DEBAT

KOMMENTAR: TØR DU VÆRE EN ANDERLEDES HVID?

Her er den så, majsgrøden. Spisetid hos familie i Doutou, Benin. Foto: Jørgen Schytte.

Af Per Adelhart Christensen

Patrick Atohoun, den afrikanske repræsentant i Emmaus Internationals forretningsudvalg, udtalte for nogle år siden til den franske avis Le Monde:

– Abbé Pierre er en anderledes hvid; for han siger, at man bør lytte til afrikanerne.

Når en fremtrædende og erfaren skikkelse i afrikansk foreningsliv opfatter det som anderledes, at en hvid lytter til afrikanerne, må han have oplevet og hørt om et mylder af hvide, som forholder sig til Afrika og dets indbyggere uden at tage hensyn til disse indbyggeres opfattelser.

Giver det bedre bistand, hvis folk, der arbejder med bistand, bor i en hytte af strå, spiser majsgrød og spadserer til arbejde ligesom de lokale? spørger Kjar og Katic´ på bagsiden af udvikling nr. 05/06 i artiklen Grillspyd eller majsgrød. Det fremgår af den øvrige tekst, at K&K ubetinget svarer nej, blandt andet står der: “Skal pengene nå de rette, ja, så skal der være nogen, der sørger for, at pengene når derhen. Og de skal faktisk have en hyre for det.” Citatet fra Patrick Atohoun rinder i hu, fordi bagsideartiklen udelukkende forholder sig til forholdet mellem de danske skatteydere og bistandsarbejderne (hvorfor hedder de ikke udviklingsarbejdere? Det signalerer i højere grad ligeværdighed). Hvordan de lokale stiller sig, inddrages ikke, og det er da vel dem, der er målgruppen?

Hvordan indretter man sig som udsendt, i år eller uger, hvis man ud over at levere isenkram og teknik ønsker at etablere menneskelige relationer, der bygger på respekt, tillid og indlevelse?

Det er den danske Emmaus-organisation Genvej til Udviklings erfaring fra små tredive års udviklingsengagement i Vestafrika, at det bidrager ganske betydeligt til ligeværdighed i samarbejdet (hvis altså det er det, man vil), hvis man viser interesse for de lokales værdier og vilkår og viser åbenhed for at lade sig inspirere. Det kan nuancere og gavne både samarbejdet og indtrykket af hinanden, hvis man siger ja tak, når partnerorganisationen inviterer til køretur til steppelandets afkroge med spisning af gedekød, urtesovs og hirsegrød, afrundet med tedrikning og efterfulgt af søvn på en slidt skumgummimadras direkte under stjernerne.

Mange steder i Syd kan man opleve en næsegrus beundring for den europæiske livsstil; men er det en fordel for sameksistensen og samarbejdsrelationerne mellem Syd og Nord, hvis begge parter hele tiden og så igen sender signaler om den hvide m/k’s totale overlegenhed? Eller skal vi stadig holde døren på klem for den mulighed, at der kan være aspekter af tilværelsen, hvor ikke-europæiske kulturer kan have noget værdifuldt at tilbyde?

Vælger man at satse på sidstnævnte mulighed, så er det klogt, hvis udviklingsarbejderen fra Nord lader en pæn del af den flotte hyre stå på en opsparingskonto til brug ved hjemkomsten. Det mindsker afstanden til de lokale målgrupper og samarbejdspartnere, hvis man i sin livsform viser omsorg for mennesker og ting frem for at praktisere traditionel nordlig brug-og-smid-væk-mentalitet, og hvis man møder de lokale i øjenhøjde.

Per Adelhart Christensen er formand for foreningen Genvej til Udvikling, en mindre NGO, der primært arbejder med Niger og det øvrige Vestafrika. GtU er medlem af Emmaus International. http://www.gtu.dk  

Hvem er Patrick Atohoun? Patrick Atohoun er den afrikanske repræsentant i Emmaus Internationals forretningsudvalg. Patrick Atohoun leder en af de fire beninske organisationer, som er medlem af Emmaus International ( EI), stiftet af Abbé Pierre. Patrick Atohouns læremester og forbillede er den afdøde beninske ærkebiskop Isidore de Souza, som spillede en hovedrolle ved Benins overgang til demokrati i 1990.

