KØN
TESTOTERON-BOMBEN T-I-K-K-E-R
Efter årtiers fokus på kvinders vilkår i udviklingspolitikken, efterlyser Verdensbanken nu en mere nuanceret og balanceret kønsdebat. Mændenes forgæves jagt på maskulinitet og selvværd skal tages alvorligt i forsøget på at afværge flere voldsomme konflikter. For kvindernes skyld, såmænd.
Af Merete Jensen
Folkemordet i Rwanda i 1994 kunne have været undgået eller begrænset, hvis nationens vrede unge mænd havde mødt større forståelse og velvillighed.
Det konkluderer Marc Sommers, amerikansk professor i humanitære studier, på baggrund af studier i 20 krigsramte lande. Han hæfter sig ved, at situationen i landet forud for folkemordet, der kostede op imod én million mennesker livet, gjorde det ’næsten umuligt for landets ungdom, hvoraf de fleste var arbejdsløse, ikke at blive involveret’.
45 procent af befolkningen i Rwanda er under 15 år, og argumentationen er videre, at stabiliteten i Rwanda, der tillige er verdens tættest befolkede land, afhænger af, om regeringen og verdenssamfundet nu forstår at handle ansvarligt, eller om man fortsat ignorerer de grupper af unge, frustrerede mænd, der står uden muligheder i dagens Rwanda.
Farlig trædemølle
Eksemplet fra Rwanda optræder i debatbogen The Other Half of Gender: Men’s Issues in Development, som er udgivet af Verdensbanken. Her har en række anerkendte forskere og organisationsfolk skrevet om de drenge og mænd, der alt for længe er blevet glemt og klemt i den akademiske begrebsverden og litteratur. Og – ikke mindst – i Vestens bistand til udviklingslandene.
Kort fortalt er miseren, at unge mænd i store dele af verden føler sig trådt over deres maskulinitet af ældre mænd, kulturelt bestemte traditioner og ikke mindst af frigjorte kvinder, der i årevis har haft bistandsdonorernes velsignelse til at mobilisere kræfterne og gøre sig stærke og uafhængige af netop deres mænd.
Derfor trasker alt for mange unge mænd i udviklingslandene rundt i en trædemølle af dårligt selvværd, mangel på muligheder, høj arbejdsløshed, fattigdom, frustration, aggressivitet, alkoholmisbrug, vold og misforståelse. Store grupper af unge mænd betragtes ofte som en trussel mod stabiliteten i lokalsamfund og i verden – en formodning, der i nogle tilfælde viser sig at være selvforstærkende, så mænd, der forventes at være voldelige, også bliver voldelige.
Syndebukke med egne problemer
Bogens forfattere påpeger, at vi i Vesten siden 1970’erne har været så fokuserede på pigernes og kvindernes vilkår, at vi i skyndingen i bedste fald har overset mændene og i værste fald har gjort dem til syndebukke for kvindekønnets kamp for anerkendelse, økonomisk og social frihed samt basal selvbestemmelsesret.
I de senere år er begrebet fattigdomsreduktion blevet udvidet fra primært at blive set som et økonomisk fænomen til også at handle om empowerment – altså retten til en stemme – og manglen på sikkerhed. Imens er kønsdebatten forblevet en ensidet diskussion.
Beskeden er, at manden også hører til i kønsdebatten. Ikke kun som prygelknabe for kvindernes problemer, men i egen ret, og med krav på, at vi i donorlandene ikke kun forsøger at forstå deres problemer i relation til kvinders problemer.
Allerede i forordet slår forfatterne dog fast, at et øget fokus på mænds problemer ikke skal underminere indsatsen for at styrke kvinderne. Det der i stedet er brug for, er en balanceret og nuanceret tilgang til kønsdebatten.
Mænds problemer
Men hvad er det så mændene kæmper sådan med? Helt kort fortalt er det dels praktiske problemer, som relaterer sig til fattigdom, arbejdsløshed – og håbløshed, og dels at de unge mænd kæmper mod forudindtagede holdninger, kulturelle barrierer og de sociale påvirkninger, der følger nedbrydelsen af de traditionelle kønsmønstre.
