BØGER

Idealer og realiteter – Bogen om bistanden

’Hr. og fru Én Procent’. Poul Nielson (S) afløser september 1994 Helle Degn (S) som minister for udviklingsbistand. Foto: Mogens Ladegaard / Scanpix.

Hvad er historien om den danske udviklingspolitik?
Til maj udkommer ’Idealer og realiteter’, den første samlede fremstilling af dansk udviklingspolitik fra 1945-2005.

Af Simon Ankjærgaard

Næst efter forsvarspolitikken har udviklingspolitikken siden 1945 været den mest ressourcekrævende del af Danmarks politik over for omverden.

Men hvor den danske forsvarspolitik er blevet vendt og drejet i mangt en historikers værksted, har det ellers veludviklede danske miljø af udviklingsforskere primært beskæftiget sig med teoretiske og empiriske problemstillinger – ikke det lange historiske træk.

Før nu. I næste måned udkommer nemlig ’Idealer og realiteter – Dansk udviklingspolitiks historie’ som et appendiks til det seks bind store værk om dansk udenrigspolitik, der er udkommet. Bogen er bygget kronologisk op og beskriver med afsæt i konkrete, tidstypiske bistandsprojekter, hvordan udviklingsbistanden er blevet brugt som et udenrigspolitisk instrument.

– Danida har alle dage formidlet udviklingspolitikken til en bredere befolkning, men aldrig på denne måde med de lange, historiske linier, så der er ingen tvivl om, at bogen dækker et behov, der ikke tidligere er blevet dækket, siger Sune Kaur-Pedersen, der ud over at have skrevet et af kapitlerne i bogen også frem til juni 2005 var praktisk tovholder på bogprojektet.

Mandsmod ønskes

Bogens forfattere har haft frie hænder i deres arbejde, forudsat at de holdt sig inden for de kronologiske afgrænsninger og de overordnede retningslinier. Holdet bag er historikerne Sune Kaur-Pedersen, Thorsten Borring Olesen og Jan Pedersen, men hverken Christian Friis Bach eller Poul Engberg-Pedersen er historikere.

– Både Poul og jeg var overraskede over at blive valgt, da vi dels ikke er historikere og dels begge har været med til at diskutere og måske endda forme dansk bistandspolitik i perioden, fortæller Christian Friis Bach, der selv konfronterede redaktørgruppen og Udenrigsministeriet med de betragtninger.

DET HELE STARTEDE I SOCIALMINISTERIET ’I dealer og realiteter’ er en historisk analyse af dansk udviklingspolitik fra 1945 til 2005. Med afsæt i konkrete tidstypiske bistandsprojekter beskriver den, hvordan den danske udviklingsbistand har fungeret som et politisk instrument. Det primære fokus er lagt på det bilaterale program. Bogen er delt op i fire hovedafsnit. Her følger en kort oversigt over de væsentligste pointer: 1945-1962: Den ’formative’ periode i dansk udviklings- og bistandspolitik, der i begyndelsen lå i Socialministeriets regi, men som siden rykkede over i Udenrigsministeriet. I starten af perioden var det de humanitære og sociale motiver, der dominerede, blandt andet i efterkrigshjælpen de europæiske nabolande. Fra 1950’erne skiftede det geografiske fokus fra Europa til den tredje verden. I store dele af perioden lænede Danmark sig op ad FN’s arbejde, men omkring 1960 blev der skabt et egentligt nationalt program. 1962-1975: Hovedfokus i dette afsnit er etableringen af det bilaterale program. Perioden var også kendetegnet ved en proces, der gradvist gav politikken en distinkt profil i form af den særlige fattigdomsorientering. Et andet aspekt, der blev knyttet til bistandspolitikken i den periode, var kvindeaspektet. 1976-1989: I denne periode udbyggedes fattigdomsorienteringen med den nye socialt orienterede ’Basic Human Needs’-strategi. Kronologisk var 1970’erne domineret af tankerne om en ny økonomiske verdensorden, mens 1980’ernes kernebegreber var ’konditionalitet’ og ’strukturtilpasninger’. Fra dansk side allierede man sig med de andre nordiske lande for at mildne denne nye tænknings virkninger for u-landene, men samtidig krøb tankegangen om ’noget-for-noget’ ind i udviklingspolitikken. 1989-2005: Frem til 1993 blev der gennemført en revision af den danske udviklingspolitik. Mellem 1994-2001 fulgte en konsolideringsperiode, hvor Danmark lagde sig stabilt på én pct. af BNI til udviklingsbistand. Imod slutningen af perioden kom sikkerhedsproblematikken for alvor på dagsordenen – især efter 11. september 2001 og VK-regeringens tiltræden. Politikken omkring årtusindskiftet er således karakteriseret ved en tæt kobling til både udenrigs-, sikkerheds- og indenrigspolitiske dynamikker. Samtidig er der øget fokus på problemerne på det afrikanske kontinent.

