FEJLSLAGNE STATER

BRYLLES BRYDERIER

 
Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt, siger Torben Brylle – en af de højst placerede danskere på en international toppost. Foto: Jan Jørgen/Scanpix.

Af Jesper Strudsholm

Ingen skal beskylde sudaneserne og andre med interesse i Sudan for at kede ambassadør Torben Brylle, EU’s nye særlige repræsentant i landet.

På de blot elleve dage fra hans udnævnelse til den officielle tiltræden den 1. maj skete der blandt andet følgende: Sudans flyvevåben bombede et område, hvor nogle af Darfurre-gionens nu talrige oprørsledere mødtes for at diskutere en fælles strategi til forestående fredsforhandlinger. Oprørerne skød derefter den ene af kamphelikopterne i angrebet ned. Sudans viceudenrigsminister afviste den tredje fase af en plan for en større FN-styrke, som hans regering tidligere har skrevet under på.

Den Arabiske Liga rasede over, at Repræsentanternes Hus i USA havde opfordret ligaen til at anerkende overgrebene i Darfur som et folkedrab. Og den britiske Rolls-Royce koncern meddelte, at den vil trække sig ud af Sudans olieindustri på grund af ’in-ternationale humanitære bekymringer’.

Torben Brylle er derfor en mand midt i en smertefuld fordøjelsesproces, da udvikling interviewer ham et par dage efter hans første møde med mange af deltagerne i dette ’diplo-matiske mareridt’.

Udsigt til forhandling
Ambassadøren er netop kommet hjem fra Libyens hovedstad Tripoli, hvor præsident Muammar Khadafihar budt deltagerne i en konference om Darfur velkommen med advarsler mod en FN-styrke. Khadafihar samtidig givet Darfurs oprørere meget af skylden for den fortsatte konflikt, mens vestlige lande regner Sudans regering for hovedansvarlig for over 200.000 menneskers død og fordrivelsen af yderligere 2,5 millioner.

Trods den slags grundlæggende uenigheder i verdens opfattelse insisterer Torben Brylle på, at mødet i Tripoli var præget mere af konsensus end konfrontation. For første gang mødtes Sudans regering med repræsentanter for alle nabolande, EU og de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.

– Jeg har et indtryk af et vist momentum. Man nåede frem til en erklæring om at forsætte fredsprocessen, en såkaldt Tripolikon-sensus. Udsigten til, at man kan skabe rammer om en forhandling, står stærkere end før mødet. Man skal ikke beskrive det som det store vendepunkt. Men det interessante var, at parter, der er indblandet på hver sin side, var til stede. Også Tchad og Eritrea, der har gode forbindelser til rebellerne.

Konflikten i Darfur er på mange måder blevet et tema i et tilspidset opgør mellem den islamiske og den vestlige verden. Mærkede du det på mødet i Tripoli?

– Nej. Mødet var karakteristisk ved, at man ikke drøftede sanktioner, det var meget ukonfrontatorisk, siger Brylle.

Men er du enig i, at baggrundsstøjen fra en mere global konflikt er med til at gøre det sværere at finde en løsning i Darfur?

– Ja. Det skærper nogle kanter, at der også er andre konflikter med de dimensioner. Men det er en forenkling at se det som et muslimsk-ikkemuslimsk opgør. Det kan skygge for, hvad der sker i terrænet (hvor Darfur – i modsætning til Sudans ældre konflikt mod syd – har muslimer på begge sider, red.). Sådan er vilkårene for konfliktløsning i dagens verden anderledes, end de var tidligere. Det sker langt mere i det offentlige rum. En meget stærk opinion kommer til at påvirke processerne. Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt.

Overgreb til ophør
Du er oppe imod et styre, der i over 20 år legede gemmeleg med det internationale samfund i konflikten mod syd. Er der nogen grund til at tro, at den vil opføre sig anderledes i Darfur?

– Alle, der kender konfliktens udvikling, er enige om, at det går frem og tilbage – nogle gange mere tilbage end frem. Og det sker samtidig med, at folk stadig bliver fordrevet. En del af svaret på dit spørgsmål er imidlertid, at der faktisk til sidst blev indgået en aftale mellem nord og syd. Men samtidig må man jo forstå, at mennesker, der udsættes for vold og fordrivelse ikke kan vente på resultat af langvarige forhandlinger, og derfor er det i første omgang vigtigt, at fjendtlighederne og overgrebene bliver bragt til ophør.

