AFRIKA

MOZAMBIQUE VISER VEJEN

Jeg er imponeret over det vedholdende engagement, så mange danskere viser i Afrika, sagde Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo, der er en af kontinentets få kvindelige regeringsledere.

Af Jesper Heldgaard

Der er ikke noget at sige til, at Anders Fogh Rasmussen på sin Afrika-rejse i efteråret blev så imponeret over Mozambiques premierminister, Luísa Dias Diogo, at han inviterede hende med til Afrika-konferencen i København den 10.-11. maj.

Den 48-årige politikers personlige historie vidner nemlig om, at det kan lade sig gøre at nå til tops og få succes trods et dårligt udgangspunkt.

Ikke nok med at Luísa Dias Diogo er afrikaner og kvinde – i sig selv næsten umulige odds. Hun kommer også fra fattige kår. Hun er født i Teteprovinsen i det centrale Mozambique. Hendes far var sygeplejerske og Luísa nummer tre i en søskendeflok på otte. Så der var ikke meget, der tydede på, at hun skulle blive sit lands premierminister eller opnå nogle af de andre ting, hun allerede har nået: At blive udnævnt af Time Magazine i 2004 til at være blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden og af KofiAnnan i februar i år til at være blandt næstformændene i et såkaldt Højniveaupanel, der skal gå FN-systemet efter i sømmene.

Men Luísa klarede sig godt i skolen. Så godt at hun tog en solid uddannelse i økonomi på universiteter hjemme i Mozambique og i London. Som blot 22-årig indledte hun en lang karriere i Mozambiques finansministerium, men nåede også et par år i Verdensbanken, inden hun i 2000 blev sit lands finansminister.

Mozambique fremstår tilmed efter årtiers borgerkrig og konflikt som en økonomisk succeshistorie med økonomiske vækstrater de seneste mange år på op mod 10 pct. Det er en succes, som Luísa Dias Diogo har en betydelig andel i i kraft af sine mange år med topposter i finansministeriet, og hun kan – med decimaler – fortælle nøjagtigt, hvordan det år for år lykkedes at nedbringe inflationen i Mozambique fra 74 pct. i 1995 til blot 5 pct. i 1999. Det er klart, at sådan noget gør indtryk på en dansk statsminister med en ambition om at sætte fokus på et Afrika og afrikanske ledere, der kan og vil udvikling og vækst.

 
Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo var blandt de gæster, Fogh havde inviteret til Afrika-konference i København. Diogo var i 2004 på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Foto: Rosalina Dias Larsen.

Vi er et opløftende eksempel
Selv maner Luísa Dias Diogo til besindighed:

   – Det er for tidligt at kalde Mozambique en succes. Vi er et opløftende eksempel, og det ansporer os til at fortsætte og sætte farten yderligere op, så vi kan blive en succes, siger hun og peger på flere grunde til, at det er gået fremad i Mozambique, siden landet endelig lagde konflikterne bag sig med fredsaftalen i 1992: – Først og fremmest har vi haft dygtige ledere, og når Mozambique kan opleve så markant fremgang med dygtige ledere, så kan andre afrikanske lande også. Både vore to tidligere og vores nuværende præsident er ledere med visioner, der har skabt gode rammer for udviklingen. Vi nøjedes de første år ikke med at forsøge at skabe makroøkonomisk stabilitet og balance, men prioriterede flere ting på én gang: At skabe fred og dialog, at demokratisere det politiske styre, at give plads til en fri presse og civilsamfund, at genopbygge landet – ikke mindst infrastrukturen og gøre en massiv indsats for de fattige.

Også donorerne – eller ’vore internationale partnere’, som Diogo i tidens ånd udtrykker det – får pæne ord med på vejen: – De, og ikke mindst Danmark, har gennem alle årene støttet os vedholdende og trofast.

Diogo er særligt begejstret for generel budgetstøtte, fordi den overlader større ansvar og indflydelse til modtagerlandet og dermed er med til at opbygge kapacitet og ejerskab.

– I 2005 var 31 pct. af den støtte, vi fik, budgetstøtte. Den andel vil vi gerne have op på 55-60 pct., siger Diogo, der dog på dét punkt ikke skal regne med at blive helt enig med Anders Fogh Rasmussen – (se omtalen af Venstres nye udenrigspolitiske udspil her på siden).

Ej blot til pynt
Det reelle, politiske indhold i konferencen i København kan være svært at få øje på, og Luísa Dias Diogo er en travl dame. Alligevel mener hun absolut, det var værd at deltage:

– Det er vigtigt at få lejlighed til at fortælle om nogle af de gode ting, der foregår i Afrika. Og så er det godt at få lejlighed til at møde vigtige partnere, udveksle synspunkter og bygge alliancer. Jeg var også i Danmark i 1997 for at drøfte gældslettelse, og jeg er under begge mine besøg blevet imponeret over det vedholdende engagement, så mange danskere viser i Afrika.

NYT VENSTRE-UDSPIL: FARVEL TIL LANDE I ASIEN OG LATINAMERIKA

Bistanden skal koncentreres om Afrika og der skal overvejes exitstrategier for lande som Bolivia, Nicaragua og Vietnam, fremgår det af partiet Venstres nye udenrigspolitiske udspil.

Af Poul Kjar

Det er ifølge Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen tilfældigt, at Venstres nye udenrigspolitiske udspil blev lagt ud på partiets hjemmeside samme dag som statsministerens Afrika-konference.

