NYT FRA STYRELSEN

TRENDY AFRIKA

Budgetstøtte, Mark Malloch Brown og Bubber. Alt sammen til gavn for Afrika.

Af Bo Simonsen

Man skal se Afrika som en succeshistorie. Ikke som et ynkværdigt kontinent, men som en verdensdel med masser af eksempler på, at tingene går i den rigtige retning.

Det var en af FN’s vicegeneralsekretær Mark Malloch Browns pointer under den stort anlagte Copenhagen Conference on Africa 06 – Committed Together, som den danske statsminister og udviklingsministeren var værtspar for den 11. maj (læs side 3).

Se bare på Mozambique, der efter mange års opslidende borgerkrig nu har fred og imponerende vækst. Eller se på den økonomiske udvikling i Tanzania, uddybede Malloch Brown. Eller på lande som Liberia, Sierra Leone og Rwanda, hvis indbyggere efter en række rædselsår nu (næsten) ikke længere slår hinanden ihjel. Og den højt rangerende og uhyre veltalende FN-gæst understregede, at der ikke er tale om ordmagi eller andre retoriske fif: Udviklingssamarbejde med Afrika er investering i en succes.

Om dette succesrationale er baggrunden for Venstres udspil et par dage før Afrika-konferencens take-off står ikke helt klart. Men regeringspartiets udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen foreslog, at fremtidens danske udviklingssamarbejde skal koncentreres om lande i Afrika, hvor det i dag er spredt over yderligere to kontinenter, Asien og Latinamerika.

– Vi må i højere grad samle vore ressourcer. Det vil vi få endnu mere ud af ved at målrette dem til en bestemt del af verden, som vi mener skal være Afrika, sagde Troels Lund Poulsen til TV2 (læs side 10).

Et friskt udspil. De kommende måneder byder forhåbentlig på en kvalificeret debat med bidrag fra blandt andet indsigtsfulde kendere af fattigdomsproblemer i ikke-afrikanske lande som for eksempel Nicaragua, Bolivia, Bangladesh, Bhutan, Nepal og Vietnam.

Men Afrika har altså her i forårsmånederne været på dagsordenen. Afrika er blevet trendy.

Selv samme Afrika er også ’kulisse’ for tvprogrammet ”Bubber og B.S. på afveje”.

I TV2’s omtale af programmet hedder det:

”Han hader at blive beskidt. Krybdyr giver ham koldsved, og så lider han af teltfobi. Alligevel har Bubber i årevis drømt om at komme på afveje med den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen. Nu har den populære tv-vært fået sit ønske opfyldt på en barsk og til tider skræmmende wildlife-tur langt, langt ude på den vilde savanne i Afrika. TV2 byder på seks spændende programmer, hvor du kan følge den eventyrlige tur.”

Journalist Leif Blædel omtaler i Weekend-avisen programmet under overskriften: ”Bubber: Han tager på en fisk som nonnen på sømandens.” Til forklaring for de læsere, der ikke følger med i Bubber og B.S.s farefulde færd: I et af afsnittene sidder den elskelige tv-vært og den barske jægersoldat langt nede i Afrika i en båd på en sø og fisker. Her fanger Bubber en fisk, som han ikke tør give dødsstødet… I radioprogrammet ’Mennesker og medier’ på P1 lagde Bubber pudsigt nok lidt afstand til programmet: Jo, han var optaget af og ville gerne gøre en forskel for fattige mennesker, men tvstationerne ville have underholdning, og så var han altså taget med B.S. på afveje i Afrika.

I TV2’s program er Afrika befolket ikke af afrikanere – de er nemlig usynlige – men af kæmpeedderkopper, skorpioner, og the big five (elefant, løve, gepard, næsehorn og vandbøffel, red.), som de to rejsefæller er på fotojagt efter.

Så lyder det store Afrika-punkt på majmødet i Danidas Styrelse unægtelig mindre tv-egnet – i hvert fald for en umiddelbar betragtning: Budgetstøtte og tværgående reformer i Tanzania med en bevilling på 575 mio. kr. over fem år. Her er ingen farlige krybdyr – men muligvis og forhåbentlig en solid støtte til en af de kommende års Afrika-succeser, som Malloch Brown reklamerede for på Copenhagen Conference on Africa 06.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed, bosimo@um.dk

Tiltrådte bevillinger i maj Tanzania: Budgetstøtte og tværgående reformer (575 mio. kr.) Cambodja: Støtte til bæredygtig miljø- og naturressourceforvaltning til bekæmpelse af fattigdom (220 mio. kr.) Støtte til danske organisationers udviklingsprojekter (89,1 mio. kr.) Dansk bidrag til Den multilaterale fond under Montreal-Protokollen (21,6 mio. kr.) Uganda: Integreret uddannelsesprojekt i Karamoja (17,4 mio. kr.)

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr., samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på www. um.dk/manu/Udviklingspolitik/OmDanida/Styrelsen-Raadet/Styrelsen

TREDJE TRIN I FOGHS AFRIKA-RAKET

Den tid er forbi, hvor afrikanske ledere undlader at blande sig, når der foregår åbenlyse overgreb i andre afrikansk lande, slog kommissionsformand Alpha Oumar Konaré fra Den Afrikanske Union fast under Afrika-konference i København.

Statsministerens Afrika-konference blev afholdt i Eigtvedspakhus i Udenrigsministeriet. Efter Dannebrog følger Den Afrikanske Unions flag, derefter det mozambiquiske (jo, den er god nok!) flag, FN-flaget og skjult bag motorcykelbetjenten det tanzaniske flag. Foto: Poul Kjar.

Af Jesper Heldgaard

– Afrika er andet end sult, fattigdom, konflikt og elendighed. Afrika rummer også lande med imponerende økonomisk vækst, en privat sektor, der er begyndt at blomstre, og en dynamisk ny generation af veluddannede ledere, der giver basis for optimisme. Det var hovedbudskabet i den stort anlagte Afrika-konference i København den 10.-11. maj 2006 med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som initiativtager og vært.

– Ideen til konferencen fik jeg en dejlig aften under min Afrika-rejse i oktober sidste år. Jeg var opmuntret af de positive oplevelser, jeg havde undervejs. Samtidig stod det klart for mig, at Afrika har brug for støtte for at klare de enorme udfordringer, der fortsat er, fortalte statsministeren i sin tale på konferencen, der så at sige var tredje trin i Foghs Afrika-raket. Første trin var rejsen til Tanzania og Mozambique sidste år, andet trin Afrika-talen i Danidas Råd i januar og tredje trin konferencen i maj.

Her deltog tre af de afrikanske ledere, Fogh Rasmussen bygger sin Afrika-optimisme på: Først og fremmest formanden for kommissionen for Den Afrikanske Union, Alpha Oumar Konaré, der i sine ti år som præsident i Mali stod i spidsen for indførelse af flerparti-demokrati i det vestafrikanske land, der i januar blev udnævnt til Danmarks nye programsamarbejdsland. Konaré ankom til København direkte fra Nigeria, hvor det lykkedes ham at forhandle en vanskelig fredsaftale for den langvarige konflikt i Darfur i Sudan på plads.

Desuden deltog to kvindelige – og det er ikke tilfældigt (se side 10) – toppolitikere: Mozambiques premierminister Luísa Dias Diogo og Tanzanias udenrigsminister Asha- Rose Migiro. De blev suppleret af den nyudnævnte vicegeneralsekretær for FN, Mark Malloch Brown.

Afrika har brug for et nyt image

Alle de prominente deltagere understregede, at Afrika har brug for – og fortjener – et nyt image i de rige lande:     

– Det er positivt, at det internationale samfund de seneste år har besluttet at øge støtten til Afrika, men prisen har været høj, for vi har undervejs opbygget et negativt billede af Afrika, erkendte Mark Malloch Brown. Vi skal ikke fortælle, at alt går galt i Afrika, hvis ikke vi hjælper, men at meget kan lykkes, hvis vi gør det.

Konaré slog på, at det er i de rige landes egen interesse at hjælpe Afrika:

– Afrika kan ikke marginaliseres. I kan ikke smide os i havet eller på bålet. Om få år vil der være 1,5 milliarder afrikanere, og det vil være kontinentet med verdens yngste befolkning. Et Afrika præget af fattigdom, håbløshed og arbejdsløshed vil blive arnested for krig og konflikt og storleverandør af emigranter. Men vores budskab skal ikke være en trussel. Vores budskab er et håb om et Afrika, som det går godt; som kan blive et plus for resten af verden, blandt andet i form af et nyt og spændende marked.

Konaré konstaterede også, at afrikanerne længes efter fred:

– Konflikter løses ikke ad militær vej. Vi har lagt mange konflikter bag os og forsøger at fremme en fredens og dialogens kultur. Og den tid er forbi, hvor afrikanske ledere undlader at blande sig, når der foregår åbenlyse overgreb i andre afrikansk lande.

– Ansvaret for at løse Afrikas problemer er afrikanernes eget, men vi har brug for bistand fra lande som Danmark for at leve op til ansvaret, fastslog AU-formanden.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgard@post7.tele.dk

655 mio. kr. i forskud Anders Fogh Rasmussen benyttede ikke bare Afrika-konferencen til at fastslå, at Afrika i stigende grad vil være i fokus for den danske udviklingsbistand, men også til at annoncere, at finanslovsforslaget - der normalt først offentliggøres i august - i 2007 vil betyde 655 millioner ekstra danske bistandskroner til Afrika. Hermed lægger Afrika godt og vel beslag på al den ekstra udviklingsbistand, som væksten i den danske økonomi medfører næste år. De 655 mio. kr. udmøntes på følgende måde: 140 mio. kr. til kvinder, herunder 40 mio. kr. til afrikanske organisationer, tænketanke og netværk, der arbejder for kvinders lige rettigheder, 20 mio. kr. til kvinders inddragelse i konfliktløsning og postkonfliktsituationer, 40 mio. kr. øremærket kvinder som en del af et nyt erhvervssektorprogram i Mali og 40 mio. kr. til kvinder og børn ramt af vold og hiv/aids i det sydlige Afrika 315 mio. kr. til konflikthåndtering, herunder 65 mio. kr. til Den Afrikanske Union, 50 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningskommissions Afrikaindsatser og 200 mio. kr. til humanitære indsatser og genopbygning i Darfurprovinsen 200 mio. kr. til bilaterale indsatser mod hiv/aids i Burkina Faso, Ghana og Uganda.

