NYHEDER

NYT FRA STYRELSEN: NEJ TAK TIL BISTAND?

Af Morten Østervang

Hold nu godt fast. Det er ikke hver dag, man hører det. Et land syd for Sahara har en stålsat plan om at blive ’fri’ for udenlandsk bistand inden for en overskuelig årrække.

Og i modsætning til flertallet af afrikanske lande er Kenya blevet rigtig god til at inddrive sine skatter. Kenya finansierer nu 95 pct. af sit husholdningsbudget, mens nabolandet Tanzania hvert år modtager 40-50 pct. i udviklingsbistand. Vejen ud af tilværelsen som bistandsmodtager er i syne.

Danidas Styrelse var derfor mestendels opmuntret, da den i januar forlod Kenya efter i en uge at have kigget nærmere på, hvordan de årlige 200 mio. danske bistandskroner bruges.

Kenya har været et dansk programsamarbejdsland siden 1963. Under Moi (1978-2003) foregik det uden om regeringen. Men i de seneste år har Danida samarbejdet med regeringen om reformer af sundhedssektoren, miljø, vand og sanitet, landbrug, god regeringsførelse og erhvervssektoren. Endelig støtter Danida en nærområdeindsats i det nordlige Kenya, der er tynget af store flygtningestrømme fra Somalia.

På turen mødte Styrelsen ministre, fattige bønder, kritiske NGO-folk og initiativrige repræsentanter fra den private sektor. Og nej. Ikke alle synes, det går godt i Kenya og kunne derfor ikke give et entydigt billede til Styrelsen.

Der har kun været økonomisk vækst i landet i tre år. Der skal mere til, før man kan sige, at den økonomiske udvikling har bidt sig fast. Der har kun været ét demokratisk valg i 2002 efter årtier med Moi-styret, og der skal nok også lidt mere til, før man for alvor kan sige, at den politiske udvikling er stabil. Reformerne går for langsomt, mener både erhvervsliv og NGO’er.

Og nok så vigtigt: Stadig flere fattige lever for under én dollar om dagen.

Alligevel er det værd at holde fast i den gode historie om den økonomiske vækst et øjeblik. Det er ikke hver dag, man ser et land som Kenya med så stærk en fremdrift. Kenya er den tredjestørste økonomi i Afrika og kan blive en motor for regionen – og en motor, der hiver Kenya ud af fattigdommen. Hvordan kan Danida støtte den fremdrift – men samtidig sikre at den kommer de svageste til gode?

Her er der en god portion bistandsdilemmaer. Skal man støtte erhvervslivet yderligere og tro på, at det kaster lidt af sig til de fattige, når der kommer gang i hjulene, flere jobs, flere penge i statskassen? ’Vækst kan kun ske gennem den private sektor’ som et styrelsesmedlem sagde: ’Jeg kender ikke andre veje, så skal multiplikatoreffekten nok klare resten’. Eller skal man fastholde dansk støtte som vi kender den: Landbrug, sundhed, vand og sanitet og så videre. Ting, som batter noget for de fattige.

Måske er der også en vej midt imellem. Danida har da også i 2004 iværksat et erhvervssektorprogram, der for eksempel har støttet de private organisationers mulighed for at tale deres sag over for myndighederne, og man støtter også fremme af arbejdsmiljø og en række erhvervsprojekter som for eksempel støtte til samarbejde mellem danske og kenyanske virksomheder.

Skulle man tage springet og booste erhvervslivet endnu mere, så dansk udviklingsbistand i højere grad bidrager til, at Kenya bliver den økonomiske motor, der viser vejen i Østafrika?

Nu er det jo langt fra givet, at fattigdomsorientering og støtte til erhvervslivet er modsætninger – blot fordi den økonomiske vækst indtil nu ikke har gavnet de fattige.

Når Danmark støtter et bedre samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstagere og det offentlige kan det være med til at sikre smidigere og bedre forhold for alle parter. Og kunne man fremme en dialog, hvor de kenyanske parter – som det i høj grad er tilfældet i Danmark – har en forståelse for, at man har fælles interesser, så kunne det sikkert skabe bedre forhold for både arbejdstagere og arbejdsgivere.

Eller tag uddannelse. I Kenya går den anerkendte vej over grundskolen og hen imod gymnasiet. En arv fra det koloniale styre. Men hvad med mere fokus på erhvervsrettet uddannelse? Øget fokus på at opkvalificere den enkelte arbejder kunne måske på en og samme tid give mere vækst – og mere udbytte til den enkelte, som ville få mere i løn?

Kenya er mindre afhængig af udenlandsk støtte end andre lande, fordi bistanden fylder så lille en del af budgettet. Donorernes indflydelse er derfor også mindre. Giver du støtte til regeringens generelle budget, en af tidens bistandstrends, er du blot en lille fisk i et stort pengehav. Giver du derimod penge til få udvalgte sektorer kan du bedre påvirke landet (i øvrigt ville der nok også skulle ske drastiske ændringer i de kenyanske ministerier før den danske regering turde sende en pose danske skattekroner ned i det kenyanske statsbudget.) Så måske Danida skulle koncentrere sin støtte om færre sektorer?

Én ting stod klart efter en uge i Kenya med fortællinger om korruption, hvis omfang ikke er helt til at få fast greb om og korrupte ministre og embedsmænd, der aldrig er blevet dømt: Danmark gør nok det helt rigtige, når man giver støtte til at fremme god regeringsførsel.

Læs også tema om Kenya side 3 og 16-19.

Morten Østervang er journalist på udvikling. morost@um.dk

168.000 FANGET I INGENMANDSLAND

Kenya: I årevis har 168.000 somaliske flygtninge levet midt i ørkenen ved grænsen til Somalia. Kampene i Somalia har nu sendt yderligere tusindvis af flygtninge til grænsen. De vil ind i ventesalen, men de kenyanske myndigheder har lukket grænsen. Stik imod alle konventioner, siger UNHCR.

Tekst og foto: Morten Østervang, Dadaab

Mange børn er vokset op i lejren og har aldrig været andre steder.

Et par trækæppe holder en plastpresenning oppe og skygger for den glohede sol, der får temperaturen til at snige sig op mod de fyrre grader. Inden for ligger to madrasser hen over det varme sand. Her bor 50-årige Ba Halima sammen med sin søster og sine otte børn. De forsøger at holde slanger, skorpioner og edderkopper ude. Lige uden for har de med et par kæppe lavet et bålsted, hvor en pande hænger. Her varmer familien de sparsomme rationer af majsmel, salt og linser, som de får udleveret af World Food Programme (WFP) hver fjortende dag.

