som chef for ministersekretariatet, kontorchef for først det sydlige Afrika og siden Mellemøsten og Latinamerika, multilateral chef og senest ambassadør i Sydafrika. Var nytiltrådt ambassadør i Kairo da han blev udnævnt som EU’s særlige repræsentant i Sudan. |
Synet på verdens skrøbelige og fejlslagne stater har ændret sig siden 11. september. Også Danidas. Den skærpede vilje til at hjælpe de plagede befolk ninger bliver nu fulgt op af et nyt sæt internationale principper for god bistand.
Af Hanne Mølby Henriksen
Først gad de ikke rigtig at bøvle med dem. Så gad de godt, men vidste ikke hvordan. Og nu har den samlede gruppe af vestlige donorer – nærmere bestemt medlemmerne af OECD’s udviklingskomité
Development Assistance Committee (DAC) – udviklet et sæt principper for, hvordan man skal agere i forhold til verdens skrøbelige stater. De stater, hvor regeringen enten ikke kan eller vil levere de basale offentlige ydelser til folket. Hvor veje, skoler, økonomi, hospitaler samt lov og orden er under opløsning, og hvor folk bare får det værre og værre. Nu skal også de have del i den internationale udvikling.På et møde i DAC i april vedtog den vestlige verdens udviklingsministre ti principper for, hvordan man bedst og mest effektivt hjælper folk i lande, hvor staten ikke kan. Principperne går blandt andet på, at man skal
handle hurtigt og tænke langsigtet. At man skal forebygge fremfor at lappe. Og tage udgangspunkt i de forskellige landes forskellige situationer.– Da man lavede det første udkast og begyndte at diskutere principperne i 2005, var det banebrydende på den måde, at man for første gang tog det her problem alvorligt, fortæller fuldmægtig Christian Lotz fra Afrikakontoret i Udenrigsministeriet. Han fortsætter:
– Der er tale om en ny erkendelse i det internationale donorsamfund. Principperne er et udtryk for en vilje til at gøre noget, være aktiv og engageret – også i de skrøbelige stater.
Gode performereDanmark har i mange år kørt en ’noget for nogetpolitik’ og koncentreret sig om at få mest muligt ud af hver eneste bistandskrone. Ligesom verdens andre donorer.
– Det har betydet en systematisk udskillelse af de svage, siger Louise Andersen.
Hun fortæller, at donorerne betragtede det som alt for problematisk og risikofyldt at være i de skrøbelige og fejlslagne stater. Og at de derfor hellere fokuserede på de såkaldt gode performere som Tanzania og Vietnam med stærke, samarbejdsvillige regeringer.
– Der skete så et skift ved 11. september. Det gik op for mange højtstående politikere, at man ikke bare kan ignorere de her lande, siger Louise Andersen.
Siden har verden vist de skrøbelige og fejlslagne stater mere opmærksomhed, fortæller hun. Først af frygt for, at fattigdommen og de svage statsapparater ville avle flere terrorister. Siden af hensyn til befolkningens kummerlige levevilkår.
– Ingen tror længere, at der er en direkte sammenhæng mellem fejlslagne stater og terrorister. Men når man kigger på 2015 Målene, skal vi have denne svage gruppe med. Vi kan ikke bare fokusere på de stærke.
Dem ingen vil lege med
Samtidig påpeger UM’s globaliseringsanalyse, at ministeriets evne til at støtte verdens skrøbelige stater skal opprioriteres. At der vil blive givet mere humanitær støtte til udsatte områder gennem NGO’er og internationale organisationer, og at ministeriet skal have en’task force’ af specialiserede medarbejdere, som kan sendes til kriseramte lande som Sudan og Afghanistan for at hjælpe.
Et af målene med at yde bistand til de skrøbelige og fejlslagne stater er at sikre, at de ikke bliver hægtet helt af udviklingen og resten af verden, fortæller Christian Lotz fra UM.
– Man må erkende, at der er opstået en gruppe af lande, som får meget lidt bistand, og som nærmest er isoleret. Det er dem, man kalder aidorphans. Det er meget uheldigt, og det er det, man nu vil prøve at undgå. Både af hensyn til de mennesker, der bor der og af hensyn til os selv, siger han.
Udvikling og stabilisering af de skrøbelige stater vil nemlig ikke kun gavne internt i landet. Det vil for eksempel også kunne hjælpe med til at regulere migrationen, begrænse den internationale handel med mennesker og illegale våben og øge den regionale og internationale sikkerhed, forklarer han.
– Et klassisk eksempel må jo være nabolandene til Congo, hvor konflikterne har bølget frem og tilbage. Det har suget alle nabolandene ind i en serie af konflikter og har kostet enorme summer i indkomstmuligheder men også i menneskeliv og menneskelig ulykke, siger Christian Lotz.
Farlige dønninger
Folk i verdens skrøbelige og især i de decideret fejlslagne stater bliver typisk fattigere og fattigere, og deres vilkår ringere og ringere. I Liberia for eksempel er folks forventede levetid 42,5 år. Halvdelen af befolkningen er underernæret. Hver tredje har ikke adgang til rent vand. Hvert femte barn dør, inden det bliver fem år. Kun halvdelen af befolkningen kan læse. Alligevel er det slet ikke sikkert, at folk her har det værre end folk i så mange andre lande:
– Der er en tendens til at se på fejlslagne stater som steder, hvor alt bare er ad helvede til. Men når man så kigger nærmere på de enkelte lande, ser man jo, at folk overlever alligevel, siger Louise Andersen.
I dønningerne efter en sammenbrudt stat opstår ofte nogle uformelle strukturer, der tager over og gør, at hverdagen alligevel er til at komme igennem for befolkningen, forklarer Louise Andersen. Det kan for eksempel være klaner, stammer, krigsherrer eller religiøse institutioner, der får samfundet til at hænge sammen, hvor staten ikke kan.
– I Somalia brød staten sammen i 1991, og alligevel er der steder, hvor folk faktisk har det bedre end før sammenbruddet. Så det er meget komplekst, siger hun.
Et af dilemmaerne for verdens donorer i forhold til de helt fejlslagne stater er at beslutte sig for, om man vil støtte de private strukturer i landet – dem, som folk er afhængige af og som viser mere effektivitet og handlekraft end staten – eller om man vil støtte det svage statsapparat på bekostning af de andre.
– Som donor er det et minefelt at træde ind i. Hvem skal man alliere sig med? spørger Louise Andersen.
– Skal man forsøge at mægle mellem de to grupper og opbygge en stat, som hviler på alle de centrale aktører? Det er meget meget svært, og der findes ikke en bestemt løsning. Man kan jo ikke bare flyve erfaringerne fra Afghanistan
videre til Congo og gøre det samme her. Det er to vidt forskellige situationer.
Meningen med de nyligt vedtagne principper fra DAC er netop at gøre livet nemmere for verdens donorer, når de opererer i skrøbelige stater. Så pengene ikke pr. automatik er bedre brugt i lande, hvor regeringerne selv kan og vil være med til at gøre noget ved problemerne.
– Jeg tror aldrig, det vil blive sådan, at vi svinger helt over i den anden grøft. Vores fokus er og skal være på de lande, som kan og vil. Men nu, hvor vi ved mere om, hvad der virker, og hvordan vi bruger pengene effektivt, så bliver det jo pludselig mere interessant at agere i de skrøbelige stater, ikke? mener Christian Lotz.
Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist.
hmh@journalist.dk
Læs mere om kvinder og fejlslagne stater i Verdensbankens nye statusrapport om 2015 Målene, som kan hentes på http://www.worldbank.org
(klik på Global Monitoring Report 2007).
Både Ismails og Jolies familier blev dræbt i Burundi. Nu håber de, efter års venten i en flygtningelejr i Malawi, på at kunne starte en ny tilværelse i det fredsommelige Østjylland. Foto: Martin Kurt Haglund.
Ismail og Jolie mødtes i køen til fødevareuddelingen i en flygtningelejr i Malawi og sød musik opstod. Det kunne være starten på en kærlighedsroman, men det er (også) en historie om vold, arrest og flugt. Den historie fik udvikling, da vi besøgte Ismail og Jolie i deres nye hjem i Folby lidt nord for Århus.
Tekst: Line Lagoni Leonhard
I et lille rødt rækkehus lidt nord for Århus sidder Ismail, 25 år, og Jolie, 24 år, sammen med deres otte måneder gamle søn, Akbar, og Jolies 16-årige kusine, Neema. Solen skinner og farver rapsmarken uden for deres vinduer så vidunderligt gul, at man må knibe øjnene sammen mod det stærke genskær.
Det er den smukkeste forårsdag i april, træerne er begyndt at springe ud og den lille familie ser ud til at trives i den jyske forsommer. Intet i dette billede afslører, at det blot er seks uger siden, Ismail og Jolie kom til Danmark som en del af de 151 kvoteflygtninge, der forlod en utryg tilværelse med kummerlige forhold i en flygtningelejr i Malawi. Til fordel for et nyt og forhåbentligt bedre liv i Danmark.
Fordrevet af tutsi’er
Voldelige konflikter har hærget Burundi lige siden landet fik sin selvstændighed i 1962. Ligesom i nabolandet Rwanda har blodige kampe mellem rivaliserende hutu’er og tutsi’er kostet flere hundrede tusinde menneskeliv og gjort endnu flere hjemløse.
Det var stammekrig, der 12. januar 2004 tvang den dengang 22-årige Ismail Ntungwanayo på flugt fra sin hjemby Kamenge i den nordvestlige del af Burundi. Ismail befandt sig på sin skole, hvor han gik i tiende klasse, da han fik at vide, at de stammekrige, der raserede landet, havde nået hans by.
På swahili fortæller Ismail gennem en tolk udviklings udsendte, hvordan han ventede ved skolen i næsten et døgn, inden han tog tilbage til Kamenge: – Da jeg kom hjem til vores hus, fandt jeg min mor og mine søskende. De var blevet slået ihjel af tutsi’er.
Ismail flygtede fra Burundi med det samme. Sammen med en flok på omkring 50 unge mænd, alle hutu’er, bevægede han sig mod øst, til nabolandet Tanzania. I en uge fortsatte flugten videre gennem Tanzania sydpå til Malawi, til flygtningelejren Dzaleka, som i lidt over tre år var Ismails hjem.
Med færge mod sikkerhed?
Ikke langt fra Kamenge ligger Burundis hovedstad, Bujumbura. Her bor godt 450.000 af Burundis otte millioner indbyggere. Blandt dem var også Jolie Iddi og hendes familie. Familien er oprindeligt fra den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), men flygtede fra urolighederne til det dengang mindre krigsramte Burundi.
Jolie befandt sig på et af byens markeder, da helvede brød løs. Bomber og granater regnede uden varsel ned over de handlende, og det kom til hårde kampe mellem stammerne:
– Det var en meget farlig situation. Man kunne blive standset på gaden og dræbt, alene fordi man tilhørte den forkerte stamme, forklarer Jolie.
Under gadekampene fik Jolie at vide, at både hendes forældre og alle hendes søskende var blevet dræbt ved urolighederne. Sammen med vold og mishandling var det med til at drive hende og kusinen på flugt.
Jolie fandt sammen med en gruppe andre kvinder og familier og flygtede på en færge mod syd over den store Tanganyikasø, som danner den naturlige grænse mellem Burundi, Tanzania, DR Congo og Zambia.
Færgen bragte de flygtende til Tanzania, hvorfra de gik det sidste stykke til Malawi. Her blev de mødt af de malawiske myndigheder, som sendte dem til Dzalekalejren ved hovedstaden Lilongwe. Den flygtningelejr, hvor også Ismail befandt sig, intetanende om, at han snart skulle møde sin kommende brud.
Flygtningelejr i et fattigt land
Dzalekalejren huser omkring 5.000 flygtninge fra både DR Congo, Zambia, Rwanda og Burundi, bredt repræsenteret både ved køn, alder, uddannelse og stamme.
Jordhytter, fordærvet mad og en soveplads på den hårde jord udgjorde livet i Dzaleka. Forhold, som til dels var resultatet af, at levestandarden inden for en lejrs grænser gerne skal afspejle levestandarden uden for lejren, da det ellers kan skabe grobund for harme og uvilje fra den lokale befolkning.
Men selv om forholdene i Dzalekalejren på ingen måde var bedre end forholdene uden for lejren, betød det dog ikke fred og fordragelighed for de mange flygtninge:
– Der var en meget anspændt stemning i lejren, fordi de forskellige grupper af flygtninge ikke kunne forstå hinanden. De flygtninge fra Rwanda, som havde været i lejren længst, var allerede begyndt at blive genbosat i andre lande, og det skabte en meget dårlig stemning blandt de andre flygtninge, fortæller Ismail.
Misundelse og intern uro gjorde, at nogle af flygtningene brændte hinandens hytter af. Andre stjal og røvede, og hvis man bevægede sig for langt væk fra sin hytte, kunne det betyde overfald og, i kvindernes tilfælde, voldtægt.
Et nyt og bedre liv i Danmark
Ismail og Jolie havde aldrig før set hinanden, da de en dag stod ansigt til ansigt i køen til fødevareuddelingen i Dzalekalejren. Det var kærlighed ved første blik. En kærlighed så stærk, at de to unge hurtigt flyttede fra klemte fælleshuse til deres egen lille hytte, Ismail havde bygget af de mursten, han selv havde fremstillet i lejren.
Selv om det lyder som den rene idyl, var virkeligheden en ganske anden. Ismail og Jolie var stærkt påvirkede af den uro, som herskede i lejren, og de frygtede hele tiden overfald og voldtægt. For dem var det en lise, da de fik at vide, at de var blandt de udvalgte, som kunne forlade Malawi for at starte et nyt liv i Danmark.
– Vores familier blev dræbt i Burundi, der er intet for os at vende tilbage til, fortæller Jolie. Ismail nikker og gør sætningen færdig:
– Nu er Danmark vores hjem. Det er her vores fremtid er.
Netop det, at hverken Ismail eller Jolie har familie tilbage i Burundi, og at de to levede en meget usikker tilværelse i Dzalekalejren, dannede baggrund for Udlændingeservices beslutning om at lade familien komme til Danmark på kvoteordningen.
Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.
|
AFRIKAS ’VERDENSKRIG’ I alt har krigene i de store søers område (DR Congo, Rwanda, Burundi) kostet godt fire millioner mennesker livet. Krigene omtales derfor undertiden som Afrikas 1. verdenskrig. |
|
KVOTEFLYGTNINGE Kvoteflygtninge er flygtninge, der er udvalgt af UNHCR til at blive genbosat. For langt de fleste kvoteflygtninge gælder, at de bliver genbosat efter omfattende interviews foretaget af repræsentanter fra Udlændingeservice og Dansk Flygtningehjælp i de respektive flygtningelejre. Danmark har en treårig kvote på 1.500 flygtninge, det vil sige 500 årligt. Sverige modtager 1.500 kvoteflygtninge om året, mens Norge tager imod 2.500. Antallet af kvoteflygtninge er uafhængig af antallet af asylansøgere. Sagerne bliver behandlet af Udlændingeservice, som hører under Integrationsministeriet og tæller dermed ikke en del af udviklingsbistanden. |
Mogadishu er ikke som andre hovedstæder i verden. For eksempel er det 16 år siden byen sidst husede en centralregering. Foto: AP/Polfoto.
Som chef for Unicef i det borgerkrigshærgede Somalia hjælper Christian Balslev-Olesen landets regering med at få landet på fode. Læs hans noter fra et land, hvor meget kan lade sig gøre – trods kaos.
Af Christian Balslev-Olesen
Som chef for den største FN-organisation i Somalia, Unicef, er jeg det seneste halvandet år gået fra den dybeste desperation til den største optimisme. Og retur igen.
At være FN-arbejder i et land uden regering og fungerende myndigheder giver kolossale vanskeligheder, men også store muligheder for at gøre en forskel og konstante overraskelser over somaliernes evner til at skabe fremskridt midt i kaos. Her er nogle dagbogsnotater.
November 2005:
På et møde med Somalias nye overgangsregering får vi at vide, at undervisning er en topprioritet. At få børnene i skole vil være det første synlige tegn på normalitet. Den nyudvnævnte undervisningsminister tager mig med på en tur gennem den ødelagte provinsby, hvor regeringen midlertidigt holder til. Vi skal se de udfordringer, som skole og undervisning står overfor, og første stop er ruinerne af en tidligere velanskrevet regeringsskole. Et enkelt klasselokale er renoveret. Lidt længere nede ad gaden ligger en helt ny muslimsk skole, betalt fra udlandet.
– Jeg ved ikke, hvilken undervisning, man driver i skolen, kun at en masse forældre sender deres børn der, siger den muslimske minister og peger på nogle ruiner overfor: – Her lå en af Somalias fineste skoler, drevet af kristne missionærer. Jeg har opfordret dem til at komme tilbage. Vi har brug for dem!
Hvis alle børn i Somalia skal i skole, går det ikke uden de religiøst baserede skoler.
Juni 2006:December 2006:
Årets sidste møde med præsident og undervisningsminister. Ministeren har nu både kontor, en lånt pc, fire frivillige medarbejdere og en plan: Undervisning for Alle! For præsidenten – tidligere general, krigsherre og frihedskæmper – handler det om lov og orden. Somalias første 500 betjente blev færdiguddannet i går. Jeg taler ved afslutningen af et tre ugers kursus for 300 lærere – en blandet forsamling fra lokalt oprettede privatskoler og koranskoler.
Januar 2007:
Siden nytår har vi prøvet at demonstrere, at det gør en forskel at have præsidenten og myndigheder tilbage i Mogadishu. 3.000 nye politifolk, 40.000 flere børn i skole, rent vand og skoler til hovedstadens 250.000 interne flygtninge. Vi har givet os selv seks måneder til at få alt dette på plads. Men efter morterangreb mod et par af vores fly, en vejbombe mod en kolonne af vores køretøjer og nedskydningen af et fly fra Den Afrikanske Union (AU) er det lige nu svært at få flere medarbejdere ind i Mogadishu. For første gang melder vores lokalt ansatte, at de er bange og gerne vil have deres familier evakueret.
Februar 2007:
Turen går til Hargeisa, hovedstaden i den selverklærede republik Somaliland, for at drøfte FN’s kommende toårsprogram for regering, parlament og civilsamfund. Et godt møde med mere end 100 meget engagerede deltagere.
En af de vigtigste prioriteter er at få alle børn i skole; måske den vigtigste sejr for mig: Alle bakker nu op om en plan, som somalierne også selv tager alvorligt. På landsplan er 250.000 flere kommet i skole de seneste fire år. Dermed går 28 pct. af alle børn i skole, op fra 22 pct. Tilgangen er større for piger end for drenge.
Samtidig er børnedødeligheden faldet med 30 pct. siden 1999. Ganske overraskende og imponerende i et land uden centrale sundhedsmyndigheder. Jeg glæder mig over at få styrket mine argumenter over for både kollegaer og donorer: Vi skal ikke nødvendigvis først have regering og myndigheder for at give somalierne bedre uddannelse og sundhed!
Marts 2007:
Møder med en mission fra Sikkerhedsrådet, der skal opstille betingelserne for en FN-styrke til afløsning for AU’s fredsstyrke. Vi er dybt skeptiske. Endnu er der ingen fred at beskytte. Og en FN-styrke kan meget vel gøre vores i forvejen komplicerede arbejde endnu sværere. Var det ikke netop fredsstyrkerne i begyndelsen af 90’erne, der skabte hele grundlaget for krigsherrer, spørger mange skeptiske somaliere. De husker alt for godt den amerikansk ledede Operation Restore Hope, der endte med fordrivelse af de udenlandske tropper.
I en stor Unicefundersøgelse siger Somalias unge, at de tror på en positiv fremtid for landet (75 pct.), at de vil blive i Somalia (60 pct.), at det vigtigste for dem er skoler og uddannelse – og at vejen til et bedre Somalia er demokratiske valg. Tankevækkende, siden Somalias unge aldrig selv har oplevet valg under de seneste 16 års kaos. De unge er imod traditionel praksis som kvindelig omskæring, tidlige ægteskaber og polygami, mens deres vigtigste rollemodeller er religiøse ledere, sportsfolk og lærere. Politikere kommer langt nede på listen.
April 2007:
Somalia er i gang med det 14. fredsforsøg, siden staten gik i total opløsning i 1991. Hvis det skal lykkes, må man støtte og investere i det, som somalierne selv tror på. Deres opfindsomhed, flair for business og entreprenante kultur er imponerende. Hver provinsby har flere konkurrerende mobiltelefonselskaber og banker, der får overført millioner af dollars fra somaliere i eksil. Men lige nu er der ikke meget, der tyder på, at drengen fra mødet i fjor snart kommer til at opleve fungerende nationale myndigheder og en nationalsang. Krigsherrer og klanledere vil ikke afgive magt og penge til nye centrale myndigheder. Og somalierne er blevet ganske vante til at klare sig uden regering og nationale symboler.
Maj 2007:
Vi er tilbage i Jowhar. Provinsbyen, hvor overgangsregeringen etablerede sig for små to år siden. Vi skal møde Mohamed Dhere, warlord og guvernør for Jowhar. Han er netop udnævnt guvernør og borgmester for Mogadishu. Han er én af Somalias notoriske krigsherrer med egne militser og med fuld kontrol over Jowhar og omegn. For et år siden var han i spidsen for den amerikansk finansierede alliance af warlords til bekæmpelse af terror. Da jeg sidst mødte ham, var han i kamp med de islamiske domstole og måtte senere tage flugten til Etiopien.
De seneste ugers voldsomme kampe i Mogadishu er det værste somalierne har oplevet de seneste 16 år. Bombardementer af civile, en tredjedel af byens indbyggere på flugt, militsers overgreb på flygtningene og kæmpe problemer med at nå 400.000 flygtninge med nødhjælp. Globalt set den p.t. værste humanitære situation verden er vidne til, melder FN’s katastrofechef, John Holms fra New York.
Ifølge regeringen er det fødselssmerter for den nye stat. Om få uger vil regeringen have fuld kontrol over hovedstaden og vil samle alle til en stor forsoningskonference i hovedstaden, lyder det optimistisk fra præsident og premierminister.
Omverdenen ser skeptisk til. For iagttagere ligner det mere dødskramper for det fjortende somaliske fredsforsøg. Bortset fra 1.500 ugandiske soldater omkring Villa Somalia (som huser regeringen red.), præsidentpaladset og lufthavnen i Mogadishu er der ingen synlige tegn på international støtte til Somalias nye virkelighed.
Mohamed Dhere er nu tilbage, dog ikke som krigsherre, gør han klart for os. Han vil bruge sin nye post til at sikre FN adgang til Mogadishu. Han har tre prioriteter for byen som han beder FN om hjælp til at løse: Få ryddet offentlige bygninger for flygtninge, Mogadishu havde før de seneste kampe 250.000 interne flygtninge.
Få etableret en effektiv administration for Mogadishu. Og få omgående få vand og kloakering til byen –diarre og kolera er en tikkende bombe, siger han. Der er vi desværre enige!
Christian Balslev-Olesen er uddannet teolog, tidl. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og landechef for Unicef i Eritrea. Han er netop fyldt 60.
Foto: Unicef
Civile i klemme i kampen. Her er det slægtninge, der bringer en såret mand på en båre til Medina Hospitalet i Mogadishu. Foto: Polfoto/AP Photo/Mohamed Sheikh Nor.
BAG OM KRISEN
Af Morten Østervang
Ifølge FN står Somalia lige nu over for den værste humanitære katastrofe, siden et militærkup i 1991 førte landet ind i årevis af kaos. Over 350.000 mennesker er flygtet fra hovedstaden Mogadishu på grund af voldelige kampe, som i høj grad rammer civile. Ifølge OCHA, FN’s humanitære kontor, kan kun 60.000 civile nås af hjælpeorganisationer på grund af den dårlige sikkerhedssituation. Mange er derfor uden mad og vand – kolera truer med sygdomsepidemier. Op mod 1,8 millioner mennesker har akut behov for humanitær hjælp.
Landet har været uden regering – og martret af klanstridigheder – siden 1991 – hvor den socialistiske præsident Siad Barre blev styrtet ved et kup.
Klaner og islamiske domstole
Først i 2004 underskrev nogle af de vigtigste krigsherrer og politikere en aftale, der skulle skabe et nyt parlament. Det udpegede siden en præsident. Men regeringen har ikke på noget tidspunkt haft reel indflydelse i Somalia. Stort set al politisk magt i Somalia udspringer fra klanstrukturen. For at sikre ligelig klanrepræsentation i parlamentet er de fire største klaner således hver tildelt 61 pladser og en alliance af mindre klaner har 31 pladser.
I 2006 lykkedes det imidlertid den såkaldte Union af Islamiske Domstole at få kontrol med en stor del af det sydlige Somalia – og hovedstaden Mogadishu. De formåede at skabe en vis stabilitet indenfor Hawiyekla-nen, der tidligere havde været præget af interne stridigheder, men det lykkedes ikke at inkludere de øvrige større klaner i landet.
Domstolenes tale om et Storsomalia og mulig støtte til oprørsgrupper i Ogadenpro-vinsen i Etiopien var en torn i øjet på nabolandet, der så de islamiske domstole som en trussel. Og i december 2006 – med opbakning fra USA – invaderede etiopiske tropper samt tropper, der er loyale over for den midlertidige somaliske regering, Somalia. Det lykkedes hurtigt at drive de islamiske domstole på flugt.
Herefter kunne den FN anerkendte midlertidige regering etablere sig i Mogadishu – og påbegynde den kæmpemæssige opgave med at genopbygge en stat. Tiden siden har budt på voldsomme stridigheder.
Svær forsoning
Parterne tegner et komplekst billede, og overgangsregeringen står overfor en vanskelig opgave i at sikre en rimelig magtdeling, som også inkluderer Hawiyeklanen og moderate ledere i de tidligere islamiske domstole. Enkelte klan– og militsledere har haft gode vilkår i det tomrum, som anarkiet har skabt, og deres interesser står til at blive kompromitteret.
Mange så det som et ’window of opportunity’ for Somalia, da den FN-støttede regering kunne tage over i starten af 2007. Hvorfor er det så gået så galt?
Én forklaring er, at kun få lande var parate til at bidrage med fredsbevarende styrker til landet. Samtidig peger flere på, at det for mange er en torn i øjet, at de etiopiske tropper – som er forhadt i dele af den somaliske befolkning – ikke er trukket tilbage endnu. Dertil kommer nok, at nogle af de stridende parter – klaner med forskellige motiver – tilsyneladende ikke er interesseret i en fredsaftale. De har formentlig interesser, der ikke tilgodeses ved at blive afvæbnet og lade den nuværende regering få magten.
Lige nu er der ca. 1.500 ugandiske soldater gennem den Afrikanske Union – men de kan ikke stille meget op og har ikke mandat til det. Næste chance for fred er til juni, hvor der skal afholdes en forsoningskonference.
Kilder: Irin news, BBC, OCHA, Nyhedsmagasinet Ræson, The Economist, Udenrigsministeriet.
Foto: Klaus Holsting.
Hvad kan regeringerne tælle med som udviklingsbistand, når løfterne skal nås? Flygtninge, gældslettelser, fredsbevarende styrker? udvikling kigger nærmere på det internationale komite, der definerer bistanden – DAC.
Af Jesper Heldgaard
Når den danske regering lover at give mindst 0,8 pct. af den bruttointernationaleindkomst BNI som udviklingsbistand, når EU-landene lover, at deres bistand i 2006 skal udgøre 0,36 pct. af BNI, og når verdens rige lande lover at øge deres bistand, så 2015 Målene kan nås, så er det en institution med det mundrette navn DAC, der holder øje med, om løfterne holdes, og om donorlandene forsøger at snyde på vægten ved at indberette noget som udviklingsbistand, der rent faktisk ikke kan regnes som bistand.
Men hvad er DAC for en størrelse? Og er DAC til at stole på som udviklingsbistandens bogholder og vagthund?
DAC står for Development Assistance Committee, Komité for Udviklingsbistand, og den hører hjemme under OECD, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. OECD blev dannet i 1948 – som OEEC – for at administrere USA’s enorme Marshallhjælp til Europa. I 1961 tog organisationen navneforandring til OECD og oprettede samtidig DAC, fordi mange tidligere kolonier på den tid blev selvstændige og ville få brug for udviklingsbistand.
Det er DAC, der sikrer, at der overhovedet findes pålidelige og sammenlignelige data om udviklingsbistand. For de donorlande, der ikke er medlemmer af OECD – og dermed DAC – som for eksempel Kina, de arabiske lande og Rusland, findes der kun mere eller mindre kvalificerede skøn for bistanden. DAC anslår selv, at de 30 DAC-lande står for omkring 90 pct. af verdens samlede bistand.
|
NGO’ER: VENT MED BIFALDET Europas regeringer pumper udviklingsbistanden kunstigt op, siger NGOsammenslutning i ny rapport. Der jongleres med tallene for udviklingsbistand i de europæiske hovedstæder. Det mener den europæiske sammenslutning af udviklingsorganisationer CONCORD, der netop har offentliggjort en rapport. Sammenlagt er en tredjedel af EU-landenes ulandsbistand ikke reel bistand. Og Afrikas andel falder. Det skriver CONCORD i en ny rapport ’Vent med Bifaldet’. For andet år i træk har NGO’erne overvåget bistanden i EU-landene, og der er stadig problemer med nedtælling af gældseftergivelse samt udgifter til flygtninge og udenlandske studerende som udviklingsbistand, lyder det i en pressemeddelelse fra maj. Særlig gældseftergivelse betyder utrolig meget, når man ser på de stigninger i bistanden, som EU-landene rapporterer til OECD. I 2006 var det mere end 75 mia. kr., hvoraf langt størstedelen gik til to lande: Irak og Nigeria. For donorlandene er det en billig måde at opfylde forpligtigelserne på, skriver CONCORD. Navnlig Frankrig, Østrig, Italien og Tyskland kritiseres for at mellem en tredjedel og halvdelen af deres officielle udviklingsbistand består af gældseftergivelse m.v. Ifølge NGO’erne viser tallene også, at Afrikas andel af bistanden trods EU-landenes fine erklæringer, falder. |
Et følsomt emne: Hvad er bistand?
Skal det regnes med i norsk bistand, at Norge afskriver et gammelt statslån til et udviklingsland, der i sin tid brugte lånet til at betale for skibe fra norske værfter, der fik sikret beskæftigelsen?
Den slags spørgsmål tager DAC sig også af. Når politikere udsteder løfter om stigende udviklingsbistand, er det vigtigt, at der findes en internationalt anerkendt definition af, hvad landene kan tælle med som bistand.Den definition står DAC og dermed medlemslandene selv for.
Men er det en god idé, at donorlandene selv beslutter kriterierne for udviklingsbistand? Er det ikke at sætte ræven til at vogte gæs?
Tidligere udviklingsminister og EU-kommissær for udvikling, Poul Nielson, er ikke i tvivl:
– Ideelt set burde det være et FN-organ, der overvågede, men medlemslandene vil ikke give FN den magt og de ressourcer, som det kræver, og så er det godt, vi har DAC. Uden DAC ville der ikke være nogen anerkendte kriterier, som selv de stærkeste lande må rette ind efter. Og uden DAC ville der ikke være pålidelig og sammenlignelig statistik, der viser, om donorlandene lever op til deres løfter, og som fortæller om fordelingen af bistanden til regioner, lande, sektorer osv., siger Poul Nielson og tilføjer:
– DAC indsamler de tal og den dokumentation, der gør, at vi kan have en diskussion om bistandens størrelse og om den rette definition af bistanden. Desuden er DAC et permanent forum, der sikrer, at indholdet og kvaliteten af udviklingsbistanden til stadighed er til debat. Tænk på, at det var i DAC-regi, at Pariserklæringen om ny og bedre bistand blev vedtaget i 2005, siger Nielson.
Han medgiver, at DAC ikke er nogen garanti imod, at bistandsbegrebet udvandes.
– Det er helt op til medlemslandene. Men DAC’s solide dokumentation gør, at donorlandene ikke kan slå det hen, når kritikere med henvisning til DAC-tal peger på, at gældseftergivelse de seneste år har udgjort en foruroligende stor del af den samlede bistand.
Kunstig oppumpning
Fra NGO-side er donorlandene de seneste år blevet beskyldt for at pumpe tallene for deres udviklingsbistand kunstigt i vejret med gældslettelse, udgifter til at modtage asylansøgere og flygtninge, bidrag til fredsskabende og bevarende operationer med mere.
Eurodad, et netværk af europæiske NGO’er, der arbejder med udvikling og gæld, følger området tæt, og Lucy Hayes fra hovedkontoret i Bruxelles anerkender, at DAC-sekretariatet gør et rigtigt godt stykke arbejde med at indsamle og viderebringe pålidelig bistandsstatistik.
– Men vi må konstatere, at der blandt medlemmerne ikke har været flertal for – eller politisk vilje til – at stramme op på kriterierne for udviklingsbistand, så vi undgår de seneste års oppumpning af tallene, siger Lucy Hayes, der understreger, at det i sidste ende er hvert enkelt donorland selv, der afgør, hvad der skal indberettes som bistand.
– De europæiske DAC-medlemmer burde gå foran med et godt eksempel og holde op med at finansiere gældseftergivelse og udgifter til flygtninge i Europa som en del af udviklingsbistanden, siger hun.
Jesper Heldgaard er freelancejournalist.
Heldgard@post7.tele.dk
Foto: Bo Vincent Madsen/Scanpix.
DAC spiller en så central rolle i den internationale udviklingsbistand, at den har lagt navn til et verbum: At noget kan DAC’es, det vil sige tælles med som udviklingsbistand. Hvad tæller som bistand? Her er en oversigt over de kontroversielle spørgsmål.
Gæld
Årsagen var, at gælden stammede fra eksportkreditter fra slutningen af 1970’erne og bestod af norske skibsleverancer, som snarere havde til formål at hjælpe Norges dengang kriseramte skibsindustri end at sikre udvikling i fattige lande.
Eksportkreditterne indeholdt ellers et gaveelement på over 25 pct., og gældseftergivelsen levede derfor op til DAC’s definition af udviklingsbistand. Norge er da også det eneste land, der undlader at
DAC’e disse års massive gældseftergivelse.Alene i 2006 løb den samlede gældseftergivelse til ulande op i over 19 mia. dollars ud af en samlet bistand på 104 mia.
I 2005 var tallet næsten 25 mia. Danmark eftergav i 2006 gæld for 113 mio. dollars, som
DAC’es. Gældseftergivelsen er således med til at sikre, at Danmark lever op til målet om at give 0,8 pct. af BNI i bistand. Sagt på en anden måde: Hvis Danmark – som Norge – valgte ikke at rapportere gældslettelse som udviklingsbistand, ville det udløse ekstra dansk bistand for 113 mio. dollars.Flygtninge og asylmodtagere
Sikkerhed, militær, fredsbevarelse
Nogle mener ja, fordi sikkerhed er en forudsætning for udvikling. Andre mener nej af frygt for en militarisering af udviklingsbistanden og for, at de rige lande kan beskyldes for at pumpe bistanden kunstigt op for at leve op til deres løfter om øget bistand.
I 2005 vedtog DAC en præcisering på området, der var ret restriktiv. Definitionen skulle foreløbigt gælde for to år. Den var oppe igen dette forår, hvor et flertal, heriblandt Danmark, vedtog ikke at ændre på den restriktive praksis.
Bistand til de rige landes CO
2-reduktionKompromiset blev, at rige landes udgifter til direkte køb af CO2-kvoter ikke er bistand, hvorimod donorlandes bistand til, at ulande kan udvikle og administrere CO2-besparende projekter, kan regnes med som bistand.
Det skal ske efter et nettoprincip. Hvis Danmark for eksempel støtter en vindmøllepark med bistand og samtidig køber CO2-besparelsen, så skal det vurderes, om Danmark på grund af sin bistand får rabat på CO2-købet, og rabatten skal så fratrækkes den bistand, Danmark har givet til projektet.
/jh
|
SÅDAN DEFINERES UDVIKLINGSBISTAND I bistandens barndom var der ikke nogen internationalt anerkendt definition af, hvad bistand er. Men fra 1970’erne har der været enighed om, at overførsler fra donorlande til ulande eller internationale institutioner skal leve op til tre krav:
Ud over økonomiske overførsler regnes faglig/teknisk bistand til ulandene som udviklingsbistand. Den overordnede definition har ikke ændret sig siden 1970’erne, men DAC-landene har gentagne gange præciseret, hvad der kan regnes med som bistand. Et par eksempler:
|
|
DANSK BISTAND TIL EKSAMEN – BLANDT VENNER Danmarks udviklingsbistand er oppe til DAC-eksamen i år, og resultatet ventes i begyndelsen af juni. Hvert medlemsland får hvert fjerde år gennemgået sin bistand i et såkaldt Peer Review – en gennemgang af ligemænd, det vil sige andre DAC-lande. Det er Nederlandene og Grækenland, der i år står for gennemgangen af den danske bistand. Og de skal også selv have deres bistand set efter i sømmene på et tidspunkt. Så er denne kritik blandt ligemænd overhovedet noget værd? Danmark modtager hver gang masser af roser og vil formentlig gøre det igen i år. Poul Nielson har som udviklingsminister prøvet at få roser, men også oplevet, at den danske regering, der i 2001 skar i dansk bistand, i 2003 fik en fin DAC-anmeldelse og formentlig vil få det igen i år. Det får imidlertid ikke Poul Nielson til at kalde Peer Reviewene ligegyldige: – Den politiske uenighed herhjemme går jo først og fremmest på omfanget af vores bistand, og det tager DAC ikke stilling til, når vi ellers overholder FN-målene. Danmark får ros for indholdet af vores bistand, og det har ikke ændret sig fundamentalt under den nuværende regering. Og glem ikke, at reviewene går til biddet over for andre lande og stiller skarpt på kritiske punkter. På den måde er de med til at holde liv i en vigtig diskussion om kvalitet. |
’Medfølgende hustru’ hed det i gamle dage. I dag hedder en medfølgende partner ’spouse’ og kan være af begge køn. udvikling har set nærmere på recepten på en vellykket udstationering, når man er to der skal af sted.
Af Poul Kjar, Tanzania
Der er stadig nogle, som stiltiende følger ud i verden med deres mand – dem er der stadig flest af – når han udstationeres. Og de kan se frem til tre år som hjemmegående husmor i privilegerede rammer.
Men det er ved at være undtagelsen. I dag har næsten alle par to karrierer at tage hensyn til. For vel er kroket et vidunderligt spil. Men det er de færreste spouses (det engelske udtryk for medfølgende, red.), som er indstillet på at spille kroket eller tennis i to, tre, fire år, mens ægtefællen arbejder med at bekæmpe fattigdom.
Men i et udviklingsland er det svært at finde et regulært job, der matcher ens kvalifikationer, og det giver store frustrationer.
Derfor vælger nogle familier at leve adskilt, hvor den ene part er udstationeret, og den anden bliver hjemme i Danmark. En tendens, der understøttes af nye samlivs- og familiemønstre. Sammenbragte familier kan ikke bare tage til Bolivia eller Bangladesh i 3-4 år.
Summen af frustrerede medfølgende, pendler-ægteskaber og nye familiemønstre stiller store udfordringer til Udenrigsministeriet og andre udviklingsorganisationer, som er afhængige af velfungerende medarbejdere udstationeret i de varme lande.
Verden er ikke som en stor legeplads
– Manden kører på arbejde, og så sidder man dér som fruen i huset med to små børn og en familiestruktur, der hører en anden generation til. Der er grundlæggende tale om et helt andet liv, og jeg har haft svært ved at finde mig til rette, indrømmer 37-årige Karen Tinggaard, cand. comm., socialforsker og medfølgende til Niels Hedegaard Jørgensen, der er fuldmægtig på ambassaden i Dar Es Salaam.
Den danske spouse er dog bevidst om, at hun – der lever en luksustilværelse med tjenestefolk, chauffør og masser af fritid med børnene – i nogles øjne må fremstå som dybt forkælet.
Det har også hjulpet lidt på hendes situation, at hun med den danske ambassadørs hjælp har fået et 15 timers job som bogholder på den svenske skole i Dar Es Salaam.
– Det er ikke et job, der har noget med mit fag at gøre. Men dog et job. Min viden som socialrådgiver kan dog ikke bruges til ret meget i Tanzania, konstaterer Karen Tinggaard, som ud over jobbet har søgt om at blive optaget på University of London, der tilbyder en række fag som fjernundervisning. En oplagt studieform for medfølgende, som imidlertid ikke er særligt udviklet på danske universiteter og andre læreanstalter. En god, men langt fra perfekt tilværelse.
– Jeg har aldrig været i Afrika før. Det internationale liv er ikke min stærke side, og jeg betragter ikke verden som en stor legeplads fuld af muligheder, lige som folk i det internationale miljø gør. Derfor har jeg også følt mig dum i sociale sammenhænge, fortæller Karen Tinggaard. Med befriende ærlighed.
Illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS.
Direktør for ingenting
Ifølge Global Connection, der er verdens største expat community, er omkring 10 procent af alle udsendte spouses mænd. Antallet af ’spouse-mænd’ stiger – og er væsentligt højere for danskere, der arbejder med udviklingsbistand.
De mandlige spouses kæmper med de samme problemer som de kvindelige ditto; de vil have et meningsfyldt arbejde og ikke spilde flere år af deres arbejdsliv med at spille tennis.
Det gælder for eksempel den 38-årige cand. merc. Kenneth Øhrberg, der for fire måneder skiftede titlen som leder af et reklamebureau i København ud med en tilværelse som medfølgende til 31-årige Marlene Krag.
Hun er udsendt som JPO (Junior Professional Officer) gennem Danida i sundhedssektorprogrammet i Tanzania. udvikling møder parret i Dar Es Salaam. Kenneth Øhrberg fortæller: – Jeg har haft lederstillinger i de sidste 12-13 år, og det virker, som om der godt kunne være brug for mine evner her i Tanzania. Men jeg ser ikke ud til at kunne få et arbejde.
At få et rigtigt lønnet job i en virksomhed i Tanzania er ikke alene svært. Det er nærmest umuligt på grund af landets skrappe regler om arbejdstilladelser til udlændinge, der ikke må besætte stillinger, som kan besættes af lokale.
– Ofte tænker jeg: Giv mig lige ansvaret for den her forretning i en time, så skal jeg få sat lidt struktur på tingene. Eller giv mig bare 10 procent af den meromsætning, som jeg kan generere, så skal jeg drive det her hotel, siger Kenneth Øhrberg, der oplever, at der reelt set ikke er hjælp at hente nogen steder.
En plan B
Kenneths kone Marlene Krag mener, at hendes arbejdsgiver, Udenrigsministeriet, bør være bevidst om, at der er et problem. At man risikerer at spilde de medfølgendes ressourcer, og at det bliver stadig sværere at rekruttere folk med koner og kærester til rådgiverstillinger. Hun er naturligvis bekymret for, om hun kan få lokket Kenneth med, når eller hvis hun skal søge en stilling som seniorrådgiver på et senere tidspunkt i karrieren. Kenneth Øhrberg er dog ikke typen, der straks giver op, fordi tingene ikke lige flasker sig.
Karrieremanden giver Tanzania en chance og afsøger mulighederne. Spiller squash, golf og tennis. Tager sig af de mange venner, der stempler ind for at tage på safari, dykke og bestige Kilimanjaro. Og så har parret Kenneth & Marlene en plan B, når regntiden og de forudsigelige frustrationer melder sig senere på året.
– Hvis jeg ikke fungerer, så må jeg pendle frem og tilbage mellem København og Tanzania. Jeg har en webshop, der sælger livsstilsprodukter, og en partner, der tager sig af det fysiske derhjemme. Så jeg kan faktisk godt drive dele af forretningen fra Afrika. Vi må så leve med de omkostninger, der er forbundet med pendlertilværelsen, og så har vi jo ikke nogen børn endnu, siger Kenneth og tilføjer: – Når man ikke har et job, mister man jo sin status og identitet, og det bliver man hele tiden mindet om i sociale sammenhænge. Når folk som det første spørger ’Nå, hvad laver du så?’
Når far er i Dar
Udenrigsministeriets familierådgiver Anne Rudbeck bekræfter, at flere og flere familier vælger pendlermodellen for at få karrierekabalen til at gå op.
Men hun anbefaler den ikke.
– Man risikerer at bevæge sig i hver sin retning og miste den kontakt, som er så vigtig i et familieliv. Ofte rejser medarbejderen ud, mens partneren med børnene bliver hjemme og har svært ved at følge med i, hvad farmand går og laver. Og når man så endelig er sammen, så skal det gerne være lykkeligt, og det kan være meget svært, siger familierådgiveren.
Foruden karrieren nævner Anne Rudbeck hensynet til nye familiemønstre som afgørende årsag til, at flere og flere vælger en pendlerløsning.
– Familier med sammenbragte børn står med særlige problemer. Er det dine, mine eller vores børn – som vi tager med til Tanzania i 3-4 år? Ofte ender det med, at den, der har fået kontrakten, tager af sted alene. Og det giver store problemer for de udsendte og for udenrigstjenesten, siger hun.
Udstationerede enlige mødre
Den tidligere ambassadør i Tanzania, Carsten Nilaus Pedersen, kender til problemerne med pendlerægteskaber og enlige forældre, der lader sig udstationere med børn, mens ægtefællen passer karrieren hjemme i Danmark.
– Det er svært for en person at få arbejdsog privatliv til at hænge sammen på en post som Dar Es Salaam. Og i visse tilfælde kan den bedste løsning være, at medarbejderne rejser tilbage til Danmark, siger Carsten Nilaus Pedersen, der er ny chef for den bilaterale udviklingsbistand på Asiatisk Plads –efter fire udstationeringer, den seneste som enlig far til Jonas på 10 år i New Delhi, Indien. Enlige udstationerede fædre er dog stadig en sjældenhed i udenrigstjenesten.
Som ambassadør har Carsten Nilaus Pedersen et ansvar for at hjælpe medfølgende til Udenrigsministeriets egne folk – de fuldmægtige på ambassaden, men ikke Danidarådgiverne – i arbejde.
Og det er relativt nemt i et land som Tanzania, hvor der er et hav af internationale organisationer til stede. Men det løser ikke altid de medfølgendes problemer – eller som Carsten Nilaus Pedersen formulerer det: – Ligegyldigt hvad, så er det et grundlæggende vilkår, at den medfølgende er der i kraft af en anden, og ikke i kraft af sig selv. Det er en psykisk faktor, og nogle er bedre til at tackle situationen end andre.
Jobbank gik fallit
I 2001 oprettede udenrigstjenesterne og industriorganisationerne (Dansk Industri etc.) i de nordiske lande en fælles jobdatabase for spouses og virksomheder i udlandet med det formål at få flere medfølgende i arbejde.
Men interessen for initiativet fra virksomheder såvel som medfølgende var for lille, og databasen blev lukket igen i 2005.
Man måtte konstatere, at det er svært at finde ’rigtigt’ arbejde til folk med vidt forskellige kvalifikationer i nogle af verdens allerfattigste lande.
Men problemstillingen tages alvorligt i Udenrigsministeriet, og der er nu nedsat en arbejdsgruppe bestående af blandt andet medarbejdere og ægtefæller, som skal udarbejde forslag til ministeriets fremtidige familiepolitik (se side 18).
Ifølge Anne Rudbeck overvejer man mere fleksible udsendelsesperioder.
Hun nævner også den mulighed, at man gennem et konsulentfirma på forhånd kan undersøge mulighederne for den medfølgende part – og det kunne i princippet også gælde for Danidarådgivere.
– Større fleksibilitet i udstationeringen ville være en stor hjælp. Så kunne vi tilpasse udstationeringen efter vores families behov, og ikke omvendt, siger Karen Tinggaard.
– Men hun understreger også, at det ikke kun er et spørgsmål om, at man som medfølgende bliver en del af et arbejdsmarked. Det handler i høj grad om, at man som medfølgende får en mere synlig og selvstændig rolle.
Kenneth Øhrberg undrer sig over, at der slet ikke er nogen, der har efterspurgt eller vist interesse for ham som person. Heller ikke i forbindelse med Marlenes jobsamtale hos Mercuri Urval, der står for at rekruttere rådgivere til Udenrigsministeriet.
– Du sidder med en fornemmelse af, at du kun er med for deres skyld. For at de kan forvisse sig om, at du ikke ligefrem vil være en hæmsko i forbindelse med udstationeringen. Og så får man at vide til samtalen, at man bliver alkoholiker og boller udenom, siger Kenneth en anelse fortørnet.
Andre medfølgende til Danidarådgivere, som udvikling har talt med, føler sig også overset i forbindelse med udstationeringen.
En medfølgende til en hospitalsrådgiver i Tanzania efterspørger et selvstændigt spouseinterview inden udsendelsen, hvor hun havde haft mulighed for at formulere sine behov.
En rådgiverhustru på Zanzibar efterlyser, at de medfølgende deltager i hele forberedelsesforløbet og ’ikke kun den ene dag, hvor der tales sundhed.’ Og en medfølgende, der har prøvet livet ude i flere omgange, efterlyser hjælp til at komme i arbejde efter udstationeringen.
Går tæt på
Chefkonsulent Rasmus Bing fra Mercuri Urval er forhindret i at kommentere den konkrete sag, da kandidater og ægtefæller skal kunne forvente fortrolighed, men ’beklager hvis Mercuri Urvals intentioner har givet anledning til misforståelser.’ Om Mercuri Urvals rolle siger han:
– Vores opgave er dels at rådgive Udenrigsministeriet om udvælgelsen, dels kandidaten om udsendelsen. Når der er tale om et par, der ikke har været ude før, indbyder vi også ægtefællen til et interview for at sikre os, at de har tænkt over tingene, så det ikke bliver et chok når de lander. Det er vores job at sikre os, at ægteparret får talt sammen om alle relevante problemstillinger – blandt andet sundhed, sikkerhed, skolegang og konsekvenserne af ægtefællens beskæftigelsesmuligheder –inden udstationeringen.
Om Mercuri Urvals interview, siger Rasmus Bing:
– Vi forsøger at få et indtryk af, hvor parate folk er til livet ude. Har kandidat eller ægtefælle ingen erfaring fra udviklingslande, er der naturligvis flere ting vi skal omkring.
Han understreger i øvrigt, at rekrutteringsfirmaet generelt får positive feedback – også fra ægtefæller:
– De oplever, at vi er ansigtet i den udvælgelsesproces, som de helt naturligt har et stort behov for at føle sig som en del af. Vi vil hellere end gerne sparre med ægtefællerne om job ude og efter, men det ligger ikke i vores kontrakt med Udenrigsministeriet at gøre det, siger Rasmus Bing, der tilføjer, at der også kan gøres meget for at hjælpe udsendte, der skal tilbage til Danmark med at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Men det er en anden historie.
Poul Kjar er cand.comm. og tidl. journalist på udvikling. poul_kjar@hotmail.com
Antropologen og agronomen. Dorthe Friis Pedersen er antropolog og spouse til Flemming Winther Olsen, som er koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Børnene hedder Salomon og Barbara.
Tekst og foto: Poul Kjar, Tanzania
– Jeg tager det bedste fra to verdener, og en del af ’familiekontrakten’ er, at jeg rejser hjem til Danmark tre gange om året for at tage kurser, besøge veninder og være en del af storbyen, fortæller Dorthe Friis Pedersen, 39, da udvikling aflægger besøg hos familien i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam.
Dorthe er gift med Flemming Winther Olsen, 55, som er koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste, hvor han i 20 år har arbejdet som agronom i en række afrikanske lande. Parret mødtes for 15 år siden i Mozambique – og siden da har de fået to børn, Salomon på 13 og Barbara på 9, der stort set aldrig har boet i Danmark.
– Jeg rejser til Danmark en gang om året i en uges tid eller to sammen med Dorthe og børnene, men så har jeg også fået nok og skal hjem til Afrika igen, fortæller Flemming og betoner, at hjem for ham er Afrika.
Se, det ligner en grundkonflikt, der kunne koste ægteskabet mellem agronomen, der har blandet blod med Afrikas småbønder, og storbyantropologen med den store kærlighed til København.
Men familiekontrakten og Dorthes bevidste fravalg af en traditionel erhvervskarriere betyder, at ægteskabsbåndet holder.
– Mit afsavn af et karriereliv opvejes først og fremmest af, at familien som helhed har det bedst ude. Vi har en ustresset hverdag til sammenligning med mange af vores venner i Danmark, der jo bliver skilt på stribe, siger Dorthe og bruger familiens gamle villavej i Lyngby som et eksempel. Her er alle familierne gået fra hinanden!
’Godt man bor på Østerbro og ikke i Lyngby’, tænker jeg og spørger Dorthe, om det ikke ligger til højrebenet for en antropolog at arbejde med udvikling i Afrika.
Hun understreger, at hun er storbyantro-polog. Og uddyber:
– Jeg har faktisk fået tilbudt flere forskellige job, men har valgt at sige nej tak. Hvis jeg skal have et fast 9-16 job og en mere stresset hverdag, så vil jeg hellere gøre det i Danmark, hvor jeg så heller ikke skal bruge halvdelen af min tid på at få bestilt rent vand fra en tankvogn, og alle de andre ting, der tager meget ekstra tid i hverdagen.
