TEMA: SPOUSES

TO ÅR PÅ TENNISBANEN ER IKKE ET LIV

Illustration

’Medfølgende hustru’ hed det i gamle dage. I dag hedder en medfølgende partner ’spouse’ og kan være af begge køn. udvikling har set nærmere på recepten på en vellykket udstationering, når man er to der skal af sted.

Af Poul Kjar, Tanzania

Der er stadig nogle, som stiltiende følger ud i verden med deres mand – dem er der stadig flest af – når han udstationeres. Og de kan se frem til tre år som hjemmegående husmor i privilegerede rammer.

Men det er ved at være undtagelsen. I dag har næsten alle par to karrierer at tage hensyn til. For vel er kroket et vidunderligt spil. Men det er de færreste spouses (det engelske udtryk for medfølgende, red.), som er indstillet på at spille kroket eller tennis i to, tre, fire år, mens ægtefællen arbejder med at bekæmpe fattigdom.

Men i et udviklingsland er det svært at finde et regulært job, der matcher ens kvalifikationer, og det giver store frustrationer.

Derfor vælger nogle familier at leve adskilt, hvor den ene part er udstationeret, og den anden bliver hjemme i Danmark. En tendens, der understøttes af nye samlivs- og familiemønstre. Sammenbragte familier kan ikke bare tage til Bolivia eller Bangladesh i 3-4 år.

Summen af frustrerede medfølgende, pendler-ægteskaber og nye familiemønstre stiller store udfordringer til Udenrigsministeriet og andre udviklingsorganisationer, som er afhængige af velfungerende medarbejdere udstationeret i de varme lande.

Verden er ikke som en stor legeplads
– Manden kører på arbejde, og så sidder man dér som fruen i huset med to små børn og en familiestruktur, der hører en anden generation til. Der er grundlæggende tale om et helt andet liv, og jeg har haft svært ved at finde mig til rette, indrømmer 37-årige Karen Tinggaard, cand. comm., socialforsker og medfølgende til Niels Hedegaard Jørgensen, der er fuldmægtig på ambassaden i Dar Es Salaam.

Den danske spouse er dog bevidst om, at hun – der lever en luksustilværelse med tjenestefolk, chauffør og masser af fritid med børnene – i nogles øjne må fremstå som dybt forkælet.

Det har også hjulpet lidt på hendes situation, at hun med den danske ambassadørs hjælp har fået et 15 timers job som bogholder på den svenske skole i Dar Es Salaam.

– Det er ikke et job, der har noget med mit fag at gøre. Men dog et job. Min viden som socialrådgiver kan dog ikke bruges til ret meget i Tanzania, konstaterer Karen Tinggaard, som ud over jobbet har søgt om at blive optaget på University of London, der tilbyder en række fag som fjernundervisning. En oplagt studieform for medfølgende, som imidlertid ikke er særligt udviklet på danske universiteter og andre læreanstalter. En god, men langt fra perfekt tilværelse.

– Jeg har aldrig været i Afrika før. Det internationale liv er ikke min stærke side, og jeg betragter ikke verden som en stor legeplads fuld af muligheder, lige som folk i det internationale miljø gør. Derfor har jeg også følt mig dum i sociale sammenhænge, fortæller Karen Tinggaard. Med befriende ærlighed.

Illustration
Illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS.

Direktør for ingenting

Ifølge Global Connection, der er verdens største expat community, er omkring 10 procent af alle udsendte spouses mænd. Antallet af ’spouse-mænd’ stiger – og er væsentligt højere for danskere, der arbejder med udviklingsbistand.

De mandlige spouses kæmper med de samme problemer som de kvindelige ditto; de vil have et meningsfyldt arbejde og ikke spilde flere år af deres arbejdsliv med at spille tennis.

Det gælder for eksempel den 38-årige cand. merc. Kenneth Øhrberg, der for fire måneder skiftede titlen som leder af et reklamebureau i København ud med en tilværelse som medfølgende til 31-årige Marlene Krag.

Hun er udsendt som JPO (Junior Professional Officer) gennem Danida i sundhedssektorprogrammet i Tanzania. udvikling møder parret i Dar Es Salaam. Kenneth Øhrberg fortæller: – Jeg har haft lederstillinger i de sidste 12-13 år, og det virker, som om der godt kunne være brug for mine evner her i Tanzania. Men jeg ser ikke ud til at kunne få et arbejde.

