TEMA: KENYA

KENYA – EN BESVÆRLIG SUCCES

Den nye regering har indført gratis skole til alle børn. Men bor du langt fra skolen, som her i slumkvarteret Kibera, skal du være heldig for at komme i skole. Foto: Karel Prinsloo/ AP Foto/Polfoto.

På fire år er Kenya blevet en afrikansk succeshistorie – med stærk økonomisk vækst og en regering, der vil gøre landet uafhængig af bistand inden 2030. Men Kenya er stadig præget af massiv korruption og halvdelen af befolkningen lever for under en dollar om dagen.

Økonomien driver værket
Kibaki-regeringen kom til magten med et ambitiøst reformprogram. Gennem økonomisk vækst ville den skabe en halv million nye job, give landets børn gratis adgang til grundskole og ikke mindst gøre op med den korruption og det ineffektive statsapparat, som har gjort hundredevis af personer med præsident Moi i spidsen hovedrige – og som bragte Kenya ud i en nedadgående fattigdomsspiral, hvor landet i de seneste år under Moi oplevede minusvækst. Under den mest spektakulære korruptionssag, Goldenberg-skandalen, mistede Kenya 600 mio. dollars.

Det hurtige svar: Kenya er faktisk blevet en økonomisk succeshistorie under den nye regering – i modsætning til mange af naboerne syd for Sahara. Det er ganske vist svært at se, at det er kommet de fattige til gavn.

Men Kenya præsterer nu for tredje år i træk en markant positiv økonomisk vækst. I år lander Kenya formentlig på syv pct., og målet er ti pct. Kenya er nu Afrikas tredjestørste økonomi med stor eksport til Uganda, Congo, Tanzania og det sydlige Sudan.

Og når man hører landets ivrige ministre tale, lyder sætningen ’den private sektor er drivkraften i vores økonomi’ igen og igen. Det er den private sektor og den økonomiske vækst, der skal afskaffe fattigdommen – og det er det, regeringen vil vælges på, når den om et lille år skal forsvare regeringsmagten.

Væksten i Kenya er særligt sket i og omkring hovedstaden Nairobi. Foto: Karsten Bidstrup, Polfoto.

Fri for hjælp
Med sit reformprogram er det lykkedes regeringen at indføre regelforenklinger, der giver bedre service til virksomheder og borgere. Der er skabt bedre infrastruktur, som forbedrer erhvervslivets vilkår. Der er reformer i gang, der skal bekæmpe korruptionen. Der er mere åbenhed i forvaltningerne om udbud, og reformer af retssystemet er i gang. Også det internationale donormiljø er vendt tilbage til Kenya. Og der er flere penge i omløb.

Måske er det ikke så vanvittig en tanke endda. Mens nabolandet, Tanzania, holder sin økonomi gående med 40-50 pct. af udenlandske midler, så er forholdet et helt andet i Kenya. På få år har Kenya effektiviseret skatteindtjeningen. Ifølge regeringen finansierer skatteindtægterne 90-95 pct. af statens udgifter – afhængigt af om du spørger regeringen eller donormiljøet. Det er et særsyn i Afrika.

Fremgang for de få
Så efter bare fire år må man vel sige, at det går meget godt i Kenya, spørger jeg den erfarne journalist Ian Gatere, der følger den politiske situation tæt. Ian Gatere arbejder med kommunikation og journalistik for en lang række internationale NGO’er.

Nok er der sket økonomiske fremskridt. Men det er for de få. Dem, der bor i Nairobi, taler engelsk og arbejder i den øvre del af den formelle sektor – altså den del af økonomien, der kan registreres i modsætning til de millionvis af mennesker, der laver småhåndværk, mindre landbrug, sælger på markeder eller tigger. Den almindelige kenyaner har derimod fået det hårdere blandt andet fordi regeringen er begyndt at opkræve betaling for el og vand, forklarer Ian Gatere.

Men det måske mest hårdtslående bevis for, at den økonomiske vækst ikke er kommet de fattigste til gode, er det forhold, at en ny undersøgelse, der snart er færdig – ventes at fastslå, at 56 pct. af Kenyas befolkning lever for under én dollar om dagen – navnlig i provinserne. I 1990 var andelen ’kun’ 49 pct. De 56 pct. er indtil videre en fremskrivning af gamle tal. Men tendensen er de færreste i tvivl om.

Eller som en rapport fra maj måned fra NEPAD (som er en række afrikanske landes fælles interne evaluering af hinandens politiske forhold), understregede: Fattigdommen og uligheden stiger. De øverste ti procent af samfundet sidder på 42 pct. af samfundets goder – og Kenya er et af verdens fem mest ulige lande.

– Vi har en regering, der tror urokkeligt på, at den økonomiske vækst før eller siden spreder sig til det øvrige samfund. Og som formentlig er mere kapitalistisk indstillet end nogen vestlig regering. Forestillingen om at rigdommen og udviklingen vil sprede sig automatisk før eller siden hører altså 60’erne og 70’erne til. Indtil nu er rigdommen havnet hos en lille skare. For den almindelige kenyaner er der ikke blevet skabt uddannelsesmuligheder, ingen kreditmuligheder for unge, ingen udsigter til et job eller vej ud af fattigdom. Det kan føre til sociale uroligheder, mener Ian Gatere.

Og som den kenyanske journalist forklarer:

Med den stigende fattigdom virker det grotesk, at parlamentsmedlemmerne – der årligt vedtager et antal love, der kan tælles på en hånd og har beskedne 53 arbejdsdage om året – har en af verdens højeste lønninger for parlamentarikere. Den ligger på cirka én million danske kroner og dermed godt det dobbelte af et dansk folketingsmedlem.

Pumwani
Få kilometer uden for Nairobis skyline fordriver tusindvis af arbejdsløse unge tiden i slumområdet Pumwani, der er et af verdens fattigste slumkvarterer med 60.000 indbyggere. Det er et af det tættest befolkede, mest uhygiejniske og usikre slumkvarterer i verden med overfald og voldtægter som en del af uordenen. Og år for år bliver der flere og flere mennesker.

Den kenyanske, kristne organisation St. John’s, der støttes af danske Mellemfolkeligt Samvirke, har sat vandposter op, men ellers er der ikke vand og sanitet. Ved et fællestoilet står tre unge mænd. Her hænger de ud hele dagen. De tre mænd har plantet et par enkelte træer, og selvom det ud fra en dansk standard langtfra er indbydende, så er det en lille oase i det øde landskab af støv, blikskure og plastflasker. De er frivillige og passer toiletterne –et projekt, der er organiseret af St. John’s.

Det, der kommer ind ved at passe toiletterne, gemmer de i fællesskab – og hvem ved – på et tidspunkt får de måske råd til en forretning. Men med 500 shillings (ca. 40 kroner) om måneden og et par håndører til sig selv har det lange udsigter. Et stort antal piger har fundet en anden vej – prostitution. For 20 shillings leverer de deres ydelse.

– Det virker, som om der bliver flere og flere fattige. Og der er ikke meget hjælp til folk, der er uden for den formelle sektor, siger Sally Gatei, der er koordinator af St. John’s lokale udviklingsprojekter.

Som ekstra byrde skal folk betale bestikkelse for ydelser hos alt lige fra sundhedsvæsundhedsvæsenet til politiet. Som bestyrelsesmedlemmet Betty Murungi i Kenya Human Rights Commission siger til udvikling:

– Den stigende økonomiske ulighed, som vi ser, er et brud på menneskerettighederne – og det er ikke blevet bedre. Den offentlige service bliver ikke prioriteret. Og navnlig bestikkelsen, som den fattige kenyaner skal betale til alt lige fra sundhedsvæsenet til politiet gør situationen sværere og bidrager til fattigdommen.

Faren lurer fortsat
Er tingene blevet decideret værre i de seneste fire år? Spørger jeg Ian Gatere. Måske var forventningerne bare for store, som de gerne er, når man i årtier har været undertrykt, set magteliten rane til sig og set landets antal af fattige vokse.

