Udvikling nr. 4 2006

Kinesernes nye politiske og forretningsmæssige dagsorden i Afrika er drevet af investeringer i olieindustrien i lande som Angola, Sudan og Nigeria. Derudover investerer kineserne flittigt i kobber- og koboltproduktion i Zambia og selv i det ustabile Congo.

Kina er blandt meget andet involveret i telekommunikation i Etiopien, malariamedicin i Uganda, elektricitetsværker og veje i Kenya. Otte afrikanske lande er officielt blevet udpeget som turistdestinationer for de tusindvis af kinesere, der skal indløse merværdien af deres nyvundne levestandard i form af en safarirejse.

Samhandlen mellem Kina og Afrika nåede i 2005 op på 37 mia. dollars. Det gør Kina til Afrikas tredjestørste handelspartner efter USA og Frankrig og bidrager til kontinentets pæne vækstrater.

Poul Nielson: Imod dæmonisering
Alligevel er historierne om det kinesiske Afrikaengagement overvejende negative. Det skyldes blandt andet kinesernes støtte og samarbejde med eksempelvis Zimbabwes præsident Robert Mugabe.

Overgreb på menneskerettigheder og dårlig regeringsførelse afholder ikke kineserne fra at investere og samarbejde med en despot, der har brug for våben og et marked til at afsætte sin produktion af elfenben.

Dermed har Robert Mugabe og andre afrikanske despoter fået et nyt manøvrerum, hvor de kan vælge mellem Vesten, der stiller krav, og kineserne for hvem business er business.

Dertil siger Poul Nielson, tidligere udviklingsminister og EU-kommissær:

– Der er intet nyt i, at nogle afrikanske lande bliver betjent på en bestemt måde, der afspejler givernes mere eller mindre perverse interesser.

- Men det er nyt, at Kina er involveret?

- Det vil jeg kalde for globalisering, og jeg vil godt tale imod dæmoniseringen af det kinesiske engagement i den tredje verden, svarer Poul Nielson.

Læs artiklen på side 12-13 og interviewet med Poul Nielson på side 14.

NYT FRA STYRELSEN

TRENDY AFRIKA

Budgetstøtte, Mark Malloch Brown og Bubber. Alt sammen til gavn for Afrika.

Af Bo Simonsen

Man skal se Afrika som en succeshistorie. Ikke som et ynkværdigt kontinent, men som en verdensdel med masser af eksempler på, at tingene går i den rigtige retning.

Det var en af FN’s vicegeneralsekretær Mark Malloch Browns pointer under den stort anlagte Copenhagen Conference on Africa 06 – Committed Together, som den danske statsminister og udviklingsministeren var værtspar for den 11. maj (læs side 3).

Se bare på Mozambique, der efter mange års opslidende borgerkrig nu har fred og imponerende vækst. Eller se på den økonomiske udvikling i Tanzania, uddybede Malloch Brown. Eller på lande som Liberia, Sierra Leone og Rwanda, hvis indbyggere efter en række rædselsår nu (næsten) ikke længere slår hinanden ihjel. Og den højt rangerende og uhyre veltalende FN-gæst understregede, at der ikke er tale om ordmagi eller andre retoriske fif: Udviklingssamarbejde med Afrika er investering i en succes.

Om dette succesrationale er baggrunden for Venstres udspil et par dage før Afrika-konferencens take-off står ikke helt klart. Men regeringspartiets udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen foreslog, at fremtidens danske udviklingssamarbejde skal koncentreres om lande i Afrika, hvor det i dag er spredt over yderligere to kontinenter, Asien og Latinamerika.

– Vi må i højere grad samle vore ressourcer. Det vil vi få endnu mere ud af ved at målrette dem til en bestemt del af verden, som vi mener skal være Afrika, sagde Troels Lund Poulsen til TV2 (læs side 10).

Et friskt udspil. De kommende måneder byder forhåbentlig på en kvalificeret debat med bidrag fra blandt andet indsigtsfulde kendere af fattigdomsproblemer i ikke-afrikanske lande som for eksempel Nicaragua, Bolivia, Bangladesh, Bhutan, Nepal og Vietnam.

Men Afrika har altså her i forårsmånederne været på dagsordenen. Afrika er blevet trendy.

Selv samme Afrika er også ’kulisse’ for tvprogrammet ”Bubber og B.S. på afveje”.

I TV2’s omtale af programmet hedder det:

”Han hader at blive beskidt. Krybdyr giver ham koldsved, og så lider han af teltfobi. Alligevel har Bubber i årevis drømt om at komme på afveje med den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen. Nu har den populære tv-vært fået sit ønske opfyldt på en barsk og til tider skræmmende wildlife-tur langt, langt ude på den vilde savanne i Afrika. TV2 byder på seks spændende programmer, hvor du kan følge den eventyrlige tur.”

Journalist Leif Blædel omtaler i Weekend-avisen programmet under overskriften: ”Bubber: Han tager på en fisk som nonnen på sømandens.” Til forklaring for de læsere, der ikke følger med i Bubber og B.S.s farefulde færd: I et af afsnittene sidder den elskelige tv-vært og den barske jægersoldat langt nede i Afrika i en båd på en sø og fisker. Her fanger Bubber en fisk, som han ikke tør give dødsstødet… I radioprogrammet ’Mennesker og medier’ på P1 lagde Bubber pudsigt nok lidt afstand til programmet: Jo, han var optaget af og ville gerne gøre en forskel for fattige mennesker, men tvstationerne ville have underholdning, og så var han altså taget med B.S. på afveje i Afrika.

I TV2’s program er Afrika befolket ikke af afrikanere – de er nemlig usynlige – men af kæmpeedderkopper, skorpioner, og the big five (elefant, løve, gepard, næsehorn og vandbøffel, red.), som de to rejsefæller er på fotojagt efter.

Så lyder det store Afrika-punkt på majmødet i Danidas Styrelse unægtelig mindre tv-egnet – i hvert fald for en umiddelbar betragtning: Budgetstøtte og tværgående reformer i Tanzania med en bevilling på 575 mio. kr. over fem år. Her er ingen farlige krybdyr – men muligvis og forhåbentlig en solid støtte til en af de kommende års Afrika-succeser, som Malloch Brown reklamerede for på Copenhagen Conference on Africa 06.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed, bosimo@um.dk

Tiltrådte bevillinger i maj

Tanzania: Budgetstøtte og tværgående reformer (575 mio. kr.)

Cambodja: Støtte til bæredygtig miljø- og naturressourceforvaltning til bekæmpelse af fattigdom (220 mio. kr.)

Støtte til danske organisationers udviklingsprojekter (89,1 mio. kr.)

Dansk bidrag til Den multilaterale fond under Montreal-Protokollen (21,6 mio. kr.)

Uganda: Integreret uddannelsesprojekt i Karamoja (17,4 mio. kr.)

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr., samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på www. um.dk/manu/Udviklingspolitik/OmDanida/Styrelsen-Raadet/Styrelsen

TREDJE TRIN I FOGHS AFRIKA-RAKET

Den tid er forbi, hvor afrikanske ledere undlader at blande sig, når der foregår åbenlyse overgreb i andre afrikansk lande, slog kommissionsformand Alpha Oumar Konaré fra Den Afrikanske Union fast under Afrika-konference i København.

Foto
Statsministerens Afrika-konference blev afholdt i Eigtvedspakhus i Udenrigsministeriet. Efter Dannebrog følger Den Afrikanske Unions flag, derefter det mozambiquiske (jo, den er god nok!) flag, FN-flaget og skjult bag motorcykelbetjenten det tanzaniske flag. Foto: Poul Kjar.

Af Jesper Heldgaard

– Afrika er andet end sult, fattigdom, konflikt og elendighed. Afrika rummer også lande med imponerende økonomisk vækst, en privat sektor, der er begyndt at blomstre, og en dynamisk ny generation af veluddannede ledere, der giver basis for optimisme. Det var hovedbudskabet i den stort anlagte Afrika-konference i København den 10.-11. maj 2006 med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som initiativtager og vært.

– Ideen til konferencen fik jeg en dejlig aften under min Afrika-rejse i oktober sidste år. Jeg var opmuntret af de positive oplevelser, jeg havde undervejs. Samtidig stod det klart for mig, at Afrika har brug for støtte for at klare de enorme udfordringer, der fortsat er, fortalte statsministeren i sin tale på konferencen, der så at sige var tredje trin i Foghs Afrika-raket. Første trin var rejsen til Tanzania og Mozambique sidste år, andet trin Afrika-talen i Danidas Råd i januar og tredje trin konferencen i maj.

Her deltog tre af de afrikanske ledere, Fogh Rasmussen bygger sin Afrika-optimisme på: Først og fremmest formanden for kommissionen for Den Afrikanske Union, Alpha Oumar Konaré, der i sine ti år som præsident i Mali stod i spidsen for indførelse af flerparti-demokrati i det vestafrikanske land, der i januar blev udnævnt til Danmarks nye programsamarbejdsland. Konaré ankom til København direkte fra Nigeria, hvor det lykkedes ham at forhandle en vanskelig fredsaftale for den langvarige konflikt i Darfur i Sudan på plads.

Desuden deltog to kvindelige – og det er ikke tilfældigt (se side 10) – toppolitikere: Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo og Tanzanias udenrigsminister Asha- Rose Migiro. De blev suppleret af den nyudnævnte vicegeneralsekretær for FN, Mark Malloch Brown.

Afrika har brug for et nyt image

Alle de prominente deltagere understregede, at Afrika har brug for – og fortjener – et nyt image i de rige lande:

– Det er positivt, at det internationale samfund de seneste år har besluttet at øge støtten til Afrika, men prisen har været høj, for vi har undervejs opbygget et negativt billede af Afrika, erkendte Mark Malloch Brown. Vi skal ikke fortælle, at alt går galt i Afrika, hvis ikke vi hjælper, men at meget kan lykkes, hvis vi gør det.

Konaré slog på, at det er i de rige landes egen interesse at hjælpe Afrika:

– Afrika kan ikke marginaliseres. I kan ikke smide os i havet eller på bålet. Om få år vil der være 1,5 milliarder afrikanere, og det vil være kontinentet med verdens yngste befolkning. Et Afrika præget af fattigdom, håbløshed og arbejdsløshed vil blive arnested for krig og konflikt og storleverandør af emigranter. Men vores budskab skal ikke være en trussel. Vores budskab er et håb om et Afrika, som det går godt; som kan blive et plus for resten af verden, blandt andet i form af et nyt og spændende marked.

Konaré konstaterede også, at afrikanerne længes efter fred:

– Konflikter løses ikke ad militær vej. Vi har lagt mange konflikter bag os og forsøger at fremme en fredens og dialogens kultur. Og den tid er forbi, hvor afrikanske ledere undlader at blande sig, når der foregår åbenlyse overgreb i andre afrikansk lande.

– Ansvaret for at løse Afrikas problemer er afrikanernes eget, men vi har brug for bistand fra lande som Danmark for at leve op til ansvaret, fastslog AU-formanden.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgard@post7.tele.dk

655 mio. kr. i forskud

Anders Fogh Rasmussen benyttede ikke bare Afrika-konferencen til at fastslå, at Afrika i stigende grad vil være i fokus for den danske udviklingsbistand, men også til at annoncere, at finanslovsforslaget - der normalt først offentliggøres i august - i 2007 vil betyde 655 millioner ekstra danske bistandskroner til Afrika. Hermed lægger Afrika godt og vel beslag på al den ekstra udviklingsbistand, som væksten i den danske økonomi medfører næste år. De 655 mio. kr. udmøntes på følgende måde:

140 mio. kr. til kvinder, herunder 40 mio. kr. til afrikanske organisationer, tænketanke og netværk, der arbejder for kvinders lige rettigheder, 20 mio. kr. til kvinders inddragelse i konfliktløsning og postkonfliktsituationer, 40 mio. kr. øremærket kvinder som en del af et nyt erhvervssektorprogram i Mali og 40 mio. kr. til kvinder og børn ramt af vold og hiv/aids i det sydlige Afrika

315 mio. kr. til konflikthåndtering, herunder 65 mio. kr. til Den Afrikanske Union, 50 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningskommissions Afrikaindsatser og 200 mio. kr. til humanitære indsatser og genopbygning i Darfurprovinsen

200 mio. kr. til bilaterale indsatser mod hiv/aids i Burkina Faso, Ghana og Uganda.

KONARÉ: NGO’ERNE SKAL VÆRE VAGTHUNDE

Civilsamfundsorganisationer fra nord og syd mødtes på alternativ Afrika-konference i Østerbro medborgerhus.

Af Rosalina Dias Larsen

På den alternative Afrika-konference den 9. maj – to dage før statsministerens og udviklingsministerens Afrika-konference – mødtes repræsentanter fra danske og afrikanske NGO’er. Her fandt organisationerne sammen om at forberede en række anbefalinger til Danida, de afrikanske regeringer og til Den Afrikanske Union (AU). Råd, som blev modtaget med en stribe modkrav fra Alpha Oumar Konaré, AU’s kommissionsformand, der var en af de inviterede gæster.

Den tidligere maliske præsident medbragte selv en række gode råd og opfordringer til de tilstedeværende organisationer. Han sagde:

– I skal være vores vagthunde. I skal være vores samvittighed. I skal lægge pres på regeringerne, og pas på: I er ikke regeringerne. Danmark kan ikke gøre jeres arbejde. Det er helt afgørende, at civilsamfundet udfylder sin rolle som vagthund.

Et af de store spørgsmål på konferencen var, hvorvidt støtte til afrikanske lande fra internationale donorer skal afhænge af, om landene tilslutter den såkaldte African Peer Review Mecanism (APRM) under AU. Det vil sige, at landene frivilligt skal have gennemgået, hvordan og om de opfylder kravet om god regeringsførelse, korruption etc.

En af anbefalingerne fra organisationerne er, at APRM skal anvendes som forudsætning for, at de afrikanske lande kan få adgang til midler og indflydelse i de internationale organisationer.

Men til dette stillede AU’s kommissionsformand sig kritisk. Han advarede imod, at kravet kan føre til, at kontrol bliver noget, man gør for at ære donorerne.

APARTHEID ÅR 2006

Verden over lever mere end 250 millioner dalitter – også kendt som kasteløse – under slavelignende forhold. Det fremgår af årsberetningen fra dalitnetværket IDSN.

Af Rosalina Dias Larsen

Social udstødelse, fysiske overgreb, voldtægt af kvinder og børn samt diskrimination på arbejdsmarkedet. Sådan er forholdene for mange af verdens mellem 250 og 300 millioner kasteløse eller dalitter, som de kalder sig selv.

I en FN-resolution fra 11. august 2000 står der: ”Diskrimination baseret på arbejde og herkomst er forbudt ved international menneskerettigheds lov”.

Alligevel lever dalitter under forhold, der kan betegnes som apartheid-lignende tilstande.

– Vi har en situation i dag, hvor ti gange så mange mennesker lever i dyb elendighed end under apartheid-styret i Sydafrika. Diskriminering af deres rettigheder, slavelignende arbejde og fysisk vold er hverdagskost. De er blandt de fattigste i verden, og det er også dem, der lider størst nød i krisesituationer. Det fortæller Rikke Nöhrlind, koordinator i International Dalit Solidarity Network (IDSN), hvis sekretariat har til huse i København.

Organisationen har netop fremlagt sin årsrapport. Af den fremgår det, at regeringer i berørte lande – som primært er Indien, Nepal, Bangladesh og lande i Vestafrika – på trods af utallige rapporter fra NGO’er ikke gør nok for at efterleve løfter om at overholde menneskerettigheder.

IDSN vurderer, at kastediskrimination på verdensplan findes i omkring 20 lande. I nogle af landene er der vedtaget love, der forbyder diskrimination mod dalitter. Men mange steder er der en modvilje i samfundet mod at føre lovgivningen ud i praksis.

– Kastediskrimination er en social konstruktion, der er legitimeret af en religiøs tro og sanktioneret af samfundet, siger Rikke Nöhrlind.

I Indien, som er det land i verden, hvor mere end halvdelen af verdens dalitter lever, har der i over 20 år eksisteret lovgivning, som specifikt forbyder diskriminering af dalitter. Men loven bliver ikke håndhævet i praksis.

– Det er yderst sjældent, at sager bliver taget op i retssystemet. Og hvis det sker, så ser vi i dag ikke mange eksempler på, at sagerne falder ud til dalitternes fordel, siger Rikke Nöhrlind.

En af de måder, en kasteløs kan få et bedre liv på, er ved at konvertere til en anden religion, som for eksempel katolicismen. Foto: Jakob Carlsen/Polfoto.

Dalitterne er begyndt at mobilisere
Op gennem halvfemserne har der været en omfattende organisering af kampen mod kastediskrimination. En af dem, der har arbejdet hårdt for at fremme dalitternes rettigheder, er dr. Ambedkar – indisk dalit og menneskerettighedsforkæmper. Han er blevet et forbillede for dalitterne i deres modstandskamp. Men også NGO’er og andre civilsamfundsorganisationer er gået ind i kampen.

Ifølge Morten Kjærum, direktør i Institut for Menneskerettigheder og medlem af FN’s komité til bekæmpelse af racediskrimination (CERD), har den omfattende organisering medvirket til, at sagen nu er kommet på den internationale dagsorden.

– Det her er et virkeligt godt eksempel på, hvordan en international dagsorden kan flyttes, når lokale NGO’er i tæt samarbejde med internationale NGO’er og FN’s forskellige menneskerettighedsmekanismer begynder at arbejde sammen, siger han.

Selv om dalitter har lidt under diskrimination i tusinder af år, er problematikken først for nyligt – efter intensivt lobbyarbejde fra involverede NGO’er – blevet taget op i FN.

I april 2005 udpegede FN’s menneskerettighedskommission (UNCHR) to såkaldte specialrapportører, Yozo Yokota og Chin-Sung Chung. De fik til opgave at kortlægge problemets omfang og at komme med retningslinier for, hvordan verdenssamfundet kan komme diskriminationen til livs.

Det skal ske i samarbejde med regeringer, civilsamfund og FN-institutioner. Studiet er endnu ikke færdigt, og manglende indrapporteringer fra de berørte landes regeringer har vanskeliggjort arbejdet for de to rapportører.

Selvom FN’s beslutning om at sætte fokus på problemet er en milepæl, så mener IDSN, at verdenssamfundet bør lægge et langt større pres på regeringerne i de berørte lande.

– Selvom dalitproblematikken ved gentagne lejligheder er blevet taget op i FN, så bliver emnet ikke i tilstrækkelig grad taget op som en selvstændig problematik, siger Rikke Nöhrlind, koordinator i IDSN.

Hun bakkes op af Morten Kjærum, der mener, at det er forbløffende, at det første FN-dokument, som forbyder diskrimineringen af dalitter, først blev til i 2000.

– Det internationale system skal være vagthund og skubbe på regeringerne. FN skal fastholde et kritisk øje på dem, så de enkelte stater sikrer menneskerettigheder mere alvorligt, siger han.

Rosalina Dias Larsen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. roslar@um.dk

DR2 sender i maj og juni en række programmer, der stiller fokus på dalittternes liv.

På http://www.dr.dk/uroerlige kan du læse mere om programmerne og problematikken.

ANDERS FOGH MØDTES MED PRÆSIDENT MORALES

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) benyttede topmødet i Wien mellem EU og Latinamerika den 11.-12. maj til at mødes med Bolivias nye præsident Evo Morales. Statsministeren udtrykte lige som en lang række andre statsledere bekymring over Evo Morales 1. majudmelding om at nationalisere landets olie- og gasressourcer. Dekretet fra Evo Morales nye regering betyder, at alle udenlandske selskaber, der opererer i landet, skal sende al sin produktion til det bolivianske statslige gasselskab YPFB, som derefter vil stå for salg og eksport. Derudover skal alle selskaberne genforhandle deres kontrakter med staten inden for 180 dage. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har bestilt en undersøgelse af de juridiske og økonomiske konsekvenser af nationaliseringerne, og på den baggrund vil hun overveje om det får konsekvenser for dansk bistand. /pk

NGO’ER: EU-LANDENES BISTAND PUMPET KUNSTIGT OP

Ny rapport fra CONCORD, en sammenslutning af europæiske NGO’er, konkluderer, at Europas udviklingsbistand er pumpet kunstigt op med en tredjedel. Den reelle bistand er en tredjedel lavere end de officielle tal, hævder rapporten. CONCORD overvåger EU-lande-nes bistand for at se, om de enkelte regeringer lever op til deres løfter. Ifølge Rapporten ’EU Aid: Genuine Leadership or Misleading Figures’ indregnes tal, som ikke er nye midler til at hjælpe udviklingslande, i opgørelsen over bistand. For eksempel gældsslettelse, udgifter til flygtninge og til udenlandske studerende ved europæiske universiteter.

Dette er dog helt i overensstemmelse med OECD-landenes udviklingskomité DAC’s retningslinier for opgørelse af officiel udviklingsbistand. Rapporten fra CONCORD kan downloades på http://www.eu-ngo.dk /rdl

VI HAR MUGET UD I STALDENE

Den fælles europæiske udviklingsbistand er blevet effektiviseret og er i dag langt bedre end sit rygte, fastslog en veloplagt EU-generaldirektør i EuropeAid, Koos Richelle, på lynvisit til Rådsmøde i København.

Foto
Chefen for EU’s bistand, Koos Richelle, udtrykte bekymring om hvorvidt de nye EU-medlemslande er i stand til at yde bistand af tilstrækkelig høj kvalitet. Europa Aids nederlandske chef var på lynvisit i København som hovedtaler på Danidas Rådsmøde i maj. Foto: Kristian Djurhuus/KD.

Af Stefan Katic

På verdensplan finansierer EU’s medlemsstater 52 pct. af al udviklingsbistand – og EU-Kommissionen var i 2004 den tredjestørste yder af bistand i verden.

Alligevel omtales de 10 pct. af Danmarks udviklingsbistand, der går via EU, ofte som 'de usynlige 10 procent'.

- EU’s bistand har været forsømt i den danske debat, fastslog Rådsformand Holger Bernt Hansen på en konference i Danidas Råd for Udviklingssamarbejde den 25. april om EU’s bistand.

Og sandt er det: Interessen for, hvad vi får for de danske skattekroner, der kanaliseres til EU-systemet, fylder ikke meget mere end et sammenfoldet EU-flag. Hverken pressen, forskere eller flertallet af danske NGO’er er voldsomt engagerede i at analysere det bistandsarbejde, som Den Europæiske Union udfører i over 160 lande.

Nielson tog slæbet
Dagens mest prominente gæst på én-dags-lynvisit i København var EU-generaldirektø-ren Koos Richelle fra EuropeAid, som har ansvaret for godt 70 pct. af EU-kommissionens udviklingsbistand.

Han slog fast, at EU’s bistand har gennemgået en omfattende decentralisering og effektivisering, der betyder, at EU’s udviklingshjælp i dag er langt bedre end sit rygte. Særligt pegede generaldirektøren på monitering, forenkling og øget fokus på budgetstøtte som tre konkrete forbedringer.

Æren for den møjsommelige opgave med at modernisere EU’s bistand bør ifølge EuropeAid-generaldirektøren tilfalde tidligere EU-kommissær Poul Nielson: – En ikke altid taknemmelig opgave, for han var nødt til at muge ud i staldene.

Nye medlemslande – nye donorlande
Ifølge Koos Richelle er EU ikke én donor –det er 25 donorlandene plus kommissionen:

– Nogle lande har en lang tradition for at give bistand, andre en kort (de nye central- og østeuropæiske medlemsstater, red.). Nogle lande giver bistand bundet til køb i giverlandet, andre ikke.

Og endnu en forskel: Ikke alle EU-lande lever op til målsætningen om, at medlemsstaterne skal yde mindst 0,7 pct. af BNP til bistand. Gjorde alle, som de skulle, ville der med den projektfinansierede form for bistand opstå et såkaldt afløbsproblem: – Hvis alle lande betaler, det de skal, får EU 50 mia. euro ekstra. Der er ingen mulighed for, at vi kan finde projekter nok til så mange penge, sagde Koos Richelle, der fastslog, at EU fremover vil gå mere og mere over til sektor– og budgetstøtte. En udvikling, han selv er varm fortaler for.

Rituel markering af territoriet
Så var det tid til spørgsmål fra salen i Dansk Arkitekturcenter, der var tætpakket med nye og gamle ansigter fra det danske ulandsmiljø.

Man kunne nu have forstillet sig, at spørgerne ville bruge de kostbare minutter – inden generaldirektøren skulle videre til interviews og lufthavn – på at spørge kritisk ind til EU’s bistand.

Men nej: Den faste stok af repræsentanter fra interesseorganisationer greb nu på skift mikrofonen og understregede, hvorfor EU burde tilgodese netop deres område: Damen fra Dansk Industri opfordrede EU-kommis-sionen til i højere grad at inddrage erhvervslivet. Herren fra Verdensnaturfonden ville have EU til at tage mere hensyn til miljø- og naturbeskyttelse, og spørgeren fra Ibis opfordrede Koos Richelle til i højere grad at inddrage – surprise, surprise – NGO’erne i overvågningen af bistanden.

Intet nyt fra NGO-fronten.

Europa-Kommissionens årsberetning 2005 (engelsk, fransk) kan bestilles på: europeaid-info@cec.eu.int

EVALUERING BLEV TILBAGEHOLDT

International Røde Kors kritiseres for i over et år at have tilbageholdt en stærkt kritisk evaluering af organisationens indsats efter tsunamien i Sydøstasien. Rapporten var til internt brug, svarer hovedkvarteret i Genève.

Af Rosalina Dias Larsen

En stærkt kritisk evaluering af International Røde Kors’ aktiviteter efter tsunamien i Sydøstasien blev først offentliggjort i marts 2006, et år efter at den var udarbejdet.

Rapporten peger på, at organisationen på verdensplan indkasserede så mange penge efter tsunamien, at man har været nødt til at begive sig ind på områder – såsom at bygge huse – der ligger udenfor organisationens normale mandat, nemlig at yde nødhjælp.

Til intern brug
Ifølge nyhedsbrevet Development Today er evalueringen ikke blevet offentliggjort før nu, fordi den er blevet tilbageholdt af Røde Kors’ internationale bestyrelse.

Offentliggørelsen skyldes ifølge Development Today, at organisationen har været udsat for stærk kritik. Denne fortolkning er International Røde Kors ikke enig i.

– Vi går vi ind for gennemsigtighed i forhold til de udfordringer, som organisationen står overfor. Vi forsøger ikke at skjule dem, siger Johan Schaar, Special Representative for the Tsunami Operation, fra det Internationale Røde Kors hovedkvarter i Genève.

Han tilføjer, at rapporten fra start var ment som et redskab til intern brug. Og at offentliggørelsen netop er et tegn på den åbenhed, der præger den internationale bestyrelse, som tog beslutningen om, at evalueringen skulle offentliggøres.

I de forkerte hænder
Evalueringen er udarbejdet af en ekstern konsulent for International Røde Kors, der skriver, at de mange indsamlede penge til en vis grad er havnet i de forkerte hænder, da International Røde Kors ikke har bedrevet genopbygningsarbejde før.

Dertil siger Johan Schaar:

– Rapportens forfatter beskriver helt rigtigt, at genopbygningsplanerne er en udfordring. Men International Røde Kors har været involveret i genopbygning efter katastrofer i mange år. Måske det simpelthen bare ikke er kendt uden for organisationen og hos dem, som er beskæftiget indenfor det humanitære område På verdensplan har Røde Kors indsamlet over to mia. dollars til ofrene for tsunamien. De fleste af disse penge vil gå til at genopbygge områderne berørt af tsunamien. Over de næste fem år skal organisationen bygge op mod 100.000 erstatningshuse.

BLIV ’MASTER OF DISASTER’

Hjælpearbejdet efter tsunamien i Sydøstasien er blevet kritiseret for at have været for ukoordineret. En gruppe fagfolk er nu gået i gang med at idéudvikle en ny masteruddannelse, der skal gøre hjælpearbejdere bedre rustet til at håndtere katastrofesituationer.

Af Rosalina Dias Larsen

’Master of Disaster’. Sådan kan din fremtidige professionelle titel blive, hvis planerne om en ny uddannelse i katastrofehåndtering bliver realiseret.

Det er Center for International Sundhed og Udvikling (CISU) på Københavns Universitet (KU), der i samarbejde med Beredskabsstyrelsen har lagt grundstenene til den nye uddannelse. Intentionen er, at uddannelsen skal ruste hjælpearbejdere, som arbejder i katastrofeområder, med at kunne håndtere forskellige problemstillinger på bedst mulig vis.

– Vi mangler denne uddannelse her i Danmark. Under tsunamien så vi, at det, folk lavede, ikke var optimalt. De professionelle trak på erfaringer fra katastrofer andre steder i verden og glemte, at de sad i Banda Ache og ikke i Darfur. Det fungerer ikke. Man er nødt til at inddrage specifikke kulturelle, religiøse og socioøkonomiske aspekter, siger adjunkt Peter Kjær Jensen fra KU. Han er en af tovholderne på projektet.

Praktisk læring
Jesper Holmer Lund er humanitær programofficer i FN’s koordineringskontor for humanitær bistand (OCHA) i Genéve. Han var blandt andet ansvarlig for koordineringen af indsatsen i den indonesiske provins, Banda Ache, som var et af de hårdest ramte områder efter tsunamien, og ved jordskælvskatastrofen i Pakistan. Han mener også, at der er et stort behov for uddannelsen på nuværende tidspunkt.

– I dag er det de berørte lande selv, nogle gange bistået af FN, der koordinerer indsatsen ved katastrofer. Men når det strømmer ind med hjælpeorganisationer, der har deres egen dagsorden, så er det umådeligt svært at få det hele til at lykkes. Vi skal forsøge at lære de studerende, hvilke retningslinier organisationer bør følge i katastrofesituationer, siger Jesper Holmer Lund.

Han understreger dog vigtigheden af, at der bliver lagt vægt på praktisk læring. Og praktiske redskaber er præcis, hvad studerende på den nye uddannelse kan vente sig.

Læs reportagen fra CISU-kurset her på siden.

SMID REGNORMEN OVER DIN VENSTRE SKULDER

På et sommerskoleophold skal deltagere fra ti lande rustes til at kunne håndtere katastrofesituationer på tværs af kulturer. Deltagerne skal lære samarbejdets kunst – og hvordan man graver toiletter. udvikling trak i gummistøvler og tog med holdet til Hedehusene.

Tekst & foto: Rosalina Dias Larsen

– Hvis I ser nogen løbe skrigende rundt, så lad være med at blive bange.

Det er Jan G. Olsen fra Beredskabsstyrelsen, der indvier kursusdeltagerne i områdets logistik.

Vi befinder os på Beredskabsstyrelsens træningsområde ved Hedehusene nær Roskilde. Derfor den dramatiske åbning af et ellers fredeligt kursus, der er arrangeret at Center for International Sundhed og Udvikling (CISU) på Københavns Universitet (KU).

29 deltagere med forskellige professioner fra over ti forskellige lande skal, som en del af et sommerskoleophold, bruge dagen på at grave toiletter, lære om vandpumper og lave deres eget vandfilter. Men vigtigst er det, at de lærer at samarbejde. Holdarbejde og god kommunikation er nemlig den vigtigste forudsætning for, at indsatsen vil lykkes i katastrofesituationer.

Vanskelig start
En anden vigtig ting er, at koordineringen af indsatsen fungerer og bliver styret fra centralt hold. Derfor deler Thorbjørn Nesjan fra Beredskabsstyrelsen deltagerne op i tre hold. Hvorefter der vælges en leder i hver gruppe. Første opgave virker tilsyneladende ganske simpel. Lederen fra hver gruppe skal til alle holdmedlemmerne skaffe en af de medbragte T-shirts – i den rigtige størrelse vel at mærke. Men inden der er gået to minutter, går det hele op i kaos. Folk går forvirrede rundt og bytter bluser på tværs af holddeling. Og det ender da også med, at alle henter deres egen. Opgaven bliver dog løst, men som en af deltagerne siger, så er det ”godt at dette ikke gælder menneskeliv”.

Foto
Multietnisk krisehåndtering. Det var enhver mands drengedrøm, der gik i opfyldelse, da deltagerne på katastrofeøvelsen ved Hedehusene fik lov at lege med brandslanger. De 29 deltagere skal trænes i at samarbejde ved fremtidige katastrofer.

En spade er en spade
Så skal der graves toiletter.

– Dette er en spade. Den bruges til at grave med.

Denne måske åbenbare påstand kommer fra Thorbjørn Nesjan, mens han løfter, vender og drejer spaden. For ikke at træde nogen over tæerne spørger jeg forsigtigt Thorbjørn Nesjan, hvorfor han gør opmærksom på så indlysende et faktum.

– Jamen det er fordi, at man for eksempel i Sri Lanka ikke bruger spader, oplyser han.

Måske er det også årsagen til, at kvinden fra Sri Lanka står på sidelinien, da der skal graves huller til toiletter. Måske ikke.

I hvert fald er det et par stærke mænd, der lystigt griber spaderne og begynder at grave.

– Hov hov, stop en gang!

Det er adjunkt Peter Kjær Jensen fra Københavns Universitet og tovholder på kurset, der resolut afbryder arbejdet.

– Er der nogle kulturelle aspekter, vi skal tage hensyn til, når vi bygger toiletter? spørger han.

Deltagerne kigger spørgende på hinanden. Ingen kender svaret.

– Muslimer må ikke vende rumpen mod Mekka, lyder det fra Peter Kjær Jensen.

Han virker noget overrasket over, at ikke en gang muslimerne i gruppen kender svaret. Thorbjørn Nesjan fra Beredskabsstyrelsen finder kompasset frem, og gravearbejdet fortsætter.

– I Nepal må vi ikke slå dem her ihjel. Ordene kommer fra en af de gravende kursister. I hånden holder han en regnorm.

– Hvad skal vi så gøre med dem? spørger en anden kursist fnisende.

– Skal vi ikke bare sige, at vi smider dem over venstre skulder, lyder svaret. Og det gør de.

I forsøget på at respektere hinandens kulturelle forskelle er der mange barrierer, der skal overvindes. Eksemplerne her i artiklen kan virke banale. Men det er en vigtig del af øvelsen. For uden forståelse for kulturelle, religiøse og socioøkonomiske forhold, vil deltagerne i fremtiden have svært ved at samarbejde, når de står ude, hvor den virkelige katastrofe er sket.

FARVEL TIL DANNEBROG

Ny evaluering vender tommelfingeren opad til fordel for budgetstøtte, men den skal gives som en ’bistandspakke’ af penge, partnerdialog og kapacitetsstøtte. Budgetstøtte betyder dog, at det på sigt kan blive svært at fastholde den folkelige støtte til bistanden.

Foto
Budgetstøtte fungerer bedst i de u-lande, der har en fattigdomsstrategi – og følger den. Foto: Mikkel Østergaard.

Af Stefan Katic

Dansk u-landshjælp? Det er noget med et hospital, en skole eller en brønd et sted i de varme lande – forsynet med et dannebrogsflag eller i det mindste en mindetavle, der kundgør, at dette projekt er doneret af Danida.

Det er længe siden, at dansk bistand så sådan ud. Ikke desto mindre er der uden tvivl en del skatteydere, der fortsat går rundt med dette billede på nethinden, når snakken falder på dansk bistand.

Sektorprogrammer har erstattet de enkeltstående hospitals- og sundhedsprojekter. Og med basket funding – hvor en lang række donorer går sammen om en indsats på ét område – er det nationale, danske fingeraftryk i bistanden blevet sværere at få øje på.

Færre cigarkasser
Sidste skud på stammen i denne lange bevægelse væk fra de enkeltstående, nationale indsatser hedder budgetstøtte. Det betyder, at støtten overføres direkte til statskassen i det pågældende u-land, hvor pengene så indgår på lige fod med andre midler såsom indtægter fra moms og skat. Fordelen er, at ministeriet i modtagerlandet – der ofte er sparsomt bemandet – ikke behøver administrere et hav af ’cigarkasser’ med øremærkede penge fra 117 donorer til 117 formål med 117 forskellige krav om afrapportering.

Men budgetstøtte er ikke kun for afrikanernes brune øjnes skyld: Med budgetstøtte kan donorerne nemlig sidde med ved mødebordet i modtagerlandets finansministerium og herved få en ikke ubetydelig indflydelse på de store linjer.

Forsigtig optimisme
Nu ligger den første større internationale evaluering af budgetstøtte klar. Den bygger på syv landestudier og er gennemført af et internationalt konsortium ledet af det britiske firma Mokoro Ltd.

Barometeret står på ’forsigtig optimisme’: Overordnet er budgetstøtte en god vej at gå, men den fungerer afgjort bedst, hvis det pågældende u-land har og følger nationale fattigdomsstrategier (det vil sige planer, der konkret beskriver hvordan fattigdommen skal bekæmpes), fastslår rapporten. Den peger også på en positiv sideeffekt, nemlig at budgetstøtten har ændret relationen mellem den rige giver og den fattige modtagerregering i Syd i retning af mere partnerskab.

Sværere at sælge den gode historie
Men er der ikke en risiko ved at holde op med at øremærke de penge, Danida sender til verdens fattigste lande – hvoraf nogle også er sammenfaldende med verdens mest korrupte lande?

– Vi har ikke fundet nogen beviser for, at penge til budgetstøtte er blevet misbrugt til korruption, siger teamleder Stephen Lister, der har ledet evalueringen for Mokoro Ltd. Han understreger dog, at forholdene er meget komplekse, når det handler om korruption.

Når danske bistandskroner gives som budgetstøtte til regeringen i Mozambique eller Vietnam, så bliver livet lettere for de lokale embedsmænd, der skal styre budgetterne. Men samtidig bliver det sværere konkret at vise den gavn, de danske bistandskroner gør. Dannebrogsflaget på toppen af klinikken i bush’en pakkes endegyldigt sammen. Og det kan på sigt underminimere den folkelige opbakning bag bistanden. Som Stephen Lister siger:

– Folk elsker at donere penge til at bekæmpe hiv, men måske det i virkeligheden er generel støtte til hospitalssektoren som sådan, der er brug for. Her kan budgetstøtte virke, siger Stephen Lister, der understreger vigtigheden af at få ’solgt budskabet’ til skatteyderne.

Budgetstøtte under luppen

Evalueringen af budgetstøtte – der er bestilt af Verdensbanken, IMF og en række nationale donorer, herunder Danida – dækker tiåret 1994-2004 og omfatter syv lande, heraf de fem danske programsamarbejdslande Burkina Faso, Mozambique, Nicaragua, Uganda og Vietnam, det tidligere samarbejdsland Malawi samt Rwanda.

Alle pile peger på, at budgetstøtte fremover vil udgøre en stadig større del af udviklingsbistanden. Denne støtteform vandt frem i sidste del af 1990’erne som en reaktion på, at andre bistandsinstrumenter viste sig utilstrækkelige.

For Danidas vedkommende har budgetstøtten de seneste år udgjort 5-6 pct. af bistanden til Danmarks programsamarbejdslande. Dette er en noget mindre andel i forhold til de donornationer, Danmark normalt sammenligner sig med.

Evalueringsrapporten ’Evaluation of General Budget Support’ kan fås gratis hos DBK, salg@dbk.dk, telefon 32 69 77 88.

Læs rapporten om generel budgetstøtte på
http://www.evaluering.dk

DANSK BISTAND LEVER OP TIL MÅLENE

Med karaktererne ’tilfredsstillende’ og ’me-get tilfredsstillende’ er Danmarks bistand til udviklingslande mere end blot bestået. Men meget kan gøres bedre. Det fremgår af en ny rapport udarbejdet af et uafhængigt råd under Danida.

Rapporten konkluderer, at Danida når en meget stor del af de fastsatte mål. Hele 83 procent af de danskstøttede programmer er ifølge rapporten opfyldt på enten tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende vis.

Rapporten konkluderer blandt andet, at Danmarks ambassader gør en stor indsats for at tilpasse bistanden til modtagerlandene. At Udenrigsministeriet kan blive bedre til at integrere ligestilling, miljø, menneskerettigheder og demokrati i bistanden. Og endeligt at de internationale organisationer, der modtager dansk bistand, stadig ikke leverer rapporter om deres resultater, som er grundige nok. /rdl

REGERINGEN SVIGTER LØFTE OM SKOLEGANG

VK-regeringen lever ikke op til sine egne mål om at gøre støtte til uddannelse til det største og vigtigste område i udviklingsbistanden.

Regeringens ambition var at afsætte 15 pct. af budgettet til formålet i 2008. Men i dag står det klart, at Danmark ikke vil nå det mål. Det konkluderer en ny rapport, som ulandsorganisationen Ibis og Danmarks Lærerforening (DLF) offentliggjorde den 27. april.

Havde regeringen levet op til sin egen målsætning, skulle Danida allerede i 2004 have

brugt 11 pct. af bistandsbudgettet til uddannelse af børn i u-landene. Men bistanden til uddannelse nåede kun op på 8,2 pct., beregnes det i rapporten ’Alle har ret til en lærer’.

99 millioner børn kommer stadig ikke i skole, og i Afrika anslår FN’s Særorganisation for Kultur og Undervisning (Unesco), at op mod hvert andet barn ikke afslutter 5. klasse. /rdl NR. 04^/2006

MELLEMØSTEN

KOMMUNER ERSTATTER KLANER

Fotos
Turisme kan blive en god indtægtskilde for Yemen, også på lokalt plan. Her byen Shibam – den såkaldte ørkenens Manhattan i den vestlige del af landet. Højhusene er bygget af ler.

I Yemen styrker Danida og UNDP de lokale forvaltninger. Men decentralisering er et tveægget sværd, der også kan styrke det gamle klanstyre.

Tekst og fotos: Karin Bergquist

Spørger man Mohammed Cressan, medlem af lokalrådet i Seyun i Hadramautdalen, ved han godt, hvad myndighederne i dalen bør satse på: – Turisme. Jeg kunne tænke mig at styrke folk, så de kan tage sig af deres by og skabe jobs og servicemuligheder til besøgende, bygge hoteller osv. Der er et udmærket tysk program til bevarelse af bygninger i Shibam, der også kaldes ørkenens Manhattan.

– Byrådet foreslår, at turister skal betale en skat for at besøge byen, som er på Unescos kulturarvsliste. Men man kan ikke indføre skatter uden at andre tager en stor del af pengene, siger han. Motivationen til at opkræve skatter er generelt meget lille, fordi de lokale kun får lov at beholde 30 procent selv, mens resten går til gouvernoratet eller staten.

De lokale myndigheder har brug for mere magt og flere penge.

Kun til investeringer
– Finansministeriet er af den opfattelse, at pengene ligger bedst i finansministeriet, så der skal ske en holdningsændring. Som det er nu, laver de lokale et budge, og finansministeriet siger, hvad de kan få. Der foregår meget lidt forhandlinger, siger Danidaseniorrådgi-ver Flemming Sørensen, bosiddende i Sana’a siden 2004.

– Penge fra staten må kun bruges til investeringer. Man må bruge penge til at bygge skoler og sundhedsklinikker, men ikke til drift. Men der er jo ikke meget ved at have en skole, hvis man ikke kan lønne lærerne, siger Flemming Sørensen, der arbejder på et decentraliseringsprojekt, som sikrer, at lokalrådet fremover kan disponere over egne penge.

Dansk støtte til reformer
I dag har de lokale myndigheder som nævnt få penge og lidt magt. Danmark har derfor bidraget til at udarbejde en national decentraliseringsstrategi, der skal gennemføres over de næste 10-20 år i Yemen. Den er lige nu til vurdering i indenrigs-, sundheds- og undervisningsministerierne, der alle skal være indstillede på at gennemføre de foreslåede reformer.

Fire pilotprojekter er startet i Hadramautdalen – i byerne Seyun, Shibam, Tarim og Assoum. I øjeblikket bliver der leveret udstyr og sat kontorer op. Der er lavet undersøgelser over, hvordan man opkræver lokale skatter og bruger pengene mest hensigtsmæssigt. Næste skridt er kapacitetsopbygning i kommuneministeriet i Sanaa for at styrke forbindelsen mellem nationale og lokale myndigheder.

Decentraliseringsprojektet sigter samtidig mod at reducere den nærmest institutionaliserede korruption, der på grund af de lave lønninger er alment acceptabel. Udliciteringsprocedurer bliver desuden decentraliseret, så lokalrådet fremover selv udvælger firmaer til at bygge veje og skoler. Projektet er med til at sikre bedre informationsflow og at embedsmænd lærer at bruge it. Computere er ved at blive indført i lokalforvaltningen, så borgerne fremover kan stille spørgsmål til deres myndigheder – via Hadramautdalens egen hjemmeside.

Danida i Yemen

Danida deltager i UNDP’s decentraliseringsprojekt i Yemen, budgetteret til 300 mio. kr. Yemen er opdelt i 334 distrikter og 20 gouvernorater, svarende til danske kommuner og amter.

Projektet går ud på at flytte statslige opgaver som skoleundervisning og sundhedsydelser ud til de regionale og lokale myndigheder. I år yder Danida 4,5 mio. kr., hvor 2,8 mio. kr. er budgetstøtte til fire distrikter.

Tilbage til klanstyret
Yemen er et gammelt klansamfund. Decentraliseringsprojektet kan indirekte være med til at reducere klanstyrets magt og sætte en stopper for de mange kidnapninger i landet, hvis det lykkes at involvere klanerne og skabe en lokaludvikling, der møder lokalbefolkningens behov.

Yemen er også et meget centralistisk samfund med præsidenten som enerådende magtfaktor, selvom både han og parlamentet er demokratisk valgt. Men det halter med kontrollen ude omkring i landet. Nordpå har der været kidnapninger, og der er fortsat kampe mellem lokale sheiker og regeringen.

– Oppe nordpå er dér, hvor man finder olien. Som lokal klan synes man ikke, man får noget ud af den olie, man betragter som sin egen, og som ligger i undergrunden – men som regeringen kommer og henter. Samtidig er der sket meget lidt i Yemen inden for sundheds- og uddannelsessektoren. Derfor kan man godt forstå klanledernes krav om udvikling i området. Der sker sjældent noget med gidslerne, men man holder dem for at presse regeringen, siger Flemming Sørensen.

Omvendt kunne decentraliseringen godt minde om det klanstyre, Yemen er ved at gøre op med. Ifølge tidligere minister for planlægning og udvikling, Ahmed Sofan – der indtil en nylig ministerrokade var Danmarks kontaktperson på projektet – er decentralisering et vigtigt fremskridt, men samtidig et tveægget sværd.

– Vi gennemfører et nyt system, som nogle vil modsætte sig, fordi de ikke ønsker at afgive magt, og så kæmper vi imod menneskenes træge natur. Vi har derfor brug for gode eksempler fra 1-2 gouvernorater, som kan bruges som model andre steder.

– Folk forstår udmærket, at decentralisering vil føre Yemen et stort skridt fremad, og at de får mulighed for at nå deres lokale myndigheder. Men nogle føler, at når man reducerer den centrale magt og styrker de lokale myndigheder, så vil det styrke det gamle klansystem, vi prøver at komme væk fra, siger Sofan.

Seneste nyt

Decentraliseringsprojektet har været nedkølet efter sagen om Mohammedkarrikaturerne, men er nu så småt ved at genopstarte.

Freelance-journalist, cand.comm. Karin Bergquist besøgte Yemen i januar-februar på et rejsestipendie fra Danidas Oplysningsbevilling. karinbergquist@hotmail.com

DANSK BISTAND TIL PALÆSTINENSERE FORTSÆTTER

Selvom EU har indstillet sin direkte støtte til Hamasregeringen, fortsætter den danske bistand til området. De humanitære organisationer er dog bekymrede for fremtiden.

Af Ulrikke Moustgaard

Vold, radikalisering og økonomisk sammenbrud.

Der lød advarsler fra både tænketanke, humanitære organisationer og analytikere om konsekvenserne for den palæstinensiske befolkning, da EU den 10. april 2006 besluttede at indstille sin direkte økonomiske støtte til den nyvalgte Hamas-ledede palæstinensiske regering.

Baggrunden for EU’s beslutning var, at Hamas-bevægelsen står opført på både EU’s og USA’s terrorliste, og at Hamas derudover ikke vil anerkende staten Israels eksistens. Dermed sluttede EU sig til andre vestlige lande som USA og Canada, der også boykotter den nyvalgte palæstinensiske regering.

Nyheden fik hurtigt ben at gå på i de danske medier, hvor nogle politikere krævede, at Danmark skulle indefryse sin bilaterale bistand til det palæstinensiske selvstyre, så længe Hamas leder regeringen.

Men Danmark agter ikke at stoppe bistanden til den palæstinensiske befolkning, fremgår det af en intern statusrapport om situationen fra Udenrigsministeriet.

Det skyldes primært, at den støtte Danmark indtil nu har ydet ikke har noget direkte at gøre med de palæstinensiske selvstyremyndigheder, men i stedet er støtte, der er blevet givet som ’klassisk’ udviklingsbistand – altså til enkeltprojekter eller gennem internationale organisationer.

Støtte udenom selvstyre
I forbindelse med EU’s beslutning sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) allerede i april, at også Danmark ville vurdere sin fremtidige støtte til området – men han understregede, at den palæstinensiske befolkning ikke skulle betale prisen for en EUboykot af Hamas-regeringen.

– Det er ikke formålet at få børnene smidt ud af skolerne og de syge ud af hospitalerne, sagde Per Stig Møller.

Og det er stadig Danmarks holdning, at nok skal man stå fast på sine krav og hårdhed over for Hamas, men man er samtidig opmærksom på den palæstinensiske befolknings behov. Derfor vil kun de projekter, der har direkte forbindelse med selvstyret, blive berørt af en dansk boykot.

I praksis betyder det, at et enkelt program for kapacitetsopbygning i det palæstinensiske landbrugsministerium nu vil blive indstillet. I stedet vil pengene – cirka et par millioner kroner – blive brugt til andre aktiviteter i den private landbrugssektor. Og et projekt i Ministeriet for Kvindeanliggender, som i princippet er færdigt, men endnu ikke afsluttet, skal tilbagebetale ubrugte midler.

I alt er der afsat 114 mio. kr. til dansk bistand til palæstinenserne på Finansloven for 2006.

Fremover vil Danmark støtte gennem andre kanaler end selvstyret såsom Verdensbanken eller NGO’er, der arbejder i området. Danmark, Sverige og Schweiz er for eksempel gået sammen om at støtte en række NGO’er både i Palæstina og Israel på menneskerettighedsområdet.

Men ikke alle er lige begejstrede for udsigten til en fremtid, hvor NGO’er i højere grad vil blive brugt som donorkanaler.

Nej til politiske dagsordener
Medlemmer af det palæstinensiske netværk Palestinian Non-Governmental Organizations Network (PNGO) har netop advaret mod en ulmende katastrofe, der er ved at ramme den palæstinensiske sundhedssektor som følge af Vestens boykot. Boykotten går nemlig ud over det offentlige sundhedssystem, fordi selvstyret ikke længere kan betale udstyr, patientregninger eller udbetale lønninger til læger og sundhedspersonale. Ved at give økonomisk humanitær bistand til NGO’er i sundhedssektoren frem for at støtte selvstyret underminerer man dermed også det statslige sundhedssystem, frygter NGO’erne.

– Vi vil også understrege, at ethvert forsøg på at bruge palæstinensiske NGO’er som midler til at få gennemført eksterne politiske dagsordener, er totalt uacceptabelt, skriver PNGO i sin erklæring.

Heller ikke hos Folkekirkens Nødhjælp i Danmark er man begejstret for scenariet.

– NGO’er skal og vil ikke erstatte myndighedernes rolle. Vi kan ikke påtage os et ansvar, der egentlig skulle løses ad politisk vej, ligesom det heller ikke er vores opgave at lappe på dårlig politik, siger Uffe Gjerding, Mellemøstkoordinator for Folkekirkens Nødhjælp.

– Men naturligvis kan konsekvenserne af den politiske udvikling, herunder det internationale samfunds manglende effektive eller fejlagtige indgriben, medføre en humanitær katastrofe af et omfang, som vi ud fra et humanitært imperativ må forholde os til i samarbejde med vores lokale partnere, slutter han.

Kvartetten melder ud

USA, EU, Rusland og FN – den såkaldte Mellemøst- kvartet - besluttede den 10. maj, at det internationale samfund skal finde en midlertidig ordning, så omverdenen kan afhjælpe det palæstinensiske selvstyres økonomiske krise.

Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre (PA)
– det mener regeringen

Den danske regering anbefaler EU fortsat at stå fast på sine krav til Hamas:

anvendelse af vold må høre op

accept af Israels ret til at eksistere

anerkendelse af indgåede aftaler

Derudover mener regeringen at:

den politiske støtte til og konktakt med præsident Abbas bør fortsætte og styrkes, ligesom den finansielle støtte til institutioner under præsidentembedet kan fortsætte/ styrkes

den samlede bistand til palæstinenserne så vidt muligt bør fastholdes på det hidtidige niveau af hensyn til de basale behov og den humanitære situation i områderne

men at kapacitetsopbygning af og direkte støtte gennem PA-institutioner indstilles

bistanden i stedet kanaliseres uden om PA, herunder gennem Verdensbanken, FN og NGO’er og i form af egenimplementering fra donorside

de humanitære indsatser styrkes, ikke mindst UNRWA

donorkoordinationen intensiveres

kontakt til PA på teknisk embedsmandsniveau indstilles generelt, men dog fortsat kan finde sted, hvis dette er nødvendigt for at sikre en effektiv gennemførelse af bistanden

Kilde: Udenrigsministeriet

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist. ulrikke@luxpresse.dk

ISRAEL FRIGIVER MOMSPENGE

Det økonomiske pres på selvstyret lettes en smule. Israel kræver dog, at momspengene ikke går til Hamas.

Af Ulrikke Moustgaard

Fremtidsudsigterne for de ludfattige palæstinensere på Vestbredden og i Gaza-striben er blevet en smule lysere.

Det er sket efter, at Israel har ophævet måneders økonomisk boykot og nu er villig til at frigive tilbageholdte momspenge. Betingelsen er dog, at pengene går til humanitære opgaver og ikke til regeringen, der ledes af den yderliggående Hamas-bevægelse, udtalte

Israels udenrigsminister, Tzipi Livni, i midten af maj.

Ifølge FN’s Koordinationskontor for Humanitær Bistand (OCHA) i Jerusalem kostede det palæstinenserne 50 mio. dollars om måneden, at israelerne tilbageholdte momspenge – det vil sige penge, der bliver opkrævet i told og moms, når palæstinensiske varer eksporteres og sælges fra Israel.

Til sammenligning har palæstinenserne ifølge OCHA modtaget 34 mio. dollars i donorhjælp om måneden.

I henhold til Oslofredsaftalen skal Israel refundere momspenge, man på Det Palæstinensiske Selvstyres vegne opkræver i told og moms for palæstinensiske varer, da selvstyret ikke selv har kontrol over sine eksterne grænser.

Men efter valget af den Hamas-ledede regering i Palæstina, afbrød Israel alle officielle forbindelser til det Det Palæstinensiske Selvstyre og brugte i stedet momspengene på at betale selvstyrets gæld hos israelske firmaer.

AFRIKA

MOZAMBIQUE VISER VEJEN

Jeg er imponeret over det vedholdende engagement, så mange danskere viser i Afrika, sagde Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo, der er en af kontinentets få kvindelige regeringsledere.

Af Jesper Heldgaard

Der er ikke noget at sige til, at Anders Fogh Rasmussen på sin Afrika-rejse i efteråret blev så imponeret over Mozambiques premierminister, Luísa Dias Diogo, at han inviterede hende med til Afrika-konferencen i København den 10.-11. maj.

Den 48-årige politikers personlige historie vidner nemlig om, at det kan lade sig gøre at nå til tops og få succes trods et dårligt udgangspunkt.

Ikke nok med at Luísa Dias Diogo er afrikaner og kvinde – i sig selv næsten umulige odds. Hun kommer også fra fattige kår. Hun er født i Teteprovinsen i det centrale Mozambique. Hendes far var sygeplejerske og Luísa nummer tre i en søskendeflok på otte. Så der var ikke meget, der tydede på, at hun skulle blive sit lands premierminister eller opnå nogle af de andre ting, hun allerede har nået: At blive udnævnt af Time Magazine i 2004 til at være blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden og af KofiAnnan i februar i år til at være blandt næstformændene i et såkaldt Højniveaupanel, der skal gå FN-systemet efter i sømmene.

Men Luísa klarede sig godt i skolen. Så godt at hun tog en solid uddannelse i økonomi på universiteter hjemme i Mozambique og i London. Som blot 22-årig indledte hun en lang karriere i Mozambiques finansministerium, men nåede også et par år i Verdensbanken, inden hun i 2000 blev sit lands finansminister.

Mozambique fremstår tilmed efter årtiers borgerkrig og konflikt som en økonomisk succeshistorie med økonomiske vækstrater de seneste mange år på op mod 10 pct. Det er en succes, som Luísa Dias Diogo har en betydelig andel i i kraft af sine mange år med topposter i finansministeriet, og hun kan – med decimaler – fortælle nøjagtigt, hvordan det år for år lykkedes at nedbringe inflationen i Mozambique fra 74 pct. i 1995 til blot 5 pct. i 1999. Det er klart, at sådan noget gør indtryk på en dansk statsminister med en ambition om at sætte fokus på et Afrika og afrikanske ledere, der kan og vil udvikling og vækst.

Foto
Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo var blandt de gæster, Fogh havde inviteret til Afrika-konference i København. Diogo var i 2004 på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Foto: Rosalina Dias Larsen.

Vi er et opløftende eksempel
Selv maner Luísa Dias Diogo til besindighed:

– Det er for tidligt at kalde Mozambique en succes. Vi er et opløftende eksempel, og det ansporer os til at fortsætte og sætte farten yderligere op, så vi kan blive en succes, siger hun og peger på flere grunde til, at det er gået fremad i Mozambique, siden landet endelig lagde konflikterne bag sig med fredsaftalen i 1992: – Først og fremmest har vi haft dygtige ledere, og når Mozambique kan opleve så markant fremgang med dygtige ledere, så kan andre afrikanske lande også. Både vore to tidligere og vores nuværende præsident er ledere med visioner, der har skabt gode rammer for udviklingen. Vi nøjedes de første år ikke med at forsøge at skabe makroøkonomisk stabilitet og balance, men prioriterede flere ting på én gang: At skabe fred og dialog, at demokratisere det politiske styre, at give plads til en fri presse og civilsamfund, at genopbygge landet – ikke mindst infrastrukturen og gøre en massiv indsats for de fattige.

Også donorerne – eller ’vore internationale partnere’, som Diogo i tidens ånd udtrykker det – får pæne ord med på vejen: – De, og ikke mindst Danmark, har gennem alle årene støttet os vedholdende og trofast.

Diogo er særligt begejstret for generel budgetstøtte, fordi den overlader større ansvar og indflydelse til modtagerlandet og dermed er med til at opbygge kapacitet og ejerskab.

– I 2005 var 31 pct. af den støtte, vi fik, budgetstøtte. Den andel vil vi gerne have op på 55-60 pct., siger Diogo, der dog på dét punkt ikke skal regne med at blive helt enig med Anders Fogh Rasmussen – (se omtalen af Venstres nye udenrigspolitiske udspil her på siden).

Ej blot til pynt
Det reelle, politiske indhold i konferencen i København kan være svært at få øje på, og Luísa Dias Diogo er en travl dame. Alligevel mener hun absolut, det var værd at deltage:

– Det er vigtigt at få lejlighed til at fortælle om nogle af de gode ting, der foregår i Afrika. Og så er det godt at få lejlighed til at møde vigtige partnere, udveksle synspunkter og bygge alliancer. Jeg var også i Danmark i 1997 for at drøfte gældslettelse, og jeg er under begge mine besøg blevet imponeret over det vedholdende engagement, så mange danskere viser i Afrika.

NYT VENSTRE-UDSPIL: FARVEL TIL LANDE I ASIEN OG LATINAMERIKA

Bistanden skal koncentreres om Afrika og der skal overvejes exitstrategier for lande som Bolivia, Nicaragua og Vietnam, fremgår det af partiet Venstres nye udenrigspolitiske udspil.

Af Poul Kjar

Det er ifølge Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen tilfældigt, at Venstres nye udenrigspolitiske udspil blev lagt ud på partiets hjemmeside samme dag som statsministerens Afrika-konference.

Men oplæggets afsnit om udviklingsbistand og det øgede fokus på Afrika er helt i tråd med Anders Fogh Rasmussens oplæg på konferencen. Venstre foreslår, at ”som udgangspunkt bør alle Danmarks programsamarbejdslande i fremtiden findes i Afrika, da det uden tvivl er her, det største behov for effektiv og koncentreret bistand findes”.

Og som en konsekvens af den højere prioritering af Afrika skal ”exit-strategier gradvist overvejes og formuleres for programsamarbejdslande udenfor Afrika, såsom Nicaragua, Vietnam og Bolivia. Udfasningen skal ske nænsomt over tid og under hensyntagen til vedtagne landestrategier og gerne ved hjælp af donorkoordinering”, fremgår det af udspillet.

I den forbindelse udtaler Troels Lund Poulsen, at eksempelvis den økonomiske vækst i Vietnam betyder, at landet inden for de næste tre-fire år vil være i en situation, hvor dansk bistand ikke længere giver nogen mening. Og i stedet for at støtte et nyt land i Asien, så kanaliseres pengene til et nyt eller allerede eksisterende programsamarbejdsland i Afrika. Troels Lund Poulsen vil hæve procentandelen af al dansk udviklingsbistand til Afrika, så den udgør 75 pct. mod i dag 60 pct.

De Konservatives politiske ordfører Pia Christmas Møller er enig i, at indsatsen i Afrika skal opprioriteres, men vil ikke lægge sig fast på en bestemt fordelingsnøgle, mens Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen gerne går skridtet videre og i fremtiden bruger 100 pct. af dansk bistand i Afrika. Det Radikale Venstre ønsker også mere fokus på Afrika, men ikke på bekostning af de andre lande.

Venstre mener, at dansk bistand skal gøres mere effektiv ved, at der fokuseres på færre sektorprogrammer i de enkelte programsamarbejdslande. Ifølge oplægget skal den multilaterale bistand ”løbende underkastes et kritisk eftersyn for at sikre, at der også her opnås mest udvikling for pengene”, og Venstre ønsker at ”fastholde kravet om aktiv multilateralisme, hvor færre multilaterale organisationer får støtte mod at Danmark har større indflydelse i organisationerne”.

Om budgetstøtte skriver regeringspartiet blandt andet, at ”generel budgetstøtte kun skal ydes til de modtagerlande, som er i stand til at administrere/dokumentere, at landet kan opfylde en overvejende del af Venstres opstillede krav” og at ”andelen af den danske bilaterale bistand, der tildeles et modtagerland som generel budgetstøtte, ikke overstiger 25 pct.” I dag bruger Danmark samlet set omkring 5-6 pct. af bistanden på generel budgetstøtte – tallet er stigende.

To meget konkrete forslag i det 52 sider lange oplæg er en ny særskilt NGO-pulje på 50 mio. kr. afsat til udvalgte sektorer med krav om 50 procent medfinansiering, og at den tekniske rådgiverbistand, i form af udsendte Danidarådgivere, udskilles fra Danida.

Læs oplægget på: http://www.venstre.dk

SHARIA STÅR FOR FRED

Den nigerianske advokat Hauwa Ibrahim – verdenskendt, da hun i 2002 fik frikendt en fattig kvinde dømt til steningsdøden for at have haft sex uden for ægteskabet – var på lynvisit i Danmark. udvikling talte med hende i forbindelse med lanceringen af bogen ’Turen går til en mindre skæv verden’.

Foto
Den nigerianske advokat Hauwa Ibrahim har gjort det til sit speciale at forsvare folk anklaget efter islamisk lov. Foto: Pius Utomi Ekpei/Polfoto.

Af Rosalina Dias Larsen

I en verden, hvor man kan risikere at blive stenet for at have haft sex uden for ægteskabet, skal der mod til for at gå imod de fundamentalistiske strømninger.

Men det havde den nigerianske advokat, og prismodtager af Europaparlamentets Sakharovpris for sin menneskerettighedsindsats, Hauwa Ibrahim.

Hun har gentagne gange arbejdet på retssager om stening af kvinder i sit hjemland Nigeria – bedst kendt er nok sagen mod Amina Lawal, der i 2002 blev dømt til døden ved stening, men frikendt – og sager om børn dømt til at få legemsdele hugget af.

Alligevel er hun ikke modstander af sharia-lovgivning. Hun mener, at problemerne opstår, når politik og religion bliver blandet sammen.

Hvordan mener du, at sharialovgivning kan bruges i dag?
– Sharia står for fred. Men det skal holdes til den religiøse sfære. Når først politik og religion blandes sammen, så sker der uden tvivl misforståelser. Politikere kan ikke bedrive religion. Hvis de vil det, så beder jeg dem: Vær venlig at forlade den politiske arena og bliv religiøs leder. Islam må ikke udsættes for politik. I Nigeria har vi tre forskellige former for lovgivning, hvoraf den ene er islamisk lov – sharia. Der er endda nogle, som gerne vil indføre kristen funderet lov. Hvordan kan det fungere i et land med 150 millioner indbyggere? Svaret er, at det kan det ikke. Vi er nødt til sammen at finde en løsning.

Konfronterede modstanderne

Under retssagen mod Amina Lawal gav Hauwa Ibrahim et interview til BBC. Her gav hun udtryk for, at hun ikke mener, at dødsstraf ved stening er en del af islam.

Jeg gik til imamerne, fordi de har meget stor indflydelse på meningsdannelse. Folk stoler mere på dem end på loven.

Hauwa Ibrahin

Denne udtalelse medførte trusler fra fremtrædende muslimer, der beskyldte hende for at være imod islam. Alligevel valgte Hauwa Ibrahim at konfrontere imamerne.

Du konfronterede de samme mennesker, som havde truet dig. Hvorfor gjorde du det?
– Fordi jeg tænkte, at hvis jeg kunne få dem til at lytte til mig som en professionel, så ville de måske forstå mine bevæggrunde. Og så ville de kunne komme med deres større visdom og gode råd om, hvad jeg burde gøre. Jeg gik til imamerne, fordi de har meget stor indflydelse på meningsdannelse. Folk stoler mere på dem end på loven.

Hvordan havde du det med at henvende dig til dem?
– Historien om de islamiske imamer er historien om vores succes. De tillod os at føre denne sag. Hvis de ikke havde tilladt det, så ville vi ikke kunne have ført den. Jeg frygtede for mit liv, men jeg tillader aldrig, at frygten får overtaget, så jeg ikke kan gennemføre mit arbejde. Derfor opsøgte jeg dem. Jeg vidste, at de ikke havde alle detaljer i sagen, og at de dømte mig ud fra gængse fordomme om, hvad kvinder må og ikke må. Jeg fik dem til at forstå, at sagen mod Amina ikke var i overensstemmelse med islamisk lov.

Dialog er den eneste løsning
Hvordan påvirkede det dommen, at du henvendte dig til imamerne?
– Jeg er ikke sikker på, hvordan det direkte påvirkede sagen. Men jeg ved, at vi efterfølgende havde mindre offentlig modstand. Imamerne sagde til mig, at de ikke offentligt ville støtte mig. Men samtidigt sagde de også, at de ikke ville tage afstand fra det arbejde, jeg lavede. Det er en kæmpe sikkerhedsgodkendelse. For når de ikke tager afstand fra mig, så er jeg sikker i deres domæne.

Hvordan kan vi bruge de erfaringer du har gjort dig om samspillet mellem religion og politik?
– Det afhænger jo af, hvilket samfund og kultur vi snakker om. Vi er nødt til at forstå, hvilke dynamikker der gør sig gældende. Er det religiøse, økonomiske eller kulturelle?

Jeg fik dem til at forstå, at sagen mod Amina ikke var i overensstemmelse med islamisk lov.

Hauwa Ibrahin

Når vi kender dynamikkerne, kan vi skabe og udvikle troværdighed til hinanden. Jeg er blot en simpel og ydmyg advokat, men jeg gjorde noget. Vi er alle nødt til ved dialog at henlægge uoverensstemmelser. Så er der måske mulighed for en bedre verden. Når alt kommer til alt, så tror jeg, at sagen har sat fokus på fattige og undertrykte menneskers rettigheder. Nu har de fået en stemme.

Hauwa Ibrahin

Hauwa Ibrahim var i København på et lynvisit i forbindelse med lanceringen af bogen ’Turen går til en mindre skæv verden’, som blandt andet handler om den nigerianske advokats kamp for at få frigivet Anina Lawal, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet.

Bogen er udgivet i et samarbejde mellem dagbladet Politiken og Danida. 1. oplag på 80.000 er gået som varmt brød, og 2. oplag på 20.000 er i trykken.

NYT MAGASIN FRA MS

Første nummer af ’Magasinet’ er på gaden. Bladet er seneste skud på stammen fra Mellemfolkeligt Samvirke og skal udkomme fire gange om året i et oplag på 10.000.

Bladet, som vil blive sendt til medlemmer, bidragsydere og andre interesserede, afløser udgivelserne MS Bladet og Kontakt, som lukkede med udgangen af 2005. Ungdomsbladet ZAPP fortsætter som hidtil.

Til forskel fra Kontakt vil Magasinet i højere grad præsentere MS’s arbejde. Det vil ske på en læseværdig måde, der også giver plads til kritik og debat, lover MS. Første nummer af Magasinet har emnerne ’dialog og demokrati’ som tema.

MS’s egne journalistiske medarbejdere leverer stoffet til det ny blad, der får MS’s nuværende webmaster Peter Bischoff, som redaktør. Vi byder konkurrenten velkommen! /sk

FN’S SIKKERHEDSRÅD VEDTAGER DARFUR ERKLÆRING

Et enigt Sikkerhedsråd vedtog 9. maj 2006 i New York på ministerniveau med deltagelse af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) en erklæring, der hilser Darfur-fredsaftalen mellem Sudans regering og dele af oprørsbevægelsen SLM/A velkommen, og kraftigt opfordrer øvrige bevægelser til hurtigt at underskrive aftalen. Rådet udtrykker i erklæringen anerkendelse af den Afrikanske Unions indsats i Darfur trods de vanskelige vilkår.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs udtrykte på mødet blandt andet anerkendelse af den indsats, afrikanske ledere havde ydet og det mod til at indgå de nødvendige kompromisser, parterne med underskrivelsen havde vist. Udviklingsministeren gjorde samtidig dem, der tøver med at underskrive, opmærksom på, at de risikerer at svigte deres eget folks ønske om fred og at sætte sig selv uden for indflydelse. /sk

DEN STORE KINESISKE AFRIKA-SAFARI

Oliefelter i Sudan, Nigeria og Angola. Minedrift i Zambia og Congo. Tekstilfabrikker i Sydafrika. Hoteldrift i Sierra Leone. Safariturister og statsbesøg i stride strømme. Kinesernes indtog på det afrikanske kontinent foregår i rasende fart.

Af Poul Kjar

Statslige kinesiske olieselskaber har vundet retten til at udvinde 10.000 daglige tønder olie i Angola. Den nærmeste konkurrent var ikke britisk eller amerikansk, men indisk. De nye vækstøkonomier er for længst i gang med kampen om olie, magt og rigdom.

Regeringen i Beijing tilbød i den forbindelse angolanerne et lån på to mia. dollars som en del af en større hjælpepakke, der skal genopbygge landet efter 30 års borgerkrig.

Kineserne stillede ingen krav til de angolanske myndigheder om god regeringsførelse, balance på de offentlige budgetter og respekt for menneskerettigheder. I modsætning til de vestlige donorers almindelige praksis.

Den kinesiske ambassadør i USA, tidligere viceudenrigsminister, Zhou Wenzhong, har udtalt, at ’business is business’ og at kineserne prøver at adskille politik fra forretning, i modsætning til Vesten, der pådutter de afrikanske lande demokratiske modeller, som landene ikke er parate til.

Zhou Wenshong tilføjede i en artikel skrevet af direktøren for det amerikanske institut Africa Policy Studies, at ’vi er også imod embargoer, som I (Vesten) tidligere har forsøgt at pådutte os’.

Ny Hvidbog: Ikke et ord om fattigdom
Kineserne betragter ikke Afrika som en humanitær katastrofe plaget af sygdomme, krige og korruption. Det fremgår af ny Hvidbog fra januar 2006 udarbejdet af det kinesiske udenrigsministerium om Kinas forhold til Afrika.

Hvidbogen kan ses som en formalisering af Kinas udenrigspolitik og de stigende udenrigspolitiske ambitioner. Det fremgår, at det er et kinesisk ønske gradvist at udvikle forholdet mellem Kina og de afrikanske lande til et strategisk partnerskab. Blandt andet i form af samhandel og øgede investeringer på det afrikanske kontinent inden for ikke mindst naturressourcer, transport, telekommunikation, vand, elektricitet og anden infrastruktur.

Lige præcis den form for investeringer og bistand til Afrika, som Vesten i de seneste årtier har nedprioriteret på bekostning af en øget indsats inden for sociale sektorer som sundhed og uddannelse.

Til gengæld nævner hvidbogen ikke ét ord som fattigdomsorientering. Derimod skriver hvidbogen om udvikling og vækst – den kinesiske opskrift på fattigdomsbekæmpelse.

Allerede i år 2000 blev der på kinesisk initiativ oprettet et China-Africa Cooperation Forum (CACF), hvor kinesiske og afrikanske statsledere og virksomheder mødes for at styrke samarbejdet omkring kinesiske investeringer, infrastrukturprogrammer og uddannelse af afrikanere i Kina.

Den kinesiske regering har givet 31 afrikanske lande en samlet gældslettelse på 1,3 mia. dollars, og fra den 1. januar 2005 afviklede Kina importtolden på 190 varegrupper fra 25 af Afrikas fattigste lande. Højt på dagsordenen i CACF står et kinesisk ønske om en decideret toldunion med landene i det sydlige Afrika og en general frihandelsaftale.

Og som en yderligere understregning af den nuværende generation af kinesiske toplederes strategiske interesser i det afrikanske kontinent valfartede præsident Hu Jintao for nyligt til Afrika efter at have drøftet kinesiskamerikanske relationer med præsident George Bush i Washington.

Dertil kan tilføjes, at kinesernes internationale engagement også har udmøntet sig i 1.500 fredsbevarende tropper til forskellige missioner i Afrika, blandt andet Liberia.

Olie, mineraler og kinesiske turister
Den kinesiske interesse for Afrika handler ikke mindst om olie.

Kina er i dag verdens næststørste forbruger af råolie, og omkring en fjerdel af olieimporten stammer fra Afrika – først og fremmest Sudan, Nigeria og Angola, men også Algeriet, Gabon og Ækvatorial Guinea.

Business is business

Zhou Wenzhong, kinesisk ambassador i Washington.

Som i tilfældet med Angola tilbyder Kina ikke blot eftertragtede investeringer i landenes olieproduktion, men også billige lån, investeringer i infrastruktur, militært udstyr, og ikke mindst politisk beskyttelse i kraft af kinesernes permanente medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Noget som ikke mindst styret i Sudans hovedstad Khartoum har nydt godt af i forbindelse med overgrebene på befolkningen i Darfur, hvor kineserne i 2004 truede med at nedlægge veto mod et allerede udvandet resolutionsforslag om at forbyde salg af våben til Sudan.

Kineserne indgik i juli 2005 en 800 mio. dollars aftale med Nigeria om at aftage 30.000 tønder olie om dagen, men derudover investerer de syv mia. dollars i forskellige projekter i Nigeria, inklusiv en rumsatellit og et totalt urentabelt olieraffinaderi, som ingen vestlige investorer ville kaste penge efter.

Men det handler ikke kun om investeringer i de olieproducerende afrikanske stater.

Kina har nu overhalet USA som verdens største forbruger af kobber. I Zambia og selv i det ustabile Congo investerer statslige kinesiske selskaber millioner af dollars ikke mindst i kobberproduktion.

Kineserne har i modsætning til de fleste andre turdet investere i blandt andet hoteller i en fejlslagen stat som Sierra Leone. I Etiopien er kineserne involveret i telekommunikation, i Uganda har et kinesisk medicinalfirma investeret i malariamedicin, i Kenya er det blandt andet elektricitetsværker og veje. Nyhedsbureauet Xinhua spreder afrikanske nyheder. Og otte afrikanske lande er officielt blevet udpeget som turistdestinationer for de tusindvis af kinesere, der skal indløse merværdien af deres nyvundne levestandard i form af en safarirejse etc. etc.

Omkring 800 kinesiske virksomheder, overvejende statslige, investerede i 2004 900 mio. dollars i det afrikanske kontinent.

Samhandlen mellem Kina og Afrika nåede i 2005 op på 37 mia. dollars; mere end en tredobling på fem år. Det gør Kina til Afrikas tredjestørste handelspartner efter USA og Frankrig, men før England. Og hvis prognoserne holder stik, vil Kina meget snart overtage førstepladsen.

I 2010 vil samhandlen så runde 100 mia. dollars og være en medvirkende årsag til det afrikanske kontinentets pæne vækstrater.

Forjættende mulighed og frygtelig trussel
Den kinesiske Afrika-safari er imidlertid baseret på det klassiske varebytte – nogen vil sige udbytningsforhold – hvor kolonimagten importerer og udnytter Afrikas naturressourcer og til gengæld eksporterer forarbejdede produkter til det afrikanske marked.

Med undtagelse af de olieproducerende afrikanske lande, så har landene i Afrika et handelsunderskud med Kina.

Kinesiske tekstiler udkonkurrerer de lokale produkter, samtidig med at det bliver sværere og sværere for den afrikanske eksportproduktion af klare sig i konkurrencen med kineserne. Og det problem er blevet væsentligt forstærket af, at den såkaldte Multifiber-aftale under Verdenshandelsorganisationen (WTO), der gav lande som USA mulighed for at indføre importkvoter på tøj og tekstiler fra bestemte lande, er udløbet.

Det har kostet i tusindvis af jobs inden for tekstilbranchen i lande som Lesotho, Swaziland, Ghana, Uganda, Kenya og ikke mindst Sydafrika – Kinas største samhandelspartner.

Moeletsi Mbeki, næstformanden i det sydafrikanske Institut for Internationale Studier, fastslår i en artikel fra Yale Center for the Study of Globalization:

”Kina udgør på en gang en forjættende mulighed og en frygtelig trussel. Vi sælger dem råmaterialer og de sælger os forarbejdede varer med et forudsigeligt resultat – en ufavorabel handelsbalance for Sydafrika”.

Og på det punkt viser kineserne ingen nåde. De accepterer ikke, at de afrikanske lande opstiller restriktioner på importen af for eksempel kinesiske T-shirts. Her er der ikke tale om nogen form for solidaritet med ligesindede partnere i Syd.

Kynisk neokolonialisme?
De massive kinesiske investeringer vil næppe for alvor få bugt med Afrikas skyhøje arbejdsløshed og kroniske underbeskæftigelse. De kinesiske virksomheder, der udfører opgaverne, har nemlig selv arbejdskraften med hjemmefra. Eksempelvis i Angola, hvor kineserne har betinget sig, at 70 pct. af de indgåede genopbygningskontrakter skal gå til kinesiske virksomheder, der langt hen ad vejen benytter sig af kinesisk arbejdskraft.

Og, som vi skrev i det seneste nummer af udvikling, vil der ifølge Angolas udenrigsminister blive inddraget to millioner kinesere i genopbygningsarbejdet over de næste 20 år. To millioner! En jumbojet medtager 350 passagerer, det vil sige syv daglige afgange mellem Beijing og Luanda i Angola fra nu af og 20 år ud i fremtiden, hvis det virkelig skulle vise sig at holde stik.

Men det største problem – i hvert fald set med vores vestlige øjne – er kinesernes manglende bekymring for menneskerettigheder, der ligefrem antager en beregnende kynisme, som i tilfældet med Sudan og ikke mindst i Zimbabwe.

Kina støtter Robert Mugabes regime, der er bandlyst af det internationale samfund på grund af den brutale undertrykkelse af landets opposition og den hensynsløse bulldozing af hundrede tusindvis af fattige menneskers boliger. Kina investerer i mineraler og forsyner despoten Mugabe med våben.

Mange i Vesten betragter det som kynisk neokolonialisme forklædt som sydsyd samarbejde. Kineserne selv kalder det for en winwin situation.

Læs også interviewet med tidligere EU-kommissær og udviklingsminister Poul Nielson på side 14.

Læs mere om Kina i Afrika

http://www.thebrenthurstfoundation.org
http://www.mondediplo.com
http://www.cfr.org
http://www.opendemocracy.net

FORMAND MAO OG DEN AFRIKANSKE UAFHÆNGIGHED

Det kinesiske engagement i Afrika går tilbage til de afrikanske nationers uafhængighedsbevægelser i 50’erne og 60’erne.

Af Poul Kjar

Efter Folkerepublikken Kinas etablering i 1949 havde Formand Mao brug for at sikre sig diplomatisk opbakning i rivaliseringen med modstanderne fra borgerkrigen, den nationalistiske Kuomintang-regering på østaten Taiwan. Desuden brugte Mao også Afrika i et diplomatisk spil om indflydelse med Sovjetunionen, lederen af den kommunistiske blok.

Kineserne byggede store nationale stadions på den afrikanske vestkyst, og i det østlige Afrika er Tanzam-jernbanen mellem Tanzania og Zambia et eksempel på et prestigeprojekt, der blev skænket som symbol på det tætte socialistiske fællesskab med de to afrikanske nationer. En gave, der også bestod af en gigantisk hovedbanegård i Dar es Salaam.

Kineserne donerede også militært isenkram til de ideologiske brødre i oprørsbevægelserne i Etiopien, Uganda, Angola og Zimbabwe.

Folkerepublikken Kina fik frem til 1965 etableret diplomatiske relationer med 31 lande, heraf 20 i Afrika, og den fortsatte rivalisering op gennem 60’erne og 70’erne med Taiwan om diplomatisk anerkendelse har næppe været mere åbenlys og intens end på det afrikanske kontinent, hvor de fattige og ustabile lande kunne købes med gavebistand, teknisk ekspertise, læger og uddannelsesprogrammer til afrikanske studerende.

I dag anerkender 47 af Afrikas 53 lande Folkerepublikken Kina. De seks tilbageværende lande, der har diplomatiske forbindelser med Taiwan, er Burkina Faso, Tchad, Gambia, Malawi, Sao Tomé & Principe samt Swaziland.

I 80’erne dalede den kinesiske indflydelse på det afrikanske kontinent. Kineserne havde fuld fart på de økonomiske reformer i deres egen have, de kunne ikke konkurrere med vestens massive bistandsprogrammer i Afrika og frygten for spørgsmålet om Taiwans anderkendelse var også aftaget. Om end dette spørgsmål spillede og i dag stadig spiller en afgørende rolle i kinesernes Afrika-safari.

For med indgangen til det 21. århundrede er kineserne for alvor vendt tilbage til Afrika. Og det handler både om storpolitik og om jagten på mineraler og naturressourcer. Ikke mindst olie til at holde ild i landets økonomiske vækstgryde.

Dansk forskningsprojekt om Kina i Afrika

Der findes ganske få internationale forskningsprojekter og litteratur, der beskæftiger sig med det nye kinesiske engagement i Afrika.

Herhjemme har Peter Kragelund fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) søgt om en bevilling til et toårigt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan kinesiske forretningsaktiviteter påvirker mulighederne for lokale virksomheder i Afrika.

I studiet skelnes mellem overseas kinesere, ikke mindst kinesere fra Hong Kong og Taiwan, der har lavet forretninger i Afrika igennem længere tid. Og de nye kinesiske investeringer, som indgår i den nye politiske proces, som beskrevet i artiklen ovenfor.

Hvad der umiddelbart adskiller de nye og de gamle kinesiske investeringer er, at de ’gamle’ kinesere bruger lokal arbejdskraft og lokale underleverandører – og således agerer lige som andre globale aktører – mens de nye kinesere medbringer arbejdskraften og producerer det hele i den samme virksomhed.

Den største koncentration af de gamle kinesere finder man i Sydafrika, Botswana, Madagaskar og Mauritius. Mens de nye kinesere og investeringer i høj grad følger olieboringerne i navnlig Sudan, Angola og Nigeria.

Peter Kragelunds interesse udspringer af tidligere studier af ’minoritetsentreprenører’ i Ghana, primært libanesere og syrere.

KALD DET BARE GLOBALISERING

Man må advare mod paranoiaen over for kinesernes engagement i Afrika, siger tidligere udviklingsminister og EU-kommissær Poul Nielson i et interview med udvikling.

Foto
Ikke noget forkert i at lede efter olie i andre lande, siger Poul Nielson, der var udviklingsminister i Nyrup-regeringerne fra 1994-1999 og EU-kommissær for udviklingsbistand fra 1999 til 2004. Foto: Rosalina Dias Larsen

Af Poul Kjar

Kineserne er ikke lige frem kendt for deres bekymring for menneskerettigheder og de stiller heller ingen krav om god regeringsførelse etc. til deres afrikanske samarbejdspartnere. Det er vel et reelt problem?
– Jo, og derfor taler jeg om dialog mellem alle tre partnere: modtagerlandene, kineserne og os. Jeg talte i oktober i Kina på en konference om befolkningspolitik, hvor der var deltagelse af en lang række afrikanske sundhedsministre. Og min pointe var, at der er et enormt behov for, at u-landene påtvinger de gamle og nye donorer at tale sammen. Der bør kun være én udviklingsdiskussion. Hvis den bliver splittet op, så har FN også svækket sin rolle i forhold til, hvordan ulandenes problemer skal tackles.

Hvordan kan man diskutere god regeringsførelse med en nation, der støtter præsident Robert Mugabe, som helt åbenlyst begår overgreb på sin egen befolkning i Zimbabwe?
– Det er kinesernes provokation. De stiller sig an for at vise, at de ikke behøver at være enige med Vesten. Og så er det også historien om støtte til en gammel allieret frihedskæmper.

Det er en kynisk provokation?
– Jamen, det er også en fejl fra kinesernes side. Det er mere en fejl end kynisme.

Men kineserne har fordele af det; de importerer råstoffer og sælger våben?
– I tilfældet Zimbabwe er det så lidt, at det ikke har nogen betydning. Jeg taler imod denne dæmonisering af kineserne.

Kineserne har store olieinteresser i Sudan, og de truede i 2004 i FN’s sikkerhedsråd med et veto af en resolution om at forbyde salg af våben til Sudan. Er det ikke kynisme?
– Der er ikke noget forkert i, at man leder efter olie i andre lande. Og ejeren af undergrunden har frihed til at vælge, hvem man vil sælge til. Jeg har lidt svært ved at se, at når olien ikke tilfalder USA, så er det specielt problematisk. Amerikanerne havde jo det problem i Sudan, at de i borgerkrigen mellem Nord og Syd holdt med det kristne syd, og det betød, at de trak sig ud. Det var en politisk/forretningsmæssig omkostning, som det amerikanske samfund må betale.

Vestens brovtende normimpe-rialisme er en del af verdens problemer.

Hvad så med Angola?
– Det er et særligt tilfælde. Under den lange borgerkrig havde landet en kokainøkonomi. Regeringen sad på olien og oprørerne på diamanterne, og begge dele blev der lusket med. Efter fredsordningen har der været stort pres fra donorernes side for få en modernisering af statens finanser, og måden der regeres på i Angola. Men det faldt sammen med et meget stort oliefund af Gulf og store indtægter fra salg af olien til blandt andet kineserne, der gør det muligt for Angolas regering at slappe betydeligt af i forhold til det vestlige donorsamfund.

Kan man konkludere, at kinesernes fornyede interesse i Afrika giver despoterne et nyt manøvrerum?
– Under den kolde krig kunne de afrikanske regeringer vælge mellem USA eller Sovjet. Nu har de så Kina som en mulighed. Men der intet nyt i, at nogle afrikanske lande bliver betjent på en bestemt måde, der afspejler givernes mere eller mindre perverse interesser.

Men det er nyt, at Kina er involveret?
– Det kalder man globalisering. Derfor må vi i dialog med Kina, men også med lande som Brasilien og Indien, der appellerer til resten af den tredje verden. Landene i Syd nyder, hvis de kan give den rige del af verden en lærestreg. For der er et underskud af selvfølelse i den fattige del af verden. Og det er derfor nødvendigt, at der bliver plads til andre end OECD-landene. Vestens brovtende normimperialisme er en del af verdens problemer.

Vil afrikanerne på sigt foretrække kinesiske investeringer frem for vestlig udviklingsbistand?
– Nej, det er en misforståelse, at det er et spørgsmål om enten eller. Afrikanerne vil meget gerne have direkte investeringer. Men lad os huske på, at globalt set er det kun 2-3 pct. af verdens investeringer, inklusiv de kinesiske, der går til Afrika syd for Sahara – når man ser bort fra investeringerne i Sydafrika.

Kineserne selv taler om en winwin tilgang i samarbejdet med Afrika. Vi kunne måske lære noget af deres mere forretningsmæssige tilgang?
– Det er jo kernen i handel og handelsrelaterede satsninger, at de er gensidigt fordelagtige. Maersks containertrafik rundt om i Afrika er velfungerende, men det er ikke derfra landene får penge til landsbyskoler, resocialisering af børnesoldater eller kapacitetsopbygning. Derfor er den kvalitative side af bistandssamarbejdet så afgørende. I Østafrika kan de godt huske, hvordan det gik med TanZam-jernbanen, som kineserne byggede. Kineserne sendte en sværm af folk ind, der på rekordtid byggede jernbanen – og som hurtigt forsvandt igen. Danida måtte senere stå for reparationerne af det rullende materiel. Men lad mig ikke karakterisere fremtidens kinesiske bistand generelt med den bemærkning. Den vil først og fremmest være handelsmæssigt og politisk dikteret.

Kina-analyse på vej

Udenrigsministeriet følger problemstillingen med kinesernes nye afrikanske dagsorden tæt. Man er for tiden i færd med at udarbejde en analyse af Kinas stigende rolle i Afrika og betydningen heraf for dansk interessevaretagelse i Afrika herunder på bistandsområdet.

Formålet er gennem konkrete observationer at afdække indvirkningen på dansk interessevaretagelse i Afrika med henblik på gennem multi- og bilaterale kanaler at føre en mere fokuseret dialog med Kina om Afrika generelt og på landeniveau. Og dermed i det konkrete bidrage til at fremme Kina som en vedvarende og voksende, men også ansvarlig medspiller i det internationale system.

Kilde: Udenrigsministeriet.

FRA HÅB TIL KAOS

For et par år siden blev Etiopiens premier minister Meles Zenawi udråbt som Afrikas demokra tiske håb. I dag har håbet udviklet sig til et autoritært styre.

Foto
Med over 80 forskellige etniske grupper i landet og porøse grænser op til Sudan og Somalia, er det en sprængfarlig etnisk cocktail, Meles rører rundt i.

Tekst og foto: Andreas Kiaby

Regeringens specialtropper skød tilfældigt ind i skolegården.

Børnene faldt over hinanden i forsøget på at komme i sikkerhed i klasseværelserne. Soldaterne anholdte en række ubevæbnede elever og førte dem bort i en lastvogn. De efterlod to døde elever i skolegården.

Dette er blot en af de vidneudsagn, som jeg hører på gaden i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, og som er blevet bekræftet af organisationen Human Rights Watch.

Studerende, bekymrede mødre, vrede fædre, frustrerede arbejdsløse og skræmte gadebørn fortæller alle den samme historie. Deres hverdag belejres af regeringen – samme regering som Tony Blair og EU for et år siden udråbte som Afrikas demokratiske håb og spydspids i kampen mod korruption, undertrykkelse og politisk vold på kontinentet. I løbet af det sidste år er håbet forsvundet, og EU har lukket for kassen med bistandspenge. Ikke uvæsentligt i et land, hvor over halvdelen af den 77 millioner store befolkning lever for under én dollar om dagen.

Et spørgsmål om tid før Meles mister kontrollen.

Fangelejre og folkedrab
Meles Zenawi afviser hårdnakket enhver påstand om, at regeringen har noget ansvar for den politiske vold, der har plaget landet siden valget i maj 2005, hvor regeringen nægtede at anerkende oppositionens enorme fremgang på 164 ud af parlamentets 548 pladser. Premierministeren beskylder i stedet oppositionen (navnlig koalitionen CUD), etniske oprørere, udenlandske journalister og forbrydere for at opildne til optøjer og revolution. Over 100 oppositionspolitikere og politisk aktive er anklaget for højforræderi, opfordringer til vold og folkedrab i en retssag, som af menneskeretsorganisationer kaldes en ’absurd farce’. Dømmes de skyldige, vil de med stor sandsynlighed blive idømt dødsstraf.

Kaffe og etnisk uro
De grumme historier om blodige gadekampe og politisk vold synes langt væk, da jeg sidder på en fortovscafé med en studerende fra

Addis Ababas universitet. Solen skinner, og vi drikker dejlig etiopisk kaffe og spiser søde flødeskumskager. Min etiopiske ven fortæller med lavmælt stemme om, hvordan han under uroen ikke turde være ude efter mørkets frembrud af frygt for at blive samlet op af militæret. Selv om dagen var han meget nervøs. Hans blik vidner om, at han ikke føler sig sikker nogen steder.

Mange beretter, at det er regeringens favorisering af særlige etniske og politiske klaner, som river samfundet fra hinanden. Især eliter fra tigraystammen fra det ellers fattige nordlige Etiopien dominerer regeringen og erhvervslivet i landet. Det provokerer de øvrige etniske klaner voldsomt, og i Oromoregio-nen, landets største region med 24 millioner indbyggere, har nogle klaner allerede grebet til våben. Da jeg nævner, at det nordlige Etiopien måske fortjener positiv særbehandling på grund af den store fattigdom og episoder med hungersnød, trækker vores ven på skuldrene: – Ikke så meget særbehandling. Meles spiller et farligt spil med de etniske grupper, og manipulerer venskaber og fjendskaber til egen fordel. Det er bare et spørgsmål om tid, før han mister kontrollen, siger han.

Med over 80 forskellige etniske grupper i landet og porøse grænser op til Sudan og Somalia, er det en sprængfarlig etnisk cocktail, Meles rører rundt i.

Landlig idyl under kontrol
Få dage efter forlader jeg hovedstaden i håbet om, at frustrationen i byen skyldes arbejdsløshed. Måske en tur på landet vil give mig andre beretninger. Det er høst, og markerne er fyldt med mennesker, der i fællesskab samler det gule korn i perfekte kuppelformede stakke. Nogle steder hviler folk i skyggen af det allerede stablede korn, og alt ånder tilsyneladende idyl. Jeg beslutter mig for at tage en rygsæksvandring ud i de små landsbyer for at opleve det lokale liv og høre bøndernes historier.

Desværre erfarer jeg, at netop landområderne er præget af endnu større systematisk undertrykkelse. Etiopien har som udgangspunkt mange frugtbare områder, men årtiers tørke, vanrøgt og krig har udpint jorden og gjort bønder afhængige af gødning og anden hjælp fra lokalregeringen. Dette har givet uforholdsmæssigt megen magt til lokale regeringsloyalister, som i kraft af deres kontrol med hjælpen har stor indflydelse helt ned på landsbyniveau. Hvad der var tænkt som demokratisk decentralisering, er endt som det modsatte. En bonde fortæller vredt, at han en nat blev opsøgt af føderale tropper. De tævede ham med kæppe og beskyldte ham for at støtte de voldelige protester.

– Alt hvad jeg har gjort er, at sætte spørgsmål ved måden, vores landsby fordeler gødning fra regeringen, fortæller han.

Krig mellem broderfolk

Engang var Meles folkehelt. I 1991 styrtede han som leder af en oprørskoalition (EPLF) militærjuntaen i landet, og ledte fire år senere befolkningen frem til det første flerpartivalg, som han og hans parti vandt. Meles har haft modet til at trodse Verdensbankens strukturprogrammer og er af mange blevet hyldet som en dygtig, visionær og ambitiøs leder. Den respekt og tillid befolkningen engang havde til Meles, er i frit fald mod afgrunden.

Umiddelbart har Meles indset, at han mister opbakning. For at skabe nationalt sammenhold har han derfor optrappet konfrontationen med det langt mindre naboland Eritrea. Her har grænsestridigheder igennem de seneste seks år givet det internationale samfund hovedpine, og FN har haft soldater udstationeret i området, siden en våbenhvile trådte i kraft i 2000. Præsidenten i Eritrea og Meles i Etiopien er i øvrigt gamle våbenbrødre fra guerillakrigen mod militærjuntaen i 90’erne. Da vi sidder omkring bålet på en af mine vandreture, giver min gamle muldyrfø-rer mig følgende analyse:

– Etiopien og Eritrea er brødre, vi vil ikke hinanden noget ondt. Vores ledere derimod vil have mere magt og rigdom og ofrer gerne vores broderbånd på den bekostning. Det er ren forretning og personlig vendetta mellem de to ledere af Etiopien og Eritrea.

Andreas Kiaby har en bachelor i internationale udviklingsstudier fra RUC og arbejder for tiden i en international NGO.
Læs flere rejsebreve på http://www.akiaby.dk

ASIEN

HVAD VILLE ONKEL HO MON SIGE TIL ALT DETTE?

Vietnam præsterede sidste år en vækst på 8,4 pct. Men der er truende skyer i horisonten, hvis landet blot fortsætter som producent af billige tekstiler.

Foto
Forbrugsfest, Hanoi style – to millioner motorcykler til fire millioner indbyggere i Vietnams hovedstad Hanoi.

Tekst og foto: Jan Kaare

Det er ikke hverdagskost, at folk fra Thailand fremhæver Vietnam som forbillede, men skoleleder Wandee Wittayasuntorn fra en privatskole 400 kilometer syd for Bangkok er alligevel på vej til Hanoi sammen med en gruppe lærere fra hendes skole. Anledningen? Vietnam har for nylig vundet det asiatiske skole-OL i matematik.

– Vores mål er at drive den bedste privatskole i regionen, og det kan vi kun, hvis vi tager ved lære af andre, der har nået flotte resultater. Derfor tager vi for første gang nogensinde på studietur til Vietnam, siger hun.

Den thailandske skoleleder er ikke den eneste, der har bemærket, at der sker noget i det langstrakte land ud mod Det Sydkinesiske Hav. De økonomiske vækstrater har ligget på over syv pct. gennem de senere år. Selv i de seneste to år, hvor Vietnam har været ramt af fugleinfluenza, har vækstraten været stigende. Og rundt om i verden kommer der flere og flere vietnamesiske varer på hylderne.

– Vietnam har de sidste 10-15 år bevæget sig fra et totalt statsstyre til at være kommet ganske langt med markedsøkonomi, og udviklingen har ført en flot økonomisk vækst med sig. En stigning i bruttonationalindkomsten på 8,4 pct. i 2005 kan de færreste lande hamle op med, siger Peter Lysholt Hansen, der er dansk ambassadør i Hanoi.

Nøje overvågning
I gadebilledet i den vietnamesiske hovedstad bliver udviklingen helt konkret afspejlet i trafikken. Hvor gader og stræder for en halv snes år siden var fyldt med cykler, er det i dag ikke til at komme frem for små Hondaer og Kawasakier.

– Der er to millioner motorcykler i Hanoi og fire millioner indbyggere, så de fleste familier har mere end en motorcykel, siger turistguiden Ngo Gye Tien.

Han er i sig selv et bevis på, at landet er i en rivende udvikling. For et halvt år siden afsluttede han som en af de første en nyoprettet universitetsuddannelse i turisme, og i dag arbejder han som guide for ODC Travels, en af landets største turarrangører. Antallet af turister fra både Europa og Kina er i kraftig vækst, og på sigt kan Vietnam gøre Thailand rangen stridig som det mest populære rejsemål i Sydøstasien.

