SPROG

NÅR SPROGET YDER MODSTAND

Der er også lidt bananfeber over det. Man oplever tingene på en anden måde, når man kommer ud, siger Jørgen Dalsgaard. Foto: Mette Krull More.

Sprog er identitet. Det ved det pensionerede lærerpar Eva Lise og Jørgen Dalsgaard fra Svendborg. Parret har arbejdet med skolesystemet i Mozambique i en årrække og vil nu hjælpe med at indføre tosproget undervisning i landet.

Tekst: Bjarne Mouridsen
Fotos: Mette Krull More

Når danske børn starter i skolen, begynder de på et nyt kapitel i deres liv. For børnene i Mozambique har skolestarten været en endnu større omvæltning. Her var der ikke kun tale om et nyt kapitel. Elevens navn blev – indtil for blot ni år siden – ændret, og sproget blev et andet.

     – Når børnene kom i skole, havde de et navn på deres modersmål. Det gik ikke, så de fik i stedet et nyt portugisisk navn i første klasse, fortæller Eva Lise Dalsgaard.

     – Og det fortsatte frem til 1997 – altså lang tid efter kolonistyrets ophør. Lærerne snakkede udelukkende portugisisk og blev bevidst placeret i de områder, hvor man var sikre på, at de ikke kunne lokalsprog. Elevernes eget sprog var forbudt, supplerer ægtefællen, Jørgen Dalsgaard.

     – Det har været kraftigt fremmedgørende for dem, konkluderer han, der i dag er associeret forsker ved Århus Universitet.

     Svendborgensiske Eva Lise på 67 og Jørgen Dalsgaard på 66 er pensionerede lærere og har arbejdet med undervisning i Mozambique i flere omgange. De kender derfor til sprogets betydning – både som kommunikationsmiddel og som en del af vores identitet. Foruden portugisisk har de kendskab til lokale sprog, og dem er der hele 43 forskellige af i Mozambique.

     Det er ikke overraskende, at de lokale sprog var forbudte under kolonitiden. Men den sproglige undertrykkelse fortsatte efter 1975, hvor Fronten for Mozambiques Befrielse, FRELIMO, sad ved magten – både fordi det var det nemmeste, men også fordi det harmonerede med den politiske dagsorden. Og i dag er der stadig meget lidt interesse for sprogområdet, fortæller Jørgen Dalsgaard.

     – Der er ingen, der interesserer sig for sprog i Mozambique. Leder man efter litteratur eksisterer der kun lidt. Vi har besøgt universitetsbiblioteket i Lissabon, og de havde også kun lidt.

Educacão Bilingue
Jørgen Dalsgaard har derfor gjort sprog til sit forskningsprojekt. Med støtte fra Veluxfon-den har han undersøgt sprog og sprogpolitik i Mozambique.

     Han er nu ved at skrive sin afsluttende rapport, men sideløbende blev parret under et ophold i Mozambique opmærksomme på et lokalt baseret undervisningsprojekt, som forsøger at ændre situationen.

Educacão Bilingue, (tosproget undervisning) som projektet hedder, går ud på at bruge elevernes eget modersmål som basis for at lære portugisisk, som er landets nationalsprog. Efter Dalsgaards mening vil portugisisk fortsat være det nødvendige fællessprog for videre skolegang og højere undervisning.

     Projektet har udarbejdet læseplaner, som følger anbefalingerne fra UNESCO. Det første år indgår portugisisk kun som et mundtligt fag, hvorimod modersmålet er undervisningssprog i alle øvrige fag. År for år udfases modersmålet til fordel for portugisisk, så det fra og med femte år kun indgår som et fag på linie med andre.

     Der er altså tale om tosproget undervisning, hvor børnene lærer at læse og skrive deres modersmål, inden portugisisk kommer ind som andetsprog. Erfaringer og undersøgelser peger på, at en sådan undervisning resulterer i en generel bedre indlæring, blandt andet fordi det skaber forbindelse mellem de to forskellige verdener, hjemmet og skolen udgør.

Glade børn taler deres eget sprog
Der er altså gode pædagogiske grunde til at bruge tosproget undervisning. Men også andre, påpeger Eva Lise og Jørgen Dalsgaard. For det første er sproget en vigtig del af den kulturelle identitet, hvilket netop var en væsentlig grund til, at portugiserne forbød de lokale sprog. Forskellen har parret tydeligt registreret under deres besøg i landet.

     – Børnene er mere frie og glade, når de taler deres eget sprog. Og modsat er de mere tillukkede, når det foregår på portugisisk, fortæller Eva Lise.

     For det andet er sproget en vigtig ingrediens i den demokratisering af landet, som er foregået siden afslutningen af borgerkrigen i 1992.

     – Da de havde frit valg i 1994, var det netop et problem at få budskaberne ud til befolkningen, da så få kunne portugisisk. På samme måde som portugisisk var et nyttigt redskab til undertrykkelse, er de nationale sprog redskaber til demokrati, siger Jørgen Dalsgaard.