Ingen af de folk, der lænsede staten i de seneste årtier, er blevet dømt. Kun de små fisk. Hverken synderne fra Moiæraen eller de personer – herunder også tidligere ministre, der har været involveret i spektakulære sager under den nuværende regering, er blevet dømt. Og i dag går mange gode forretninger for ministerierne stadig tit til embedsmandens venner. Det er især den store korruption, som gør enkelte personer i embedsapparatet rige, der gør, at landet ikke udvikler sig så hurtigt, som det kunne. Men det er også den lille korruption, som betalingen til en korrupt læge for en sundhedsydelse, der rammer de fattigste, der fortsat gør korruption til et af Kenyas væsentligste problemer. I 2005 var Kenya stadig nummer 144 ud af 158 lande på Transparency Internationals korruptionsindex.

Og når man i dag kan læse i avisen, at præsident Kibaki holder et af flere møder med tidligere præsident Moi, så får man fornemmelsen, at de erfaringsudveksler lidt for meget. Og når man ser en af de forholdsvist mange sorte Mercedes-Benz eller lignende bilmærker på gaden, er de fleste sikre på, at føreren er kommet til den på ulovlig vis. Og forfatningen er ikke blevet ændret – præsidenten har stort set ubegrænsede beføjelser. Skulle der komme en præsident med lidt mere diktatoriske inklinationer er derouten ikke langt væk, frygter Ian Gatere.

Stor og lille korruption = fattigdom
Netop korruptionen har da også fået lande som Holland og Finland til at være mere tilbageholdende med støtte til landet – og det bliver da også jævnligt påpeget af det internationale samfund, der ser på de konstante afsløringer i pressen med en vis spænding. Og med en vis utålmodighed på reformerne af for eksempel retssystemet, hvor retssager ofte trækker ud i det uendelige.

De fleste donorer giver derimod målrettet støtte til reformer af den offentlige sektor. Og har et særskilt budget, hvor man kan følge pengene nøje. Så er det i det mindste ikke vores penge, der snydes med, synes alle donorers logik at være.

Danidas Styrelse besøgte i januar Kenya. De mødte ministre, erhvervsliv og NGO’er i Nairobi. De så Danida-programmer langs kysten ved Mombasa og aflagde besøg i den prøvede flygtningelejr i Dadaab på grænsen til Somalia.

BISTANDSSAMARBEJDET Kenya blev i 1989 et af de første danske programsamarbejdslande. Størrelsen af bistanden har varieret alt efter forholdene i Kenya og var i 90’erne nede omkring 50-70 mio. kr. I lyset af regeringsskiftet i december 2002 blev samarbejdet forøget. På baggrund af den kenyanske regerings indgreb overfor MS’ arbejde blev landerammen i 2005 fastfrosset på 120 mio. kr. Denne krise er nu løst og bistanden ventes at vokse i de kommende år. Danmark har sektorprogrammer indenfor sundhed, miljø, landbrug, vand samt menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse. Et nyere sektorprogram indenfor erhvervssektor supplerer det Privat Sektor Program (nu: B-2-B),  der etablerer samarbejdskontakter mellem kenyanske og danske firmaer. Der ydes også støtte til Kenya i forbindelse med nærområde og antiterrorindsatsen. Kilde: http://www.um.dk

Kenya bliver ikke bygget på en dag
Tilbage på Holiday Inn møder vi en topembedsmand fra præsidentens kontor, Joyce Nyamweya. Hun er chef for en afdeling i præsidentens kontor, som har det overordnede ansvar for reformer af den offentlige sektor.

– Det internationale samfund kigger altid efter ligene frem for at kigge på, hvor meget godt, der er sket. Vi får ærligt talt ikke meget kredit for de resultater, der er sket, forklarer hun med henvisning til det store internationale fokus på korruptionen og tilføjer:

– Vi arbejder hårdt. Men hvor meget kan man nå på tre år? Vi arvede en offentlig sektor, der er blevet misbrugt i årevis. Når der kommer en ny regering, har man en opfattelse af, at så vil det hele ændre sig på én gang, men det er en overgangsproces. Det er jo åbenlyst, at det går den rigtige vej. Med en stærk økonomisk vækst og en effektiv skatteinddrivelse er det klart, at vi gør noget rigtigt.