FORHASTET KRITIK AF INDIENSBOG

Steen Folke, en af de to redaktører til bog om dansk bistand til Indien, kommenterer anmeldelse.

I en i øvrigt positiv anmeldelse af ’Den rige mus og den fattige elefant – 45 års dansk bistand til Indien’, som jeg har redigeret sammen med Jesper Heldgaard, drysser Jørgen Harboe (JH) lidt malurt i bægeret (udvikling 05, s. 21).

JH skriver, at det er ”mere tvivlsomt, at Danida spillede en vigtig rolle for udviklingen af mejeribrug i Indien”. I bogen står der nu (s. 88) det mere beskedne ”gav et vigtigt bidrag til” og et andet sted (s. 104) ”havde en finger med i spillet”. Og ærlig talt, er det urimeligt i betragtning af, at Danida 1964-85 støttede 22 kvægavlsprojekter forskellige steder i Indien med cirka 130 millioner kroner? De havde ikke alle lige stor effekt, men et vigtigt bidrag var denne ret massive indsats vel trods alt.

Noget andet er, at man kan diskutere fattigdomsorienteringen, hvilket vi også gør i bogen.

Til gengæld har JH efter min mening ret i, at der burde have været skrevet noget mere kritisk om den meget dansk dominerede måde, Hesaraghatta-kvæggården blev ledet på de første år samt de problemer, det gav anledning til. Som redaktør havde jeg en dialog med forfatteren til det pågældende kapitel, Eyvind Kristensen, om netop dette, men det ønskede han ikke at medtage, og i sidste ende måtte det så blive, som forfatteren ønskede.

JH’s hovedkritik af bogen er, at den ikke tilstrækkeligt inddrager det lange perspektiv:

”Hovedvægten i de fleste afsnit ligger på de seneste år, inden Danida trak sig ud af Indien. Den tidsforkortelse er ok i et nyhedsmedie, men ikke i en bog, der vil beskrive dansk bistand til Indien som en dynamisk helhed”.

Denne kritik er ganske urimelig!

I tre store kapitler beskriver og analyserer Henrik Schaumburg-Müller udviklingen hen over alle 45 år. Det samme gør George Mathew i det afsluttende kapitel.

I kapitlet om husdyrprojekterne er hovedvægten på 60’erne og 70’erne. Jeg har selv et bidrag om, hvordan det hele startede i 60’erne. Der er et særligt kapitel af Ole Blicher-Olsen om, hvordan det var at være udsendt rådgiver omkring 1977. Jesper Heldgaard har et stort kapitel om ’missionen – bistandens fortrop’ med perspektiver tilbage til 1705.

De øvrige kapitler lægger hovedvægten på de sidste 25 års bistand og udvikling, og det må vel siges at være rimeligt nok? Her har den i øvrigt velinformerede journalist Jørgen Harboe været ude med en forhastet og uunderbygget kritik.

Steen Folke
Seniorforsker, DIIS.

JUBILÆUM UDEN JUBEL

Kommentar. Nairobiklubben, der i 30 år har samlet landets u-landsjournalister, er en klub i krise. For i dag handler historierne fra de varme lande om fundamentalisme, terror og civilmilitært samarbejde – ikke om u-landsbistand.

Af Jørgen Harboe

For lidt over 30 år siden – i juni 1976 – samledes seks yngre danske journalister i et steak house nær New Stanley hotellet i Nairobi og stiftede Nairobiklubben.

De var ude for at dække UNCTAD IV – FN’s fjerde konference for handel og udvikling. Det var få år efter den første oliekrise, og konferencens uofficielle tema blev en ny økonomisk verdensorden; et emne, man talte meget om dengang. De råvareproducerende u-lande skulle have samme fordele af international handel, som de olieproducerende lande netop havde fået.

