At gøre sig lystig over amerikanske turisters uvidenhed er en smuk gammel tradition, som ikke bør fornægtes. udviklings moralsk overlegne reporter var på sightseeing i et ægte, sydafrikansk township med hele ’familien Florida’.
Med ’familien Florida’ og visse moralske skrupler tog udvikling på sightseeing i Sydafrikas townships og fotograferede fårehoveder, fulde folk og fattige børn.
Af Poul Kjar, Cape Town Ill.: Rasmus Meisler/Spildaftid
–Velkommen til eftermiddagens township tour!
VW-minibussens chauffør og fattigdomsguide fra Hylton Ross Exclusive Touring hedder Symphiwe, som på xhosa betyder gave. Det må vi gerne kalde ham, hvis det andet er for svært at huske.
Symphiwe introducerer til eftermiddagens program, hvor vi blandt andet skal på besøg i den township, hvor han selv er vokset op, nemlig Langa, der på xhosa betyder sol.
– Yeah, so you are a gift from the sun, udbryder kvinden fra Florida, der sidder bagerst i den airconditionerede VW-minibus sammen med sønnen Brian.
En tanke strejfer mig. Måske skulle jeg være blevet hjemme ved poolen med børnene?
Støvsuget for fattigdom
I dagene forinden har jeg sammen med min egen familie og svigerfamilie været på Kap Det Gode Håb, indtaget Cape Towns kridhvide badestrande og mange butikker.
Byen er et turistparadis, der minder mere om St. Tropez end om Afrika.
Gaderne i centrum og på kystvejen ud til Camps Bay er støvsuget for fattigdom.
Og derfor er det oplagt at indskrive en guidet township-tur i ugens program, mener i hvert fald min svigerinde, der arbejder i rejsebranchen og ikke ser nogen problemer i at gøre fattigdom til en seværdighed for turister. Hun har sendt i hundredvis af danske turister på tur i townshippen.
Min kone, der har arbejdet med udvikling i Latinamerika siden hun forlod universitetet, er af en anden opfattelse.
Hun skal ikke betale penge og glo på fattige mennesker fra en airconditioneret turistbus. Derfor er jeg alene på tur med familien Florida – og et vist moralsk forbehold.
En historisk lektion
Eftermiddagen starter på et lille museum i og om Cape Towns Distrikt 6, som i 1966 blev erklæret for ’hvidt’ område. Senere blev hele bydelen fjernet af bulldozere – og 60.000 sorte sendt uden for byen til blandt andet townshippen Langa.
Fattigdommen pakkes hermed ind i den politiske historie om apartheid, Nelson Mandela og ANC.
Med denne viden kører vi gennem distrikt 6, der ligner en brakmark, da ingen har ønsket at bygge oven på ruinerne af datidens ugerninger, og vi passerer en bilforretning med Ferrari og andre svinedyre bilmærker
– Can people really afford these cars over here?
Symphiwe smiler professionelt og uengageret, og fortæller, at der bor meget rige folk i Sydafrika.
Vi ankommer til Langa med omkring 120.000 beboere – hvoraf mange bor uhyre fattigt i slumbebyggelse. Florida-kvinden hænger ud af vinduet på folkevognsbussen og fotograferer løs. udvikling sniger sig også skamfuldt til at tage et billede. Bevares.
– It’s our McDonald’s, siger Simphiwe, da vi passerer gadehandlende med stegte fårehoveder. Brian på bagsædet vågner kortvarigt op og uden at kigge ud, spørger han sin mor, om han kan få noget at spise.
Vicky’s Bed & Breakfast
I townshippen Khayelitsha besøger vi Vicky’s Bed & Breakfast, hvor man kan få en overnatning og en autentisk township-oplevelse for 150 kr.
Vicky tager imod os. Hun er en stor og stærk kvinde, engageret i lokale sundheds–og uddannelsesprojekter, og en unik fortaler for et bedre Sydafrika, også for den fattige sorte befolkning.
Hun beder os indtrængende sprede det glade budskab om, at man som turist kan færdes ubekymret i townshippen. Herefter kan vi på egen hånd spankulere rundt i kvarteret.
I løbet af kort tid har vi en hale af børn og fulde folk, der tigger penge, i hælene. Mine rejsefæller fotograferer løs, og jeg har svært ved at finde ud af, hvilket ben jeg skal gå på. Det er som en tur i zoologisk have, hvor man godt må klappe dyrene.
Florida-familien har heldigvis ingen forbehold. De holder børnene i hånden. Brian, der omsider er kommet ud af bussen, og hans søster udveksler mobiltelefonnumre med jævnaldrende børn og unge.
Ikke flere indvendinger
På turen tilbage gennem et tredje område, Gugulethu, passerer vi nyopførte huse, og det afstedkommer en byge af relevante spørgsmål fra bagsædet. Hvor meget koster husene? Hvor meget betaler staten? Er der el, sanitet og rindende vand?
Jo, turen giver faktisk familien Florida ny viden om og andre billeder af Sydafrika end glansbillederne fra Cape Towns polerede downtown.
Og genererer fattigdomsturismen ikke også lidt lokal omsætning?
Jeg spørger Symphiwe, der betoner, at han jo har fået et job. Men derudover donerer Hylton Ross Exclusive Touring, som vi er med, ikke noget til de områder, der vises frem.
Men det gør nogle af de andre selskaber, viser det sig.
Flere af selskaberne støtter lokale projekter i townshippen med en procentdel af omsætningen. Det er gode penge for de lokale – fattigdomsturisme eller ej.
Poul Kjar er tidl. journalist på ’udvikling’.