NAVNE

DEN NÆSTE ’ANNAN’ BLIVER...

Diskret midaldrende, asiatisk mand med forbindelserne i orden og administrative færdigheder søges til en umulig, ydmygende, men særdeles eftertragtet stilling.

Til nytår udløber KofiAnnans 2. embedsperiode, og jagten på en ny generalsekretær er derfor gået ind. Ghanesiske Annan har været FN’s generalsekretær siden 1997, hvor han overtog posten efter egyptiske Boutros-Boutros Ghali. Foto: AP/Polfoto.

Af Kirsten Larsen

Svenske Dag Hammarskjöld var ikke kandidat til posten og prøvede heller ikke at få stillingen, da han den 1. april 1953 blev udpeget til generalsekretær for FN. Han troede, det var en aprilsnar, da han blev kontaktet. Også Pérez de Cuéllar fra Peru regnede med, at det var en joke, da han blev ringet op i feriehuset lidt over 28 år senere. Han var overhovedet ikke blevet nævnt som en mulighed.

Det er ikke uden grund, at man generelt siger, at hvis du er erklæret kandidat til stillingen som FN’s generalsekretær, ja hvis bare det kommer frem, at du gerne vil – så glem det. De officielle kandidater har det med at tabe pusten før mål. Vinderen er den, der diskret og umærkeligt har bragt sig i en gunstig position, og som ikke er blevet skudt ned af et veto i de indledende runder i Sikkerhedsrådet. Det kræver diplomatiske evner og forbindelser ud over det sædvanlige.

Pres for øget åbenhed
Tiderne er skiftet siden det første valg i 1946, og valget til FN’s toppost er et vægtigere og mere offentligt politisk emne end tidligere. Presset for en mere åben og systematisk ansættelsesprocedure vokser gang for gang. Også i år har medlemslande fremsat krav om indsigt og indflydelse, jobsamtaler – eller i det mindste bare kendskab til de navne, der bliver diskuteret. Men der findes stadig ikke noget, der ligner en stillingsbeskrivelse, en ansøgningsfrist eller retningslinier for udvælgelsen, og det kan heller ikke nås i år, hvor KofiAnnans 2. embedsperiode udløber pr. 31. december.

Meget, men ikke alt, kommer til at foregå, som det plejer. Blandt andet ulmer utilfredsheden blandt Generalforsamlingens 191 medlemmer. Det er derfor ikke sikkert, de bare blåstempler Sikkerhedsrådets indstilling.

Røde og hvide sedler
Retningslinierne i FN-pagten er få og små. Generalforsamlingen vælger generalsekretæren efter indstilling fra Sikkerhedsrådet. Og stillingsbeskrivelsen er – FN’s øverste administrative chef. Hertil kan lægges en beslutning fra 1946 om, at Rådet kun skal indstille én kandidat. Og en generalforsamlingsbeslutning fra 1997 om at der skal tages hensyn til regioner og køn – og at kandidaten skal være den bedst egnede til stillingen.

Sikkerhedsrådet har i tidens løb udviklet en procedure, som meget forenklet går ud på, at alle medlemmer på en liste med kandidatnavne skriver om de er positivt eller negativt indstillet. De faste medlemmer har røde sedler, de andre hvide. KofiAnnan fik efter sigende syv gange negativt rødt – før Frankrig blev overtalt og Sikkerhedsrådet den 13. december, mindre end tre uger før hans tiltrædelse, indstillede ham til valg på Generalforsamlingen.

Første krav til en kommende topchef er altså – at han (i teorien hun) kan accepteres af alle fem faste medlemmer, der mildest talt har forskelligt rettede dagsordener. Der ryger de fleste højtprofilerede, åbenlyst selvstændige personligheder, samt kandidater fra meget markante lande. De fem faste bliver traditionelt udelukket fra posten, selv om der ikke officielt er noget til hindring for, at den populære tidligere amerikanske præsident Bill Clinton kan blive valgt. Det har faktisk i årevis været et skrækscenario på ærkerepublikanske hjemmesider: Hr. Clinton i toppen af FN og fru Clinton i Det Hvide Hus. Men det er usandsynligt. FN’s næste chef vil nok stamme fra et alliancefrit land – det plejer han.

