Hvor er Mr. Lihn mon? Foto: Tony Girardin.
Skal du filme en dokumentarfilm i et kommunistisk land som Vietnam? Så husk alle tilladelserne plus 900 dollars (og lidt cigaretter).
Af Charlotte Pries
Jeg var lykkelig og meget optimistisk, nogle vil sige naiv, da jeg fik Danidas Oplysningsbevilling på 50.000 kroner, så jeg kunne udleve min drøm om at lave en dokumentarfilm i Vietnam.
Jeg og fotograf Tony Girardin skulle filme i badebyen Nha Trang i det sydlige Vietnam, hvor Danida har været med til at starte et fireårigt pilotprojekt, Hon Mun-projektet, der skal redde koralrevet, og kontrollere og begrænse fiskeriet. I løbet af de sidste ti år er 90 pct. af koralrevet blevet ødelagt, fordi fiskerne illegalt har brugt dynamit som fangstmetode. Samtidig bliver der fanget alt for mange fisk.
Rod i tilladelserne
Den første uge var vi fulde af entusiasme. Palmerne bøjede sig ned over den smukke hvide sandstrand, men allerede under den første middag med lederen af Hon Mun-projektet, Bernard O´Callaghan, fik vi det første store chok. Vi måtte ikke filme, før vi havde den officielle tilladelse fra den kommunistiske regering i Vietnam. Den skulle jeg have søgt i Danmark, men jeg havde med vilje undgået at søge tilladelsen, fordi jeg vidste, at jeg så fik en vietnameser fra regeringen lige i hælene, når vi skulle rundt og filme. Men der var ingen vej uden om. Hon Mun-projektet er også støttet af Vietnams regering, og de øer, vi skulle filme på, ligger inde i en havnationalpark, hvor flere af øerne forvaltes af militæret. Det havde jeg ikke set som et større problem hjemme i Danmark. Heldigvis var Bernard yderst hjælpsom. Vi aftalte, at vi kom forbi hans kontor den næste dag. Så kunne vi ringe til den danske ambassade i Hanoi – og så skulle vi nok løse problemet.
Bureaukratisk jungle
Vi ankom til Nha Trang den 14. januar, og de næste 14 dage mailede, ringede og skrev vi til den danske ambassade i Hanoi, der så kontaktede det vietnamesiske statslige pressecenter.
De ville vide alt! Hvad var vores baggrund? Hvem ville vi tale med? Hvornår ville vi tale med dem og hvorfor?
Udfordringen var at formulere vores beskrivelser så løse, at vi stadig kunne være impulsive, men alligevel give pressecenteret de nødvendige informationer. Sagen trak i langdrag, og vi begyndte at blive utålmodige. Det vietnamesiske nytår startede den 7. februar, og herefter ville det være helt umuligt at filme på grund af al festivitassen.
En anden stressfaktor var, at vores visum kun var gyldigt i to måneder – og tiden fløj af sted, uden vi havde rørt kameraet. I starten havde vi planlagt at filme i fem uger, minus den uge hvor nytåret skulle fejres. Det ændrede sig, da vi helt tilfældigt fik at vide, at vi nemt kunne få en tilladelse, hvis vi kun filmede en uge. Denne lille ’detalje’ var ret vigtig for os, og fluks droppede vi den oprindelige ’bløde’ plan om at tage den med ro og lære folk at kende, inden vi startede med at filme. Nu måtte vi bare se at komme i gang med at interviewe fiskere og de lokale, der arbejdede med økoturisme, hummerfiskeri og fiskeopdræt.
En kødrand af folk lytter med
Under de omstændigheder kræver det strukturering at lave dokumentarfilm. For at få lov til at filme på øen Hon Mot havde vi vores nye vietnamesiske ’ven’, pressechefen Hr. Linh, med på ’slæb’. Han var ansat af Press Center i Hanoi og skulle se over skulderen på os hele ugen. 80 pct. af tiden gik med at informere ham om, hvad vi prioriterede at filme. Hvem vi ville snakke med, få aftalen i stand, tjekke hvornår båden sejlede tilbage til fastlandet, og sørge for at Hr. Linh fik nok at drikke.
En ekstra udfordring var naturligvis også, at alle interviews foregik på vietnamesisk, og at vores tolk var ansat af Hon Mun-projektet, fordi øen som nævnt lå på militærgrund. Derfor måtte der ikke komme uvedkommende personer, ej heller tolke, på øen. Det var underligt og en smule ubehageligt at blive overvåget hele tiden. Under alle interviewene var der en kødrand på mindst fem personer, der overhørte vores samtale for at sikre, at uventede informationer ikke slap ud til offentligheden.
Hr. Linhs cigaretter
Hele Hr. Linh-sagen var helt klart ikke iberegnet i Danida-budgettet. Vi skulle betale for hans flybillet til og fra Hanoi, god mad, taxiudgifter, fint hotelophold inklusive hans tøjvask – og smøger! (Hvor skriver man egentlig dem på i rejseregnskabet?) Derudover skulle vi betale 100 dollars til pressecenteret i Hanoi. I alt kom vi til at slippe 900 dollars for en uge. For de penge fik vi ikke blot mindre tid til at filme; vi fik også en flink og høflig, men også grådig, vietnameser med i pakken.
Men filmen – den fik vi i hus.
Charlotte Pries er journalist og filmskaber. charlottepries@yahoo.dk
|
Filmen ’Dynamitfiskeri i Vietnam’ (varighed 20 minutter) kan lånes hos Danmarks Undervisningsportal, EMU. |
