MIGRATION

NÅLEØJET I KAIRO

Titusindvis af flygtninge fra det afrikanske kontinent er strandet i Kairo. Deres videre skæbne afgøres af ofte nyuddannede jurister i FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), som Egypten har overdraget asylprocessen til. En proces, som for den enkelte flygtning må tage sig ud som det rene terningespil, skriver sociolog Channe Lindstrøm i dette essay.

Af Channe Lindstrøm

Egypten fremkalder skønne billeder på turistens nethinde: Sfinksen, der skuer behersket ud over et Kairo, der vokser sig større og mere moderne med meget raske skridt.

     Midt i Kairo ligger basaren Khan-il-Kha-lili. Her bliver der kastet terninger og rykket brikker med indædt koncentration, her ryges vandpibe til bevidstløshed, her skifter penge hænder, og her sidder jeg. På et hjørne af en lille café og smugkigger over på den anden side af vejen – på nogle mennesker, der ser ud til at have ganske anderledes billeder på nethinden.

En synlig fiasko
Det ser ud som om, at terningerne er blevet kastet på deres vegne, at deres livs spil var tabt, førend det overhovedet begyndte. Jeg er begyndt at kunne skelne dem fra hinanden: Sudans dinkaer med deres lange, slanke ben og ranke rygge. De elegante somaliere med deres høje kindben. Men de letteste at kende er nu engang dem fra Sierra Leone, der har fået hugget nogle af deres lemmer af.

     Kairo huser én af verdens største urbane flygtningebefolkninger; byen afspejler vor verdens vold og grusomhed, uhyggeligt præcist manifesteret i bølger af flygtninge, der ankommer efter hver ny borgerkrig, efter hvert nyt brud på en våbenhvile, efter hvert nyt statskup i landene syd og øst for Sahara.

     Det er her – og ikke i Europa som mange fristes til at tro – at det internationale flygtninge- og menneskerettighedssystems fiasko for alvor skinner igennem.

I limbo-land
Men ingen vil vide af Kairos flygtninge.

     I Genève og New York bliver der holdt internationale konferencer om asylspørgsmål, der bliver forhandlet flygtningekvoter og bevillinger til FN, fremført akademiske argumenter om mandater, forpligtelser og sanktioner.

     Og alt imens befinder Kairos op mod hundredetusinde flygtninge sig i et limbo. Mange lever i slumkvarterer og bliver groft udnyttet af deres arbejdsgivere, fordi de ingen papirer har og dermed ingen rettigheder.

     Tag for eksempel Mohamed Abbas fra Sudan.

     Selv om han hugger sten fra morgen til aften og støt opbygger nye urbane centre, så eksisterer han rent faktisk overhovedet ikke – sådan rent administrativt. Selv kommer han også nogle gange i tvivl.

     Men han bliver så alligevel overbevist om sin eksistens, når pulsen kommer rigtig højt op, og dét sker hver gang han ser en mand i uniform. En mand, som – hvis Mohamed Abbas bliver taget uden identitetspapirer – sandsynligvis vil fængsle og torturere ham, benægte torturen hvis nogen spørger, og derefter smide ham ud.

     Efter et par pæne hentydninger fra EU bliver disse ’irregulære indvandrere’ nu anset som en trussel mod den nationale sikkerhed og som en sten i skoen for et mere blomstrende europæisk samarbejde. Derfor er Kairos sikkerhedspoliti blevet meget dygtigt til at deportere flygtninge til én af Egyptens ørkengrænser.

     Når først man befinder sig der, står valget mellem pest eller kolera – at fortsætte til fods til det oprindelsesland, hvor man risikerer at blive slået ihjel, eller tage tilbage til Kairo og risikere at blive tortureret og deporteret igen.

Ikke et valg mellem frihed og sikkerhed
Om du bliver godkendt som flygtning gør hele forskellen mellem frihed og sikkerhed – eller det modsatte. Retfærdighed er en luksus, der ikke er plads til at beskæftige sig med.

     I Egypten er det FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der bestemmer, hvem der kvalificerer sig som flygtning i overensstemmelse med international lovgivning på området.

     Men som enhver advokat ved, er det muligt at vende og dreje lovens bogstav, som det nu engang bedst passer.

     UNHCR befinder sig i en dobbeltrolle som både bøddel og frelsende engel: Samtidig med at FN-organet i lang tid har været udsat for dets værste finansielle krise nogensinde, så er det op til UNHCR i Kairo at bestemme hvilke af Kairos flygtninge, der er bona fide og dermed får ret til at opholde sig i landet. Og herefter at beslutte, om der også skal ydes finansiel assistance til den individuelle flygtning, hvis han eller hun er i en akut sårbar situation – og det er langt de fleste.

