Udvikling

Kenya's flag
Hold nu godt fast. Det er ikke hver dag, man hører det. Et land syd for Sahara har en stålsat plan om at blive ’fri’ for udenlandsk bistand inden for en overskuelig årrække.

Det er tilfældet i Kenya. For siden landet for godt fire år siden slap af med det korrupte Moi-regime, er der sket store fremskridt. I 2005 og 2006 havde landet en økonomisk vækst på ca. seks pct. Regeringen er overbevist om en højere vækst i år.

Og i modsætning til flertallet af afrikanske lande er Kenya blevet rigtig god til at inddrive sine skatter. Kenya finansierer nu 95 pct. af sit husholdningsbudget, mens nabolandet Tanzania hvert år modtager 40-50 pct. i udviklingsbistand. Vejen ud af tilværelsen som bistandsmodtager er i syne.

Danidas Styrelse var derfor mestendels opmuntret, da den i januar forlod Kenya efter i en uge at have kigget nærmere på, hvordan de årlige 200 mio. danske bistandskroner bruges.

Kenya har været et dansk programsamarbejdsland siden 1963. Under Moi (1978-2003) foregik det uden om regeringen. Men i de seneste år har Danida samarbejdet med regeringen om reformer af sundhedssektoren, miljø, vand og sanitet, landbrug, god regeringsførelse og erhvervssektoren. Endelig støtter Danida en nærområdeindsats i det nordlige Kenya, der er tynget af store flygtningestrømme fra Somalia.

På turen mødte Styrelsen ministre, fattige bønder, kritiske NGO-folk og initiativrige repræsentanter fra den private sektor. Og nej. Ikke alle synes, det går godt i Kenya og kunne derfor ikke give et entydigt billede til Styrelsen.

Der har kun været økonomisk vækst i landet i tre år. Der skal mere til, før man kan sige, at den økonomiske udvikling har bidt sig fast. Der har kun været ét demokratisk valg i 2002 efter årtier med Moi-styret, og der skal nok også lidt mere til, før man for alvor kan sige, at den politiske udvikling er stabil. Reformerne går for langsomt, mener både erhvervsliv og NGO’er.

Og nok så vigtigt: Stadig flere fattige lever for under én dollar om dagen.

Alligevel er det værd at holde fast i den gode historie om den økonomiske vækst et øjeblik. Det er ikke hver dag, man ser et land som Kenya med så stærk en fremdrift. Kenya er den tredjestørste økonomi i Afrika og kan blive en motor for regionen – og en motor, der hiver Kenya ud af fattigdommen. Hvordan kan Danida støtte den fremdrift – men samtidig sikre at den kommer de svageste til gode?

Her er der en god portion bistandsdilemmaer. Skal man støtte erhvervslivet yderligere og tro på, at det kaster lidt af sig til de fattige, når der kommer gang i hjulene, flere jobs, flere penge i statskassen? ’Vækst kan kun ske gennem den private sektor’ som et styrelsesmedlem sagde: ’Jeg kender ikke andre veje, så skal multiplikatoreffekten nok klare resten’. Eller skal man fastholde dansk støtte som vi kender den: Landbrug, sundhed, vand og sanitet og så videre. Ting, som batter noget for de fattige.

Måske er der også en vej midt imellem. Danida har da også i 2004 iværksat et erhvervssektorprogram, der for eksempel har støttet de private organisationers mulighed for at tale deres sag over for myndighederne, og man støtter også fremme af arbejdsmiljø og en række erhvervsprojekter som for eksempel støtte til samarbejde mellem danske og kenyanske virksomheder.

Skulle man tage springet og booste erhvervslivet endnu mere, så dansk udviklingsbistand i højere grad bidrager til, at Kenya bliver den økonomiske motor, der viser vejen i Østafrika?

Nu er det jo langt fra givet, at fattigdomsorientering og støtte til erhvervslivet er modsætninger – blot fordi den økonomiske vækst indtil nu ikke har gavnet de fattige.

Når Danmark støtter et bedre samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstagere og det offentlige kan det være med til at sikre smidigere og bedre forhold for alle parter. Og kunne man fremme en dialog, hvor de kenyanske parter – som det i høj grad er tilfældet i Danmark – har en forståelse for, at man har fælles interesser, så kunne det sikkert skabe bedre forhold for både arbejdstagere og arbejdsgivere.

Eller tag uddannelse. I Kenya går den anerkendte vej over grundskolen og hen imod gymnasiet. En arv fra det koloniale styre. Men hvad med mere fokus på erhvervsrettet uddannelse? Øget fokus på at opkvalificere den enkelte arbejder kunne måske på en og samme tid give mere vækst – og mere udbytte til den enkelte, som ville få mere i løn?

Kenya er mindre afhængig af udenlandsk støtte end andre lande, fordi bistanden fylder så lille en del af budgettet. Donorernes indflydelse er derfor også mindre. Giver du støtte til regeringens generelle budget, en af tidens bistandstrends, er du blot en lille fisk i et stort pengehav. Giver du derimod penge til få udvalgte sektorer kan du bedre påvirke landet (i øvrigt ville der nok også skulle ske drastiske ændringer i de kenyanske ministerier før den danske regering turde sende en pose danske skattekroner ned i det kenyanske statsbudget.) Så måske Danida skulle koncentrere sin støtte om færre sektorer?

Én ting stod klart efter en uge i Kenya med fortællinger om korruption, hvis omfang ikke er helt til at få fast greb om og korrupte ministre og embedsmænd, der aldrig er blevet dømt: Danmark gør nok det helt rigtige, når man giver støtte til at fremme god regeringsførsel.

Læs også tema om Kenya side 3 og 16-19.

Morten Østervang er journalist på udvikling. morost@um.dk

168.000 FANGET I INGENMANDSLAND

Kenya: I årevis har 168.000 somaliske flygtninge levet midt i ørkenen ved grænsen til Somalia. Kampene i Somalia har nu sendt yderligere tusindvis af flygtninge til grænsen. De vil ind i ventesalen, men de kenyanske myndigheder har lukket grænsen. Stik imod alle konventioner, siger UNHCR.

Tekst og foto: Morten Østervang, Dadaab

Foto
Mange børn er vokset op i lejren og har aldrig været andre steder.

Et par trækæppe holder en plastpresenning oppe og skygger for den glohede sol, der får temperaturen til at snige sig op mod de fyrre grader. Inden for ligger to madrasser hen over det varme sand. Her bor 50-årige Ba Halima sammen med sin søster og sine otte børn. De forsøger at holde slanger, skorpioner og edderkopper ude. Lige uden for har de med et par kæppe lavet et bålsted, hvor en pande hænger. Her varmer familien de sparsomme rationer af majsmel, salt og linser, som de får udleveret af World Food Programme (WFP) hver fjortende dag.

Familien har lige bygget ’huset’ op igen, efter at der for første gang i årtier har været oversvømmelse – hvilket blot midlertidigt har afbrudt den lange tørke. Og som noget nyt er der grønne buske omkring dem, hvor der ellers plejer at være bart sand, så langt øjet rækker. Der er bare ikke meget at bruge det til. Langt de fleste geder og kvæg som kunne æde det grønne, har oversvømmelsen taget.

Vi er i det nordlige hjørne af Kenya, tæt ved grænsen til Somalia, hvor 168.000 mennesker lever midt i ørkenen. Lejren, der drives af FN’s Højkommisariat for Flygtninge, UNHCR, har eksisteret siden 1991, hvor der kom enorme flygtningestrømme fra Somalia. En stor del af flygtningene har været her lige siden. Trøstesløst – men dog fredeligt, som Ba Halima siger:

– Vi får ikke nok mad, men der er trods alt bedre her end i Somalia. Her er der fredeligt, forklarer hun. De har kun været her i otte måneder efter at de vandrede i månedsvis for at nå lejren.

Lukket land
Mange somaliske fordrevne vil, ligesom Halimas familie, gerne hertil. Alene sidste år kom der over 35.000 nye flygtninge fra Somalia. Men Ba Halimas familie er nogle af de sidste, der er kommet til lejren.

Blot få kilometer herfra ligger den somaliske grænse, hvor der på den anden side venter et ukendt antal flygtninge, der er flygtet fra deres landsbyer. Blandt andet har amerikanerne ifølge den danske UNHCR-field officer i lejren, Peter Joshi, langt ind i januar bombet civile landsbyer i det sydlige Somalia for at bekæmpe tropper fra Unionen af Islamiske Domstole. Tropperne er på flugt efter at den etiopiske regering invaderede Somalia for, sammen med den somaliske overgangsregering, at generobre kontrollen over landet.

I Somalia er den humanitære situation kritisk efter 16 års intern konflikt – og fravær af central regering. Flygtninge fra såvel Mogadishu som landsbyer beretter om total mangel på uddannelse, sundhedssystem – og endda mad og vand.

Men Kenya gør sit for, at de somaliske flygtninge ikke skal komme ind over grænsen. Langs den 1.500 kilometer lange grænse bliver der, ifølge kenyanske medier, bygget nye politiposter, der skal holde terroristerne ude. Og den ellers civile grænsekontrol er erstattet af politi og militær. Det har skabt spændinger mellem UNHCR og den kenyanske regering.

”Kenya har en humanitær forpligtelse til at tillade civile i fare at søge asyl i deres territorium. Mange i området ved grænsen er kvinder og børn, og de bør ikke sendes tilbage til en usikker situation,” lyder det i en pressemeddelelse fra UNHCR.

Kenya: Et internationalt problem
Peter Joshi uddyber over for udvikling:

– Helt præcist hvor mange, der venter på den anden side, ved vi ikke. Der er ikke lavet nogen undersøgelser, området er svært tilgængeligt – og kun få har været inde i Somalia. For nylig har FN-organer anslået, at det var mellem fire og syv tusinde flygtninge, der venter på grænsen. Det er blandt andet folk, der er flygtet fra deres landsbyer, efter at der er foretaget bombardementer af amerikanerne, siger Peter Joshi.

Han tager flere gange om ugen ud til grænsen for at prøve at påvirke grænsemyndighederne til at lade UNHCR krydse grænsen og yde hjælp.

– Folk har vandret i månedsvis for at komme ind. Der har været stærkt begrænset med nødhjælp. Vi ved, at mange lider – bare ikke hvor mange. Og der er stort set ikke nogle organisationer til at hjælpe dem, siger Peter Joshi.

Omvendt kan UNHCR godt forstå, at der er bekymring hos de kenyanske myndigheder.

Først og fremmest skal Kenya ikke nyde noget af at give humanitært ophold til soldater fra de islamiske domstole, som kan gemme sig blandt flygtningene. Og for Kenya er scenariet fra starten af 90’ene, hvor uroligheder hærgede Somalia, skræmmende. Dengang kom tusindvis af flygtninge ind i landet. Mange formentlig med våben – som i dag stadig er der og bruges til røverier. Og Kenya ønsker ikke, at den i forvejen skrøbelige nordlige del skal destabiliseres yderligere.

Det er et yderst fattigt område, hvor der ofte er væbnede kampe mellem stammer og klaner om de sparsomme ressourcer. Et område, som netop den danske nærområdeindsats støtter for at skabe stabilitet. Når Danmark støtter de – hovedsagligt – somaliske flygtninge i lejren, går der samtidig støtte til at udvikle de omkringliggende ludfattige lokalsamfund, der i mange tilfælde har det værre end flygtningene i lejrene.

Men endelig er det et faktum, at der i dag sidder 168.000 somaliske flygtninge i det nordlige Kenya – som har været her i årevis. Og måske kommer der yderligere ti, tyve eller tredive tusinde flygtninge. Det er et internationalt problem og det må løses internationalt, mener den kenyanske regering.

En lejr under pres
Skulle Kenya åbne grænserne, er det en lejr under pres, der vil møde de somaliske flygtninge. Alle bibelske plager er stort set strømmet ind over lejren, som en UNHCR-medarbejder siger. Lige fra kriminalitet til malaria og nye poliotilfælde. Som noget nyt er sygdommen Rift Valley Fever, som dræber hver anden, der får den, kommet til. Og sygdommen gør, at de få, der har husdyr ikke må drikke mælken eller spise kødet derfra. Det har resulteret i flere tilfælde af underernæring. Og inden længe ventes et større udbrud af malaria. Samtidig er sikkerhedssituationen i lejren skrøbelig. Senest har der været episoder af vold mellem etiopiske og somaliske flygtninge i lejren.

Lejren ligger – nok så bekvemt måske – afsondret fra den nærmeste by i Kenya, Garissa, der ligger 180 kilometer af ørkensand væk. Nogle forsøger at finde en ny tilværelse væk fra lejren, men de fleste bliver – eller også sørger det kenyanske politi for, at de gør det.

Få har dog begrundet håb om en anderledes tilværelse. I næste uge kommer et hold fra myndighederne i USA, som skal screene 1.900 flygtninge til en – måske – bedre tilværelse i et andet land.

DEN DANSKE NÆROMRÅDEINDSATS

Gennem nærområdeindsatsen giver Danmark støtte til lande, der lider af store flygtningeproblemer – og støtter indsatser over for såvel flygtninge som lokalområdet for at mindske spændinger.

Støtten til nærområdeindsatsen i Kenya, der samlet er på 66 mio. kroner, går bl.a. til at hjælpe kenyanske myndigheder med at opbygge et asylsystem. Der gives bl.a. støtte til sundhed i lokalsamfundet omkring lejren og til at forbedre levevilkårene i lejren. Støtten gives bl.a. gennem Røde Kors, UNHCR, CARE, Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp.

DANSK GENNEMBRUD FOR FAIRTRADE

Toms Guldbarre – nu også som fairtrade-vare, som det ses af logoet i højre hjørne.

Flere og flere forbrugere styrer direkte efter de fairtrade-mærkede varer i supermarked erne. Folk vil gerne betale ekstra for at hjælpe fattige bønder, så også virksomheder og forhandlere har fået øjnene op for den nye trend. Men kun halvdelen af varernes merpris havner hos producenten, vurderer økonom.

Af Hanne Mølby Henriksen

Flere og flere forbrugere styrer direkte efter de fairtrade-mærkede varer i supermarkederne. Folk vil gerne betale ekstra for at hjælpe fattige bønder, så også virksomheder og forhandlere har fået øjnene op for den nye trend. Men kun halvdelen af varernes merpris havner hos producenten, vurderer økonom.

Fairtrade/Max Havelaar-mærket garanterer i al sin enkelhed, at bonden eller producenten har fået en fair pris for sin vare – som regel mod at forbrugeren betaler lidt mere. Hvad importøren og forhandleren måtte tjene på samme vare, blander den verdensomspændende organisation sig ikke i. Set ud fra salgstallene er det heller ikke noget, der afholder forbrugerne fra at købe dem.

Fairtrade som koncept har længe været stort i udlandet og vokser stadig. På verdensplan blev der solgt for 1,1 milliard euro (8,2 mia. kr.) fairtrade-mærkede produkter i 2005. Samme år brugte briterne for første gang nogensinde flere penge på etiske produkter (heri medregnet økologiske og miljøvenlige varer) end på øl og cigaretter.

I Danmark kom de første produkter med Max Havelaars mærke på hylderne i 1995, men først sidste år er folk for alvor begyndt at tænke på fattige bønder på indkøbsturen.

Europaparlamentet gør det også
Fairtrade-organisationens danske sekretariat oplyser, at salget af Max Havelaar-mærkede produkter lå på 100 millioner kroner i 2005 og er steget med 40-50 pct. i 2006. Samtidig åbnede der sidste år i Danmark fire nye fairtradebutikker og 16 fairtrade-shop-in-shops med alt fra bæredygtige striktrøjer til blyanter – alt sammen under opsyn af landets anden store fairtrade-organisation Fairtrade Danmark. Også de melder om et godt salg i 2006 af både egne og Max Havelaar-mærkede produkter.

– Det er et af vores bedste år, siger Jens Erik Dalgaard Jensen, vicegeneralsekretær i Max Havelaar Danmark og tilføjer:

– For første gang er det lykkedes at få detailhandlen til at gå ind i det her og tage det alvorligt. Ja, du kan faktisk godt bruge ordet gennembrud om det, der er sket.

Det griber nemlig om sig. Flere og flere virksomheder og organisationer oplyser, at de også er gået over til at drikke fairtrade kaffe og te, som er blandt de mest udbredte fairtrade-produkter. Europaparlamentet gør det. Landbrugsraadet gør det. Roskilde Festival og Diners Club Denmark, ja selv døgnkioskkæden Seven-11 går i al offentlighed ind for friskbrygget fairtrade-kaffe.

Hvor fair er fairtrade?
Ideen med fairtrade er at sikre producenterne en fair pris og stabil indkomst på et marked, hvor det ikke altid er nemt at være mindstemand. Deres vare udstyres med et lille mærke, der viser forbrugerne på den anden side af kloden, at produktionen lever op til nogle minimumskrav for betaling, arbejdsforhold, demokratisk udvikling og miljø.

Max Havelaar som sådan hverken køber eller sælger produkter. Organisationen får penge fra importørerne til gengæld for retten til at bruge fairtrade/Havelaar-mærket. Og de penge bruger Max Havelaar på at kontrollere, at både bønder og importører overholder reglerne.

Af samme årsag har Max Havelaar heller ikke nogen indflydelse på, hvad varen skal koste i butikken. Overhovedet.

– Det er der ingen grænser for, siger Jens Erik Dalgaard Jensen og oplyser, at så længe bonden får, hvad han skal have, må importører og forhandlere gøre med priserne, hvad de vil. Fairtrade-varer ender typisk med at koste 5-25 procent mere end tilsvarende almindelige varer, forklarer han, men langt fra hele merprisen går til det gode formål.

– Der er mange andre, der tjener penge på det her samtidig. Momsen slår for eksempel hårdt på de her produkter. Den merpris, vi betaler ude hos bonden, har jo effekt hele vejen igennem systemet: Staten, importøren, detailhandlen... Det kan vi ikke blande os i.

Tror du ikke, at nogle forbrugere gerne vil give en femmer ekstra, fordi de regner med, at hele femmeren havner hos de fattige?

– Det tror jeg ærligt talt ikke, siger Jens Erik Dalgaard Jensen.

Pas på forbrugernes følelser
Kritikere mener noget andet.

Det britiske tidsskrift The Economist bragte i december et kritisk tema om blandt andet fairtrade-produkter. Avisen argumenterer for, at fairtrade ”er en ineffektiv måde at skaffe penge til fattige producenter på. Forhandlere lægger deres egen enorme avance oven i fairtrade- produkterne og forleder forbrugerne til at tro, at hele den merpris, de betaler, bliver sendt videre.”

Temaet hviler på bogen The Undercover Economist skrevet af økonom og klummeskriver i Financial Times, Tim Harford.

– Jeg mener ikke, at fairtrade er skidt eller forkert. Det er blot en del af gamet, siger Tim Harford til udvikling.

– Men avancen på fairtrade-produkter er uden tvivl højere – bare kig omkring i supermarkederne.

Tim Harford vurderer, at det kun er cirka halvdelen af merprisen, der havner hos de fattige. Og det er farligt, advarer Torben Hansen, professor på Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School (tidl. Handelshøjskolen) i København.

– Det undergraver forbrugerens tillid til, at pengene rent faktisk går til, hvad man regner med. Hvis jeg køber fairtrade, så gør jeg det for at støtte verdens fattige – ikke butikken. Så vil jeg da i hvert fald gerne have det at vide.

Torben Hansen forklarer, at netop tillid er altafgørende for en organisation som Max Havelaar. Det lille mærke taler simpelthen til folks følelser, så der ifølge professoren sker en emotionel sammensmeltning, og forbrugeren får lov at føle, at han gør noget godt ved at købe fairtrade.

– Og hvis forbrugeren bliver såret på sine følelser, er det langt mere alvorligt, end hvis han for eksempel havde købt en pose med 100 skruer i et byggemarked og opdaget, at der manglede nogen. Der kan komme en utroligt voldsom reaktion.

Avancen er en hemmelighed
Ingen af de dagligvareforretninger, udvikling har talt med, ønsker at oplyse, præcis hvor stor en avance, de har på fairtrade-produkter, eller hvor meget de omsætter for om året.

– Det er da en forretningshemmelighed, men vi tjener i hvert fald ikke mere på Max Havelaars produkter end på andre, siger Irmas indkøbschef Hans Christian Ipland, som nøjes med at oplyse, at salget af dem går ”rigtig godt”

Samme budskab er ved at trænge ind på direktionsgangene rundt om i verdens store virksomheder.

Nestlé har lanceret sin første fairtrade kaffe blandt de 8.500 andre forskellige varer, giganten producerer. Storbritanniens anden største supermarkedskæde, Sainsbury’s, har besluttet helt at droppe de traditionelle bananer og udelukkende sælge fairtrade-mærkede bananer. Og herhjemme har Danisco, Toms og nu også Jysk meldt sig på fairtrade-markedet med henholdsvis rørsukker, en ny guldbarre og håndklæder – alt sammen med Max Havelaars mærke.

– Det er ret vigtigt for os at få de store aktører på banen med produkter, som alle danskere kender, siger Jens Erik Dalgaard Jensen, der regner med, at giganterne får følgeskab af flere i år.

– Hvem og hvilke produkter oplyser vi ikke om. Vi har rigtig mange planer på tegnebrættet, men det er helt op til virksomhederne at bestemme, hvornår det skal offentliggøres, så det passer til deres markedsføring.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist.
hmh@journalist.dk

FUP ELLER FAIRTRADE?

Virksomhederne vil gerne vise, at etikken er i højsædet. Men det kræver mere end bare et enkelt fairtrade-produkt på hylderne, siger brandingekspert.

Af Hanne Mølby Henriksen

Er de ude på at redde verden? Eller tænker de store virksomheder mest i kroner og ører, når de slutter sig til fairtrade-bevægelsen? udvikling har spurgt Fabian Faurholt, der er adjunkt og underviser i branding på Copenhagen Business School (tidl. andelshøjskolen) i København, om hensigterne bag de mange nye fairtrade-produkter.

Hvorfor lancerer virksomheder som Toms, Danisco og Jysk et fairtrade-produkt efter i årevis at have handlet på almindelige vilkår?

– Hvad angår Jysk kan man sige, at det er en slags bodsgang, mener Fabian Faurholt.

– De kom sidste år ind i en negativ mediestorm, da det blev afsløret, at deres leverandører har en tvivlsom etik (Tv-dokumentar afslørede børnearbejde, dårligt arbejdsmiljø, red.). Derfor siger de som virksomhed: Ok, det vil vi ikke lade ødelægge vores rygte og brand, så nu samarbejder vi med Max Havelaar for at signalere, at vi mener det med etikken alvorligt.

For andre kan det være vigtigt at få foden inden for på et marked, som har potentiale til at vokse sig stort, mener han. Og for andre igen kan det være en måde at skaffe sig et bedre image hos forbrugere, investorer, medarbejdere og virksomhedens andre interessenter.

Er et enkelt produkt nok til at overbevise nogen om virksomhedens etiske profil?

– De lukker en lille dør op ved at lancere et enkelt fairtrade-produkt. Så kan de skrive på deres hjemmeside, at de går ind for det her. Og så håber de, at folk synes, at det er nok, siger Fabian Faurholt.

Det er vigtigt for en virksomhed at pynte på sit image og skabe respekt om sit brand, fordi det gør det lettere at tjene penge. Samtidig vil mange virksomheder gerne måles på det, man kalder den tredobbelte bundlinje – nemlig evnen til at tjene penge, være socialt ansvarlige og passe på miljøet – da det altsammen kan være med til at afgøre, hvor fremtidens forbruger går hen, forklarer han.

Det kan synes som den rene win-win situation, men ikke alle bryder sig om udviklingen.

Vinduespynt eller milepæl?
Et firma som Nestlé producerer over 8.000 forskellige varer og har nu opfundet en enkelt kaffe, som sælges med fairtrade-mærket. Hyklerisk og ufortjent, lyder det fra kritikere i fairtrade-kredse, der mener, at den multinationale koncern udnytter det ene produkt til at blåstemple de andre og derfor aldrig skulle have haft lov til at bruge fairtrade-mærket. Tilhængere ser Nestlés tiltag som lidt af en milepæl og et skridt i den rigtige retning.

Hvad betyder det for Fairtrade/Max Havelaar, at store firmaer tager del i deres arbejde for en mere retfærdig verden?

– Max Havelaar har selvfølgelig også et rygte, de skal passe på. Ved at sige ja til sådan nogle aftaler med store virksomheder, vil kendskabet til sagen helt klart stige. Bagsiden er så spørgsmålet om, hvad Nestlés, McDonald’s eller Jysks strategi i det her er? Hvis det mest er et imagetræk, og de bare hiver fairtrade-konceptet ind for at lukke munden på kritiske forbrugere uden at give det særligt høj prioritet, så kan det være et problem for Max Havelaar, siger Fabian Faurholt, der finder det vigtigt, at fairtradeorganisationen kan overbevise kritikerne om, at ’det her er en fod i døren hos virksomheden, og nu skal vi nok lukke den helt op’.

– Hvis ikke de kan det, vil det nok være lidt farligt spil, siger han og påpeger, at det ikke er nok bare at lancere produkter. Fairtrade- folkene er også nødt til at kigge på, hvordan produkterne bliver prioriteret i forhold til sådan noget som reklame og hyldeplads, siger brandingeksperten og tilføjer:

– Hvis virksomhederne indikerer, at de reelt ikke er interesserede i at øge salget eller måske kun er ude på at tjene flere penge til sig selv, så vil det nok være lidt af et selvmål for fairtrade-organisationerne.

BAG OM FAIRTRADE/ MAX HAVELAAR

Max Havelaar blev stiftet i 1988 i Holland. I dag findes mærkningsordningen Fairtrade/Max Havelaar i 21 forbrugerlande og 50 producentlande. Den omfatter flere end én million bønder og arbejdere.

En fair pris er ifølge Max Havelaar, at producenterne får penge nok til mad, drikke, et sted at bo samt lidt ekstra at investere i fremtiden. Priserne afhænger af råvare, type og land, og skal gå direkte fra importøren til producenten for at undgå mellemhandlere.

Max Havelaar har de sidste fem år fået penge fra Danidas importstøtteordning, men underskrev i januar 2007 en resultatkontrakt med Udenrigsministeriet, der løber over tre år og allerede i år sikrer organisationen tre millioner kroner.

Læs mere på http://www.maxhavelaar.dk

DILEMMA.DK ER I LUFTEN

Affotograferet hjemmeside
Flere end 4.500 har klikket sind ind på http://www.dilemma.dk, siden den gik i luften.

Efter ikke så lidt af en medie-storm er dilemma.dk skudt i gang. Snart rejser fem kendte danskere en uge til Afrika for selv at opleve, hvilke dilemmaer politikere, embedsmænd og u-landsarbejdere kommer ud for, når bistanden skal fordeles.

Af Mira Borggreen

Siden lanceringen af hjemmesiden dilemma. dk den 10. december 2006 har flere end 4.500 besøgende på siden gennemgået de 20 dilemmaer. Og dermed selv overvejet nogle af de valg eller dilemmaer, der knytter sig til fordelingen af den danske bistand. Indirekte var de omkring 3.500 også med til at vælge, hvilke fem kendte danskere, der hver især skal en uge til et udvalgt afrikansk land.

De fem kendisser er: Timm Vladimir, der skal til Tanzania, Charlotte Bircow rejser til Uganda, Martin Miehe-Renard til Kenya samt Hummels direktør Christian Stadil til Ghana. Det var meningen af Morten Lindberg (Master Fatman) skulle have været til Zambia. Han har dog netop meldt fra pga. travlhed som studievært på DR’s fredagsunderholdning.

Alle fem udvalgte lande ligger syd for Sahara, er danske programsamarbejdslande og tæller blandt verdens fattigste. Hjemmesiden http://www.dilemma.dk vil blive opdateret næsten dagligt under de fem kendtes besøg på det afrikanske kontinent.

Formålet med rejserne er, at de kendte skal møde partnerne og indhente et indtryk af projektforslagene. Når de fem kendte personer alle er tilbage i Danmark, skal de mødes for at tale om deres erfaringer og indtryk. På baggrund heraf og i fællesskab bliver de enige om hvilke projekter, de ønsker at indstille til Danida. Den endelige beslutning om støtte vil dog bero på en endelig bistandsfaglig vurdering i Udenrigsministeriet.

Herefter offentliggøres de fem projekter, der forventes at tage udgangspunkt i de store samfundsmæssige problemstillinger i u-landene: hiv/aids og malaria, underernæring, forbedret adgang til vand og sanitet samt uddannelse. De fem udvalgte projekter vil maksimalt få 2,2 mio. kr. hver til at gennemføre de planlagte aktiviteter.

På hjemmesiden bliver besøgende stillet overfor en række konkrete valg mellem aktiviteter, der alle er støtteværdige og kan hjælpe med til at løfte mennesker ud af fattigdom. Dilemmaet er at skulle prioritere mellem to aktiviteter, der begge er gode –men det ene skal vælges fra.

Nytænkning af såvel form som indhold i forbindelse med udviklingsbistanden bliver sat i centrum, når sammenslutningen af u-landsjournalister, Nairobiklubben og Politiken nu inviterer til debatmøde. Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil være tilstede, det samme vil tidligere udviklingsminister, der nu står i spidsen af Politikens lederkollegium, Anita Bay Bundegaard og u-landsjournalist og forfatter Knud Vilby. Arrangementet finder sted onsdag 21. februar kl. 17-19 i Politikens foredragssal i København.

ER GEDER GODE GAVER?

Julekampagnen Giv en ged blev en stor salgssucces for Folkekirkens Nødhjælp. Men er det også god udviklingsbistand?

Af Lars Thostrup

Måske fik du en ged i julegave. Måske var du selv den glade giver.

Folkekirkens Nødhjælp havde op til jul stor succes med kampagnen Giv en ged. Ideen var simpel, smuk – og lidt sjov: At give en symbolsk gave til et familiemedlem, der alligevel har alt, og samtidig forbedre levevilkårene for en fattig afrikaner ved at give ham eller hende en levende ged.

Begejstringen ville ingen ende tage, indtil nogle kritiske røster pludseligt råbte: Stop en halv.

– Folkekirkens Nødhjælp har sat noget i gang, der bør standses øjeblikkeligt. Der er i forvejen alt, alt for mange geder i både Afrika og resten af verden, og de ødelægger og skaber hver dag tusindvis af kvadratkilometer ørken på kloden, lød det fra en af debattørerne, Henning Prins.

Nu sidder de så dér, 16.500 danskere, med et gavebevis på en ged. Er det et bevis på velgørenhed – eller snarere tværtimod?

Hvad siger en af de eksperter, som ved mest om geder? Hanne H. Hansens amerikanske accent afslører, at hun er knap så pæredansk som hendes navn. Hun voksede op på de vestindiske øer (US Virgin Islands), hvor hun som barn fik ansvaret for sin egen gedeflok. Barndomspligten har siden lagt kursen for en akademisk karriere, hvor hun især har interesseret sig for, hvordan man i udviklingslandene kan udnytte husdyr til produktion på en effektiv og miljørigtig måde. I dag er Hanne H. Hansen lektor og ph.d. på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Men er julegederne god udviklingsbistand?

Spørger man Hanne H. Hansen, får man ikke et klokkeklart ja eller nej, men et mere nuanceret svar:

– Det kommer an på både den forudgående planlægning og den efterfølgende kontrol, siger hun.

Fordrejet – ikke forfejlet
I andre lande har det længe været en udbredt indsamlingsform, men med Giv en ged har Folkekirkens Nødhjælp for første gang pakket den ind i dansk julepapir. Også i de andre lande er indsamlingerne stødt ind i kritik. På den britiske miljøorganisation World Land Trusts hjemmeside skriver en af de skarpeste kritikere, John A. Burton: ’Hjælpeorganisa-tionerne fremstiller gederne som en løsning på fattigdommen i Afrika uden at gøre det klart, at gederne også må anses som en af de vigtigste fattigdomsskabende faktorer. Jeg er overbevist om, at alt, som bidrager til væksten i det samlede antal geder i det sydlige Afrika, gør mere skade end gavn.’

Hanne H. Hansen betegner denne kritik som ’fordrejet, men ikke fuldstændigt forfejlet’:

– Der findes intet videnskabeligt bevis på, at gederne skulle være den eneste eller største årsag til erosion. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at gederne – som en blandt flere årsager – kan bidrage til erosionen.

Geden kaldes den fattige mands ko. Ligesom koen kan den levere mælk, kød og skind. Og ligesom koen kan den overleve på små proteinmængder. Men geden er mindre og der skal derfor mindre til at holde den i live.

– Geden er ikke en altædende græsslåmaskine. Faktisk er den mere selektiv end både koen og fåret. Men hvis stort set al vegetation er væk, er geden nok det værste dyr, man kan forære de fattige bønder, fordi den overlever til de sidste plantevækster er spist op, siger hun.

Denne konstatering får dog ikke Hanne H. Hansen til at afvise gedeprojekterne som dårlig udviklingsbistand.

– Gederne er husdyr, og ligesom andre produktionsfaktorer belaster de i et vist omfang miljøet. Hvis en produktionsfaktor udnyttes rigtigt, kan den skabe værdier – og det modsatte, hvis den udnyttes forkert.

Tegning
Med tanke for miljø
Listen over husdyrenes miljøsynder er lang: drivhusgasser, forbrug og forurening af ferskvandsressourcerne, forbrug af fiskeressourcer til dyrefoder, afskovning, ørkendannelse etc. Men overalt har menneskene brug for husdyr. Miljøbelastningen er derfor en udfordring, som man må forsøge at løfte.
– I Vesten spiser vi ca. 40 kg kød om året, mens de kun spiser et par kg i Afrika. I det lys kan man ikke sådan bare konkludere, at grænsen for husdyrhold er nået, konstaterer hun.

Men det er vigtigt at lave grundige miljøundersøgelser, før gedeprojekterne sættes i værk, mener Hanne H. Hansen. Man må være sikker på, at modtagerne har mulighed for at skaffe den nødvendige føde uden at overbelaste naturmiljøet. Det kræver også, at man løbende følger op: Tager gederne på, formerer de sig – eller dør de? Endelig må man undgå, at de mange geder ikke pludseligt ender hos nogle få ejere, for eksempel som statussymbol for den lokale høvding. Det vil ikke alene være et omfordelingsproblem, men kan også forøge miljøbelastningen inden for nogle afgrænsede områder.

– Det må være Folkekirkens Nødhjælps pligt at sørge for, at disse ting er på plads, understreger Hanne H. Hansen.

Mere end en ged
Men hvad siger Folkekirkens Nødhjælp til bekymringerne om gedens slid på naturen?
– Vi har fra begyndelsen sagt, at en ged er mere end en ged. Det er også rådgivning, uddannelse, vaccinationer – og det skal i stigende grad være naturbevarelse, siger Christian Friis Bach, som er international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Hvilke miljøundersøgelser blev gennemført, før I søsatte kampagnen?

– Vi har ikke lavet miljøundersøgelser, da vi jo regnede med kun at sælge geder til Malawi, hvor miljøproblemerne ved gedehold er beskedne. Men da vi bad om yderligere gedeprojekter, satte vi som betingelse, at projekterne var udvalgt og undersøgt i forhold til effekterne på miljøet. Vi er samtidig ved at undersøge, om vi kan indlede et samarbejde med danske eller lokale organisationer og konsulenter for at styrke rådgivningen inden for natur og miljø, siger han.

Oprindeligt skulle alle geder gå til et projekt i Malawi. Projektet kunne aftage knap 3.000 geder, og det blev derfor hurtigt nødvendigt at se sig om efter nye gedeprojekter. Nu vil gedepengene, i alt over 10 mio. kr., også gå til projekter i Burundi, Indien, Etiopien og andre udviklingslande.

Men hvordan fordeles gederne? Og hvordan undgår I, at nogle få – for eksempel lokale høvdinge – kommer til at eje mange af gederne?

– Gederne deles typisk ud til nogle af de fattigste i landsbyen og ofte til kvinderne og til dem, der ikke i forvejen har geder. Vi undgår så vidt muligt gratis uddelinger på nær i katastrofesituationer. Det skaber blot afhængighed og gavementalitet. Derfor bliver der tale om mikrokreditgeder. Det vil sige: Folk modtager gederne på betingelse af, at det første kid gives videre til en anden. Geden er et lån med tilbagebetaling eller snarere viderebetaling, så de positive effekter spredes.

– Vi er derfor ikke nervøse for et snævert ejerskab. Samtidig tror vi ikke, at miljøproblemerne i så høj grad opstår, fordi gederne ejes af få, men snarere fordi de afgræsser fællesarealerne. Alle har incitamenter til at udnytte fællesarealerne, men ingen – udover fællesskabet – har incitament til at beskytte dem. Løsningen findes ofte i et mere afklaret ejerskab, øget viden og bedre organisering og – i fremtiden også – betaling af landsbyerne for at bevare naturen og beskytte miljøet, slutter Christian Friis Bach.

Lars Thostrup er freelancejournalist.
larsthostrup@kallnet.fo

Politikens ’At tænke sig’ i de store byttedage lige efter jul. Tegning: Mette Dreyer, Politiken 27/12-06.

’DANSK BISTAND MÅ GERNE VOKSE’

Foto
Lars Barfoed ser gerne, at dansk miljøekspertise i højere grad bliver inddraget i bistanden. Foto: De Konservative.

De Konservatives nye udviklingspolitiske ordfører Lars Barfoed ser gerne, at dansk viden om miljøteknologi i højere grad bliver brugt i Danmarks bistand – som i øvrigt gerne fremover må blive større.

Af Simon Ankjærgaard

Vi kender efterhånden 49-årige Lars Barfoed godt. Først som de Konservatives arbejdsmarkedsordfører, hvor han skabte røre med udmeldinger om en gradvis reduktion af dagpengene, siden som turbulent og nu tidligere familie- og forbrugerminister.

Hvad færre måske ved er, at han – siden han måtte forlade ministerkontoret efter pres fra regeringens parlamentariske bagland – er sit partis udenrigs- og udviklingspolitiske ordfører.

Hvad er det vigtigste, du vil arbejde for på udviklingsområdet?

– Jeg vil lige stikke en finger i jorden, inden jeg kommer med for bombastiske udmeldinger. Men noget af det, der optager mig meget, er, at fattigdomsbekæmpelsen integreres med en bæredygtig miljøudvikling. Det er en kendsgerning, at massiv økonomisk udvikling kan medføre en miljømæssig belastning i den tredje verden. Jeg vil arbejde for, at den miljøteknologiske viden, vi har her i Danmark, bliver brugt aktivt i udviklingsbistanden. Så vil jeg også arbejde for, at vores udviklingsbistand går hånd i hånd med respekten for menneskerettigheder i den tredje verden. I mange af de lande, hvor der er størst behov for fattigdomsbekæmpelse, er der også en udtalt mangel på respekt for menneskerettigheder; specielt i Afrika. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi fortsat lægger pres på regimerne i den tredje verden for, at de skal respektere menneskerettighederne.

Når man går ind på de Konservatives hjemmeside, er der ikke et særskilt punkt om udviklingspolitik. Hvorfor?

– Det tør jeg ikke lige sige. Der er sikkert flere politiske temaer, der ikke er pindet helt ud på hjemmesiden. Der kommer inden længe et konservativt debatoplæg om globalisering. Jeg har siddet i den arbejdsgruppe, der har arbejdet med det, og nu er diskussionen blevet bredt ud til andre grene af partiet. Det er meningen, at vi indenfor et par uger skal holde en intern konference om emnet.

Hvad er vigtigst – terrorbekæmpelse eller fattigdomsbekæmpelse?

– De to ting kan man ikke vælge mellem. Det er et både og – ikke et enten eller. Det, vi gør på fattigdomsområdet, kan være med til at fjerne roden til den terror, der ses rundt om i verden. Fattigdomsbekæmpelse og terrorbekæmpelse understøtter hinanden.

Gerne øget bistand
Hvor meget skal Danmark give i udviklingsbistand?

– Det har vi ikke en præcis målsætning for, men de Konservative ser gerne, at andelen i fremtiden bliver større end de 0,8 procent, den er på nu. Jeg ønsker ikke at lægge mig fast på en procentdel, da man ikke med sikkerhed ved, hvordan væksten bliver i fremtiden. Men vi i de Konservative ser meget gerne en stigende tendens på udviklingsbistandsområdet.

Hvorfor er venstrefløjen mere synlig på u-landsområdet end de borgerlige?

– Det ved jeg da ikke. Det vil jeg da meget gerne bidrage til ikke er tilfældet i fremtiden.

Hvordan vil du gøre det?

– Ved at tale med sådan nogen som dig. Det er vigtigt, at også de Konservative har en synlig profil på dette område.

Dansk Folkeparti ønsker, at en lavere andel af bruttonationalindkomsten skal gå til udviklingsbistand og vil også have markant færre programsamarbejdslande. Det er jo ikke konservativ politik. Tror du, det bliver nemmere at forhandle med Dansk Folkeparti på udviklingsområdet end på fødevareområdet?

– Jeg synes ikke, at det har været vanskeligt at forhandle med Dansk Folkeparti på fødevareområdet, og jeg har da også indgået flere aftaler med dem på det område. Problemet har så været, at de aftaler løb Dansk Folkeparti fra senere. Men jeg regner da ikke med, at der bliver de store problemer med dem på udviklingsområdet.

NGO’erne har fået et krav om egenfinansiering. Er 10 pct. nok?

– Det kan jeg ikke udtale mig om. Det ved jeg ikke nok om for nærværende.

Har du umiddelbare planer om at besøge et u-land?

– Det er jo ikke sådan, at jeg bare kan tage et fly og rejse. Det er blandt andet op til udvalget. Men det er da klart, at det for os politikere giver større mening at diskutere udviklingspolitikken, hvis vi selv har set, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Også Socialdemokraterne har fået ny ordfører på området. I slutningen af januar gennemførte partiets formand Helle Thorning-Schmidt (S) en omfattende rokade af ordførerskaber i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Herefter har Lise von Seelen (S) overtaget den nyoprettede post som ordfører for u-lande og udvikling. Hun har tidligere haft hvervet som socialpolitisk ordfører i en periode og tillige været gruppesekretær.

Simon Ankjærgaard er freelancejournalist. simon@ruc.dk

LARS BARFOED (K)

Medlem af folketinget siden 20/11 2001.

Familie- og forbrugerminister fra februar 2005 til december 2006.

Konservativ arbejdsmarkedsordfører, udenrigs- og udviklingsordfører samt næstformand i folketingsgruppen.

Har som medlem af finansudvalget besøgt Tanzania og Bhutan.

Tidligere sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening (1982-85), direktør for Detailhandlens Fællesråd (1985-94) og direktør for Finansrådet (1994-2001).

BILLIG BÆRBAR TIL FATTIGE BØRN

Om blot seks måneder kan fattige børn i Nigeria, Pakistan og en række andre u-lande få adgang til det nyeste skud på it-stammen: en bærbar ’grøn’ computer. Den bærbare pc – ’green machine’ – kommer til at koste cirka 650 danske kroner eller 100 dollar.
Den billige pc er en del af projektet OLPC (One Laptop Per Child), og bestyrelsesformanden i OLPC, Nicholas Negroponte, planlægger at producere flere millioner pc’ere i løbet af det næste år.

De første lande, som får leveret den bærbare computer er Thailand, Brasilien, Pakistan, Argentina, Uruguay, Nigeria og Libyen./mb

UDVIKLINGSMINISTEREN I SUDAN

Gennemførelsen af den danske støtte til genopbygningen af landet efter indgåelsen af fredsaftalen i januar 2005 mellem Nord- og Sydsudan var i fokus, da udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte landet fra den 27.-31. januar.
Besøget blev brugt som udgangspunkt for at undersøge mulighederne for at igangsætte et nyt dansk genopbygningsprogram efter fredsaftalen. Et besøg i Darfur-regionen gav et konkret indtryk af situationen og den humanitære krise.

Rejsen omfattede desuden besøg i Kadugli, der er hovedstad i staten Southern Kordofan; Juba, der er Sydsudans hovedstad og base for det fælles donorsamarbejde mellem Danmark, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien; Al Fasher, der er hovedstad i staten Northern Dafur; og naturligvis i Khartoum. Ulla Tørnæs mødtes desuden ved to lejligheder med danske og udenlandske NGO-repræsentanter.

Udviklingsministeren deltager sammen med udenrigsministeren og tre af Folketingets udvalg i en særlig høring om Darfur på Christiansborg den 28. februar 2007 kl. 10.00-16.30. Den vil være åben for offentligheden./mb

MS RETTER FOKUS MOD FÆRRE EMNER

”Bestyrelsen for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har vedtaget at ændre organisationens bistandsprofil markant.
Arbejdet med de politiske og strukturelle årsager til fattigdom er blevet opprioriteret de senere år, og bestyrelsen har nu vedtaget en række strategiske retningslinier, der betyder, at MS’s udviklingsbistand nu fokuser på lokalt demokrati”. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Fokuseringen i ulandsarbejdet skal give MS nogle centrale kernekompetencer på udvalgte områder. Desuden skal ændringerne stile mod at udvikle effektive arbejdsmetoder til erfaringsindsamling i de godt 15 lande, hvor MS udfører udviklingsprogrammer.

Målet er, at de fattige – ikke mindst kvinderne – får reel indflydelse på forhold, der har afgørende betydning for deres levevilkår for på den måde at arbejde sig ud af fattigdommen. Derudover vil Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde fokusere på fire centrale temaer: antikorruption, konfliktløsning, jordrettigheder og retfærdig verdenshandel samt fairtrade./mb

GHANA FEJRER 50 ÅRS UAFHÆNGIGHED

Fotografi af frimærker
Fra Guldkysten til Ghana – fra Elizabeth II til Nkrumah. Det danske ’Christiansborg Castle’ på kolonimagtens frimærke – og præsident Nkrumahs portræt på frimærke i anledning af Ghanas uafhængighed kort efter.

Den 6. marts i år kan Ghana som det første land syd for Sahara fejre 50 års selvstændighed fra den britiske kolonimagt.

Af Signe Cain

“Ghana, your beloved country, is free forever.” Sådan sagde Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah, den 6. marts 1957. Hans parti, Convention People’s Party (CPP), der var landets første politiske parti, spillede en afgørende rolle i kampen for uafhængighed i 1940’ernes og 1950’ernes Guldkysten, som var Ghanas navn indtil selvstændigheden.

Ghanesernes kamp for selvstændighed var tæt knyttet til kampen for frihed andre steder i Afrika, og i forbindelse med jubilæet bliver det understreget, at Ghana var en ledestjerne for resten af kontinentet. Det overordnede tema for fejringen er ’Championing African Excellence’, og dermed trækker ghaneserne på arven fra Nkrumah, der så Ghana som den motor, der kunne drive resten af Afrika frem mod selvstændighed.

Nkrumah sad på magten i Ghana, indtil han blev væltet ved et militærkup i 1966. Siden da har landet været plaget af en del politisk turbulens. Magten har skiftet hænder ved en række militærkup, indtil et flerpartisystem blev indført i 1992. Ghanas nuværende præsident, John Agyekum Kufuor, blev valgt til posten i 2000. Han har i forbindelse med jubilæet opfordret ghaneserne til at glemme fortidens prøvelser for at fejre den store dag og stå sammen som én samlet nation.

Nedtælling
54 dage, 1 time, 55 minutter og 27 sekunder. 26 sekunder... 25 sekunder. På fejringens officielle hjemmeside http://www.ghana50.gov.gh. tæller Ghana ned til den store dag. Der er lagt op til det helt store brag. Fejringen af jubilæet er allerede i fuld gang, og gennem hele 2007 afholdes et væld af arrangementer. Hver af årets måneder har sit tema – for eksempel ’afrikansk enhed’, ’ghanesiske helte’ og ’diaspora’ – og jubilæet bliver markeret med alt lige fra foredrag og dokumentarfilm til optog, ’stop aidskoncert’ og den store jubilæumsparade. Man forventer, at jubilæet vil tiltrække flere turister end sædvanligt – ikke mindst til glæde for landets hotelejere og turistindustrien i det hele taget.

Fejringen bruges også som anledning til at tage initiativer, der rækker ud over jubilæumsåret. Med ’Greening Ghana Initiative’ gør man en indsats for at rette op på en del af de skader, der er sket på Ghanas regnskov.

I forbindelse med jubilæet styrker man flere steder infrastrukturen, og en række pladser og monumenter rundt omkring i landet får et ansigtsløft. Og så bliver landsfaderen Nkrumah hædret med en akademisk titel i hans navn på Institut for Afrikanske Studier på University of Ghana.

Programsamarbejdsland siden 1989
Ghana har været dansk programsamarbejdsland siden 1989, og Danmarks bistand til Ghana var i 2005 på 340 mio. kr. Også en række danske NGO’er har projekter i landet, blandt dem er Ibis, CARE Danmark, Ghana Venskabsgrupperne og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Selv om Ghana ofte bliver nævnt som et mønsterland i forhold til udvikling, er landet stadig i vid udstrækning afhængig af udviklingsbistand. Kritiske røster i Ghana sætter da også spørgsmålstegn ved den stort anlagte festivitas. Kan Ghana overhovedet for alvor fejre uafhængigheden, når landet stadig er så afhængigt af den vestlige verden?

Det ser vi nærmere på i næste nummer af udvikling med en reportage fra fejringen af Ghanas 50-års uafhængighedsdag.

Ghana overtog for nylig formandskabet for Den Afrikanske Union (AU). Sudan havde presset på for at overtage formandsposten for AU, men på grund af den sudanesiske regerings rolle i Darfur-krisen, enedes et flertal af afrikanske stater om i stedet af pege på Ghana som en kompromiskandidat.

LANDESTRATEGI FOR BURKINA FASO

Publikations forside Den danske bistandsindsats i Burkina Faso for årene 2006-2010 fokuserer primært på syv områderne landbrug, vand og sanitet, uddannelse samt budgetstøtte.

Uden for den fastsatte rammeaftale vil Danmark fortsætte sit arbejde med Business-to-Business programmet, blandede kreditter, NGO-samarbejdet samt med personelbistand til landet.

Endvidere ydes bistand til decentraliseringsprocessen og menneskerettigheder, herunder bekæmpelsen af hiv/ aids samt støtte til fremme af kvinders rettigheder.

Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev officielt samarbejdsland i 1993. Efter en fælles evaluering af det dansk-burkinske udviklingsarbejde i 2001 blev det konkluderet, at Danmark gjorde en klar positiv forskel i kampen mod fattigdom. Nu foreligger der en revideret landestrategi for samarbejdet med Burkina Faso.

Den nye publikation er til rådighed på både dansk og fransk og kan downloades eller bestilles gratis på http://www.danida-publikationer.dk

DANSK STØTTE TIL RYDNING AF LANDMINER

Publikations forside
Minerydning skal i langt højere grad end tidligere indgå i de enkelte landes udviklingsprogrammer. Ikke alle danske programsamarbejdslande har problemer med miner og ueksploderet ammunition, men hvor der er miner, vil minerydning indgå som en nødvendig forudsætning for de enkelte programmer og projekter.

Dette er en af hovedkonklusionerne i den reviderede strategi på Danmarks støtte til minerydning, der er udkommet på dansk og engelsk. Den reviderede strategi udstikker de generelle retningslinier for de mange forskellige minerydningsaktiviteter.

Den nye publikation kan bestilles på
http://www.danida-publikationer.dk

RETTELSE: TO NATIONALFLAG MED GEVÆR

I julequizzen på bagsiden af udvikling 09/2006 (spørgsmål nr. 17) hævdes det, at Mozambique som den eneste nation i verden har et gevær som en del af motivet i nationalflaget. Dette er ikke korrekt. En flagkyndig læser har gjort opmærksom på, at også Guatemalas flag prydes af geværer – endda to af slagsen. Vi beklager. / Redaktionen.

SOCIALT FORUM I MINI-UDGAVE

57.000 besøgte dette års World Social Forum. Det var blot en tredjedel af, hvad arrangørerne på forhånd havde varslet.

Tekst og foto: Morten Bonde Pedersen

Trafik-anarkiet i Kenyas hovedstad Nairobi var en anelse værre end normalt, og byens grønne lunge, Uhuru Park, var på åbnings- og lukningsdagen et mylder.

Men ellers var det ikke til at se det, hvis man ikke lige vidste det: Den syvende udgave af verdens årlige NGO-træf, World Social Forum, fandt sted i byen fra den 20. til den 25. januar. I næsten stilhed, kan man tilføje.

Forhåndsannonceringen af det globale græsrodsarrangement begrænsede sig i Kenya til nogle få avisartikler og annoncer i dagene op til åbningen. Bannere og plakater måtte man lede forgæves efter i bybilledet.

Begge dele var medvirkende til, at dette års forum forblev i ministørrelse.

– Annonceringen har været et problem, og mange kenyanere har ikke vidst, at arrangementet fandt sted eller hvad det handlede om, erkender Jose Chacon, der ansvarlig for registreringen.

Dyrt at rejse
Med deltagertal stigende fra 100.000 mod 150.000 ved de seneste års World Social Forum, var arrangørernes forventning ellers, at dette års udgave ville nå 150.000.

Sådan gik det ikke. Kun 46.000 betalende deltagere fandt vej til stadion. Derudover havde arrangørerne givet gratis adgang til 10- 11.000 folk fra lokale slumorganisationer.

Trods gratisbilletterne lykkedes det ikke at tiltrække så mange afrikanere som håbet. Under halvdelen af alle deltagerne kom fra Afrika.

– Vi vidste på forhånd, at den store udfordring ville blive at mobilisere folk fra Afrika. Det er dyrt at rejse på det afrikanske kontinent. Selv fra nabolandene havde mange ikke råd til at komme hertil, forklarer Jose Chacon.

Trods det lavere deltagerantal skortede det ikke på aktiviteter inden for hegnet på Kenyas nationalstadion, Kasarani, i de fire dage, forummet varede. Hundredvis af organisationer fra hele kloden gjorde opmærksom på sig selv i stande, der var opstillet i en ring omkring det mægtige stadion. Demonstrationer, grupper af syngende kvinder, teatertrupper og trommende afrikanere kæmpede om opmærksomheden.

Dette års World Social Forum var det syvende, siden bevægelsen blev født i Porto Alegre i Brasilien. Det overordnede tema ’Another World is Possible’ blev formuleret af arrangørerne, mens det var op til de fremmødte NGO’er at levere indhold til temaet gennem workshops, seminarer, udstillingsstande og optræden. Blandt hovedtalerne var to nobelprisvindere, den kenyanske miljøforkæmper Wangari Maathai og den sydafrikanske biskop Desmond Tutu.

Arrangørerne betegner World Social Forum som ’en proces’ snarere end en bevægelse eller en organisation. Eller, som det hedder i forordet til det 176 siders trykte program:

”WSF er en platform, et åbent mødested for grupper og bevægelser, der modsætter sig neo-liberalisme og en verden domineret af kapital eller andre former for imperialisme.”

Dansk fingeraftryk
En af de mindre NGO’er på stadion, var danske Øko-net, en Danida-støttet folkeoplysningsorganisation, der arbejder med bæredygtighed. Selvom organisationen hører til blandt de mindre i Danmark, var den til at få øje på. Øko-net ragede bogstaveligt talt og i mængden i form af en menneskeskikkelse i bronze båret rundt på en meterlang kulfiberstang.

Skulpturen med titlen ’Balanceakten’ svajede fra side til side som et symbol på den økologiske balance, mennesket lever i.

– Mange er blevet begejstrede og berørte over skulpturen og dens symbolik, sagde Øko-nets formand Bo Bramming, under afslutningsceremonien i Nairobis Uhuru Park, mens han holdt bronzeskikkelsen op i luften.

Det ukendte forum
Hvad Øko-net har fået ud af at deltage i det globale arrangement, diskuterede de to løbende.

– Vi har forsøgt at gøre opmærksom på, at perioden 2005-2014 er udnævnt af FN som årtiet for ’uddannelse for bæredygtig udvikling’. Det har frustreret os, at ingen ved noget om det, fortæller sekretariatsleder Bo Bramming.

Lars Myrthue-Nielsen tilføjer, at interessen for sagen ikke helt har levet op til, hvad han på forhånd havde håbet.

– Jeg havde en lidt naiv forventning om, at vi skulle herned og finde nogen, som kunne være med til at give 10-året et boost, siger han og tilføjer, at han kun har stiftet bekendtskab med to andre organisationer, som har beskæftiget sig med netop dette hjørne af verden.

Morten Bonde Pedersen er journalist ansat af Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya. mpedersen@mskenya.or.ke

DANMARK FORMAND FOR UNDP

Den 17. januar 2007 overtog Danmark hvervet som formand for bestyrelsen for FN’s udviklingsprogram (UNDP). Formandskabet er ét-årigt (2007) og omfatter udover UNDP også posten som formand for FN’s befolkningsprogram (UNFPA). Hvervet vil blive varetaget af Danmarks kommende FN-ambassadør, Carsten Staur, der tiltræder sin nye stilling den 1. marts 2007.
Ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs skal formandskabet benyttes som en stærk platform, hvor Danmark gennem en aktiv multilateral indsats kan få et effektivt udbytte af den store danske bistandsindsats’. Den nye opgave er en understregning af, at den stærke danske FN-profil vil blive fortsat.

Særligt tre emner vil man fra dansk side prioritere højt i UNDP-bestyrelsen i 2007. For det første skal FN spille en endnu stærkere rolle i lande, som er på vej ud af konflikt eller naturkatastrofer.

For det andet vil Danmark arbejde for, at FN operativt skal fungere som én samlet enhed i verdens fattige lande: De mange FN-organisationer, fonde og programmer skal – som foreslået i den nylige rapport fra Generalsekretærens Højniveaupanel – i hvert land have ét landekontor, ét budget og ét program. For det tredje vil Danmark bruge sit formandsskab for bestyrelsen, ikke mindst i UNFPAsammenhæng, til at sætte fokus på kvinders rolle som drivkraft for udvikling./mb

100 MBA-STIPENDIER TIL AFRIKAS ERHVERVSLEDERE

100 af de mest lovende virksomhedsledere i udviklingslandene kan nu få en international MBA (Master of Business Administration) i Danmark, som vil give dem adgang til kredit, teknologi og uddannelse. Udenrigsministeriet vil nemlig over fem år sikre 100 ét-årige MBA-stipendier ved Copenhagen Business School (CBS) med fokus på især Afrikas kvindelige erhvervsledere.
Der er afsat 50 mio. kr. over fem år til initiativet. Private danske virksomheder skal medfinansiere op til halvdelen af alle MBAstipendiaterne.

Ifølge Udenrigsministeriets Erhvervskontor er en af de største udfordringer for virksomhederne i udviklingslandene den manglende kvalitet og opmærksomhed omkring moderne ledelsesprincipper, der er afgørende for, at de lokale virksomheder kan deltage effektivt i den internationale konkurrence.

Med stipendierne vil Udenrigsministeriet gerne gøre op med den holdning, at udviklingsbistand udelukkende er en passiv forsørgelse. De første stipendier vil blive uddelt hen over sommeren med studiestart til efteråret./mb

BISTANDSFAGLIGHED PÅ NETTET

Danidas bistandsfaglige tjeneste (BFT) lancerer nu en ny hjemmeside http://www.danidadev-forum.um.dk. Her kan findes information om vision, temaer og medarbejdere i BFT samt baggrundsmateriale og nyheder. Derudover finder man på siden omfattende dokumentation om hvert enkelt af de programmer, Danmark støtter./sk

ISRAEL

ISRAELS AIDS-MAND NR. 1: OMSKÆR AFRIKAS NYFØDTE DRENGEBØRN

Foto af Dr. Inon Schenker
Dr. Inon Schenker tvivler på, at græsrødderne i u-landene vil presse på til fordel for omskæring.

Omskæring af mænd kan halvere risikoen for aids. Efter den opsigtsvækkende nyhed foreslår Israels førende aids-ekspert, at Danida og andre bistandsydere satser målrettet på omskæring af nyfødte drenge. udvikling har besøgt ham.

Tekst og foto: Mads Mariegaard, Jerusalem

I slutningen af sidste år kom det frem, at omskæring af mænd kan halvere risikoen for aids. På det tidspunkt havde Israels førende aids-ekspert, professor Inon Schenker, i nogle år gået rundt i Jerusalem og haft det på fornemmelsen.

Lægger man et Afrika-kort over udbredelsen af aids oven på et Afrika-kort, der viser hvor omskæring af drengebørn er udbredt, vil man se to helt adskilte områder. De områder, hvor omskæring er udbredt, har en meget lav frekvens af hiv-smitte. Den officielle forklaring har hidtil været forskellige religioners forskellige seksuelle adfærd, eftersom de fleste lande, hvor omskæring benyttes, er muslimske.

Men Inon Schenker hørte til dem, der tvivlede på, at det var hele årsagen. Derfor var han omkring årtusindskiftet med til at anbefale verdenssundhedsorganisationen WHO at foretage sammenligninger af omskårne og ikke-omskårne mænd i Sydafrika, Uganda og Kenya.

Studierne viste, at de omskårne mænd havde omtrent halvt så stor risiko for at blive smittet med hiv, fordi celler i slimhinden under forhuden er særligt sårbare over for hiv-smitte. Resultaterne var så tydelige, at WHO stoppede testene før tid; det ville være uetisk at fortsætte uden at omskære hele kontrolgruppen, vurderede organisationen.

WHO mener, at den nye viden kan redde ’hundredetusinder, måske millioner’ fra hiv-smitte i de kommende år og forbereder lige nu sine næste træk – med faglig bistand fra blandt andet Israel, hvor næsten alle drenge bliver omskåret ved fødslen under et jødisk ritual, og hvor også mange af de jøder, der kommer til landet som voksne, lader sig omskære.

Dr. Inon Schenker, professor ved Det Hebræiske Universitet i Jerusalem, er Israels førende aids-ekspert, forfatter til en bog om aids-undervisning og ledende skikkelse i NGO’en Jerusalem Aids Project. Om den nye metode siger han, at den rummer store muligheder, tilmed til meget lave priser i forhold til andre metoder.

– Her har vi en kirurgisk procedure, som er uafhængig af brug af kondomer, og som – i modsætning til kondomer – ikke blot virker en enkelt gang, men beskytter direkte. Men vi skal huske, at vi kun taler om 50-60 procents beskyttelse. Derfor må det her ikke fjerne vores opmærksomhed fra udvikling af en vaccine, forskning i mikrobicider, aids-undervisning og uddeling af kondomer.

Du har netop besøgt Zambia, Swaziland og Sydafrika. Hvad lærte du?

– Jeg så, at de pågældende lande har en infrastruktur, det vil sige operationsstuer og kirurger, som gør det muligt at udføre omskæring af mænd under lokalbedøvelse. Men jeg så også, at det er et begrænset antal omskæringer, der kan udføres. Så den første lektie er, at der er brug for flere operationsstuer og kirurger.

Den anden lektie handler om kommunikation. De mennesker, jeg talte med om omskæring, kendte det næsten ikke. Ét er at sige, at man er villig til at lade sig selv eller ens barn omskære – noget andet er at gå hen og få det gjort. Der er lang vej, før vi kan sige, ’her er klinikken, bare kom!’, siger dr. Schenker og tilføjer: Her bliver det afgørende, om græsrødder i udviklingslandene vil presse på til fordel for omskæring, og det er jeg ikke sikker på, for omskæring hænger tæt sammen med kulturelle forhold, og det kan tage lang tid, før de afrikanske kulturer tager det til sig. Derfor er det vigtigt med en strategi for, hvordan vi introducerer det.

Et vigtigt spørgsmål er, om der skal satses mest på omskæring af nyfødte eller voksne. Hvad mener du?

– Hvis jeg skulle bestemme, ville jeg gå efter omskæring af nyfødte. Jeg foreslår en model, hvor omskæring knyttes til sundhedspleje for mor og barn. På den måde ville mor og barn få noget ekstra, ud over de ti sekunders omskæring, for eksempel relateret til andre sygdomme eller sundhedsundervisning til moren. Og mor og barn ville få et nyt sted at møde sundhedssystemet. Mulighederne er enorme til lave priser.

Hvad vil du opfordre Danida til at gøre nu?

– Jeg vil ydmygt foreslå Danida at fokusere på omskæring af nyfødte, for jeg tror, verden gør det direkte modsatte. USAID, GTZ (virk-somhed beskæftiget med bæredygtig udvikling, red.) og andre bistandsdonorer vil formentlig satse på de voksne; nu gælder det om at få de unge mænd omskåret. Derfor vil det være godt at se andre donorer tage et uafhængigt skridt i den anden retning.

AIDS OG OMSKÆRING

Undersøgelser af næsten 7.800 mænd i Uganda og Kenya har vist et fald på henholdsvis 48 og 53 pct. i risikoen for hiv-smitte blandt omskårne. Undersøgelserne blev stoppet før tid på grund af resultaternes entydighed. Tidligere undersøgelser i Sydafrika gav lignende resultater.

En af årsagerne til, at omskæring kan reducere smitterisikoen er, at slimhinden under forhuden indeholder celler, der er særligt sårbare over for hiv-smitte. Fjernes forhuden, fjernes cellerne også.

38,6 millioner mennesker er ifølge UNAids smittet med hiv, heraf 24,5 millioner i Afrika syd for Sahara. 2,8 millioner mennesker døde af aids-relaterede sygdomme i 2005.

DR. INON SCHENKER

Dr. Inon Schenker er forsker og underviser ved Det Hebræiske Universitet i Jerusalem Illinois-universitet i Chicago. Han har specialiseret sig i folkesundhed og forebyggelse af hiv/aids og været tilknyttet blandt andre WHO og UNESCO som konsulent. Inon Schenker er aktiv i den israelske NGO, Jerusalem Aids Project, som primært beskæftiger sig med aids-undervisning i Israel, i resten af Mellemøsten og i udviklingslandene.

DANIDA:
INGEN ’MAGIC BULLET’

– Omskæring er en mulighed, men desværre ikke en ’magic bullet’, mener Lise Kaalund-Jørgensen, seniorrådgiver i Danidas Bistandsfaglige Tjeneste (BFT).

Hun hæfter sig ved, at der mangler viden om omskæring i de lande, hvor det ikke er udbredt, og advarer mod, at omskæring kan skabe flere og ikke færre hivsmittede, hvis den udføres uden sterile instrumenter – eller hvis det får mænd til at undlade at bruge kondomer.

– Der skal meget information til, før omskæring kan finde sted i stor målestok, og der skal advokeres meget for det, før landene gør det til en del af deres politik, siger Lise Kaalund-Jørgensen.

Den israelske aids-ekspert Inon Schenker opfordrer på disse sider Danida til at satse på omskæring af nyfødte drenge – knyttet til sundhedspleje på klinikker for mor og barn.

– Umiddelbart lyder det rigtigt, siger Lise Kaalund-Jørgensen, som dog er skeptisk over for at give mor/ barnklinikkerne ansvaret. I dag står klinikkerne blandt andet for at behandle hivpositive, fødende kvinder og deres nyfødte børn, hvilket kan nedbringe hivsmitten fra mor til barn med 40-50 procent. Men klinikkerne har problemer med at tiltrække kvinderne, siger hun og fortsætter:

– Klinikkernes ressourcer er små. Det er ved at blive bedre, men hvis de også skal omskære alle drengebørn, får de det svært, og hvis opfordringen til omskæring kommer i områder, hvor der ikke er tradition for det, kan det i værste fald få kvinderne til at holde sig væk fra klinikkerne./mm

HER ER EN TERRORIST, OG HAN BLIVER DIN LÆGE

Hospitalspersonale og familie samlet på Kaplan-hospitalet syd for Tel Aviv omkring et offer, der har været udsat for et selvmordsangreb. Med Medi-Links projektet kunne hans læge være palæstinenser. Foto: Amir Meiri/AP Photo/Polfoto.

Både det palæstinensiske sundhedsvæsen og israelernes syn på den arabiske nabo forandrer sig til det bedre, når palæstinensiske læger uddanner sig på israelske hospitaler – betalt af Danida.

Af Mads Mariegaard, Jerusalem

– De fleste israelere kender ikke en palæstinenser. Det eneste, de ved om dem er, at de er terrorister. Når en af terroristerne pludselig bliver den læge, der behandler dem og hjælper dem, ændres deres bevidsthed.

Skal man tro den israelske læge Danny Shanit, har han aldrig oplevet en konflikt mellem deltagerne i ’Medi-Links’ – et Danida-støttet projekt, hvor palæstinensiske læger modtager videreuddannelse og lægefaglig specialisering på israelske hospitaler.

Shanit, der har været ansvarlig for ’Medi-Links’ i fem år, mener det fungerer, fordi behovene er så store. Det palæstinensiske sundhedssystem kan kun tilbyde behandling af de allermest simple sygdomme, og selv hvis man kan blive behandlet for eksempelvis kræft, er chancen for at overleve mindre end en fjerdedel af, hvad den ville være på et israelsk eller vestligt hospital, vurderer han.

– Palæstinensiske læger tager som regel ud i verden for at uddanne sig. Når de kommer tilbage, står de isolerede og uden muligheder for videreuddannelse. Det palæstinensiske sundhedssystem tilhører den tredje verden, og det giver Danmarks regering os mulighed for at ændre på, siger Danny Shanit.

Foto
Det palæstinenske system tilhører den tredje verden, siger Dr. Danny Shanit, der er lykkelig for den danske støtte til Medi-Links-projektet. Foto: The Peres Center for Peace.

Pundiks projekt
Efter den anden intifada i år 2000 – som gav en pause i ’Medi-Links’, fordi de palæstinensiske læger ikke kunne få adgang til Israel –og krigen mellem Israel og Hizbollah i sommer er stemningen i Israel præget af mistro og resignation. Det er ikke i et hvilket som helst israelsk kontorlandskab, man finder det ellers i den vestlige verden så populære spraglede flag med teksten ’PACE’ – fred (på italiensk).

Men det gør man på The Peres Center for Peace, i Tel Aviv. Centret, som ’Medi-Links’ hører under, blev grundlagt i 1996 som en udløber af Oslo-fredsaftalen tre år tidligere.

Oslo-aftalen betød blandt andet, at den israelske besættelsesmagt ikke længere var ansvarlig for den palæstinensiske civilbefolknings sundhed, der i stedet blev en opgave for den nye palæstinensiske selvstyremyndighed.

Det gav den dengang afgående Politiken-chefredaktør Herbert Pundik (hans søn Ron Pundak, en af arkitekterne bag Oslo-aftalen, leder i dag Peres-centret) den idé, der siden blev til ’Medi-Links’. Det fortæller han i sin erindringsbog, Du kan hvis du tør:

– Vi startede kampagnen ’Støt Gaza’ efter sommerferien 1994, skriver Pundik, – og cirka et år senere ankom de første ti palæstinensiske læger til Ichilov-hospitalet i Tel Aviv. Vi fik en halv million kroner ind fra læserne (af Politiken, red.), og Helle Degn (S), der var minister for udviklingsbistand, sikrede os yderligere en halv million. (…) I alt havde vi penge til 175 måneders uddannelse.

Israelsk skyldfølelse
Danida fortsatte ’Medi-Links’, efter Politikens læseres penge slap op og dækker i dag et års uddannelsesforløb for de palæstinensiske læger – fire millioner kroner i 2007. Som regel lykkes det Peres-centret og lægerne i fællesskab at skaffe yderligere penge til mellem etfire års uddannelse – enten fra fonde eller ved at lægerne selv tjener deres løn på natarbejde.

På grund af problemer med at komme igennem israelske checkpoints bor de palæstinensiske læger som regel i Israel, mens de uddanner sig. Det er afgørende for projektets succes, at de færdiguddannede vender tilbage, når de er færdige, Danida erkender i et notat risikoen for, at enkelte af lægerne vil søge job uden for De Palæstinensiske Selvstyreområder efter endt uddannelse.

Men Danny Shanit mener ikke, risikoen er stor. Peres-centret accepterer kun læger, der kan bevise, at de vil tilbage til deres eget hospital, når de er færdige med uddannelsen, og normalt foreslår de hospitalerne at indgå en kontrakt, hvor lægerne forpligter sig til at tjene deres eget samfund i mindst to år, for hvert år de har fået uddannelse.

– De kan tjene ti gange så meget i udlandet, men de færreste ser det som et offer at blive, for i Palæstina bliver de pionerer på deres felt og får de mest komplicerede sager, forklarer han.

Og mens de palæstinensiske lægers interesse i ’Medi-Links’ virker åbenlys, kan det være sværere at gennemskue, hvad der får israelerne til at deltage – men ikke for Danny Shanit: – Man hører så meget om konflikten (mel-lem Israel og Palæstina, red.), og derfor har man en naturlig nysgerrighed efter at finde ud af, hvem de andre er. Desuden kan det være en fordel for afdelingen at få en læge, der taler arabisk. Endelig er der et stort ønske om at bidrag til fred og – hvis du går et skridt videre – en stor skyldfølelse, fordi vi som israelere har været med til at skabe et problem med 700.000 flygtninge, som er blevet sparket ud af det her land.

Fjendtligt hav
Scopus-bjergets udsigt over Jerusalem har ikke blot gjort det til udflugtsmål for turister, der vil betragte en af verdens mest omtalte byer. Det har også givet bjerget stor strategisk betydning i krige gennem mere end 2000 år.

Det prøver Hadassah-hospitalet, som ligger på Scopus-bjerget, at ændre med initiativer, der skal skabe forsoning mellem israelere og palæstinensere. Deltagelsen i ’Medi-Links’ er et af dem.

– Når busser bliver sprunget i luften og ens nabo skudt af en soldat, er det vigtigt at sende det signal, at man skal lægge sine følelser fra sig, forklarer professor Eitem Kerem, hospitalets ansvarlige for ’Medi-Links’.

– Det her projekt er en dråbe i et fjendtligt hav, men mange dråber kan blive til en stor sø, og det håber vi sker her, siger han.

Et eksempel på, at ’Medi-Links’ kan gøre en forskel var, da en palæstinensisk deltager, lægen Jamil Sa’ada, sammen med sin israelske mentor, professor Eitem Kerem, for omkring to år siden tog til Hebron i De Palæstinensiske Selvstyreområder for at operere en ung mand, de israelske myndigheder havde nægtet indrejse.

– Professor Kerem medbragte de instrumenter, jeg ikke kunne skaffe i Hebron, og hjalp mig med operationen, fortæller Jamil Sa’ada og tilføjer:

– Og patienten kom sig meget fint. Hundrede procent.

Mads Mariegaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. Han besøgte Israel januar ’07.
mads@glashus.dk

ASIEN

FREDSAFTALE BANER VEJEN FOR MERE UDVIKLING

Danida kvitterede med et løfte om 100 millioner udviklingskroner, da maoistiske oprørere og den nepalesiske regering i november indgik en fredsaftale. Men fredsprocessen er skrøbelig.

Af Marlene Lyhne Sørensen, Janakpur

– Retfærdighed er en forudsætning. Ellers vil der opstå nye kampe.

Kommandant Lal Roshan lader ordene passere sine læber uden at fortrække en mine. Han sidder i skrædderstilling i græsset foran os. Med bare tæer i sandalerne, sorte bukser, ternet skjorte og runde briller – flankeret af to mandlige stenansigter.

Lal Roshan står i spidsen for en politisk deling af den maoistiske oprørsbevægelse og har oprettet hovedkvarter i udkanten af den sydnepalesiske by, Janakpur.

I november indgik den siddende regering og maoisterne en fredsaftale, og det har skabt optimisme i et land, der i mere end ti år har været hærget af voldelig konflikt. En konflikt som udsprang af dybe politiske, økonomiske og sociale skel mellem etniske og religiøse grupper, og som har kostet over 13.000 mennesker livet.

Men kommandant Lal Rashan er langt fra alene med sin tvivl om aftalens holdbarhed. For hvor er landet på vej hen? De igangværende politiske forhandlinger skal munde ud i en ny forfatning og vil formentlig give dødsstødet til Nepals forhadte monarki. Men hvad nu hvis det alligevel ikke betyder en væsentlig forbedring af levevilkårene for landets mange fattige? Maoisternes dagsorden er et opgør med det dybt forankrede feudalsamfund, men hvordan vil det gå, når de selv får lov at smage magtens sødme?

– Der er stor risiko for, at maoistlederne imiterer de andre magthaveres livsstil og glemmer folket. Det vil skabe stor bitterhed og kan ende i en ny blodig konflikt, siger Shyam Shashi, journalist på dagbladet Kathmandu Post.

Maoistiske oprørssoldater samlede sig i lejre efter fredsaftalen i Nepal. FN melder, at afvæbningen er begyndt. Flere mener, at de mange arbejdsløse soldater udgør en risiko for nye oprør, hvis ikke maoistbevægelsens ledere indfrier de politiske forventninger og skaber et mere retfærdigt samfund. Foto: Usha Titikshu.

Besværlig balanceakt
Oprørernes maoistiske ideologi fik USA til at stemple dem som ’terrorister’ og statslige hjælpeorganisationer – herunder Danida –bremsede alle nye projekter for ikke at blive fanget i den politiske og militære krydsild.

En række NGO’er valgte imidlertid at intensivere engagementet og praktisere en besværlig balanceakt mellem på den ene side at holde sig på talefod med kongedømmet, mens de på den anden side skulle opnå accept fra maoisterne, der kontrollerer store dele af landet.

– NGO’erne har paradoksalt nok været et politisk redskab i hænderne på både os og regeringen, siger kommandant Lal Roshan og fortsætter: – Hvis ikke vi vurderede, at deres projekter fremmede vores politiske mål, fik de ikke lov til at fortsætte, understreger kommandanten, der selv vurderer, at maoisterne havde kontrol med 80 pct. af landet, da der i april sidste år blev indgået en våbenhvile.

Balanceret strategi
CARE Danmark var en af de organisationer, der valgte at blive i Nepal, da landet begav sig ud på en sikkerhedsmæssig katastrofekurs.

– Det er som regel under en konflikt, at befolkningen har allermest brug for hjælp, siger Jakob Jespersen, rådgiver i Nepal.

Han bekræfter kommandantens udsagn om, at det har været en forudsætning at opnå maoisternes accept for at kunne arbejde i landet.

– Vi har arbejdet ud fra en strategi, der hverken virkede som en trussel mod den siddende regering eller maoisterne, siger Jakob Jespersen.

Han er tilknyttet JIWAN-projektet i det sydlige Nepal, der er et allianceprojekt mellem CARE, Dansk Skovdyrkerforening og Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Kernen i projektet er de såkaldte Lok Patshalas skoler, ’Folkets Skoler’, der genererer folkeoplysning og aktivering af særligt kvinder og unge i lokalsamfundet. Projektet har kørt i lidt over et år, får støtte af Danida og omfatter i dag 21 skoler.

Mange møder med maoisterne
Jesper Saxgren fra Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark afviser, at man på noget tidspunkt har ladet sig presse af maoisterne til at foretage ændringer i projektet.

– Sagen er den, at folkeoplysning og empowerment grundlæggende handler om det, der også er maoisternes dagsorden, nemlig social mobilisering af landets fattigste. Projektet står derfor ikke i modsætning til deres ideologiske interesse, og det er grunden til, at vi har kunnet arbejde her. Men der er en væsentlig forskel nemlig, at maoisternes mobilisering har været baseret på frygt, siger Jesper Saxgren med henvisning til maoisternes voldelige metoder som mord, tvang, afpresning og kidnapning af børn.

Kamal Kumar Pankaj er leder af skolerne, og han er typisk den, der har skullet rede trådene ud, når oprørsbevægelsen har truet med at rette sit skyts mod NGO-arbejdet.

– Jeg har holdt mange møder med maoister – bevæbnede og ubevæbnede. Nogle har forsøgt at true mig. Hvis de for eksempel ikke brød sig om en person, der var valgt til præsident i en Lok Patshala komité. Jeg forklarer dem, at vi i virkeligheden vil det samme: At forbedre levevilkårene for landets fattigste. Maoisterne har blot forsøgt at nå målene med krudt og kugler. Vi forsøger at gøre det med oplysning og demokratiske afstemninger.

Ifølge Kamal Kumar Pankaj har våbenhvilen og den efterfølgende fredsaftale fået maoisterne til i endnu højere grad at interessere sig for Lok Patshala skolerne: – Afvæbningen betyder, at de nu skal finde nye midler for at få befolkningens opbakning. De ønsker at bruge skolerne som politisk platform og mobilisere stemmer forud for valgene. Men jeg understreger hver gang, at skolerne ikke er forbundet til et bestemt parti. Det har fået enkelte maoister til at søge om tilladelse hos deres ledelse til at skyde mig og jeg får trusler om, at jeg skal passe på, når jeg starter min motorcykel, siger Kamal Kumar Pankaj.

Risiko for nye kampe
Prakash Regmi er projektleder i Churia-distriktet. Målsætningen er at begrænse risikoen for jorderosion i det nepalesiske lavland, blandt andet ved plantning af nye træer og bygning af stendiger. Projektet er et samarbejde mellem CARE og de nepalesiske myndigheder, og Prakash Regmi er i virkeligheden en af ’systemets’ mænd. Men i sit arbejde og under den årelange konflikt har han i mange sammenhænge følt sig tættere på oprørerne end på sin statslige partner.

– Jeg har arbejdet tæt sammen med maoisterne. Det har været afgørende fra starten at fortælle, hvad projektet gik ud på, så al mistillid kunne blive ryddet af vejen. Vi har en fælles interesse i at skabe udvikling og bedre levevilkår for landbefolkningen, siger Prakash Regmi, der gennem sine fem år som projektleder i det maoistdominerede lavland er blevet nære venner med flere af oprørsbevægelsens ledere.

Mange af regeringens embedsmænd i Kathmandu har spurgt, om jeg ikke er bange. De har aldrig kunnet forstå, hvordan jeg kan arbejde her. Men jeg har aldrig følt mig truet. Problemet er, at centralregeringen har svært ved at sætte sig ind i, hvilke vilkår landbefolkningen lever under, siger Prakash Regmi.

Vi kører forbi et nedlagt checkpoint. Indtil tre dage forinden opkrævede maoister penge for at passere. Pengene skulle ifølge oprørssoldaterne bruges til at bekæmpe illegal skovfældning, men flere af mændene i vejsiden tvivler på, at pengene endte andre steder end i maoisternes lommer. Også på CARE’s kontorer har maoister været forbi for at opkræve penge, fortæller Prakash Regmi. Dog uden held, understreger han.

Marlene Lyhne Sørensen er freelancejournalist. Turen til Nepal var sponsoreret af CARE Danmark, Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark samt Dansk Skovdyrkerforening. marlyhne@hotmail.com

VIGTIGT MED ET MEDANSVAR TIL MAOISTERNE

Danmarks ambassadør i Kathmandu: Freden betyder, at tidligere maoiststyrede regioner nu kan modtage dansk bistand.

Af Marlene Lyhne Sørensen

Hvad vil fredsaftalen betyde for det fremtidige udviklingsarbejde?

– Uden fred ingen udvikling i Nepal. Alle erkender, at konflikten i Nepal igennem de sidste 10 år har sat landets økonomi og udvikling tilbage, og denne situation bliver sat i markant relief med de seneste års udvikling i Kina og Indien. Bruttonationalindkomsten i Nepal er 280 dollars pr. indbygger, hvilket gør Nepal til et af verdens fattigste lande. Fred og stabilitet med en fælles politik vil give mulighed for økonomisk vækst. Der er klare indkomstmuligheder i turist- og energisektoren, ligesom et stigende antal nepalesere tjener gode penge i udlandet, der kommer familierne i Nepal direkte i hænde.

Konflikten har ikke forhindret Danmark i at yde udviklingsbistand, men med fred vil dette arbejde naturligvis kunne sprede sig til de tidligere maoiststyrede regioner og dermed komme ud i alle landets hjørner, ligesom bistanden vil blive ydet under ganske anderledes gunstige vilkår.

Fredsprocessen er skrøbelig, siger mange. Hvad er din vurdering?

– Alle fredsprocesser er desværre skrøbelige, men begge parter i konflikten i Nepal synes at erkende, at en militærløsning ikke er mulig. Det nepalesiske folk har klart tilkendegivet, at det ønsker fred, og det kan kun ske gennem den demokratiske/politiske vej. Den bliver vanskelig, fordi store reformer altid er vanskelige, men processen synes hidtil at vise, at det kan lykkes.

Hvad er afgørende for, at fredsaftalen holder?

Det er afgørende at fredsaftalen bliver gennemført således som aftalt. Det er afgørende, at maoisterne gennem deltagelse i fællesregering får et klart medansvar for vejen frem, at det kommende valg bliver frit og retfærdigt og dermed en platform for de kommende politiske og økonomiske forandringer, og at der bliver skabt en endelig forfatning, der kan sikre folkets rettigheder og giver større lighed mellem landets forskellige grupper. Det er desuden afgørende, at nepaleserne selv leder denne proces, og at FN og donorerne alene støtter processen.

Ambassadør Finn Thilsted, Kathmandu.
Foto: Lars Grunwald/ Udenrigsministeriet.

DANSK MILJØBISTAND PÅ VEJ TIL INDONESIEN

Energi- og klimaspørgsmål bliver en del af den danske miljøbistand til Indonesien – her et kraftværk. Foto: Lonnie Duka/Polfoto.

200 millioner danske miljøkroner skal også bekæmpe fattigdommen i det sydøstasiatiske ørige.

Af Morten Perregaard

Husene kommer nærmere og nærmere. Flyet sætter hjulene på landingsbanen, der ligger midt i mellem de fattige kvarterer, der omkranser lufthavnen i Indonesiens hovedstad, Jakarta.

Inde mod byens centrum er blandingen af moderne biler, nye højhuse og god infrastruktur samtidig tydelige tegn på den økonomiske udvikling, som Indonesien gennem de seneste år har befundet sig i.

Det store ørige med 250 millioner indbyggere har oplevet en kraftig økonomisk vækst – i lighed med andre lande i Sydøstasien, der samtidig betyder efterspørgsel af mere energi og dermed et øget pres på landets naturressourcer – samtidig med at en stor del af befolkningen endnu ikke har fået en bid af vækstkagen.

Derfor får netop fattigdomsbekæmpelse en markant plads i det miljøprogram, som Danmark nu indleder i samarbejde med den indonesiske miljømyndigheder.

– Det nye miljøprogram skal ikke alene bekæmpe miljø- og energiproblemer, men har også fokus på dem, der endnu ikke har fået del i væksten, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Bistanden vil løbe over en femårig periode fra 2008 til 2013 – med et budget på 200 mio. kr.

På tegnebrættet
Indonesien har siden 1998 gennemført reformer, herunder en betydelig decentralisering af de politiske ansvarsområder. Regeringen i Jakarta udstikker de overordnede politiske retningslinier og rådgiver, mens selve forvaltningen ligger hos de lokale myndigheder i landets 440 distrikter – herunder forvaltningen af økonomi, miljø og energi.

Da en betydelig indtægtskilde samtidig kommer fra udnyttelsen af selvsamme naturressourcer, såsom skovhugst, må de lokale myndigheder ofte vælge mellem at bære enten en indtægts- eller miljøkasket.

Ét ud af tre sigtekorn for den danske bistand er derfor kapacitetsopbygning. Målet er at udvikle finansielle værktøjer, så myndighederne er sikret et fortsat økonomisk grundlag, men også er i stand til at formulere en klar miljøpolitik for at reducere forbruget af naturressourcer – og den eventuelt medfølgende forurening. Det kan for eksempel være miljøafgifter.

– Det er godt både for fattigdomsbekæmpelsen og for miljøet i Indonesien, men også godt globalt fordi vi bidrager til at nedsætte CO₂-udslippet og derved mindsker den globale opvarmning, siger udviklingsministeren.

Denne kapacitetsopbygning bliver understøttet af to andre områder.

På den ene side vil en større energieffektivisering mindske presset på industrien, hvor den økonomiske vækst har ledt til en større efterspørgsel på energi, så priserne er steget kraftigt. Den danske bistand skal hjælpe virksomhederne til at spare penge ved at bruge den energi, der i dag er til rådighed, såsom kul, olie og gas, mere effektivt. Sidegevinsten skulle gerne være et mindre udslip af drivhusgasser.

Den danske bistand hopper, som den tredje komponent, med på et allerede eksisterende program, som Verdensbanken har finansieret siden 1998 under navnet Kecamatan Development Program (KDP).

KDP-programmet har indtil videre støttet knap halvdelen af Indonesiens godt 35.000 landsbyer med fattigdomsbekæmpelse som specifikt mål.

Den danske bistand skal integreres som en del af KDP’s fattigdomsbekæmpelse, og konkret giver bistanden mennesker ikke alene adgang til energi, de tidligere var foruden, men også bæredygtig energi såsom vandkraft og solenergi.

Morten Prerregaard er freelancejournalist bosat i Bangkok. morten@scandmedia.com

EGYPTEN

YTRINGSFRIHED UNDER PRES

Illustration med aviser
Objektivitet? Egyptisk presse lader stadig meget tilbage at ønske hvad angår journalistisk professionalisme – ikke mindst på udenrigsstoffet.

Det er svært at få informationer – og får man dem, er det svært at vide, om man kan stole på dem. Derfor stortrives rygter og konspirationsteorier i Egypten. udvikling besøgte Fatwa-rådet, det egyptiske journalistforbund og redaktionen af avisen Al Masry Al Youm.

Tekst og fotos: Kristian Ruby, Cairo.

Tilsløring præger Egypten i disse år, og det er ikke kun fordi hijab-tørklædet er blevet standardpåklædning for egyptiske kvinder.

Et silkeslør af censur, frygt og misinformation indhyller hele samfundet, og gør det mere end svært at skelne mellem fakta og rygter. Ikke engang noget så grundlæggende som landets finanslov kan almindelige få indsigt i. Men hvem bærer skylden – er det de religiøse ledere, regeringen, eller skal journalisterne bare tage sig sammen?

Min søgen starter hos de religiøse ledere, nærmere bestemt Fatwa-rådet, som spiller en vigtig rådgivende rolle i det politiske system. I princippet må ingen egyptisk lov være i strid med Koranen, og retssystemet har således udgangspunkt i den islamiske sharialov. Det betyder, at Rådet og dets leder, stormuftien, har meget at skulle have sagt. Som landets øverste religiøse autoritet har han nemlig retten til at definere den sande tolkning af islam, og i tvivlsspørgsmål skal han og Rådet konsulteres.

’For at beskytte kunstnerne’
Talsmanden Amr Elwardany, hvid turban, strengt blik og sort fuldskæg, tager imod. Man skal skelne mellem retten til at mene noget og retten til at udtrykke det, mener Rådet, som har anbefalet censur af en del værker. Men kun for at beskytte kunstnerne, forsikrer Elwardany, som glider af på spørgsmålet, om chefredaktører efter hans mening skal straffes for at publicere kontroversielt materiale.

Alligevel må man sige, at Fatwa-rådet ikke er den vigtigste årsag til problemerne med at skaffe pålidelig information. Rådets anbefalinger er vejledende. Den konkrete censur varetages af andre instanser og er langt mere omfattende, end hvad der kan føres direkte tilbage til Fatwarådets anbefalinger. Desuden er angsten for at blive forfulgt af myndighederne mindst lige så vigtig som den konkrete censur.

Fagforeningen
Forfølgelse af journalister kender man udmærket til i Egyptens fagforening for journalister, der holder til i en imposant bygning med vinduer i blåt spejlglas og søjler med forgyldte kapitæler. Menige journalister bliver jævnligt udsat for vold af politiet, og selv chefredaktører forfølges. Bestyrelsesmedlem Ibrahim Mansour giver et eksempel fra avisen Al Dostour, som han selv er tilknyttet. I april 2006 skrev avisen om en mand, som krævede Præsident Mubarak retsforfulgt for embedsmisbrug og bedrageri. En rigsretssag blev der ikke noget af. Til gengæld fik avisens chefredaktør selv en retssag på halsen for at fornærme præsidenten. Retten fandt anklagen begrundet og idømte redaktøren et års fængsel med straffearbejde. Dommen kører stadig i appelretten, og fagforeningen kan ikke gøre andet end at vente.

For selv om dens ydre fremtoning signalerer styrke og uafhængighed, er det langt fra tilfældet. Medlemsfinansieringen er minimal, og bygningen er udlånt af staten, som også tilbageholder midler til pensionsudbetalinger uden tøven, hvis fagforeningen bliver for næsvis. Desuden vidner medlemstallet på 5.000 om det ulige styrkeforhold mellem den fjerde statsmagt og de øvrige. Alene Informationsministeriet, der kontrollerer stort set al fjernsyn og radio, har 12.000 journalister ansat.

Foto
Ikke nemt at overbevise folk om, at man er uafhængig, siger Mohamed Samir, som er chefredaktør på den egyptiske avis Al Masry Al Yuom.

Professionalisme ikke normen
I det lys virker ressourcerne hos de uafhængige medier så meget desto mere skrabede.

Det gælder i hvert fald avisen Al Masry Al Youm, der blev grundlagt i 2004 og af mange opfattes som et af Egyptens mest progressive medier.

Vi ankommer midt i eftermiddagsbønnen og må liste forbi en medarbejder, som har smidt skoene og knæler på sit bedetæppe foran kopimaskinen i gangen. Redaktionslokalerne er slidte, møblementet spartansk og bordene flyder med håndskrevne artikler. Langt fra alle har en computer. Chefredaktør Mohamed Samir fremviser stolt pc’en med adgang til de internationale nyhedsbureauer, før han byder indenfor i det ydmyge hjørnekontor.

Det er ikke nemt at overbevise folk om, at man er uafhængig, fortæller han. Alt efter hvilke sager, avisen har dækket, er den skiftevis blevet beskyldt for at være i lommen på regeringen, oppositionen, saudi-araberne eller – selvfølgelig – den amerikansk-zionistiske sammensværgelse.

Ifølge redaktøren er avisen ingen af delene. Den ejes nemlig af et privat kontrolleret aktieselskab og er dermed økonomisk uafhængig. De redaktionelle kerneværdier er et liberalt sindelag – opbakning til ytringsfrihed og demokrati – og faglige dyder som pålidelighed og balanceret dækning.

Det lyder ukontroversielt, men journalistisk professionalisme er langt fra normen i Egypten, hvor både kilder og journalister frygter repressalier og derfor gemmer sig bag anonymitet, omskrivninger og indirekte citater. Stilen har da også skaffet avisen fjender. Ifølge Samir har der flere gange været tegn på, at nogle forsøgte at forhindre avisen i at blive distribueret, men han mangler endnu håndfaste beviser for, hvem der står bag. Han trøster sig dog med at oplaget – pt. 80.000 – er stigende.

Eliten modarbejder ytringsfriheden
Ifølge Moataz El Fegiery fra NGO’en Cairo Institute of Human Rights Studies, er roden til problemet imidlertid hverken at finde hos Fatwarådet, den svage fagforening eller de uafhængige medier.

Hovedansvaret ligger hos den herskende elite, som systematisk modarbejder ytringsfrihed. Det er dem, der står bag censuren af udenlandske bøger og magasiner, og ansvaret for politiets overfald på journalister er i sidste ende også deres. Dels fordi betjentene aldrig bliver stillet til regnskab, dels fordi der, trods løfter om at ophæve dem. stadig findes hele 38 forskellige love, der gør det muligt at retsforfølge journalister.

Det kan udenlandske donorer selvfølgelig ikke ændre på. Men Fegiery mener, der ligger et stort potentiale i at styrke de uafhængige journalisters position. De har problemer med at levere en professionel dækning ikke mindst på udenrigsområdet. Det blev blandt andet tydeligt under tegningesagen (Muhammed-krisen), hvor de danske imamer dominerede i de egyptiske mediers dækning. Det skyldtes til dels myndighedernes informationskontrol.

Men det handlede også om begrænset viden, manglende professionalisme og ikke mindst dårlige engelskkundskaber hos de egyptiske journalister, som derfor støttede sig til de kilder, de rent faktisk kunne tale med. Den slags kan afhjælpes, mener han, med helt simple ting som engelskkurser, øget adgang og kendskab til internettet og udveksling med udenlandske journalister, som kan hjælpe til at styrke fagligheden og kendskabet til udlandet. Den slags gør det ikke alene, men måske kan det alligevel bidrage til, at det egyptiske samfund på sigt kan smide sløret.

Kristian Ruby er freelancejournalist. Han deltog i et medieudvekslingsprojekt under Det Arabiske Initiativ, som var arrangeret af International Media Support.
kristianruby@hotmail.com

FAKTA

Medie- og pressefrihed er et af fokusområderne i Det Arabiske Initiativ og støttes gennem projekter, der blandt andet omfatter:

Twinning – det vil sige udvekslingsbesøg og samarbejde mellem danske og arabiske journalister.

Samproduktion mellem offentlige tv- og radioselskaber i Danmark og Mellemøsten.

Etablering af et center for undersøgende journalistik i Jordan.

Styrkelse af regionens journalistiske fagforeninger.

Støtte til forfatterforeningen PENs bestræbelser på at etablere PEN-centre i den arabiske verden.

Støtte til World Association of Newspapers’ (WAN) bestræbelser på at udvikle uafhængige aviser i regionen.

Annonce: DAC og Danida

TEMA: KENYA

KENYA – EN BESVÆRLIG SUCCES

Den nye regering har indført gratis skole til alle børn. Men bor du langt fra skolen, som her i slumkvarteret Kibera, skal du være heldig for at komme i skole. Foto: Karel Prinsloo/ AP Foto/Polfoto.

På fire år er Kenya blevet en afrikansk succeshistorie – med stærk økonomisk vækst og en regering, der vil gøre landet uafhængig af bistand inden 2030. Men Kenya er stadig præget af massiv korruption og halvdelen af befolkningen lever for under en dollar om dagen.

Af Morten Østervang, Nairobi

Om præsident Mwai Kibaki er korrupt?

Taxichaufføren, der hedder Simon og er sidst i fyrrerne, ryster på hovedet med en grimasse, der indikerer, at spørgsmålet er skudt helt forbi eller måske snarere: bare irrelevant.

Forholdene i Kenya kunne kun blive bedre efter årtier med Daniel arap Mois bundkorrupte regime, der accepterede sit valgnederlag for godt fire år siden. Og det er blevet bedre.

Man kan tale frit og sige, hvad man vil, lader Simon forstå. Aviserne rapporterer dagligt om korruptionsskandaler og magtmisbrug. At nyhederne så ikke altid er lige opløftende er en anden sag. Det er ikke det, Simon hæfter sig ved:

– Vi har en god præsident. Vi har frihed. Der er flere job og højere lønninger, forklarer han, mens vi kører gennem Nairobis tætte trafik og passerer de moderne regeringsbygninger.

– Børnene kommer gratis i grundskole, og næste år bliver gymnasiet også gratis, hvis altså præsidenten vinder valget til december, forklarer Simon. Han har selv 13 børn, og hver tredje måned betaler han, hvad der svarer til en hel månedsløn for at have to af dem i gymnasiet.

Som Simon har de fleste kenyanere en stærk tro på, at uddannelse er billetten ud af fattigdom – men uddannelse er samtidig nærmest umulig at betale for størstedelen af befolkningen. Netop den gratis undervisning er – selvom mange nok mener, at myndighederne nu bare propper flere elever i klasseværelserne – derfor et af de mest markante symboler på, at der trods alt sker noget i Kenya, efter at den nye regering har haft fire år til at forbedre vilkårene.

Økonomien driver værket
Kibaki-regeringen kom til magten med et ambitiøst reformprogram. Gennem økonomisk vækst ville den skabe en halv million nye job, give landets børn gratis adgang til grundskole og ikke mindst gøre op med den korruption og det ineffektive statsapparat, som har gjort hundredevis af personer med præsident Moi i spidsen hovedrige – og som bragte Kenya ud i en nedadgående fattigdomsspiral, hvor landet i de seneste år under Moi oplevede minusvækst. Under den mest spektakulære korruptionssag, Goldenberg-skandalen, mistede Kenya 600 mio. dollars.

Selv ikke den største skeptiker kan benægte, at der er sket fremskridt i Kenya. Spørgsmålet, som det internationale samfund uafladeligt stiller, er selvfølgelig: Er der sket nok?

Det hurtige svar: Kenya er faktisk blevet en økonomisk succeshistorie under den nye regering – i modsætning til mange af naboerne syd for Sahara. Det er ganske vist svært at se, at det er kommet de fattige til gavn.

Men Kenya præsterer nu for tredje år i træk en markant positiv økonomisk vækst. I år lander Kenya formentlig på syv pct., og målet er ti pct. Kenya er nu Afrikas tredjestørste økonomi med stor eksport til Uganda, Congo, Tanzania og det sydlige Sudan.

Og når man hører landets ivrige ministre tale, lyder sætningen ’den private sektor er drivkraften i vores økonomi’ igen og igen. Det er den private sektor og den økonomiske vækst, der skal afskaffe fattigdommen – og det er det, regeringen vil vælges på, når den om et lille år skal forsvare regeringsmagten.

Foto
Væksten i Kenya er særligt sket i og omkring hovedstaden Nairobi. Foto: Karsten Bidstrup, Polfoto.

Fri for hjælp
Med sit reformprogram er det lykkedes regeringen at indføre regelforenklinger, der giver bedre service til virksomheder og borgere. Der er skabt bedre infrastruktur, som forbedrer erhvervslivets vilkår. Der er reformer i gang, der skal bekæmpe korruptionen. Der er mere åbenhed i forvaltningerne om udbud, og reformer af retssystemet er i gang. Også det internationale donormiljø er vendt tilbage til Kenya. Og der er flere penge i omløb.

Troen på fremtiden hos regeringen fejler ikke noget. Med den private sektor som motor skal Kenya i 2030 være et mellemindkomstland. Og nok så vigtigt: Her skal Kenya klare sig uden udenlandsk bistand. Faktisk gik en række fremtrædende politikere for nylig og puslede med tanken. Kunne Kenya allerede nu klare sig uden den internationale –og til tider besværlige – bistand?

Måske er det ikke så vanvittig en tanke endda. Mens nabolandet, Tanzania, holder sin økonomi gående med 40-50 pct. af udenlandske midler, så er forholdet et helt andet i Kenya. På få år har Kenya effektiviseret skatteindtjeningen. Ifølge regeringen finansierer skatteindtægterne 90-95 pct. af statens udgifter – afhængigt af om du spørger regeringen eller donormiljøet. Det er et særsyn i Afrika.

Fremgang for de få
Så efter bare fire år må man vel sige, at det går meget godt i Kenya, spørger jeg den erfarne journalist Ian Gatere, der følger den politiske situation tæt. Ian Gatere arbejder med kommunikation og journalistik for en lang række internationale NGO’er.

Over en café latte ved den turkisblå pool på hotel Holiday Inn og omgivet af en blanding af britiske turister og italienske og kenyanske forretningsmænd i habitter, der indtager maden fra den overdådige buffet i den neokoloniale og safariagtige stemning, får jeg Ian Gateres vurdering.

Nok er der sket økonomiske fremskridt. Men det er for de få. Dem, der bor i Nairobi, taler engelsk og arbejder i den øvre del af den formelle sektor – altså den del af økonomien, der kan registreres i modsætning til de millionvis af mennesker, der laver småhåndværk, mindre landbrug, sælger på markeder eller tigger. Den almindelige kenyaner har derimod fået det hårdere blandt andet fordi regeringen er begyndt at opkræve betaling for el og vand, forklarer Ian Gatere.

Men det måske mest hårdtslående bevis for, at den økonomiske vækst ikke er kommet de fattigste til gode, er det forhold, at en ny undersøgelse, der snart er færdig – ventes at fastslå, at 56 pct. af Kenyas befolkning lever for under én dollar om dagen – navnlig i provinserne. I 1990 var andelen ’kun’ 49 pct. De 56 pct. er indtil videre en fremskrivning af gamle tal. Men tendensen er de færreste i tvivl om.

Eller som en rapport fra maj måned fra NEPAD (som er en række afrikanske landes fælles interne evaluering af hinandens politiske forhold), understregede: Fattigdommen og uligheden stiger. De øverste ti procent af samfundet sidder på 42 pct. af samfundets goder – og Kenya er et af verdens fem mest ulige lande.

– Vi har en regering, der tror urokkeligt på, at den økonomiske vækst før eller siden spreder sig til det øvrige samfund. Og som formentlig er mere kapitalistisk indstillet end nogen vestlig regering. Forestillingen om at rigdommen og udviklingen vil sprede sig automatisk før eller siden hører altså 60’erne og 70’erne til. Indtil nu er rigdommen havnet hos en lille skare. For den almindelige kenyaner er der ikke blevet skabt uddannelsesmuligheder, ingen kreditmuligheder for unge, ingen udsigter til et job eller vej ud af fattigdom. Det kan føre til sociale uroligheder, mener Ian Gatere.

Og som den kenyanske journalist forklarer:

Med den stigende fattigdom virker det grotesk, at parlamentsmedlemmerne – der årligt vedtager et antal love, der kan tælles på en hånd og har beskedne 53 arbejdsdage om året – har en af verdens højeste lønninger for parlamentarikere. Den ligger på cirka én million danske kroner og dermed godt det dobbelte af et dansk folketingsmedlem.

Pumwani
Få kilometer uden for Nairobis skyline fordriver tusindvis af arbejdsløse unge tiden i slumområdet Pumwani, der er et af verdens fattigste slumkvarterer med 60.000 indbyggere. Det er et af det tættest befolkede, mest uhygiejniske og usikre slumkvarterer i verden med overfald og voldtægter som en del af uordenen. Og år for år bliver der flere og flere mennesker.

Små beskidte børn leger i de støvede gader, der er dækket til af plast og papiraffald. Der findes ikke det problem, der ikke er her. Prostitution, stoffer, sundhedsproblemer og korruption. De fleste børn kommer ikke i skole, som ligger for langt væk, og kommunen leverer ikke services herude.

Den kenyanske, kristne organisation St. John’s, der støttes af danske Mellemfolkeligt Samvirke, har sat vandposter op, men ellers er der ikke vand og sanitet. Ved et fællestoilet står tre unge mænd. Her hænger de ud hele dagen. De tre mænd har plantet et par enkelte træer, og selvom det ud fra en dansk standard langtfra er indbydende, så er det en lille oase i det øde landskab af støv, blikskure og plastflasker. De er frivillige og passer toiletterne –et projekt, der er organiseret af St. John’s.

Det, der kommer ind ved at passe toiletterne, gemmer de i fællesskab – og hvem ved – på et tidspunkt får de måske råd til en forretning. Men med 500 shillings (ca. 40 kroner) om måneden og et par håndører til sig selv har det lange udsigter. Et stort antal piger har fundet en anden vej – prostitution. For 20 shillings leverer de deres ydelse.

– Det virker, som om der bliver flere og flere fattige. Og der er ikke meget hjælp til folk, der er uden for den formelle sektor, siger Sally Gatei, der er koordinator af St. John’s lokale udviklingsprojekter.

Som ekstra byrde skal folk betale bestikkelse for ydelser hos alt lige fra sundhedsvæsundhedsvæsenet til politiet. Som bestyrelsesmedlemmet Betty Murungi i Kenya Human Rights Commission siger til udvikling:

– Den stigende økonomiske ulighed, som vi ser, er et brud på menneskerettighederne – og det er ikke blevet bedre. Den offentlige service bliver ikke prioriteret. Og navnlig bestikkelsen, som den fattige kenyaner skal betale til alt lige fra sundhedsvæsenet til politiet gør situationen sværere og bidrager til fattigdommen.

Faren lurer fortsat
Er tingene blevet decideret værre i de seneste fire år? Spørger jeg Ian Gatere. Måske var forventningerne bare for store, som de gerne er, når man i årtier har været undertrykt, set magteliten rane til sig og set landets antal af fattige vokse.

Da Kibaki-regeringen i 2003 overtog styringen var stemningen i Nairobi euforisk, forklarer han.

Nu kunne det kun gå fremad. Men her fire år senere har langt de fleste uddannede mennesker i Nairobi som ham selv mistet troen på regeringen.

Ingen af de folk, der lænsede staten i de seneste årtier, er blevet dømt. Kun de små fisk. Hverken synderne fra Moiæraen eller de personer – herunder også tidligere ministre, der har været involveret i spektakulære sager under den nuværende regering, er blevet dømt. Og i dag går mange gode forretninger for ministerierne stadig tit til embedsmandens venner. Det er især den store korruption, som gør enkelte personer i embedsapparatet rige, der gør, at landet ikke udvikler sig så hurtigt, som det kunne. Men det er også den lille korruption, som betalingen til en korrupt læge for en sundhedsydelse, der rammer de fattigste, der fortsat gør korruption til et af Kenyas væsentligste problemer. I 2005 var Kenya stadig nummer 144 ud af 158 lande på Transparency Internationals korruptionsindex.

Og når man i dag kan læse i avisen, at præsident Kibaki holder et af flere møder med tidligere præsident Moi, så får man fornemmelsen, at de erfaringsudveksler lidt for meget. Og når man ser en af de forholdsvist mange sorte Mercedes-Benz eller lignende bilmærker på gaden, er de fleste sikre på, at føreren er kommet til den på ulovlig vis. Og forfatningen er ikke blevet ændret – præsidenten har stort set ubegrænsede beføjelser. Skulle der komme en præsident med lidt mere diktatoriske inklinationer er derouten ikke langt væk, frygter Ian Gatere.

Stor og lille korruption = fattigdom
Netop korruptionen har da også fået lande som Holland og Finland til at være mere tilbageholdende med støtte til landet – og det bliver da også jævnligt påpeget af det internationale samfund, der ser på de konstante afsløringer i pressen med en vis spænding. Og med en vis utålmodighed på reformerne af for eksempel retssystemet, hvor retssager ofte trækker ud i det uendelige.

Ganske sigende har også kun enkelte store institutionelle donorer som EU-kommissio-nen, IMF og Verdensbanken givet direkte budgetstøtte til regeringen, hvis budgetter ofte ikke går op. Den britiske regering, som ellers har et fast mål om at give budgetstøtte, som ulandenes regeringer selv kan forvalte, gør det ikke i Kenya. Heller ikke Danmark.

De fleste donorer giver derimod målrettet støtte til reformer af den offentlige sektor. Og har et særskilt budget, hvor man kan følge pengene nøje. Så er det i det mindste ikke vores penge, der snydes med, synes alle donorers logik at være.

Kort
Danidas Styrelse besøgte i januar Kenya. De mødte ministre, erhvervsliv og NGO’er i Nairobi. De så Danida-programmer langs kysten ved Mombasa og aflagde besøg i den prøvede flygtningelejr i Dadaab på grænsen til Somalia.

BISTANDSSAMARBEJDET

Kenya blev i 1989 et af de første danske programsamarbejdslande.

Størrelsen af bistanden har varieret alt efter forholdene i Kenya og var i 90’erne nede omkring 50-70 mio. kr. I lyset af regeringsskiftet i december 2002 blev samarbejdet forøget. På baggrund af den kenyanske regerings indgreb overfor MS’ arbejde blev landerammen i 2005 fastfrosset på 120 mio. kr.

Denne krise er nu løst og bistanden ventes at vokse i de kommende år. Danmark har sektorprogrammer indenfor sundhed, miljø, landbrug, vand samt menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse. Et nyere sektorprogram indenfor erhvervssektor supplerer det Privat Sektor Program (nu: B-2-B), der etablerer samarbejdskontakter mellem kenyanske og danske firmaer. Der ydes også støtte til Kenya i forbindelse med nærområde og antiterrorindsatsen.

Kilde: http://www.um.dk

Kenya bliver ikke bygget på en dag
Tilbage på Holiday Inn møder vi en topembedsmand fra præsidentens kontor, Joyce Nyamweya. Hun er chef for en afdeling i præsidentens kontor, som har det overordnede ansvar for reformer af den offentlige sektor.

Hun er en moderne, ivrig og engageret dame. En samling af topembedsmænd og danske medlemmer af Danidas Styrelse er samlet for at diskutere reformer – og korruption. Forinden har hun og kollegerne ivrigt præsenteret de reformer, der er i gang og udstukket visionerne: Kenyanerne skal have et offentligt system, hvor man ikke behøver bestikke sig frem, og hvor man får de ydelser, man har krav på. Og skal man følge hende, er der sket betragtelige fremskridt.

– Det internationale samfund kigger altid efter ligene frem for at kigge på, hvor meget godt, der er sket. Vi får ærligt talt ikke meget kredit for de resultater, der er sket, forklarer hun med henvisning til det store internationale fokus på korruptionen og tilføjer:

– Vi arbejder hårdt. Men hvor meget kan man nå på tre år? Vi arvede en offentlig sektor, der er blevet misbrugt i årevis. Når der kommer en ny regering, har man en opfattelse af, at så vil det hele ændre sig på én gang, men det er en overgangsproces. Det er jo åbenlyst, at det går den rigtige vej. Med en stærk økonomisk vækst og en effektiv skatteinddrivelse er det klart, at vi gør noget rigtigt.

Og kigger du på en vurdering fra den uafhængige organisation Global Integrity ligger Kenya derimod nu i den bedre halvdel af verdens lande, hvad angår korruption. Et noget andet billede end det som Amnesty International tegner.

At det også går den rigtige vej på det sociale område, er hun ikke i tvivl om. Der arbejdes på at nå 2015 Målene. Og den almindelige kenyaner har ifølge Joyce Nyamweya set forbedringer. Under Moi fik de fleste småbønder ikke tilstrækkelig betaling for mælk og kød, men med en kødkommission er der nu fastsatte priser. Samtidig har folk fået større adgang til kreditter, mulighed for at låne til lavere renter og der er bygget veje overalt i landet, nævner hun i flæng.

Bedre end Sudan og Somalia
Om der er sket nok? Det afhænger nok som altid af øjnene, der ser. Eller som Ian Gatere siger, da jeg præsenterer ham for taxichaufføren Simons udlægning af fremskridtene:

– Din taxichauffør må have været kikuyu. Du skal være kikuyu for at give så positiv en vurdering, smiler Ian Gatere.

Kikuyuerne udgør Kenyas største stamme og tæller også præsident Kibaki.

– Jeg er ganske vist også selv kikuyu, tilføjer Ian.

Kenyas politik er domineret af stamme- og etnisk tilhørsforhold. De fleste stemmer på folk fra deres egen stamme. Og hos din egen stamme kan du være nogenlunde sikker på støtte – om der så er sket fremskridt eller ej. Om der er sket fremskridt i Kenya er lidt mere nuanceret end som så, lader han forstå.

Eller som en udenlandsk observatør siger:

– Mange kenyanere har nok også lidt den opfattelse, at det går trods alt bedre her end i vores nabolande mod nord i Sudan og Somalia. Med en krig på den anden side af grænsen og uroligheder i det nordlige Kenya er spændingerne aldrig langt væk og holder folk bevidste om alternativerne. Så ja, efter afrikansk målestok går det måske meget godt. Og Kibaki tippes såmænd også til at have gode chancer, når der skal vælges ny regering til december.

Morten Østervang besøgte Kenya sammen med Danidas Styrelse.
morost@um.dk

’KENYA BLIVER ALDRIG EN VELFÆRDSSTAT’

Hvordan stiller Danida sig så over for et land, hvor regeringsførelsen har tydelige mangler, og hvor fattigdommen er blevet større trods forøget vækst? Interview med ambassadør Bo Jensen.

Af Morten Østervang, Nairobi

Er der sket fremskridt i Kenya?

– Ja, helt afgjort. Mange fremhæver den gratis grundskoleuddannelse for alle. Det politiske råderum er blevet markant udvidet. Først og fremmest har man fået flerpartisystem. Medierne har fået frihed til at rapportere og kritisere – også regeringen. Der har været enkelte episoder, hvor elementer i regeringsapparatet har forsøgt at lægge en dæmper på medierne. Men det har som regel givet bagslag, for de har bare skrevet endnu mere. De sidste par år har Kenya også oplevet markant økonomisk vækst. Sammenligner man med en periode i 90’erne, hvor væksten lå på 0,2 procent så er det en markant forbedring.

Kan man tilskrive det til bedre regeringsførelse?

– Det vil jeg tro, man kan. Erhvervslivet har fået bedre mulighed for at producere. Det tidligere regimes repression er forsvundet. Og den offentlige sektor har også øget omfanget af sine aktiviteter. Der er også kommet flere donormidler til.

Men er uligheden blevet større?

– Den økonomiske vækst er sket i Nairobi i meget høj grad. Så den økonomiske vækst har ikke resulteret i markant reduktion af fattigdom. Om overhovedet nogen. Det hænger nok sammen med den indstilling, man har i Kenya. Forbedrede levevilkår for den enkelte er i høj grad et spørgsmål om den enkeltes egne initiativer og muligheder. Få en uddannelse, start en forretning og tjen nogle penge. Kenya er ikke en velfærdsstat. Og bliver det formentlig aldrig.

Men når man så kommer som donor – med et vist fokus på fattigdomsbekæmpelse – giver det sammenstød med regeringen?

– Nej, det gør det sådan set ikke. Når regeringen indfører gratis grundskole for alle, er det noget, donorerne kan støtte. Når regeringen gerne vil arbejde i de fattige områder, så er det også noget vi kan støtte. Men at indføre sådan et socialt sikkerhedsnet over en bred kam, det tror jeg ikke er noget, Kenya selv vil komme med. Skatteprocenten er progressiv ligesom i Danmark. Dem, der tjener mere betaler mere, så man har nogle basale ting. Men Kenya er i bund og grund et samfund, hvor man må klare sig selv.

Men når Danida laver sektorprogrammer inden for sundhed, så er man nødt at give altomfattende adgang?

– Det er klart, at vi arbejder inden for den ramme, hvor vi mener, at vi kan gøre særlig stor indsats. Det er ikke nødvendigvis det samme som at regeringen vil lægge alle sine midler der. Det er den kenyanske regerings egen beslutning, hvad man vil.

Er der mindre korruption?

– Jeg tror grundlæggende, det er blevet lidt sværere at være korrupt. Så nogle regler er begyndt at virke. Og det er klart, man slipper ikke så let af sted med at være korrupt. Nu bliver man hængt ud i pressen. Nogle også trukket i retten. Det, der er bekymrende, er, at ikke flere bliver trukket i retten. Det er svært at få dem dømt. Antikorruptionskommissio-nen mangler kapacitet, og det kenyanske retssystem er tungt og stift.

Når man kigger på regeringsførelsen giver det så anledning til at overveje om man skulle bruge lidt flere tommelskruer over for regeringen?

– Vi yder jo ikke budgetstøtte. Vi sørger altid for, at der er aflagt nøje og separate regnskaber. De seneste skandaler har været sager, hvor der har været svindlet med regeringens egne midler. Ikke donorernes. Det sker særligt inden for sikkerhedsrelaterede indkøb, som ligesom i Danmark er langt mindre åbne.

Skal Danmark give budgetstøtte?

– Det ligger ikke i kortene. Der er flere grunde. Spørgsmål som den kenyanske administration af styringen af de offentlige udgifter og regnskab. Der er ofte ikke overensstemmelse mellem budgettal og de faktiske udgifter i budgetterne. Man får ikke brugt budgetterne i de forskellige ministerier. Pengene bliver ikke brugt der, hvor de skal. Det er på grund af manglende kapacitet, besværlige processer og manglende overblik. Styringen er mangelfuld.

Hvilken rolle kan dansk bistand spille?

– Det internationale donormiljø spiller en beskeden rolle. Nogle steder som i Tanzania udgør international bistand 40-50 pct. af statens budget. Her er det samlede blot 5-10 pct. Men vi kan anvende støtten mere selektivt og strategisk og støtte det, som vi synes skal fremmes. I sundhed udgør donorbistanden 15 pct. Det reflekterer, at sundheden er meget vigtig for os. Der får vi større betydning. Hvis vi bare havde ydet budgetstøtte, havde vi nok ikke haft den samme indflydelse.

Hvorfor er det godt?

– Vi kan støtte de reformer, som gør en forskel, og som forfølger de fattigdomsmålsætninger, vi har.

Bidrager Danmark til fattigdomsreduktion?

– Det synes jeg nok vi gør, fordi vi støtter de dele af regeringsapparatet, der søger at nå ud til de fattige i landdistrikterne med vandforsyning, primære sundhedsydelser og et bedre miljø. Der er nogen, som forsøger at gøre en forskel, og de får det meget lettere med vores støtte. Men vi støtter også en yderligere styrkelse af den økonomiske vækst, så den bliver endnu højere. Samtidig sørger vi for, at den bliver bredere ved at styrke specielt de mindre virksomheders muligheder.

Skal Danmark skrue op eller ned for bistanden?

– Jeg vil tro, vi skal ligge, hvor vi ligger.

Kenya mangler faktisk ikke penge. Men der skal penge de rigtige steder til at fremme reformer.

Hvordan ser fremtiden ud for dansk bistand i Kenya?

– Vi vil have en rolle at spille mindst 10-15 år endnu. Vi kan gøre en forskel for at styrke de udviklingspolitiske målsætninger, som ligger til grund for dansk bistand, men vi må være klar over, at det i vidt omfang kommer til at foregå på kenyanernes præmisser. Så derfor bliver Paris-deklarationens målsætning om harmonisering endnu vigtigere.

Foto
Ambassadør Bo Jensen, Nairobi. Foto: Lars Grundwald/ Udenrigsministeriet.

EN EFTERSPURGT VARE: KENYAS STRANDPIGER

Foto
Kvidhvide sandstrande, luksushoteller og grønne palmer tiltrækker solglade turister til Mombasa – og sexhungrende kvinder og mænd. Foto: Karsten Bidstrup/Polfoto.

I de fattige kystegne omkring Mombasa sælger op mod hver tredje pige seksuelle ydelser. Med støtte fra Danida hjælper lokal organisation pigerne væk fra prostitution – og til at passe bedre på deres sundhed.

Af Morten Østervang, Mombasa

Italienerne ligger på en klar førsteplads. Så kommer tyskerne. Og endelig svejtserne på en tredjeplads. Tilsammen køber turister fra de tre lande op mod halvdelen af alle de seksuelle ydelser, der sælges i Kenyas kystområde. Og det skal ofte gerne være uden kondom, og gerne med helt unge børn. Det sidste gælder navnlig italienerne og tyskerne.

Sådan lyder beskrivelserne af kundegrundlaget for sexindustrien langs den kenyanske kyst, som UNICEF har undersøgt sammen med de kenyanske myndigheder.

Omkring den store og fattige, kenyanske kystby Mombasa breder hvide sandstrande sig over kilometer efter kilometer, og er kun hist og pist afbrudt af klippekyst. Oppe bag palmetræerne ligger det ene hotel efter det andet. Og barer, hvor velstående kenyanere og udenlandske turister hænger ud. Med et venligt klima og hvide strande, så langt øjet rækker er det ikke underligt, at turismen er en vigtig indtægtskilde for Kenya. Men det er altså også sex, der sælger.

Og det er blevet en nødvendig indtægtskilde for tusindvis af helt unge. Selvom turismen giver job til befolkningen langs kysten, der er et af Kenyas fattigste og mest marginaliserede områder, så har det langt fra kastet nok af sig til den lokale befolkning.

For mange unge i området, hvis forældre er arbejdsløse eller døde af hiv, er sexindu-strien den eneste vej til en indtægt. Undersøgelsen vurderer, at helt op mod 30 pct. af de 50-60.000 piger i alderen 12-18 år i området af og til sælger sex, hvorimod 2-3000 skønnes at ernære sig som sexarbejdere på fuld tid og hele året rundt. Op mod halvdelen vurderes at have indledt karrieren, mens de var 12-13 år.

Foto
Violet levede i to år af at sælge seksuelle ydelser. Tusindvis af piger i området må gøre det samme for at overleve. Foto: Morten Østervang.

Sex for mad og husly
21-årige Violet har prøvet tilværelsen som fuldtidssexarbejder. Hun var 19 og endnu ikke færdig med 2.g, da hendes stedmor smed hende på gaden. Sammen med sin daværende kæreste var hun blevet gravid.

Hun boede i en landsby uden for Mombasa – og anede ikke, hvor hun skulle tage hen. Indtil en veninde foreslog hende at tage med til Mombasa. I to år var sex med turister eller lokale den eneste vej til overlevelse. Nogle gange overnattede hun – med sex som modydelse – fast hos en lokal mand, bare for at få mad og et sted at sove.

– Jeg græd og var deprimeret, og anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, forklarer Violet, mens vi sidder i skyggen uden for den lokale organisation Beach Girls Rehabilitation Program, der med støtte fra Danida kører et sundhedsprojekt, hvor de møder pigerne og hjælper dem og oplyser dem om sundhed –og navnlig reproduktiv sundhed.

Mange af os har ikke familier, siger hun og kigger rundt. Og myndighederne er der ikke hjælp at hente os.

Ifølge statistikkerne er op mod halvdelen blevet sexarbejdere, fordi deres forældre enten er arbejdsløse eller døde. Ofte starter de med at servicere lokale, der tegner sig for 40 pct. af ’handlen’. På barer møder de lokale, får erfaring, tjener nogle penge, så man kan købe tøj få og ordnet sit hår. Alt sammen med til at give adgang til turistmarkedet, der betaler bedre og for en 12-16-årig indbringer 1-2.000 kenyanske shillings, oplyser UNICEF.

Hård konkurrence
Men der er rigeligt med piger. Og i højsæsonen er der hård konkurrence. Violet måtte som regel nøjes med 500 shillings (40 kroner) for en hel nat – eller, hvis det var ved en lokal mand, blot husly.

For godt et år siden besluttede Violet sig for at ’sige op’. Hun var lettet, da hun fik konstateret, at hun ikke har hiv.

Gennem projektet ’Beach Girls’ har hun fået en uddannelse. Hun er blevet frisør – og tjener nu lige akkurat til tilværelsen. Hun har et værelse, hvor hun bor alene. Graviditeten blev afbrudt på grund af stress og depression. I dag håber hun på, at hun får råd til sin egen salon.

– Jeg møder nogle gange min far. Og selvom vi ikke snakker sammen, vil jeg gerne vise ham, at jeg kan klare mig. Da jeg blev gravid og smidt på gaden og blev sexarbejder gik han og sagde – ’se hvad vi sagde; hun dur ikke til noget’. Jeg vil vise ham, at jeg kan.

STØTTE TIL KYST-NGO’ER

I et forsøg på at nå udsatte grupper, som sundhedsapparatet har svært ved at nå, støtter Danida NGO’er i langs kysten i Kenya (under sundhedssektorprogrammet).

En af de grupper er unge, der lever på gaden, og som ofte bliver udnyttet seksuelt. Danida støtter bl.a. Mombasa Beach Girls Rehabilitation Program, der bl.a. har fået støtte til at skabe bevidsthed om aids og til en kampagne for stivkrampevaccinationer. Støtten til organisationen vil fremover i højere grad fokusere på kapacitetsopbygning.

KØN

TESTOTERON-BOMBEN T-I-K-K-E-R

Efter årtiers fokus på kvinders vilkår i udviklingspolitikken, efterlyser Verdensbanken nu en mere nuanceret og balanceret kønsdebat. Mændenes forgæves jagt på maskulinitet og selvværd skal tages alvorligt i forsøget på at afværge flere voldsomme konflikter. For kvindernes skyld, såmænd.

Af Merete Jensen

Folkemordet i Rwanda i 1994 kunne have været undgået eller begrænset, hvis nationens vrede unge mænd havde mødt større forståelse og velvillighed.

Det konkluderer Marc Sommers, amerikansk professor i humanitære studier, på baggrund af studier i 20 krigsramte lande. Han hæfter sig ved, at situationen i landet forud for folkemordet, der kostede op imod én million mennesker livet, gjorde det ’næsten umuligt for landets ungdom, hvoraf de fleste var arbejdsløse, ikke at blive involveret’.

45 procent af befolkningen i Rwanda er under 15 år, og argumentationen er videre, at stabiliteten i Rwanda, der tillige er verdens tættest befolkede land, afhænger af, om regeringen og verdenssamfundet nu forstår at handle ansvarligt, eller om man fortsat ignorerer de grupper af unge, frustrerede mænd, der står uden muligheder i dagens Rwanda.

Farlig trædemølle
Eksemplet fra Rwanda optræder i debatbogen The Other Half of Gender: Men’s Issues in Development, som er udgivet af Verdensbanken. Her har en række anerkendte forskere og organisationsfolk skrevet om de drenge og mænd, der alt for længe er blevet glemt og klemt i den akademiske begrebsverden og litteratur. Og – ikke mindst – i Vestens bistand til udviklingslandene.

Kort fortalt er miseren, at unge mænd i store dele af verden føler sig trådt over deres maskulinitet af ældre mænd, kulturelt bestemte traditioner og ikke mindst af frigjorte kvinder, der i årevis har haft bistandsdonorernes velsignelse til at mobilisere kræfterne og gøre sig stærke og uafhængige af netop deres mænd.

Derfor trasker alt for mange unge mænd i udviklingslandene rundt i en trædemølle af dårligt selvværd, mangel på muligheder, høj arbejdsløshed, fattigdom, frustration, aggressivitet, alkoholmisbrug, vold og misforståelse. Store grupper af unge mænd betragtes ofte som en trussel mod stabiliteten i lokalsamfund og i verden – en formodning, der i nogle tilfælde viser sig at være selvforstærkende, så mænd, der forventes at være voldelige, også bliver voldelige.

Syndebukke med egne problemer
Bogens forfattere påpeger, at vi i Vesten siden 1970’erne har været så fokuserede på pigernes og kvindernes vilkår, at vi i skyndingen i bedste fald har overset mændene og i værste fald har gjort dem til syndebukke for kvindekønnets kamp for anerkendelse, økonomisk og social frihed samt basal selvbestemmelsesret.

I de senere år er begrebet fattigdomsreduktion blevet udvidet fra primært at blive set som et økonomisk fænomen til også at handle om empowerment – altså retten til en stemme – og manglen på sikkerhed. Imens er kønsdebatten forblevet en ensidet diskussion.

Beskeden er, at manden også hører til i kønsdebatten. Ikke kun som prygelknabe for kvindernes problemer, men i egen ret, og med krav på, at vi i donorlandene ikke kun forsøger at forstå deres problemer i relation til kvinders problemer.

Allerede i forordet slår forfatterne dog fast, at et øget fokus på mænds problemer ikke skal underminere indsatsen for at styrke kvinderne. Det der i stedet er brug for, er en balanceret og nuanceret tilgang til kønsdebatten.

Mænds problemer
Men hvad er det så mændene kæmper sådan med? Helt kort fortalt er det dels praktiske problemer, som relaterer sig til fattigdom, arbejdsløshed – og håbløshed, og dels at de unge mænd kæmper mod forudindtagede holdninger, kulturelle barrierer og de sociale påvirkninger, der følger nedbrydelsen af de traditionelle kønsmønstre.

Helt konkret er mænds stadigt svigtende repræsentation på de videregående uddannelser et problem. Det er et problem, at arbejdsløsheden blandt unge mænd i udviklingslandene er firefem gange så høj som for voksne mænd. Og det er et problem, at 80 procent af alle drabsofre på verdensplan er mænd.

Da mænd også udgør langt størstedelen af dem, der ansætter andre mænd og langt størstedelen af dem, der dræber andre mænd, er det nærliggende at anlægge en ironisk distance til disse problemer og antage, at mændene ligger som de har redt. Men, advarer forfatterne, det er værd at hæfte sig ved de dybereliggende årsager til mændenes frustration og handlemåde.

På et lidt mere svævende plan er det et problem, at unge mænd socialiseres ind i en kulturelt bestemt version af maskulinitet, der promoverer seksuel aggressivitet imod kvinder. Dét betyder, anerkender forfatterne, at unge mænds forsøg på at opnå respekt blandt ældre medborgere går ud over kvinderne. En ud af fire sydafrikanske mænd indrømmer at have tvunget kvinder til sex, mens en skolelærer i Kenya afviser, at de unge mænd vil forvolde skade mod skolens store piger: “De ville jo bare voldtage dem”, forklarer han.

En trussel – og en advarsel
Desuden er det et stadigt stigende problem, at omverden ser unge mænd som en trussel i sig selv. På grund af den massive ledighed og den deraf følgende mangel på selvværd og respekt, hænger de unge mænd fast i en samfundsstruktur, hvor kedsomhed og håbløshed får dem til at handle irrationelt.

Derfor er unge mænd – og specielt dem, der holder til i byerne i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika – blevet set som en frygtindgydende masse alene på grund af deres antal, argumenterer forfatterne, og giver eksempler på, at den amerikanske regering, blandt andre, maler skræmmebilleder af horder af unge, arbejdsløse mænd og sætter lighedstegn mellem dem og terrorisme.

Sprængfarlig frustration
Det er denne virkelighed, mange unge mænd møder i samfund, der i stigende grad – om ikke på overordnet plan så i hjemmene – styres af frigjorte kvinder, som firkantet sagt anser mændene for nogle pjok og presser dem ud på et sidespor.

Med i regnestykket hører nemlig også den nye sociale orden, der følger i kølvandet på kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet. Ét er, at konkurrencen om jobs bliver større i takt med, at kvinderne får jobs udenfor hjemmet, men mændenes kulturelt bestemte førsteposition i hjemmet bliver også udfordret af styrkede kvinder.

Kombineret med høj befolkningstæthed, fattigdom og begrænsede fremtidsudsigter udgør de unge mænds deraf betingede jagt på respekt for deres maskulinitet en selvantændelig lunte, advarer forfatterne.

Donorlandene i Vesten får som nævnt lov at bære en del af ansvaret for, at mænd i udviklingslandene er blevet ignoreret. Men samtidig peger The Other Half of Gender også på, at kulturelle spændetrøjer i de enkelte lande har en del af skylden for, at situationen er, som den er, for de masser af unge mænd, der bliver frustrerede, når de ikke kan finde job, så de kan tjene penge, betale brudepris, blive gift og få en familie.

Merete Jensen er freelancejournalist bosat i Vietnam.
merete.jensen@fpt.vn

The Other Half of Gender: Men’s Issues in Development (Paperback) af Maria C. Correia, Ian Bannon (red.) Pris: 29,40 dollars (amazon.com).

ZAMBIAS STÆRKE DAMER

Foto
Som Zambias første kvindelige overretsdommer tilhører Florence Mumba landets absolutte elite. I Zambia kan kvinder sagtens have topkarriere – men være udsat for den ’gammeldags’ diskrimination, hvor kvinder må acceptere at blive slået, hvis de formaster sig til at stille spørgsmålstegn ved mænds ret til at have elskerinder.

Zambia er et samfund gennemsyret af kvindeundertrykkelse. Alligevel sidder der talrige zambiske kvinder på topposter. En af dem er højesteretsdommer Florence Mumba.

Tekst og foto: Camilla Hebo Buus, Lusaka

Florence Mumba var en af de første kvindelige jurister i sit land, første kvindelige højesteretsdommer, og første kvindelige ombudsmand.

Efter otte år som dommer ved det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, er hun i dag tilbage som højesteretsdommer. Med den baggrund er det måske ikke så underligt, at hun aldrig har følt sig diskrimineret imod – og dog. For hun er kendt i Zambia, et land som er gennemsyret af kvindeundertrykkelse. Ikke i form af omskæring, tørklæder eller dræbte pigebørn. Men på den ’gammeldags’ måde, hvor mænd mener, at kvinder kun er til for at føde børn og udføre husligt arbejde, og hvor kvinder accepterer at blive slået, hvis de formaster sig til at sætte spørgsmålstegn ved mandens ret til at have elskerinder. Når der er debatudsendelser for kvinder i radioen, er det altid mændene, som ringer ind for at fable om kvindernes rette plads ved kødgryderne.

Men hvordan kan det så være, at der sidder kvinder i mange vigtige stillinger i Zambia? Florence Mumba er ikke alene. Det statslige forsikringsselskab, lufthavnene, landets største private radiostation, turistforbundet, fagforbundene, marketinginstituttet og – måske mest sigende – den vigtige valgkommission, alle har de kvindelige direktører eller bestyrelsesformænd.

Politisk set er kvinderne også med. Flere ministerier er ledet af kvinder, og et af de større oppositionspartier har en kvinde ved roret, om end hun ikke blev valgt som præsidentkandidat for oppositionsalliancen ved det seneste valg, idet de andre oppositionspartier (nok mest mændene) mente, at Zambia ikke er klar til en kvindelig præsident. Kvinderne var mere inspireret af Afrikas første kvindelige præsident, Ellen Johnson-Sirleaf fra Liberia.

Travle kvinder
Alligevel finder Zambia det stadig svært at opfylde kravet fra udviklingsfællesskabet i det Sydlige Afrika (SADC) om 30 pct. kvinder i besluttende og politiske stillinger. Og når man kører igennem landet, ser man uligheden tydeligt. Kvinderne har altid travlt. I byerne befolker de gaderne med deres fortovsopstillinger. Her kan man købe tomater, pænt stablet, længere henne kolde drikke, grillede majs, genbrugstøj eller noget helt fjerde. I landsbyerne skal der hentes vand, fejes uden for hytterne, laves mad, ordnes marker, og altid med mindst et barn på slæb. Mændene – de laver ingenting.

Talrige undersøgelser dokumenterer, at holdbar udvikling kræver, at kvinderne deltager. Den øgede beskæftigelse af kvinder i udviklingslande har bidraget mere til global økonomisk vækst end Kinas boom. Kvinder har siddet på hovedparten af beskæftigelsen i Asiens eksportsucceser. Der er en klar sammenhæng mellem ligestilling og bruttonationalprodukt, og hvis kvinder i Zambia fik adgang til de samme landbrugsinputs som mænd, så kunne landets landbrugsproduktion øges med op til 15 pct.. Derfor har donorerne også god grund til at kræve kvindedeltagelse i Afrika.

Men hvordan hænger det så sammen med, at Florence Mumba, højesteretsdommer, efter otte år i Haag, stadig er af den opfattelse, at europæiske mænd er mere diskriminerende end afrikanske?

– Europæiske mænd føler sig helt klart truede af kvindelige topledere. Måske har zambiske mænd nemmere ved at acceptere, at kvinder gør karriere, fordi vi kvinder deltog på lige fod med mændene i vores kamp for uafhængighed. Vi kæmpede side om side med mændene, og derfor respekterer de os, foreslår hun.

– Min mand har aldrig haft problemer med min karriere, og jeg kender mange karrierekvinder i Zambia, og deres ægtemænd accepterer det også.

Alligevel er Florence ansvarlig for husholdningen med fire børn og to børnebørn.

– Jeg har ligesom andre karrierekvinder i Zambia hjælp i huset og god støtte fra min familie, forklarer højesteretsdommeren.

Nyt ministerium
Storfamilien er en vigtig enhed i Zambia, og uden dens opbakning ville karrierekvinder være en umulighed, for der er nul hjælp at hente fra staten.

Det forsøgte præsident Mwanawasa at rette op på for nylig. Han etablerede et nyt Ministerium for Køn & Udvikling, og blev nok lidt overrasket, da kvindebevægelsen afviste det nye ministerium. Bevægelsen tror ikke på, at ministeriet vil fremme integrationen af kvinder. Tværtimod frygter den, at ministeriet vil blive brugt til at mobilisere kvinder til politiske kampagner og lufthavnsdans (en fast ingrediens når præsidenten flyver).

– Det er et bevidst forsøg på at trivialisere kvindesagen i Zambia, sagde direktøren for organisationen Kvinder for Forandring, Emily Sikazwe, da præsidenten åbenbarede det nye ministerium.

Erfaringer fra andre lande i det sydlige Afrika viser, at Emily Sikazwe måske har ret. SADC selv har konkluderet, at nationale institutioner for ligestilling ikke har formået at integrere kvinder. I stedet er de blevet brugt til ’at lukke munden på vinder ved at blive blandet sammen i ministerier med andre afdelinger såsom lokalsamfund, unge og børn’, forklarer Janah Ncube, som er rådgiver på det kønspolitiske område på SADC’s sekretariat i nabolandet Botswana.

Budgetter er ikke kønsneutrale
SADC er derfor begyndt at lægge mere pres på sine medlemsstater, ved blandt andet at kræve, at de indfører såkaldt kønssensitiv budgettering. Budgetter er nemlig ikke kønsneutrale. Derimod påvirker de mænd og kvinder ganske forskelligt. Hvis en landsby får en ny brønd, så påvirker det kvinder mere end mænd, da kvinderne henter vandet. Hvis prisen stiger på alkohol, så påvirker det mænd mere end kvinder, da mændene drikker mest. Hvis politiet bliver bevilliget mere mandskab, så påvirker det kvinder mere end mænd, da de er mere udsatte på skæve tidspunkter af døgnet.

Kønssensitiv budgettering handler ikke om at uddele flere penge til kvinder. Det handler i højere grad om at sikre, at alle gruppers behov og interesser er tilgodeset i statsbudgettet. Det handler også om, pointerer Janah Ncube, at synliggøre den ubetalte plejesektor, som normalt er et kvindedomæne.

Og Florence er helt med på ideen. Hun er nemlig også en passioneret forkæmper for kvinders rettigheder.

– Vi arbejder på at ændre grundloven, især når det handler om ægteskab og arverettigheder, for på disse områder har kvinder ikke lige ret under den nuværende lov, forklarer hun. Når en mand dør i Zambia, er det i dag helt almindeligt, at hans familie kommer og tømmer huset for alt af værdi. Intet bliver efterladt til enken og børnene.

Alligevel håndhæver Florence, at zambiske mænd respekterer kvinder mere end europæiske. Spørgsmålet er, om en mand kan respektere en kvinde, selvom han slår hende? Og kan en kvinde være frigjort, selvom hendes mand slår hende?

Set med vores øjne må en zambisk kvinde være undertrykt, og dog, mange zambiske kvinder såsom Florence Mumba føler sig ikke hæmmet af deres køn. Overraskende mange af dem har både karriere, elskere – og masser af personlig frihed.

Da Afrika tog imod de første hvide opdagelsesrejsende, var afrikanske kvinder givet vis mere frigjorte end europæiske kvinder. Godt nok var mændene ved magten (om end Afrika kan mønstre langt flere matriarkalske samfund end Europa), men kvinderne var respekterede for deres rolle i samfundet og forgudede for deres frugtbarhed. Da europæerne blev drevet ud, næsten hundrede år senere, efterlod de sig et samfundssystem af europæiske normer, som Afrika stadig kæmper for at afrikanisere. Måske derfor kan frigjorthed og undertrykkelse godt være to sider af samme sag i Zambia. De to samfundssystemer er blevet forplumret.

Derfor lever Florence Mumba side om side med den zambiske husmor, som mener, at hendes mand gør ret i at slå hende.

Camilla Hebo Buus er freelancejournalist bosat i Zambia.
cabu@zamnet.zm

KULTUR OG BISTAND

Foto
Ved fremtidige Images-festivaler bliver CKU i højere grad fødselshjælper end producerende aktør, hvis det står til den ny CKU-leder Jens Kåre Rasmussen. Foto: Karsten Bidstrup.

DER ER BRUG FOR KULTUREN I UDVIKLINGSBISTANDEN

Efter en periode med fyringer og skænderi i offentligheden er den 47-årige Jens Kåre Rasmussen blevet ny chef for Center for Kultur og Udvikling. Han vil have mere fokus på udviklingsbistanden og vil satse på mindre ambitiøse Images-festivaler.

Af Marlene Lyhne Sørensen

Sidste år blev et turbulent år for Center for Kultur og Udvikling (CKU), der er sat i verden for at skabe dialog og forståelse på tværs af kulturer. Tidligere medarbejdere berettede om et elendigt arbejdsmiljø. Der var stor udskiftning og folk gik ned med stress. Centerchef Olaf Gerlach Hansen valgte at forlade sin stilling med øjeblikkelig virkning af private årsager, skrev CKU dengang i en pressemeddelse.

Balladen er der ingen grund til at tale mere om, understreger den nye centerleder Jens Kåre Rasmussen. Han blev udlånt af Udenrigsministeriet efter Gerlachs fratrædelse og blev fra 1. januar ansat som ny centerleder blandt 29 ansøgere.

– Nu gælder det om at se fremad, siger han.

Kultur som udviklingsredskab
Jens Kåre Rasmussen er uddannet cand.polit. og kommer fra en stilling som souschef i Udenrigsministeriets kontor for humanitær bistand og NGO-samarbejde. Han har tidligere været udstationeret i Tanzania, Indien og Uganda.

Den nye centerleder ser først og fremmest sin fortid i Udenrigsministeriet som en styrke i forhold til at få opprioriteret kulturdimensionen i udviklingsbistanden.

– Min baggrund i ministeriet kan gøre det lettere at få åbnet døre og overvinde barrierer. Ministeriet har stillet sig positivt, men nu ligger udfordringen i at få omsat velviljen til praksis. Vi skal have konkretiseret, hvordan kulturdimensionen kan bruges på udviklingsområdet, siger Jens Kåre Rasmussen, der også håber, at hans erfaring fra samarbejdet med de danske NGO’er vil være en nyttig ballast.

Han mener selv, at kulturen er et vigtigt redskab. Det kan være som teater, der oplyser om hiv/aids eller om hygiejne i forbindelse med vand og sanitet. Men også som et redskab til at skabe en national identitet i lande med stridende etniske grupper. Forskelligekunstneriske udtryksformer kan være med til at skabe forståelse for hinanden og dermed modarbejde fjendebilleder, understreger Jens Kåre Rasmussen. Den funktion mener han også er gældende i et globalt perspektiv.

– I en verden som bliver mindre og mindre, og hvor problemer i udviklingslandene kommer tættere på i form af for eksempel terrorisme, migration og flygtninge, er der et stigende behov for at skabe dialog og forståelse mellem forskellige samfund. Her kan CKU og kulturinstitutioner spille en central rolle, siger Jens Kåre Rasmussen, der blandt andet gerne havde set CKU spille en større rolle i forbindelse med regeringens globaliseringsudspil sidste forår. Udspillet blev i nogle kredse kritiseret for at være blottet for det kulturelle aspekt.

Hønen og ægget
På det tidspunkt lå centeret imidlertid underdrejet i interne problemer. Desuden er der stærkt begrænsede midler på CKU’s budget. Centeret har netop indgået en ny treårig resultatkontrakt med Udenrigsministeriet, der alene sikrer 42 mio. kr. til kulturudveksling og de tilbagevendende Images-festivaler. Finansiering til fremme af kulturdimensionen sker fortrinsvis ved bevillinger, der ligger ud over resultatkontrakten.

– Skal vi for alvor rykke noget, er vi nødt til at finde bevillinger, der ligger ud over selve rammeaftalen. Og der kommer vi ikke udenom, at Udenrigsministeriet også fremover vil være en vigtig og dominerende partner, siger Jens Kåre Rasmussen.

Han beskriver imidlertid forholdet mellem CKU og Udenrigsministeriet som en hønenog- ægget situation, hvor der i en årrække har været en intention om at tage kulturdimensionen med ind i udviklingsarbejdet, men hvor CKU først i de sidste par år for alvor er begyndt at arbejde systematisk.

Samtidig har der været en tilbageholdenhed med for alvor at satse på området, fordi man i Udenrigsministeriet savnede synlige resultater på, at det rent faktisk virkede. I CKU har man til gengæld følt, at det har været svært at præstere synlige resultater, så længe Udenrigsministeriet ikke har afsat de nødvendige midler. Jens Kåre Rasmussen medgiver, at midlerne er små.

– Det er en meget vigtig lære, at ressourcerne er begrænsede. Vi skal have en åben dialog i sekretariatet om, hvad vi gør, og hvad vi prioriterer, for vi kan ikke det hele, siger Jens Kåre Rasmussen, der tror på, at en vigtig prioritering er at få integreret kulturdimensionen i Danmarks bilaterale bistand. Men han lægger ikke skjul på, at det bliver en krævende opgave.

Op ad bakke
– Når man ikke har tænkt kulturdimensionen ind fra starten, er det op ad bakke. Der er så mange ting at tage hensyn til som miljø, menneskerettigheder og demokrati, og nogle vil opfatte kulturdimensionen som endnu et aspekt, der skal tages hensyn til og som kan besværliggøre arbejdet, siger Jens Kåre Rasmussen. Han skitserer CKU’s fremtidige strategi: Indsatsen med at fremme kulturdimensionen i bistanden vil være en prioritet. Her er behov og vækstpotentiale.

– I forbindelse med projektstøtteordningen vil det ikke længere være muligt at søge støtte til rigere mellemindkomstlande. Man vil bruge de samme landegrænser som Projektrådgivningen og Danida. Der kan pt. søges til 94 lande. Og man vil søge at udvide kredsen af ambassader i programsamarbejdslandene, som man har samarbejdsaftaler med, og hvor ambassaderne typisk afsætter øremærkede midler til kulturaktiviteter lokalt, og CKU yder et bidrag til udveksling. Desuden vil han gå efter at få folk i sekretariatet ansat på længerevarende kontrakter, så CKU’s aktiviteter får begrænset sin nuværende ad hoc karakter.

– Skal man gøre en forskel, så kræver det længerevarende partnerskaber. Og så skal vi være mere realistiske i forhold til vores egen rolle. I forhold til Images-festivaler ser jeg snarere CKU som en fødselshjælper og strategisk koordinator end som administrator og en egentlig producerende aktør, siger Jens Kåre Rasmussen.

Mindre festivaler
Udover at gå efter en mere aktiv og koordineret rolle i bistandsarbejdet, så vil CKU fortsat arbejde med Images-festivaler. Men der er brug for en videreudvikling af konceptet, mener Jens Kåre Rasmussen:

– Vi skal diskutere konceptet med vores samarbejdspartnere, men der vil helt sikkert ske nogle forandringer. Det kunne for eksempel være, at man lavede nogle mindre Images-festivaler hvert år, eller hvert andet år, for på den måde at undgå en stort anlagt festival hvert tredje år, som løber sekretariatet over ende. Samtidig har der været udtrykt ønske om at arbejde med temaer, der ikke nødvendigvis har et geografisk fokus. Det kunne være et tema om identitet eller urbanisering, fortæller Jens Kåre Rasmussen.

CKU, der startede på baggrund af græsrodsarbejde med Images of Africa festivalerne tilbage i 90’erne, vil fremover få en styrket rolle i forhold til Danidas udviklingsarbejde, men Jens Kåre Rasmussen mener, at organisationens status som selvejende institution skal fastholdes:

– Jeg tror, at det vil tjene både ministeriets og CKU’s interesse, hvis der er en uafhængighed for CKU. Det vil netop bidrage til, at vi kan formidle et samarbejde med andre partnere i nogle mere uafhængige, kunstneriske miljøer. Det kan være berigende i forhold til det, Udenrigsministeriet selv kan gøre.

Marlene Lyhne Sørensen er freelancejournalist.
marlyhne@hotmail.com

CENTER FOR KULTUR OG UDVIKLING (CKU)

Center for Kultur og Udvikling (CKU) er en selvejende institution under Udenrigsministeriet. CKU varetager kultursamarbejdet mellem Danmark og udviklingslandene, herunder.

Præsentation af udviklingslandenes kultur for den danske befolkning i samarbejde med kulturelle institutioner i Danmark og udviklingslandene.

Information og rådgivning i kultursamarbejdet med udviklingslandene.

Forberedelse og afvikling af Images-festivaler for den tredje verdens kultur.

Behandling af ansøgninger om støtte til kulturelt samarbejde med udviklingslandene og fordele støtte til aktiviteter, som gennemføres af andre organisationer og kulturinstanser i Danmark.

Præsentation af dansk kultur i udviklingslandene. Støtte til kapacitetsopbygning i landenes kultursektorer.

KONTRAKTEN

Udenrigsministeriet og CKU har netop indgået en ny treårig resultatkontrakt. Blandt de besluttede målsætninger er:

Images-konceptet i 2007 skal videreudvikles i samarbejde med centrale danske interessenter. I 2008 og 2009 forventes en eller flere større begivenheder afholdt med brug af Images-mærket. Temaer fastlægges i 2007.

CKU’s rolle som promotor for udviklingslandenes kunst og kultur skal styrkes.

Udarbejdelse af en delstrategi der tager højde for, at stigende bevillinger til projektstøtteordningen går til at udvide samarbejdet med ambassaderne i Danidas programsamarbejdslande.

Opprioritering af en bevidst og systematisk inddragelse af kultur som et redskab i udviklingsarbejdet, herunder i arbejdet med sektorprogrammer.

Organisationsudvikling af CKU, herunder flere fastansatte.

LILLE KULTURSTRATEGI MED STORE VISIONER

Blot en beskeden del af Danmarks bistand går til at støtte kulturen i Syd. Men en vital kultursektor kan reducere fattigdom og sætte demokrati på dagsordenen i u-landene. Endnu kender ingen dog virkningen af kulturbistanden.

Af Karin Bergquist

Afrikansk musik omsætter for årligt cirka én milliard dollars på verdensmarkedet, men kun en brøkdel af disse kommer Afrika til gavn.

Som bekendt kan også fattige lande være meget rige på kultur, men kulturen i udviklingslandene er under stort pres fra globalisering, frihandelsprincipper og fattigdom. En uafhængig kultursektor kan sikre, at indtjeningen bliver i hjemlandet, være med til at skabe modkulturer og sætte emner som demokrati, menneskerettigheder og køn på dagsordenen. Tanken er at fremme visionære kulturpolitikker og gunstige handelsbetingelser for kulturprodukter. Målet er at stimulere levende kulturmiljøer og vitale kulturindustrier i u-landene.

Det er de store visioner bag Danidas lille strategi for kultur og bistand fra 2002, der er ved at blive ført ud i livet. Den handler om at støtte kulturlivet i u-landene – og støtte kultur som led i Danidas sektorprogrammer om oprindelige folk, uddannelse, menneskerettigheder, demokrati osv.

Der er nu udformet kulturstrategier og programmer for Vietnam, Bangladesh, Bolivia og Ghana, og nye er på vej i Bhutan og Nepal. Her indgår blandt andet en fond for kulturel udveksling og udvikling med et budget på i alt totre mio. kr. pr. land en treårig periode.

Kultur kan reducere fattigdom
Center for Kultur og Udvikling (CKU) har hovedansvaret for at udmønte Danidas kulturstrategi. Når der er gået nogle år, før strategierne var på plads, skyldes det, ifølge CKU’s projektkonsulent Morten Gøbel Poulsen, at det var op til CKU at starte et helt nyt område. Han savner stadig Danida som en mere aktiv medspiller med hensyn til at styrke kultur i bistanden generelt, og så – måske ikke overraskende – gerne flere penge til området.

– Det handler jo ikke kun om at støtte kulturen i sig selv, for vi ved, at mennesker kan bevæge sig ud af fattigdom via en bevidst satsning på kulturen.

Sport kan for eksempel være med til at give marginaliserede unge ny livsenergi og tro på sig selv og fremtiden, siger han og fortsætter: – Sport skaber socialt fællesskab og organisering i et lokalt miljø. Sport kan medvirke til konfliktløsning og forsoning, som vi har set det i eks-Jugoslavien og Angola, og kan fremme sundheden og være en kilde til indkomst. Endelig kan sport styrke kvinders uafhængighed og rettigheder – for eksempel når kvinderne smider burkaen og spiller basketball, som vi så i et projekt i Afghanistan efter talebanregimet, siger han.

Kulturstrategierne omfatter blandt andet såkaldte twinning-projekter mellem kulturorganisationer i Danmark og i u-landene. I Vietnam er skolerne et fokusområde.

– Børnelitteratur i folkeskolen kan være med til at fremme refleksion og debat og skabe ’demokratiske individer’. I Vietnam har børnelitteratur ofte en mere belærende og indoktrinerende karakter. Som led i dansk bistand til Vietnam gennemfører Danmarks Forfatterforening kurser for vietnamesiske forfattere og illustratorer, laver fælles bogproduktioner og hjælper med at etablere skolebiblioteker og læseklubber og øge læsningen i familien, oplyser Morten Gøbel Poulsen. Han tilføjer, at lærerseminarier i Vordingborg og i Vietnam samarbejder på at styrke pædagogiske færdigheder og kunstfag i grundskolen.

Dynamisk kulturforståelse
I Bolivia har Danida et stærkt fokus på at bevare traditionelle kulturer, men CKU forsøger at introducere en mere dynamisk kulturforståelse.

– Danida støtter bevarelse og promovering af de oprindelige kulturer – herunder sprog, identitet, uddannelse, rettigheder i forfatningen, folklore performances etc. Dette er meget vigtigt – ingen tvivl om det. Men vi må også huske, at kulturer er dynamiske. Derfor er der også brug for at støtte samtidskunst i forhold til oprindelige folk. De unge vil ofte gerne bygge bro mellem traditionelle og moderne kunstformer. Det skal vi støtte dem i.

Det giver dem et muligt værn mod globaliseringen at skabe kulturel udvikling på deres egne præmisser – så langt som det nu er muligt. På den måde støtter strategien for oprindelige folk og den danske kulturstrategi hinanden fint, mener Morten Gøbel Poulsen.

– Et godt eksempel er et lokalt radioprojekt, hvor unge kunstnere fra aymarafolket dyrker rapmusik på deres eget sprog, fordi de selv synes det er relevant. Samtidskunst opfattes ofte som finkulturelt, mens oprindelig kultur ses som mere fattigdomsorienteret. Men at få marginaliserede grupper, såsom arbejdsløse unge, integreret i samfundet via moderne kunstformer – som for dem er meningsfulde – kan styrke deres motivation, tro på fremtiden, selvværd og kreativitet – og dermed reducere fattigdommen, siger han.

I Bangladesh fungerer teaternetværker og forumteater som instrumenter i sektorprogrammer for menneskerettigheder og vand. I Nepal sigter kultursamarbejdet mod længerevarende partnerskaber, hvor CKU bliver mere proaktiv.

– Vi ønsker ikke at promovere dansk kultur. Men kan vi noget, som nogle kan lære af eller blive inspireret af – for eksempel børnelitteratur, dokumentarfilm, pædagogik og jazzmusik – starter vi her, siger han og tilføjer, at Skandinavien er længst fremme med kulturbistand på verdensplan. Norge har for nyligt vedtaget en omfattende strategi for sport, kultur og udvikling med et årligt budget på omkring 100 mio. kr. I Sverige er budgettet det dobbelte. I Danmark er der afsat cirka 20 mio. kr. til kulturstrategien via CKU samt mindre støttebeløb via andre NGO’er.

Karin Bergquist er freelancejournalist.
karinbergquist@hotmail.com

UNESCO-KULTUR-KONVENTION TRÆDER I KRAFT TIL MARTS

Unesco-konventionen om kulturel mangfoldighed, der er ratificeret af 30 lande og træder i kraft 18. marts i år, indeholder en fond til fremme af kulturbistand.

Konventionen understreger vigtigheden af uafhængige kulturpolitikker i u-landene og sætter fokus på kultur som en vare, der bør omfattes af særlige handelsordninger, for eksempel verdenshandelsorganisationen WTO.

KRONIK

VEJEN TIL LOKALDEMOKRATI GÅR GENNEM SKOVEN

Årtiers centrale forvaltning af skoven i udviklingslande har betydet overudnyttelse og ødelæggelse af skove – og korruption. Skovforvaltningen kunne også lægges ud til de lokale samfund, der er så afhængige af skovene. Hermed er det muligt på én og samme gang bevare at skovene, skabe udvikling og god regeringsførelse fra bunden.

Af Finn Helles, Jens Friis Lund og Thorsten Treue, Center for Skov og Landskab

–Vi har mere end én million shillings på bankkontoen nu!

Kassereren for landsbyens skovkomité, Chelestino Mwani, er åbenlyst stolt, da han proklamerer det flotte resultat.

Og ja, det er imponerende, at landsbyens skovkomité på bare tre år har formået at opspare et beløb svarende til godt 1.000 dollars fra deres landsbyskovbrug. Vi træder ud i solen og de 30ºC for at besigtige byggeriet af landsbyens skole, som er delvist finansieret af indtægterne fra beboernes egen skov.

Det er imponerende! Især fordi pengene til skolebyggeriet er indsamlet af landsbyboerne selv – det er ikke Danidapenge det her!

Vi er i en landsby i hjertet af Tanzania i færd med at besigtige resultaterne af decentraliseret skovforvaltning. Resultater som danske skatteborgere gennem Danida har været med til at hjælpe på vej.

Udviklingslandenes centralregeringer har formelt været ansvarlige for forvaltningen af skovressourcerne. Men mangel på penge, dårlig infrastruktur, befolkningsvækst og udbredt korruption har betydet, at statsadministrationen ofte har mistet kontrollen med skovressourcerne.

Forskere og donorer argumenterer for, at rettigheder og pligter til forvaltning decentraliseres til de lokalsamfund, der lever nær skovene, og som ofte er afhængige af dem. Netop afhængigheden og nærheden er argumentet bag forventningen om, at lokalsamfundene vil have en større interesse i og mulighed for at forvalte skovressourcerne bæredygtigt, hvis de får ret til at holde andre ude af ’deres’ skov og rimelige muligheder for økonomisk udbytte af en bæredygtig udnyttelse.

God regeringsførelse fra bunden
I de seneste 20-30 år har en lang række af verdens udviklingslande proklameret støtte til decentraliseret skovforvaltning, hvilket har resulteret i mange donorfinansierede pilotprojekter og efterfølgende politik og lovgivning.

Nepal var blandt de første og fremstår i dag på mange måder som et lysende eksempel, hvor landsbyskove forvaltes af selvetablerede brugergrupper, der har fuldt ejerskab til produkterne fra deres skov. Det har ført til en reetablering af mange skove og et stærkt lokalt engagement i deres forvaltning, netop fordi det også giver kommerciel mening for lokalsamfundene.

Lokalt ansvar for skoven
Tanzania kom til i begyndelsen af 1990’erne, og store skovområder blev hurtigt overdraget til demokratisk valgte landsbykomiteer, som fik rettigheder til at forvalte, udnytte og beskatte skovene. Den finansielle uafhængighed har vist sig at være en fortræffelig idé. I et land plaget af dyb fattigdom og faldende offentligt serviceniveau har denne indkomstkilde i visse områder gjort det muligt for landsbyerne at finansiere skoler, brønde, vandledninger, apoteker med mere. Decentraliseret skovforvaltning har med andre ord vitaliseret og legitimeret Tanzanias landsbyregeringer, som kan sætte handling bag løfterne om udvikling uden at være totalt afhængige af bloktilskud fra staten. Det har gjort folk positive over for skovforvaltningen, selvom de nu er nødt til følge reglerne og betale for nogen af skovprodukterne. Samtidig holder landsbyboerne deres ledere ansvarlige for, hvordan ’skovpengene’ bruges, og efter lidt begyndervanskeligheder har flere skovkomitéer nu en regnskabspraksis, som de færreste troede var mulig i Tanzania. På den måde fremmer decentral skovforvaltning demokrati og god regeringsførelse fra bunden af samfundet.

Centrale aktører gør modstand
Alt burde således tegne lyst. Men så enkelt er det ikke. Er der vindere (lokalsamfundene i landdistrikterne), så er der også tabere.

Den nationale skovadministration mister magt og prestige, og ’forest officers’ mister indtægter fra bestikkelse for at ’tillade’ illegal skovudnyttelse. Dertil kommer, at personer med direkte økonomisk interesse i tømmerhugst også rammes – det er ofte forretningsfolk og politikere, som har lukreret på den centrale, men reelt manglende kontrol med skovene. Disse magtfulde aktører mister eneherredømmet over værdifulde ressourcer, hvilket de naturligvis bekæmper.

I Nepal fik statens tømmermonopol stigende konkurrence fra de lokalt forvaltede skove og lå pludselig inde med en stor mængde tømmer, som ikke kunne sælges –indtil skovdepartementet udstedte et forbud mod at fælde træ i lokalt forvaltede skove, som ikke havde en driftsplan med et ’viden-skabeligt beregnet’ bæredygtigt hugstniveau. Hvilket ingen havde.

I Tanzania oplevede de mere end tusind landsbyer, der forvalter egne skovressourcer i Tanzania, at enhver hugst, transport og handel med skovprodukter pludselig blev forbudt. Årsagen var tilsyneladende, at den nyvalgte præsident var kommet i politisk stormvejr på grund af udbredt tørke, der førte til fødevaremangel og – som følge af lavvande i floderne – akut mangel på el. Præsidenten havde behov for at vise handlekraft, og dermed blev års arbejde for aktiv involvering af lokalsamfund i naturforvaltningen bombet tilbage til kolonitiden.

Disse to eksempler på gencentralisering af skovforvaltningen baseres på ’tekniske’ argumenter, der formelt har hjemmel i skovlovgivningen, men som i realiteten er politisk domfældelse med omvendt bevisbyrde. Alene påstanden om, at de lokale skovforvaltere overudnytter skovene og dermed skaber miljøproblemer, er grund nok til gencentralisering, hvis påstanden ikke kan tilbagevises, og det kan landsbyboerne naturligvis sjældent.

I andre udviklingslande når processen reelt aldrig længere end til flotte hensigtserklæringer. Når disse så omsættes til lov, vælger magthaverne ofte at decentralisere til ikke-demokratiske lokale organer, hvis loyalitet kan sikres gennem begrænsede beføjelser og udpegning af medlemmer fra centralt hold.

I andre tilfælde overdrages rettighederne faktisk til demokratisk valgte repræsentanter for lokalsamfundene, men omfatter da kun begrænsede muligheder for udnyttelse af skoven. Derudover indeholder lovgivningen tit paragraffer, der sikrer, at skovene – ofte uden varsel og uden prøvelse ved uafhængige domstole – kan gencentraliseres, når det passer magthaverne. Sidst men ikke mindst kan monopoler og komplicerede regler for transport og handel med skovprodukter behændigt sende fortjenesterne ved bæredygtig skovdrift udenom de lokale samfund og ned i lommerne på folk med de ’rette’ forbindelser.

Ledende forskere har foretaget en række opgørelser på dette område. De konkluderer, at det er modstand fra centralt hold mod at overdrage reelle skovrettigheder og rimelige muligheder for økonomisk gevinst til lokalsamfund, som i dag udgør langt den største hindring for succesfuld decentraliseret skovforvaltning.

Nepalesere kæmpede imod
De fattiges rettigheder til skov undergraves altså ofte bevidst, til skade for fattigdomsbekæmpelse og bevarelse af skovressourcen. Men hvad kan man gøre ved det? Endnu et eksempel fra Nepal kan måske give et fingerpeg. Decentraliseret skovforvaltning blev iværksat gennem et forbilledligt samarbejde mellem regeringen og en række donorer, heriblandt Danida, i 1980’erne. Det medførte, at store områder hurtigt blev overdraget til lokalbefolkningen, og at degraderet skov over de næste tyve år voksede til og blev værdifuld. Ironisk nok afstedkom det i 2001 et forslag fra regeringen om ændring af skovloven, som ville gencentralisere dele af forvaltningen og brandbeskatte lokalsamfundenes overskud af deres skovdrift.

Her fik centralmagten uventet hård modstand. De lokale skovbrugergrupper havde nemlig sluttet sig sammen på landsplan og organiserede stærke protester med skriverier i den frie presse, retssag ved højesteret og demonstrationer foran parlamentet i Kathmandu. Aldrig har et forslag til ændring af en skovlov afstedkommet så effektiv modstand fra civilsamfundet. Skovlovsforslaget er ikke taget af bordet endnu, men meget tyder på, at skovbrugergrupperne ikke blev påvirket synderligt af perioden med direkte kongestyre og derfor står godt rustet til fremtidige politiske styrkeprøver.

Staten serverer skoven på et sølvfad for lokalbefolkningen? Et noget optimistisk scenarie, mener kronikkens forfattere. For mange steder gencentraliseres skovforvaltningen. Ill.: Rasmus Meisler/Spildaftid.

Det vilde vesten lever stadig
I Tanzania har de skovforvaltende landsbyer ikke en national overbygning, der kan tale deres sag i Dar es Salaam. Den skal tales af skovadministrationen, som har åbenlyse interesser i det dekret, der pt. forbyder udnyttelse af skovene. Dekretet giver også de mange centralt placerede ’forest officers’ med interesse i tømmerhugst endnu et par år i ’det vilde vesten’, hvor de uforstyrret kan udstede ulovlige licenser til især kinesiske firmaer, som hen over lokalbefolkningernes hoveder henter tømmer af værdifulde træarter ud fra områder, hvor de endnu findes.

Småt er smukt – og stort er stærkt
Decentraliseret skovforvaltning i udviklingslande kan være et godt og vigtigt middel til at afhjælpe fattigdom i landdistrikterne og bevare skove til gavn for miljøet.

Desuden kan det hjælpe med til at demokratisere udviklingslande ’nedefra og op’. Sagen er nemlig, at i modsætning til landbrug er langt det meste skov i udviklingslande officielt kontrolleret eller direkte ejet af staten, så her har regeringerne et fysisk gode og ikke blot ’gode’ råd at tilbyde deres befolkning i landdistrikterne.

Parlamentarisk demokrati på nationalt plan er naturligvis noget, Danmark bør støtte, men på grund af korruption, magtmisbrug og inkompetence er diverse unge demokratiers politiske ledere – inklusive oppositionens – sjældent særlig respekterede af den brede befolkning.

I forhold til få lov at stemme ved præsident- og parlamentsvalg betyder det mere for eksempelvis Nepals landbefolkning, at de har legal adgang til lokale skovressourcer og på demokratisk vis kan bestemme hvad og hvor meget, der må høstes af hvem og hvornår. Alle kan se og forstå, hvad der foregår, og dårlige lokale ledere kan prompte afsættes af deres egne naboer, hvilket også sker fra tid til anden.

Denne ’småt-er-smukt’ filosofier velkendt i u-landsbistanden, men den skal kombineres med en ’stort-er-stærkt’ tilgang med overdragelse af kompetence til lokale brugergrupper, som derefter skal støttes i at danne en national interesseorganisation.

Donorernes vanskelige rolle
I de fleste udviklingslande skal donorerne, herunder Danida, arbejde aktivt og målrettet på at hjælpe fattige landsbyboere i den politiske kamp for at vinde og derefter fastholde deres rettigheder til skov. Og der er nok at tage fat på i Danmarks samarbejdslande.

Danida trak sig eksempelvis ud af skovsektoren i Nepal, da landets konge i 2002 afsatte parlamentet, og selvom skovbrugergrupperne er mange og godt organiserede, har højest 25 pct. af landsbyerne fået overdraget retten til lokale skovressourcer.

I Tanzania støtter Danida pt. decentralisering af skovforvaltningen, men kun i få distrikter, og civilsamfundet (brugergrupper, forskere, NGO’er og medierne) er ikke velorganiseret i den politiske debat.

Meget taler for, at de gode argumenter for decentralisering af skovforvaltningen skal fremføres af andre end donorrepræsentanterne: NGO’er, en fri presse og uafhængige forskere. Donorerne bør støtte sådanne grupper i at skabe en kritisk debat baseret på en ordentlig dokumentation af, om regeringerne reelt decentraliserer, og dernæst hvordan decentraliseringen så virker på den tredobbelte målsætning om fattigdomsbekæmpelse, skovbevarelse og demokratisering af beslutningsprocesser.

Finn Helles er professor, Jens Friis Lund ph.d.-studerende og Thorsten Treue lektor – alle på Center for Skov og Landskab ved Københavns Universitet.

DEBAT

NÅR ORD BEGRÆNSER

Af Solveig Danielsen, rådgiver på Danidas Landbrugssektorprogram, Managua.

Karen Ellen Spannows indlæg i udvikling 9/2006 om brugen af etiketter – såsom ’bi-standsmasochist’, ’smagsdommer’ og ’nyttige idioter’ – til at sætte anderledes tænkende i bås, gav mig lyst til bidrage med et par synspunkter, ganske vist fra en lidt anden vinkel, nemlig som rådgiver på landbrugssektorprogrammet i Nicaragua.

Der skal være højt til loftet, når vi diskuterer, og sproglig kreativitet kan være både forfriskende og tankevækkende. Men når bestemte begreber eller modeord begrænser den saglige og konstruktive debat og fastholder forudindtagede meninger om, hvad der er rigtig og forkert, så bliver det et problem.

Teknologisk udvikling inden for landbrugssektoren er fyldt med en række klassiske problemstillinger, som går igen i alle udviklingslande. I mere end et årti er vi blevet godt og grundig oplært i, at ’demand-driven’ er godt, og ’supply-driven’ er skidt. Jeg er enig i, at succesfuld landbrugsudvikling blandt de fattigste kræver en integreret indsats og bøndernes aktive deltagelse i beslutningsprocesserner. ’Empowerment’ af bønder står højt på prioriteringslisten, og det skal blandt andet ske gennem brug af ’participatoriske’ rådgivnings- og teknologiudviklingsmetoder.

Af historiske årsager har der været en tendens til at dæmonisere ’supply’-siden, repræsenteret ved rådgivere, forskere og andre ’input-suppliers’. Men disse aktører har i høj grad også brug for ’empowerment’ for at yde et bedre kvalitetsarbejde og bryde traditionelle barrierer, som forhindrer dem i at nå målgruppen med netop den rådgivning og de teknologier, der er behov for.

Jeg har flere gange oplevet, at ord i sig selv kan være afvæbnende. Blot man hæfter det rigtige prædikat på et projekt eller metode, standser al kritik. At en metode er ’participa-torisk’ er for nogen et kvalitetsstempel i sig selv, uanset hvor godt eller skidt det faktiske arbejde er. Det er efter min menig ikke godt nok. Vi bør stræbe efter den bedst mulige kvalitet i det, vi gør. Det er for nemt blot at læne sig op ad en bestemt terminologi og dermed tro, at den evige grav er velforvaret.

Et eksempel. Jeg blev for nogen tid siden præsenteret for resultaterne fra en ’participatory rural appraisal’ til kortlægning af plantesygdomme i et bestemt område. Det skulle bruges til at definere en IPM-strategi (Integrated Pest Management, red.). På mange måder et sympatisk initiativ. Der er bare det problem, at det fagligt/teknisk er uholdbart, hvis man tror, man kan identificere plantesygdomme ved at samle en gruppe bønder, rådgivere og forskere til en workshop. Det kan ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, lade sig gøre. Der skal andre metoder til. Men workshoppen var ’participatorisk’, og derfor blev der ikke stillet yderligere spørgsmål.

Omvendt kan man lynhurtigt nedgøre et initiativ ved at kalde det ’supply-driven’. Yderligere argumenter er unødvendige. Vi har ikke brug for dæmonisering af ’supply’ siden og forherligelse af ’demand’ siden. Det fører ingen vegne, blot til en forenklet fremstilling af virkeligheden. Og det lukker for den saglige og konstruktive debat.

HVAD? – MANGEL PÅ MELLEMØSTKANDIDATER

Det stod der at læse i sidste Nyhedsbrev for Det Arabiske Initiativ (Her var der linket til artiklen ’Kampen om kandidaterne’ i udvikling nr. 9/2006). Jeg var lige ved at falde ned af stolen, tabe munden, sluge tungen og dø af et hjerteanfald. Jeg gad nok vide, hvor Ingolf Thuesen fra Carsten Niebuhr-afdelingen ser alle de job henne?

I september’05 blev jeg færdig som cand. mag. i arabisk sprog og kultur, med minoritetsstudier og formidling som sidefag. Rigtig god kombination synes jeg selv. Åbenbart ikke.

Jeg skrev et godt speciale om kvindelige selvmordsbombere og fik en flot udtalelse af min vejleder. Siden har jeg med lys og lygte søgt i 16 måneder efter arbejde, men det er ikke blevet til andet end lidt hist og her – ikke helt vildt Mellemøstrelevant. Og at Mellemøst-kandidater nærmest får job, inden de er færdige, lyder som en forsmag på den del af Paradis, der er forbeholdt martyrer. Det lyder slet ikke som det arbejdsmarked, der møder mig i min hverdag,med tidsbegrænsede pro-

jektansættelser, hvor alle hele tiden skal sælge sig selv, og de, der er inde i varmen, cirkulerer rundt fra det ene sted til det andet i en lukket fødekæde.

Nuvel, tvivlen skal komme os alle til gode, så kom frit frem, I søgende arbejdsgivere: jeg har masser af erfaring fra diverse sammenhænge, super meget lyst til at arbejde med Mellemøsten, ben i næsen og ild i fødderne (PS: Jeg er ikke den eneste kandidat med speciale i Mellemøsten, der ikke kan få arbejde, så hvis I er flere, skal jeg nok formidle jeres henvendelser videre).

Men please skynd jer, for Claus Hjort synes at mene, at det er min lykke at blive postbud, subsidiært avisomdeler – men i de brancher er der jo også en hel masse folk med arabisk baggrund ansat, og så kan jeg jo gå og øve hal-sætninger, koranvers og uregelmæssige verber med dem.

Gitte M. Rasmussen, cand.mag. gimoras@hotmail.com

Annonce: Københavns Universitet

NAVNE

ROSER TIL TANZANIAS ROSE

Foto

Asha-Rose Migiro blev udnævnt som FN’s nye vicegeneralsekretær den 5. januar 2007. Et job hun vil klare med bravur, mener folk fra hele det internationale miljø. Foto: Jens Dige/Polfoto.

Af Mira Borggreen

Tanzanias tidligere udenrigsminister Asha-Rose Migiro er både kvinde og fra et tredje-verdensland. To kriterier, som FN’s nye generalsekretær Ban Ki-Moon havde på sin liste, da han gik på jagt efter en ny vicegeneralsekretær. Valget møder ros fra alle sider.

Asha-Rose Migiro (50) er tidligere udenrigsminister i Tanzania og tillige tidligere minister for samfundsudvikling, køn og børn. Hun efterfølger nu briten Mark Malloch Brown på posten som vicegeneralsekræter for FN, og bliver samtidig den anden kvinde på posten, der blev oprettet af KofiAnnan tilbage i 1997.

Ifølge den ny FN-generalsekretær Ban Ki-Moon har de to ofte mødt hinanden til internationale konferencer imens de begge var udenrigsministre, og ved udnævnelsen betegnede han hende som en højt respekteret og fremragende leder, som har gået sin sejrsgang i udviklingsverdenen.

Før den politiske karriere arbejdede Asha-Rose Migiro som anerkendt juraprofessor på universitetet i Dar es Salaam. Hendes første ministerperiode som minister for samfundsudvikling, køn og børn løb fra 2000 til 2006, hvorefter hun blev udnævnt til Tanzanias første kvindelige udenrigsminister den 4. januar 2006. I 1992 tog hun sin ph.d på universitet i den tyske by Konstanz. Siden udnævnelsen den 5. januar 2007 er roserne dalet ned over den afrikanske kvinde:

– Hun er en yderst velorienteret person, højt uddannet og ekstremt velformuleret. Desuden har hun styret udenrigsministeriet med dygtighed og engagement, siger Tanzanias tidligere statsminister og nuværende udsending til den Afrikanske Union, Salim Ahmed Salim, til avisen The International Herald Tribune.

Tredje Tanzania-kvinde på toppost
Asha-Rose Migiro vil, ifølge Ban Ki-Moon, primært få ansvaret for ledelsen og administrationen af FN-sekretariatet. Men hun vil også komme til at arbejde indgående med emner som socioøkonomisk udvikling. Og der er ingen tvivl om, at hun vil klare jobbet til kryds og slange, heller ikke den danske ambassadør i Etiopien, Mette Knudsen, der arbejdede som ambassadesekretær i Tanzania tilbage i 1995-1998. Her mødte hun Asha-Rose Migiro: – Hun er et engageret, intelligent og dedikeret menneske. Jeg er meget glad for at se, at hun har fået sådan en toppost. Desuden er hun ligefrem og meget nede på jorden, og hun har en meget bred palet af erfaringer i forhold til hendes meget forskellige arbejdsområder.

Den nyudnævnte FN-diplomat besøgte Danmark tilbage i maj 2006 i forbindelse med regeringens Afrika-konference. Her fik den danske ambassadør i Tanzania, Carsten Nilaus Pedersen, muligheden for at tale med hende. Ord som vidende, engageret og charmerende går igen i hans beskrivelse. Udnævnelsen har desuden stor betydning for Tanzania: – Det betyder meget for landets selvopfattelse, naturligvis især for kvinderne. Det er i høj grad blevet bemærket, at Migiro faktisk er den tredje tanzaniske kvinde som aktuelt indtager en international toppost.

Tidligere har canadieren Louise Fréchette og Mark Malloch Brown besat posten.

NYT OM NAVNE

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).

Civ.ing., Poul-Erik Frederiksen, 62, er kontraktansat som seniorrådgiver ved støtteenheden for vand- og sanitetsektorprogrammet WSS-SPS II i Bangladesh med tjenestested i Dhaka.

Civ.ing., Lars Møller Larsen, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Water Sector Programme Support i Ghana.

Civ.ing., Flemming Mouritsen, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Environmental Programme Support i Kenya.

MSc.Agri.Economics, James Joughin, er kontraktansat som rådgiver ved Agricultural Sector Programme Support, ASPS II i Uganda med tjenestested i Entebbe.

MSc.Dev., Rekha Das, er kontraktansat som rådgiver ved DS-DAR i Uganda med tjenestested i Kampala.

UDENRIGSMINISTERIET

Foto

Bistandskonsulent Tove Degnbol er blevet chef-
rådgiver i Bistandsfaglig Tjeneste (BFT) med ansvar
for kvalitetssikring og kapacitetsudvikling.

Niels Halveg, 35, udsendes som ambassadesekretær til
Bamako, Mali.

Foto

John Nielsen, 49, er tiltrådt som chef for Bistands-
faglig Tjeneste (BFT) i Danida efter Ole Winckler
Andersen.

Fuldmægtig Marie-Louise Wegter, 37, er udnævnt til souschef i kontoret for Mellemøsten og Nordafrika (MENA) efter Henrik Hahn, som bliver ambassadør i Buenos Aires, Argentina.

NGO’ER

Læge Christian Fabiansen, 35, er rejst til Kenya for Læger uden Grænser, hvor han skal bekæmpe Rift Valley Fever.

Cand. scient. Ulla Godtfredsen, 39, er tiltrådt som direktør i International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), der har globalt sekretariat i København.

Morten Emil Hansen, 38, er tiltrådt som kampagnemedarbejder og rådgiver for generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp. Morten Emil Hansen kommer fra en tilsvarende stilling i Ibis.

Foto

Hans Jakob Hausmann, 37, er rejst til Indonesien for
Dansk Røde Kors, hvor han skal arbejde med kata-
strofeforebyggelse.

Cand.polit. Nour Hemici er ansat i Euro-Mediterranean Human Rights Network som ny koordinator for menneskerettighedsuddannelse.

Anna Høybye, 32, er udsendt til Burma (Myanmar) for Dansk Røde Kors, hvor hun skal arbejde på Dansk Røde Kors’ sundhedsprogram.

Cand.comm. Lucca Weis Kalckar, 39, er tiltrådt som leder af generel information og fundraising i Danmission.

Pressechef i Dansk Røde Kors, Helge Kvam, 45, har fået orlov fra sin stilling indtil 1. januar 2008. Han erstattes på posten af journalist Hans Beck Gregersen.

Cand.scient.pol. Jonas Mortensen, 30, er ansat som ny leder for Politik og Kommunikation i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

David Vincent Nielsen er ansat som kampagnekoordinator i Caritas Danmark.

Jann Sjursen, 43, tiltræder som ny generalsekretær for Caritas Danmark. Jann Sjursen er tidligere landsformand for Kristeligt Folkeparti gennem 12 år, tidligere medlem af Folketinget i syv år og energiminister 1993-1994.

Antropolog Vibeke Tuxen, 46, er ansat som afdelingsleder i AC Børnehjælps Projektafdeling.

ANDRE

Foto

Cand.merc.int. Jonas Giersing er ansat som produkt-
koordinator for Max Havelaar Danmark. Jonas Giersing
kommer fra en stilling som programkoordinator ved
FN’s Udviklingsprogram, UNDP.

Overlæge Hans Draminsky Petersen er blevet valgt ind i FN’s nye underkomité til forebyggelse af tortur, som skal foretage inspektionsbesøg hos frihedsberøvede i medlemsstaterne.

Cand.polit. Jens Kåre Rasmussen, 47, er ansat som ny centerchef i Center for Kultur og Udvikling. Jens Kåre Rasmussen kommer fra en stilling som souschef for Udenrigsministeriets kontor for Humanitær bistand og NGO-samarbejde.
Læs også side 22.

DØDSFALD

Foto

Abbé Pierre 1912-2007.
’Personificeringen af godhed’ kaldte Frankrigs præsident Jacques Chirac præsten, forfatteren og aktivisten Abbé Pierre, der døde den 22. januar i Paris. Han blev 94 år gammel.

Abbé Pierre blev indviet som præst i august 1938, og under den Anden Verdenskrig var han en aktiv del af den franske modstandsbevægelse.

I 1949 stiftede han Emmaus-bevægelsen, et international netværk af sociale hjælpeorganisationer. Bevægelsen arbejder for at bekæmpe ekstrem fattigdom i hele verden. Den er til stede på fem kontinenter og har 327 medlemsorganisationer i 39 lande, der i Danmark er repræsenteret ved Abbé Pierre-klunserne, Ulandsforeningen Svalerne og Genvej til Udvikling. I 2003 blev Abbé Pierre kåret som Frankrigs mest populære personlighed foran folkehelten og fodboldspilleren Zinedine Zidane.

Foto: Scanpix/AFP/Frederic Dufour.

TOWNSHIP TOURS

PÅ FATTIGDOMS-SAFARI

Tegning
At gøre sig lystig over amerikanske turisters uvidenhed er en smuk gammel tradition, som ikke bør fornægtes. udviklings moralsk overlegne reporter var på sightseeing i et ægte, sydafrikansk township med hele ’familien Florida’.

Med ’familien Florida’ og visse moralske skrupler tog udvikling på sightseeing i Sydafrikas townships og fotograferede fårehoveder, fulde folk og fattige børn.

Af Poul Kjar, Cape Town Ill.: Rasmus Meisler/Spildaftid

–Velkommen til eftermiddagens township tour!

VW-minibussens chauffør og fattigdomsguide fra Hylton Ross Exclusive Touring hedder Symphiwe, som på xhosa betyder gave. Det må vi gerne kalde ham, hvis det andet er for svært at huske.

Symphiwe introducerer til eftermiddagens program, hvor vi blandt andet skal på besøg i den township, hvor han selv er vokset op, nemlig Langa, der på xhosa betyder sol.

– Yeah, so you are a gift from the sun, udbryder kvinden fra Florida, der sidder bagerst i den airconditionerede VW-minibus sammen med sønnen Brian.

En tanke strejfer mig. Måske skulle jeg være blevet hjemme ved poolen med børnene?

Støvsuget for fattigdom
I dagene forinden har jeg sammen med min egen familie og svigerfamilie været på Kap Det Gode Håb, indtaget Cape Towns kridhvide badestrande og mange butikker.

Byen er et turistparadis, der minder mere om St. Tropez end om Afrika.

Gaderne i centrum og på kystvejen ud til Camps Bay er støvsuget for fattigdom.

Og derfor er det oplagt at indskrive en guidet township-tur i ugens program, mener i hvert fald min svigerinde, der arbejder i rejsebranchen og ikke ser nogen problemer i at gøre fattigdom til en seværdighed for turister. Hun har sendt i hundredvis af danske turister på tur i townshippen.

Min kone, der har arbejdet med udvikling i Latinamerika siden hun forlod universitetet, er af en anden opfattelse.

Hun skal ikke betale penge og glo på fattige mennesker fra en airconditioneret turistbus. Derfor er jeg alene på tur med familien Florida – og et vist moralsk forbehold.

En historisk lektion
Eftermiddagen starter på et lille museum i og om Cape Towns Distrikt 6, som i 1966 blev erklæret for ’hvidt’ område. Senere blev hele bydelen fjernet af bulldozere – og 60.000 sorte sendt uden for byen til blandt andet townshippen Langa.

Fattigdommen pakkes hermed ind i den politiske historie om apartheid, Nelson Mandela og ANC.

Med denne viden kører vi gennem distrikt 6, der ligner en brakmark, da ingen har ønsket at bygge oven på ruinerne af datidens ugerninger, og vi passerer en bilforretning med Ferrari og andre svinedyre bilmærker

– Can people really afford these cars over here?

Symphiwe smiler professionelt og uengageret, og fortæller, at der bor meget rige folk i Sydafrika.

Vi ankommer til Langa med omkring 120.000 beboere – hvoraf mange bor uhyre fattigt i slumbebyggelse. Florida-kvinden hænger ud af vinduet på folkevognsbussen og fotograferer løs. udvikling sniger sig også skamfuldt til at tage et billede. Bevares.

– It’s our McDonald’s, siger Simphiwe, da vi passerer gadehandlende med stegte fårehoveder. Brian på bagsædet vågner kortvarigt op og uden at kigge ud, spørger han sin mor, om han kan få noget at spise.

Vicky’s Bed & Breakfast
I townshippen Khayelitsha besøger vi Vicky’s Bed & Breakfast, hvor man kan få en overnatning og en autentisk township-oplevelse for 150 kr.

Vicky tager imod os. Hun er en stor og stærk kvinde, engageret i lokale sundheds–og uddannelsesprojekter, og en unik fortaler for et bedre Sydafrika, også for den fattige sorte befolkning.

Hun beder os indtrængende sprede det glade budskab om, at man som turist kan færdes ubekymret i townshippen. Herefter kan vi på egen hånd spankulere rundt i kvarteret.

I løbet af kort tid har vi en hale af børn og fulde folk, der tigger penge, i hælene. Mine rejsefæller fotograferer løs, og jeg har svært ved at finde ud af, hvilket ben jeg skal gå på. Det er som en tur i zoologisk have, hvor man godt må klappe dyrene.

Florida-familien har heldigvis ingen forbehold. De holder børnene i hånden. Brian, der omsider er kommet ud af bussen, og hans søster udveksler mobiltelefonnumre med jævnaldrende børn og unge.

Ikke flere indvendinger
På turen tilbage gennem et tredje område, Gugulethu, passerer vi nyopførte huse, og det afstedkommer en byge af relevante spørgsmål fra bagsædet. Hvor meget koster husene? Hvor meget betaler staten? Er der el, sanitet og rindende vand?

Jo, turen giver faktisk familien Florida ny viden om og andre billeder af Sydafrika end glansbillederne fra Cape Towns polerede downtown.

Og genererer fattigdomsturismen ikke også lidt lokal omsætning?

Jeg spørger Symphiwe, der betoner, at han jo har fået et job. Men derudover donerer Hylton Ross Exclusive Touring, som vi er med, ikke noget til de områder, der vises frem.

Men det gør nogle af de andre selskaber, viser det sig.

Flere af selskaberne støtter lokale projekter i townshippen med en procentdel af omsætningen. Det er gode penge for de lokale – fattigdomsturisme eller ej.

Poul Kjar er tidl. journalist på ’udvikling’.

Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm

Top | Print