Helt konkret er mænds stadigt svigtende repræsentation på de videregående uddannelser et problem. Det er et problem, at arbejdsløsheden blandt unge mænd i udviklingslandene er firefem gange så høj som for voksne mænd. Og det er et problem, at 80 procent af alle drabsofre på verdensplan er mænd.
Da mænd også udgør langt størstedelen af dem, der ansætter andre mænd og langt størstedelen af dem, der dræber andre mænd, er det nærliggende at anlægge en ironisk distance til disse problemer og antage, at mændene ligger som de har redt. Men, advarer forfatterne, det er værd at hæfte sig ved de dybereliggende årsager til mændenes frustration og handlemåde.
På et lidt mere svævende plan er det et problem, at unge mænd socialiseres ind i en kulturelt bestemt version af maskulinitet, der promoverer seksuel aggressivitet imod kvinder. Dét betyder, anerkender forfatterne, at unge mænds forsøg på at opnå respekt blandt ældre medborgere går ud over kvinderne. En ud af fire sydafrikanske mænd indrømmer at have tvunget kvinder til sex, mens en skolelærer i Kenya afviser, at de unge mænd vil forvolde skade mod skolens store piger: “De ville jo bare voldtage dem”, forklarer han.
En trussel – og en advarsel
Desuden er det et stadigt stigende problem, at omverden ser unge mænd som en trussel i sig selv. På grund af den massive ledighed og den deraf følgende mangel på selvværd og respekt, hænger de unge mænd fast i en samfundsstruktur, hvor kedsomhed og håbløshed får dem til at handle irrationelt.
Derfor er unge mænd – og specielt dem, der holder til i byerne i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika – blevet set som en frygtindgydende masse alene på grund af deres antal, argumenterer forfatterne, og giver eksempler på, at den amerikanske regering, blandt andre, maler skræmmebilleder af horder af unge, arbejdsløse mænd og sætter lighedstegn mellem dem og terrorisme.
Sprængfarlig frustration
Det er denne virkelighed, mange unge mænd møder i samfund, der i stigende grad – om ikke på overordnet plan så i hjemmene – styres af frigjorte kvinder, som firkantet sagt anser mændene for nogle pjok og presser dem ud på et sidespor.
Med i regnestykket hører nemlig også den nye sociale orden, der følger i kølvandet på kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet. Ét er, at konkurrencen om jobs bliver større i takt med, at kvinderne får jobs udenfor hjemmet, men mændenes kulturelt bestemte førsteposition i hjemmet bliver også udfordret af styrkede kvinder.
Kombineret med høj befolkningstæthed, fattigdom og begrænsede fremtidsudsigter udgør de unge mænds deraf betingede jagt på respekt for deres maskulinitet en selvantændelig lunte, advarer forfatterne.
Donorlandene i Vesten får som nævnt lov at bære en del af ansvaret for, at mænd i udviklingslandene er blevet ignoreret. Men samtidig peger The Other Half of Gender også på, at kulturelle spændetrøjer i de enkelte lande har en del af skylden for, at situationen er, som den er, for de masser af unge mænd, der bliver frustrerede, når de ikke kan finde job, så de kan tjene penge, betale brudepris, blive gift og få en familie.
Merete Jensen er freelancejournalist bosat i Vietnam.
merete.jensen@fpt.vn
| The Other Half of Gender: Men’s Issues in Development (Paperback) af Maria C. Correia, Ian Bannon (red.) Pris: 29,40 dollars (amazon.com). |
ZAMBIAS STÆRKE DAMER
Som Zambias første kvindelige overretsdommer tilhører Florence Mumba landets absolutte elite. I Zambia kan kvinder sagtens have topkarriere – men være udsat for den ’gammeldags’ diskrimination, hvor kvinder må acceptere at blive slået, hvis de formaster sig til at stille spørgsmålstegn ved mænds ret til at have elskerinder.
Zambia er et samfund gennemsyret af kvindeundertrykkelse. Alligevel sidder der talrige zambiske kvinder på topposter. En af dem er højesteretsdommer Florence Mumba.
Tekst og foto: Camilla Hebo Buus, Lusaka
Florence Mumba var en af de første kvindelige jurister i sit land, første kvindelige højesteretsdommer, og første kvindelige ombudsmand.