Hvilken betydning har det for fredsudsigterne i Darfur, at de tidligere oprørere –SPLM – fra den lignende konflikt mod syd, nu er en del af regeringen?

– SPLM har fået mandat af regeringen i Khartoum til at samle parterne til forhandling. Det er vigtigt af flere grunde: SPLM nyder større tillid hos rebellerne – og har måske bedre forbindelser med omverdenen. Det viser også, at SPLM interesserer sig for nationale sudanske anliggender, hvilket ikke er uvæsentligt.

Men SPLM har ofte været beskyldt for at gå mere op i at gennemføre fredsaftalen mellem nord og syd end i at bidrage til at løse konflikten i Darfur?

– Det billede ændrer sig i øjeblikket. De er blevet mere aktive. Deres hovedsigte er fortsat at gennemføre nordsyd aftalen. Men den er også helt nødvendig for en fredelig fremtid i landet – og det går ikke så stærkt. Derfor er det også vigtigt, at det internationale samfund ikke glemmer den langsigtede interesse i at opretholde den aftale.

Hvad betyder det for fredsprocessen, at rebellernes organisationer synes at være splittet til atomer?

– Det er et enormt problem. Man skal have et repræsentativt udsnit for at kunne lave en forhandling. Da vi talte sidst, nåede vi op på 14-15 fraktioner. Og det har mere at gøre med, hvem der skal være leder end med substansen i deres politik.

Hvor stort et ansvar har rebellerne for den fortsatte konflikt?

– Det er svært at sige noget om proportioner. Men de har klart et ansvar for brud på våbenhviler, for overgreb på befolkningen og for den fortsatte ustabilitet. De slås jo også indbyrdes. Og de skal have at vide, at de også bliver stillet til regnskab for deres gerninger.

Hvordan påvirker opfordringerne til sanktioner mod regeringen fredsprocessen?

– Det er svært at sige. Regeringen siger konstant, at det ikke vil fremme dens tilbøjelighed til at deltage i forhandlinger, hvis den er udsat for pres. Så simpelt er det næppe. Men deres forhold til omverdenen er ikke skruet sammen, så én enkelt mekanisme vil virke, siger Brylle.

Jesper Strudsholm er journalist ved Politiken og bosat i Sydafrika.
jesper@iafrica.com

BLÅ BOG TORBEN BRYLLE Født 7. juli 1948 i København. Samfundsfag ved Københavns Universitet, afrikanske studier ved Legon Universitet i Accra, Ghana. Siden 1978 ansat i Udenrigsministeriet, blandt andet som chef for ministersekretariatet, kontorchef for først det sydlige Afrika og siden Mellemøsten og Latinamerika, multilateral chef og senest ambassadør i Sydafrika. Var nytiltrådt ambassadør i Kairo da han blev udnævnt som EU’s særlige repræsentant i Sudan.

SPLM/A SPLM er Sudan People’s Liberation Movement –den politiske gren af Sudan People’s Liberation Army (SPLA). Den sydsudanesiske bevægelse SPLM/A kæmpede mod Sudans regering fra 1983 til 2005. SPLM/A undertegnede i 2005 en fredaftale med regeringen i Khartoum, der sikrede selvstyre til Sydsudan.

LIVET GÅR VIDERE, SELV NÅR STATEN DØR

Synet på verdens skrøbelige og fejlslagne stater har ændret sig siden 11. september. Også Danidas. Den skærpede vilje til at hjælpe de plagede befolk ninger bliver nu fulgt op af et nyt sæt internationale principper for god bistand.

Først gad de ikke rigtig at bøvle med dem. Så gad de godt, men vidste ikke hvordan. Og nu har den samlede gruppe af vestlige donorer – nærmere bestemt medlemmerne af OECD’s udviklingskomité Development Assistance Committee (DAC) – udviklet et sæt principper for, hvordan man skal agere i forhold til verdens skrøbelige stater. De stater, hvor regeringen enten ikke kan eller vil levere de basale offentlige ydelser til folket. Hvor veje, skoler, økonomi, hospitaler samt lov og orden er under opløsning, og hvor folk bare får det værre og værre. Nu skal også de have del i den internationale udvikling.

På et møde i DAC i april vedtog den vestlige verdens udviklingsministre ti principper for, hvordan man bedst og mest effektivt hjælper folk i lande, hvor staten ikke kan. Principperne går blandt andet på, at man skal handle hurtigt og tænke langsigtet. At man skal forebygge fremfor at lappe. Og tage udgangspunkt i de forskellige landes forskellige situationer.

Læs mere om kvinder og fejlslagne stater i Verdensbankens nye statusrapport om 2015 Målene, som kan hentes på http://www.worldbank.org
(klik på Global Monitoring Report 2007).

FRA FLYGTNINGELEJREN TIL DEN GULE RAPSMARK

 
Både Ismails og Jolies familier blev dræbt i Burundi. Nu håber de, efter års venten i en flygtningelejr i Malawi, på at kunne starte en ny tilværelse i det fredsommelige Østjylland. Foto: Martin Kurt Haglund.

Ismail og Jolie mødtes i køen til fødevareuddelingen i en flygtningelejr i Malawi og sød musik opstod. Det kunne være starten på en kærlighedsroman, men det er (også) en historie om vold, arrest og flugt. Den historie fik udvikling, da vi besøgte Ismail og Jolie i deres nye hjem i Folby lidt nord for Århus.

Tekst: Line Lagoni Leonhard

I et lille rødt rækkehus lidt nord for Århus sidder Ismail, 25 år, og Jolie, 24 år, sammen med deres otte måneder gamle søn, Akbar, og Jolies 16-årige kusine, Neema. Solen skinner og farver rapsmarken uden for deres vinduer så vidunderligt gul, at man må knibe øjnene sammen mod det stærke genskær.

Det er den smukkeste forårsdag i april, træerne er begyndt at springe ud og den lille familie ser ud til at trives i den jyske forsommer. Intet i dette billede afslører, at det blot er seks uger siden, Ismail og Jolie kom til Danmark som en del af de 151 kvoteflygtninge, der forlod en utryg tilværelse med kummerlige forhold i en flygtningelejr i Malawi. Til fordel for et nyt og forhåbentligt bedre liv i Danmark.

Fordrevet af tutsi’er
Voldelige konflikter har hærget Burundi lige siden landet fik sin selvstændighed i 1962. Ligesom i nabolandet Rwanda har blodige kampe mellem rivaliserende hutu’er og tutsi’er kostet flere hundrede tusinde menneskeliv og gjort endnu flere hjemløse.

Det var stammekrig, der 12. januar 2004 tvang den dengang 22-årige Ismail Ntungwanayo på flugt fra sin hjemby Kamenge i den nordvestlige del af Burundi. Ismail befandt sig på sin skole, hvor han gik i tiende klasse, da han fik at vide, at de stammekrige, der raserede landet, havde nået hans by.

På swahili fortæller Ismail gennem en tolk udviklings udsendte, hvordan han ventede ved skolen i næsten et døgn, inden han tog tilbage til Kamenge: – Da jeg kom hjem til vores hus, fandt jeg min mor og mine søskende. De var blevet slået ihjel af tutsi’er.

Ismail flygtede fra Burundi med det samme. Sammen med en flok på omkring 50 unge mænd, alle hutu’er, bevægede han sig mod øst, til nabolandet Tanzania. I en uge fortsatte flugten videre gennem Tanzania sydpå til Malawi, til flygtningelejren Dzaleka, som i lidt over tre år var Ismails hjem.

Med færge mod sikkerhed?
Ikke langt fra Kamenge ligger Burundis hovedstad, Bujumbura. Her bor godt 450.000 af Burundis otte millioner indbyggere. Blandt dem var også Jolie Iddi og hendes familie. Familien er oprindeligt fra den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), men flygtede fra urolighederne til det dengang mindre krigsramte Burundi.

Jolie befandt sig på et af byens markeder, da helvede brød løs. Bomber og granater regnede uden varsel ned over de handlende, og det kom til hårde kampe mellem stammerne:

– Det var en meget farlig situation. Man kunne blive standset på gaden og dræbt, alene fordi man tilhørte den forkerte stamme, forklarer Jolie.

Under gadekampene fik Jolie at vide, at både hendes forældre og alle hendes søskende var blevet dræbt ved urolighederne. Sammen med vold og mishandling var det med til at drive hende og kusinen på flugt.

Jolie fandt sammen med en gruppe andre kvinder og familier og flygtede på en færge mod syd over den store Tanganyikasø, som danner den naturlige grænse mellem Burundi, Tanzania, DR Congo og Zambia.

Færgen bragte de flygtende til Tanzania, hvorfra de gik det sidste stykke til Malawi. Her blev de mødt af de malawiske myndigheder, som sendte dem til Dzalekalejren ved hovedstaden Lilongwe. Den flygtningelejr, hvor også Ismail befandt sig, intetanende om, at han snart skulle møde sin kommende brud.

Flygtningelejr i et fattigt land
Dzalekalejren huser omkring 5.000 flygtninge fra både DR Congo, Zambia, Rwanda og Burundi, bredt repræsenteret både ved køn, alder, uddannelse og stamme.

Jordhytter, fordærvet mad og en soveplads på den hårde jord udgjorde livet i Dzaleka. Forhold, som til dels var resultatet af, at levestandarden inden for en lejrs grænser gerne skal afspejle levestandarden uden for lejren, da det ellers kan skabe grobund for harme og uvilje fra den lokale befolkning.

Men selv om forholdene i Dzalekalejren på ingen måde var bedre end forholdene uden for lejren, betød det dog ikke fred og fordragelighed for de mange flygtninge:

– Der var en meget anspændt stemning i lejren, fordi de forskellige grupper af flygtninge ikke kunne forstå hinanden. De flygtninge fra Rwanda, som havde været i lejren længst, var allerede begyndt at blive genbosat i andre lande, og det skabte en meget dårlig stemning blandt de andre flygtninge, fortæller Ismail.

Misundelse og intern uro gjorde, at nogle af flygtningene brændte hinandens hytter af. Andre stjal og røvede, og hvis man bevægede sig for langt væk fra sin hytte, kunne det betyde overfald og, i kvindernes tilfælde, voldtægt.

Et nyt og bedre liv i Danmark
Ismail og Jolie havde aldrig før set hinanden, da de en dag stod ansigt til ansigt i køen til fødevareuddelingen i Dzalekalejren. Det var kærlighed ved første blik. En kærlighed så stærk, at de to unge hurtigt flyttede fra klemte fælleshuse til deres egen lille hytte, Ismail havde bygget af de mursten, han selv havde fremstillet i lejren.

Selv om det lyder som den rene idyl, var virkeligheden en ganske anden. Ismail og Jolie var stærkt påvirkede af den uro, som herskede i lejren, og de frygtede hele tiden overfald og voldtægt. For dem var det en lise, da de fik at vide, at de var blandt de udvalgte, som kunne forlade Malawi for at starte et nyt liv i Danmark.

– Vores familier blev dræbt i Burundi, der er intet for os at vende tilbage til, fortæller Jolie. Ismail nikker og gør sætningen færdig:

– Nu er Danmark vores hjem. Det er her vores fremtid er.

Netop det, at hverken Ismail eller Jolie har familie tilbage i Burundi, og at de to levede en meget usikker tilværelse i Dzalekalejren, dannede baggrund for Udlændingeservices beslutning om at lade familien komme til Danmark på kvoteordningen.

Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

AFRIKAS ’VERDENSKRIG’ I alt har krigene i de store søers område (DR Congo, Rwanda, Burundi) kostet godt fire millioner mennesker livet. Krigene omtales derfor undertiden som Afrikas 1. verdenskrig.

KVOTEFLYGTNINGE Kvoteflygtninge er flygtninge, der er udvalgt af UNHCR til at blive genbosat. For langt de fleste kvoteflygtninge gælder, at de bliver genbosat efter omfattende interviews foretaget af repræsentanter fra Udlændingeservice og Dansk Flygtningehjælp i de respektive flygtningelejre. Danmark har en treårig kvote på 1.500 flygtninge, det vil sige 500 årligt. Sverige modtager 1.500 kvoteflygtninge om året, mens Norge tager imod 2.500. Antallet af kvoteflygtninge er uafhængig af antallet af asylansøgere. Sagerne bliver behandlet af Udlændingeservice, som hører under Integrationsministeriet og tæller dermed ikke en del af udviklingsbistanden. Kilde: Dansk Flygtningehjælp.

STATSDANNELSE FOR BEGYNDERE

Mogadishu er ikke som andre hovedstæder i verden. For eksempel er det 16 år siden byen sidst husede en centralregering. Foto: AP/Polfoto.

Som chef for Unicef i det borgerkrigshærgede Somalia hjælper Christian Balslev-Olesen landets regering med at få landet på fode. Læs hans noter fra et land, hvor meget kan lade sig gøre – trods kaos.

Af Christian Balslev-Olesen

Som chef for den største FN-organisation i Somalia, Unicef, er jeg det seneste halvandet år gået fra den dybeste desperation til den største optimisme. Og retur igen.

At være FN-arbejder i et land uden regering og fungerende myndigheder giver kolossale vanskeligheder, men også store muligheder for at gøre en forskel og konstante overraskelser over somaliernes evner til at skabe fremskridt midt i kaos. Her er nogle dagbogsnotater.

November 2005:
På et møde med Somalias nye overgangsregering får vi at vide, at undervisning er en topprioritet. At få børnene i skole vil være det første synlige tegn på normalitet. Den nyudvnævnte undervisningsminister tager mig med på en tur gennem den ødelagte provinsby, hvor regeringen midlertidigt holder til. Vi skal se de udfordringer, som skole og undervisning står overfor, og første stop er ruinerne af en tidligere velanskrevet regeringsskole. Et enkelt klasselokale er renoveret. Lidt længere nede ad gaden ligger en helt ny muslimsk skole, betalt fra udlandet.

– Jeg ved ikke, hvilken undervisning, man driver i skolen, kun at en masse forældre sender deres børn der, siger den muslimske minister og peger på nogle ruiner overfor: – Her lå en af Somalias fineste skoler, drevet af kristne missionærer. Jeg har opfordret dem til at komme tilbage. Vi har brug for dem!

Hvis alle børn i Somalia skal i skole, går det ikke uden de religiøst baserede skoler.

December 2006:
Årets sidste møde med præsident og undervisningsminister. Ministeren har nu både kontor, en lånt pc, fire frivillige medarbejdere og en plan: Undervisning for Alle! For præsidenten – tidligere general, krigsherre og frihedskæmper – handler det om lov og orden. Somalias første 500 betjente blev færdiguddannet i går. Jeg taler ved afslutningen af et tre ugers kursus for 300 lærere – en blandet forsamling fra lokalt oprettede privatskoler og koranskoler.

Januar 2007:
Siden nytår har vi prøvet at demonstrere, at det gør en forskel at have præsidenten og myndigheder tilbage i Mogadishu. 3.000 nye politifolk, 40.000 flere børn i skole, rent vand og skoler til hovedstadens 250.000 interne flygtninge. Vi har givet os selv seks måneder til at få alt dette på plads. Men efter morterangreb mod et par af vores fly, en vejbombe mod en kolonne af vores køretøjer og nedskydningen af et fly fra Den Afrikanske Union (AU) er det lige nu svært at få flere medarbejdere ind i Mogadishu. For første gang melder vores lokalt ansatte, at de er bange og gerne vil have deres familier evakueret.

Februar 2007:
Turen går til Hargeisa, hovedstaden i den selverklærede republik Somaliland, for at drøfte FN’s kommende toårsprogram for regering, parlament og civilsamfund. Et godt møde med mere end 100 meget engagerede deltagere.

En af de vigtigste prioriteter er at få alle børn i skole; måske den vigtigste sejr for mig: Alle bakker nu op om en plan, som somalierne også selv tager alvorligt. På landsplan er 250.000 flere kommet i skole de seneste fire år. Dermed går 28 pct. af alle børn i skole, op fra 22 pct. Tilgangen er større for piger end for drenge.

Samtidig er børnedødeligheden faldet med 30 pct. siden 1999. Ganske overraskende og imponerende i et land uden centrale sundhedsmyndigheder. Jeg glæder mig over at få styrket mine argumenter over for både kollegaer og donorer: Vi skal ikke nødvendigvis først have regering og myndigheder for at give somalierne bedre uddannelse og sundhed!

Marts 2007:
Møder med en mission fra Sikkerhedsrådet, der skal opstille betingelserne for en FN-styrke til afløsning for AU’s fredsstyrke. Vi er dybt skeptiske. Endnu er der ingen fred at beskytte. Og en FN-styrke kan meget vel gøre vores i forvejen komplicerede arbejde endnu sværere. Var det ikke netop fredsstyrkerne i begyndelsen af 90’erne, der skabte hele grundlaget for krigsherrer, spørger mange skeptiske somaliere. De husker alt for godt den amerikansk ledede Operation Restore Hope, der endte med fordrivelse af de udenlandske tropper.

I en stor Unicefundersøgelse siger Somalias unge, at de tror på en positiv fremtid for landet (75 pct.), at de vil blive i Somalia (60 pct.), at det vigtigste for dem er skoler og uddannelse – og at vejen til et bedre Somalia er demokratiske valg. Tankevækkende, siden Somalias unge aldrig selv har oplevet valg under de seneste 16 års kaos. De unge er imod traditionel praksis som kvindelig omskæring, tidlige ægteskaber og polygami, mens deres vigtigste rollemodeller er religiøse ledere, sportsfolk og lærere. Politikere kommer langt nede på listen.

April 2007:
Somalia er i gang med det 14. fredsforsøg, siden staten gik i total opløsning i 1991. Hvis det skal lykkes, må man støtte og investere i det, som somalierne selv tror på. Deres opfindsomhed, flair for business og entreprenante kultur er imponerende. Hver provinsby har flere konkurrerende mobiltelefonselskaber og banker, der får overført millioner af dollars fra somaliere i eksil. Men lige nu er der ikke meget, der tyder på, at drengen fra mødet i fjor snart kommer til at opleve fungerende nationale myndigheder og en nationalsang. Krigsherrer og klanledere vil ikke afgive magt og penge til nye centrale myndigheder. Og somalierne er blevet ganske vante til at klare sig uden regering og nationale symboler.

Maj 2007:
Vi er tilbage i Jowhar. Provinsbyen, hvor overgangsregeringen etablerede sig for små to år siden. Vi skal møde Mohamed Dhere, warlord og guvernør for Jowhar. Han er netop udnævnt guvernør og borgmester for Mogadishu. Han er én af Somalias notoriske krigsherrer med egne militser og med fuld kontrol over Jowhar og omegn. For et år siden var han i spidsen for den amerikansk finansierede alliance af warlords til bekæmpelse af terror. Da jeg sidst mødte ham, var han i kamp med de islamiske domstole og måtte senere tage flugten til Etiopien.

De seneste ugers voldsomme kampe i Mogadishu er det værste somalierne har oplevet de seneste 16 år. Bombardementer af civile, en tredjedel af byens indbyggere på flugt, militsers overgreb på flygtningene og kæmpe problemer med at nå 400.000 flygtninge med nødhjælp. Globalt set den p.t. værste humanitære situation verden er vidne til, melder FN’s katastrofechef, John Holms fra New York.

Ifølge regeringen er det fødselssmerter for den nye stat. Om få uger vil regeringen have fuld kontrol over hovedstaden og vil samle alle til en stor forsoningskonference i hovedstaden, lyder det optimistisk fra præsident og premierminister.

Omverdenen ser skeptisk til. For iagttagere ligner det mere dødskramper for det fjortende somaliske fredsforsøg. Bortset fra 1.500 ugandiske soldater omkring Villa Somalia (som huser regeringen red.), præsidentpaladset og lufthavnen i Mogadishu er der ingen synlige tegn på international støtte til Somalias nye virkelighed.

Mohamed Dhere er nu tilbage, dog ikke som krigsherre, gør han klart for os. Han vil bruge sin nye post til at sikre FN adgang til Mogadishu. Han har tre prioriteter for byen som han beder FN om hjælp til at løse: Få ryddet offentlige bygninger for flygtninge, Mogadishu havde før de seneste kampe 250.000 interne flygtninge.

Få etableret en effektiv administration for Mogadishu. Og få omgående få vand og kloakering til byen –diarre og kolera er en tikkende bombe, siger han. Der er vi desværre enige!

Christian Balslev-Olesen er uddannet teolog, tidl. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og landechef for Unicef i Eritrea. Han er netop fyldt 60.

 Foto: Unicef

SOMALIA: KLAN MOD KLAN MOD KLAN

Civile i klemme i kampen. Her er det slægtninge, der bringer en såret mand på en båre til Medina Hospitalet i Mogadishu. Foto: Polfoto/AP Photo/Mohamed Sheikh Nor.

BAG OM KRISEN

Af Morten Østervang

Ifølge FN står Somalia lige nu over for den værste humanitære katastrofe, siden et militærkup i 1991 førte landet ind i årevis af kaos. Over 350.000 mennesker er flygtet fra hovedstaden Mogadishu på grund af voldelige kampe, som i høj grad rammer civile. Ifølge OCHA, FN’s humanitære kontor, kan kun 60.000 civile nås af hjælpeorganisationer på grund af den dårlige sikkerhedssituation. Mange er derfor uden mad og vand – kolera truer med sygdomsepidemier. Op mod 1,8 millioner mennesker har akut behov for humanitær hjælp.

Landet har været uden regering – og martret af klanstridigheder – siden 1991 – hvor den socialistiske præsident Siad Barre blev styrtet ved et kup.

Klaner og islamiske domstole
Først i 2004 underskrev nogle af de vigtigste krigsherrer og politikere en aftale, der skulle skabe et nyt parlament. Det udpegede siden en præsident. Men regeringen har ikke på noget tidspunkt haft reel indflydelse i Somalia. Stort set al politisk magt i Somalia udspringer fra klanstrukturen. For at sikre ligelig klanrepræsentation i parlamentet er de fire største klaner således hver tildelt 61 pladser og en alliance af mindre klaner har 31 pladser.

I 2006 lykkedes det imidlertid den såkaldte Union af Islamiske Domstole at få kontrol med en stor del af det sydlige Somalia – og hovedstaden Mogadishu. De formåede at skabe en vis stabilitet indenfor Hawiyekla-nen, der tidligere havde været præget af interne stridigheder, men det lykkedes ikke at inkludere de øvrige større klaner i landet.

Domstolenes tale om et Storsomalia og mulig støtte til oprørsgrupper i Ogadenpro-vinsen i Etiopien var en torn i øjet på nabolandet, der så de islamiske domstole som en trussel. Og i december 2006 – med opbakning fra USA – invaderede etiopiske tropper samt tropper, der er loyale over for den midlertidige somaliske regering, Somalia. Det lykkedes hurtigt at drive de islamiske domstole på flugt.

Herefter kunne den FN anerkendte midlertidige regering etablere sig i Mogadishu – og påbegynde den kæmpemæssige opgave med at genopbygge en stat. Tiden siden har budt på voldsomme stridigheder.

Svær forsoning
Parterne tegner et komplekst billede, og overgangsregeringen står overfor en vanskelig opgave i at sikre en rimelig magtdeling, som også inkluderer Hawiyeklanen og moderate ledere i de tidligere islamiske domstole. Enkelte klan– og militsledere har haft gode vilkår i det tomrum, som anarkiet har skabt, og deres interesser står til at blive kompromitteret.

Mange så det som et ’window of opportunity’ for Somalia, da den FN-støttede regering kunne tage over i starten af 2007. Hvorfor er det så gået så galt?

Én forklaring er, at kun få lande var parate til at bidrage med fredsbevarende styrker til landet. Samtidig peger flere på, at det for mange er en torn i øjet, at de etiopiske tropper – som er forhadt i dele af den somaliske befolkning – ikke er trukket tilbage endnu. Dertil kommer nok, at nogle af de stridende parter – klaner med forskellige motiver – tilsyneladende ikke er interesseret i en fredsaftale. De har formentlig interesser, der ikke tilgodeses ved at blive afvæbnet og lade den nuværende regering få magten.

Lige nu er der ca. 1.500 ugandiske soldater gennem den Afrikanske Union – men de kan ikke stille meget op og har ikke mandat til det. Næste chance for fred er til juni, hvor der skal afholdes en forsoningskonference.

Kilder: Irin news, BBC, OCHA, Nyhedsmagasinet Ræson, The Economist, Udenrigsministeriet.