Selvom den politiske erklæring ved FN’s højniveaumøde om hiv/aids blev vedtaget med stående klapsalver, var ikke alle tilfredse. Deklarationen er latterlig svag, lød kritikken fra de fremmødte NGO’er.
Tekst og foto: Rosalina Dias Larsen, New York
Det var tre bevægede herrer, der briefede pressen efter åbningen af FN’s højniveaumøde om hiv/aids i New York. Fra venstre ses administrerende direktør for UNAIDS Peter Piot, generalsekretær Kofi Annan og præsidenten for generalforsamlingen Jan Eliasson.
25 år er der gået, siden aids første gang blev opdaget, og 25 millioner mennesker er siden døde af den fatale virus. Der er tale om en epidemi uden lige i nyere historie. En epidemi, der tilsyneladende er nærmest umulig at bremse. Og som sidste år slog flere end nogen sinde før ihjel. I dag lever mere end 40 millioner mennesker på verdensplan med den dødelige virus. 15 millioner børn er forældreløse.
Aids var på dagsordenen, da FN’s medlemslande mødtes i starten af juni for at gøre status på epidemien. Og som ofte, når FN’s mange medlemslande mødes for at forhandle og blive enige, så går det i hårdknude. Det, der egentligt burde forhandles om, bliver blandet sammen med indenrigspolitiske dagsordener og forskellige kulturelle og religiøse forståelser af, hvordan problemer løses bedst.
På FN’s højniveaumøde i New York om aids var alle enige om, at aids er en af de største barrierer for udvikling og fremskridt i udviklingslandene. Men metoden, som det internationale samfund skal bekæmpe problemet med, er der i høj grad uenighed om. Det resulterede i et endeligt dokument, som af civilsamfundsorganisationerne blev kaldt latterligt svagt.
På et hasteindkaldt pressemøde arrangeret af et samlet civilsamfund tog organisationerne afstand fra den endelige deklaration.
Status år 2006
Ambitionerne var ellers store forud for mødet. Der skulle gøres status over, hvad der er blevet gjort af fremskridt, siden medlemslandene mødtes i 2001 og blev enige om The Declaration on Commitment. Et dokument, der forpligter alle lande til progressivt at bekæmpe den hurtigt voksende epidemi. Der skulle overvejes nye anbefalinger til, hvordan målene fra 2001 skal nås. Og endeligt skulle deklarationen fornyes. Som noget helt usædvanligt i FN-regi var en hær af interesseorganisationer fra alle lande inviteret med til konferencen for at give deres viden og erfaringer videre til delegaterne. Og de fremmødte havde store forventninger til konferencens udkomme. – Jeres store opgave nu er at sørge for, at denne deklaration ikke blot bliver et dokument med tomme løfter, men en platform for målbaseret handling, sagde sydafrikanske Nkhensani Mavasa. Den første hiv-positiv erklærede person, der nogen sinde har talt til FN’s generalforsamling.
Status blev der gjort. FN’s særorganisation for hiv/aids (UNAIDS) fremlagde deres murstenstunge rapport baseret på indrapporteringer fra 126 lande. Selvom der i visse lande og regioner kan ses fremskridt, så er det overordnede billede af epidemiens fremdrift, at udsigterne er nedslående.
Det står fortsat værst til i det sydlige Afrika. I Swaziland er procentdelen af voksne, som lever med hiv, helt oppe på 33 pct. Andelen af gravide kvinder med hiv steg fra fire pct. i 1992 til 43 pct. i 2004. I Botswana har 24 pct. af alle voksne hiv. I Mozambique er tallet omkring 16 pct. Og tallene vokser hurtigst i de provinser, som er sammenfaldende med større transportruter fra Sydafrika og Zimbabwe.
Men også i Caribien, Asien og Østeuropa er antallet af smittede vokset massivt.
To skridt frem og et tilbage
Generalsekretær Kofi Annan lagde ud med i sin åbningstale at prikke til de fremmødtes samvittighed.
– De fleste lande har ikke formået at nå de mål, de forpligtede sig til i 2001, sagde han.
Og det store spørgsmål på konferencen var da også, om medlemslandene har levet op til de løfter, de gav i 2001.
Status er, at opbakningen til bekæmpelse af aids ressourcemæssigt har været overvældende. I 2001 deklarationen blev der givet løfte om, at man ville finde mellem 7-10 mia. dollars for 2005. Det mål blev nået, i det donorer har givet 8,3 mia. dollars.
Men der er stadig brug for mange flere penge, anslår Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria. 900 mil. dollars alene i 2006 for at være helt præcis. Og det er kun til at finansiere fondens egne projekter. Ifølge den nye deklaration er der på verdensplan brug for mellem 20 og 23 mia. dollars årligt i år 2010. Problemet er så bare, at deklarationen ikke forpligter landene til at finde de fornødne ressourcer, men blot anbefaler, at det gøres.
Hvad angår spørgsmålet om adgang til medicin for de smittede, så endte dette med ret vage erklæringer i slutdeklarationen, der bekræfter, at ”adgang til medicin er nødvendigt”, og at der ”bør findes løsninger, så barriererne kan overkommes”.
'Death by diplomacy’
Årsagen til deklarationens meget vage sprog skal findes i forhandlingsspillet mellem nationer med meget forskellige dagsordener.
På den ene side stod de nordiske lande, Nederlandene, Storbritannien, Canada og de latinamerikanske lande, og på den anden USA, Vatikanet og flere muslimske lande. I skyggen af de to fløje stod så resten – og i særdeleshed et noget passivt afrikansk kontinent. Sådan så situationen i hvert fald set ud fra NGO-højde. Som den amerikanske aktivist og hiv-smittede Erik Sawyer sagde:
– Dette er død ved diplomati. Time efter time har min regering kæmpet for sine egne egoistiske interesser hellere end for millioner af mennesker, der unødvendigt dør rundt om i verden.
Annan trådte i karakter
Og sandt er det, at formuleringerne i den endelige deklaration på essentielle punkter er svage. Blandt andet nævner den på intet tidspunkt, hvilke udsatte grupper der bør sættes ind over for. Dette er et resultat af intensive forhandlinger, hvor amerikanerne i alliance med muslimske lande og Vatikanet ikke ønskede at nævne homoseksuelles rettigheder, unges ret til seksuel undervisning, sexarbejdere, stiknarkomaner og brugen af prævention i bekæmpelsen af den dødelige virus i det endelige dokument. De ønskede i stedet at fokusere på afholdenhed og troskab mellem ægtefæller. En modstand generalsekretær Kofi Annan kun havde kritik til overs for.
– Jeg mener, de bør udfordres. Vi er nødt til at være realistiske. Vi vil ikke lykkes, hvis vi stikker hovedet i jorden og lader som om, disse mennesker ikke eksisterer eller ikke behøver vores hjælp. Vi skal modstå ethvert forsøg på at forhindre os i at anerkende behovet for handling. Vi skal alle udfordre de implicerede regeringer til at være ansvarlige, sagde han ved et møde med pressen.
Også de afrikanske delegationer fik kritik med tilbage til deres regeringer fra civilsamfundet.
Ingen fik alt hvad de ville
På trods af uoverensstemmelserne mellem de officielle delegater og det civile samfund blev deklarationen vedtaget på konferencens sidste dag. Og endda med stående klapsalver. I deklarationen lægges der stor vægt på, at civilsamfundet i fremtiden skal inddrages i langt højere grad end det er tilfældet i dag. Uden dem vil aids-epidemien ikke kunne bekæmpes.
Efter vedtagelsen sagde Generalforsamlingens præsident, Jan Eliasson, da også, at ’ingen fik alt, hvad de ville – men det er der aldrig nogen, der gør’. Til gengæld bad han alle de fremmødte om stolte at tage hjem, ikke bare med deklarationen, men også med et nyt samarbejde mellem regeringer og civilsamfund.
Siger man aids, er man tvunget til også at sige sex, kvinder og stofmisbrugere. I modsætning til flere lande, som på det nærmeste er i en fornægtelsesfase, satte den danske udviklingsminister netop disse ord på dagsordenen i FN’s hovedkvarter. udvikling tog en snak med hende.
Tekst og foto: Rosalina D. Larsen, New York
Ude i verden er Danmark kendt for sin høje grad af frihed – måske især når det gælder sex og seksualitet.
Det gjorde sig også gældende, da udviklingsministeren i starten af juni deltog i FN’s højniveaumøde om aids. Her kæmpede Ulla Tørnæs (V) sammen med ligesindede lande kampen for seksuelle og reproduktive rettigheder. Kampen var hård, for modstanderne var sværvægtere som USA, Vatikanet og flere muslimske lande. Lande, som havde yderst svært ved blot at nævne det uartige ord sex. Hvilket i sidste ende resulterede i et slutdokument, der hverken omfatter homoseksualitet eller stofmisbrugere i nævneværdigt omfang.
Noget pjat at fornægte virkeligheden, siger udviklingsministeren om modstanden mod at nævne de mest udsatte grupper i slutdokumentet. Hun er dog glad for, at deklarationen forholder sig til feminiseringen af aids-epidemien.
Sluterklæringen blev vedtaget med stående klapsalver. Hvad er din holdning til det endelige dokument?
– Jeg synes, at deklarationen blev langt bedre, end jeg havde frygtet. Som det så ofte er tilfældet med slutdokumenter fra FN-konferencer kunne sprogbrugen have været stærkere set ud fra et dansk synspunkt. Blandt andet havde jeg gerne set de mest udsatte grupper (homoseksuelle, prostituerede, stofmisbrugere, indsatte i fængsler etc. red.) eksplicit nævnt i teksten. Ikke at nævne dem er en fornægtelse af virkeligheden, som jeg synes er noget pjat.
USA gik i alliance med lande som Syrien, Iran og Vatikanet. Hvad mener du om den alliance?
