TEMA: DANMARKS MINDSTE NGO’ER

KØKENBORDS NGO’ER

De har ingen ansatte, ingen kontortid og ofte ingen hjemmeside. Nogle vil uden tvivl kalde de helt små NGO’er for glade amatører. Men den forandring, de skaber, er konkret og lokal. Ofte fremhæves mikro-NGO’ernes evne til at skabe begejstring og på sigt at sikre opbakning til bistanden i den danske befolkning. Vi har taget temperaturen på

Et udsnit af Gambias Venners sporsorbørn. Foto: Gambias Venner

Madame Vélo alias Mariama Guldagger. Foto: Susanne Lassen.

 
Jørgen Kastrup fra Gambias Venners med sporsorbarn. Foto: Anne Marie Hegelund.

Vidste du, at... ... I Afghanistan optræder et dansk-startet omrejsende cirkus for børn. Mobile Mini Circus for Children (MMCC) støtter børns rettigheder, uddannelse og livsglæde gennem kreative aktiviteter som for eksempel cirkus, teater og sport. http://www.afghanmmcc.org   ... en række kunstnere og kunstinteresserede holder auktion over donerede værker hvert år i Odder og sender overskudet til skoler i Addis Abeba gennem foreningen Ewiket Lehibret (’viden for alle’ på amharisk). http://www.ewiketlehibret.dk   ... en enkelt medicinstuderende, Jane Bjerg Jensen, hvert år siden 1997 har hjulpet 40 unge frivillige til Cape Town, hvor de arbejder med socialt udsatte børn og voksne på børnehjem, hospitaler og i townships. http://www.dancape.dk  ... Agent 21 er en forening, der arbejder for at fremme børn og unges viden om miljø og udvikling på både lokalt og globalt plan. Foreningen har udviklet undervisningsprojektet ’Den Sjove Skraldespand’ med støtte fra Miljøministeriet og Danidas Oplysningsbevilling. http://www.agent21.dk   ... Elly i Vestjylland siden 1992 har registreret 700 medlemmer i den kristne forening Projekt U-landshjælp til Selvhjælp, der arbejder for at uddanne de dårligst stillede, især gadebørn og fattige unge piger i Tanzania. http://www.ulandshjaelp.dk   ... foreningen Red børnene i Gorom-Gorom lige nu samler ind til privat katastrofehjælp efter at oversvømmelser i Burkina Faso har gjort 6000 mennesker hjemløse i dens projektområde. Foreningen sørger normalt for, at 100 børn i landsbyen Gorom-Gorom kan gå i skole. http://www.gorom-gorom.dk   ... danske tandlæger og studerende har stiftet foreningen Tandsundhed uden Grænser, der frivilligt og ulønnet arbejder for at fremme tandsundheden for primært børn og unge i Peru, Filippinerne, Argentina og Mauritanien. http://www.tug.dk

Danmarks mindste u-landsorganisationer udvikler sig. Græsrødderne er overvejende grå i toppen – og et stigende antal har rod i flygtninge- og indvandrerkredse. Udvikling kigger indenfor hos landets køkkenbords-NGO’er.

Af Hanne Mølby Henriksen

De udruster brandmænd i Laos, får børn til at grine i Afghanistan og sender hospitalsudstyr til lande som Somalia, Nicaragua og Vietnam. Et stigende antal danskere kaster sig ud i små, private projekter, der skal hjælpe verdens fattigste mennesker til et bedre liv.

Køkkenbords-NGO’erne, de helt små NGO’er, er i tydelig fremgang.

– Jeg vil ikke bare sidde og glo og nøjes med at lægge en 50’er hos Røde Kors, siger Berit Lund fra Årslev på Fyn, der sidste år sendte sin første container med tæpper, børnesko og computere af sted til Uganda.

– Jeg vil hellere gøre noget selv. Vi har så meget i denne verden, og i Uganda står der kvinder og mangler en plastikspand. Det er uhyggeligt. Jeg kan slet ikke lade være med at hjælpe.

