TEMA: BANGLADESH

Bangladesh slår til mod korruption

undtagelsestilstand – normalt ikke noget man glæder sig over. I Bangladesh har forretningsregeringen givet en noget prøvet befolkning håb om bedre tider – selvom et demokratisk valg ikke er på tapetet lige nu. Foto: Rafiqur Rahman, Reuters / Scanpix.

Retssager mod korruptionsanklagede politikere på vej i Danmarks mest korrupte samarbejdsland – men kan tempoet holdes?

Tekst og foto: Stefan Katic

Bangladesh: Luk øjnene. Er det ikke noget med overbefolkning, oversvømmelse, og korruption?

Jo, sådan plejer det at være. Men Bangladesh gennemlever i denne tid en forandring, som af de mest optimistiske iagttagere i hovedstaden Dhaka sammenlignes med Berlin-murens fald.

Nok er landet erklæret i undtagelsestilstand – men det er samtidig mere fredeligt, end det har været i månedsvis. Det sydasiatiske land styres i øjeblikket af en midlertidig forretningsregering, som har overrasket alle ved at slå hårdt til mod det gamle dynasti af korrupte politikere. I løbet af kort tid er dusinvis af korrupte politikere – herunder den netop afgåede premierminister Zias søn – blevet arresteret og har fået beslaglagt deres formuer.

Det er ingen hemmelighed, at to ting har kastet en skygge henover Danmarks udviklingssamarbejde med Bangladesh. De to ting er mangel på reform af det tunge statsapparat samt den omfattende korruption, der gennemsyrer det bangladeshiske samfund fra præsidentpaladsets marmorgange til den mindste politiforpost i det fjerneste landdistrikt.

Et mulighedernes vindue
’Hovedrengøringen’ i Danmarks mest korrupte samarbejdsland betyder et unikt momentum for dansk bistand til landet – ikke mindst inden for den del, der hedder støtte til god regeringsførelse.

Direktøren for Transparency International (T.I.) i Bangladesh, Iftekhar Zaman, kalder med en forsigtig optimisme begivenhederne for et ’window of opportunity’.

– Det er første gang vi har en erkendelse fra centralt hold af, at korruption er et problem, siger Iftekhar Zaman. 

Hurra – vi har undtagelsestilstand

Nye tider? Medlemmer af politienheden Rapid Action Bataljon (RAB) får sit et hvil. Foto: Scanpix/AP/FARJANA K. GODHULY.

Den provisoriske regering i Bangladesh har erklæret landet i undtagelsestilstand, arresteret dusinvis af korrupte politikere og beslaglagt deres formuer. Hovedrengøringen er blæst i gang i Danmarks mest korrupte samarbejdsland – men kan tempoet holdes?

Af Stefan Katic, Dhaka

Hvis udviklingslande ligesom sodavand og øl blev opdelt i classic og light, så tilhører Bangladesh uden skyggen af tvivl kategorien classic: Strømafbrydelser og slumbebyggelser. Krøblinger, der ihærdigt banker på bilruden. Kaotisk trafik, kaotiske elinstallationer, kaotisk alting. Og korruption. Måske frem for alt korruption. Bangladesh rangerer som nummer 156 på Transparency Internationals liste over graden af korruption i verdens nationer. Kun lande som Haiti, Congo og Sudan er mere korrupte.

Men ikke alt er, som det plejer at være. Den forretningsregering, som efter en længere politisk krise blev udpeget i januar 2006, har overrasket. Efter at have erklæret undtagelsestilstand, har regeringen med kort tids mellemrum offentliggjort to lister over 50 korrupte topfigurer i samfundet – hovedparten er politikere fra de to store, gamle partier BNP og AL (se boks s. 15). Siden er de fleste blevet fængslet og deres formuer, ejendomme og biler konfiskeret.

Den 8. marts blev den tidligere, kvindelige premierminister Khaleda Zias søn, Tarique Rahman anholdt for anklager om korruption. Tariques bankkonti i fem lande er blevet fastfrosset.

– Spørgsmålet er så, hvor langt man vil gå? Tør de også hive Zia selv for retten? Forretningsregeringen er jo trods alt kun 11 mennesker, selvom det er militæret, der står bag ude i kulissen, siger den danske ambassadør i Dhaka, Einar Hebogård Jensen. Han kalder –med diplomatens underdrivelse – de seks måneder, han har været på posten i Dhaka, for ’meget spændende’:

– Vi har jo et problem med undtagelsestilstanden ud fra et demokratisk synspunkt. Men alle, undtagen politikerne, er glade, fortæller Einar Hebogård Jensen, der tilføjer, at folk, der har oplevet revolutionen i 1971, sammenligner det, der sker nu, med Berlin-murens fald. Altså en historisk begivenhed.

Oprydning under tidspres

Et ’window of opportunity’ kalder direktøren for Transparency International (T.I.) i Bangladesh det da også:

– Det er første gang, vi har en erkendelse fra centralt hold af, at korruption er et problem, siger en optimistisk Iftekhar Zaman og tilføjer:

– Jeg ville blive overrasket, hvis ikke Bangladesh befinder sig højere oppe på listen, når næste års korruptionsindeks fra T.I. bliver offentliggjort. Men der er meget at gøre, for korruption går både i bredden og i dybden.

