BØGER

UDEN FOR MEGET TÅREPERSERI

’Skal man blive gift katolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er billigst?’, funderer Brígida Chambi Jiménez, 25 år fra San Marcelo. Hun er en af bolivianske kvinder, som portrætteres i Regnen fra mine øjne. Foto: Peter Lowe.

Dobbeltanmeldelse. Kan hvide, vestlige mænd skrive overbevisende om, hvad der sker i hovedet på en fattig asiatisk eller sydamerikansk ulandskvinde? Dette lykkes faktisk ganske godt for d’herrer Bluitgen og Lowe.

Af Ulrikke Moustgaard

Undertrykkelse, børnefødsler og hårde trængsler i en verden, hvor mænd bestemmer.

Det er hverdagen for mange fattige kvinder i udviklingslandene – og derfor også temaerne for mange artikler, bøger og beretninger om samme emne. De seneste to skud på bogstammen er ingen undtagelse.

Kåre Bluitgen kom på alles læber, da han i forbindelse med arbejdet til en bog om profeten Muhammed i 2005 angiveligt havde svært ved at finde profetillustratorer, hvilket blev den direkte anledning til Danmarks største
udenrigspolitiske krise i efterkrigstiden – Muhammedkrisen eller Tegningesagen.

Bluitgen har siden været på en længere rejse i Nepal, hvor han har talt med en lang række kvinder om deres liv. Det har inspireret ham til at skrive romanen Kvinderne ved Den Gale Flod om fem fiktive nepalesiske kvinder i en landsby ved Jaladhfloden.

Den australske fotograf Peter Lowe har i årevis arbejdet med temaer om undertrykkelse i Bolivia. Han har boet i byen Camargo i Los Cintis i den fattige delstat Chuquisaca i Bolivia og er vendt tilbage for at portrættere 35 landbokvinder fra Los Cintis. Det gør han i bogen Regnen fra mine øjne gennem både billeder og tekst, hvor kvinderne selv fortæller brudstykker fra deres liv. Bogen udkom oprindeligt på spansk, men er nu blevet oversat til dansk af Ronnie Nielsen.

Kvindeidentifikation i højeste potens
Det er svært at åbne både Bluitgens og Lowes bøger om fattige ulandskvinder uden at have en lille snert af en af den forgangne vinters store offentlige debatter i baghovedet.

Her var spørgsmålet om køn og litteratur nemlig sat til diskussion; først i Sverige af en række kvindelige forfattere, som hængte navngivne mandlige anmeldere ud for kønsdiskrimination i medierne. Dernæst i Danmark, hvor flere kvindelige forfattere påpegede, at det også er et problem for dansk litteratur, at så mange anmeldere er mænd, fordi mandlige anmeldere ikke forstår kvinder og dermed heller ikke kvinders litteratur.

Så med de to bøger på bordet, ligger det lige for at spørge: Kan to hvide, vestlige mænd (som formodentlig ikke lever under FN’s fattigdomsgrænse) overhovedet sætte sig kvalificeret og overbevisende ind i hovedet på en fattig asiatisk eller sydamerikansk ulandskvinde?

Tja, Bluitgen lægger hårdt ud med kvindeidentifikation i højeste potens, da han indleder sin roman med et øjebliksbillede af den unge partisankvinde Sunita, der bruger forsiden af Kathmandu Post som menstruationsbind og tisser i sandet, så det bliver rødt af blod.

Denne anmelderinde sukkede tungt, da blodet to sider senere også begyndte at løbe ind i mundingen af en pistol, der var gemt i Sunitas trusser; for det kan være en trættende tendens, når nogle mandlige forfattere for at højne troværdigheden bliver for ivrige med at menstruere på deres kvindelige romankarakterers vegne.

Til gengæld overrasker Bluitgen på de følgende sider med både indsigtsfulde, velskrevne og tankevækkende fortællinger om de fem nepalesiske kvinder Sunita, Gita, Sita, Anita og Lalita.

Alle bor de i et samfund, hvor undertrykkelse på baggrund af både køn, kaste og ægteskabelig status er et barsk faktum. Er man som Gita enke, risikerer man både sladder, hån og overgreb fra en omverden, der ser selvmord i den afdøde ægtemands ligbål som enhver respektabel enkes bedste fremtidsscenario. Er man som Anita ikke i stand til at blive gravid, lurer faren for at blive udstødt, få en rivaliserende 2. kone, der skal føde børn, eller bare at blive behandlet som et dyr lige om hjørnet, mens kvinder, der ikke føder sønner, risikerer samme skæbne.

Skæbne er i det hele taget det uafvendelige omdrejningspunkt for de nepalesiske kvindeliv i bogen, både skæbne i religiøs forstand og konkret forstand, men Bluitgen formår at beskrive dette uden at forfalde til tåreperseri eller gøre kvinderne til stakkels og umælende ofre.

Tværtimod tager hans karakterer overraskende personlige valg og kommer dermed også udover alle de stereotype klicheer, man ellers let kan falde i, når man vil beskæftige sig med andre menneskers anderledes liv.

Et hovsaagtigt liv
I Bolivia spiller skæbne derimod ikke den store rolle, forstår man, når man dykker ned i hver enkelt af de 35 kvindevidnesbyrd, der optræder i Peter Lowes dokumentarbog.

Faktisk er det slående, hvor mange af de interviewede og smukt fotograferede kvinder i næsten alle aldre, der ikke har nogen masterplan for deres liv, men i stedet lever det lidt hovsaagtigt med der til hørende konsekvenser. Skal man for eksempel blive gift katolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er billigst? som 25-årige Brigida Chambi Jimenez formulerer det.

Eduarda Fernandez Cilizaya på 62 år fortæller om, hvordan hun først blev voldtaget og så gift med manden, fordi han havde gjort hende gravid. ’På den måde blev jeg gift med en mand, der ikke havde fortjent mig,’ som hun tørt konstaterer.

Den klassiske kvindehistorie i store dele af Sydamerika handler netop om at blive gravid ved et tilfælde i en meget ung alder og herefter at måtte lægge alle andre drømme på hylden, fordi man nu har børn at forsørge. De bolivianske landbokvinder er ingen undtagelse. De fleste har ingen eller en meget kort skolegang bag sig; de har passet geder, jord og søskende i stedet for at få uddannelse, og mange taler om, at kvinderne både arbejder hårdere end mændene på stedet, og at de samtidig har mindre indflydelse.

– Nogle gange siger mændene, at vi ikke kan læse og ikke ved noget om møder eller myndigheder, som den 27-årige enlige mor Alejandra Ventura Mamani siger om det samfund, hvor kvinder ikke kan få indflydelse.

Alligevel er kvinderne i Regnen fra mine øjne ikke nogle stakler; de organiserer sig, de tager sagerne i egen hånd, de starter mødreog sundhedsgrupper, sender deres børn i skole og rejser til byen for at arbejde, når maverne bliver for tomme eller drømmene om nyt tøj for store. De er i bund og grund tilfredse med deres tilværelse på landet, selvom den er hård – og selv om mange selvfølgelig også efterlyser basale fornødenheder som medicin, mere skolegang eller en ordentlig vej.

Og så virker det stærkt, at bogen som sidegevinst næsten var et lille empowermentpro-jekt for de kvinder, der ved at deltage også for første gang fik mulighed for at komme til orde over for medier, myndigheder og offentlighed.

AFRIKA – MED DEN BREDE PENSEL

Koloniseringen af Afrika bragte også gode ting med sig, skriver økonomen Robert Calderisi. Her tobaksplakat fra det britiske Empire Marketing Board, 1927-1933. Foto: Polfoto.

Bistandskritik. Ingen bistand uden betingelser. Så langt er økonomerne Easterly og Calderisi enige i to vigtige bøger om alt det, der forhindrer bistanden i at blive effektiv.

Der er udkommet to bøger, der er særdeles kritiske overfor den måde, som Vesten giver Afrika bistand på. Det er der ikke noget nyt i.Sådanne bøger udgives med lidt ujævne mellemrum; sidst var der en bølge i slutningen af firserne, hvor en første runde af development fatigue – bistandstræthed – satte ind.

Fælles for bøgerne fra den gang og nu er, at bistand kan være godt nok, men at det er vigtigt, at særlige betingelser er til stede, for at midlerne ikke skal blive spildt. Titlerne The Trouble with Africa og The White Man’s Burden mere end antyder, at bøgerne handler om hindringerne for effektiv udviklingsbistand..

Den anden tragedie, som er den, han beskæftiger sig med, er, at verdenssamfundet – på trods af, at det over årene har brugt 2,3 tusinde milliarder dollars på formålet – må erkende, at man ikke er nået til et niveau, hvor basale serviceydelser form af for eksempel uddannelsesmuligheder.

The searchers er de gode. Utrætteligt søger de lokale løsninger på lokale problemer gennem innovation, foretagsomhed og lokal deltagelse. Til gengæld er de mindre bekymrede om, hvorvidt det indgår i nationale planer, om der er udarbejdet performance indicators, osv.

Planlæggerne, derimod, prøver at lave social engineering ovenfra. De er ufleksible, ofte bundet af mandater fra donorlande, er ude af stand til at eksperimentere og bureaukratiserer alle procedurer. Ifølge Easterly gives langt det meste af bistanden i denne planner-form. Og derfor er vi stort set ikke nået nogen vegne.

Bistanden – en fiasko?
Det er nu spørgsmålet, om man kan stille tingene så kategorisk op, som Easterly gør. Der kan således argumenteres for, at det netop er manglen på en eller anden form for overordnet ide, der er skyld i, at mange bistandsprojekter fremstår som isolerede fejltagelser. Og samtidig er mange ’searcher’-aktiviteter spredt fægtning, hvor man gentager fejl. Alle tror, at nu er de kommet op med den store ide, men mangel på koordination bevirker, at resultaterne bliver beskedne. Meget NGO-arbejde har lidt under denne form for skavank.

Et andet spørgsmål – som Easterly lidt for kategorisk besvarer – er, hvorvidt det egentlig passer, at bistanden vitterlig er den fiasko, man gør den til. Hvis man ser på andre faktorer, der har virket negativt for Afrika – faldende råvarepriser, øget protektionisme på amerikanske og europæiske markeder etc. –er det vel spørgsmålet, om bistanden kan udråbes som en fiasko.

Ligeledes får han det også til at se ud som om, der er tale om en i global sammenhæng astronomisk sum penge, der er blevet klattet væk. Men Afrika har siden murens fald modtaget mindre bistand end genforeningen af Tyskland har kostet, og i det tidligere Østtyskland snakker man også om manglen på ’impact’.

Skurken er Afrikas ledere
Hvor det i Easterlys verden er en lang række af meget forskelligartede aktører indenfor bistandsverdenen såvel som indenfor politik, der er skyld i miseren, er Calderisi – i dag pensioneret efter mere end 30 år som cheføkonom i Verdensbanken – mere kategorisk. Her er der ingen tvivl; det er de forbryderiske afrikanske ledere, der har stukket det hele i egne lommer, og som ved uduelig ledelse har gjort, at afrikanerne har mistet deres placering på verdensmarkedet og er sunket ned i en fattigdom dybere end den, de befandt sig i for fyrre år siden. Og ikke nok med det. De har samtidig snedigt udnyttet europæernes og amerikanernes dårlige samvittighed og formået at fastholde, at ulykkerne skyldes slavehandlen, koloniseringen og neoimperialis-men. Men det gør de ikke ifølge Calderisi.

Jo før vi fralægger os den ’politiske korrekthed’, og kalder tingene ved deres rette navn, jo bedre. Kolonialismen bragte jo også nogle gode ting med sig! Derfor: Ingen bistand til forbryderregimer. Stil flere betingelser for bistanden. Insistér på ’gennemsigtighed’. Forlang demokratiske valg og fri presse. Vær ikke bange for at skære ned i bistanden. Koncentrér den om nogle få lande, der ’performer’. Og ikke noget med at lægge fingre imellem, når man skal forklare, hvor problemerne stammer fra.

Økonomer i tvivl
Et problem i denne forklaringsmodel bliver naturligvis, at man fuldstændigt frikender donorer og udenlandske investorers rolle i korruptionen. Faktisk viser det sig jo, at investeringer i Afrika nu til dags særligt finder sted dér, hvor der er mulighed for at korrumpere sig igennem, så man kan omgås skatte- og miljøregler og udføre overskuddet uden om eksisterende regelsæt. Investorer i Afrika efterspørger ikke nødvendigvis ’transparency’ og ’good governance’.

Både Calderisi og Easterly er økonomer med en fortid i Verdensbanken. Og her melder der sig en lille pudsighed. Vi er vant til, at økonomien er en hegemonisk videnskab, og hvis man vil igennem med noget som helst udviklingspolitisk, så skal der økonomiske nøgletal på bordet. I Danmark er alle ’vis-mænd’ som bekendt økonomer. Men sjovt nok er det økonomerne selv, der nu tvivler. Hverken Calderisi eller Easterly behandler således Afrikas økonomiske placering i verdensøkonomien særligt grundigt. Derimod får vi udpeget en masse mere eller mindre velunderbyggede forestillinger, de har om afrikansk kultur og værdier, som skyld i miseren. Hovedindtrykket bliver dermed, at begge bøger kommer til at fremstå som bemærkelsesværdigt ateoretiske.

Easterly foretrækker således nogle ganske overfladiske spilteoretiske overvejelser kombineret med meget tvivlsomme forestillinger om ’afrikanske værdier’, ’tillid’ og ’kulturelle forklaringsmodeller’.

I Calderisis version skyldes det ligeledes afrikanske værdier samt inkompetent og korrupt ledelse. Hvorfor afrikanske ledere gang på gang viser sig at udvikle sig korrupt og ineffektivt, bliver vi imidlertid ikke meget klogere på. Sådan er de åbenbart bare, ifølge Calderisi.

Kultur som forklaringsmodel
Dette får begge parter til at ende med dybt problematiske og stereotypiske overvejelser om afrikanske værdier og kultur som hovedforklaring på kontinentets underudvikling. Det er der grund til at være betænkelig ved. Disse kulturalistiske forklaringsmodeller bliver, som man ser, hurtigt meget politisk slagkraftige. Og resultatet ser vi hjemligt, hvor Danidas nye kändis-udsending, fitnessdronningen Charlotte Bircow, for nyligt, i en redegørelse for hvorfor man skulle støtte kvinder i Afrika, slipper af sted med at udtale at ’afri-kanske mænd bare sidder på deres rumpet og drikker og spiller ludo’.

Som det også kendes fra den hjemlige politiske debat, kan opgøret med ’politisk korrekthed’ i værste fald udarte sig til, at man kan postulere det mest uhyrlige uden at behøver at fremlægge dokumentation eller overveje den skade, ens udtalelser volder.

Calderisi og Easterly skulle holde sig til det, de er bedst til. De sporadiske analyser af økonomiske tal for Afrika er det mest interessante i de to bøger. Men det er deres bredpenslede, udokumenterede generaliseringer om den afrikanske folkesjæl, der nok vækker mest genklang.

 Robert Calderisi: The Trouble with Africa. Why Foreign Aid isn’t Working. Yale University Press, 2006. New Haven.

William Easterly: The White Man’s Burden. Why the West’s Efforts to aid the rest have done so much Ill and so little Good. The Penguin Press, 2006. New York.

Ph.d. Henrik Nielsen er Afrikaudreder ved Institut for Menneskerettigheder. hni@humanrights.dk

NY DEBATBOG DER BATTER

En faglig og konstruktiv debat om Danmarks fremtidige rolle i udviklingsarbejdet har i lang tid været en mangelvare. Således indleder forfatterne denne bog, og det lykkes dem så sandelig at lægge op til en grundig diskussion.

Af Jens Müller

Det kan være en tilfældighed, at der her og nu, hvor udviklingsbistanden runder de 40 år, udkommer en hel del bøger og indlæg om, hvordan det så er gået. Har det været anstrengelserne værd? Det hænger måske sammen med, at vi er flere, der var med fra starten og har brugt en stor del af vores arbejdsliv i den sammenhæng.

Nærværende bog er dog ikke kun skrevet af en gammel rotte (Poul Buch-Hansen), men har forfriskende deltagelse af en ny generation med gode politologiske briller (Marie Hertz). Og selvom bogen giver et relevant tilbageblik over bistandens historie, er den i høj grad fremadskuende.

Tankevækkende kritisk gennemgås de tre hidtidige bistandsformer fra projekt- over program- og til budgetbistand og hele tiden sammenholdt med den overordnede målsætning om fattigdomsbekæmpelse.

Er der noget at komme efter?

Ja, i højeste grad. Bogen sætter et utal af spørgsmålstegn ved alle de væsentligste initiativer og aktiviteter, som Danida har haft gang i. Den gennemgår tillige rigtig mange hvis’er, der grundigt belyser bistandens forudsætninger og hidtidige præmisser.

Det skæres ud i pap, at de fattige ikke er fattige, blot fordi de ikke har ret mange penge. Det gøres også klart, at den samlede danske såkaldte ressourcebase ikke har forudsætninger for at bidrage til løsninger med mindre den forstår – og gennem intensiv dialog kan sætte sig ind i – de enkelte modtagerlandes vidt forskellige problemer. For eksempel kan det jo diskuteres, om vi fra dansk side selv ved så forfærdelig meget om, hvad ’god regeringsførelse’ er for noget.

Forfatterne argumenterer for nødvendigheden af en grundig målsætningsdebat og peger på muligheden for indsatser for politik- og institutionsudvikling, der kan bidrage til at skabe mere socialt afbalancerede samfundsmodeller.

Mange af bogens dilemmaer og modsætningsforhold er for så vidt kendte fra andre sammenhænge. Men bogens sidste del kæder disse emner sammen med en konstruktiv debat om, hvilke ændringer i administrationen af udviklingsbistanden der fremover kræves for at tilgodese en nyfortolkning af udviklingsbistanden. Her henvises til et tidligere forslag fra Administrationsdepartementet (1986), som, mener forfatterne, vil kunne fremme debatten. Her nævnes følgende konkrete forslag (i) decentralisering, (ii) kvalificeret medarbejderstab, (iii) selvstændig placering af Danida og (iv) bedre sammenhæng mellem opgaver og struktur.

Ny vin på gammel flaske?
Behovet for en tilbundsgående debat om en ny bistandspolitisk dagsorden bliver således overbevisende påvist. Forfatterne gør selv opmærksom på, at diskussionerne bliver holdt relativt snævert inden for den danske bilaterale scene med ganske få antydninger af en globalpolitisk verdensorden, der hele tiden ændrer sig. Det bagvedliggende argument for udviklingsbistand berøres altså næsten ikke. Er vi i Danmark blot stiki-rend agenter for det gamle rationale om at fremme udvikling for fortsat mulighed for udbytning? Fortsætter bistanden ikke med at sive ud af huller i de pågældende samfund? Hvordan kan vi bidrage til at få stoppet disse huller?

Dog, optimisten ved for lidt om, hvad der foregår, mens pessimisten har mistet sin forestillingsevne om, hvad der trods alt kan lade sig gøre. Bogen henvender sig til begge parter.

 Marie Hertz og Poul Buch-Hansen: Dansk udviklingsbistand – er der en fremtid?
Forlaget Thorup, 2007. 126 sider. Pris: 139 kr. Publiceret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Jens Müller er ingeniør og adjungeret docent ved Institut for Udvikling og Planlægning, Aalborg Universitet. jensm@plan.aau.dk