TJEKKIETS BISTAND

Hertugen og bistanden

Tjekkiet giver 0,11 pct. af sit BNP til bistand og er dermed bistandsførende indenfor kredsen af de nye EU-medlemsstater. Ill.: rasmus meisler / Spildaftid apS.

Med sit EU-medlemsskab blev Tjekkiet et land, der igen giver bistand. udvikling har besøgt landet med de nye bistandspligter, eget ’Tjekida’ og en ægte hertug som udviklingsminister.

Tekst og foto: Mads Mariegaard, Prag

Ti nye EU-lande er i gang med at etablere deres egne bistandssystemer, men kun ét har en prins og hertug forrest i bestræbelserne.

Er Hans Durchlauchtighed Karl Johannes Nepomuk Josef Norbert Friedrich Antonius Wratislaw Mena von Schwarzenberg manden, der kan bringe Tjekkiets udviklingsbistand op i europaklasse?

Det spørger de sig selv om i den tjekkiske bistandsverden, efter at syv måneders parlamentarisk fastfrysning sluttede i januar, da parlamentet godkendte en ny regering med aristokraten Schwarzenberg som udenrigsminister og minister for udvikling.

Dermed kan der igen komme gang i den proces, mange i det tjekkiske bistandsmiljø håber vil ende med etableringen af en organisation, hvor bistanden samles, administreres og evalueres.

Udgangspunktet er en fortid som donor i 60’erne og 70’erne, hvor Tjekkoslovakiet hjalp andre kommunistiske lande. I begyndelsen af 90’erne – efter Fløjlsrevolutionen og den pragmatiske deling af landet – fik Tjekkiet selv hjælp i den politiske og økonomiske overgangsfase.

Siden 1996 har Tjekkiet igen ydet bistand, og som de øvrige nye EU-lande har Tjekkiet lovet at bestræbe sig på at øge bistanden markant de kommende år.

Ikke et udviklingsland

Hvis den tjekkiske udviklingsbistand har et centrum, er det Cerninpaladset, det tjekkiske udenrigsministeriums fornemme hovedsæde, hvorfra Hana Sevcíková, som er chef for ministeriets afdeling for udviklingssamarbejde og humanitær bistand, og omtrent tyve medarbejdere som administrerer bistanden.

Overfor sig har de Prag-slottet, som er oldtidens største, og lidt længere væk Danmarks ambassade, den gotiske Karlsbro og resten af den gyldne stad, hvor Kafka skrev sine bøger og Dvorák sine symfonier.

– Det her har jo aldrig været noget udviklingsland – det kan du jo også se, siger Hana Sevcíková på dansk, fordi hun er tidligere ambassadør i København. Hun står gerne ved sit lands fortid som bistandsmodtager, men gør det også klart, at hun betragter det som en historisk parentes.

–Vi har genoptaget noget, det socialistiske regime gjorde, siger Sevcíková.

– Og det er jo både godt og ondt...

Det gode er, at overgangen fra kommunisme til kapitalisme har klædt tjekkerne på til at bistå lande, der selv befinder sig i en overgangsfase.

– Hvis rådgiverne kommer fra lande med meget sofistikerede systemer, som har kørt i mange år, kan det være svært at finde et fælles sprog. Vores rådgivere skal ikke begynde helt forfra, når det gælder emner som grænsekontrol og statsstatistik, mener Sevcíková.

Til gengæld må tjekkerne slås med en kommunistisk bistandstradition, hvor de største virksomheder med de bedste kontakter i regeringen løb med bistandskontrakterne og scorede kassen på det.

– Der var en forståelse af, at bistanden skulle gavne donorlandet og bruges til eksportpromovering, erkender Hana Sevcíková.

Kommunismen spøger

I dag afgøres bistandskontrakterne i åbent udbud og udviklingslandenes efterspørgsel i første række. Men fortidens tankegang er ikke væk, mener Simon Pánek, der er leder af en af Tjekkiets største bistands-NGO’er, People in Need. Som eksempel nævner han valget af det tidligere kommunistiske Vietnam som programland.

– Vietnam er til fordel for industrien, siger Pánek og tilføjer:

– Landet har brug for investeringer, ikke bistand. Jeg så gerne flere mindre udviklede lande – flere lande i Afrika syd for Sahara.

Af Tjekkiets otte programlande er de seks asiatiske og sydøsteuropæiske, men det er kun naturligt at vælge lande, man deler en historie med, mener Dagmar Kuchtová, vicechef for Tjekkiets Industriforbund (svarende til Dansk Industri). som selv har foreslået de fleste af programlandene.

Hvis rådgiverne kommer fra lande med meget sofistikerede systemer, som har kørt i mange år, kan det være svært at finde et fælles sprog.

Hana Sevcíková

– Det er lande, hvor vi har været aktive før, hvor der er brug for vores produkter, og hvor der er mulighed for kulturel udveksling, siger Kuchtová.