Her var svaret, at valget var bevidst, da man ville have skribenter med mandsmod til at dække den sidste periode i bogen.

– Det håber jeg så, at vi har haft, siger Christian Friis Bach.

Kubikmeter af kilder

Forfatterne har haft adgang til et omfattende kildemateriale hentet fra både Folketinget og Udenrigsministeriet; referater fra Danidas Styrelse, Det Udenrigspolitiske Nævn og Finansudvalget, samt folketingsdebatter, betænkninger, internationale rapporter, relevante biografier og bistandsstatistikker fra OECD og Danida.

– Det store materiale overraskede mig, indrømmer Christian Friis Bach og fortsætter:

– Der er kubikmeter af kilder – og det har gjort det både uoverskueligt og udfordrende. Sune Kaur-Pedersen har brugt megen tid på at danne sig et overblik over arkiverne:

– Jeg er varm fortaler for at arbejde med lange kildeserier, fordi de historiske ændringer træder tydeligt frem. Men arbejdet bød også på nogle overraskelser, siger han og fortsætter:

– For det første faldt jeg over databasen Daniproj, som Udenrigsministeriet fik udarbejdet over bistandsprojekterne. Daniproj var aldrig blevet anvendt og var så at sige glemt, fordi den nuværende projektdatabase også var blevet oprettet. Men Daniproj indeholdt en række data om danske bilaterale bistandsprojekter fra 1962 til 1991 og er guld for historikere, der vil arbejde med de lange linier. Nu gælder det så om at sikre sig, at al den data ikke går tabt.

Oldnordisk og problematisk

En af de større knaster i processen var behandlingen af styrelsesreferaterne i den periode, som Christian Friis Bach har skrevet om. Han var nemlig underlagt en klausul om, at han kun måtte referere fra styrelsesmøderne i anonymiseret form.

– Det er et uvurderligt og spændende materiale, som holdes fortroligt, og det er med til at kvæle en stor del af den danske bistandsdebat. At holde referater fra et så centralt forvaltningsorgan hemmeligt er både oldnordisk og problematisk. Det håber jeg bliver ændret snart, lyder kritikken fra den internationale chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Sune Kaur-Pedersen bekræfter, at der har været verbale sværdslag over styrelsesreferaterne, men understreger vigtigheden af klausulen:

– Det var en klausul, der udelukkende gjaldt for den sene periode i bogen, og den var til for at beskytte de nulevende og aktive styrelsesmedlemmer fra at blive konfronteret med citater, de er fremkommet med på fortrolige møder. De har jo stadig et bagland, de skal forholde sig til og stå til ansvar over for, siger han.

Bogen har været længe undervejs og er også blevet forsinket i flere omgange. Sune Kaur-Pedersen begyndte sin forundersøgelse fra midten af marts 2003 og seks måneder frem. Fra årsskiftet 2003/04 begyndte skriveprocessen med planlagt udgivelse i efteråret 2005. Sådan gik det ikke – og bogen er først på gaden til maj, halvandet år senere end planlagt.

Bogen udkommer i forlængelse af værket Dansk Udenrigspolitisk Historie 1-6, der var finansieret Carlsberg Fondet. Bind 7 - Idealer og Realiteter - er finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.