At få et rigtigt lønnet job i en virksomhed i Tanzania er ikke alene svært. Det er nærmest umuligt på grund af landets skrappe regler om arbejdstilladelser til udlændinge, der ikke må besætte stillinger, som kan besættes af lokale.

– Ofte tænker jeg: Giv mig lige ansvaret for den her forretning i en time, så skal jeg få sat lidt struktur på tingene. Eller giv mig bare 10 procent af den meromsætning, som jeg kan generere, så skal jeg drive det her hotel, siger Kenneth Øhrberg, der oplever, at der reelt set ikke er hjælp at hente nogen steder.

En plan B
Kenneths kone Marlene Krag mener, at hendes arbejdsgiver, Udenrigsministeriet, bør være bevidst om, at der er et problem. At man risikerer at spilde de medfølgendes ressourcer, og at det bliver stadig sværere at rekruttere folk med koner og kærester til rådgiverstillinger. Hun er naturligvis bekymret for, om hun kan få lokket Kenneth med, når eller hvis hun skal søge en stilling som seniorrådgiver på et senere tidspunkt i karrieren. Kenneth Øhrberg er dog ikke typen, der straks giver op, fordi tingene ikke lige flasker sig.

Karrieremanden giver Tanzania en chance og afsøger mulighederne. Spiller squash, golf og tennis. Tager sig af de mange venner, der stempler ind for at tage på safari, dykke og bestige Kilimanjaro. Og så har parret Kenneth & Marlene en plan B, når regntiden og de forudsigelige frustrationer melder sig senere på året.

– Hvis jeg ikke fungerer, så må jeg pendle frem og tilbage mellem København og Tanzania. Jeg har en webshop, der sælger livsstilsprodukter, og en partner, der tager sig af det fysiske derhjemme. Så jeg kan faktisk godt drive dele af forretningen fra Afrika. Vi må så leve med de omkostninger, der er forbundet med pendlertilværelsen, og så har vi jo ikke nogen børn endnu, siger Kenneth og tilføjer: – Når man ikke har et job, mister man jo sin status og identitet, og det bliver man hele tiden mindet om i sociale sammenhænge. Når folk som det første spørger ’Nå, hvad laver du så?’

Når far er i Dar
Udenrigsministeriets familierådgiver Anne Rudbeck bekræfter, at flere og flere familier vælger pendlermodellen for at få karrierekabalen til at gå op.

Men hun anbefaler den ikke.

– Man risikerer at bevæge sig i hver sin retning og miste den kontakt, som er så vigtig i et familieliv. Ofte rejser medarbejderen ud, mens partneren med børnene bliver hjemme og har svært ved at følge med i, hvad farmand går og laver. Og når man så endelig er sammen, så skal det gerne være lykkeligt, og det kan være meget svært, siger familierådgiveren.

Foruden karrieren nævner Anne Rudbeck hensynet til nye familiemønstre som afgørende årsag til, at flere og flere vælger en pendlerløsning.

– Familier med sammenbragte børn står med særlige problemer. Er det dine, mine eller vores børn – som vi tager med til Tanzania i 3-4 år? Ofte ender det med, at den, der har fået kontrakten, tager af sted alene. Og det giver store problemer for de udsendte og for udenrigstjenesten, siger hun.

Udstationerede enlige mødre
Den tidligere ambassadør i Tanzania, Carsten Nilaus Pedersen, kender til problemerne med pendlerægteskaber og enlige forældre, der lader sig udstationere med børn, mens ægtefællen passer karrieren hjemme i Danmark.

– Det er svært for en person at få arbejdsog privatliv til at hænge sammen på en post som Dar Es Salaam. Og i visse tilfælde kan den bedste løsning være, at medarbejderne rejser tilbage til Danmark, siger Carsten Nilaus Pedersen, der er ny chef for den bilaterale udviklingsbistand på Asiatisk Plads –efter fire udstationeringer, den seneste som enlig far til Jonas på 10 år i New Delhi, Indien. Enlige udstationerede fædre er dog stadig en sjældenhed i udenrigstjenesten.

Som ambassadør har Carsten Nilaus Pedersen et ansvar for at hjælpe medfølgende til Udenrigsministeriets egne folk – de fuldmægtige på ambassaden, men ikke Danidarådgiverne – i arbejde.

Og det er relativt nemt i et land som Tanzania, hvor der er et hav af internationale organisationer til stede. Men det løser ikke altid de medfølgendes problemer – eller som Carsten Nilaus Pedersen formulerer det: – Ligegyldigt hvad, så er det et grundlæggende vilkår, at den medfølgende er der i kraft af en anden, og ikke i kraft af sig selv. Det er en psykisk faktor, og nogle er bedre til at tackle situationen end andre.

Jobbank gik fallit
I 2001 oprettede udenrigstjenesterne og industriorganisationerne (Dansk Industri etc.) i de nordiske lande en fælles jobdatabase for spouses og virksomheder i udlandet med det formål at få flere medfølgende i arbejde.

Men interessen for initiativet fra virksomheder såvel som medfølgende var for lille, og databasen blev lukket igen i 2005.

Man måtte konstatere, at det er svært at finde ’rigtigt’ arbejde til folk med vidt forskellige kvalifikationer i nogle af verdens allerfattigste lande.

Men problemstillingen tages alvorligt i Udenrigsministeriet, og der er nu nedsat en arbejdsgruppe bestående af blandt andet medarbejdere og ægtefæller, som skal udarbejde forslag til ministeriets fremtidige familiepolitik (se side 18).

Ifølge Anne Rudbeck overvejer man mere fleksible udsendelsesperioder.

Hun nævner også den mulighed, at man gennem et konsulentfirma på forhånd kan undersøge mulighederne for den medfølgende part – og det kunne i princippet også gælde for Danidarådgivere.

– Større fleksibilitet i udstationeringen ville være en stor hjælp. Så kunne vi tilpasse udstationeringen efter vores families behov, og ikke omvendt, siger Karen Tinggaard.

     – Men hun understreger også, at det ikke kun er et spørgsmål om, at man som medfølgende bliver en del af et arbejdsmarked. Det handler i høj grad om, at man som medfølgende får en mere synlig og selvstændig rolle.

Kenneth Øhrberg undrer sig over, at der slet ikke er nogen, der har efterspurgt eller vist interesse for ham som person. Heller ikke i forbindelse med Marlenes jobsamtale hos Mercuri Urval, der står for at rekruttere rådgivere til Udenrigsministeriet.

– Du sidder med en fornemmelse af, at du kun er med for deres skyld. For at de kan forvisse sig om, at du ikke ligefrem vil være en hæmsko i forbindelse med udstationeringen. Og så får man at vide til samtalen, at man bliver alkoholiker og boller udenom, siger Kenneth en anelse fortørnet.

Andre medfølgende til Danidarådgivere, som udvikling har talt med, føler sig også overset i forbindelse med udstationeringen.

En medfølgende til en hospitalsrådgiver i Tanzania efterspørger et selvstændigt spouseinterview inden udsendelsen, hvor hun havde haft mulighed for at formulere sine behov.

En rådgiverhustru på Zanzibar efterlyser, at de medfølgende deltager i hele forberedelsesforløbet og ’ikke kun den ene dag, hvor der tales sundhed.’ Og en medfølgende, der har prøvet livet ude i flere omgange, efterlyser hjælp til at komme i arbejde efter udstationeringen.

Går tæt på
Chefkonsulent Rasmus Bing fra Mercuri Urval er forhindret i at kommentere den konkrete sag, da kandidater og ægtefæller skal kunne forvente fortrolighed, men ’beklager hvis Mercuri Urvals intentioner har givet anledning til misforståelser.’ Om Mercuri Urvals rolle siger han:

– Vores opgave er dels at rådgive Udenrigsministeriet om udvælgelsen, dels kandidaten om udsendelsen. Når der er tale om et par, der ikke har været ude før, indbyder vi også ægtefællen til et interview for at sikre os, at de har tænkt over tingene, så det ikke bliver et chok når de lander. Det er vores job at sikre os, at ægteparret får talt sammen om alle relevante problemstillinger – blandt andet sundhed, sikkerhed, skolegang og konsekvenserne af ægtefællens beskæftigelsesmuligheder –inden udstationeringen.

Om Mercuri Urvals interview, siger Rasmus Bing:

– Vi forsøger at få et indtryk af, hvor parate folk er til livet ude. Har kandidat eller ægtefælle ingen erfaring fra udviklingslande, er der naturligvis flere ting vi skal omkring.

Han understreger i øvrigt, at rekrutteringsfirmaet generelt får positive feedback – også fra ægtefæller:

– De oplever, at vi er ansigtet i den udvælgelsesproces, som de helt naturligt har et stort behov for at føle sig som en del af. Vi vil hellere end gerne sparre med ægtefællerne om job ude og efter, men det ligger ikke i vores kontrakt med Udenrigsministeriet at gøre det, siger Rasmus Bing, der tilføjer, at der også kan gøres meget for at hjælpe udsendte, der skal tilbage til Danmark med at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Men det er en anden historie.

Poul Kjar er cand.comm. og tidl. journalist på udvikling. poul_kjar@hotmail.com

 

DET BEDSTE FRA TO VERDENER

Foto
Antropologen og agronomen. Dorthe Friis Pedersen er antropolog og spouse til Flemming Winther Olsen, som er koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Børnene hedder Salomon og Barbara.

Tekst og foto: Poul Kjar, Tanzania

– Jeg tager det bedste fra to verdener, og en del af ’familiekontrakten’ er, at jeg rejser hjem til Danmark tre gange om året for at tage kurser, besøge veninder og være en del af storbyen, fortæller Dorthe Friis Pedersen, 39, da udvikling aflægger besøg hos familien i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam.

Dorthe er gift med Flemming Winther Olsen, 55, som er koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste, hvor han i 20 år har arbejdet som agronom i en række afrikanske lande. Parret mødtes for 15 år siden i Mozambique – og siden da har de fået to børn, Salomon på 13 og Barbara på 9, der stort set aldrig har boet i Danmark.

– Jeg rejser til Danmark en gang om året i en uges tid eller to sammen med Dorthe og børnene, men så har jeg også fået nok og skal hjem til Afrika igen, fortæller Flemming og betoner, at hjem for ham er Afrika.

Se, det ligner en grundkonflikt, der kunne koste ægteskabet mellem agronomen, der har blandet blod med Afrikas småbønder, og storbyantropologen med den store kærlighed til København.

Men familiekontrakten og Dorthes bevidste fravalg af en traditionel erhvervskarriere betyder, at ægteskabsbåndet holder.

– Mit afsavn af et karriereliv opvejes først og fremmest af, at familien som helhed har det bedst ude. Vi har en ustresset hverdag til sammenligning med mange af vores venner i Danmark, der jo bliver skilt på stribe, siger Dorthe og bruger familiens gamle villavej i Lyngby som et eksempel. Her er alle familierne gået fra hinanden!

’Godt man bor på Østerbro og ikke i Lyngby’, tænker jeg og spørger Dorthe, om det ikke ligger til højrebenet for en antropolog at arbejde med udvikling i Afrika.

Hun understreger, at hun er storbyantro-polog. Og uddyber:

– Jeg har faktisk fået tilbudt flere forskellige job, men har valgt at sige nej tak. Hvis jeg skal have et fast 9-16 job og en mere stresset hverdag, så vil jeg hellere gøre det i Danmark, hvor jeg så heller ikke skal bruge halvdelen af min tid på at få bestilt rent vand fra en tankvogn, og alle de andre ting, der tager meget ekstra tid i hverdagen.

Hobby som arbejde
Dorthe har i stedet valgt at bruge interessen for antropologi til at skabe et mere kunstneragtigt liv i Afrika. Hun har blandt andet lavet kunsthåndværk og er i gang med en fotoopgave fra en tanzanisk guldmine sammen med en dansk ph.d.-studerende og to journalister.

– Jeg har brug for at gøre noget andet end at beskæftige mig med bistand, selv om mine fotos selvfølgelig også forholder sig til fattigdom og udvikling. Jeg har valgt at gøre mine hobbyer til mit arbejde, men uden at få de helt store penge for det. Det er på den måde, at jeg trives, når nu jeg ikke kan bo i København.

Her bryder Flemming ind og siger, at Dorthe kunne drive det til meget mere, hvis hun havde det kommercielle gen. Dertil svarer Dorthe, at det for hende er langt sjovere og mere udfordrende at lave udstillinger end at reproducere billeder til salg.
Man fornemmer, at den diskussion har familien også været igennem et par gange, og at det også er en del af familiekontrakten, at Flemming står for den faste del af husstandsindkomsten.

Men skaber det ikke ubalance i ægteskabet, at det er Flemming, der har lønarbejdet og Dorthe der tager sig af det huslige?

– Nej, i vores familie behøver vi ikke at kæmpe om, hvis arbejde der er vigtigst. Og jeg har ikke noget imod at være alene hjemme, når Flemming er på feltbesøg. Jeg kompenserer ved at rejse til Danmark og ved at lave mine fotoopgaver, svarer Dorte.