KONARÉ: NGO’ERNE SKAL VÆRE VAGTHUNDE

Civilsamfundsorganisationer fra nord og syd mødtes på alternativ Afrika-konference i Østerbro medborgerhus.

Af Rosalina Dias Larsen

På den alternative Afrika-konference den 9. maj – to dage før statsministerens og udviklingsministerens Afrika-konference – mødtes repræsentanter fra danske og afrikanske NGO’er. Her fandt organisationerne sammen om at forberede en række anbefalinger til Danida, de afrikanske regeringer og til Den Afrikanske Union (AU). Råd, som blev modtaget med en stribe modkrav fra Alpha Oumar Konaré, AU’s kommissionsformand, der var en af de inviterede gæster.

Den tidligere maliske præsident medbragte selv en række gode råd og opfordringer til de tilstedeværende organisationer. Han sagde:

– I skal være vores vagthunde. I skal være vores samvittighed. I skal lægge pres på regeringerne, og pas på: I er ikke regeringerne. Danmark kan ikke gøre jeres arbejde. Det er helt afgørende, at civilsamfundet udfylder sin rolle som vagthund.

Et af de store spørgsmål på konferencen var, hvorvidt støtte til afrikanske lande fra internationale donorer skal afhænge af, om landene tilslutter den såkaldte African Peer Review Mecanism (APRM) under AU. Det vil sige, at landene frivilligt skal have gennemgået, hvordan og om de opfylder kravet om god regeringsførelse, korruption etc.

En af anbefalingerne fra organisationerne er, at APRM skal anvendes som forudsætning for, at de afrikanske lande kan få adgang til midler og indflydelse i de internationale organisationer.

Men til dette stillede AU’s kommissionsformand sig kritisk. Han advarede imod, at kravet kan føre til, at kontrol bliver noget, man gør for at ære donorerne.  

APARTHEID ÅR 2006

Verden over lever mere end 250 millioner dalitter – også kendt som kasteløse – under slavelignende forhold. Det fremgår af årsberetningen fra dalitnetværket IDSN.

Af Rosalina Dias Larsen

Social udstødelse, fysiske overgreb, voldtægt af kvinder og børn samt diskrimination på arbejdsmarkedet. Sådan er forholdene for mange af verdens mellem 250 og 300 millioner kasteløse eller dalitter, som de kalder sig selv.

I en FN-resolution fra 11. august 2000 står der: ”Diskrimination baseret på arbejde og herkomst er forbudt ved international menneskerettigheds lov”.

Alligevel lever dalitter under forhold, der kan betegnes som apartheid-lignende tilstande.

– Vi har en situation i dag, hvor ti gange så mange mennesker lever i dyb elendighed end under apartheid-styret i Sydafrika. Diskriminering af deres rettigheder, slavelignende arbejde og fysisk vold er hverdagskost. De er blandt de fattigste i verden, og det er også dem, der lider størst nød i krisesituationer. Det fortæller Rikke Nöhrlind, koordinator i International Dalit Solidarity Network (IDSN), hvis sekretariat har til huse i København.

Organisationen har netop fremlagt sin årsrapport. Af den fremgår det, at regeringer i berørte lande – som primært er Indien, Nepal, Bangladesh og lande i Vestafrika – på trods af utallige rapporter fra NGO’er ikke gør nok for at efterleve løfter om at overholde menneskerettigheder.

IDSN vurderer, at kastediskrimination på verdensplan findes i omkring 20 lande. I nogle af landene er der vedtaget love, der forbyder diskrimination mod dalitter. Men mange steder er der en modvilje i samfundet mod at føre lovgivningen ud i praksis.

– Kastediskrimination er en social konstruktion, der er legitimeret af en religiøs tro og sanktioneret af samfundet, siger Rikke Nöhrlind.

I Indien, som er det land i verden, hvor mere end halvdelen af verdens dalitter lever, har der i over 20 år eksisteret lovgivning, som specifikt forbyder diskriminering af dalitter. Men loven bliver ikke håndhævet i praksis.

– Det er yderst sjældent, at sager bliver taget op i retssystemet. Og hvis det sker, så ser vi i dag ikke mange eksempler på, at sagerne falder ud til dalitternes fordel, siger Rikke Nöhrlind.

En af de måder, en kasteløs kan få et bedre liv på, er ved at konvertere til en anden religion, som for eksempel katolicismen. Foto: Jakob Carlsen/Polfoto.

Dalitterne er begyndt at mobilisere
Op gennem halvfemserne har der været en omfattende organisering af kampen mod kastediskrimination. En af dem, der har arbejdet hårdt for at fremme dalitternes rettigheder, er dr. Ambedkar – indisk dalit og menneskerettighedsforkæmper. Han er blevet et forbillede for dalitterne i deres modstandskamp. Men også NGO’er og andre civilsamfundsorganisationer er gået ind i kampen.

