AFRIKAS STORE TABU

GHANA HADER SINE BØSSER

Illustration: Rasmus Meisler, Spild af Tid ApS.

En inhuman tilværelse fyldt med frygt og løgne er skæbnen for homoseksuelle i Ghana. Vejen til bedre vilkår er lang.

Af Camilla Kæraa, Accra.

– Hvis jeg fandt ud af, at en person var homoseksuel, ville jeg slå ham ihjel.

De kyniske ord kommer fra en 25-årig ghanesisk mand. Roligt og uden nogen form for vrede eller ophidsethed. Alligevel er der ikke tvivl om, at han mener dem.

Hans holdning er en indlært selvfølgelighed, som han aldrig har skullet forsvare eller argumentere for. Og den bærer tydeligt præg af den overlegenhed, der kommer af at vide, at alle, man kender og respekterer, mener det samme.

Ghana er en lille demokratisk oase i Vestafrika, hvor borgerne nyder godt af de vigtigste frihedsrettigheder og en forholdsvis høj levestandard. Det er et land, som er svært for andre afrikanere at få visum til. På ét punkt adskiller ghaneserne sig dog ikke fra deres naboer på kontinentet: Når det drejer sig om emnet homoseksualitet.

Denne fordømmelse af homoseksuelle er ikke unormal for et afrikansk land, siger lektor i sociologi Dr. Akosua Darkwah. Ud over religionens indflydelse tror hun, at det primært skyldes, at man i traditionel afrikansk kultur definerer sin identitet ud fra familien.

– I Afrika er det at få mange børn nøglen til at blive opfattet som en ansvarlig voksen, og homoseksualitet går imod hele dette værdisæt, siger hun.

Biblens bogstavelige ord
Kristendommen er den mest dominerende religion i Ghana, og i et land hvor troen er både stærk og socialt nødvendig for den enkelte, har kirkens afvisning af homoseksualitet stor vægt.

Generalsekretæren i Det Kristne Råd, Dr. Fred Deegbe, opfordrer personligt alle homoseksuelle til at komme til kirken, så de kan blive hjulpet af med deres tilbøjeligheder. Han sammenligner det med at have malaria, som man også søger lægehjælp for.

– Det er en tillært adfærd, som nogle mennesker nok har nemmere ved at tage til sig end andre. Men det er ingen undskyldning for at gøre det. Hvis du har lyst til at stjæle en bil, kan du jo heller ikke bare gøre det uden konsekvenser. De mennesker skal udvise selvkontrol, og de, der ikke kan eller vil hjælpes, må simpelthen holde sig fra sex, slår han fast.

På spørgsmålet om hvordan kristendommens syn på homoseksualitet harmonerer med menneskerettighederne, kommer svaret: – Menneskerettigheder er ikke det samme som den Hellige Bibel, og Herrens lov står over de menneskeskabte.

Lang vej endnu
Ifølge Dr. Akosua Darkwah vil der nok med tiden komme en bedring i forholdene for landets homoseksuelle. Men nok aldrig accept.

– Før eller senere vil nogen tage fat i menneskerettigheds-siden af det, og det vil føre til en ændring i loven. Alligevel tror jeg aldrig, at homoseksualitet vil blive moralsk accepteret, understreger hun.

Hun baserer sin vurdering på flere ting. For det første er kristendommen meget stærk og dominerende i Ghana, og det er svært at sætte sig op mod kirkens klare fordømmelse af homoseksualitet. For det andet har ghaneserne rigeligt af andre problemer at tænke på først, såsom at få deres tre måltider om dagen. Og for det tredje er ghaneserne et meget traditionspræget folk, som altid er mistænksomme over for ændringer: – Vi tænker meget over, om forandringer virkelig kommer indefra, eller om det er vestlig indflydelse, der presser på udefra, forklarer hun.

– For i så fald vil vi ikke have det! Det er allerede sket på så mange områder, og nu ønsker vi at holde fast i den sidste rest af ghanesisk kultur, vi har tilbage.

IKKE SE, IKKE HØRE – INTET GØRE

Homoseksualitet er et betændt emne i mange udviklingslande, og det gør kampen mod aids besværlig. I det vestafrikanske land Ghana erkender man, at netop denne gruppe burde inddrages i arbejdet med at få kontrol over sygdommen, men tabuer og berøringsangst står i vejen.

Af Camilla Kæraa, Accra.

– For det meste er jeg glad for mit liv og føler, at jeg har truffet den rigtige beslutning ved at stå ved min seksualitet. Men så er der også andre gange, hvor jeg taber modet. Det sker, når jeg bliver mindet om, at ingen bryder sig om os, og hvad der sker med os.

Prince MacDonald har været med til at oprette en hjemmeside, http://www.geocities.com/ gaytourghana der sætter fokus på bøsser og lesbiskes rettigheder i afrikanske lande og på grund af det, får han tit trusselmails og opringninger fra folk, der vil have ham til at lukke den. Selv fra andre homoseksuelle, som foretrækker, at han ikke bringer problemet op i folks bevidsthed.

– Der er mange homoseksuelle, som har accepteret at indrette sig efter samfundets normer; de er gift, har børn, går i kirke og føler ingen trang til nogensinde at fortælle deres nærmeste, at de i virkeligheden er homoseksuelle. De mennesker ser helst, at emnet slet ikke bliver diskuteret, og bliver vrede når nogen prøve at tage det op.

Født forkert
MacDonald fandt tidligt i sin barndom ud af, at han kunne lide drenge i stedet for piger, men nægtede at acceptere den del af sig selv.

– Jeg tænkte, at jeg nok ville blive normal med tiden og bad meget i kirken. Men på trods af alle bønnerne, var der ikke noget, der ændrede sig. Jeg troede, at jeg måske var blevet født forkert, eller at der var kastet en forbandelse over mig.

Igennem teenageårene levede han hele tiden i håbet om at blive normal som alle andre. Men en dag indså han, at det var håbløst, og at han aldrig ville holde op med at føle sigtiltrukket af mænd. Han besluttede sig for at begå selvmord.

– Hvordan skulle jeg kunne leve et liv fyldt med ensomhed og bedrag? Den tanke var for hård.

Men inden han gjorde alvor af det, mødte han en fyr, der var homoseksuel og som overbeviste ham om, at der ikke var noget galt i det, og at mange havde det på samme måde. De tog hjem til ham og dyrkede sex, og fra den dag besluttede Prince MacDonald også at leve som homoseksuel og begyndte at få mandlige kærester.

Hemmeligheder og løgne
Men selv om han nu kunne være ærlig mod sig selv, var han til gengæld nødt til at lyve over for alle andre.

– Jeg havde kvindelige kærester, som jeg kunne vise frem, men tit opfandt jeg også bare nogle, som var ude at rejse eller boede i en anden by. Når jeg talte med mine venner om piger, fortalte jeg tit rigtige historier om, hvad der foregik i mit liv; at jeg var blevet forelsket i én, men at der var de og de problemer. Og altid huskede jeg at sige ’hun’ i stedet for ’han’. En gang kom jeg alligevel til at fortale mig, og sagde ’han’ ved en fejltagelse, men så grinede mine venner bare og drillede mig med, om min kæreste var en mand i stedet for en kvinde. Det lo jeg med på, og lod som om jeg var meget flov over min ’fejlta-gelse’.

Prince MacDonalds far døde for mange år siden, og sin mor har han heller aldrig snakket med om det. Når hun spørger, hvornår han skal giftes og have børn, siger han bare, at han ikke føler, at han har sparet nok penge op til det.

– Men inderst inde tror jeg godt, at hun ved det. Det burde hun i hvert fald. Men jeg tror ikke, hun ved, hvordan hun skal spørge, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende det.

OGSÅ TABU I ASIEN Også i Asien er den tabubelagte homoseksualitet et stort problem i kampen mod aids. Sidste år udkom en rapport fra The American Foundation for Aids Research, der advarede om konsekvensen ved, at de fleste homoseksuelle mænd i Asien enten er tvunget til at gifte sig eller både har sex med mænd og kvinder for at skjule deres seksualitet. Læg dertil oveni at mange af dem ikke bruger kondom, og at det stort set er umuligt at komme i kontakt med denne gruppe og lære dem om faren ved ikke at gøre det.

TI PROCENT – OGSÅ I GHANA Det nøjagtige antal af homoseksuelle i Ghana kendes ikke, men ud fra Kinseymodellen regner sociologer med, at omkring ti procent af enhver befolkning er homo-, bi- eller transseksuel og heraf er cirka fire procent udelukkende homoseksuel. Med forbehold for hvor nøjagtigt den udregning kan overføres på det ghanesiske samfund, ligger antallet af ghanesere med en undertrykt seksualitet dermed mellem 800.000 og to millioner.

IKKE SE, IKKE HØRE – INTET GØRE

Officielt er hver 25. ghaneser smittet med hiv/aids. Uofficielt menes tallet at være langt højere.

Mandlige homoseksuelle er en af højrisikogrupperne for smitte og spredning af virusset, og derfor er det vigtigt at inkludere dem i arbejdet med at standse epidemien. Men her kniber det gevaldigt.

Hos Ghanas Aids-Kommission er man klar over problemet, uden at man af den grund er kommet tættere på en løsning. Det er især befolkningens foragt for og benægtelse af minoritetens eksistens, der besværliggør arbejdet.

– Da det er ulovligt at være homoseksuel, har vi svært ved at finde dem, og vi kan ikke arbejde åbent omkring det ved for eksempel at informere på store skilte eller have reklamer i radioen. Det vil ikke være passende. Folk ville blive både vrede og stødte over at skulle forholde sig til, at der er ghanesiske mænd, der har sex med andre mænd, siger generalsekretær Sakyi Awuku Amoa fra Aidskomissionen.

Aids smitter da ikke ved analsex
Den generelle berøringsangst over for homoseksualitet har resulteret i, at der kun er meget lidt viden om aids i forhold til denne gruppe. Men i 2004 lykkedes det for første gang at gennemføre en undersøgelse i hovedstaden Accra med 150 bøsser, der udfyldte et spørgeskema om deres vaner og holdninger. Mange af oplysningerne var foruroligende og bekræftede, hvor vigtigt det er at inddrage denne gruppe i kampen mod aids.

De fleste troede for eksempel, at analsex var mere sikkert end vaginalsex, fordi de aldrig havde hørt analsex blive omtalt i medierne i forbindelse med aids. Flere personer svarede endda, at de slet ikke mente, at aids kunne overføres fra én mand til en anden mand.

Derudover svarede mange af personerne i undersøgelsen, at de var tvunget til at leve som biseksuelle for at skjule, at de var homoseksuelle. De var enten gift eller havde kvindelige kærester at vise frem, samtidig med at de havde sex med andre mænd i det skjulte.

Dermed bliver virusset hurtigt spredt ud til det heteroseksuelle miljø.

En aktivist, der ønsker at være anonym, har arbejdet i Accra de sidste par år med at opsøge homo- og biseksuelle og skabe et fristed for dem, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer. Han bruger meget tid på at snakke med mændene om aids og vigtigheden af at bruge kondom, hvilket de fleste ikke gør. De tror ikke, at det er nødvendigt, men snarere at det er en smart måde for firmaer at tjene penge på.

Uvidenhed og benægtelse er de to ting, som han stadig kæmper mest imod. Men de sidste par år er han begyndt at opleve mere åbenhed og en stigende interesse for sine projekter. Formentlig på grund af det høje antal aidsramte.

– At gå til den ene begravelse efter den anden er noget, der skræmmer dem, og det får dem til at ville tale om de problemer, der er involveret i deres livsstil, siger han.

SHARP er en NGO, der arbejder med at bekæmpe aids i Ghana. Ifølge Dr. John David Dupree, formand for SHARP, er det ikke kun samfundets fordømmelse og manglen på viden om brug af kondom ved analsex, der er problemet.

En helt praktisk ting som for eksempel at skaffe glidecreme er meget vanskeligt i Ghana og er derfor med til at hindre homoseksuelle i at bruge kondom. Da der ikke er nogen naturlige væsker involveret i analsex, er det både vanskeligt og smertefuldt at bruge kondom, så mange lader være eller bruger olie, som ødelægger kondomet. Et af SHARPs projekter er derfor at gøre glidecreme tilgængeligt til en rimelig pris.

Nødvendig handling
På det globale plan er de afrikanske lande syd for Sahara hjemsted for over halvdelen af alle verdens hiv/aids-tilfælde, og kampen mod denne pandemi bliver svær at vinde uden at konfrontere det homoseksuelle tabu.

I Central- og Sydamerika samt store dele af Asien gætter man for eksempel på, at mellem 40 og 50 pct. af smittetilfældene fra 1983 til 1994 er et resultat af homoseksuel overførsel. Og intet tyder på, at Ghana skulle kunne sove trygt på den front.

Det er et faktum, at analsex medfører en langt højere smitterisiko for hiv/aids end vaginal sex, men alligevel svarede kun 12 pct. af mændene i undersøgelsen fra Accra, at de altid brugte kondom, når de dyrkede analsex – mod 21 pct., der aldrig brugte det. Resten brugte det af og til.

Undersøgelsen viste også en forholdsvis høj grad af promiskuitet mellem deltagerne. Mindre end en tredjedel svarede, at de kun havde én regelmæssig partner. 60 pct. svarede, at de havde 2-4 partnere, og resten havde fem eller derover. De fleste angav også, at de havde tilfældige partnere ved siden af deres regelmæssige.

Konklusionen i undersøgelsen var, at de ghanesiske homoseksuelle med al sandsynlighed bidrager væsentligt til spredningen af aids, og at Ghana er nødt til at erkende problemet og handle derefter, da landet ikke har råd til at fejle på dette punkt.

 Camilla Kæraa er nyuddannet journalist. Denne artikelserie er hendes hovedopgave ved Danmarks Journalisthøjskole. smillriis@mail.djh.dk