EN MINDRE SKÆV VERDEN

Billede af publikationens forside

 

Kolofon

Titel:
EN MINDRE SKÆV VERDEN

Resume:
Med udgangspunkt i historier og personer fra udviklingslandene beskrives FN’s otte 2015 Mål for udvikling – bekæmpelse af fattigdom, fremme af ligestilling og uddannelse, nedbringelse af børne- og mødredødelighed, bekæmpelse af AIDS og andre sygdomme, fremme af et bæredygtigt miljø og opbygning af et globalt partnerskab. Fire indledende kapitler indeholder en introduktion: 2015 Målene beskrives med udgangspunkt i livet i en ghanesisk landsby; Danmarks vej fra fattigdom til velfærdssamfund omtales gennem en 101-årig kvindes livshistorie; udviklings betydning for bekæmpelse af terror og sikkerhed i verden fremhæves; og endelig sammenfattes udviklingsbistandens historie. Herpå følger otte kapitler, der med konkrete eksempler fortæller om baggrunden for hvert af de otte mål. Der er desuden portrætter af mennesker i udvikling og fokus på en række benspænd for udvikling. Bogen er rigt illustreret og forsynet med kort, faktabokse, grafik og litteraturlister.

Udgiver:
Politikens Forlag A/S

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet, Danida

Forfatter:
Jesper Strudsholm

Andre bidragydere:
Forlagschef: Jesper Groftved, Redaktionschef: Søren Sattrup,Redaktør: Kristoffer Flakstad, Layout: art/Grafik I/S, embryo ,design Omslag: embryo design, Illustrationer: Omslag: Klaus Holsting, Kort: TT Grafik, Fotos: Klaus Holsting samt Jesper Strudsholm

Sprog:
Dansk

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/6488/index.htm

ISBN nr:
87-567-7948-8

Digital ISBN nr:
87-7667-481-9

Versionsdato:
28-04-2006

Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js

Udgiverkategori:
statslig

Emneord:
udvikling, u-lande, 2015 Mål, u-landsbistand, fattigdom, undervisning, sundhed, miljø, ligestilling

Noter og andre oplysninger:
Forfatter og redaktion har bestræbt sig på, at bogens oplysninger var så korrekte som muligtved redaktionens slutning. Derkan dog efterfølgende ske ændringer i web-adresser m.m.. Forlaget kan derfor ikke være ansvarlig for evt. følger af disse ændringer.Turen Går Til En mindre skæv verden, er produceret med støtte fra Danida, Udenrigsministeriet. Jesper Strudsholm (f. 1961)Korrespondent i Sydafrika siden1995. Har beskæftiget sig medinternational politik og udvikling siden 1989. Journalist på Dagbladet Politiken. Bogens forfatter takker Charlotte Henriksen og Danidas øvrige medarbejdere både i Udenrigsministeriet og på ambassaderne (herunder særligt i Ghana og Mozambique); alle interviewede i bogen; Lasse Nørgaard; Jens Erik Rasmussen; Anne M. Sørensen; Ola Wong; Klaus Holsting; kolleger på Politiken – først og fremmest biblioteket, udlandsredaktionen og fotoafdelingen; Poul Grosen (den alt for tidligt afdøde chef for UNDP’s nordiske kontor); Peter Linnér; Christian Friis Bach; Stine Leth-Nissen; Øjvind Kyrø; Ole Mølgård Andersen; Poul Erik Lauridsen og Michael Jarlner, Politikens udlandsredaktør.



Indholdsfortegnelse



MAGI I GRÆNSELANDET

BAG OM 2015 MÅLENE

1 HVAD HØVDINGEN SIGER

2 DANMARK VAR ET U-LAND

3 DRENGEN PÅ EVIG FLUGT

4 BISTAND OG POPMUSIK

5 MIRAKELBANKEN

6 FRISKE FRUGTER KOSTER PENGE

7 EN KVINDE TIL FORSKEL

8 I KRIG FOR BØRNENE

9 EN STOK I UNDERLIVET

10 KAMPEN MOD DE STORE DRÆBERE


11 NÅR POLERNE SMELTER

12 TIL DØDEN OS SKILLER

PRAKTISKE OPLYSNINGER




MAGI I GRÆNSELANDET

illustration

Gode rejsebøger foregår i grænselandet mellem virkelighed og drømme. De har nyttige og benhårde facts som landkort, kilometermål og telefonnumre på de bedste restauranter. Det fremmede er sat i system, det uoverskuelige delt op i kapitler, tabeller og registre. Men det vigtigste står mellem linierne. Den egentlige magi i rejsebøger er deres evne til at skabe billeder i vores hoveder og massere forventninger og fantasi.

Derfor var ideen om at bruge en rejseguide som skabelon for en bog om udvikling og fattigdom så indlysende. U-lande-nes udvikling er et emne, hvis skriftlige kilder traditionelt beskriver en ganske deprimerende virkelighed. Tal og tabeller om aidsofre og hungersramte er ikke lystlæsning, og derfor når vi ofte ikke længere end til overskrifterne.

I denne bog fortæller vi om en anden virkelighed. Udgangspunktet er, at udvikling er mulig, også for de fattigste. Rejsen ud af fattigdom og desperation foregår hver eneste dag og begynder hos de mennesker med drømme og drivkraft, der optræder i denne bog.

Vores guide på denne rejse er den optimisme, der blev udtrykt på FN’s generalforsamling i 2000 og senere nedfældet som de såkaldte 2015 Mål for udvikling. Disse otte globale mål handler om at forbedre livet for de fattigste på en række afgørende punkter som uddannelse, sundhed og ligestilling. Forsøgene på at opfylde de fleste af målene starter med det enkelte menneske. Det samme gør denne bog. Den fortæller den store historie gennem de små eksempler, ofte fra landsbyen eller storbyens slum.

Metoden har sine oplagte begrænsninger. Den mest indlysende er den geografiske. Trods afstikkere til Asien og Latinamerika foregår meget af bogen i Afrika, verdens fattigste kontinent, hvor problemerne med at nå de otte 2015 Mål er størst. Men selv om scenen ofte er afrikansk, er problematikken global. Afrikas problemer genfindes i de fattigste lande i Asien og Latinamerika. Og i mange tilfælde vil man kunne ændre navne på historiernes personer, landsbyer, lande og kontinenter, uden at billedet nødvendigvis er voldsomt meget anderledes.

Denne globalisering af udvikling gælder også mange af de inspirerende løsninger, der optræder undervejs. Hvem havde for få generationer siden troet, at man kunne låne mia. til de fattigste i Bangladesh – og få dem tilbage med renter? Og at dette princip nu breder sig over hele kloden? Hvem kunne forudse, at Indien kunne hjælpe Danmark med informationsteknologi? Hvem turde for ti år siden vædde på, at mobiltelefoner ville opleve en eksplosiv vækst i Afrika?

illustration

Mange af disse historier handler mere om lokal udvikling end om den u-landsbi-stand, der ofte har været omdrejningspunktet i vores forsøg på at forstå den fattige del af verden.

Både 2015 Målene og bogen her flytter dette fokus. Udviklingslande er ikke passive bistandsklienter. De er ofte sprudlende, unge nationer, der insisterer på, at de selv kan gøre det lidt bedre. Måske gennem handel, måske gennem vækst på hjemmemarkederne, måske gennem et teknologisk spring fremefter. Undervejs i denne proces kan bistand være et af bidragene. Men både den fattige og den rige verden er for fuld fart på vej ud af den vildfarelse, at hjælp udefra i sig selv kan være basis for udvikling.

Samtidig er det dog blevet stadig mere indlysende, at udvikling af de fattigste lande også er i de rige landes interesse. De seneste års terrorangreb i vestlige hovedstæder har mindet om, at efterretningstjenester og pigtråd ikke altid kan beskytte verden mod den galopperende utilfredshed, der næres af arrogance og ulighed.

Det anede vi nok. Det nye er, at de fattige også har fået mere viden. Satellittv og mobiltelefoner er overalt på kloden hastigt ved at gøre fattige mennesker lige så oplyste som de frustrerede østeuropæere, der for 16 år siden væltede Berlinmuren i deres jagt på demokrati og udvikling.

Ingen har noget håb om, at 2015 Målene alene vil skabe lighed. Og da disse linier blev skrevet i begyndelsen af 2006, skulle verden tage sig alvorligt sammen for overhovedet at nå dem. Men meget kan endnu ændres, hvis de rige lande er parat til at udnytte de historiske muligheder i en verden, der aldrig har været mere velhavende.

Det handler om at udnytte den magi i grænselandet mellem desperation og fremskridt, som allerede eksisterer og er det vigtigste indhold i denne guidebog.

God tur

BAG OM 2015 MÅLENE

Skolegang. Ligestilling. Et langt, sundt liv. Det lyder som en selvfølge, men for mio. af mennesker i verden ser hverdagen helt anderledes og håbløs ud. FN har derfor nedsat otte mål for udvikling, som skal være opfyldt overalt på kloden i 2015. Håbet er at skabe en mindre skæv verden.

illustration

Kan man danse samba til en erklæring fra FN’s generalforsamling? Kan man få supermodellen Naomi Campbell til at synge en popsang baseret på visionerne i en rapport fra generalsekretær Kofi Annan? Kan man proppe en strategi til bekæmpelse af verdens fattigdom i fjer og pailletter og gøre den til tema for 85 minutters karnevalsoptog?

I Brasilien kan man. I det mindste hvis resolutionen, strategien og visionerne er så folkelige og forståelige som 2015 Målene. I 2005 var de otte mål temaet for sambaskolen Portelas indslag i Rios verdensberømte karneval. Fra toppen af det hele sang Naomi Campbell »Eight Ways to Change the World« om de otte mål for en bedre verden, der udsprang af FN’s Årtusindetopmøde tilbage i september 2000. For første gang i verdenshistorien blev der sat tal og ord på de fattiges forventninger og de riges forpligtelser på en klode, hvor alle i dag er afhængige af hinanden. Pludselig havde FN’s bureaukrater et redskab til at gøre udvikling til en folkesag. I Brasilien sponsorerede man et karnevalsoptog, i Vietnam er der udgivet en tegneserie om 2015 Målene. I Danmark optrådte Bubber i TV 2 med historier om verdens fattigste.

illustration

Men alt dette var kun en beskeden opvarmning til sommeren 2005, hvor udvikling for første gang i mange år dominerede dagsordenen i internationale institutioner og medier. Verdens ledere snakkede fattigdom på de rige landes G8 topmøde (s. 56). Og på stadioner verden over rockede folk til Live 8-koncerterne (s. 56) med deres krav om udvikling.

Sådan gik der for en stund karnevalsstemning i udviklingspolitik. Bagefter blev det hverdag.

Man indså, at ikke alle mål kan nås alle steder – og slet ikke i Afrika. Men som det vil fremgå af denne bog, har 2015 Målene lavet nye rytmer i gamle diskussioner om klodens største udfordringer. Og dét er i sig selv en gevinst. 

illustration

2015 Målene voksede ud af FN’s Årtusindtopmøde i 2000. Ambitionen er at opfylde dem globalt såvel som i de enkelte lande i løbet af de 25 år fra 1990 til 2015.

Mål 1: Udrydde ekstrem fattigdom og sult

Delmål: Halvere andelen af verdens befolkning, som lever for under en dollar om dagen

Delmål: Halvere andelen af verdens befolkning, som lider under hungersnød

Mål 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle

Delmål: Inden år 2015 skal alle børn, drenge og piger, have mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse.