Udviklingen er ikke kommet af sig selv, og den er nøje overvåget af det kommunistiske styre. Landets eneste parti og dets regering vil have snor i, hvad der sker og har nogle ganske præcise mål for, hvad der skal ske.

Flere firehjulstrækkere og flere store hoteller gavner ikke den almindelige befolkning.

Bjarne Harder Larsen, 3F

Et af dem er at nedbringe antallet af fattige. På 10 år er andelen faldet fra 58 til 20 pct. af befolkningen, og med en femårsplan, der forudser en årlig vækst på syv pct., er der udsigt til endnu færre fattige.

Et andet mål er en reguleret privatisering. Der er allerede 200.000 private virksomheder i landet, og hver måned kommer der 2.000 nye til. 3-4.000 statsejede virksomheder har desuden ifølge en ny lov udsigt til at blive sat på aktier i løbet af de kommende fire år.

Hvad ville den socialistiske landsfader Ho Chi Mihn – også kaldet Onkel Ho – mon sige til alt dette, hvis han så det i dag?

Gradvis privatisering
– Målet er helt klart en meget omfattende privatisering, men man har besluttet sig for, at det skal ske gradvist. Den vietnamesiske regering har erfaringerne fra Rusland i frisk erindring, og her i landet vil man ikke have, at udviklingen ender med, at få mennesker overtager store dele af statens rigdomme på kort tid, siger Peter Lysholt Hansen.

Han mener, at der er mange tegn på, at regeringen fører en sund erhvervspolitik.

– Man satser på, at investeringerne skal ske, så statsejede, private og udenlandske virksomheder bliver ligestillede. Statsejede virksomheder skal ikke have særlige fordele, men der er dog enkelte undtagelser, for eksempel energisektoren, hvor det 100 pct. statsejede Petro Vietnam styrer hele området. Skibsværftsindustrien er et andet eksempel. Strategien med at beholde enkelte områder på statens hænder er udtryk for, at man fra regeringens side fortsat ønsker at påvirke udviklingen inden for vigtige områder, siger ambassadøren.

Han roser også regeringen for at satse på decentralisering, hvilket afspejles ved at cirka 50 pct. af statsbudgettet ydes som bloktilskud til provinserne.

Til gavn for alle?
Regeringen er ved at få mindre indflydelse ved at flytte rigsrevisorerne fra regeringen til nationalforsamlingen. Det hele sker godt nok inden for partiet, men er ifølge ambassadøren udtryk for, at landets ledelse i stigende grad erkender betydningen af check and balances.

Også Fagforbundet 3F’s mand i Asien, Bjarne Harder Larsen, har respekt for de resultater, der er nået på det økonomiske område, men fra hans kontor et andet sted i Hanoi er der ikke lutter solskin at iagttage.

– Det er fint, at man vil holde den økonomiske damp oppe, men får alle del i fremskridtene? Jeg tvivler. Flere firehjulstrækkere og flere store hoteller gavner ikke den almindelige befolkning, siger han.

3F deltager i et projekt sammen med VGCL, som er Vietnams LO. I en af de sydvietnamesiske regioner uddanner man tillidsrepræsentanter til at opbygge en demokratisk fagorganisation.

– Svaret på øget markedsøkonomi er en bedre organisering af arbejderne og befolkningen som sådan. Kun på den måde kan man sikre, at der en demokratisk trend i udviklingen, siger han.

Truende skyer
Også professor Finn Tarp, Økonomisk Institut på Københavns Universitet, kan se nogle truende skyer, selvom han generelt ser positivt på Vietnams økonomiske udvikling.

– Vietnam har ganske klogt satset massivt på at blive storeksportør af enkelte landbrugsprodukter som kaffe og ris, og man har udviklet en blomstrende tekstilindustri, men der ligger en fælde forude, hvis man bliver holdt fast i at fremstille produkter med lav værditilvækst og bare eksporterer forbrugsvarer. Man skal videre op ad stigen. Tekstiler er et mellemtrin, men man skal videre inden for eksempelvis elektronik og andre tilsvarende industrier, siger han.

En af de store hurdler for Vietnam bliver at få noget godt ud af naboskabet til Kina.

Det kræver enorme ressourcer at konkurrere med Kina, og når Vietnam om få måneder efter alle forventninger bliver medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, så er det et resultat af, at man gerne vil have en fornuftig balance i forhold til den store nabo, mener professoren.

Bliver Vietnam underleverandør til den kinesiske industri, vil det kunne få en meget positiv effekt. Man kan sige, at Vietnam også i fremtiden må prøve at få det bedste ud af at have verdens største land siddende på nakken, mener professoren.

Cand. mag. Jan Kaare er freelance-journalist. godtext@godtext.dk

MINDRE FOKUS PÅ KORRUPTION, TAK!

Foto
Hvis nu alle deltagerne i en licitation skal betale ti pct. oven i for at være med, er det så korruption?, spørger økonomiprofessor Finn Tarp.

Den økonomiske udvikling i Vietnam er måske det bedste middel til at bekæmpe korruption, mener dansk udviklingsøkonom med arbejdsplads både i København og Hanoi.

Tekst og foto: Jan Kaare

Hvordan synes du egentligt selv, det går? Det ville være en oplagt indgangsreplik, hvis man skulle få mulighed for at få en snak med Vietnams regeringschef Phan Van Khai om korruption.

Landets transportminister har netop taget sin afsked efter en omfattende svindelaffære, hvor der er blevet snydt med store bistandsmidler. I Transparency Internationals oversigt over korruption i verden i 2005 kommer Vietnam ud som et af de mest korrupte på højde med Hviderusland og Zimbabwe, og i Danmark er det ikke længe siden, Morgenavisen Jyllands-Posten skrev om bestikkelse i landet med udgangspunkt i en konkret sag, der involverer Skivevirksomheden WBL Holding. Virksomhedens direktør har siden over for den danske ambassade i Hanoi benægtet sagens eksistens.

Det er ikke til at vide, hvad Phan Van Khai ville sige, men ifølge Finn Tarp, der er professor ved Københavns Universitets Økonomiske Institut, er der grund til at se nuanceret på tingene.

– Der er vitterligt korruption i Vietnam, og jeg vil på ingen måde forsvare, at den findes, men vores forståelse af, hvad korruption betyder, er ofte for sorthvid, siger Finn Tarp.

Udover at være professor i udviklingsøkonomi i København er Finn Tarp også tilknyttet den vietnamesiske tænketank Central Institute of Economic Management (CIEM). Den kan sammenlignes med Det økonomiske Råd i Danmark, er statsfinansieret, men har en høj grad af selvstændighed. Finn Tarp, der således arbejder i København og Hanoi, er måske en af de danske økonomer, der har det største indblik i vietnamesiske forhold.

Når alle betaler ti procent
– Korruption kan defineres som den situation, hvor man betaler en person for at gøre noget, som personen ellers ikke ville gøre. Eller at man betaler en person for at få en kontrakt, som man ellers ikke ville få. Men hvis nu alle deltagerne i en licitation skal betale ti pct. oven i for at være med, er det så korruption? Den slags er der masser af i Vietnam, siger professoren.

Vores forståelse af korruption afspejler, at vi har en bestemt forståelse af, hvordan et samfund ser ud, men det er ifølge Finn Tarp ikke sikkert, at de parametre, vi måler korruption med, holder i den virkelige verden.

– De ti pct., vi talte om før, bliver måske fordelt inden for det vietnamesiske system, og det er med vores øjne ikke til at gennemskue hvordan. Derfor kalder vi det korruption, men som jeg ser det, bygger en hel del af det, vi kalder korruption, på en manglende forståelse for, hvad der foregår i Vietnam.

Finn Tarp har beskæftiget sig med økonomiske forhold i udviklingslande gennem mange år og har stiftet bekendtskab med mange former for grå og sort økonomi.

– Man kan desuden diskutere, hvor skadeligt korruption af den type, som vi lige har snakket om, er. Det skal ses i forhold til den økonomiske konsensus. Jeg vil gerne rejse spørgsmålet, om målet nødvendigvis er fravær af korruption under alle former, og om det i sig selv er god politik at sætte udryddelse af korruption allerøverst på dagsordenen? Måske er det i nogle tilfælde bedre at udvise en vis tålmodighed, og lade den økonomiske fremgang gøre det naturligt, at korruptionen gradvist bringes ned.

Økonomisk politik hjælper
Finn Tarp mener, at korruption og økonomisk udvikling hænger sammen. Den dårligt betalte embedsmand er tilbøjelig til at ville modtage bestikkelse. Hvis den økonomiske udvikling gør det muligt at betale embedsmanden en bedre løn, forsvinder anledningen til korruption måske.

– Den økonomiske politik, som man fører i det enkelte land, og den økonomiske fremgang kan få korruption til at forsvinde af sig selv, mens krav udefra og det at opføre sig som et mønsterland ikke nødvendigvis gør det, siger professoren.

Det var i den statsejede vietnamesiske presse, at man først kunne læse om vicetransportministeren, der havde stukket udviklingsmidler i egen lomme, og som havde svindlet med vejbyggeri. Sagen har siden ført til transportministerens afgang.

Det er ikke så meget landets engelsksprogede aviser som dem på vietnamesisk, der tager fat på forvaltningssnavs. Derfor er målgruppen formentlig først og fremmest ansatte i det offentlige system samt alle borgere, der på den måde opfordres til at holde øje med, hvad der foregår.

Taget i betragtning hvor klemt pressefriheden er i Vietnam, så er der ingen tvivl om, at den egentlige afsender bag skriverierne om korruption er toppen af det kommunistiske parti.

Vores forståelse af, hvad korruption betyder, er for ofte sorthvid.

Økonom Finn Tarp

Styret tager kampen op
– De vietnamesiske myndigheder er meget nervøse for korruption, siger Finn Tarp. Styret i sig selv er ikke korrupt, og det er godt klar over, at korruption kan forstyrre den sociale orden. Det kommunistiske parti og regeringen kæmper seriøst for en social velafbalanceret udvikling, og de ser, at korruption er skadelig for det projekt på længere sigt.

Danmarks ambassadør i Hanoi, Peter Lysholt Hansen, siger om korruption: – Det er begyndt at gå op for partiet og regeringen, at der skal slås hårdt ned på korruption, hvis legitimiteten over for befolkningen skal bevares, og man har også fundet ud af, at korruption hæmmer erhvervsudvikling og udenlandske investeringer. Derfor har styret taget en række initiativer for at komme uvæsenet til livs, siger han.

Blandt initiativerne er en større undersøgelse af korruptionens omfang. Den gav i november 2005 anledning til en ny antikor-ruptionslov, der indfører regler om, at alle offentligt ansatte og deres familier skal opgive, hvad de har af aktiver. Det gør det meget sværere at vaske sorte penge hvide og erhverve sig formuer på illegitim vis. Endelig har generalinspektoratet fået til opgave at kontrollere myndigheder for at opspore tegn på korrupt adfærd.

– De vietnamesiske myndigheder gør en meget større indsats end tidligere, og jeg er ret sikker på, at den nok skal bære frugt. Det bliver sværere at være involveret i korruption i fremtiden, siger Peter Lysholt Hansen.

DEBAT

ET RYSTENDE GENSYN

Engang var det Danmarks største ulandsprojekt. Støtten fra Danida hørte op i 1981, og siden har ’Congo-hospitalet’ været i stærkt forfald. I dag mangler her alt – undtagen personale. 500 ansatte plejer 15 patienter.

Foto
Hospitalets direktør (t.v.) viste rundt. En ikke videre munter oplevelse. Foto: Finn Balslev.

Af Finn Balslev, pensioneret Danidabudget-chef og administrationschef på Congohospitalet, 1971-73.

DR2 viste i januar Peter Tygesens tre dokumentarprogrammer om danskernes færd i Congo. Sidste afsnit handlede blandt andet om den danske bistand til undervisningshospitalet i Congos hovedstad Kinshasa (Congo-hospitalet) fra 1963 til 1981.

Tygesen tegner først et smukt billede af de udsendte danskeres engagerede arbejde med projektets opbygning med overlæge Jacob Raft i spidsen, men derefter gav filmen en forstemmende dokumentation af dette store danske ulandsprojekts totale forfald siden ophøret af den danske bistand i 1981.

Filmen inspirerede mig til at søge et Danida-rejsestipendium til Congo for selv at tage projektets nuværende situation i øjesyn og søge forklaringer på, hvorfor det er endt så galt med hospitalet siden overdragelsen til de congolesiske myndigheder for 25 år siden.

Har den danske bistandsindsats gennem 18 år på 141 mio. kr. (i dagens penge svarende til over 500 mio. kr.) været spildt? Kunne vi fra dansk side have forhindret eller afbødet projektets fatale skæbne?

Det handler denne artikel om.

Et hospital i forfald
Besøget på hospitalet i marts 2006 blev et rystende gensyn. Fra at være Congos bedst fungerende hospital med 250 sengepladser var næsten intet tilbage. Indsatsen havde ikke været bæredygtig.

Hospitalsbygningen var ikke blevet vedligeholdt. Mug, fugt og råd prægede bygningen, og ’junglen’ voksede bogstaveligt talt op gennem faldstammer og nedløbsrør.

En rundgang på hospitalet sammen med den nuværende congolesiske hospitalsdirektør bekræftede indtrykket af det totale forfald. Mange sengeafsnit havde defekte senge og beskidte madrasser. Andre sengeafsnit var på tredje år under renovering, men arbejdet var standset midt i det hele på grund af entreprenørens konkurs. Toiletterne var ude af funktion på grund af tilstoppede faldstammer. Ingen af hospitalets elevatorer var i drift. Hospitalets telefonsystem fungerede ikke længere.

Operationsstuerne var beskidte og manglede det mest basale udstyr. Det udstyr, der fandtes, var ude af drift, blandt andet narkoseanlæg og sterilisationsapparater. Madrasserne på operationsbordene var hullede og urene.

Medicinforsyningen på hospitalets apotek var mangelfuld og helt utilstrækkelig til seriøse medicinske behandlinger. Laboratorium og røntgenafdeling fungerede ikke.

Hospitalet rådede kun over en enkelt bus til transport af personalet. Men den var ude af drift.

På besøgstidspunktet var antallet af patienter på hospitalet omkring 15, mens antallet af ansatte blev oplyst til cirka 500. Baggrunden for dette misforhold mellem patienter og ansatte var, at hospitalet under borgerkrigen i 2001-02 midlertidigt blev anvendt som hospital for sårede, hvilket krævede ansættelse af over 200 ekstra medarbejdere. Styret i Congo har ikke fundet det politisk ønskeligt at fyre dem efter krigens afslutning, og de mange medarbejdere møder nu om morgenen og går hjem efter en dag uden egentlige arbejdsopgaver.

Rundgangen på hospitalet bød dog på en opmuntrende oplevelse: mødet med 13 gamle medarbejdere fra tiden i 1970’erne. Deres velkomst til en gammel dansk kending fra den tid var overvældende, og min tilstedeværelse satte straks rygter i gang om, at nu kom danskerne tilbage for at redde hospitalet. Jeg måtte skuffe dem.

Et mønsterhospital
Selve hospitalsbygningen på seks etager er opført under de sidste år af den belgiske kolonitid. Efter Congos uafhængighed i 1960 blev hospitalet anvendt af FN indtil 1963. Herefter tilbød man fra dansk side – inspireret af overlæge Jacob Raft – Congo at lade hospitalsbygningen danne grundlag for en omfattende indsats inden for den congolesiske sundhedssektor, administreret af Dansk Røde Kors (DRK).

Hospitalets opbygningsperiode strakte sig fra 1963-68 (1. aftaleperiode) og blev dels finansieret af privat indsamlede midler i Danmark, dels af ulandsbevillinger under Danida. Den indledende indsats bestod i renovering af hospitalsbygningen, indretning af sengeafsnit og installation af tekniske hospitalsfaciliteter (operationsstuer, narkose, røntgen, laboratorium, apotek, vaskeri, køkken etc.).

Hospitalet blev organiseret med medicinsk afdeling, operationsafdeling, fødegang, skadestue, intensivafdeling og administration.

Der etableredes transporttjeneste og lagerfunktion med medicin og reservedele. I denne første periode arbejdede omkring 60 udsendte – i øvrigt overordentlig vellønnede – danske medarbejdere på hospitalet (læger, sygeplejersker, jordemødre, apotekspersonale, laboranter, teknikere og administrativt personale).

Resultatet af denne indsats under overlæge Rafts ledelse blev et hospital, der dengang blev betegnet som Congos bedste.

Fakta om Congohospitalet

Hospitalet med 250 sengepladser i seks etager ligger i Congos hovedstad Kinshasa og blev fra 1963-81 støttet af danske ulandsmidler og indsamlede midler på i alt 141 mio. kr.

Projektet blev iværksat af overlæge Jacob Raft i 1963 med Dansk Røde Kors som administrator. Fra 1977 overgik projektets administration til Danida.

1963-68: Regeringsaftale I med opbygning af projektet (24,5 mio. kr.): istandsættelse af hospitalsbygningen, installation af teknisk udstyr samt udsendelse af cirka 60 danske læger, sygeplejersker, laboranter, teknikere og administratorer.

1968-73: Regeringsaftale II (60,0 mio. kr.) med konsolidering af hospitalets drift samt opførelse af en sygeplejeskole. Antallet af udsendte danskere nedbringes i perioden til cirka 55.

1973-79: Regeringsaftale III (49,5 mio. kr.) med gradvis overdragelse af funktioner og ansvar til congolesiske medarbejdere. Antallet af udsendte danskere nedbringes til cirka 21.

1979-81: Noteveksling med Congo om afvikling af den danske støtte (7,0 mio. kr.). Ved ophøret af den danske bistand pr. 1. maj 1981 var der seks udsendte danskere tilbage på projektet.

Overlæge Rafts død
Midt i den efterfølgende konsolideringsperiode fra 1968-73 (2. aftaleperiode) afgik overlæge Raft ved døden i begyndelsen af 1971. Dette lagde kimen til Congohospitalets nedtur. Raft havde varetaget ledelsen af hospitalet med en god blanding af fasthed, engagement og inspiration. Han traf alle vigtige beslutninger om hospitalets planlægning og drift, han var respekteret og afholdt af både det danske og congolesiske personale, og han havde et enestående kontaktnet blandt de congolesiske myndigheder.

Ved Rafts død opstod derfor et alvorligt ledelsesmæssigt tomrum, og motivationen hos det danske personale faldt. Der var ingen oplagte kandidater til at efterfølge ham som chef for hospitalet, og i København var Dansk Røde Kors og projektets bestyrelse helt uforberedt på den opståede situation. Pludselig var der ingen til at udstikke retningslinier eller udarbejde planer for hospitalets videre forløb. DRK og projektbestyrelsen i København nåede aldrig at blive det forum, som var nødvendigt for at forberede overdragelsen af projektet til congolesisk ansvar og ejerskab.

Færre danskere
I forbindelse med projektets 3. aftaleperiode fra 1973-79 blev der udarbejdet en plan for en nedtrapning af det danske personale fra cirka 50 til 20. De udsendte danskere skulle gradvis erstattes med congolesiske medarbejdere. På projektet blev de forskellige meninger om planen ikke søgt samlet i konsensus, fordi der både blandt hospitalets medarbejdere og i ledelsen var mange, der ikke helhjertet støttede planen. Man skulle jo hermed afgive vellønnede stillinger og overlade beslutningskompetence til congoleserne.

Tanken med overdragelsesplanen var i sig selv rigtig, men led af tre afgørende svagheder.

For det første overlod man ikke straks det reelle ansvar for projektets funktioner til congoleserne med danskerne i rollen som rådgivere. Det turde man simpelthen ikke på grund af udsigten til et fald i hospitalets faglige standard, frygt for kritik fra den danske Rigsrevision, og risikoen for uregelmæssigheder (tyveri fra lager, falske fakturaer, bedrageri etc.).

For det andet gav man fra dansk side løntilskud til de congolesiske statsansattes sundhedsmedarbejdere for at fastholde dem. Dette førte til, at de congolesiske myndigheder nægtede at videreføre det højere lønniveau, som var skabt af danskerne, hvilket senere førte til tab af de mest kvalificerede medarbejdere.

