DANSK VESTINDIEN

En bittersød historie

Foto: Checken for salget af de tre danskvestindiske øer 1917

Checken for salget af de tre danskvestindiske øer 1917. Foto: rigsarkivet.

Danmark markerede den 31. marts 90-års-dagen for salget af de dansk-vest-indiske øer. Var de tre øer begyndelsen på en dansk udviklingspolitik i ’vores eget Afrika’ – 50 år før Danida?

Af Otto Schepelern

Historien her rummer barske elementer af udenrigs-, sikkerheds- og indenrigspolitik. Den handler om forholdet til de store naboer Tyskland og USA. Og om vi virkelig kunne være fattiggården i Vestindien bekendt? Og det nationale aspekt: Udslettede man yderligere Danmark med salget? Traumet over tab af territorium i 1864 stod i skarp erindring…

Samtidige officielle papirer bruger eufemismen overdragelse i stedet for, hvad der reelt var tale om, nemlig salg af tre øer og en befolkning på ca. 25.000 mennesker! Øerne Sct. Thomas, Sct. Jan og Sct. Croix er i alt på størrelse med Mors. De to første var kommet under den danske trone midt i 1600-tallet, den sidste var købt af Frankrig i 1733. Kolonien havde haft sin storhedstid fra ca. 1750 til 1850 med transithandel og smugleri samt sukker- og romproduktion med afrikanske slaver som arbejdskraft.

Et skrantende samfund

Der var store interessemodsætninger mellem Sct. Thomas, der levede af sin gode havn, og plantageøen Sct. Croix, hvis rørsukker var hårdt trængt af det nye roesukker. Ni tiendedele af befolkningen var efterkommere af slaverne og levede under usle forhold. Nok var slaveriet ophævet i 1848, men landbrugsjord og handel var fortsat i hænderne på de hvide. Der var ikke bare dybe modsætninger mellem sorte og hvide, men lige så meget mellem de hvide plantageejer- og handelsfamilier og de danske udsendte embedsmænd. De sidste var slet lønnede og gik ofte til i tropesygdomme, druk og korruption. Der var ingen folkelige bånd i form af sprog, kultur eller kirke mellem Danmark og øerne. Sproget var engelsk, den episkopale kirke og katolicisme dominerede, og de få, der fik en uddannelse, fik den i USA.

Området var i rivende tilbagegang, og betegnende for de sociale forhold var den forfærdende børnedødelighed: 41 ud af 100 børn døde, inden det fyldte det første år! Allerede ved fredsforhandlingerne i Wien efter nederlaget i 1864 søgte Danmark at bruge kolonien som bytteobjekt for at beholde Sønderjylland, men de tyske magter var ikke interesserede. I 1867 bød USA syv en halv mio. dollars for to af øerne, Sct. Thomas og Sct. Jan, og efter en lokal folkeafstemning, hvor 98 pct. stemte for, undertegnede parterne en salgstraktat, der dog faldt i Senatet.

Tidlig bistand

I 1902 ville USA atter købe – denne gang alle tre øer – og prisen var faldet til fem mio. dollars. Danmark sagde ja, men traktaten faldt i det danske Landsting, fordi den, trods danske anstrengelser, ikke sikrede befolkningen en folkeafstemning, amerikanske borgerrettigheder og toldfrihed for den vigtige sukkereksport til USA.

Efter forliset i 1902 tog den spirende danske velfærdsstat endelig et ansvar for den forsømte koloni, og en reformkommission foreslog blandt andet husmandsbrug, andelsbevægelse, et demonstrationsmejeri og forsøgsfarme for at finde en erstatning for monokulturen, sukkerrør. Endvidere sundhedsreformer i form af ordentligt drikkevand, hospitaler og renovation samt sociale reformer som børnehjem og fattiggårde. Tankevækkende er også forslag om kontrol med skydevåben og begrænsning af de talrige romboder.

En del blev gennemført, og især skal nævnes en række vellykkede private danske initiativer. Begrebet NGO fandtes endnu ikke, men der er interessante paralleller til de initiativer og problemstillinger, der kom til at præge Danidas første år.

Sikkerhedspolitik og dollars

Imidlertid blev det sikkerhedspolitik, der kom til at afgøre sagen. USA frygtede, at øerne skulle ende som base for den fremstormende flådemagt, Tyskland, der havde Danmark i sin hule hånd, og at øerne ville komme i spil under en eventuel stormagtskonference. Panama-kanalens indvielse i 1914 gjorde øerne endnu mere strategisk vigtige. Omvendt var man i Udenrigsministeriet nervøs for, hvad besiddelsen af Vestindiens bedste havn kunne føre til under stormagtskrigen, herunder kompromittering af Danmarks neutralitet.

Da USA atter ville købe, opgav Danmark sine tidligere krav om folkeafstemning, borgerrettigheder og toldfrihed og skrev en salgsaftale under 4. august 1916. USA’s betaling blev 25 mio. dollars i guld og anerkendelse af dansk suverænitet over hele Grønland. Beløbet var enormt – ca. 100 mio. kr. i forhold til et statsbudget i 1915 på ca. 185 mio. kr.

Beløbet var enormt – ca. 100 mio. kr. i forhold til et statsbudget i 1915 på ca. 185 mio. kr.

Dansk politisk strid

Det hele havde været holdt hemmeligt, og oppositionen kastede sig over den radikale regering og udenrigsminister Erik Scavenius, der havde dementeret alt til det sidste, og sagen førte til en folkeafstemning om aftalen. Imod var det Konservative Folkeparti, der havde følgende salut til de 25 mio. dollars:

”Men vil det nu overhovedet kunne anses for forsvarligt at...overlade Øerne...til sin fremtidige Skæbne...manglende...veje…Hos-pitaler…Undervisningsanstalter, Vandværker, Kloakker m.m; kan den danske Stat for sin egen Værdigheds Skyld og overfor Befolkningen på Øerne være bekendt at modtage disse Penge? Vi mener Nej.”

Men de danske vælgere sagde ja med ca. 283.000 stemmer mod 158.000 ved afstemningen i december 1916. Det var første gang kvinderne stemte. Øernes befolkning blev altså ikke spurgt, men de sortes leder Hamilton Jackson lavede en privat folkeafstemning på Sct. Croix, der viste 4.027 stemmer for og syv (!) stemmer mod salget. Den 31. marts 1917 blev Dannebrog halet ned for altid, og de tre øer kom under US Navy. Det var i sidste øjeblik: 6. april erklærede USA nemlig krig mod Tyskland.

25 mio. dollars i guld

Hvad blev de langsigtede følger? Når det traditionelle danske køkken er alt for sødt – bare spørg en franskmand – er det på grund af de mange hundrede års adgang til billig sukker fra Sct. Croix. Det er også derfor, der stadig drikkes rom i Flensborg og omegn. Når Danmark insisterede på folkeafstemning, var det næppe bare af omsorg for øernes befolkning, men for at holde de danske sønderjyders sag i live over for Tyskland (§5). Og hvordan fik det Sønderjylland, som Tyskland havde ladet forfalde siden 1864, landets bedste infrastruktur fra genforeningen i 1920? Fordi Danmark skabte national forsoning ved hovedsageligt at bruge de 25 mio. dollars i guld i Sønderjylland.

Erik Scavenius og regeringen troede, at man havde skaffet Danmark ro ved at udveksle et højstrategisk område med det militært betydningsløse Grønland. De skulle blive klogere under og efter 2. verdenskrig!

Otto Schepelern er historiker og bl.a. tidligere Danida-medarbejder.




Denne side er kapitel 9 af 9 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 02-04-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7792/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet, Danida © | www.um.dk