Det geografiske fokus er en afgørende forskel på Tjekkiet og flere af de gamle EUlande, for eksempel Belgien og Frankrig, som har stærke historiske interesser i Afrika. Hertil kommer forskellene i bistandssystemernes størrelse og opbygning, og det gør det svært for Hana Sevcíková at bruge den hjælp, hun har fået tilbudt af flere af de gamle EU-lande, heriblandt Danmark.

– Det må ikke misforstås som utaknemmelighed, men vi har ikke samme historiske og institutionelle forudsætninger som de vesteuropæiske lande, og derfor har vi heller ikke de samme interesser. Hvert land må finde sit eget system, siger Sevcíková.

Svage i Bruxelles

Det er nu mere end tusind dage siden, Tjekkiet og ni andre lande blev medlemmer af EU. Året efter udvidelsen mødtes landene i Bruxelles, hvor de lovede at bestræbe sig på at yde 0,17 procent af BNP i bistand i 2010 og 0,33 i 2015.

Selvom Tjekkiet i dag ligger forrest i det nye Europa med 0,11 pct. af BNP, står det allerede nu klart, at det bliver svært at nå målet. Med et heftigt stigende BNP og presset af andre EU-opgaver har Tjekkiet lavet sin egen målsætning om mere beskedne 0,13 pct. i 2009.

Men EU-medlemskabet stiller ikke kun krav – det åbner også muligheder. Tjekkiske virksomheder kan nu deltage i fælles EU-projekter i udviklingslandene, og tjekkiske NGO’er kan få del i EU-penge til egne bistandsprojekter.

Problemet er bare, at både virksomheder og NGO’er i Tjekkiet har svært ved at gribe mulighederne, blandt andet fordi Tjekkiet – ligesom de øvrige nye EU-lande – har en svag lobby i Bruxelles, hvor der for eksempel kun er én tjekke til at tage sig af bistand.

–Tjekkiske virksomheder har brug for hjælp i Bruxelles, siger Dagmar Kuchtová fra Industrisammenslutningen. Således har ingen eller meget få tjekkiske virksomheder deltaget i EU-projekter i udviklingslandene, selvom Tjekkiet er med til at finansiere dem.

Også de tjekkiske NGO’er har det svært i konkurrencen med de garvede vesteuropæiske kolleger, fortæller Simon Pánek fra People in Need. Også han nævner den svage tjekkiske lobby som en årsag.

– Hertil kommer, at vi har svært ved at skaffe privat medfinansiering på grund af vort lands historie, og så er vi ikke gode nok til at skrive ansøgninger. Men det går i den rigtige retning, siger Pánek og tilføjer:

– Vi får flere penge hvert år.

Og de tjekkiske NGO’er har udsigt til endnu flere midler. Med ansøgningsfrist i forrige måned øremærkede EuropeAid omkring 75 millioner danske kroner til initiativer, der kan øge interessen for udviklingslande i de nye EU-lande.

Bistanden er ’et rod’

Ud over at kræve og tilbyde bistandsmidler har EU-medlemskabet også inspireret et tjekkisk ønske om at samle administrationen af bistanden, som i dag er fordelt på ni forskellige ministerier.

– Landene harmoniserer sig i EU, og donorerne harmoniserer sig i udviklingslandene.

Men hvordan skal vi harmonisere os med andre lande, når vi ikke engang har harmoniseret os selv? spørger Hana Sevcíková.

Et af problemerne ved, at bistanden administreres af ni forskellige ministerier, er, at prioriteringerne afhænger af ministeriernes interesser – ikke af landets kompetencer, mener Sevcíková.

– Miljø og sundhed er områder, hvor vi har meget at byde på. Miljøministeriet er meget aktivt, men sundhedsministeriet er ikke aktivt; det betragter ikke bistand som en prioritet, siger hun.

Simon Pánek fra People in Need kalder det nuværende system ’et rod’.

– Hvert ministerium har sine egne politikker og sine egne metoder, siger han.

–Det, vi har brug for, er et centralt kontor, som kan samle input fra de ni ministerier, og som har ekspertise til at øge bistandens kvalitet, evaluere den og gøre den synligere og mere gennemsigtig.

Den nye struktur har mange støtter, men den møder også modstand i de ministerier, den vil fratage penge og magt. Efter opløsningen af det syv måneder lange politiske magtvakuum venter alle nu på den nye regering og udenrigsminister Schwarzenbergs udspil.

Mads Mariegaard er tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriet og besøgte Tjekkiet i januar. mads@glashus.dk

Hana Sevcíková er den ledende embedsmand, der skal få tjekkisk bistand bragt op i europaklasse. Foto: Mads Mariegaard.