Når forretningsministeriet om kort tid kaster sig over den vigtige Public Service Commission (PSC), så sker det med hjælp fra Transparencys Bangladesh-afdeling. PSC er den statsinstitution, som står for at besætte stillinger inden for hele den offentlige sektor i Bangladesh, og er – udover toldvæsenet – notorisk berygtet for korruption.

Udviklingsbankerne har talt om ’Bangladesh-effektet’: Høj vækst i et samfund med en offentlig sektor præget af lav effektivitet og stor korruption.

Men hvor grundigt kan den midlertidige regering nå at få gjort rent, inden den må slippe tøjlerne og udskrive nyvalg?

Den korte hukommelse

– Lige nu går kurven opad. Men de har også gjort ting, der skader menigmand. De har ryddet ulovligt opførte slumbebyggelser. Spørgsmålet er, om de kan levere varen – såsom kunstgødning og stabil elforsyning – i forhold til menigmand? Folks hukommelse er kort, og der er en risiko for, at pendulet svinger tilbage. Og jo længere tid der går, jo større bliver presset for at forretningsministeriet skal offentliggøre en valgdato, forklarer Einar Hebogård Jensen.

Et valg, hvor nobelpristageren professor Mohammed Yunus har meldt sig som kandidat, og tilbyder en tredje vej mellem de to gamle partier. Men kan idealisten Yunus gå ind i politik uden at få snavsede hænder? For politik i Bangladesh er pr. definition en profession, som er næsten lige så møgbeskidt som den Buriganga-flod, der passerer gennem Dhaka.

Færdselsbetjenten holder vagt ved starten af en gade, hvor et skilt viser, at rickshaws ikke må køre ind. Alligevel er gaden tæt af rickshaws. De har bare betalt for at køre ind, og hoster de ikke op med pengene, koster det et hul i dækket med den syl, betjenten har gemt i sin støvle. Ikke videre sofistikeret, men det virker.

Andre, længere oppe i systemet, er mere diskrete. Prisen aftales på forhånd mellem konkurrenterne ved offentlige licitationer –og der er ikke noget at komme efter når revisionen gennemgår bilagene.

Korruptionen er overalt

Korruptionen gennemsyrer alle relationer og alle transaktioner, og den er måske hovedårsagen til, at Bangladesh er så ludfattigt. Ifølge en rapport fra Verdensbanken ville landets vækst i dag – hvis ikke det lige var for korruptionen – ligge to procentpoint højere end de 6,7 pct., landet havde sidste år.

Korruptionen kan aflæses i eksporten. For varer, der skal eksporteres, skal gennem toldvæsenet.

– Det er ikke til at eksportere rejer, når der er rester af antibiotika i, men fødevarekontrollen her i landet er meget korrupt, så for 5.-6.000 taka (500-600 kr.) kan du få en eksporttilladelse igennem. Det er klart, at EU ikke ret mange gange skal afsløre medicinrester i en sending rejer fra Bangladesh, før den dør lukkes helt, siger Danida-rådgiver Peter Quist Thomsen, der mener, at der burde etableres et privat kontrolsystem.

Med et så korrupt statsapparatet kunne det være nærliggende at pege på muligheden for at kanalisere en større del af bistanden gennem NGO’erne.

Men også de må fungere på samme betingelser som resten af det bangladeshiske samfund: Skal en NGO have en kontrakt om at levere en serviceydelse, så skal de betale typisk 200.000 taka (20.000 kr.) under bordet for at få kontrakten. Og de penge skal hentes ind igen:

– Det kan ske ved, at de NGO-ansatte skal betale de første 10 måneder af deres løn for at få jobbet. Eller ved at omgås kontrakten. Som Peter Quist Thomsen, der arbejder med fiskeri indenfor Danidas landbrugssektorprogram, siger:

– Jeg har hørt om masser af NGO-projek-ter, hvor der snydes. Der skulle have været givet fem træningssessioner, men der bliver kun givet én. Og så videre.

Vi har jo et problem med undtagelsestilstanden ud fra et demokratisk synspunkt. Men alle – undtagen politikerne – er glade.

Ambassadør Einar Hebogård Jensen, Dhaka

De Bilka-kataloger, der dumper ind ad brevsprækken, er layoutet i Dhaka af grafikere, der tjener 1.000-1.500 kr. om måneden. Stadig flere vestlige firmaer får øje på Bangladesh som et interessant land at outsource til, efterhånden som lønningerne i Indien og Vietnam stiger. Både tekstil- og it-industrien klarer sig rigtig godt.

Korruption – dyrest for de fattige. Mens fattige husstande i Bangladesh i snit bruger 10 pct. af deres årsindkomst på at betale bestikkelse, så kan de mere velstillede husstande nøjes med 2,5 pct. Det viser en undersøgelse fra Transparency Internationals Bangladesh-afdeling. Her er en gruppe vejarbejdere (jo, den er god nok!) Foto: Stefan Katic.

Den relativt høje vækst har betydet, at udviklingsbankerne har talt om ’Bangladesh-ef-fekten’: Høj vækst i et samfund med en offentlig sektor præget af lav effektivitet og stor korruption.

Trods høj økonomisk vækst ligger antallet af fattige mennesker på samme niveau, selvom det samlede befolkningstal vokser. En slags sejr. Men skal der blive tale om egentlig fattigdomsbekæmpelse, skal væksten helt op på mindst otte pct.

Og så har vi slet ikke talt om de klimaændringer, der uden tvivl vil ramme det flade, lavtliggende, tætbefolkede land. Langt de fleste mennesker bor fortsat på landet, langt fra både it-industri og tekstilfabrikker.

Man kan ligefrem se det, når man kører gennem landet. Dette er et tætbefolket land. Det kan virke helt uoverskueligt, hvordan de mange rickshaw-kørere og ris-bønder med frimærkestore jordlodder nogensinde skal blive bare lidt mere velstående. Men så er det værd at tænke på, at Kina, Indien, Malaysia, Vietnam og mange andre lande i regionen for en halv generation siden var lige så ludfattige.

– Landet kunne blive det nye Vietnam, og jeg håber, det kommer til at ske i vores tid, siger ambassadør Einar Hebogård Jensen.

Serviceapparat uden service

Dansk bistand har i mange år siddet på to stole: Den ene hedder fattigdomsbekæmpelse, den anden hedder god regeringsførelse.

Hvad det første angår, så er Bangladesh et godt sted at være, hvis man vil være et sted, hvor rigtigt mange fattige er samlet på ét sted: – Man kan roligt være ærlig og sige, at folk har brug for hjælpen, fastslår den danske ambassadør.

Mindre komfortabelt har det været at sidde på den anden stol: god regeringsførelse.

Fra dansk side har medicinen heddet dialog – i samlet trop med EU-partnerne – med regeringen i Dhaka samt øget støtte til civilsamfundsorganisationer, så de bliver bedre til at stille krav til myndighederne.

Her er det ny forretningsministerium og dets krig mod korruption sød musik i Danida-øren.

Folk, der har oplevet revolutionen i 1971, sammenligner det, der sker nu, med Berlin-murens fald.

Einar H. Jensen, Dhaka

Ingen tvivl om, at krigen mod korruption betyder, at embedsmænd hele vejen ned gennem systemet er blevet mindre kry med hensyn til at forlange ’speed money’, som det så poetisk hedder.

Men det ændrer ikke ved, at regeringsapparatet er ganske trægt. Mange gode reform er blevet vedtaget, men aldrig gennemført.

Den danske ambassadør kalder det ’for-tvivlende’, så dårligt fungerende statsinstitutionerne er.

En departementschef i et ministerium tjener, hvad der svarer til 2.000 kr. om måneden. Og mange embedsmænd ser det ikke som deres rolle at tjene offentligheden på den anden side af ministeriets tykke vægge. Der er i høj grad brug for reformer af den offentlige sektor, så de ansatte kan leve af den løn de får.

– Der er en enorm mangel på commitment fra regeringsembedsmændenes side. De er hernede én gang om året, konstaterer rådgiver Peter Quist Thomsen, som bor og arbejder i Patuakhali i det sydlige Bangladesh. Han vurderer, at kun halvdelen af Landbrugs- og fiskeristyrelsens rådgivere – rural extensionists – virkelig leverer varen. ’Mangel på benzin til motorcyklen’, lyder den hyppigste undskyldning for, hvorfor de ikke har været ude i landsbyerne og besøge de bønder og fiskere, de er ansat til at servicere.

Men forretningsministeriets felttog mod korruption betyder på sigt måske også, at landets offentligt ansatte er i gang med at revidere deres egen rolle.

For nyligt blev Einar Hebogård Jensen under et besøg i den sydlige del af Bangladesh udstyret med en vagt, der blev placeret på gaden natten over udenfor det hotel, han sov på. Næste morgen gik ambassadøren ned og tilbød manden en kop te. Svaret lød promte:

– Nej tak, sir. Jeg er government officer.

Man kan smile af denne måske noget overdrevne tolkning af nultolerance over for korruption. Men det varsler måske begyndelsen på en ny tid for en plaget nation?

Stefan Katic besøgte Bangladesh i marts måned. stekat@um.dk

VALGET DER BLEV AFLYST Bangladesh har i årtier været styret af de to partier Bangladesh’ Nationalistparti (BNP) og Awarmi-Ligaen (AL). Flere iagttagere ser i højere grad BNP og AL som syndikater snarere end traditionelle, politiske partier. Ifølge forfatningen skulle der have været afholdt parlamentsvalg i januar i år. Som følge af utilfredshed med sammensætningen af valgkommissionen og ikke mindst med unøjagtige valglister (Vælgerlisten med 90 mio. mennesker vurderes at have 10 mio. vælgere for mange), valgte oppositionen AL at trække sine kandidater fra valget. Da der således ville blive tale om et valg uden deltagelse af det største oppositionsparti, valgte FN, EU og en række andre valgobservatører at trække deres observatører ud af landet. Herefter valgte præsidenten at erklære und- tagelsestilstand og træde tilbage. Bangladesh regeres nu af et forretningsministerium, der ledes af landets tidligere nationalbankdirektør, dr. Fakhruddin Ahmed, som også tidligere har arbejdet for Verdensbanken i en årrække.

