KINA I AFRIKA...
Kineserne investerer i Afrika i et rasende tempo – og gør dermed dét, vi fra dansk side først og fremmest holder konferencer om.
Af Poul Kjar
Kinesernes nye politiske og forretningsmæssige dagsorden i Afrika er drevet af investeringer i olieindustrien i lande som Angola, Sudan og Nigeria. Derudover investerer kineserne flittigt i kobber- og koboltproduktion i Zambia og selv i det ustabile Congo.
Kina er blandt meget andet involveret i telekommunikation i Etiopien, malariamedicin i Uganda, elektricitetsværker og veje i Kenya. Otte afrikanske lande er officielt blevet udpeget som turistdestinationer for de tusindvis af kinesere, der skal indløse merværdien af deres nyvundne levestandard i form af en safarirejse.
Samhandlen mellem Kina og Afrika nåede i 2005 op på 37 mia. dollars. Det gør Kina til Afrikas tredjestørste handelspartner efter USA og Frankrig og bidrager til kontinentets pæne vækstrater.
Poul Nielson: Imod dæmonisering Alligevel er historierne om det kinesiske Afrikaengagement overvejende negative. Det skyldes blandt andet kinesernes støtte og samarbejde med eksempelvis Zimbabwes præsident Robert Mugabe.
Overgreb på menneskerettigheder og dårlig regeringsførelse afholder ikke kineserne fra at investere og samarbejde med en despot, der har brug for våben og et marked til at afsætte sin produktion af elfenben.
Dermed har Robert Mugabe og andre afrikanske despoter fået et nyt manøvrerum, hvor de kan vælge mellem Vesten, der stiller krav, og kineserne for hvem business er business.
Dertil siger Poul Nielson, tidligere udviklingsminister og EU-kommissær:
– Der er intet nyt i, at nogle afrikanske lande bliver betjent på en bestemt måde, der afspejler givernes mere eller mindre perverse interesser.
- Men det er nyt, at Kina er involveret?
- Det vil jeg kalde for globalisering, og jeg vil godt tale imod dæmoniseringen af det kinesiske engagement i den tredje verden, svarer Poul Nielson.
Læs artiklen på side 12-13 og interviewet med Poul Nielson på side 14.
Denne side er kapitel 1 af 9 til publikationen "Udvikling nr. 4 2006".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6546/index.htm
|