Idealer og realiteter - Dansk udviklingspolitiks historie.

Udkommer i maj. København: Gyldendal. Bogen kommer til at koste 498 kroner. Læs anmeldelsen i næste nummer af udvikling.

LÆS FLERE BOGANMELDELSER på http://www.udvikling.dk/bøger – lige nu om tragedien i darfur og om børn og unge i udviklingsbistanden.

FORTÆLLINGEN I CENTRUM ’DEN GODE HISTORIE’ er udvikling fortalt på en helt ny måde. ’Den gode historie’ bliver fortalt igennem billeder, lyd og skarpskrevne linjer, altsammen på http://www.um.dk/dengodehistorie Det er en god historie, fordi den fortæller om, hvordan danmark er med til at gøre en positiv forskel for fattige mennesker i Afrika. Se billederne af de dansk-støttede majssiloer, der nok aldrig skulle have været bygget - og læs om, hvordan Danmark og Uganda har lært af fortidens fejltagelser. Mød Phyllis Kissa på 40, hun er en kvinde med mange jern i ilden!. Hun har seks børn, dyrker malariamedicin og arrangerer kurser for egnens bønder. Altsammen fra hendes meget utraditionelle hjem i Uganda. De kommende måneder kommer andre gode historier fra Zambia, Tanzania og Kenya.

Er konflikter noget særligt afrikansk?

Unge mænd med for lidt at lave og for mange våben. Et billede vi kender alt for godt fra Afrika. Foto: Peter Turnley / Corbis / Scanpix.

Anmeldelse: De fleste af de analyser, som forsøger at forklare politisk kultur og konflikter i Afrika er ensidige, ekstreme eller eksotificerende. Ny antologi fokuserer på begrebet politisk kultur uden at bortforklare vold og konflikt som noget særligt afrikansk.

Af Henrik Vigh

Der er i løbet af de seneste par år blevet spekuleret meget i forholdet mellem vold, konflikt og politik i Afrika. På et kontinent, som inden for de seneste årtier har oplevet en uhørt mængde borgerkrige – og omfattende, nærmest kronisk politisk ustabilitet – er der i og for sig ikke noget underligt ved det. Det er der til gengæld ved en stor del af de analyser, der er blevet brugt til at forklare den politiske ustabilitet i Afrika: Analyser, som mestendels er ensidige, ekstreme eller eksotificerende.

Tidens mest hyppige forklaringer – både i og uden for kontinentet – forsøger således at skabe mening af den politiske udvikling syd for Sahara ved enten at belyse det som en særlig afrikansk måde at bedrive politik på eller ved at forklare det i et meget økonomisk perspektiv. Politiske netværk, patron-klient forhold m.m. ses enten som direkte relaterede til kontinentets traditionelle politiske systemer, eller som fine og rene eksempler på udnyttelses- og berigelsessystemer, hvor ædle motiver er få og politisk mobilisering et rent økonomisk anliggende.

Politisk vold

Kaarsholms redigerede værk, Violence, Political Culture & Development in Africa, giver et befriende pust til debatten. Snarere end at se politiske fænomener og strukturer i et kulturhistorisk perspektiv forankres begrebet ’poli-tisk kultur’ i et samfundsvidenskabeligt spændingsfelt. Fra vest til øst giver bogen os ni forskellige eksempler på, hvordan politisk vold og konflikt kan forklares ved at se hændelserne i forhold til de konkrete sociale og politiske sammenhænge, de indgår i og udgår fra.

Introduktionen står som bogens vigtigste kapitel med en mængde klare og analytisk brugbare betragtninger om den politiske udvikling i Afrika. Dens styrke er i høj grad, at den formår at fokusere på begrebet politisk kultur i en afrikansk kontekst uden at bortforklare vold og konflikt i Afrika syd for Sahara som noget særligt afrikansk. Snarere forsøger introduktionen at lokalisere politisk kultur, mellem den politiske handling vi ser i den givne situation og den større regionale og globale ramme, der påvirker deres muligheder. Men hvor den drejning, Kaarsholm søger at give begrebet, virker lovende, udmunder det aldrig helt i en analytisk slagkraftig genfortolkning af begrebet – eller af dets relation til den – i introduktionen – vægtige og fornemme demokratidebat.

