LATINAMERIKA

Vejen med dilemmaer

Området omkring Rio San Juan og bufferzonerne op til Indio maiz er trængt. Selv et godt stykke oppe ad floden findes der kun skov i en smal bræmme på den ene bred, mens der endnu er frodig regnskov ved den anden.

Dansk bistandspolitik rummer uundgåelige paradokser, hvor ét støtteprogram modarbejder et andet. I Nicaragua redder minerydning menneskeliv, men ’dræber’ regnskov – godt bistået af vejbyggeri. For vejbyggeriet, der giver tusindvis af fattige adgang til skole, handel og hospitaler, sætter også turbo på skovhugst og tiltrækker illegale tilflyttere i hobetal.

Tekst og fotos: Ulla Lund

Militærets helikopter summer larmende henover det tykke regnskovstæppe i den centrale og mest beskyttede del af reservatet Indio Maiz.

Pludselig dukker en rydning i regnskoven op, som et rødbrunt ar af bar jord midt i alt det grønne.

Selv herude i det vilde østlige Nicaragua ud mod Atlanterhavet, der endnu er uden en asfalteret hovedvej til at forbinde området med resten af landet, rykker civilisation nærmere. Og samtidig med at flere og sikre veje forbedrer folks muligheder for at transportere afgrøder til de nærliggende markeder, få børn i skole og syge til sundhedsklinikker, har de åbnet adgang til at værdifuldt tømmer og andre naturressourcer kan fragtes ud. Og illegale tilflyttere kan slå sig ned.

I Nicaragua er omkring 90 pct. af regnskoven forsvundet siden 1930´erne. Men fra 1970´erne faldt tempoet i rydningen – i takt med det stigende antal landminer, der blev lagt ud i landskabet. Men de er snart væk.

Danmark er det land med størst aktivitet indenfor minerydning og har bidraget til at 27.000 landminer er blevet fjernet. Der ligger nu kun få tilbage.

Tilbage i 1972 var der kun 22 større tømmerselskaber som følge af de få og farlige veje. I 1995 var antallet steget til cirka 600, takket være bedre infrastruktur. Trods disse paradokser hvor dansk og anden bistand hjælper på visse områder, men ødelægger på andre, er valgene indlysende ifølge den danske ambassadør Thomas Schjerbeck:

– Selvfølgelig skal vi fjerne miner, der dræber og lemlæster mennesker, og naturligvis skal vi bygge veje, for Nicaragua hænger ikke sammen hverken geografisk eller socialt. De manglende veje er en blokering for den nødvendige udvikling, der skal få flere mennesker i landet ud af bundløs fattigdom.

Veje med fordele og ulemper

Mere end en tredjedel af støtten går til transportsektoren. Befolkningen i landsbyen El Padillo i bufferzonen op til naturreservatet Indio Maiz er ikke i tvivl om at de herude, langt fra alfarvej, ønsker sig et bedre transportnet. Landsbyen modtager dansk støtte til bæredygtig landbrugsdrift.

– Folk her bor spredt. Der kan være halvanden time mellem husene. Jeg er gået to timer i morges for at nå frem hertil. Hver dag må mine børn gå en time hver vej til skole. Og når det har regnet voldsomt, er vi afskåret fra omverdenen – selv vores mulddyr kan ikke kæmpe sig vej, fortæller Maria Lopez, en af de 50 kvinder i Foreningen af Kvindelige Producenter i Indio Maiz.

Også afgrøder må op på hesteryg for at blive transporteret til nærmeste marked, fortæller Hoxacio Obando, mens han laster sadeltaskerne. Nærmeste by er El Castillo et par timer væk. Herfra foregår transporten videre af vandvejen for eksempel til hovedbyen Boca de Sabalos.

Francisco Diaz, der er borgmester for El Castillo kommune, fortæller at for at modvirke den store skovhugst, går en del af den danske støtte via miljøprogrammet til at betale bønder for at ’dyrke’ skov på dele af deres jord. Men han understreger også, at der er behov for bedre infrastruktur til den fattige, men skovrige region.

Paradokser

Selve kerneområdet af Indio Maiz er på 3.157 kvadratkilometer. Med diverse bufferzoner bliver det til 18.340 kvadratkilometer, og de syv reservater udgør sammen ”Man and Biosphere”. Det er et af de sidste og største beskyttede regnskovsområder i verden og under UNESCO’s beskyttelse.

Danida har valgt at satse massivt i området især indenfor miljøprogrammet og til dels indenfor transportsektoren blandt andet med støtte til forundersøgelser af en vej til Bluefields, hvor håbet er at vejen blandt andet skal føre flere turister til, men hvortil der indtil nu ikke er vejforbindelse.

De manglende veje er en blokering for den nødvendige udvikling, der skal få flere mennesker i landet ud af bundløs fattigdom.

