DEBAT

HOLDER VI PÅ 5-ØREN MENS DALEREN RULLER?

I årtier har griske centrale regeringer i ulandene udnyttet og ødelagt skove – og skabt korruption. Læg skovforvaltningen ud i de lokale samfund, som er afhængige af skovene: Så bevarer man på én og samme tid skovene, skaber udvikling og god regeringsførelse fra bunden. Sådan lød budskabet fra tre forskere i februar. Sludder, siger Anders Pedersen, Tanzania, der nu kalder forskerne romantikere. Du kan ikke sætte ludfattige mennesker til at vogte skov – uden at friste. I Tanzania er situationen for lokalt drevede skove nærmest katastrofal, skriver han.

Af Anders Pedersen

I ’Vejen til lokaldemokrati går gennem skoven’ (udvikling 1/2007) bygger forfatterne deres påstande på vestlige filosofiske præmisser, hvor lovene beskytter miljøet, og hvor den folkelige deltagelse er både synlig og indflydelsesrig.

Imidlertid er demokrati i mange udviklingslande stadig ønsketænkning. Og de altoverskyggende problemer som dyb fattigdom, diskriminering, høj dødelighed, epidemier og miljønedbrydning synes overset. Under så ekstreme tilstande er lokaldemokrati hverken mest relevant eller mest problemløsende for folk og regeringer.

Efter 20 års udviklingsarbejde på alle tropiske kontinenter bliver man bevidst om udviklingslandenes realiteter, som er svært fordøjelige, umulige at acceptere, men som skal forstås.

Skovromantik
Artiklen er misvisende. Den tegner et romantisk billede fra en landsby i ’hjertet af Tanzania’ – så er tonen lagt. (hvor en landsby gennem indtægter fra skoven har indsamlet penge til en skole, red.) Det hævdes, at Participatory Forest Management (PFM) har genetableret ’mange’ skove, hvilket er en horribel påstand set i lyset af den massive, tiltagende skovødelæggelse. Kvalitative analyser skal ledsages kvantitativt! Der savnes derfor i artiklen en sober, kvantitativ analyse af skovenes kvalitet og forandring som følgerne af decentraliseret skovforvaltning (DSF) og PFM.

Ordet participatorisk borger ikke nødvendigvis for kvalitet, hvilket Solveig Danielsen påpeger i læserbrevet i samme nummer af udvikling.

Tanzanias 10.600 landsbyer ekspanderer på skovenes bekostning. Der er hårdt pres på al skov grundet energimangel, kulsvidning, og unødigt stort forbrug af træ i konstruktioner. De værste ødelæggelser findes netop i de skove, som forfatterne idealiserer! Ifølge en national skovtaksering i 2005 fandtes stort set alle skove stærkt truede og i meget hurtig tilbagegang. Bemærkelsesværdigt nok er de private skove de mindst ødelagte. De centralt kontrollerede skove var også nogenlunde intakte. Men helt galt var det med de skove, som var overdraget til lokale myndigheder. Her er situationen katastrofal! Denne bombe under DSF og PFM sætter stort spørgsmålstegn ved opskrift såvel som udførelse!

At finde enkelte solstrålehistorier om succeser i PFM er ikke svært, selv i lande uden for Tanzania eller Nepal. Driftsformen er imidlertid sjælden og udgør under én pct. af Danmarks skove sammenlignet med andre ejer- og driftsformer. Det er højst tvivlsomt, om konceptet er effektivt i større skala.

I langt de fleste tropelande er veldrevne og lokalt fuldt regulerede fællesskove et særsyn, der absolut mere er undtagelsen end reglen, hvis man ser bort fra visse etniske bjerg- og skovfolk. PFM-succes’erne er utopiske uden eksternt donorinput og igangsættelse. Selv om syv pct. af Tanzanias skovareal under lokal forvaltning er der ingen analyse eller garanti for skovenes tilstand. Skovene ofres så længe fattigdommen plager – de overlades til andre formål og kulsvierne. Korruption eksisterer også på lokalt niveau. Tømmer udgør en kæmpe resurse, som det er fristende at realisere. Stærkt divergerende lokale interesser forhindrer etablering af effektive PFM skovkomitéer.

En høvding fra Uluguru Mountains råber nu på hjælp fra regeringen til at beskytte lokale skove, der plyndres, og invaderes af ”folk udefra”. Dette illustrerer, at PFM ikke kan stå alene: Landsbyer har hverken har våben eller magt til at jage indvandrere, fredløse og ignoranter væk fra de skove, de søger at beskytte (Kingalu 2007). De gode tiltag undermineres. De, der bevarer skoven og driver den fornuftigt mister den til desperate, hensynsløse eller grådige folk, der profiterer eller blot overlever qua andres tilbageholdenhed...