Hvis det går din nabo for godt, så put lidt gift i hans sø

Sådan ser en bistandssucces ud. Harun Majhi – med søn og fisk.

At trække folk op af fattigdommen, betyder også, at den sociale magtbalance ændres. Eller på godt dansk: At misundelse florerer.

Tekst og foto: Stefan Katic, Patuakhali

Harun har stadig sin bærestang. Den træ-bærestang, der for bare seks år siden gav ham en daglig, beskeden indtægt som jordløs daglejer. En kuli, der måtte gå fra hus til hus og tilbyde sin arbejdskraft – en af de utallige i Bangladesh.

Nu viser han os det redskab, han i dag har lige så lidt brug for som danske bønder har brug for spinderokken og smørkværnen.

Det er snart seks år siden, at Harun Majhi fra landsbyen Hazipur nær Kolapera gennemførte et træningsprogram i fiskeopdræt, tilbudt af Danidas program for fiskeri. I dag driver han og familien en blomstrende forretning med at opdrætte fiskeyngel, der sælges videre til de talrige små dambrug i området.

Harun er indbegrebet af en bistandssucces. Det er præcis sådan en bistand-der-virker-historie, man allerhelst vil vise frem, når udenrigsudvalget, Danidas Styrelse eller bare en journalist er på besøg.

Og Haruns hus er et godt sted at gæste. Entusiasme og stolthed lyser ud af øjnene på ham, og han kan slet ikke blive færdig med at vise frem, mens hans hustru, Beena, byder gæsterne jojobi’er – en slags små grønne mirabeller.

I dag opdrætter han syv forskellige arter af karpefisk, som sælges til dambrug i hele området. Et salg, der sidste år indbragte familien 225.000 taka – over 20.000 kr. Herfra skal så trækkes nogle beskedne produktionsomkostninger. Den lokale fiskerådgiver fra Danida-projektet tilser kvaliteten af ynglen, men ellers er produktionen helt selvkørende.

Det er i øvrigt ikke kun Harun og hans familie, der har oplevet succes ved at kaste sig over dambrug.

Træning i fiskeopdræt har givet deltagerne gode indtægter. Således får deltagerne deres investering tjent ind allerede indenfor det første år.

I gennemsnit er produktiviteten gået op fra et årligt udbytte på omkring 400 kg fisk pr. hektar til 3.000 kg fisk pr. hektar!

Gift i dammen og tyveri af fisk

Ingen i Hazipur har været bedre til fisk end Harun, som – efter lokal standard – er blevet ganske velhavende.

Hælder man penge og træning ind i et område, giver det ikke kun udvikling. Det giver også uro i den lokale hakkeorden.

Ukendte naboer har derfor hældt gift i en af hans 20 små fiskedamme. Også tyveri af fisk forekommer. Haruns oplevelse er ikke unik –flere fra målgruppen har oplevet noget tilsvarende, fortæller rådgiver Peter Quist Thomsen.

– At de er blevet mere velhavende, har betydet en social konflikt, tilføjer Abdullah Al-Masum, fiskerikoordinator i den regionale komponent for fiskeri og husdyr, som er en del af Danidas landbrugssektorprogram i Bangladesh.

Næppe noget, planlæggerne af fiskerikomponenten havde kunnet analysere sig frem til, dengang programmet blev planlagt. Hvis der er en pointe – udover at misundelse også trives i landsbyen Hazipur – så er det, at udviklingsbistand indeholder et vist element af uforudsigelighed.

Det er svært at regne sig frem til, hvordan folk reagerer på forandringer. Men hælder man penge og træning ind i et område, giver det ikke kun udvikling. Det giver også uro i den lokale hakkeorden.

Saltvandet trænger ind

Harun er i øvrigt fortsat formelt set jordløs. Det er hans gamle far, Zakir, der ejer den 3.600 kvadratmeter lille grund, der brødføder hele familien, som også tæller to sønner på fem og seks, som hjælper til så godt de kan.

De syv-otte cementtanke til fiskeyngel på forskellige udviklingstrin har Harun selv bygget.

Grundvandet i området er, som så mange andre steder i det sydlige Bangladesh, forurenet med indtrængende saltvand, så man skal i dag bore 150 meter ned for at finde rent ferskvand. Vandet, som fiskene går i, er derfor regnvand, opsamlet og pumpet op i en beholder på det flade tag på familiens hus.

HØJ PRODUKTIVITET  Træningen i fiskeopdræt betyder, at hvis dam- brugeren har et produktionsareal (ejet eller lejet) på 0,5 hektar, vil den årlige indtægt – ved en meget konservativ beregning – være steget fra omkring 10.000 taka (1.000 kr.) til omkring 75.000 taka (7.500 kr.) og det for udelukkende fiskeopdræt. Inkluderes rejer og grønt- sager i driften – som det vil ske i Fase II – vil indtægtsstigningen være betydelig højere. – Det vil være utroligt svært, hvis ikke umuligt, at finde lignende produktivitets- og indkomststigninger i andre bistandsprojekter, specielt indenfor landbrugssektoren, siger rådgiver Peter Quist Thomsen, der selv har en fortid som både fisker og dambrugsejer i Danmark.

Før projektet startede, stammede 80 pct. af de små fisk til yngel fra opdræt udenfor området. Efter Danida-kurset sluttede, har de fleste af deltagerne selv etableret et lille dambrug for udklækning af fiskeyngel. Markedet har plads til dem alle, for efterspørgslen i Bangladesh – der har uhyre mængder af småsøer og vandhuller – er stor.

FISK + HØNS + LANDBRUG Fiskeri-delen under Danidas Landbrugssektorprogram har netop taget hul på en Fase II, der udbygger og viderefører den mest vellykkede del fra første fase, der har løbet 2001-2006. I det sydlige Bangladesh lever der masser af jordløse, som er ekstremt fattige. Men der er masser af store og små vandhuller og damme. Nogle er dækket af et tykt lag vandhyacinter og ligger ubenyttede hen. Andre fiskes der i, men med ringe produktivitet. Planen er at træne grupper af de fattigste i forskellige lavteknologiske metoder, der kan give et godt udbytte af fisk og kæmperejer. Fase II bygger på en mere integreret produk- tion. Det betyder, at landsbygrupperne ikke kun vil modtage træning i dambrug, men også i husdyrbrug og landbrug – samt ikke mindst hvordan man optimalt kan få produktionen til at spille sammen. For eksempel ved at dyrke afgrøder på stativer henover dammen og således spare kostbar plads eller ved at bruge gødning fra husdyrholdet i fiskedammen. Den store udfordring bliver nu at få de for- skellige afdelinger i Ministeriet for Fiskeri og Husdyrhold til at arbejde sammen. Indtil nu har der været vandtætte skodder mellem eksem- pelvis den afdeling, der arbejder med fjærkræ- avl og den, der arbejder med fiskeopdræt. I alt er der sat 202 mio. kr. (178 mio. fra Danida og 24 mio. fra Bangladesh’ regering) af til Fase II af fiskeri- og husdyrprogrammet, der også arbejder med aktiviteter for fattige kystfiskere (se siden overfor).

Fisken dør på stranden

15-20 rejelarver til en værdi af ti øre stykket sorteres fra til salg. Resten af fiskeynglen hældes ud på stranden, hvor den hurtigt dør.

Tonsvis af fiske- yngel hældes ud på stranden og dør, når kystens fattige er på ulovlig jagt efter reje-larver.

Tekst og foto: Stefan Katic, Patuakhali

Det er morgen på stranden ved Kuakata i det sydlige Bangladesh. Så langt øjet rækker, breder den Bengalske Bugt sig.

En enlig orangeklædt kvinde sidder på hug i strandkanten med sin blikbalje, sin hvide plastske og en mindre skål. I vandet ud for hende er en dreng ved at stryge et fintmasket net gennem det lave vand. Alt ånder fred. Det ligner næsten et romantisk postkort fra den tredje verden, hvor mennesket levet i pagt med naturen. Men postkortet lyver.

Hvis der sidder en forsker eller en specialestuderende et sted i verden og fortvivler over ikke at have fundet en god case, der kan illustrere en pointe om sammenhængen mellem fattigdom og miljø, så værsgo.

En indtægt til de jordløse

Drengen med det fintmaskede net hælder hele sin fangst af fiskelarver over i kvindens blikbalje. Herefter gennemgår hun som en anden guldgraver nøje hele baljens indhold på jagt efter en lille rødbrun ’orm’ på under en centimeter – det er dén, der er guldet. Kvinden med blikbaljen sorterer de små orme fra. De er larver af kæmperejer. I heldigste fald – og det er ved fuldmåne – giver det 100-200 stykker efter 15-20 minutters strygning med nettet.

Resten af baljens indhold – tusinder af kommende fisk, blæksprutter og andre havdyr – hældes ud på stranden. Og et nyt fad fyldes.

De små undseelige larver kan sælges for én taka stykket – 10 øre – til opkøbere fra de talrige rejefarme på kysten af det sydlige Bangladesh.

Naturen er gavmild i det tropiske klima, hvor alt – fisk, planter, bakterier – vokser hurtigt. Så var kvinden i orange den eneste, der hældte et fad fiskelarver ud på stranden, ja så gik det nok endda.

Men for op en halv million fattige langs kysten udgør salget af rejeyngel hele eller en del af deres indtægt. De fleste af dem er jordløse.