For det tredje tog man fra dansk side ikke tilstrækkeligt håndfaste initiativer over for de congolesiske myndigheder til at sikre, at der blev udarbejdet en holdbar congolesisk plan for, hvordan man skulle videreføre og indpasse hospitalet i landets sundhedsvæsen.

Som nævnt turde man fra dansk side ikke se i øjnene, at der var risiko for et fald i hospitalets standard i takt med udfasningen af det danske personale. Og det selvom den danske ambassadør i Kinshasa allerede i 1976 (midt i aftaleperioden) skrev følgende til Danida:

”Det er imidlertid vigtigt, at der allerede nu sker en nedtrapning af hospitalets standard, således at der ikke sker en kollaps ved aftaleperiodens udløb.” Ambassadøren understregede allerede på det tidspunkt, at det var nødvendigt at lade hospitalet overgå til fuldt congolesisk ansvar; herunder ikke mindst ansvaret for at tilpasse projektets standard til et niveau, som var økonomisk overkommeligt for Congo.

Et tyndslidt ejerskab
I begyndelsen af 1977 meddelte Dansk Røde Kors (DRK), at man ikke længere kunne påtage sig den hjemlige administration af hospitalsprojektet og anmodede om, at administrationen overgik til Danida. Grunden hertil var, at DRK flere gange offentligt var blevet kritiseret af Rigsrevisionen for sin forvaltning af projektet. I 1972 blev DRK kritiseret for at have betalt for høje lønninger til de udsendte danskere og i 1976 for overskridelser af bevillingerne, rod i regnskaberne og uprofessionel forvaltning. Ved at frasige sig det fortsatte ansvar for administrationen af Congohospitalet ønskede DRK at gardere sig mod yderligere kritik til skade for sit omdømme.

Denne omlægning af den hjemlige projektadministration fik en umiddelbart negativ indflydelse på projektet, fordi der nu skulle opbygges en ny administration i Danida, og fordi kontinuiteten med DRK som administrator blev brudt. Ejerskabet til projektet blev mere og mere tyndslidt.

1981: Slut med den danske bistand
Ved afslutningen i 1979 af den 3. aftaleperiode tiltrådte Danida en afsluttende bevilling på syv mio. kr. med sigte på endelig overdragelse af projektet i 1981. I disse sidste to år af den danske støtteperiode var antallet af udsendte danskere kommet ned på seks. Der blev i løbet af 1980 gjort forsøg på en blød landing ved at udskyde overdragelsesperioden i endnu to år. Herved ville man vinde tid til at sikre en mere forsvarlig overdragelse, men dette blev afvist af U-landsstyrelsen (i dag Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, red.) med følgende begrundelser:

En støtteperiode på mere end 18 år og et støttebeløb på 141 mio. kr. var usædvanligt for et enkelt projekt
Congohospitalet var med sin beliggenhed og målgruppe ikke tilstrækkeligt fattigdomsorienteret
Hospitalet var ikke blevet tilstrækkeligt integreret i det congolesiske sundhedsvæsen,
Dansk bistand var op mod 1980’erne blevet omlagt til sektorbistand i stedet for store enkeltprojekter som Congohospitalet
Danida var i gang med at reducere listen over modtagerlande for dansk bistand, og Congo var ikke med på denne liste
Congo under præsident Mobutu levede ikke op til de danske krav til god regeringsførelse, demokrati og respekt for menneskerettigheder

Med disse kontante argumenter stod det fast, at hospitalsprojektet skulle overdrages endeligt til congoleserne den 31. maj 1981. Samtidig lukkede Udenrigsministeriet sin ambassade i Kinshasa.

Projektets nedtur var for alvor begyndt. 1½ år efter overdragelsen besøgte en dansk konsulent hospitalet (i 1982) og kunne allerede da konstatere et betydeligt fald i den behandlingsmæssige standard og i personalets motivation.

Hvorfor gik det så galt?
Det politiske kaos i Congo og en sammenbrudt congolesisk økonomi giver selvsagt en betydelig del af forklaringen på projektets sammenbrud. Plyndringer af hospitalet, manglende bevillinger og det kvalificerede personales flugt fra Congohospitalet medvirkede til, at hospitalet ikke længere fungerer. Hertil kommer Congos mangel på fremmed valuta til at indkøbe medicin, udstyr og reservedele.

Hospitalets nuværende ledelse er ineffektiv og afspejler det congolesiske sundhedsministeriums lave prioritering af hospitalets fortsatte drift.

For Congohospitalet har der ikke været megen hjælp at hente hos de internationale organisationer. Samtaler med Verdensbanken og EU-repræsentationen i Kinshasa viste klart, at bistand til Congohospitalet ikke er interessant som led i den internationale bistand til sundhedssektoren i Congo.

Heller ikke bilaterale donorer som Frankrig og den tidligere kolonimagt Belgien har vist seriøs interesse i at træde ind i en renovering af hospitalet. Frankrig stillede i nogle år læger til rådighed, men ydede ikke samtidig økonomisk bistand til hospitalets almindelige drift. Belgien lavede for nogle år siden et overslag over udgifterne til en renovering af hospitalet på 2,5 mio. dollars, men det førte ikke til nogen aftale.

Hvis vi skal se på det danske medansvar for Congohospitalets triste skæbne siden 1981, kan det sammenfattes i følgende punkter:

Projektet blev i for lang tid drevet som en rent dansk institution.
De congolesiske sundhedsmyndigheder blev ikke i tide inddraget i beslutninger om hospitalets fremtid eller mødt med danske krav om en plan for driften af hospitalet efter overtagelsen.
Der skete ikke i tide en reel overdragelse af ansvaret for alle hospitalets funktioner til de congolesiske medarbejdere.
Danske løntilskud til de congolesiske ansatte vanskeliggjorde overdragelsen.
I den hjemlige danske administration og projektbestyrelse blev der ikke løbende formuleret instruktioner for overdragelsesprocessen og dens gennemførelse

Bæredygtigheden manglede
I ulandsdebatten herhjemme fokuserer vi - med rette – meget på nyttevirkningen af vores u-landsbistand. Bliver pengene spildt? Når vores bistand ud til dem, der har mest behov? Sikrer vi i tilstrækkelig grad, at vores bistandsaktiviteter er bæredygtige?

Historien om Congohospitalet giver ikke entydige svar på disse spørgsmål. Vi har i 18 år ydet en bistand på 141 mio. kr. til sundhedssektoren i Congo. For dette beløb har Congo helt sikkert fået to ting:

kvalificeret hospitalsbehandling af mange patienter, primært fattige congolesere
uddannelse og praktik for congolesiske læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale

Men når det kommer til bæredygtigheden af vores indsats på Congohospitalet, har vi været knap så heldige. Selvom de politiske og økonomiske forhold i Congo i sig selv har været en afgørende hindring for en bæredygtig overdragelse, kunne vi have tilrettelagt den bedre og sikret en mere langtidsholdbar forankring af Congohospitalet i den congolesiske sundheds-betjening i Kinshasa.

Finn Balslev vendte tilbage til Congo i marts 2006 på et rejestipendium fra Danidas Oplysningsbevilling.

Foto
Marts 2006. Finn Balslevs gensyn med staben.

Annonce

KOM NED FRA PIEDESTALEN, MÆRSK

A.P. Møller-Mærsk bør bruge de mange offentlige støttekroner til aktivt at bekæmpe fattigdom og udvikle demokratiet i Afrika. Fagbevægelsen er parat til at samarbejde.

Kommentar af Steen Andersen, næstformand i 3F

”Globaliseringen må bringes fra koncernbestyrelsernes og regeringskabinetternes høje piedestal ned og møde folks behov i de lokalsamfund, hvor de lever.”

Sådan skrev Tarja Halonen og Benjamin William Mkapa, Finlands og Tanzanias præsidenter, i forordet til en FN-rapport om globalisering. Ligesom FN’s generalsekretær KofiAnnan, opfordrer de og mange andre internationale ledere erhvervslivet til at tage deres globale ansvar alvorligt.

Disse opfordringer synes desværre at være forbigået koncernledelsens opmærksomhed hos A.P. Møller-Mærsk.

”Vores kamp er ikke at bekæmpe Afrikas grænseløse fattigdom,” siger finansdirektør Jørgen A. Engell i et interview i udvikling nr. 3. I stedet mener han, problemet er, at nød og fattigdom skaber egoisme og korruption. Man fornemmer et ønske om at lægge hele ansvaret for miseren på afrikanerne selv, og det undrer, at udvikling ikke får bragt erhvervslederes ansvar for en global bæredygtig udvikling mere på banen.

Men bør en koncern med en årsomsætning på 208 mia. kr. og et resultat på 20 mia. kroner ikke forholde sig til fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og demokratiudvikling? Til sammenligning udgør dansk bistand omkring 11 mia. kroner.

Som forbindelsesled mellem de fattige afrikanske bønder og den bevidste europæiske forbruger sidder Mærsk så afgjort i en nøglerolle. Og som modtager af store summer i offentlige midler undrer det, at disse midlers formål ikke indgår i koncernledelsens overvejelser. Formål som fattigdomsbekæmpelse, demokratiudvikling og bidrag til lokal erhvervsudvikling.

I stedet udtrykker Jørgen A. Engell det rent forretningsmæssige synspunkt, at ordningerne er til for at hjælpe dansk erhvervsliv. Han erkender, at man må opføre sig ordentligt, og at uddannelse af lokale medarbejdere er med til at tilføre samfundene en værdi. Men det er svært at finde noget præcist om, hvilke værdier og rettigheder medarbejderne uddannes til at respektere.

3F arbejder også internationalt. Vi er stødt på Mærsk næsten overalt, hvor vi bidrager til at udvikle en repræsentativ, ansvarlig fagbevægelse. Vi har ikke udelukkende hørt pæne ord om Mærsk fra vore udenlandske kolleger. Især ikke om viljen til samarbejde og forhandling af arbejdsforhold, beskyttelse af de ansattes liv, sikkerhed og respekt for medarbejdernes grundlæggende rettigheder. Vi er heller ikke stødt på åbenhed fra koncernens side, så vi kunne være med til at undersøge, om der er hold i kritikken.

Har Mærsk vilje til at udvikle en global politik, der klart fortæller ledere og medarbejdere i koncernen, hvilke rettigheder man vil respektere?

På selskabets hjemmeside står der, at det bestræber sig på at være retskaffent, ansvarligt og miljøbevidst. Det indebærer ”natur-ligvis overholdelse af internationale love og konventioner.” Nærmere kommer man det ikke. Vi vælger at tro, at det blandt andet handler om de grundlæggende lønmodtagerrettigheder, som er beskrevet i 8 (ud af 185) ILO-konventio-ner. ILO og FN har udpeget disse som det internationale minimum på arbejdsmarkedet.

Et forslag om direkte at referere til overholdelsen af disse konventioner blev massivt afvist på A.P. Møllers seneste generalforsamling i april. Et direkte samarbejde på basis af en aftale med fagbevægelsen om disse rettigheder er en anden mulighed, som vi hermed tilbyder selskabet. Vi er overbevist om, at et sådant samarbejde kan styrke begge parter i at leve op til formålene med den offentlige udviklingsbistand og til vores globale etiske ansvar. (Forkortet af red.)

BØGER

HJÆLPER DET NOGET?

Ingen entydige svar på om bistanden virker. Interessant og akademisk antologi fra DIIS.

Af Morten Seifert, M.Sc. / journalist

Det er svært at vise effekten af u-landsbistand. Verden er kompleks, og alle projekter indgår i et net af faktorer – kaldet virkeligheden – som ofte er større og stærkere end det lille projekt. Måske sker der en udvikling for vores målgruppe – men skyldes den overhovedet vores projekt?

Veteranen Steen Folke og kollegaen Henrik Nielsen står bag antologien Aid Impact and Poverty Reduction. Bidragyderne er alle udviklingsforskere med rod i et større DIIS-program om emnet.

Begreberne er flygtige
Impact er et mere kvalitativt og langt bredere begreb end de ofte anvendte output, effektivitet, effekt og spredningseffekt. Argumenterne for at bruge det mindre rigide og mere menneskelige impact er sympatiske. Men anvendeligheden fortaber sig samtidig lidt i tågen. Bogen stiller flere spørgsmål, end der gives svar.

I Folke og Nielsens introduktion om impact og poverty reduction får vi en idé om, hvor flygtige nogle af bistandens skiftende begreber er. Bistandens hovedmantra er skiftet fra ’udvikling’ til ’fattigdomsbekæmpelse’. Men fattigdomsbekæmpelse er ligesom udvikling et multidimensionelt begreb – for fattigdom handler, som bedstemor jo også sagde til os, om meget mere end penge.

Både ja, nej og ved ikke
Bogens eksterne bidrag er opdelt i to afsnit. Et om aid relations, som perspektiverer forholdet mellem donor og modtager og deres forskellige motiver.

I anden del findes fem konkrete casestudier af aid-impact. I separate artikler gennemgås impact af Verdensbankens mikrokreditprogram, Danidas Noakhali-projekt, fødevaresikkerhed i Etiopien, vandforsyning i Nepal og landbrugsudvikling i Mozambique.

Bogen giver kun få endelige svar. Det kan allerede her afsløres, at samtlige artikler svarer både ja og nej (en enkelt ’ved ikke’) til, om hjælpen har en impact.

Steen Folkes eget kapitel om Danidas vældige panserkrydser, Noakhali-projekt i Bangladesh, er måske det mest interessante. Ni år efter afslutningen dykkede Steen Folke ned for at studere vraget i en omfattende evaluering af projektets langtids-impact. Og Folke konkluderer, at dele af projektet faktisk har haft en positiv langtidsvirkning, til overraskelse for mange, inklusive ham selv.

Noakhalis approach, integrated rural development, nåede i projektets 14-årige levetid at ændre status fra at være innovativt til at være forældet. Det interessante er, at man kasserede tilgangen som ubrugelig, længe inden man med rimelighed kunne sige, om den faktisk virkede.

Udvikling er svær at måle
I den standende debat om hvorvidt u-landsbistanden virker, bliver bogen desværre ikke et vægtigt argument for den gavnlige bistand. Til gengæld bliver vi klogere på, hvorfor spørgsmålet er så svært at besvare. Menneskers og samfunds udvikling er uendeligt svære at måle og begreberne svære at fastholde. Udvikling tager lang tid, og u-landsbistandens modeluner skifter hurtigere, end vi kan nå at opsamle erfaringer ved de enkelte tilgange.

Interessant læsning. Men den forholdsvis akademiske fremstilling gør den vanskelig at læse for folk uden for bistandens egne snævre cirkler.

Steen Folke and Henrik Nielsen (eds.): Aid Impact and Poverty Reduction. DIIS. Palgrave MacMillan 2006. 250 sider.

GLADE BØRN I GRØNNE OASER

Når du til jul går ind i dit pengeinstitut for at købe Børnenes U-landskalender 2006, så er du med til at støtte AC Børnehjælps projekt ’Glade Børn i Grønne Oaser’ i Etiopien.

    Projektet giver børn og deres familier i Entotobjergene omkring hovedstaden Addis Abeba mulighed for at få et bedre liv. Familiernes vigtigste indtægtskilde er at samle og sælge brænde, et arbejde børnene i høj grad hjælper med til at udføre. Men på grund af et stigende brændselsforbrug skal familierne gå længere og længere for at finde tilstrækkeligt med brænde.

    AC Børnehjælps projekt skal skabe 10 store, grønne oaser på udvalgte steder i bjergene. Oaserne skal beplantes med en række forskellige træsorter.

    Ved at åbne lågerne i Børnenes U-landskalender i december 2006 kan danske børn hjælpe børnene i Entotobjergene med at få et bedre liv.

    Hvis du vil vide mere om AC Børnehjælp og deres projekter rundt om i verden, så kan du gå ind på deres hjemmeside: http://www.a-c.dk. Her vil du også kunne rekvirere et af deres hæfter med børnefortællinger fra alverdens lande.

SKOLEN SET FRA BØRNEHØJDE

Hvis du har et barn i skolealderen, der kan have brug for at sætte sin skolegang lidt i perspektiv, så læs denne bog for barnet. Den vil utvivlsomt få barnet til at forstå, at uddannelse og lange skoledage er en gave.

    ’Før min skoletid’ består af en samling anekdoter skrevet af tanzanianske drenge fra 9. klasse, som så er indsamlet af Birgit Forchhammer, mens hun var medfølgende hustru til en Danidaudsendt i Tanzania.

   I bogen fortæller drengene om deres forhold til skolen og uddannelse. Vi hører historien om Mossi, der som fireårig måtte flytte hen til naboen, fordi han skulle passe dennes kvæg. Forældrene havde ingen penge, så derfor kunne Mossi ikke gå i skole. Fin og enkel bog, som dog ikke skiller sig meget ud fra alle de andre fortællinger om afrikanske skolebørn.

   Bogen, der er på 72 sider og koster 160 kroner, er udgivet af forlaget ATTIKA.

Annonce

Rettelse
I artiklen om præsidentvalget i Bénin i udvikling nr. 3/2006 side 9 fremgår det, at Kérékou har været landets præsident siden 1972. Dette er ikke korrekt. Det første ’frie’ præsidentvalg i 1991 blev vundet af Nicéphore Soglo, der herefter var Bénins præsident 1991-1996.

DANIDAS ÅRSBERETNING PÅ GADEN 1. JUNI

Årsberetningen er gratis og kan bestilles eller downloades hos http://www.danida-publikationer.dk

NAVNE

DEN NÆSTE ’ANNAN’ BLIVER...

Diskret midaldrende, asiatisk mand med forbindelserne i orden og administrative færdigheder søges til en umulig, ydmygende, men særdeles eftertragtet stilling.

Foto
Til nytår udløber KofiAnnans 2. embedsperiode, og jagten på en ny generalsekretær er derfor gået ind. Ghanesiske Annan har været FN’s generalsekretær siden 1997, hvor han overtog posten efter egyptiske Boutros-Boutros Ghali. Foto: AP/Polfoto.

Af Kirsten Larsen

Svenske Dag Hammarskjöld var ikke kandidat til posten og prøvede heller ikke at få stillingen, da han den 1. april 1953 blev udpeget til generalsekretær for FN. Han troede, det var en aprilsnar, da han blev kontaktet. Også Pérez de Cuéllar fra Peru regnede med, at det var en joke, da han blev ringet op i feriehuset lidt over 28 år senere. Han var overhovedet ikke blevet nævnt som en mulighed.

Det er ikke uden grund, at man generelt siger, at hvis du er erklæret kandidat til stillingen som FN’s generalsekretær, ja hvis bare det kommer frem, at du gerne vil – så glem det. De officielle kandidater har det med at tabe pusten før mål. Vinderen er den, der diskret og umærkeligt har bragt sig i en gunstig position, og som ikke er blevet skudt ned af et veto i de indledende runder i Sikkerhedsrådet. Det kræver diplomatiske evner og forbindelser ud over det sædvanlige.

Pres for øget åbenhed
Tiderne er skiftet siden det første valg i 1946, og valget til FN’s toppost er et vægtigere og mere offentligt politisk emne end tidligere. Presset for en mere åben og systematisk ansættelsesprocedure vokser gang for gang. Også i år har medlemslande fremsat krav om indsigt og indflydelse, jobsamtaler – eller i det mindste bare kendskab til de navne, der bliver diskuteret. Men der findes stadig ikke noget, der ligner en stillingsbeskrivelse, en ansøgningsfrist eller retningslinier for udvælgelsen, og det kan heller ikke nås i år, hvor KofiAnnans 2. embedsperiode udløber pr. 31. december.

Meget, men ikke alt, kommer til at foregå, som det plejer. Blandt andet ulmer utilfredsheden blandt Generalforsamlingens 191 medlemmer. Det er derfor ikke sikkert, de bare blåstempler Sikkerhedsrådets indstilling.

Røde og hvide sedler
Retningslinierne i FN-pagten er få og små. Generalforsamlingen vælger generalsekretæren efter indstilling fra Sikkerhedsrådet. Og stillingsbeskrivelsen er – FN’s øverste administrative chef. Hertil kan lægges en beslutning fra 1946 om, at Rådet kun skal indstille én kandidat. Og en generalforsamlingsbeslutning fra 1997 om at der skal tages hensyn til regioner og køn – og at kandidaten skal være den bedst egnede til stillingen.