     Og den logiske konsekvens: I Kairo har UNHCR forvandlet sig til noget, der ligner den spanske inkvisition: Her sidder grønne universitetsuddannede, der ikke nødvendigvis er specialiseret i international flygtninge- og menneskerettighedslovgivning, og kaster terningerne.

At bestå som flygtning
For at blive godkendt som flygtning er det naturligvis udslagsgivende, at du fortæller sandheden om dine grunde til flugt.

     Det betyder, at din livshistorie skal være troværdig – at de ting, du påstår er hændt dig, passer ind i de generelle begivenheders kronologiske forløb i dit oprindelsesland.

     Det kan dog til tider være svært for folk fra Etiopien at sætte vestlige årstal på den slags, da landet befinder sig cirka syv år bagefter vores tidsregning, som foreksempel Isata, der aldrig har gået i skole og aldrig har kendt til begrebet tid. Hvem har brug for et ur, når solen er temmelig punktlig?

     Og at huske navnet på det fængsel, hvor du blev brændt med elektroder over hele kroppen, kan også volde problemer.

     De bestemmer menneskeskæbners videre færd eller mangel på samme.

I Kairo lever et usynligt folk, som turisterne ikke ser: Tusinder af afrikanske flygtninge er strandet her, mens de venter på af få afgjort deres videre skæbne. De har ingen papirer, og dermed ingen rettigheder. Foto: Marwan Naamani/ Scanpix.

Flygtninge i Kairo Mediterranean Transit Migration – ny DIISrapport om migration fra Mahgreb-landene. Det er ikke blot Egypten, der modtager migranter fra Afrika syd for Sahara. Også Marokko tiltrækker et ukendt antal indvandrere fra det øvrige Afrika.Der befinder sig ifølge UNHCR godt 20.000 mennesker i Kairo med flygtningestatus, og derudover knap 9.000 asylansøgere. Hertil kommer 40-70.000 palæstinensiske flygtninge; af disse er kun 245 registreret hos UNHCR. Mange sudanesere opholder sig i Egypten uden at være flygtninge (økonomiske migranter) og dette tal anslås af uafhængige kilder til alt mellem 750.000 til fire millioner.

Mediterranean Transit Migration – ny DIISrapport om migration fra Mahgreb-landene. Det er ikke blot Egypten, der modtager migranter fra Afrika syd for Sahara. Også Marokko tiltrækker et ukendt antal indvandrere fra det øvrige Afrika. Det handler et af kapitlerne om i Mediterranean Transit Migration, en ny rapport fra Det Danske Institut for International Studier (DIIS). Rapporten, som er redigeret af seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen, omhandler tendenser i mønstrene for migration mellem de nordafrikanske Mahgreb-lande og til EU samt EU-landenes reaktion på det øgede migrationspres over Middelhavet. Rapporten kan bestilles fra DIIS (pris 100 kr.) eller downloades gratis på http://www.diis.dk

LOC – mangel på troværdighed
Fordi Egypten har overgivet asylprocessen til en multilateral institution som UNHCR, så er den udprægede opfattelse, at staten kan vaske sine hænder i forhold til hele denne besværlige, langvarige og dyre asylaffære – derfor findes der ingen appelprocedure, der er uafhængig af UNHCR.

     I de tidlige morgentimer stimler folk sammen foran opslagstavlerne ved UNHCR’s kontor for at se, hvilke udvalgte, der har slået en befriende sekser.

     For langt de flestes vedkommende, efter op til ét års ventetid, står der tre bogstaver. Måske er LOC (Lack Of Credibility) grunden til, at du er blevet afslået, måske er det BPS (Burden of Proof not Satisfied), eller FED (no Forced External Displacement).

     Hvad vil det sige for Hassan og Sheik, bortset fra at døren til fremtiden lige er blevet smækket i? Absolut lige så lidt som for ethvert andet menneske, der hverken er advokat eller læser flygtningelovgivning i sin fritid.

     Et overfladisk bud på forklaringsnøglen: Mens nogle er blevet bedømt til ikke at være i fare i deres oprindelsesland og/eller have haft mulighed for at flytte til en anden del af landet (som for eksempel Sudan, der er delt i det muslimske nord og det overvejende kristne syd), så bliver andre afslået, ikke på grund af mangel på fare eller frygt, men fordi denne frygt ikke kan relateres direkte til forfølgelse. Nå, der er vist ingen grund til at rode sig ud i længerevarende og relativt komplekse juridiske argumenter, for langt de fleste bliver afslået for LOC (Lack Of Credibility)

Huller i hukommelsen
Som juridisk repræsentant for flygtninge har jeg spenderet mange timer på en træbænk ved UNHCR’s kontorer sammen med en eller anden asylansøger.