Mål 3: Fremme ligestilling mellem kønnene

Delmål: Udligne forskellen mellem antallet af drenge og piger, der går i grundskole inden 2005, og på alle uddannelses-niveauer inden år 2015.

Mål 4: Reducere børnedødeligheden

Delmål: Reducere andelen af børn, som dør før de fylder fem år, med to tredjedele inden år 2015.

illustration

Mål 5: Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder

Delmål: Reducere dødsfald i forbindelse med fødsler og graviditet med tre fjerdedele inden år 2015.

Læs mere på http://www.2015.dk og http://www.danida.dk/2015  

Mål 6: Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme

Delmål: Standse udbredelsen af hiv/aids og knække den opadgående kurve, der viser et stadig stigende antal smittede inden år 2015

Delmål: Standse udbredelsen af malaria og andre sygdomme inden år 2015.

Mål 7: Sikre miljømæssig bæredygtig udvikling

Delmål: Integrere principperne om bæredygtig udvikling i de enkelte landes politik og udviklingsprogrammer og vende nedgangen i miljømæssige ressourcer

Delmål: Halvere andelen af befolkningen uden adgang til rent drikkevand inden 2015

Delmål: Forbedre levevilkårene væsentligt for mindst 100 mio. mennesker, som bor i slumområder, inden 2020

Mål 8: Skabe et globalt partnerskab for udvikling

Delmål: Videreudvikle et åbent, regelret, forudsigeligt ikke-diskriminerende handels- og finansielt system. Omfatter en forpligtelse til god regeringsførelse, udvikling og fattigdomsreduktion – både nationalt og internationalt.

Delmål: Tage hensyn til de særlige behov hos de mindst udviklede lande. Omfatter toldfrihed og kvotefri adgang for de mindst udviklede lande, forbedrede programmer for gældsatte lande, afskrivning af officiel bilateral gæld og øget statslig finansieret udviklingsbistand til lande, som forpligter sig til at reducere fattigdom

Delmål: Tage hensyn til de særlige behov hos små udviklingslande uden adgang til havet og hos små udviklingslande, som er øer.

Delmål: Omfattende behandling af udviklingslandenes gældsproblemer gennem nationale og internationale mål for at gøre gæld holdbar på langt sigt.

illustration

1 HVAD HØVDINGEN SIGER

 illustration

I en ghanesisk landsby møder vi en høvding, hvis far havde 22 koner og 65 børn. Selv har han nøjedes med seks børn med én kone. Han har til gengæld haft overskud til at hente en ph.d.-grad i kulturgeografi på et universitet i USA. Men hvordan sikrer han og verden, at resten af den globale landsby tager blot en brøkdel af dette spring fremefter før 2015?

illustration

Høvding John Nabila behøver kun sit letforståelige kropssprog for at introducere sig selv, da vi ruller op foran hans bolig i landsbyen Kpasenkpe. Ord er overflødige. Hans imponerende fysik, indpakket i en vildtvoksende kjortel, er rigeligt til at besætte det meste af den topersoners

sofa, som hans tjenere har slæbt udenfor. De samme tjeneres knælende tiltale af chefen udraderer enhver rest af tvivl om mandens magt over Kpasenkpe og omliggende landsbyer.

»Her opfattes høvdingen som omdrejningspunktet for alt liv,« siger Nabila selv.

To gange om ugen er han dommer ved sin egen domstol, der behandler alt andet end blodig kriminalitet. I samarbejde med en kyndig i traditionel religion afgør han den bedste tid for forårssåningen. Og dagen efter vores ankomst vil han i guldbesatte sandaler skride gennem landsbyen under en parasol, som han ikke selv skal spilde kræfter på at bære.

Men Nabilas fotokopierede CV fortæller, at hans trods sine rødder i et af Ghanas mindst udviklede landdistrikter også har et andet liv. Som professor i geografi på universitetet i hovedstaden Accra underviser han studerende, der behandler ham med noget mindre respekt. »De siger bare:

» Good morning, Sir« and whatnot.«

Nogle uger vil man finde Nabila på en stille villavej med farve-tv og rindende vand i Accras universitetskvarter. I andre uger møder en snes af Nabilas underhøvdinge hver dag op for at hilse ham godmorgen i den lave firlængede bygning i Kpasenkpe, der lokalt omtales som »The Palace«.

Den globale landsby

Begrebet den globale landsby blev opfundet af forfatteren Marshall McLuhan i 1962. Han beskrev, hvordan massemedier har gjort verden til én stor landsby, hvor alle i princippet kan vide alt om alle. Siden er udtrykkets betydning udvidet. Det bruges også til at minde om, at alle klodens indbyggere er afhængige af det samme miljø – og at problemer med fattigdom i u-landene også kan få konsekvenser for den rige verden.

Fra sin lænestol diskuterer Nabila dagens udfordringer med gæsterne på gulvet. Indimellem når de også det større håb: At høvdingen kan bringe det bedste fra den moderne verden i hovedstaden til undersåtterne i Kpasenkpe. Udvikling, med andre ord. Det store spring fremefter, som alle drømmer om – og som verdens ledere i 2000 lovede hinanden at gennemføre med de såkaldte 2015 Mål.

DE FØRSTE SKRIDT MOD 2015

Løfter om udvikling var grunden til, at Nabila efter faderens død i 1992 slog en stribe rivaler i opløbet og blev udpeget som høvding af Mamprusi-stammens konge, Nayiri. Blandt Nabilas fortrin var hans Ph.d-grad fra Michigan State University, USA, og en kort karriere som minister fra 1979 til 1981. »Det er en fordel at have en oplyst høvding. Og mine kontakter har været med til at bringe udvikling,« forklarer Nabila. Som det vil fremgå senere, er det at have forbindelser et afgørende element i forståelsen af Afrikas udvikling (s. 58).

Nabilas far sørgede for Kpasenkpes første skridt fremefter på et tidspunkt, hvor udvikling var defineret som noget, man vred ud af kirken og bistandsorganisationerne. »Han skaffede os undervisning og kirken. Og kirken skaffede os World Vision (s. 165),« siger Nabila om faderens betydning.

World Vision er en kristen – indimellem missionerende – amerikansk bistandsorganisation, der i Kpasenkpe blandt andet byggede skolen, lavede vandboringer og opsatte toiletter. Det har bragt landsbyen nogle vigtige skridt mod 2015 Målenes visioner om skolegang og rent drikkevand for alle. På klinikken i Kpasenkpes

 

udkant bakser personalet med de tre mål, der handler om sundhed: Kampen mod sygdomme som malaria, aids og tuberkulose og forsøget på at nedbringe antallet af dødsfald blandt børn og mødre, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel.

Men Kpasenkpe har måttet lære på den ind imellem dødelige måde, hvad alverdens udviklingsorganisationer og forskere også er nået frem til: Infrastruktur som skolebygninger, vandpumper og klinikker er kun én af forudsætningerne for udvikling.

Som høvding og professor i geografi skræver John Nabila over kløften mellem det traditionelle og det moderne Ghana.

Som høvding og professor i geografi skræver John Nabila over kløften mellem det traditionelle og det moderne Ghana.

BELØNNINGER TIL PIGERNE

I Kpasenkpes grundskole har inspektøren Tinyaligya Ndima Nelson haft stor succes med at fylde de to lange, gulmalede bygninger til bristepunktet ved hjælp af ganske simple midler. Den katolske kirke betaler for frokost til børnene. Og det er lykkedes at lokke forældrene til også at sende pigerne i skole ved at love familierne en præmie på en sæk salt, en liter madolie og to skåle majs for hver måned, hvor eleverne kommer mindst 20 af 22 skoledage. Programmet har kørt i en årrække og betyder, at der i de øverste tre klasser er flere piger end drenge. Det er langtfra normen i de fleste udviklingslande.

Endnu bedre: Selv om belønningen til de stabile piger ikke dækker de seneste tre årgange, er resultatet tilsyneladende bæredygtigt. Pigernes yngre søstre kommer også. I de nederste klasser synes fordelingen at have stabiliseret sig med lige mange drenge og piger.

World Vision har også hjulpet med at få børn i skole ved at betale skolepenge i 2004-05, inden regeringen gjorde fri skolegang til officiel politik i hele landet. Også det kan aflæses i de voksende tal i Nelsons sirlige protokoller. Konklusionen er med andre ord ganske klar: Nogle forældre mener stadig, at børn gør bedst gavn i køkkenet eller ude i marken med en hyrdestav. Men et støt voksende antal er parate til at sende ungerne i skole, hvis blot de har råd. Det er en global trend: Selv en ganske lille betaling gør forskellen på, om børn får en uddannelse eller ej.

KRAV OM KVALITET

Det er den gode nyhed. Men da vi besøger skoleinspektøren, er han mere optaget af den dårlige. Det er næsten umuligt at lokke lærere til Kpasenkpe, hvor kun tre af skolens syv lærere har gået på seminariet. Med mindre end en uge til det nye skoleårs start ved Tinyaligya Nelson endnu ikke, om skolevæsenet vil sende de to ekstra lærere, han har bedt om.

Hvis de dukker op, er det ganske sandsynligt, at de flygter igen. Hvis man har snuset det mindste til storbyen, er det ikke attraktivt at bo i en landsby uden elektricitet, rindende vand eller faste forbindelser til omverdenen. »De kommer her og melder sig til tjeneste og fortæller os, at de lige vil tage hjem og forberede sig. Og så ser vi dem aldrig igen,« siger Nelson om de dårlige erfaringer.

Med alt for få lærere skal der presses flere elever ind bag pultene i færre klasselokaler, hvor eleverne ofte sidder tre og tre. Dermed falder kvaliteten af undervisningen. Og det er ikke kun noget, som forældre i den mere forkælede del af verden går op i. Skolegang er en investering, der gerne skulle give afkast i form af et bedre job – og mere udvikling til familien.

»I et landsbysamfund er der altid brug for arbejdskraft,« siger høvding Nabila, mens barfodede drenge i den sidste eftermiddagssol har travlt med at drive køerne gennem landsbyen. »Så i den sidste ende er det resultaterne i skolen, der afgør, om forældrene sender børnene. Hvis de efter ti år blot kommer hjem og sidder i hytten, er det ikke særligt opmuntrende.« 

Smeden drømmer om et svejseværk – »jeg har hjerneceller, men ingen elektricitet.« På et år har han sparet 135 kr. sammen til en generator og vil forsøge at få et lån, når han når 300 kr.

Smeden drømmer om et svejseværk – »jeg har hjerneceller, men ingen elektricitet.« På et år har han sparet 135 kr. sammen til en generator og vil forsøge at få et lån, når han når 300 kr.

ANALFABETER I GYMNASIET

Statistikkerne afslører, at frafaldet af elever er kolossalt: Hvor der i grundskolen med de syv første skoleår er 64 elever i snit pr. årgang, går kun hver tredje videre til Junior Secondary School, der svarer til ottende til tiende klasse i Danmark. I høvdingedømmets eneste gymnasium i landsbyen Wulugu 34 km nede ad grusvejen er den helt gal.

»25 % af vores elever kan ikke læse, når de kommer. Ud af ti er det kun to eller tre, der rigtigt forstår, hvad vi fortæller dem,« fortæller en af lærerne, Seidu Padiga.