Familien har lige bygget ’huset’ op igen, efter at der for første gang i årtier har været oversvømmelse – hvilket blot midlertidigt har afbrudt den lange tørke. Og som noget nyt er der grønne buske omkring dem, hvor der ellers plejer at være bart sand, så langt øjet rækker. Der er bare ikke meget at bruge det til. Langt de fleste geder og kvæg som kunne æde det grønne, har oversvømmelsen taget.

Vi er i det nordlige hjørne af Kenya, tæt ved grænsen til Somalia, hvor 168.000 mennesker lever midt i ørkenen. Lejren, der drives af FN’s Højkommisariat for Flygtninge, UNHCR, har eksisteret siden 1991, hvor der kom enorme flygtningestrømme fra Somalia. En stor del af flygtningene har været her lige siden. Trøstesløst – men dog fredeligt, som Ba Halima siger:

– Vi får ikke nok mad, men der er trods alt bedre her end i Somalia. Her er der fredeligt, forklarer hun. De har kun været her i otte måneder efter at de vandrede i månedsvis for at nå lejren.

Lukket land
Mange somaliske fordrevne vil, ligesom Halimas familie, gerne hertil. Alene sidste år kom der over 35.000 nye flygtninge fra Somalia. Men Ba Halimas familie er nogle af de sidste, der er kommet til lejren.

I Somalia er den humanitære situation kritisk efter 16 års intern konflikt – og fravær af central regering. Flygtninge fra såvel Mogadishu som landsbyer beretter om total mangel på uddannelse, sundhedssystem – og endda mad og vand.

Men Kenya gør sit for, at de somaliske flygtninge ikke skal komme ind over grænsen. Langs den 1.500 kilometer lange grænse bliver der, ifølge kenyanske medier, bygget nye politiposter, der skal holde terroristerne ude. Og den ellers civile grænsekontrol er erstattet af politi og militær. Det har skabt spændinger mellem UNHCR og den kenyanske regering.

”Kenya har en humanitær forpligtelse til at tillade civile i fare at søge asyl i deres territorium. Mange i området ved grænsen er kvinder og børn, og de bør ikke sendes tilbage til en usikker situation,” lyder det i en pressemeddelelse fra UNHCR.

Kenya: Et internationalt problem
Peter Joshi uddyber over for udvikling:

Han tager flere gange om ugen ud til grænsen for at prøve at påvirke grænsemyndighederne til at lade UNHCR krydse grænsen og yde hjælp.

– Folk har vandret i månedsvis for at komme ind. Der har været stærkt begrænset med nødhjælp. Vi ved, at mange lider – bare ikke hvor mange. Og der er stort set ikke nogle organisationer til at hjælpe dem, siger Peter Joshi.

Omvendt kan UNHCR godt forstå, at der er bekymring hos de kenyanske myndigheder.

Først og fremmest skal Kenya ikke nyde noget af at give humanitært ophold til soldater fra de islamiske domstole, som kan gemme sig blandt flygtningene. Og for Kenya er scenariet fra starten af 90’ene, hvor uroligheder hærgede Somalia, skræmmende. Dengang kom tusindvis af flygtninge ind i landet. Mange formentlig med våben – som i dag stadig er der og bruges til røverier. Og Kenya ønsker ikke, at den i forvejen skrøbelige nordlige del skal destabiliseres yderligere.

Det er et yderst fattigt område, hvor der ofte er væbnede kampe mellem stammer og klaner om de sparsomme ressourcer. Et område, som netop den danske nærområdeindsats støtter for at skabe stabilitet. Når Danmark støtter de – hovedsagligt – somaliske flygtninge i lejren, går der samtidig støtte til at udvikle de omkringliggende ludfattige lokalsamfund, der i mange tilfælde har det værre end flygtningene i lejrene.

Men endelig er det et faktum, at der i dag sidder 168.000 somaliske flygtninge i det nordlige Kenya – som har været her i årevis. Og måske kommer der yderligere ti, tyve eller tredive tusinde flygtninge. Det er et internationalt problem og det må løses internationalt, mener den kenyanske regering.

En lejr under pres
Skulle Kenya åbne grænserne, er det en lejr under pres, der vil møde de somaliske flygtninge. Alle bibelske plager er stort set strømmet ind over lejren, som en UNHCR-medarbejder siger. Lige fra kriminalitet til malaria og nye poliotilfælde. Som noget nyt er sygdommen Rift Valley Fever, som dræber hver anden, der får den, kommet til. Og sygdommen gør, at de få, der har husdyr ikke må drikke mælken eller spise kødet derfra. Det har resulteret i flere tilfælde af underernæring. Og inden længe ventes et større udbrud af malaria. Samtidig er sikkerhedssituationen i lejren skrøbelig. Senest har der været episoder af vold mellem etiopiske og somaliske flygtninge i lejren.

Få har dog begrundet håb om en anderledes tilværelse. I næste uge kommer et hold fra myndighederne i USA, som skal screene 1.900 flygtninge til en – måske – bedre tilværelse i et andet land.

DEN DANSKE NÆROMRÅDEINDSATS Gennem nærområdeindsatsen giver Danmark støtte til lande, der lider af store flygtningeproblemer – og støtter indsatser over for såvel flygtninge som lokalområdet for at mindske spændinger. Støtten til nærområdeindsatsen i Kenya, der samlet er på 66 mio. kroner, går bl.a. til at hjælpe kenyanske myndigheder med at opbygge et asylsystem. Der gives bl.a. støtte til sundhed i lokalsamfundet omkring lejren og til at forbedre levevilkårene i lejren. Støtten gives bl.a. gennem Røde Kors, UNHCR, CARE, Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp.

DANSK GENNEMBRUD FOR FAIRTRADE

Toms Guldbarre – nu også som fairtrade-vare, som det ses af logoet i højre hjørne.

Flere og flere forbrugere styrer direkte efter de fairtrade-mærkede varer i supermarked erne. Folk vil gerne betale ekstra for at hjælpe fattige bønder, så også virksomheder og forhandlere har fået øjnene op for den nye trend. Men kun halvdelen af varernes merpris havner hos producenten, vurderer økonom.

Af Hanne Mølby Henriksen

Flere og flere forbrugere styrer direkte efter de fairtrade-mærkede varer i supermarkederne. Folk vil gerne betale ekstra for at hjælpe fattige bønder, så også virksomheder og forhandlere har fået øjnene op for den nye trend. Men kun halvdelen af varernes merpris havner hos producenten, vurderer økonom.