TJEKKIETS BISTAND I 2005 brugte Tjekkiet omkring 800 mio. danske kroner på udviklingsbistand, heraf cirka 100 millioner bilateralt. En tredjedel af den bilaterale bistand gik til miljøprojekter, mens uddannelsesprojekter stod for en fjerdedel. Halvdelen af pengene blev brugt af virksomheder, mens NGO’er tog sig af en fjerdedel af midlerne. Tjekkiet gennemførte projekter i 41 lande i 2005. Asien fik mere end halvdelen af pengene, og lidt under en fjerdedel gik til Sydøsteuropa. Tjekkiets otte programlande er Angola, Bosnien-Herzegovina, Yemen, Moldova, Mongoliet, Serbien-Montenegro, Vietnam og Zambia. Kilde: Tjekkiets hjemmeside om udviklingsbistand: http://www.mfa.cz/aid

’Tjekkidas’ nye folk

I byen Olomouc – to timer fra Prag ligger de nye EU-landes første og eneste universitetsuddannelse i udviklingsstudier.

Af Mads Mariegaard, Prag

Mens embedsapparatet i Prag forsøger at øge Tjekkiets udviklingsbistand, kæmper en gruppe dedikerede akademikere i provinsbyen Olomouc for at skabe en uddannelse, der kan levere kandidater til de nye stillinger, det vil medføre.

Uddannelsen i udviklingsstudier, som ligger på det historiske Palackyuniversitet, er de nye EUlandes første, og for de studerende er uddannelsen en vej der bliver bygget, mens de går på den.

Da første hold begyndte på bacheloruddannelsen for fire år siden, anede de ikke, om den kandidatuddannelse, nogle af dem nu er i gang med, overhovedet ville blive godkendt. Til gengæld venter belønningen forude.

EuropeAid - EU’s bistandsapparat har øremærket cirka 75 mio. kroner til NGO’er i nye EUlande, og samtidig skal de nye medlemslande hæve bistanden til 0,33 pct. af BNP i 2015. Det lykkes næppe, men forsøget alene vil skabe mange nye stillinger.

Fra sommerskole til universitet

Det er snart ti år siden, Pavel Novacek startede en sommerskole i udviklingsstudier, som første år samlede 200 studerende i Olomouc.

De gode erfaringer fra sommerskolen inspirerede ideen om en uddannelse på Palackyuniversitetet, hvor Novacek selv underviser, fortæller han på en restaurant nær universitetet.

Pavel Novacek er så travlt optaget af uddannelsen og en forestående studietur til Haiti, at han smutter tilbage på universitetet, så snart han har sat en tallerken store melboller til livs.

Inden Novacek går, giver han sine studerende til opgave at præsentere uddannelsen.

Uddannelsen i udviklingsstudier kombinerer mange forskellige fagområder, men ligger formelt under faget geografi på det videnskabelige fakultet, hvor den hurtigt er blevet en af de tre mest populære.

Men uddannelsen har også været ramt af stort frafald: 19 af de 39 studerende, der begyndte på første hold, er stoppet igen.

– Mange kommer lige fra gymnasiet, forklarer Zdenek Oprsal, som er postdocstuderende på det videnskabelige fakultet og underviser på uddannelsen i udviklingsstudier. Han fortsætter:

– De vælger uddannelsen af altruistiske årsager, og fordi de synes, udviklingslandene er eksotiske. Men de ved ikke, hvor stressende det kan være at arbejde i et udviklingsland.

Aktive i NGO’er

Af samme grund bliver de studerende opfordret til at engagere sig i NGO’er under uddannelsen.

Eva Vernerova, som var med på det første hold og i dag går på kandidatuddannelsen, arbejder frivilligt i en lokal NGO, hvor hun arrangerer workshops for gymnasielærere. Næste år skal udviklingslande på skemaet, og det er gymnasierne ikke klar til.

Selv vil Vernerova også gerne undervise i udviklingsstudier.

– Det kræver erfaring fra et udviklingsland at blive en god lærer, så jeg har søgt om at komme til Zambia som frivillig, fortæller Eva Vernerova, der analyserede landets gældskrise i sit bachelorprojekt.

En anden måde at forberede de studerende på virkeligheden er brugen af eksterne oplægsholdere. De kommer fra udenrigsministeriet, NGO’er og forskningsinstitutioner og står for næsten halvdelen af undervisningen.

Samtidig vil uddannelsen tilbyde flere kurser på engelsk, så de kan udveksle studerende med universiteter i såvel vestlige lande som udviklingslande, hvor Tjekkiet mangler kolonimagternes historiske forbindelser.

– Vi har brug for et andet perspektiv og mere erfaring i, hvad der virker og ikke virker, siger Petra Krylova, som også går på kandidatuddannelsen og selv har været udvekslet til et universitet i London. Hun tilføjer:

– Selv er vi jo stadig i begyndelsen.

TJEKKIET I TOP De nye EU-landes bistand I maj 2005 lovede ministre fra de ti nye eulande at bestræbe sig på at øge udviklingsbistandens andel af bNP til 0,17 pct. i 2010 og 0,33 pct. i 2015. Samme år lå tjekkiet forrest blandt de nye eulande med 0,11 pct. af bNP, efterfulgt af Slovenien (0,10), Slovakiet (0,07), Letland (0,06), ungarn (0,06) og Polen (0,05). Kilde: OECD’s hjemmeside om udviklingsbistand: http://www.oecd.org/dac

palacky Universitet: http://www.upol.sz/en