– Der var lagt op til en konfrontation mellem Danmark og vore ligesindede lande som Norge, Holland og Canada på den ene side, og USA og en række katolske og muslimske lande på den anden. Det er der ikke noget nyt i. Konfrontationen går helt tilbage til 1994, hvor der var modstand mod øget fokus på rettigheder ved befolkningskonferencen i Kairo. Og i 2001 blev konfrontationen mere tydelig, da USA trak støtten til en række internationale organisationer heriblandt FN’s befolkningsfond UNFPA. (Der anerkender kvinders ret til fri abort, red.). Derfor er det også vigtigt, at vi fra dansk side fastholder fokus på Kairodagsorden, som det internationale samfund dengang forpligtede sig på.
Danmark skal gå forrest
Når nu modstanden var så stærk, hvordan gik det så med de danske mærkesager?
– Vi havde den netop lancerede befolkningsstrategi med (strategi for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder red.). Det var den, som var grundlaget for de taler, jeg holdt. Og jeg synes, at det basale i vores strategi på tilfredsstillende vis er afspejlet i det endelige dokument. Bekæmpelse af aids hænger sammen med fremme af seksuelle og reproduktive rettigheder. De to komplimenterer hinanden. For eksempel ved at man fortæller om aids, når kvinder skal til undersøgelse under graviditeten. Deklarationen forholder sig også til feminiseringen af epidemien. Det er et stort skridt fremad. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at et land som Danmark forsøger at sætte rettigheder på dagsordenen under sådanne forhandlinger.'
Aids-epidemien har været stærkt stigende de sidste mange år. Hvordan vender vi vinden?
– Jeg synes, at vi nåede et stykke vej med denne erklæring. Med erklæringen kan vi styrke indsatsen og holde hinanden fast på de aftaler, vi har indgået. Det kræver imidlertid øget finansiering. Om 25 år skal vi kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi gjorde noget. Det er også i det lys, jeg har besluttet at fordoble ressourcerne til bekæmpelse af aids i udviklingslandene fra en halv til en hel mia. kr. i 2010. Desuden kan vi ikke løfte denne opgave uden civilsamfundet. Derfor er det også fantastisk, at civilsamfundet er så stærkt repræsenteret her ved mødet.
Læs også side 10-11.
I Sydafrika markedsfører dansk firma om kort tid en hiv-test, der koster en tiendedel af andre metoder.
Af Morten Seifert
En dansk opfindelse kan måske hjælpe FN med at nå målet om universel adgang til livsforlængende ART-behandling for hiv-smittede inden 2010.
SuPARnostic, som produktet er døbt, er et test-kit til brug i u-lande. SuPARnostic kan stille en præcis prognose for hiv selv under primitive forhold. Og så koster testkittet kun 10 euro – eller en tiendedel af andre metoder.
Det var laboratorieleder på Klinisk Forskningsenhed ved Hvidovre Hospital, biokemiker, ph.d. Jesper Eugen-Olsen, der fik ideen til suPARnostic i 1999. Han fik patent på metoden og etablerede firmaet Virogates. Efter syv års udviklingsarbejde og en mængde tests i Afrika, er suPARnostic klar til markedsføring.
– Vi har nu lavet de afsluttende felttests af kittet, og jeg vil sige, det virker ligeså godt, som vi havde håbet, fortæller en begejstret Jesper Eugen-Olsen.
Han glæder sig til at præsentere SuPARno-stic på den internationale aidskonference i Toronto i Canada 18-20. august, inden Virogates begynder den egentlige markedsføring i Sydafrika. Siden skal distributionen udvides til resten af Afrika og herefter skal det på markedet i Indien, Brasilien og Kina.
– Vores forhåbning er i første omgang at nå 1-2 procent af verdens cirka 38 millioner hiv-smittede i løbet af 2007 til 2008, siger den 42-årige laboratorieleder.
Skal være endnu billigere
SuPARnostic fortæller, hvor hurtigt immunforsvaret nedbrydes og hjælper til at finde det tidspunkt, hvor ART-behandlingen skal startes. Begynder man for tidligt, risikerer man at behandle unødvendigt i årevis. Det er spild af kostbar medicin, og hiv får også bedre tid til at udvikle resistens mod behandlingen. Starter man derimod for sent, risikerer man, at patienten dør.
Immunforsvarets nedbrydning udtrykkes i det såkaldte CD4-tal. SuPARnostic fortæller desværre ikke, hvor stort tallet er, kun hvor hurtigt det falder. Derfor er det nødvendigt at kombinere suPARnostic med såkaldte CD4-målinger, om end man kan nøjes med færre af dem, når suPARnostic har vist nedbrydningens hastighed. Virogates fortsætter bestræbelsen på at billiggøre hiv – prognosticeringen og undersøger i øjeblikket, om CD4-målingen også kan gøre billigere.
– Vi har foreløbig indledt et samarbejde med det tyske firma Partec. De har udviklet en lovende metode til at måle CD4 for en brøkdel af det, det koster i dag. Målet må være at hjælpe så mange hiv-smittede som muligt, slutter Jesper Eugen-Olsen.
Se også artiklen ”Gennembrud” på http://www.udvikling.dk (udvikling 2/2004).
MSc Morten Seifert er freelancejournalist. morten@uncial.dk