Tvunget til kriminalitet

Denne formiddag har Danida sat de illegale rejeyngel-fiskere stævne. 14 mand har været mere nysgerrige end bange og er mødt op. Alle jordløse, som på forskellig vis lever af fiskeri – herunder rejelarver – på stranden ved Kuakata.

Yngel-fiskerne mærker nu, at bestanden er hårdt belastet:

– I dag er fangsten af reje-larver kun 10 pct. af den fangst, vi havde for fem-ti år siden, forklarer en fisker ved navn Afzal.

– Hvorfor er det sådan? Svarene falder prompte:

– Overfiskning, siger én.

– Fordi vi også fanger ’mother fish’ – fisk med rogn, siger en anden.

– Fordi vi er for mange fiskere, fastslår en tredje, og en fjerde supplerer:

– Effektive trawlere fra Thailand og Indien kommer hertil.

Desuden er fangstredskaberne blevet meget mere effektive, supplerer fiskerikonsulenten Emdad Hossain, der er projektmanager i den regionale komponent for fiskeri og husdyr, som er en del af Danidas landbrugssektorprogram i Bangladesh.

Betal og fisk videre

Fangst af yngel er forbudt. Så én gang om året afbrænder politiet konfiskerede, illegale net på stranden ved en spektakulær lov-og-orden-begivenhed til ære for pressen.

Af og til i løbet af året kommer politiet forbi. Fiskerne bedyrer, at politiet blot vejleder dem til at hælde den ikke-salgbare fiskeyngel tilbage i havet.

– Gør I så det?

– Ja, vi gør det, men nogle af børnene hælder det ud på stranden, siger fiskerne. Herefter tager uroen og indbyrdes småsnak i lokalet til i styrke – på bangla.

For sandheden er snarere, at politiet slår kloen i de fattige rejelarve-fiskere, der ikke når at stikke af i tide. De uheldige får lov til at aflevere et par pengesedler til politiet – ganske uden kvittering – og herefter fortsætter alt som før. Som fiskerne siger:

– Vi ved, det er illegalt, men vi har ikke nogen alternativer.

– Det er håbløst, at regeringen laver regler uden at have nogen alternativer, siger rådgiver og marinbiolog, Peter Quist Thomsen, som arbejder med fiskerirådgivning på programmet, der netop har taget hul på Fase II. Det har nu været i gang et lille halvt års tid, og en af målgrupperne er de mange fattige, der tjener til dagen og vejen ved illegal strygning og salg af rejeyngel. Men hvad kan man gøre?

Dambrug og hønsehold

– Det er tanken, at vi vil tilbyde noget træning i at drive dambrug med enkelte midler såsom hæve-sænke-net. Hertil kommer så hønsehold og et par andre ting, siger Peter Quist Thomsen, der i øjeblikket arbejder på et idékatalog. Han er udmærket klar over, at en indsats overfor en målgruppe på et par hundrede mennesker langtfra løser problemet: – Men det kan vise nogle veje, som forhåbentligt kan duplikeres andre steder langs kysten.

I en stor hal tæt ved kysten går et par indiske dambrugsspecialister i disse dage rundt og slider med at få klargjort et stort anlæg med åbne bassiner. Et privatejet anlæg, som Danidas fiskerikomponent har givet teknisk støtte til.

Anlægget, som er det første af slagsen på denne del af kysten, skal udklække fire millioner reje-larver om året og dermed forsøge at hamle op med den stigende efterspørgsel efter reje-larver til dambrug.

Det kan kun gå for langsomt.

Lav løn lokker

Avanceret stanse-maskine på metalvirksomheden Unitech i Dhaka, som har en joint venture-aftale med nordjydske TRECO.

Danske tøjproducenter og it-firmaer har fået øje på Bangladesh – især de lave produktionsomkostninger lokker.

Tekst og foto: Stefan Katic, Dhaka

Overbefolkning, færgeforlis, fattigdom og korruption. Det er nok det billede, mange danskere har af Bangladesh. Selvom det pyntede lidt på regnskabet, at Nobels fredspris i år gik til Grameen-bankens stifter Mohammed Yunus, så er det bare ikke noget let job at ’sælge’ Bangladesh – hverken til turister eller til danske erhvervsfolk.

Sådan et job har Ib Albertsen, som er koordinator for Danidas Business-to-Business program, som sidste år afløste Danidas daværende PrivatSektorprogram. Et job, han beskriver som ’en form for ægteskabsbureau’. Det handler om at smede danske og bangladeshiske virksomheder sammen i et langsigtet forhold til gensidig gavn og glæde.

– For B-2-B er det vigtigt, at der er tale om et langsigtet, forpligtende samarbejde og ikke blot handel, siger Ib Albertsen og tilføjer:

– Partnerne fokuserer på det kommercielle, vi på det udviklingsmæssige. Det betyder for eksempel, at vi tager en dialog med virksomhederne om, at vi ikke accepterer forurening eller brug af børnearbejde og bestikkelse.