Fairtrade/Max Havelaar-mærket garanterer i al sin enkelhed, at bonden eller producenten har fået en fair pris for sin vare – som regel mod at forbrugeren betaler lidt mere. Hvad importøren og forhandleren måtte tjene på samme vare, blander den verdensomspændende organisation sig ikke i. Set ud fra salgstallene er det heller ikke noget, der afholder forbrugerne fra at købe dem.

I Danmark kom de første produkter med Max Havelaars mærke på hylderne i 1995, men først sidste år er folk for alvor begyndt at tænke på fattige bønder på indkøbsturen.

Europaparlamentet gør det også
Fairtrade-organisationens danske sekretariat oplyser, at salget af Max Havelaar-mærkede produkter lå på 100 millioner kroner i 2005 og er steget med 40-50 pct. i 2006. Samtidig åbnede der sidste år i Danmark fire nye fairtradebutikker og 16 fairtrade-shop-in-shops med alt fra bæredygtige striktrøjer til blyanter – alt sammen under opsyn af landets anden store fairtrade-organisation Fairtrade Danmark. Også de melder om et godt salg i 2006 af både egne og Max Havelaar-mærkede produkter.

– For første gang er det lykkedes at få detailhandlen til at gå ind i det her og tage det alvorligt. Ja, du kan faktisk godt bruge ordet gennembrud om det, der er sket.

Hvor fair er fairtrade?
Ideen med fairtrade er at sikre producenterne en fair pris og stabil indkomst på et marked, hvor det ikke altid er nemt at være mindstemand. Deres vare udstyres med et lille mærke, der viser forbrugerne på den anden side af kloden, at produktionen lever op til nogle minimumskrav for betaling, arbejdsforhold, demokratisk udvikling og miljø.

Af samme årsag har Max Havelaar heller ikke nogen indflydelse på, hvad varen skal koste i butikken. Overhovedet.

– Det er der ingen grænser for, siger Jens Erik Dalgaard Jensen og oplyser, at så længe bonden får, hvad han skal have, må importører og forhandlere gøre med priserne, hvad de vil. Fairtrade-varer ender typisk med at koste 5-25 procent mere end tilsvarende almindelige varer, forklarer han, men langt fra hele merprisen går til det gode formål.

– Der er mange andre, der tjener penge på det her samtidig. Momsen slår for eksempel hårdt på de her produkter. Den merpris, vi betaler ude hos bonden, har jo effekt hele vejen igennem systemet: Staten, importøren, detailhandlen... Det kan vi ikke blande os i.

Tror du ikke, at nogle forbrugere gerne vil give en femmer ekstra, fordi de regner med, at hele femmeren havner hos de fattige?

– Det tror jeg ærligt talt ikke, siger Jens Erik Dalgaard Jensen.

Pas på forbrugernes følelser
Kritikere mener noget andet.

Det britiske tidsskrift The Economist bragte i december et kritisk tema om blandt andet fairtrade-produkter. Avisen argumenterer for, at fairtrade ”er en ineffektiv måde at skaffe penge til fattige producenter på. Forhandlere lægger deres egen enorme avance oven i fairtrade- produkterne og forleder forbrugerne til at tro, at hele den merpris, de betaler, bliver sendt videre.”

– Jeg mener ikke, at fairtrade er skidt eller forkert. Det er blot en del af gamet, siger Tim Harford til udvikling.

– Men avancen på fairtrade-produkter er uden tvivl højere – bare kig omkring i supermarkederne.

– Det undergraver forbrugerens tillid til, at pengene rent faktisk går til, hvad man regner med. Hvis jeg køber fairtrade, så gør jeg det for at støtte verdens fattige – ikke butikken. Så vil jeg da i hvert fald gerne have det at vide.

– Og hvis forbrugeren bliver såret på sine følelser, er det langt mere alvorligt, end hvis han for eksempel havde købt en pose med 100 skruer i et byggemarked og opdaget, at der manglede nogen. Der kan komme en utroligt voldsom reaktion.

Avancen er en hemmelighed
Ingen af de dagligvareforretninger, udvikling har talt med, ønsker at oplyse, præcis hvor stor en avance, de har på fairtrade-produkter, eller hvor meget de omsætter for om året.

Samme budskab er ved at trænge ind på direktionsgangene rundt om i verdens store virksomheder.

Nestlé har lanceret sin første fairtrade kaffe blandt de 8.500 andre forskellige varer, giganten producerer. Storbritanniens anden største supermarkedskæde, Sainsbury’s, har besluttet helt at droppe de traditionelle bananer og udelukkende sælge fairtrade-mærkede bananer. Og herhjemme har Danisco, Toms og nu også Jysk meldt sig på fairtrade-markedet med henholdsvis rørsukker, en ny guldbarre og håndklæder – alt sammen med Max Havelaars mærke.

– Det er ret vigtigt for os at få de store aktører på banen med produkter, som alle danskere kender, siger Jens Erik Dalgaard Jensen, der regner med, at giganterne får følgeskab af flere i år.

– Hvem og hvilke produkter oplyser vi ikke om. Vi har rigtig mange planer på tegnebrættet, men det er helt op til virksomhederne at bestemme, hvornår det skal offentliggøres, så det passer til deres markedsføring.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist.
hmh@journalist.dk

FUP ELLER FAIRTRADE?

Virksomhederne vil gerne vise, at etikken er i højsædet. Men det kræver mere end bare et enkelt fairtrade-produkt på hylderne, siger brandingekspert.

Af Hanne Mølby Henriksen 

Er de ude på at redde verden? Eller tænker de store virksomheder mest i kroner og ører, når de slutter sig til fairtrade-bevægelsen? udvikling har spurgt Fabian Faurholt, der er adjunkt og underviser i branding på Copenhagen Business School (tidl. andelshøjskolen) i København, om hensigterne bag de mange nye fairtrade-produkter.

Hvorfor lancerer virksomheder som Toms, Danisco og Jysk et fairtrade-produkt efter i årevis at have handlet på almindelige vilkår?

– Hvad angår Jysk kan man sige, at det er en slags bodsgang, mener Fabian Faurholt.

– De kom sidste år ind i en negativ mediestorm, da det blev afsløret, at deres leverandører har en tvivlsom etik (Tv-dokumentar afslørede børnearbejde, dårligt arbejdsmiljø, red.). Derfor siger de som virksomhed: Ok, det vil vi ikke lade ødelægge vores rygte og brand, så nu samarbejder vi med Max Havelaar for at signalere, at vi mener det med etikken alvorligt.

For andre kan det være vigtigt at få foden inden for på et marked, som har potentiale til at vokse sig stort, mener han. Og for andre igen kan det være en måde at skaffe sig et bedre image hos forbrugere, investorer, medarbejdere og virksomhedens andre interessenter.