Selv fra de bedre eksempler på PFM er der basal mangel på viden om hugstmåder, teknikker, og planer for optimal drift og god udnyttelse, der sammen med bevaring og forøgelse af skoven kan opbygge store værdier samtidig med ydelse af gode løbende afkast til gavn lokalt såvel som for nationaløkonomien. Men dette skal ske uden at skoven forarmes og dens biodiversitet og produktivitet mistes.

Indonesien overlod i 90’erne skovene til lokaladministrationen. Stort set al naturskov i delstaten Kalimantan på Borneo forsvandt derefter i løbet af få måneder – man havde sat ræven til at vogte gæs – regionale myndigheder holdt udsalg af kommissionsrettigheder og skummede fløden, mens tømmeret forsvandt til Japan og USA.

God skovdrift er blevet en saga, men er den eneste bæredygtige løsning, hvis ikke skoven skal mistes. Mangel på udrustede og kompetente skovfolk hindrer udførelsen af selv de mest sparsomme tiltag for at forbedre skovene og deres udnyttelse. Hatten bliver hængt op på gode intentioner i form af nationale strategier for skovene (TFAP), skovprogrammer (NFP), der optegner smukke scenarier i form af PFM-strategier, skovbevaring, og god skovdrift. Det afføder falske forhåbninger om skovenes redning og bygger på den farlige antagelse, at fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd med biodiversitet og naturkonservering.

Og det er her at kæden brister. Meget fattige mennesker må nødvendigvis bruge alle deres resurser for blot at selv overleve. Uden tag og mad er det svært at motiveres til at dele, regulere, plante træer, afse resurser til andre og til naturen. Måske er PFM en brugbar vej frem, men PFM er også blevet en illusion, et glansbillede fra en verden, som vi gerne vil se den. Men virkeligheden banker på, skoven forsvinder og ødelægges med uformindsket kraft. Øjensynligt kan Tanzania endnu ikke beskytte sine resurser. Operationel, specifik viden savnes i skovkomiteerne, der har svært ved at sætte tilstrækkelige grænser for hugst, rydning, og ødelæggelser. Tabes skoven mistes produktionsapparatet og arterne – og der er typisk ingen vej tilbage. Daleren ruller...

Anders P. Pedersen, seniorrådgiver, Ph.d. i skovbrug); p.t. landbrugsrådgiver i Morogoro, Tanzania. anderspp@gmail.com

LAD DALEREN RULLE!

SVAR

Anders Pedersen (AP) har fået sit faglige fundament udfordret, og det er tilsyneladende ubehageligt. Hans erfaring fra 20 års udviklingsarbejde på alle tropiske kontinenter siger ham, at lokalbefolkningen er uvidende og grådige skovødelæggere, at skoven skal bevares, og at det bedst sker gennem en effektiv, stærk central skovforvaltning. Den opfattelse er ikke ligefrem ’romantisk’ – som han beskylder vores for at være – men den er teknokratisk og i hvert fald ikke fremmende for udviklingsarbejde.

Det er netop 20 år siden FAO’s tidligere skovdirektør Jack Westoby udgav en bog, som argumenterer imod denne opfattelse –med undertitlen ”The Follies of Development” (Westoby 1987), men den kursændring, som bogen bidrog til, har AP tilsyneladende ikke opdaget.

Inkonsistensen i AP’s argumenter er tydelig, når han kritiserer vore præmisser for decentralisering af skovforvaltningen for at bygge på ”vestlig tænkning”, og samtidig selv plæderer for indførelse af traditionel europæisk skovbrugspraksis i Tanzania med sit fokus på ”hugstmåde”, ”optimal drift”, ”produktion” og ”driftsplanlægning”.

Ubrugelig høvding
Essensen i AP’s indlæg er, at decentraliseret skovforvaltning er dømt til at mislykkes, fordi fattigdom nødvendiggør stærk central styring, hvis skovødelæggelse skal undgås. Det er et meget ensidigt og forenklet syn på sammenhængen mellem fattigdom og afskovning. Og eksempler på, at en stærk central skovforvaltning har forhindret uplanlagt afskovning i udviklingslandene, er da vist meget sjældne. Blandt forudsætningerne for, at decentraliseret skovforvaltning kan lykkes, er naturligvis, at lokalbefolkningen sikres tilstrækkelige incitamenter, og at ejendomsretten til skovprodukterne er sikret.