Efter otte år som dommer ved det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, er hun i dag tilbage som højesteretsdommer. Med den baggrund er det måske ikke så underligt, at hun aldrig har følt sig diskrimineret imod – og dog. For hun er kendt i Zambia, et land som er gennemsyret af kvindeundertrykkelse. Ikke i form af omskæring, tørklæder eller dræbte pigebørn. Men på den ’gammeldags’ måde, hvor mænd mener, at kvinder kun er til for at føde børn og udføre husligt arbejde, og hvor kvinder accepterer at blive slået, hvis de formaster sig til at sætte spørgsmålstegn ved mandens ret til at have elskerinder. Når der er debatudsendelser for kvinder i radioen, er det altid mændene, som ringer ind for at fable om kvindernes rette plads ved kødgryderne.
Men hvordan kan det så være, at der sidder kvinder i mange vigtige stillinger i Zambia? Florence Mumba er ikke alene. Det statslige forsikringsselskab, lufthavnene, landets største private radiostation, turistforbundet, fagforbundene, marketinginstituttet og – måske mest sigende – den vigtige valgkommission, alle har de kvindelige direktører eller bestyrelsesformænd.
Politisk set er kvinderne også med. Flere ministerier er ledet af kvinder, og et af de større oppositionspartier har en kvinde ved roret, om end hun ikke blev valgt som præsidentkandidat for oppositionsalliancen ved det seneste valg, idet de andre oppositionspartier (nok mest mændene) mente, at Zambia ikke er klar til en kvindelig præsident. Kvinderne var mere inspireret af Afrikas første kvindelige præsident, Ellen Johnson-Sirleaf fra Liberia.
Travle kvinder
Alligevel finder Zambia det stadig svært at opfylde kravet fra udviklingsfællesskabet i det Sydlige Afrika (SADC) om 30 pct. kvinder i besluttende og politiske stillinger. Og når man kører igennem landet, ser man uligheden tydeligt. Kvinderne har altid travlt. I byerne befolker de gaderne med deres fortovsopstillinger. Her kan man købe tomater, pænt stablet, længere henne kolde drikke, grillede majs, genbrugstøj eller noget helt fjerde. I landsbyerne skal der hentes vand, fejes uden for hytterne, laves mad, ordnes marker, og altid med mindst et barn på slæb. Mændene – de laver ingenting.
Talrige undersøgelser dokumenterer, at holdbar udvikling kræver, at kvinderne deltager. Den øgede beskæftigelse af kvinder i udviklingslande har bidraget mere til global økonomisk vækst end Kinas boom. Kvinder har siddet på hovedparten af beskæftigelsen i Asiens eksportsucceser. Der er en klar sammenhæng mellem ligestilling og bruttonationalprodukt, og hvis kvinder i Zambia fik adgang til de samme landbrugsinputs som mænd, så kunne landets landbrugsproduktion øges med op til 15 pct.. Derfor har donorerne også god grund til at kræve kvindedeltagelse i Afrika.
Men hvordan hænger det så sammen med, at Florence Mumba, højesteretsdommer, efter otte år i Haag, stadig er af den opfattelse, at europæiske mænd er mere diskriminerende end afrikanske?
– Europæiske mænd føler sig helt klart truede af kvindelige topledere. Måske har zambiske mænd nemmere ved at acceptere, at kvinder gør karriere, fordi vi kvinder deltog på lige fod med mændene i vores kamp for uafhængighed. Vi kæmpede side om side med mændene, og derfor respekterer de os, foreslår hun.
– Min mand har aldrig haft problemer med min karriere, og jeg kender mange karrierekvinder i Zambia, og deres ægtemænd accepterer det også.
Alligevel er Florence ansvarlig for husholdningen med fire børn og to børnebørn.
– Jeg har ligesom andre karrierekvinder i Zambia hjælp i huset og god støtte fra min familie, forklarer højesteretsdommeren.
Nyt ministerium
Storfamilien er en vigtig enhed i Zambia, og uden dens opbakning ville karrierekvinder være en umulighed, for der er nul hjælp at hente fra staten.
Det forsøgte præsident Mwanawasa at rette op på for nylig. Han etablerede et nyt Ministerium for Køn & Udvikling, og blev nok lidt overrasket, da kvindebevægelsen afviste det nye ministerium. Bevægelsen tror ikke på, at ministeriet vil fremme integrationen af kvinder. Tværtimod frygter den, at ministeriet vil blive brugt til at mobilisere kvinder til politiske kampagner og lufthavnsdans (en fast ingrediens når præsidenten flyver).
– Det er et bevidst forsøg på at trivialisere kvindesagen i Zambia, sagde direktøren for organisationen Kvinder for Forandring, Emily Sikazwe, da præsidenten åbenbarede det nye ministerium.
Erfaringer fra andre lande i det sydlige Afrika viser, at Emily Sikazwe måske har ret. SADC selv har konkluderet, at nationale institutioner for ligestilling ikke har formået at integrere kvinder. I stedet er de blevet brugt til ’at lukke munden på vinder ved at blive blandet sammen i ministerier med andre afdelinger såsom lokalsamfund, unge og børn’, forklarer Janah Ncube, som er rådgiver på det kønspolitiske område på SADC’s sekretariat i nabolandet Botswana.
Budgetter er ikke kønsneutrale
SADC er derfor begyndt at lægge mere pres på sine medlemsstater, ved blandt andet at kræve, at de indfører såkaldt kønssensitiv budgettering. Budgetter er nemlig ikke kønsneutrale. Derimod påvirker de mænd og kvinder ganske forskelligt. Hvis en landsby får en ny brønd, så påvirker det kvinder mere end mænd, da kvinderne henter vandet. Hvis prisen stiger på alkohol, så påvirker det mænd mere end kvinder, da mændene drikker mest. Hvis politiet bliver bevilliget mere mandskab, så påvirker det kvinder mere end mænd, da de er mere udsatte på skæve tidspunkter af døgnet.
Kønssensitiv budgettering handler ikke om at uddele flere penge til kvinder. Det handler i højere grad om at sikre, at alle gruppers behov og interesser er tilgodeset i statsbudgettet. Det handler også om, pointerer Janah Ncube, at synliggøre den ubetalte plejesektor, som normalt er et kvindedomæne.
Og Florence er helt med på ideen. Hun er nemlig også en passioneret forkæmper for kvinders rettigheder.
– Vi arbejder på at ændre grundloven, især når det handler om ægteskab og arverettigheder, for på disse områder har kvinder ikke lige ret under den nuværende lov, forklarer hun. Når en mand dør i Zambia, er det i dag helt almindeligt, at hans familie kommer og tømmer huset for alt af værdi. Intet bliver efterladt til enken og børnene.
Alligevel håndhæver Florence, at zambiske mænd respekterer kvinder mere end europæiske. Spørgsmålet er, om en mand kan respektere en kvinde, selvom han slår hende? Og kan en kvinde være frigjort, selvom hendes mand slår hende?
Set med vores øjne må en zambisk kvinde være undertrykt, og dog, mange zambiske kvinder såsom Florence Mumba føler sig ikke hæmmet af deres køn. Overraskende mange af dem har både karriere, elskere – og masser af personlig frihed.
Da Afrika tog imod de første hvide opdagelsesrejsende, var afrikanske kvinder givet vis mere frigjorte end europæiske kvinder. Godt nok var mændene ved magten (om end Afrika kan mønstre langt flere matriarkalske samfund end Europa), men kvinderne var respekterede for deres rolle i samfundet og forgudede for deres frugtbarhed. Da europæerne blev drevet ud, næsten hundrede år senere, efterlod de sig et samfundssystem af europæiske normer, som Afrika stadig kæmper for at afrikanisere. Måske derfor kan frigjorthed og undertrykkelse godt være to sider af samme sag i Zambia. De to samfundssystemer er blevet forplumret.
Derfor lever Florence Mumba side om side med den zambiske husmor, som mener, at hendes mand gør ret i at slå hende.
Camilla Hebo Buus er freelancejournalist bosat i Zambia.
cabu@zamnet.zm
Denne side er kapitel 6 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm
|