På gymnasiet er kun lige godt hver tredje af eleverne en pige. Padiga er taget til Kpasenkpe for at fortælle os om problemerne og har medbragt et brev fra sin inspektør, der stilfærdigt beder om hjælp til to afgørende forbedringer: En vandboring, så elever og lærere ikke skal være afhængige af brønde, der løber tør uden for regntiden. Og et rum til syge elever. Skolen har ingen bil, og Padiga har mange gange stået og blaffet på landevejen for at skaffe et lift, der kunne bringe syge elever på hospitalet i distriktshovedstaden. 

Hvem får bistand af Danmark?

Den danske u-landsbistand fordeles ad tre hovedkanaler: Den multilaterale bistand (omkring 40 %), der går gennem internationale organisationer, primært i FN-systemet. Og den bilaterale bistand (omkring 60 %), der kanaliseres direkte til u-lan-dene – primært via ambassaderne og u-landenes egne myndigheder efter femårige landestrategier. Hovedparten går til 16 programsamarbejdslande:

  • 2 i Latinamerika – Bolivia og Nicaragua

  • 4 i Asien – Bangladesh, Bhutan, Nepal og Vietnam

  • 10 i Afrika – Benin, Burkina Faso, Egypten (der udfases i 2008), Ghana, Kenya, Mali, Mozambique, Tanzania, Uganda og Zambia

En del af den bilaterale bistand ydes gennem ikke-statslige danske organisationer – græsrodsorganisationer eller ngo’er (s. 52) – hvis programmer primært (men ikke udelukkende) findes i de samme lande.

Den slags praktiske problemer tærer voldsomt på de kræfter, der er så rigeligt brug for i klasselokalerne. »Når vi har problemer, kommer hele høvdingedømmet i vanskeligheder. Vi er de eneste, der kan sende elever videre til universitet,« siger Padiga. Det havde skolen ikke stor succes med i 2005: Kun fire elever fik et karaktersnit ved afgangseksamen, der var højt nok til at sende dem på universitetet.

Den langsigtede statistik er endnu værre: Høvding Nabila kan kun komme i tanke om ti personer i hele høvdingedømmet, der har en universitetsgrad. De tilhører alle hans egen velvoksne familie. Det antyder, at meget andet end ens evner afgør, hvor langt man når. Penge er en anden faktor. Og også i Ghana ender man ofte i samme sociale klasse som ens forældre.

HØNEN OG ÆGGET

Allerede her står det tindrende klart, hvorfor 2015 Målene favner så bredt – og så måske alligevel ikke bredt nok.

Målene sigter direkte på at gøre det nemmere at gennemføre det personlige forhindringsløb, der udgør et liv i Kpasenkpe: Man vil øge chancen for, at mødre overlever fødslen. At spædbørn slipper for at dø af diarré, fordi afføring er løbet i drikkevandet. At skolebørn får en uddannelse, også selv om de er af hunkøn. At alle navigerer uden om dødsfælder som aids, malaria og tuberkulose. Og endelig skal målet om bæredygtigt miljø sikre, at også næste generation har træer til brænde og marker, der ikke er udpint.

Tilsammen skal opfyldelsen af 2015 Målene give overskud til det store projekt: At øge velstanden. Den personlige velstand – og samfundets velstand. Derpå følger infrastrukturen og statussymbolerne, bilen og asfaltvejen til Kpasenkpe. Eller også er det omvendt.

Det afhang i mange år af, hvilken udviklingsforsker man spurgte. Nogle anså infrastruktur som forudsætningen for det enkelte menneskes udvikling. De var overbeviste om, at hvis blot bistandsdonorer byggede nok elværker, asfaltveje og cementfabrikker, ville det skabe sprudlende økonomisk vækst og trække befolkningen op fra sølet.

Andre mente, at reel udvikling kun kan komme nedefra og op, at udvikling af samfundet går gennem udvikling af det enkelte menneske. Deres bevismateriale handlede om importeret teknologi, der rustede på grund af mangel på lokal viden og reservedele – eller om diktatorer, der fik lov at stjæle al bistanden, fordi deres befolkninger manglede viden og dermed magt til at standse misbruget. Det var derfor ofte i magthavernes interesse, at befolkningen ikke blev alt for klog – men omvendt i donorernes interesse at sende folk i skole.

Kpasenkpe er en af en række landsbyer i høvdingedømmet. Jorden i både landsbyen og på markerne omkring ejes af stammen og fordeles af høvdingen i samarbejde med hans rådgivere.

 Kpasenkpe er en af en række landsbyer i høvdingedømmet. Jorden i både landsbyen og på markerne omkring ejes af stammen og fordeles af høvdingen i samarbejde med hans rådgivere.

BROEN OVER VOLTA

2015 Målenes fokus på sundhed og sociale forbedringer hælder i retning af satsnin-

gen på det enkelte menneske. Men som vi netop har lært på Kpasenkpes skoler, er enten-eller-tankegangen forældet. Man kan vanskeligt lokke lærere til at udvikle landsbyens børn, hvis ikke lærerne – altså udviklerne – har de boligforhold, som de har vænnet sig til i storbyer, der selv har undergået en udvikling. Og man kan ikke forvente, at gymnasielærere uddanner råmaterialet til fremtidens ingeniører, hvis de skal bruge tiden på at tigge om vandboringer.

Spørger man Nabila, høvding og indehaver af landsbyens eneste bil, er en ny vej til Kpasenkpe også vejen til udvikling. Gerne en asfalteret. Og helst med en bro og dermed adgang til den halvdel af høvdingedømmets landsbyer, der ligger på den anden side af Voltafloden. En bedre vej vil ifølge Nabila øge trafikken til byens marked, der i øjeblikket kun får besøg af én bus om ugen. Bussen kommer med de mest nødvendige varer som salt, sukker, madolie og farvestrålende skjorter fra Kina.

Det bliver betalt med landsbyens beskedne overskud af landbrugsvarer som jordnødder, tomater og ris, som de handlende derpå tager med tilbage og sælger i storbyen. Broen over Volta skal skabe mere trafik, mere handel og flere muligheder for Kpasenkpes ganske få håndværkere som smeden og de to tømrere.

illustartion

GIV OS EN REDNINGSVEST

På landsbyens klinik deler man høvdingens begejstring for en ny vej og en bro. I mellemtiden er en redningsvest til jordemoderens besøg på den anden side af floden et punkt på ønskesedlen. Den omfatter også helt basale ting som vægte og en ny blodtryksmåler i stedet for den forældede udgave, der har hæderspladsen på chefens skrivebord.

Chefen er ikke læge, men såkaldt medicinsk assistent med tre års uddannelse bag sig. Han burde have ni kolleger. For det er klinikken normeret til. Men personalet har længe kun været på fem i alt: Alfred Abugri selv, en jordemoder, en sygeplejerske og en såkaldt sygdomskontrollant, der arbejder med forebyggelse. Dertil en frivillig arkivar med ansvar for statistik og journaler.

Abugri beklager klinikkens jammerlige forfatning. Det rustne tag over venteværelset – det største lokale på klinikken –har for længst opgivet den ulige kamp mod de tropiske regnskyl. Kun den ene af de tre senge på klinikkens eneste sygestue har en madras. Det sidste ville være til at leve med, hvis transporten til hospitalet i distriktshovedstaden Walewale faktisk fungerede. Men klinikken har ingen bil. »Når høvdingen er her, bliver hans bil brugt som ambulance,« forklarer Abugri. »Ellers må vi trygle dem, der har de stærkeste motorcykler, om at låne dem.«

MOTIVATION REDDER LIV

Listen over de mest udbredte sygdomme består overvejende af lidelser, der kan forebygges for de rene småpenge: Malaria, diarré, blodmangel, fejlernæring, slangebid, luftvejslidelser, snitsår, hudlidelser. Det kan man vælge at opfatte som dybt frustrerende. Eller man kan følge ånden bag 2015 Målene og udnytte de åbenlyse muligheder for at gøre det lidt bedre.

Kodeordet for sundhedsmålene er forebyggelse, hvilket Abugri og hans kolleger har gennemskuet og taget konsekvensen af, selv om de tit knokler sig selv segnefærdige med behandling. De minder konstant hinanden om, at de også skal investere tid i at oplyse og uddanne patienterne, så de i bedste tilfælde slet ikke bliver patienter. På væggen på Abugris kontor hænger store skemaer med planlagte foredragsturneer i lokalsamfundene. »Det sætter folk så meget pris på, at de kommer og henter os på deres motorcykler,« siger Abugri.

Små køletasker gør det muligt at tageampullerne med vaccine fra det solcelledrevne køleskab, sejle over floden i kano og nå spædbørnene i de fjerneste landsbyer. Når skolen i Kpasenkpe har nogle timer tilovers, beder de personalet på klinikken komme forbi og tale om hiv og aids. På Abugris kontor føjer vi den tredje dimension til forudsætningerne for udvikling: Ud over en god plan og tilstrækkelig infrastruktur er der brug for motivation og begejstring. I nogle – lad os sige mange –tilfælde når fandenivoldske mennesker med små midler længere end de projekter, hvor teknikken er mere imponerende end troen på, at den faktisk kan ændre noget.

TI ÅRS OPSPARING TIL ET TV

For ikke så mange år siden var vores besøg i Kpasenkpe stoppet her omkring. Udvikling blev opfattet som noget, man overlod til magthavere, donorer og det offentlige. De fattige skulle udvikles af folk, der havde forstand på den slags. Så efter et besøg hos høvdingen, skolen og klinikken for at høre om den seneste brug af bistandspenge skulle overblikket være på plads.

I dag ved vi, at rundturen først lige er begyndt. Det virkeligt interessante foregår ikke nødvendigvis i landsbyens største bygninger, men bag de lerklinede vægge i de enkelte huse.

Nede i svinget på hovedvejen gennem Kpasenkpe ligger to bygninger, der illustrerer påstanden. Den ene er et medborgerhus, som udviklingsorganisationen World Vision byggede løs på i årevis, indtil organisationen rykkede videre til et andet område. Her skulle befolkningen have været oplyst med folkemøder og seminarer og foredrag. Men de grå mure med gabende vindueshuller står nu som et monument over begrænsningerne i udvikling fra oven.

I stedet mødes befolkningen i gården hos ægteparret Tani Yidana og Salifu Panwuma, der for nylig købte en af Kpasenkpes få videomaskiner. Mod en beskeden entré kan naboerne se ghanesiske film, sæbeoperaer og andre bånd fra verden uden for Kpasenkpe, der måske ikke alt sammen lever op til Grundtvigs idealer om visionær folkeoplysning. Visioner mangler der til gengæld ikke hos Tani Yidana.

Med hænderne dybt begravet i et fad med smør fra sheanødder – hvis virkelige værdi omtales senere (s. 61) – forklarer hun, at det tog omkring ti år at spare sammen til hjemmebiografen. »Vi havde et hårdt liv. Så vi besluttede at lave en plan, så vores børn kunne få det bedre.« I første generation var resultaterne beherskede. De fire sønner kom i skole, mens de tre piger måtte blive hjemme. Det går bedre med børnebørnene. Her er alle fire drenge og tre af de fem piger i skole.

Familiens fornemmelse for værdien af opsparing kan også beses i soveværelset. Her sover børnene under myggenet, fordi forebyggelse af malaria nu engang er bedre end behandling. Det princip har mange andre i landsbyen bare ikke råd til at leve efter.