Læseværdig bog

De resterende ni kapitler er af forskellig fokus og kvalitet.

Kaarsholms kapitel om vold og generationsstridigheder i KwaZulu-Natal bindes fint sammen med Utas’ fremragende artikel om ’Ideoscapes’ i Liberia, som giver os et nyt blik på koblingen mellem medier og voldsepisoder i det lille vestafrikanske land. Richards kapitel er derimod et lige så fremragende eksempel på gammel vin på nye flasker. Han formår endnu en gang at give begrebet ’krise’ en ny drejning, der gør ham i stand til at forklare den tidligere borgerkrig i Sierra Leone på samme måde som tidligere, men med nye begreber: en øvelse han har perfektioneret siden udgivelsen af sin monografi i 1986. Kapitlet tilbyder ikke meget nyt til vores forståelse af krigen.

Det gør derimod Reno og Vlassenroot, som begge går i clinch med tidens dominerende økonomisme. De viser, at unge mænds konfliktengagement ikke kan forklares i økonomiske termer alene. Radikalisering og plyndring er, snarere end at være lokaliseret i grådighed, lokaliseret i historiske, sociale og politiske forhold.

Hvad angår Eltringhams bidrag om Rwanda, Douglas’ om Darfur, Alexanders om Matabeleland og Triulzis om Etiopien sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man har hørt meget om – og er blevet klogere på – diverse historiske processer i de respektive områder. Man hører meget om lovparagraffers lokale indflydelse og udvikling; om politiske og sociale processers historie. Man får med andre ord en vægtig historisk analyse og empiri, men det er desværre på bekostning af det nutidige og fremtidige.

Alt i alt skal det dog pointeres, at bogen er vel værd at læse, og at den udgør et godt bidrag til vores forståelse af mange af de problematikker og dilemmaer, som kendetegner det politiske scenario i store dele af kontinentet.

Preben Kaarsholm m.fl.: Violence, Political Culture and Development in Africa. James Currey Publishers, Oxford. 224 sider. Pris: £16.95.

Henrik Vigh, ph.d., er antropolog og seniorforsker ved Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre (RCT).

Kenya-erindringer forklædt som roman 

Beretning om livet blandt rådgivere i 1980’ernes Kenya fungerer ikke som litterær fortælling.

Af Ebbe Schiøler, konsulent

Poul Flemming, der må have været udsendt som MS-frivillig til Kenya i begyndelsen af 1980’erne, har skrevet en beretning om nye og gamle nomader i Afrika, De hvide Nomader.

For at yde bogen retfærdighed citeres her en del af omslagsteksten: ’Formålet med denne roman er at genopleve Afrika og vække til eftertanke. At tænke på, hvad vi bragte ud til Afrika – og se på det, vi tog med hjem.’

Forfatteren genoplever sin tid som udsendt med en blandet gruppe af MS’ere og Danida-rådgivere på og omkring en teknisk skole for byggefag i Kiambu. Med hverdagsopgaver og ditto problemer, og ganske fyldigt beskrevne ferier i det smukke og afvekslende land.

Sikkert spændende nok for de samtidigt udsendte, og formentlig meget langt hen ad vejen en nøgleroman. Men stoffet kan næppe fænge andre, og det har ikke de litterære kvaliteter, der må kræves af en roman. Nøgleformen forvaltes noget vaklende, dæknavnene skifter lidt i forløbet, og der opfindes utroværdige anonymiseringer af lokaliteter i Danmark (Midtkøbing) side om side med den håndfaste lilleby Struer. Derfor er det også overraskende, at det udmærkede lærerpar på MS-centret i Usa River i Tanzania pludselig dukker op som Ulla og Carl (Georgeson) – for det hedder de faktisk.

