NAVNE

ROSER TIL TANZANIAS ROSE

Foto

Asha-Rose Migiro blev udnævnt som FN’s nye vicegeneralsekretær den 5. januar 2007. Et job hun vil klare med bravur, mener folk fra hele det internationale miljø. Foto: Jens Dige/Polfoto.

Af Mira Borggreen

Tanzanias tidligere udenrigsminister Asha-Rose Migiro er både kvinde og fra et tredje-verdensland. To kriterier, som FN’s nye generalsekretær Ban Ki-Moon havde på sin liste, da han gik på jagt efter en ny vicegeneralsekretær. Valget møder ros fra alle sider.

Asha-Rose Migiro (50) er tidligere udenrigsminister i Tanzania og tillige tidligere minister for samfundsudvikling, køn og børn. Hun efterfølger nu briten Mark Malloch Brown på posten som vicegeneralsekræter for FN, og bliver samtidig den anden kvinde på posten, der blev oprettet af KofiAnnan tilbage i 1997.

Ifølge den ny FN-generalsekretær Ban Ki-Moon har de to ofte mødt hinanden til internationale konferencer imens de begge var udenrigsministre, og ved udnævnelsen betegnede han hende som en højt respekteret og fremragende leder, som har gået sin sejrsgang i udviklingsverdenen.

Før den politiske karriere arbejdede Asha-Rose Migiro som anerkendt juraprofessor på universitetet i Dar es Salaam. Hendes første ministerperiode som minister for samfundsudvikling, køn og børn løb fra 2000 til 2006, hvorefter hun blev udnævnt til Tanzanias første kvindelige udenrigsminister den 4. januar 2006. I 1992 tog hun sin ph.d på universitet i den tyske by Konstanz. Siden udnævnelsen den 5. januar 2007 er roserne dalet ned over den afrikanske kvinde:

– Hun er en yderst velorienteret person, højt uddannet og ekstremt velformuleret. Desuden har hun styret udenrigsministeriet med dygtighed og engagement, siger Tanzanias tidligere statsminister og nuværende udsending til den Afrikanske Union, Salim Ahmed Salim, til avisen The International Herald Tribune.

Tredje Tanzania-kvinde på toppost
Asha-Rose Migiro vil, ifølge Ban Ki-Moon, primært få ansvaret for ledelsen og administrationen af FN-sekretariatet. Men hun vil også komme til at arbejde indgående med emner som socioøkonomisk udvikling. Og der er ingen tvivl om, at hun vil klare jobbet til kryds og slange, heller ikke den danske ambassadør i Etiopien, Mette Knudsen, der arbejdede som ambassadesekretær i Tanzania tilbage i 1995-1998. Her mødte hun Asha-Rose Migiro: – Hun er et engageret, intelligent og dedikeret menneske. Jeg er meget glad for at se, at hun har fået sådan en toppost. Desuden er hun ligefrem og meget nede på jorden, og hun har en meget bred palet af erfaringer i forhold til hendes meget forskellige arbejdsområder.

Den nyudnævnte FN-diplomat besøgte Danmark tilbage i maj 2006 i forbindelse med regeringens Afrika-konference. Her fik den danske ambassadør i Tanzania, Carsten Nilaus Pedersen, muligheden for at tale med hende. Ord som vidende, engageret og charmerende går igen i hans beskrivelse. Udnævnelsen har desuden stor betydning for Tanzania: – Det betyder meget for landets selvopfattelse, naturligvis især for kvinderne. Det er i høj grad blevet bemærket, at Migiro faktisk er den tredje tanzaniske kvinde som aktuelt indtager en international toppost.

Tidligere har canadieren Louise Fréchette og Mark Malloch Brown besat posten.

NYT OM NAVNE

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).

Civ.ing., Poul-Erik Frederiksen, 62, er kontraktansat som seniorrådgiver ved støtteenheden for vand- og sanitetsektorprogrammet WSS-SPS II i Bangladesh med tjenestested i Dhaka.

Civ.ing., Lars Møller Larsen, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Water Sector Programme Support i Ghana.

Civ.ing., Flemming Mouritsen, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Environmental Programme Support i Kenya.

MSc.Agri.Economics, James Joughin, er kontraktansat som rådgiver ved Agricultural Sector Programme Support, ASPS II i Uganda med tjenestested i Entebbe.

MSc.Dev., Rekha Das, er kontraktansat som rådgiver ved DS-DAR i Uganda med tjenestested i Kampala.

UDENRIGSMINISTERIET

Foto

 

Bistandskonsulent Tove Degnbol er blevet chef-
rådgiver i Bistandsfaglig Tjeneste (BFT) med ansvar
for kvalitetssikring og kapacitetsudvikling.

Niels Halveg, 35, udsendes som ambassadesekretær til
Bamako, Mali.

Foto

 

John Nielsen, 49, er tiltrådt som chef for Bistands-
faglig Tjeneste (BFT) i Danida efter Ole Winckler
Andersen.

Fuldmægtig Marie-Louise Wegter, 37, er udnævnt til souschef i kontoret for Mellemøsten og Nordafrika (MENA) efter Henrik Hahn, som bliver ambassadør i Buenos Aires, Argentina.

NGO’ER

Læge Christian Fabiansen, 35, er rejst til Kenya for Læger uden Grænser, hvor han skal bekæmpe Rift Valley Fever.

Cand. scient. Ulla Godtfredsen, 39, er tiltrådt som direktør i International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), der har globalt sekretariat i København.

Morten Emil Hansen, 38, er tiltrådt som kampagnemedarbejder og rådgiver for generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp. Morten Emil Hansen kommer fra en tilsvarende stilling i Ibis.

Foto

 

Hans Jakob Hausmann, 37, er rejst til Indonesien for
Dansk Røde Kors, hvor han skal arbejde med kata-
strofeforebyggelse.

Cand.polit. Nour Hemici er ansat i Euro-Mediterranean Human Rights Network som ny koordinator for menneskerettighedsuddannelse.

Anna Høybye, 32, er udsendt til Burma (Myanmar) for Dansk Røde Kors, hvor hun skal arbejde på Dansk Røde Kors’ sundhedsprogram.

Cand.comm. Lucca Weis Kalckar, 39, er tiltrådt som leder af generel information og fundraising i Danmission.

Pressechef i Dansk Røde Kors, Helge Kvam, 45, har fået orlov fra sin stilling indtil 1. januar 2008. Han erstattes på posten af journalist Hans Beck Gregersen.

Cand.scient.pol. Jonas Mortensen, 30, er ansat som ny leder for Politik og Kommunikation i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

David Vincent Nielsen er ansat som kampagnekoordinator i Caritas Danmark.

Jann Sjursen, 43, tiltræder som ny generalsekretær for Caritas Danmark. Jann Sjursen er tidligere landsformand for Kristeligt Folkeparti gennem 12 år, tidligere medlem af Folketinget i syv år og energiminister 1993-1994.

Antropolog Vibeke Tuxen, 46, er ansat som afdelingsleder i AC Børnehjælps Projektafdeling.

ANDRE

Foto


Cand.merc.int. Jonas Giersing er ansat som produkt-
koordinator for Max Havelaar Danmark. Jonas Giersing
kommer fra en stilling som programkoordinator ved
FN’s Udviklingsprogram, UNDP.

Overlæge Hans Draminsky Petersen er blevet valgt ind i FN’s nye underkomité til forebyggelse af tortur, som skal foretage inspektionsbesøg hos frihedsberøvede i medlemsstaterne.

Cand.polit. Jens Kåre Rasmussen, 47, er ansat som ny centerchef i Center for Kultur og Udvikling. Jens Kåre Rasmussen kommer fra en stilling som souschef for Udenrigsministeriets kontor for Humanitær bistand og NGO-samarbejde.
Læs også side 22. 

DØDSFALD

Foto

Abbé Pierre 1912-2007. 
’Personificeringen af godhed’ kaldte Frankrigs præsident Jacques Chirac præsten, forfatteren og aktivisten Abbé Pierre, der døde den 22. januar i Paris. Han blev 94 år gammel.

Abbé Pierre blev indviet som præst i august 1938, og under den Anden Verdenskrig var han en aktiv del af den franske modstandsbevægelse.

I 1949 stiftede han Emmaus-bevægelsen, et international netværk af sociale hjælpeorganisationer. Bevægelsen arbejder for at bekæmpe ekstrem fattigdom i hele verden. Den er til stede på fem kontinenter og har 327 medlemsorganisationer i 39 lande, der i Danmark er repræsenteret ved Abbé Pierre-klunserne, Ulandsforeningen Svalerne og Genvej til Udvikling. I 2003 blev Abbé Pierre kåret som Frankrigs mest populære personlighed foran folkehelten og fodboldspilleren Zinedine Zidane.

Foto: Scanpix/AFP/Frederic Dufour.


Denne side er kapitel 10 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk