DEBAT

INGEN GREB IND OVER FOR MISBRUG AF PROJEKTPENGE

Dansk rådgiver var vidne til nepotisme og omfattende misbrug af ressourcer ved et EU-finansieret projekt i Peru, som derfor ikke nåede de ønskede resultater. Ansvaret ligger hos EU, de peruvianske myndigheder og projektledelsen, mener Finn Riisberg.

Af Finn Riisberg

Fra juni 2001 til februar 2003 var jeg udstationeret af konsulentfirmaet Stora Enso Forest Consulting som rådgiver ved et EU-finansieret projekt til fattigdomsbekæmpelse i Ancash-regionen i det centrale Peru.

     Formålet med projektet var ved hjælp af en række produktive og sociale foranstaltninger at medvirke til at forbedre landbefolkningens indkomst og levestandard.

     Projektets budget var på 149 mio. kr. Her af finansierede EU 119 mio. kr., mens de peruvianske myndigheder – som fastsat i finansieringsaftalen underskrevet af det peruvianske udenrigsministerium og EU-Kommissionen – bidrog med 30 mio. kr. Disse myndigheder uddelegerede ansvaret lokalt til de regionale myndigheder i Ancash-regionen og til EU-delegationen i Lima.

     Et konsortium af tre europæiske firmaer ydede konsulentbistand, en opgave der blev varetaget af en projektdirektør, en administrator, en sociolog og en agronom (artiklens forfatter). Hver europæisk rådgiver havde et ansvarsområde, for eksempel sociale forhold eller produktion, som han så delte med sin lokale samarbejdspartner (counterpart).

     Projektet havde 50 lokalt ansatte, som talte forstkandidater, agronomer, dyrlæger, ingeniører, sociologer, økonomer og kontorpersonale. Dertil kom de fire europæiske rådgivere.

     Organisatorisk bestod projektet af ledelse, administration, produktion og sociale forhold. I produktionskomponenten, som jeg og min lokale counterpart havde ansvar for, rådgav man om landbrug, fødevareforarbejdning og salg af produktion.

     Projektet dækkede en del af landdistrikterne i Ancash-regionen, der er beboet af fattige landbofamilier.

Trods et budget på knap 150 mio. kr. og 50 ansatte, er det meget begrænset, hvad de fattige har fået ud af EU-Kommissionens projekt i Ancash-provinsen, skriver dansk agronom, der var rådigiver på projektet. Her en bonde på vej hjem fra druehøst. Foto: Scanpix/AFP/Eitan Abramovich.

Problemerne
Da finansieringsaftalen er underskrevet af EU-Kommissionen og det peruvianske udenrigsministerium, er det i sidste ende disse parter, der var ansvarlige for, at projektet gennemførtes efter de foreskrevne retningslinjer, at de fornødne ressourcer blev stillet rettidigt til rådighed samt at man opnåede de ønskede resultater.

     Desværre var EU, de regionale myndigheder i Ancash-regionen og projektledelsen ofte direkte eller indirekte skyld i misbrug af ressourcer og mangel på resultater. Det er nedslående at se, at så store investeringer i et projekt munder ud i så få og små resultater. Men hvad gik galt? Det kan denne oversigt over de forskellige partnere og deres rolle forhåbentligt kaste lys over:

EU’s bureaukrati
EU’s bureaukrati medførte blandt andet, at der gik to år, før projektet fik biler. Ofte var der lange ventetider på overførsel af midler. Også EU’s træge godkendelsesprocedurer for planer og budgetter medførte store forsinkelser i arbejdet.

     De ansvarlige i EU-Kommissionen og EU-Delegationen udtrykte, under deres sjældne projektbesøg, enighed i de europæiske rådgiveres iagttagelser og forslag til forbedringer. Men de forsømte at følge op på sagerne og sikre, at forslagene blev gennemført. Iagttagelserne drejede sig om nepotisme og anden misbrug af midler, ugennemskuelighed, tilbageholdelse af vigtige oplysninger og centraliseret ledelse.

Nepotisme
I finansieringsaftalen fremhæves projektets autonomi. Dette så de regionale myndigheder tit bort fra, især ved rekruttering af lokalt personale. Selv om det tilkom projektet at foretage udvælgelsen, insisterede de regionale myndigheder på selv at gøre det. Det resulterede sjældent i, at den bedste medarbejder blev udpeget, idet den udvalgte ofte var en god bekendt eller beslægtet med højt placerede ledere hos de regionale myndigheder. Det er beklageligt, at EU-Delegationen i Lima ikke har gjort sit til at få reglerne i aftalen overholdt.

     I januar 2001 afskedigede de regionale myndigheder alt lokalt personale uden at rådføre sig med projektledelsen. Personalet blev genansat en måned senere, men på ringere vilkår, men inden da havde de bedste medarbejdere fundet andet arbejde. Igen er det beskæmmende, at EU-Delegationen i Lima ikke greb ind.

Projektledelsen og de europæiske rådgivere
Projektledelsen drog ikke fuld nytte af de europæiske rådgiveres viden og erfaring, men traf ofte beslutninger alene. Ledelsen undlod eksempelvis at inddrage den europæiske rådgiver og hans lokale counterpart, når der skulle rekrutteres personale til disses ansvarsområder.

     I december 2001 skrev en lokal avis en artikel om projektets miljøansvarlige, der havde solgt små eukalyptusplanter fra firmaet Agroforest til et mineselskab. Agroforest ejes af hustruen til projektets miljøansvarlige og har ingen planteskole. Planterne kom fra projektets planteskole, men betalingen tilgik Agroforest. Direktionen var tilsyneladende bekendt med forholdet, men så igennem fingre med det, da den pågældende var direktionens protegé. Efter afsløringen blev han dog nødt til at fratræde.

     I juni 2002 ansatte projektet over 20 personer på korttidskontrakter. De skulle udføre helse- og undervisningsstudier i projektets sociale komponent. Den europæiske direktør lod den lokale direktør foretage udvælgelsen alene, selvom reglerne foreskriver, at det skal gøres i fællesskab.

     Det viste sig, at alle nyansatte var nære bekendte til – eller i familie med, den lokale direktør, og at kun ganske få havde de fornødne kvalifikationer. Den europæiske rådgiver i socialkomponenten blev end ikke orienteret om ansættelserne.

     Da den europæiske administrator i 2002 ønskede en regnskabsfører ansat, var der ingen midler til det. Samtidig aflønnede projektet uretmæssigt de regionale myndigheders jurist. Da administratoren foreslog, at dette blev bragt til ophør – så man kunne ansætte regnskabsføreren – blev det uden begrundelse blankt afvist af direktionen.

     Mod slutningen af 2002 havde lokale aviser i nogle måneder skrevet artikler, hvor projektets europæiske direktør blev skamrost til skyerne. I samme periode betalte projektet aviserne 50.000 kr. om måneden – muligvis som tak for den smigrende omtale.

Biler og personale
Selv om der i henhold til den overordnede projektplan og budget skulle købes tolv biler, fik man kun fem – der ankom efter to års ventetid. Det var alt for få til de nødvendige tilsynsrejser, som projektets stab skulle udføre. Endvidere var EU’s valg af bilmærket Land Rover uheldigt, fordi de ikke kunne repareres på stedet og måtte køres til service i Lima - en tur på 800 kilometer tur/retur.
Den omfattende udskiftning i lokalt og europæisk personale hæmmede også projektgennemførelsen.

Europæiske fingeraftryk
Grundet ovennævnte problematik var det uhyre vanskeligt at sætte europæiske fingeraftryk på projektet. De lokale hjælpeorganisationer i projektområdet har langt færre pengemidler og råder ikke over europæiske rådgivere. Ikke desto mindre er de bedre drevet og har fået bedre resultater end EU-projektet.

     Adskillige peruvianske og europæiske rådgivere ved projektet deler de synspunkter, denne artikel giver udtryk for. De har imidlertid valgt at være tavse om de kritisable forhold af hensyn til deres beskæftigelse.

     Ved kontraktens ophør i februar 2003 skrev jeg en afsluttende rapport, der omhandler indsats, resultater og forslag til forbedringer. Rapporten blev stilet til projektledelsen, EU-Delegationen, de regionale myndigheder i Ancash samt de tre konsulentfirmaer, der indgik i konsortiet, med anmodning om tilbagemelding. Kun Stora Enso Forest Consulting imødekom dette. Selv om EU-Delegationen havde lovet at kommentere rapporten, kom der trods tre rykkere ingen reaktion.

     Er indtrykkene fra projektet i Peru blot et uheldigt eller isoleret tilfælde? Jeg tror det næppe, for jeg har haft lignende uheldige erfaringer fra EU-finansierede projekter i El Salvador og Haiti.

Finn Riisberg er agronom og har over tyve års erfaring som rådgiver og projektleder ved donorfinansierede udviklingsprogrammer i Afrika, Asien og Latinamerika.

EU-KOMMISSIONEN: EVALUERING AF PERU-PROJEKTET ER PÅ VEJ

Foto: Kristian Djurhuus/KD

En række af anklagerne mod EU-projektet i Ancash-provinsen savner uddybning, svarer generaldirektøren som har ansvar for gennemførelse af Europakommissionens udviklingsbistand.

Den 10. april 2006 sendte udvikling den kritik, som Finn Riisberg fremsætter i sin kronik til generaldirektøren for AIDCO, Koos Richelle, og bad om at få en kommentar til beskyldninger om misbrug af bistandsmidler i forbindelse med fattigdomsprojektet i Peru.     

     Den 5. maj svarede Koos Richelle. I sit brev til redaktionen gør han opmærksom på, at EU-kommissionen allerede har kommunikeret om sagen med Finn Riisberg, og en kopi af brevvekslingen mellem Riisberg og Kommissionen er vedlagt svaret fra Koos Richelle.

     Koos Richelle skriver i svaret til redaktionen kort fortalt, at projektet blev gennemført af en styringsgruppe med teknisk assistance fra fire europæiske firmaer samt lokalt ansat personale. I projektperioden var der adskillige udskiftninger både af europæiske og lokalt ansatte projektledere, hvilket muligvis har haft en negativ påvirkning på stabiliteten i projektet. På samme måde har de mange samtidige ændringer i den peruvianske regering, der i henhold til projektstrukturen spillede en væsentlig administrativ rolle i projektet, muligvis også påvirket gennemførelsen af projektet negativt.

     EU-kommissionen har belært af tidligere negative erfaringer decentraliseret en lang række opgaver til delegationerne i partnerlandene med henblik på at undgå forsinkelser i gennemførelsen af projekter for eksempel i forbindelse med indkøb af biler. Med hensyn til problemerne med at få repareret et bestemt bilmærke i projektregionen skriver Koos Richelle, at man også kunne have haft det samme problem med andre bilmærker, da området generelt er tilbagestående.

     Koos Richelle efterlyser fra Riisberg en gennemgang af, hvordan de kritiserede elementer i projektet påvirkede det arbejde, som Riisberg selv skulle udføre på projektet, og understreger, at en uafhængig evaluering af Peru-projektet vil blive offentliggjort i løbet af efteråret 2006. Resultatet af evalueringen vil indgå i den samlede vurdering af projektet i Peru.

Koos Richelles svar samt bilag til svar kan læses (på engelsk) i fuld længde på http://www.udvikling.dk

TROFASTE OG HOMOGENE – OG OVER 50 ÅR

udvikling har fået foretaget en uvildig læserundersøgelse. Den peger på, at avisen sætter sig mellem to stole i forsøget på at nå bredere ud. Det går ud over dybden.

Af Klaus Aagaard Lange

Det er svært for en hvilken som helst avis at ramme sine læsere, og det gælder også for udvikling. Formodentlig findes der lige så mange ønsker for en avis, som der er læsere, journalister og redaktører. Den perfekte avis – den alle er tilfredse med – findes ikke! Én elsker at læse om Bhutan, og en anden afskyr historier om vandingskanaler i Afrika, så hvad gør man?

     Det er nu tre år siden, at Udenrigsministeriet lagde Danidavisen og det daværende temaba-serede Udvikling sammen og relancerede det nye udvikling i avisformat. På de tre år er der sket store forandringer både på indholdssiden og på layout. Men redaktionen har kun kunnet gætte på, hvad der har virket, og hvad der ikke har. Avisen har derfor været interesseret i at finde ud af, hvad læserne mener om den nuværende avis. Er den blevet bedre eller dårligere siden den blev avis?

     Vi er en gruppe studerende fra Roskilde Universitetscenter, der har foretaget en læserundersøgelse blandt udviklings læsere. Undersøgelsen bygger på 266 telefoninterviews med abonnenter og på fokusgruppeinterviews.

Trofaste læsere
Den typiske læser er mand, veluddannet og over 55 år.

Langt størstedelen af udviklings læsere har tilknytning til udviklingsområdet, og mange læsere har trofast modtaget avisen i en længere årrække.

     De fleste anser avisen for at være både god, velskrevet og moderne, men grundlæggende er motivationen for at læse udvikling en stor interesse for og engagement i udviklingsområdet. Denne interesse udgør en meget stærk fællesnævner for læserne, der kommer til udtryk i nogle meget homogene ønsker for avisen.

     En bred interesse for dansk udviklingsbistand er læsernes primære incitament for at læse udvikling. Derfor er det også interessant, at følgende forhold netop gør sig gældende på et generelt plan.

For lidt dybde, for lidt tema
Hvad enten man er NGO-person, studerende, journalist, offentlig/privat ansat eller noget andet, så er læsningen af avisen typisk bundet op på en faglighed og viden om udviklingsområdet, og netop disse forhold giver i undersøgelsen anledning til nogen kritik af avisen.

     Generelt savner de interviewede læsere mere dybde i artiklerne og en mere tematisk behandling af emner og områder. Man føler ikke altid, at udvikling er en avis, der skriver til fagfolkene, men snarere skriver ud fra et ønske om at tiltrække en bredere og mindre faglig læsergruppe. Ofte fornemmer læseren tillige en vis tilbageholdenhed mod at skrive alt for kritiske artikler. Og det ærgrer dem.

     Læserne har en bred interesse for udviklingsspørgsmål, men stiller krav om, at artiklerne serveres og behandles i en form, der kan interessere den læser, der allerede ved meget om området.

     Det betyder blandt andet, at avisen må kunne skrive kritisk vinklede artikler og behandle emner mere dybdegående.

Vores indtryk er, at redaktionen på udvikling er meget ambitiøse og løbende gør sig mange gode tanker om, hvad de kan gøre for at forbedre avisen. Avisens udfordring ligger derfor i at finde en redaktionel prioritering, der både kan tilgodese den høje faglighed blandt læserne, samtidig med, at avisen vedbliver med at appellere til den bredere skare - hvis det sidste vel at mærke er avisen og Udenrigsministeriets ønske.

Klaus Aagaard Lange er medforfatter på rapporten og studerende på RUC. kalange@ruc.dk

Læserundersøgelsen viser at 89 pct. af læserne mener, at udvikling grundlæggende er en god avis over 50 pct. af udviklings læsere er over 50 år med overvægt af mænd to tredjedele af udviklings læsere læser mellem fire og fem artikler i hvert nummer der ikke er nogen nævneværdig forskel på mænd og kvinders læsning af udvikling læsere fra NGO’erne er entydigt den gruppe, der i mindst grad opfatter udvikling som en fri og selvstændig avis udviklings læsere gennemgående er tilfredse med det nye layout. Blot 15 procent mener ikke, at avisen er indbydende 80 pct. af læserne har svaret, at de helst vil læse om Afrika, derefter følger Asien med 60 pct., Latinamerika med 45 procent, Mellemøsten med 38 pct. og Europa med 20 pct. læsernes største ønske til indholdet er mere opfølgning på tidligere artikler samt status på dansk udviklingsbistand - og så må avisen gerne gå mere i dybden.

DANSK FINGERAFTRYK PÅ NY PROTOKOL MOD TORTUR

Kommentar. En dansk mærkesag, Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, træder nu i kraft. Gennem besøg i fængsler skal tortur som i Abu Ghraib-fængslet fremover forebygges.

Af Tue Magnussen

Når Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur træder i kraft den 22. juni, er der ikke alene tale om en historisk milepæl i arbejdet mod tortur, men også en kroning af en mangeårig dansk indsats på menneskerettighedsområdet. Tillægsprotokollen er en dansk mærkesag, hvor regering og Folketing har været i flot parløb med Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og andre NGO’er på området.

     Tillægsprotokollen blev – efter mere end ti års forhandlinger – vedtaget af FN’s Generalforsamling i december 2002 – i slutningen af det danske EU-formandskab. Mens Danmark var blandt de 127 medlemslande, der stemte for, var USA blandt de fire lande, der stemte imod, mens 42 lande afstod.

     Sammen med støtten til den Internationale Straffedomstol er Danmarks aktive indsats for Tillægsprotokollen udtryk for en selvstændig dansk udenrigspolitik på et tidspunkt, hvor kritiske røster ellers beskylder den danske regering for følgagtighed over for USA affødt af deltagelsen i krigen i Irak.

     Med Honduras’ og Bolivias nylige ratifikation af Tillægsprotokollen er de nødvendige tyve ratifikationer nu sikret for en ikrafttræden. Hos RCT glæder vi os over, at netop Honduras er med blandt de 20 lande. RCT har i mere end ti år samarbejdet med en lokal partnerorganisation, der forebygger tortur gennem arbejde i de berygtede fængsler, hvor man – som i det øvrige Latinamerika – ofte oplever fangeoprør som modsvar på udbredt mishandling.

To-strenget besøgssystem
Mens FN’s konvention mod tortur dikterer et totalforbud mod tortur og lægger op til retsforfølgning for tortur, der begås, er den nye tillægsprotokol et vigtigt instrument til forebyggelse af tortur.

     Gennem såvel et internationalt som nationale besøgsorganer med tæt relation til civilsamfundet etablerer Tillægsprotokollen et system, hvor uafhængige eksperter skal inspicere alle de steder, hvor personer holdes frihedsberøvet. Det er vigtigt for at forebygge tortur. Tortur praktiseres i mere end totredjedele af verdens lande.

     Det internationale besøgsorgan skal også samarbejde med og hjælpe de nationale besøgsorganer med at vurdere behandlingen af de indsatte og anbefale forbedringer af forholdene. Et internationalt organ kendes allerede i Europa med Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur. Med Tillægsprotokollen vinder modellen global udbredelse, og det er vigtigt for kampen mod tortur.

     Besøgsorganerne skal ifølge Tillægsprotokollen nyde fuld uafhængighed og have de nødvendige økonomiske ressourcer og menneskerets- og sundhedsfaglige kompetencer. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur er det vigtigt, at et dansk besøgsorgan er et godt eksempel for andre lande, herunder især mange udviklingslande med udbredt tortur.

Tue Magnussen er kommunikationskoordinator RCT. (Fork. af red.)

Milepæl i arbejdet mod tortur Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur blev vedtaget i FN i 2002. De 20 lande, der med deres ja til Tillægsprotokollen har sikret dens ikrafttræden 22. juni, tegner et skævt geografisk billede. Der er overvægt af lande fra Europa og Latinamerika, mens kun ét asiatisk samt tre afrikanske lande har sagt ja til protokollen. Ingen lande i Mellemøsten har indtil videre ytret ønske om at tilslutte sig protokollen. Det er – midt i glæden – bekymrende, at landene i tre af verdens største og mest torturramte regioner ikke i samme grad er engagerede i arbejdet for at forebygge tortur.

EN FUNKLENDE PRISMELYSEKRONE

I forrige nummer af udvikling berettede Finn Balslev om sit gensyn med det danske undervisningshospital i Congos hovedstad Kinshasa. Peter A. Ludvigsen, speciallæge i almen medicin og tropemedicin, der arbejdede på hospitalet i det daværende Zaïre 1971-1973, supplerer artiklen med disse erindringsglimt.