Er et enkelt produkt nok til at overbevise nogen om virksomhedens etiske profil?

– De lukker en lille dør op ved at lancere et enkelt fairtrade-produkt. Så kan de skrive på deres hjemmeside, at de går ind for det her. Og så håber de, at folk synes, at det er nok, siger Fabian Faurholt.

Det kan synes som den rene win-win situation, men ikke alle bryder sig om udviklingen. 

Vinduespynt eller milepæl?
Et firma som Nestlé producerer over 8.000 forskellige varer og har nu opfundet en enkelt kaffe, som sælges med fairtrade-mærket. Hyklerisk og ufortjent, lyder det fra kritikere i fairtrade-kredse, der mener, at den multinationale koncern udnytter det ene produkt til at blåstemple de andre og derfor aldrig skulle have haft lov til at bruge fairtrade-mærket. Tilhængere ser Nestlés tiltag som lidt af en milepæl og et skridt i den rigtige retning.

Hvad betyder det for Fairtrade/Max Havelaar, at store firmaer tager del i deres arbejde for en mere retfærdig verden?

– Max Havelaar har selvfølgelig også et rygte, de skal passe på. Ved at sige ja til sådan nogle aftaler med store virksomheder, vil kendskabet til sagen helt klart stige. Bagsiden er så spørgsmålet om, hvad Nestlés, McDonald’s eller Jysks strategi i det her er? Hvis det mest er et imagetræk, og de bare hiver fairtrade-konceptet ind for at lukke munden på kritiske forbrugere uden at give det særligt høj prioritet, så kan det være et problem for Max Havelaar, siger Fabian Faurholt, der finder det vigtigt, at fairtradeorganisationen kan overbevise kritikerne om, at ’det her er en fod i døren hos virksomheden, og nu skal vi nok lukke den helt op’.

– Hvis ikke de kan det, vil det nok være lidt farligt spil, siger han og påpeger, at det ikke er nok bare at lancere produkter. Fairtrade- folkene er også nødt til at kigge på, hvordan produkterne bliver prioriteret i forhold til sådan noget som reklame og hyldeplads, siger brandingeksperten og tilføjer:

– Hvis virksomhederne indikerer, at de reelt ikke er interesserede i at øge salget eller måske kun er ude på at tjene flere penge til sig selv, så vil det nok være lidt af et selvmål for fairtrade-organisationerne.

BAG OM FAIRTRADE/ MAX HAVELAAR Max Havelaar blev stiftet i 1988 i Holland. I dag findes mærkningsordningen Fairtrade/Max Havelaar i 21 forbrugerlande og 50 producentlande. Den omfatter flere end én million bønder og arbejdere. En fair pris er ifølge Max Havelaar, at producenterne får penge nok til mad, drikke, et sted at bo samt lidt ekstra at investere i fremtiden. Priserne afhænger af råvare, type og land, og skal gå direkte fra importøren til producenten for at undgå mellemhandlere. Max Havelaar har de sidste fem år fået penge fra Danidas importstøtteordning, men underskrev i januar 2007 en resultatkontrakt med Udenrigsministeriet, der løber over tre år og allerede i år sikrer organisationen tre millioner kroner. Læs mere på http://www.maxhavelaar.dk

DILEMMA.DK ER I LUFTEN

Flere end 4.500 har klikket sind ind på http://www.dilemma.dk, siden den gik i luften.

Efter ikke så lidt af en medie-storm er dilemma.dk skudt i gang. Snart rejser fem kendte danskere en uge til Afrika for selv at opleve, hvilke dilemmaer politikere, embedsmænd og u-landsarbejdere kommer ud for, når bistanden skal fordeles.

Af Mira Borggreen

Siden lanceringen af hjemmesiden dilemma. dk den 10. december 2006 har flere end 4.500 besøgende på siden gennemgået de 20 dilemmaer. Og dermed selv overvejet nogle af de valg eller dilemmaer, der knytter sig til fordelingen af den danske bistand. Indirekte var de omkring 3.500 også med til at vælge, hvilke fem kendte danskere, der hver især skal en uge til et udvalgt afrikansk land.

Alle fem udvalgte lande ligger syd for Sahara, er danske programsamarbejdslande og tæller blandt verdens fattigste. Hjemmesiden http://www.dilemma.dk vil blive opdateret næsten dagligt under de fem kendtes besøg på det afrikanske kontinent.

Formålet med rejserne er, at de kendte skal møde partnerne og indhente et indtryk af projektforslagene. Når de fem kendte personer alle er tilbage i Danmark, skal de mødes for at tale om deres erfaringer og indtryk. På baggrund heraf og i fællesskab bliver de enige om hvilke projekter, de ønsker at indstille til Danida. Den endelige beslutning om støtte vil dog bero på en endelig bistandsfaglig vurdering i Udenrigsministeriet.

Herefter offentliggøres de fem projekter, der forventes at tage udgangspunkt i de store samfundsmæssige problemstillinger i u-landene: hiv/aids og malaria, underernæring, forbedret adgang til vand og sanitet samt uddannelse. De fem udvalgte projekter vil maksimalt få 2,2 mio. kr. hver til at gennemføre de planlagte aktiviteter.

På hjemmesiden bliver besøgende stillet overfor en række konkrete valg mellem aktiviteter, der alle er støtteværdige og kan hjælpe med til at løfte mennesker ud af fattigdom. Dilemmaet er at skulle prioritere mellem to aktiviteter, der begge er gode –men det ene skal vælges fra.

Nytænkning af såvel form som indhold i forbindelse med udviklingsbistanden bliver sat i centrum, når sammenslutningen af u-landsjournalister, Nairobiklubben og Politiken nu inviterer til debatmøde. Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil være tilstede, det samme vil tidligere udviklingsminister, der nu står i spidsen af Politikens lederkollegium, Anita Bay Bundegaard og u-landsjournalist og forfatter Knud Vilby. Arrangementet finder sted onsdag 21. februar kl. 17-19 i Politikens foredragssal i København.

ER GEDER GODE GAVER?

Julekampagnen Giv en ged blev en stor salgssucces for Folkekirkens Nødhjælp. Men er det også god udviklingsbistand?

Af Lars Thostrup

Måske fik du en ged i julegave. Måske var du selv den glade giver.

Begejstringen ville ingen ende tage, indtil nogle kritiske røster pludseligt råbte: Stop en halv.

– Folkekirkens Nødhjælp har sat noget i gang, der bør standses øjeblikkeligt. Der er i forvejen alt, alt for mange geder i både Afrika og resten af verden, og de ødelægger og skaber hver dag tusindvis af kvadratkilometer ørken på kloden, lød det fra en af debattørerne, Henning Prins.