Lave lønninger

Indtil nu er der indgået 30 joint ventures –’dem fortrækker vi, for her skal folk selv til lommerne’ siger Ib Albertsen – og 25 andre samarbejdsaftaler mellem virksomheder fra Danmark og Bangladesh under B-2-B-pro-grammet. En af dem er Luka Collection, der producerer strikvarer til blandt andet Dansk Supermarked.

– I starten af programmet var det primært tekstilvirksomheder. Det kan Bangladesh, og det er de gode til, og Bangladesh er ikke underlagt nogen eksportbegrænsningsaftaler sådan som Kina er det. Nu – hvor omkostningsniveauet i Bangalore i Indien stiger – ser vi flere og flere danske it-virksomheder melde sig på banen. Godt en tredjedel af de projekter, B-2-B har her, er it- eller it-relaterede virksomheder, siger Ib Albertsen og tilføjer:

– Det er i høj grad et spørgsmål om omkostninger, når danske virksomheder vil til Bangladesh. DTP’erne (layoutere, red.), der laver brochurer herude, tjener 1.000-2.000 kr. om måneden, og tallet er opadgående. Syersker ligger stadig på under 500 kr. om måneden.

– Vores flaskehals er, at der ikke er danske virksomheder nok. Der er én interesseret dansk virksomhed til ti bengalske, siger Ib Albertsen, der koordinerer B-2-B-program-met fra ambassaden i Dhaka.

Dårligt image og reelle problemer

Bortset fra Bangladesh’ noget problemfyldte image, så er der også reelle problemer, der holder danske investorer væk. Et af dem er et ineffektivt bureaukrati:

– Et dansk konsortium, CS&Partners, er ved at få bygget 13 skibe i Mekna River. Det er billigere end Kina og Vietnam, men alle fittings og teknisk udstyr skal importeres. Der er store problemer med toldmyndighederne (korruption, red.), men vi forsøger at gøre vores indflydelse gældende.

– Lige det klassiske spørgsmål: Skal Danida bruge skattekroner på at flytte danske arbejdspladser til Bangladesh?

– Jamen, jeg er jo tilhænger af globalisering. Jeg tror, at det til syvende og sidst gavner alle. Så må vi også acceptere, at der er noget, vi ikke længere skal lave i Danmark. Tekstilbranchen er et godt eksempel. Den tredjedel af branchen, der i dag er tilbage i Danmark, syr ikke. De laver design, markedsføring, salg og så videre. Havde vi fastholdt, at vi vil sy, så ville branchen dø. Han tilføjer:

– Og husk så endelig, at B-2-B først og fremmest er skabt for at hjælpe den private sektor i Bangladesh.

TEKSTILER TOPPER STORT Det eksporterede Bangladesh i 2005/06: (milliarder kroner) Tøj og tekstiler 33,87 Fisk og rejer 2,50 Jute-produkter 1,82 Lædervarer 1,62 Ialt, inkl. andre varer 53,12 Kilde: Bangladesh Bank, Economic Trends.

Kort om Bangladesh Bangladesh blev selvstændigt i 1971 efter en borgerkrig mellem Vest-Pakistan (i dag Pakistan) og Øst-Pakistan (i dag Bangladesh). People’s Republic of Bangladesh, som landets officielle navn er, har et areal på 144.000 km2 – eller knap halvt så stort som Italien. Der bor 140,5 millioner indbyggere i Bangladesh. Omkring tre millioner arbejder som migrantarbejdere i udlandet. I 2004-5 sendte de 3,8 mia. dollars hjem. Eller mere end dobbelt så meget som al bistand til Bangladesh. 90 pct. er muslimer, ni pct. er hinduer (iflg. folketælling fra 2001). Voksen-alfabetisme: 41,1 pct. (2005) Forventet levealder: 63 år (2004) Spædbørnsdødelighed (pr. 1.000 nyfødte): 53 (2002) Danida i Bangladesh Danmarks bistand til Bangladesh ligger på 200 mio. kr. pr. år. Fra 2005 til 2009 er den danske støtte fordelt på fire hovedområder: Landbrug (herunder fiskeri og byggeri af biveje): 530 mio. kr. Vand og sanitet: 350 mio. kr. Menneskerettigheder og god regeringsførelse: 220 mio. kr. Business-to-Business (B-2-B): 125 mio.kr.

Overhaling med oksekærre ikke tilladt

Blandingen af sang, musik og smadrede biler går rent ind hos publikum til trafikfilm i Patuakhali.

Det forpligter at bygge veje. For når den hullede grusvej bliver til en lige, jævn asfaltvej, kan bilis- terne køre stærkt. Derfor støtter Danida også et projekt om trafiksikkerhed ved siden af vejsektorprogrammet i Bangladesh.

Tekst og foto: Stefan Katic, Patuakhali

Hvilket sted i Danmark er det muligt en fredag aften at samle 150 børn og voksne på en græsmark – uden siddepladerser – hvor eneste attraktion er en fremvisning af en lidt rodet film om færdselssikkerhed – tilmed ledsaget af lidt dårlig lyd? Næppe et projekt, Rådet for Større Færdselssikkerhed ville have held med.

Men i Bangladesh går det fint.

Mørket har sænket sig over byen Patuakhali og det talstærke publikum, der står op og ser film på græsmarken. Et sted ude i mørket brummer en generator, som leverer strøm til videokanonen.

Færdselsfilmen er krydret med musik, for eksempel den uhyre populære sangerinde Mamtaz, der synger en hindi-sang om ikke at hænge udenpå bussen og at man ikke må køre for stærkt, for så kan man ikke nå at bremse. Billedsiden til sangen viser dokumentaroptagelser med smadrede busser og rækker af trafikdræbte efter ulykker. Indimellem klippes til kendte skuespillere og bryske politifolk i uniform, der kommer med formaninger til bilister og fodgængere.

Trafik-info i moskeen

Og formaninger kan synes nødvendige. Et af de første indtryk, der slår den besøgende i Bangladesh, er den halsbrækkende trafik, hvor hidsigt dyttende biler og busser kæmper om pladsen med rickshaws, cyklister, fodgængere og oksekærrer. Den ene tæt-på-en-ulykke-situation afløser den anden, og det er da heller ikke altid, det går godt.

Mens der i vestlige lande årligt er fem dødsfald for hver 10.000 biler, så er tallet 125 pr. 10.000 biler i Bangladesh, altså 25 gange flere.

– Her i landet er 65 pct. af de trafikdræbte fodgængere. Og de fleste bliver dræbt, når de krydser vejen, fortæller A.K.M. Khairuzzaman, som er projektleder i BRAC, en national NGO, som har påtaget sin den ambitiøse opgave at få folk til at køre pænt. I Patuakhali-provinsen, hvor Danida har bygget en pæn del af hoved- og bivejene, betaler Danida sideløbende BRAC for at gennemføre en kampagne for større sikkerhed i trafikken.

Og det kan ses. Eksempelvis kører 80 pct. af alle cykelrickshaws i Patuakhali by nu rundt med en stor, hvid refleksbrik bagpå.

På markedspladsen og i moskeen

BRAC’s metode er at etablere lokale grupper for trafiksikkerhed ude i landsbyerne. Deres opgave er at analysere særligt farlige steder i trafikken og søge at forbygge ulykker. Mange af de problemer, trafik-græsrødderne har oppe at vende, ligner til forveksling den danske trafik:

– Folk kører for hurtigt forbi skolen. Vi vil derfor etablere et cementbump, siger Abdul Malek, som er formand for trafiksikkerhedsgruppen i landsbyen Mohish Kata. Han fortæller, at gruppen også informerer om en bedre trafikkultur på markedspladser og i moskeerne.

BRAC har også organiseret frivillige, der går fra hus til hus og taler med folk i alle husstande, der bor mindre end 500 meter fra en hovedvej. Og skolepatruljerne, der – ganske som i Danmark – sørger for at poderne kommer sikkert over skolevejen.

Færdsel på skoleskemaet

Men grundstenen i BRAC’s arbejde er grundskolerne, mens morgendagens bus- og lastbilchauffører endnu er modtagelige for sund fornuft.

I 49 grundskoler i Patuakhali har eleverne de seneste 5-6 måneder modtaget færdselsundervisning med BRAC’s materialer. Hver skole har valgt to lærere, som trænes af BRAC to dage: en dag om færdselssikkerhed og en dag om at undervise i færdsel. Grundstenen i undervisningen er en flip chart, et stort paphæfte med billeder af forskellige typiske situationer i trafikken: Ricksaws uden lys på, oksekærrer på vejen, folk der sidder på ladet af lastbilerne, sælgere der har spredt varer ud i rabatten, så fodgængere må ud på vejbanen – alle med et rødt kryds hen over. Måske ikke vanvittigt sofistikeret, men det virker – og ikke mindst kan det bruges i et land, hvor der ofte er strømafbrydelser.

udvikling besøgte en lille landsbyskole udenfor Amtoli, og talte med 30 af de 13.000 elever, der indtil nu har modtaget færdselsundervisning. 

– Kan I lide færdselsundervisningen?

– Jaaaa, svarer de i kor.

Hvorfor?

– Fordi det er spændende at se på flip chartet og fordi det hjælper os sikkert til at krydse vejen, svarer én fornuftigt.

– Det vil redde vores liv, svarer en anden udramatisk.

udvikling spørger, om nogen af eleverne på et tidspunkt har været tæt på en ulykke:

– Engang hang jeg bag på en rickshaw, og da jeg kom til mit mål, hoppede jeg af, men fik skrabet knæ og albuer, så jeg måtte til læge, fortæller Joel på 13 og tilføjer artigt:

– Jeg vil aldrig hænge på en rickshaw igen.

En regeringsrapport oplyser, at 3.500 mennesker om året mister livet i trafikken i Bangladesh. Forskning på området anslår dog 10.-12.000 dødsfald til at være tættere på kendsgerningerne, i det trafikdrab på landet sjældent rapporteres til politiet. 100-150.000 invalideres hvert år i trafikken. Kilde: BRAC.