Den sydafrikanske Oscar-vinder ’Tsotsi’ var et længe ventet klimaks på et langt tilløb for landets boomende filmindustri. Men lokalt finder nogle filmen en anelse for nuttet til at være rigtig troværdig.
Tsotsi – udtales ’sot-si’ – er instrueret af sydafrikanske Gavin Hood. Foto: Scanbox.
Af Jesper Strudsholm, Cape Town
Det er fint nok, at filmen ’Tsotsi’ om en ung kriminel var den første film fra Afrika, der vandt en Oscar.
Det er da også glimrende, at fjerntboende anmeldere som Kim Skotte fra det i Afrika sørgeligt ukendte dagblad Politiken beskrev den 21-årige Presley Chweneyagae som ’in-tet mindre end sensationelt god’ i hovedrollen som Tsotsi (der betyder gangster).
Men heller ikke i Sydafrika skal den slags ros få nogen til at tro, at man er noget særligt: ’Vores tsotsi er noget af et tudefjæs. Hans ansigt mangler townshippens særlige hårdhed,’ skrev Itumeleng Motuba i landets største avis The Sowetan. Og det endda den selv samme dag, som nationen ellers var ved at revne af stolthed over den seneste hæder til en fremstormende filmindustri.
Men var det nu andet og mere end Janteloven oversat til zulu?
En anelse. For det første har Motuba ret. Selv om et par af voldsscenerne i ’Tsotsi’ er kvalmende, så er der stadig langt ned til bunden i den sump af grusomheder, hvor sydafrikanske kriminelle ofte opererer.
For det andet påpegede Motuba – ligeledes korrekt – at ’Tsotsi’ er lavet med kraftig skelen til, hvad der ville gøre sig i Europa og USA. Og dermed også, hvad man vil værdsætte i de hvide kredse, der leverer det meste af biografpublikummet i Sydafrika.
I Sowetos støv
Sagt på en anden måde: ’Tsotsi’ er (endnu) et eksempel på en film om sorte mennesker, lavet af en hvid instruktør for et hvidt publikum. Og selvfølgelig ærgrede det Motuba på The Sowetan en anelse, at det var den type film, der skulle vinde en Oscar. Når nu endelig filmverdenen havde fået øje på Afrika.
Set med afrikanske briller var hæderen dog et voldsomt fremskridt i forhold til Sydafrikas første Oscar, der for to år siden gik til Charlize Theron for bedste kvindelige hovedrolle i filmen ’Monster’.
Hvor ’Tsotsi’ er solidt plantet i Sowetos støv, har Theron brugt det meste af sit liv på at gøre sig selv så amerikansk som mulig. Sine sydafrikanske rødder fremhæver hun mest for at sætte sin senere succes i Hollywood i relief.
Succes for socialrealisme
’Tsotsi’ er rent hjemmedyrket. Og hvis vi et øjeblik skifter de afrikanske briller ud med de internationale, er Oscarvinderen da også markant sydafrikansk – akkurat som ’Car-men’ (der vandt en Guldbjørn i Berlin for to år siden og netop har været oppe i Danmark) og ’Yesterday’ (der var Oscar-nomineret sidste år).
’Carmen’ flytter Bizets kendte opera til townshippen Khaylitsha i Cape Town, mens ’Yesterday’ på landet i KwaZulu-Natal-pro-vinsen følger en ung kvindes kamp mod aids.
Succesen bygger altså på noget så umoderne som socialrealisme med de fleste replikker på lokale afrikanske sprog. Den recept har gennem tiderne været prøvet i mange afrikanske lande, men har sjældent ført til en international succes, der rakte ud over ros på filmfestivalerne i Ouagadougou, Burkina Faso.
’Tsotsi’, ’Carmen’ og ’Yesterday’ udmærker sig ved at være lavet i et filmsprog, der forstås uden for Afrika. Og selv om det – som Itumeleng Motuba påpegede – måske er gået en anelse ud over autenticiteten, har Sydafrika derved atter stået for vigtigt brobyggeri mellem kontinenterne.
Internationalt tilskud
Rent teknisk er filmindustriens succes et eksempel på Sydafrikas evne til at kombinere det bedste fra verden med det bedste fra Afrika. Tusinder af reklame- og spillefilm bliver i disse år indspillet i Sydafrika, hvor man inden for en times kørsel fra Cape Town kan finde alt fra ørkenlandskaber til vingårde a la Provence. Og det i et forudsigeligt klima, der leverer sommer, når det er vinter i Europa og USA. Det har skabt et frodigt lokalt filmmiljø, hvor lokale har lært af de internationale gæster.
Over racekløften
I den sydafrikanske regnbuenation er ’Tsotsi’ og Oscar-virakken interessant, fordi filmen tilsyneladende rækker over racekløften.
Hidtil har det sorte flertal været voldsomt underrepræsenteret i biograferne, der næsten udelukkende ligger i store shoppingcentre i de mere velhavende (og derfor overvejende hvide) bydele. Der var da heller ingen sorte i salen, da jeg aftenen før Oscar-uddelingen så ’Tsotsi’ i en gabende tom sal. Ved et gensyn to uger senere så meget anderledes ud. Nu var publikum i den velbesøgte biografsal overvejende sorte. Og der blev kommenteret livligt på scenerne fra Soweto.
Med samme uvidenskabelige målestok kunne man efter Oscar-uddelingen lytte sig til en interessant tendens på flere talkshows i sydafrikansk radio. Hvide kvinder ringede ind for at fortælle, hvordan de – efter selv at have set ’Tsotsi’ – havde inviteret deres sorte rengøringskoner og gartnere i biografen.
Forandring fryder
Ikke megen anden sydafrikansk kunst har skabt et lignende behov for at dele oplevelsen med andre racer. Årsagen var indlysende nok: ’Tsotsi’ sætter et menneskeligt og komplekst ansigt på den kriminalitet, der forpester både hvides og sortes liv.
Vi ser en ung mand, der myrder og røver. Men vi får også forklaret baggrunden for hans følelseskulde. Som hundredetusinder af andre børn i disse år voksede han op som forældreløs, efter hans mor og far døde af aids. Vigtigst af alt: Da Tsotsi på bagsædet af en røvet bil finder en baby, opdager han sit indre menneske.
Filmens budskab er med andre ord, at forandring er mulig. Og den vinkel er tydeligvis populær for hvide, der gennem pigtråden om deres villaer har betragtet Sydafrika som et uhelbredeligt morads af kriminalitet.
Journalist Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent fra dagbladet Politiken og aktuel med ’rejsebogen’ Turen går til en bedre verden. jesper@iafrica.com