Men oplæggets afsnit om udviklingsbistand og det øgede fokus på Afrika er helt i tråd med Anders Fogh Rasmussens oplæg på konferencen. Venstre foreslår, at ”som udgangspunkt bør alle Danmarks programsamarbejdslande i fremtiden findes i Afrika, da det uden tvivl er her, det største behov for effektiv og koncentreret bistand findes”.

Og som en konsekvens af den højere prioritering af Afrika skal ”exit-strategier gradvist overvejes og formuleres for programsamarbejdslande udenfor Afrika, såsom Nicaragua, Vietnam og Bolivia. Udfasningen skal ske nænsomt over tid og under hensyntagen til vedtagne landestrategier og gerne ved hjælp af donorkoordinering”, fremgår det af udspillet.

I den forbindelse udtaler Troels Lund Poulsen, at eksempelvis den økonomiske vækst i Vietnam betyder, at landet inden for de næste tre-fire år vil være i en situation, hvor dansk bistand ikke længere giver nogen mening. Og i stedet for at støtte et nyt land i Asien, så kanaliseres pengene til et nyt eller allerede eksisterende programsamarbejdsland i Afrika. Troels Lund Poulsen vil hæve procentandelen af al dansk udviklingsbistand til Afrika, så den udgør 75 pct. mod i dag 60 pct.

De Konservatives politiske ordfører Pia Christmas Møller er enig i, at indsatsen i Afrika skal opprioriteres, men vil ikke lægge sig fast på en bestemt fordelingsnøgle, mens Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen gerne går skridtet videre og i fremtiden bruger 100 pct. af dansk bistand i Afrika. Det Radikale Venstre ønsker også mere fokus på Afrika, men ikke på bekostning af de andre lande.

Venstre mener, at dansk bistand skal gøres mere effektiv ved, at der fokuseres på færre sektorprogrammer i de enkelte programsamarbejdslande. Ifølge oplægget skal den multilaterale bistand ”løbende underkastes et kritisk eftersyn for at sikre, at der også her opnås mest udvikling for pengene”, og Venstre ønsker at ”fastholde kravet om aktiv multilateralisme, hvor færre multilaterale organisationer får støtte mod at Danmark har større indflydelse i organisationerne”.

Om budgetstøtte skriver regeringspartiet blandt andet, at ”generel budgetstøtte kun skal ydes til de modtagerlande, som er i stand til at administrere/dokumentere, at landet kan opfylde en overvejende del af Venstres opstillede krav” og at ”andelen af den danske bilaterale bistand, der tildeles et modtagerland som generel budgetstøtte, ikke overstiger 25 pct.” I dag bruger Danmark samlet set omkring 5-6 pct. af bistanden på generel budgetstøtte – tallet er stigende.

To meget konkrete forslag i det 52 sider lange oplæg er en ny særskilt NGO-pulje på 50 mio. kr. afsat til udvalgte sektorer med krav om 50 procent medfinansiering, og at den tekniske rådgiverbistand, i form af udsendte Danidarådgivere, udskilles fra Danida.

Læs oplægget på: http://www.venstre.dk  

SHARIA STÅR FOR FRED

Den nigerianske advokat Hauwa Ibrahim – verdenskendt, da hun i 2002 fik frikendt en fattig kvinde dømt til steningsdøden for at have haft sex uden for ægteskabet – var på lynvisit i Danmark. udvikling talte med hende i forbindelse med lanceringen af bogen ’Turen går til en mindre skæv verden’.

Den nigerianske advokat Hauwa Ibrahim har gjort det til sit speciale at forsvare folk anklaget efter islamisk lov. Foto: Pius Utomi Ekpei/Polfoto.

Af Rosalina Dias Larsen

I en verden, hvor man kan risikere at blive stenet for at have haft sex uden for ægteskabet, skal der mod til for at gå imod de fundamentalistiske strømninger.

Men det havde den nigerianske advokat, og prismodtager af Europaparlamentets Sakharovpris for sin menneskerettighedsindsats, Hauwa Ibrahim.

Hun har gentagne gange arbejdet på retssager om stening af kvinder i sit hjemland Nigeria – bedst kendt er nok sagen mod Amina Lawal, der i 2002 blev dømt til døden ved stening, men frikendt – og sager om børn dømt til at få legemsdele hugget af.

Alligevel er hun ikke modstander af sharia-lovgivning. Hun mener, at problemerne opstår, når politik og religion bliver blandet sammen.

Hvordan mener du, at sharialovgivning kan bruges i dag?
– Sharia står for fred. Men det skal holdes til den religiøse sfære. Når først politik og religion blandes sammen, så sker der uden tvivl misforståelser. Politikere kan ikke bedrive religion. Hvis de vil det, så beder jeg dem: Vær venlig at forlade den politiske arena og bliv religiøs leder. Islam må ikke udsættes for politik. I Nigeria har vi tre forskellige former for lovgivning, hvoraf den ene er islamisk lov – sharia. Der er endda nogle, som gerne vil indføre kristen funderet lov. Hvordan kan det fungere i et land med 150 millioner indbyggere? Svaret er, at det kan det ikke. Vi er nødt til sammen at finde en løsning.

Konfronterede modstanderne

Under retssagen mod Amina Lawal gav Hauwa Ibrahim et interview til BBC. Her gav hun udtryk for, at hun ikke mener, at dødsstraf ved stening er en del af islam.

 Jeg gik til imamerne, fordi de har meget stor indflydelse på meningsdannelse. Folk stoler mere på dem end på loven.