Berit Lund er mor til tre og har fuldtidsjob i en forretning. For få uger siden pakkede hun container nummer to færdig. Og hun er allerede i gang med at samle ind til nummer tre – godt assisteret af den lokale børnehave, virksomheder og landsbyens folk i det hele taget.

Ligesom de fleste andre såkaldte fritids-NGO’er har fynboen masser af hjælp at trække på. Fra de forskellige organisationer, der administrerer Danidas bevillinger til mindre projekter, lyder samme melding om danskernes øgede interesse i at hjælpe, hvor der er behov.

Hvor er de unge?
Siegfried Christiansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er nærmest imponeret over antallet af nye hoveder, han møder blandt ansøgerne til Danidas renoverings- og forsendelsesbevilling – den, der gør det muligt for foreninger og enkeltpersoner som Berit Lund at sende containere med genbrug til u-lande. Sidste år havde ordningen 123 brugere.

– 23 af dem var splinternye, fortæller koordinator Siegfried Christiansen:

– Det er påfaldende mange, synes jeg. Tyve procent. Folk med tid og tanker tilovers har i stigende grad lyst til at bruge deres kræfter på det her.

Også de små og mellemstore NGO’ers paraplyorganisation, Projektrådgivningen i Århus, oplever en jævn tilgang i sin medlemsskare. På fem år er den vokset med godt 50 procent. Omtrent halvdelen af de 210 foreninger bæres udelukkende af frivillige hænder og personligt engagement.

– Det giver mig en enorm glæde og stolthed at hjælpe andre, siger Berit Lund som forklaring på, at hun et par gange om ugen triller forbi den lokale genbrugsstation og roder i storskraldet.

– Jeg bruger rigtig meget tid på det. Også for meget, hvis du spørger min mand og mine børn.

På den måde er den travle mor ikke nogen typisk frivillig hjælpearbejder. Både MS og Projektrådgivningen melder, at flere og flere ældre vælger at bruge deres tredje alder på at gøre gavn. Foreninger som for eksempel Seniorer uden Grænser og Seniorhænder til Asien og Afrika går målrettet efter modne mennesker, der har lyst til at bruge deres evner og erfaringer fra et langt arbejdsliv på verdens fattige. Også i andre foreninger løfter frivillige efterlønnere og pensionister en stadig større del af arbejdsbyrden.

Leder af Projektrådgivningens sekretariat Erik Vithner kalder de ældres engagement glædeligt og siger, at han ikke er nervøs for at se de unge forsvinde ud af miljøet. Og så alligevel: – Det er da klart, at bekymringen kan være der. Den var der jo også lidt på NGO-træffet i marts (Se udvikling april nr. 03/ side 5), hvor vi spurgte os selv, hvor de unge egentlig var, og om der var nok af dem.

Af samme årsag har Projektrådgivningen i samarbejde med Ungdommens Røde Kors og de medicinstuderendes organisation, IMCC, planlagt et seminar til efteråret om, hvordan man engagerer unge i udviklingsarbejdet.

– Det er vigtigt at holde bredden, så det ikke kun er folk, der læser Politiken, der ved noget om det her, mener Erik Vithner. Han peger desuden på, at der – uagtet deres valg af morgenavis – findes en anden gruppe, der vokser hastigt på den danske bistandsscene.

Ekstra konsulent til nydanskerne
Både Projektrådgivningen og MS får flere og flere henvendelser fra grupper i flygtninge- og indvandrermiljøet. 25-30 procent af renoverings– og forsendelsesbevillingens brugere var sidste år mennesker, der er kommet til Danmark fra den tredje verden som flygtninge, asylansøgere eller partnere til danskere. Og i Århus har Projektrådgivningen de seneste år fået så mange henvendelser og medlemmer fra samme del af foreningsdanmark, at sekretariatet i samarbejde med Udenrigsministeriet har ansat en ekstra konsulent alene til at hjælpe flygtninge og indvandrere, der ønsker at hjælpe andre (se side 18). Dermed er de nu i alt seks konsulenter ansat.

– Nogle af dem (nydanske NGO’er, red.) har særlige problemer med at forstå og arbejde inden for den danske foreningstradition. Derudover har vi valgt det som prioriteringsområde, fordi de har nogle helt særlige ressourcer, forklarer Erik Vithner.