Sikkerhedsrådet har i tidens løb udviklet en procedure, som meget forenklet går ud på, at alle medlemmer på en liste med kandidatnavne skriver om de er positivt eller negativt indstillet. De faste medlemmer har røde sedler, de andre hvide. KofiAnnan fik efter sigende syv gange negativt rødt – før Frankrig blev overtalt og Sikkerhedsrådet den 13. december, mindre end tre uger før hans tiltrædelse, indstillede ham til valg på Generalforsamlingen.

Første krav til en kommende topchef er altså – at han (i teorien hun) kan accepteres af alle fem faste medlemmer, der mildest talt har forskelligt rettede dagsordener. Der ryger de fleste højtprofilerede, åbenlyst selvstændige personligheder, samt kandidater fra meget markante lande. De fem faste bliver traditionelt udelukket fra posten, selv om der ikke officielt er noget til hindring for, at den populære tidligere amerikanske præsident Bill Clinton kan blive valgt. Det har faktisk i årevis været et skrækscenario på ærkerepublikanske hjemmesider: Hr. Clinton i toppen af FN og fru Clinton i Det Hvide Hus. Men det er usandsynligt. FN’s næste chef vil nok stamme fra et alliancefrit land – det plejer han.

Det er Asiens tur
Magtkampen blandt de fem faste ventes at blive heftigst mellem USA og Kina. Beijing er i de senere år for alvor begyndt at blande sig i globale politiske spørgsmål, og er en langt mere aktiv spiller i Sikkerhedsrådet end tidligere. Kinas FN-ambassadør Wang Guangya har således udtalt, at han kun stemmer for en asiat. USA forkaster princippet om rotation mellem regionerne med den tilføjelse, at hvis de andre absolut vil have rotation, ja så har Østeuropa, der stadig eksisterer som en region i FN-systemet, aldrig haft stillingen. Et argument der tolkes som støtte til Polens tidligere præsident Kwasniewski, som Washingtons tak for indsatsen i Irak og i bekæmpelse af terror.

Det skal selvfølgelig være en fransktalende asiat – og dermed er det efter sigende farvel til en af de kun tre officielle kandidater, Thailands vicepremierminister Sarukiart Sathirathai, en Harvarduddannet jurist med økonomisk baggrund og ifølge en tidligere thailandsk ambassadør så svag, at det vil skade Thailands omdømme, hvis han skulle blive valgt. Men om Pérez de Cuéllar blev det sagt, at det ikke ville plaske, hvis han faldt overbord. Og både Dag Hammarskjöld og KofiAnnan blev valgt som ufarlige bureaukrater. Jobbet kræver styrke, store diplomatiske evner og høj moral vil nogen sige – det må bare ikke kunne ses før ansættelsen.

Sri Lankas Jayantha Danaphala har som tidligere ambassadør i Washington og tidligere undergeneralsekretær for nedrustning både forbindelser og en passende lav profil.

Han har udvist en overraskende udholdenhed efter mere end et år i skudlinien. Men det ville være en meget stor overraskelse, hvis han eller Sydkoreas udenrigsminister Ban Ki Moon holder til mål.

Om det er en kvinde eller en mand er uforudsigeligt. Der er intet, der formelt eller uformelt står i vejen for en kvindelig generalsekretær – tværtimod så er det kommet lidt på mode i FN-kredse at understrege, at det er på tide med en kvinde. Valget plejer bare at falde på en mand.

Et skud i tågen
UNDP’s chef Kemal Dervis, Tyrkiets økonomiske redningsmand kunne passe meget godt til beskrivelsen. Bortset fra at han er FN-mand, om end ny i systemet. KofiAnnan blev plukket fra FN’s egne rækker – at tage to i træk kunne skabe præcedens, så det taler imod. Og det taler også imod undergeneralsekretær, inderen Shashi Tharoor, der håber at kunne gøre sin chef kunsten efter – at være på det rette sted på rette tidspunkt Jordans forholdsvis unge, meget populære FN-ambassadør, prins Zeid Ra’ad Zeid al-Hus-sein synes at passe rigtig fint til profilen. Asiatisk pr. definition, men alligevel ikke rigtig. En moderne international med foden i mange lejre som kunne ligne et velkvalificeret kompromis. Imod ham taler selvfølgelig, at han er blevet nævnt af mange og er blandt favoritterne i New York. I sidste ende bliver beslutningen taget i hovedstæderne, og der er man ikke nødvendigvis enige med diplomaterne.

Gik det efter popularitet i hovedkvarteret i New York, ja så skulle der nævnes mindst to navne mere. Louise Arbour, canadisk Højkommissær for Menneskerettigheder og Sveriges ny udenrigsminister Jan Eliasson. Men de er begge født det forkerte sted.

Kirsten Larsen er journalist på programmet Orientering på Danmarks Radios P1. KTL@dr.dk

NY MAND PÅ MIDTERMOLEN

Foto

Efter 26 år i udlandet vender Jakob Simonsen hjem for at blive ny chef for UNDP’s Nordiske Kontor i København.

Tekst og foto: Stefan Kati´c

I 1980 modtog Jakob Simonsen, nyudklækket cand.mag. fra Aarhus Universitet, en telex (forgængeren for telefax og e-mails) fra UNDP med et tilbud om en stilling som Junior Professional Officer (JPO) på UNDP’s landekontor i Tegucigalpa. Det lød godt, men han anede bare ikke, i hvilken verdensdel byen lå.

Byen med det halsbrækkende navn er hovedstad i Honduras, og for Jakob Simonsen blev det indledningen til et langt, latinamerikansk engagement med job for FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i henholdsvis Panama, Nicaragua og Peru.

Efter 26 år på udeposter i FN-systemet sætter Jakob Simonsen sig nu ikke på én, men på tre chefstole på Midtermolen ved Langelinje i København, hvor han skal være chef for UNDP’s Nordiske Kontor – det næststørste UNDP-kontor uden for New York – og for FN’s Indkøbsorganisation (IAPSO) samt UNDP’s globale personaleadministration. I alt tæt på 150 ansatte.

På verdensplan betaler de nordiske lande over en tredjedel af UNDP’s samlede budget, så for Jakob Simonsen bliver den store udfordring at overbevise politikere og skatteydere i Skandinavien om, at de får value for money.

Arven efter Grosen
Jakob Simonsen kommer fra en stilling hos UNDP i Tyrkiet, hvor han siden 2003 har været Res. Rep. (Resident Representative), som det hedder på FN-mandarinsprog.

Et job, han endnu ikke har afsluttet og derfor lige nu pendler mellem Ankara og København – man øjner et vist pres for at få stillingen på Midtermolen besat. Han tiltræder på en trist baggrund, nemlig forgængeren Poul Grosens alt for tidlige død sidste år. Hvor Grosens facon var bramfri og undertiden provokerende, så er Jakob Simonsen noget mere diplomatisk. Selvom der ikke er tvivl om, at også han brænder for UNDP ”som det kit, der skal holde FN-systemet sammen.”

Tidligere kolleger betegner ham som insisterende, vellidt, følsom – og meget dansk.

’En rimelig lang reception’
For snart 10 år siden var Jakob Simonsen lige ved at komme for sent til en reception på den japanske ambassade i Perus hovedstad Lima i anledning af kejserens fødselsdag. Han nåede det lige, og næppe var champagnen budt rundt, før 14 bevæbnede Tupac Amaruby-partisaner stormede ambassaden og tog 250 gæster som gidsler – herunder Jakob Simonsen, der kom til at fungere som talsmand for gidslerne i de 126 dage, dramaet varede. I dag vælger han at fokusere på det positive i gidseldramaet, nemlig solidariteten mellem gidslerne under det han selv omtaler som ’en rimelig lang reception’.

Et andet Danmark
Fra sin base i Latinamerika har han i tre omgange haft afstikkere til New York. Først som programmedarbejder for FN’s Befolkningsfond (UNFPA) 1983-86, dernæst som souschef for UNDP’s Latinamerika- kontor 1991-1994 og senest som regional souschef for UNDP’s Latinamerika- og Europakontor 1997-2003. Trods gidseltagning og FN-bureaukrati betegner den ny UNDP-chef sit arbejdsliv som ’utroligt privilegeret’ fra et perspektiv som udviklingsarbejder. Men tilværelsen som expat har sin pris: – Du bliver sigøjner uden rod. Og du ender med at blive observatør, ikke aktør, i samfundsprocessen, siger Jakob Simonsen, der har sine rødder i Vesthimmerland, er helt bevidst om, at det Danmark, han nu skal til at arbejde i, er et andet end det, han forlod for 26 år siden:

– Jeg tror, jeg kender Danmark, men det kan jeg ikke gøre. Jeg kender gaderne i København, men ikke den danske mentalitet. Men det er en udfordring, som jeg glæder mig til, skynder han sig at tilføje.

Jakob Simonsen vender hjem sammen med samleversken Anne-Birgitte og to børn. I Danmark venter tre voksne børn fra et tidligere ægteskab. Den yngste går på RUC og læser – Internationale Udviklingsstudier.

NYT OM NAVNE MAJ

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene.)

Cand. scient. parasitologi, Maria Ejlertsen, 26, er kontraktansat som bilateral juniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme i Kenya med tjenestested i Nairobi.

Cand. jur. Jacob Gammelgaard, 49, er kontraktansat som seniorrådgiver ved JOPSO, Phase III i Vietnam.

Civilingeniør, Jørgen Georg Jensen, 60, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Regional Programme for Environment and Sustainable Development i Guatemala.

MSc.Economics Michael Kvetny, 56, er kontraktansat som seniorrådgiver ved FUNAE Energy Sector Programme Support (ESPS) i Mozambique.

MSc. Economics Hans Peter Larsen, 39, er kontraktansat som seniorrådgiver ved EDSP i Rusland med tjenested i byen Pskov.

Foto

Læge Stine Lund, 35, er kontraktansat som bilateral juniorrådgiver ved HSPS i Tanzania med tjenestested i Zanzibar.

MA Languages and Literature, Sirpa Anneli Sinervä, 50, er kontraktansat som rådgiver ved Education Sector Programme SEAR Component i Nicaragua.

Cand. merc Keld Erik Skaaning, 60, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme i Mozambique.

MSc. Erik Kjær Sørensen, 46, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Capacity Building with Wind Energy i Kina.

MULTILATERALE RÅDGIVERE

(JPO’s og seniorrådgivere)

Cand.jur. Morten Peschardt Pedersen, 30, er udsendt som JPO til UNOHCHR’s regionalkontor i Etiopien, hvor han skal arbejde med mennskerettighedsspørgsmål.

Cand.merc.int. Johanne Søkilde Jelnes, 33, er udsendt som JPO til Kenya for UNEP, hvor hun skal arbejde med international vandressourcemanagement.

UDENRIGSMINISTERIET

Cand.scient.soc. Tina Gade Jensen, 29, er blevet ansat som fuldmægtig i Afrika-kontoret.

Cand.scient.pol. Anna Kjær, 28, er blevet ansat som fuldmægtig i kontoret for Udviklingspolitik.

Foto

Cand.scient.pol. Mette Rise Soetmann, 28, er blevet ansat som fuldmægtig i kontoret for Erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand.

Foto

Master in Public Adm. Ulrik Birk-Petersen, 31, er ansat som fuldmægtig i kontoret for FN og globalt udviklingssamarbejde. Han har tidligere arbejdet for Europa-Kommis-sionen og Verdensbanken.

NGO’ER

Læge Camilla Bredholt er af den danske nationalkomité for United World Colleges valgt som ny formand. Hun er medstifter af Læger uden Grænser i Danmark og programdirektør i ’Humanity in Action’.

Ole M. Jung overtager posten som bestyrelsesformand for CARE Danmark. Ole M. Jung er direktør for Herlufsholm Skole og tidligere næstformand i CARE Danmark. På posten som næstformand tiltræder tidl. generaldirektør for DR, Christian S. Nissen.

Foto

Maskiningeniør Tummas Kastalag, 33, er rejst til Bor i det sydlige Sudan, hvor han bliver ansvarlig for Læger uden Grænsers logistiske arbejde på hospitalet i Bor.

Morten Olesen er blevet ansat som program- og virksomhedsmedarbejder i Læger uden Grænser med ansvar for alle programrelaterede relationer til Danida samt ansvaret for kontakter til små og store virksomheder.

Journalist Morten Bonde Pedersen, 35, er udsendt til Kenya for Mellemfolkeligt Samvirke. Han har bl.a. arbejdet på Kristeligt Dagblad og Ingeniøren.

Dirigent Frans Rasmussen er udnævnt til ambassadør for ASF-Dansk Folkehjælp. Frans Rasmussen er docent i orkesterdirektionen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og formand for Dansk Kapelmesterforening.

Foto

HD i afsætningsøkonomi Marie Villumsen, 28, er rejst til Asmatregionen i Indonesien, hvor hun får ansvar for en vaccinationskampagne mod mæslinger, som Læger uden Grænser har indledt.

ANDRE

Cand. psych. Flemming Bo Nielsen, 59, er ansat som international observatør for et 1/2 år for det norsk forhandlede (2002) fredsinitiativ Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM).

Cand. mag. Jakob Simonsen, 55, er ansat som direktør for UNDP’s Nordiske Kontor i København. Se portræt øverst på siden.

Mads Øvlisen, 66, er valgt til bestyrelsen for FN’s Global Compact. Mads Øvlisen er dermed den ene af kun to europæere i denne bestyrelse. Han er tillige formand for bestyrelsen i Novo Nordisk A/S og Lego A/S.

BAGSIDEN

TSOTSI ER ET TUDEFJÆS

Den sydafrikanske Oscar-vinder ’Tsotsi’ var et længe ventet klimaks på et langt tilløb for landets boomende filmindustri. Men lokalt finder nogle filmen en anelse for nuttet til at være rigtig troværdig.

Filmplakat
Tsotsi – udtales ’sot-si’ – er instrueret af sydafrikanske Gavin Hood. Foto: Scanbox.

Af Jesper Strudsholm, Cape Town

Det er fint nok, at filmen ’Tsotsi’ om en ung kriminel var den første film fra Afrika, der vandt en Oscar.

Det er da også glimrende, at fjerntboende anmeldere som Kim Skotte fra det i Afrika sørgeligt ukendte dagblad Politiken beskrev den 21-årige Presley Chweneyagae som ’in-tet mindre end sensationelt god’ i hovedrollen som Tsotsi (der betyder gangster).

Men heller ikke i Sydafrika skal den slags ros få nogen til at tro, at man er noget særligt: ’Vores tsotsi er noget af et tudefjæs. Hans ansigt mangler townshippens særlige hårdhed,’ skrev Itumeleng Motuba i landets største avis The Sowetan. Og det endda den selv samme dag, som nationen ellers var ved at revne af stolthed over den seneste hæder til en fremstormende filmindustri.

Men var det nu andet og mere end Janteloven oversat til zulu?

En anelse. For det første har Motuba ret. Selv om et par af voldsscenerne i ’Tsotsi’ er kvalmende, så er der stadig langt ned til bunden i den sump af grusomheder, hvor sydafrikanske kriminelle ofte opererer.

For det andet påpegede Motuba – ligeledes korrekt – at ’Tsotsi’ er lavet med kraftig skelen til, hvad der ville gøre sig i Europa og USA. Og dermed også, hvad man vil værdsætte i de hvide kredse, der leverer det meste af biografpublikummet i Sydafrika.

I Sowetos støv
Sagt på en anden måde: ’Tsotsi’ er (endnu) et eksempel på en film om sorte mennesker, lavet af en hvid instruktør for et hvidt publikum. Og selvfølgelig ærgrede det Motuba på The Sowetan en anelse, at det var den type film, der skulle vinde en Oscar. Når nu endelig filmverdenen havde fået øje på Afrika.

Set med afrikanske briller var hæderen dog et voldsomt fremskridt i forhold til Sydafrikas første Oscar, der for to år siden gik til Charlize Theron for bedste kvindelige hovedrolle i filmen ’Monster’.

Hvor ’Tsotsi’ er solidt plantet i Sowetos støv, har Theron brugt det meste af sit liv på at gøre sig selv så amerikansk som mulig. Sine sydafrikanske rødder fremhæver hun mest for at sætte sin senere succes i Hollywood i relief.

Succes for socialrealisme
’Tsotsi’ er rent hjemmedyrket. Og hvis vi et øjeblik skifter de afrikanske briller ud med de internationale, er Oscarvinderen da også markant sydafrikansk – akkurat som ’Car-men’ (der vandt en Guldbjørn i Berlin for to år siden og netop har været oppe i Danmark) og ’Yesterday’ (der var Oscar-nomineret sidste år).

’Carmen’ flytter Bizets kendte opera til townshippen Khaylitsha i Cape Town, mens ’Yesterday’ på landet i KwaZulu-Natal-pro-vinsen følger en ung kvindes kamp mod aids.

Succesen bygger altså på noget så umoderne som socialrealisme med de fleste replikker på lokale afrikanske sprog. Den recept har gennem tiderne været prøvet i mange afrikanske lande, men har sjældent ført til en international succes, der rakte ud over ros på filmfestivalerne i Ouagadougou, Burkina Faso.

’Tsotsi’, ’Carmen’ og ’Yesterday’ udmærker sig ved at være lavet i et filmsprog, der forstås uden for Afrika. Og selv om det – som Itumeleng Motuba påpegede – måske er gået en anelse ud over autenticiteten, har Sydafrika derved atter stået for vigtigt brobyggeri mellem kontinenterne.

Internationalt tilskud
Rent teknisk er filmindustriens succes et eksempel på Sydafrikas evne til at kombinere det bedste fra verden med det bedste fra Afrika. Tusinder af reklame- og spillefilm bliver i disse år indspillet i Sydafrika, hvor man inden for en times kørsel fra Cape Town kan finde alt fra ørkenlandskaber til vingårde a la Provence. Og det i et forudsigeligt klima, der leverer sommer, når det er vinter i Europa og USA. Det har skabt et frodigt lokalt filmmiljø, hvor lokale har lært af de internationale gæster.

Over racekløften
I den sydafrikanske regnbuenation er ’Tsotsi’ og Oscar-virakken interessant, fordi filmen tilsyneladende rækker over racekløften.

Hidtil har det sorte flertal været voldsomt underrepræsenteret i biograferne, der næsten udelukkende ligger i store shoppingcentre i de mere velhavende (og derfor overvejende hvide) bydele. Der var da heller ingen sorte i salen, da jeg aftenen før Oscar-uddelingen så ’Tsotsi’ i en gabende tom sal. Ved et gensyn to uger senere så meget anderledes ud. Nu var publikum i den velbesøgte biografsal overvejende sorte. Og der blev kommenteret livligt på scenerne fra Soweto.

Med samme uvidenskabelige målestok kunne man efter Oscar-uddelingen lytte sig til en interessant tendens på flere talkshows i sydafrikansk radio. Hvide kvinder ringede ind for at fortælle, hvordan de – efter selv at have set ’Tsotsi’ – havde inviteret deres sorte rengøringskoner og gartnere i biografen.

Forandring fryder
Ikke megen anden sydafrikansk kunst har skabt et lignende behov for at dele oplevelsen med andre racer. Årsagen var indlysende nok: ’Tsotsi’ sætter et menneskeligt og komplekst ansigt på den kriminalitet, der forpester både hvides og sortes liv.

Vi ser en ung mand, der myrder og røver. Men vi får også forklaret baggrunden for hans følelseskulde. Som hundredetusinder af andre børn i disse år voksede han op som forældreløs, efter hans mor og far døde af aids. Vigtigst af alt: Da Tsotsi på bagsædet af en røvet bil finder en baby, opdager han sit indre menneske.

Filmens budskab er med andre ord, at forandring er mulig. Og den vinkel er tydeligvis populær for hvide, der gennem pigtråden om deres villaer har betragtet Sydafrika som et uhelbredeligt morads af kriminalitet.

Journalist Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent fra dagbladet Politiken og aktuel med ’rejsebogen’ Turen går til en bedre verden. jesper@iafrica.com

Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "Udvikling nr. 4 2006".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6546/index.htm

Top | Print