Hauwa Ibrahin

Denne udtalelse medførte trusler fra fremtrædende muslimer, der beskyldte hende for at være imod islam. Alligevel valgte Hauwa Ibrahim at konfrontere imamerne.

Du konfronterede de samme mennesker, som havde truet dig. Hvorfor gjorde du det?
– Fordi jeg tænkte, at hvis jeg kunne få dem til at lytte til mig som en professionel, så ville de måske forstå mine bevæggrunde. Og så ville de kunne komme med deres større visdom og gode råd om, hvad jeg burde gøre. Jeg gik til imamerne, fordi de har meget stor indflydelse på meningsdannelse. Folk stoler mere på dem end på loven.

Hvordan havde du det med at henvende dig til dem?
– Historien om de islamiske imamer er historien om vores succes. De tillod os at føre denne sag. Hvis de ikke havde tilladt det, så ville vi ikke kunne have ført den. Jeg frygtede for mit liv, men jeg tillader aldrig, at frygten får overtaget, så jeg ikke kan gennemføre mit arbejde. Derfor opsøgte jeg dem. Jeg vidste, at de ikke havde alle detaljer i sagen, og at de dømte mig ud fra gængse fordomme om, hvad kvinder må og ikke må. Jeg fik dem til at forstå, at sagen mod Amina ikke var i overensstemmelse med islamisk lov.

Dialog er den eneste løsning
Hvordan påvirkede det dommen, at du henvendte dig til imamerne?
– Jeg er ikke sikker på, hvordan det direkte påvirkede sagen. Men jeg ved, at vi efterfølgende havde mindre offentlig modstand. Imamerne sagde til mig, at de ikke offentligt ville støtte mig. Men samtidigt sagde de også, at de ikke ville tage afstand fra det arbejde, jeg lavede. Det er en kæmpe sikkerhedsgodkendelse. For når de ikke tager afstand fra mig, så er jeg sikker i deres domæne.

Hvordan kan vi bruge de erfaringer du har gjort dig om samspillet mellem religion og politik?
– Det afhænger jo af, hvilket samfund og kultur vi snakker om. Vi er nødt til at forstå, hvilke dynamikker der gør sig gældende. Er det religiøse, økonomiske eller kulturelle?

 Jeg fik dem til at forstå, at sagen mod Amina ikke var i overensstemmelse med islamisk lov.

Hauwa Ibrahin 

Når vi kender dynamikkerne, kan vi skabe og udvikle troværdighed til hinanden. Jeg er blot en simpel og ydmyg advokat, men jeg gjorde noget. Vi er alle nødt til ved dialog at henlægge uoverensstemmelser. Så er der måske mulighed for en bedre verden. Når alt kommer til alt, så tror jeg, at sagen har sat fokus på fattige og undertrykte menneskers rettigheder. Nu har de fået en stemme.

Hauwa Ibrahin Hauwa Ibrahim var i København på et lynvisit i forbindelse med lanceringen af bogen ’Turen går til en mindre skæv verden’, som blandt andet handler om den nigerianske advokats kamp for at få frigivet Anina Lawal, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet. Bogen er udgivet i et samarbejde mellem dagbladet Politiken og Danida. 1. oplag på 80.000 er gået som varmt brød, og 2. oplag på 20.000 er i trykken.

NYT MAGASIN FRA MS

Første nummer af ’Magasinet’ er på gaden. Bladet er seneste skud på stammen fra Mellemfolkeligt Samvirke og skal udkomme fire gange om året i et oplag på 10.000.

Bladet, som vil blive sendt til medlemmer, bidragsydere og andre interesserede, afløser udgivelserne MS Bladet og Kontakt, som lukkede med udgangen af 2005. Ungdomsbladet ZAPP fortsætter som hidtil.

Til forskel fra Kontakt vil Magasinet i højere grad præsentere MS’s arbejde. Det vil ske på en læseværdig måde, der også giver plads til kritik og debat, lover MS. Første nummer af Magasinet har emnerne ’dialog og demokrati’ som tema.

MS’s egne journalistiske medarbejdere leverer stoffet til det ny blad, der får MS’s nuværende webmaster Peter Bischoff, som redaktør. Vi byder konkurrenten velkommen! /sk

FN’S SIKKERHEDSRÅD VEDTAGER DARFUR ERKLÆRING

Et enigt Sikkerhedsråd vedtog 9. maj 2006 i New York på ministerniveau med deltagelse af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) en erklæring, der hilser Darfur-fredsaftalen mellem Sudans regering og dele af oprørsbevægelsen SLM/A velkommen, og kraftigt opfordrer øvrige bevægelser til hurtigt at underskrive aftalen. Rådet udtrykker i erklæringen anerkendelse af den Afrikanske Unions indsats i Darfur trods de vanskelige vilkår.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs udtrykte på mødet blandt andet anerkendelse af den indsats, afrikanske ledere havde ydet og det mod til at indgå de nødvendige kompromisser, parterne med underskrivelsen havde vist. Udviklingsministeren gjorde samtidig dem, der tøver med at underskrive, opmærksom på, at de risikerer at svigte deres eget folks ønske om fred og at sætte sig selv uden for indflydelse. /sk

DEN STORE KINESISKE AFRIKA-SAFARI

Oliefelter i Sudan, Nigeria og Angola. Minedrift i Zambia og Congo. Tekstilfabrikker i Sydafrika. Hoteldrift i Sierra Leone. Safariturister og statsbesøg i stride strømme. Kinesernes indtog på det afrikanske kontinent foregår i rasende fart.

Af Poul Kjar

Statslige kinesiske olieselskaber har vundet retten til at udvinde 10.000 daglige tønder olie i Angola. Den nærmeste konkurrent var ikke britisk eller amerikansk, men indisk. De nye vækstøkonomier er for længst i gang med kampen om olie, magt og rigdom.

Regeringen i Beijing tilbød i den forbindelse angolanerne et lån på to mia. dollars som en del af en større hjælpepakke, der skal genopbygge landet efter 30 års borgerkrig.

Kineserne stillede ingen krav til de angolanske myndigheder om god regeringsførelse, balance på de offentlige budgetter og respekt for menneskerettigheder. I modsætning til de vestlige donorers almindelige praksis.

Den kinesiske ambassadør i USA, tidligere viceudenrigsminister, Zhou Wenzhong, har udtalt, at ’business is business’ og at kineserne prøver at adskille politik fra forretning, i modsætning til Vesten, der pådutter de afrikanske lande demokratiske modeller, som landene ikke er parate til.

Zhou Wenshong tilføjede i en artikel skrevet af direktøren for det amerikanske institut Africa Policy Studies, at ’vi er også imod embargoer, som I (Vesten) tidligere har forsøgt at pådutte os’.

Ny Hvidbog: Ikke et ord om fattigdom
Kineserne betragter ikke Afrika som en humanitær katastrofe plaget af sygdomme, krige og korruption. Det fremgår af ny Hvidbog fra januar 2006 udarbejdet af det kinesiske udenrigsministerium om Kinas forhold til Afrika.

Hvidbogen kan ses som en formalisering af Kinas udenrigspolitik og de stigende udenrigspolitiske ambitioner. Det fremgår, at det er et kinesisk ønske gradvist at udvikle forholdet mellem Kina og de afrikanske lande til et strategisk partnerskab. Blandt andet i form af samhandel og øgede investeringer på det afrikanske kontinent inden for ikke mindst naturressourcer, transport, telekommunikation, vand, elektricitet og anden infrastruktur.

Lige præcis den form for investeringer og bistand til Afrika, som Vesten i de seneste årtier har nedprioriteret på bekostning af en øget indsats inden for sociale sektorer som sundhed og uddannelse.

Til gengæld nævner hvidbogen ikke ét ord som fattigdomsorientering. Derimod skriver hvidbogen om udvikling og vækst – den kinesiske opskrift på fattigdomsbekæmpelse.

Allerede i år 2000 blev der på kinesisk initiativ oprettet et China-Africa Cooperation Forum (CACF), hvor kinesiske og afrikanske statsledere og virksomheder mødes for at styrke samarbejdet omkring kinesiske investeringer, infrastrukturprogrammer og uddannelse af afrikanere i Kina.

Den kinesiske regering har givet 31 afrikanske lande en samlet gældslettelse på 1,3 mia. dollars, og fra den 1. januar 2005 afviklede Kina importtolden på 190 varegrupper fra 25 af Afrikas fattigste lande. Højt på dagsordenen i CACF står et kinesisk ønske om en decideret toldunion med landene i det sydlige Afrika og en general frihandelsaftale.

Og som en yderligere understregning af den nuværende generation af kinesiske toplederes strategiske interesser i det afrikanske kontinent valfartede præsident Hu Jintao for nyligt til Afrika efter at have drøftet kinesiskamerikanske relationer med præsident George Bush i Washington.

Dertil kan tilføjes, at kinesernes internationale engagement også har udmøntet sig i 1.500 fredsbevarende tropper til forskellige missioner i Afrika, blandt andet Liberia.

Olie, mineraler og kinesiske turister
Den kinesiske interesse for Afrika handler ikke mindst om olie.

Kina er i dag verdens næststørste forbruger af råolie, og omkring en fjerdel af olieimporten stammer fra Afrika – først og fremmest Sudan, Nigeria og Angola, men også Algeriet, Gabon og Ækvatorial Guinea.

 Business is business

Zhou Wenzhong, kinesisk ambassador i Washington.

Som i tilfældet med Angola tilbyder Kina ikke blot eftertragtede investeringer i landenes olieproduktion, men også billige lån, investeringer i infrastruktur, militært udstyr, og ikke mindst politisk beskyttelse i kraft af kinesernes permanente medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Noget som ikke mindst styret i Sudans hovedstad Khartoum har nydt godt af i forbindelse med overgrebene på befolkningen i Darfur, hvor kineserne i 2004 truede med at nedlægge veto mod et allerede udvandet resolutionsforslag om at forbyde salg af våben til Sudan.

Kineserne indgik i juli 2005 en 800 mio. dollars aftale med Nigeria om at aftage 30.000 tønder olie om dagen, men derudover investerer de syv mia. dollars i forskellige projekter i Nigeria, inklusiv en rumsatellit og et totalt urentabelt olieraffinaderi, som ingen vestlige investorer ville kaste penge efter.

Men det handler ikke kun om investeringer i de olieproducerende afrikanske stater.

Kina har nu overhalet USA som verdens største forbruger af kobber. I Zambia og selv i det ustabile Congo investerer statslige kinesiske selskaber millioner af dollars ikke mindst i kobberproduktion.

Kineserne har i modsætning til de fleste andre turdet investere i blandt andet hoteller i en fejlslagen stat som Sierra Leone. I Etiopien er kineserne involveret i telekommunikation, i Uganda har et kinesisk medicinalfirma investeret i malariamedicin, i Kenya er det blandt andet elektricitetsværker og veje. Nyhedsbureauet Xinhua spreder afrikanske nyheder. Og otte afrikanske lande er officielt blevet udpeget som turistdestinationer for de tusindvis af kinesere, der skal indløse merværdien af deres nyvundne levestandard i form af en safarirejse etc. etc.

Omkring 800 kinesiske virksomheder, overvejende statslige, investerede i 2004 900 mio. dollars i det afrikanske kontinent.

Samhandlen mellem Kina og Afrika nåede i 2005 op på 37 mia. dollars; mere end en tredobling på fem år. Det gør Kina til Afrikas tredjestørste handelspartner efter USA og Frankrig, men før England. Og hvis prognoserne holder stik, vil Kina meget snart overtage førstepladsen.

I 2010 vil samhandlen så runde 100 mia. dollars og være en medvirkende årsag til det afrikanske kontinentets pæne vækstrater.

Forjættende mulighed og frygtelig trussel
Den kinesiske Afrika-safari er imidlertid baseret på det klassiske varebytte – nogen vil sige udbytningsforhold – hvor kolonimagten importerer og udnytter Afrikas naturressourcer og til gengæld eksporterer forarbejdede produkter til det afrikanske marked.

Med undtagelse af de olieproducerende afrikanske lande, så har landene i Afrika et handelsunderskud med Kina.

Kinesiske tekstiler udkonkurrerer de lokale produkter, samtidig med at det bliver sværere og sværere for den afrikanske eksportproduktion af klare sig i konkurrencen med kineserne. Og det problem er blevet væsentligt forstærket af, at den såkaldte Multifiber-aftale under Verdenshandelsorganisationen (WTO), der gav lande som USA mulighed for at indføre importkvoter på tøj og tekstiler fra bestemte lande, er udløbet.

Det har kostet i tusindvis af jobs inden for tekstilbranchen i lande som Lesotho, Swaziland, Ghana, Uganda, Kenya og ikke mindst Sydafrika – Kinas største samhandelspartner.

Moeletsi Mbeki, næstformanden i det sydafrikanske Institut for Internationale Studier, fastslår i en artikel fra Yale Center for the Study of Globalization:

”Kina udgør på en gang en forjættende mulighed og en frygtelig trussel. Vi sælger dem råmaterialer og de sælger os forarbejdede varer med et forudsigeligt resultat – en ufavorabel handelsbalance for Sydafrika”.

Og på det punkt viser kineserne ingen nåde. De accepterer ikke, at de afrikanske lande opstiller restriktioner på importen af for eksempel kinesiske T-shirts. Her er der ikke tale om nogen form for solidaritet med ligesindede partnere i Syd.

Kynisk neokolonialisme?
De massive kinesiske investeringer vil næppe for alvor få bugt med Afrikas skyhøje arbejdsløshed og kroniske underbeskæftigelse. De kinesiske virksomheder, der udfører opgaverne, har nemlig selv arbejdskraften med hjemmefra. Eksempelvis i Angola, hvor kineserne har betinget sig, at 70 pct. af de indgåede genopbygningskontrakter skal gå til kinesiske virksomheder, der langt hen ad vejen benytter sig af kinesisk arbejdskraft.

Og, som vi skrev i det seneste nummer af udvikling, vil der ifølge Angolas udenrigsminister blive inddraget to millioner kinesere i genopbygningsarbejdet over de næste 20 år. To millioner! En jumbojet medtager 350 passagerer, det vil sige syv daglige afgange mellem Beijing og Luanda i Angola fra nu af og 20 år ud i fremtiden, hvis det virkelig skulle vise sig at holde stik.

Men det største problem – i hvert fald set med vores vestlige øjne – er kinesernes manglende bekymring for menneskerettigheder, der ligefrem antager en beregnende kynisme, som i tilfældet med Sudan og ikke mindst i Zimbabwe.

Kina støtter Robert Mugabes regime, der er bandlyst af det internationale samfund på grund af den brutale undertrykkelse af landets opposition og den hensynsløse bulldozing af hundrede tusindvis af fattige menneskers boliger. Kina investerer i mineraler og forsyner despoten Mugabe med våben.

Mange i Vesten betragter det som kynisk neokolonialisme forklædt som sydsyd samarbejde. Kineserne selv kalder det for en winwin situation.

Læs også interviewet med tidligere EU-kommissær og udviklingsminister Poul Nielson på side 14.

Læs mere om Kina i Afrika http://www.thebrenthurstfoundation.org   http://www.mondediplo.com   http://www.cfr.org   http://www.opendemocracy.net

FORMAND MAO OG DEN AFRIKANSKE UAFHÆNGIGHED

Det kinesiske engagement i Afrika går tilbage til de afrikanske nationers uafhængighedsbevægelser i 50’erne og 60’erne.

Af Poul Kjar

Efter Folkerepublikken Kinas etablering i 1949 havde Formand Mao brug for at sikre sig diplomatisk opbakning i rivaliseringen med modstanderne fra borgerkrigen, den nationalistiske Kuomintang-regering på østaten Taiwan. Desuden brugte Mao også Afrika i et diplomatisk spil om indflydelse med Sovjetunionen, lederen af den kommunistiske blok.

Kineserne byggede store nationale stadions på den afrikanske vestkyst, og i det østlige Afrika er Tanzam-jernbanen mellem Tanzania og Zambia et eksempel på et prestigeprojekt, der blev skænket som symbol på det tætte socialistiske fællesskab med de to afrikanske nationer. En gave, der også bestod af en gigantisk hovedbanegård i Dar es Salaam.

Kineserne donerede også militært isenkram til de ideologiske brødre i oprørsbevægelserne i Etiopien, Uganda, Angola og Zimbabwe.

Folkerepublikken Kina fik frem til 1965 etableret diplomatiske relationer med 31 lande, heraf 20 i Afrika, og den fortsatte rivalisering op gennem 60’erne og 70’erne med Taiwan om diplomatisk anerkendelse har næppe været mere åbenlys og intens end på det afrikanske kontinent, hvor de fattige og ustabile lande kunne købes med gavebistand, teknisk ekspertise, læger og uddannelsesprogrammer til afrikanske studerende.

I dag anerkender 47 af Afrikas 53 lande Folkerepublikken Kina. De seks tilbageværende lande, der har diplomatiske forbindelser med Taiwan, er Burkina Faso, Tchad, Gambia, Malawi, Sao Tomé & Principe samt Swaziland.

I 80’erne dalede den kinesiske indflydelse på det afrikanske kontinent. Kineserne havde fuld fart på de økonomiske reformer i deres egen have, de kunne ikke konkurrere med vestens massive bistandsprogrammer i Afrika og frygten for spørgsmålet om Taiwans anderkendelse var også aftaget. Om end dette spørgsmål spillede og i dag stadig spiller en afgørende rolle i kinesernes Afrika-safari.

For med indgangen til det 21. århundrede er kineserne for alvor vendt tilbage til Afrika. Og det handler både om storpolitik og om jagten på mineraler og naturressourcer. Ikke mindst olie til at holde ild i landets økonomiske vækstgryde.

Dansk forskningsprojekt om Kina i Afrika Der findes ganske få internationale forskningsprojekter og litteratur, der beskæftiger sig med det nye kinesiske engagement i Afrika. Herhjemme har Peter Kragelund fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) søgt om en bevilling til et toårigt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan kinesiske forretningsaktiviteter påvirker mulighederne for lokale virksomheder i Afrika. I studiet skelnes mellem overseas kinesere, ikke mindst kinesere fra Hong Kong og Taiwan, der har lavet forretninger i Afrika igennem længere tid. Og de nye kinesiske investeringer, som indgår i den nye politiske proces, som beskrevet i artiklen ovenfor. Hvad der umiddelbart adskiller de nye og de gamle kinesiske investeringer er, at de ’gamle’ kinesere bruger lokal arbejdskraft og lokale underleverandører – og således agerer lige som andre globale aktører – mens de nye kinesere medbringer arbejdskraften og producerer det hele i den samme virksomhed. Den største koncentration af de gamle kinesere finder man i Sydafrika, Botswana, Madagaskar og Mauritius. Mens de nye kinesere og investeringer i høj grad følger olieboringerne i navnlig Sudan, Angola og Nigeria. Peter Kragelunds interesse udspringer af tidligere studier af ’minoritetsentreprenører’ i Ghana, primært libanesere og syrere.

KALD DET BARE GLOBALISERING

Man må advare mod paranoiaen over for kinesernes engagement i Afrika, siger tidligere udviklingsminister og EU-kommissær Poul Nielson i et interview med udvikling.

Ikke noget forkert i at lede efter olie i andre lande, siger Poul Nielson, der var udviklingsminister i Nyrup-regeringerne fra 1994-1999 og EU-kommissær for udviklingsbistand fra 1999 til 2004. Foto: Rosalina Dias Larsen

Af Poul Kjar

Kineserne er ikke lige frem kendt for deres bekymring for menneskerettigheder og de stiller heller ingen krav om god regeringsførelse etc. til deres afrikanske samarbejdspartnere. Det er vel et reelt problem? 
     – Jo, og derfor taler jeg om dialog mellem alle tre partnere: modtagerlandene, kineserne og os. Jeg talte i oktober i Kina på en konference om befolkningspolitik, hvor der var deltagelse af en lang række afrikanske sundhedsministre. Og min pointe var, at der er et enormt behov for, at u-landene påtvinger de gamle og nye donorer at tale sammen. Der bør kun være én udviklingsdiskussion. Hvis den bliver splittet op, så har FN også svækket sin rolle i forhold til, hvordan ulandenes problemer skal tackles.

Hvordan kan man diskutere god regeringsførelse med en nation, der støtter præsident Robert Mugabe, som helt åbenlyst begår overgreb på sin egen befolkning i Zimbabwe? 
     – Det er kinesernes provokation. De stiller sig an for at vise, at de ikke behøver at være enige med Vesten. Og så er det også historien om støtte til en gammel allieret frihedskæmper.

Det er en kynisk provokation? 
     – Jamen, det er også en fejl fra kinesernes side. Det er mere en fejl end kynisme.

Men kineserne har fordele af det; de importerer råstoffer og sælger våben? 
     – I tilfældet Zimbabwe er det så lidt, at det ikke har nogen betydning. Jeg taler imod denne dæmonisering af kineserne.

Kineserne har store olieinteresser i Sudan, og de truede i 2004 i FN’s sikkerhedsråd med et veto af en resolution om at forbyde salg af våben til Sudan. Er det ikke kynisme? 
     – Der er ikke noget forkert i, at man leder efter olie i andre lande. Og ejeren af undergrunden har frihed til at vælge, hvem man vil sælge til. Jeg har lidt svært ved at se, at når olien ikke tilfalder USA, så er det specielt problematisk. Amerikanerne havde jo det problem i Sudan, at de i borgerkrigen mellem Nord og Syd holdt med det kristne syd, og det betød, at de trak sig ud. Det var en politisk/forretningsmæssig omkostning, som det amerikanske samfund må betale.

 Vestens brovtende normimpe-rialisme er en del af verdens problemer.

Hvad så med Angola? 
     – Det er et særligt tilfælde. Under den lange borgerkrig havde landet en kokainøkonomi. Regeringen sad på olien og oprørerne på diamanterne, og begge dele blev der lusket med. Efter fredsordningen har der været stort pres fra donorernes side for få en modernisering af statens finanser, og måden der regeres på i Angola. Men det faldt sammen med et meget stort oliefund af Gulf og store indtægter fra salg af olien til blandt andet kineserne, der gør det muligt for Angolas regering at slappe betydeligt af i forhold til det vestlige donorsamfund.

Kan man konkludere, at kinesernes fornyede interesse i Afrika giver despoterne et nyt manøvrerum? 
     – Under den kolde krig kunne de afrikanske regeringer vælge mellem USA eller Sovjet. Nu har de så Kina som en mulighed. Men der intet nyt i, at nogle afrikanske lande bliver betjent på en bestemt måde, der afspejler givernes mere eller mindre perverse interesser.

Men det er nyt, at Kina er involveret? 
     – Det kalder man globalisering. Derfor må vi i dialog med Kina, men også med lande som Brasilien og Indien, der appellerer til resten af den tredje verden. Landene i Syd nyder, hvis de kan give den rige del af verden en lærestreg. For der er et underskud af selvfølelse i den fattige del af verden. Og det er derfor nødvendigt, at der bliver plads til andre end OECD-landene. Vestens brovtende normimperialisme er en del af verdens problemer.

Vil afrikanerne på sigt foretrække kinesiske investeringer frem for vestlig udviklingsbistand? 
     – Nej, det er en misforståelse, at det er et spørgsmål om enten eller. Afrikanerne vil meget gerne have direkte investeringer. Men lad os huske på, at globalt set er det kun 2-3 pct. af verdens investeringer, inklusiv de kinesiske, der går til Afrika syd for Sahara – når man ser bort fra investeringerne i Sydafrika.

Kineserne selv taler om en winwin tilgang i samarbejdet med Afrika. Vi kunne måske lære noget af deres mere forretningsmæssige tilgang? 
     – Det er jo kernen i handel og handelsrelaterede satsninger, at de er gensidigt fordelagtige. Maersks containertrafik rundt om i Afrika er velfungerende, men det er ikke derfra landene får penge til landsbyskoler, resocialisering af børnesoldater eller kapacitetsopbygning. Derfor er den kvalitative side af bistandssamarbejdet så afgørende. I Østafrika kan de godt huske, hvordan det gik med TanZam-jernbanen, som kineserne byggede. Kineserne sendte en sværm af folk ind, der på rekordtid byggede jernbanen – og som hurtigt forsvandt igen. Danida måtte senere stå for reparationerne af det rullende materiel. Men lad mig ikke karakterisere fremtidens kinesiske bistand generelt med den bemærkning. Den vil først og fremmest være handelsmæssigt og politisk dikteret.

Kina-analyse på vej Udenrigsministeriet følger problemstillingen med kinesernes nye afrikanske dagsorden tæt. Man er for tiden i færd med at udarbejde en analyse af Kinas stigende rolle i Afrika og betydningen heraf for dansk interessevaretagelse i Afrika herunder på bistandsområdet. Formålet er gennem konkrete observationer at afdække indvirkningen på dansk interessevaretagelse i Afrika med henblik på gennem multi- og bilaterale kanaler at føre en mere fokuseret dialog med Kina om Afrika generelt og på landeniveau. Og dermed i det konkrete bidrage til at fremme Kina som en vedvarende og voksende, men også ansvarlig medspiller i det internationale system. Kilde: Udenrigsministeriet.

FRA HÅB TIL KAOS

For et par år siden blev Etiopiens premier minister Meles Zenawi udråbt som Afrikas demokra tiske håb. I dag har håbet udviklet sig til et autoritært styre.

Med over 80 forskellige etniske grupper i landet og porøse grænser op til Sudan og Somalia, er det en sprængfarlig etnisk cocktail, Meles rører rundt i.

Tekst og foto: Andreas Kiaby

Regeringens specialtropper skød tilfældigt ind i skolegården.

Børnene faldt over hinanden i forsøget på at komme i sikkerhed i klasseværelserne. Soldaterne anholdte en række ubevæbnede elever og førte dem bort i en lastvogn. De efterlod to døde elever i skolegården.

Dette er blot en af de vidneudsagn, som jeg hører på gaden i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, og som er blevet bekræftet af organisationen Human Rights Watch.

Studerende, bekymrede mødre, vrede fædre, frustrerede arbejdsløse og skræmte gadebørn fortæller alle den samme historie. Deres hverdag belejres af regeringen – samme regering som Tony Blair og EU for et år siden udråbte som Afrikas demokratiske håb og spydspids i kampen mod korruption, undertrykkelse og politisk vold på kontinentet. I løbet af det sidste år er håbet forsvundet, og EU har lukket for kassen med bistandspenge. Ikke uvæsentligt i et land, hvor over halvdelen af den 77 millioner store befolkning lever for under én dollar om dagen.