Af Peter A. Ludvigsen

Projektet var en funklende prismelysekrone, der strålede i al sin glans i det afrikanske mørke. Og lad mig slå fast: Danmark brugte ikke projektet som baggrund for dansk eksportfremstød i Zaïre.

     Danmark brugte ikke projektet for at give med den ene hånd og tage landets råstoffer med den anden.

Danmark brugte ikke projektet for at opnå politisk indflydelse og magt.

     Det var et rent humanitært projekt. Der er i øvrigt adskillige danske læger, der som jeg har fået deres praktiske uddannelse til speciallæge i tropemedicin under ansættelse i projektet. Jeg kan kun udtale mig om perioden 1971-1973. Det var perioden lige efter overlæge Rafts død.

     De missionschefer, der efterfulgte ham, var fuldt kompetente administratorer og dygtige læger.

     Jeg har aldrig været på et hospital, hvor vi var så motiverede, som vi var. Vi arbejdede alle på at drive hospitalet og holde en høj faglig standard. På medicinsk afdeling var vi endog så motiverede, at vi en gang om ugen kørte ud til et andet hospital, Sona Bata, der lå ret langt væk, og underviste hele dagen på fransk og kørte hjem om aftenen. Så passede de resterende læger arbejdet på afdelingen, selv om der manglede en mand. Grunden var, at sygehuset var uden læge, og at sygeplejeskolen ville blive nedlagt, hvis eleverne ikke blev undervist af en læge. Det, syntes vi, ville være synd.

     Det, at vi var fagligt dygtige, engagerede og havde de nødvendige midler i form af medicin og inventar og et dygtigt personale gjorde, at vi kunne holde en høj faglig standard og vise, at det kunne lade sig gøre at drive et godt hospital i et udviklingsland. Det gav misundelse fra anden side.

     Angående lønnen, som også Finn Balslev fik i denne periode, kan jeg sige, at jeg fik fuldstændig det samme i kroner og ører, som jeg ville have fået i Danmark for dagarbejde, døgnvagter, undervisning og vaccinationer. Indtægten var skattefri, og vi havde fri bolig.

     Til gengæld var leveomkostningerne store. Ægtefæller kunne ikke få overenskomst med Dansk Røde Kors, selv om de var kvalificerede, og projektet havde brug for dem. De måtte enten gå ’arbejdsløse’ eller få en lokal, ringere betalt overenskomst.

Eneste mulighed for behandling
Det er rigtigt, at der som led i aftalen var egenbetaling fra patienternes side. Det var lidt svært at leve med, men vi sørgede for at de patienter, der lå i sengene, kunne behandles. Selv om man ikke hører til de allerfattigste, kan man også blive syg og have brug for hospitalsbehandling. De allerfattigste er også de sværeste at behandle. Det gælder også i Danmark. For øvrigt kunne der aftales noget andet, hvis der var ønske om det.

     Balslev anfører, at Congo ikke stod på listen over lande, som Danida ville støtte. Danida bestemte jo selv, hvem der skulle stå på listen over bidragsmodtagere.

     I alle de oversigter, jeg har set, står det beløb Danida har bidraget med, som det samlede beløb i hele bidragsperioden, mens alle de andre står med årlige bidrag. Derfor virker beløbet til det danske undervisningshospital så overvældende. Det er jo alligevel en brøkdel af det beløb, som et tilsvarende hospital ville have kostet i Danmark.

     Præsident Mobuto, som jeg ikke har sympati for, var, som han hele tiden havde været. Der var ikke noget nyt i det. Han blev i øvrigt kraftigt støttet fra USA’s side.

     Nu er modtagerne jo aldrig blevet spurgt. Men alle de afrikanere, som vi med stor faglig dygtighed, engagement og tålmodighed helbredte, må jo også tælle et eller andet sted. De havde reelt ikke andre muligheder for behandling.

     Når man klipper snoren, der holder prismelysekronen over, kan man ikke undre sig over, at lyset slukkes, og at den falder ned og går i tusinde stykker.

(forkortet af red.)