Hobby som arbejde
Dorthe har i stedet valgt at bruge interessen for antropologi til at skabe et mere kunstneragtigt liv i Afrika. Hun har blandt andet lavet kunsthåndværk og er i gang med en fotoopgave fra en tanzanisk guldmine sammen med en dansk ph.d.-studerende og to journalister.
– Jeg har brug for at gøre noget andet end at beskæftige mig med bistand, selv om mine fotos selvfølgelig også forholder sig til fattigdom og udvikling. Jeg har valgt at gøre mine hobbyer til mit arbejde, men uden at få de helt store penge for det. Det er på den måde, at jeg trives, når nu jeg ikke kan bo i København.
Her bryder Flemming ind og siger, at Dorthe kunne drive det til meget mere, hvis hun havde det kommercielle gen. Dertil svarer Dorthe, at det for hende er langt sjovere og mere udfordrende at lave udstillinger end at reproducere billeder til salg.
Man fornemmer, at den diskussion har familien også været igennem et par gange, og at det også er en del af familiekontrakten, at Flemming står for den faste del af husstandsindkomsten.
Men skaber det ikke ubalance i ægteskabet, at det er Flemming, der har lønarbejdet og Dorthe der tager sig af det huslige?
– Nej, i vores familie behøver vi ikke at kæmpe om, hvis arbejde der er vigtigst. Og jeg har ikke noget imod at være alene hjemme, når Flemming er på feltbesøg. Jeg kompenserer ved at rejse til Danmark og ved at lave mine fotoopgaver, svarer Dorte.
Familiens fremtid og FCK
Salomon på 13 år i en blå FCK-trøje kommer buldrende ind i familiens stue, hvor der i øvrigt står et friskt juletræ fra det tanzaniske højland med duften af gran og levende lys.
Ikke at han kan have set sine idoler spille ret mange kampe, da han har boet i Afrika, siden han var fem år og kun kender Danmark for BonBon-land, Tivoli og ponyridning på Læsø, som Flemming formulerer det.
Men det bliver der snart lavet om på. Familien har nemlig besluttet, at Salomon skal have chancen for at gå på efterskole i 9. klasse i Danmark. Han skal have det danske ind under huden. Herefter er det op til ham selv, om han skal i et dansk gymnasium eller fortsætte på en international linje i Tanzania.
– Hvis han vælger at gå i dansk gymnasium, så er jeg parat til at flytte hjem, og så må vi rejse frem og tilbage mellem Danmark og Tanzania, siger Dorthe.
– Det bliver alvor, når børnene bliver store, fastslår Flemming, der har to store børn fra et tidligere ægteskab, der gik i stykker, da familien var udstationeret i Mozambique. Og så tilføjer han: – Familien skal ikke splittes, så må vi hellere rejse til Danmark.
Læs også om en anden dansk familie i Tanzania, familien Godiksen/Jacoby, hvor hun er udsendt og han er medfølgende på http://www.udvikling.dk
Selv om man har valgt en international uddannelse og brænder for at arbejde i udlandet, hænger udlængsel og moderne parforhold ikke altid sammen. Det kan give seriøse karriereovervejelser.
Af Ulrikke Moustgaard
Da Marie-Louise Muff blev kandidat i engelsk og Internationale Udviklingsstudier (IU) fra RUC og i 2002 fik job for FN i New Delhi, Indien, forestillede hun og kæresten Christian sig et spændende udlandsophold, hvor Marie-Louise gik på arbejde, mens Christian var hjemmegående husfar for deres lille datter. De forestillinger måtte parret justere en smule.
– Jeg var ikke god til ikke at skulle lave noget så længe. Og det var heller ikke et specielt godt karriereskridt, når man er midt i 30’erne at være af sted så længe, fortæller Christian Muff.
Så da familien havde været ude i næsten fire år, vendte de tilbage til Danmark, hvor Christian havde fået et godt job.
Selv om udlængsel er en del af drivkraften for mange danskere, der arbejder for for eksempel Danida, FN eller en dansk ambassade i udlandet, er en karriere i udviklingsbranchen også en udfordring for både parforhold og familieliv. For nogle betyder det, at de vælger at søge job i Danmark, selv om de er uddannet til at arbejde med og i udviklingslandene.
En af dem er Ann-Katrine Lisby Dahm, der ud over at være specialestuderende på IU også er studievejleder på studiet. Hun og hendes kæreste, som også er fra IU, regner begge som udgangspunkt med at søge et job i Danmark med internationalt fokus.
– Det ville da være utopisk, at vi begge kunne få job samme sted ude, og vi vil gerne blive sammen, siger hun.
Ann-Katrine Lisby Dahms karriereovervejelser er ikke fremmede på et fag som IU, der leverer mange kandidater til udviklingsbranchen. Her er emnet jævnligt til diskussion.
– Det er en problematik, jeg har diskuteret med mange af mine medstuderende, fortæller Louise Rasmussen, som netop har afleveret speciale på IU.
Hun er single og uden børn, så hendes karriereovervejelser er ikke knyttet specifikt til tanker om parforhold eller familieliv.
– Men generelt har jeg selvfølgelig reflekteret en del over, hvad en karriere i udlandet på længere sigt kan komme til at betyde for det at skulle stifte familie på et tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg synes, der kan være nogle forskellige forventninger på spil for henholdsvis kvinder og mænd.
Medfølgende mand
Netop kønsforskelle i forventningerne til folk i udviklingsbranchen og deres medfølgende kærester og ægtefæller bliver fremhævet af flere, udvikling har talt med.
Ligesom på mange andre fag på universitetet er kvindelige studerende nu kommet i overtal på IU. De mange kvindelige studerende kan betyde, at der blandt de kommende udsendte vil melde sig karriereovervejelser i en anden grad end det tidligere har været tilfældet. For dengang den typiske udsendte var en mand, var der formodentlig ikke de store overvejelser forbundet med, at hans ægtefælle så kunne gå glip at sin karriere. At være hjemmegående husmor var i forvejen et kvindeligt lod for mange. Men i dag hvor den udsendte ofte er en kvinde – og det er manden, der blot følger med – er situationen mere uklar. For hvis karriere er vigtigst?
At livet som medfølgende mand kan rumme sine helt egne problematikker, kan Christian og Marie-Louise Muff tale med om.
– Mange udviklingslande har et gammeldags og traditionelt syn på kønsroller. Som vores udlejer i Delhi en dag sagde til Christian: ’Oh, I forgot Marie-Louise is the man in the house,’ siger hun.
Medfølgende mænd finder heller ikke sammen socialt på samme måde som kvinder.
– Typisk finder kvinderne sammen og tager ud og shopper, går på cafe, dyrker yoga eller aerobics sammen. Det gør mændene ikke på samme måde. De finder mere sammen, hvis der er en, de klikker med, så som mand har du større risiko for at blive isoleret.
At det kan være en stor mundfuld for familielivet at slå sig ned i et udviklingsland i flere år, forsøger et fag som IU derfor at ruste de studerende til.
– Vi giver de nye studerende en kort introduktion til problemerne ved at rejse ud, og når de begynder at overveje deres praktikophold, bliver de igen konfronteret med temaet, fortæller Henrik Søborg, formand for Studienævnet på IU.
Kandidatnetværk
På IU har man også forsøgt at etablere et kandidatnetværk, hvor folk kan udveksle erfaringer via netværksmøder og en særlig hjemmeside på internettet.
Endelig bliver emnet taget op på karrieredage, hvor folk fra branchen kommer og giver information og gode råd, og de lægger ikke altid fingrene imellem.
– Nogle fra konsulentbranchen sagde, at bliver man sendt ud på opgaver i flere år eller flere gange på et år, kan man godt vinke farvel til familielivet. Det afskrækkede nogle, husker specialestuderende Ann-Katrine Lisby Dahms.
Men trods udfordringer er livet som ansat uden for Danmark stadig værd at overveje. Det mener Marie-Louise Muff: – Man får plads til at være sammen som familie på en helt anden måde end herhjemme. Man skal aldrig lave mad, vaske op eller gøre rent. Man kan vågne op en lørdag til morgenmad og være sammen med børnene hele dagen. Det er et privilegeret liv på mange måder.
Mellemfolkeligt Samvirke har opgivet at finde beskæftigelse til de medfølgende. Organisationens HR-konsulent Birgit Møller Jensen svarer på fire skarpe.
Af Poul Kjar
Hvad er jeres spousepolitik?
– Spouses er velkomne i vores landeprogrammer og der gives et spouse allowance (medføl-gerbidrag, red.) til vores udviklingsarbejdere, som rejser ud sammen med en partner. Tidligere forsøgte MS at finde DW-placeringer (DW = Development Workers, red.) til spouses. Det gør vi ikke mere. I dag må spouses forberede sig på selv at skulle finde noget at lave.
Hvordan indgår de udsendtes spouses, når I rekrutterer MS-udviklingsarbejdere?
– Spouses skal indsende materiale forud for interviews og bliver interviewet i cirka en time af to rekrutteringsmedarbejdere. Her fokuseres på spousens evne til at være medfølgende uden job. Spousen deltager i MS’ tredages introkursus i Danmark og i landeorienteringskurserne, som foregår i de enkelte lande. Spouses har ifølge de nuværende regler ret til også at deltage på tre ugers forberedelseskursus på TCDC (MS’ uddannelsescenter, red.) i Tanzania. Dette gælder for spouses i alle lande.
Hvad gør MS for at hjælpe spouses til at få et arbejde under udstationeringen?
– MS har i dag ingen forpligtelser, og det vil være op til det enkelte landekontor at støtte spouses. Det er forventningen, at MS’ landekontorer kan hjælpe spousen med at netværke i starten, hvor de er ukendte med landet, men ofte finder spouses selv på aktiviteter i deres nærmiljø – uden assistance fra MS.
Hvordan er kønsfordelingen blandt jeres spouses? Finder de arbejde?
– Vi har ikke overblik over kønsfordelingen, men der er en god blanding. Det sidste år ser det dog ud til, at der har været en trend hen imod, at det er kvinder, der får job, og mænd, der følger med. Spouses er ofte kommet til et sted i deres arbejdsliv, hvor de har brug for en pause til at tænke sig om. For de yngre er det for at støtte samleveren i en karriere, før det for alvor kolliderer med deres egen. Men bevæggrundene er meget forskellige, da de folk vi sender ud, er meget forskellige.
http://www.ms.dk/udviklingsarbejde
Fuld fart på i felten med at udrydde fattigdom – men hvad med den medfølgende? Her er en rådgiver på besøg ved en fabrik i Bhutan. Foto: Mikkel Østergaard.
Gladere spouses. Udenrigsministeriet overvejer, hvordan man fortsat kan levere folk til udeposter, så livet hænger bedre sammen for hele familien. Skræddersyet karriererådgivning og en større indsats for at finde job i marken til den bedre halvdel er nogle af midlerne.
Af Morten Østervang
Hvordan får du lige overbevist kæresten, der er nyuddannet økonom og ser frem til en karriere i Danske Bank om, at det er fedt med bopæl i skiftevis København, Maputo, København, Lissabon, København og Dar?
Måske er det ikke så svært endda. Da Udenrigsministeriet (UM) for nylig skulle ansætte 13 nye fuldmægtige, tikkede godt 800 ansøgninger ind. Udsigten til et arbejdsliv langt væk fra bedsteforældre, nære venner og opbrud i karrieren for spousen skræmmer tilsyneladende ikke de unge væk.
Eller gør det?
Ikke kun livstidsdiplomater
– Det arbejde og den livsstil, som UM tilbyder, er fortsat stærkt efterspurgt, forklarer Anne Dorte Riggelsen, chef for Fællesadministrationen i UM. Men hun tilføjer: – I hvert fald for en tid.
De sidste ord er bemærkelsesværdige. For en karrierediplomat – det er jo sådan en, der starter som ung kandidat på Asiatisk Plads og trofast tager en post i Addis Abeba eller Bamako hvert fjerde år. Lige ind til pensionen. Spousen får så den karriere, som tilfældigvis byder sig. Eller bliver hjemmegående. Men vil alle finde sig i det fremover?
Netop de første år af karriereforløbet kan være kildne for mange at tage ud, da det typisk er her spousen også gerne vil skabe sit fodfæste på det danske arbejdsmarked. Og det er man da også opmærksom på i UM: – Jeg tror, at en del unge har en anden indstilling til livstidsansættelser. De er måske ansat i ti år – ikke nødvendigvis hele livet. Det har vi så småt indstillet os på også i UM. Det kan også være folk, der kommer ind i UM senere i deres liv, hvis det bliver sværere at rekruttere unge i starten af deres karriere, forklarer Anne Dorte Riggelsen.
– Vi kigger da også åbent på, om mere fleksible perioder for udsendelser kan gøre det lettere for familier. Det er et element som på linje med andre familiepolitiske elementer er fremhævet i globaliseringsanalysen.
|
GRØNSPÆTTEBOG FOR SPOUSES Bogen ’Når Penelope rejser med – udstationering for hele familien’ beskriver praktiske erfaringer med boligjagt, ansættelse af hushjælp, børns skolegang etc. Og beskæftiger sig med problemerne forbundet med at være medfølgende uden job. Skrevet af Aase Gullestrup, Kirsten H. Kristensen og Mette Weber. Gyldendal, 1998. Der findes også en del foreninger og sites for danskere bosat i udlandet, med informationer, råd og debat om livet som spouse. Besøg for eksempel http://www.danes-abroad.com, http://www.dk-mor-i-udlandet.com og http://www.danes.dk |
Fremtidstanker
Med globaliseringsanalysen, som UM offentliggjorde i efteråret 2006, er der i det hele taget lagt op til at familiepolitikken vægtes højere. Nu bliver udfordringen så at omsætte tankerne til konkrete initiativer. Selvom UM er blandt de mest ombejlede arbejdspladser i landet, så er der udfordringer forbundet med livsstilen.
Området er derfor kommet højt på dagsordenen: Arbejds- og familieliv skal hænge bedre sammen. Indsatsen for at finde job til spousen er en vigtig, men langt fra den eneste, brik. UM har for nylig nedsat en familiepolitisk arbejdsgruppe og et idé-forum med børn, ægtefæller og tillidsrepræsentanter, der skal komme med konkrete ideer til, hvordan man kan gøre mere at få livet til at hænge sammen for hele familien. Og flere ting er i spil: Mere fleksible udsendelsesperioder, job til den medfølgende og familie- og karriererådgivning.
– Et harmonisk forløb ude handler om, at alle strenge skal være tænkt ind. Så kan det være, at man ender med en løsning, hvor den medfølgende arbejder. Det kan være, man ikke gør. Men man skal passe på med at tro, at bare fordi begge får et job, så er alt som derhjemme. Det vigtige er, at familierne aktivt forholder sig til helheden i den nye tilværelse, siger Anne Dorte Riggelsen og peger på et tiltag, der allerede nu går i gang som pilotprojekt: – Vi bestræber os på at lave skræddersyet karriererådgivning til den medfølgende. Det handler om at se helt konkret på ’hvad kan jeg gøre, mens jeg er afsted’ – hvad enten det er arbejde eller noget andet.
Anne Dorte Riggelsen Foto: Udenrigsministeriet.
Tag taktstokken
En ting er helt afgørende, mener Anne Dorte Riggelsen: – Den medfølgende skal selv tage taktstokken. Der er en tendens til, at den udsendte har hovedrollen. Det manuskript skal omskrives. Der ligger ikke nogen kritik i det, men en opfordring til, at ægtefællen gør udsendelsen til sin også.
Men diskussionen lander alligevel tit på spørgsmålet – ’hvordan sikrer jeg, at min karriere ikke synker ned i kviksandet, mens min ægtefælle stormer op ad karrierestigen?’ For folk, der har været mange år i bistandsbranchen, er begge parter ofte reelt sporet ind på en bistandskarriere. Men hvad så med kæresten, der ikke været i et uland før?
– Vi skal blive bedre til at se den enkelte, og på hvad den person kan. De medfølgende behøver ikke at være spejlbilleder af os selv, forklarer Anne Dorte Riggelsen og tilføjer: – I UM skal vi også blive bedre til at finde job. Vi skal fx blive bedre til at udnytte de muligheder, der kan være for at knytte kontakter til danske og internationale virksomheder på stedet, til andre ambassader og internationale organisationer. Eller måske ansætte en medfølgende på lokale vilkår på ambassaden. Det vil i nogle tilfælde måske ikke være en stilling, der fuldt ud svarer til ens kompetencer, men det kan være en trædesten. Jeg tror også på ideen om at vi skal se på de internationale organisationer. Kan vi blive bedre til at kontakte dem og skaffe job til medfølgende der?
|
SVÆRT AT FINDE JOB Det er ikke kun medfølgende i udviklingslandene, der har svært ved at få arbejde. En undersøgelse fra 2006 foretaget af ægtefælleforeningen for udsendte diplomater i EU (EUFASA) viser, at det er meget svært at forene to karrierer på en udepost. 75 pct. af de medfølgende ægtefæller arbejder ikke under udstationeringen, selv om mange gerne vil have et job. Derudover har de medfølgende svært ved at holde kontakten til deres arbejdspladser i hjemlandene. Kun 25 pct. kan vende tilbage til deres oprindelige job, og op mod en tredjedel af de hjemvendte spouses har af den ene eller anden grund slet ikke noget arbejde. |
Hvor vil ægtefællerne hen?
Umiddelbart skulle man tro, at den medfølgende lettere kunne trækkes til London og Berlin end Lusaka og Bamako. Og lige nu er det for eksempel svært for UM at besætte stillinger på ambassaderne i fransktalende Afrika (Mali og Benin, red.) Men faktisk behøver det ikke være svært at få spousen med mod Syd, fastslår Anne Dorte Riggelsen, som også oplever en anden tendens, der taler for et ophold i den tredje verden: – Mange ser det som et projekt at komme langt væk og få en samlende oplevelse for familien, hvor det handler om fordybelse, kvalitet og tid. Det trækker derfor i mange at komme en årrække til lande som Kina eller Vietnam. Og så sætter den medfølgende måske ens egen karriere på standby for en tid, forklarer Anne Dorte Riggelsen.