Familiens fremtid og FCK
Salomon på 13 år i en blå FCK-trøje kommer buldrende ind i familiens stue, hvor der i øvrigt står et friskt juletræ fra det tanzaniske højland med duften af gran og levende lys.

Ikke at han kan have set sine idoler spille ret mange kampe, da han har boet i Afrika, siden han var fem år og kun kender Danmark for BonBon-land, Tivoli og ponyridning på Læsø, som Flemming formulerer det.

Men det bliver der snart lavet om på. Familien har nemlig besluttet, at Salomon skal have chancen for at gå på efterskole i 9. klasse i Danmark. Han skal have det danske ind under huden. Herefter er det op til ham selv, om han skal i et dansk gymnasium eller fortsætte på en international linje i Tanzania.

– Hvis han vælger at gå i dansk gymnasium, så er jeg parat til at flytte hjem, og så må vi rejse frem og tilbage mellem Danmark og Tanzania, siger Dorthe.

– Det bliver alvor, når børnene bliver store, fastslår Flemming, der har to store børn fra et tidligere ægteskab, der gik i stykker, da familien var udstationeret i Mozambique. Og så tilføjer han: – Familien skal ikke splittes, så må vi hellere rejse til Danmark.

Læs også om en anden dansk familie i Tanzania, familien Godiksen/Jacoby, hvor hun er udsendt og han er medfølgende på http://www.udvikling.dk

KÆRLIGHED ELLER KARRIERE

Illustration 

Selv om man har valgt en international uddannelse og brænder for at arbejde i udlandet, hænger udlængsel og moderne parforhold ikke altid sammen. Det kan give seriøse karriereovervejelser.

Af Ulrikke Moustgaard

Da Marie-Louise Muff blev kandidat i engelsk og Internationale Udviklingsstudier (IU) fra RUC og i 2002 fik job for FN i New Delhi, Indien, forestillede hun og kæresten Christian sig et spændende udlandsophold, hvor Marie-Louise gik på arbejde, mens Christian var hjemmegående husfar for deres lille datter. De forestillinger måtte parret justere en smule.

– Jeg var ikke god til ikke at skulle lave noget så længe. Og det var heller ikke et specielt godt karriereskridt, når man er midt i 30’erne at være af sted så længe, fortæller Christian Muff.

Så da familien havde været ude i næsten fire år, vendte de tilbage til Danmark, hvor Christian havde fået et godt job.

Selv om udlængsel er en del af drivkraften for mange danskere, der arbejder for for eksempel Danida, FN eller en dansk ambassade i udlandet, er en karriere i udviklingsbranchen også en udfordring for både parforhold og familieliv. For nogle betyder det, at de vælger at søge job i Danmark, selv om de er uddannet til at arbejde med og i udviklingslandene.

En af dem er Ann-Katrine Lisby Dahm, der ud over at være specialestuderende på IU også er studievejleder på studiet. Hun og hendes kæreste, som også er fra IU, regner begge som udgangspunkt med at søge et job i Danmark med internationalt fokus.

– Det ville da være utopisk, at vi begge kunne få job samme sted ude, og vi vil gerne blive sammen, siger hun.

Ann-Katrine Lisby Dahms karriereovervejelser er ikke fremmede på et fag som IU, der leverer mange kandidater til udviklingsbranchen. Her er emnet jævnligt til diskussion.

– Det er en problematik, jeg har diskuteret med mange af mine medstuderende, fortæller Louise Rasmussen, som netop har afleveret speciale på IU.

Hun er single og uden børn, så hendes karriereovervejelser er ikke knyttet specifikt til tanker om parforhold eller familieliv.

– Men generelt har jeg selvfølgelig reflekteret en del over, hvad en karriere i udlandet på længere sigt kan komme til at betyde for det at skulle stifte familie på et tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg synes, der kan være nogle forskellige forventninger på spil for henholdsvis kvinder og mænd.

Medfølgende mand
Netop kønsforskelle i forventningerne til folk i udviklingsbranchen og deres medfølgende kærester og ægtefæller bliver fremhævet af flere, udvikling har talt med.

Ligesom på mange andre fag på universitetet er kvindelige studerende nu kommet i overtal på IU. De mange kvindelige studerende kan betyde, at der blandt de kommende udsendte vil melde sig karriereovervejelser i en anden grad end det tidligere har været tilfældet. For dengang den typiske udsendte var en mand, var der formodentlig ikke de store overvejelser forbundet med, at hans ægtefælle så kunne gå glip at sin karriere. At være hjemmegående husmor var i forvejen et kvindeligt lod for mange. Men i dag hvor den udsendte ofte er en kvinde – og det er manden, der blot følger med – er situationen mere uklar. For hvis karriere er vigtigst?