Den første gør AP’s eksempel med Kalimantan ubrugeligt, den anden gør eksemplet med den magtesløse landsbyhøvding ubrugeligt. At alle forudsætninger ikke altid er til stede, betyder ikke, at man skal opgive ideen om decentraliseret skovforvaltning.Tværtimod skal der lægges kræfter i at sikre disse forudsætninger. Rutebildrift opgives jo heller ikke, fordi en bro mangler eller styrter sammen. Man bygger en ny eller bedre bro og fremmer udvikling.

For menneskenes skyld
Vi gør os skyldige i den ”horrible” påstand, at decentraliseret skovforvaltning har genetableret mange skove. Det er dokumenteret tilfældet i Nepal og Indien.

I Tanzania findes der endnu ikke større kvantitative studier af decentraliseret skovforvaltnings effekt på skovressourcen. Skovtakseringen af 2005, som AP refererer til, dækker kun de tanzaniske bjergregnskove, hvor potentialet for participatory forest management (PFM) er begrænset af deres ringe udstrækning og høje frekvens af sjældne arter, som gør stort set enhver udnyttelse problematisk ud fra et biodiversitetshensyn. Meget tyder på, at der til stadighed foregår afskovning i Tanzania – men det kan ikke lægges PFM til last, al den stund at PFM kun vedrører ca. 11 pct. af landets skovareal.

I øvrigt kan det være fornuftigt at ”øde-lægge” skov og for eksempel etablere landbrug – skoven er jo til for menneskenes skyld, primært lokalbefolkningen, og ikke for sin egen eller forstmænds skyld.

Finn Helles er professor, Jens Friis Lund adjunkt og Thorsten Treue lektor – alle på Center for Skov, Landskab og Planlægnig ved Københavns Universitet.

FOKUS PÅ HÅNDTERING AF KONFLIKTER – NY ’ERFA-RAPPORT’ OM ARBEJDET I FN’S SIKKERHEDSRÅD I to år har Danmark haft en plads i FN’s Sikkerhedsråd. De danske repræsentanter har især arbejdet for at skabe sammenhæng i det internationale samfunds indsats for at skabe fred i lande med borgerkrig og konflikter. På FN-topmødet i 2005 vedtog man således at etablere en Fredsopbygningskommission (PBC), som blandt andet Danmark har arbejdet aktivt for. Denne og andre danske erfaringer og resultater fra arbejdet i Sikkerhedsrådet kan læses i en ny rapport fra Udenrigsministeriet. Det fremgår også, at Danmark har brugt sin plads i Sikkerhedsrådet på at: følge op på en række resolutioner om beskyttelse af civile, kvinders inddragelse i konfliktløsning og børns vilkår under væbnet konflikt. lægge vægt på at styrke Afrikas evner til selv at forebygge og håndtere konflikter. arbejde for samtænkning af indsatser fra FN, EU, den Afrikanske Union (AU) og andre regionale organisationer i Afrika. Læs mere i Udenrigsministeriets 28-siders erfaringsopsamlingsrapport, som kan bestilles på http://www.danida.netboghandel.dk

ASIATISK PLADS – NU OGSÅ MED ASIATER

Udenrigsministeren og udviklingsministeren lancerer den 15. juni en ny Asienstrategi. Det foregår ved et offentligt møde, som indgår i en større asiensdag i og omkring Eigtveds pakhus, hvor der vil være fri adgang til en række asiatiske kulturoplevelser.

Strategien ’Danmark i Asien – en prioritering af fremtiden’ er regeringens samlede bud på prioriteterne for, hvordan mulighederne og udfordringerne i Asien skal tackles. Baggrunden for strategien lyder: ’Skal Danmark klare sig godt i globaliseringen, skal vi alle blive bedre til at udnytte de muligheder Asien byder på. Asien rummer store markeder for danske virksomheder, nye muligheder for samarbejde indenfor forskning og udvikling og uddannelsessamarbejde, og nye muligheder for gensidige investeringer. Men Asien rummer også betydelige udfordringer. Terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og potentielle konflikter, hvor nogle af dem kan have globale konsekvenser. Danmark må tage bestik af udviklingen og indrette sin samlede politik over for Asien, så vi udnytter mulighederne og håndterer udfordringerne i tide. For at styrke Danmarks position i Asien overfor de asiatiske regeringer, virksomheder og befolkninger er det vigtigt, at alle aktører i Danmark spiller ind med hele paletten af vores kompetencer. Og det er Asienstrategiens sigte.’