Ifølge Morten Kjærum, direktør i Institut for Menneskerettigheder og medlem af FN’s komité til bekæmpelse af racediskrimination (CERD), har den omfattende organisering medvirket til, at sagen nu er kommet på den internationale dagsorden.

– Det her er et virkeligt godt eksempel på, hvordan en international dagsorden kan flyttes, når lokale NGO’er i tæt samarbejde med internationale NGO’er og FN’s forskellige menneskerettighedsmekanismer begynder at arbejde sammen, siger han.

Selv om dalitter har lidt under diskrimination i tusinder af år, er problematikken først for nyligt – efter intensivt lobbyarbejde fra involverede NGO’er – blevet taget op i FN.

I april 2005 udpegede FN’s menneskerettighedskommission (UNCHR) to såkaldte specialrapportører, Yozo Yokota og Chin-Sung Chung. De fik til opgave at kortlægge problemets omfang og at komme med retningslinier for, hvordan verdenssamfundet kan komme diskriminationen til livs.

Det skal ske i samarbejde med regeringer, civilsamfund og FN-institutioner. Studiet er endnu ikke færdigt, og manglende indrapporteringer fra de berørte landes regeringer har vanskeliggjort arbejdet for de to rapportører.

Selvom FN’s beslutning om at sætte fokus på problemet er en milepæl, så mener IDSN, at verdenssamfundet bør lægge et langt større pres på regeringerne i de berørte lande.

– Selvom dalitproblematikken ved gentagne lejligheder er blevet taget op i FN, så bliver emnet ikke i tilstrækkelig grad taget op som en selvstændig problematik, siger Rikke Nöhrlind, koordinator i IDSN.

Hun bakkes op af Morten Kjærum, der mener, at det er forbløffende, at det første FN-dokument, som forbyder diskrimineringen af dalitter, først blev til i 2000.

– Det internationale system skal være vagthund og skubbe på regeringerne. FN skal fastholde et kritisk øje på dem, så de enkelte stater sikrer menneskerettigheder mere alvorligt, siger han.

Rosalina Dias Larsen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. roslar@um.dk

DR2 sender i maj og juni en række programmer, der stiller fokus på dalittternes liv. På http://www.dr.dk/uroerlige kan du læse mere om programmerne og problematikken.

ANDERS FOGH MØDTES MED PRÆSIDENT MORALES

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) benyttede topmødet i Wien mellem EU og Latinamerika den 11.-12. maj til at mødes med Bolivias nye præsident Evo Morales. Statsministeren udtrykte lige som en lang række andre statsledere bekymring over Evo Morales 1. majudmelding om at nationalisere landets olie- og gasressourcer. Dekretet fra Evo Morales nye regering betyder, at alle udenlandske selskaber, der opererer i landet, skal sende al sin produktion til det bolivianske statslige gasselskab YPFB, som derefter vil stå for salg og eksport. Derudover skal alle selskaberne genforhandle deres kontrakter med staten inden for 180 dage. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har bestilt en undersøgelse af de juridiske og økonomiske konsekvenser af nationaliseringerne, og på den baggrund vil hun overveje om det får konsekvenser for dansk bistand. /pk

NGO’ER: EU-LANDENES BISTAND PUMPET KUNSTIGT OP

Ny rapport fra CONCORD, en sammenslutning af europæiske NGO’er, konkluderer, at Europas udviklingsbistand er pumpet kunstigt op med en tredjedel. Den reelle bistand er en tredjedel lavere end de officielle tal, hævder rapporten. CONCORD overvåger EU-lande-nes bistand for at se, om de enkelte regeringer lever op til deres løfter. Ifølge Rapporten ’EU Aid: Genuine Leadership or Misleading Figures’ indregnes tal, som ikke er nye midler til at hjælpe udviklingslande, i opgørelsen over bistand. For eksempel gældsslettelse, udgifter til flygtninge og til udenlandske studerende ved europæiske universiteter.

Dette er dog helt i overensstemmelse med OECD-landenes udviklingskomité DAC’s retningslinier for opgørelse af officiel udviklingsbistand. Rapporten fra CONCORD kan downloades på http://www.eu-ngo.dk /rdl

VI HAR MUGET UD I STALDENE

Den fælles europæiske udviklingsbistand er blevet effektiviseret og er i dag langt bedre end sit rygte, fastslog en veloplagt EU-generaldirektør i EuropeAid, Koos Richelle, på lynvisit til Rådsmøde i København.

 
Chefen for EU’s bistand, Koos Richelle, udtrykte bekymring om hvorvidt de nye EU-medlemslande er i stand til at yde bistand af tilstrækkelig høj kvalitet. Europa Aids nederlandske chef var på lynvisit i København som hovedtaler på Danidas Rådsmøde i maj. Foto: Kristian Djurhuus/KD.

Af Stefan Katic

På verdensplan finansierer EU’s medlemsstater 52 pct. af al udviklingsbistand – og EU-Kommissionen var i 2004 den tredjestørste yder af bistand i verden.

Alligevel omtales de 10 pct. af Danmarks udviklingsbistand, der går via EU, ofte som 'de usynlige 10 procent'.

      - EU’s bistand har været forsømt i den danske debat, fastslog Rådsformand Holger Bernt Hansen på en konference i Danidas Råd for Udviklingssamarbejde den 25. april om EU’s bistand.

Og sandt er det: Interessen for, hvad vi får for de danske skattekroner, der kanaliseres til EU-systemet, fylder ikke meget mere end et sammenfoldet EU-flag. Hverken pressen, forskere eller flertallet af danske NGO’er er voldsomt engagerede i at analysere det bistandsarbejde, som Den Europæiske Union udfører i over 160 lande.

Nielson tog slæbet
Dagens mest prominente gæst på én-dags-lynvisit i København var EU-generaldirektø-ren Koos Richelle fra EuropeAid, som har ansvaret for godt 70 pct. af EU-kommissionens udviklingsbistand.

Han slog fast, at EU’s bistand har gennemgået en omfattende decentralisering og effektivisering, der betyder, at EU’s udviklingshjælp i dag er langt bedre end sit rygte. Særligt pegede generaldirektøren på monitering, forenkling og øget fokus på budgetstøtte som tre konkrete forbedringer.

Æren for den møjsommelige opgave med at modernisere EU’s bistand bør ifølge EuropeAid-generaldirektøren tilfalde tidligere EU-kommissær Poul Nielson: – En ikke altid taknemmelig opgave, for han var nødt til at muge ud i staldene.

Nye medlemslande – nye donorlande
Ifølge Koos Richelle er EU ikke én donor –det er 25 donorlandene plus kommissionen:

– Nogle lande har en lang tradition for at give bistand, andre en kort (de nye central- og østeuropæiske medlemsstater, red.). Nogle lande giver bistand bundet til køb i giverlandet, andre ikke.

Og endnu en forskel: Ikke alle EU-lande lever op til målsætningen om, at medlemsstaterne skal yde mindst 0,7 pct. af BNP til bistand. Gjorde alle, som de skulle, ville der med den projektfinansierede form for bistand opstå et såkaldt afløbsproblem: – Hvis alle lande betaler, det de skal, får EU 50 mia. euro ekstra. Der er ingen mulighed for, at vi kan finde projekter nok til så mange penge, sagde Koos Richelle, der fastslog, at EU fremover vil gå mere og mere over til sektor– og budgetstøtte. En udvikling, han selv er varm fortaler for.

Rituel markering af territoriet
Så var det tid til spørgsmål fra salen i Dansk Arkitekturcenter, der var tætpakket med nye og gamle ansigter fra det danske ulandsmiljø.

Man kunne nu have forstillet sig, at spørgerne ville bruge de kostbare minutter – inden generaldirektøren skulle videre til interviews og lufthavn – på at spørge kritisk ind til EU’s bistand.

Men nej: Den faste stok af repræsentanter fra interesseorganisationer greb nu på skift mikrofonen og understregede, hvorfor EU burde tilgodese netop deres område: Damen fra Dansk Industri opfordrede EU-kommis-sionen til i højere grad at inddrage erhvervslivet. Herren fra Verdensnaturfonden ville have EU til at tage mere hensyn til miljø- og naturbeskyttelse, og spørgeren fra Ibis opfordrede Koos Richelle til i højere grad at inddrage – surprise, surprise – NGO’erne i overvågningen af bistanden.

Intet nyt fra NGO-fronten.

Europa-Kommissionens årsberetning 2005 (engelsk, fransk) kan bestilles på: europeaid-info@cec.eu.int

EVALUERING BLEV TILBAGEHOLDT

International Røde Kors kritiseres for i over et år at have tilbageholdt en stærkt kritisk evaluering af organisationens indsats efter tsunamien i Sydøstasien. Rapporten var til internt brug, svarer hovedkvarteret i Genève.

Af Rosalina Dias Larsen

En stærkt kritisk evaluering af International Røde Kors’ aktiviteter efter tsunamien i Sydøstasien blev først offentliggjort i marts 2006, et år efter at den var udarbejdet.

Rapporten peger på, at organisationen på verdensplan indkasserede så mange penge efter tsunamien, at man har været nødt til at begive sig ind på områder – såsom at bygge huse – der ligger udenfor organisationens normale mandat, nemlig at yde nødhjælp.

Til intern brug
Ifølge nyhedsbrevet Development Today er evalueringen ikke blevet offentliggjort før nu, fordi den er blevet tilbageholdt af Røde Kors’ internationale bestyrelse.

Offentliggørelsen skyldes ifølge Development Today, at organisationen har været udsat for stærk kritik. Denne fortolkning er International Røde Kors ikke enig i.

– Vi går vi ind for gennemsigtighed i forhold til de udfordringer, som organisationen står overfor. Vi forsøger ikke at skjule dem, siger Johan Schaar, Special Representative for the Tsunami Operation, fra det Internationale Røde Kors hovedkvarter i Genève.

Han tilføjer, at rapporten fra start var ment som et redskab til intern brug. Og at offentliggørelsen netop er et tegn på den åbenhed, der præger den internationale bestyrelse, som tog beslutningen om, at evalueringen skulle offentliggøres.

I de forkerte hænder
Evalueringen er udarbejdet af en ekstern konsulent for International Røde Kors, der skriver, at de mange indsamlede penge til en vis grad er havnet i de forkerte hænder, da International Røde Kors ikke har bedrevet genopbygningsarbejde før.

Dertil siger Johan Schaar:

– Rapportens forfatter beskriver helt rigtigt, at genopbygningsplanerne er en udfordring. Men International Røde Kors har været involveret i genopbygning efter katastrofer i mange år. Måske det simpelthen bare ikke er kendt uden for organisationen og hos dem, som er beskæftiget indenfor det humanitære område På verdensplan har Røde Kors indsamlet over to mia. dollars til ofrene for tsunamien. De fleste af disse penge vil gå til at genopbygge områderne berørt af tsunamien. Over de næste fem år skal organisationen bygge op mod 100.000 erstatningshuse.

BLIV ’MASTER OF DISASTER’

Hjælpearbejdet efter tsunamien i Sydøstasien er blevet kritiseret for at have været for ukoordineret. En gruppe fagfolk er nu gået i gang med at idéudvikle en ny masteruddannelse, der skal gøre hjælpearbejdere bedre rustet til at håndtere katastrofesituationer.

Af Rosalina Dias Larsen

’Master of Disaster’. Sådan kan din fremtidige professionelle titel blive, hvis planerne om en ny uddannelse i katastrofehåndtering bliver realiseret.

Det er Center for International Sundhed og Udvikling (CISU) på Københavns Universitet (KU), der i samarbejde med Beredskabsstyrelsen har lagt grundstenene til den nye uddannelse. Intentionen er, at uddannelsen skal ruste hjælpearbejdere, som arbejder i katastrofeområder, med at kunne håndtere forskellige problemstillinger på bedst mulig vis.

– Vi mangler denne uddannelse her i Danmark. Under tsunamien så vi, at det, folk lavede, ikke var optimalt. De professionelle trak på erfaringer fra katastrofer andre steder i verden og glemte, at de sad i Banda Ache og ikke i Darfur. Det fungerer ikke. Man er nødt til at inddrage specifikke kulturelle, religiøse og socioøkonomiske aspekter, siger adjunkt Peter Kjær Jensen fra KU. Han er en af tovholderne på projektet.

Praktisk læring
Jesper Holmer Lund er humanitær programofficer i FN’s koordineringskontor for humanitær bistand (OCHA) i Genéve. Han var blandt andet ansvarlig for koordineringen af indsatsen i den indonesiske provins, Banda Ache, som var et af de hårdest ramte områder efter tsunamien, og ved jordskælvskatastrofen i Pakistan. Han mener også, at der er et stort behov for uddannelsen på nuværende tidspunkt.

– I dag er det de berørte lande selv, nogle gange bistået af FN, der koordinerer indsatsen ved katastrofer. Men når det strømmer ind med hjælpeorganisationer, der har deres egen dagsorden, så er det umådeligt svært at få det hele til at lykkes. Vi skal forsøge at lære de studerende, hvilke retningslinier organisationer bør følge i katastrofesituationer, siger Jesper Holmer Lund.

Han understreger dog vigtigheden af, at der bliver lagt vægt på praktisk læring. Og praktiske redskaber er præcis, hvad studerende på den nye uddannelse kan vente sig.

Læs reportagen fra CISU-kurset her på siden.

SMID REGNORMEN OVER DIN VENSTRE SKULDER

På et sommerskoleophold skal deltagere fra ti lande rustes til at kunne håndtere katastrofesituationer på tværs af kulturer. Deltagerne skal lære samarbejdets kunst – og hvordan man graver toiletter. udvikling trak i gummistøvler og tog med holdet til Hedehusene.

Tekst & foto: Rosalina Dias Larsen

– Hvis I ser nogen løbe skrigende rundt, så lad være med at blive bange.

Det er Jan G. Olsen fra Beredskabsstyrelsen, der indvier kursusdeltagerne i områdets logistik.

Vi befinder os på Beredskabsstyrelsens træningsområde ved Hedehusene nær Roskilde. Derfor den dramatiske åbning af et ellers fredeligt kursus, der er arrangeret at Center for International Sundhed og Udvikling (CISU) på Københavns Universitet (KU).

29 deltagere med forskellige professioner fra over ti forskellige lande skal, som en del af et sommerskoleophold, bruge dagen på at grave toiletter, lære om vandpumper og lave deres eget vandfilter. Men vigtigst er det, at de lærer at samarbejde. Holdarbejde og god kommunikation er nemlig den vigtigste forudsætning for, at indsatsen vil lykkes i katastrofesituationer.

Vanskelig start
En anden vigtig ting er, at koordineringen af indsatsen fungerer og bliver styret fra centralt hold. Derfor deler Thorbjørn Nesjan fra Beredskabsstyrelsen deltagerne op i tre hold. Hvorefter der vælges en leder i hver gruppe. Første opgave virker tilsyneladende ganske simpel. Lederen fra hver gruppe skal til alle holdmedlemmerne skaffe en af de medbragte T-shirts – i den rigtige størrelse vel at mærke. Men inden der er gået to minutter, går det hele op i kaos. Folk går forvirrede rundt og bytter bluser på tværs af holddeling. Og det ender da også med, at alle henter deres egen. Opgaven bliver dog løst, men som en af deltagerne siger, så er det ”godt at dette ikke gælder menneskeliv”.

Multietnisk krisehåndtering. Det var enhver mands drengedrøm, der gik i opfyldelse, da deltagerne på katastrofeøvelsen ved Hedehusene fik lov at lege med brandslanger. De 29 deltagere skal trænes i at samarbejde ved fremtidige katastrofer.

En spade er en spade
Så skal der graves toiletter.

– Dette er en spade. Den bruges til at grave med.

Denne måske åbenbare påstand kommer fra Thorbjørn Nesjan, mens han løfter, vender og drejer spaden. For ikke at træde nogen over tæerne spørger jeg forsigtigt Thorbjørn Nesjan, hvorfor han gør opmærksom på så indlysende et faktum.

– Jamen det er fordi, at man for eksempel i Sri Lanka ikke bruger spader, oplyser han.

Måske er det også årsagen til, at kvinden fra Sri Lanka står på sidelinien, da der skal graves huller til toiletter. Måske ikke.

I hvert fald er det et par stærke mænd, der lystigt griber spaderne og begynder at grave.

– Hov hov, stop en gang!

Det er adjunkt Peter Kjær Jensen fra Københavns Universitet og tovholder på kurset, der resolut afbryder arbejdet.

– Er der nogle kulturelle aspekter, vi skal tage hensyn til, når vi bygger toiletter? spørger han.

Deltagerne kigger spørgende på hinanden. Ingen kender svaret.

– Muslimer må ikke vende rumpen mod Mekka, lyder det fra Peter Kjær Jensen.

Han virker noget overrasket over, at ikke en gang muslimerne i gruppen kender svaret. Thorbjørn Nesjan fra Beredskabsstyrelsen finder kompasset frem, og gravearbejdet fortsætter.

– I Nepal må vi ikke slå dem her ihjel. Ordene kommer fra en af de gravende kursister. I hånden holder han en regnorm.

– Hvad skal vi så gøre med dem? spørger en anden kursist fnisende.

– Skal vi ikke bare sige, at vi smider dem over venstre skulder, lyder svaret. Og det gør de.

I forsøget på at respektere hinandens kulturelle forskelle er der mange barrierer, der skal overvindes. Eksemplerne her i artiklen kan virke banale. Men det er en vigtig del af øvelsen. For uden forståelse for kulturelle, religiøse og socioøkonomiske forhold, vil deltagerne i fremtiden have svært ved at samarbejde, når de står ude, hvor den virkelige katastrofe er sket.

FARVEL TIL DANNEBROG

Ny evaluering vender tommelfingeren opad til fordel for budgetstøtte, men den skal gives som en ’bistandspakke’ af penge, partnerdialog og kapacitetsstøtte. Budgetstøtte betyder dog, at det på sigt kan blive svært at fastholde den folkelige støtte til bistanden.

 
Budgetstøtte fungerer bedst i de u-lande, der har en fattigdomsstrategi – og følger den. Foto: Mikkel Østergaard.

Af Stefan Katic

Dansk u-landshjælp? Det er noget med et hospital, en skole eller en brønd et sted i de varme lande – forsynet med et dannebrogsflag eller i det mindste en mindetavle, der kundgør, at dette projekt er doneret af Danida.

Det er længe siden, at dansk bistand så sådan ud. Ikke desto mindre er der uden tvivl en del skatteydere, der fortsat går rundt med dette billede på nethinden, når snakken falder på dansk bistand.

Sektorprogrammer har erstattet de enkeltstående hospitals- og sundhedsprojekter. Og med basket funding – hvor en lang række donorer går sammen om en indsats på ét område – er det nationale, danske fingeraftryk i bistanden blevet sværere at få øje på.

Færre cigarkasser
Sidste skud på stammen i denne lange bevægelse væk fra de enkeltstående, nationale indsatser hedder budgetstøtte. Det betyder, at støtten overføres direkte til statskassen i det pågældende u-land, hvor pengene så indgår på lige fod med andre midler såsom indtægter fra moms og skat. Fordelen er, at ministeriet i modtagerlandet – der ofte er sparsomt bemandet – ikke behøver administrere et hav af ’cigarkasser’ med øremærkede penge fra 117 donorer til 117 formål med 117 forskellige krav om afrapportering.

Men budgetstøtte er ikke kun for afrikanernes brune øjnes skyld: Med budgetstøtte kan donorerne nemlig sidde med ved mødebordet i modtagerlandets finansministerium og herved få en ikke ubetydelig indflydelse på de store linjer.