DE FATTIGE STYRER SELV

Tani Yidanas opsparing under madrassen er selvhjulpen udvikling. Men vent et øjeblik med at lægge strygermusikken under. Mekanikken er jo ikke anderledes end den gradvise opbygning af hjem og velstand, som en dansk teenager på sit første kollegieværelse lærer på den bløde måde. Der er dog én væsentlig forskel: En ung familie i Danmark kan regne med lidt startkapital fra forældre og fra lokkende bankrådgivere. De fattige, derimod, fik i mange år besked om at leve videre efter de principper om tæring efter næring, der i vores ende af verden nu mest optræder i konfirmationstaler.

 Det lavede en økonom fra Bangladesh om på. I 1980’erne begyndte Muhammad Yunus (s. 62) at låne penge ud til fattige kvinder i såkaldte mikrokreditprogrammer. De brugte pengene på geder, på såsæd, på symaskiner, på hvad som helst, der kunne skabe et overskud. De fattige betalte derpå tilbage og lånte mere.  

illustration

Nogle af Kpasenkpes drenge må stadig tælle geder frem for at lære at regne og skrive i landsbyens skole.

Nogle af Kpasenkpes drenge må stadig tælle geder frem for at lære at regne og skrive i landsbyens skole.

Yunus’ principper har siden bredt sig til de fleste udviklingslande. For ideen om, at fattige kan lave penge – det eneste globalt forståelige symbol på velstand – er jo fascinerende. Men den egentlige revolution i Yunus’ opdagelse skal ikke aflæses i lange talkolonner. I virkeligheden mindede han jo bare Bangladesh’s kvinder og resten af verden om det enkelte menneskes styrke. Det lagde endnu en dimension til udviklingsteorien: Store visioner som 2015 Målene, infrastruktur og magthavernes motivation er stadig afgørende. Men der en afgørende forskel på, om man betragter mennesker som mål for udvikling – eller som udviklingens egne chauffører.

ROS TIL OPLYSTE HØVDINGE

Det lyder enkelt, ja nærmest banalt, men kan være ganske skræmmende for folk, hvis eksistens og identitet bygger på andres afhængighed. Regeringer, for eksempel. Eller bistandsorganisationer. Eller høvdinge.

På papiret skulle det være relativt nemt at argumentere for, at tilbedelsen af høvdinge som halvguder ville stoppe, hvis ideen om individets styrke blev alt for populær. Men betyder det omvendt også, at høvdinge står i vejen for udvikling, hvis udviklingen skal bæres af det enkelte menneske?

Lad os et øjeblik forlade Kpasenkpe for at få et svar på dette centrale spørgsmål. I

hovedstaden Accra finder man Ghanas ombudskvinde, der har en langt mere udfarende rolle end sin danske kollega. Anna Bossman står i spidsen for en organisation med fokus på menneskerettigheder og retfærdighed i retssystemet, der har rådgivningskontorer over hele landet. Herfra kender hun mangfoldige eksempler på høvdinges magtmisbrug og bevidste forsøg på at holde befolkningen nede.

Kvinder risikerer at blive stemplet som hekse af ældre med forstand på de dele og derpå sendt i eksil til særlige landsbyer: »De beslutter, at de ikke kan lide dit fjæs – og så vil de fortælle, at de i en drøm sidste år så dig flyve på en cykel over Accra.« Anna Bossman siger, at det indimellem er svært for hendes medarbejdere at behandle den slags sager af frygt for selv at blive udråbt til heks. »De fleste høvdinge har så megen magt, at de færreste vil gå imod dem.« Men gør det høvdingene til fjender for folk som hende selv, der fremmer menneskerettigheder, udvikling og demokrati? Ikke nødvendigvis. For Ghana har oplevet en ny generation af høvdinge som John Nabila: højt uddannede folk, der vender tilbage til landsbyen. Der er så mange, at fænomenet har fået et navn: »Nko-suokhene«, udviklingshøvdinge. Men gør de det for prestigen og pragten – eller fordi de ser udvikling som et kald?

»For prestigen og pragten,« siger Boss-man. »Men for at blive høvdinge må de nu sørge for udvikling. De må vise, at de gør noget. For os er det meget nyttigt at kende og bruge den slags folk. De taler vores sprog.«

»Man vil jo ikke ændre noget så drastisk, at man gør institutionen meningsløs,« siger høvdingen om den pomp og pragt, der følger med jobbet.

»Man vil jo ikke ændre noget så drastisk, at man gør institutionen meningsløs,« siger høvdingen om den pomp og pragt, der følger med jobbet.

REFORM UNDER BØLGEBLIK

Den slags kompromiser mellem det traditionelle og det moderne er ofte noget af det sværeste at forstå – og acceptere –for tilrejsende, der er optændt af den demokratiske ild. Men filosofien er skrevet ind i Ghanas grundlov. Parallelt med høvdingesystemet har man distriktsforsamlinger – svarende til kommunalbestyrelser. Her er flertallet af medlemmerne demokratisk valgt, men der er også udpegede høvdinge. Og spørger man Kpasenkpes medlem af distriktsforsamlingen om forholdet mellem demokrati og høvdingedømme, kan han slet ikke se nogen potentiel konflikt: »Før jeg tager til møde i distriktsforsamlingen, mødes jeg med høvdingen. Og han

fortæller så, hvad han gerne vil have gjort,« siger Kennedy Nluki, der er en af de tre uddannede lærere på skolen. Høvding Nabila selv siger om mulige reformer af høvdingesystemet: »Selv om man taler om moderniseringer, vil man jo ikke ændre noget så drastisk, at man gør institutionen meningsløs.« Allerede Nabilas far anså visse traditioner for forældede, og beskyttede gerne kvinder, der var beskyldt for at være hekse. Andre moderniseringer af høvdingedømmet er mere kosmetiske. Nabila fremhæver blandt andet, at han nu mødes med sit folk i en pavillon med plastikstole og bølgeblik på taget, hvor faderen sad under et stråtag.

DEN LILLE HJERNEFLUGT

I selv samme pavillon forsøger vi at lodde, hvad folket definerer som udvikling. Med trommer i spidsen er de kommet vandrende fra fjerne landsbyer. Høvdingedømmets skind er bredt ud under Nabila, der på et podium lader sig vifte af en kvinde. Og det er måske ikke overraskende, at mændenes prioriteter ligesom høvdingens er domineret af infrastruktur: En bedre vej. Udstyr til klinikken – et barn er samme morgen død af malaria. Kunstvanding, så de kan dyrke to afgrøder om året. Tag over boderne på markedspladsen, så det ene ugentlige besøg af handlende udefra ikke bliver spoleret af regnen.

Kvinderne taler derimod om menneskelige ressourcer. Under larmende bifald forlanger en af dem en løsning på det fænomen, der i Ghana kendes som »at lave kayayoo«. Kayayoo betyder bærer og beskrev oprindeligt de mennesker, der på markedet fragter varer rundt på hovedet for sælgere og kunder. I dag beskriver det alt simpelt arbejde i storbyerne, rækkende fra gadehandel til prostitution. Her finder man mange af landsbyens unge, der er flygtet i jagten på lidt penge og en bedre fremtid.

Kayayoo er et symbol på et af udviklingslandenes helt store problemer og paradokser: Det er fint at sikre befolkningens overlevelse og uddannelse med visioner som 2015 Målene. Men hvis ikke landsbyerne kan tilbyde status og arbejde med andet end en hakke, får landområderne aldrig held med at holde på de folk, der skulle fremme udviklingen. Som det vil fremgå senere, slås man med lignende problemer på nationalt plan, hvor den uddannede elite emigrerer på jagt efter bedre løn og bedre job.

DET STØRSTE PARADOKS

På dette fremskredne tidspunkt af vores besøg i Kpasenkpe er tiden inde til at diskutere landsbyens og landets mest indlysende paradoks: Nogle af verdens fattigste mennesker bor på noget af klodens mest frugtbare jord. Men de ejer den ikke selv. Og det betragter mange udviklingsforskere som et problem for alt fra fattigdomsbekæmpelse til menneskerettigheder og demokrati.

Jorden ejes af stammen og bestyres af høvdingen i et komplekst system. De enkelte klaner og familier har brugsretten til bestemte landområder. Så under normale omstændigheder er den enkelte landmand garanteret et stykke jord at dyrke. Men der er åbenlyse muligheder for, at høvdingen kan bruge sin magt over jorden til at straffe undersåtter. Eller til at forlange en betaling, der kan ligge hvor som helst på en skala fra et symbolsk beløb til fuldblods korruption.

Et af de mest indlysende problemer med det fælles ejerskab er, at landmændene ikke kan bruge jorden – den suverænt største og ofte eneste værdi under deres kontrol – som sikkerhed for lån i banken. Uden et frit omsætteligt skøde har banken ingen mulighed for at overtage jorden, hvis ikke landmanden betaler tilbage.

JORD ER KUN EN DRØM

Udviklingsforskere og bistandsorganisationer har derfor forsigtigt foreslået jordreformer. Ikke bare her, men i mange andre udviklingslande, der har samme problem. Men det er ikke nemt. Stammens magt over jorden anses for så hellig, at selv højtuddannede akademikere og forretningsfolk i hovedstaden Accra gerne møder en med vantro, hvis man antyder, at det kunne være anderledes.

Høvding Nabila anerkender, at privat ejerskab til jorden måske kunne være en genvej til udvikling. Men han hæfter sig mere ved vanskelighederne end ved fordelene.

»Der er visse moderne koncepter, som det tager tid at gennemføre i et traditionelt område,« siger han. Udstykning kræver for eksempel landmåling og matrikelkort. Det er for længst ordnet i Nabilas villakvarter i Accra, hvor han har en 99 års lejekontrakt på jorden med stempler og segl. Men selv om Nabila som professor i geografi har bedre forbindelser og viden om landmåling end de fleste, har han svært ved at forestille sig, at udstykning kan ske i Kpasenkpe.

»Det er ønsketænkning. Det ultimative mål er at have alt land opmålt. Men hvis jeg hævdede, at Kpasenkpe når dertil inden for de næste 20-30 år, ville jeg føre dig bag lyset.«

HÅB UNDER LYSSTOFRØRET

Spørgsmålet er, om høvdingens befolkning vil vente så længe på grundlæggende forandringer. Vores sidste aften i Kpasenkpe ruller en motorcykel ind gennem døren til »The Palace«. Ejeren viser sig at være en af høvdingens mange lillebrødre, født af en anden af faderens 22 koner.

Ibrahim Sebiyam på 28 år har selv været gennem mange af de problemer, vi diskuterer. Han har lavet kayayoo i Accra for at tjene til ekstra klasser, han har undervist på gymnasiet i Wulugu uden en læreruddannelse. Nu er han i landsbyen med et spørgeskema på vegne af nogle forskere, der undersøger muligheden for at dyrke to afgrøder årligt i de fugtige arealer på bredden af Voltafloden.

Men Sebiyam er langt mere optaget af sit eget projekt. Efter at have studeret udvikling på universitetet i den nærliggende regionshovedstad Tamale er han i fuld gang med at få registreret en ny græsrodsorganisation, der skal arbejde for kvinder og ungdom i Kpasenkpe: Centre for Youth and Women Empowerment.

Under lysstofrøret på storebroderens gårdsplads taler han langt ind i natten om sine studier. »Jeg anede intet om udvikling. Efter universitetet ser jeg mig selv som en helt anden person.« Hans sprog er fyldt med international bistandsjargon: »Vi får monitorering. Og evalueringer. Og forskning. Vi må lave behovsanalyser og undersøge deres styrker og svagheder,« siger han.

»Folk her kender ikke værdien af kommunikation i nutidens globale landsby. Hvis man hører, at der er stor efterspørgsel på shea-smør i Tyskland, er det det, man må kaste sig over.«

ENTREPRENØREN

Sådan stiger Sebiyams visioner mod nattehimlen over paladset, som høvdingen samme morgen har forladt for at køre tilbage til Accra og passe sit professorat.

Hvis Sebiyam får held med nogle af sine planer, bliver han det, som udviklingsforskere kalder en entreprenør – en foregangsmand eller -kvinde, der med sit personlige engagement som drivkraft skubber til udviklingen.

Entreprenører er ofte fandenivoldske typer, der ikke lader traditioner stå i vejen for forandringer – og de leverer tit mere umiddelbare resultater end stater og myndigheder. Mange af udviklingshistorierne i denne bog er drevet af entreprenører. Men selv om man kan fascineres af deres beretninger, er der vigtige spørgsmål at stille:

  • Er entreprenøren en ægte idealist, der kun arbejder på samfundets vegne – eller udelukkende drevet af ambitioner om personlig fremgang? De førstnævnte er sjældne, de sidstnævnte mere almindelige. Mellemvaren er ofte den mest driftssikre: Langvarigt engagement i samfundets tjeneste kræver også personlig tilfredsstillelse.

  • Hvordan er entreprenørens forhold til –og i – samfundet? Entreprenørens indsats kan fremmes af stater og myndigheder med visioner og vilje til omstilling

– eller hæmmes fuldstændigt, hvor korruptionen og ligegyldigheden råder. Generelt kræves der som minimum, at staten ikke decideret modarbejder entreprenøren, hvis hendes eller hans projekt skal lykkes. Den rigtige succes når man først, hvor entreprenørens visioner ligner statens. Eller hvor høvdingens interesser bliver sammenfaldende med befolkningens.

En aften i paladsets gård viser høvdingens lillebror sig at være en af de entreprenører, der kan drive udvikling.

En aften i paladsets gård viser høvdingens lillebror sig at være en af de entreprenører, der kan drive udvikling.

Store mål – lang vej hjem

Der er fortsat lang vej hjem, hvis 2015 Målene skal opfyldes. Og særligt i Afrika kniber det. Verdenskortene her giver et groft overblik over status for enkelte af de målestokke, som FN bruger for at måle fremskridtene. Det er vigtigt at understrege, at der i de enkelte regioner er mange undtagelser – negative og positive – fra det generelle billede. Et mere detaljeret indblik samt flere eksempler på målestokkene findes på http://millennium indicators.un.org/unsd/mi/mi_goals.asp.

Status for mål 8 omtales i kapitel 12. Men i korthed: Den rige verdens bidrag til de fattige lande voksede fra Årtusindtopmødet i 2000 til 2004 fra godt 300 mia. kr. til knap 500 mia. Hvis løfterne fra blandt andre G8-landene og EU opfyldes, vil den samlede bistand i 2010 nå omkring 775 mia. kr.. Men det rækker fortsat ikke til at opfylde 2015 Målene.

 Fattigdom Målestok: Andelen af mennesker der lever for under en dollar om dagen skal halveres

Fattigdom Målestok: Andelen af mennesker der lever for under en dollar om dagen skal halveres

Skolegang Målestok: Alle børn skal i grundskole

Skolegang Målestok: Alle børn skal i grundskole

 Ligestilling Målestok: Der skal lige så mange piger som drenge i skole

Ligestilling Målestok: Der skal lige så mange piger som drenge i skole

Børnedødelighed Målestok: Andelen af børn, der dør, før de fylder fem, skal reduceres med 2/3

Børnedødelighed Målestok: Andelen af børn, der dør, før de fylder fem, skal reduceres med 2/3

Mødredødelighed Målestok: Andelen af mødre, der dør under graviditet og fødsel, skal reduceres med 3/4

Mødredødelighed Målestok: Andelen af mødre, der dør under graviditet og fødsel, skal reduceres med 3/4

Sygdomme Målestok: Væksten i antallet af hivpositive skal stoppes

Sygdomme Målestok: Væksten i antallet af hivpositive skal stoppes

Bæredygtigt miljø Målestok: Antallet af folk uden adgang til rent drikkevand skal halveres

Bæredygtigt miljø Målestok: Antallet af folk uden adgang til rent drikkevand skal halveres

 

2 DANMARK VAR ET U-LAND

illustration

Udvikling er mulig. Og beviset er begravet i vores egen baghave. Danske Estrid Geertsen på 101 år fortæller om sin fattige barndom og personlige fremgang. Hendes beretning viser sig at have markante paralleller til historien om en næsten jævnaldrende efterkommer af danskerne på Slavekysten i det nuværende Ghana.

Den forventede levealder er godt 53 år. De mest almindelige dødsårsager er akut diarré og kolera, tuberkulose og lungebetændelse. 6 % af befolkningen er flyttet til USA. Heraf er omkring halvdelen en slags fattigdomsflygtninge. De kommer fra den gruppe, der i officielle statistikker kaldes »arbejdsmænd og tyende«.

Dette typiske portræt af et udviklingsland handler om den nation, vi kender bedst: Danmark – fra før de seneste hundrede års store spring fremefter. I 1904 blev Estrid Geertsen født i et land, hvor flere end hvert syvende barn døde ved fødslen eller i deres første leveår.

101 år senere tager hun imod os i sit sommerhus som et overordentligt levende bevis på, at udvikling er mulig. Vi behøver ikke kigge længere end i vores egen historie.

     

I løbet af et enkelt menneskes liv er den forventede levealder i Danmark steget med 24 år. Kolera er totalt udraderet, og tuberkulose er – på trods af et stigende antal smittede i det nye årtusind – en ret sjælden sygdom. Velstanden er steget til et niveau, hvor vi selv er blevet mål for fattigdomsflygtninge. Og børnedødeligheden? I 2004 døde kun et ud af hvert 108 børn ved fødslen eller i det første leveår. Det var 1/15 af tallet 100 år tidligere.

LIV EFTER TO DØDFØDTE

Estrid Geertsens mor fik to dødfødte børn, før det i 1904 endelig lykkedes med Estrid. »Hun var overjordemoder på Rigshospitalet. Og så kunne hun end ikke holde liv i sine egne børn,« siger Geertsen om den tids hyppige traumer. Moderen havde opgivet sin karriere i København for at flytte til Kolind på Djursland, hvor Estrid Geertsens far Christen Dalsgård drev en skov-planteskole.

Estrid Geertsens ældste barndomsminder er fra årene før første verdenskrig, hvor billig arbejdskraft fra Polen var med til at gøre familien ganske velhavende. Frem for at sende børnene i skole hyrede moderen en privatlærer, indrettede en skolestue i kælderen og inviterede udvalgte børn til at deltage: Lægens, manufakturhandlerens, guldsmedens og proprietærens.

Faderen importerede jagthunde fra udlandet og havde hestevogne til ethvert formål. Over middagsbordet diskuterede man alt fra Bibelen til Danmarks store tænkere: »Far var til Brandes og Kierkegaard –mor spillede klaver og sang Grundtvigs salmer. Det var en god skole. Man snupper det, man kan,« siger Geertsen om sin åndelige bagage, som hun først mange år senere for alvor fik pakket ud.

I Estrid Geertsens barndom nåede den første bil til landsbyen efter lang tids rygter om »en firehjulet vogn, der selv kan køre«. »Det troede vi ikke rigtigt på. Så hele byen var oppe klokken fem, hvor den skulle komme – undtagen jeg, der ikke blev vækket. Det har jeg aldrig tilgivet dem.« Til gengæld så Estrid Geertsen et af de første Zeppeliner-luftskibe fra en udsigtshøj i baghaven.

illustration

VERDENSKRIG RUINEREDE

Siden oplevede familien, hvad mio. af mennesker i udviklingslandene stadig udsættes for: Den møjsommeligt opbyggede velstand blev lagt i ruiner af krig. Ved første verdenskrigs udbrud rejste de polske kvinder hjem, bunden gik ud af samfundsøkonomien, og ingen havde overskud til at beskæftige sig med langsigtede investeringer som træplantning. Stiklingerne til fremtidens tømmer tørrede ud på jernbanevogne på stationen, mens faderen stadig mere apatisk sad og stirrede ud ad vinduet og afventede den forudsigelige konkurs.

Hestene blev sendt på slagteriet og kom tilbage som hakkebøf på middagsbordet. Rundt om i Kolind ventede folk tålmodigt på at købe kvalitet til lavpris, når Estrid Geertsens far styk for styk solgte sin velholdte maskinpark. Den lokale bankbestyrer tjente en formue på at videresælge den jord, som faderen havde sat i pant for et sidste desperat lån.

Den danske guvernør på Guldkysten, Edward Carstensen, skåler på slavefortet Christiansborg for den franske gæst Prince de Joinville, der senere malede billedet. Året var 1843. Katharine Svanikiers tipoldefar var en af Carstensens nærmeste medarbejdere og muligvis med til frokosten.

 

Estrid Geertsen, 101 år 

Estrid Geertsen, 101 år.

Lignende historier kan man i dag høre overalt i udviklingslande, hvor uforudsete hændelser som tørke og krig stadig kan sende selv de mest hårdtarbejdende ned til tælling. I Danmark har gældssaneringer og bistandshjælp for længst sikret selv den mest ansvarsløse investor en fremtid efter en konkurs.

BØRNEARBEJDE

Ingen skal som Estrid Geertsens mor og far længere lede forgæves efter frimærker til et postkort. I lange perioder hørte hun intet fra forældrene, efter hun og broderen i kølvandet på konkursen var blevet sendt til København for at tjene og studere. Da Estrid Geertsen blev dødssyg af influenzaepidemien den spanske syge og var tæt på at følge 20 mio. europæere i graven, nægtede hun at udlevere sine forældres adresse. Hun vidste, de ikke havde råd til at rejse til København.

Hendes bror var nattevagt hos KFUM –iført faderens aflagte jagtstøvler – og sov i generalsekretærens seng om dagen, mens han læste statskundskab. Estrid Geertsen blev konfirmeret i en kjole af stof, som hendes moster og onkel havde sendt fra Indien, hvor de var blandt Danmarks første udviklingsarbejdere. »Ellers havde jeg måttet klare mig med en af min mors omsyede underkjoler.« Siden hen kom hun i huset hos et ungt ægtepar, hvor hun sov bag et forhæng i et hjørne af barneværelset. Hendes kommode stod inde hos kokkepigen.

»Jeg fatter ikke, at ens forældre kunne sende én til sådan et job,« siger Geertsen. Men derved adskilte de sig ikke væsentligt fra de mange forældre i u-landene, der tvunget af fattigdom sender deres børn på børnearbejde. Om aftenen skulle Estrid Geertsen læse op for parret. Hun fandt ikke ud af, om det var et forsøg på at ydmyge eller underholde hende. »Der var aldrig nogen forklaring på noget som helst. Men jeg var vant til at lystre.«

GUVERNØRENS TIPOLDEBARN

Her nærmer vi os et centralt tema i Estrid Geertsens liv, som hun deler med kvinder kloden rundt. Hendes erindringer om fattigdom minder om det store spring fremefter, som Danmark tog i 1900-tallet. Men det mest tankevækkende bidrag til debatten om udvikling af menneske og samfund gemmer sig i beretningen om de år, hvor hun overtog kontrollen med sit eget liv. Her vil det afsløres, hvor sent Danmark kom i nærheden af at opfylde det 2015 Mål om ligestilling, der nu anses for centralt for de fattige lande. Men først skal vi til Ghana for at møde en anden ældre kvinde.

Estrid Geertsen (nummer to fra højre, bagest) med børnene fra landsbyens mere velhavende familier, som moderen samlede til privatundervisning.

Estrid Geertsen (nummer to fra højre, bagest) med børnene fra landsbyens mere velhavende familier, som moderen samlede til privatundervisning

 

Vigtige årstal – Danmark og Ghana

DANMARK

1906: Ellehammer opfinder den første flyvemaskine i Europa
1915: Kvinder får stemmeret til Folketinget
1924: Nina Bang bliver verdens første kvindelige minister
1925: Første radiokanal
1932: Første tv-udsendelse
1942: Seksualundervisning indføres i skolerne
1953: Kvindelig arveret til tronen
1956: Folkepensionen indføres
1967: Fysisk afstraffelse i skolen forbydes
1973: Fri abort
1976: Bistandsloven træder i kraft
1984: Første pengeautomat
1992: Første GSM-mobiltelefonsam-tale
1995: Første kommercielle internetudbyder

GHANA

1902: Storbritannien besætter det sidste af Asante-kongedømmet og har dermed kontrol over hele det senere Ghana på nær et hjørne mod øst, der er tysk indtil 1918

1925: Første valg til lovgivende forsamling
1946: Lovgivende forsamling får sort flertal – men kolonien stadig under britisk kontrol
1950: Ghanas senere præsident Kwame Nkrumah fængsles for krav om uafhængighed
1952: Nkrumah bliver første sorte premierminister
1957: Uafhængighed 1964: Nkrumah bliver diktator i etparti-stat
1966: Første militærkup
1968: Første tv-udsendelse
1984: Efter næsten tyve år med en stribe militærkup og økonomisk nedtur vender udviklingen under den tidligere flyverløjtnant Jerry Rawlings. Men han kritiseres også for krænkelser af menneskrettighederne
1992: Demokratisk valg – Rawlings vinder
1995: Første GSM-mobiltelefonsamtale og første kommercielle internetudbyder
2000: Rawlings kan ikke genopstille efter to valgperioder. John Kufour ny præsident
2002: Første pengeautomat

Katharine Svanikier er født juledag 1917 midt under den verdenskrig, der ruinerede Estrid Geertsens familie. Ghana var på det tidspunkt en britisk koloni under navnet Guldkysten. Men som Svanikiers efternavn antyder, havde danskerne også været forbi. Hun er tipoldebarn af Christian Svanekiær, der i syv måneder i 1819 var midlertidig guvernør på Danmarks slavefort ved Guldkysten. Slottet ligger stadig midt i Ghanas hovedstad Accra og omtales fortsat som Christiansborg, selv om det i dag er kontor for Ghanas præsident.

Katharine Svanikier bor i skyggen af Christiansborg i boligområdet Osu, der blev grundlagt af de danske slavehandlere. Da Katharine Svanikier blev født, havde familien en livsstil, der på mange måder kunne måle sig med familien Dalsgårds i Kolind. Huset var fuldt af tjenestefolk, og fire af dem stod gerne på spring bag faderen, når familien spiste middag. »Det har altid været Svanikierernes stil,« siger Katharines bror Christian og fortæller, hvordan tipoldefaderen tilbage i 1800-tallet havde slaver til at bære sine børn i skole. Her måtte slaverne også tage mod tæskene fra lærerne, hvis børnene havde været uartige.

BLØDE VÆRDIER

Katharine Svanikiers far havde været embedsmand i Nigeria og vendte tilbage for at blive fabrikant. Han lavede parfume og sæbe og eksporterede til den britiske kolonihær i Nigeria, Sierra Leone og Gambia. Materielt tog Guldkysten nogle store skridt fremefter i disse år. Da Katharine Svanikier fyldte 10, var den britiske koloni godt på vej til at blive verdens største kakaoeksportør, efter sygdom havde ødelagt Brasiliens plantager.

Fakta om Danmark

dansk flag

Befolkning: 5,4 mio.
Sundhedsbudget pr. indbygger (2002): 17.000 kr.
Skolebørn pr. lærer i folkeskolen (2000): 10
Fjernsyn pr. 1000 indbyggere (2001): 859
Andel af kvinder i Folketinget: 38%

danmarkskort

 

Fakta om Ghana

ghanesisk flag

Befolkning: 21,1 mio.
Sundhedsbudget pr. indbygger (2002): 102 kr.
Skolebørn pr. lærer i folkeskolen (2000): 33
Fjernsyn pr. 1000 indbyggere (2001): 53
Andel af kvinder i Parlamentet: 11%

kort over ghana

Godt hundrede år tidligere havde rige afrikanere i det nuværende Ghanas indre levet af at sælge deres medborgere til danske slavehandlere. Nu var de i stedet kakaobønder. Svanikiers far kastede sig over en anden af Ghanas traditionelle eksportvarer, tømmer.

Mange af fremskridtene var drevet af Gordon Guggisberg, der blev britisk guvernør på Guldkysten det år, hvor Katharine Svanikier fyldte tre. Han gennemførte et udviklingsprogram, der på nogle områder mindede om en lightudgave af de 2015 Mål for udvikling, som verdens ledere 80 år senere diskuterede ved FN’s Årtusindtopmøde i New York.

Guggisbergs første prioritet var ganske vist transport, herunder en jernbane til at hente råstoffer ud fra koloniens indre. Anden infrastruktur – fra vandkraftværker til fængsler – fyldte også pænt på hans indkøbsliste. Men det bemærkelsesværdige var, at Guggisberg – som 2015 Målene – også satsede på mere bløde værdier som sundhed, vand, kloakker og undervisning. Guvernørens ambition var, at halvdelen af koloniens teknikere skulle være afrikanere.

»En af de største fejltagelser ved fortidens uddannelse har været, at den har lært afrikanere at blive europæere frem for at forblive afrikanere. Dette er fuldstændigt forkert, og det anerkender regeringen. Fremover skal vores uddannelse sigte på at lade afrikanere forblive afrikanere og interessere sig for deres eget land,« sagde guvernøren i 1920.

KRAV OM UAFHÆNGIGHED

Citatet har flere lag, end guvernøren formentlig selv drømte om. Næsten 100 år senere forlader titusinder af Afrikas bedst uddannede årligt deres eget kontinent for at tjene penge i Europa og USA. Guggisbergs ønske om at lade afrikanerne arbejde for deres eget land handlede selvfølgelig også – og mange vil sige først og fremmest – om at lade dem knokle for kolonien. Men ligesom hjerneflugt er en ulykkelig bivirkning af uddannelse, måtte også Guggisbergs efterfølgere sande, at undervisning er det mest potente udviklingsmiddel, som verden har set.

Afrikanerne kom til at »interessere sig for deres eget land« i en grad, så de også ønskede at regere det. De bedst oplyste og uddannede begyndte at argumentere for Ghanas selvstændighed. En af deres ledere var Kwame Nkrumah, der var uddannet lærer og senere skulle blive Ghanas første præsident.

Katharine Svanikiers far var – trods sin ganske komfortable karriere som forretningsmand under kolonistyret – en varm tilhænger af Nkrumah, som han indimellem skjulte for politiet i de urolige år før uafhængigheden. Men faderens tro på frihed rakte ikke til hans egen datter. I sin måske mest lammende beslutning om hendes liv havde han nægtet hende to rettigheder, der anses for så vigtige for udvikling, at de har hvert deres 2015 Mål: Uddannelse og ligestilling.

FARVEL TIL SKOLEN

Da Katharine Svanikier havde afsluttet mellemskolen efter ti år, ville hun gerne læse videre på Achimota College, et af landets bedste gymnasier, hvor også Kwame Nkrumah havde gået. Hendes mor bakkede hende op. Men Achimota var en blandet skole for begge køn, og faderen ville ikke give hende chancen for at flirte med unge sorte mænd. Hun skulle giftes inden for hans egen stand: Mulatter med dansk blod i årerne.

Derved blev det. »Jeg havde ikke noget valg. Ingen argumenterede mod ham,« siger Katharine Svanikier. Beslutningen skabte yderligere spændinger mellem hendes forældre, der allerede på dette tidspunkt var skilt. Moderen handlede med tøj og havde ikke råd til at betale for Achimota-skolen. Faderen boede med en anden af de i alt seks koner, som han nåede at få ti børn med.

Katharine var en af de bedste i sin klasse, hvorfra mange af kammeraterne senere fik høje stillinger i det uafhængige Ghana. Men i stedet for gymnasiet og en mulig akademisk uddannelse blev Katharine Svanikier sat i lære som syerske. Til gengæld kunne end ikke faderen styre hendes hormoner. Efter at hun i en alder af

28 år havde set sin kæreste hemmeligt i et år, tog hun mod til at introducere ham

– »som en ven« – selv om han var fuldblods afrikaner. »Han blev accepteret, fordi han var af kongelig slægt.«

Katharine Svanikier, 88 år.

Katharine Svanikier, 88 år.

SYGDOM SOM SPRINGBRÆT

Ægteskab og uddannelse har været to væsentlige temaer også i Estrid Geertsens liv. Hun måtte opgive at blive sygeplejerske, da

hun forløftede sig på en patient. I stedet kom hun i huset som barnepige og var med sine arbejdsgivere i sommerhus i Espergærde, da hun modtog et frierbrev fra gartnerens søn i Viborg. Hun havde tidligere mødt ham nogle gange hjemme hos sin mor og far i Kolind. Forældrene kendte gartneren og syntes, at sønnen var et glimrende parti.

 

Hvad betyder BNP?

Bruttonationalproduktet eller BNP er den samlede værdi af alle producerede varer og serviceydelser i et land. Det opgøres tit som bruttonationalprodukt pr. indbygger – og i dollars – så man kan sammenligne de enkelte lande. Købekraften af dollaren er forskellig fra land til land, og man får typisk forholdsvis mere for en dollar i et uland end i USA eller Danmark. Derfor er det problematisk at bruge den officielle dollarkurs. Den får u-landene til at se endnu fattigere ud, end de reelt er. Derfor bruger man ofte den såkaldte PPP kurs (purchasing power parity). Den er justeret for forskellen i købekraft og giver et mere korrekt billede. Det gør vi også i denne bog.

»Jeg var vant til at gøre, som mor sagde. Og jeg fik at vide, at han havde sukkersyge – og at hvis han kom ud for en alvorlig sorg, kunne han dø af det,« siger hun. »Vi havde aldrig sværmet eller kissemisset. Så jeg gik med det her brev og græd og havde ingen at tale med. Jeg vidste kun, at hvis jeg sagde nej, ville han dø. Gudskelov, at han var så fint og godt et menneske.« Hun tog toget til Kalundborg og færgen til Århus, hvor hun blev hentet på havnen. Derefter tog parret op til guldsmeden og hentede de indgraverede ringe. »Så var det løb kørt. Og jeg havde ikke fået et kys endnu.« Ægteskabet varede 38 år, til manden døde i 1964. Da var Estrid Geertsen 60 år gammel. Det er et af paradokserne i hendes liv, at mandens sukkersyge ikke blot førte til ægteskabet, men også gav hende springbrættet til at udnytte sine talenter. Da sygdommen gjorde hendes mand blind, fik hun endelig lov at tage kørekort. Og da nogen præsenterede hende for en løsning på hans problem med konstant at rage kopper og glas på gulvet, gennemskuede hun omgående potentialet: »Jeg så det her bæger med et låg, som ikke går af, selv om bægeret falder ned. Det var lige, hvad han havde brug for. Så jeg ringede til importøren. Det ville jeg gerne være med til at udbrede.«

Katharine Svanikier fotograferet omkring den tid, hvor hendes far stoppede hendes videre skolegang.

Katharine Svanikier fotograferet omkring den tid, hvor hendes far stoppede hendes videre skolegang.

EKSPLOSION AF UDVIKLING

Få måneder senere var Estrid Geertsen topsælger af Tupperware i Danmark. Hendes strategi var noget uortodoks: Kollegerne forsøgte at presse så mange produkter som muligt ned i gæsternes tasker ved de såkaldte »Tupperware parties« i private hjem. Geertsen satsede kun på de ting, som hun selv syntes var praktiske og anvendelige. »Jeg sørgede for at finde ud af, om folk vidste, hvad de ville bruge deres indkøb til. Ellers stod det jo bare og samlede støv i bunden af et skab og var dårlig reklame.« Man kunne ønske sig, at mange leverandører af dårligt anvendelige bistandsprojekter i udviklingslandene havde haft samme forudseenhed og forretningsmoral.

Efter mandens død blev Estrid Geert-sen værelsesudlejer i villaen i Hellerup. Hun ringede til Dansk Blindesamfund for at hjælpe med at udbrede de hjælpemidler til svagtseende, som hun alt for sent selv havde fået øje på. Og hun blev sekretær for generalsekretæren i den forening, der forsøgte at gøre esperanto til et verdenssprog. »Jeg brændte efter at udvikle det, der sad i mig. Det hele eksploderede, da jeg selv kom til roret,« siger hun.

I FALDSKÆRM SOM 100-ÅRIG

På Estrid Geertsens sofabord ligger en lille løber, som hun i 1965 vævede på et kursus i sin søgen efter en karriere uden for hjemmet. Da løberen var færdig, holdt læreren den op foran hele klassen: »Den er simpelthen perfekt,« sagde hun. »Det er derfor, jeg stadig har den. Når ens indpodede mindreværdskomplekser tager til, er den god at kigge på,« siger Geertsen. Det er forunderligt at høre de ord fra en kvinde, der i en alder af 101 år saver brænde med en kædesav og gemmer et certifikat fra Guinness Book of Records i et soveværelse i sit sommerhus. Certifikatet fortæller, at hun er verdens ældste faldskærmsspringer. Da hun senest sprang i tandem over Roskilde, var hun fyldt 100.

Katharine Svanikier med sin mand, som faren kun nølende godkendte

Katharine Svanikier med sin mand, som faren kun nølende godkendte.

Da var der gået 80 år, siden Estrid Geertsen gik rundt i Espergærde med et tilbud om ægteskab, hun ikke kunne sige nej til. Lang tid i et liv, der har varet længere end de flestes. Men kort tid i en historie om udvikling. I den sidste ende handler 2015 Målenes satsning på uddannelse, på ligestilling, på et ordentligt helbred og om at sikre det enkelte menneske – og derpå summen af mennesker, altså de enkelte nationer – muligheden for at træffe frie valg. Det er i Danmark blevet langt nemmere i løbet af et enkelt menneskeliv.

Det fremskridt forklarer ikke i sig selv vores udvikling. Biler, penicillin, plastic og computere blev alt sammen opfundet i Estrid Geertsens levetid. Men uden en massiv satsning på uddannelse havde det ikke været meget værd. Viden er for eksempel den vigtigste årsag til, at vores landbrugseksport består af højt forædlede varer – og at vi kan leve af at tilføre værdi til de råstoffer, som Danmark er så fattigt på.

EN NY NATION

Ghana arvede ved sin selvstændighed i 1957 en økonomi, der var baseret på eksport af råstoffer som kakao, guld og tømmer. Værdiforøgelsen gennem forarbejdning foregik i Europa og USA. Det er der endnu ikke lavet afgørende om på. Ghana skulle gennem mange år med vanvittige fejlprioriteringer, korruption og militærkup, fortsat udbytning og frihedsberøvende bistandspolitik, før landet fik de visionære ledere, der nu gør reelle forsøg på at sikre landets økonomiske uafhængighed.

Udbredelsen af malaria er et glimrende lille vindue til den større virkelighed. Katharine Svanikiers bror Christian fortæller, hvordan inspektører i kolonitiden gik rundt for at tjekke, at man ikke havde malariamyggenes larver i rendestene og drikkevandsbeholdere. »Hvis de fandt nogen, blev man sendt i retten og anklaget for at have truet folkesundheden.« I det selvstændige Ghana skulle avanceret sundhedspleje ikke være forbeholdt områder som Osu, hvor myg kunne true de tidligere koloniherrer. Præsident Nkrumah var optaget af socialismens ideer om lighed, sundhed og uddannelse til alle. Men budgetterne stod ikke altid mål med visionerne, og hen ad vejen blev malariainspektørerne fyret eller overført til andet arbejde.

Katharine Svanikier får nu årligt tilbagevendende anfald af malaria, som hun ikke husker fra sin barndom. Hver dag dør 105 af hendes medborgere af sygdommen. Medicinen steg i begyndelsen af det nye årtusinde til det tidobbelte, fordi malariaparasitterne var blevet resistente over for de gamle midler. Det koster nu samfundet over 550 mio. kr. om året at behandle malaria – svarende til det dobbelte af den danske bistand til landet. Det er så mange penge, at fokus i efteråret 2005 blev flyttet fra helbredelse til forebyggelse. Helt i overensstemmelse med 2015 Målene. »Nu taler de også om at genindføre malariakontrollanterne. Med kasketter med samme form som i kolonitiden,« griner Christian Svanikier.

FARVEL TIL LÆNKERNE

Med næsten 50 års forsinkelse tog Ghana i efteråret 2005 også skridt til at sikre sig økonomisk og politisk uafhængighed ved stolt at bekendtgøre, at landet fra 2006 ikke længere vil tage udviklingslån fra Den Internationale Valutafond (IMF) (s. 164). Landet er træt af den indblanding i landets økonomiske politik, der er blevet en af standardbetingelserne for IMF’s støtte.

Børnedødelighed (under 1 år) pr. 1000 levendefødte

Børnedødelighed (under 1 år) pr. 1000 levendefødte

Forventet levealder ved fødsel

Forventet levealder ved fødsel

De øvrige bistandsdonorer var skeptiske. Megen af deres bistand er også betinget af, at Ghana overholder IMF’s krav om at bekæmpe korruption og lave budgetter, der bekæmper fattigdom. Derfor slipper Ghana ikke uden videre for indblanding i sin økonomiske politik, hvis landet fortsat vil modtage bistand. Men som politisk erklæring var præsident John Kufours melding vigtig: Ghana opfatter sig selv som på vej til at rette op på paradokset fra 1957, hvor den tidligere slavestat endelig fik sin politiske frihed, men beholdt sine økonomiske lænker.

For Katharine Svanikier gik det lige modsat. Faderen afskar hende fra den åndelige frigørelse, der følger med uddannelse. Men da havde hendes tipoldefar –den midlertidige guvernør på slavefortet – for længst sørget for hendes økonomiske frihed. Christian Svanekiær sikrede sig i begyndelsen af 1800-tallet kontrol over kolossale landområder i Accra, der stadig er i familiens eje og regnes for langt over 100 mio. danske kr. værd. Sammen med sin bror Christian bestyrer Katharine Svanikier grundene, som er hele slægtens pensionsordning og sociale sikkerhedsnet.

Hvert år på Katharine Svanikiers fødselsdag – juledag – mødes familien i hendes hus for at diskutere fordelingen af udbyttet fra årets salg af huse og grunde. I de gode år bliver der også penge tilovers til velgørenhed. Blandt modtagerne er Røde Kors, et psykiatrisk hospital og Osus børnehjem, der blandt andet tager sig af de uønskede børn fra Accras mange teenagegraviditeter.

BNP pr. indbygger i nutidskroner (2000)

BNP pr. indbygger i nutidskroner (2000)

Telefonabonnementer pr. 1000 indbyggere

Telefonabonnementer pr. 1000 indbyggere

BØRNEBØRNENES SUCCES

Men hvordan bevarede Svanekiærs tipoldebørn kontrollen over værdier fra kolonitiden, mens den unge og i perioder socialistiske nation omkring dem sank dybere og dybere ned i fattigdom? Ved at optræde lige så diskret som Katharine Svanikier. Trods familiens kolossale formue bor hun stadig i et yderst beskedent hus i Osu. Familien har konsekvent holdt sig ude af politik, fordi det ifølge Christian Svanikier er den sikre vej til forarmelse i et land med så hyppige magtskift som Ghana: »Når nye magthavere kommer til, vil de beskylde dig for at have brugt din politiske magt til at have skaffet dig din formue.« Og så vil pengene øjeblikkeligt være i fare.

Den, der lever stille, lever godt. For familien Svanikier har det princip sikret fremtiden. Men den, der vælger stilheden og accepten, risikerer også et langt liv som syerske, selv om man havde ambitionerne om noget helt andet. Katharine Svanikier ser vantro på mig, da jeg foreslår, at hun kunne have gjort oprør mod faderen. »Ham kunne du ikke skændes med.« I stedet lavede hun hver dag mad til faderen –bragt fra hendes hus til hans – til han døde.

Ligestilling sprang en generation over. Katharine Svanikier remser navnene op på fire kvinder blandt hendes børnebørn, der endelig formåede at udnytte familiens økonomiske potentiale til at skaffe sig en uddannelse. En sekretær, to regnskabsførere og en narkosesygeplejerske i London.

3 DRENGEN PÅ EVIG FLUGT

illustration

Desperate mennesker lader sig ikke stoppe af hverken fysiske barrierer eller efterretningstjenester. Derfor bliver verden først et mere sikkert sted, når selv de fattigste kan se en fremtid i deres eget land.

»Du er anholdt,« siger den sydafrikanske korporal til den store dreng, der netop er sprunget over en af verdens mest markante fattigdomsgrænser: Hegnet mellem Sydafrika, Afrikas rigeste land, og Mozambique, der er blandt klodens fattigste. Den 18-årige Chabane forklarer, at han ikke fatter en lyd. Han så jo godt korporalen i hans camouflageuniform gennem hegnet, før han kravlede over. Men han havde fået at vide, at soldaterne var bestukket til at kigge den anden vej. Det sagde de tre mænd, der havde vist Chabane op til hegnet. Da løgnen siver ind, presser den drengens tårer frem. »De tog mine penge,« siger Chabane. »De sagde: Spring. Jeg bad dem om at gå først. Men det nægtede de. Og de var større end mig.«

 

Det sydafrikanske militær mistænker de selvbestaltede flygtningeguider på den anden side af hegnet for bevidst at sørge for, at flygtningene bliver arresteret. For så er der nye forretninger forude, når flygtningene efter anholdelsen er blevet sendt tilbage til Mozambique og prøver endnu en gang. Samtidig frygter det sydafrikanske militær tilsyneladende, at nogle soldater vitterligt kunne lade sig bestikke til at lade flygtningene slippe igennem. Store plakater på vagtstationerne langs hegnet advarer om, at korruption kan koste op til ti år i fængslet.