Der er meget delte meninger om dette vejbyggeri, der er i støbeskeen. De oprindelige folk i regionen RAAS er af blandet afrikansk, kreolsk og indiansk afstamning. De og deres sammenslutninger som blandt andet Rama and Kriol Teritoreal Goverment, GTR – Land Rights of Indigenous People, og People of the Atlantic Coast of Nicaragua ønsker bestemt ingen vej.

Linjeføringen vil gå delvis gennem deres jordområde, der svarer til halvanden gange Fyn. De har i årevis kæmpet for de juridiske rettigheder til jorden – med dansk støtte; alt i mens de har måtte se passivt til, mens jordløse bønder, med og uden regeringens velsignelse, har ryddet skov og bosat sig.

– Vejen vil gøre det endnu nemmere for bønder, tømmerfirmaer og andre at slå sig ned i vores område og bruge løs af naturressourcerne. Vi har passet på og brugt skoven bæredygtigt i århundreder. Nu oplever vi andre ødelægge naturen, siger Martina Thomas, fra organisationen for indianske Rama-kvinder i området.

Samtidig understreger hun, hvor meget de oprindelige folk værdsætter den danske støtte til deres kamp for jordrettigheder.

Nemmere adgang

Et eksempel på sagen set fra en anden vinkel –de tilflyttende bønders – illustrerer José Salino. Han er tidligere contra-soldat og fik som mange eks-soldater tildelt et jordstykke i området:

– I 2001 fik jeg jord og opdyrkede det. Pludselig en dag kom hæren og jagede min og mange andre familier af sted og afbrændte vores hytter. Siden har vi forsøgt at få at få jorden tilbage via retten. 103 familier oplevede det samme som os. Nu lejer jeg jord hos en ven i Padillo mod at betale ham leje i sække af de bønner, jeg høster.

Men flere familier, der fik tildelt jord, solgte deres land. Nogle for hurtige penge, andre i den tro, at de blot kunne få noget andet – andre igen blev snydt af opkøbere, der lovede dem endnu bedre jord. Resultatet har været, at mange er brudt ind i den totalt beskyttede del af Indio Maiz, har brændt skov af og slået sig ned – indtil hær og militærmyndigheder slog til .

Der lever omkring 22.000 personer i landsbysamfundene i den vestlige del af bufferzonen, som er El Castillo Kommune.

I øjeblikket tegner de to store regioner RAAS og RAAN sig kun for otte procent af landets veje, men fremtiden ser anderledes ud blandt andet med den nye Bluefields-vej. I mellemtiden har japanerne støttet en anden og lidt nordligere linjeføring – dog kun i en bred jordvejudgave. Så både tømmerfirmaer og landsbybeboere får, på godt og ondt, nem adgang til markeder – for afgrøder såvel som tømmer.

Ulla Lund er freelancejournalist samt medlem af Danidas Oplysningsudvalg.

Berrios López og Calixsto har omlagt deres jordområde - med plads til at starte kakaoproduktion op og fastholde mere skov.

FAKTA De to atlanterhavsregioner RAAS og RAAN udgør næsten halvdelen af landets areal og er rige på naturressourcer. Der er tale om de fattigste områder i hele landet. 60 pct. lever i fattigdom og 29 pct. i ekstrem fattigdom. Derfor har Danmark koncentreret en stor del af sin bistand her.

Latinamerika – fattigt nok?

Er Latinamerika på vej ud af dansk bistand? Nej, fastslår udviklingsminister Ulla Tørnæs. der er ingen planer om at trække os ud af Nicaragua eller Bolivia. Foto: Scanpix / Corbis

U-landsorganisationen Ibis udtrykker bekymring for, at regeringens nye ambitiøse bistandsmål for Afrika helt vil fortrænge Latinamerika fra dansk udviklingsbistand. Bekymringen er ubegrundet, siger udviklingsministeren.

Af Niels Boel

– Vi må i højere grad samle vores ressourcer. Vi vil få endnu mere ud af at målrette udviklingsbistanden til én bestemt del af verden, som efter vores mening skal være Afrika.

Sådan lød det fra Venstres daværende udenrigsordfører Troels Lund Poulsen, da partiet i foråret sidste år lagde op til at udfase støtten i Asien og Latinamerika for at øge hjælpen til Afrika, den internationale bistandsscenes donordarling.

Latinamerika har aldrig for alvor fyldt i dansk udviklingsbistand. Og forholdsmæssigt er tendensen altså for nedadgående. Det fyldte 10 pct. af dansk bistand i 2000 – 2004, 8,7 pct. i 2005 og 7,4 pct. i 2006. Alligevel er det for tidligt at kigge i vejviseren efter Latinamerika som bistandsområde. Udviklingsminister Ulla Tørnæs slår koldt vand i blodet:

– Der er ikke sket en neddrosling af støtten til Latinamerika. I absolutte tal er bistanden snarere svagt stigende. Bistanden til Latinamerika var ca. 525 mio. kr. i 2004 og beløber sig til ca. 540 mio. kr. i 2006.