Til gengæld er det lettere absurd, at de to soleklare rammer for de udsendte, Danida og MS, betegnes DAGO og PECO, ikke mindst når den engelske PECO-forkortelse forklares på tre forskellige måder i bogen.

Det er kort sagt ikke særlig solidt; bogen skriger på en redaktørs hjælpende hånd. Ærgerligt nok, for formålet – at overveje sin indsats og sit udbytte af årene ude – er altid relevant. Det er gjort litterært spændende af flere forfattere gennem årene, og Poul Flemming kunne med fordel have bidraget med en kort og rent dokumentarisk beskrivelse af sin tid og sine opgaver i arkitekt- og konstruktørgruppen i Kenya. Har man en interesse for denne særlige indsats, kan man som sagt sikkert læse bogen med et vist udbytte.

Poul Flemming: De hvide nomader. Forlaget Aarstiderne, 350 sider. Kan købes på http://www.underskov.dk

Alt om Afrika

Klaus Winkel har begået det første nyere danske forsøg på en samlet fremstilling om Afrika. et kontinent, som dårlig og sensationshungrende journalistik har skamferet i mange danskeres bevidsthed. Det er god timing og en hæderlig førsteserv.

Af Johnny Flentø

Jeg overvejer alvorligt, om bogen skal være obligatorisk læsning for medarbejderne i Udenrigsministeriets Afrikakontor og kan bestemt anbefale alle Afrika-interesserede at bruge en af forsommerens regnvåde weekender på bogen. Den kommer rundt om de vigtigste emner, og 236 letlæste sider er vel ikke for meget, når det skal handle om hele det tropiske Afrika – fra mennesket rejste sig og til nu?

Når man skriver en bog om, hvorfor det er så svært for Afrika, så bliver det naturligt en ret pessimistisk tour d’horizon i Afrikas problemer. Det, tror jeg, er ret bevidst fra forfatterens side. Han vil gerne fortælle danskerne, hvor mange hindringer afrikanerne slås med og bekæmpe den lette forklaring om, at afrikanerne er krigeriske, korrupte, uansvarlige eller dovne.

Det er naturens skyld

Men der er jo en grænse for, hvor meget af Afrikas elendighed man kan skylde på naturen og hvor mange ulykker, der kan indtræffe på én gang. Og alle er ikke lige vigtige.

Til tider opremser bogen næsten en over- flod af ’naturgivne’ problemer, der grænser til determinisme – og det fritager jo både afrikanerne og Afrikas partnere for ansvar. Det er næppe hensigten, men enkelte afsnit i bogen læsser flere forklaringer på klima og geografi end godt er, synes jeg, vel vidende at Klaus Winkel er i godt selskab. Også for kendte navne som FN-rådgiveren Jeffrey Sachs og forskeren Paul Collier er varmen, sygdomme og afstanden til havet en meget stor del af forklaringen på, hvorfor det er svært i Afrika.

Der er jo en grænse for, hvor meget af Afrikas elendighed man kan skylde på naturen og hvor mange ulykker, der kan indtræffe på én gang.

I øvrigt er kapitlerne om sygdom og landbrug meget fine, med godt underbyggede pointer og påmindelser til os alle om nogle barske, basale forhold, der ofte træder i baggrunden. Men ligesom velstanden i Danmark ikke overvejende kan tilskrives vores kyster og vinterens sne og kulde, så er der også grænser for, hvad varmen og afstanden til vandvejene kan bære skylden for i Afrika.

Få overblik over Afrika. Foto: remi Benali / Scanpix / Corbis.

Klaus Winkel er som de fleste danske Afrika-kendere rundet af dansk Afrika-politiks og dansk bistands traditionelle fokus på Østafrika og det anglofone Afrika. Kendskabet til Kenya og Tanzania er imponerende, og også noget mere indgående, end når det drejer sig om det frankofone Afrika og det vestlige Sahel. Lidt mere vægt på Frankrigs og den arabiske verdens relationer med Afrika vil styrke helheden i den reviderede udgave, forfatteren har stillet i udsigt.