At livet som medfølgende mand kan rumme sine helt egne problematikker, kan Christian og Marie-Louise Muff tale med om.

– Mange udviklingslande har et gammeldags og traditionelt syn på kønsroller. Som vores udlejer i Delhi en dag sagde til Christian: ’Oh, I forgot Marie-Louise is the man in the house,’ siger hun.

Medfølgende mænd finder heller ikke sammen socialt på samme måde som kvinder.

– Typisk finder kvinderne sammen og tager ud og shopper, går på cafe, dyrker yoga eller aerobics sammen. Det gør mændene ikke på samme måde. De finder mere sammen, hvis der er en, de klikker med, så som mand har du større risiko for at blive isoleret.

At det kan være en stor mundfuld for familielivet at slå sig ned i et udviklingsland i flere år, forsøger et fag som IU derfor at ruste de studerende til.

– Vi giver de nye studerende en kort introduktion til problemerne ved at rejse ud, og når de begynder at overveje deres praktikophold, bliver de igen konfronteret med temaet, fortæller Henrik Søborg, formand for Studienævnet på IU.

Kandidatnetværk
På IU har man også forsøgt at etablere et kandidatnetværk, hvor folk kan udveksle erfaringer via netværksmøder og en særlig hjemmeside på internettet.

Endelig bliver emnet taget op på karrieredage, hvor folk fra branchen kommer og giver information og gode råd, og de lægger ikke altid fingrene imellem.

– Nogle fra konsulentbranchen sagde, at bliver man sendt ud på opgaver i flere år eller flere gange på et år, kan man godt vinke farvel til familielivet. Det afskrækkede nogle, husker specialestuderende Ann-Katrine Lisby Dahms.

Men trods udfordringer er livet som ansat uden for Danmark stadig værd at overveje. Det mener Marie-Louise Muff: – Man får plads til at være sammen som familie på en helt anden måde end herhjemme. Man skal aldrig lave mad, vaske op eller gøre rent. Man kan vågne op en lørdag til morgenmad og være sammen med børnene hele dagen. Det er et privilegeret liv på mange måder.

MS: EGET ANSVAR AT FINDE ARBEJDE

Mellemfolkeligt Samvirke har opgivet at finde beskæftigelse til de medfølgende. Organisationens HR-konsulent Birgit Møller Jensen svarer på fire skarpe.

Af Poul Kjar

Hvad er jeres spousepolitik?

– Spouses er velkomne i vores landeprogrammer og der gives et spouse allowance (medføl-gerbidrag, red.) til vores udviklingsarbejdere, som rejser ud sammen med en partner. Tidligere forsøgte MS at finde DW-placeringer (DW = Development Workers, red.) til spouses. Det gør vi ikke mere. I dag må spouses forberede sig på selv at skulle finde noget at lave.

Hvordan indgår de udsendtes spouses, når I rekrutterer MS-udviklingsarbejdere?

– Spouses skal indsende materiale forud for interviews og bliver interviewet i cirka en time af to rekrutteringsmedarbejdere. Her fokuseres på spousens evne til at være medfølgende uden job. Spousen deltager i MS’ tredages introkursus i Danmark og i landeorienteringskurserne, som foregår i de enkelte lande. Spouses har ifølge de nuværende regler ret til også at deltage på tre ugers forberedelseskursus på TCDC (MS’ uddannelsescenter, red.) i Tanzania. Dette gælder for spouses i alle lande.

Hvad gør MS for at hjælpe spouses til at få et arbejde under udstationeringen?

– MS har i dag ingen forpligtelser, og det vil være op til det enkelte landekontor at støtte spouses. Det er forventningen, at MS’ landekontorer kan hjælpe spousen med at netværke i starten, hvor de er ukendte med landet, men ofte finder spouses selv på aktiviteter i deres nærmiljø – uden assistance fra MS.

Hvordan er kønsfordelingen blandt jeres spouses? Finder de arbejde?