Nu sidder de så dér, 16.500 danskere, med et gavebevis på en ged. Er det et bevis på velgørenhed – eller snarere tværtimod?

Hvad siger en af de eksperter, som ved mest om geder? Hanne H. Hansens amerikanske accent afslører, at hun er knap så pæredansk som hendes navn. Hun voksede op på de vestindiske øer (US Virgin Islands), hvor hun som barn fik ansvaret for sin egen gedeflok. Barndomspligten har siden lagt kursen for en akademisk karriere, hvor hun især har interesseret sig for, hvordan man i udviklingslandene kan udnytte husdyr til produktion på en effektiv og miljørigtig måde. I dag er Hanne H. Hansen lektor og ph.d. på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Men er julegederne god udviklingsbistand?

Spørger man Hanne H. Hansen, får man ikke et klokkeklart ja eller nej, men et mere nuanceret svar:

– Det kommer an på både den forudgående planlægning og den efterfølgende kontrol, siger hun.

Fordrejet – ikke forfejlet
I andre lande har det længe været en udbredt indsamlingsform, men med Giv en ged har Folkekirkens Nødhjælp for første gang pakket den ind i dansk julepapir. Også i de andre lande er indsamlingerne stødt ind i kritik. På den britiske miljøorganisation World Land Trusts hjemmeside skriver en af de skarpeste kritikere, John A. Burton: ’Hjælpeorganisa-tionerne fremstiller gederne som en løsning på fattigdommen i Afrika uden at gøre det klart, at gederne også må anses som en af de vigtigste fattigdomsskabende faktorer. Jeg er overbevist om, at alt, som bidrager til væksten i det samlede antal geder i det sydlige Afrika, gør mere skade end gavn.’

Hanne H. Hansen betegner denne kritik som ’fordrejet, men ikke fuldstændigt forfejlet’:

– Der findes intet videnskabeligt bevis på, at gederne skulle være den eneste eller største årsag til erosion. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at gederne – som en blandt flere årsager – kan bidrage til erosionen.

– Geden er ikke en altædende græsslåmaskine. Faktisk er den mere selektiv end både koen og fåret. Men hvis stort set al vegetation er væk, er geden nok det værste dyr, man kan forære de fattige bønder, fordi den overlever til de sidste plantevækster er spist op, siger hun.

Denne konstatering får dog ikke Hanne H. Hansen til at afvise gedeprojekterne som dårlig udviklingsbistand.

– Gederne er husdyr, og ligesom andre produktionsfaktorer belaster de i et vist omfang miljøet. Hvis en produktionsfaktor udnyttes rigtigt, kan den skabe værdier – og det modsatte, hvis den udnyttes forkert.

Med tanke for miljø Listen over husdyrenes miljøsynder er lang: drivhusgasser, forbrug og forurening af ferskvandsressourcerne, forbrug af fiskeressourcer til dyrefoder, afskovning, ørkendannelse etc. Men overalt har menneskene brug for husdyr. Miljøbelastningen er derfor en udfordring, som man må forsøge at løfte. – I Vesten spiser vi ca. 40 kg kød om året, mens de kun spiser et par kg i Afrika. I det lys kan man ikke sådan bare konkludere, at grænsen for husdyrhold er nået, konstaterer hun. Men det er vigtigt at lave grundige miljøundersøgelser, før gedeprojekterne sættes i værk, mener Hanne H. Hansen. Man må være sikker på, at modtagerne har mulighed for at skaffe den nødvendige føde uden at overbelaste naturmiljøet. Det kræver også, at man løbende følger op: Tager gederne på, formerer de sig – eller dør de? Endelig må man undgå, at de mange geder ikke pludseligt ender hos nogle få ejere, for eksempel som statussymbol for den lokale høvding. Det vil ikke alene være et omfordelingsproblem, men kan også forøge miljøbelastningen inden for nogle afgrænsede områder. – Det må være Folkekirkens Nødhjælps pligt at sørge for, at disse ting er på plads, understreger Hanne H. Hansen. Mere end en ged Men hvad siger Folkekirkens Nødhjælp til bekymringerne om gedens slid på naturen? – Vi har fra begyndelsen sagt, at en ged er mere end en ged. Det er også rådgivning, uddannelse, vaccinationer – og det skal i stigende grad være naturbevarelse, siger Christian Friis Bach, som er international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Hvilke miljøundersøgelser blev gennemført, før I søsatte kampagnen? – Vi har ikke lavet miljøundersøgelser, da vi jo regnede med kun at sælge geder til Malawi, hvor miljøproblemerne ved gedehold er beskedne. Men da vi bad om yderligere gedeprojekter, satte vi som betingelse, at projekterne var udvalgt og undersøgt i forhold til effekterne på miljøet. Vi er samtidig ved at undersøge, om vi kan indlede et samarbejde med danske eller lokale organisationer og konsulenter for at styrke rådgivningen inden for natur og miljø, siger han.

Oprindeligt skulle alle geder gå til et projekt i Malawi. Projektet kunne aftage knap 3.000 geder, og det blev derfor hurtigt nødvendigt at se sig om efter nye gedeprojekter. Nu vil gedepengene, i alt over 10 mio. kr., også gå til projekter i Burundi, Indien, Etiopien og andre udviklingslande.  

Men hvordan fordeles gederne? Og hvordan undgår I, at nogle få – for eksempel lokale høvdinge – kommer til at eje mange af gederne?

– Vi er derfor ikke nervøse for et snævert ejerskab. Samtidig tror vi ikke, at miljøproblemerne i så høj grad opstår, fordi gederne ejes af få, men snarere fordi de afgræsser fællesarealerne. Alle har incitamenter til at udnytte fællesarealerne, men ingen – udover fællesskabet – har incitament til at beskytte dem. Løsningen findes ofte i et mere afklaret ejerskab, øget viden og bedre organisering og – i fremtiden også – betaling af landsbyerne for at bevare naturen og beskytte miljøet, slutter Christian Friis Bach.

Lars Thostrup er freelancejournalist.
larsthostrup@kallnet.fo

Politikens ’At tænke sig’ i de store byttedage lige efter jul. Tegning: Mette Dreyer, Politiken 27/12-06. 

’DANSK BISTAND MÅ GERNE VOKSE’

Lars Barfoed ser gerne, at dansk miljøekspertise i højere grad bliver inddraget i bistanden. Foto: De Konservative.

De Konservatives nye udviklingspolitiske ordfører Lars Barfoed ser gerne, at dansk viden om miljøteknologi i højere grad bliver brugt i Danmarks bistand – som i øvrigt gerne fremover må blive større.