Ulla Tørnæs medgiver, at ’Danmark har øget fokus på Afrika’ og at ’det naturligvis betyder, at den andel af bistanden, som går til Latinamerika, bliver mindre’. Ministeren påpeger desuden, at ’Danmark har et rigtig godt samarbejde med Latinamerika’. Ulla Tørnæs besøgte Bolivia, det ene af Danmarks to programsamarbejdslande i Latinamerika, i januar i år, og hun ser i dag med optimisme på udviklingen i landet.

– Under mit ophold så jeg, hvordan den danske bistand har bidraget til, at de oprindelig folk har fået et bedre liv gennem dansk støtte til sikring af oprindelige folks ret til jord, gennem støtte til landbrugsudvikling og bekæmpelse af forurening ved minedrift for bare at nævne et par områder. Den danske støtte virker i Latinamerika, understreger hun.

Det giver ikke megen mening at tale om kontinenter. For der er enormt store forskelle på landene på hvert kontinent.

Vagn Berthelsen, Ibis’generalsekretær.

Latinamerika er vigtig

Generalsekretæren for U-landsorganisationen Ibis Vagn Berthelsen er glad for ministerens udtalelser. Han udtrykker dog bekymring over, at Venstres oplæg stadig hænger i luften. Han understreger betydningen af et fortsat dansk bistandssamarbejde med Latinamerika og medgiver at Latinamerika oplever en økonomisk vækst.

– Men skellet mellem rig og fattig vokser sig større. Det er det kontinent på kloden, som har den mest ulige fordeling. Ibis synes, det er forkert at droppe Latinamerika som kontinent i forhold til bistanden. Det giver ikke megen mening at tale om kontinenter. For der er enormt store forskelle på landene på hvert kontinent, lyder det fra Ibis’ generalsekretær.

Til tider er det ganske enkelt godt nyt, når lande ikke længere kan modtage bistand. Det gjaldt for nylig El Salvador, hvor såvel Ibis som Mellemfolkelig Samvirke har måtte lukket landekontorerne. Grunden er, at landets BNI er for højt. Danmark har øvre BNI-grænser for tildeling af forskellige typer af bistand. BNI-tallene kritiseres undertiden, fordi stigning i national indkomst ikke nødvendigvis afspejler en bæredygtig udvikling, men måske snarere ’tomme kalorier’ som skattefrie frihandelszoner (hvor teknologi og produktion ikke bliver i landet), overførsler fra udvandrere eller indkomster fra minedrift eller olieudvinding. Alligevel finder Vagn Berthelsen det fornuftigt at operere med øvre BNI-grænser.

– Når landene er over et bestemt niveau, så er u-landsbistand ikke en faktor, som betyder tilstrækkeligt meget. Så er det rigtigere at støtte fattigere lande. Det er derfor, at El Salvador faldt for den grænse.

Ud over bistandsaspektet mener Vagn Berthelsen, at der også fra dansk og europæisk side er en bredere interesse i at opretholde links og samarbejdsrelationer på forskellige leder og kanter med det latinamerikanske kontinent.

– Hvis man kigger på de internationale politiske og økonomiske bevægelser, så er Latinamerika ikke uvigtig i forhold til europæiske interesser. Samtidig med udviklingssamarbejdet får man som sidegevinst nogle bredere relationer til kontinentet.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs erklærer sig bevidst om, at den relative velstand i Latinamerika dækker over enorme forskelle. Hun ser for eksempel de oprindelige folk som et fortsat indsatsområde i Latinamerika. I Danidas strategi for oprindelige folk er disse også undtaget bestemmelserne om et øvre nationalt indkomstloft, og de oprindelige folk i Latinamerika hører til den fattigste del af kontinentets befolkninger.

– Og der er ingen planer om at trække os ud af de to programsamarbejdslande, Nicaragua og Bolivia. Danmark bliver i Latinamerika, fastslår ministeren med syvtommersøm.

Danmark genåbnede sin ambassade i Buenos Aires februar 2007.

Niels Boel er freelancejournalist.

Dansk bistand til Latinamerika Når Latinamerikabistandens relative andel af den samlede udviklingsbistand er faldende, mens den i absolutte tal stiger (fra 525 mio. kr. i 2004 til ca. 540 mio. kr. i 2006), hænger det sammen med velfærdsstigningen i Danmark og den favorable dollarkurs. De 0,8 pct. af dansk BNP, som går til u-landene, bliver til stadig flere penge. Ny bog om Mellemamerika Læs også om ’Bananrepublik’, en ny bog om Mellemamerika, s. 23.