Den 15. juni 2007, hvor strategien lanceres, vil der først være et officielt seminar. Kl. 17 åbner Asiatisk Plads på Christianshavn op for boder med et udvalg af asiatisk kunsthåndværk og gastronomiske smagsprøver produceret af herboende asiater. De asiatiske landes repræsentationer her i landet er også inviteret til at bidrage med en præsentation af landets kulturer og erhverv i form af en kulturevent og/eller en bod. Der arbejdes også på at tiltrække en række asiatiske kunstnere, der repræsenterer samtidskulturen, gerne unge.

KOM PÅ BANEN, KOMMUNER

Danske kommune har masser af ekspertise at tilbyde kommuner i den fattige del af verden – eksempelvis indenfor børnehavepædagogik. Her Guinea-Bissau. Foto: Ann Eriksson, Nordicphotos.

Efterlysning: Svenske kommuner er en aktiv del af Sveriges udviklingspolitik. Hvor er de danske kommuner? Exborgmester vil have de danske kommuner på banen – med støtte fra Danida.

Af Per Bregengaard

Bukoba ved Victoriasøens bred i det vestlige Tanzania og nordjyske Morsø Kommune har været venskabsbyer siden 1983.

Kommunernes styre både i syd og nord har været involveret i samarbejdet. Men primus motor har ikke mindst været Morsø Ulandsforening.

Bukobas borgmester Samuel N. Luangisa har især været glad for kultur- og skolesamarbejdet. Der har været gensidige besøg af lærere og elever. Og lærere fra Mors har arbejdet frivilligt i skolerne, hvor de har undervist i engelsk. Det er indtrykket, at det især er sket i deres sommerferie.

Selvom de kun har været i Bukoba i kort tid, har det været en stor hjælp. Der er lærermangel. Antallet af skolesøgende elever vokser, og lærere er samtidig en udsat gruppe, når det handler om aids. Bukoba har også draget nytte af frivilligt arbejde på andre felter. Unge piger fra Mors har assisteret på spædbørnehjemmet i Ntoma.

Borgmester Luangisa fremhæver også et andet positivt element i samarbejdet: De mange containere, der er kommet med senge og udstyr til sundhedsklinikker og til områdets hospitaler med skolemøbler og undervisningsmidler til skolerne.

Danida på banen

Et samarbejde med mindre NGO’er og den form for venskab, Bukoba har med Mors, har sine klare fordele i de personlige relationer og venskaber. Men det har også sine begrænsninger. Bukoba ønsker et udvidet samarbejde, som ikke udelukkende er baseret på fritid og ferie og i høj grad er afhængig af enkeltpersoners indsats. De vil have en direkte relation, hvor en kommune samarbejder med en kommuner.

– Når en ekspert udsendt af Danida har fuldendt sit arbejde, drager han til et andet sted, hvor Dar es Salaam mener, at der er behov for det. Et samarbejde med Morsø er mere vedvarende. Venskaber grundlagt på et kommunalt samarbejde vil vokse, slutter borgmesteren. Det kan lade sig gøre, hvis Danida kanaliserer nogle af sine midler via kommuner – som fx Morsø.

Svenske kommuner i Afrika
Medarbejdere fra kommuner, regioner og Kommunernes Landsforening (KL) har deltaget i bistandsprojekter, men kommuner og regioner har ikke på samme måde som i Sverige været aktive samarbejdspartnere i forhold til tilsvarende lokale enheder i Syd. SIDA (Sveriges statslige udviklingsorganisation) har eksplicit inddraget kommunerne i sin bistandsstrategi, og den svenske kommuneforening har en konsulentenhed, Sala Ida, der understøtter samarbejdet mellem kommuner i Nord og i Syd. Sala Ida har også midler til at finansiere tvillingesamarbejder.

Spørgsmålet er, om Danida aktivt skal gå ind og fremme sådanne tvillingesamarbejder. Der eksisterer lokale ønsker om det, og kommuner og regioner har uudnyttede og særegne potentialer til at yde en virkningsfuld indsats på en række felter i bistandsarbejdet.

En kommune eller region skal ikke opbygge en professionel bistandsorganisation. Grundlaget for indsatsen skal være samarbejder og joint ventureprojekter med Danida og danske NGO’er med erfaringer og professionalisme inden for international bistand.

Men en bistandsindsats vil understøtte en kommunes internationaliseringsstrategi og interkulturelle indsatsområder. Den kan ses i sammenhæng med personaleudviklingen og vil være en dimension i arbejdet for at skabe attraktive arbejdspladser. Bæredygtighed indgår i mange kommuners værdigrundlag, og bistandsarbejde kan løfte målsætningerne på dette område.

Kommuner og regioner har materiel, der er forældet og udtjent i en dansk sammenhæng. Det kan være it-udstyr, brandsluknings- og redningsmateriel, hjælpemidler til afhjælpning af handicap eller undervisningsmidler inden for naturfagene.

