Udvikling

Flere og flere flygtninge og indvandrere bruger tid på hjælpe- og udviklingsarbejde rundt om i verden. Projektrådgivningen i Århus har oprustet med en ekstra konsulent alene til dem.

Af Hanne Mølby Henriksen

De begår sig hjemmevant i Bagdads gader, taler flydende urdu eller husker måske bare bedre end andre at parkere støvlerne ved hoveddøren. Flygtninge og indvandrere over hele Danmark har bunker af ressourcer, der i stigende grad kommer verdens fattige til gavn.

Hver fjerde bruger af Danidas container- ordning (renoverings-bevillingen) har anden etnisk baggrund end dansk. Og Projektrådgivningen i Århus, som er de mindre NGO’ers paraplyorganisation, får så mange henvendelser fra flygtninge og indvandrere, der ønsker at hjælpe andre, at sekretariatet har ansat en ekstra konsulent alene til dem.

Formand for Rådet for Etniske Minoriteter Sükrü Ertosun finder udviklingen naturlig.

– Danskerne er blevet vant til at se minoriteter som problemer og ikke mennesker, der kan en hel masse ting, siger han og peger på, at det blot tager tid at falde til i et nyt land, lære at navigere i de offentlige systemer og få overskud til at hjælpe andre.

– I islam for eksempel skal man hjælpe dem, der ikke har til det daglige brød. Det sociale ansvar ligger i folks tankegang. Nu er folk så begyndt at komme så meget ovenpå, at de kan reagere på det, mener Sükrü Ertosun.

Læs tema på side 15-18.

1.000 KR. VÆKST = 8 KR. TIL U-LANDENE

Når det regner på Danmark, drypper det på Afrika. Ny finanslov sikrer 800 millioner ekstra til dansk bistand.

Hvis man på swahili, makua, fulani eller andre sprog, der tales i Danmarks programsamarbejdslande, kunne sige ’Når det regner på præsten, så drypper det på degnen’, ja så ville det være højst passende at sige det netop nu.

Væksten i dansk økonomi udløser nemlig en bonuscheck til verdens fattige på 615 mio. flere bistandskroner på næste års finanslov. Det bunder i et løfte fra regeringen fra 2005 om, at Danmark skal yde 0,8 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) i bistand. For hver 1.000 kroners vækst, er der otte kroner mere til den danske udviklingsbistand.

I kroner og øre vil regeringen hæve bistanden med 615 mio. kr. på næste års finanslov. Hertil kommer en generel pris- og lønregulering på 185 mio. kr. I alt 800 mio. mere til udviklingslandene. Dermed vil Danmarks bistand i 2007 lande på 13,6 mia. kr.

Regeringen foreslår i sit nye udspil Vilje til Udvikling at bruge næste års bistand med særligt fokus på Afrika. Det skal ske inden for tre specifikke områder: God regeringsførelse, bekæmpelse af hiv/aids og fremme af kvinders vilkår. Pejlemærket er fortsat 2015 Målene.

NYHEDER

BISTANDS- MASOCHISTER

Selvpiskning, succesen Vietnam og verdens sejeste dansker.

Af Bo Simonsen

Er forvalterne – og formidlerne – af dansk udviklingsbistand en flok selvpiskende masochister, der ikke formår at glæde sig over og fortælle om solide succeser i bekæmpelsen af verdens fattigdom?

Spørgsmålet dukkede op på augustmødet i Danidas Styrelse, hvor bistandssamarbejdet med Vietnam var på dagsordenen.

Der er ellers mange glædelige ting at berette om: Andelen af fattige er faldet fra 58 pct. af befolkningen i 1993 til under 20 pct. i 2004. Der er udsigt til økonomiske vækstrater på omkring otte pct. En vækst, der kan bringe Vietnam ud af gruppen af lavindkomstlande allerede i 2010.

Det generelle erhvervsklima i Vietnam er, både for investorer og virksomheder, blevet markant forbedret de senere år. Udenlandske investorer interesserer sig simpelt hen for Vietnam – hvilket som bekendt ikke er en lang række andre udviklingslande forundt. Samarbejdet mellem donorer og den vietnamesiske regering er styrket, og arbejdet med at harmonisere bistanden – der i en del andre udviklingslande forbliver smukke intentioner på konferencepapirer – er i Vietnam gået fra ord til handling. Det betyder, at vietnameserne har mere ejerskab til programmer og projekter, og at donorernes bistandsdagsordener ikke længere stritter i 37 forskellige retninger.

Der er også pletter på fortællingen om Vietnam: Korruptionen er stadig omfattende på alle niveauer. Den økonomiske vækst og åbningen af den vietnamesiske økonomi for omverdenen har ført til større frihed og råderum for den enkelte vietnameser. Men ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfriheden fortsat er begrænset. Pressefrihed eksisterer ikke, og fattigdommen blandt landets etniske minoriteter er markant højere end blandt resten af befolkningen.

Men ’langt hen ad vejen er Vietnam en succeshistorie’, som det blev sagt på mødet i Danidas Styrelse. Lille Danmark kan næppe påtage sig hele æren for, at gennemsnitsviet-nameserens daglige menu nu står på mere end en skål ris og lidt tørret fisk. Men ingen tvivl om, at den internationale bistand – og herunder den danske – er med til at gøre en markant forskel.

Og så tilbage til masochismen.

Det er, som om den kritiske tilgang til udviklingsbistandens mangeartede motiver og til tider svært dokumenterbare resultater har bidt sig fast.

Er denne selvpiskning drevet så langt, at bistandens forvaltere selv pålægger sig sordin, når de skal fortælle om resultaterne ude i bushen eller rismarken? Er vi nået dertil, hvor ’vi har svært ved at leve med succeshistorierne’, som der blev spurgt på styrelsesmødet.

Det er lidt pudsigt, hvis formidlingen af udviklingspolitikkens resultater og udfordringer er blevet så hæmmet af selvpiskning, at positive resultater på forhånd stemples som utroværdige.

Ude i den danske befolkning synes man til gengæld, at det er ’sejt’ at være med til at gøre en forskel for verdens fattigste. Sygeplejerske Merete Engell, der i seks måneder har arbejdet som chefsygeplejerske i DR Congo, blev den 26. august valgt til ’Verdens sejeste Dansker’ af lytterne i radioens P3. Hun gav baghjul til en chefprogrammør hos Microsoft, en fitnessstjerne og en kvindelig informationsmedarbejder for den dansk udviklingsorganisation DACAAR i Kabul, Afghanistan.

To kvinder blandt de sejeste danskere. Begge arbejder med udviklingsbistand i nogle af verdens mest ugæstfrie brændpunkter. Sejt!

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

Styrelsen havde disse to bevillinger på dagsordenen, og begge blev tiltrådt:

Vietnam: 2. fase af sektorprogramstøtte til vand og sanitet (415 mio. kr.)

Det Arabiske Initiativ: Forum for the Future - et partnerskab mellem G8-landene og lande, områder og organisationer i Mellemøsten (11,8 mio. kr.).

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr. samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på http://www.um.dk/menu/Udviklingspolitik/OmDanidaStyrelsenRaadet/
Styrelsen

DANSK VÆKST GAVNER AFRIKAS FATTIGE

Foto
Væksten i dansk økonomi udløser nu en bonuscheck til verdens fattige på 615 mio. flere bistandskroner på næste års finanslov. Beløbet bunder i et løfte fra regeringen om at Danmark skal yde 0,8 pct. af BNI i bistand. Foto: Polfoto/Thomas Borberg.

Regeringen vil hæve den danske udviklingsbistand med 615 mio. kr. ekstra næste år, mens Dansk Folkeparti stiller krav om at sænke den.

Af Hanne Mølby Henriksen og Stefan Katic

Et løfte fra regeringsgrundlaget sidste år om at fastholde den samlede danske udviklingsbistand på 0,8 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) kommer nu verdens fattigste mennesker til gode.

Væksten i dansk økonomi betyder, at regeringen vil hæve udviklingsbistanden med 615 mio. kr. på næste års finanslov. Hertil kommer så yderligere 185 mio. kr. som stammer fra en generel pris- og lønregulering.

Dermed vil den samlede statslige udviklingsbistand i 2007 ende på 13,6 mia. kr., en stigning på i alt 800 mio. i forhold til dette års finanslov. Det vil fortsat give Danmark en position blandt verdens største donorer i forhold til indbyggertal. Men planen bliver mødt med skepsis fra alle andre partier end de to, der sidder i regering.

Dansk Folkeparti vil hellere spare på udviklingsstøtten, siger partiets udenrigsordfører Søren Espersen til Børsen:

– Vi går ind til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at støtten sættes ned til 0,7 pct. af BNI. Der mener vi, den bør ligge.

Af partiets oplæg til finansloven for 2007 fremgår det, at DF’s foreslåede besparelser på udviklingsbistanden – der vil frigive i alt 1,7 mia. kr. – skal anvendes på blandt andet ældre, sygehuse, flere væresteder til udsatte grupper og på at nedsætte afgiften på sodavand.

Regeringen foreslår at bruge næste års bistand med særligt fokus på Afrika og på tre specifikke områder: God regeringsførelse, bekæmpelse af hiv/aids og fremme af kvinders vilkår.

– Det vil kræve en massiv indsats, hvis landene syd for Sahara skal nå 2015 Målene, derfor vil mange af de nye midler primært blive anvendt i Afrika, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der glæder sig over at for hver 1.000 kroner vækst i Danmark, bliver der otte kroner til u-landene. En vækst, der udløser 615 mio. kr. ekstra at give til verdens fattige i 2007.

’Et lille skridt på vejen’
Det lyder alt sammen fornuftigt, mener socialdemokraternes udenrigsordfører og tidligere finansminister og udenrigsminister Mogens Lykketoft. Men det er ikke nok, siger han. Sammen med den øvrige opposition går Socialdemokraterne til forhandlingsbordet med et forslag om at hæve udviklingsbistanden med 1,5 mia. kr. næste år som et skridt på vejen til at nå tilbage til det tidligere niveau på én pct. af BNI.

- Regeringen skal vide, at den har massivt flertal for de forbedringer, den foreslår. Hvor små de end er, siger Mogens Lykketoft og fortsætter:

– Derfor vil det være direkte usympatisk og urimeligt, hvis den går med til Dansk Folkepartis forslag om at skære yderligere i bistanden, nu hvor dansk økonomi og beskæftigelse har det så godt. Vi synes, at det er trist, at Danmark fra at være absolut foregangsland er sunket ned og ligger bag et par af vore naboer på bistandsområdet.

0,8 – stadig mejslet i granit
De Radikales finansordfører Morten Helveg Petersen kalder de ekstra 615 mio. kr. til u-landene ’et lille skridt på vejen’. På den radikale ønskeliste står blandt andet flere programsamarbejdslande, flere sektorprogrammer, og endnu flere penge til at bedre kvinders vilkår og bekæmpe hiv/aids.

– Der er jo desværre masser at tage fat på. Det korte af det lange er, at vi vil én pct. på ulandsbistanden, siger Morten Helveg Petersen.

Ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs er regeringen fast besluttet på ikke at rykke på den nuværende minimumsgrænse for udviklingsbistanden på 0,8 pct. af BNI. Hverken op eller ned.

– Udviklingsbistanden skal fortsat holde sig på 0,8 pct. som det fremgår af regeringsgrundlaget, slog Ulla Tørnæs fast ved et pressemøde, hvor hun præsenterede regeringens udviklingspolitiske plan for 2007-11 (se sideartikel).

Hvor den omstridte procentsats ender, vil de næste ugers forhandlinger om finansloven vise.

EKSTRA TURBO PÅ TRE FOKUSOMRÅDER

Styrket indsats mod hiv/aids, bistand til kvinder og støtte til god regeringsførelse. Det er tre områder, hvor der lægges op til en ekstra indsats i regeringens plan Vilje til udvikling.

Omdrejningspunktet for regeringens nye køreplan for udviklingssamarbejdet 2007-2011 er at nå FN’s 2015 Mål.

Derfor er der i planen Vilje til udvikling ikke overraskende lagt særlig vægt på bistanden til Afrika, hvor fattigdommen og dermed udfordringerne er størst.

Først og fremmest vil midlerne til indsatsen mod hiv/aids blive fordoblet over de næste fire år, så den i 2010 udgør én mia. kr. Alene til næste år sættes der 300 mio. kr. af til nye aktiviteter. Støtten til god regeringsførelse tildeles 500 mio. kr. Og 140 mio. kr. øremærkes til bistand til kvinder, som regeringen fremhæver som en særlig drivkraft for udvikling.

Og så skydes programsamarbejdet med Danmarks nye samarbejdsland, Mali, i gang for 350 mio. kr.

Endeligt søsættes 3-i, som er et nyt erhvervsinitiativ (3-i står for investeringer, innovation og iværksætteri). 3-i-planen skal støtte, at danske virksomheder bliver inddraget som socialt ansvarlige aktører på det afrikanske kontinent. Der er sat 100 mio. kr. årligt af til 3-i-planen i perioden 2007-2011.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs gav i sin præsentation af Vilje til udvikling følgende ord med på vejen: – Planen giver regeringens samlede bud på, hvordan dansk udviklingsbistand kan bidrage til en bedre og mere retfærdig verden. En verden med en stærk sammenhængskraft – og en verden, hvor vilje til udvikling og forandring får gode vækstvilkår.
/sk

Her fås ’Vilje til udvikling’
Vilje til udvikling er titlen på den danske version og Commitment to Development er titlen på den engelske udgave - begge kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk
Her kan de elektroniske versioner også downloades.

DANSKE OBSERVATØRER UD I UTIDE

Foto
Danmark har trukket sine observatører hjem fra Sri Lanka. Hvordan overvåge en våbenhvile, parterne ikke overholder? Her grænsepost ind til zonen, der kontrolleres af De Tamilske Tigre. Foto: Sanath Priyantha/AP/Polfoto.

Den sidste danske våbenhvile-observatør forlod Sri Lanka i august. Dermed slutter fire års indsats for fred uden at målet blev nået.

Af Jørgen Harboe

Den sidste danske observatør er nu rejst hjem fra Sri Lanka og har dermed lukket et kapitel i Danmarks fredsindsats på øen.

Kapitlet begynder i 2002, da Norge formidler en våbenhvileaftale mellem Sri Lankas regering og bevægelsen De tamilske tigre, der i næsten 20 år har kæmpet for frihed for det tamilske mindretal i den nordlige og østlige del af landet. Så snart aftalen er på plads, organiserer Norge Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM) og indbyder de andre nordiske lande til at være med. SLMM overvåger derefter våbenhvilen og hjælper befolkningen med at holde fred i de omstridte områder. Danmark har lige fra starten bidraget med penge og personel. Sidste år kom 12 af SLMM’s stab på 60 observatører fra Danmark.

Men nu har Danmark trukket sine observatører tilbage. Det har Finland og Sverige også. Sidst i august så det derfor ud til, at de 60 nordiske observatører ville blive reduceret til en snes nordmænd og islændinge. Selv SLMM’s leder, en pensioneret svensk general, var kaldt tilbage, og der var ikke udpeget nogen efterfølger. Hele operationen lå øjensynlig i ruiner, og borgerkrigen var blusset op igen. Ifølge det britiske nyhedsmagasin The Economist blev over 1.000 mennesker dræbt mellem april og august, og titusinder var på flugt fra kampene.

På EU’s terrorliste
Den 29. maj beslutter EU’s ministerråd at sætte De tamilske Tigre på EU’s liste over terroristorganisationer.

Tigrene har en lang række åbenlyse terrorhandlinger på samvittigheden. USA, Storbritannien og Indien har længe haft organisationen på deres lister. De presser på for at få EU til at gøre det samme.

Det gør regeringen i Sri Lanka også. Den peger på, at Tigrene har boykottet fredsforhandlingerne siden april 2003 og i praksis sat fredsprocessen i stå. Hvis Tigrene kommer på terrorlisten, kan EU lukke for tilstrømningen af penge fra tamiler bosat i Europa. Det vil tvinge Tigrene tilbage til forhandlingsbordet, siger regeringen.

Tværtimod, siger Tigrene. Hvis I tager økonomisk kvælertag på os, tvinger I os til at slås!

Tigrene kræver også, at SLMM-observa-tører fra EU-landene rejser hjem inden 1. september. Hvis EU udråber den ene part i konflikten som terrorister, er observatører fra Danmark, Finland og Sverige ikke længere upartiske iagttagere, siger de.

Sri Lankas regering beder derimod alle nordiske lande blive i SLMM. Hvis SLMM sprænges, brister det sidste halmstrå i bolværket mod den totale krig, siger regeringen.

Et ægte dilemma
Kontorchef Sus Ulbæk fra Udenrigsministeriet siger, at beslutningen om at sætte Tigrene på EU’s terrorliste var et ægte dilemma for Danmark.

– Vi vidste jo godt, at den kunne føre til, at Tigrene reagerede som de gjorde, og vi bakkede op om SLMM og de norske fredsbestræbelser, siger hun. – På den anden side opfyldte Tigrene alle betingelser for at komme på terrorlisten. Det var dilemmaet, og der var ingen rigtig vej ud af det.

I maj var der i EU enighed om at sætte De tamilske Tigre på EU’s terrorliste. Beslutningen krævede enstemmighed. Hvis Danmark havde stemt nej, var Tigrene ikke kommet på terrorlisten.

På det tidspunkt var konflikten allerede eskaleret.

– Parterne kæmpede så voldsomt, at der i realiteten ikke længere var nogen våbenhvile at værne om. Det spillede også ind, at hverken Tigrene eller regeringen i de sidste to år havde vist nogen vilje til fred, siger Sus Ulbæk.

De nordiske lande forsøgte forgæves at få Tigrene til at ændre signaler, så observatørerne fra EU-landene kunne blive, men Tigrene sagde, at de kun ville garantere deres sikkerhed til 1. september.

– Derfor måtte vi kalde danskerne hjem, siger Sus Ulbæk og fortsætter: SLMM er jo et lille ubevæbnet korps, og mange observatører er civile. De kan simpelthen ikke fungere med kuglerne fløjtende om ørerne med mindre begge konfliktens parter garanterer deres sikkerhed.

Jørgen Harnoe er freelancejournalist og tidligere valgobservatør på Sri Lanka

DANSK HJÆLP TIL GENOPBYGNING I LIBANON

Regeringen har doneret i alt 44 mio. kr. til ofrene for krigen i Libanon – 24 mio. kr. til nødhjælp og 20 mio. kr. til genopbygning.

Af Poul Kjar

Den officielle danske nødhjælp på 24 mio. kr. til ofrene for den 34 dage lange krig i syd-Libanon er gået gennem FN-systemet og en række store danske NGO’er såsom Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp. Og på en international donorkonference i Stockholm den 31. august stillede Danmark op med yderligere knap 20 mio. kr. til genopbygning til det hårdtprøvede mellemøstlige land.

Under krigen mellem Israel og Hizbollahmilitsen har organisationerne blandt andet delt mad og tæpper ud til de fordrevne flygtninge i Beirut og til befolkningen i det sydlige Libanon. Men allerede dagen efter den FN-mæglede våbenhvile den 14. august begyndte de flygtede at vende tilbage til deres hjem i det sydlige Libanon – og de danske nødhjælpsorganisationer fulgte med.

– Vi skal skabe nogle forhold, så folk kan blive i deres landsbyer, indtil genopbygningen starter. Vi skal hjælpe folk med midlertidig istandsættelse af deres huse. Men vi skal ikke glemme, at der stadig væk er grupper af religiøse minoriteter, der ikke er vendt tilbage til deres hjem, fordi de er for svage og usikre på at vende tilbage. Dem skal vi fortsat støtte med nødhjælp, siger Ann Mary Olsen, souschef i Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

Dansk Flygtningehjælp har modtaget tre mio. kr. fra Danida til den humanitære krise i Libanon og har derudover fået ekstra penge til at sende danskere som forstærkning til forskellige FN-organisationer.

Folkekirkens Nødhjælp har fået 750.000 kr. fra Danida og har derudover indsamlet omkring 360.000 kr. Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator for Mellemøsten, Uffe Gjerding, siger: – Vi forbereder genopbygningen af det sydlige Libanon, lige som vi hjalp efter afslutningen på borgerkrigen i starten af 90’erne. Og vi regner også med, at vi skal hjælpe med at rydde ueksploderet ammunition og miner. Den libanesiske regering kan ikke selv magte genopbygningen.