– Vi har ikke overblik over kønsfordelingen, men der er en god blanding. Det sidste år ser det dog ud til, at der har været en trend hen imod, at det er kvinder, der får job, og mænd, der følger med. Spouses er ofte kommet til et sted i deres arbejdsliv, hvor de har brug for en pause til at tænke sig om. For de yngre er det for at støtte samleveren i en karriere, før det for alvor kolliderer med deres egen. Men bevæggrundene er meget forskellige, da de folk vi sender ud, er meget forskellige.

http://www.ms.dk/udviklingsarbejde

DU SKAL SELV GRIBE TAKTSTOKKEN…

Foto
Fuld fart på i felten med at udrydde fattigdom – men hvad med den medfølgende? Her er en rådgiver på besøg ved en fabrik i Bhutan. Foto: Mikkel Østergaard.

Gladere spouses. Udenrigsministeriet overvejer, hvordan man fortsat kan levere folk til udeposter, så livet hænger bedre sammen for hele familien. Skræddersyet karriererådgivning og en større indsats for at finde job i marken til den bedre halvdel er nogle af midlerne.

Af Morten Østervang

Hvordan får du lige overbevist kæresten, der er nyuddannet økonom og ser frem til en karriere i Danske Bank om, at det er fedt med bopæl i skiftevis København, Maputo, København, Lissabon, København og Dar?

Måske er det ikke så svært endda. Da Udenrigsministeriet (UM) for nylig skulle ansætte 13 nye fuldmægtige, tikkede godt 800 ansøgninger ind. Udsigten til et arbejdsliv langt væk fra bedsteforældre, nære venner og opbrud i karrieren for spousen skræmmer tilsyneladende ikke de unge væk.

Eller gør det?

Ikke kun livstidsdiplomater
– Det arbejde og den livsstil, som UM tilbyder, er fortsat stærkt efterspurgt, forklarer Anne Dorte Riggelsen, chef for Fællesadministrationen i UM. Men hun tilføjer: – I hvert fald for en tid.

De sidste ord er bemærkelsesværdige. For en karrierediplomat – det er jo sådan en, der starter som ung kandidat på Asiatisk Plads og trofast tager en post i Addis Abeba eller Bamako hvert fjerde år. Lige ind til pensionen. Spousen får så den karriere, som tilfældigvis byder sig. Eller bliver hjemmegående. Men vil alle finde sig i det fremover?

Netop de første år af karriereforløbet kan være kildne for mange at tage ud, da det typisk er her spousen også gerne vil skabe sit fodfæste på det danske arbejdsmarked. Og det er man da også opmærksom på i UM: – Jeg tror, at en del unge har en anden indstilling til livstidsansættelser. De er måske ansat i ti år – ikke nødvendigvis hele livet. Det har vi så småt indstillet os på også i UM. Det kan også være folk, der kommer ind i UM senere i deres liv, hvis det bliver sværere at rekruttere unge i starten af deres karriere, forklarer Anne Dorte Riggelsen.

– Vi kigger da også åbent på, om mere fleksible perioder for udsendelser kan gøre det lettere for familier. Det er et element som på linje med andre familiepolitiske elementer er fremhævet i globaliseringsanalysen.

GRØNSPÆTTEBOG FOR SPOUSES

Bogen ’Når Penelope rejser med – udstationering for hele familien’ beskriver praktiske erfaringer med boligjagt, ansættelse af hushjælp, børns skolegang etc. Og beskæftiger sig med problemerne forbundet med at være medfølgende uden job. Skrevet af Aase Gullestrup, Kirsten H. Kristensen og Mette Weber. Gyldendal, 1998.

Der findes også en del foreninger og sites for danskere bosat i udlandet, med informationer, råd og debat om livet som spouse.

Besøg for eksempel http://www.danes-abroad.com, http://www.dk-mor-i-udlandet.com og http://www.danes.dk

Fremtidstanker
Med globaliseringsanalysen, som UM offentliggjorde i efteråret 2006, er der i det hele taget lagt op til at familiepolitikken vægtes højere. Nu bliver udfordringen så at omsætte tankerne til konkrete initiativer. Selvom UM er blandt de mest ombejlede arbejdspladser i landet, så er der udfordringer forbundet med livsstilen.

Området er derfor kommet højt på dagsordenen: Arbejds- og familieliv skal hænge bedre sammen. Indsatsen for at finde job til spousen er en vigtig, men langt fra den eneste, brik. UM har for nylig nedsat en familiepolitisk arbejdsgruppe og et idé-forum med børn, ægtefæller og tillidsrepræsentanter, der skal komme med konkrete ideer til, hvordan man kan gøre mere at få livet til at hænge sammen for hele familien. Og flere ting er i spil: Mere fleksible udsendelsesperioder, job til den medfølgende og familie- og karriererådgivning.

