En fest i rødt, grønt og gult. 6. marts var tusindvis af ghanesere på gaden for at fejre 50 års frihed. Men er der noget at fejre? Foto: Jacob Riis.
50 år efter uafhængigheden: I dag er Ghana på én gang en udviklingssucces og et problemland med korruption, manglende decentralisering og en ujævn fordeling af goderne.
Af Signe Cain
Independence Square er et mylder af mennesker, der smiler og råber og svinger med det ghanesiske flag. Mange har de tre striber i gul, rød og grøn med den sorte stjerne i midten malet i ansigtet, og overalt er menneskemængden pyntet med tørklæder, nøgleringe og øreringe i de samme farver.
Det er den 6. marts 2007, og Accra fejrer, at Ghana for præcis 50 år siden som det første afrikanske land syd for Sahara kunne kalde sig selvstændigt.
Midt på uafhængighedspladsen rejser sig et kæmpe monument med påskriften ’AD 1957’ og en sort stjerne. Og der er meget at fejre i Afrikas første frie land. Til trods for at Ghana har oplevet ikke færre end fire militærkup, har landet været forskånet for de voldelige konflikter, der har hærget flere af nabolandene. Landet havde i 2006 en vækst på over seks procent, og andelen af fattige ghanesere er faldende.
– Jubilæet er en milepæl, men der er stadig lang vej igen, siger den ghanesiske konsulent P. K. Mensah, der har arbejdet med udvikling i Ghana de sidste 15 år.
Et af de store problemer er korruption:
– Selv om nye love er vedtaget, og der er skabt helt nye strukturer, siden Ghana overgik til demokrati i 1992, finder folk stadig veje uden om lovene. Og det gælder også de politiske ledere. Korruption er naturligvis svært at bevise, men regeringen er ikke god nok til at følge op på de mange beskyldninger og foretage ordentlige undersøgelser. Både regeringen og folket bliver nødt til at gøre en endnu større indsats, hvis vi skal nå vores mål, forklarer han.
Stor forskel på nord og syd
Og midt i fejringens glædesrus er der da også ghanesere, der har svært ved at se logikken i, at regeringen bruger 20 mio. dollars på jubilæet.
– Hvad er det, vi fejrer? Det her er en fest for eliten. Pengene var givet meget bedre ud på at løse nogle af de problemer, vi står med, siger en chauffør.
Debattører peger på, at den ghanesiske regering hellere skulle bruge penge på at sørge for mere stabil forsyning af el og vand end at købe massevis af dyre biler til at transportere de besøgende statsoverhoveder.
Over en fjerdedel af de 22 mio. ghanesere lever stadig i ekstrem fattigdom, og der er store regionale forskelle på, hvor meget den enkelte ghaneser får ud af den økonomiske vækst.
Spørger man den danske udviklingsorganisation Ibis, er det ikke meget, der er sket på landet de seneste ti år: – Jeg ser stadigvæk stor forskel på nord og syd. Der er sket en gradvis udvikling i de større byer i det nordlige Ghana inden for
blandt andet infrastruktur, vandforsyning og skoler. Men lige så snart man kommer ud på landet, så synes jeg ikke, man ser den helt store forskel fra for 10 år siden. Der lever folk stadig i ekstrem fattigdom og har ikke adgang til rent drikkevand og sundhedsklinikker, uddannelse osv., siger Karen Birgitte Rasmussen, der er regional direktør for Ibis og har arbejdet i Ghana siden 1996.
Hvad er det, vi fejrer? Det her er en fest for eliten.
En chauffør i Accra.
Ibis arbejder primært i det nordlige Ghana og har fokus på uddannelse. Et af programmerne giver ældre børn, der aldrig kom i skole, muligheden for at indhente det forsømte ved at deltage i et ni måneders forløb, hvor de bliver undervist på deres lokale sprog og forberedt på at starte i den almindelige skole. Et af problemerne er dog, at det er svært at få kvalificerede lærere i det nordlige Ghana, fortæller Karen Birgitte Rasmussen. Det gør kvaliteten af undervisningen svingende, og så ser forældre, der i forvejen tøver med at sende deres børn i skole, slet ingen grund til, at børnene skal gå der.
En nødvendig udvikling
Den 6. marts er en stor dag for hele Afrika, og Ghana er en central spiller på den afrikanske scene. Landet er netop blevet formand for den Afrikanske Union, Ghana sidder i FN’s Sikkerhedsråd og sender fredsbevarende styrker til konfliktramte områder i både Afrika og resten af verden.
I radioen takker en præst Gud for Ghanas mange fremskridt og velsigner landets præsident John Agyekum Kufuor og de prominente gæster, der er kommet til Ghana for at fejre jubilæet. Blandt dem er hertugen af Kent fra England, Nigerias præsident Olusegun Obasanjo, Libyens Gaddafi og Zimbabwes Mugabe.
Danmarks ambassadør i Ghana, Flemming Bjørk Pedersen, der har arbejdet i Afrika de sidste 17 år og i Ghana siden 2003, oplever stor vilje til forandring hos den ghanesiske regering. Men han peger samtidig på, at regeringen på nogle områder ikke gør nok.
Blandt de områder, der kunne styrke Ghanas udvikling, nævner Flemming Bjørk Pedersen skabelse af flere arbejdspladser i den private sektor og eksporten, der stadig –som for 50 år siden – er domineret af uforarbejdet tømmer, kakao og guld.
Med en samlet bistand på over én milliard dollars om året – cirka 10 pct. af BNP – er Ghana langt fra at være uafhængig af hjælp udefra. Men hos de flagende ghanesere på pladsen under den sorte stjerne er stoltheden stærk. Ghana har bevæget sig ind i anden halvdel af sit første frie århundrede – der forhåbentlig kan bringe de røde, grønne og gule endnu mere selvstændighed.
Signe Cain er freelancejournalist og besøgte Ghana i marts. signe@cain.dk
Modelfoto. Foto: Scanpix / Corbis
I Afrika er medfølelse og social ansvarlighed over for medmennesker noget man kan lede forgæves efter. Spænder menneskesynet i Afrika ben for effekten af udviklingshjælp, spørger den dansk-nigerianske forfatter John Nwako i denne kommentar i anledning af 50-året for Ghanas uafhængighed.
KOMMENTAR
Det var tider, dengang dronning Margrethe på Als hilste på alle os nødstedte børn fra udviklingslande i den tredje verden. Vi børn boede i ’Børnelandsbyen’ under den internationale børneorganisation, Terres des Hommes. Hvert år kom dronning Margrethe til Sønderborg med kongeskibet ’Dannebrog’ for at hilse på borgerne.
Dronningen gav os alle et varmt håndtryk, et varmt smil og et lige så varmt blik med på vejen. Jeg følte mig meget værdsat som menneske. Jo, dronningens varme fortalte mig allerede dengang meget om dronningens og staten Danmarks menneskesyn; den fortalte mig om, at mennesker prioriteres højt i det danske – også de mindre heldigt stillede.
Afrika modtager nu mere udviklingsbistand end nogensinde tidligere blandt andet fra Danmark. Men Afrika syd for Sahara bliver i næsten alle dets lande stadig fattigere. Ghana er ingen undtagelse; den 50-årige fødselars prioriteringer af bekæmpelse af fattigdommen er ’utilfredsstillende’, indrømmes det sågar i Danidas Årsberetning 2005.
Kunne det tænkes, at en betydelig årsag til den skuffende afrikanske fattigdomsbekæmpelse kan ligge i, at afrikanere har et andet menneskesyn, end det Danmark og de andre vestlige donorer traditionelt har stået for?
Ud med de fattige
I starten af 2005 havde bystyret i Accra sat sig for at forskønne Ghanas hovedstad. ’Do the Right thing – Join the Campaign for greater Discipline’ var ordlyden på de T-shirts, bystyrets opryddere på gaderne i Accra var iklædt. Men det handlede primært om at fjerne menneskene, de såkaldte petty traders, de små handlende. Det tolerante bystyre lovede fra starten af disciplineringen at have nye salgssteder parat til de handlende. Men salgsstederne kunne man ikke engang finde i vejviseren. De eksisterede ikke.
Og de sælgere, der ignorerede salgsforbudet for deres livslysts skyld – ja, de blev slæbt for retten, hvor de fik kæmpebøder eller kunne vælge at sidde straffen af. Ghana skulle jo holdes ren. Og socialhjælp eller lignende findes ikke på disse breddegrader. Medierne kunne da også berette om ’flere bevæbnede røverier’ i disse dage.
Kunne det tænkes, at en betydelig årsag til den skuffende afrikanske fattigdomsbekæmpelse kan ligge i, at afrikanere har et andet menneskesyn, end det Danmark og de andre vestlige donorer traditionelt har stået for?
Vi har tidligere oplevet lignende ’humane rengøringstiltag’ i Ghanas umiddelbare naboskab: i den nigerianske megaby Lagos, og også i byen Ibadan. I Abidjan i Elfenbenskysten er indstillingen til de mindre heldigt stillede uovertruffen: I 2006 blev der dumpet 500 tons giftigt kemisk affald i byens udkant – selvfølgelig der hvor de fattige bor, og med regeringens velsignelse. Resultatet var mindst 10 døde og knap 90.000 syge.
I Afrika er medfølelse og social ansvarlighed over for medmenneskene egenskaber, man uacceptabelt ofte kan lede forgæves efter.
En dag fik jeg mig en snak med en læge, der forsvarede, at chefen for Ghanas sygeforsikring efter sigende tjente 78 mio. cedis om måneden (cirka 8.000 dollars) – i udviklingslandet Ghana! Hvordan kan det gå til? Og endnu bedre: Det faktum at mange syge ghanesere dør, fordi de ikke har råd til absurd dyr medicin; det forsvarede lægen også: ’Det er ikke vores problem’. Trefjerdedele af ghaneserne har ifølge landets medier lige nu mindre end to dollars til rådighed om dagen.
Bystyrets og lægens holdning og synet på de mindre heldigt stillede er typiske i det afrikanske. Jeg støder på dem dagligt, ikke blot i Ghana. Men landet er ekstra interessant, fordi det har haft længere tid til at bekæmpe fattigdommen som selvstændig nation end noget andet sort afrikansk land.
De riger rager til sig
For de velstillede afrikanere gælder det om at rage til sig, altså også i form af irrationelle lønninger med inkompetente regeringers velsignelser. Tilmed kører ministre unødvendigt rundt i op til adskillige biler hver. Rige mennesker bliver oftest rigere, og ofte sker det på bekostning af midler, der skulle være gået til de fattige.
Den britiske udviklingsorganisation Action Aid påviste i 2005, at hele 61 pct. af midlerne fra de 22 største donorlande ikke nåede frem til de fattige. Det samme gælder sundhedstjenesterne – det har et Verdensbank-studie vist: De modtagende landes regeringer i de 21 lande, studiet omfattede, prioriterede behandling af de rige i højere grad end de fattige –flere afrikanske lande var inkluderet, også Ghana (Verdensbanken: ’Reaching the poor with health services’).
Længes efter at blive værdsat
Men hvad gør donorer som Danida konkret for en gang for alle at stoppe dette vanvid, altså udover at give de rige flere penge?
Jeg er faktisk pludselig blevet i tvivl om, hvorvidt Danida og de andre donorer reelt ønsker at gøre noget ved denne uholdbare situation; for det gælder jo om fortsat at få ubegrænset adgang til Afrikas ressourcer; og så gælder det om at holde Vesten ren for rejselystne afrikanere.
De positive værdier og menneskesynet, dronning Margrethe viste mig hele tre år i træk i starten af 1970’erne, er vist ikke rigtigt blevet eksporteret sydover af den danske stat. Fortrydeligt er det, for de fattige og nødstedte afrikanere, jeg har mødt, har hyppigt givet udtryk for, at de længes efter at blive værdsat, specielt af deres statslige ledere.
Spørg bare de små gadehandlere i Accra: Den dag i dag er langt de fleste endnu ikke blevet overflyttet til de af bystyret for længst udlovede nye salgssteder. Men bøder og spjældture modtager de stadig – med kyshånd, forstås.
John Nwako er forfatter og har boet i Vestafrika siden 2001 – primært i Nigeria og Ghana. Han er dansk-nigerianer og boede i Danmark fra 1971-2001. For tiden arbejder han med forslag til en essay-udgivelse om den afrikanske mentalitets betydning for Afrikas udvikling.