BØGER

FRA VORE MÆND I MARKEN

Sidste nyt om Danidas arbejde med at genskabe verden i Danmarks billede. Anmeldelse af Danidas Årsberetning.

Af Lotte Folke Kaarsholm

På forsiden er der et billede af en tom træramme. Inde i trærammen sidder en mand fra et udviklingsland og smiler til kameraet, mens en anden mands ryg anes i baggrunden til venstre. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at ham til højre ikke bare er sat ind i rammen; han holder den selv. Ligesom den bortvendte ryg rent faktisk er i gang med at save – måske nogle flere tomme trærammer? Hvad der først lignede objekter sat ind i fotografens ramme, skal snarere forestille subjekter, der bærer og udformer rammerne selv.

Objekterne i Afrika
Danidas årsrapport for 2005 sætter ansigter, historier, projektbeskrivelser og tal på forbruget af de 11,6 milliarder kroner, som Danmark sidste år gav i udviklingsbistand.

     Både Microsoft og Nordea har i de seneste par år satset på printannoncer, hvor en fiktiv ramme indsat hen over et foto fra virkeligheden visuelt udtrykker den nye virkelighed, som virksomhedernes produkter skal hjælpe seeren til at opnå. ’Dette kan blive din verden, hvis du køber vores produkt,’ er annoncernes budskab.

     Det samme siger billedet på årsrapportens forside – blot med den afgørende forskel, at den portrætterede ikke er læserens stedfortræder. For det er jo ikke manden på billedet, rapporten henvender sig til – det er mig, hvis penge han åbenbart modtager. ’Dette kan blive hans verden, hvis du køber vores produkt,’ er rapportens budskab. Med eller uden sav: Han er tekstens objekt og ikke dens subjekt.

Verden ifølge Danmark
I et Danmark så færdigbygget, at der kun er karikaturtegninger, efterløn og omgangstone tilbage at skændes om, er udviklingsbistand tilsammen med krig den eneste resterende rigtige politiske diskussion. Og Danidas årsrapport er egnet til forståelse af, hvordan danskerne ser sig selv. ”Folks højeste ønske er, at deres børn får en uddannelse,” står der slagfærdigt et sted. Andre steder ligger idealerne bare i sprogbrugen: ligestilling, regeringsførelse, økonomisk vækst.

     Udviklingsministertaburetten burde være den mest efterstræbte i hele det danske kabinet: Dens resort er det tætteste, nutidens danske politikere kan komme på at skabe verden i deres eget billede.

Stumt materiale
Men der er altså underligt tavst, derude i verden. På foto efter foto smiler den tredje verdens indvånere tilbage mod læseren eller skråt forbi kameraet, travlt optagne som de er af at skaffe til dagen og vejen. Men de er stumme. De er det materiale, udviklingsbistanden bearbejder – ikke selv aktører, der kan tænkes at have en mening. Som beskrevet på side 95 handler rapporten om, hvordan det går ’i marken, dvs. i udviklingslandene.’ Bondemanden må så antages at være organisationer som Danida.

I hvert fald er personerne på billederne aldrig navngivne og altid generiske eksempler. I selve teksten navngives og taler stort set kun stemmer med mistænkeligt hjemligt klingende tredobbeltnavne: En Knud Lykke Jensen har opfundet klipperen Clampcut®; en Peter Damgaard Jensen ville aldrig have investeret i u-landene uden Udenrigsministeriets medfinansiering; en Jens Ole Pedersen mener, at ”nye investorer virkelig har sat noget i gang.” Da omsider et u-landsnavn åbner munden, viser også han sig at være et eksempel: ”Afrika har brug for flere Dickson Munguruta’er,” står der, og man overvejer om kloning er en mulighed på denne mark.

     ”Hvordan kan mennesker eksistere under de forhold – og det klima?” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs på side 65, men tilsyneladende uden at rette spørgsmålet til de mennesker, hun omtaler.

     Ministeren ”har tydeligt haft anderledes oplevelser, som har uddybet hendes engagement i udviklingsspørgsmål,” analyserer rapportens forfattere glædestrålende i stedet, mens fotoillustrationen viser ministeren engageret manøvrere en vandpumpe for øjnene af fire generiske bistandsobjekter, der ser passivt og beundrende til.

     Der er det særlige ved dialog, at den ikke kommer af, at man taler om den. Den kommer kun af, at man gør den. Så for hver af de i alt 65 gange, der står ’dialog’ i årsrapporten, lyder det mere besværgende. Det er nok et ideal, men i den her tekst er det i hvert fald ikke en praksis.

Lotte Folke Kaarsholm er reporter med ansvar for området ’international politik og økonomi’ på Dagbladet Informations globalredaktion. Hun er sammen med instruktøren Andreas Johnsen ved at færdiggøre en dokumentarfilm om popmusik i Østafrika.

EN KOMMENTAR FRA ÅRSBERETNINGENS REDAKTION: Danidas årsberetning er i årtier blevet skrevet af Danida selv. Hånden på hjertet: Selvproduktionen har fra tid til anden resulteret i en kedelig tendens til bureaukratsprog, Danidaslang og overdreven selvforherligelse. I år har udenhus journalister været penneførere på en stor del af beretningen, hvilket – synes vi selv – har været med til at gøre indholdet mere konkret og forståeligt. Udviklingssamarbejde bliver mere og mere komplekst med støtte til hele sektorer eller direkte til et samarbejdslands nationalbudget. Men i sidste ende handler det jo stadigvæk om at bidrage til, at fattige mennesker får bedre levevilkår. Vi har derfor i denne 2005-beretning valgt at fremhæve en række eksempler. Ikke nødvendigvis alle sammen jubelhistorier, men historier der forhåbentlig hjælper læserne til øget indsigt i hverdagen for dansk udviklingssamarbejde i Afrika, Asien og Latinamerika. At personerne, der optræder i tekster og på billeder er navnløse og kan komme til at fremstår som “generiske”, som Lotte Folke Kaarsholm skriver i sin anmeldelse af årsberetningen, er en væsentlig pointe, der må føre til redaktionel selvransagelse og et godt indspark til yderligere beretningsforbedringer til næste år. Men foreløbig er det op til læserne, om intentionerne for 2005-beretningen er lykkedes. Årsberetningen kan downloades eller bestilles i trykt version på http://www.danida-publikationer.dk Med venlig hilsen Danidas Årsberetnings redaktion

Synes du, at du ofte hører ordet ’dialog’ for tiden, er det intet tilfælde. Eksempelvis er det nævnt 65 gange i Danidas årsrapport for 2005, påpeger Lotte Folke Kaarsholm i sin anmeldelse af ”flagskibet” blandt Danidas publikationer.

MUSEN OG ELEFANTEN

Facts og følelser går hånd i hånd i ny bog om dansk bistand til Indien gennem næsten 50 år.

Danida trak sig ud af Indien. Den tidsforkortelse er ok i et nyhedsmedie, men ikke i en bog, der vil beskrive dansk bistand til Indien som en dynamisk helhed.

Af Jørgen Harboe

Den rige mus og den fattige elefant dækker dansk bistand til Indien og spænder over en hel epoke i dansk bistandshistorie, nemlig årene 1959–2005.
I 1959 fik Mellemfolkeligt Samvirke (MS) statsstøtte til sit første bistandsprojekt i Indien. Dengang var dansk udviklingsbistand til lande udenfor Europa noget helt nyt. Indien var et af Verdens største og fattigste lande, og samarbejdet fortsatte uden afbrydelser helt frem til 2005.

     Bogen er redigeret af Steen Folke og Jesper Heldgaard. Folke er geograf og ulandsfor-sker. Han tilbragte sin ungdom i Indien, hvor hans forældre var med til at grundlægge det omtalte MS-projekt. Siden har Folke løbende beskæftiget sig med dansk bistand til Indien og regnes i dag for en af de mest kyndige forskere på området. Jesper Heldgaard har specialiseret sig i bistandsjournalistik og er ligeledes højt respekteret på sit felt.

     Bogens øvrige bidragydere (13 i alt) er folk – danske og indiske – der har haft fingeren på pulsen i de næsten 50 år, Danmark gav bistand til Indien. Hver af dem beskriver et hjørne af samarbejdet, som de selv har arbejdet med: Sundhed, landbrug, den moderne sektor og så videre. Samtidig har de også forsøgt at udtrykke den holdning, der prægede deres indsats: Glæde, skuffelse, begejstring, pionerånd. På den måde får vi ikke kun at vide, hvad de gjorde, og hvad der kom ud af det, men også hvorfor de gjorde det, og hvad bistand og udvikling betød for dem selv.

     Det sidste er helt tydeligt uvant for en del af bidragyderne, der er mere fortrolige med Terms of Reference og tørre evalueringer. Man kan diskutere, hvor godt forsøget på at kombinere facts og følelser er lykkedes. Men det er afgjort rigtigt at have den emotionelle side med i en beskrivelse af dansk bistand til Indien i de år, hvor bistand både var en teknisk disciplin og en hjertesag for mange. Ak ja, sådan var det faktisk engang!

Bondekonerne
Bogens hovedkonklusion er, at det nyttede at hjælpe. Den lille mus kunne, ville og turde eksperimentere og lære undervejs. Og netop fordi musen var så lille, kunne og turde elefanten somme tider tage erfaringerne til sig og bruge dem i sin egen udviklingspolitik. Bogen giver eksempler. Blandt andet kan vi læse, hvordan daværende ambassadør Birgit Storgaard og hendes indiske projektkoordinatorer fik iklædt den kønsspecifikke danske landbrugsbistand kød og blod, så kvinder fik plads i den statslige rådgivning, og rådgivningen blev udformet sådan, at almindelige bondekoner fik gavn af den. I dag afspejler Indiens officielle landbrugspolitik nogle af de metoder og mål, som Storgaard introducerede.

     Dermed er Danidas fattigdomsorientering – der slog igennem midtvejs i perioden 1959-2005 – også dækket ind. For i Indien er fattigdommen kønsspecifik med kvinderne i den tunge ende.

Den hvide revolution
Bogen påstår også, at Danida spillede en vigtig rolle for udviklingen af mejeribrug i Indien. Den konklusion er mere tvivlsom.

     Det første statslige danske udviklingsprojekt i Indien var Indiensgården i Hessarghatta ved Bangalore, der startede i 1964. Målet var at introducere krydsningskvæg med dansk input og på den måde øge indiske køers mælkeydelse og dansk kvægeksport.

     Efter 1970 brugte Danida erfaringerne fra Hessarghatta i mejeribrugsprojekter mange andre steder i Indien. I dag er moderne mejeribrug udbredt over hele landet, så Indien har nået det, Danida ville sætte i gang. Udviklingen kaldes den hvide revolution. Før var køer hellige og uproduktive. Nu er de hellige og producerer en masse mælk.

     Det store spørgsmål er bare, hvor meget Danida havde lod og del i den hvide revolution, og hvilken rolle Hessarghatta og dets aflæggere spillede.

     For inderne er der ingen tvivl. Æren tilfalder inderen Verghese Kurien (der også fik dansk bistand), ikke Indiensgården. Kurien drev et privat mejeri i Gujarat, men fra 1960’erne og frem gjorde han moderne mejeribrug til en landsomfattende bevægelse. Han skabte på den måde den hvide revolution, som han senere førte ud til andre fattige lande i Asien og Afrika, siger inderne.

     Jeg tror de har mest ret, og i alt fald er det forkert, at Kurien slet ikke er nævnt i bogen. Det forrykker perspektivet og giver Danida alt for megen ære for den hvide revolution.

Drama på Indiensgården
Vi får heller ikke at vide, at Indiensgårdens første danske leder gjorde sig så upopulær, at de indiske myndigheder var på nippet til at smide alle danskerne ud i 1969-70! Danskerne styrede gården hen over hovedet på delstatsregeringen og de indiske medarbejdere. Ifølge inderne gjorde de Hessarghatta til en stor, flot mælkefabrik, men inderne lærte ikke noget, for danskerne negligerede dem.

     Den dramatiske strid førte til dansk selvransagelse om vækst uden udvikling. Måske førte den også til, at dansk ulandsbistand gradvis bevægede sig væk fra de store danskstyrede projekter. Det tyder samtidige kilder på, og det er et af de lange perspektiver, der hører naturligt hjemme i en bog, der beskæftiger sig med bistand i den periode, hvor projektbistand forvandlede sig til sektorbistand. Det er bare ikke med.

I det hele taget gør bogen for lidt ud af de muligheder for langtidsperspektivering, som tidshorisonten lægger op til. Hovedvægten i de fleste afsnit ligger på de seneste år, inden Danida trak sig ud af Indien. Den tidsforkortelse er ok i et nyhedsmedie, men ikke i en bog, der vil beskrive dansk bistand til Indien som en dynamisk helhed.

Slutspillet
I et af bogens sidste afsnit er nyhedskriteriet dog relevant. Her fortæller økonomen Henrik Schaumburg-Müller om bistandssamarbejdets afslutning. Den var dramatisk! Indien sagde nemlig til Danmark og en række andre donorlande, at nu kunne det være nok. Delhiregeringen havde ikke brug for os mere.

     Det hele begyndte med, at Danmark – ikke Indien – sagde stop.

     Indien gennemførte en serie atomprøvesprængninger i 1998. Det fik den daværende danske statsminister Poul Nyrup-Rasmussen til at reagere. Danmark ville ikke hjælpe en uønsket atommagt, og et land, der havde råd til at lave atombomber, havde også råd til at tage sig af sine fattige, sagde han. Senere trak Danmark dog i land, skriver Schaumburg- Müller. A-våben eller ej, vi ville alligevel godt videreføre samarbejdet, hvis Indien accepterede, at vi også støttede demokratisering og menneskerettigheder i landet.

     Det ville Indien bare ikke! For det var indblanding i Indiens indre anliggender, svarede Delhiregeringen, og i 2003 lukkede den af for bilateral bistand fra Danmark og de fleste andre donorlande.

     Schaumburgs afsnit er interessant i sig selv, men perspektiverer også udviklingen fra starten i 1959 til det nye årtusinde.

     Dengang det hele begyndte, gav Danmark uden betingelser, for vores hjælp skulle sætte fattige lande fri til at vælge deres egne udviklingsveje. Indien var en – næsten – kritikløs modtager.

     Efter 1998 insisterede Danida på politiske betingelser for at fortsætte hjælpen, og i 2003 havde inderne styrke, stolthed og selvtillid nok til at sige nej.

     Da musen ville sparke elefanten, trådte elefanten på musen.

Jørgen Harboe er freelancejournalist med speciale i Indien. jharboe@webspeed.dk

 
Steen Folke og Jesper Heldgaard (red.): Den rige mus og den fattige elefant. Udgivet af forlaget Hovedland med støtte fra Udenrigsministeriet. Illustreret, 400 sider, 368 kr.