Hvor er flygtningene?

I en næste udgave håber jeg også, at forfatteren tager hårdere fat om det tema, som bogens forside skitserer, men som kendetegnes af en lidt stedmoderlig behandling i bogens tekst: migration. Det havde været rart med en stærkere analyse af Afrikas årtusindgamle traditioner for migration og folkevandring – og ikke mindst, at denne migration også i dag finder sted inden for Afrika for mere end 90 procents vedkommende. Der er lagt op til noget interessant i denne retning i bogens sidste afsnit om globalisering, information, forventninger, demografi og beskæftigelse i Afrika. Det vil være nærliggende at udbygge kapitlerne om regional integration i Afrika, også i konsekvens af bogens understregning af betydningen af små økonomier og manglende sammenfald mellem stat og nation.

God fornøjelse til læserne med en af bogens mange rammende bemærkninger om størrelsesforhold. Den bistand, vi angiveligt er så bange for, at Afrika skal blive afhængig af, svarer til en god dansk timeløn pr. afrikaner om året.

Klaus Winkel: Hvorfor er det så svært for Afrika? Geografforbundet. 236 sider. 224 kr.

Johnny Flentø er kontorchef i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

...Og meget mere om Latinamerika

Reportagebogen Bananrepublik er et fængende og kritisk portræt af et Mellemamerika, der er meget mere end bananer.

Af Niels Boel

Journalisterne Christine Guldbrandt og Arne Simonsen har boet flere år i Guatemala, hvor de arbejdede for U-landsorganisationen Ibis. Efter endt kontrakt er de rejst rundt i området med båndoptager og kamera for at tage pulsen på dagens Mellemamerika. De har talt med beslutningstagere i erhvervsliv og politik såvel som menigmand og aktivister. Det er der kommet en aktuel bog ud af, der trækker på en omfattende viden om området.

Trods titlen er bogens pointe, at Mellemamerika i dag er meget mere end bananer. Beretningen er tematiske nedslag om racisme, den tikkende aids-bombe, USA’s tidligere ’diktatorskole’ i Panama, masseudvandring, mediekoncentration, vestlige mineselskabers hærgen i regnskovene, uretfærdig handel m.v. Men også om modstandsdygtige kvinde-, miljø- og menneskerettighedsaktivister.

Det er engagerende læsning, som rejser vigtige spørgsmål, der overses i debatten herhjemme. Det gælder EUs rolle, der undertiden er under al kritik, når europæiske selskaber presses ind på servicemarkedet i landene. Kvindeundertrykkelsen, som til tider ikke har meget at lade muslimske lande høre. Og hvorfor hører vi ofte om de trods alt relativt få dræbte under Pinochets diktatur (ca. 3.100) men næsten aldrig om folkemordet på 200.000 indianere i Guatemala?

Man kunne savne at høre om den protestantiske kirkes fremmarch i regionen i disse år på bekostning af den katolske kirke. Eller refleksioner om, hvor Mellemamerika står i forhold til venstredrejningen i Latinamerika, som kommer til udtryk ved større afstand til USA.

Men vi kommer vidt omkring, og det er positivt, at kulturen får en central placering.

God introduktion

Vel banker forfatternes hjerte for ofrene for overgreb, men håndværket er solidt journalistisk. Vi hører begge parter i en konflikt. Den store mediekoncernchef og den idealistiske web-journalist. De nordamerikanske pensionister, som vil nyde deres otium i Panama, og de lokale, som frygter prisstigninger, når rige udlændige slår sig ned i nabolaget. Den entusiastiske øko-turisme-entreprenør, og mayaindianerne, som frygter at blive rendt over ende af turister.

Bogen er alt i alt en glimrende introduktion til et geografisk område, som vel er noget nær det mest oversete herhjemme.

Bananrepublik: Et kritisk portræt af Mellemamerika af Christine Guldbrandt og Arne Simonsen, Forlaget Siesta, ca. 224 sider, ca. 100 fotos, pris: 228 kr.

Niels Boel er freelancejournalist. boelniels@hotmail.com