Det er Asiens tur
Magtkampen blandt de fem faste ventes at blive heftigst mellem USA og Kina. Beijing er i de senere år for alvor begyndt at blande sig i globale politiske spørgsmål, og er en langt mere aktiv spiller i Sikkerhedsrådet end tidligere. Kinas FN-ambassadør Wang Guangya har således udtalt, at han kun stemmer for en asiat. USA forkaster princippet om rotation mellem regionerne med den tilføjelse, at hvis de andre absolut vil have rotation, ja så har Østeuropa, der stadig eksisterer som en region i FN-systemet, aldrig haft stillingen. Et argument der tolkes som støtte til Polens tidligere præsident Kwasniewski, som Washingtons tak for indsatsen i Irak og i bekæmpelse af terror.

Det skal selvfølgelig være en fransktalende asiat – og dermed er det efter sigende farvel til en af de kun tre officielle kandidater, Thailands vicepremierminister Sarukiart Sathirathai, en Harvarduddannet jurist med økonomisk baggrund og ifølge en tidligere thailandsk ambassadør så svag, at det vil skade Thailands omdømme, hvis han skulle blive valgt. Men om Pérez de Cuéllar blev det sagt, at det ikke ville plaske, hvis han faldt overbord. Og både Dag Hammarskjöld og KofiAnnan blev valgt som ufarlige bureaukrater. Jobbet kræver styrke, store diplomatiske evner og høj moral vil nogen sige – det må bare ikke kunne ses før ansættelsen.

Sri Lankas Jayantha Danaphala har som tidligere ambassadør i Washington og tidligere undergeneralsekretær for nedrustning både forbindelser og en passende lav profil.

Han har udvist en overraskende udholdenhed efter mere end et år i skudlinien. Men det ville være en meget stor overraskelse, hvis han eller Sydkoreas udenrigsminister Ban Ki Moon holder til mål.

Om det er en kvinde eller en mand er uforudsigeligt. Der er intet, der formelt eller uformelt står i vejen for en kvindelig generalsekretær – tværtimod så er det kommet lidt på mode i FN-kredse at understrege, at det er på tide med en kvinde. Valget plejer bare at falde på en mand.

Et skud i tågen
UNDP’s chef Kemal Dervis, Tyrkiets økonomiske redningsmand kunne passe meget godt til beskrivelsen. Bortset fra at han er FN-mand, om end ny i systemet. KofiAnnan blev plukket fra FN’s egne rækker – at tage to i træk kunne skabe præcedens, så det taler imod. Og det taler også imod undergeneralsekretær, inderen Shashi Tharoor, der håber at kunne gøre sin chef kunsten efter – at være på det rette sted på rette tidspunkt Jordans forholdsvis unge, meget populære FN-ambassadør, prins Zeid Ra’ad Zeid al-Hus-sein synes at passe rigtig fint til profilen. Asiatisk pr. definition, men alligevel ikke rigtig. En moderne international med foden i mange lejre som kunne ligne et velkvalificeret kompromis. Imod ham taler selvfølgelig, at han er blevet nævnt af mange og er blandt favoritterne i New York. I sidste ende bliver beslutningen taget i hovedstæderne, og der er man ikke nødvendigvis enige med diplomaterne.

Gik det efter popularitet i hovedkvarteret i New York, ja så skulle der nævnes mindst to navne mere. Louise Arbour, canadisk Højkommissær for Menneskerettigheder og Sveriges ny udenrigsminister Jan Eliasson. Men de er begge født det forkerte sted.

Kirsten Larsen er journalist på programmet Orientering på Danmarks Radios P1. KTL@dr.dk

NY MAND PÅ MIDTERMOLEN

Efter 26 år i udlandet vender Jakob Simonsen hjem for at blive ny chef for UNDP’s Nordiske Kontor i København.

Tekst og foto: Stefan Kati´c

I 1980 modtog Jakob Simonsen, nyudklækket cand.mag. fra Aarhus Universitet, en telex (forgængeren for telefax og e-mails) fra UNDP med et tilbud om en stilling som Junior Professional Officer (JPO) på UNDP’s landekontor i Tegucigalpa. Det lød godt, men han anede bare ikke, i hvilken verdensdel byen lå.

Byen med det halsbrækkende navn er hovedstad i Honduras, og for Jakob Simonsen blev det indledningen til et langt, latinamerikansk engagement med job for FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i henholdsvis Panama, Nicaragua og Peru.

Efter 26 år på udeposter i FN-systemet sætter Jakob Simonsen sig nu ikke på én, men på tre chefstole på Midtermolen ved Langelinje i København, hvor han skal være chef for UNDP’s Nordiske Kontor – det næststørste UNDP-kontor uden for New York – og for FN’s Indkøbsorganisation (IAPSO) samt UNDP’s globale personaleadministration. I alt tæt på 150 ansatte.

På verdensplan betaler de nordiske lande over en tredjedel af UNDP’s samlede budget, så for Jakob Simonsen bliver den store udfordring at overbevise politikere og skatteydere i Skandinavien om, at de får value for money.

Arven efter Grosen
Jakob Simonsen kommer fra en stilling hos UNDP i Tyrkiet, hvor han siden 2003 har været Res. Rep. (Resident Representative), som det hedder på FN-mandarinsprog.

Et job, han endnu ikke har afsluttet og derfor lige nu pendler mellem Ankara og København – man øjner et vist pres for at få stillingen på Midtermolen besat. Han tiltræder på en trist baggrund, nemlig forgængeren Poul Grosens alt for tidlige død sidste år. Hvor Grosens facon var bramfri og undertiden provokerende, så er Jakob Simonsen noget mere diplomatisk. Selvom der ikke er tvivl om, at også han brænder for UNDP ”som det kit, der skal holde FN-systemet sammen.”

Tidligere kolleger betegner ham som insisterende, vellidt, følsom – og meget dansk.

’En rimelig lang reception’
For snart 10 år siden var Jakob Simonsen lige ved at komme for sent til en reception på den japanske ambassade i Perus hovedstad Lima i anledning af kejserens fødselsdag. Han nåede det lige, og næppe var champagnen budt rundt, før 14 bevæbnede Tupac Amaruby-partisaner stormede ambassaden og tog 250 gæster som gidsler – herunder Jakob Simonsen, der kom til at fungere som talsmand for gidslerne i de 126 dage, dramaet varede. I dag vælger han at fokusere på det positive i gidseldramaet, nemlig solidariteten mellem gidslerne under det han selv omtaler som ’en rimelig lang reception’.

Et andet Danmark
Fra sin base i Latinamerika har han i tre omgange haft afstikkere til New York. Først som programmedarbejder for FN’s Befolkningsfond (UNFPA) 1983-86, dernæst som souschef for UNDP’s Latinamerika- kontor 1991-1994 og senest som regional souschef for UNDP’s Latinamerika- og Europakontor 1997-2003. Trods gidseltagning og FN-bureaukrati betegner den ny UNDP-chef sit arbejdsliv som ’utroligt privilegeret’ fra et perspektiv som udviklingsarbejder. Men tilværelsen som expat har sin pris: – Du bliver sigøjner uden rod. Og du ender med at blive observatør, ikke aktør, i samfundsprocessen, siger Jakob Simonsen, der har sine rødder i Vesthimmerland, er helt bevidst om, at det Danmark, han nu skal til at arbejde i, er et andet end det, han forlod for 26 år siden:

– Jeg tror, jeg kender Danmark, men det kan jeg ikke gøre. Jeg kender gaderne i København, men ikke den danske mentalitet. Men det er en udfordring, som jeg glæder mig til, skynder han sig at tilføje.

Jakob Simonsen vender hjem sammen med samleversken Anne-Birgitte og to børn. I Danmark venter tre voksne børn fra et tidligere ægteskab. Den yngste går på RUC og læser – Internationale Udviklingsstudier.

NYT OM NAVNE MAJ

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene.)

Cand. scient. parasitologi, Maria Ejlertsen, 26, er kontraktansat som bilateral juniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme i Kenya med tjenestested i Nairobi.

Cand. jur. Jacob Gammelgaard, 49, er kontraktansat som seniorrådgiver ved JOPSO, Phase III i Vietnam.

Civilingeniør, Jørgen Georg Jensen, 60, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Regional Programme for Environment and Sustainable Development i Guatemala.