’Fala dialecto’ - han taler dialekt
Men trods gode argumenter, er der lang vej til tosproget undervisning.

     Et første skridt var at identificere de forskellige lokalsprog og udvikle tilhørende skriftsprog.

     Ud af de i alt 43 sprog, der tales rundt om i landet, er de 16 vigtigste valgt til undervisningssprog. Herefter har det lokale universitet, Universidade Eduardo Mondlane, arbejdet ihærdigt på at standardisere de 16 sprog.

     Foruden videnskabeligt grundlag skal der også politisk vilje til. Og selv om de lokale sprog ikke længere er forbudte, men tværtom accepteres som et nødvendigt grundlag for udvikling, er der stor træghed i systemet. Det er mange års sprogpolitik og indgroede vaner, der skal vendes.

     – Der er stadig virkelig meget prestige i at kunne portugisisk. Jo længere sætninger, desto bedre. Nogle benægter faktisk, at de kan tale deres modersmål. Men de fleste bliver dog glade, når man forsøger sig på deres eget sprog, forklarer Jørgen Dalsgaard og fortsætter med en lille oplevelse, der illustrerer problemet.

     – Jeg prøvede på et tidspunkt, at henvende mig på lokalsproget til en rengøringskone. Hun vendte sig om råbte til de andre: ’fala dialecto’. ’Han taler dialekt’. At de kalder deres eget modersmål for dialekt, siger også en hel del.

Matematikbøger på 16 sprog
Endelig er det et problem at få udarbejdet undervisningsmateriale og efteruddannet lærerne. Det første har Instituto Nacional de Desenvolvimento de Educacão (INDE) stået for. I perioden 1992-97 gennemførte instituttet et pilotprojekt på to af sprogene, og det er erfaringerne herfra, der nu danner grundlag for Educacão Bilingue. Sammen med en lokal NGO, Progresso, har INDE nu lavet materiale på de 16 sprog i såvel sprog som matematik.

     Men det kniber med at få materialet ud til eleverne. Modellen er forsøgsvis indført på kun 14 skoler ud af 8.000. For det første mangler der midler til at trykke og distribuere lærebøgerne. For det andet er lærerne ikke klædt på til at undervise tosproget.

     – Det er vigtigt, at lærerne er uddannet i det. Det nytter jo ikke, hvis der kommer en ung portugisisk talende lærer fra Maputo, som så blot får et kort kursus i modersmål, påpeger Eva Lise.

     – Efteruddannelsen af lærerne er nok det svage punkt i projektet. Her er der virkelig brug for en ordentlig koordinering med seminariet, Universidade Pedagógico, indrømmer Jørgen Dalsgaard.

Vil gerne betale tilbage
På en rejse har Jørgen og Eva Lise Dalsgaard besøgt alle samarbejdspartnerne i projektet og tilbudt deres assistance - i første omgang ved at forsøge at skaffe midler. De har også etableret kontakt mellem lingvistikstudiet ved Århus Universitet og Universidade Eduardo Mondlane, som er meget interesseret i et akademisk samarbejde.

     – Vi er jo pensionerede begge to, men regner os stadig for arbejdsdygtige. Og så holder det os i røre, smiler Eva Lise.

     – Der er også lidt bananfeber over det. Man oplever tingene på en anden måde, når man kommer ud. Og vi har fået så mange oplevelser, som vi gerne vil betale tilbage. Når vi så har viden og kunnen, vil vi gerne bruge dem, tilføjer manden.

     Samtidig synes parret, at det er spændende fortsat at følge et land, som har været meget igennem og nu er i voldsom udvikling.

     – Da vi var ude første gang i starten af 90´erne var det under borgerkrigen. Da krigen sluttede, kunne vi pludselig bevæge os rundt i landet. I dag kan vi se, at der er sket meget i forhold til den gang. Der er en enorm fremdrift og udvikling, men der er desværre også mange tabere, fortæller Jørgen Dalsgaard.

     Og et af de steder, hvor der er langt igen, er netop undervisningssektoren.

     – Niveauet er ubeskriveligt lavt. Det er det ringeste, vi har set endnu. Det gælder både skolebygninger, læreruddannelse og pædagogiske metoder, siger Jørgen Dalsgaard, der sammen med hustru og børn tidligere har lavet udviklingsarbejde i Zambia og Tanzania. Hjemmet i Svendborg bærer da også tydeligt præg af de mere end 12 år i Afrika. Men ikke kun det. Oplevelserne har også været med til at sætte deres eget liv i Danmark i relief. – Det er sommetider svært at få øje på problemerne herhjemme. Der er mange ting, jeg har svært ved at tage alvorligt, slutter Jørgen Dalsgaard.

Bjarne Mouridsen er freelancejournalist og har i mange år beskæftiget sig med udviklingsarbejde. mou@nal-net.dk.