NYHEDER

BISTANDS- MASOCHISTER

Selvpiskning, succesen Vietnam og verdens sejeste dansker.

Af Bo Simonsen

Er forvalterne – og formidlerne – af dansk udviklingsbistand en flok selvpiskende masochister, der ikke formår at glæde sig over og fortælle om solide succeser i bekæmpelsen af verdens fattigdom?

Spørgsmålet dukkede op på augustmødet i Danidas Styrelse, hvor bistandssamarbejdet med Vietnam var på dagsordenen.

Der er ellers mange glædelige ting at berette om: Andelen af fattige er faldet fra 58 pct. af befolkningen i 1993 til under 20 pct. i 2004. Der er udsigt til økonomiske vækstrater på omkring otte pct. En vækst, der kan bringe Vietnam ud af gruppen af lavindkomstlande allerede i 2010.

Det generelle erhvervsklima i Vietnam er, både for investorer og virksomheder, blevet markant forbedret de senere år. Udenlandske investorer interesserer sig simpelt hen for Vietnam – hvilket som bekendt ikke er en lang række andre udviklingslande forundt. Samarbejdet mellem donorer og den vietnamesiske regering er styrket, og arbejdet med at harmonisere bistanden – der i en del andre udviklingslande forbliver smukke intentioner på konferencepapirer – er i Vietnam gået fra ord til handling. Det betyder, at vietnameserne har mere ejerskab til programmer og projekter, og at donorernes bistandsdagsordener ikke længere stritter i 37 forskellige retninger.

Der er også pletter på fortællingen om Vietnam: Korruptionen er stadig omfattende på alle niveauer. Den økonomiske vækst og åbningen af den vietnamesiske økonomi for omverdenen har ført til større frihed og råderum for den enkelte vietnameser. Men ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfriheden fortsat er begrænset. Pressefrihed eksisterer ikke, og fattigdommen blandt landets etniske minoriteter er markant højere end blandt resten af befolkningen.

Men ’langt hen ad vejen er Vietnam en succeshistorie’, som det blev sagt på mødet i Danidas Styrelse. Lille Danmark kan næppe påtage sig hele æren for, at gennemsnitsviet-nameserens daglige menu nu står på mere end en skål ris og lidt tørret fisk. Men ingen tvivl om, at den internationale bistand – og herunder den danske – er med til at gøre en markant forskel.

Og så tilbage til masochismen.

Det er, som om den kritiske tilgang til udviklingsbistandens mangeartede motiver og til tider svært dokumenterbare resultater har bidt sig fast.

Er denne selvpiskning drevet så langt, at bistandens forvaltere selv pålægger sig sordin, når de skal fortælle om resultaterne ude i bushen eller rismarken? Er vi nået dertil, hvor ’vi har svært ved at leve med succeshistorierne’, som der blev spurgt på styrelsesmødet.

Det er lidt pudsigt, hvis formidlingen af udviklingspolitikkens resultater og udfordringer er blevet så hæmmet af selvpiskning, at positive resultater på forhånd stemples som utroværdige.

Ude i den danske befolkning synes man til gengæld, at det er ’sejt’ at være med til at gøre en forskel for verdens fattigste. Sygeplejerske Merete Engell, der i seks måneder har arbejdet som chefsygeplejerske i DR Congo, blev den 26. august valgt til ’Verdens sejeste Dansker’ af lytterne i radioens P3. Hun gav baghjul til en chefprogrammør hos Microsoft, en fitnessstjerne og en kvindelig informationsmedarbejder for den dansk udviklingsorganisation DACAAR i Kabul, Afghanistan.

To kvinder blandt de sejeste danskere. Begge arbejder med udviklingsbistand i nogle af verdens mest ugæstfrie brændpunkter. Sejt!

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

Styrelsen havde disse to bevillinger på dagsordenen, og begge blev tiltrådt: Vietnam: 2. fase af sektorprogramstøtte til vand og sanitet (415 mio. kr.) Det Arabiske Initiativ: Forum for the Future - et partnerskab mellem G8-landene og lande, områder og organisationer i Mellemøsten (11,8 mio. kr.).

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr. samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på http://www.um.dk/menu/Udviklingspolitik/OmDanidaStyrelsenRaadet/
Styrelsen

DANSK VÆKST GAVNER AFRIKAS FATTIGE

Væksten i dansk økonomi udløser nu en bonuscheck til verdens fattige på 615 mio. flere bistandskroner på næste års finanslov. Beløbet bunder i et løfte fra regeringen om at Danmark skal yde 0,8 pct. af BNI i bistand. Foto: Polfoto/Thomas Borberg.

Regeringen vil hæve den danske udviklingsbistand med 615 mio. kr. ekstra næste år, mens Dansk Folkeparti stiller krav om at sænke den.

Af Hanne Mølby Henriksen og Stefan Katic

Et løfte fra regeringsgrundlaget sidste år om at fastholde den samlede danske udviklingsbistand på 0,8 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) kommer nu verdens fattigste mennesker til gode.

Væksten i dansk økonomi betyder, at regeringen vil hæve udviklingsbistanden med 615 mio. kr. på næste års finanslov. Hertil kommer så yderligere 185 mio. kr. som stammer fra en generel pris- og lønregulering.

Dermed vil den samlede statslige udviklingsbistand i 2007 ende på 13,6 mia. kr., en stigning på i alt 800 mio. i forhold til dette års finanslov. Det vil fortsat give Danmark en position blandt verdens største donorer i forhold til indbyggertal. Men planen bliver mødt med skepsis fra alle andre partier end de to, der sidder i regering.

Dansk Folkeparti vil hellere spare på udviklingsstøtten, siger partiets udenrigsordfører Søren Espersen til Børsen:

– Vi går ind til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at støtten sættes ned til 0,7 pct. af BNI. Der mener vi, den bør ligge.

Af partiets oplæg til finansloven for 2007 fremgår det, at DF’s foreslåede besparelser på udviklingsbistanden – der vil frigive i alt 1,7 mia. kr. – skal anvendes på blandt andet ældre, sygehuse, flere væresteder til udsatte grupper og på at nedsætte afgiften på sodavand.

Regeringen foreslår at bruge næste års bistand med særligt fokus på Afrika og på tre specifikke områder: God regeringsførelse, bekæmpelse af hiv/aids og fremme af kvinders vilkår.

– Det vil kræve en massiv indsats, hvis landene syd for Sahara skal nå 2015 Målene, derfor vil mange af de nye midler primært blive anvendt i Afrika, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der glæder sig over at for hver 1.000 kroner vækst i Danmark, bliver der otte kroner til u-landene. En vækst, der udløser 615 mio. kr. ekstra at give til verdens fattige i 2007.

’Et lille skridt på vejen’
Det lyder alt sammen fornuftigt, mener socialdemokraternes udenrigsordfører og tidligere finansminister og udenrigsminister Mogens Lykketoft. Men det er ikke nok, siger han. Sammen med den øvrige opposition går Socialdemokraterne til forhandlingsbordet med et forslag om at hæve udviklingsbistanden med 1,5 mia. kr. næste år som et skridt på vejen til at nå tilbage til det tidligere niveau på én pct. af BNI.

- Regeringen skal vide, at den har massivt flertal for de forbedringer, den foreslår. Hvor små de end er, siger Mogens Lykketoft og fortsætter:

– Derfor vil det være direkte usympatisk og urimeligt, hvis den går med til Dansk Folkepartis forslag om at skære yderligere i bistanden, nu hvor dansk økonomi og beskæftigelse har det så godt. Vi synes, at det er trist, at Danmark fra at være absolut foregangsland er sunket ned og ligger bag et par af vore naboer på bistandsområdet.

0,8 – stadig mejslet i granit
De Radikales finansordfører Morten Helveg Petersen kalder de ekstra 615 mio. kr. til u-landene ’et lille skridt på vejen’. På den radikale ønskeliste står blandt andet flere programsamarbejdslande, flere sektorprogrammer, og endnu flere penge til at bedre kvinders vilkår og bekæmpe hiv/aids.

– Der er jo desværre masser at tage fat på. Det korte af det lange er, at vi vil én pct. på ulandsbistanden, siger Morten Helveg Petersen.

Ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs er regeringen fast besluttet på ikke at rykke på den nuværende minimumsgrænse for udviklingsbistanden på 0,8 pct. af BNI. Hverken op eller ned.

– Udviklingsbistanden skal fortsat holde sig på 0,8 pct. som det fremgår af regeringsgrundlaget, slog Ulla Tørnæs fast ved et pressemøde, hvor hun præsenterede regeringens udviklingspolitiske plan for 2007-11 (se sideartikel).

Hvor den omstridte procentsats ender, vil de næste ugers forhandlinger om finansloven vise.  

EKSTRA TURBO PÅ TRE FOKUSOMRÅDER

Styrket indsats mod hiv/aids, bistand til kvinder og støtte til god regeringsførelse. Det er tre områder, hvor der lægges op til en ekstra indsats i regeringens plan Vilje til udvikling.

Omdrejningspunktet for regeringens nye køreplan for udviklingssamarbejdet 2007-2011 er at nå FN’s 2015 Mål.

Derfor er der i planen Vilje til udvikling ikke overraskende lagt særlig vægt på bistanden til Afrika, hvor fattigdommen og dermed udfordringerne er størst.

Først og fremmest vil midlerne til indsatsen mod hiv/aids blive fordoblet over de næste fire år, så den i 2010 udgør én mia. kr. Alene til næste år sættes der 300 mio. kr. af til nye aktiviteter. Støtten til god regeringsførelse tildeles 500 mio. kr. Og 140 mio. kr. øremærkes til bistand til kvinder, som regeringen fremhæver som en særlig drivkraft for udvikling.

Og så skydes programsamarbejdet med Danmarks nye samarbejdsland, Mali, i gang for 350 mio. kr.

Endeligt søsættes 3-i, som er et nyt erhvervsinitiativ (3-i står for investeringer, innovation og iværksætteri). 3-i-planen skal støtte, at danske virksomheder bliver inddraget som socialt ansvarlige aktører på det afrikanske kontinent. Der er sat 100 mio. kr. årligt af til 3-i-planen i perioden 2007-2011.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs gav i sin præsentation af Vilje til udvikling følgende ord med på vejen: – Planen giver regeringens samlede bud på, hvordan dansk udviklingsbistand kan bidrage til en bedre og mere retfærdig verden. En verden med en stærk sammenhængskraft – og en verden, hvor vilje til udvikling og forandring får gode vækstvilkår.
/sk

Her fås ’Vilje til udvikling’ Vilje til udvikling er titlen på den danske version og Commitment to Development er titlen på den engelske udgave - begge kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk Her kan de elektroniske versioner også downloades.

DANSKE OBSERVATØRER UD I UTIDE

Danmark har trukket sine observatører hjem fra Sri Lanka. Hvordan overvåge en våbenhvile, parterne ikke overholder? Her grænsepost ind til zonen, der kontrolleres af De Tamilske Tigre. Foto: Sanath Priyantha/AP/Polfoto.

Den sidste danske våbenhvile-observatør forlod Sri Lanka i august. Dermed slutter fire års indsats for fred uden at målet blev nået.

Af Jørgen Harboe

Den sidste danske observatør er nu rejst hjem fra Sri Lanka og har dermed lukket et kapitel i Danmarks fredsindsats på øen.

Kapitlet begynder i 2002, da Norge formidler en våbenhvileaftale mellem Sri Lankas regering og bevægelsen De tamilske tigre, der i næsten 20 år har kæmpet for frihed for det tamilske mindretal i den nordlige og østlige del af landet. Så snart aftalen er på plads, organiserer Norge Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM) og indbyder de andre nordiske lande til at være med. SLMM overvåger derefter våbenhvilen og hjælper befolkningen med at holde fred i de omstridte områder. Danmark har lige fra starten bidraget med penge og personel. Sidste år kom 12 af SLMM’s stab på 60 observatører fra Danmark.

Men nu har Danmark trukket sine observatører tilbage. Det har Finland og Sverige også. Sidst i august så det derfor ud til, at de 60 nordiske observatører ville blive reduceret til en snes nordmænd og islændinge. Selv SLMM’s leder, en pensioneret svensk general, var kaldt tilbage, og der var ikke udpeget nogen efterfølger. Hele operationen lå øjensynlig i ruiner, og borgerkrigen var blusset op igen. Ifølge det britiske nyhedsmagasin The Economist blev over 1.000 mennesker dræbt mellem april og august, og titusinder var på flugt fra kampene.

På EU’s terrorliste 
Den 29. maj beslutter EU’s ministerråd at sætte De tamilske Tigre på EU’s liste over terroristorganisationer.

Tigrene har en lang række åbenlyse terrorhandlinger på samvittigheden. USA, Storbritannien og Indien har længe haft organisationen på deres lister. De presser på for at få EU til at gøre det samme.

Det gør regeringen i Sri Lanka også. Den peger på, at Tigrene har boykottet fredsforhandlingerne siden april 2003 og i praksis sat fredsprocessen i stå. Hvis Tigrene kommer på terrorlisten, kan EU lukke for tilstrømningen af penge fra tamiler bosat i Europa. Det vil tvinge Tigrene tilbage til forhandlingsbordet, siger regeringen.

Tværtimod, siger Tigrene. Hvis I tager økonomisk kvælertag på os, tvinger I os til at slås!

Tigrene kræver også, at SLMM-observa-tører fra EU-landene rejser hjem inden 1. september. Hvis EU udråber den ene part i konflikten som terrorister, er observatører fra Danmark, Finland og Sverige ikke længere upartiske iagttagere, siger de.

Sri Lankas regering beder derimod alle nordiske lande blive i SLMM. Hvis SLMM sprænges, brister det sidste halmstrå i bolværket mod den totale krig, siger regeringen.

Et ægte dilemma 
Kontorchef Sus Ulbæk fra Udenrigsministeriet siger, at beslutningen om at sætte Tigrene på EU’s terrorliste var et ægte dilemma for Danmark.

– Vi vidste jo godt, at den kunne føre til, at Tigrene reagerede som de gjorde, og vi bakkede op om SLMM og de norske fredsbestræbelser, siger hun. – På den anden side opfyldte Tigrene alle betingelser for at komme på terrorlisten. Det var dilemmaet, og der var ingen rigtig vej ud af det.

I maj var der i EU enighed om at sætte De tamilske Tigre på EU’s terrorliste. Beslutningen krævede enstemmighed. Hvis Danmark havde stemt nej, var Tigrene ikke kommet på terrorlisten.

På det tidspunkt var konflikten allerede eskaleret.

– Parterne kæmpede så voldsomt, at der i realiteten ikke længere var nogen våbenhvile at værne om. Det spillede også ind, at hverken Tigrene eller regeringen i de sidste to år havde vist nogen vilje til fred, siger Sus Ulbæk.

De nordiske lande forsøgte forgæves at få Tigrene til at ændre signaler, så observatørerne fra EU-landene kunne blive, men Tigrene sagde, at de kun ville garantere deres sikkerhed til 1. september.

– Derfor måtte vi kalde danskerne hjem, siger Sus Ulbæk og fortsætter: SLMM er jo et lille ubevæbnet korps, og mange observatører er civile. De kan simpelthen ikke fungere med kuglerne fløjtende om ørerne med mindre begge konfliktens parter garanterer deres sikkerhed.

Jørgen Harnoe er freelancejournalist og tidligere valgobservatør på Sri Lanka

DANSK HJÆLP TIL GENOPBYGNING I LIBANON

Regeringen har doneret i alt 44 mio. kr. til ofrene for krigen i Libanon – 24 mio. kr. til nødhjælp og 20 mio. kr. til genopbygning.

Af Poul Kjar

Den officielle danske nødhjælp på 24 mio. kr. til ofrene for den 34 dage lange krig i syd-Libanon er gået gennem FN-systemet og en række store danske NGO’er såsom Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp. Og på en international donorkonference i Stockholm den 31. august stillede Danmark op med yderligere knap 20 mio. kr. til genopbygning til det hårdtprøvede mellemøstlige land.

Under krigen mellem Israel og Hizbollahmilitsen har organisationerne blandt andet delt mad og tæpper ud til de fordrevne flygtninge i Beirut og til befolkningen i det sydlige Libanon. Men allerede dagen efter den FN-mæglede våbenhvile den 14. august begyndte de flygtede at vende tilbage til deres hjem i det sydlige Libanon – og de danske nødhjælpsorganisationer fulgte med.

– Vi skal skabe nogle forhold, så folk kan blive i deres landsbyer, indtil genopbygningen starter. Vi skal hjælpe folk med midlertidig istandsættelse af deres huse. Men vi skal ikke glemme, at der stadig væk er grupper af religiøse minoriteter, der ikke er vendt tilbage til deres hjem, fordi de er for svage og usikre på at vende tilbage. Dem skal vi fortsat støtte med nødhjælp, siger Ann Mary Olsen, souschef i Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

Dansk Flygtningehjælp har modtaget tre mio. kr. fra Danida til den humanitære krise i Libanon og har derudover fået ekstra penge til at sende danskere som forstærkning til forskellige FN-organisationer.

Folkekirkens Nødhjælp har fået 750.000 kr. fra Danida og har derudover indsamlet omkring 360.000 kr. Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator for Mellemøsten, Uffe Gjerding, siger: – Vi forbereder genopbygningen af det sydlige Libanon, lige som vi hjalp efter afslutningen på borgerkrigen i starten af 90’erne. Og vi regner også med, at vi skal hjælpe med at rydde ueksploderet ammunition og miner. Den libanesiske regering kan ikke selv magte genopbygningen.

Lokale partnere
Under konflikten har det på grund af de israelske bombardementer været vanskeligt at få nødhjælpen over grænsen til Libanon og ikke mindst at få etableret en humanitær korridor til det sydlige Libanon.  

De store danske NGO’er arbejder gennem deres lokale samarbejdspartnere. Således har Dansk Flygtningehjælp arbejdet i Libanon siden 2004, hvor organisationen støtter palæstinensiske flygtninge, der ikke er registreret hos internationale flygtningeorganisationer.

Mens Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem Det Mellemøstlige Kirkeråd, så arbejder Dansk Røde Kors gennem Internationalt Røde Kors, Libanons Røde Kors, Israels Røde Davidsstjerne og Syriens Røde Halvmåne.

Hjælpen til Sydlibanon De største bidrag fra Danida til hjælp i Sydlibanon er gået til: UNHCR 5 mio. kr. WFP 5 mio. kr. UNICEF 5 mio. kr. Røde Kors 3,75 mio. kr. Dansk Flygtningehjælp 3 mio. kr. Folkekirkens Nødhjælp 750.000 kr. Syrisk Røde Halvmåne 600.000 kr.

WTO: ET SKRIDT FREM OG TO TILBAGE

Sammenbruddet i forhandlingerne om fri verdenshandel i WTO er en bet for verdenssamfundet. Men spørgsmålet er, om det er så skidt for de fattigste udviklingslande.

Af Poul Kjar

– De fattigste lande i Afrika får alligevel ikke glæde af en færdig forhandlet Doha-aftale, siger handelsekspert Michael Friis Jensen fra Dansk Institut for Internationale studier (DIIS) om sammenbruddet af Doha-udviklingsrunden i Verdenshandelsorganisationen WTO. Han mener, at mange af de fattigste udviklingslande endda risikerer at tabe på en aftale om frihandel. Det skyldes, at landenes fordelagtige handelsordninger (ikke mindst toldpræferencer) med Vesten forsvinder.

Og det sker samtidig med, at udviklingslandene kommer til at betale mere for deres fødevareimport, uden at de er i stand til at udnytte de stigende priser på eksportsiden.

Alligevel beklager han, at forhandlingerne er brudt sammen. Han siger: – Jeg tror ikke på, at de fattigste lande på et senere tidspunkt får en bedre aftale end den, der kunne være indgået nu. Det er politisk urealistisk inden for WTO at antyde, at man blot kan læne sig tilbage og sige nej tak, indtil de store spillere, USA, EU og Brasilien/In-dien, kommer med et bedre tilbud.

– Og det er ikke mindst en betragtelig forbedring, at lande som Brasilien, Indien og Kina – hvor mere end halvdelen af verdens fattigste rent faktisk bor – står til at vinde. Det er noget nyt i forhandlingerne, at det ikke blot er USA og EU, der bestemmer det hele.

Særlige fordele for de fattigste
Udenrigsråd Svend Roed fra Danmarks Eksportråd har deltaget i forhandlingerne i Genève, og han mener, at alle parter vil tabe ved et endeligt sammenbrud af Doha-runden – også de fattigste udviklingslande. Han siger:

– Vi er rent faktisk nået ganske langt i forhandlingerne, og der er tale om en udviklingsrunde, hvor der i højere grad end i nogen tidligere runde gives særlige koncessioner til udviklingslandene, især de fattigste.

Han nævner tilbud om bedre markedsåbninger i Europa og USA for de fattigste udviklingslandes produkter. Krav som ifølge Svend Roed ikke bliver mødt med modkrav om markedsåbninger i udviklingslandene, med mindre landene selv ønsker det. Og han nævner enigheden om en udviklingspakke med udviklingsvenlige elementer i form af tilsagn om betydelig handelsrelateret bistand fra EU, USA og Japan.

Svend Roed lægger dog ikke skjul på, at Doha-runden kan få visse negative effekter for enkelte udviklingslande, blandt andet i form af tabet af fordelagtige handelsordninger.

Et trekantsdrama
Forhandlingerne om Doha-aftalen brød sammen i slutningen af juli. Det skete efter et trekantsdrama mellem Europa og USA og G20-landene, som er gruppen af udviklingslande med hurtigt voksende økonomier med Brasilien, Indien og Kina i spidsen.

Amerikanerne ville ikke gå med til sænke deres støtte til egne landmænd til under 20 mia. dollars om året. Europæerne ville ikke gå med til at beskære afgifter på importerede landbrugsvarer med 54 procent, sådan som G20-gruppen havde forslået.

Og G20-landene ville på deres side ikke gå med til, at liberaliseringen af landbrugshandel skulle være afhængig af, at de selv sænkede afgifterne på importerede industrivarer.

Brasilien, Indien – også store og stygge
Ifølge Michael Friis Jensen spiller de fattigste udviklingslande en meget lille rolle under forhandlingerne i Doha-runden. Han siger: – Selvfølgelig har de fattigste udviklingslande brug for stærke forhandlingspartnere. Men G20-landene med Brasilien, Indien og Kina er ikke et oplagt valg. Tag EU’s håndsrækning fra 2001 til u-landene, ’Everything But Arms’, der betød, at de allerfattigste lande på papiret fik fri adgang til EU. Det støttede G20 naturligvis ikke, da de så fik ringere adgang til det europæiske marked.

Michael Friis Jensen fortsætter:

– Det gav det jubel i NGO-kredse, da G20 og de fattigere udviklingslande (G90-landene) gik sammen og blev til G110 under forhandlingerne i WTO sidste år i Hong Kong. Den jubel hører en svunden tid til. Den bygger på en opfattelse af, at det i WTO drejer sig om, at udviklingslandene skal holde sammen mod de store stygge industrilande. Og når man er et fattigt afrikansk land, er USA og EU unægteligt store og stygge at bide skeer med, men det er Brasilien og Indien jo også.

I u-landenes interesse
Svend Roed fra Danmarks Eksportråd er på det punkt helt enig med Michael Friis Jensen fra DIIS. Han siger:

– Hvis Doharundeforhandlingerne endegyldigt bryder sammen, vil der blive langt mere fokus på bilaterale og regionale handelsaftaler. Her vil lande som Brasilien, Indien og Kina givetvis kunnet indgå bilaterale aftaler med EU, USA og andre lande.

Ifølge Svend Roed kan det være med til at undergrave de fordele, de fattigste lande har i dag i forhold til vestens markeder. Og således må især de fattigste lande gøre sig klart, at det ikke mindst er i deres interesse, at forhandlingerne bliver genoptaget senere på året.

Eventuelt efter det amerikanske midtvejsvalg i november, der kan give de amerikanske forhandlere et mere imødekommende mandat.

MIA OG MÅLENE

Hun har fars øjne og mors hiv er navnet på en ny fotoudstilling om 2015 Målene. Mia Lyhne var quizdeltager, da udstillingen åbnede med en kändisquiz.

– Jeg kendte jo lidt til målene i forvejen, men jeg har da forberedt mig. Jeg har været lidt inde på Folketinget og FN’s hjemmeside og talt med en bekendt, der arbejder med udviklingspolitik, fortæller skuespiller Mia Lyhne.

Sammen med de to holdkammerater, Sofie Stougaard og Paw Henriksen, sætter hun sig ved et af de seks små runde borde på Nytorv i København. Foran dem ligger en sort tavle, en stykke hvidt kridt og en lille blå køkkensvamp. Det er quiztid!

Med sort sprittusch og på en hvid flip-over tavle har mediebureauet Powerfrog inviteret til quiz om 2015 Målene.

Forberedelse og udenadslære
Men Mia Lyhne må hurtigt sande, at hendes forberedelse ikke kommer hende meget til gode. Quizzen viser sig nemlig kun at tage udgangspunkt i 2015 Målene. – Jeg troede, det handlede om selve målene. Jeg kan de otte mål udenad, fortæller Mia Lyhne, der trods alt kom ind på en flot anden plads. Og det er også helt fint, for ifølge hende er det vigtigste at skabe opmærksomhed om målene.

Quizdeltager Mia Lyhne havde læst på lektien inden konkurrencen om 2015 Målene.

Skuffende fremmøde
Trods begrænset publikumsfremmøde fejler entusiasmen i teltet ikke noget. Inde i og uden for teltet – hvor deltagerne til tider er oppe at stå for at argumentere for deres svar – står der, da der er flest, omkring 70 fremmødte. Det ringe fremmøde kunne skyldes vejrguderne. Da deltagerne ankom omkring klokken 16, faldt små uskyldige regndråber nedover Nytorv, og en bred slange af farvestrålende paraplyer hastede derfor hjem på weekend.

– Fremmødet er okay, vejret og tidspunktet taget i betragtning, fortæller Mette Rose, der er projektleder på udstillingen. Men med over 700 udsendte invitationer er det lidt skuffende.

Noget at tænke over
Quizzen er dog ikke det vigtigste. Det er de otte store sort-hvide kvadrater af kraftigt plastikbanner, der står uden for teltet. Hver repræsenterer de et af de otte mål. Og det er svært at vælge det vigtigste ud, mener Mia Lyhne. For hende har det være spændende at lære mere om målene:

– Udviklingspolitik er som sådan ikke noget, jeg på den måde tænker over i hverdagen. Men jeg er buddhist, og med i Soka Gakkaiorganisationen, hvor vi arbejder for at skabe fred i verden. Og det synes jeg jo hænger godt sammen med 2015 Målene, siger Mia Lyhne.

Danidas Oplysningsbevilling har støttet udstillingen med 140.000. kr.

TIL KAMP MOD KORRUPTION

Først oprettede Udenrigsministeriet en anti-korruptionshotline. Nu intensiveres kampen med verdens første online antikorruptionsportal henvendt til virksomheder.

Af Mira Borggreen

“Although there are several conventions dealing with corruption and bribery there is no single globally accepted definition of corruption and bribery”.

Sådan står der under ordet ’korruption’, hvis man slår det op på regeringens nye udspil i kampen mod korruption: En anti-korruptionsportal. Den gik online fra den 25. august under navnet: Business Anti-corruption Portal. Portalen er udviklet i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og konsulentfirmaet Global Advice Network.

Portalen skal give danske virksomheder, der arbejder og investerer i udviklingslandene, et sted at søge hjælp til at bekæmpe og undgå korruption.

Portalen giver råd til danske virksomheder, der overvejer at gå ind på markedet i korruptionsplagede lande.

Styrket dansk indsats
Siden Danida i 2003 lancerede en stor anti-korruptionskampagne, har der været sat ekstra fokus på området. Korruptionen hindrer ikke kun de danske virksomheders succes i udlandet, men også udviklingslandenes egen vækst.

’Korruption er ikke kun ulovligt, det er også uansvarligt. Det er de fattigste, der rammes hårdest af korruptionens negative spiral. Nu får de mange små og mellemstore danske virksomheder hjælp til at slå fra sig i kampen mod korruption. Portalen sætter ikke kun fokus på problemerne, men giver samtidig virksomhederne praktiske værktøjer i hånden. Anti-korruptionsportalen viser, hvordan det offentlige og det private Danmark tilsammen kan bekæmpe korruption’.

Sådan lød ordene fra udviklingsminister Ulla Tørnæs ved lanceringen af anti-korruptionsportalen. Det nye tiltag er et supplement og en forstærkelse af den anti-korruptionshotline, der blev oprettet i 2005.

Til kamp mod korruption
Konceptet i den telefoniske linie er, at alle, uanset hvor de befinder sig i verden, anonymt kan anmelde konkrete anklager eller mistanker om korruption. Med blot 13 henvendelser på et år overstiger den symbolske værdi nok den konkrete effekt. Men set i lyset af det stigende internationale fokus på korruption, styrker Danmark nu sin bekæmpelse af korruption med den nye portal.

Målet med den nye portal er at assistere små og mellemstore danske virksomheder i den store korruptionsjungle, der til tider gør oprettelse af danske erhvervsforbindelser besværlige ude i den store verden. Og der er både plads til firmaer, der allerede er aktive i udviklingslande og nye firmaer, der påtænker at starte op. Portalen skal sammen med træningskurser for virksomhederne være et værktøj i kampen mod den ødelæggende korruption.

Stor udenlandsk interesse
Portalen har allerede vakt interesse i internationale sammenhænge. Både fra FN og OECD’s side er der indledt et samarbejde med portalen som drivkraft.

For øjeblikket arbejder Global Advice Network, Udenrigsministeriet og anti-korruptionsorganisationen Transparency International på at udvide samarbejdet yderligere.

– Vi satser på, at portalen skal komme virksomheder til gode i op til 50 lande. Dialogen er allerede i gang, og vi forventer at kunne få flere lande med inden årets udgang, fortæller Helle Johansen fra Udenrigsministeriet, som er ansvarlig for Offentlige Private Partnerskaber.

Mia Borggren er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed mirbor@um.dk

KULTUREN BAG KORRUPTIONEN MÅ OGSÅ MED

Anmeldelse: Nyt redskab til at bekæmpe korruptionen lover godt, men har svage sider.

Af Jens Lohmann

Det første indtryk er rodet, med en blanding af en enkel opbygning holdt blåt, Udenrigsministeriets officielle logo i et brunt og rødt felt og et par felter med pengesedler som åbenbart skal signalere noget med korruption.

Overflødigt, især til en saglig og resultatsøgende målgruppe som den Udenrigsministeriets nye antikorruptionsportal henvender sig til. Heldigvis ændrer indtrykket sig når man klikker videre: Et stramt, sagligt design holdt i diskrete blå toner. Nemt og overskueligt at arbejde med.

Den erklærede hensigt med portalen er at støtte virksomheder til at bekæmpe og undgå korruption. Nogle dages gennemgang og forsøg på at finde vej, viser en portal som er velfungerende og overskuelig at arbejde med. Strukturen er logisk og funktionel.

Portalen giver generelt en god vejledning til nye brugere – både de, som kender til korruption i forvejen, og de som er nye på området. Der er gode links til landeprofiler, internationale konventioner, anvisninger på en anti-korruptionsstrategi for virksomheder, organisationer og institutioner.

Der er ingen tvivl om, at mange nok skal kunne drage nytte af portalen. Men nytten er alligevel begrænset – dels fordi der foreløbig kun er links til Danidas programsamarbejdslande, som jo langtfra er de vigtigste markeder for danske virksomheder, dels fordi portalen bygger på en alt for snæver opfattelse af korruption.

Fokus er på den økonomiske og politiske side af korruptionen, som er den mest synlige og umiddelbart mærkbare for de fleste. Det er den mest ’målbare’, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Transparency Internationals årlige Corruption Perception Index, der rangerer landene efter, hvor korrupte de opfattes.

Dette fokus er vigtigt, når man skal pege på redskaber til at bekæmpe og undgå korruption. Men der mangler en afgørende dimension. Det er de holdninger og værdier, som i ethvert samfund – også det danske – er med til at skabe grobund for korruption, den kultur som korruptionen vokser ud af, og den kultur den skaber. Det er den vanskeligste del at beskæftige sig med, men hvis vi ikke tager fat i den, så bliver kampen mod korruptionen et sisyfos-arbejde.

Opgaven er ikke let, men man kan begynde med for eksempel at finde eksempler på de omgangsformer, det sprog, de værdier og holdninger, der er karakteristiske i de enkelte samfund, portalen beskriver i sine landeprofiler. Det kan give virksomheder, organisationer og embedsmænd lidt flere muligheder for at forstå, hvorfor korruption ofte betragtes som legitim i mange lande.

Vi skal heller ikke glemme, at de standarder, der ligger til grund for de internationalt vedtagne definitioner på korruption, er baseret på en nordvesteuropæisk opfattelse af staten og dens rolle, altså på en bestemt kulturopfattelse, som langtfra deles alle vegne.

Dette være ikke sagt for at forsvare korruption, men for at forstå korruption. http://www.business-anti-corruption.com er et vigtigt og nyttigt initiativ, som forhåbentlig vil blive udviklet og udbygget, både med flere landeprofiler, med en særlig link til relevant litteratur og med en bredere tilgang til selve begrebet korruption.

 
Jens Lohmann er forfatter og journalist. Hans seneste bog er ’Noget for noget. En håndbog om korruption’, kortlægger korruptionens anatomi.

2015 MÅLENE SPÆRER FOR ALFABETISERING

Kun hver tredje voksen i Burkina Faso kan skrive sit eget navn. Her hyrder i Gorum Gorum. Foto: Jørgen Schytte.

Opdagede du, at 8. september var FN’s alfabetiseringsdag? Den dag forsøgte FN igen at minde verden om dens 771 millioner analfabeter. Men samtidig må organisationen spørge sig selv, om det er dens egen fokusering på 2015 Målene, der er årsagen til, at analfabeterne glemmes. For alfabetisering er ikke blandt målene.

Af Mads Mariegaard

771 millioner mennesker kan ikke læse og skrive, anslår FN, og det gør analfabetisme til et af verdens store uløste problemer.

Det ved verden, og derfor lovede 155 lande på Unescos Uddannelse for Alle-konference i Jomtien, Thailand, i 1990 hinanden at reducere antallet af analfabeter massivt på ti år. Det lykkedes delvist, men verdens befolkningstal steg omtrent lige så meget, så i 2000 i Dakar, Senegal, aftalte landene at halvere antallet af analfabeter – nu på femten år.

Når ambitionerne er så store, hvorfor er problemet så ikke løst for længst? Spørger man alfabetiseringseksperten David Archer, uddannelseschef hos den internationale NGO ActionAid, er der ingen tvivl.

– Det skyldes de manglende investeringer i programmer for voksne analfabeter, forklarer han. I rapporten Writing the Wrongs konkluderer Archer, at alfabetisering af voksne styrker ligestilling, menneskelig og økonomisk udvikling og bekæmpelse af aids. Men hans vigtigste argument er dette: Voksne, der kan læse og skrive, får børn, der kan læse og skrive.

Pointen er, at vil man analfabetismen til livs, er det ikke nok at få alle børn i skole. De voksne skal også. Det pegede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) på, da hun talte ved en Uddannelse for Alle-konference i København i januar:

– For ensidig opmærksomhed på grunduddannelse kan resultere i, at man forsømmer de voksne og unge, som aldrig kom i skole eller er droppet ud. Vi fokuserer også på grunduddannelse, men vi ser det i et bredere perspektiv.

Men det gør alle donorer ikke, vurderer bistandskonsulent Poul Erik Rasmussen fra Danidas Bistandsfaglige Tjeneste (BFT):

– Donorerne har gennem længere tid forsømt alfabetisering af voksne.

2015 Målenes skyld
Alfabetisering er et stort, gammelt problem, som har fået megen opmærksomhed gennem tiderne. Så hvorfor er det gået i glemmebogen?

Ulandsorganisationen Ibis mistænker FN’s ellers meget roste 2015 Mål, fordi de tager opmærksomheden væk fra Unescos Uddannelse for Alle-mål fra 1990, som indeholder verdens løfte om at halvere antallet af analfabeter.

– Bagsiden af fokuseringen på at nå 2015 Målene er, at de mål, som ikke kom med på listen, herunder alfabetisering, bliver beskåret, siger Ibis’ kommunikationschef, René Jacobsen.

FN har forenklet målene for lettere at nå dem. Nummer to af FN’s otte 2015 Mål (Millenium- målene) siger, at alle børn skal have mulighed for at gennemføre en grundskoleuddannelse. Men alfabetisering fremgår ikke direkte af nogen af 2015 Målene.

En forklaring kan være, at en af de store donorer, Verdensbanken, ikke tror på alfabetisering. I 90’erne slog banken fast, at investeringer i alfabetisering havde en ringe virkning, men det er forkert, mener bistandskonsulent Poul Erik Rasmussen:

– Det har vist sig, at de økonomiske og sociale fordele ved alfabetisering er lige så store som ved grunduddannelse.

Her kan kun hver tredje læse
Verdens mindst alfabetiserede land er ifølge FN Burkina Faso, og på Danmarks ambassade i hovedstaden Ouagadougou vurderer man, at kun 32 procent af befolkningen kan læse og skrive. Det vestafrikanske land er et af Danmarks 16 programsamarbejdslande og dermed et af de steder, hvor udviklingsministerens løfte om ikke at forsømme alfabetisering skal følges op.

Det gør man via et program rettet mod Burkina Fasos uddannelsessektor, og af de tyve millioner kroner, Danmark giver om året, går omkring fire millioner direkte til alfabetisering af voksne. Pengene er med til at finansiere burkinske alfabetiseringscentre, hvor voksne analfabeter og unge, der ikke er kommet i skole eller er droppet ud, kan gå i skole i to-tre år. Det sker i de fire måneder om året, hvor der er mindre at lave i marken.

Der ligger i dag over 11.000 alfabetiseringscentre i Burkina Faso, de fleste af dem i landdistrikterne.

I skole i bushen
Hvis en landsby i Burkina Faso henvender sig til provinsafdelingen af det burkinske undervisningsministerium eller en NGO, kan den få en lærer, en læseplan og penge fra undervisningsministeriet til at oprette et alfabetiseringscenter, forklarer Danmarks ambassadør i Burkina Faso, Margit Thomsen, men der er også vanskeligheder.

– Et af alfabetiseringscentrenes problemer er, at lærerne ikke er godt nok uddannede. Ofte har de selv kun gået i skole i to-tre år. Til gengæld bor mange af dem i de områder, hvor alfabetiseringscentrene ligger, og de kender derfor de lokale forhold godt. I grundskolen har man et andet problem. Mange af grundskolelærerne bor i byerne og har fået en rimelig god uddannelse, men det kan være svært at få dem til at tage ud i bushen, hvor der ofte er mangel på selv de mest elementære faciliteter som el og vand, forklarer hun.

Mens undervisningen på alfabetiseringscentrene foregår på lokale sprog, kæmper Danmark og de øvrige donorlande med grundskolernes undervisningssystem, som bygger på den franske model. Systemet medfører, at bøgerne ofte er på fransk, som mange burkinere ikke forstår, og det er bygget op, så endemålet – som i Frankrig – ideelt er en akademisk uddannelse.

– Det er der slet ikke brug for i så stort omfang i Burkina Faso. Derfor er det utroligt vigtigt, at læseplanerne og undervisningssproget bliver tilpasset lokale forhold, og at håndværksmæssige og tekniske uddannelser efter grundskolen fremmes. Og det er man i gang med, siger Margit Thomsen.

Danmarks målsætning er, at andelen af indbyggere i Burkina Faso, der kan læse og skrive, stiger fra 32 procent i 2005 til 40 procent i 2010. En dygtig burkinsk undervisningsminister og et godt samarbejde mellem de donorer, der arbejder i landet, har gjort Margit Thomsen optimistisk: – Det går fremad, siger hun, – og vi regner med, at vi når det.

Mads Mariegaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. madmar@um.dk  

Analfabetisme FN anslår, at der er 771 analfabeter millioner voksne analfabeter i verden. Opgørelsen er baseret på, at man er analfabet, når man er fyldt femten uden at kunne læse og skrive, men der findes også bredere definitioner, for eksempel at være ude af stand til at deltage som aktiv medborger i et samfund.

Burkina Faso Burkina Faso er et af verdens fattigste lande, og ifølge FN også det mindst alfabetiserede. Landet har 12,4 millioner indbyggerne, og det officielle sprog er fransk, fordi Burkina Faso var fransk koloni, før det blev selvstændigt i 1960. Danmark har arbejdet med udvikling i landet siden 1979 og driver en ambassade i hovedstaden Ouagadougou.

GET RICH OR DIE TRYIN’

Desmond, 24,(i midten) skal være rollemodel i et nyt uddannelsesprojekt, når Operation Dagsværk i år sætter fokus på unge i Sydafrika. Foto: Hewlle L. Severinsen/OD

Get Rich or Die Tryin’! Ordene kommer fra den Grammy-nominerede afroamerikanske rapper 50 Cents debut-cd. Og fra Operation Dagsværks kampagneleder på Nørrebro. Budskabet beskriver koldt og kynisk livet for unge mennesker i Sydafrikas slum.

Af Mira Borggreen

– Det første, der faldt mig ind, var, at de tre unge mænd så virkelig hardcore ud. Kinderne lå indsunkne i deres ansigter. Når de smilte, så jeg hvorfor. De havde nemlig få eller slet ingen tænder, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

Hun er fra Operation Dagsværk og kampagneleder på årets projekt ’Sydafrika 2006’, og er netop vendt hjem fra sit andet besøg i den sydafrikanske hovedstad.

For bare 24 timer siden stod Helle Løvstø Severinsen selv ansigt til ansigt med unge sydafrikanere i Cape Towns ghetto, Mannenberg. Nu sidder hun i sin lille lejlighed på Nørrebro med en kop rygende varm kaffe, en lun scone og uden bagage; den rejste sine egne veje.

Historien om tænderne kræver en nærmere forklaring. Helle Løvstø Severinsen fortæller, at de unge betaler tandlægen for at få trukket tænderne ud. Der er noget kulturelt betinget i handlingen, men en anden og mere konkret grund er for at kunne give bedre blowjobs, når de er i fængsel. Fængslerne i Cape Town hærges af bandekrigene fra gaderne. Bag murene udkæmpes kampene for fuld udblæsning dag og nat, og de seksuelle krænkelser er en del af hverdagen.

Dialog på Desmonds hjemmebane
Helle Løvstø Severinsen og hendes gruppe rejste under deres besøg rundt sammen med Desmond, 24, Shaheed, 26 og Bradley, 25.

– Deres opvækst har været præget af ture ind og ud af ungdomsfængsler, bandekriminalitet og stoffer, fortæller hun.

Men fra januar 2007 og tre år frem bliver Desmond og hans to venner, sammen med 4.000 andre unge, en del af projektet Viden til at vælge. De skal lære, hvordan de skal tage ansvar og fornuftige, langvarige valg. Valg, der både hjælper dem og deres familier.

Efter at have tilbragt noget tid i de unges hjemkvarter, besluttede Helle Løvstø Severinsen og gruppen, at de ville bevæge sig ud i Cape Towns gader.

– De var meget ivrige for at komme med os rundt. Og indtil vi nåede Malay Quarter (et pænere kvarter nær centrum, red.) gik det hele let og gnidningsfrit, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

Fordomme i fuldt flor
– Pas endelig på jeres penge. De tre er kun ude på én ting, nemlig at stjæle.

Ifølge Helle Løvstø Severinsen kom beskyldningen fra en kvinde, der uden opfordring henvendte sig til den lille samling af danskere.

– Vi var lige stået ud af vores lille minibus for at købe noget mad. Desmond, Shaheed og Bradley var sammen med os. Vi stod måbende tilbage. Det var jo vores nye venner, hun meget nedværdigende talte om, fortæller Helle og fortsætter: – De hørte selvfølgelig godt kvindens kommentar, men trak bare på skuldrene. Jeg kan huske, at ingen af dem, heller ikke Desmond, der er udvalgt som rollemodel på det første hold i projektet, virkede synderlig påvirket af situationen.

Midt i modsætningernes midte 
     Det var, ifølge Helle Løvstø Severinsen, første gang, de tre unge var uden for Manenberg. Ingen af dem har været uden for Sydafrika. De har ikke engang været uden for Cape Town, eller nede i centrum for den sags skyld. Men her foran en lille take-away restaurant lidt oppe af bjergskråningen i det pænere Malay Quarter, kom problemstillingen, ifølge Helle Løvstø Severinsen, helt op til overfladen.

– Der stod vi med Cape Towns stolthed Table Mountain i baggrunden og små pastelfarvede lave huse nede i dalen. Det var så smukt, men vi befandt os altså lige midt i modsætningernes midte, Sydafrika.

Helle Løvstø Severinsen og holdets oplevelser i Cape Town skal være med til at motivere og inspirere det projekt, de skal i gang med hjemme i Danmark.

Arven fra apartheid
Operation Dagsværk fører i år de danske gymnasieelever helt ind i den sydafrikanske slum, de såkaldte Cape Flats. Siden apartheid formelt blev afskaffet i 1994, har dagligdagen for de unge på Afrikas sydspids været præget af konflikter. Kriminalitet fylder dagligt utrolig meget på den sydafrikanske dagsorden. Selv med Nelson Mandela og ANC’s sejr har det sydafrikanske folk mentalt haft svært ved at slippe ideen om adskillelse. En adskillelse, der har præget den sydafrikanske befolkning i generationer.

’Sydafrika 2006’ skal, igennem et uddannelses-projekt, skabe rollemodeller, så slumkvarterenes unge ikke konstant ser sig selv og deres venner blive taget som gidsler i det kriminelle miljø. Arven fra apartheid skal omsættes fra forskelle til ligheder. Rollemodelsystemet skal være grundstenen i projektet.

– De unge rollemodeller bliver valgt ud fra deres evne til at kunne gennemføre projektet. Det er meget vigtigt, at de første rollemodeller får succes, for i slummen vil de unge se resultater, før de tror på, at noget virker. Det er især vigtigt, hvis de skal involvere sig i noget, forklarer Helle Løvstø Severinsen og fortsætter: – Desmond er blevet udvalgt, fordi han har en smule uddannelse, et stabilt hjem og kun har været ganske kort i fængsel. Det betyder jo ikke, at hans mindre privilegerede nabo ikke må være med, men vigtigheden af succes for det første hold betyder alt for fortsættelsen af projektet.

Debat på den danske dagsorden
Valget af Sydafrika markerer, ifølge Helle Løvstø Severinsen, samtidig et klart skift i Operation Dagsværks dagsorden. For det første er der satset på et bredt og komplekst projekt med mange små projekter og delmål, frem for et simpelt projekt som for eksempel 100 vandpumper til Mali. Desuden er der denne gang lavet en speciel undervisningsfolder, der er rettet direkte mod det nye fag i gymnasierne, Almen Studieforberedelse. Operation Dagsværk ligger op til, at der skal startes en debat:     

– I år har vi satset stærkt på at inddrage de danske unge. De skal ikke kun debattere problemstillinger fra ghettoen i Cape Town, men også hvordan de selv håndterer problemerne, om de så bor i Give eller Gentofte. Debatten skal handle om danske unges egne forhold til adskillelse, fordomme og negative forventninger, fortæller Helle Løvstø Severinsen.

8. november går det løs
Ifølge hende har Desmond selvfølgelig svært ved at forholde sig til begreber som politisk neutralitet og hverdagen på et dansk gymnasium. Derfor er det vigtigt for Operation Dagsværk at bringe de to parter sammen.

Og bragt sammen, det bliver de, når Desmond i oktober for første gang sætter sig ind i en flyvemaskine med kurs mod til Danmark. Her skal han sammen med Operation Dagsværk rundt på 25 danske gymnasier og møde de danske unge, inden det går løs med Operation Dagsværk over hele landet den 8. november.

Kaffen i koppen er drukket, sconen er spist og de sidste billeder med indtryk fra Sydafrika kommer først med al bagagen, så Helle Løvstø Severinsen skal sove lidt, inden hun skal i gang med at planlægge de 25 temadage, som Desmond skal være en del af fra den 25. september til den 3. november.

Mødet med Operation Dagsværk har ifølge Helle Løvstø Severinsen haft stor betydning for Desmond. Sammen med Shaheed og Bradley skriver han nu sine egne rapsange om sine oplevelser, og den dialog, han er blevet en del af.

Under Operation Dagsværks besøg i Sydafrika kørte de tre unge mænd rundt i Cape Town sammen med de danske dagsværkere. Artiklen er blevet til efter interview med Helle Severinsen, ud fra fotografier fra hendes rejser og Operation Dagsværks kampagnemateriale om Sydafrika.

Danida støtter Operation Dagsværk med 500.000 kr For at sikre, at der er taget hånd om den økonomiske side af projektet i år, er der blevet udarbejdet en plan for udbetalingen af de penge, der bliver indsamlet. Over tre år vil der være seks udbetalinger, og før hver enkelt vil der være en evaluering af projektets udvikling. Hvis ikke det lever op til kravene, kan betalingen stoppes.

Læs mere på http://www.od.dk

FORNEM IRANSK ILLUSTRATIONSKUNST

Omslaget på kataloget til ’Billeder fra Iran’ (udsnit) er tegnet af Farshid Shafiee, og kommer fra børnebogen The Old Lyrist.

Vandreudstillingen Billeder fra Iran giver indblik i en 700 år gammel kunstform, som Iran har høstet international anerkendelse for. Udstillingen viser værker af de 18 bedste iranske børnebogsillustratorer.

Af Øivind Holterman

Iran – er det ikke noget med præstestyre, atomare ambitioner og ægte tæpper?

Vi er verdensmestre i at få sat nogle stempler på bestemte nationer og når derfor aldrig at opdage mangfoldigheden. Hvem skulle for eksempel havde troet, at Iran på verdensplan – i følgeskab med Japan – har nogle af verdens bedste illustratorer?

Det officielle Iran synes dog ikke at kende værdien af den guldgrube, landets lange tradition for børnebogsillustrationer er.

Dagbladet Politikens børnebogsspecialist Steffen Larsen er medarrangør af vandreudstillingen Billeder fra Iran, der netop er åbnet. Han beskriver illustrationerne således:

– Et gennemgående træk ved iransk illustratorkunst er jordforbindelsen – eller manglen på samme. Den er stort set ikke-eksisterende, men figurerne flyver ikke bort af den grund. De flyder blot blidt af sted i deres egen verden af nutidig folklore.

18 iranske kunstnere har tegnet de i alt 92 illustrationer til billedbøger, der i øjeblikket kan ses i Politikens forhal på Rådhuspladsen. Herfra vil vandreudstillingen, og dermed en stribe iranske børnebogsillustrationer i international særklasse, det næste halve år vise det iranske særtalent på seks udstillingssteder i Danmark.:

700-år gammel børnebog
Det persiske rige, nutidens Iran, har en lang tradition for skriftlig formidling fulgt op af billeder. En central forlægger i Teheran, fru Farideh Khalatbaree fra Shabaviz Publishing Company giver her et baggrundsrids over persernes lange vej hen til nutidens guldmedaljehøst opnået af landets børnebogsillustratorer:

– Den første stadig-eksisterende bog vi har, går 1.500 år tilbage. Det er en religiøs bog fuld af god lærdom og digte, dekoreret med mange øjenfængende miniaturer.

Siden hen begyndte bøger at slippe helskindet gennem tidens tand, og de fortæller os således i dag illustrationskunstens historie.

Dengang blev der ikke skelnet mellem børne- og voksenbøger. Bøger blev hver aften læst op i familier af den ældste, som med høj stemme lod de andre familiemedlemmer følge oplæsningen. Det er årsagen til, at vi kun ser illustrerede fortællinger, digte og andre emner egnet for familier. Senere blev illustrationerne mere fuldstændige med kaligrafi og illuminering.

Den første bog, som blev forfattet og illustreret med børn i mente, er mere end 700 år gammel. I dag befinder mange af vores bøger sig på museer over hele verdenen, fortæller Farideh Khalatbaree fra Teheran.

Irans forlagsverden 
Iran har ikke tiltrådt nogen internationale aftaler om ophavsret, men mange statsstøttede forlag oversætter og udgiver, med små ændringer, udenlandske bøger, for eksempel Harry Potter og værker af Astrid Lindgren. Ifølge Farideh Khalatbaree eksisterer der ikke mere end maksimalt fem helt selvstændige forlag i Iran, og de er underlagt massiv konkurrence fra ovennævnte statsstøttede forlag. Hendes vurdering er, at der ikke finder censurering sted på forlagsområdet i Iran, ej heller på ikke-kulturelle titler.

– Jeg har aldrig oplevet nogen byrder på mine skuldre hvad angår censur, og jeg har ikke oplevet fænomenet hos andre – men ingen kender fremtiden. Det er rigtigt, at vi (selvstændige forlag, red.) er underlagt mange forskellige godkendelser før publicering eller distribution af vore titler, sammenlignet med forlag som støttes af staten, men det er ikke det samme som censur, siger hun.

Initiativet er sponseret af Politiken Fonden samt Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), hvis formål er gensidig kulturudveksling.

Øivind Holtermann er tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Billeder fra Iran – Turnéplan: Politikens forhal 5.9 – 15.9 Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense 18.9 – 29.9 Musikhuset i Århus 5.10 – 27.10 Stege Bibliotek 30.10 – 18.11 Den Syvende Himmel i Køge 22.11 – 22.12 Silkeborg Bad 6.1 – 18.3 (2007)

SUPERGAS TIL DEN TREDJE VERDEN

 
Kunstnergruppen Superflex har skabt et transportabelt biogasanlæg, som kan forsyne en hel afrikansk familie med gas til madlavning og lys. Foto: Supergas.

Når biogas, kunst og udviklingsbistand går op i en højere enhed.

Kan et dansk kunstværk gøre hverdagen bedre for en afrikansk familie?

Det mener den politiske kunstnergruppe Superflex, som har skabt et transportabelt biogasanlæg til brug i udviklingslande. Med gødningen fra to-tre husdyr kan det orange anlæg producere omkring fire kubikmeter gas om dagen og forsyne en hel afrikansk familie med gas til madlavning og lys.

Siden Superflex lancerede ’Supergas’ i 1997, har gruppen stillet anlæg op i Thailand, Cambodja og Tanzania. Til januar tager de tilbage til Tanzania for at bygge yderligere to, og de får løbende henvendelser fra folk, som selv laver anlæg rundt omkring i verden.

’Supergas’ har desuden været udstillet på museer som Arken og Louisiana, for projektet er også et kunstværk, som problematiserer den måde, Vesten giver bistand på. Superflex mener, at bistanden genskaber et kolonialt forhold mellem Vesten og den tredje verden og opretholder et billede af de rige lande som overlegne.

Kunstnere i khaki
– Den vestlige verden burde udvikle simple, nyttige produkter, som passer til en afrikansk forbrugers behov og økonomi, siger Rasmus Nielsen, medlem af Superflex. Gruppen ved dog godt, at den nu også er en del af det koloniale forhold, den kritiserer, og af samme grund iførte medlemmerne sig ’kolonialistens uniform’, khakifarvede shorts og grønne skjorter, i deres præsentation af projektet.

– Vi laver et projekt, som vi tror på, forklarer Rasmus Nielsen, som tilføjer:

– Men det er jo ikke første gang, hvide kommer til Afrika med en god idé. Vi træder i nogle kedelige fodspor, og det vil vi gerne gøre folk opmærksomme på.
/mads

Læs også interviewet med billedkunstneren Kristian von Hornsleth på næste side.