ASIEN
FREDSAFTALE BANER VEJEN FOR MERE UDVIKLING
Danida kvitterede med et løfte om 100 millioner udviklingskroner, da maoistiske oprørere og den nepalesiske regering i november indgik en fredsaftale. Men fredsprocessen er skrøbelig.
Af Marlene Lyhne Sørensen, Janakpur
– Retfærdighed er en forudsætning. Ellers vil der opstå nye kampe.
Kommandant Lal Roshan lader ordene passere sine læber uden at fortrække en mine. Han sidder i skrædderstilling i græsset foran os. Med bare tæer i sandalerne, sorte bukser, ternet skjorte og runde briller – flankeret af to mandlige stenansigter.
Lal Roshan står i spidsen for en politisk deling af den maoistiske oprørsbevægelse og har oprettet hovedkvarter i udkanten af den sydnepalesiske by, Janakpur.
I november indgik den siddende regering og maoisterne en fredsaftale, og det har skabt optimisme i et land, der i mere end ti år har været hærget af voldelig konflikt. En konflikt som udsprang af dybe politiske, økonomiske og sociale skel mellem etniske og religiøse grupper, og som har kostet over 13.000 mennesker livet.
Men kommandant Lal Rashan er langt fra alene med sin tvivl om aftalens holdbarhed. For hvor er landet på vej hen? De igangværende politiske forhandlinger skal munde ud i en ny forfatning og vil formentlig give dødsstødet til Nepals forhadte monarki. Men hvad nu hvis det alligevel ikke betyder en væsentlig forbedring af levevilkårene for landets mange fattige? Maoisternes dagsorden er et opgør med det dybt forankrede feudalsamfund, men hvordan vil det gå, når de selv får lov at smage magtens sødme?
– Der er stor risiko for, at maoistlederne imiterer de andre magthaveres livsstil og glemmer folket. Det vil skabe stor bitterhed og kan ende i en ny blodig konflikt, siger Shyam Shashi, journalist på dagbladet Kathmandu Post.
Maoistiske oprørssoldater samlede sig i lejre efter fredsaftalen i Nepal. FN melder, at afvæbningen er begyndt. Flere mener, at de mange arbejdsløse soldater udgør en risiko for nye oprør, hvis ikke maoistbevægelsens ledere indfrier de politiske forventninger og skaber et mere retfærdigt samfund. Foto: Usha Titikshu.
Besværlig balanceakt
Oprørernes maoistiske ideologi fik USA til at stemple dem som ’terrorister’ og statslige hjælpeorganisationer – herunder Danida –bremsede alle nye projekter for ikke at blive fanget i den politiske og militære krydsild.
En række NGO’er valgte imidlertid at intensivere engagementet og praktisere en besværlig balanceakt mellem på den ene side at holde sig på talefod med kongedømmet, mens de på den anden side skulle opnå accept fra maoisterne, der kontrollerer store dele af landet.
– NGO’erne har paradoksalt nok været et politisk redskab i hænderne på både os og regeringen, siger kommandant Lal Roshan og fortsætter: – Hvis ikke vi vurderede, at deres projekter fremmede vores politiske mål, fik de ikke lov til at fortsætte, understreger kommandanten, der selv vurderer, at maoisterne havde kontrol med 80 pct. af landet, da der i april sidste år blev indgået en våbenhvile.
Balanceret strategi
CARE Danmark var en af de organisationer, der valgte at blive i Nepal, da landet begav sig ud på en sikkerhedsmæssig katastrofekurs.
– Det er som regel under en konflikt, at befolkningen har allermest brug for hjælp, siger Jakob Jespersen, rådgiver i Nepal.
Han bekræfter kommandantens udsagn om, at det har været en forudsætning at opnå maoisternes accept for at kunne arbejde i landet.
– Vi har arbejdet ud fra en strategi, der hverken virkede som en trussel mod den siddende regering eller maoisterne, siger Jakob Jespersen.
Han er tilknyttet JIWAN-projektet i det sydlige Nepal, der er et allianceprojekt mellem CARE, Dansk Skovdyrkerforening og Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Kernen i projektet er de såkaldte Lok Patshalas skoler, ’Folkets Skoler’, der genererer folkeoplysning og aktivering af særligt kvinder og unge i lokalsamfundet. Projektet har kørt i lidt over et år, får støtte af Danida og omfatter i dag 21 skoler.
Mange møder med maoisterne
Jesper Saxgren fra Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark afviser, at man på noget tidspunkt har ladet sig presse af maoisterne til at foretage ændringer i projektet.
– Sagen er den, at folkeoplysning og empowerment grundlæggende handler om det, der også er maoisternes dagsorden, nemlig social mobilisering af landets fattigste. Projektet står derfor ikke i modsætning til deres ideologiske interesse, og det er grunden til, at vi har kunnet arbejde her. Men der er en væsentlig forskel nemlig, at maoisternes mobilisering har været baseret på frygt, siger Jesper Saxgren med henvisning til maoisternes voldelige metoder som mord, tvang, afpresning og kidnapning af børn.
Kamal Kumar Pankaj er leder af skolerne, og han er typisk den, der har skullet rede trådene ud, når oprørsbevægelsen har truet med at rette sit skyts mod NGO-arbejdet.
– Jeg har holdt mange møder med maoister – bevæbnede og ubevæbnede. Nogle har forsøgt at true mig. Hvis de for eksempel ikke brød sig om en person, der var valgt til præsident i en Lok Patshala komité. Jeg forklarer dem, at vi i virkeligheden vil det samme: At forbedre levevilkårene for landets fattigste. Maoisterne har blot forsøgt at nå målene med krudt og kugler. Vi forsøger at gøre det med oplysning og demokratiske afstemninger.
Ifølge Kamal Kumar Pankaj har våbenhvilen og den efterfølgende fredsaftale fået maoisterne til i endnu højere grad at interessere sig for Lok Patshala skolerne: – Afvæbningen betyder, at de nu skal finde nye midler for at få befolkningens opbakning. De ønsker at bruge skolerne som politisk platform og mobilisere stemmer forud for valgene. Men jeg understreger hver gang, at skolerne ikke er forbundet til et bestemt parti. Det har fået enkelte maoister til at søge om tilladelse hos deres ledelse til at skyde mig og jeg får trusler om, at jeg skal passe på, når jeg starter min motorcykel, siger Kamal Kumar Pankaj.
Risiko for nye kampe
Prakash Regmi er projektleder i Churia-distriktet. Målsætningen er at begrænse risikoen for jorderosion i det nepalesiske lavland, blandt andet ved plantning af nye træer og bygning af stendiger. Projektet er et samarbejde mellem CARE og de nepalesiske myndigheder, og Prakash Regmi er i virkeligheden en af ’systemets’ mænd. Men i sit arbejde og under den årelange konflikt har han i mange sammenhænge følt sig tættere på oprørerne end på sin statslige partner.
– Jeg har arbejdet tæt sammen med maoisterne. Det har været afgørende fra starten at fortælle, hvad projektet gik ud på, så al mistillid kunne blive ryddet af vejen. Vi har en fælles interesse i at skabe udvikling og bedre levevilkår for landbefolkningen, siger Prakash Regmi, der gennem sine fem år som projektleder i det maoistdominerede lavland er blevet nære venner med flere af oprørsbevægelsens ledere.
Mange af regeringens embedsmænd i Kathmandu har spurgt, om jeg ikke er bange. De har aldrig kunnet forstå, hvordan jeg kan arbejde her. Men jeg har aldrig følt mig truet. Problemet er, at centralregeringen har svært ved at sætte sig ind i, hvilke vilkår landbefolkningen lever under, siger Prakash Regmi.
Vi kører forbi et nedlagt checkpoint. Indtil tre dage forinden opkrævede maoister penge for at passere. Pengene skulle ifølge oprørssoldaterne bruges til at bekæmpe illegal skovfældning, men flere af mændene i vejsiden tvivler på, at pengene endte andre steder end i maoisternes lommer. Også på CARE’s kontorer har maoister været forbi for at opkræve penge, fortæller Prakash Regmi. Dog uden held, understreger han.
Marlene Lyhne Sørensen er freelancejournalist. Turen til Nepal var sponsoreret af CARE Danmark, Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark samt Dansk Skovdyrkerforening. marlyhne@hotmail.com
VIGTIGT MED ET MEDANSVAR TIL MAOISTERNE
Danmarks ambassadør i Kathmandu: Freden betyder, at tidligere maoiststyrede regioner nu kan modtage dansk bistand.
Af Marlene Lyhne Sørensen
Hvad vil fredsaftalen betyde for det fremtidige udviklingsarbejde?
– Uden fred ingen udvikling i Nepal. Alle erkender, at konflikten i Nepal igennem de sidste 10 år har sat landets økonomi og udvikling tilbage, og denne situation bliver sat i markant relief med de seneste års udvikling i Kina og Indien. Bruttonationalindkomsten i Nepal er 280 dollars pr. indbygger, hvilket gør Nepal til et af verdens fattigste lande. Fred og stabilitet med en fælles politik vil give mulighed for økonomisk vækst. Der er klare indkomstmuligheder i turist- og energisektoren, ligesom et stigende antal nepalesere tjener gode penge i udlandet, der kommer familierne i Nepal direkte i hænde.
Konflikten har ikke forhindret Danmark i at yde udviklingsbistand, men med fred vil dette arbejde naturligvis kunne sprede sig til de tidligere maoiststyrede regioner og dermed komme ud i alle landets hjørner, ligesom bistanden vil blive ydet under ganske anderledes gunstige vilkår.
Fredsprocessen er skrøbelig, siger mange. Hvad er din vurdering?
– Alle fredsprocesser er desværre skrøbelige, men begge parter i konflikten i Nepal synes at erkende, at en militærløsning ikke er mulig. Det nepalesiske folk har klart tilkendegivet, at det ønsker fred, og det kan kun ske gennem den demokratiske/politiske vej. Den bliver vanskelig, fordi store reformer altid er vanskelige, men processen synes hidtil at vise, at det kan lykkes.
Hvad er afgørende for, at fredsaftalen holder?
Det er afgørende at fredsaftalen bliver gennemført således som aftalt. Det er afgørende, at maoisterne gennem deltagelse i fællesregering får et klart medansvar for vejen frem, at det kommende valg bliver frit og retfærdigt og dermed en platform for de kommende politiske og økonomiske forandringer, og at der bliver skabt en endelig forfatning, der kan sikre folkets rettigheder og giver større lighed mellem landets forskellige grupper. Det er desuden afgørende, at nepaleserne selv leder denne proces, og at FN og donorerne alene støtter processen.
Ambassadør Finn Thilsted, Kathmandu.
Foto: Lars Grunwald/ Udenrigsministeriet.
DANSK MILJØBISTAND PÅ VEJ TIL INDONESIEN
Energi- og klimaspørgsmål bliver en del af den danske miljøbistand til Indonesien – her et kraftværk. Foto: Lonnie Duka/Polfoto.
200 millioner danske miljøkroner skal også bekæmpe fattigdommen i det sydøstasiatiske ørige.
Af Morten Perregaard
Husene kommer nærmere og nærmere. Flyet sætter hjulene på landingsbanen, der ligger midt i mellem de fattige kvarterer, der omkranser lufthavnen i Indonesiens hovedstad, Jakarta.
Inde mod byens centrum er blandingen af moderne biler, nye højhuse og god infrastruktur samtidig tydelige tegn på den økonomiske udvikling, som Indonesien gennem de seneste år har befundet sig i.
Det store ørige med 250 millioner indbyggere har oplevet en kraftig økonomisk vækst – i lighed med andre lande i Sydøstasien, der samtidig betyder efterspørgsel af mere energi og dermed et øget pres på landets naturressourcer – samtidig med at en stor del af befolkningen endnu ikke har fået en bid af vækstkagen.
Derfor får netop fattigdomsbekæmpelse en markant plads i det miljøprogram, som Danmark nu indleder i samarbejde med den indonesiske miljømyndigheder.
– Det nye miljøprogram skal ikke alene bekæmpe miljø- og energiproblemer, men har også fokus på dem, der endnu ikke har fået del i væksten, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Bistanden vil løbe over en femårig periode fra 2008 til 2013 – med et budget på 200 mio. kr.
På tegnebrættet
Indonesien har siden 1998 gennemført reformer, herunder en betydelig decentralisering af de politiske ansvarsområder. Regeringen i Jakarta udstikker de overordnede politiske retningslinier og rådgiver, mens selve forvaltningen ligger hos de lokale myndigheder i landets 440 distrikter – herunder forvaltningen af økonomi, miljø og energi.
Da en betydelig indtægtskilde samtidig kommer fra udnyttelsen af selvsamme naturressourcer, såsom skovhugst, må de lokale myndigheder ofte vælge mellem at bære enten en indtægts- eller miljøkasket.
Ét ud af tre sigtekorn for den danske bistand er derfor kapacitetsopbygning. Målet er at udvikle finansielle værktøjer, så myndighederne er sikret et fortsat økonomisk grundlag, men også er i stand til at formulere en klar miljøpolitik for at reducere forbruget af naturressourcer – og den eventuelt medfølgende forurening. Det kan for eksempel være miljøafgifter.
– Det er godt både for fattigdomsbekæmpelsen og for miljøet i Indonesien, men også godt globalt fordi vi bidrager til at nedsætte CO2-udslippet og derved mindsker den globale opvarmning, siger udviklingsministeren.
Denne kapacitetsopbygning bliver understøttet af to andre områder.
På den ene side vil en større energieffektivisering mindske presset på industrien, hvor den økonomiske vækst har ledt til en større efterspørgsel på energi, så priserne er steget kraftigt. Den danske bistand skal hjælpe virksomhederne til at spare penge ved at bruge den energi, der i dag er til rådighed, såsom kul, olie og gas, mere effektivt. Sidegevinsten skulle gerne være et mindre udslip af drivhusgasser.
Den danske bistand hopper, som den tredje komponent, med på et allerede eksisterende program, som Verdensbanken har finansieret siden 1998 under navnet Kecamatan Development Program (KDP).
KDP-programmet har indtil videre støttet knap halvdelen af Indonesiens godt 35.000 landsbyer med fattigdomsbekæmpelse som specifikt mål.
Den danske bistand skal integreres som en del af KDP’s fattigdomsbekæmpelse, og konkret giver bistanden mennesker ikke alene adgang til energi, de tidligere var foruden, men også bæredygtig energi såsom vandkraft og solenergi.
Morten Prerregaard er freelancejournalist bosat i Bangkok. morten@scandmedia.com
Denne side er kapitel 3 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-02-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7722/index.htm
|