MSc.Economics Michael Kvetny, 56, er kontraktansat som seniorrådgiver ved FUNAE Energy Sector Programme Support (ESPS) i Mozambique.

MSc. Economics Hans Peter Larsen, 39, er kontraktansat som seniorrådgiver ved EDSP i Rusland med tjenested i byen Pskov.

Læge Stine Lund, 35, er kontraktansat som bilateral juniorrådgiver ved HSPS i Tanzania med tjenestested i Zanzibar.

MA Languages and Literature, Sirpa Anneli Sinervä, 50, er kontraktansat som rådgiver ved Education Sector Programme SEAR Component i Nicaragua.

Cand. merc Keld Erik Skaaning, 60, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme i Mozambique.

MSc. Erik Kjær Sørensen, 46, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Capacity Building with Wind Energy i Kina.

MULTILATERALE RÅDGIVERE

(JPO’s og seniorrådgivere)

Cand.jur. Morten Peschardt Pedersen, 30, er udsendt som JPO til UNOHCHR’s regionalkontor i Etiopien, hvor han skal arbejde med mennskerettighedsspørgsmål.

Cand.merc.int. Johanne Søkilde Jelnes, 33, er udsendt som JPO til Kenya for UNEP, hvor hun skal arbejde med international vandressourcemanagement.

UDENRIGSMINISTERIET

Cand.scient.soc. Tina Gade Jensen, 29, er blevet ansat som fuldmægtig i Afrika-kontoret.

Cand.scient.pol. Anna Kjær, 28, er blevet ansat som fuldmægtig i kontoret for Udviklingspolitik.

Cand.scient.pol. Mette Rise Soetmann, 28, er blevet ansat som fuldmægtig i kontoret for Erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand.

Master in Public Adm. Ulrik Birk-Petersen, 31, er ansat som fuldmægtig i kontoret for FN og globalt udviklingssamarbejde. Han har tidligere arbejdet for Europa-Kommis-sionen og Verdensbanken.

NGO’ER

Læge Camilla Bredholt er af den danske nationalkomité for United World Colleges valgt som ny formand. Hun er medstifter af Læger uden Grænser i Danmark og programdirektør i ’Humanity in Action’.

Ole M. Jung overtager posten som bestyrelsesformand for CARE Danmark. Ole M. Jung er direktør for Herlufsholm Skole og tidligere næstformand i CARE Danmark. På posten som næstformand tiltræder tidl. generaldirektør for DR, Christian S. Nissen.

Maskiningeniør Tummas Kastalag, 33, er rejst til Bor i det sydlige Sudan, hvor han bliver ansvarlig for Læger uden Grænsers logistiske arbejde på hospitalet i Bor.

Morten Olesen er blevet ansat som program- og virksomhedsmedarbejder i Læger uden Grænser med ansvar for alle programrelaterede relationer til Danida samt ansvaret for kontakter til små og store virksomheder.

Journalist Morten Bonde Pedersen, 35, er udsendt til Kenya for Mellemfolkeligt Samvirke. Han har bl.a. arbejdet på Kristeligt Dagblad og Ingeniøren.

Dirigent Frans Rasmussen er udnævnt til ambassadør for ASF-Dansk Folkehjælp. Frans Rasmussen er docent i orkesterdirektionen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og formand for Dansk Kapelmesterforening.

HD i afsætningsøkonomi Marie Villumsen, 28, er rejst til Asmatregionen i Indonesien, hvor hun får ansvar for en vaccinationskampagne mod mæslinger, som Læger uden Grænser har indledt.

ANDRE

Cand. psych. Flemming Bo Nielsen, 59, er ansat som international observatør for et 1/2 år for det norsk forhandlede (2002) fredsinitiativ Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM).

Cand. mag. Jakob Simonsen, 55, er ansat som direktør for UNDP’s Nordiske Kontor i København. Se portræt øverst på siden.

Mads Øvlisen, 66, er valgt til bestyrelsen for FN’s Global Compact. Mads Øvlisen er dermed den ene af kun to europæere i denne bestyrelse. Han er tillige formand for bestyrelsen i Novo Nordisk A/S og Lego A/S.