AFRIKA

Billedkunstneren Kristian von Hornsleth har fået 108 indbyggere i en ugandisk landsby til at tage navnet Hornsleth. Til gengæld har de hver fået en gris eller en ged. Handlen er en del af kunstværket ’The Hornsleth Village Project’.

’Hornsleth Village’ var forsidehistorie på den ugandiske avis The New Vision den 6. september,

Af Mads Mariegaard

Kristian von Hornsleth tror ikke på bistand, men på investering. Det sagde den danske billedkunstner til indbyggerne i landsbyen Buteyongera i det centrale Uganda, da han slog en handel af med dem: 108 indbyggerne har nu taget navnet Hornsleth, 199 står klar til at gøre det samme, og senere skal også deres landsby hedde Hornsleth. Som betaling har uganderne, hver fået en gris eller en ged. Betingelsen er, at halvdelen af avlen leveres til en farm, Hornsleth driver i Uganda. Nogle af dyrene sælges for at finansiere driften, mens resten gives til andre afrikanere, som er indforstået med at tage navnet Hornsleth. Projektet er således selvsupplerende, og målet er et Afrika uden fattigdom, hvor alle hedder Hornsleth!

Kristian von Hornsleth fortæller om projektet, mens han sidder i sit atelier i Skovlunde. Det ligger i et industrikvarter, og det er næppe nogen tilfældighed, for Hornsleth er kendt for sin undersøgelse og udnyttelse af kommercielle mekanismer, herunder branding. På de aggressive malerier, som står rundt omkring ham, fylder hans signatur op mod halvdelen, og Hornsleth har sat sit navn på alt fra Rolex-ure til Pokémon-bamser. Nu er turen kommet til ugandere, og det har ikke blot forarget og fascineret, men også med ét gjort bistand til forsidestof.

Hvordan fik du idéen til projektet?

– Det begyndte med, at jeg diskuterede begreberne kunstværk og identitet med mig selv: Hvorfor siger folk ikke, at de har et blåt billede, men at de har en Picasso? Er det, fordi navnet er vigtigere end værket? Kan et kunstværk være en person, og kan en person være et kunstværk; et tænkende, omvandrende kunstværk?

Hvorfor lavede du værket i Afrika? 

– Min generation er opdraget til at tænke, at der altid er sult og krig i Afrika, og jeg tænkte, at nu vil jeg se det; hvad er problemet? Før jeg tog til Uganda, troede jeg, det var et sted, hvor de kun tænker på at nakke dig, men det er jo vildt fedt at være i Uganda! Det ligger ud til Nilen, og der er grønt og frodigt, 27 grader året rundt og flinke mennesker, som ikke hader de hvide og hverken er dummere eller klogere end os – bare mindre veluddannede. Hele det her naive billede af Afrika og den afrikanske landsby – det fik jeg lyst til at sætte på spidsen.

Og så slog du en handel af med uganderne? 

– Ja, de får noget ud af det, og jeg får noget ud af det; jeg giver dem nogle landbrugsdyr, og de giver mig mulighed for at lave et kunstværk.

Udnytter du ikke, at de har brug for dyrene? 

– Jo, og det er så en beslutning, man må tage – set i lyset af, at før havde de ingenting, og nu har de landbrugsdyr.

Hvorfor kunne de ikke få dyrene uden at skifte navn? 

– Fordi jeg ikke giver noget væk – jeg investerer. Giver du noget væk? Jeg har holdt en tale i landsbyen, hvor jeg sagde, at bistand klinger dårligt i mine ører – jeg tror på investering, og hvis I gør det her, så får I en masse ud af det. Jeg mener, man burde skrotte bistanden. I stedet skulle man give investeringsfrihed og rive toldbarriererne ned; man giver dem jo ikke en chance! Og jeg tror ikke, Europa kollapser, fordi vi handler med Afrika.

Hvorfor er investering bedre end bistand? 