– Jeg synes, man ser tendenser til, at karriereforløbet i dag ikke behøver være helt så lineært, som det har været. Men snarere –både for den udsendte og ægtefællen – noget der også kan gå sidelæns i en periode og ikke altid opad. Men det vigtige er, at man har forholdt sig til det og truffet et valg.
’Skal man blive gift katolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er billigst?’, funderer Brígida Chambi Jiménez, 25 år fra San Marcelo. Hun er en af bolivianske kvinder, som portrætteres i Regnen fra mine øjne. Foto: Peter Lowe.
Dobbeltanmeldelse. Kan hvide, vestlige mænd skrive overbevisende om, hvad der sker i hovedet på en fattig asiatisk eller sydamerikansk ulandskvinde? Dette lykkes faktisk ganske godt for d’herrer Bluitgen og Lowe.
Af Ulrikke Moustgaard
Undertrykkelse, børnefødsler og hårde trængsler i en verden, hvor mænd bestemmer.
Det er hverdagen for mange fattige kvinder i udviklingslandene – og derfor også temaerne for mange artikler, bøger og beretninger om samme emne. De seneste to skud på bogstammen er ingen undtagelse.
Kåre Bluitgen kom på alles læber, da han i forbindelse med arbejdet til en bog om profeten Muhammed i 2005 angiveligt havde svært ved at finde profetillustratorer, hvilket blev den direkte anledning til Danmarks største
udenrigspolitiske krise i efterkrigstiden – Muhammedkrisen eller Tegningesagen.
Bluitgen har siden været på en længere rejse i Nepal, hvor han har talt med en lang række kvinder om deres liv. Det har inspireret ham til at skrive romanen Kvinderne ved Den Gale Flod om fem fiktive nepalesiske kvinder i en landsby ved Jaladhfloden.
Den australske fotograf Peter Lowe har i årevis arbejdet med temaer om undertrykkelse i Bolivia. Han har boet i byen Camargo i Los Cintis i den fattige delstat Chuquisaca i Bolivia og er vendt tilbage for at portrættere 35 landbokvinder fra Los Cintis. Det gør han i bogen Regnen fra mine øjne gennem både billeder og tekst, hvor kvinderne selv fortæller brudstykker fra deres liv. Bogen udkom oprindeligt på spansk, men er nu blevet oversat til dansk af Ronnie Nielsen.
Kvindeidentifikation i højeste potens
Det er svært at åbne både Bluitgens og Lowes bøger om fattige ulandskvinder uden at have en lille snert af en af den forgangne vinters store offentlige debatter i baghovedet.
Her var spørgsmålet om køn og litteratur nemlig sat til diskussion; først i Sverige af en række kvindelige forfattere, som hængte navngivne mandlige anmeldere ud for kønsdiskrimination i medierne. Dernæst i Danmark, hvor flere kvindelige forfattere påpegede, at det også er et problem for dansk litteratur, at så mange anmeldere er mænd, fordi mandlige anmeldere ikke forstår kvinder og dermed heller ikke kvinders litteratur.
Så med de to bøger på bordet, ligger det lige for at spørge: Kan to hvide, vestlige mænd (som formodentlig ikke lever under FN’s fattigdomsgrænse) overhovedet sætte sig kvalificeret og overbevisende ind i hovedet på en fattig asiatisk eller sydamerikansk ulandskvinde?
Tja, Bluitgen lægger hårdt ud med kvindeidentifikation i højeste potens, da han indleder sin roman med et øjebliksbillede af den unge partisankvinde Sunita, der bruger forsiden af Kathmandu Post som menstruationsbind og tisser i sandet, så det bliver rødt af blod.
Denne anmelderinde sukkede tungt, da blodet to sider senere også begyndte at løbe ind i mundingen af en pistol, der var gemt i Sunitas trusser; for det kan være en trættende tendens, når nogle mandlige forfattere for at højne troværdigheden bliver for ivrige med at menstruere på deres kvindelige romankarakterers vegne.
Til gengæld overrasker Bluitgen på de følgende sider med både indsigtsfulde, velskrevne og tankevækkende fortællinger om de fem nepalesiske kvinder Sunita, Gita, Sita, Anita og Lalita.
Alle bor de i et samfund, hvor undertrykkelse på baggrund af både køn, kaste og ægteskabelig status er et barsk faktum. Er man som Gita enke, risikerer man både sladder, hån og overgreb fra en omverden, der ser selvmord i den afdøde ægtemands ligbål som enhver respektabel enkes bedste fremtidsscenario. Er man som Anita ikke i stand til at blive gravid, lurer faren for at blive udstødt, få en rivaliserende 2. kone, der skal føde børn, eller bare at blive behandlet som et dyr lige om hjørnet, mens kvinder, der ikke føder sønner, risikerer samme skæbne.
Skæbne er i det hele taget det uafvendelige omdrejningspunkt for de nepalesiske kvindeliv i bogen, både skæbne i religiøs forstand og konkret forstand, men Bluitgen formår at beskrive dette uden at forfalde til tåreperseri eller gøre kvinderne til stakkels og umælende ofre.
Tværtimod tager hans karakterer overraskende personlige valg og kommer dermed også udover alle de stereotype klicheer, man ellers let kan falde i, når man vil beskæftige sig med andre menneskers anderledes liv.
Et hovsaagtigt liv
I Bolivia spiller skæbne derimod ikke den store rolle, forstår man, når man dykker ned i hver enkelt af de 35 kvindevidnesbyrd, der optræder i Peter Lowes dokumentarbog.
Faktisk er det slående, hvor mange af de interviewede og smukt fotograferede kvinder i næsten alle aldre, der ikke har nogen masterplan for deres liv, men i stedet lever det lidt hovsaagtigt med der til hørende konsekvenser. Skal man for eksempel blive gift katolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er billigst? som 25-årige Brigida Chambi Jimenez formulerer det.
Eduarda Fernandez Cilizaya på 62 år fortæller om, hvordan hun først blev voldtaget og så gift med manden, fordi han havde gjort hende gravid. ’På den måde blev jeg gift med en mand, der ikke havde fortjent mig,’ som hun tørt konstaterer.
Den klassiske kvindehistorie i store dele af Sydamerika handler netop om at blive gravid ved et tilfælde i en meget ung alder og herefter at måtte lægge alle andre drømme på hylden, fordi man nu har børn at forsørge. De bolivianske landbokvinder er ingen undtagelse. De fleste har ingen eller en meget kort skolegang bag sig; de har passet geder, jord og søskende i stedet for at få uddannelse, og mange taler om, at kvinderne både arbejder hårdere end mændene på stedet, og at de samtidig har mindre indflydelse.
– Nogle gange siger mændene, at vi ikke kan læse og ikke ved noget om møder eller myndigheder, som den 27-årige enlige mor Alejandra Ventura Mamani siger om det samfund, hvor kvinder ikke kan få indflydelse.
Alligevel er kvinderne i Regnen fra mine øjne ikke nogle stakler; de organiserer sig, de tager sagerne i egen hånd, de starter mødreog sundhedsgrupper, sender deres børn i skole og rejser til byen for at arbejde, når maverne bliver for tomme eller drømmene om nyt tøj for store. De er i bund og grund tilfredse med deres tilværelse på landet, selvom den er hård – og selv om mange selvfølgelig også efterlyser basale fornødenheder som medicin, mere skolegang eller en ordentlig vej.
Og så virker det stærkt, at bogen som sidegevinst næsten var et lille empowermentpro-jekt for de kvinder, der ved at deltage også for første gang fik mulighed for at komme til orde over for medier, myndigheder og offentlighed.
Koloniseringen af Afrika bragte også gode ting med sig, skriver økonomen Robert Calderisi. Her tobaksplakat fra det britiske Empire Marketing Board, 1927-1933. Foto: Polfoto.
Bistandskritik.
Ingen bistand uden betingelser. Så langt er økonomerne Easterly og Calderisi enige i to vigtige bøger om alt det, der forhindrer bistanden i at blive effektiv.Af Henrik Nielsen
Der er udkommet to bøger, der er særdeles kritiske overfor den måde, som Vesten giver Afrika bistand på. Det er der ikke noget nyt i.Sådanne bøger udgives med lidt ujævne mellemrum; sidst var der en bølge i slutningen af firserne, hvor en første runde af
development fatigue – bistandstræthed – satte ind.Dengang var årsagen, at den strukturelle tilpasningspolitik ikke fik de resultater, man ønskede. Man begyndte derfor at sætte fokus på de særlige politiske faktorer i de afrikanske stater, der bevirkede, at udviklingen lod vente på sig. De store omvæltninger som murens fald i 1989 gjorde en ny kortvarig optimisme mulig. Da denne desværre faldt sammen med en temmelig kraftig reduktion af udviklingsbistanden, skal vi ind i det nye årtusinde for at finde næste bølge.
Med de store initiativer i forbindelse med 2015 Målene og den gradvist stigende bistand til Afrika – samt en isolering af Afrika syd for Sahara som den helt store globale udviklingsmæssige udfordring – ser vi nu en ny bølge af kritisk litteratur.
Fælles for bøgerne fra den gang og nu er, at bistand kan være godt nok, men at det er vigtigt, at særlige betingelser er til stede, for at midlerne ikke skal blive spildt. Titlerne
The Trouble with Africa og The White Man’s Burden mere end antyder, at bøgerne handler om hindringerne for effektiv udviklingsbistand..Det er al ære værd at råbe vagt i gevær, hvis man ser en risiko for, at den stigning i bistanden til Afrika, man oplever i disse år, løbe ud i sandet. Begge forfattere går således voldsomt i rette med 2015-kampagnelederen Jeffrey Sachs, rockaktivisten Bono og Co., da de frygter, at den satsning, der sker i disse år for at ’make poverty history’ ender med fiasko. De to forfattere frygter, at man vil gentage de fejl, man har gjort de seneste firefem årtier, og at dette vil medføre yderligere spild af ressourcer og forstærket desillusion.
Dette er en vigtig dagsorden, der fortjener stor opmærksomhed. Easterly indleder med at stille to globale tragedier op.
Den første tragedie er at verden i dag, på trods af en velstand uden historisk fortilfælde, rummer over én milliard ekstremt fattige, hvor millioner af børn dør af sult og elementære og helbredelige sygdomme.
Den anden tragedie, som er den, han beskæftiger sig med, er, at verdenssamfundet – på trods af, at det over årene har brugt 2,3
tusinde milliarder dollars på formålet – må erkende, at man ikke er nået til et niveau, hvor basale serviceydelser form af for eksempel uddannelsesmuligheder.Det er disse to skandaler, som Easterly (til daglig professor i økonomi ved New York University, red.), forsøger at forklare. Her er hans hovedtese, at man indenfor udviklingsverdenen kan dele folk op i to hovedkategorier, ’the searchers’ og ’the planners’.
The searchers
er de gode. Utrætteligt søger de lokale løsninger på lokale problemer gennem innovation, foretagsomhed og lokal deltagelse. Til gengæld er de mindre bekymrede om, hvorvidt det indgår i nationale planer, om der er udarbejdet performance indicators, osv.Planlæggerne, derimod, prøver at lave
social engineering ovenfra. De er ufleksible, ofte bundet af mandater fra donorlande, er ude af stand til at eksperimentere og bureaukratiserer alle procedurer. Ifølge Easterly gives langt det meste af bistanden i denne planner-form. Og derfor er vi stort set ikke nået nogen vegne.Denne kritik er naturligvis meget relevant eksempelvis for dansk bistand, der i stigende grad har som specifik målsætning, at den skal være ’planner’-baseret, med sektorprogrammer, indgå i en national planlægningssammenhæng, være institutionelt bæredygtig etc.
Bistanden – en fiasko?
Et andet spørgsmål – som Easterly lidt for
kategorisk besvarer – er, hvorvidt det egentlig passer, at bistanden vitterlig er den fiasko, man gør den til. Hvis man ser på andre faktorer, der har virket negativt for Afrika – faldende råvarepriser, øget protektionisme på amerikanske og europæiske markeder etc. –er det vel spørgsmålet, om bistanden kan udråbes som en fiasko.Ligeledes får han det også til at se ud som om, der er tale om en i global sammenhæng astronomisk sum penge, der er blevet klattet væk. Men Afrika har siden murens fald modtaget mindre bistand end genforeningen af Tyskland har kostet, og i det tidligere Østtyskland snakker man også om manglen på ’impact’.
Skurken er Afrikas ledere
Hvor det i Easterlys verden er en lang række af meget forskelligartede aktører indenfor bistandsverdenen såvel som indenfor politik, der er skyld i miseren, er Calderisi – i dag pensioneret efter mere end 30 år som cheføkonom i Verdensbanken – mere kategorisk. Her er der ingen tvivl; det er de forbryderiske afrikanske ledere, der har stukket det hele i egne lommer, og som ved uduelig ledelse har gjort, at afrikanerne har mistet deres placering på verdensmarkedet og er sunket ned i en fattigdom dybere end den, de befandt sig i for fyrre år siden. Og ikke nok med det. De har samtidig snedigt udnyttet europæernes og amerikanernes dårlige samvittighed og formået at fastholde, at ulykkerne skyldes slavehandlen, koloniseringen og neoimperialis-men. Men det gør de ikke ifølge Calderisi.
Jo før vi fralægger os den ’politiske korrekthed’, og kalder tingene ved deres rette navn, jo bedre. Kolonialismen bragte jo også nogle gode ting med sig! Derfor: Ingen bistand til forbryderregimer. Stil flere betingelser for bistanden. Insistér på ’gennemsigtighed’. Forlang demokratiske valg og fri presse. Vær ikke bange for at skære ned i bistanden. Koncentrér den om nogle få lande, der ’performer’. Og ikke noget med at lægge fingre imellem, når man skal forklare, hvor problemerne stammer fra.
Økonomer i tvivl
Et problem i denne forklaringsmodel bliver naturligvis, at man fuldstændigt frikender donorer og udenlandske investorers rolle i korruptionen. Faktisk viser det sig jo, at investeringer i Afrika nu til dags særligt finder sted dér, hvor der er mulighed for at korrumpere sig igennem, så man kan omgås skatte- og miljøregler og udføre overskuddet uden om eksisterende regelsæt. Investorer i Afrika efterspørger ikke nødvendigvis ’transparency’ og ’good governance’.
Både Calderisi og Easterly er økonomer med en fortid i Verdensbanken. Og her melder der sig en lille pudsighed. Vi er vant til, at økonomien er en hegemonisk videnskab, og hvis man vil igennem med noget som helst udviklingspolitisk, så skal der økonomiske nøgletal på bordet. I Danmark er alle ’vis-mænd’ som bekendt økonomer. Men sjovt nok er det økonomerne selv, der nu tvivler. Hverken Calderisi eller Easterly behandler således Afrikas økonomiske placering i verdensøkonomien særligt grundigt. Derimod får vi udpeget en masse mere eller mindre velunderbyggede forestillinger, de har om afrikansk kultur og værdier, som skyld i miseren. Hovedindtrykket bliver dermed, at begge bøger kommer til at fremstå som bemærkelsesværdigt ateoretiske.
Easterly foretrækker således nogle ganske overfladiske spilteoretiske overvejelser kombineret med meget tvivlsomme forestillinger om ’afrikanske værdier’, ’tillid’ og ’kulturelle forklaringsmodeller’.
I Calderisis version skyldes det ligeledes afrikanske værdier samt inkompetent og korrupt ledelse. Hvorfor afrikanske ledere gang på gang viser sig at udvikle sig korrupt og ineffektivt, bliver vi imidlertid ikke meget klogere på. Sådan er de åbenbart bare, ifølge Calderisi.
Kultur som forklaringsmodel
Dette får begge parter til at ende med dybt problematiske og stereotypiske overvejelser om afrikanske værdier og kultur som hovedforklaring på kontinentets underudvikling. Det er der grund til at være betænkelig ved. Disse kulturalistiske forklaringsmodeller bliver, som man ser, hurtigt meget politisk slagkraftige. Og resultatet ser vi hjemligt, hvor Danidas nye kändis-udsending, fitnessdronningen Charlotte Bircow, for nyligt, i en redegørelse for hvorfor man skulle støtte kvinder i Afrika, slipper af sted med at udtale at ’afri-kanske mænd bare sidder på deres rumpet og drikker og spiller ludo’.
Som det også kendes fra den hjemlige politiske debat, kan opgøret med ’politisk korrekthed’ i værste fald udarte sig til, at man kan postulere det mest uhyrlige uden at behøver at fremlægge dokumentation eller overveje den skade, ens udtalelser volder.
Calderisi og Easterly skulle holde sig til det, de er bedst til. De sporadiske analyser af økonomiske tal for Afrika er det mest interessante i de to bøger. Men det er deres bredpenslede, udokumenterede generaliseringer om den afrikanske folkesjæl, der nok vækker mest genklang.
Robert Calderisi: The Trouble with Africa. Why Foreign Aid isn’t Working. Yale University Press, 2006. New Haven.
William Easterly: The White Man’s Burden. Why the West’s Efforts to aid the rest have done so much Ill and so little Good. The Penguin Press, 2006. New York.
Ph.d. Henrik Nielsen er Afrikaudreder ved Institut for Menneskerettigheder. hni@humanrights.dk
En faglig og konstruktiv debat om Danmarks fremtidige rolle i udviklingsarbejdet har i lang tid været en mangelvare. Således indleder forfatterne denne bog, og det lykkes dem så sandelig at lægge op til en grundig diskussion.
Af Jens Müller
Det kan være en tilfældighed, at der her og nu, hvor udviklingsbistanden runder de 40 år, udkommer en hel del bøger og indlæg om, hvordan det så er gået. Har det været anstrengelserne værd? Det hænger måske sammen med, at vi er flere, der var med fra starten og har brugt en stor del af vores arbejdsliv i den sammenhæng.
Nærværende bog er dog ikke kun skrevet af en gammel rotte (Poul Buch-Hansen), men har forfriskende deltagelse af en ny generation med gode politologiske briller (Marie Hertz). Og selvom bogen giver et relevant tilbageblik over bistandens historie, er den i høj grad fremadskuende.
Tankevækkende kritisk gennemgås de tre hidtidige bistandsformer fra projekt- over program- og til budgetbistand og hele tiden sammenholdt med den overordnede målsætning om fattigdomsbekæmpelse.
Er der noget at komme efter?
Ja, i højeste grad. Bogen sætter et utal af spørgsmålstegn ved alle de væsentligste initiativer og aktiviteter, som Danida har haft gang i. Den gennemgår tillige rigtig mange hvis’er, der grundigt belyser bistandens forudsætninger og hidtidige præmisser.
Det skæres ud i pap, at de fattige ikke er fattige, blot fordi de ikke har ret mange penge. Det gøres også klart, at den samlede danske såkaldte ressourcebase ikke har forudsætninger for at bidrage til løsninger med mindre den forstår – og gennem intensiv dialog kan sætte sig ind i – de enkelte modtagerlandes vidt forskellige problemer. For eksempel kan det jo diskuteres, om vi fra dansk side selv ved så forfærdelig meget om, hvad ’god regeringsførelse’ er for noget.
Forfatterne argumenterer for nødvendigheden af en grundig målsætningsdebat og peger på muligheden for indsatser for politik- og institutionsudvikling, der kan bidrage til at skabe mere socialt afbalancerede samfundsmodeller.
Mange af bogens dilemmaer og modsætningsforhold er for så vidt kendte fra andre sammenhænge. Men bogens sidste del kæder disse emner sammen med en konstruktiv debat om, hvilke ændringer i administrationen af udviklingsbistanden der fremover kræves for at tilgodese en nyfortolkning af udviklingsbistanden. Her henvises til et tidligere forslag fra Administrationsdepartementet (1986), som, mener forfatterne, vil kunne fremme debatten. Her nævnes følgende konkrete forslag (i) decentralisering, (ii) kvalificeret medarbejderstab, (iii) selvstændig placering af Danida og (iv) bedre sammenhæng mellem opgaver og struktur.
Ny vin på gammel flaske?
Behovet for en tilbundsgående debat om en ny bistandspolitisk dagsorden bliver således overbevisende påvist. Forfatterne gør selv opmærksom på, at diskussionerne bliver holdt relativt snævert inden for den danske bilaterale scene med ganske få antydninger af en globalpolitisk verdensorden, der hele tiden ændrer sig. Det bagvedliggende argument for udviklingsbistand berøres altså næsten ikke. Er vi i Danmark blot stiki-rend agenter for det gamle rationale om at fremme udvikling for fortsat mulighed for udbytning? Fortsætter bistanden ikke med at sive ud af huller i de pågældende samfund? Hvordan kan vi bidrage til at få stoppet disse huller?
Dog, optimisten ved for lidt om, hvad der foregår, mens pessimisten har mistet sin forestillingsevne om, hvad der trods alt kan lade sig gøre. Bogen henvender sig til begge parter.
Marie Hertz og Poul Buch-Hansen: Dansk udviklingsbistand – er der en fremtid?
Forlaget Thorup, 2007. 126 sider. Pris: 139 kr. Publiceret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.
Jens Müller er ingeniør og adjungeret docent ved Institut for Udvikling og Planlægning, Aalborg Universitet. jensm@plan.aau.dk
Illustration: Rasmus Meisler, Spild af Tid ApS.
En inhuman tilværelse fyldt med frygt og løgne er skæbnen for homoseksuelle i Ghana. Vejen til bedre vilkår er lang.
Af Camilla Kæraa, Accra.
– Hvis jeg fandt ud af, at en person var homoseksuel, ville jeg slå ham ihjel.
De kyniske ord kommer fra en 25-årig ghanesisk mand. Roligt og uden nogen form for vrede eller ophidsethed. Alligevel er der ikke tvivl om, at han mener dem.
Hans holdning er en indlært selvfølgelighed, som han aldrig har skullet forsvare eller argumentere for. Og den bærer tydeligt præg af den overlegenhed, der kommer af at vide, at alle, man kender og respekterer, mener det samme.
Ghana er en lille demokratisk oase i Vestafrika, hvor borgerne nyder godt af de vigtigste frihedsrettigheder og en forholdsvis høj levestandard. Det er et land, som er svært for andre afrikanere at få visum til. På ét punkt adskiller ghaneserne sig dog ikke fra deres naboer på kontinentet: Når det drejer sig om emnet homoseksualitet.
Denne fordømmelse af homoseksuelle er ikke unormal for et afrikansk land, siger lektor i sociologi Dr. Akosua Darkwah. Ud over religionens indflydelse tror hun, at det primært skyldes, at man i traditionel afrikansk kultur definerer sin identitet ud fra familien.
– I Afrika er det at få mange børn nøglen til at blive opfattet som en ansvarlig voksen, og homoseksualitet går imod hele dette værdisæt, siger hun.
Biblens bogstavelige ord
Kristendommen er den mest dominerende religion i Ghana, og i et land hvor troen er både stærk og socialt nødvendig for den enkelte, har kirkens afvisning af homoseksualitet stor vægt.
Generalsekretæren i Det Kristne Råd, Dr. Fred Deegbe, opfordrer personligt alle homoseksuelle til at komme til kirken, så de kan blive hjulpet af med deres tilbøjeligheder. Han sammenligner det med at have malaria, som man også søger lægehjælp for.
– Det er en tillært adfærd, som nogle mennesker nok har nemmere ved at tage til sig end andre. Men det er ingen undskyldning for at gøre det. Hvis du har lyst til at stjæle en bil, kan du jo heller ikke bare gøre det uden konsekvenser. De mennesker skal udvise selvkontrol, og de, der ikke kan eller vil hjælpes, må simpelthen holde sig fra sex, slår han fast.
På spørgsmålet om hvordan kristendommens syn på homoseksualitet harmonerer med menneskerettighederne, kommer svaret: – Menneskerettigheder er ikke det samme som den Hellige Bibel, og Herrens lov står over de menneskeskabte.
Lang vej endnu
Ifølge Dr. Akosua Darkwah vil der nok med tiden komme en bedring i forholdene for landets homoseksuelle. Men nok aldrig accept.
– Før eller senere vil nogen tage fat i menneskerettigheds-siden af det, og det vil føre til en ændring i loven. Alligevel tror jeg aldrig, at homoseksualitet vil blive moralsk accepteret, understreger hun.
Hun baserer sin vurdering på flere ting. For det første er kristendommen meget stærk og dominerende i Ghana, og det er svært at sætte sig op mod kirkens klare fordømmelse af homoseksualitet. For det andet har ghaneserne rigeligt af andre problemer at tænke på først, såsom at få deres tre måltider om dagen. Og for det tredje er ghaneserne et meget traditionspræget folk, som altid er mistænksomme over for ændringer: – Vi tænker meget over, om forandringer virkelig kommer indefra, eller om det er vestlig indflydelse, der presser på udefra, forklarer hun.
– For i så fald vil vi ikke have det! Det er allerede sket på så mange områder, og nu ønsker vi at holde fast i den sidste rest af ghanesisk kultur, vi har tilbage.
Homoseksualitet er et betændt emne i mange udviklingslande, og det gør kampen mod aids besværlig. I det vestafrikanske land Ghana erkender man, at netop denne gruppe burde inddrages i arbejdet med at få kontrol over sygdommen, men tabuer og berøringsangst står i vejen.
Af Camilla Kæraa, Accra.
– For det meste er jeg glad for mit liv og føler, at jeg har truffet den rigtige beslutning ved at stå ved min seksualitet. Men så er der også andre gange, hvor jeg taber modet. Det sker, når jeg bliver mindet om, at ingen bryder sig om os, og hvad der sker med os.
Prince MacDonald har været med til at oprette en hjemmeside, http://www.geocities.com/ gaytourghana der sætter fokus på bøsser og lesbiskes rettigheder i afrikanske lande og på grund af det, får han tit trusselmails og opringninger fra folk, der vil have ham til at lukke den. Selv fra andre homoseksuelle, som foretrækker, at han ikke bringer problemet op i folks bevidsthed.
– Der er mange homoseksuelle, som har accepteret at indrette sig efter samfundets normer; de er gift, har børn, går i kirke og føler ingen trang til nogensinde at fortælle deres nærmeste, at de i virkeligheden er homoseksuelle. De mennesker ser helst, at emnet slet ikke bliver diskuteret, og bliver vrede når nogen prøve at tage det op.
Født forkert
MacDonald fandt tidligt i sin barndom ud af, at han kunne lide drenge i stedet for piger, men nægtede at acceptere den del af sig selv.
– Jeg tænkte, at jeg nok ville blive normal med tiden og bad meget i kirken. Men på trods af alle bønnerne, var der ikke noget, der ændrede sig. Jeg troede, at jeg måske var blevet født forkert, eller at der var kastet en forbandelse over mig.
Igennem teenageårene levede han hele tiden i håbet om at blive normal som alle andre. Men en dag indså han, at det var håbløst, og at han aldrig ville holde op med at føle sigtiltrukket af mænd. Han besluttede sig for at begå selvmord.
– Hvordan skulle jeg kunne leve et liv fyldt med ensomhed og bedrag? Den tanke var for hård.
Men inden han gjorde alvor af det, mødte han en fyr, der var homoseksuel og som overbeviste ham om, at der ikke var noget galt i det, og at mange havde det på samme måde. De tog hjem til ham og dyrkede sex, og fra den dag besluttede Prince MacDonald også at leve som homoseksuel og begyndte at få mandlige kærester.
Hemmeligheder og løgne
Men selv om han nu kunne være ærlig mod sig selv, var han til gengæld nødt til at lyve over for alle andre.
– Jeg havde kvindelige kærester, som jeg kunne vise frem, men tit opfandt jeg også bare nogle, som var ude at rejse eller boede i en anden by. Når jeg talte med mine venner om piger, fortalte jeg tit rigtige historier om, hvad der foregik i mit liv; at jeg var blevet forelsket i én, men at der var de og de problemer. Og altid huskede jeg at sige ’hun’ i stedet for ’han’. En gang kom jeg alligevel til at fortale mig, og sagde ’han’ ved en fejltagelse, men så grinede mine venner bare og drillede mig med, om min kæreste var en mand i stedet for en kvinde. Det lo jeg med på, og lod som om jeg var meget flov over min ’fejlta-gelse’.
Prince MacDonalds far døde for mange år siden, og sin mor har han heller aldrig snakket med om det. Når hun spørger, hvornår han skal giftes og have børn, siger han bare, at han ikke føler, at han har sparet nok penge op til det.
– Men inderst inde tror jeg godt, at hun ved det. Det burde hun i hvert fald. Men jeg tror ikke, hun ved, hvordan hun skal spørge, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende det.
|
OGSÅ TABU I ASIEN Også i Asien er den tabubelagte homoseksualitet et stort problem i kampen mod aids. Sidste år udkom en rapport fra The American Foundation for Aids Research, der advarede om konsekvensen ved, at de fleste homoseksuelle mænd i Asien enten er tvunget til at gifte sig eller både har sex med mænd og kvinder for at skjule deres seksualitet. Læg dertil oveni at mange af dem ikke bruger kondom, og at det stort set er umuligt at komme i kontakt med denne gruppe og lære dem om faren ved ikke at gøre det. |
|
TI PROCENT – OGSÅ I GHANA Det nøjagtige antal af homoseksuelle i Ghana kendes ikke, men ud fra Kinseymodellen regner sociologer med, at omkring ti procent af enhver befolkning er homo-, bi- eller transseksuel og heraf er cirka fire procent udelukkende homoseksuel. Med forbehold for hvor nøjagtigt den udregning kan overføres på det ghanesiske samfund, ligger antallet af ghanesere med en undertrykt seksualitet dermed mellem 800.000 og to millioner. |
Homoseksualitet er et betændt emne i mange udviklingslande, og det gør kampen mod aids besværlig. I det vestafrikanske land Ghana erkender man, at netop denne gruppe burde inddrages i arbejdet med at få kontrol over sygdommen, men tabuer og berøringsangst står i vejen.
Officielt er hver 25. ghaneser smittet med hiv/aids. Uofficielt menes tallet at være langt højere.
Mandlige homoseksuelle er en af højrisikogrupperne for smitte og spredning af virusset, og derfor er det vigtigt at inkludere dem i arbejdet med at standse epidemien. Men her kniber det gevaldigt.
Hos Ghanas Aids-Kommission er man klar over problemet, uden at man af den grund er kommet tættere på en løsning. Det er især befolkningens foragt for og benægtelse af minoritetens eksistens, der besværliggør arbejdet.
– Da det er ulovligt at være homoseksuel, har vi svært ved at finde dem, og vi kan ikke arbejde åbent omkring det ved for eksempel at informere på store skilte eller have reklamer i radioen. Det vil ikke være passende. Folk ville blive både vrede og stødte over at skulle forholde sig til, at der er ghanesiske mænd, der har sex med andre mænd, siger generalsekretær Sakyi Awuku Amoa fra Aidskomissionen.
Aids smitter da ikke ved analsex
Den generelle berøringsangst over for homoseksualitet har resulteret i, at der kun er meget lidt viden om aids i forhold til denne gruppe. Men i 2004 lykkedes det for første gang at gennemføre en undersøgelse i hovedstaden Accra med 150 bøsser, der udfyldte et spørgeskema om deres vaner og holdninger. Mange af oplysningerne var foruroligende og bekræftede, hvor vigtigt det er at inddrage denne gruppe i kampen mod aids.
De fleste troede for eksempel, at analsex var mere sikkert end vaginalsex, fordi de aldrig havde hørt analsex blive omtalt i medierne i forbindelse med aids. Flere personer svarede endda, at de slet ikke mente, at aids kunne overføres fra én mand til en anden mand.
Derudover svarede mange af personerne i undersøgelsen, at de var tvunget til at leve som biseksuelle for at skjule, at de var homoseksuelle. De var enten gift eller havde kvindelige kærester at vise frem, samtidig med at de havde sex med andre mænd i det skjulte.
Dermed bliver virusset hurtigt spredt ud til det heteroseksuelle miljø.
En aktivist, der ønsker at være anonym, har arbejdet i Accra de sidste par år med at opsøge homo- og biseksuelle og skabe et fristed for dem, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer. Han bruger meget tid på at snakke med mændene om aids og vigtigheden af at bruge kondom, hvilket de fleste ikke gør. De tror ikke, at det er nødvendigt, men snarere at det er en smart måde for firmaer at tjene penge på.
Uvidenhed og benægtelse er de to ting, som han stadig kæmper mest imod. Men de sidste par år er han begyndt at opleve mere åbenhed og en stigende interesse for sine projekter. Formentlig på grund af det høje antal aidsramte.
– At gå til den ene begravelse efter den anden er noget, der skræmmer dem, og det får dem til at ville tale om de problemer, der er involveret i deres livsstil, siger han.
SHARP er en NGO, der arbejder med at bekæmpe aids i Ghana. Ifølge Dr. John David Dupree, formand for SHARP, er det ikke kun samfundets fordømmelse og manglen på viden om brug af kondom ved analsex, der er problemet.
En helt praktisk ting som for eksempel at skaffe glidecreme er meget vanskeligt i Ghana og er derfor med til at hindre homoseksuelle i at bruge kondom. Da der ikke er nogen naturlige væsker involveret i analsex, er det både vanskeligt og smertefuldt at bruge kondom, så mange lader være eller bruger olie, som ødelægger kondomet. Et af SHARPs projekter er derfor at gøre glidecreme tilgængeligt til en rimelig pris.
Nødvendig handling
På det globale plan er de afrikanske lande syd for Sahara hjemsted for over halvdelen af alle verdens hiv/aids-tilfælde, og kampen mod denne pandemi bliver svær at vinde uden at konfrontere det homoseksuelle tabu.
I Central- og Sydamerika samt store dele af Asien gætter man for eksempel på, at mellem 40 og 50 pct. af smittetilfældene fra 1983 til 1994 er et resultat af homoseksuel overførsel. Og intet tyder på, at Ghana skulle kunne sove trygt på den front.
Det er et faktum, at analsex medfører en langt højere smitterisiko for hiv/aids end vaginal sex, men alligevel svarede kun 12 pct. af mændene i undersøgelsen fra Accra, at de altid brugte kondom, når de dyrkede analsex – mod 21 pct., der aldrig brugte det. Resten brugte det af og til.
Undersøgelsen viste også en forholdsvis høj grad af promiskuitet mellem deltagerne. Mindre end en tredjedel svarede, at de kun havde én regelmæssig partner. 60 pct. svarede, at de havde 2-4 partnere, og resten havde fem eller derover. De fleste angav også, at de havde tilfældige partnere ved siden af deres regelmæssige.
Konklusionen i undersøgelsen var, at de ghanesiske homoseksuelle med al sandsynlighed bidrager væsentligt til spredningen af aids, og at Ghana er nødt til at erkende problemet og handle derefter, da landet ikke har råd til at fejle på dette punkt.
Camilla Kæraa er nyuddannet journalist. Denne artikelserie er hendes hovedopgave ved Danmarks Journalisthøjskole. smillriis@mail.djh.dk
I årtier har griske centrale regeringer i ulandene udnyttet og ødelagt skove – og skabt korruption. Læg skovforvaltningen ud i de lokale samfund, som er afhængige af skovene: Så bevarer man på én og samme tid skovene, skaber udvikling og god regeringsførelse fra bunden. Sådan lød budskabet fra tre forskere i februar. Sludder, siger Anders Pedersen, Tanzania, der nu kalder forskerne romantikere. Du kan ikke sætte ludfattige mennesker til at vogte skov – uden at friste. I Tanzania er situationen for lokalt drevede skove nærmest katastrofal, skriver han.
Af Anders Pedersen
I ’Vejen til lokaldemokrati går gennem skoven’ (udvikling 1/2007) bygger forfatterne deres påstande på vestlige filosofiske præmisser, hvor lovene beskytter miljøet, og hvor den folkelige deltagelse er både synlig og indflydelsesrig.
Imidlertid er demokrati i mange udviklingslande stadig ønsketænkning. Og de altoverskyggende problemer som dyb fattigdom, diskriminering, høj dødelighed, epidemier og miljønedbrydning synes overset. Under så ekstreme tilstande er lokaldemokrati hverken mest relevant eller mest problemløsende for folk og regeringer.
Efter 20 års udviklingsarbejde på alle tropiske kontinenter bliver man bevidst om udviklingslandenes realiteter, som er svært fordøjelige, umulige at acceptere, men som skal forstås.
Skovromantik
Artiklen er misvisende. Den tegner et romantisk billede fra en landsby i ’hjertet af Tanzania’ – så er tonen lagt. (hvor en landsby gennem indtægter fra skoven har indsamlet penge til en skole, red.) Det hævdes, at Participatory Forest Management (PFM) har genetableret ’mange’ skove, hvilket er en horribel påstand set i lyset af den massive, tiltagende skovødelæggelse. Kvalitative analyser skal ledsages kvantitativt! Der savnes derfor i artiklen en sober, kvantitativ analyse af skovenes kvalitet og forandring som følgerne af decentraliseret skovforvaltning (DSF) og PFM.
Ordet participatorisk borger ikke nødvendigvis for kvalitet, hvilket Solveig Danielsen påpeger i læserbrevet i samme nummer af udvikling.
Tanzanias 10.600 landsbyer ekspanderer på skovenes bekostning. Der er hårdt pres på al skov grundet energimangel, kulsvidning, og unødigt stort forbrug af træ i konstruktioner. De værste ødelæggelser findes netop i de skove, som forfatterne idealiserer! Ifølge en national skovtaksering i 2005 fandtes stort set alle skove stærkt truede og i meget hurtig tilbagegang. Bemærkelsesværdigt nok er de private skove de mindst ødelagte. De centralt kontrollerede skove var også nogenlunde intakte. Men helt galt var det med de skove, som var overdraget til lokale myndigheder. Her er situationen katastrofal! Denne bombe under DSF og PFM sætter stort spørgsmålstegn ved opskrift såvel som udførelse!
At finde enkelte solstrålehistorier om succeser i PFM er ikke svært, selv i lande uden for Tanzania eller Nepal. Driftsformen er imidlertid sjælden og udgør under én pct. af Danmarks skove sammenlignet med andre ejer- og driftsformer. Det er højst tvivlsomt, om konceptet er effektivt i større skala.
I langt de fleste tropelande er veldrevne og lokalt fuldt regulerede fællesskove et særsyn, der absolut mere er undtagelsen end reglen, hvis man ser bort fra visse etniske bjerg- og skovfolk. PFM-succes’erne er utopiske uden eksternt donorinput og igangsættelse. Selv om syv pct. af Tanzanias skovareal under lokal forvaltning er der ingen analyse eller garanti for skovenes tilstand. Skovene ofres så længe fattigdommen plager – de overlades til andre formål og kulsvierne. Korruption eksisterer også på lokalt niveau. Tømmer udgør en kæmpe resurse, som det er fristende at realisere. Stærkt divergerende lokale interesser forhindrer etablering af effektive PFM skovkomitéer.
En høvding fra Uluguru Mountains råber nu på hjælp fra regeringen til at beskytte lokale skove, der plyndres, og invaderes af ”folk udefra”. Dette illustrerer, at PFM ikke kan stå alene: Landsbyer har hverken har våben eller magt til at jage indvandrere, fredløse og ignoranter væk fra de skove, de søger at beskytte (Kingalu 2007). De gode tiltag undermineres. De, der bevarer skoven og driver den fornuftigt mister den til desperate, hensynsløse eller grådige folk, der profiterer eller blot overlever qua andres tilbageholdenhed...
Selv fra de bedre eksempler på PFM er der basal mangel på viden om hugstmåder, teknikker, og planer for optimal drift og god udnyttelse, der sammen med bevaring og forøgelse af skoven kan opbygge store værdier samtidig med ydelse af gode løbende afkast til gavn lokalt såvel som for nationaløkonomien. Men dette skal ske uden at skoven forarmes og dens biodiversitet og produktivitet mistes.
Indonesien overlod i 90’erne skovene til lokaladministrationen. Stort set al naturskov i delstaten Kalimantan på Borneo forsvandt derefter i løbet af få måneder – man havde sat ræven til at vogte gæs – regionale myndigheder holdt udsalg af kommissionsrettigheder og skummede fløden, mens tømmeret forsvandt til Japan og USA.
God skovdrift er blevet en saga, men er den eneste bæredygtige løsning, hvis ikke skoven skal mistes. Mangel på udrustede og kompetente skovfolk hindrer udførelsen af selv de mest sparsomme tiltag for at forbedre skovene og deres udnyttelse. Hatten bliver hængt op på gode intentioner i form af nationale strategier for skovene (TFAP), skovprogrammer (NFP), der optegner smukke scenarier i form af PFM-strategier, skovbevaring, og god skovdrift. Det afføder falske forhåbninger om skovenes redning og bygger på den farlige antagelse, at fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd med biodiversitet og naturkonservering.
Og det er her at kæden brister. Meget fattige mennesker må nødvendigvis bruge alle deres resurser for blot at selv overleve. Uden tag og mad er det svært at motiveres til at dele, regulere, plante træer, afse resurser til andre og til naturen. Måske er PFM en brugbar vej frem, men PFM er også blevet en illusion, et glansbillede fra en verden, som vi gerne vil se den. Men virkeligheden banker på, skoven forsvinder og ødelægges med uformindsket kraft. Øjensynligt kan Tanzania endnu ikke beskytte sine resurser. Operationel, specifik viden savnes i skovkomiteerne, der har svært ved at sætte tilstrækkelige grænser for hugst, rydning, og ødelæggelser. Tabes skoven mistes produktionsapparatet og arterne – og der er typisk ingen vej tilbage. Daleren ruller...
Anders P. Pedersen, seniorrådgiver, Ph.d. i skovbrug); p.t. landbrugsrådgiver i Morogoro, Tanzania. anderspp@gmail.com
SVAR
Anders Pedersen (AP) har fået sit faglige fundament udfordret, og det er tilsyneladende ubehageligt. Hans erfaring fra 20 års udviklingsarbejde på alle tropiske kontinenter siger ham, at lokalbefolkningen er uvidende og grådige skovødelæggere, at skoven skal bevares, og at det bedst sker gennem en effektiv, stærk central skovforvaltning. Den opfattelse er ikke ligefrem ’romantisk’ – som han beskylder vores for at være – men den er teknokratisk og i hvert fald ikke fremmende for udviklingsarbejde.
Det er netop 20 år siden FAO’s tidligere skovdirektør Jack Westoby udgav en bog, som argumenterer imod denne opfattelse –med undertitlen ”The Follies of Development” (Westoby 1987), men den kursændring, som bogen bidrog til, har AP tilsyneladende ikke opdaget.
Inkonsistensen i AP’s argumenter er tydelig, når han kritiserer vore præmisser for decentralisering af skovforvaltningen for at bygge på ”vestlig tænkning”, og samtidig selv plæderer for indførelse af traditionel europæisk skovbrugspraksis i Tanzania med sit fokus på ”hugstmåde”, ”optimal drift”, ”produktion” og ”driftsplanlægning”.
Ubrugelig høvding
Essensen i AP’s indlæg er, at decentraliseret skovforvaltning er dømt til at mislykkes, fordi fattigdom nødvendiggør stærk central styring, hvis skovødelæggelse skal undgås. Det er et meget ensidigt og forenklet syn på sammenhængen mellem fattigdom og afskovning. Og eksempler på, at en stærk central skovforvaltning har forhindret uplanlagt afskovning i udviklingslandene, er da vist meget sjældne. Blandt forudsætningerne for, at decentraliseret skovforvaltning kan lykkes, er naturligvis, at lokalbefolkningen sikres tilstrækkelige incitamenter, og at ejendomsretten til skovprodukterne er sikret.
Den første gør AP’s eksempel med Kalimantan ubrugeligt, den anden gør eksemplet med den magtesløse landsbyhøvding ubrugeligt. At alle forudsætninger ikke altid er til stede, betyder ikke, at man skal opgive ideen om decentraliseret skovforvaltning.Tværtimod skal der lægges kræfter i at sikre disse forudsætninger. Rutebildrift opgives jo heller ikke, fordi en bro mangler eller styrter sammen. Man bygger en ny eller bedre bro og fremmer udvikling.
For menneskenes skyld
Vi gør os skyldige i den ”horrible” påstand, at decentraliseret skovforvaltning har genetableret mange skove. Det er dokumenteret tilfældet i Nepal og Indien.
I Tanzania findes der endnu ikke større kvantitative studier af decentraliseret skovforvaltnings effekt på skovressourcen. Skovtakseringen af 2005, som AP refererer til, dækker kun de tanzaniske bjergregnskove, hvor potentialet for participatory forest management (PFM) er begrænset af deres ringe udstrækning og høje frekvens af sjældne arter, som gør stort set enhver udnyttelse problematisk ud fra et biodiversitetshensyn. Meget tyder på, at der til stadighed foregår afskovning i Tanzania – men det kan ikke lægges PFM til last, al den stund at PFM kun vedrører ca. 11 pct. af landets skovareal.
I øvrigt kan det være fornuftigt at ”øde-lægge” skov og for eksempel etablere landbrug – skoven er jo til for menneskenes skyld, primært lokalbefolkningen, og ikke for sin egen eller forstmænds skyld.
Finn Helles er professor, Jens Friis Lund adjunkt og Thorsten Treue lektor – alle på Center for Skov, Landskab og Planlægnig ved Københavns Universitet.
|
FOKUS PÅ HÅNDTERING AF KONFLIKTER –
I to år har Danmark haft en plads i FN’s Sikkerhedsråd. De danske repræsentanter har især arbejdet for at skabe sammenhæng i det internationale samfunds indsats for at skabe fred i lande med borgerkrig og konflikter. På FN-topmødet i 2005 vedtog man således at etablere en Fredsopbygningskommission (PBC), som blandt andet Danmark har arbejdet aktivt for. Denne og andre danske erfaringer og resultater fra arbejdet i Sikkerhedsrådet kan læses i en ny rapport fra Udenrigsministeriet. Det fremgår også, at Danmark har brugt sin plads i Sikkerhedsrådet på at:
Læs mere i Udenrigsministeriets 28-siders erfaringsopsamlingsrapport, som kan bestilles på http://www.danida.netboghandel.dk |
Udenrigsministeren og udviklingsministeren lancerer den 15. juni en ny Asienstrategi. Det foregår ved et offentligt møde, som indgår i en større asiensdag i og omkring Eigtveds pakhus, hvor der vil være fri adgang til en række asiatiske kulturoplevelser.
Strategien ’Danmark i Asien – en prioritering af fremtiden’ er regeringens samlede bud på prioriteterne for, hvordan mulighederne og udfordringerne i Asien skal tackles. Baggrunden for strategien lyder: ’Skal Danmark klare sig godt i globaliseringen, skal vi alle blive bedre til at udnytte de muligheder Asien byder på. Asien rummer store markeder for danske virksomheder, nye muligheder for samarbejde indenfor forskning og udvikling og uddannelsessamarbejde, og nye muligheder for gensidige investeringer. Men Asien rummer også betydelige udfordringer. Terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og potentielle konflikter, hvor nogle af dem kan have globale konsekvenser. Danmark må tage bestik af udviklingen og indrette sin samlede politik over for Asien, så vi udnytter mulighederne og håndterer udfordringerne i tide. For at styrke Danmarks position i Asien overfor de asiatiske regeringer, virksomheder og befolkninger er det vigtigt, at alle aktører i Danmark spiller ind med hele paletten af vores kompetencer. Og det er Asienstrategiens sigte.’
Den 15. juni 2007, hvor strategien lanceres, vil der først være et officielt seminar. Kl. 17 åbner Asiatisk Plads på Christianshavn op for boder med et udvalg af asiatisk kunsthåndværk og gastronomiske smagsprøver produceret af herboende asiater. De asiatiske landes repræsentationer her i landet er også inviteret til at bidrage med en præsentation af landets kulturer og erhverv i form af en kulturevent og/eller en bod. Der arbejdes også på at tiltrække en række asiatiske kunstnere, der repræsenterer samtidskulturen, gerne unge.
Danske kommune har masser af ekspertise at tilbyde kommuner i den fattige del af verden – eksempelvis indenfor børnehavepædagogik. Her Guinea-Bissau. Foto: Ann Eriksson, Nordicphotos.
Efterlysning: Svenske kommuner er en aktiv del af Sveriges udviklingspolitik. Hvor er de danske kommuner? Exborgmester vil have de danske kommuner på banen – med støtte fra Danida.
Af Per Bregengaard
Bukoba ved Victoriasøens bred i det vestlige Tanzania og nordjyske Morsø Kommune har været venskabsbyer siden 1983.
Kommunernes styre både i syd og nord har været involveret i samarbejdet. Men primus motor har ikke mindst været Morsø Ulandsforening.
Bukobas borgmester Samuel N. Luangisa har især været glad for kultur- og skolesamarbejdet. Der har været gensidige besøg af lærere og elever. Og lærere fra Mors har arbejdet frivilligt i skolerne, hvor de har undervist i engelsk. Det er indtrykket, at det især er sket i deres sommerferie.
Selvom de kun har været i Bukoba i kort tid, har det været en stor hjælp. Der er lærermangel. Antallet af skolesøgende elever vokser, og lærere er samtidig en udsat gruppe, når det handler om aids. Bukoba har også draget nytte af frivilligt arbejde på andre felter. Unge piger fra Mors har assisteret på spædbørnehjemmet i Ntoma.
Borgmester Luangisa fremhæver også et andet positivt element i samarbejdet: De mange containere, der er kommet med senge og udstyr til sundhedsklinikker og til områdets hospitaler med skolemøbler og undervisningsmidler til skolerne.
Danida på banen
Et samarbejde med mindre NGO’er og den form for venskab, Bukoba har med Mors, har sine klare fordele i de personlige relationer og venskaber. Men det har også sine begrænsninger. Bukoba ønsker et udvidet samarbejde, som ikke udelukkende er baseret på fritid og ferie og i høj grad er afhængig af enkeltpersoners indsats. De vil have en direkte relation, hvor en kommune samarbejder med en kommuner.
– Når en ekspert udsendt af Danida har fuldendt sit arbejde, drager han til et andet sted, hvor Dar es Salaam mener, at der er behov for det. Et samarbejde med Morsø er mere vedvarende. Venskaber grundlagt på et kommunalt samarbejde vil vokse, slutter borgmesteren. Det kan lade sig gøre, hvis Danida kanaliserer nogle af sine midler via kommuner – som fx Morsø.
Svenske kommuner i Afrika
Medarbejdere fra kommuner, regioner og Kommunernes Landsforening (KL) har deltaget i bistandsprojekter, men kommuner og regioner har ikke på samme måde som i Sverige været aktive samarbejdspartnere i forhold til tilsvarende lokale enheder i Syd. SIDA (Sveriges statslige udviklingsorganisation) har eksplicit inddraget kommunerne i sin bistandsstrategi, og den svenske kommuneforening har en konsulentenhed, Sala Ida, der understøtter samarbejdet mellem kommuner i Nord og i Syd. Sala Ida har også midler til at finansiere tvillingesamarbejder.
Spørgsmålet er, om Danida aktivt skal gå ind og fremme sådanne tvillingesamarbejder. Der eksisterer lokale ønsker om det, og kommuner og regioner har uudnyttede og særegne potentialer til at yde en virkningsfuld indsats på en række felter i bistandsarbejdet.
En kommune eller region skal ikke opbygge en professionel bistandsorganisation. Grundlaget for indsatsen skal være samarbejder og joint ventureprojekter med Danida og danske NGO’er med erfaringer og professionalisme inden for international bistand.
Men en bistandsindsats vil understøtte en kommunes internationaliseringsstrategi og interkulturelle indsatsområder. Den kan ses i sammenhæng med personaleudviklingen og vil være en dimension i arbejdet for at skabe attraktive arbejdspladser. Bæredygtighed indgår i mange kommuners værdigrundlag, og bistandsarbejde kan løfte målsætningerne på dette område.
Kommuner og regioner har materiel, der er forældet og udtjent i en dansk sammenhæng. Det kan være it-udstyr, brandsluknings- og redningsmateriel, hjælpemidler til afhjælpning af handicap eller undervisningsmidler inden for naturfagene.
Meget af det, en kommune kasserer, vil med støtte til forsendelse, klargøring og instruktion i betjening og vedligeholdelse kunne nyttiggøres under andre himmelstrøg.
Mindre snæversyn
Kommunale medarbejdere har kompetencer og ekspertiser inden for en lang række bistandsopgaver. Det drejer sig ikke alene om instruktion i at betjene og vedligeholde forskellige former for udstyr, men ansatte vil også kunne indgå i efteruddannelsesforløb og i innovations- eller inspirationssammenhænge.
Andre vil kunne få glæde af vores viden om og erfaringer fra arbejdet med traumatiserede flygtninge, med børnehavepædagogik, udvikling af demokrati og brugerindflydelse på lokalt niveau eller sagsbehandling, administrative
procedurer og journalisering.
Arbejdet andre steder i verden kan endvidere bidrage til udviklingen af medarbejdernes snævre faglige såvel som generelle kulturelle kompetencer og dermed understøtte en kommunes visioner om mindre snæversyn og større mangfoldighed på arbejdspladserne.
