|
EGYPTEN
YTRINGSFRIHED UNDER PRES
Objektivitet? Egyptisk presse lader stadig meget tilbage at ønske hvad angår journalistisk professionalisme – ikke mindst på udenrigsstoffet.
Det er svært at få informationer – og får man dem, er det svært at vide, om man kan stole på dem. Derfor stortrives rygter og konspirationsteorier i Egypten. udvikling besøgte Fatwa-rådet, det egyptiske journalistforbund og redaktionen af avisen Al Masry Al Youm.
Tekst og fotos: Kristian Ruby, Cairo.
Tilsløring præger Egypten i disse år, og det er ikke kun fordi hijab-tørklædet er blevet standardpåklædning for egyptiske kvinder.
Et silkeslør af censur, frygt og misinformation indhyller hele samfundet, og gør det mere end svært at skelne mellem fakta og rygter. Ikke engang noget så grundlæggende som landets finanslov kan almindelige få indsigt i. Men hvem bærer skylden – er det de religiøse ledere, regeringen, eller skal journalisterne bare tage sig sammen?
Min søgen starter hos de religiøse ledere, nærmere bestemt Fatwa-rådet, som spiller en vigtig rådgivende rolle i det politiske system. I princippet må ingen egyptisk lov være i strid med Koranen, og retssystemet har således udgangspunkt i den islamiske sharialov. Det betyder, at Rådet og dets leder, stormuftien, har meget at skulle have sagt. Som landets øverste religiøse autoritet har han nemlig retten til at definere den sande tolkning af islam, og i tvivlsspørgsmål skal han og Rådet konsulteres.
’For at beskytte kunstnerne’
Talsmanden Amr Elwardany, hvid turban, strengt blik og sort fuldskæg, tager imod. Man skal skelne mellem retten til at mene noget og retten til at udtrykke det, mener Rådet, som har anbefalet censur af en del værker. Men kun for at beskytte kunstnerne, forsikrer Elwardany, som glider af på spørgsmålet, om chefredaktører efter hans mening skal straffes for at publicere kontroversielt materiale.
Alligevel må man sige, at Fatwa-rådet ikke er den vigtigste årsag til problemerne med at skaffe pålidelig information. Rådets anbefalinger er vejledende. Den konkrete censur varetages af andre instanser og er langt mere omfattende, end hvad der kan føres direkte tilbage til Fatwarådets anbefalinger. Desuden er angsten for at blive forfulgt af myndighederne mindst lige så vigtig som den konkrete censur.
Fagforeningen
Forfølgelse af journalister kender man udmærket til i Egyptens fagforening for journalister, der holder til i en imposant bygning med vinduer i blåt spejlglas og søjler med forgyldte kapitæler. Menige journalister bliver jævnligt udsat for vold af politiet, og selv chefredaktører forfølges. Bestyrelsesmedlem Ibrahim Mansour giver et eksempel fra avisen Al Dostour, som han selv er tilknyttet. I april 2006 skrev avisen om en mand, som krævede Præsident Mubarak retsforfulgt for embedsmisbrug og bedrageri. En rigsretssag blev der ikke noget af. Til gengæld fik avisens chefredaktør selv en retssag på halsen for at fornærme præsidenten. Retten fandt anklagen begrundet og idømte redaktøren et års fængsel med straffearbejde. Dommen kører stadig i appelretten, og fagforeningen kan ikke gøre andet end at vente.
For selv om dens ydre fremtoning signalerer styrke og uafhængighed, er det langt fra tilfældet. Medlemsfinansieringen er minimal, og bygningen er udlånt af staten, som også tilbageholder midler til pensionsudbetalinger uden tøven, hvis fagforeningen bliver for næsvis. Desuden vidner medlemstallet på 5.000 om det ulige styrkeforhold mellem den fjerde statsmagt og de øvrige. Alene Informationsministeriet, der kontrollerer stort set al fjernsyn og radio, har 12.000 journalister ansat.
Ikke nemt at overbevise folk om, at man er uafhængig, siger Mohamed Samir, som er chefredaktør på den egyptiske avis Al Masry Al Yuom.
Professionalisme ikke normen
I det lys virker ressourcerne hos de uafhængige medier så meget desto mere skrabede.
Det gælder i hvert fald avisen Al Masry Al Youm, der blev grundlagt i 2004 og af mange opfattes som et af Egyptens mest progressive medier.
Vi ankommer midt i eftermiddagsbønnen og må liste forbi en medarbejder, som har smidt skoene og knæler på sit bedetæppe foran kopimaskinen i gangen. Redaktionslokalerne er slidte, møblementet spartansk og bordene flyder med håndskrevne artikler. Langt fra alle har en computer. Chefredaktør Mohamed Samir fremviser stolt pc’en med adgang til de internationale nyhedsbureauer, før han byder indenfor i det ydmyge hjørnekontor.
Det er ikke nemt at overbevise folk om, at man er uafhængig, fortæller han. Alt efter hvilke sager, avisen har dækket, er den skiftevis blevet beskyldt for at være i lommen på regeringen, oppositionen, saudi-araberne eller – selvfølgelig – den amerikansk-zionistiske sammensværgelse.
Ifølge redaktøren er avisen ingen af delene. Den ejes nemlig af et privat kontrolleret aktieselskab og er dermed økonomisk uafhængig. De redaktionelle kerneværdier er et liberalt sindelag – opbakning til ytringsfrihed og demokrati – og faglige dyder som pålidelighed og balanceret dækning.
Det lyder ukontroversielt, men journalistisk professionalisme er langt fra normen i Egypten, hvor både kilder og journalister frygter repressalier og derfor gemmer sig bag anonymitet, omskrivninger og indirekte citater. Stilen har da også skaffet avisen fjender. Ifølge Samir har der flere gange været tegn på, at nogle forsøgte at forhindre avisen i at blive distribueret, men han mangler endnu håndfaste beviser for, hvem der står bag. Han trøster sig dog med at oplaget – pt. 80.000 – er stigende.
Eliten modarbejder ytringsfriheden
Ifølge Moataz El Fegiery fra NGO’en Cairo Institute of Human Rights Studies, er roden til problemet imidlertid hverken at finde hos Fatwarådet, den svage fagforening eller de uafhængige medier.
Hovedansvaret ligger hos den herskende elite, som systematisk modarbejder ytringsfrihed. Det er dem, der står bag censuren af udenlandske bøger og magasiner, og ansvaret for politiets overfald på journalister er i sidste ende også deres. Dels fordi betjentene aldrig bliver stillet til regnskab, dels fordi der, trods løfter om at ophæve dem. stadig findes hele 38 forskellige love, der gør det muligt at retsforfølge journalister.
Det kan udenlandske donorer selvfølgelig ikke ændre på. Men Fegiery mener, der ligger et stort potentiale i at styrke de uafhængige journalisters position. De har problemer med at levere en professionel dækning ikke mindst på udenrigsområdet. Det blev blandt andet tydeligt under tegningesagen (Muhammed-krisen), hvor de danske imamer dominerede i de egyptiske mediers dækning. Det skyldtes til dels myndighedernes informationskontrol.
Men det handlede også om begrænset viden, manglende professionalisme og ikke mindst dårlige engelskkundskaber hos de egyptiske journalister, som derfor støttede sig til de kilder, de rent faktisk kunne tale med. Den slags kan afhjælpes, mener han, med helt simple ting som engelskkurser, øget adgang og kendskab til internettet og udveksling med udenlandske journalister, som kan hjælpe til at styrke fagligheden og kendskabet til udlandet. Den slags gør det ikke alene, men måske kan det alligevel bidrage til, at det egyptiske samfund på sigt kan smide sløret.
Kristian Ruby er freelancejournalist. Han deltog i et medieudvekslingsprojekt under Det Arabiske Initiativ, som var arrangeret af International Media Support.
kristianruby@hotmail.com
|
FAKTA
Medie- og pressefrihed er et af fokusområderne i Det Arabiske Initiativ og støttes gennem projekter, der blandt andet omfatter:
- Twinning – det vil sige udvekslingsbesøg og samarbejde mellem danske og arabiske journalister.
- Samproduktion mellem offentlige tv- og radioselskaber i Danmark og Mellemøsten.
- Etablering af et center for undersøgende journalistik i Jordan.
- Styrkelse af regionens journalistiske fagforeninger.
- Støtte til forfatterforeningen PENs bestræbelser på at etablere PEN-centre i den arabiske verden.
- Støtte til World Association of Newspapers’ (WAN) bestræbelser på at udvikle uafhængige aviser i regionen.
|
Denne side er kapitel 4 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm
|