At det også går den rigtige vej på det sociale område, er hun ikke i tvivl om. Der arbejdes på at nå 2015 Målene. Og den almindelige kenyaner har ifølge Joyce Nyamweya set forbedringer. Under Moi fik de fleste småbønder ikke tilstrækkelig betaling for mælk og kød, men med en kødkommission er der nu fastsatte priser. Samtidig har folk fået større adgang til kreditter, mulighed for at låne til lavere renter og der er bygget veje overalt i landet, nævner hun i flæng.

Bedre end Sudan og Somalia
Om der er sket nok? Det afhænger nok som altid af øjnene, der ser. Eller som Ian Gatere siger, da jeg præsenterer ham for taxichaufføren Simons udlægning af fremskridtene:

– Din taxichauffør må have været kikuyu. Du skal være kikuyu for at give så positiv en vurdering, smiler Ian Gatere.

– Jeg er ganske vist også selv kikuyu, tilføjer Ian.

Kenyas politik er domineret af stamme- og etnisk tilhørsforhold. De fleste stemmer på folk fra deres egen stamme. Og hos din egen stamme kan du være nogenlunde sikker på støtte – om der så er sket fremskridt eller ej. Om der er sket fremskridt i Kenya er lidt mere nuanceret end som så, lader han forstå.

Eller som en udenlandsk observatør siger:

– Mange kenyanere har nok også lidt den opfattelse, at det går trods alt bedre her end i vores nabolande mod nord i Sudan og Somalia. Med en krig på den anden side af grænsen og uroligheder i det nordlige Kenya er spændingerne aldrig langt væk og holder folk bevidste om alternativerne. Så ja, efter afrikansk målestok går det måske meget godt. Og Kibaki tippes såmænd også til at have gode chancer, når der skal vælges ny regering til december.

Morten Østervang besøgte Kenya sammen med Danidas Styrelse.
morost@um.dk

’KENYA BLIVER ALDRIG EN VELFÆRDSSTAT’

Hvordan stiller Danida sig så over for et land, hvor regeringsførelsen har tydelige mangler, og hvor fattigdommen er blevet større trods forøget vækst? Interview med ambassadør Bo Jensen.

Af Morten Østervang, Nairobi

Er der sket fremskridt i Kenya?

– Ja, helt afgjort. Mange fremhæver den gratis grundskoleuddannelse for alle. Det politiske råderum er blevet markant udvidet. Først og fremmest har man fået flerpartisystem. Medierne har fået frihed til at rapportere og kritisere – også regeringen. Der har været enkelte episoder, hvor elementer i regeringsapparatet har forsøgt at lægge en dæmper på medierne. Men det har som regel givet bagslag, for de har bare skrevet endnu mere. De sidste par år har Kenya også oplevet markant økonomisk vækst. Sammenligner man med en periode i 90’erne, hvor væksten lå på 0,2 procent så er det en markant forbedring.

Kan man tilskrive det til bedre regeringsførelse?

– Det vil jeg tro, man kan. Erhvervslivet har fået bedre mulighed for at producere. Det tidligere regimes repression er forsvundet. Og den offentlige sektor har også øget omfanget af sine aktiviteter. Der er også kommet flere donormidler til.

Men er uligheden blevet større?

– Den økonomiske vækst er sket i Nairobi i meget høj grad. Så den økonomiske vækst har ikke resulteret i markant reduktion af fattigdom. Om overhovedet nogen. Det hænger nok sammen med den indstilling, man har i Kenya. Forbedrede levevilkår for den enkelte er i høj grad et spørgsmål om den enkeltes egne initiativer og muligheder. Få en uddannelse, start en forretning og tjen nogle penge. Kenya er ikke en velfærdsstat. Og bliver det formentlig aldrig.

Men når man så kommer som donor – med et vist fokus på fattigdomsbekæmpelse – giver det sammenstød med regeringen?

– Nej, det gør det sådan set ikke. Når regeringen indfører gratis grundskole for alle, er det noget, donorerne kan støtte. Når regeringen gerne vil arbejde i de fattige områder, så er det også noget vi kan støtte. Men at indføre sådan et socialt sikkerhedsnet over en bred kam, det tror jeg ikke er noget, Kenya selv vil komme med. Skatteprocenten er progressiv ligesom i Danmark. Dem, der tjener mere betaler mere, så man har nogle basale ting. Men Kenya er i bund og grund et samfund, hvor man må klare sig selv.