– Man bliver jo passiv af at modtage hjælp, og det kunne jeg fornemme dernede. De går og venter på næste sending i stedet for at få fingeren ud. Det er fint at give dem nogle lærere og skolebøger, så de kan komme i gang, men jeg tror ikke på bistand til infrastruktur, landbrug og maskiner – dér skal de bare have nogle gulerødder; de kan jo sagtens selv, og de vil gerne! Jeg spurgte en mand i landsbyen, hvad hans største økonomiske ønske var, og han fortalte, at han gerne ville skifte sit sivtag ud med et bliktag. I vores snak fortsatte vi opad i behovspyramiden, og allerede fjerde eller femte gang sagde han, at han gerne ville betale sine børns skolegang.

Hvad ville du sige til udviklingsministeren hvis du mødte hende? 

– Jeg vil sige til hende, at hun skal lukke Udviklingsministeriet og oprette et Frihandelsministerium for Afrika i stedet for. Det nye ministerium skal sørge for, at danske virksomheder, der investerer i Afrika, får skattefrihed i ti år. Det er den vej, vi skal. Den måde, vi tænker bistand på, skal ændres.  

’The Hornsleth Village Project’ præsenteres ved en udstilling i København i november sammen med en bog om projektet. Projektet dokumenteres også i et DR2-program af Henrik Lundø, som vises i oktober. Kristian von Hornsleth er født i 1963 og uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994. Han bor og arbejder i dag i København og Shanghai. Hver af de ugandere, som deltager i projektet, får et nyt identitetskort, hvor navnet Hornsleth står på. Foto: Hornsleth Studio.

UANSVARLIG, BARNAGTIG LEG Kristian von Hornsleth leger med mennesker i nød, mener kritikere i både Danmark og Uganda. Siden Kristian von Hornsleth i august præsenterede The Hornsleth Village Project, har det mødt en del kritik – først i danske medier, siden i ugandiske. – Kan beboerne i Buteyongera overskue konsekvenserne af, at de nu er en offentlig faktor i Uganda? spørger Rasmus Helveg Petersen, som er politisk sagsbehandler i Folkekirkens Nødhjælp. Synes du, at Hornsleths projekt udnytter folk? – Jeg synes, det er uansvarlig og barnagtig leg med andre mennesker. De mennesker er så fattige, at de ikke har noget valg. Han udnytter sin position som rig og ydmyger dem ved at fratage dem deres navn. Han griber ind i disse mennesker liv med uforudsigelige konsekvenser. Er der ikke behov for et friskt pust i en lidt forudsigelig bistandsverden? – Det er ikke et frisk pust. Det er en ældgammel ting: At rige udnytter fattige. Han betjener sig af metoder, vi år tilbage har forladt. Nemlig den gamle, europæiske missions, slutter Rasmus Helveg Petersen. Bekymret etikminister Også i Uganda har Kristian von Hornsleths projekt vakt opsigt. Det ugandiske dagblad, The New Vision, bragte historien på forsiden 6. september (se ill.), og samme dag fortalte The New Visions netudgave, at Ugandas etikminister, Dr. Nsaba Butur, har sendt embedsmænd til regionen Buteyongera for at undersøge sagen. – Det giver anledning til bekymring, siger etikministeren. – Det her er en ny form for udviklingsbistand. Ingen skal lege med den nød, vort folk befinder sig i, siger han. Kristian von Hornsleth selv har det formentlig godt med den opstand, hans projekt har vakt. Den betyder nemlig, at der bliver skabt opmærksomhed om det problem, værket behandler, og dermed er værket lykkedes. – Det ubehag, værket frembringer, er en del af værket, sagde han i interviewet med udvikling.

SLATTEN STRATEGI

Forudsætning for ordentligt samarbejde i et sektorprogram er, at man taler lige ud om store problemer. Her er tonen alt for pæn i ny Danida-strategi for Kenyas og Danmarks samarbejde.

Af Knud Vilby

Konklusionen først: Jeg synes, at Danidas nye kenyansk-danske partnerskabsstrategi (2006-2010) er en lidt slatten affære. Hvis jeg var kenyaner i regeringssystemet, ville jeg føle mig (alt for) tryg og glad for de tillidsfulde danskere. Som dansker er jeg bange for, at tilliden er for stor.

Baggrunden: Kenya har altid været et af de vigtigste og vanskeligste danske samarbejdslande. Det er et land præget af stor dynamik, en åben og kritisk presse og et stærkt civilsamfund. Det er et land med en befolkning, som er demokratisk aktiv, ikke blot når der er valg. Der aktioneres, demonstreres og debatteres, så det er en fryd.