Meget af det, en kommune kasserer, vil med støtte til forsendelse, klargøring og instruktion i betjening og vedligeholdelse kunne nyttiggøres under andre himmelstrøg.

Mindre snæversyn
Kommunale medarbejdere har kompetencer og ekspertiser inden for en lang række bistandsopgaver. Det drejer sig ikke alene om instruktion i at betjene og vedligeholde forskellige former for udstyr, men ansatte vil også kunne indgå i efteruddannelsesforløb og i innovations- eller inspirationssammenhænge.

Andre vil kunne få glæde af vores viden om og erfaringer fra arbejdet med traumatiserede flygtninge, med børnehavepædagogik, udvikling af demokrati og brugerindflydelse på lokalt niveau eller sagsbehandling, administrative
procedurer og journalisering.

Arbejdet andre steder i verden kan endvidere bidrage til udviklingen af medarbejdernes snævre faglige såvel som generelle kulturelle kompetencer og dermed understøtte en kommunes visioner om mindre snæversyn og større mangfoldighed på arbejdspladserne.

Internationale relationer og samspillet mellem forskellige kulturer er en integreret del af kommuners aktiviteter på mange områder. Det gælder samarbejder og udvekslinger mellem venskabsklasser, klubber og ungdomsskoler og inden for idræts- og kulturområdet. Mindre bistandsprojekter i form af indsamling af sportsudstyr, legetøj og briller kan både have en pædagogisk funktion og være en døråbner.

 Skribenten opholdt sig i Uganda og Tanzania i 2006 med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Per Bregengaard er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og tidl. skoleborgmester (Enhedslisten). Per_Bregengaard@br.kk.dk

MANDLIG OMSKÆRING IKKE MIRAKELKUR MOD HIV

Srdan Matic, Jeffrey V. Lazarus og Ida Vase WHO, Regional Office for Europe, skriver:

Mads Mariegaards interview med Dr. Inon Schenker i udvikling 01/2007 om mandlig omskæring og hivforebyggelse giver anledning til at diskutere flere etiske og praktiske problemstillinger. Vi vil gerne understrege, at omskæring aldrig er i stand til at beskytte den enkelte 100 pct. mod hivinfektion.

Derudover er selve indgrebet ikke uden risici. Dr. Schenkers anbefaling af at udbrede omskæring blandt drengebørn bygger på resultater fra prøvestudier, men de resultater er skabt under ideelle og velfinansierede forhold, som ikke nødvendigvis kan genskabes i det virkelige. Flere studier fra Afrika har vist et uacceptabelt højt niveau af komplikationer i forbindelse med omskæring, herunder hivinfektion. Så længe sterile instrumenter og hygiejniske forhold ikke kan garanteres, vil det ikke være forsvarligt at udbrede omskæring som hivforebyggelse, da indgrebet kan sprede og ikke bremse epidemien.

Derudover kan man spørge, hvem omskæring egentlig gavner. De eksisterende studier tyder på, at mandlig omskæring kun reducerer hivsmitte fra kvinder til mænd, men ikke fra mænd til kvinder eller blandt mænd, der har sex med mænd. Eftersom studierne har fokuseret på heteroseksuel smitte har metoden for eksempel meget begrænset anvendelighed i WHO’s europæiske region, hvor epidemien er drevet af stofbrug og ubeskyttet sex mellem mænd.

Mandlig omskæring kan skabe falsk tryghed og underminere eksisterende forebyggelsesstrategier såsom konsekvent brug af kondom. WHO understreger, at omskæring kun kan anbefales som en del af en omfattende forebyggelsesstrategi. Som Dr. Schenker er inde på, skal grundig information om fordele og ulemper ved indgrebet være tilgængelig, og kondombrug er fortsat det mest sikre middel mod hivinfektion.

Forslaget om omskæring af nyfødte drengebørn rejser det helt centrale spørgsmål om, hvordan man sikrer informeret samtykke og frivillighed i samfund, der har tradition for at omskære drengebørn af kulturelle og religiøse grunde. Alene hensynet til barnets kropslige integritet udgør et argument for at udsætte indgrebet, indtil drengen er myndig.

I lyset af den usikkerhed er det ikke forsvarligt at anbefale en massiv udbredelse af mandlig omskæring som forebyggelse af hiv i Europa. WHO understreger, at en sådan procedure til forebyggelse af seksuel overføring af hiv skal diskuteres som en del af en integreret og rettighedsbaseret forebyggelsesstrategi.

Referencer til data og materiale kan fås ved at sende en mail til Jeffrey Lazarus på jla@euro.who.int