Af Simon Ankjærgaard

Vi kender efterhånden 49-årige Lars Barfoed godt. Først som de Konservatives arbejdsmarkedsordfører, hvor han skabte røre med udmeldinger om en gradvis reduktion af dagpengene, siden som turbulent og nu tidligere familie- og forbrugerminister.

Hvad er det vigtigste, du vil arbejde for på udviklingsområdet?

– Jeg vil lige stikke en finger i jorden, inden jeg kommer med for bombastiske udmeldinger. Men noget af det, der optager mig meget, er, at fattigdomsbekæmpelsen integreres med en bæredygtig miljøudvikling. Det er en kendsgerning, at massiv økonomisk udvikling kan medføre en miljømæssig belastning i den tredje verden. Jeg vil arbejde for, at den miljøteknologiske viden, vi har her i Danmark, bliver brugt aktivt i udviklingsbistanden. Så vil jeg også arbejde for, at vores udviklingsbistand går hånd i hånd med respekten for menneskerettigheder i den tredje verden. I mange af de lande, hvor der er størst behov for fattigdomsbekæmpelse, er der også en udtalt mangel på respekt for menneskerettigheder; specielt i Afrika. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi fortsat lægger pres på regimerne i den tredje verden for, at de skal respektere menneskerettighederne.

Når man går ind på de Konservatives hjemmeside, er der ikke et særskilt punkt om udviklingspolitik. Hvorfor?

– Det tør jeg ikke lige sige. Der er sikkert flere politiske temaer, der ikke er pindet helt ud på hjemmesiden. Der kommer inden længe et konservativt debatoplæg om globalisering. Jeg har siddet i den arbejdsgruppe, der har arbejdet med det, og nu er diskussionen blevet bredt ud til andre grene af partiet. Det er meningen, at vi indenfor et par uger skal holde en intern konference om emnet.

Hvad er vigtigst – terrorbekæmpelse eller fattigdomsbekæmpelse?

– De to ting kan man ikke vælge mellem. Det er et både og – ikke et enten eller. Det, vi gør på fattigdomsområdet, kan være med til at fjerne roden til den terror, der ses rundt om i verden. Fattigdomsbekæmpelse og terrorbekæmpelse understøtter hinanden.

Gerne øget bistand
Hvor meget skal Danmark give i udviklingsbistand?

Hvorfor er venstrefløjen mere synlig på u-landsområdet end de borgerlige?

– Det ved jeg da ikke. Det vil jeg da meget gerne bidrage til ikke er tilfældet i fremtiden.

Hvordan vil du gøre det?

Dansk Folkeparti ønsker, at en lavere andel af bruttonationalindkomsten skal gå til udviklingsbistand og vil også have markant færre programsamarbejdslande. Det er jo ikke konservativ politik. Tror du, det bliver nemmere at forhandle med Dansk Folkeparti på udviklingsområdet end på fødevareområdet?

– Jeg synes ikke, at det har været vanskeligt at forhandle med Dansk Folkeparti på fødevareområdet, og jeg har da også indgået flere aftaler med dem på det område. Problemet har så været, at de aftaler løb Dansk Folkeparti fra senere. Men jeg regner da ikke med, at der bliver de store problemer med dem på udviklingsområdet.

NGO’erne har fået et krav om egenfinansiering. Er 10 pct. nok?

– Det kan jeg ikke udtale mig om. Det ved jeg ikke nok om for nærværende.

Har du umiddelbare planer om at besøge et u-land?

– Det er jo ikke sådan, at jeg bare kan tage et fly og rejse. Det er blandt andet op til udvalget. Men det er da klart, at det for os politikere giver større mening at diskutere udviklingspolitikken, hvis vi selv har set, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Også Socialdemokraterne har fået ny ordfører på området. I slutningen af januar gennemførte partiets formand Helle Thorning-Schmidt (S) en omfattende rokade af ordførerskaber i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Herefter har Lise von Seelen (S) overtaget den nyoprettede post som ordfører for u-lande og udvikling. Hun har tidligere haft hvervet som socialpolitisk ordfører i en periode og tillige været gruppesekretær.

Simon Ankjærgaard er freelancejournalist. simon@ruc.dk

LARS BARFOED (K) Medlem af folketinget siden 20/11 2001. Familie- og forbrugerminister fra februar 2005 til december 2006. Konservativ arbejdsmarkedsordfører, udenrigs- og udviklingsordfører samt næstformand i folketingsgruppen. Har som medlem af finansudvalget besøgt Tanzania og Bhutan. Tidligere sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening (1982-85), direktør for Detailhandlens Fællesråd (1985-94) og direktør for Finansrådet (1994-2001).

BILLIG BÆRBAR TIL FATTIGE BØRN Om blot seks måneder kan fattige børn i Nigeria, Pakistan og en række andre u-lande få adgang til det nyeste skud på it-stammen: en bærbar ’grøn’ computer. Den bærbare pc – ’green machine’ – kommer til at koste cirka 650 danske kroner eller 100 dollar. Den billige pc er en del af projektet OLPC (One Laptop Per Child), og bestyrelsesformanden i OLPC, Nicholas Negroponte, planlægger at producere flere millioner pc’ere i løbet af det næste år. De første lande, som får leveret den bærbare computer er Thailand, Brasilien, Pakistan, Argentina, Uruguay, Nigeria og Libyen./mb

UDVIKLINGSMINISTEREN I SUDAN Gennemførelsen af den danske støtte til genopbygningen af landet efter indgåelsen af fredsaftalen i januar 2005 mellem Nord- og Sydsudan var i fokus, da udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte landet fra den 27.-31. januar. Besøget blev brugt som udgangspunkt for at undersøge mulighederne for at igangsætte et nyt dansk genopbygningsprogram efter fredsaftalen. Et besøg i Darfur-regionen gav et konkret indtryk af situationen og den humanitære krise. Rejsen omfattede desuden besøg i Kadugli, der er hovedstad i staten Southern Kordofan; Juba, der er Sydsudans hovedstad og base for det fælles donorsamarbejde mellem Danmark, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien; Al Fasher, der er hovedstad i staten Northern Dafur; og naturligvis i Khartoum. Ulla Tørnæs mødtes desuden ved to lejligheder med danske og udenlandske NGO-repræsentanter. Udviklingsministeren deltager sammen med udenrigsministeren og tre af Folketingets udvalg i en særlig høring om Darfur på Christiansborg den 28. februar 2007 kl. 10.00-16.30. Den vil være åben for offentligheden./mb

MS RETTER FOKUS MOD FÆRRE EMNER ”Bestyrelsen for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har vedtaget at ændre organisationens bistandsprofil markant. Arbejdet med de politiske og strukturelle årsager til fattigdom er blevet opprioriteret de senere år, og bestyrelsen har nu vedtaget en række strategiske retningslinier, der betyder, at MS’s udviklingsbistand nu fokuser på lokalt demokrati”. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse. Fokuseringen i ulandsarbejdet skal give MS nogle centrale kernekompetencer på udvalgte områder. Desuden skal ændringerne stile mod at udvikle effektive arbejdsmetoder til erfaringsindsamling i de godt 15 lande, hvor MS udfører udviklingsprogrammer. Målet er, at de fattige – ikke mindst kvinderne – får reel indflydelse på forhold, der har afgørende betydning for deres levevilkår for på den måde at arbejde sig ud af fattigdommen. Derudover vil Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde fokusere på fire centrale temaer: antikorruption, konfliktløsning, jordrettigheder og retfærdig verdenshandel samt fairtrade./mb

GHANA FEJRER 50 ÅRS UAFHÆNGIGHED

Fra Guldkysten til Ghana – fra Elizabeth II til Nkrumah. Det danske ’Christiansborg Castle’ på kolonimagtens frimærke – og præsident Nkrumahs portræt på frimærke i anledning af Ghanas uafhængighed kort efter.

Den 6. marts i år kan Ghana som det første land syd for Sahara fejre 50 års selvstændighed fra den britiske kolonimagt.

Af Signe Cain

“Ghana, your beloved country, is free forever.” Sådan sagde Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah, den 6. marts 1957. Hans parti, Convention People’s Party (CPP), der var landets første politiske parti, spillede en afgørende rolle i kampen for uafhængighed i 1940’ernes og 1950’ernes Guldkysten, som var Ghanas navn indtil selvstændigheden.

Nkrumah sad på magten i Ghana, indtil han blev væltet ved et militærkup i 1966. Siden da har landet været plaget af en del politisk turbulens. Magten har skiftet hænder ved en række militærkup, indtil et flerpartisystem blev indført i 1992. Ghanas nuværende præsident, John Agyekum Kufuor, blev valgt til posten i 2000. Han har i forbindelse med jubilæet opfordret ghaneserne til at glemme fortidens prøvelser for at fejre den store dag og stå sammen som én samlet nation.

Nedtælling
54 dage, 1 time, 55 minutter og 27 sekunder. 26 sekunder... 25 sekunder. På fejringens officielle hjemmeside http://www.ghana50.gov.gh. tæller Ghana ned til den store dag. Der er lagt op til det helt store brag. Fejringen af jubilæet er allerede i fuld gang, og gennem hele 2007 afholdes et væld af arrangementer. Hver af årets måneder har sit tema – for eksempel ’afrikansk enhed’, ’ghanesiske helte’ og ’diaspora’ – og jubilæet bliver markeret med alt lige fra foredrag og dokumentarfilm til optog, ’stop aidskoncert’ og den store jubilæumsparade. Man forventer, at jubilæet vil tiltrække flere turister end sædvanligt – ikke mindst til glæde for landets hotelejere og turistindustrien i det hele taget.

I forbindelse med jubilæet styrker man flere steder infrastrukturen, og en række pladser og monumenter rundt omkring i landet får et ansigtsløft. Og så bliver landsfaderen Nkrumah hædret med en akademisk titel i hans navn på Institut for Afrikanske Studier på University of Ghana.

Programsamarbejdsland siden 1989
Ghana har været dansk programsamarbejdsland siden 1989, og Danmarks bistand til Ghana var i 2005 på 340 mio. kr. Også en række danske NGO’er har projekter i landet, blandt dem er Ibis, CARE Danmark, Ghana Venskabsgrupperne og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Det ser vi nærmere på i næste nummer af udvikling med en reportage fra fejringen af Ghanas 50-års uafhængighedsdag.

Ghana overtog for nylig formandskabet for Den Afrikanske Union (AU). Sudan havde presset på for at overtage formandsposten for AU, men på grund af den sudanesiske regerings rolle i Darfur-krisen, enedes et flertal af afrikanske stater om i stedet af pege på Ghana som en kompromiskandidat.

LANDESTRATEGI FOR BURKINA FASO Den danske bistandsindsats i Burkina Faso for årene 2006-2010 fokuserer primært på syv områderne landbrug, vand og sanitet, uddannelse samt budgetstøtte. Uden for den fastsatte rammeaftale vil Danmark fortsætte sit arbejde med Business-to-Business programmet, blandede kreditter, NGO-samarbejdet samt med personelbistand til landet. Endvidere ydes bistand til decentraliseringsprocessen og menneskerettigheder, herunder bekæmpelsen af hiv/ aids samt støtte til fremme af kvinders rettigheder. Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev officielt samarbejdsland i 1993. Efter en fælles evaluering af det dansk-burkinske udviklingsarbejde i 2001 blev det konkluderet, at Danmark gjorde en klar positiv forskel i kampen mod fattigdom. Nu foreligger der en revideret landestrategi for samarbejdet med Burkina Faso. Den nye publikation er til rådighed på både dansk og fransk og kan downloades eller bestilles gratis på http://www.danida-publikationer.dk

DANSK STØTTE TIL RYDNING AF LANDMINER Minerydning skal i langt højere grad end tidligere indgå i de enkelte landes udviklingsprogrammer. Ikke alle danske programsamarbejdslande har problemer med miner og ueksploderet ammunition, men hvor der er miner, vil minerydning indgå som en nødvendig forudsætning for de enkelte programmer og projekter. Dette er en af hovedkonklusionerne i den reviderede strategi på Danmarks støtte til minerydning, der er udkommet på dansk og engelsk. Den reviderede strategi udstikker de generelle retningslinier for de mange forskellige minerydningsaktiviteter. Den nye publikation kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk

RETTELSE: TO NATIONALFLAG MED GEVÆR I julequizzen på bagsiden af udvikling 09/2006 (spørgsmål nr. 17) hævdes det, at Mozambique som den eneste nation i verden har et gevær som en del af motivet i nationalflaget. Dette er ikke korrekt. En flagkyndig læser har gjort opmærksom på, at også Guatemalas flag prydes af geværer – endda to af slagsen. Vi beklager. / Redaktionen.

SOCIALT FORUM I MINI-UDGAVE

57.000 besøgte dette års World Social Forum. Det var blot en tredjedel af, hvad arrangørerne på forhånd havde varslet.

Tekst og foto: Morten Bonde Pedersen

Trafik-anarkiet i Kenyas hovedstad Nairobi var en anelse værre end normalt, og byens grønne lunge, Uhuru Park, var på åbnings- og lukningsdagen et mylder.