 Et spørgsmål om tid før Meles mister kontrollen.

Fangelejre og folkedrab
Meles Zenawi afviser hårdnakket enhver påstand om, at regeringen har noget ansvar for den politiske vold, der har plaget landet siden valget i maj 2005, hvor regeringen nægtede at anerkende oppositionens enorme fremgang på 164 ud af parlamentets 548 pladser. Premierministeren beskylder i stedet oppositionen (navnlig koalitionen CUD), etniske oprørere, udenlandske journalister og forbrydere for at opildne til optøjer og revolution. Over 100 oppositionspolitikere og politisk aktive er anklaget for højforræderi, opfordringer til vold og folkedrab i en retssag, som af menneskeretsorganisationer kaldes en ’absurd farce’. Dømmes de skyldige, vil de med stor sandsynlighed blive idømt dødsstraf.

Kaffe og etnisk uro
De grumme historier om blodige gadekampe og politisk vold synes langt væk, da jeg sidder på en fortovscafé med en studerende fra

Addis Ababas universitet. Solen skinner, og vi drikker dejlig etiopisk kaffe og spiser søde flødeskumskager. Min etiopiske ven fortæller med lavmælt stemme om, hvordan han under uroen ikke turde være ude efter mørkets frembrud af frygt for at blive samlet op af militæret. Selv om dagen var han meget nervøs. Hans blik vidner om, at han ikke føler sig sikker nogen steder.

Mange beretter, at det er regeringens favorisering af særlige etniske og politiske klaner, som river samfundet fra hinanden. Især eliter fra tigraystammen fra det ellers fattige nordlige Etiopien dominerer regeringen og erhvervslivet i landet. Det provokerer de øvrige etniske klaner voldsomt, og i Oromoregio-nen, landets største region med 24 millioner indbyggere, har nogle klaner allerede grebet til våben. Da jeg nævner, at det nordlige Etiopien måske fortjener positiv særbehandling på grund af den store fattigdom og episoder med hungersnød, trækker vores ven på skuldrene: – Ikke så meget særbehandling. Meles spiller et farligt spil med de etniske grupper, og manipulerer venskaber og fjendskaber til egen fordel. Det er bare et spørgsmål om tid, før han mister kontrollen, siger han.

Med over 80 forskellige etniske grupper i landet og porøse grænser op til Sudan og Somalia, er det en sprængfarlig etnisk cocktail, Meles rører rundt i.

Landlig idyl under kontrol
Få dage efter forlader jeg hovedstaden i håbet om, at frustrationen i byen skyldes arbejdsløshed. Måske en tur på landet vil give mig andre beretninger. Det er høst, og markerne er fyldt med mennesker, der i fællesskab samler det gule korn i perfekte kuppelformede stakke. Nogle steder hviler folk i skyggen af det allerede stablede korn, og alt ånder tilsyneladende idyl. Jeg beslutter mig for at tage en rygsæksvandring ud i de små landsbyer for at opleve det lokale liv og høre bøndernes historier.

Desværre erfarer jeg, at netop landområderne er præget af endnu større systematisk undertrykkelse. Etiopien har som udgangspunkt mange frugtbare områder, men årtiers tørke, vanrøgt og krig har udpint jorden og gjort bønder afhængige af gødning og anden hjælp fra lokalregeringen. Dette har givet uforholdsmæssigt megen magt til lokale regeringsloyalister, som i kraft af deres kontrol med hjælpen har stor indflydelse helt ned på landsbyniveau. Hvad der var tænkt som demokratisk decentralisering, er endt som det modsatte. En bonde fortæller vredt, at han en nat blev opsøgt af føderale tropper. De tævede ham med kæppe og beskyldte ham for at støtte de voldelige protester.

– Alt hvad jeg har gjort er, at sætte spørgsmål ved måden, vores landsby fordeler gødning fra regeringen, fortæller han.

Krig mellem broderfolk

Engang var Meles folkehelt. I 1991 styrtede han som leder af en oprørskoalition (EPLF) militærjuntaen i landet, og ledte fire år senere befolkningen frem til det første flerpartivalg, som han og hans parti vandt. Meles har haft modet til at trodse Verdensbankens strukturprogrammer og er af mange blevet hyldet som en dygtig, visionær og ambitiøs leder. Den respekt og tillid befolkningen engang havde til Meles, er i frit fald mod afgrunden.

Umiddelbart har Meles indset, at han mister opbakning. For at skabe nationalt sammenhold har han derfor optrappet konfrontationen med det langt mindre naboland Eritrea. Her har grænsestridigheder igennem de seneste seks år givet det internationale samfund hovedpine, og FN har haft soldater udstationeret i området, siden en våbenhvile trådte i kraft i 2000. Præsidenten i Eritrea og Meles i Etiopien er i øvrigt gamle våbenbrødre fra guerillakrigen mod militærjuntaen i 90’erne. Da vi sidder omkring bålet på en af mine vandreture, giver min gamle muldyrfø-rer mig følgende analyse:

– Etiopien og Eritrea er brødre, vi vil ikke hinanden noget ondt. Vores ledere derimod vil have mere magt og rigdom og ofrer gerne vores broderbånd på den bekostning. Det er ren forretning og personlig vendetta mellem de to ledere af Etiopien og Eritrea.

Andreas Kiaby har en bachelor i internationale udviklingsstudier fra RUC og arbejder for tiden i en international NGO.
Læs flere rejsebreve på http://www.akiaby.dk