Forsigtig optimisme
Nu ligger den første større internationale evaluering af budgetstøtte klar. Den bygger på syv landestudier og er gennemført af et internationalt konsortium ledet af det britiske firma Mokoro Ltd.

Barometeret står på ’forsigtig optimisme’: Overordnet er budgetstøtte en god vej at gå, men den fungerer afgjort bedst, hvis det pågældende u-land har og følger nationale fattigdomsstrategier (det vil sige planer, der konkret beskriver hvordan fattigdommen skal bekæmpes), fastslår rapporten. Den peger også på en positiv sideeffekt, nemlig at budgetstøtten har ændret relationen mellem den rige giver og den fattige modtagerregering i Syd i retning af mere partnerskab.

Sværere at sælge den gode historie
Men er der ikke en risiko ved at holde op med at øremærke de penge, Danida sender til verdens fattigste lande – hvoraf nogle også er sammenfaldende med verdens mest korrupte lande?

– Vi har ikke fundet nogen beviser for, at penge til budgetstøtte er blevet misbrugt til korruption, siger teamleder Stephen Lister, der har ledet evalueringen for Mokoro Ltd. Han understreger dog, at forholdene er meget komplekse, når det handler om korruption.

Når danske bistandskroner gives som budgetstøtte til regeringen i Mozambique eller Vietnam, så bliver livet lettere for de lokale embedsmænd, der skal styre budgetterne. Men samtidig bliver det sværere konkret at vise den gavn, de danske bistandskroner gør. Dannebrogsflaget på toppen af klinikken i bush’en pakkes endegyldigt sammen. Og det kan på sigt underminimere den folkelige opbakning bag bistanden. Som Stephen Lister siger:

– Folk elsker at donere penge til at bekæmpe hiv, men måske det i virkeligheden er generel støtte til hospitalssektoren som sådan, der er brug for. Her kan budgetstøtte virke, siger Stephen Lister, der understreger vigtigheden af at få ’solgt budskabet’ til skatteyderne.

Budgetstøtte under luppen Evalueringen af budgetstøtte – der er bestilt af Verdensbanken, IMF og en række nationale donorer, herunder Danida – dækker tiåret 1994-2004 og omfatter syv lande, heraf de fem danske programsamarbejdslande Burkina Faso, Mozambique, Nicaragua, Uganda og Vietnam, det tidligere samarbejdsland Malawi samt Rwanda. Alle pile peger på, at budgetstøtte fremover vil udgøre en stadig større del af udviklingsbistanden. Denne støtteform vandt frem i sidste del af 1990’erne som en reaktion på, at andre bistandsinstrumenter viste sig utilstrækkelige. For Danidas vedkommende har budgetstøtten de seneste år udgjort 5-6 pct. af bistanden til Danmarks programsamarbejdslande. Dette er en noget mindre andel i forhold til de donornationer, Danmark normalt sammenligner sig med. Evalueringsrapporten ’Evaluation of General Budget Support’ kan fås gratis hos DBK, salg@dbk.dk, telefon 32 69 77 88.

Læs rapporten om generel budgetstøtte på http://www.evaluering.dk

DANSK BISTAND LEVER OP TIL MÅLENE

Med karaktererne ’tilfredsstillende’ og ’me-get tilfredsstillende’ er Danmarks bistand til udviklingslande mere end blot bestået. Men meget kan gøres bedre. Det fremgår af en ny rapport udarbejdet af et uafhængigt råd under Danida.

Rapporten konkluderer, at Danida når en meget stor del af de fastsatte mål. Hele 83 procent af de danskstøttede programmer er ifølge rapporten opfyldt på enten tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende vis.

Rapporten konkluderer blandt andet, at Danmarks ambassader gør en stor indsats for at tilpasse bistanden til modtagerlandene. At Udenrigsministeriet kan blive bedre til at integrere ligestilling, miljø, menneskerettigheder og demokrati i bistanden. Og endeligt at de internationale organisationer, der modtager dansk bistand, stadig ikke leverer rapporter om deres resultater, som er grundige nok. /rdl

REGERINGEN SVIGTER LØFTE OM SKOLEGANG

VK-regeringen lever ikke op til sine egne mål om at gøre støtte til uddannelse til det største og vigtigste område i udviklingsbistanden.

Regeringens ambition var at afsætte 15 pct. af budgettet til formålet i 2008. Men i dag står det klart, at Danmark ikke vil nå det mål. Det konkluderer en ny rapport, som ulandsorganisationen Ibis og Danmarks Lærerforening (DLF) offentliggjorde den 27. april.

Havde regeringen levet op til sin egen målsætning, skulle Danida allerede i 2004 have

brugt 11 pct. af bistandsbudgettet til uddannelse af børn i u-landene. Men bistanden til uddannelse nåede kun op på 8,2 pct., beregnes det i rapporten ’Alle har ret til en lærer’.

99 millioner børn kommer stadig ikke i skole, og i Afrika anslår FN’s Særorganisation for Kultur og Undervisning (Unesco), at op mod hvert andet barn ikke afslutter 5. klasse. /rdl NR. 04^/2006