     Efter otte timers ventetid i den bagende sol kan det ikke garanteres, at man er super oplagt til at berette om de sidste tredive år af ens liv, hævndrabet på ens mor da man var tolv år gammel, eller sikkerhedsstyrkernes nedbrænding af ens afgrøder og det hus man selv havde bygget.

     En aldrende universitetsprofessor kan ikke gøre rede for alle de spørgsmål, der hagler ned over ham: Hvad? Hvem? Hvornår? Tortur skaber huller i hukommelsen. Heldigvis, lige bortset fra dette tilfælde.

     Så han drager derfra med slæbende fødder og bliver afvist for manglende troværdighed.

     Hvilken del af dit liv var ikke troværdigt? Som asylansøger i Kairo har du ikke mulighed for at læse din egen dossier eller udskriften af interviewet. Det er derfor umuligt at vide, om der er begået fejl fra interviewerens side, eller om du har misforstået nogle af spørgsmålene.

     Så det kan være rigtigt svært at regne ud, hvad man er oppe imod, og hvordan man skal gribe en eventuelt appel an.

Voldtægt – en relevant oplysning
17-årige Elmina blev fængslet i Etiopien på grund af sin fars politiske parti, der repræsenterede en minoritetsgruppe. Derfor blev hun systematisk og kollektivt voldtaget over en flerårig periode, indtil én af hendes vagter forelskede sig i hende og lod hende undslippe. Det er romantik i det virkelige liv.

     Jeg møder hende, fordi hun vil appellere afslaget på sin asylansøgning. Hun har ikke fortalt om sin voldtægt eller fængsling til UNHCR. For det første vidste hun ikke, at det var relevant (hun blev jo ikke spurgt), og for det andet er der så meget stigma forbundet med seksuel aktivitet før ægteskab i hendes kultur, at Elminas familie uden tvivl vil slå hånden af hende, hvis de nogensinde får det at vide.

     Elminas appel var bare én ud af de op mod 85 pct., der får afslag. Statistikker fra 2002 viser, at kun 2-3 pct. af de resterende 15 pct., der bliver indkaldt til et appelinterview, får tilkendt flygtningestatus i sidste ende.

For få seksere
Efter en lang række spørgsmål om afgreninger af den stamme i Somalia, Abdi kom fra (for at konstatere om han nu var fra Somalia), lød spørgsmålet fra udspørgeren: ’Kender du lederen af den oprørsgruppe du tilhørte?’ ’Nej’, svarede han.

     Da jeg efter interviewet lidt forundret spurgte ham, hvorfor han havde svaret således, når hans sag nu engang indeholdt tre siders beskrivelse af hans politiske engagement i den gruppe, så fandt vi frem til, at tolken havde spurgt, om han kendte lederen personligt, og det gjorde Abdi ikke.

     Der kom til at stå LOC ud for Abdis sekscifrede nummer, og sådan er der så mange andre menneskelige lidelseshistorier, der forbliver ufortalte.

     I september sidste år forsøgte Abdi sammen med cirka 2.500 andre flygtninge, der nu delvist er gået under jorden, at fortælle sin historie og at protestere mod sin tilfældige livslod ved at demonstrere foran UNHCR’s kontorer i Kairo .

     De efterfølgende mislykkede forhandlinger endte med, at Kairos sikkerhedspoliti tre måneder senere med tvang fjernede demonstranterne og transporterede dem til forskellige tilbageholdelsescentre i og rundt om Kairo. Dette resulterede i 27 dødsfald, hvoraf kvinder og børn udgjorde over halvdelen. ’Num-mer 28’, en 14-årig dreng, døde på hospital en måned senere som et resultat af hans kvæstelser, og en mand begik selvmord efter tilbageholdelsen.

Terningerne er kastet. Personligt stiller jeg spørgsmålstegn ved den sandsynlighedsregning, jeg lærte i folkeskolen, for lige meget hvor længe terningerne bliver kastet i Kairo (og de vil blive kastet i lang tid endnu), så bliver der ikke slået en sekser hver sjette gang.

Channe Lindstrøm, sociolog med speciale i flygtningestudier, har arbejdet med rådgivning af flygtninge i Kairo. mail@channe.net