Internationale relationer og samspillet mellem forskellige kulturer er en integreret del af kommuners aktiviteter på mange områder. Det gælder samarbejder og udvekslinger mellem venskabsklasser, klubber og ungdomsskoler og inden for idræts- og kulturområdet. Mindre bistandsprojekter i form af indsamling af sportsudstyr, legetøj og briller kan både have en pædagogisk funktion og være en døråbner.
Skribenten opholdt sig i Uganda og Tanzania i 2006 med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.
Per Bregengaard er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og tidl. skoleborgmester (Enhedslisten). Per_Bregengaard@br.kk.dk
Srdan Matic, Jeffrey V. Lazarus og Ida Vase WHO, Regional Office for Europe, skriver:
Mads Mariegaards interview med Dr. Inon Schenker i udvikling 01/2007 om mandlig omskæring og hivforebyggelse giver anledning til at diskutere flere etiske og praktiske problemstillinger. Vi vil gerne understrege, at omskæring aldrig er i stand til at beskytte den enkelte 100 pct. mod hivinfektion.
Derudover er selve indgrebet ikke uden risici. Dr. Schenkers anbefaling af at udbrede omskæring blandt drengebørn bygger på resultater fra prøvestudier, men de resultater er skabt under ideelle og velfinansierede forhold, som ikke nødvendigvis kan genskabes i det virkelige. Flere studier fra Afrika har vist et uacceptabelt højt niveau af komplikationer i forbindelse med omskæring, herunder hivinfektion. Så længe sterile instrumenter og hygiejniske forhold ikke kan garanteres, vil det ikke være forsvarligt at udbrede omskæring som hivforebyggelse, da indgrebet kan sprede og ikke bremse epidemien.
Derudover kan man spørge, hvem omskæring egentlig gavner. De eksisterende studier tyder på, at mandlig omskæring kun reducerer hivsmitte fra kvinder til mænd, men ikke fra mænd til kvinder eller blandt mænd, der har sex med mænd. Eftersom studierne har fokuseret på heteroseksuel smitte har metoden for eksempel meget begrænset anvendelighed i WHO’s europæiske region, hvor epidemien er drevet af stofbrug og ubeskyttet sex mellem mænd.
Mandlig omskæring kan skabe falsk tryghed og underminere eksisterende forebyggelsesstrategier såsom konsekvent brug af kondom. WHO understreger, at omskæring kun kan anbefales som en del af en omfattende forebyggelsesstrategi. Som Dr. Schenker er inde på, skal grundig information om fordele og ulemper ved indgrebet være tilgængelig, og kondombrug er fortsat det mest sikre middel mod hivinfektion.
Forslaget om omskæring af nyfødte drengebørn rejser det helt centrale spørgsmål om, hvordan man sikrer informeret samtykke og frivillighed i samfund, der har tradition for at omskære drengebørn af kulturelle og religiøse grunde. Alene hensynet til barnets kropslige integritet udgør et argument for at udsætte indgrebet, indtil drengen er myndig.
I lyset af den usikkerhed er det ikke forsvarligt at anbefale en massiv udbredelse af mandlig omskæring som forebyggelse af hiv i Europa. WHO understreger, at en sådan procedure til forebyggelse af seksuel overføring af hiv skal diskuteres som en del af en integreret og rettighedsbaseret forebyggelsesstrategi.
Referencer til data og materiale kan fås ved at sende en mail til Jeffrey Lazarus på jla@euro.who.int
NEKROLOG
Med Rolf Bellings død har det danske ulandsmiljø mistet en stor og vellidt personlighed. Rolf døde i det Bolivia, han var så engageret i, kun 46 år gammel.
Af Stefan Kati´c
Det gibbede lidt i de ikke særligt høje indianer-damer i landsbyen San Agustín i Bolivia, da en godt to meter høj rødhåret viking ved navn Rolf Belling i 1987 for første gang trådte ind ad døren til forsamlingshuset.
Jeg havde selv lært Rolf at kende et par år før, da vi begge startede på Tek.Sam.-uddan-nelsen (miljøplanlægning) på RUC. Her var han idémanden bag et gruppeprojekt, som førte os til feltstudier i det fattige San Agustín i den nedbørsfattige egn tæt på grænsen til Chile.
Opholdet i San Agustín førte til et forslag om et drikkevands- og havebrugsprojekt, som det lykkedes Caritas Danmark – med Rolf som dynamo – at skaffe Danidafinansiering til. Den lokale bondeorganisation kvitterede i øvrigt med at udnævne Rolf til æresborger i San Agustín!
Siden udviklede det beskedne projekt i landsbyen San Agustín sig til et egnsudviklingsprojekt af hele Lípez-regionen syd for den store saltsø Salar de Uyuni. Igen med Rolf som ankermand.
Da han i 2001 blev ansat som projektkoordinator i den katolske kirkes hjælpeorganisation Caritas Danmark, var det da også med Bolivia som hovedområde. Og når danske forbrugere i dag kan købe quinua – en hårdfør afgrøde, der flittigt dyrkes i det bolivianske højland – fra Lípez er det ikke mindst Rolf Bellings fortjeneste.
Det blev også i Bolivia, at Rolf pludseligt skulle gå bort. Han døde på sit hotelværelse i byen Sucre fredag den 20. april, formodentligt som følge af et voldsomt anfald af den astma, han i mange år havde levet med.
Skippersønnen Rolf Belling stammede fra Grenaa. Da han i 1983 skulle starte på RUC, flyttede han til Roskilde, hvor han efter studieårene fik to sønner.
Mange i det danske ulandsmiljø har på et tidspunkt været i kontakt med den store, rødhårede mand med det brændende engagement for en mere retfærdig verden. Et engagement, som vel at mærke aldrig indeholdt fordømmelse af andre. For Rolf Belling mødte verden og dens mennesker aldeles fordomsfrit. Mellemamerika-komiteen, Caribienkomi-teen, SFU, Max Havelaar og netværket Kaffeklubben er blot nogle af de steder, han gennem årene lagde noget af sin utrættelige energi.
Rolf stillede store og hårde krav til sig selv. Tingene skulle gøres ordentligt – og grundigt. Rolf var myreflittig og kastede sig ud i tingene med stor energi og entusiasme. Altid med en tillid til, at det – trods alle vanskeligheder – nok skulle gå.
Hans virke var i høj grad båret af idealisme og pligtfølelse. Men altid med plads til en god diskussion, en høj latter – og også gerne en sang til guitar når lejligheden bød sig.
Rolf Belling vil blive savnet af mange såvel i Danmark som i Bolivia – og i det nordøstlige Indien, hvor han i de seneste år var stadig mere engageret i Caritasprojekter blandt fattige stammefolk.
| MULTILATERALE RÅDGIVERE |
Cand.jur. Sofie Gillesberg Lassen tiltræder en stilling som Junior Professional Officer (JPO) ved Child and Adolescence Health Programme for WHO i Kenya.
| BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE |
(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).
Per Hartmann,
59, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme Support i Maputo, Mozambique.
| UDENRIGSMINISTERIET |
Anne-Birgitte Albrectsen, 40, tiltræder som chef for kontoret for humanitær bistand og NGO-samarbejde.
Søren Peder Davidsen,
Dan E. Frederiksen,
53, er tiltrådt som ambassadør i Pretoria, Sydafrika.
Christian Hoppe, 58, udnævnes til ny ambassadør i
Kairo, Egypten, hvor han afløser Torben Brylle.
Mette Knudsen,
45, bliver ny chef for Afrikakontoret.Marianne Kress,
43, er udnævnt til chefrådgiver og skal indgå i ledelsen af Bistandsfaglig Tjeneste.
Charlotte Laursen,
44, tiltræder som chef forNicolai Ruge,
41, tiltræder som chef for Kvalitetssikring af udviklingsbistand.Fuldmægtig Maria Tarp, udviklingspolitisk kontor, tiltræder 1.9. som ambassadesekretær ved ambassaden i Kabul, Afghanistan.
Rina Trautner,
28, er ansat som fuldmægtig iHenrik Westerby,
44, er ansat som bistandsrådgiver ved ambassaden i Cotonou, Benin.
| NGO’ER |
Søren Brix Christiansen er valgt som næstformand i
sydafrikansk MSF. Søren Brix Christensen har selv
arbejdet som læge for MSF i et hivprojekt i Sydafrika
i 2001.
Elna Bruun,
28, udsendes til Sydsudan for Læger uden Grænser (MSF).Jørgen Eskemose,
57, udsendes af Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) til Maputo, Mozambique. Han skal fungere som rådgiver i bymiljøprojektet SUDEMA.Rådgivende ingeniør, konsulent
Steen Frederiksen er blevet valgt som ny bestyrelsesformand i foreningen ’Ingeniører uden Grænser’. Steen Frederiksen var før 1997 koncerndirektør med ansvar for udlandsaktiviteter i Carl Bro og Rambøll.Sygeplejerske
Randi Jensen rejser for Dansk Røde Kors til Somalia, hvor hun de næste seks måneder skal tage sig af tilskadekomne samt undervise lokale sygeplejersker i det borgerkrigsramte land.Rima Khalidi,
er tiltrådt som centerleder for Mellemfolkeligt Samvirkes Youth Dialogue Center i Amman, Jordan.Lindy Lillelund,
47, udsendes til Darfur i Sudan af Dansk Røde Kors. Han skal indgå i Internationalt Røde Kors’ sundhedsarbejde i det kriseramte område.Sygeplejerske
Serina Macdonald, 58, er rejst til byen Bo i Sierra Leone, hvor hun det næste halve år skal stå for sygeplejen til de 150 indlagte børn i Læger uden Grænsers (MSF) ernæringscenter.Anders Kjær Nielsen,
40, udsendes til Sydsudan for Læger Uden Grænser (MSF). Han skal de næste seks måneder stå for al logistik for MSF i Juba.Inge og Henrik Nis-Hansen,
39 og 42 år, udsendes til Den Danske Skole i Iringa, Tanzania. Lærerparret er udsendt af den Luthersk Missionsforenings landsstyrelse.92-gruppens koordinator,
John Nordbo, 44, har efter ni år valgt at søge nye udfordringer som klimamedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.Som ny koordinator i 92-gruppens er ansat Troels Dam Christensen, 44, der indtil for nylig var programmedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.
Jørgen Riis Pedersen,
Agronom
Poul Sloth Petersen, Herning, er udsendt som konsulent til Sierra Leone, hvor Sudanmissionen gennem Dansk Missionsråds udviklingsafdeling støtter et plantageprojekt under den anglikanske kirke i Bo Stift.Ole Timotej,
57, udsendes til Sudan for Læger uden Grænser (MSF). Her skal han de næste seks måneder indgå i MFS’s mobile team.
| ANDRE |
Josette Sheeran, 53, er tiltrådt som ny direktør for FN’s Fødevareprogram (WFP). Sheeran kommer til WFP med mere end 20 års erfaring som leder indenfor diplomatiet, regeringsledelse, fonde, international journalistik og forretningslivet.
Peter Frödin,
43, er udnævnt til Unicefambassadør i Danmark. Skuespilleren indgår i et korps på 17 kendte, der støtter FN’s børnefonds arbejde.
|
STUDENTERSTILLINGER I UDENRIGSMINISTERIET Udenrigsministeriet forventer, at der hen over sommeren vil blive et antal ledige studenterstillinger i forskellige kontorer. Studentermedhjælpernes arbejdsområder afhænger af deres placering i Udenrigsministeriet og omfatter som oftest forefaldende kontorarbejde, kopiering, arkivarbejde, regnskab, dokumentdistribution, samling af håndakter, lettere sagsbehandling m.v Det er en forudsætning, at man har bestået 2. årsprøve eller dertil svarende eksamener ved en højere læreanstalt (universitet eller lignende). Arbejdstiden kan maksimalt udgøre 19 timer pr. uge, men kan variere afhængigt af, hvorledes kontorerne har valgt at udnytte studenternes timetal. Aflønning sker efter HK’s studenterlønskala. Læs mere om stillingerne http://www.um.dk/omos/ under ’ledige stillinger’. |
Operation Hemmelig Hytte fi k tre dages liv – mest i medierne. Illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS.
Bestyrelsen for Operation Dagsværk besatte et hus i en jysk skov i solidaritet med ungdomshuset. Og meddelte tre dage senere, at det bare var for sjov. Konservativ Ungdom havde svært ved at se morskaben og kræver fortsat al offentlig støtte til organisationen bremset.
Det begyndte med en løbetur i skoven. Bestyrelsen for Operation Dagsværk var ude at jogge et sted langt ude i Jylland og kom forbi en åben skovhytte mellem træerne.
– Øj mand, må en eller anden have udtalt.
– Den nupper vi.
Sikkert er det i hvert fald, at bestyrelsesmedlemmerne efter løbeturen anden påskedag sendte besked til den samlede danske presse om, at de var rykket ind i et forladt hus et ukendt sted i Jylland.
De unge mennesker havde ifølge sig selv besat 14 kvadratmeter hemmelig hytte og udråbt den til det eneste fristed, som vil stå til rådighed til kulturel mangfoldighed, når normaliseringen af Danmarks fristeder er tilendebragt og den kommercielle populærkultur har overtaget al kulturel aktivitet. Sådan skrev de.
Bestyrelsen for Operation Dagsværk besatte et hus i en jysk skov i solidaritet med ungdomshuset. Og meddelte tre dage senere, at det bare var for sjov. Konservativ Ungdom havde svært ved at se morskaben og kræver fortsat al offentlig støtte til organisationen bremset.
Heldigvis uddybede talsmanden for bestyrelsen Rasmus Hovedskov Hansen: Huset vi har besat er et tilbud til ungdommen. Det har plads til den store del af den danske ungdom, som nægter at prioritere friværdi frem for fristeder.
Og så begyndte budskabet at dæmre rundt omkring. Sammenhængen var ganske vist stadig en smule uklar, men gymnasie- og HF-elevernes egen solidaritetsorganisation Operation Dagsværk var taget til et hemmeligt sted i Jylland for at aktionere mod rydningen af Ungdomshuset og normaliseringen af Christiania.
Nyt globalt brændpunkt
Venstres Ungdom reagerede prompte og krævede al offentlig støtte til foreningen stoppet. Og Konservativ Ungdom opfordrede elever og rektorer på landets gymnasier til at standse samarbejdet med foreningen om den årlige aktionsdag.
Operation Dagsværk er kendt over hele landet for at samle penge ind til uddannelse af fattige børn og unge i ulandene ved blandt andet at få gymnasieelever til at donere lønnen fra en dags arbejde på en særlig aktionsdag. Siden 1985 har foreningen sendt cirka 100 mio. kr. til lande som Bolivia, Cambodja og Sydafrika. Og nu var turen altså kommet til den undertrykte ungdom i…Danmark. udviklings reporter beredte sig på at tage i skoven for at rapportere direkte fra dette nye
brændpunkt i kampen for global retfærdighed. Men så tikkede en ny pressemeddelelse ind på redaktionen – tre dage efter den første: Hemmelig besættelse var en happening, stod der på papiret, en humoristisk kommentar til debatten om plads til kulturel mangfoldighed.
KU: Stop støtten
For anden gang måtte talsmand Rasmus forklare sig over for pressen: Operation Dagsværks bestyrelse vil hermed gerne understrege, at der ikke var tale om reel besættelse, men om en pressemeddelelse, der var ment som en uskyldig happening. Ideen var at gøre opmærksom på, at der ikke mere var plads til fristeder, så man måtte langt ud i skoven for at finde dem.
– Det gør ingen forskel, sagde landsformanden for Konservativ Ungdom (KU), som stadig mente, at Operation Dagsværks bestyrelse misbrugte sin magt til at bakke op om en politisk sag, der ikke vedkom dem.
– Det er jeg harm over. Og jeg synes, at det er surt, hvis ikke den offentlige støtte og samarbejdet med gymnasierne frafalder nu, sagde den konservative Rune Kristensen.
Siden har der været nogenlunde fredeligt omkring foreningen. Dansk Folkeparti har stillet et §20 spørgsmål i Folketinget til undervisningsminister Bertel Haarder (V) om hans holdning til fremtidige statstilskud til Operation Dagsværk uden at få et klart svar på lige netop det. Og selv er de unge i bestyrelsen ikke nervøse for, at deres spøgefulde debatindlæg vil få nogen videre konsekvenser eller skade foreningens arbejde for de fattige børn og unge i verdens ulande.
– Vi afventer situationen, men tror og håber stadig på, at folk vil engagere sig i det konkrete projekt vi kører til efteråret, siger Rasmus Hovedskov Hansen.
Bertel Haarder, som gennem Undervisningsministeriet støtter foreningen med en halv million kroner i år, ønsker ikke at kommentere på sagen.
Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk
udvikling er på gaden igen den 5. juli.
NO BIG DEAL ELLER DUM IDÉ? udvikling har spurgt tre ’voksne’, hvad de syntes om Operation Dagsværks happening. Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, som har samarbejdet med Operation Dagsværk om ni projekter i årenes løb: – Når man sidder i en professionel organisation, skal man overveje to gange, hvad det er, man spænder den foran. Der kan være utroligt mange ting man kunne have lyst til at give sin mening tilkende om, men der skal være en legitim grund, før man gør det. Det har jeg svært ved at se her. Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis, som samarbejder med Operation Dagsværk om dette års projekt i Bolivia: – Jeg synes da, at det er sjovt og fint at man laver en happening. Når man laver noget i en skov i Jylland, så er det vel netop den symbolske værdi man lægger i det, og det er sgu da meget morsomt. No big deal. Peter Kuhlmann, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening: – Det er en rigtig dum ide. De skal fokusere på det, de er sat i verden for og lade være med at blande det ind i dansk indenrigspolitik. Nu bliver vi sparket tilbage til den gamle debat, om der er politiske valg bag organisationen og dens projekter. Det fjerner fokus fra det egentlige formål; at børn og unge i ulande skal have hjælp. Og det er da dumt.