Lokale partnere
Under konflikten har det på grund af de israelske bombardementer været vanskeligt at få nødhjælpen over grænsen til Libanon og ikke mindst at få etableret en humanitær korridor til det sydlige Libanon.

De store danske NGO’er arbejder gennem deres lokale samarbejdspartnere. Således har Dansk Flygtningehjælp arbejdet i Libanon siden 2004, hvor organisationen støtter palæstinensiske flygtninge, der ikke er registreret hos internationale flygtningeorganisationer.

Mens Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem Det Mellemøstlige Kirkeråd, så arbejder Dansk Røde Kors gennem Internationalt Røde Kors, Libanons Røde Kors, Israels Røde Davidsstjerne og Syriens Røde Halvmåne.

Hjælpen til Sydlibanon
De største bidrag fra Danida til hjælp i Sydlibanon er gået til:

UNHCR 5 mio. kr.
WFP 5 mio. kr.
UNICEF 5 mio. kr.
Røde Kors 3,75 mio. kr.
Dansk Flygtningehjælp 3 mio. kr.
Folkekirkens Nødhjælp 750.000 kr.
Syrisk Røde Halvmåne 600.000 kr.

WTO: ET SKRIDT FREM OG TO TILBAGE

Sammenbruddet i forhandlingerne om fri verdenshandel i WTO er en bet for verdenssamfundet. Men spørgsmålet er, om det er så skidt for de fattigste udviklingslande.

Af Poul Kjar

– De fattigste lande i Afrika får alligevel ikke glæde af en færdig forhandlet Doha-aftale, siger handelsekspert Michael Friis Jensen fra Dansk Institut for Internationale studier (DIIS) om sammenbruddet af Doha-udviklingsrunden i Verdenshandelsorganisationen WTO. Han mener, at mange af de fattigste udviklingslande endda risikerer at tabe på en aftale om frihandel. Det skyldes, at landenes fordelagtige handelsordninger (ikke mindst toldpræferencer) med Vesten forsvinder.

Og det sker samtidig med, at udviklingslandene kommer til at betale mere for deres fødevareimport, uden at de er i stand til at udnytte de stigende priser på eksportsiden.

Alligevel beklager han, at forhandlingerne er brudt sammen. Han siger: – Jeg tror ikke på, at de fattigste lande på et senere tidspunkt får en bedre aftale end den, der kunne være indgået nu. Det er politisk urealistisk inden for WTO at antyde, at man blot kan læne sig tilbage og sige nej tak, indtil de store spillere, USA, EU og Brasilien/In-dien, kommer med et bedre tilbud.

– Og det er ikke mindst en betragtelig forbedring, at lande som Brasilien, Indien og Kina – hvor mere end halvdelen af verdens fattigste rent faktisk bor – står til at vinde. Det er noget nyt i forhandlingerne, at det ikke blot er USA og EU, der bestemmer det hele.

Særlige fordele for de fattigste
Udenrigsråd Svend Roed fra Danmarks Eksportråd har deltaget i forhandlingerne i Genève, og han mener, at alle parter vil tabe ved et endeligt sammenbrud af Doha-runden – også de fattigste udviklingslande. Han siger:

– Vi er rent faktisk nået ganske langt i forhandlingerne, og der er tale om en udviklingsrunde, hvor der i højere grad end i nogen tidligere runde gives særlige koncessioner til udviklingslandene, især de fattigste.

Han nævner tilbud om bedre markedsåbninger i Europa og USA for de fattigste udviklingslandes produkter. Krav som ifølge Svend Roed ikke bliver mødt med modkrav om markedsåbninger i udviklingslandene, med mindre landene selv ønsker det. Og han nævner enigheden om en udviklingspakke med udviklingsvenlige elementer i form af tilsagn om betydelig handelsrelateret bistand fra EU, USA og Japan.

Svend Roed lægger dog ikke skjul på, at Doha-runden kan få visse negative effekter for enkelte udviklingslande, blandt andet i form af tabet af fordelagtige handelsordninger.

Et trekantsdrama
Forhandlingerne om Doha-aftalen brød sammen i slutningen af juli. Det skete efter et trekantsdrama mellem Europa og USA og G20-landene, som er gruppen af udviklingslande med hurtigt voksende økonomier med Brasilien, Indien og Kina i spidsen.

Amerikanerne ville ikke gå med til sænke deres støtte til egne landmænd til under 20 mia. dollars om året. Europæerne ville ikke gå med til at beskære afgifter på importerede landbrugsvarer med 54 procent, sådan som G20-gruppen havde forslået.

Og G20-landene ville på deres side ikke gå med til, at liberaliseringen af landbrugshandel skulle være afhængig af, at de selv sænkede afgifterne på importerede industrivarer.

Brasilien, Indien – også store og stygge
Ifølge Michael Friis Jensen spiller de fattigste udviklingslande en meget lille rolle under forhandlingerne i Doha-runden. Han siger: – Selvfølgelig har de fattigste udviklingslande brug for stærke forhandlingspartnere. Men G20-landene med Brasilien, Indien og Kina er ikke et oplagt valg. Tag EU’s håndsrækning fra 2001 til u-landene, ’Everything But Arms’, der betød, at de allerfattigste lande på papiret fik fri adgang til EU. Det støttede G20 naturligvis ikke, da de så fik ringere adgang til det europæiske marked.

Michael Friis Jensen fortsætter:

– Det gav det jubel i NGO-kredse, da G20 og de fattigere udviklingslande (G90-landene) gik sammen og blev til G110 under forhandlingerne i WTO sidste år i Hong Kong. Den jubel hører en svunden tid til. Den bygger på en opfattelse af, at det i WTO drejer sig om, at udviklingslandene skal holde sammen mod de store stygge industrilande. Og når man er et fattigt afrikansk land, er USA og EU unægteligt store og stygge at bide skeer med, men det er Brasilien og Indien jo også.

I u-landenes interesse
Svend Roed fra Danmarks Eksportråd er på det punkt helt enig med Michael Friis Jensen fra DIIS. Han siger:

– Hvis Doharundeforhandlingerne endegyldigt bryder sammen, vil der blive langt mere fokus på bilaterale og regionale handelsaftaler. Her vil lande som Brasilien, Indien og Kina givetvis kunnet indgå bilaterale aftaler med EU, USA og andre lande.

Ifølge Svend Roed kan det være med til at undergrave de fordele, de fattigste lande har i dag i forhold til vestens markeder. Og således må især de fattigste lande gøre sig klart, at det ikke mindst er i deres interesse, at forhandlingerne bliver genoptaget senere på året.

Eventuelt efter det amerikanske midtvejsvalg i november, der kan give de amerikanske forhandlere et mere imødekommende mandat.

MIA OG MÅLENE

Hun har fars øjne og mors hiv er navnet på en ny fotoudstilling om 2015 Målene. Mia Lyhne var quizdeltager, da udstillingen åbnede med en kändisquiz.

Tekst og foto: Mira Borggreen

– Jeg kendte jo lidt til målene i forvejen, men jeg har da forberedt mig. Jeg har været lidt inde på Folketinget og FN’s hjemmeside og talt med en bekendt, der arbejder med udviklingspolitik, fortæller skuespiller Mia Lyhne.

Sammen med de to holdkammerater, Sofie Stougaard og Paw Henriksen, sætter hun sig ved et af de seks små runde borde på Nytorv i København. Foran dem ligger en sort tavle, en stykke hvidt kridt og en lille blå køkkensvamp. Det er quiztid!

Med sort sprittusch og på en hvid flip-over tavle har mediebureauet Powerfrog inviteret til quiz om 2015 Målene.

Forberedelse og udenadslære
Men Mia Lyhne må hurtigt sande, at hendes forberedelse ikke kommer hende meget til gode. Quizzen viser sig nemlig kun at tage udgangspunkt i 2015 Målene. – Jeg troede, det handlede om selve målene. Jeg kan de otte mål udenad, fortæller Mia Lyhne, der trods alt kom ind på en flot anden plads. Og det er også helt fint, for ifølge hende er det vigtigste at skabe opmærksomhed om målene.

Foto
Quizdeltager Mia Lyhne havde læst på lektien inden konkurrencen om 2015 Målene.

Skuffende fremmøde
Trods begrænset publikumsfremmøde fejler entusiasmen i teltet ikke noget. Inde i og uden for teltet – hvor deltagerne til tider er oppe at stå for at argumentere for deres svar – står der, da der er flest, omkring 70 fremmødte. Det ringe fremmøde kunne skyldes vejrguderne. Da deltagerne ankom omkring klokken 16, faldt små uskyldige regndråber nedover Nytorv, og en bred slange af farvestrålende paraplyer hastede derfor hjem på weekend.

– Fremmødet er okay, vejret og tidspunktet taget i betragtning, fortæller Mette Rose, der er projektleder på udstillingen. Men med over 700 udsendte invitationer er det lidt skuffende.

Noget at tænke over
Quizzen er dog ikke det vigtigste. Det er de otte store sort-hvide kvadrater af kraftigt plastikbanner, der står uden for teltet. Hver repræsenterer de et af de otte mål. Og det er svært at vælge det vigtigste ud, mener Mia Lyhne. For hende har det være spændende at lære mere om målene:

– Udviklingspolitik er som sådan ikke noget, jeg på den måde tænker over i hverdagen. Men jeg er buddhist, og med i Soka Gakkaiorganisationen, hvor vi arbejder for at skabe fred i verden. Og det synes jeg jo hænger godt sammen med 2015 Målene, siger Mia Lyhne.

Danidas Oplysningsbevilling har støttet udstillingen med 140.000. kr.

TIL KAMP MOD KORRUPTION

Først oprettede Udenrigsministeriet en anti-korruptionshotline. Nu intensiveres kampen med verdens første online antikorruptionsportal henvendt til virksomheder.

Af Mira Borggreen

“Although there are several conventions dealing with corruption and bribery there is no single globally accepted definition of corruption and bribery”.

Sådan står der under ordet ’korruption’, hvis man slår det op på regeringens nye udspil i kampen mod korruption: En anti-korruptionsportal. Den gik online fra den 25. august under navnet: Business Anti-corruption Portal. Portalen er udviklet i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og konsulentfirmaet Global Advice Network.

Portalen skal give danske virksomheder, der arbejder og investerer i udviklingslandene, et sted at søge hjælp til at bekæmpe og undgå korruption.

Billede af hjemmeside
Portalen giver råd til danske virksomheder, der overvejer at gå ind på markedet i korruptionsplagede lande.

Styrket dansk indsats
Siden Danida i 2003 lancerede en stor anti-korruptionskampagne, har der været sat ekstra fokus på området. Korruptionen hindrer ikke kun de danske virksomheders succes i udlandet, men også udviklingslandenes egen vækst.

’Korruption er ikke kun ulovligt, det er også uansvarligt. Det er de fattigste, der rammes hårdest af korruptionens negative spiral. Nu får de mange små og mellemstore danske virksomheder hjælp til at slå fra sig i kampen mod korruption. Portalen sætter ikke kun fokus på problemerne, men giver samtidig virksomhederne praktiske værktøjer i hånden. Anti-korruptionsportalen viser, hvordan det offentlige og det private Danmark tilsammen kan bekæmpe korruption’.

Sådan lød ordene fra udviklingsminister Ulla Tørnæs ved lanceringen af anti-korruptionsportalen. Det nye tiltag er et supplement og en forstærkelse af den anti-korruptionshotline, der blev oprettet i 2005.

Til kamp mod korruption
Konceptet i den telefoniske linie er, at alle, uanset hvor de befinder sig i verden, anonymt kan anmelde konkrete anklager eller mistanker om korruption. Med blot 13 henvendelser på et år overstiger den symbolske værdi nok den konkrete effekt. Men set i lyset af det stigende internationale fokus på korruption, styrker Danmark nu sin bekæmpelse af korruption med den nye portal.

Målet med den nye portal er at assistere små og mellemstore danske virksomheder i den store korruptionsjungle, der til tider gør oprettelse af danske erhvervsforbindelser besværlige ude i den store verden. Og der er både plads til firmaer, der allerede er aktive i udviklingslande og nye firmaer, der påtænker at starte op. Portalen skal sammen med træningskurser for virksomhederne være et værktøj i kampen mod den ødelæggende korruption.

Stor udenlandsk interesse
Portalen har allerede vakt interesse i internationale sammenhænge. Både fra FN og OECD’s side er der indledt et samarbejde med portalen som drivkraft.

For øjeblikket arbejder Global Advice Network, Udenrigsministeriet og anti-korruptionsorganisationen Transparency International på at udvide samarbejdet yderligere.

– Vi satser på, at portalen skal komme virksomheder til gode i op til 50 lande. Dialogen er allerede i gang, og vi forventer at kunne få flere lande med inden årets udgang, fortæller Helle Johansen fra Udenrigsministeriet, som er ansvarlig for Offentlige Private Partnerskaber.

Mia Borggren er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed mirbor@um.dk

Læs mere på http://www.business-anti-corruption.com Tegn

KULTUREN BAG KORRUPTIONEN MÅ OGSÅ MED

Anmeldelse: Nyt redskab til at bekæmpe korruptionen lover godt, men har svage sider.

Af Jens Lohmann

Det første indtryk er rodet, med en blanding af en enkel opbygning holdt blåt, Udenrigsministeriets officielle logo i et brunt og rødt felt og et par felter med pengesedler som åbenbart skal signalere noget med korruption.

Overflødigt, især til en saglig og resultatsøgende målgruppe som den Udenrigsministeriets nye antikorruptionsportal henvender sig til. Heldigvis ændrer indtrykket sig når man klikker videre: Et stramt, sagligt design holdt i diskrete blå toner. Nemt og overskueligt at arbejde med.

Den erklærede hensigt med portalen er at støtte virksomheder til at bekæmpe og undgå korruption. Nogle dages gennemgang og forsøg på at finde vej, viser en portal som er velfungerende og overskuelig at arbejde med. Strukturen er logisk og funktionel.

Portalen giver generelt en god vejledning til nye brugere – både de, som kender til korruption i forvejen, og de som er nye på området. Der er gode links til landeprofiler, internationale konventioner, anvisninger på en anti-korruptionsstrategi for virksomheder, organisationer og institutioner.

Der er ingen tvivl om, at mange nok skal kunne drage nytte af portalen. Men nytten er alligevel begrænset – dels fordi der foreløbig kun er links til Danidas programsamarbejdslande, som jo langtfra er de vigtigste markeder for danske virksomheder, dels fordi portalen bygger på en alt for snæver opfattelse af korruption.

Fokus er på den økonomiske og politiske side af korruptionen, som er den mest synlige og umiddelbart mærkbare for de fleste. Det er den mest ’målbare’, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Transparency Internationals årlige Corruption Perception Index, der rangerer landene efter, hvor korrupte de opfattes.

Dette fokus er vigtigt, når man skal pege på redskaber til at bekæmpe og undgå korruption. Men der mangler en afgørende dimension. Det er de holdninger og værdier, som i ethvert samfund – også det danske – er med til at skabe grobund for korruption, den kultur som korruptionen vokser ud af, og den kultur den skaber. Det er den vanskeligste del at beskæftige sig med, men hvis vi ikke tager fat i den, så bliver kampen mod korruptionen et sisyfos-arbejde.

Opgaven er ikke let, men man kan begynde med for eksempel at finde eksempler på de omgangsformer, det sprog, de værdier og holdninger, der er karakteristiske i de enkelte samfund, portalen beskriver i sine landeprofiler. Det kan give virksomheder, organisationer og embedsmænd lidt flere muligheder for at forstå, hvorfor korruption ofte betragtes som legitim i mange lande.

Vi skal heller ikke glemme, at de standarder, der ligger til grund for de internationalt vedtagne definitioner på korruption, er baseret på en nordvesteuropæisk opfattelse af staten og dens rolle, altså på en bestemt kulturopfattelse, som langtfra deles alle vegne.

Dette være ikke sagt for at forsvare korruption, men for at forstå korruption. http://www.business-anti-corruption.com er et vigtigt og nyttigt initiativ, som forhåbentlig vil blive udviklet og udbygget, både med flere landeprofiler, med en særlig link til relevant litteratur og med en bredere tilgang til selve begrebet korruption.

Foto
Jens Lohmann er forfatter og journalist. Hans seneste bog er ’Noget for noget. En håndbog om korruption’, kortlægger korruptionens anatomi.

2015 MÅLENE SPÆRER FOR ALFABETISERING

Foto
Kun hver tredje voksen i Burkina Faso kan skrive sit eget navn. Her hyrder i Gorum Gorum. Foto: Jørgen Schytte.

Opdagede du, at 8. september var FN’s alfabetiseringsdag? Den dag forsøgte FN igen at minde verden om dens 771 millioner analfabeter. Men samtidig må organisationen spørge sig selv, om det er dens egen fokusering på 2015 Målene, der er årsagen til, at analfabeterne glemmes. For alfabetisering er ikke blandt målene.

Af Mads Mariegaard

771 millioner mennesker kan ikke læse og skrive, anslår FN, og det gør analfabetisme til et af verdens store uløste problemer.

Det ved verden, og derfor lovede 155 lande på Unescos Uddannelse for Alle-konference i Jomtien, Thailand, i 1990 hinanden at reducere antallet af analfabeter massivt på ti år. Det lykkedes delvist, men verdens befolkningstal steg omtrent lige så meget, så i 2000 i Dakar, Senegal, aftalte landene at halvere antallet af analfabeter – nu på femten år.

Når ambitionerne er så store, hvorfor er problemet så ikke løst for længst? Spørger man alfabetiseringseksperten David Archer, uddannelseschef hos den internationale NGO ActionAid, er der ingen tvivl.

– Det skyldes de manglende investeringer i programmer for voksne analfabeter, forklarer han. I rapporten Writing the Wrongs konkluderer Archer, at alfabetisering af voksne styrker ligestilling, menneskelig og økonomisk udvikling og bekæmpelse af aids. Men hans vigtigste argument er dette: Voksne, der kan læse og skrive, får børn, der kan læse og skrive.

Pointen er, at vil man analfabetismen til livs, er det ikke nok at få alle børn i skole. De voksne skal også. Det pegede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) på, da hun talte ved en Uddannelse for Alle-konference i København i januar:

– For ensidig opmærksomhed på grunduddannelse kan resultere i, at man forsømmer de voksne og unge, som aldrig kom i skole eller er droppet ud. Vi fokuserer også på grunduddannelse, men vi ser det i et bredere perspektiv.

Men det gør alle donorer ikke, vurderer bistandskonsulent Poul Erik Rasmussen fra Danidas Bistandsfaglige Tjeneste (BFT):

– Donorerne har gennem længere tid forsømt alfabetisering af voksne.

2015 Målenes skyld
Alfabetisering er et stort, gammelt problem, som har fået megen opmærksomhed gennem tiderne. Så hvorfor er det gået i glemmebogen?

Ulandsorganisationen Ibis mistænker FN’s ellers meget roste 2015 Mål, fordi de tager opmærksomheden væk fra Unescos Uddannelse for Alle-mål fra 1990, som indeholder verdens løfte om at halvere antallet af analfabeter.

– Bagsiden af fokuseringen på at nå 2015 Målene er, at de mål, som ikke kom med på listen, herunder alfabetisering, bliver beskåret, siger Ibis’ kommunikationschef, René Jacobsen.

FN har forenklet målene for lettere at nå dem. Nummer to af FN’s otte 2015 Mål (Millenium- målene) siger, at alle børn skal have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse. Men alfabetisering fremgår ikke direkte af nogen af 2015 Målene.

En forklaring kan være, at en af de store donorer, Verdensbanken, ikke tror på alfabetisering. I 90’erne slog banken fast, at investeringer i alfabetisering havde en ringe virkning, men det er forkert, mener bistandskonsulent Poul Erik Rasmussen:

– Det har vist sig, at de økonomiske og sociale fordele ved alfabetisering er lige så store som ved grunduddannelse.

Her kan kun hver tredje læse
Verdens mindst alfabetiserede land er ifølge FN Burkina Faso, og på Danmarks ambassade i hovedstaden Ouagadougou vurderer man, at kun 32 procent af befolkningen kan læse og skrive. Det vestafrikanske land er et af Danmarks 16 programsamarbejdslande og dermed et af de steder, hvor udviklingsministerens løfte om ikke at forsømme alfabetisering skal følges op.

Det gør man via et program rettet mod Burkina Fasos uddannelsessektor, og af de tyve millioner kroner, Danmark giver om året, går omkring fire millioner direkte til alfabetisering af voksne. Pengene er med til at finansiere burkinske alfabetiseringscentre, hvor voksne analfabeter og unge, der ikke er kommet i skole eller er droppet ud, kan gå i skole i to-tre år. Det sker i de fire måneder om året, hvor der er mindre at lave i marken.

Der ligger i dag over 11.000 alfabetiseringscentre i Burkina Faso, de fleste af dem i landdistrikterne.

I skole i bushen
Hvis en landsby i Burkina Faso henvender sig til provinsafdelingen af det burkinske undervisningsministerium eller en NGO, kan den få en lærer, en læseplan og penge fra undervisningsministeriet til at oprette et alfabetiseringscenter, forklarer Danmarks ambassadør i Burkina Faso, Margit Thomsen, men der er også vanskeligheder.

– Et af alfabetiseringscentrenes problemer er, at lærerne ikke er godt nok uddannede. Ofte har de selv kun gået i skole i to-tre år. Til gengæld bor mange af dem i de områder, hvor alfabetiseringscentrene ligger, og de kender derfor de lokale forhold godt. I grundskolen har man et andet problem. Mange af grundskolelærerne bor i byerne og har fået en rimelig god uddannelse, men det kan være svært at få dem til at tage ud i bushen, hvor der ofte er mangel på selv de mest elementære faciliteter som el og vand, forklarer hun.

Mens undervisningen på alfabetiseringscentrene foregår på lokale sprog, kæmper Danmark og de øvrige donorlande med grundskolernes undervisningssystem, som bygger på den franske model. Systemet medfører, at bøgerne ofte er på fransk, som mange burkinere ikke forstår, og det er bygget op, så endemålet – som i Frankrig – ideelt er en akademisk uddannelse.

– Det er der slet ikke brug for i så stort omfang i Burkina Faso. Derfor er det utroligt vigtigt, at læseplanerne og undervisningssproget bliver tilpasset lokale forhold, og at håndværksmæssige og tekniske uddannelser efter grundskolen fremmes. Og det er man i gang med, siger Margit Thomsen.

Danmarks målsætning er, at andelen af indbyggere i Burkina Faso, der kan læse og skrive, stiger fra 32 procent i 2005 til 40 procent i 2010. En dygtig burkinsk undervisningsminister og et godt samarbejde mellem de donorer, der arbejder i landet, har gjort Margit Thomsen optimistisk: – Det går fremad, siger hun, – og vi regner med, at vi når det.

Mads Mariegaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. madmar@um.dk

Analfabetisme
FN anslår, at der er 771 analfabeter millioner voksne analfabeter i verden. Opgørelsen er baseret på, at man er analfabet, når man er fyldt femten uden at kunne læse og skrive, men der findes også bredere definitioner, for eksempel at være ude af stand til at deltage som aktiv medborger i et samfund.

Burkina Faso
Burkina Faso er et af verdens fattigste lande, og ifølge FN også det mindst alfabetiserede.

Landet har 12,4 millioner indbyggerne, og det officielle sprog er fransk, fordi Burkina Faso var fransk koloni, før det blev selvstændigt i 1960. Danmark har arbejdet med udvikling i landet siden 1979 og driver en ambassade i hovedstaden Ouagadougou.

GET RICH OR DIE TRYIN’

Desmond, 24,(i midten) skal være rollemodel i et nyt uddannelsesprojekt, når Operation Dagsværk i år sætter fokus på unge i Sydafrika. Foto: Hewlle L. Severinsen/OD

Get Rich or Die Tryin’! Ordene kommer fra den Grammy-nominerede afroamerikanske rapper 50 Cents debut-cd. Og fra Operation Dagsværks kampagneleder på Nørrebro. Budskabet beskriver koldt og kynisk livet for unge mennesker i Sydafrikas slum.

Af Mira Borggreen

– Det første, der faldt mig ind, var, at de tre unge mænd så virkelig hardcore ud. Kinderne lå indsunkne i deres ansigter. Når de smilte, så jeg hvorfor. De havde nemlig få eller slet ingen tænder, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

Hun er fra Operation Dagsværk og kampagneleder på årets projekt ’Sydafrika 2006’, og er netop vendt hjem fra sit andet besøg i den sydafrikanske hovedstad.

For bare 24 timer siden stod Helle Løvstø Severinsen selv ansigt til ansigt med unge sydafrikanere i Cape Towns ghetto, Mannenberg. Nu sidder hun i sin lille lejlighed på Nørrebro med en kop rygende varm kaffe, en lun scone og uden bagage; den rejste sine egne veje.

Historien om tænderne kræver en nærmere forklaring. Helle Løvstø Severinsen fortæller, at de unge betaler tandlægen for at få trukket tænderne ud. Der er noget kulturelt betinget i handlingen, men en anden og mere konkret grund er for at kunne give bedre blowjobs, når de er i fængsel. Fængslerne i Cape Town hærges af bandekrigene fra gaderne. Bag murene udkæmpes kampene for fuld udblæsning dag og nat, og de seksuelle krænkelser er en del af hverdagen.

Dialog på Desmonds hjemmebane
Helle Løvstø Severinsen og hendes gruppe rejste under deres besøg rundt sammen med Desmond, 24, Shaheed, 26 og Bradley, 25.

– Deres opvækst har været præget af ture ind og ud af ungdomsfængsler, bandekriminalitet og stoffer, fortæller hun.

Men fra januar 2007 og tre år frem bliver Desmond og hans to venner, sammen med 4.000 andre unge, en del af projektet Viden til at vælge. De skal lære, hvordan de skal tage ansvar og fornuftige, langvarige valg. Valg, der både hjælper dem og deres familier.

Efter at have tilbragt noget tid i de unges hjemkvarter, besluttede Helle Løvstø Severinsen og gruppen, at de ville bevæge sig ud i Cape Towns gader.

– De var meget ivrige for at komme med os rundt. Og indtil vi nåede Malay Quarter (et pænere kvarter nær centrum, red.) gik det hele let og gnidningsfrit, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

Fordomme i fuldt flor
– Pas endelig på jeres penge. De tre er kun ude på én ting, nemlig at stjæle.

Ifølge Helle Løvstø Severinsen kom beskyldningen fra en kvinde, der uden opfordring henvendte sig til den lille samling af danskere.

– Vi var lige stået ud af vores lille minibus for at købe noget mad. Desmond, Shaheed og Bradley var sammen med os. Vi stod måbende tilbage. Det var jo vores nye venner, hun meget nedværdigende talte om, fortæller Helle og fortsætter: – De hørte selvfølgelig godt kvindens kommentar, men trak bare på skuldrene. Jeg kan huske, at ingen af dem, heller ikke Desmond, der er udvalgt som rollemodel på det første hold i projektet, virkede synderlig påvirket af situationen.

Midt i modsætningernes midte
Det var, ifølge Helle Løvstø Severinsen, første gang, de tre unge var uden for Manenberg. Ingen af dem har været uden for Sydafrika. De har ikke engang været uden for Cape Town, eller nede i centrum for den sags skyld. Men her foran en lille take-away restaurant lidt oppe af bjergskråningen i det pænere Malay Quarter, kom problemstillingen, ifølge Helle Løvstø Severinsen, helt op til overfladen.

– Der stod vi med Cape Towns stolthed Table Mountain i baggrunden og små pastelfarvede lave huse nede i dalen. Det var så smukt, men vi befandt os altså lige midt i modsætningernes midte, Sydafrika.

Helle Løvstø Severinsen og holdets oplevelser i Cape Town skal være med til at motivere og inspirere det projekt, de skal i gang med hjemme i Danmark.

Arven fra apartheid
Operation Dagsværk fører i år de danske gymnasieelever helt ind i den sydafrikanske slum, de såkaldte Cape Flats. Siden apartheid formelt blev afskaffet i 1994, har dagligdagen for de unge på Afrikas sydspids været præget af konflikter. Kriminalitet fylder dagligt utrolig meget på den sydafrikanske dagsorden. Selv med Nelson Mandela og ANC’s sejr har det sydafrikanske folk mentalt haft svært ved at slippe ideen om adskillelse. En adskillelse, der har præget den sydafrikanske befolkning i generationer.

’Sydafrika 2006’ skal, igennem et uddannelses-projekt, skabe rollemodeller, så slumkvarterenes unge ikke konstant ser sig selv og deres venner blive taget som gidsler i det kriminelle miljø. Arven fra apartheid skal omsættes fra forskelle til ligheder. Rollemodelsystemet skal være grundstenen i projektet.

– De unge rollemodeller bliver valgt ud fra deres evne til at kunne gennemføre projektet. Det er meget vigtigt, at de første rollemodeller får succes, for i slummen vil de unge se resultater, før de tror på, at noget virker. Det er især vigtigt, hvis de skal involvere sig i noget, forklarer Helle Løvstø Severinsen og fortsætter: – Desmond er blevet udvalgt, fordi han har en smule uddannelse, et stabilt hjem og kun har været ganske kort i fængsel. Det betyder jo ikke, at hans mindre privilegerede nabo ikke må være med, men vigtigheden af succes for det første hold betyder alt for fortsættelsen af projektet.

Debat på den danske dagsorden
Valget af Sydafrika markerer, ifølge Helle Løvstø Severinsen, samtidig et klart skift i Operation Dagsværks dagsorden. For det første er der satset på et bredt og komplekst projekt med mange små projekter og delmål, frem for et simpelt projekt som for eksempel 100 vandpumper til Mali. Desuden er der denne gang lavet en speciel undervisningsfolder, der er rettet direkte mod det nye fag i gymnasierne, Almen Studieforberedelse. Operation Dagsværk ligger op til, at der skal startes en debat:

– I år har vi satset stærkt på at inddrage de danske unge. De skal ikke kun debattere problemstillinger fra ghettoen i Cape Town, men også hvordan de selv håndterer problemerne, om de så bor i Give eller Gentofte. Debatten skal handle om danske unges egne forhold til adskillelse, fordomme og negative forventninger, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

8. november går det løs
Ifølge hende har Desmond selvfølgelig svært ved at forholde sig til begreber som politisk neutralitet og hverdagen på et dansk gymnasium. Derfor er det vigtigt for Operation Dagsværk at bringe de to parter sammen.

Og bragt sammen, det bliver de, når Desmond i oktober for første gang sætter sig ind i en flyvemaskine med kurs mod til Danmark. Her skal han sammen med Operation Dagsværk rundt på 25 danske gymnasier og møde de danske unge, inden det går løs med Operation Dagsværk over hele landet den 8. november.

Kaffen i koppen er drukket, sconen er spist og de sidste billeder med indtryk fra Sydafrika kommer først med al bagagen, så Helle Løvstø Severinsen skal sove lidt, inden hun skal i gang med at planlægge de 25 temadage, som Desmond skal være en del af fra den 25. september til den 3. november.

Mødet med Operation Dagsværk har ifølge Helle Løvstø Severinsen haft stor betydning for Desmond. Sammen med Shaheed og Bradley skriver han nu sine egne rapsange om sine oplevelser, og den dialog, han er blevet en del af.

Under Operation Dagsværks besøg i Sydafrika kørte de tre unge mænd rundt i Cape Town sammen med de danske dagsværkere. Artiklen er blevet til efter interview med Helle Severinsen, ud fra fotografier fra hendes rejser og Operation Dagsværks kampagnemateriale om Sydafrika.

Danida støtter Operation Dagsværk med 500.000 kr

For at sikre, at der er taget hånd om den økonomiske side af projektet i år, er der blevet udarbejdet en plan for udbetalingen af de penge, der bliver indsamlet. Over tre år vil der være seks udbetalinger, og før hver enkelt vil der være en evaluering af projektets udvikling. Hvis ikke det lever op til kravene, kan betalingen stoppes.

Læs mere på http://www.od.dk Tegn

FORNEM IRANSK ILLUSTRATIONSKUNST

Billedkunst
Omslaget på kataloget til ’Billeder fra Iran’ (udsnit) er tegnet af Farshid Shafiee, og kommer fra børnebogen The Old Lyrist.

Vandreudstillingen Billeder fra Iran giver indblik i en 700 år gammel kunstform, som Iran har høstet international anerkendelse for. Udstillingen viser værker af de 18 bedste iranske børnebogsillustratorer.

Af Øivind Holterman

Iran – er det ikke noget med præstestyre, atomare ambitioner og ægte tæpper?

Vi er verdensmestre i at få sat nogle stempler på bestemte nationer og når derfor aldrig at opdage mangfoldigheden. Hvem skulle for eksempel havde troet, at Iran på verdensplan – i følgeskab med Japan – har nogle af verdens bedste illustratorer?

Det officielle Iran synes dog ikke at kende værdien af den guldgrube, landets lange tradition for børnebogsillustrationer er.

Dagbladet Politikens børnebogsspecialist Steffen Larsen er medarrangør af vandreudstillingen Billeder fra Iran, der netop er åbnet. Han beskriver illustrationerne således:

– Et gennemgående træk ved iransk illustratorkunst er jordforbindelsen – eller manglen på samme. Den er stort set ikke-eksisterende, men figurerne flyver ikke bort af den grund. De flyder blot blidt af sted i deres egen verden af nutidig folklore.

18 iranske kunstnere har tegnet de i alt 92 illustrationer til billedbøger, der i øjeblikket kan ses i Politikens forhal på Rådhuspladsen. Herfra vil vandreudstillingen, og dermed en stribe iranske børnebogsillustrationer i international særklasse, det næste halve år vise det iranske særtalent på seks udstillingssteder i Danmark.:

700-år gammel børnebog
Det persiske rige, nutidens Iran, har en lang tradition for skriftlig formidling fulgt op af billeder. En central forlægger i Teheran, fru Farideh Khalatbaree fra Shabaviz Publishing Company giver her et baggrundsrids over persernes lange vej hen til nutidens guldmedaljehøst opnået af landets børnebogsillustratorer:

– Den første stadig-eksisterende bog vi har, går 1.500 år tilbage. Det er en religiøs bog fuld af god lærdom og digte, dekoreret med mange øjenfængende miniaturer.

Siden hen begyndte bøger at slippe helskindet gennem tidens tand, og de fortæller os således i dag illustrationskunstens historie.

Dengang blev der ikke skelnet mellem børne- og voksenbøger. Bøger blev hver aften læst op i familier af den ældste, som med høj stemme lod de andre familiemedlemmer følge oplæsningen. Det er årsagen til, at vi kun ser illustrerede fortællinger, digte og andre emner egnet for familier. Senere blev illustrationerne mere fuldstændige med kaligrafi og illuminering.

Den første bog, som blev forfattet og illustreret med børn i mente, er mere end 700 år gammel. I dag befinder mange af vores bøger sig på museer over hele verdenen, fortæller Farideh Khalatbaree fra Teheran.

Irans forlagsverden
Iran har ikke tiltrådt nogen internationale aftaler om ophavsret, men mange statsstøttede forlag oversætter og udgiver, med små ændringer, udenlandske bøger, for eksempel Harry Potter og værker af Astrid Lindgren. Ifølge Farideh Khalatbaree eksisterer der ikke mere end maksimalt fem helt selvstændige forlag i Iran, og de er underlagt massiv konkurrence fra ovennævnte statsstøttede forlag. Hendes vurdering er, at der ikke finder censurering sted på forlagsområdet i Iran, ej heller på ikke-kulturelle titler.

– Jeg har aldrig oplevet nogen byrder på mine skuldre hvad angår censur, og jeg har ikke oplevet fænomenet hos andre – men ingen kender fremtiden. Det er rigtigt, at vi (selvstændige forlag, red.) er underlagt mange forskellige godkendelser før publicering eller distribution af vore titler, sammenlignet med forlag som støttes af staten, men det er ikke det samme som censur, siger hun.

Initiativet er sponseret af Politiken Fonden samt Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), hvis formål er gensidig kulturudveksling.

Øivind Holtermann er tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Billeder fra Iran – Turnéplan:

Politikens forhal 5.9 – 15.9
Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense 18.9 – 29.9
Musikhuset i Århus 5.10 – 27.10
Stege Bibliotek 30.10 – 18.11
Den Syvende Himmel i Køge 22.11 – 22.12
Silkeborg Bad 6.1 – 18.3 (2007)

SUPERGAS TIL DEN TREDJE VERDEN

Foto
Kunstnergruppen Superflex har skabt et transportabelt biogasanlæg, som kan forsyne en hel afrikansk familie med gas til madlavning og lys. Foto: Supergas.

Når biogas, kunst og udviklingsbistand går op i en højere enhed.

Kan et dansk kunstværk gøre hverdagen bedre for en afrikansk familie?

Det mener den politiske kunstnergruppe Superflex, som har skabt et transportabelt biogasanlæg til brug i udviklingslande. Med gødningen fra to-tre husdyr kan det orange anlæg producere omkring fire kubikmeter gas om dagen og forsyne en hel afrikansk familie med gas til madlavning og lys.

Siden Superflex lancerede ’Supergas’ i 1997, har gruppen stillet anlæg op i Thailand, Cambodja og Tanzania. Til januar tager de tilbage til Tanzania for at bygge yderligere to, og de får løbende henvendelser fra folk, som selv laver anlæg rundt omkring i verden.

’Supergas’ har desuden været udstillet på museer som Arken og Louisiana, for projektet er også et kunstværk, som problematiserer den måde, Vesten giver bistand på. Superflex mener, at bistanden genskaber et kolonialt forhold mellem Vesten og den tredje verden og opretholder et billede af de rige lande som overlegne.

Kunstnere i khaki
– Den vestlige verden burde udvikle simple, nyttige produkter, som passer til en afrikansk forbrugers behov og økonomi, siger Rasmus Nielsen, medlem af Superflex. Gruppen ved dog godt, at den nu også er en del af det koloniale forhold, den kritiserer, og af samme grund iførte medlemmerne sig ’kolonialistens uniform’, khakifarvede shorts og grønne skjorter, i deres præsentation af projektet.

– Vi laver et projekt, som vi tror på, forklarer Rasmus Nielsen, som tilføjer:

– Men det er jo ikke første gang, hvide kommer til Afrika med en god idé. Vi træder i nogle kedelige fodspor, og det vil vi gerne gøre folk opmærksomme på.
/mads

Læs også interviewet med billedkunstneren Kristian von Hornsleth på næste side.

AFRIKA

Billedkunstneren Kristian von Hornsleth har fået 108 indbyggere i en ugandisk landsby til at tage navnet Hornsleth. Til gengæld har de hver fået en gris eller en ged. Handlen er en del af kunstværket ’The Hornsleth Village Project’.

Foto af avis forside
’Hornsleth Village’ var forsidehistorie på den ugandiske avis The New Vision den 6. september,

Af Mads Mariegaard

Kristian von Hornsleth tror ikke på bistand, men på investering. Det sagde den danske billedkunstner til indbyggerne i landsbyen Buteyongera i det centrale Uganda, da han slog en handel af med dem: 108 indbyggerne har nu taget navnet Hornsleth, 199 står klar til at gøre det samme, og senere skal også deres landsby hedde Hornsleth. Som betaling har uganderne, hver fået en gris eller en ged. Betingelsen er, at halvdelen af avlen leveres til en farm, Hornsleth driver i Uganda. Nogle af dyrene sælges for at finansiere driften, mens resten gives til andre afrikanere, som er indforstået med at tage navnet Hornsleth. Projektet er således selvsupplerende, og målet er et Afrika uden fattigdom, hvor alle hedder Hornsleth!

Kristian von Hornsleth fortæller om projektet, mens han sidder i sit atelier i Skovlunde. Det ligger i et industrikvarter, og det er næppe nogen tilfældighed, for Hornsleth er kendt for sin undersøgelse og udnyttelse af kommercielle mekanismer, herunder branding. På de aggressive malerier, som står rundt omkring ham, fylder hans signatur op mod halvdelen, og Hornsleth har sat sit navn på alt fra Rolex-ure til Pokémon-bamser. Nu er turen kommet til ugandere, og det har ikke blot forarget og fascineret, men også med ét gjort bistand til forsidestof.

Hvordan fik du idéen til projektet?

– Det begyndte med, at jeg diskuterede begreberne kunstværk og identitet med mig selv: Hvorfor siger folk ikke, at de har et blåt billede, men at de har en Picasso? Er det, fordi navnet er vigtigere end værket? Kan et kunstværk være en person, og kan en person være et kunstværk; et tænkende, omvandrende kunstværk?

Hvorfor lavede du værket i Afrika?

– Min generation er opdraget til at tænke, at der altid er sult og krig i Afrika, og jeg tænkte, at nu vil jeg se det; hvad er problemet? Før jeg tog til Uganda, troede jeg, det var et sted, hvor de kun tænker på at nakke dig, men det er jo vildt fedt at være i Uganda! Det ligger ud til Nilen, og der er grønt og frodigt, 27 grader året rundt og flinke mennesker, som ikke hader de hvide og hverken er dummere eller klogere end os – bare mindre veluddannede. Hele det her naive billede af Afrika og den afrikanske landsby – det fik jeg lyst til at sætte på spidsen.

Og så slog du en handel af med uganderne?

– Ja, de får noget ud af det, og jeg får noget ud af det; jeg giver dem nogle landbrugsdyr, og de giver mig mulighed for at lave et kunstværk.

Udnytter du ikke, at de har brug for dyrene?

– Jo, og det er så en beslutning, man må tage – set i lyset af, at før havde de ingenting, og nu har de landbrugsdyr.

Hvorfor kunne de ikke få dyrene uden at skifte navn?

– Fordi jeg ikke giver noget væk – jeg investerer. Giver du noget væk? Jeg har holdt en tale i landsbyen, hvor jeg sagde, at bistand klinger dårligt i mine ører – jeg tror på investering, og hvis I gør det her, så får I en masse ud af det. Jeg mener, man burde skrotte bistanden. I stedet skulle man give investeringsfrihed og rive toldbarriererne ned; man giver dem jo ikke en chance! Og jeg tror ikke, Europa kollapser, fordi vi handler med Afrika.

Hvorfor er investering bedre end bistand?

– Man bliver jo passiv af at modtage hjælp, og det kunne jeg fornemme dernede. De går og venter på næste sending i stedet for at få fingeren ud. Det er fint at give dem nogle lærere og skolebøger, så de kan komme i gang, men jeg tror ikke på bistand til infrastruktur, landbrug og maskiner – dér skal de bare have nogle gulerødder; de kan jo sagtens selv, og de vil gerne! Jeg spurgte en mand i landsbyen, hvad hans største økonomiske ønske var, og han fortalte, at han gerne ville skifte sit sivtag ud med et bliktag. I vores snak fortsatte vi opad i behovspyramiden, og allerede fjerde eller femte gang sagde han, at han gerne ville betale sine børns skolegang.

Hvad ville du sige til udviklingsministeren hvis du mødte hende?

– Jeg vil sige til hende, at hun skal lukke Udviklingsministeriet og oprette et Frihandelsministerium for Afrika i stedet for. Det nye ministerium skal sørge for, at danske virksomheder, der investerer i Afrika, får skattefrihed i ti år. Det er den vej, vi skal. Den måde, vi tænker bistand på, skal ændres.

’The Hornsleth Village Project’ præsenteres ved en udstilling i København i november sammen med en bog om projektet. Projektet dokumenteres også i et DR2-program af Henrik Lundø, som vises i oktober.

Kristian von Hornsleth er født i 1963 og uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994. Han bor og arbejder i dag i København og Shanghai.

Identitetskort

Hver af de ugandere, som deltager i projektet, får et nyt identitetskort, hvor navnet Hornsleth står på. Foto: Hornsleth Studio.

UANSVARLIG, BARNAGTIG LEG

Kristian von Hornsleth leger med mennesker i nød, mener kritikere i både Danmark og Uganda. Siden Kristian von Hornsleth i august præsenterede The Hornsleth Village Project, har det mødt en del kritik – først i danske medier, siden i ugandiske.

– Kan beboerne i Buteyongera overskue konsekvenserne af, at de nu er en offentlig faktor i Uganda? spørger Rasmus Helveg Petersen, som er politisk sagsbehandler i Folkekirkens Nødhjælp.

Synes du, at Hornsleths projekt udnytter folk?

– Jeg synes, det er uansvarlig og barnagtig leg med andre mennesker. De mennesker er så fattige, at de ikke har noget valg. Han udnytter sin position som rig og ydmyger dem ved at fratage dem deres navn. Han griber ind i disse mennesker liv med uforudsigelige konsekvenser.

Er der ikke behov for et friskt pust i en lidt forudsigelig bistandsverden?

– Det er ikke et frisk pust. Det er en ældgammel ting: At rige udnytter fattige. Han betjener sig af metoder, vi år tilbage har forladt. Nemlig den gamle, europæiske missions, slutter Rasmus Helveg Petersen.

Bekymret etikminister
Også i Uganda har Kristian von Hornsleths projekt vakt opsigt. Det ugandiske dagblad, The New Vision, bragte historien på forsiden 6. september (se ill.), og samme dag fortalte The New Visions netudgave, at Ugandas etikminister, Dr. Nsaba Butur, har sendt embedsmænd til regionen Buteyongera for at undersøge sagen.

– Det giver anledning til bekymring, siger etikministeren. – Det her er en ny form for udviklingsbistand. Ingen skal lege med den nød, vort folk befinder sig i, siger han.

Kristian von Hornsleth selv har det formentlig godt med den opstand, hans projekt har vakt. Den betyder nemlig, at der bliver skabt opmærksomhed om det problem, værket behandler, og dermed er værket lykkedes. – Det ubehag, værket frembringer, er en del af værket, sagde han i interviewet med udvikling.

SLATTEN STRATEGI

Forudsætning for ordentligt samarbejde i et sektorprogram er, at man taler lige ud om store problemer. Her er tonen alt for pæn i ny Danida-strategi for Kenyas og Danmarks samarbejde.

Af Knud Vilby

Konklusionen først: Jeg synes, at Danidas nye kenyansk-danske partnerskabsstrategi (2006-2010) er en lidt slatten affære. Hvis jeg var kenyaner i regeringssystemet, ville jeg føle mig (alt for) tryg og glad for de tillidsfulde danskere. Som dansker er jeg bange for, at tilliden er for stor.

Baggrunden: Kenya har altid været et af de vigtigste og vanskeligste danske samarbejdslande. Det er et land præget af stor dynamik, en åben og kritisk presse og et stærkt civilsamfund. Det er et land med en befolkning, som er demokratisk aktiv, ikke blot når der er valg. Der aktioneres, demonstreres og debatteres, så det er en fryd.

Men Kenya er også en sørgelig historie. Nepotisme, embedsmisbrug og korruption har hærget landet. Den kritiske presse har ære for, at misbruget er synligt, men dynamikken har også givet svindlerne store muligheder. Mange af de største har været placeret på samfundets højeste poster.

Sådan er det nok desværre stadig.

Udvisning af MS-folk
Efter regeringsskiftet i 2002 var der store forventninger. En ny regering ville rydde op. Donorer, der før havde ’straffet’ Kenya for korruption og anden dårligdom, stod parate til at hjælpe til. Og umiddelbart efter valget blev der taget en række positive initiativer. Der skulle skabes mere demokrati og gennemsigtighed. Indsatsen mod korruption skulle styrkes og systematiseres. De nye initiativer havde en stærk folkevilje at bygge på.

Nu er der gået fire år, og i juli udsendte Reuters en artikel, der fortalte, at ’Kenya synker stadigt dybere ned i korruption’. Hvad den nye regering lovede, er ikke sket, og hvad angår korruption og nepotisme går det på nogle områder igen baglæns.

Og korruption er ikke det eneste problem. Civilsamfundet er stærkt, men alt for stærkt må det åbenbart ikke blive. I efteråret 2005 fik Mellemfolkeligt Samvirke smidt sin landechef Lotte Grauballe og to udviklingsarbejdere ud af Kenya, fordi MS havde støttet lokale organisationer, der arbejder med det følsomme jordspørgsmål. Det var et samarbejde, som var en del af Danidasamarbejdet. Regeringens angreb på MS var et angreb på Danida og dansk bistand, selv om det ikke blev sagt tydeligt. Der blev talt med store bogstaver fra den danske udviklingsministers side, og der blev lavet et uskønt kompromis, som indebar, at udvisningen af de tre MS’ere stod ved magt, mens MS og Danida fik lov til at fortsætte arbejdet.

Men sagen viste, at selv om Danida understreger, hvor vigtigt kampen for rettigheder er, så ved hverken Danida eller de danske organisationer rigtigt, hvad man skal stille op, når en regering skrider ind over for NGO’er, der kæmper for overholdelse af basale rettigheder.

Årets underdrivelse
Fremtiden: Kenya er med andre ord lige så spændende og problematisk som tidligere. Det er et land Danmark skal samarbejde med, fordi der er stor fattigdom og et utroligt dynamisk potentiale for fremgang. Men også et land, hvor regeringen skal have modspil.

Når jeg mener den nye strategi Kenya-Dan-marks Partnerskab er slatten, er det, fordi den stort set kører på melodien om, at ”den forbedrede politiske situation i Kenya er et stærkt argument for et udvidet bilateralt udviklingssamarbejde mellem Danmark og Kenya”(s. 11).

Der er da forbehold (side 22) om, at hvis fremskridtene sættes tilbage, bliver det vanskeligt at bevare bistanden på det høje niveau. Men tonen er næsten, som hvis strategien var skrevet lige efter regeringsskiftet i 2002. Danmark vil støtte det nye reformprogram med alt det gode det fører med sig. Fint nok. Men et af vilkårene må være, at man snakker åbent og højt om problemerne.

Det må da næsten være årets underdrivelse, når det om korruptionsbekæmpelsen hedder, at ”regeringen har dog været relativt længe om at fremvise specifik opfølgning på højt profilerede sager, (om korruption. kv) og der er stadig mangel på gennemsigtighed i forhold til f.eks. sikkerhedsrelaterede offentlige opkøb” (side 17).

Jordspørgsmålet
Konkurrencen om den største underdrivelse er dog stor. Det hedder nemlig også, at der er tegn på, ”at regeringen kan være meget følsom med hensyn til inddragelse af NGO’er, når politisk vanskelige områder som jordspørgsmålet er på spil. Nogle NGO’er, herunder MS-Kenya, har klaget over pression og intimidering.” (side 17), og ”Jordspørgs-målet er dog fortsat et kompliceret og meget politiseret emne i Kenya og Ndungu-komiteens praktiske betydning har endnu ikke vist sig. En række NGO’er er engageret i det, og nogle har modtaget dansk støtte” (side 41). Intet om regeringsindgreb mod NGO’erne.

(Ndungu-komiteen blev nedsat i juni 2003 for at undersøge ulovligheder og uregelmæssigheder i tildelingen af jord, red.) Hvor diplomatiske skal diplomater være? Er det ikke en forudsætning for en ordentlig dialog i et sektorprogram, hvor modtagerregeringen styrer meget, at man taler lige ud om de store problemer. Netop for at få et grundlag for en ordentlig og skarp dialog, og indikatorer for at kunne måle fremgang eller tilbagegang.

Der står meget fornuftigt i strategien. Dette er en relativt kort artikel, som ikke yder de dele retfærdighed. Jeg har koncentreret mig om tonen, som altid er vigtig.

Og her er tonen alt for pæn.

Journalist Knud Vilby er tidligere formand for MS og Dansk Forfatterforening, og har i en årrække beskæftiget sig navnlig med Østafrika.

Danidas nye kenyansk-danske partnerskabsstrategi (2006-2010) findes på dansk og engelsk og kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk Tegn

Annonce

CONGOS LILLE MIRAKEL

Foto
Kabila - fredens mand?

Det er kun fire år siden, at ’Afrikas første verdenskrig’ med op mod fire millioner dødsofre sluttede i dette land.

Tekst og foto: Jesper Heldgaard, Kinshasa.

Alt ånder tilsyneladende fred og ro sådan en almindelig hverdagsaften i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa. Langs de store veje vrimler det med kvinder og mænd, unge og gamle, der trodser mørket i et sidste forsøg på i det mindste at få solgt en smule af deres varer og smånips. Elektrisk lys er her stort set ikke, så overalt blafrer små, levende lys. Det ser faktisk helt hyggeligt ud. Og man tager sig i at glemme den åbenlyse fattigdom, der er så påtrængende i dagslys.

Men katastrofen lurer. Mange af de handlende – ikke mindst unge knægte – sælger benzin i to- og fem-liters plasticdunke, som de har stillet op på smalle brædder midt inde mellem alle de andre salgsboder og den åbne ild...

På samme måde balancerer det nye demokrati, den skrøbelige fred og dermed muligheden for udvikling konstant på katastrofens rand i DR Congo. Det er kun fire år siden, at ’Afrikas første verdenskrig’ med op mod fire millioner dødsofre sluttede i dette land. Her er stadig masser af våben i omløb, uafvæbnede militser og enorme grupper af fattige, arbejdsløse og frustrerede, der hurtigt kan opildnes, hvis nogen ønsker det, og sætte det store land i brand igen.

Men DR Congo har oplevet sit første lille mirakel. Landets første demokratiske valg i 46 år blev afviklet stille og forholdsvis fredeligt den 30. juli. Millioner af congolesere mødte op og afgav tålmodigt og værdigt deres stemme. Nok har congoleserne ikke de bedste erfaringer med politikere. Men deres oplevelser med krig er endnu værre. Vælgerne stemte for freden.

At valget overhovedet blev gennemført, og at stort set alle valgsteder åbnede til tiden – næsten – klokken seks om morgenen, er i sig selv et lille mirakel i et land, hvor infrastrukturen og det, der engang var et statsapparat, om end spinkelt, er brudt fuldstændigt sammen. Det lykkedes da også kun med massiv økonomisk og logistisk hjælp udefra.

Et grumset resultat
Men DR Congo har brug for mange flere mirakler, hvis landet skal fortsætte sin udvikling frem mod den rigdom og den betydning for hele det centrale Afrika, som landets størrelse og enorme naturressourcer berettiger til.

Allerførst skal landet igennem endnu en møjsommelig og dyr valgrunde. Ingen af de 33 (!) præsidentkandidater nåede over de 50 pct. af de afgivne stemmer, som var betingelsen for valg i første runde. Tættest på var den siddende præsident, den blot 35-årige Joseph Kabila, med 45 pct. af stemmerne. Men han skal ud i en ny runde mod sin eneste modkandidat, Jean-Pierre Bemba, der med 20 pct. fik næstflest stemmer.

Anden valgrunde er sat til den 29. oktober, og selv om Kabila må anses som klar favorit, så er resultatet usikkert. Mange stemmer på Bemba – også i første valgrunde – er snarere proteststemmer mod Kabila end for Bemba.

Kabila, der er fra den østlige del af DR Congo – og her scorer op mod 100 pct. af stemmerne – er ikke særligt populær i hele den vestlige del af landet. Især i hovedstaden Kinshasa er modstanden mod ham udtalt. Her fik han 17 pct. af stemmerne mod Bembas 51 pct. og beskyldes for at være en nikkedukke, der tilfældigt havnede i præsidentembedet, da hans far, Laurent Kabila, blev myrdet i 2001. Han anklages også for at tillade, at udenlandske investorer – i en uhellig alliance med en lille, lokal elite – får lov til at tømme Congo for kobber, kobolt, diamanter og andre mineralske ressourcer, som landet er så rigt på, men som aldrig har gavnet den brede befolkning.

’Han sælger alt,’ lyder det gang på gang opgivende og desperat blandt de utilfredse, der også ser den massive internationale tilstedeværelse i landet, fra blandt andet EU, FN, Frankrig og Belgien, som tegn på, at Kabila er det internationale samfunds mand, og at valget først og fremmest tjener det formål at sikre ham magten.

Joseph Kabila
Joseph Kabila er 35 år og var forholdsvis ukendt, da hans far, Laurent Kabila, blev myrdet af en af sine livvagter i 2001.

Den blot 29-årige Joseph, der var generalmajor i hæren, blev indsat på præsidentposten og af mange opfattet som en overgangsfigur styret af stærke kræfter i kredsen omkring hans far. Men han brød med sin fars kompromisløse stil og deltog aktivt i fredsbestræbelserne.

I 2002 dannedes et nyt politisk parti, PPRD, som Kabilas politiske bagland, men han valgte at stille op som uafhængig.

Kabila har erklæret sig som tilhænger af en socialdemokratisk model og står stærkt i den østlige del af DR Congo. Under valgkampen har han ført sig frem som manden, der bragte fred til DR Congo.

Jean-Pierre Bemba
Jean-Pierre Bemba er 44 år og en kontroversiel figur. Han er bedre til at samle proteststemmer mod Kabila end til at fremlægge et egentligt alternativ til den siddende præsident.

Han er en formuende forretningsmand, født, opvokset og uddannet i Belgien, inden han kom til Congo. Her stod han bag Congos Befrielseshær i den nordlige del af landet, der, med støtte fra Uganda, kæmpede imod Mobuto og siden imod Kabila. Han har stadig et par tusind mand under våben og truer jævnligt med at gøre brug af dem.

Uroligheder
I dét lys var det godt for DR Congos demokrati, at Kabila ikke sneg sig lige over de nødvendige 50 pct. i første runde. Var dét sket, ville samtlige modstandere have råbt – endnu højere – om valgsvindel. Og det ville have været svært at tilbagevise beskyldningerne. Ikke fordi der blev svindlet massivt. Men fordi transport, optælling og opbevaring af stemmesedler og hele organiseringen af valget nødvendigvis må være totalt uoverskuelig i så stort og så fattigt et land.

Der blev begået fejl. Men det overordnede indtryk blandt de mange tusinde observatører var, at der var tale om menneskelige og tekniske fejl, ikke systematisk svindel.

At Kabila og andre dominerende og rige kandidater sad totalt på medierne og på valgkampagnen, er et stort demokratisk problem, men ikke snyd. Og vel også set i andre lande. med en mere langvarig, demokratisk tradition….

Da resultatet af præsidentvalget blev annonceret søndag den 20. august, kom det til sammenstød i Kinshasa mellem Bemba- og Kabilatilhængere med 23 dræbte til følge. En hurtig indsats fra FN- og EU-styrken fik lagt et låg over urolighederne, så de ikke spredte sig.

Også strukturreform i DR Congo
Uanset hvordan anden runde af præsidentvalget går den 29. oktober, så er der lang vej igen, før DR Congo har en handlekraftig regering og et arbejdsdueligt parlament. Den 30. juli var der også valg til parlamentets 500 pladser. DR Congo har 283 politiske partier, og de opstillede hele 9.077 kandidater til parlamentet. Det betød, at vælgerne i flere valgkredse måtte slås med stemmesedler på helt op til seks avisstore sider, og det forsinkede den langsommelige optælling yderligere. De endelige resultater er klar den 11. november, altså treenhalv måned efter valget.

Hvordan den nyvalgte præsident skal udpege en manøvredygtig regering ud af et parlament med så mange partier og etablere et fornuftigt samarbejde med regering og parlament står hen i det uvisse.

Som om det ikke var nok, gennemfører regeringen i DR Congo sideløbende en ambitiøs strukturreform. Landets 11 provinser skal blive til 25, der skal have udstrakt selvstyre. De nye provinsråd skal vælges samtidig med anden runde af præsidentvalget den 29. oktober.

Alt sammen er det resultater af en langvarig fredsproces, der for alvor tog sin begyndelse med den fredsaftale, som de stridende parter i DR Congo og nabolandene indgik i Sydafrika i 2002. Den førte til en overgangsregering med den siddende præsident, Joseph Kabila, i spidsen, men med hele fire vicepræsidenter, heraf to af hans argeste modstandere fra borgerkrigen, Jean-Pierre Bemba der støttes af Uganda og er fra den nordlige del af landet, – og Azarias Ruberwa, der støttes af Rwanda og er fra den østlige del af DR Congo.

Overgangsparlamentet vedtog en ny forfatning, som et stort flertal i december 2005 sagde ja til. Med valget i juli tog Den Demokratiske Republik Congo et vigtigt skridt på vejen til at leve op til landets navn. Næste skridt kommer ikke til at gå stille af, når de tidligere krigsmodstandere, Bemba og Kabila, står over for hinanden på valgdagen. Men hvis det forløber fredeligt, har DR Congo oplevet endnu et mirakel.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist og redaktør af IHB Nyt. Han deltog som valgobservatør ved valget i DR Congo i juli. heldgaard@post7.tele.dk

EU i synlig rolle
EU – og de gamle kolonimagter Frankrig og Belgien – spiller en meget synlig rolle i DR Congo. Nogle mener for synlig og peger især på, at EU’s kommissær for udvikling, Louis Michel, der er tidligere belgisk udenrigsminister, har svært ved at skjule sin begejstring for Joseph Kabila. Mange congolesere mener, at Michel blander sig utidigt i congolesiske anliggender og kalder ham ligefrem ’Leopold den III’ (efter Belgiens kong Leopold den II, der koloniserede landet).

Men EU giver samtidig massiv bistand til DR Congo og har finansieret en betragtelig del af valget, der skønnes at koste omkring 2,5 mia. kr. EU har på FN’s opfordring sendt en særlig styrke på 2.500 mand til at hjælpe MONUC med sikkerheden i forbindelse med valget. EU havde også omkring 300 valgobservatører i DR Congo og vil have det igen ved anden valgrunde.

Stemmeafgivning på landsplan
Joseph Kabila: ..........45%
Jean-Pierre Bemba: ...20%
Antoine Gizenga: ......13%
Nzanga Mobutu: ........5%
Oscar Kashala: ..........4%

Valgdeltagelse: 70 pct. af de 24 mio. registrerede vælgere stemte.
Kilde: CEI.

Joseph Kabila og Jean-Pierre Bemba går videre til næste runde den 29. oktober.

Danmark og valget
Danmark bidrog til valget i DR Congo med fem mio. kr. De blev brugt til at hente nyttig ekspertise til landet fra Sydafrikas uafhængige valgkommission. Desuden stiller Danmark en politimand til rådighed via EU. Men der er ikke udsigt til, at den positive, demokratiske udvikling i DR Congo vil føre til mere dansk bistand, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs V ( ) til udvikling:

– Vi har valgt at koncentrere vores bistand i et begrænset antal programsamarbejdslande, og erfaringen viser, at spreder vi os for tyndt, bliver vores bistand mindre effektiv og vi mister indflydelse. I DR Congo-sammenhæng ville vi blive en relativ lille donor i det frankofone Centralafrika, påpeger hun og fortsætter:

– Danmark arbejder i forvejen engageret med ni programsamarbejdslande i Afrika plus Niger og Sydafrika. Samtidig har vi valgt at engagere os stærkt og bruge ekstra ressourcer de kommende år på genopbygning i Sudan, hvor der også er stort behov for bistand, siger Ulla Tørnæs, der glæder sig over den fredelige og demokratiske udvikling, der kan være endog meget positiv for de omkringliggende lande, herunder de danske programsamarbejdslande i regionen, måske især Uganda. En positiv udvikling i DR Congo vil også have gavnlig indflydelse på fredsprocessen i Sudan, mener Ulla Tørnæs.

DANIDA'S BUSINESSTOBUSINESS (B2B) PROGRAM
LANCERER RETNINGSLINJER FOR VIRKSOMHEDER

B2B Programmet, der blev lanceret i januar 2006, introducerer nu brochuren ”Company Guidelines – Support facilities in the B2B Programme”. Brochuren henvender sig primært til virksomheder i Danidas programsamarbejdslande og i Danmark, der søger information om støttemulighederne under B2B Programmet. Udover at præsenterer støttemulighederne i de forskellige samarbejdsfaser, indeholder brochuren en beskrivelse af de krav, som virksomheder skal leve op til for at gøre brug af programmet. Brochuren er suppleret af ansøgnings- og rapporteringsskabeloner, der ligger på programmets hjemmeside http://www.b2bprogramme.com hvorfra brochuren også kan downloades.

TEMA: DANMARKS MINDSTE NGO’ER

KØKENBORDS NGO’ER

De har ingen ansatte, ingen kontortid og ofte ingen hjemmeside. Nogle vil uden tvivl kalde de helt små NGO’er for glade amatører. Men den forandring, de skaber, er konkret og lokal. Ofte fremhæves mikro-NGO’ernes evne til at skabe begejstring og på sigt at sikre opbakning til bistanden i den danske befolkning. Vi har taget temperaturen på

Foto
Et udsnit af Gambias Venners sporsorbørn. Foto: Gambias Venner

Foto
Madame Vélo alias Mariama Guldagger. Foto: Susanne Lassen.

Foto
Jørgen Kastrup fra Gambias Venners med sporsorbarn. Foto: Anne Marie Hegelund.

Vidste du, at...

... I Afghanistan optræder et dansk-startet omrejsende cirkus for børn. Mobile Mini Circus for Children (MMCC) støtter børns rettigheder, uddannelse og livsglæde gennem kreative aktiviteter som for eksempel cirkus, teater og sport. http://www.afghanmmcc.org

... en række kunstnere og kunstinteresserede holder auktion over donerede værker hvert år i Odder og sender overskudet til skoler i Addis Abeba gennem foreningen Ewiket Lehibret (’viden for alle’ på amharisk). http://www.ewiketlehibret.dk

... en enkelt medicinstuderende, Jane Bjerg Jensen, hvert år siden 1997 har hjulpet 40 unge frivillige til Cape Town, hvor de arbejder med socialt udsatte børn og voksne på børnehjem, hospitaler og i townships. http://www.dancape.dk

... Agent 21 er en forening, der arbejder for at fremme børn og unges viden om miljø og udvikling på både lokalt og globalt plan. Foreningen har udviklet undervisningsprojektet ’Den Sjove Skraldespand’ med støtte fra Miljøministeriet og Danidas Oplysningsbevilling. http://www.agent21.dk

... Elly i Vestjylland siden 1992 har registreret 700 medlemmer i den kristne forening Projekt U-landshjælp til Selvhjælp, der arbejder for at uddanne de dårligst stillede, især gadebørn og fattige unge piger i Tanzania. http://www.ulandshjaelp.dk

... foreningen Red børnene i Gorom-Gorom lige nu samler ind til privat katastrofehjælp efter at oversvømmelser i Burkina Faso har gjort 6000 mennesker hjemløse i dens projektområde. Foreningen sørger normalt for, at 100 børn i landsbyen Gorom-Gorom kan gå i skole. http://www.gorom-gorom.dk

... danske tandlæger og studerende har stiftet foreningen Tandsundhed uden Grænser, der frivilligt og ulønnet arbejder for at fremme tandsundheden for primært børn og unge i Peru, Filippinerne, Argentina og Mauritanien. http://www.tug.dk

Danmarks mindste u-landsorganisationer udvikler sig. Græsrødderne er overvejende grå i toppen – og et stigende antal har rod i flygtninge- og indvandrerkredse. Udvikling kigger indenfor hos landets køkkenbords-NGO’er.

Af Hanne Mølby Henriksen

De udruster brandmænd i Laos, får børn til at grine i Afghanistan og sender hospitalsudstyr til lande som Somalia, Nicaragua og Vietnam. Et stigende antal danskere kaster sig ud i små, private projekter, der skal hjælpe verdens fattigste mennesker til et bedre liv.

Køkkenbords-NGO’erne, de helt små NGO’er, er i tydelig fremgang.

– Jeg vil ikke bare sidde og glo og nøjes med at lægge en 50’er hos Røde Kors, siger Berit Lund fra Årslev på Fyn, der sidste år sendte sin første container med tæpper, børnesko og computere af sted til Uganda.

– Jeg vil hellere gøre noget selv. Vi har så meget i denne verden, og i Uganda står der kvinder og mangler en plastikspand. Det er uhyggeligt. Jeg kan slet ikke lade være med at hjælpe.

Berit Lund er mor til tre og har fuldtidsjob i en forretning. For få uger siden pakkede hun container nummer to færdig. Og hun er allerede i gang med at samle ind til nummer tre – godt assisteret af den lokale børnehave, virksomheder og landsbyens folk i det hele taget.

Ligesom de fleste andre såkaldte fritids-NGO’er har fynboen masser af hjælp at trække på. Fra de forskellige organisationer, der administrerer Danidas bevillinger til mindre projekter, lyder samme melding om danskernes øgede interesse i at hjælpe, hvor der er behov.

Hvor er de unge?
Siegfried Christiansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er nærmest imponeret over antallet af nye hoveder, han møder blandt ansøgerne til Danidas renoverings- og forsendelsesbevilling – den, der gør det muligt for foreninger og enkeltpersoner som Berit Lund at sende containere med genbrug til u-lande. Sidste år havde ordningen 123 brugere.

– 23 af dem var splinternye, fortæller koordinator Siegfried Christiansen:

– Det er påfaldende mange, synes jeg. Tyve procent. Folk med tid og tanker tilovers har i stigende grad lyst til at bruge deres kræfter på det her.

Også de små og mellemstore NGO’ers paraplyorganisation, Projektrådgivningen i Århus, oplever en jævn tilgang i sin medlemsskare. På fem år er den vokset med godt 50 procent. Omtrent halvdelen af de 210 foreninger bæres udelukkende af frivillige hænder og personligt engagement.

– Det giver mig en enorm glæde og stolthed at hjælpe andre, siger Berit Lund som forklaring på, at hun et par gange om ugen triller forbi den lokale genbrugsstation og roder i storskraldet.

– Jeg bruger rigtig meget tid på det. Også for meget, hvis du spørger min mand og mine børn.

På den måde er den travle mor ikke nogen typisk frivillig hjælpearbejder. Både MS og Projektrådgivningen melder, at flere og flere ældre vælger at bruge deres tredje alder på at gøre gavn. Foreninger som for eksempel Seniorer uden Grænser og Seniorhænder til Asien og Afrika går målrettet efter modne mennesker, der har lyst til at bruge deres evner og erfaringer fra et langt arbejdsliv på verdens fattige. Også i andre foreninger løfter frivillige efterlønnere og pensionister en stadig større del af arbejdsbyrden.

Leder af Projektrådgivningens sekretariat Erik Vithner kalder de ældres engagement glædeligt og siger, at han ikke er nervøs for at se de unge forsvinde ud af miljøet. Og så alligevel: – Det er da klart, at bekymringen kan være der. Den var der jo også lidt på NGO-træffet i marts (Se udvikling april nr. 03/ side 5), hvor vi spurgte os selv, hvor de unge egentlig var, og om der var nok af dem.

Af samme årsag har Projektrådgivningen i samarbejde med Ungdommens Røde Kors og de medicinstuderendes organisation, IMCC, planlagt et seminar til efteråret om, hvordan man engagerer unge i udviklingsarbejdet.

– Det er vigtigt at holde bredden, så det ikke kun er folk, der læser Politiken, der ved noget om det her, mener Erik Vithner. Han peger desuden på, at der – uagtet deres valg af morgenavis – findes en anden gruppe, der vokser hastigt på den danske bistandsscene.

Ekstra konsulent til nydanskerne
Både Projektrådgivningen og MS får flere og flere henvendelser fra grupper i flygtninge- og indvandrermiljøet. 25-30 procent af renoverings– og forsendelsesbevillingens brugere var sidste år mennesker, der er kommet til Danmark fra den tredje verden som flygtninge, asylansøgere eller partnere til danskere. Og i Århus har Projektrådgivningen de seneste år fået så mange henvendelser og medlemmer fra samme del af foreningsdanmark, at sekretariatet i samarbejde med Udenrigsministeriet har ansat en ekstra konsulent alene til at hjælpe flygtninge og indvandrere, der ønsker at hjælpe andre (se side 18). Dermed er de nu i alt seks konsulenter ansat.

– Nogle af dem (nydanske NGO’er, red.) har særlige problemer med at forstå og arbejde inden for den danske foreningstradition. Derudover har vi valgt det som prioriteringsområde, fordi de har nogle helt særlige ressourcer, forklarer Erik Vithner.

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Steen Folke var omkring årtusindskiftet med til at forberede Danidas civilsamfundsstrategi, der kort fortalt går ud på at skrue ned for de traditionelle serviceydelser, såsom vandposter og skolebyggeri, og op for kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed i u-landene.

Han bekræfter, at flygtninge– og indvandrerorganisationerne har nogle åbenlyse styrker i forhold til de etnisk danske hjælpearbejdere. Sproglige barrierer, kulturforskelle og manglende indblik i lokale forhold er typiske problemer, som flygtninge og andre indvandrere ikke behøver at slås med, forklarer han.

– Det er glædeligt, at de engagerer sig i det danske udviklingsarbejde. Og de har nogle fordele med sig i bagagen. Men det accentuerer også nogle mulige problemer, siger Steen Folke.

Der vil for eksempel være øget risiko for, at det er en bestemt person eller gruppe mennesker i modtagerlandet, der får glæde af bistanden, mener seniorforskeren. Og hvis der er stridigheder i forvejen, kan den slags støtte til nogle og ikke til andre være med til at puste til ilden – et potentielt problem, som alle NGO’er i øvrigt er nødt til at forholde sig til, uanset hvilken etnisk gruppe de måtte tilhøre, tilføjer han.

Danida tilbyder støtte
– De helt små NGO’er i Danmark drives typisk af glade amatører med større eller mindre forudsætning for at lave noget fornuftigt. Det er den gode vilje, der driver værket. Og det kan være et problem. Hjælpearbejdet kan altid få negative konsekvenser, hvis det gribes forkert an, understreger Steen Folke.

Det kan for eksempel være svært for folk uden ekspertise at styre uden om korruption i modtagerlandet, at vurdere hvem der har mest behov for hjælp, at tænke langsigtet og gøre deres projekter bæredygtige. Der er masser af fælder, fortæller udviklingsforskeren. Og dem kender konsulenterne alt til på Projektrådgivningen i Århus.

Med støtte fra Danida tilbyder de medlemsforeningerne kurser, hjælp og vejledning omkring bistandsprojekter i u-landene. Samtidig administrerer sekretariatet Danidas minipulje, hvor små og mellemstore NGO’er kan søge op til tre millioner kroner til udviklingsorienterede projekter (se side 16). Siden puljen blev oprettet i 2002, er 154 ansøgninger (ud af 319) blevet godkendt til støtte – flere af foreningerne er gengangere. Omkring 65 har ikke tidligere fået penge fra Danida.

– Jo større projekt, jo større krav stiller vi. Det er vores erfaring i Projektrådgivningen, at hvis man er for små og starter for stort, så går det galt, siger sekretariatsleder Erik Vithner.

Skrøbelige 1-mands NGO’er
De foreninger, der vil have del i minipuljens penge, er med andre ord nødt til at være bare en lille smule professionelle. Puljen er øremærket udviklingsorienterede projekter, som er noget andet og mere end det traditionelle hjælpearbejde som forsendelsen af en container med genbrug. Ansøgerne skal inddrage deres partnere i Syd mere aktivt og hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Og det kan ifølge Erik Vithner godt være lidt af en kunst for fru Jensen, der gerne vil hjælpe og har svært ved at se, hvorfor hun ’ikke bare kan bygge den der skole selv’.

– Vi prøver så at forklare lidt om civilsamfundsstrategien og princippet om at understøtte folks muligheder for selv at tage hånd om deres problemer, fortæller lederen af sekretariatet, der den ene dag rådgiver halvstore, professionelle foreninger som Nepenthes, DGI og Caritas Danmark og den næste fru Jensen og hendes veninde på Hyacintvej. Der findes masser af ildsjæle i det danske land, garanterer Erik Vithner. Fra Projektrådgivningens side bliver de opfordret til at organisere sig.

– Vi siger direkte til fru Jensen, at hun skal tage nogle flere med, næste gang hun kommer. Meningen er god nok, men det er simpelthen for skrøbeligt med de dér enmandsforetagender. Projekterne griber jo ind i folks hverdag og kan bringe dem i et forfærdeligt afhængighedsforhold. Og hvad sker der så, hvis fru Jensen bliver syg, dør, dropper ud eller noget andet? Så går det galt, konstaterer Erik Vithner.

De menneskelige relationer
Det er ifølge sekretariatslederen de menneskelige relationer, der bærer de små NGO’ers arbejde. Det er også dem, der er årsag til, at Danida deler ud af sine bistandskroner til lokale foreninger og amatører. De små NGO’er skaber en form for menneskelig kontakt, der øger forståelsen for fremmede kulturer.

- Det er meget værdifuldt i en verden med muhammedkriser og så videre, supplerer seniorforsker Steen Folke. Han er ikke i tvivl om, at det give god mening at lade de små komme til, for de kan noget, som store, veltrimmende hovedkvarterer med strategipapirer, årsrapporter og videokonferencer måske har glemt: – De kan skabe begejstring, fastslår Steen Folke.

– De kan engagere en bred skare af mennesker i verdens uligheder og bekæmpelse af fattigdom og på den måde sikre den danske bistandspolitik en vis folkelig forankring. Vi er mange i branchen – herunder jeg selv – der er glade for, at de er her.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. hmh@journalist.dk

DET ER SVÆRT AT BLIVE STØRRE

Cykler

En bunke cykler er på ti år blevet til tusindvis af høns og en hulens masse andet i Vestafrika. Foreningen Cykler til Senegal er vokset så meget, at den ikke længere kan håndteres fra et køkkenbord. For udvikling er indviklet.

Af Hanne Mølby Henriksen

Frivillige hænder har på ti år forvandlet Cykler til Senegal til et millionforetagende, der er blevet for stort til sit eget navn.

Foreningen er vokset fra en container med 230 cykler til et større projekt med hønsehold, mikrokreditter og et budget på seks mio. kr. Mariama Guldagger stiftede foreningen i 1996 og anede i øvrigt ikke, hvad hun gik ind til, da hun lovede en stemme i telefonen at hjælpe med at skaffe venner og cykler til hans hjemegn i Senegal.

I dag er hun ikke bare blevet gift med manden fra Senegal og kendt som Madame Vélo – fru Cykel – blandt hans folk. Mariama Guldagger, der tidligere hed Elise, er også kendt i Danmark som muslimsk kone nummer tre og grundlægger af en gedigen succes.

Ud over at sende brugte cykler og briller til Senegal, står aktivistgruppen i dag bag projekter med blandt andet høns, undervisning og sesamproduktion i Gambia og Senegal, den opererer i 122 forskellige landsbyer og har fået metervis af spalteplads i aviser og dameblade herhjemme.

Foto
’Fru Cykel’ har medvind i Senegal. Og cyklen kommer fra Danmark. Foto: Susanne Lassen.

Hvad er det, I kan?

– Vi prøver hver dag at gøre hjælpearbejdet til noget særligt. Noget sjovt. Vi inviterer til folkefest i Skibby, laver afrikansk mad, danner netværk og prøver at finde partnere med kvalifikationer på tværs af systemerne. Jeg tror meget på blandingen af frivillighed, engagement og så selvfølgelig det at have nogle kapaciteter, siger Mariama Guldagger.

Cykler til Senegal trækker især på ældre mennesker, der sidder med en masse ressourcer uden noget sted at gøre af dem, forklarer Mariama Guldagger. Nogle reparerer symaskiner hjemme i Skibby på Sjælland. Andre rejser ud og lærer kvinderne i Senegal at bruge massage under fødsler. Og atter andre kan undervise i perlebroderi.

Hvornår tog udviklingen for alvor fat?

– Det er gået i raketfart lige fra begyndelsen. Måske fordi vi hele tiden har satset på venskab og menneskelige relationer. De bærer det hele.

Engang lokkede Mariama Guldagger Skibbys borgmester med til Senegal. Han skulle med ned og snuse til Afrika og hjælpe med at fortælle byens borgere, hvordan det gik med deres cykler dernede. Med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling lavede Mariama og borgmesteren så en lysbilledserie om Fatoumata, den første kvinde i landsbyen, der lærte at cykle.

– Det er noget, der er til at forstå, siger hun og fortsætter:

– Cykler. Briller. Symaskiner. Det er meget mere håndgribeligt end alle Danidas systemer. Jeg er konstant ude at vise lysbilleder, synge og fortælle om Afrika og mit liv som tredje kone, konverteringen til islam og så videre. Det er ikke det, der har kørt historien om Cykler til Senegal frem, men det er selvfølgelig en del af det.

Og lige så stille har foreningen bevæget sig fra det klassiske hjælpearbejde med støtte fra transport- og renoveringspuljen til det mere udviklingsorienterede. Den sender stadig to containere med gode genbrugssager af sted hvert år, men har også måttet hyre sin første medarbejder herhjemme til at styre det store hønseprojekt. Godt nok kun en enkelt dag om ugen, men alligevel. Med alt det vokseværk skal man være påpasselig, mener Mariama Guldagger.

Hvilke problemer er I stødt på undervejs?

– Det er svært, når man bliver større. Vi er endnu ikke druknet i organisation eller struktur, men vi står lige ved det hjørne nu. Og det kan godt være svært at beholde engagementet, når man skal administrere seks millioner kroner. Derudover har det været svært at finde ud af, hvordan vi griber fattigdommen an.

Hvis familierne sulter, så nytter det jo ikke, at vi står der med brugte briller. Det er bestemt ikke succeshistorier alt sammen. Vores måder at tænke på i Afrika og Danmark er meget forskellige. Det skaber konflikter. I forbindelse med økonomistyring har vi for eksempel oplevet, at midlerne er blevet brugt til noget andet, end de var beregnet til. Men når nu naboen lige stod og manglede et nyt tag på sit hus...

Mariama Guldagger fortæller, at de har haft stor succes med at bruge en uvildig, dansk, mandlig Afrika-kender som mægler, når dialogen mellem de danske kvinder og projektets afrikanske mænd er gået i hårdknude.

Hvad har I ellers lært undervejs?

– Vi har lært, at ting tager tid. Forandring tager rigtig, rigtigt, rigtig lang tid, måske generationer. Udvikling er indviklet, siger Mariama Guldagger og påpeger, at det ikke kun er i Afrika, tingene kan blive bedre. Danskerne har også meget at lære, siger hun og tilføjer:

– Tålmodighed har vi også lært meget om. Donorer som Danida stiller nogle krav om administration og budgetstyring, som vi helt klart har haft svært ved at leve op til. Det kan jeg sige meget grimt om, men det nytter nok ikke. Så lad mig bare sige, at det er vigtigt, at kravene fra professionelle Danida ikke dræber engagementet hos aktivisterne. Det er fandeme så svært at bevare sin folkevognssjæl i en Cadillac.

Læs mere på
http://www.cyklertilsenegal.dk

Danida-penge til lilleput-NGO’er

Der skal være mulighed for folkeligt engagement i udviklingsarbejdet, skriver Danida i sin beretning om NGO-samarbejdet 2005. Helt små foreninger kan for eksempel få støtte til deres hjælpe– og udviklingsprojekter fra:

De tre miniprogrammer, som administreres af Dansk Ungdoms Fællesråd (8,8 mio. kr.), De Samvirkende Invalideorganisationer (13 mio. kr.) og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (13,7 mio. kr). Miniprogrampengene kan kun søges af de tre organisationers respektive medlemsforeninger.

Minipuljen (21,6 mio. kr.), som administreres af Projektrådgivningen i Århus og kan søges af alle foreninger med mindst 50 medlemmer. Vurderingen af ansøgningerne er lagt ud til en ekstern bevillingsgruppe, så rådgivning og bevillingsproces holdes adskilt.

Renoverings– og forsendelsesbevillingerne (i alt 12,8 mio. kr. i 2006), som administreres af Mellemfolkeligt Samvirke.

Kilde: Udenrigsministeriets Kontor for Humanitær Bistand og NGO-samarbejde.

GAMBISK SKOLEPROJEKT MED JYSKE RØDDER

Foto
Gambia. Hjemmebesøg og overrækkelse af gaver fra den danske sponsorfamilie. Foto: Jørgen Kastrup.

– Vores projekt er vokset meget hurtigt. 190 børn har sponsorer i Danmark. Og for at sikre børnenes skolegang overvejer vi nu at stifte en forening, siger ægtepar fra Silkeborg, der driver et skoleprojekt i Gambia.

Af Lene Elsig Dalgaard

19-årige Omi går i 4. klasse i en skole i Kembujeh i Gambia i Vestafrika.

Hun er næsten døv, men hun følger undervisningen i en almindelig skole. Omi er også i gang med at lære at sy på en håndsymaskine. Hendes skolegang bliver betalt af en dansk sponsor, som er formidlet af Anne Marie Hegelund og Jørgen Kastrup. Og når de rejser til Gambia til november for at følge udviklingen i deres private skoleprojekt, medbringer de en håndsymaskine fra Omis danske sponsor.

– Den symaskine skal Omi have, hvis hun kan vise, at hun har fået lært at bruge en symaskine. Og kan hun det, betyder det, at hun er sikret en fremtid som syerske, fortæller Anne Marie Hegelund.

Omi er en af de 190 elever, som får skolegangen betalt af danske sponsorer.

I april 2005 startede ægteparret Anne Marie Hegelund og Jørgen Kastrup det lille private skoleprojekt i landsbyen Kembujeh, som ligger i et landdistrikt i Gambia.

Som aktive medlemmer af foreningen Gambias Venner har de igennem flere år været med i hjælpearbejdet i det lille vestafrikanske land, som tilhører gruppen af verdens fattigste lande.

Anne Marie Hegelund er suppleant i bestyrelsen i Gambias venner og til daglig ældrechef i Fjends kommune, sygeplejerske af profession og bosat i Silkeborg sammen med sin mand Jørgen Kastrup.

– Vi startede skoleprojektet, fordi vi har stor sympati for skolens leder – især fordi han har en helt utrolig dejlig omsorg for børnene. Vi fandt ud af, at vi for 2.000 kroner om året kunne sponsorere skolegangen for 10 forældreløse børn. Da vi kom hjem og fortalte om denne oplevelse, meldte flere sig som sponsorer, fortæller Anne Marie Hegelund.

Projektet er således på snart halvandet år vokset fra 10 børn til cirka 190.

Det koster 250 kroner om året at være sponsor for et barn på skolen. Pengene dækker alle skolematerialer, to skoleuniformer, et par sko og et måltid mad om dagen. Sponsorerne får et billede af det barn, de hjælper, en kontrakt samt en gang årligt barnets karakterer fra skolen.

Mund-til-mund
– Vi har sponsorer i hele Danmark, og de fleste får vi via mund-til mund, og det foretrækker vi også. Projektet skal helst ikke vokse hurtigere, end at vi også kan følge med, siger ægteparret, der bruger det meste af deres fritid på Gambia.

Opfindsomheden, som karakteriserer hjælpen og indsatsen til Gambia fra ægteparret, synes grænseløs: De arrangerer årlige loppemarkeder i deres kolonihavehus, hvor overskuddet går til skolen. I år er overskuddet, som forventes at blive 8-10.000 kroner, øremærket til et pumpesystem og solenergi.

De skaffer håndsymaskiner – 200 er det blevet til – og sørger for reservedele til reparation, kontakter sponsorer, samler genbrugstøj og andet genbrug via Røde Kors i Stoholm mellem Skive og Viborg, Altsammen bliver bliver sendt videre sydpå.

Og flere ideer til frivilligt arbejde myldrer frem:

– Lige nu snakker vi om, at vores næste indsamlingsprojekt skal gå til haveredskaber til kvindehaverne dernede. Men nu må vi se, siger Anne Marie Hegelund.

På sigt overvejer parret at bosætte sig i Gambia i vinterhalvåret.

Overvejer at stifte forening
Når turen går til Gambia til november, vil det samtidig være første gang parret får følgeskab af danske sponsorer til skolebørn i Kembujeh.

– Vi har snakket meget om, hvordan vi sikrer alle vore børn, hvis der skulle ske os noget. Vores projekt har udviklet sig meget hurtigt, og vi håber, at nogle af vores sponsorer vil gå ind som bagstopper for os og måske stille op til bestyrelsen ved en kommende generalforsamling. Indtil videre er vores sikkerhedsventil, at vi er to, vore børn og et hold venner, der deltager meget aktivt i arbejdet omkring hjælpen til Gambia, understreger Jørgen Kastrup og Anne Marie Hegelund, der er henholdsvis 55 og 58 år.

De er enige om, at de møder masser af udfordringer, hver gang de besøger Gambia.

– Vi kender landet ret godt efter at have været der mange gange. Men alligevel lærer vi nyt hele tiden. Det sværeste lige nu er at finde rundt i det bureaukratiske system og få skaffet de papirer, vi skal bruge for at kunne søge Danida om støtte til forsendelse af containere. Og så er der lige det med at forstå kulturforskellen. Vi støder tit på holdningen, at bliver det ikke i dag, så når vi det måske i morgen eller en anden dag. Hvor vi ofte tænker, nu må de da for pokker gøre noget, her står vi og vil gerne hjælpe dem, slutter parret.

Lene Elsig Dalgaard er freelance journalist. leneelsig@inclusion.dk

Fakta om Gambia

Areal: 11.295 km² (Danmark cirka 45.000 km²)

Indbyggertal: 1,4 mio. (2003)

Sprog: Engelsk er officielt sprog. Mandika, wolof og fula er lokale sprog

Religion: Muslimer (90 pct.), kristne (9 pct.), oprindelige religioner (1 pct.)

Kilder:
http://www.um.dk
http://www.gambias-venner.dk

Læs mere på http://ksf-gambia.dk/

NYDANSKE NGO’ER HAR HJEMMEBANEFORDEL

Foto
Unge i Al Hurriyah-distriktet i Bagdad lærer om demokrati og rettigheder ved at bruge computer og internet. Bag projektet står foreningen Iraks Venner, støttet af midler fra Projektrådgivningen. Foto: Iraks Venner.

Flygtninge og indvandrere har gjort deres entré i udviklings- branchen og bliver modtaget med penge og åbne arme.

Af Rosalina Dias Larsen

I Bagdads Al Hurriyah-distrikt sidder en flok unge og netsurfer på danskfinansierede computere. Bag projektet står foreningen Iraks Venner, der med støtte fra Danida arbejder for at øge unge irakeres kendskab til demokrati, rettigheder og civilsamfund.

– Irak er et land, som har været gennem tre krige, økonomisk blokade og politiske problemer. Vi har et ansvar, fordi vi her fra Danmark har mulighed for at hjælpe. Det har de ikke selv i Irak, siger formanden for Iraks Venner, Manal Jacobs. Hun fortæller, at foreningen består af herboende irakere, der gerne vil udnytte deres lokalkendskab til at gøre noget godt for det land, de engang flygtede fra.

– Vi ved, hvordan forholdene er dernede, og vi taler sproget. Det er en forudsætning at have sådan en viden, hvis man skal lave udviklingsarbejde i Irak. Desuden har vi et stort netværk i kraft af, at vi alle kommer derfra. Det trækker vi på, når vi har brug for hjælp, siger Manal Jacob.

Ekstra konsulent
Samme hjemmebanefordel har et stigende antal nye spillere inden for den danske udviklingsbistand. Flere og flere af Danmarks godt 200.000 flygtninge og indvandrere er begyndt at engagere sig i udviklingsarbejde rundt om i verden. En trend, som får støtte fra Udenrigsministeriet.

For at bakke op om de etniske minoriteters aktiviteter har ministeriet bevilget penge til en ekstra konsulent i Projektrådgivningen, som er de små og mellemstore NGO’ers paraplyorganisation og rådgivningsorgan, der tillige administrerer Danidas minipulje (se side 16). Konsulenten hedder Marianne Frederiksen og har til opgave at hjælpe flere mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ind i udviklingsbranchen og finde ud af, hvordan deres indsats kan optimeres.

– Vi ser, at der deltager flere flygtninge og indvandrere på vores møder. Men da vi kun har været i gang kort tid, kan vi ikke sige, om arbejdet har båret frugt. Der er dog enkelte, som har fået godkendt projekter, og det er et godt tegn, siger Marianne Frederiksen med henvisning til Danidas minipulje, der støtter udviklingsorienterede projekter med op til tre millioner kroner.

Konsulenterne på Projektrådgivningen har tidligere erfaret, at mange af de flygtninge–og indvandrerforeninger, som har forsøgt at skrive ansøgninger til puljen, har haft svært ved at få dem godkendt. Det skal der arbejdes med, fortæller Marianne Frederiksen. Det er hendes opgave at sikre, at antallet af aktive flygtninge– og indvandrerforeninger på Projektrådgivningens medlemsliste øges med 25 procent. Samtidig skal antallet, der får bevilget penge til projekter, forhøjes.

– Der er selvfølgelig nogle ’huller’, hvor folk har politiske interesser, eller foreninger, som kun ønsker at støtte bestemte befolkningsgrupper eller klaner. Derfor er det også vigtigt, at vi har en tæt personlig kontakt til organisationerne. Her fortæller vi dem om forudsætningerne for at få støtte. I Danmark arbejder vi jo ud fra civilsamfundsstrategien, og ifølge den må der ikke skelnes mellem folk. Det er de fattigste, som skal have hjælp, fastslår Marianne Frederiksen.

(Mere om Danidas civilsamfundsstrategi i hovedartiklen side 15)

Succes uden for de formelle rammer
Det er dog ikke alle organisationer, som vælger at tage imod Projektrådgivningens konsulentbistand. Ifølge Marianne Frederiksen er der rigtig mange, som arbejder uden for de formelle rammer. Det kan være enkeltpersoner eller organisationer, som samler penge ind for at støtte småprojekter som for eksempel støtte til lærerlønninger.

En af disse organisationer er Danish Muslim Aid, hvis stifter, imam Abdul Wahid Pedersen, har erfaring med udviklingsarbejde tilbage fra 1988. Størstedelen af foreningens medlemmer og sponsorer er muslimer eller folk med anden etnisk oprindelse end dansk.

I dag er foreningen aktiv og har projekter i mere end 10 lande fra Uganda og Somalia til Irak, Libanon og Palæstina. Det største projekt til dags dato er i Pakistan, hvor Danish Muslim Aid efter jordskælvet for nylig samlede omkring to mio. kr. ind i Danmark.

Alle deres midler kommer fra medlemmer, som betaler hver måned, ved indsamlinger hos private donorer og en gang imellem fra virksomheder, der ønsker at bidrage ved katastrofer rundt om i verden. Kun meget sjældent har de søgt midler fra offentlige instanser.

Mange vil helst selv rejse midlerne
– Efter mange forsøg har vi efterhånden opgivet at få projekter finansieret via Danida. Ser vi et problem, eller opstår der en situation, så undersøger vi sagen og skrider til handling så hurtigt som muligt. De lange processer, der oftest er forbundet med midler fra det offentlige, duer ikke, når folk har brug for hjælp. I Pakistan var vi for eksempel fremme før mange af de store organisationer. Og vi nåede også ud til folk i områder, hvor andre ikke kunne nå ud, siger imam Abdul Wahid Pedersen.

Ifølge Marianne Frederiksen er det da heller ikke alle de organisationer, som henvender sig til hende, hun råder til at søge midler gennem minipuljen.

– Mange er bedre stillet med selv at samle ind. Under civilsamfundsstrategien er der jo også ting, man ikke kan få penge til, traditionelle byggeprojekter for eksempel. Og så er det ressourcekrævende og svært at få et udviklingsprojekt igennem. Det er det også for de danske foreninger. Det er jo skatteborgernes penge, siger hun.

Rosalina Dias Larsen er tidl. journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. dias.rosalina@gmail.com

Iraks Venner
kan kontaktes på: manal@iraksvenner.dk

Danish Muslim Aid
kan kontaktes på tlf.: 35360833

FILM

DRØMMENES FILMINSTRUKTØR

Foto
Filmens hovedperson, Jeannot da Sylva, vender tilbage til sin vestafrikanske landsby for at bygge et hotel – som her spejler sig i hans solbriller. Foto: Sonja Iskov.

Den danske dokumentarfilm Drømmenes hotel har indtil nu har været vist på tv i otte lande. Premieren foregik i den senegalesiske landsby Popenguine, hvor filmen er optaget.

Af Mira Borggreen

På væggen hænger billederne af femårige Alfred, der er adopteret fra Senegal, side om side med udklip af Weekendavisens anmeldelse af filmen Drømmenes hotel og eksamensbeviset fra EAVE, et EU-mediekursus for professionelle filmproducenter.

Det var i forbindelse med adoptionen af Alfred – i dag Alfred Moussa Toft Jensen – at filminstruktør Helle Toft Jensen stiftede bekendtskab med Senegal. Det blev der en dokumentarfilm ud af. Selvom Drømmenes hotel endnu ikke har været vist på dansk tv, oplever den for øjeblikket stor succes i udlandet.

Over tre år rejste Helle Toft Jensen til Senegal seks gange. I landsbyen Popenguine rettede hun linsen mod Jeannot da Sylva og hans usædvanlige byggeprojekt. Sammen med en lokal fotograf og en lokal producer kom hun langsomt ind under huden på befolkningen og på Jeannot da Sylva.

Sort uden på, hvid inden i
Filmen handler om Jeannot da Sylva, der vender hjem til Senegal efter 25 år i Belgien. Her vil han bygge et luksushotel. Meningen er, at hotellet skal bringe turisme og velstand til den lille fiskerlandsby. For Helle Toft Jensen var der ingen tvivl om, at hun havde fundet en god historie:

– For mig er film en god måde at skabe identifikation. Det er så vigtigt, når det handler om den tredje verden. Med Jeannot, der er sort uden på, men præget inden i af de mange år i Europa, havde jeg fundet frem til én, der repræsenterer noget i os selv.

Filmen sætter fokus på de konflikter, der opstår, når fænomener som turisme, kultursammenstød og globalisering, med Jeannot da Sylvas hotel som centrum, invaderer en fattig senegalesisk landsby og dens indbyggere.

Premiere i Popenguine
Med 150 timers film i bagagen begyndte klippearbejdet på Nørrebro hos Spor Media, som har produceret filmen. Undervejs fik Helle Toft Jensen besøg af Jeannot da Sylva. Han skulle se sig selv og resultatet.

– Jeg var meget nervøs, men det var samtidig vigtigt at vise ham, hvad vi havde lavet. Og det er vigtigt at stå ved vores historier om dem. Derfor besluttede vi også at filmen skulle have premiere i selve landsbyen, fortæller hun.

Med udstyr i topkvalitet og siden af hotellet som filmlærred, inviterede Helle Toft Jensen hele Popenguine til premiere tilbage i marts 2005.

– På selve aftenen kom omkring 600 af landsbyens 4.000 indbyggere. Folk morede sig hovedsageligt over at se sig selv på skærmen. Responsen kom i de følgende dage, hvor mange af sig selv kom hen og takkede for filmen. Men det mest overraskende var, at de opsøgte Jeannot og fik talt ud om mange af de problemstillinger, filmen viser, siger Helle Toft Jensen.

Svigtende interesse fra dansk tv
Siden filmens premiere har den været vist på tv i flere af de otte lande, som har købt den, blandt andet i Frankrig, Tyskland og Sverige. Men i Danmark har TV2, der har støttet filmen, endnu ikke sat den på programmet.

Det er ikke altid let at få penge til produktionerne. Især i den første skrøbelige research fase er der brug for midler, og lige præcis på det område vogter donorerne over pengekasserne.

– Det er en virkelig svær situation for os instruktører, der gerne vil lave film om ’tred-jeverdens-temaer’. Vi er nemlig blevet mere og mere afhængige af ganske få mennesker magt, nemlig tvredaktørerne. Der stilles, nu også fra Danidas side, krav om, at der er en tv-station, der bakker op omkring projektet, før vi kan modtage produktionspenge, siger Helle Toft Jensen og fortsætter: – Det gør os totalt afhængige af tv-redaktørerne. De er godt klar over deres magtfulde position, og derfor kan de spise os af med for eksempel 25.000 kr. til en film som Drømmenes hotel, der havde et budget på over to millioner.

Ifølge Helle Toft Jensen er tv-stationerne meget optaget af seertal, og der efterlyses så godt som altid en dansk vinkel som præmis for støtte til produktionerne.

Kim Christiansen, dokumentarfilmkon-sulent i Programafdelingen hos TV2, er ikke helt enig med Helle Toft Jensen.

– Det kommer til at fremstå, som om vi spænder ben for filmen, hvor det modsatte jo netop har været tilfældet. TV 2 har hjulpet filmen både med distribution og et forkøb, som har været essentielt for at filmen kunne produceres, siger han.

Nye drømme
Finansieringssituationen til trods drømmer Helle Toft Jensen videre. Hun har allerede to nye projekter i støbeskeen.

En stjerne fødes om den fattige dreng Caledoy, der er kommet i mesterlærer hos musikstjernen Baaba Maal fra Senegal. Og Moussa Diallo, en film om en herboende bassist og komponist fra Mali. Den handler om kulturel brobygning mellem Mali og Danmark.

Film handler, ifølge Helle Toft Jensen, meget enkelt om den gode historie. Om at spejle sig i andres drømme, problemer og konflikter.

– Mine film skal være med til at bygge bro, skabe forståelse og indsigt, siger Helle Toft Jensen.

ENSOMHEDEN PÅ DET LYSERØDE HOTEL

Efter mere end 25 år i Europa vender en mand tilbage til Senegal for at realisere sin barndomsdrøm om at bygge et fint hotel. Dansk dokumentarfilm fulgte hans projekt.

Af Mads Mariegaard

I sin landsby i Senegal kommer drengen Jeannot da Sylva en dag forbi et fint, luksuriøst hotel. Synet fortryller ham, og han vil gå derind, men i døren bliver han afvist; han har ikke pænt nok tøj på.

da Sylvas barndomsoplevelse er udgangspunktet for Helle Toft Jensens velfortalte dokumentarfilm fra 2005, Drømmenes hotel, som tegner et følsomt og kritisk portræt af en senegaleser, der som ung forlader sit land til fordel for Belgien og et liv som opvasker uden opholdstilladelse. I Belgien gifter da Sylva sig til både kærlighed og penge, bliver skilt og vender tilbage til Senegal som midaldrende for at bygge et hotel af den slags, han ikke fik lov til at gå ind på som barn...

Læs resten af anmeldelsen på http://www.udvikling.dk

DEBAT

KOMMENTAR: TØR DU VÆRE EN ANDERLEDES HVID?

Foto
Her er den så, majsgrøden. Spisetid hos familie i Doutou, Benin. Foto: Jørgen Schytte.

Det ægte partnerskab fordrer indlevelse i partnerens vilkår og værdier. Kommentar til bagsideartiklen ’Grillspyd eller majsgrød’ om u-landseksperternes levefod.

Af Per Adelhart Christensen

Patrick Atohoun, den afrikanske repræsentant i Emmaus Internationals forretningsudvalg, udtalte for nogle år siden til den franske avis Le Monde:

– Abbé Pierre er en anderledes hvid; for han siger, at man bør lytte til afrikanerne.

Når en fremtrædende og erfaren skikkelse i afrikansk foreningsliv opfatter det som anderledes, at en hvid lytter til afrikanerne, må han have oplevet og hørt om et mylder af hvide, som forholder sig til Afrika og dets indbyggere uden at tage hensyn til disse indbyggeres opfattelser.

Giver det bedre bistand, hvis folk, der arbejder med bistand, bor i en hytte af strå, spiser majsgrød og spadserer til arbejde ligesom de lokale? spørger Kjar og Katic´ på bagsiden af udvikling nr. 05/06 i artiklen Grillspyd eller majsgrød. Det fremgår af den øvrige tekst, at K&K ubetinget svarer nej, blandt andet står der: “Skal pengene nå de rette, ja, så skal der være nogen, der sørger for, at pengene når derhen. Og de skal faktisk have en hyre for det.” Citatet fra Patrick Atohoun rinder i hu, fordi bagsideartiklen udelukkende forholder sig til forholdet mellem de danske skatteydere og bistandsarbejderne (hvorfor hedder de ikke udviklingsarbejdere? Det signalerer i højere grad ligeværdighed). Hvordan de lokale stiller sig, inddrages ikke, og det er da vel dem, der er målgruppen?

Hvordan indretter man sig som udsendt, i år eller uger, hvis man ud over at levere isenkram og teknik ønsker at etablere menneskelige relationer, der bygger på respekt, tillid og indlevelse?

Det er den danske Emmaus-organisation Genvej til Udviklings erfaring fra små tredive års udviklingsengagement i Vestafrika, at det bidrager ganske betydeligt til ligeværdighed i samarbejdet (hvis altså det er det, man vil), hvis man viser interesse for de lokales værdier og vilkår og viser åbenhed for at lade sig inspirere. Det kan nuancere og gavne både samarbejdet og indtrykket af hinanden, hvis man siger ja tak, når partnerorganisationen inviterer til køretur til steppelandets afkroge med spisning af gedekød, urtesovs og hirsegrød, afrundet med tedrikning og efterfulgt af søvn på en slidt skumgummimadras direkte under stjernerne.

Mange steder i Syd kan man opleve en næsegrus beundring for den europæiske livsstil; men er det en fordel for sameksistensen og samarbejdsrelationerne mellem Syd og Nord, hvis begge parter hele tiden og så igen sender signaler om den hvide m/k’s totale overlegenhed? Eller skal vi stadig holde døren på klem for den mulighed, at der kan være aspekter af tilværelsen, hvor ikke-europæiske kulturer kan have noget værdifuldt at tilbyde?

Vælger man at satse på sidstnævnte mulighed, så er det klogt, hvis udviklingsarbejderen fra Nord lader en pæn del af den flotte hyre stå på en opsparingskonto til brug ved hjemkomsten. Det mindsker afstanden til de lokale målgrupper og samarbejdspartnere, hvis man i sin livsform viser omsorg for mennesker og ting frem for at praktisere traditionel nordlig brug-og-smid-væk-mentalitet, og hvis man møder de lokale i øjenhøjde.

Per Adelhart Christensen er formand for foreningen Genvej til Udvikling, en mindre NGO, der primært arbejder med Niger og det øvrige Vestafrika. GtU er medlem af Emmaus International. http://www.gtu.dk

Hvem er Patrick Atohoun?
Patrick Atohoun er den afrikanske repræsentant i Emmaus Internationals forretningsudvalg. Patrick Atohoun leder en af de fire beninske organisationer, som er medlem af Emmaus International ( EI), stiftet af Abbé Pierre.

Patrick Atohouns læremester og forbillede er den afdøde beninske ærkebiskop Isidore de Souza, som spillede en hovedrolle ved Benins overgang til demokrati i 1990.

FORHASTET KRITIK AF INDIENSBOG

Steen Folke, en af de to redaktører til bog om dansk bistand til Indien, kommenterer anmeldelse.

I en i øvrigt positiv anmeldelse af ’Den rige mus og den fattige elefant – 45 års dansk bistand til Indien’, som jeg har redigeret sammen med Jesper Heldgaard, drysser Jørgen Harboe (JH) lidt malurt i bægeret (udvikling 05, s. 21).

JH skriver, at det er ”mere tvivlsomt, at Danida spillede en vigtig rolle for udviklingen af mejeribrug i Indien”. I bogen står der nu (s. 88) det mere beskedne ”gav et vigtigt bidrag til” og et andet sted (s. 104) ”havde en finger med i spillet”. Og ærlig talt, er det urimeligt i betragtning af, at Danida 1964-85 støttede 22 kvægavlsprojekter forskellige steder i Indien med cirka 130 millioner kroner? De havde ikke alle lige stor effekt, men et vigtigt bidrag var denne ret massive indsats vel trods alt.

Noget andet er, at man kan diskutere fattigdomsorienteringen, hvilket vi også gør i bogen.

Til gengæld har JH efter min mening ret i, at der burde have været skrevet noget mere kritisk om den meget dansk dominerede måde, Hesaraghatta-kvæggården blev ledet på de første år samt de problemer, det gav anledning til. Som redaktør havde jeg en dialog med forfatteren til det pågældende kapitel, Eyvind Kristensen, om netop dette, men det ønskede han ikke at medtage, og i sidste ende måtte det så blive, som forfatteren ønskede.

JH’s hovedkritik af bogen er, at den ikke tilstrækkeligt inddrager det lange perspektiv:

”Hovedvægten i de fleste afsnit ligger på de seneste år, inden Danida trak sig ud af Indien. Den tidsforkortelse er ok i et nyhedsmedie, men ikke i en bog, der vil beskrive dansk bistand til Indien som en dynamisk helhed”.

Denne kritik er ganske urimelig!

I tre store kapitler beskriver og analyserer Henrik Schaumburg-Müller udviklingen hen over alle 45 år. Det samme gør George Mathew i det afsluttende kapitel.

I kapitlet om husdyrprojekterne er hovedvægten på 60’erne og 70’erne. Jeg har selv et bidrag om, hvordan det hele startede i 60’erne. Der er et særligt kapitel af Ole Blicher-Olsen om, hvordan det var at være udsendt rådgiver omkring 1977. Jesper Heldgaard har et stort kapitel om ’missionen – bistandens fortrop’ med perspektiver tilbage til 1705.

De øvrige kapitler lægger hovedvægten på de sidste 25 års bistand og udvikling, og det må vel siges at være rimeligt nok? Her har den i øvrigt velinformerede journalist Jørgen Harboe været ude med en forhastet og uunderbygget kritik.

Steen Folke
Seniorforsker, DIIS.

JUBILÆUM UDEN JUBEL

Kommentar. Nairobiklubben, der i 30 år har samlet landets u-landsjournalister, er en klub i krise. For i dag handler historierne fra de varme lande om fundamentalisme, terror og civilmilitært samarbejde – ikke om u-landsbistand.

Af Jørgen Harboe

For lidt over 30 år siden – i juni 1976 – samledes seks yngre danske journalister i et steak house nær New Stanley hotellet i Nairobi og stiftede Nairobiklubben.

De var ude for at dække UNCTAD IV – FN’s fjerde konference for handel og udvikling. Det var få år efter den første oliekrise, og konferencens uofficielle tema blev en ny økonomisk verdensorden; et emne, man talte meget om dengang. De råvareproducerende u-lande skulle have samme fordele af international handel, som de olieproducerende lande netop havde fået.

Tilhængerne sagde, at de rige lande sad på verdenshandelssystemet og brugte det til egen fordel. De måtte give handelsfordele fra sig for at skabe en retfærdigere verden med mere ligelig fordeling af goderne. Det var det erklærede mål for den internationale udviklingspolitik dengang.

To år før havde FN’s Generalforsamling vedtaget en erklæring om en ny verdensorden for information. Den gik ud på at rokke ved de store vestlige telegrambureauers ’globale mediedominans’, så de fattige lande og deres medier kunne komme til orde. Dengang styrede det britiske Reuters, det amerikanske AP og dt franske AFP nyhedsstrømmen fra de fattige lande.

De seks danske journalister, der dækkede UNCTAD IV, havde hverken solgt sig selv til en ny økonomisk verdensorden eller til den nye informationsorden. Men de var naturligvis præget af deres tid. Dagsordenen var at give mere plads til de fattige lande politisk, økonomisk og på mediefronten. Det var i pagt med denne internationale agenda, at de stiftede Nairobiklubben som samlingssted for danske journalister, der skrev om dansk u-landsbistand og international udviklingspolitik. Dermed markerede de, at u-landsjournalistikken var blevet et anerkendt stofområde i det danske medielandskab, – i alt fald i klubbens egen selvforståelse. Bistand og fredelig international udvikling med indbygget balance var simpelthen in dengang. Der skulle gives plads til de fattige lande og fattige befolkningsgrupper i en mere retfærdig verden.

Bistand eller vold
Det var dengang, og klubben har eksisteret lige siden 1976 med en medlemskreds, der er vokset til 50-100 journalister og informationsmedarbejdere, der ønsker at være med i et fagligt medieforum omkring bistand og international udvikling.

Det er ganske mange. Og alligevel er det, som om klubben er i krise. En krise, der afspejler en voksende usikkerhed omkring holdningen til international solidaritet.

Begyndende kriser afslører tit sig selv ved tegn, der er så små, at de i sig selv ikke betyder noget.

Nairobiklubben plejer at holde generalforsamling i juni. Den blev udsat. Efter et år, der havde været usædvanlig fattigt på medlemsarrangementer – altså pressemøder om dansk og international udviklingspolitik og bistandssamarbejde.

Var der ikke noget at mødes om? Og er de danske u-landsjournalisters selvforståelse begyndt at vakle?

Jeg tror, at svaret er nej til det første spørgsmål og ja til det andet.

Hvorfor? Det vil være forkert at skyde skylden på VK-regeringens beslutning om at skære i bistanden som andel af bruttonationalindkomsten, for u-landshjælpen er stadig mange gange større end i 1976, da Nairobiklubben blev født.

Forskellen er, at dengang stod u-landsbistanden højt på den danske dagsorden. Der var mange, der mente, den gjorde en forskel og ville præge fremtiden. Derfor gav det genlyd i medierne, når Dansk Industri ville pakke hjælpepakken om, så dansk erhvervsliv fik flere kroner i kassen, og når FN ville pille ved markedskræfterne og skabe en ny økonomisk verdensorden.

I dag er det, som om regeringen lægger langt mere vægt på militære interventioner end på den civile hjælpeindsats i sin annoncerede politik over for de fattige lande. Det er den dagsorden, den præsenterer for Folketinget og pressen, og journalister er et følgagtigt folkefærd. De fylder medierne med det, der er oppe i tiden. I 1976 var den tredje verden synonym med fattigdom, bistand og ny økonomisk verdensorden. I 2006 ser vi fundamentalisme, terror og danske soldater – ikke bistandsarbejdere – i u-landene Irak og Afghanistan. Vennebilledet af den tredje verden er erstattet med et fjendebillede.

Bistand til fjender giver ingen mening, og derfor bliver bistandshistorierne ikke skrevet.

Exit – eller ...
Spørgsmålet er så, om Nairobiklubben simpelthen har udspillet sin rolle og bør lukke og slukke. Om journalister kun afspejler deres tid, sådan at bistandsjournalister holder op med at opfatte sig som bistandsjournalister, når bistanden fader væk og politikerne og offentligheden flytter interessen for de fattige lande et andet sted hen.

Hvis det er tilfældet, bør klubbens 31. år slutte med et afskedsjubilæum. Eller med navneforandring til eksempelvis NATO-klubben.

Alternativet er farligt: Nemlig at medlemmerne tager sagen i egen hånd og selv forsøger at sætte den civile bistand på dagsordenen igen for at forsvare deres levebrød eller ligefrem, fordi de mener, at den bør spille en større rolle i forholdet mellem rige og fattige lande.

Det ville være politisk aktivisme og et brud med journalisters traditionelle passive rolle som iagttagere.

Men samtidig vil det være et ekko fra klubbens første tid.

Nairobiklubben blev jo stiftet i slipstrømmen fra den nye verdensorden for information, der også var en slags aktivisme.

Jørgen Harboe er freelancejournalist og medstifter af Nairobiklubben. jharboe@webspeed.dk

RIISBERG VS. RICHELLE

– EU-generaldirektør går uden om sagens kerne, siger Finn Riisberg i kommentar til indlæg fra EU’s generaldirektør for udviklingssamarbejde, Koos Richelle.

I sin kommentar til min artikel i udvikling nr. 5/2006 anfører EU-generaldirektør Koos Richelle blandt andet, at problemet med reparation af biler ikke ville være løst ved valg af andet bilmærke, da projektområdet er tilbagestående. Han nævner endvidere, at hyppig udskiftning af personale har påvirket stabiliteten uheldigt samt at EU-kommissionen nu har decentraliseret en række opgaver til delegationerne i partnerlandene. Richelle efterlyser en gennemgang af, hvordan de kritiserede elementer i projektet påvirkede mit arbejde.

For så vidt angår biler findes der i projektområdet en Nissan-forhandler. Man ville derfor kunne have fået bilerne repareret på stedet, hvis EU havde valgt at købe Nissanbiler. Langt vigtigere er imidlertid spørgsmålene: Hvorfor fik projektet ikke tolv biler som planlagt, men kun fem? Og hvorfor ankom disse først efter to års ventetid?

Den decentralisering af opgaver til EU-de-legationerne i partnerlandene, som Richelle nævner, har fundet sted efter afslutningen af mit arbejde i Peru. Min beskrivelse af EUs bureaukrati henviser til min udstationeringsperiode ved projektet, juni 2001-februar 2003.

Den omfattende udskiftning af personale kunne være undgået, hvis man ved projektet havde fået støtte fra EU-delegationen i Lima. Det er beklageligt, at delegationen ikke greb ind, da de regionale myndigheder i modstrid med forskrifterne i finansieringsaftalen afskedigede alt lokalt personale.

Det kan tilføjes, at i over et år var den projektansvarlige i EU-delegationen en blot 25-årig medarbejder med ingen eller ringe projekterfaring. De lokale og europæiske rådgivere ved projektet havde mindst ti års erfaring.

Den måde, hvorpå de kritisable forhold ved projektet påvirkede mit arbejde, mener jeg allerede er beskrevet i artiklen.

Den centraliserede projektledelse betød, at der ikke blev draget fuld nytte af den europæiske rådgivers viden og erfaring. I forhold til sit store ansvarsområde havde rådgiveren kun ringe medbestemmelse. Dette betød blandt andet, at han ikke blev inddraget ved ansættelse af personale til sit ansvarsområde. Min henvendelse om sagen til EU-delegationen i januar 2002 forblev ubesvaret.

Den lange ventetid på godkendelse af planer og budgetter samt den omfattende personaleudskiftning har været så generende for arbejdet, at man langt fra har opnået de forventede resultater i den produktionskomponent jeg havde ansvaret for.

Endelig har de alt for få biler umuliggjort de nødvendige tilsynsrejser.

Sammenfattende forekommer det mig, at Richelle går uden om sagens kerne, idet han undlader at kommentere de mange uregelmæssigheder og den omfattende misbrug af ressourcer beskrevet i min artikel. Måske for at bortlede læserens opmærksomhed beskæftiger han sig i stedet med mindre væsentlige spørgsmål.

Redaktionen betragter hermed debatten som afsluttet.

NAVNE

FRA ANDEFØDDER TIL LLOYD-SKO

Mikael Barfod 1977 ... og 2006. Med specialet fra dengang! Foto: K. R

EU’s bistand er næsten totalt usynlig i den danske debat. Det er dens ansatte normalt også. Vi har talt med én af dem. Om bistanden giver mening, når vi samtidig holder u-landenes produkter ude med toldmure og handelshindringer. Og om at gå fra ung, spraglet idealist til slipseklædt bureaukrat.

Af Kristian Ruby

Året er 1977. På University of Essex går en ung mand rundt i islændersweater og en murerjakke, han selv har farvet lilla. Håret er langt, fuldskægget ditto, og hovedet bobler med begreber som autocentreret udviklingsdynamik, periferilande og produktionskræfter. Idolerne hedder Senghaas, Amin og Gunder Frank. Studiemiljøet i Essex er langt mere internationalt end på statskundskab hjemme i Århus, og for første gang øjner den unge idealist mulighederne ved at udskifte ordene ’dansk centraladministration’ i karriereplanen med ’internationalt udviklingsarbejde’.

Små tredive år senere møder jeg Mikael Barfod på EU’s repræsentation på Strøget i København. Håret er kortklippet, tøjet uformelt og ulasteligt. Men skægget har han stadig:

– Jeg tabte min Braun barbér-maskine den første dag ovre i Essex, og jeg har haft skægget siden. Men det er nok blevet lidt mere trimmet, siger han.

Blikket bag brillerne er venligt, stemmen en lidt hæs, jysk tenor. Barfod er 53 år og chef for Operations Quality Support for Social and Human Development, under EuropeAid Co-operation Office (AIDCO), som administrerer Unionens bistandsprojekter. Hans enhed arbejder med kvalitetssikring og feedback på de projektforslag, som EU’s lokale delegationer udarbejder sammen med regeringer i modtagerlandene.

Men hvordan går man fra at være en ung, idealistisk afhængighedsteoretiker til at blive administrator for det, de selvsamme teorier formentlig ville kalde ’centerkapitalismens politiske elite’? Fra Essex tog Mikael tilbage til Århus og skrev speciale. Derefter gik turen over Landbrugsministeriet og videre til FN-systemet. I 1981 blev Barfod udstationeret i Zambia for FAO og senere i Filippinerne, men han blev træt af centraliseringen i FN’s bureaukrati:

– Alt blev styret fra hovedkontoret, og jeg synes, vi mere og mere blev et postkontor.

Fra kolleger i EU hørte han, at dér fandtes friere rammer og flere penge at jonglere med. I 1986 lykkedes det ham at blive ansat, og snakken holdt stik:

– EU indfriede alle mine forventninger. Det var rent faktisk meget mere decentraliseret end FN, selv dengang, siger han.

Siden har Mikael Barfod ikke mødt nogen overbevisende argumenter for at skifte job.

Jeg har for resten taget noget med til dig. Din specialeafhandling fra 1979.

– Nå for søren! Ja, den har jeg ikke set et stykke tid. Den har du lånt på statskundskab!

Jeg vil gerne citere: akkumulationsproces, centerkapitalismens reproduktionsbehov, socio-økonomiske deformationer i de perifere samfund, marginaliserede masser.

– Ja, det lyder godt – hehe. Det er helt klart, at terminologien har ændret sig. Men de afhængighedsformer, som vi beskrev med andre ord dengang, findes stadigvæk, påpeger han.

Lomé-konventionen og den internationale arbejdsdeling er en diger sag i rød indbinding. Over 140 maskinskrevne sider bliver konventionens eksportstabiliseringsordning analyseret efter alle kunstens regler. Og konklusionen er klar: I stedet for at bidrage til en autocentreret udvikling med industrialisering og bedre indkomster i de tidligere kolonier var ordningen med til at fastholde dem i en eksportorienteret udviklingsmodel som råvareleverandører til det ressourcefattige Europa. Mikael Barfod bladrer og skimmer teksten med et skævt smil. Jeg spørger, hvordan han ser på det i dag?

– Jeg synes, vi har bevæget os fremad. Men det, vi kalder globalisering i dag, er jo helt klart den eksportorienterede model. Og Kina, som dengang havde en noget mere autocentreret udvikling, har jo fuldstændig skiftet til den eksportorienterede. Men opstillingen med to forskellige udviklingsmodeller – en autocentreret og en eksportorienteret –holder stadig. Vi går bare full-force efter den eksportorienterede nu.

Hvis vi lige bliver i den afhængighedsteoretiske jargon, hvad ville du med din position i EU så blive kaldt?

– Forskellen på mig nu og dengang er, at jeg nok ser betydeligt flere fordele ved den eksportorienterede model nu. Men udvikling er svært at have med at gøre. Du kan sige, hvis hele det sydlige Afrika lavede et fællesskab lige som EU, så kunne de jo udmærket skabe en autocentreret udvikling. Det ville være langt det bedste, men det er jo fuldstændig utopisk. Derfor er vi tvunget over i den anden model, siger han.

Men analysen holder altså stadig?

– Ja, det gør den på mange måder. Hvis du kigger på de barske tal, så har AVS-landene mistet halvdelen af deres marked i verdenshandelen. (AVS = Afrika [syd for Sahara], Vestindien og Stillehavsområdet, red. )

Gør det så ikke dig til lakaj for centerkapitalismens politiske elite, hvis vi skal holde os til sprogbrugen?

– Nej, det synes jeg ikke. Den tankegang, vi har nu, følger 2015 Målene. Og de går jo ud på at hjælpe de mest perifere af de perifere. Jeg synes virkelig, filosofien har ændret sig meget. I dag handler det jo ikke bare om at få fat i råvarer og skabe markeder.

Men du siger selv, at vi er tvunget over i den eksportorienterede udviklingsmodel. I det lys virker det jo dybt dobbeltmoralsk, at vi gerne vil give bistand, men sætter hælene i når det kommer til landbrugsstøtten?

– Det er jeg personligt fuldstændigt enig i, og vi har prøvet at gøre det klart for Kommissionen og Rådet, at vi må koordinere de her ting. Men der er andre kræfter på spil.

Er der aldrig en lille idealist inden i dig, der siger: Jeg kan ikke være del af sådan et dobbeltmoralsk system?

– Jo, men hvis du ikke havde EU, havde vi ikke fået de fremskridt, vi har lavet. Vi havde ikke den koordinering mellem landene. EU er i dén grad i stand til at forhandle på internationalt plan på en måde som ingen andre på dette kontinent. Uden EU tror jeg, at landbrugsstøtte og handelsforvridninger ville være endnu større. Jeg er godt klar over modsætningen, og den lider jeg under. Der er også en anden ting, jeg gerne vil sige: Vi bruger kun halvt så mange penge på administration som medlemslandene per bistandskrone.

Så I er meget dygtigere til at give bistand end dem?

– Vi har i hvert fald fat i den lange ende. I nogle sammenhænge vil jeg endda sige, at vi er i den forreste linje af de lande og organisationer, der yder international udviklingsbistand. Vi har eksempelvis udviklet retningslinier for sektorbudgetstøtte, som i realiteten er blevet adopteret af OECD.

Men hvorfor hører vi så lidt om EU’s bistand, hvis den er så god?

– Nogle i medlemslandene har en tendens til at sige, at EU skal være på fjernsynet hver aften, og at det er vores opgave. Men det er faktisk forkert. En af grundene til at vi er så lidt synlige, er at vores medlemslande ikke gør os synlige. Man glemmer, at de selv er del af processen, og at de selv har siddet og forhandlet og vedtaget projekterne. De er en del af os, og hvis man er god til at sælge sine bilaterale bestræbelser, hvorfor kan man så ikke i samme ombæring bringe EU ind i billedet? Vi er i samme båd.

Kristian Ruby er freelancejournalist og fast leverandør til DR P1.

EU’s bistand

I 2005 gav EU 6,2 mia. euro – knap 47 mia. kr. i udviklingsbistand.

Cirka en tredjedel af bistanden gives som budgetstøtte.

I 2005 søsatte EU en reform, som giver mere ansvar til de lokale delegationer i partnerlandene.

NAIROBI-PRISEN TIL ’MR. ULANDSNYT’

’En vigtig nyhedskilde for alle med bistandsinteresse’ hedder det i begrundelsen for tildelingen af Nairobi-prisen, som i år går til hjemmesiden u-landsnyt.dk og journalist Jesper Søe.

Foto: Karsten Bidstrup

Af Stefan Katic

De danske u-landsjournalisters udmærkelse, Nairobi-Prisen, tilfalder i år websitet http://www.u-landsnyt.dk og sidens grundlægger Jesper Søe, 58.

På fjerde år skriver, redigerer og vedligeholder han ene mand u-landsnyt.dk med nyheder fra den danske og internationale ulandsscene. Og der er – som han siger – ’nok at lave når man dækker et journalistisk område, hvor solen aldrig går ned.’ Da Jesper Søe i 2003 etablerede u-lands-nyt.dk var det alfa og omega, at siden skulle være fritstående i forhold til såvel Danida som til de godt 200 danske u-lands-NGO’er. ’Hele u-landsmiljøet er syltet ind i Danidas penge, og det vil jeg ikke’, siger han. Og den linje er blevet holdt med en Jesper Søesk stædighed – ikke én krone i Danidatilskud er det blevet til. Det har betydet, at han har måttet hive mellem 40.000 og 50.000 kr. op af egen lomme til etablering og drift.

Hjemmesiden u-landsnyt.dk drives fortsat uden tilskud eller støtte af nogen art. Det kan lade sig gøre, fordi siden er anerkendt og kørt som jobskabelsesprojekt (med Jesper Søe i jobbet). Og fordi u-landsnyt.dk har fået en aftale om kunne køre den tid, der skal til for at bygge siden op indtil den bliver ’kommercielt interessant’, som det hedder i annoncørsprog. Det vil ifølge Jesper Søe ske snarest, da siden ganske enkelt skal begynde at generere indtægter via annoncører.

60.000 besøger hjemmesiden hver uge. Hertil kommer 2.600 brugere, der modtager det ugentlige nyhedsbrev fra u-landsnyt.dk.

Beslutningen om, hvem prisen skulle gå til, blev truffet ved hemmelig afstemning blandt Nairobiklubbens medlemmer. Da u-landsnyt.dk var årets eneste indstillede kandidat, blev der stemt om, hvorvidt Nairobi-prisen skulle uddeles eller ej. 30 stemte for og ingen imod. Jesper Søe – der selvsagt også er medlem af klubben – stemte ikke.

I sin begrundelse for tildeling af prisen skriver Nairobiklubbens bestyrelse:

”U-landsnyt.dk og Jesper Søe får Nairobi-prisen for det prisværdige initiativ med oprettelsen af hjemmesiden u-landsnyt.dk, der er en vigtig nyhedskilde for alle med bistandsinteresse i en tid, hvor u-landsoplysning er under pres.”

Søe var fra 1992 til april 2002 redaktør af Danidas tidsskrift Udvikling, hvor han blandt andet producerede en serie om Danmarks programsamarbejdslande. Før det var han på Kristeligt Dagblad, hvor han i 1987 var initiativtager til et tillæg om den tredje verden, som han redigerede indtil 1992. Et tillæg, der også har modtaget Nairobiprisen.

NYT OM NAVNE SEPTEMBER

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene.)

Freddy Miranda Castro, 46, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Det Regionale Program for Miljø og Bæredygtig Udvikling i Centralamerika med tjenestested i Tegucigalpa, Honduras.

M.Sc., Donald Griffiths, 50, er kontraktansat som seniorrådgiver ved fiskerisektorprogrammet FSPS Phase II i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

M.Sc., Hendrik Keus, 46, er kontraktansat som seniorrådgiver ved fiskerisektorprogrammet FSPS Phase II i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

Ph.d. i naturressourceforvaltning, Martin Lux, 41, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Det Regionale Program for Miljø og Bæredygtig Udvikling i Centralamerika med tjenestested i Guatemala.

M.Sc., Paul Vincent Nichols, 49, er kontraktansat som seniorrådgiver ved fiskerisektorprogrammet FSPS Phase II i Vietnam.

Master of Education, Vincent G. Martino, 56, er kontraktansat som seniorrådgiver ved FSPS Phase II i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

Merkonom Poul Georg Märcher Ottosen, 61, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Sektorprogramstøtte til landbrug i Mozambique, ASPS II, med tjenestested i Maputo.

M.A., Elwood Pye, 58, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Sektorprogramstøtte til Erhvervsudvikling i Kenya med tjenestested i Nairobi.

MA Political Science, Michelle Brigitte Parlevliet, 34, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Programmet for Menneskerettigheder og God Regeringsførelse i Nepal med tjenestested i Kathmandu.

M.Sc. Environment, Anders Faaborg Poulsen, 45, er kontraktansat som seniorrådgiver ved fiskerisektorprogrammet FSPS Phase II i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

Ph.d. i vandressourcer, Guna Nidhi Pauduyal, 53, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved Local Government Support Unit og Støtteprogrammet vedr. drikkevand og sanitet i Bangladesh med tjenestested i Dhaka.

Mag.art., Søren Skou Rasmussen, 47, er kontraktansat som seniorrådgiver og Programme Officer ved det danske Koordinerings-kontor i Khartoum, Sudan.

Ph.d./cand. scient. pol., Vanessa Vega Saenz, 37, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Sektorprogramstøtte til Retssektoren, Maputo, Mozambique.

Cand.silv., Lars Wollesen, 50, er blevet kontraktansat som rådgiver ved Sektorprogramstøtte til Landbrug i Mozambique, ASPS II, i Mozambique med tjenestested i Chimoio, Manica.

MULTILATERALE RÅDGIVERE

(JPO’er og seniorrådgivere).

Cand.scient.pol. Niels Broder Holm-Nielsen, 30, er udsendt som JPO af IBRD til Washington, hvor han skal arbejde med Miljø- og vandressourceprojekter i Mellemøsten.

UDENRIGSMINISTERIET

Journalist Morten Østervang, 29, er blevet ansat som journalist på udvikling, hvor han afløser Poul Kjar.

NGO’ER

Cand.scient.anth. Gerd Elmark, 35, er ansat af Mellemfolkeligt Samvirke som ny koordinator for Dialogcenterprojektet under Det Arabiske Initiativs Unge-indsats. Gerd Elmark skal udover ansvaret for det eksisterende center i Amman, Jordan, starte et nyt Dialogcenter op i Marokko i løbet af efteråret 2006.

Chefsygeplejerske Merete Engell fra Læger uden Grænser er er blevet kåret til titlen ’Verdens Sejeste Dansker’ i konkurrencen af samme navn på Danmarks Radio P3. Det sker for hendes arbejde med behandling af krigsofre på et junglehospital i DR Congo.

Foto

Sygeplejerske Rikke Gormsen, 52, er udsendt til Syrien for Dansk Røde Kors, hvor hun skal danne sig et overblik over, hvordan Dansk Røde Kors kan hjælpe flygtninge fra konflikten i Libanon. Hun skal specielt fokusere på det psykosociale arbejde med flygtninge, ikke mindst børn, som har været udsat for voldsomme oplevelser.

Læge Kim Hartzner, 47, generalsekretær i Mission Øst, tager et år til Armenien for at lede hjælpearbejdet, herunder et nyt program, der skal forbedre sundhedsvæsenets evne til at spotte og diagnosticere handicappede børn.

Cand.mag. Eva Iversen er ny koordinator i Uddannelsesnetværket. Eva Iversen har tidligere arbejdet for Unesco, og har senest undervist i Røde Kors Kulturhus.

Foto Tømrer Anders Neergaard Jacobsen, 53, er rejst til Pibor i Sudan for Læger uden Grænser. Her skal han arbejde med at lave permanente bygninger og vandforsyning på et projekt, der tilbyder primær sundhedspleje til befolkningen.

MA i Internationale Udviklingsstudier Frans Mikael Jansen, 52, er ansat som ny generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Frans Mikael Jansen har tidligere bl.a. været generalsekretær i Ibis, direktør for konsulentfirmaet International Development Partners og er netop ved at afslutte 3½ års arbejde i Uganda som rådgiver og leder af Danidas program for god regeringsførelse. Frans Mikael Jansen afløser Lars Udsholt efter knap fire år på posten som generalsekretær.

Socialrådgiver Connie Yilmaz Jantzen, 39, er udpeget som chef for en ny national afdeling i Folkekirkens Nødhjælp (FKN), der omfatter fundraising og det frivillige arbejde i FKN.

Journalist Lars Erik Siegumfeldt er blevet ansat som informationsmedarbejder i Plan Danmark. Lars Erik Siegumfeldt kommer fra en tilsvarende post i U-landssekretariatet.

Embedslæge Børge Sommer er udsendt til Afghanistan for Den Danske Afghanistan Komité (DAC), hvor han skal lede et sundhedsprojekt i Herat-provinsen. Til samme projekt er også Rie Andersen udsendt som administrator og Inge-Lise Aaen, der kommer fra en stilling som chefjordemoder ved Storstrømmens Sygehus, er udsendt som jordemoder.

Listen fortsætter på Tegn
http://www.udvikling.dk

MR. LIHN LYTTER MED

NÅR FILMEN GÅR I FISK

Foto
Hvor er Mr. Lihn mon? Foto: Tony Girardin.

Skal du filme en dokumentarfilm i et kommunistisk land som Vietnam? Så husk alle tilladelserne plus 900 dollars (og lidt cigaretter).

Af Charlotte Pries

Jeg var lykkelig og meget optimistisk, nogle vil sige naiv, da jeg fik Danidas Oplysningsbevilling på 50.000 kroner, så jeg kunne udleve min drøm om at lave en dokumentarfilm i Vietnam.

Jeg og fotograf Tony Girardin skulle filme i badebyen Nha Trang i det sydlige Vietnam, hvor Danida har været med til at starte et fireårigt pilotprojekt, Hon Mun-projektet, der skal redde koralrevet, og kontrollere og begrænse fiskeriet. I løbet af de sidste ti år er 90 pct. af koralrevet blevet ødelagt, fordi fiskerne illegalt har brugt dynamit som fangstmetode. Samtidig bliver der fanget alt for mange fisk.

Rod i tilladelserne
Den første uge var vi fulde af entusiasme. Palmerne bøjede sig ned over den smukke hvide sandstrand, men allerede under den første middag med lederen af Hon Mun-projektet, Bernard O´Callaghan, fik vi det første store chok. Vi måtte ikke filme, før vi havde den officielle tilladelse fra den kommunistiske regering i Vietnam. Den skulle jeg have søgt i Danmark, men jeg havde med vilje undgået at søge tilladelsen, fordi jeg vidste, at jeg så fik en vietnameser fra regeringen lige i hælene, når vi skulle rundt og filme. Men der var ingen vej uden om. Hon Mun-projektet er også støttet af Vietnams regering, og de øer, vi skulle filme på, ligger inde i en havnationalpark, hvor flere af øerne forvaltes af militæret. Det havde jeg ikke set som et større problem hjemme i Danmark. Heldigvis var Bernard yderst hjælpsom. Vi aftalte, at vi kom forbi hans kontor den næste dag. Så kunne vi ringe til den danske ambassade i Hanoi – og så skulle vi nok løse problemet.

Bureaukratisk jungle
Vi ankom til Nha Trang den 14. januar, og de næste 14 dage mailede, ringede og skrev vi til den danske ambassade i Hanoi, der så kontaktede det vietnamesiske statslige pressecenter.

De ville vide alt! Hvad var vores baggrund? Hvem ville vi tale med? Hvornår ville vi tale med dem og hvorfor?

Udfordringen var at formulere vores beskrivelser så løse, at vi stadig kunne være impulsive, men alligevel give pressecenteret de nødvendige informationer. Sagen trak i langdrag, og vi begyndte at blive utålmodige. Det vietnamesiske nytår startede den 7. februar, og herefter ville det være helt umuligt at filme på grund af al festivitassen.

En anden stressfaktor var, at vores visum kun var gyldigt i to måneder – og tiden fløj af sted, uden vi havde rørt kameraet. I starten havde vi planlagt at filme i fem uger, minus den uge hvor nytåret skulle fejres. Det ændrede sig, da vi helt tilfældigt fik at vide, at vi nemt kunne få en tilladelse, hvis vi kun filmede en uge. Denne lille ’detalje’ var ret vigtig for os, og fluks droppede vi den oprindelige ’bløde’ plan om at tage den med ro og lære folk at kende, inden vi startede med at filme. Nu måtte vi bare se at komme i gang med at interviewe fiskere og de lokale, der arbejdede med økoturisme, hummerfiskeri og fiskeopdræt.

En kødrand af folk lytter med
Under de omstændigheder kræver det strukturering at lave dokumentarfilm. For at få lov til at filme på øen Hon Mot havde vi vores nye vietnamesiske ’ven’, pressechefen Hr. Linh, med på ’slæb’. Han var ansat af Press Center i Hanoi og skulle se over skulderen på os hele ugen. 80 pct. af tiden gik med at informere ham om, hvad vi prioriterede at filme. Hvem vi ville snakke med, få aftalen i stand, tjekke hvornår båden sejlede tilbage til fastlandet, og sørge for at Hr. Linh fik nok at drikke.

En ekstra udfordring var naturligvis også, at alle interviews foregik på vietnamesisk, og at vores tolk var ansat af Hon Mun-projektet, fordi øen som nævnt lå på militærgrund. Derfor måtte der ikke komme uvedkommende personer, ej heller tolke, på øen. Det var underligt og en smule ubehageligt at blive overvåget hele tiden. Under alle interviewene var der en kødrand på mindst fem personer, der overhørte vores samtale for at sikre, at uventede informationer ikke slap ud til offentligheden.

Hr. Linhs cigaretter
Hele Hr. Linh-sagen var helt klart ikke iberegnet i Danida-budgettet. Vi skulle betale for hans flybillet til og fra Hanoi, god mad, taxiudgifter, fint hotelophold inklusive hans tøjvask – og smøger! (Hvor skriver man egentlig dem på i rejseregnskabet?) Derudover skulle vi betale 100 dollars til pressecenteret i Hanoi. I alt kom vi til at slippe 900 dollars for en uge. For de penge fik vi ikke blot mindre tid til at filme; vi fik også en flink og høflig, men også grådig, vietnameser med i pakken.

Men filmen – den fik vi i hus.

Charlotte Pries er journalist og filmskaber. charlottepries@yahoo.dk

Filmen ’Dynamitfiskeri i Vietnam’ (varighed 20 minutter) kan lånes hos Danmarks Undervisningsportal, EMU. Tegn http://www.emu.dk

Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 09-09-2006
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/7172/index.htm

Top | Print