Men Kenya er også en sørgelig historie. Nepotisme, embedsmisbrug og korruption har hærget landet. Den kritiske presse har ære for, at misbruget er synligt, men dynamikken har også givet svindlerne store muligheder. Mange af de største har været placeret på samfundets højeste poster.

Sådan er det nok desværre stadig.

Udvisning af MS-folk
Efter regeringsskiftet i 2002 var der store forventninger. En ny regering ville rydde op. Donorer, der før havde ’straffet’ Kenya for korruption og anden dårligdom, stod parate til at hjælpe til. Og umiddelbart efter valget blev der taget en række positive initiativer. Der skulle skabes mere demokrati og gennemsigtighed. Indsatsen mod korruption skulle styrkes og systematiseres. De nye initiativer havde en stærk folkevilje at bygge på.

Nu er der gået fire år, og i juli udsendte Reuters en artikel, der fortalte, at ’Kenya synker stadigt dybere ned i korruption’. Hvad den nye regering lovede, er ikke sket, og hvad angår korruption og nepotisme går det på nogle områder igen baglæns.

Og korruption er ikke det eneste problem. Civilsamfundet er stærkt, men alt for stærkt må det åbenbart ikke blive. I efteråret 2005 fik Mellemfolkeligt Samvirke smidt sin landechef Lotte Grauballe og to udviklingsarbejdere ud af Kenya, fordi MS havde støttet lokale organisationer, der arbejder med det følsomme jordspørgsmål. Det var et samarbejde, som var en del af Danidasamarbejdet. Regeringens angreb på MS var et angreb på Danida og dansk bistand, selv om det ikke blev sagt tydeligt. Der blev talt med store bogstaver fra den danske udviklingsministers side, og der blev lavet et uskønt kompromis, som indebar, at udvisningen af de tre MS’ere stod ved magt, mens MS og Danida fik lov til at fortsætte arbejdet.

Men sagen viste, at selv om Danida understreger, hvor vigtigt kampen for rettigheder er, så ved hverken Danida eller de danske organisationer rigtigt, hvad man skal stille op, når en regering skrider ind over for NGO’er, der kæmper for overholdelse af basale rettigheder.

Årets underdrivelse
Fremtiden: Kenya er med andre ord lige så spændende og problematisk som tidligere. Det er et land Danmark skal samarbejde med, fordi der er stor fattigdom og et utroligt dynamisk potentiale for fremgang. Men også et land, hvor regeringen skal have modspil.

Når jeg mener den nye strategi Kenya-Dan-marks Partnerskab er slatten, er det, fordi den stort set kører på melodien om, at ”den forbedrede politiske situation i Kenya er et stærkt argument for et udvidet bilateralt udviklingssamarbejde mellem Danmark og Kenya”(s. 11).

Der er da forbehold (side 22) om, at hvis fremskridtene sættes tilbage, bliver det vanskeligt at bevare bistanden på det høje niveau. Men tonen er næsten, som hvis strategien var skrevet lige efter regeringsskiftet i 2002. Danmark vil støtte det nye reformprogram med alt det gode det fører med sig. Fint nok. Men et af vilkårene må være, at man snakker åbent og højt om problemerne.

Det må da næsten være årets underdrivelse, når det om korruptionsbekæmpelsen hedder, at ”regeringen har dog været relativt længe om at fremvise specifik opfølgning på højt profilerede sager, (om korruption. kv) og der er stadig mangel på gennemsigtighed i forhold til f.eks. sikkerhedsrelaterede offentlige opkøb” (side 17).

Jordspørgsmålet
Konkurrencen om den største underdrivelse er dog stor. Det hedder nemlig også, at der er tegn på, ”at regeringen kan være meget følsom med hensyn til inddragelse af NGO’er, når politisk vanskelige områder som jordspørgsmålet er på spil. Nogle NGO’er, herunder MS-Kenya, har klaget over pression og intimidering.” (side 17), og ”Jordspørgs-målet er dog fortsat et kompliceret og meget politiseret emne i Kenya og Ndungu-komiteens praktiske betydning har endnu ikke vist sig. En række NGO’er er engageret i det, og nogle har modtaget dansk støtte” (side 41). Intet om regeringsindgreb mod NGO’erne.

(Ndungu-komiteen blev nedsat i juni 2003 for at undersøge ulovligheder og uregelmæssigheder i tildelingen af jord, red.) Hvor diplomatiske skal diplomater være? Er det ikke en forudsætning for en ordentlig dialog i et sektorprogram, hvor modtagerregeringen styrer meget, at man taler lige ud om de store problemer. Netop for at få et grundlag for en ordentlig og skarp dialog, og indikatorer for at kunne måle fremgang eller tilbagegang.

Der står meget fornuftigt i strategien. Dette er en relativt kort artikel, som ikke yder de dele retfærdighed. Jeg har koncentreret mig om tonen, som altid er vigtig.

Og her er tonen alt for pæn.

Journalist Knud Vilby er tidligere formand for MS og Dansk Forfatterforening, og har i en årrække beskæftiget sig navnlig med Østafrika.

Danidas nye kenyansk-danske partnerskabsstrategi (2006-2010) findes på dansk og engelsk og kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk

CONGOS LILLE MIRAKEL

Kabila - fredens mand?

Det er kun fire år siden, at ’Afrikas første verdenskrig’ med op mod fire millioner dødsofre sluttede i dette land.

Tekst og foto: Jesper Heldgaard, Kinshasa. 

Alt ånder tilsyneladende fred og ro sådan en almindelig hverdagsaften i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa. Langs de store veje vrimler det med kvinder og mænd, unge og gamle, der trodser mørket i et sidste forsøg på i det mindste at få solgt en smule af deres varer og smånips. Elektrisk lys er her stort set ikke, så overalt blafrer små, levende lys. Det ser faktisk helt hyggeligt ud. Og man tager sig i at glemme den åbenlyse fattigdom, der er så påtrængende i dagslys.

Men katastrofen lurer. Mange af de handlende – ikke mindst unge knægte – sælger benzin i to- og fem-liters plasticdunke, som de har stillet op på smalle brædder midt inde mellem alle de andre salgsboder og den åbne ild...

På samme måde balancerer det nye demokrati, den skrøbelige fred og dermed muligheden for udvikling konstant på katastrofens rand i DR Congo. Det er kun fire år siden, at ’Afrikas første verdenskrig’ med op mod fire millioner dødsofre sluttede i dette land. Her er stadig masser af våben i omløb, uafvæbnede militser og enorme grupper af fattige, arbejdsløse og frustrerede, der hurtigt kan opildnes, hvis nogen ønsker det, og sætte det store land i brand igen.

Men DR Congo har oplevet sit første lille mirakel. Landets første demokratiske valg i 46 år blev afviklet stille og forholdsvis fredeligt den 30. juli. Millioner af congolesere mødte op og afgav tålmodigt og værdigt deres stemme. Nok har congoleserne ikke de bedste erfaringer med politikere. Men deres oplevelser med krig er endnu værre. Vælgerne stemte for freden.

At valget overhovedet blev gennemført, og at stort set alle valgsteder åbnede til tiden – næsten – klokken seks om morgenen, er i sig selv et lille mirakel i et land, hvor infrastrukturen og det, der engang var et statsapparat, om end spinkelt, er brudt fuldstændigt sammen. Det lykkedes da også kun med massiv økonomisk og logistisk hjælp udefra.

Et grumset resultat
Men DR Congo har brug for mange flere mirakler, hvis landet skal fortsætte sin udvikling frem mod den rigdom og den betydning for hele det centrale Afrika, som landets størrelse og enorme naturressourcer berettiger til.

Allerførst skal landet igennem endnu en møjsommelig og dyr valgrunde. Ingen af de 33 (!) præsidentkandidater nåede over de 50 pct. af de afgivne stemmer, som var betingelsen for valg i første runde. Tættest på var den siddende præsident, den blot 35-årige Joseph Kabila, med 45 pct. af stemmerne. Men han skal ud i en ny runde mod sin eneste modkandidat, Jean-Pierre Bemba, der med 20 pct. fik næstflest stemmer.

Anden valgrunde er sat til den 29. oktober, og selv om Kabila må anses som klar favorit, så er resultatet usikkert. Mange stemmer på Bemba – også i første valgrunde – er snarere proteststemmer mod Kabila end for Bemba.

Kabila, der er fra den østlige del af DR Congo – og her scorer op mod 100 pct. af stemmerne – er ikke særligt populær i hele den vestlige del af landet. Især i hovedstaden Kinshasa er modstanden mod ham udtalt. Her fik han 17 pct. af stemmerne mod Bembas 51 pct. og beskyldes for at være en nikkedukke, der tilfældigt havnede i præsidentembedet, da hans far, Laurent Kabila, blev myrdet i 2001. Han anklages også for at tillade, at udenlandske investorer – i en uhellig alliance med en lille, lokal elite – får lov til at tømme Congo for kobber, kobolt, diamanter og andre mineralske ressourcer, som landet er så rigt på, men som aldrig har gavnet den brede befolkning.

’Han sælger alt,’ lyder det gang på gang opgivende og desperat blandt de utilfredse, der også ser den massive internationale tilstedeværelse i landet, fra blandt andet EU, FN, Frankrig og Belgien, som tegn på, at Kabila er det internationale samfunds mand, og at valget først og fremmest tjener det formål at sikre ham magten.

Joseph Kabila Joseph Kabila er 35 år og var forholdsvis ukendt, da hans far, Laurent Kabila, blev myrdet af en af sine livvagter i 2001. Den blot 29-årige Joseph, der var generalmajor i hæren, blev indsat på præsidentposten og af mange opfattet som en overgangsfigur styret af stærke kræfter i kredsen omkring hans far. Men han brød med sin fars kompromisløse stil og deltog aktivt i fredsbestræbelserne. I 2002 dannedes et nyt politisk parti, PPRD, som Kabilas politiske bagland, men han valgte at stille op som uafhængig. Kabila har erklæret sig som tilhænger af en socialdemokratisk model og står stærkt i den østlige del af DR Congo. Under valgkampen har han ført sig frem som manden, der bragte fred til DR Congo.

Jean-Pierre Bemba Jean-Pierre Bemba er 44 år og en kontroversiel figur. Han er bedre til at samle proteststemmer mod Kabila end til at fremlægge et egentligt alternativ til den siddende præsident. Han er en formuende forretningsmand, født, opvokset og uddannet i Belgien, inden han kom til Congo. Her stod han bag Congos Befrielseshær i den nordlige del af landet, der, med støtte fra Uganda, kæmpede imod Mobuto og siden imod Kabila. Han har stadig et par tusind mand under våben og truer jævnligt med at gøre brug af dem.

Uroligheder
I dét lys var det godt for DR Congos demokrati, at Kabila ikke sneg sig lige over de nødvendige 50 pct. i første runde. Var dét sket, ville samtlige modstandere have råbt – endnu højere – om valgsvindel. Og det ville have været svært at tilbagevise beskyldningerne. Ikke fordi der blev svindlet massivt. Men fordi transport, optælling og opbevaring af stemmesedler og hele organiseringen af valget nødvendigvis må være totalt uoverskuelig i så stort og så fattigt et land.

Der blev begået fejl. Men det overordnede indtryk blandt de mange tusinde observatører var, at der var tale om menneskelige og tekniske fejl, ikke systematisk svindel.

At Kabila og andre dominerende og rige kandidater sad totalt på medierne og på valgkampagnen, er et stort demokratisk problem, men ikke snyd. Og vel også set i andre lande. med en mere langvarig, demokratisk tradition….

Da resultatet af præsidentvalget blev annonceret søndag den 20. august, kom det til sammenstød i Kinshasa mellem Bemba- og Kabilatilhængere med 23 dræbte til følge. En hurtig indsats fra FN- og EU-styrken fik lagt et låg over urolighederne, så de ikke spredte sig.

Også strukturreform i DR Congo
Uanset hvordan anden runde af præsidentvalget går den 29. oktober, så er der lang vej igen, før DR Congo har en handlekraftig regering og et arbejdsdueligt parlament. Den 30. juli var der også valg til parlamentets 500 pladser. DR Congo har 283 politiske partier, og de opstillede hele 9.077 kandidater til parlamentet. Det betød, at vælgerne i flere valgkredse måtte slås med stemmesedler på helt op til seks avisstore sider, og det forsinkede den langsommelige optælling yderligere. De endelige resultater er klar den 11. november, altså treenhalv måned efter valget.

Hvordan den nyvalgte præsident skal udpege en manøvredygtig regering ud af et parlament med så mange partier og etablere et fornuftigt samarbejde med regering og parlament står hen i det uvisse.

Som om det ikke var nok, gennemfører regeringen i DR Congo sideløbende en ambitiøs strukturreform. Landets 11 provinser skal blive til 25, der skal have udstrakt selvstyre. De nye provinsråd skal vælges samtidig med anden runde af præsidentvalget den 29. oktober.

Alt sammen er det resultater af en langvarig fredsproces, der for alvor tog sin begyndelse med den fredsaftale, som de stridende parter i DR Congo og nabolandene indgik i Sydafrika i 2002. Den førte til en overgangsregering med den siddende præsident, Joseph Kabila, i spidsen, men med hele fire vicepræsidenter, heraf to af hans argeste modstandere fra borgerkrigen, Jean-Pierre Bemba der støttes af Uganda og er fra den nordlige del af landet, – og Azarias Ruberwa, der støttes af Rwanda og er fra den østlige del af DR Congo.

Overgangsparlamentet vedtog en ny forfatning, som et stort flertal i december 2005 sagde ja til. Med valget i juli tog Den Demokratiske Republik Congo et vigtigt skridt på vejen til at leve op til landets navn. Næste skridt kommer ikke til at gå stille af, når de tidligere krigsmodstandere, Bemba og Kabila, står over for hinanden på valgdagen. Men hvis det forløber fredeligt, har DR Congo oplevet endnu et mirakel.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist og redaktør af IHB Nyt. Han deltog som valgobservatør ved valget i DR Congo i juli. heldgaard@post7.tele.dk

Danmark og valget Danmark bidrog til valget i DR Congo med fem mio. kr. De blev brugt til at hente nyttig ekspertise til landet fra Sydafrikas uafhængige valgkommission. Desuden stiller Danmark en politimand til rådighed via EU. Men der er ikke udsigt til, at den positive, demokratiske udvikling i DR Congo vil føre til mere dansk bistand, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs V ( ) til udvikling: – Vi har valgt at koncentrere vores bistand i et begrænset antal programsamarbejdslande, og erfaringen viser, at spreder vi os for tyndt, bliver vores bistand mindre effektiv og vi mister indflydelse. I DR Congo-sammenhæng ville vi blive en relativ lille donor i det frankofone Centralafrika, påpeger hun og fortsætter: – Danmark arbejder i forvejen engageret med ni programsamarbejdslande i Afrika plus Niger og Sydafrika. Samtidig har vi valgt at engagere os stærkt og bruge ekstra ressourcer de kommende år på genopbygning i Sudan, hvor der også er stort behov for bistand, siger Ulla Tørnæs, der glæder sig over den fredelige og demokratiske udvikling, der kan være endog meget positiv for de omkringliggende lande, herunder de danske programsamarbejdslande i regionen, måske især Uganda. En positiv udvikling i DR Congo vil også have gavnlig indflydelse på fredsprocessen i Sudan, mener Ulla Tørnæs.

DANIDA'S BUSINESSTOBUSINESS (B2B) PROGRAM LANCERER RETNINGSLINJER FOR VIRKSOMHEDER B2B Programmet, der blev lanceret i januar 2006, introducerer nu brochuren ”Company Guidelines – Support facilities in the B2B Programme”. Brochuren henvender sig primært til virksomheder i Danidas programsamarbejdslande og i Danmark, der søger information om støttemulighederne under B2B Programmet. Udover at præsenterer støttemulighederne i de forskellige samarbejdsfaser, indeholder brochuren en beskrivelse af de krav, som virksomheder skal leve op til for at gøre brug af programmet. Brochuren er suppleret af ansøgnings- og rapporteringsskabeloner, der ligger på programmets hjemmeside http://www.b2bprogramme.com hvorfra brochuren også kan downloades.