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Steen Folke var omkring årtusindskiftet med til at forberede Danidas civilsamfundsstrategi, der kort fortalt går ud på at skrue ned for de traditionelle serviceydelser, såsom vandposter og skolebyggeri, og op for kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed i u-landene.

Han bekræfter, at flygtninge– og indvandrerorganisationerne har nogle åbenlyse styrker i forhold til de etnisk danske hjælpearbejdere. Sproglige barrierer, kulturforskelle og manglende indblik i lokale forhold er typiske problemer, som flygtninge og andre indvandrere ikke behøver at slås med, forklarer han.

– Det er glædeligt, at de engagerer sig i det danske udviklingsarbejde. Og de har nogle fordele med sig i bagagen. Men det accentuerer også nogle mulige problemer, siger Steen Folke.

Der vil for eksempel være øget risiko for, at det er en bestemt person eller gruppe mennesker i modtagerlandet, der får glæde af bistanden, mener seniorforskeren. Og hvis der er stridigheder i forvejen, kan den slags støtte til nogle og ikke til andre være med til at puste til ilden – et potentielt problem, som alle NGO’er i øvrigt er nødt til at forholde sig til, uanset hvilken etnisk gruppe de måtte tilhøre, tilføjer han.

Danida tilbyder støtte
– De helt små NGO’er i Danmark drives typisk af glade amatører med større eller mindre forudsætning for at lave noget fornuftigt. Det er den gode vilje, der driver værket. Og det kan være et problem. Hjælpearbejdet kan altid få negative konsekvenser, hvis det gribes forkert an, understreger Steen Folke.

Det kan for eksempel være svært for folk uden ekspertise at styre uden om korruption i modtagerlandet, at vurdere hvem der har mest behov for hjælp, at tænke langsigtet og gøre deres projekter bæredygtige. Der er masser af fælder, fortæller udviklingsforskeren. Og dem kender konsulenterne alt til på Projektrådgivningen i Århus.

Med støtte fra Danida tilbyder de medlemsforeningerne kurser, hjælp og vejledning omkring bistandsprojekter i u-landene. Samtidig administrerer sekretariatet Danidas minipulje, hvor små og mellemstore NGO’er kan søge op til tre millioner kroner til udviklingsorienterede projekter (se side 16). Siden puljen blev oprettet i 2002, er 154 ansøgninger (ud af 319) blevet godkendt til støtte – flere af foreningerne er gengangere. Omkring 65 har ikke tidligere fået penge fra Danida.

– Jo større projekt, jo større krav stiller vi. Det er vores erfaring i Projektrådgivningen, at hvis man er for små og starter for stort, så går det galt, siger sekretariatsleder Erik Vithner.

Skrøbelige 1-mands NGO’er
De foreninger, der vil have del i minipuljens penge, er med andre ord nødt til at være bare en lille smule professionelle. Puljen er øremærket udviklingsorienterede projekter, som er noget andet og mere end det traditionelle hjælpearbejde som forsendelsen af en container med genbrug. Ansøgerne skal inddrage deres partnere i Syd mere aktivt og hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Og det kan ifølge Erik Vithner godt være lidt af en kunst for fru Jensen, der gerne vil hjælpe og har svært ved at se, hvorfor hun ’ikke bare kan bygge den der skole selv’.

– Vi prøver så at forklare lidt om civilsamfundsstrategien og princippet om at understøtte folks muligheder for selv at tage hånd om deres problemer, fortæller lederen af sekretariatet, der den ene dag rådgiver halvstore, professionelle foreninger som Nepenthes, DGI og Caritas Danmark og den næste fru Jensen og hendes veninde på Hyacintvej. Der findes masser af ildsjæle i det danske land, garanterer Erik Vithner. Fra Projektrådgivningens side bliver de opfordret til at organisere sig.

– Vi siger direkte til fru Jensen, at hun skal tage nogle flere med, næste gang hun kommer. Meningen er god nok, men det er simpelthen for skrøbeligt med de dér enmandsforetagender. Projekterne griber jo ind i folks hverdag og kan bringe dem i et forfærdeligt afhængighedsforhold. Og hvad sker der så, hvis fru Jensen bliver syg, dør, dropper ud eller noget andet? Så går det galt, konstaterer Erik Vithner.

De menneskelige relationer
Det er ifølge sekretariatslederen de menneskelige relationer, der bærer de små NGO’ers arbejde. Det er også dem, der er årsag til, at Danida deler ud af sine bistandskroner til lokale foreninger og amatører. De små NGO’er skaber en form for menneskelig kontakt, der øger forståelsen for fremmede kulturer.

- Det er meget værdifuldt i en verden med muhammedkriser og så videre, supplerer seniorforsker Steen Folke. Han er ikke i tvivl om, at det give god mening at lade de små komme til, for de kan noget, som store, veltrimmende hovedkvarterer med strategipapirer, årsrapporter og videokonferencer måske har glemt: – De kan skabe begejstring, fastslår Steen Folke.

– De kan engagere en bred skare af mennesker i verdens uligheder og bekæmpelse af fattigdom og på den måde sikre den danske bistandspolitik en vis folkelig forankring. Vi er mange i branchen – herunder jeg selv – der er glade for, at de er her.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. hmh@journalist.dk  

DET ER SVÆRT AT BLIVE STØRRE

En bunke cykler er på ti år blevet til tusindvis af høns og en hulens masse andet i Vestafrika. Foreningen Cykler til Senegal er vokset så meget, at den ikke længere kan håndteres fra et køkkenbord. For udvikling er indviklet.

Af Hanne Mølby Henriksen

Frivillige hænder har på ti år forvandlet Cykler til Senegal til et millionforetagende, der er blevet for stort til sit eget navn.

Foreningen er vokset fra en container med 230 cykler til et større projekt med hønsehold, mikrokreditter og et budget på seks mio. kr. Mariama Guldagger stiftede foreningen i 1996 og anede i øvrigt ikke, hvad hun gik ind til, da hun lovede en stemme i telefonen at hjælpe med at skaffe venner og cykler til hans hjemegn i Senegal.

I dag er hun ikke bare blevet gift med manden fra Senegal og kendt som Madame Vélo – fru Cykel – blandt hans folk. Mariama Guldagger, der tidligere hed Elise, er også kendt i Danmark som muslimsk kone nummer tre og grundlægger af en gedigen succes.

Ud over at sende brugte cykler og briller til Senegal, står aktivistgruppen i dag bag projekter med blandt andet høns, undervisning og sesamproduktion i Gambia og Senegal, den opererer i 122 forskellige landsbyer og har fået metervis af spalteplads i aviser og dameblade herhjemme.

’Fru Cykel’ har medvind i Senegal. Og cyklen kommer fra Danmark. Foto: Susanne Lassen.

Hvad er det, I kan? 

– Vi prøver hver dag at gøre hjælpearbejdet til noget særligt. Noget sjovt. Vi inviterer til folkefest i Skibby, laver afrikansk mad, danner netværk og prøver at finde partnere med kvalifikationer på tværs af systemerne. Jeg tror meget på blandingen af frivillighed, engagement og så selvfølgelig det at have nogle kapaciteter, siger Mariama Guldagger.

Cykler til Senegal trækker især på ældre mennesker, der sidder med en masse ressourcer uden noget sted at gøre af dem, forklarer Mariama Guldagger. Nogle reparerer symaskiner hjemme i Skibby på Sjælland. Andre rejser ud og lærer kvinderne i Senegal at bruge massage under fødsler. Og atter andre kan undervise i perlebroderi.

Hvornår tog udviklingen for alvor fat? 

– Det er gået i raketfart lige fra begyndelsen. Måske fordi vi hele tiden har satset på venskab og menneskelige relationer. De bærer det hele.

Engang lokkede Mariama Guldagger Skibbys borgmester med til Senegal. Han skulle med ned og snuse til Afrika og hjælpe med at fortælle byens borgere, hvordan det gik med deres cykler dernede. Med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling lavede Mariama og borgmesteren så en lysbilledserie om Fatoumata, den første kvinde i landsbyen, der lærte at cykle.

– Det er noget, der er til at forstå, siger hun og fortsætter:

– Cykler. Briller. Symaskiner. Det er meget mere håndgribeligt end alle Danidas systemer. Jeg er konstant ude at vise lysbilleder, synge og fortælle om Afrika og mit liv som tredje kone, konverteringen til islam og så videre. Det er ikke det, der har kørt historien om Cykler til Senegal frem, men det er selvfølgelig en del af det.

Og lige så stille har foreningen bevæget sig fra det klassiske hjælpearbejde med støtte fra transport- og renoveringspuljen til det mere udviklingsorienterede. Den sender stadig to containere med gode genbrugssager af sted hvert år, men har også måttet hyre sin første medarbejder herhjemme til at styre det store hønseprojekt. Godt nok kun en enkelt dag om ugen, men alligevel. Med alt det vokseværk skal man være påpasselig, mener Mariama Guldagger.

 Hvilke problemer er I stødt på undervejs?

– Det er svært, når man bliver større. Vi er endnu ikke druknet i organisation eller struktur, men vi står lige ved det hjørne nu. Og det kan godt være svært at beholde engagementet, når man skal administrere seks millioner kroner. Derudover har det været svært at finde ud af, hvordan vi griber fattigdommen an.

Hvis familierne sulter, så nytter det jo ikke, at vi står der med brugte briller. Det er bestemt ikke succeshistorier alt sammen. Vores måder at tænke på i Afrika og Danmark er meget forskellige. Det skaber konflikter. I forbindelse med økonomistyring har vi for eksempel oplevet, at midlerne er blevet brugt til noget andet, end de var beregnet til. Men når nu naboen lige stod og manglede et nyt tag på sit hus...

Mariama Guldagger fortæller, at de har haft stor succes med at bruge en uvildig, dansk, mandlig Afrika-kender som mægler, når dialogen mellem de danske kvinder og projektets afrikanske mænd er gået i hårdknude.

Hvad har I ellers lært undervejs?

– Vi har lært, at ting tager tid. Forandring tager rigtig, rigtigt, rigtig lang tid, måske generationer. Udvikling er indviklet, siger Mariama Guldagger og påpeger, at det ikke kun er i Afrika, tingene kan blive bedre. Danskerne har også meget at lære, siger hun og tilføjer:

– Tålmodighed har vi også lært meget om. Donorer som Danida stiller nogle krav om administration og budgetstyring, som vi helt klart har haft svært ved at leve op til. Det kan jeg sige meget grimt om, men det nytter nok ikke. Så lad mig bare sige, at det er vigtigt, at kravene fra professionelle Danida ikke dræber engagementet hos aktivisterne. Det er fandeme så svært at bevare sin folkevognssjæl i en Cadillac.

Læs mere på http://www.cyklertilsenegal.dk

Danida-penge til lilleput-NGO’er Der skal være mulighed for folkeligt engagement i udviklingsarbejdet, skriver Danida i sin beretning om NGO-samarbejdet 2005. Helt små foreninger kan for eksempel få støtte til deres hjælpe– og udviklingsprojekter fra: De tre miniprogrammer, som administreres af Dansk Ungdoms Fællesråd (8,8 mio. kr.), De Samvirkende Invalideorganisationer (13 mio. kr.) og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (13,7 mio. kr). Miniprogrampengene kan kun søges af de tre organisationers respektive medlemsforeninger. Minipuljen (21,6 mio. kr.), som administreres af Projektrådgivningen i Århus og kan søges af alle foreninger med mindst 50 medlemmer. Vurderingen af ansøgningerne er lagt ud til en ekstern bevillingsgruppe, så rådgivning og bevillingsproces holdes adskilt. Renoverings– og forsendelsesbevillingerne (i alt 12,8 mio. kr. i 2006), som administreres af Mellemfolkeligt Samvirke. Kilde: Udenrigsministeriets Kontor for Humanitær Bistand og NGO-samarbejde.

GAMBISK SKOLEPROJEKT MED JYSKE RØDDER

Gambia. Hjemmebesøg og overrækkelse af gaver fra den danske sponsorfamilie. Foto: Jørgen Kastrup.

– Vores projekt er vokset meget hurtigt. 190 børn har sponsorer i Danmark. Og for at sikre børnenes skolegang overvejer vi nu at stifte en forening, siger ægtepar fra Silkeborg, der driver et skoleprojekt i Gambia.

Af Lene Elsig Dalgaard

19-årige Omi går i 4. klasse i en skole i Kembujeh i Gambia i Vestafrika.

Hun er næsten døv, men hun følger undervisningen i en almindelig skole. Omi er også i gang med at lære at sy på en håndsymaskine. Hendes skolegang bliver betalt af en dansk sponsor, som er formidlet af Anne Marie Hegelund og Jørgen Kastrup. Og når de rejser til Gambia til november for at følge udviklingen i deres private skoleprojekt, medbringer de en håndsymaskine fra Omis danske sponsor.

– Den symaskine skal Omi have, hvis hun kan vise, at hun har fået lært at bruge en symaskine. Og kan hun det, betyder det, at hun er sikret en fremtid som syerske, fortæller Anne Marie Hegelund.

Omi er en af de 190 elever, som får skolegangen betalt af danske sponsorer.

I april 2005 startede ægteparret Anne Marie Hegelund og Jørgen Kastrup det lille private skoleprojekt i landsbyen Kembujeh, som ligger i et landdistrikt i Gambia.

Som aktive medlemmer af foreningen Gambias Venner har de igennem flere år været med i hjælpearbejdet i det lille vestafrikanske land, som tilhører gruppen af verdens fattigste lande.

Anne Marie Hegelund er suppleant i bestyrelsen i Gambias venner og til daglig ældrechef i Fjends kommune, sygeplejerske af profession og bosat i Silkeborg sammen med sin mand Jørgen Kastrup.

– Vi startede skoleprojektet, fordi vi har stor sympati for skolens leder – især fordi han har en helt utrolig dejlig omsorg for børnene. Vi fandt ud af, at vi for 2.000 kroner om året kunne sponsorere skolegangen for 10 forældreløse børn. Da vi kom hjem og fortalte om denne oplevelse, meldte flere sig som sponsorer, fortæller Anne Marie Hegelund.

Projektet er således på snart halvandet år vokset fra 10 børn til cirka 190.

Det koster 250 kroner om året at være sponsor for et barn på skolen. Pengene dækker alle skolematerialer, to skoleuniformer, et par sko og et måltid mad om dagen. Sponsorerne får et billede af det barn, de hjælper, en kontrakt samt en gang årligt barnets karakterer fra skolen.

Mund-til-mund
– Vi har sponsorer i hele Danmark, og de fleste får vi via mund-til mund, og det foretrækker vi også. Projektet skal helst ikke vokse hurtigere, end at vi også kan følge med, siger ægteparret, der bruger det meste af deres fritid på Gambia.

Opfindsomheden, som karakteriserer hjælpen og indsatsen til Gambia fra ægteparret, synes grænseløs: De arrangerer årlige loppemarkeder i deres kolonihavehus, hvor overskuddet går til skolen. I år er overskuddet, som forventes at blive 8-10.000 kroner, øremærket til et pumpesystem og solenergi.

De skaffer håndsymaskiner – 200 er det blevet til – og sørger for reservedele til reparation, kontakter sponsorer, samler genbrugstøj og andet genbrug via Røde Kors i Stoholm mellem Skive og Viborg, Altsammen bliver bliver sendt videre sydpå.

Og flere ideer til frivilligt arbejde myldrer frem:

– Lige nu snakker vi om, at vores næste indsamlingsprojekt skal gå til haveredskaber til kvindehaverne dernede. Men nu må vi se, siger Anne Marie Hegelund.

På sigt overvejer parret at bosætte sig i Gambia i vinterhalvåret.

Overvejer at stifte forening
Når turen går til Gambia til november, vil det samtidig være første gang parret får følgeskab af danske sponsorer til skolebørn i Kembujeh.

– Vi har snakket meget om, hvordan vi sikrer alle vore børn, hvis der skulle ske os noget. Vores projekt har udviklet sig meget hurtigt, og vi håber, at nogle af vores sponsorer vil gå ind som bagstopper for os og måske stille op til bestyrelsen ved en kommende generalforsamling. Indtil videre er vores sikkerhedsventil, at vi er to, vore børn og et hold venner, der deltager meget aktivt i arbejdet omkring hjælpen til Gambia, understreger Jørgen Kastrup og Anne Marie Hegelund, der er henholdsvis 55 og 58 år.

De er enige om, at de møder masser af udfordringer, hver gang de besøger Gambia.

– Vi kender landet ret godt efter at have været der mange gange. Men alligevel lærer vi nyt hele tiden. Det sværeste lige nu er at finde rundt i det bureaukratiske system og få skaffet de papirer, vi skal bruge for at kunne søge Danida om støtte til forsendelse af containere. Og så er der lige det med at forstå kulturforskellen. Vi støder tit på holdningen, at bliver det ikke i dag, så når vi det måske i morgen eller en anden dag. Hvor vi ofte tænker, nu må de da for pokker gøre noget, her står vi og vil gerne hjælpe dem, slutter parret.

Lene Elsig Dalgaard er freelance journalist. leneelsig@inclusion.dk 

Fakta om Gambia Areal: 11.295 km² (Danmark cirka 45.000 km²) Indbyggertal: 1,4 mio. (2003) Sprog: Engelsk er officielt sprog. Mandika, wolof og fula er lokale sprog Religion: Muslimer (90 pct.), kristne (9 pct.), oprindelige religioner (1 pct.) Kilder: http://www.um.dk   http://www.gambias-venner.dk

Læs mere på http://ksf-gambia.dk/

NYDANSKE NGO’ER HAR HJEMMEBANEFORDEL

Unge i Al Hurriyah-distriktet i Bagdad lærer om demokrati og rettigheder ved at bruge computer og internet. Bag projektet står foreningen Iraks Venner, støttet af midler fra Projektrådgivningen. Foto: Iraks Venner.

Flygtninge og indvandrere har gjort deres entré i udviklings- branchen og bliver modtaget med penge og åbne arme.

Af Rosalina Dias Larsen

I Bagdads Al Hurriyah-distrikt sidder en flok unge og netsurfer på danskfinansierede computere. Bag projektet står foreningen Iraks Venner, der med støtte fra Danida arbejder for at øge unge irakeres kendskab til demokrati, rettigheder og civilsamfund.

– Irak er et land, som har været gennem tre krige, økonomisk blokade og politiske problemer. Vi har et ansvar, fordi vi her fra Danmark har mulighed for at hjælpe. Det har de ikke selv i Irak, siger formanden for Iraks Venner, Manal Jacobs. Hun fortæller, at foreningen består af herboende irakere, der gerne vil udnytte deres lokalkendskab til at gøre noget godt for det land, de engang flygtede fra.

– Vi ved, hvordan forholdene er dernede, og vi taler sproget. Det er en forudsætning at have sådan en viden, hvis man skal lave udviklingsarbejde i Irak. Desuden har vi et stort netværk i kraft af, at vi alle kommer derfra. Det trækker vi på, når vi har brug for hjælp, siger Manal Jacob.

Ekstra konsulent
Samme hjemmebanefordel har et stigende antal nye spillere inden for den danske udviklingsbistand. Flere og flere af Danmarks godt 200.000 flygtninge og indvandrere er begyndt at engagere sig i udviklingsarbejde rundt om i verden. En trend, som får støtte fra Udenrigsministeriet.

For at bakke op om de etniske minoriteters aktiviteter har ministeriet bevilget penge til en ekstra konsulent i Projektrådgivningen, som er de små og mellemstore NGO’ers paraplyorganisation og rådgivningsorgan, der tillige administrerer Danidas minipulje (se side 16). Konsulenten hedder Marianne Frederiksen og har til opgave at hjælpe flere mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ind i udviklingsbranchen og finde ud af, hvordan deres indsats kan optimeres.

– Vi ser, at der deltager flere flygtninge og indvandrere på vores møder. Men da vi kun har været i gang kort tid, kan vi ikke sige, om arbejdet har båret frugt. Der er dog enkelte, som har fået godkendt projekter, og det er et godt tegn, siger Marianne Frederiksen med henvisning til Danidas minipulje, der støtter udviklingsorienterede projekter med op til tre millioner kroner.

Konsulenterne på Projektrådgivningen har tidligere erfaret, at mange af de flygtninge–og indvandrerforeninger, som har forsøgt at skrive ansøgninger til puljen, har haft svært ved at få dem godkendt. Det skal der arbejdes med, fortæller Marianne Frederiksen. Det er hendes opgave at sikre, at antallet af aktive flygtninge– og indvandrerforeninger på Projektrådgivningens medlemsliste øges med 25 procent. Samtidig skal antallet, der får bevilget penge til projekter, forhøjes.

– Der er selvfølgelig nogle ’huller’, hvor folk har politiske interesser, eller foreninger, som kun ønsker at støtte bestemte befolkningsgrupper eller klaner. Derfor er det også vigtigt, at vi har en tæt personlig kontakt til organisationerne. Her fortæller vi dem om forudsætningerne for at få støtte. I Danmark arbejder vi jo ud fra civilsamfundsstrategien, og ifølge den må der ikke skelnes mellem folk. Det er de fattigste, som skal have hjælp, fastslår Marianne Frederiksen.

(Mere om Danidas civilsamfundsstrategi i hovedartiklen side 15)

Succes uden for de formelle rammer
Det er dog ikke alle organisationer, som vælger at tage imod Projektrådgivningens konsulentbistand. Ifølge Marianne Frederiksen er der rigtig mange, som arbejder uden for de formelle rammer. Det kan være enkeltpersoner eller organisationer, som samler penge ind for at støtte småprojekter som for eksempel støtte til lærerlønninger.

En af disse organisationer er Danish Muslim Aid, hvis stifter, imam Abdul Wahid Pedersen, har erfaring med udviklingsarbejde tilbage fra 1988. Størstedelen af foreningens medlemmer og sponsorer er muslimer eller folk med anden etnisk oprindelse end dansk.

I dag er foreningen aktiv og har projekter i mere end 10 lande fra Uganda og Somalia til Irak, Libanon og Palæstina. Det største projekt til dags dato er i Pakistan, hvor Danish Muslim Aid efter jordskælvet for nylig samlede omkring to mio. kr. ind i Danmark.

Alle deres midler kommer fra medlemmer, som betaler hver måned, ved indsamlinger hos private donorer og en gang imellem fra virksomheder, der ønsker at bidrage ved katastrofer rundt om i verden. Kun meget sjældent har de søgt midler fra offentlige instanser.

Mange vil helst selv rejse midlerne
– Efter mange forsøg har vi efterhånden opgivet at få projekter finansieret via Danida. Ser vi et problem, eller opstår der en situation, så undersøger vi sagen og skrider til handling så hurtigt som muligt. De lange processer, der oftest er forbundet med midler fra det offentlige, duer ikke, når folk har brug for hjælp. I Pakistan var vi for eksempel fremme før mange af de store organisationer. Og vi nåede også ud til folk i områder, hvor andre ikke kunne nå ud, siger imam Abdul Wahid Pedersen.

Ifølge Marianne Frederiksen er det da heller ikke alle de organisationer, som henvender sig til hende, hun råder til at søge midler gennem minipuljen.

– Mange er bedre stillet med selv at samle ind. Under civilsamfundsstrategien er der jo også ting, man ikke kan få penge til, traditionelle byggeprojekter for eksempel. Og så er det ressourcekrævende og svært at få et udviklingsprojekt igennem. Det er det også for de danske foreninger. Det er jo skatteborgernes penge, siger hun.

Rosalina Dias Larsen er tidl. journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. dias.rosalina@gmail.com  

Iraks Venner  kan kontaktes på: manal@iraksvenner.dk   Danish Muslim Aid kan kontaktes på tlf.: 35360833