Tilhængerne sagde, at de rige lande sad på verdenshandelssystemet og brugte det til egen fordel. De måtte give handelsfordele fra sig for at skabe en retfærdigere verden med mere ligelig fordeling af goderne. Det var det erklærede mål for den internationale udviklingspolitik dengang.

To år før havde FN’s Generalforsamling vedtaget en erklæring om en ny verdensorden for information. Den gik ud på at rokke ved de store vestlige telegrambureauers ’globale mediedominans’, så de fattige lande og deres medier kunne komme til orde. Dengang styrede det britiske Reuters, det amerikanske AP og dt franske AFP nyhedsstrømmen fra de fattige lande.

De seks danske journalister, der dækkede UNCTAD IV, havde hverken solgt sig selv til en ny økonomisk verdensorden eller til den nye informationsorden. Men de var naturligvis præget af deres tid. Dagsordenen var at give mere plads til de fattige lande politisk, økonomisk og på mediefronten. Det var i pagt med denne internationale agenda, at de stiftede Nairobiklubben som samlingssted for danske journalister, der skrev om dansk u-landsbistand og international udviklingspolitik. Dermed markerede de, at u-landsjournalistikken var blevet et anerkendt stofområde i det danske medielandskab, – i alt fald i klubbens egen selvforståelse. Bistand og fredelig international udvikling med indbygget balance var simpelthen in dengang. Der skulle gives plads til de fattige lande og fattige befolkningsgrupper i en mere retfærdig verden.

Bistand eller vold
Det var dengang, og klubben har eksisteret lige siden 1976 med en medlemskreds, der er vokset til 50-100 journalister og informationsmedarbejdere, der ønsker at være med i et fagligt medieforum omkring bistand og international udvikling.

Det er ganske mange. Og alligevel er det, som om klubben er i krise. En krise, der afspejler en voksende usikkerhed omkring holdningen til international solidaritet.

Begyndende kriser afslører tit sig selv ved tegn, der er så små, at de i sig selv ikke betyder noget.

Nairobiklubben plejer at holde generalforsamling i juni. Den blev udsat. Efter et år, der havde været usædvanlig fattigt på medlemsarrangementer – altså pressemøder om dansk og international udviklingspolitik og bistandssamarbejde.

Var der ikke noget at mødes om? Og er de danske u-landsjournalisters selvforståelse begyndt at vakle?

Jeg tror, at svaret er nej til det første spørgsmål og ja til det andet.

Hvorfor? Det vil være forkert at skyde skylden på VK-regeringens beslutning om at skære i bistanden som andel af bruttonationalindkomsten, for u-landshjælpen er stadig mange gange større end i 1976, da Nairobiklubben blev født.

Forskellen er, at dengang stod u-landsbistanden højt på den danske dagsorden. Der var mange, der mente, den gjorde en forskel og ville præge fremtiden. Derfor gav det genlyd i medierne, når Dansk Industri ville pakke hjælpepakken om, så dansk erhvervsliv fik flere kroner i kassen, og når FN ville pille ved markedskræfterne og skabe en ny økonomisk verdensorden.

I dag er det, som om regeringen lægger langt mere vægt på militære interventioner end på den civile hjælpeindsats i sin annoncerede politik over for de fattige lande. Det er den dagsorden, den præsenterer for Folketinget og pressen, og journalister er et følgagtigt folkefærd. De fylder medierne med det, der er oppe i tiden. I 1976 var den tredje verden synonym med fattigdom, bistand og ny økonomisk verdensorden. I 2006 ser vi fundamentalisme, terror og danske soldater – ikke bistandsarbejdere – i u-landene Irak og Afghanistan. Vennebilledet af den tredje verden er erstattet med et fjendebillede.

Bistand til fjender giver ingen mening, og derfor bliver bistandshistorierne ikke skrevet.

Exit – eller ...
Spørgsmålet er så, om Nairobiklubben simpelthen har udspillet sin rolle og bør lukke og slukke. Om journalister kun afspejler deres tid, sådan at bistandsjournalister holder op med at opfatte sig som bistandsjournalister, når bistanden fader væk og politikerne og offentligheden flytter interessen for de fattige lande et andet sted hen.

Hvis det er tilfældet, bør klubbens 31. år slutte med et afskedsjubilæum. Eller med navneforandring til eksempelvis NATO-klubben.

Alternativet er farligt: Nemlig at medlemmerne tager sagen i egen hånd og selv forsøger at sætte den civile bistand på dagsordenen igen for at forsvare deres levebrød eller ligefrem, fordi de mener, at den bør spille en større rolle i forholdet mellem rige og fattige lande.

Det ville være politisk aktivisme og et brud med journalisters traditionelle passive rolle som iagttagere.

Men samtidig vil det være et ekko fra klubbens første tid.

Nairobiklubben blev jo stiftet i slipstrømmen fra den nye verdensorden for information, der også var en slags aktivisme.

Jørgen Harboe er freelancejournalist og medstifter af Nairobiklubben. jharboe@webspeed.dk

RIISBERG VS. RICHELLE

– EU-generaldirektør går uden om sagens kerne, siger Finn Riisberg i kommentar til indlæg fra EU’s generaldirektør for udviklingssamarbejde, Koos Richelle.

I sin kommentar til min artikel i udvikling nr. 5/2006 anfører EU-generaldirektør Koos Richelle blandt andet, at problemet med reparation af biler ikke ville være løst ved valg af andet bilmærke, da projektområdet er tilbagestående. Han nævner endvidere, at hyppig udskiftning af personale har påvirket stabiliteten uheldigt samt at EU-kommissionen nu har decentraliseret en række opgaver til delegationerne i partnerlandene. Richelle efterlyser en gennemgang af, hvordan de kritiserede elementer i projektet påvirkede mit arbejde.

For så vidt angår biler findes der i projektområdet en Nissan-forhandler. Man ville derfor kunne have fået bilerne repareret på stedet, hvis EU havde valgt at købe Nissanbiler. Langt vigtigere er imidlertid spørgsmålene: Hvorfor fik projektet ikke tolv biler som planlagt, men kun fem? Og hvorfor ankom disse først efter to års ventetid?

Den decentralisering af opgaver til EU-de-legationerne i partnerlandene, som Richelle nævner, har fundet sted efter afslutningen af mit arbejde i Peru. Min beskrivelse af EUs bureaukrati henviser til min udstationeringsperiode ved projektet, juni 2001-februar 2003.

Den omfattende udskiftning af personale kunne være undgået, hvis man ved projektet havde fået støtte fra EU-delegationen i Lima. Det er beklageligt, at delegationen ikke greb ind, da de regionale myndigheder i modstrid med forskrifterne i finansieringsaftalen afskedigede alt lokalt personale.

Det kan tilføjes, at i over et år var den projektansvarlige i EU-delegationen en blot 25-årig medarbejder med ingen eller ringe projekterfaring. De lokale og europæiske rådgivere ved projektet havde mindst ti års erfaring.

Den måde, hvorpå de kritisable forhold ved projektet påvirkede mit arbejde, mener jeg allerede er beskrevet i artiklen.

Den centraliserede projektledelse betød, at der ikke blev draget fuld nytte af den europæiske rådgivers viden og erfaring. I forhold til sit store ansvarsområde havde rådgiveren kun ringe medbestemmelse. Dette betød blandt andet, at han ikke blev inddraget ved ansættelse af personale til sit ansvarsområde. Min henvendelse om sagen til EU-delegationen i januar 2002 forblev ubesvaret.

Den lange ventetid på godkendelse af planer og budgetter samt den omfattende personaleudskiftning har været så generende for arbejdet, at man langt fra har opnået de forventede resultater i den produktionskomponent jeg havde ansvaret for.

Endelig har de alt for få biler umuliggjort de nødvendige tilsynsrejser.

Sammenfattende forekommer det mig, at Richelle går uden om sagens kerne, idet han undlader at kommentere de mange uregelmæssigheder og den omfattende misbrug af ressourcer beskrevet i min artikel. Måske for at bortlede læserens opmærksomhed beskæftiger han sig i stedet med mindre væsentlige spørgsmål.

Redaktionen betragter hermed debatten som afsluttet.