– Et harmonisk forløb ude handler om, at alle strenge skal være tænkt ind. Så kan det være, at man ender med en løsning, hvor den medfølgende arbejder. Det kan være, man ikke gør. Men man skal passe på med at tro, at bare fordi begge får et job, så er alt som derhjemme. Det vigtige er, at familierne aktivt forholder sig til helheden i den nye tilværelse, siger Anne Dorte Riggelsen og peger på et tiltag, der allerede nu går i gang som pilotprojekt: – Vi bestræber os på at lave skræddersyet karriererådgivning til den medfølgende. Det handler om at se helt konkret på ’hvad kan jeg gøre, mens jeg er afsted’ – hvad enten det er arbejde eller noget andet.

Foto 
Anne Dorte Riggelsen Foto: Udenrigsministeriet.

Tag taktstokken
En ting er helt afgørende, mener Anne Dorte Riggelsen: – Den medfølgende skal selv tage taktstokken. Der er en tendens til, at den udsendte har hovedrollen. Det manuskript skal omskrives. Der ligger ikke nogen kritik i det, men en opfordring til, at ægtefællen gør udsendelsen til sin også.

Men diskussionen lander alligevel tit på spørgsmålet – ’hvordan sikrer jeg, at min karriere ikke synker ned i kviksandet, mens min ægtefælle stormer op ad karrierestigen?’ For folk, der har været mange år i bistandsbranchen, er begge parter ofte reelt sporet ind på en bistandskarriere. Men hvad så med kæresten, der ikke været i et uland før?

– Vi skal blive bedre til at se den enkelte, og på hvad den person kan. De medfølgende behøver ikke at være spejlbilleder af os selv, forklarer Anne Dorte Riggelsen og tilføjer: – I UM skal vi også blive bedre til at finde job. Vi skal fx blive bedre til at udnytte de muligheder, der kan være for at knytte kontakter til danske og internationale virksomheder på stedet, til andre ambassader og internationale organisationer. Eller måske ansætte en medfølgende på lokale vilkår på ambassaden. Det vil i nogle tilfælde måske ikke være en stilling, der fuldt ud svarer til ens kompetencer, men det kan være en trædesten. Jeg tror også på ideen om at vi skal se på de internationale organisationer. Kan vi blive bedre til at kontakte dem og skaffe job til medfølgende der?

SVÆRT AT FINDE JOB

Det er ikke kun medfølgende i udviklingslandene, der har svært ved at få arbejde. En undersøgelse fra 2006 foretaget af ægtefælleforeningen for udsendte diplomater i EU (EUFASA) viser, at det er meget svært at forene to karrierer på en udepost.

75 pct. af de medfølgende ægtefæller arbejder ikke under udstationeringen, selv om mange gerne vil have et job. Derudover har de medfølgende svært ved at holde kontakten til deres arbejdspladser i hjemlandene. Kun 25 pct. kan vende tilbage til deres oprindelige job, og op mod en tredjedel af de hjemvendte spouses har af den ene eller anden grund slet ikke noget arbejde.

Hvor vil ægtefællerne hen?
Umiddelbart skulle man tro, at den medfølgende lettere kunne trækkes til London og Berlin end Lusaka og Bamako. Og lige nu er det for eksempel svært for UM at besætte stillinger på ambassaderne i fransktalende Afrika (Mali og Benin, red.) Men faktisk behøver det ikke være svært at få spousen med mod Syd, fastslår Anne Dorte Riggelsen, som også oplever en anden tendens, der taler for et ophold i den tredje verden: – Mange ser det som et projekt at komme langt væk og få en samlende oplevelse for familien, hvor det handler om fordybelse, kvalitet og tid. Det trækker derfor i mange at komme en årrække til lande som Kina eller Vietnam. Og så sætter den medfølgende måske ens egen karriere på standby for en tid, forklarer Anne Dorte Riggelsen.

– Jeg synes, man ser tendenser til, at karriereforløbet i dag ikke behøver være helt så lineært, som det har været. Men snarere –både for den udsendte og ægtefællen – noget der også kan gå sidelæns i en periode og ikke altid opad. Men det vigtige er, at man har forholdt sig til det og truffet et valg.




Denne side er kapitel 4 af 9 til publikationen "UDVIKLING".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7919/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk