DEBAT

NÅR ORD BEGRÆNSER

Af Solveig Danielsen, rådgiver på Danidas Landbrugssektorprogram, Managua.

Karen Ellen Spannows indlæg i udvikling 9/2006 om brugen af etiketter – såsom ’bi-standsmasochist’, ’smagsdommer’ og ’nyttige idioter’ – til at sætte anderledes tænkende i bås, gav mig lyst til bidrage med et par synspunkter, ganske vist fra en lidt anden vinkel, nemlig som rådgiver på landbrugssektorprogrammet i Nicaragua.

Der skal være højt til loftet, når vi diskuterer, og sproglig kreativitet kan være både forfriskende og tankevækkende. Men når bestemte begreber eller modeord begrænser den saglige og konstruktive debat og fastholder forudindtagede meninger om, hvad der er rigtig og forkert, så bliver det et problem.

Teknologisk udvikling inden for landbrugssektoren er fyldt med en række klassiske problemstillinger, som går igen i alle udviklingslande. I mere end et årti er vi blevet godt og grundig oplært i, at ’demand-driven’ er godt, og ’supply-driven’ er skidt. Jeg er enig i, at succesfuld landbrugsudvikling blandt de fattigste kræver en integreret indsats og bøndernes aktive deltagelse i beslutningsprocesserner. ’Empowerment’ af bønder står højt på prioriteringslisten, og det skal blandt andet ske gennem brug af ’participatoriske’ rådgivnings- og teknologiudviklingsmetoder.

Af historiske årsager har der været en tendens til at dæmonisere ’supply’-siden, repræsenteret ved rådgivere, forskere og andre ’input-suppliers’. Men disse aktører har i høj grad også brug for ’empowerment’ for at yde et bedre kvalitetsarbejde og bryde traditionelle barrierer, som forhindrer dem i at nå målgruppen med netop den rådgivning og de teknologier, der er behov for.

Jeg har flere gange oplevet, at ord i sig selv kan være afvæbnende. Blot man hæfter det rigtige prædikat på et projekt eller metode, standser al kritik. At en metode er ’participa-torisk’ er for nogen et kvalitetsstempel i sig selv, uanset hvor godt eller skidt det faktiske arbejde er. Det er efter min menig ikke godt nok. Vi bør stræbe efter den bedst mulige kvalitet i det, vi gør. Det er for nemt blot at læne sig op ad en bestemt terminologi og dermed tro, at den evige grav er velforvaret.

Et eksempel. Jeg blev for nogen tid siden præsenteret for resultaterne fra en ’participatory rural appraisal’ til kortlægning af plantesygdomme i et bestemt område. Det skulle bruges til at definere en IPM-strategi (Integrated Pest Management, red.). På mange måder et sympatisk initiativ. Der er bare det problem, at det fagligt/teknisk er uholdbart, hvis man tror, man kan identificere plantesygdomme ved at samle en gruppe bønder, rådgivere og forskere til en workshop. Det kan ikke, eller kun i yderst begrænset omfang, lade sig gøre. Der skal andre metoder til. Men workshoppen var ’participatorisk’, og derfor blev der ikke stillet yderligere spørgsmål.

Omvendt kan man lynhurtigt nedgøre et initiativ ved at kalde det ’supply-driven’. Yderligere argumenter er unødvendige. Vi har ikke brug for dæmonisering af ’supply’ siden og forherligelse af ’demand’ siden. Det fører ingen vegne, blot til en forenklet fremstilling af virkeligheden. Og det lukker for den saglige og konstruktive debat.

HVAD? – MANGEL PÅ MELLEMØSTKANDIDATER

Det stod der at læse i sidste Nyhedsbrev for Det Arabiske Initiativ (Her var der linket til artiklen ’Kampen om kandidaterne’ i udvikling nr. 9/2006). Jeg var lige ved at falde ned af stolen, tabe munden, sluge tungen og dø af et hjerteanfald. Jeg gad nok vide, hvor Ingolf Thuesen fra Carsten Niebuhr-afdelingen ser alle de job henne?

I september’05 blev jeg færdig som cand. mag. i arabisk sprog og kultur, med minoritetsstudier og formidling som sidefag. Rigtig god kombination synes jeg selv. Åbenbart ikke.

Jeg skrev et godt speciale om kvindelige selvmordsbombere og fik en flot udtalelse af min vejleder. Siden har jeg med lys og lygte søgt i 16 måneder efter arbejde, men det er ikke blevet til andet end lidt hist og her – ikke helt vildt Mellemøstrelevant. Og at Mellemøst-kandidater nærmest får job, inden de er færdige, lyder som en forsmag på den del af Paradis, der er forbeholdt martyrer. Det lyder slet ikke som det arbejdsmarked, der møder mig i min hverdag,med tidsbegrænsede pro-

jektansættelser, hvor alle hele tiden skal sælge sig selv, og de, der er inde i varmen, cirkulerer rundt fra det ene sted til det andet i en lukket fødekæde.

Nuvel, tvivlen skal komme os alle til gode, så kom frit frem, I søgende arbejdsgivere: jeg har masser af erfaring fra diverse sammenhænge, super meget lyst til at arbejde med Mellemøsten, ben i næsen og ild i fødderne (PS: Jeg er ikke den eneste kandidat med speciale i Mellemøsten, der ikke kan få arbejde, så hvis I er flere, skal jeg nok formidle jeres henvendelser videre).

Men please skynd jer, for Claus Hjort synes at mene, at det er min lykke at blive postbud, subsidiært avisomdeler – men i de brancher er der jo også en hel masse folk med arabisk baggrund ansat, og så kan jeg jo gå og øve hal-sætninger, koranvers og uregelmæssige verber med dem.

Gitte M. Rasmussen, cand.mag. gimoras@hotmail.com

Annonce: Københavns Universitet




Denne side er kapitel 9 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk