Ødsel brug af bistandskroner er en historie, der med jævne mellemrum brager løs i pressen. Bag forargelsen skjuler der sig en præmis om, at det dybest set er uetisk at tjene penge på at arbejde med at udrydde fattigdom. For det bør være er kald.
Af Katic og Kjar
Så er den gal igen.
Pressen er faldet over en sag om højst upassende brug af skatteydermidler. Danida-familier på luksusophold. Sådan lød overskriften på Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag den 30. maj 2006.
Historien kort: Over 100 personer med tilknytning til Danida, inklusive ægtefæller, kærester og børn tilbragte en weekend på det nye femstjernede strandhotel Golden Sand Resort nær den vietnamesiske kystby Hoi An. Det skete i forbindelse med et seminar om udviklingspolitik, der blev arrangeret af ambassaden i Vietnam.
Den samlede regning til Danida for rådgiver-seminariet blev ifølge hoteldirektøren på omkring 150-180.000 kr.
Dansk Folkepartis Søren Espersen kalder det i Jyllands-Postens artikel for en ’fejldis-position’ og ’forargeligt’, mens socialdemokraternes Jeppe Kofoed siger, at det virker ’lidt ekstravagant’. Venstres Pia Larsen udtaler til gengæld, at ’generelt lever Danidarådgivere under sølle forhold i det daglige, og derfor må de gerne én gang om året give den hele armen’.
Dagen efter fastslår udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), at ”Danida-ansattes børn og ægtefæller i fremtiden som udgangspunkt selv må til lommerne, hvis de vil med på hotelophold på de årlige rådgiverseminarer.” Og det var så udgangen på dén historie.
Forargelsens præmis
Langt de fleste er formodentlig enige i, at det er forkert at lade det offentlige betale for ægtefællers, kæresters og børns hotelophold i forbindelse med seminarer (private firmaer må dog gerne give den gas og forkæle ansatte med familier på kursus- og konferencefronten, men det er en anden historie). Og reglerne strammes nu op. Så derfor er der ikke meget mere at sige om den sag.
Og dog. For man kan godt ærgre sig over, at det åbenbart er den slags historier om bistanden, der skal til, før dansk udviklingsbistand ryger på forsiden.
Interessant er det, at når pressen (ok, oftere Jyllands-Posten end Information) med jævne mellemrum tager den slags sager op, så fornemmer at der er en uformuleret præmis for forargelsen. Den hedder: Det er uetisk at tjene penge på fattigdomsbekæmpelse. Folk, der arbejder med bistand, bør derfor ikke leve i velstand. Allerhelst skal de bo i en hytte af strå, spise majsgrød og spadsere til arbejde ligesom de lokale.
Hvorfor egentlig? Giver det bedre bistand? Og ville vi kræve af danske socialarbejdere, at de skal ud og bo i beton-ghettoen for selv at blive bedre til deres fag? Nej, denne særregel gælder kun for udsendte, der arbejder i u-landene.
Og vi skulle hilse og sige, at de ikke bor i sivhytte og spiser majsgrød. Ellers ville de næppe kunne holde ud at være der. Udsendte rådgivere bor, spiser og tjener godt. Så er det sagt.
Ingen cigar til idealisterne
Det officielle svar fra bistandsverdenen ville lyde cirka sådan her: ’For at tiltrække tilstrækkeligt dygtige og kvalificerede eksperter på højt niveau – som jo netop er dem, u-landene har brug for – er vi nødt til at tilbyde en løn, der kan konkurrere med den løn, de ellers ville kunne få i Danmark.’ Den er der uden tvivl mange skatteydere, som ikke køber. De placerer udviklerens arbejde i samme boldgade som præstens og kunstnerens: Det forventes, at idealisme er motoren og oplevelser gennem jobbet det brændstof, der driver værket. Altså et stærkt element af kald. Den slags personer skal ikke rende og skilte med al for høj cigarføring.
Og nu vi taler om motor og brændstof: Ingen tager notits af en ny, dyr firehjulstrækker parkeret midt i velstanden i centrum af Næstved. Holder det samme højpotente køretøj derimod i et fattigt hjørne af Nepal eller Nicaragua, og tilhører det endda en dansk udsendt finansieret af skattekroner, så bryder vi os ikke rigtigt om det.
Selvom det giver betydeligt mere mening at færdes i en 4x4 på elendige jordveje i de fattige lande end på Køge Bugtmotorvejen.
U-landsoplysere på kattepoter
Men måske har Danida og andre ulandsoplysere også et ansvar for, at når disse forargelses-historier dukker op, så sker det med stormstyrke 10. Måske har vi glemt eller forsømt at fortælle, at det faktisk koster penge og personale at administrere bistandsmilliarderne. Skal pengene nå de rette, ja, så skal der være nogen, der sørger for at pengene når derhen. Og de skal faktisk have en hyre for det.
Lige præcis når det gælder spørgsmålet om den forkætrede administrationsprocent – altså hvor meget der går til administration –så har Danida og de danske NGO’er i årevis gået på kattepoter i håb om, at skatteyderne ikke opdager, at en bistandskrone ikke er en krone, men kun omkring 90 øre.
Og så har vi også glemt at fortælle, at en del bistand ikke giver den ønskede effekt – og det må vi bare acceptere. Glemmer man at fortælle det, gør man sig ekstra sårbar.
Men oprigtig og forpligtende selvkritik og -erkendelse har vel heller aldrig været bistandsverdenens varemærke?
PS: Ambassadør Peter Lysholt Hansen i Hanoi siger til Jyllands-Posten, at Danida-gruppen havde fået en særaftale med hotellet, således at prisen var cirka 700 kr. pr. person pr. overnatning.
Er det meget eller lidt?
Tja, det koster 990 kr. pr. nat at bo på Scandic Hotel i Glostrup for et enkeltværelse med udsigt ud over den sekssporede motorvej 3.
Katic og Kjar er den faste stok på udvikling og ønsker læserne god sommer. Næste nummer af udvikling er på gaden den 4. september.