Men når Danida laver sektorprogrammer inden for sundhed, så er man nødt at give altomfattende adgang?

– Det er klart, at vi arbejder inden for den ramme, hvor vi mener, at vi kan gøre særlig stor indsats. Det er ikke nødvendigvis det samme som at regeringen vil lægge alle sine midler der. Det er den kenyanske regerings egen beslutning, hvad man vil.

Er der mindre korruption?

– Jeg tror grundlæggende, det er blevet lidt sværere at være korrupt. Så nogle regler er begyndt at virke. Og det er klart, man slipper ikke så let af sted med at være korrupt. Nu bliver man hængt ud i pressen. Nogle også trukket i retten. Det, der er bekymrende, er, at ikke flere bliver trukket i retten. Det er svært at få dem dømt. Antikorruptionskommissio-nen mangler kapacitet, og det kenyanske retssystem er tungt og stift.

Når man kigger på regeringsførelsen giver det så anledning til at overveje om man skulle bruge lidt flere tommelskruer over for regeringen?

– Vi yder jo ikke budgetstøtte. Vi sørger altid for, at der er aflagt nøje og separate regnskaber. De seneste skandaler har været sager, hvor der har været svindlet med regeringens egne midler. Ikke donorernes. Det sker særligt inden for sikkerhedsrelaterede indkøb, som ligesom i Danmark er langt mindre åbne.

Skal Danmark give budgetstøtte?

– Det ligger ikke i kortene. Der er flere grunde. Spørgsmål som den kenyanske administration af styringen af de offentlige udgifter og regnskab. Der er ofte ikke overensstemmelse mellem budgettal og de faktiske udgifter i budgetterne. Man får ikke brugt budgetterne i de forskellige ministerier. Pengene bliver ikke brugt der, hvor de skal. Det er på grund af manglende kapacitet, besværlige processer og manglende overblik. Styringen er mangelfuld.

Hvilken rolle kan dansk bistand spille?

– Det internationale donormiljø spiller en beskeden rolle. Nogle steder som i Tanzania udgør international bistand 40-50 pct. af statens budget. Her er det samlede blot 5-10 pct. Men vi kan anvende støtten mere selektivt og strategisk og støtte det, som vi synes skal fremmes. I sundhed udgør donorbistanden 15 pct. Det reflekterer, at sundheden er meget vigtig for os. Der får vi større betydning. Hvis vi bare havde ydet budgetstøtte, havde vi nok ikke haft den samme indflydelse.

Hvorfor er det godt?

– Vi kan støtte de reformer, som gør en forskel, og som forfølger de fattigdomsmålsætninger, vi har.

Bidrager Danmark til fattigdomsreduktion?

– Det synes jeg nok vi gør, fordi vi støtter de dele af regeringsapparatet, der søger at nå ud til de fattige i landdistrikterne med vandforsyning, primære sundhedsydelser og et bedre miljø. Der er nogen, som forsøger at gøre en forskel, og de får det meget lettere med vores støtte. Men vi støtter også en yderligere styrkelse af den økonomiske vækst, så den bliver endnu højere. Samtidig sørger vi for, at den bliver bredere ved at styrke specielt de mindre virksomheders muligheder.

Skal Danmark skrue op eller ned for bistanden?

– Jeg vil tro, vi skal ligge, hvor vi ligger.

Kenya mangler faktisk ikke penge. Men der skal penge de rigtige steder til at fremme reformer.

Hvordan ser fremtiden ud for dansk bistand i Kenya?

– Vi vil have en rolle at spille mindst 10-15 år endnu. Vi kan gøre en forskel for at styrke de udviklingspolitiske målsætninger, som ligger til grund for dansk bistand, men vi må være klar over, at det i vidt omfang kommer til at foregå på kenyanernes præmisser. Så derfor bliver Paris-deklarationens målsætning om harmonisering endnu vigtigere.

 
Ambassadør Bo Jensen, Nairobi. Foto: Lars Grundwald/ Udenrigsministeriet.

EN EFTERSPURGT VARE: KENYAS STRANDPIGER

Kvidhvide sandstrande, luksushoteller og grønne palmer tiltrækker solglade turister til Mombasa – og sexhungrende kvinder og mænd. Foto: Karsten Bidstrup/Polfoto.

I de fattige kystegne omkring Mombasa sælger op mod hver tredje pige seksuelle ydelser. Med støtte fra Danida hjælper lokal organisation pigerne væk fra prostitution – og til at passe bedre på deres sundhed.

Af Morten Østervang, Mombasa

Italienerne ligger på en klar førsteplads. Så kommer tyskerne. Og endelig svejtserne på en tredjeplads. Tilsammen køber turister fra de tre lande op mod halvdelen af alle de seksuelle ydelser, der sælges i Kenyas kystområde. Og det skal ofte gerne være uden kondom, og gerne med helt unge børn. Det sidste gælder navnlig italienerne og tyskerne.

Omkring den store og fattige, kenyanske kystby Mombasa breder hvide sandstrande sig over kilometer efter kilometer, og er kun hist og pist afbrudt af klippekyst. Oppe bag palmetræerne ligger det ene hotel efter det andet. Og barer, hvor velstående kenyanere og udenlandske turister hænger ud. Med et venligt klima og hvide strande, så langt øjet rækker er det ikke underligt, at turismen er en vigtig indtægtskilde for Kenya. Men det er altså også sex, der sælger.

Og det er blevet en nødvendig indtægtskilde for tusindvis af helt unge. Selvom turismen giver job til befolkningen langs kysten, der er et af Kenyas fattigste og mest marginaliserede områder, så har det langt fra kastet nok af sig til den lokale befolkning.

For mange unge i området, hvis forældre er arbejdsløse eller døde af hiv, er sexindu-strien den eneste vej til en indtægt. Undersøgelsen vurderer, at helt op mod 30 pct. af de 50-60.000 piger i alderen 12-18 år i området af og til sælger sex, hvorimod 2-3000 skønnes at ernære sig som sexarbejdere på fuld tid og hele året rundt. Op mod halvdelen vurderes at have indledt karrieren, mens de var 12-13 år.

Violet levede i to år af at sælge seksuelle ydelser. Tusindvis af piger i området må gøre det samme for at overleve. Foto: Morten Østervang.

Sex for mad og husly
21-årige Violet har prøvet tilværelsen som fuldtidssexarbejder. Hun var 19 og endnu ikke færdig med 2.g, da hendes stedmor smed hende på gaden. Sammen med sin daværende kæreste var hun blevet gravid.

– Jeg græd og var deprimeret, og anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, forklarer Violet, mens vi sidder i skyggen uden for den lokale organisation Beach Girls Rehabilitation Program, der med støtte fra Danida kører et sundhedsprojekt, hvor de møder pigerne og hjælper dem og oplyser dem om sundhed –og navnlig reproduktiv sundhed.

Mange af os har ikke familier, siger hun og kigger rundt. Og myndighederne er der ikke hjælp at hente os.

Ifølge statistikkerne er op mod halvdelen blevet sexarbejdere, fordi deres forældre enten er arbejdsløse eller døde. Ofte starter de med at servicere lokale, der tegner sig for 40 pct. af ’handlen’. På barer møder de lokale, får erfaring, tjener nogle penge, så man kan købe tøj få og ordnet sit hår. Alt sammen med til at give adgang til turistmarkedet, der betaler bedre og for en 12-16-årig indbringer 1-2.000 kenyanske shillings, oplyser UNICEF.

Hård konkurrence
Men der er rigeligt med piger. Og i højsæsonen er der hård konkurrence. Violet måtte som regel nøjes med 500 shillings (40 kroner) for en hel nat – eller, hvis det var ved en lokal mand, blot husly.

STØTTE TIL KYST-NGO’ER I et forsøg på at nå udsatte grupper, som sundhedsapparatet har svært ved at nå, støtter Danida NGO’er i langs kysten i Kenya (under sundhedssektorprogrammet). En af de grupper er unge, der lever på gaden, og som ofte bliver udnyttet seksuelt. Danida støtter bl.a. Mombasa Beach Girls Rehabilitation Program, der bl.a. har fået støtte til at skabe bevidsthed om aids og til en kampagne for stivkrampevaccinationer. Støtten til organisationen vil fremover i højere grad fokusere på kapacitetsopbygning.