Forhåndsannonceringen af det globale græsrodsarrangement begrænsede sig i Kenya til nogle få avisartikler og annoncer i dagene op til åbningen. Bannere og plakater måtte man lede forgæves efter i bybilledet.

Begge dele var medvirkende til, at dette års forum forblev i ministørrelse.

– Annonceringen har været et problem, og mange kenyanere har ikke vidst, at arrangementet fandt sted eller hvad det handlede om, erkender Jose Chacon, der ansvarlig for registreringen.

Dyrt at rejse
Med deltagertal stigende fra 100.000 mod 150.000 ved de seneste års World Social Forum, var arrangørernes forventning ellers, at dette års udgave ville nå 150.000.

Trods gratisbilletterne lykkedes det ikke at tiltrække så mange afrikanere som håbet. Under halvdelen af alle deltagerne kom fra Afrika.

– Vi vidste på forhånd, at den store udfordring ville blive at mobilisere folk fra Afrika. Det er dyrt at rejse på det afrikanske kontinent. Selv fra nabolandene havde mange ikke råd til at komme hertil, forklarer Jose Chacon.

Trods det lavere deltagerantal skortede det ikke på aktiviteter inden for hegnet på Kenyas nationalstadion, Kasarani, i de fire dage, forummet varede. Hundredvis af organisationer fra hele kloden gjorde opmærksom på sig selv i stande, der var opstillet i en ring omkring det mægtige stadion. Demonstrationer, grupper af syngende kvinder, teatertrupper og trommende afrikanere kæmpede om opmærksomheden.

Dette års World Social Forum var det syvende, siden bevægelsen blev født i Porto Alegre i Brasilien. Det overordnede tema ’Another World is Possible’ blev formuleret af arrangørerne, mens det var op til de fremmødte NGO’er at levere indhold til temaet gennem workshops, seminarer, udstillingsstande og optræden. Blandt hovedtalerne var to nobelprisvindere, den kenyanske miljøforkæmper Wangari Maathai og den sydafrikanske biskop Desmond Tutu.

Arrangørerne betegner World Social Forum som ’en proces’ snarere end en bevægelse eller en organisation. Eller, som det hedder i forordet til det 176 siders trykte program:

”WSF er en platform, et åbent mødested for grupper og bevægelser, der modsætter sig neo-liberalisme og en verden domineret af kapital eller andre former for imperialisme.”

Dansk fingeraftryk
En af de mindre NGO’er på stadion, var danske Øko-net, en Danida-støttet folkeoplysningsorganisation, der arbejder med bæredygtighed. Selvom organisationen hører til blandt de mindre i Danmark, var den til at få øje på. Øko-net ragede bogstaveligt talt og i mængden i form af en menneskeskikkelse i bronze båret rundt på en meterlang kulfiberstang.

– Mange er blevet begejstrede og berørte over skulpturen og dens symbolik, sagde Øko-nets formand Bo Bramming, under afslutningsceremonien i Nairobis Uhuru Park, mens han holdt bronzeskikkelsen op i luften.

Det ukendte forum
Hvad Øko-net har fået ud af at deltage i det globale arrangement, diskuterede de to løbende.

Lars Myrthue-Nielsen tilføjer, at interessen for sagen ikke helt har levet op til, hvad han på forhånd havde håbet.

– Jeg havde en lidt naiv forventning om, at vi skulle herned og finde nogen, som kunne være med til at give 10-året et boost, siger han og tilføjer, at han kun har stiftet bekendtskab med to andre organisationer, som har beskæftiget sig med netop dette hjørne af verden.

Morten Bonde Pedersen er journalist ansat af Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya. mpedersen@mskenya.or.ke

DANMARK FORMAND FOR UNDP Den 17. januar 2007 overtog Danmark hvervet som formand for bestyrelsen for FN’s udviklingsprogram (UNDP). Formandskabet er ét-årigt (2007) og omfatter udover UNDP også posten som formand for FN’s befolkningsprogram (UNFPA). Hvervet vil blive varetaget af Danmarks kommende FN-ambassadør, Carsten Staur, der tiltræder sin nye stilling den 1. marts 2007. Ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs skal formandskabet benyttes som en stærk platform, hvor Danmark gennem en aktiv multilateral indsats kan få et effektivt udbytte af den store danske bistandsindsats’. Den nye opgave er en understregning af, at den stærke danske FN-profil vil blive fortsat. Særligt tre emner vil man fra dansk side prioritere højt i UNDP-bestyrelsen i 2007. For det første skal FN spille en endnu stærkere rolle i lande, som er på vej ud af konflikt eller naturkatastrofer. For det andet vil Danmark arbejde for, at FN operativt skal fungere som én samlet enhed i verdens fattige lande: De mange FN-organisationer, fonde og programmer skal – som foreslået i den nylige rapport fra Generalsekretærens Højniveaupanel – i hvert land have ét landekontor, ét budget og ét program. For det tredje vil Danmark bruge sit formandsskab for bestyrelsen, ikke mindst i UNFPAsammenhæng, til at sætte fokus på kvinders rolle som drivkraft for udvikling./mb

100 MBA-STIPENDIER TIL AFRIKAS ERHVERVSLEDERE 100 af de mest lovende virksomhedsledere i udviklingslandene kan nu få en international MBA (Master of Business Administration) i Danmark, som vil give dem adgang til kredit, teknologi og uddannelse. Udenrigsministeriet vil nemlig over fem år sikre 100 ét-årige MBA-stipendier ved Copenhagen Business School (CBS) med fokus på især Afrikas kvindelige erhvervsledere. Der er afsat 50 mio. kr. over fem år til initiativet. Private danske virksomheder skal medfinansiere op til halvdelen af alle MBAstipendiaterne. Ifølge Udenrigsministeriets Erhvervskontor er en af de største udfordringer for virksomhederne i udviklingslandene den manglende kvalitet og opmærksomhed omkring moderne ledelsesprincipper, der er afgørende for, at de lokale virksomheder kan deltage effektivt i den internationale konkurrence. Med stipendierne vil Udenrigsministeriet gerne gøre op med den holdning, at udviklingsbistand udelukkende er en passiv forsørgelse. De første stipendier vil blive uddelt hen over sommeren med studiestart til efteråret./mb

BISTANDSFAGLIGHED PÅ NETTET Danidas bistandsfaglige tjeneste (BFT) lancerer nu en ny hjemmeside http://www.danidadev-forum.um.dk. Her kan findes information om vision, temaer og medarbejdere i BFT samt baggrundsmateriale og nyheder. Derudover finder man på siden omfattende dokumentation om hvert enkelt af de programmer, Danmark støtter./sk