ANDET BESØG I SYDAFRIKA

Chabane forklarer, at han er fra Guinea-Bissau i Vestafrika. Sammen med sin far rejste han gennem en halv snes afrikanske lande for at nå frem til Sydafrika, hvor han første gang ankom til Johannesburg to måneder tidligere. Chabanes oplevelser den dag er forklaret på et laset stykke papir, han fisker frem fra lommen. Heri forklarer en sydafrikansk politiinspektør, Lawrence Webb de Jager, at han en julimorgen i 2005 blev kaldt ud til en virksomhed i en forstad, hvor Chabane havde ringet på for at bede om hjælp.

Drengen fortalte ifølge Webb de Jagers brev, at han samme morgen var blevet anholdt på en jernbanestation i Johannesburg sammen med sin far. Senere er han blevet dumpet i forstadskvarteret, mens politiet var kørt videre med faderen og alle deres papirer.

I brevet skriver politiinspektøren, at Chabane har en mor i en sydafrikansk provinsby, der kan hjælpe ham. »Chabane kan ikke deporteres, da det var korrupte politifolk, der var skyld i, at han mistede sine papirer – og desuden har hans mor nye papirer til ham,« slutter Lawrence Webb de Jagers brev.

Så, hvad i himlens navn laver Chabane to måneder senere på grænsen til Mozambique? I sin historie nævner drengen stednavnet »Lindela« – en opsamlingslejr for illegale immigranter uden for Johannesburg, hvorfra myndighederne med jævne mellemrum sender hele tog med fattigdomsflygtninge tilbage til Mozambique. Efter sit møde med politiinspektøren er Chabane blevet anholdt og deporteret af myndigheder, der har haft mindre tålmodighed og sympati for drengen.

Flere rækker pigtråd er ikke nok til at stoppe folk, der vil over grænsen fra Mozambique til Sydafrika.

Flere rækker pigtråd er ikke nok til at stoppe folk, der vil over grænsen fra Mozambique til Sydafrika.

FLUGTEN TIL BYEN AF GULD

Afrika er fyldt med skæbner som den 18- årige Chabane: Unge mænd uden papirer, der har et brændende ønske om at nå Sydafrika. Det dragende lys fra Johannesburg – Egoli, »byen af guld«, som den hedder på flere af lokalsprogene – synes at nå de fjerneste flækker på kontinentet. Og når de fattige unge først har sat sig i bevægelse, lader de sig ikke sådan bremse af pigtråd.

»Somme tider tænker jeg, at vi lige så godt kunne fjerne hegnet. De gemmer sig ikke engang for os mere. Vi bliver ved at sende dem tilbage, de bliver ved at komme, « siger major Maxwell Malamula på Macadamia-basen, hvorfra hegnet overvåges. »Nogle af dem når til Johannesburg. Og så hører vi ikke mere fra dem.«

Grænsen mellem Sydafrika og Mozambique består at to dele: Mod nord ligger Kruger-nationalparken, hvor løverne forventes at tage sig af illegale indvandrere. Regelmæssige fund af knogler afslører, at rovdyrene gør deres job. Mod syd opførte Sydafrika under det tidligere hvide apartheidstyre et 68 km langt hegn.

 

Det består af tre forhindringer: På hver side af et ti meter bredt bælte uden bevoksning løber et fire meter højt hegn. I midten ligger den egentlige udfordring: Store ruller af pigtråd, stablet oven på hinanden, også til fire meters højde. Indeni løber ti alarmtråde. På grænsebevogtningens computersystem kan man derfor med få meters nøjagtighed registrere, hvor nogen er ved at krydse grænsen og med walkie-talkie tilkalde soldater, der ligger i telt langs med hegnet. Men mange af de illegale indvandrere har fuldstændig mistet respekten for soldaterne.

BETALT MED LØBESKO

»Når de løber, ved du, at det ikke er deres første forsøg. For så er det nogle, der er klar over, at vi ikke må skyde mod dem,« siger major Malamula. De seneste måneder har der været overløbere fra Kenya, Pakistan, Indonesien, Sudan, Somalia og Burundi. For en uge siden kom elleve fra Indien og Pakistan. »De landede i lufthavnen i Maputo og blev taget direkte herud. Folk opfatter Sydafrika som at sted, hvor alt er muligt,« siger Malamula.

På Mozambiques side af grænsen er det blevet en industri at hjælpe folk over. Kvinder spionerer langs hegnet under dække af at samle brænde og signalerer til guider i baglandet, hvor der er fri bane. Guidernes tilbud til overløberne er et af dem, man ikke kan sige nej til.

»De forlangte 150 rand. Da jeg ikke havde det, tog de mine Nikesko. De var to måneder gamle,« forklarer en mand, der netop er kommet gennem hegnet i klipklapsandaler. Derefter blev han fanget af soldaterne. Ved hans side sidder en ung kvinde og er tæt på at græde. Hun er kæreste med mandens bror. Deres fælles mission var at få hende frem til en sort township uden for Johannesburg, hvor broderen driver en kiosk. De to anholdte vil nu blive deporteret. Men soldaterne ved, at de vil prøve igen. Og en dag lykkes det.

De danske u-landsprincipper

Det overordnede mål for dansk bistand er at bekæmpe fattigdom. Derudover skal den opfylde tre tværgående hensyn:

  • Fremme af ligestilling

  • Fremme af menneskerettigheder og demokrati

  • Forbedring af miljøet

STORMLØB PÅ SPANIEN

Mønsteret genfindes alle steder, hvor man har forsøgt at bygge fysiske barrierer mellem områder med enorme indkomstforskelle. Få dage efter, Chabane sprang over hegnet mellem Mozambique og Sydafrika, stormede hundreder af økonomiske flygtninge det fire meter høje hegn omkring den lille spanske enklave Melilla på Marokkos Middelhavskyst. Vidner fortalte, at aktionen lignede middelalderens angreb på Europas borge.

Med 270 stiger stormede folkemængden mod hegnet, som 100 slap over. De blev alle anholdt efter sammenstød med politiet, hvorunder seks flygtninge og politifolk blev såret. Måneden før døde to, da 300 forsøgte at komme over hegnet. Få uger senere blev fire dræbt og 40 såret ved hegnet i Ceuta, en anden spansk enklave i Marokko.

En måned senere anklagede Amnesty International både Marokkos og Spaniens regeringer for at krænke både deres egne love og internationale konventioner. Ifølge menneskerettighedsorganisationen blev i alt 11 dræbt og 131 kvæstet under forsøg på at komme over hegnet. En del af de anholdte var blevet sendt tilbage til de lande, hvorfra de var flygtet på grund af politisk forfølgelse.

EN MILLION FANGET I USA

Hovedparten af flygtningene ved hegnene omkring de spanske enklaver er ikke marokkanere, men fattige mennesker fra Afrika syd for Sahara. Marokko er i stigende grad blevet transitland for afrikanere på jagt efter et bedre liv i Europa. I 2004 blev mere end 26.000 illegale indvandrere fra Marokko anholdt i Spanien – heraf var 17.000 fra andre afrikanske lande.

På verdens travleste fattigdomsgrænse mellem USA og Mexico blev 905.065 mennesker pågrebet i 2003. Derudover blev 114.865 arresteret længere inde i landet. 70% af disse var involveret i kriminalitet.

De fattige forsøger ikke kun at flygte til de rigeste lande. Lokale magneter trækker også. Malaysia forsøgte i 2005 at slippe af med anslået 800.000 illegale immigranter ved at love dem frit lejde, inden politiet blev pudset på dem. 400.000 rejste hjem, primært til Indonesien. Tusinder blev anholdt – nogle af dem, fordi deres arbejdsgivere havde så hårdt brug for deres billige arbejdskraft, at de tilbageholdt deres løn, indtil fristen for frivillig udrejse var udløbet.

Chabane forsøger at forklare soldaten, at han blev presset til at springe over hegnet.

Chabane forsøger at forklare soldaten, at han blev presset til at springe over hegnet.

TERROR GAV NYT UDSYN

De fleste af de økonomiske flygtninge oplever det samme som Chabane: Vejen til det forjættede land er brolagt med lidelse og undertiden død. Ifølge organisationen ATIME er flere end 4000 bådflygtninge fra Marokko druknet på vejen mod Spanien siden 1997.

»Det er folkemord på de fattigste,« sagde præsidenten for menneskerettighedsorganisationen Pro Derechos Humanos, Gabriel Delgado, i 2002. Da havde bedre radarer på den spanske kyst tvunget bådene med flygtninge længere ud på Atlanterhavet og længere op ad Spaniens kyst med det resultat, at endnu flere druknede.

Set fra den rige side af fattigdomsgrænserne blev den slags humanitære problemer længe anset som noget, man måtte leve med. Og selv om pigtråd og grænsevagter helt åbenlyst ikke var noget endegyldigt svar på desperationen over verdens uligheder, kendte de rige lande som regel kun én løsning på problemet med flere fattigdomsflygtninge: Mere pigtråd og flere grænsevagter.

Det ændrede sig med terrorangrebene på USA den 11. september 2001. Selv om terroristerne ikke var fattigdomsflygtninge, men derimod veluddannede og relativt velbjærgede, satte de alligevel en fed streg under den besked, som de illegale indvandrere i mange år havde bragt over hegnene fra Mozambique og Mexico: Man kan ikke beskytte sig med isenkram alene.

BIDRAG TIL SIKKERHED

De 19 flykaprere i USA syntes først og fremmest drevet af et had mod alt, hvad der er amerikansk. Men deres aktion solgte også et budskab, som alverdens bistandsorganisationer i årevis havde fremført forgæves: Bistand til udvikling i den fattige verden er også i de rige landes egen interesse. Pludselig lød USA’s præsident George W. Bush næsten venstreorienteret: »Fattigdom skaber ikke terrorisme. At være fattig gør dig ikke til morder. De fleste af bagmændene for den 11. september voksede op i velstand. Alligevel kan vedvarende fattigdom og undertrykkelse føre til håbløshed og desperation. Og når regeringer ikke kan opfylde deres befolkningers mest grundlæggende behov, kan disse fejlslagne stater blive tilflugtssteder for terror.

I Afghanistan skabte vedvarende fattigdom, krig og kaos forhold, der tillod et terrorregime at tage magten. Og i mange andre lande rundt om i verden forhindrer fattigdom regeringer i at kontrollere deres grænser, overvåge deres områder og opretholde deres love. Udvikling sikrer ressourcer til at bygge håb, velstand og sikkerhed.« Man kunne tilføje, at krigen i Afghanistan også førte til en verdensrekord i produktionen af opium – med efterfølgende oversvømmelse af markederne i den vestlige verden – fordi de mange krigsherrer havde brug for at finansiere deres våbenindkøb.

BISTANDEN STEG

Efter ti år med næsten konstant faldende bistand, steg den rige verdens bidrag til fattige igen efter september 2001. Faldet i 1990’erne fulgte afslutningen på den kolde krig, da USA og dets allierede ikke længere behøvede at købe sig til venner i kampen mod kommunismen.

Stigningen fra 2001 var ligeledes drevet af egeninteresse. En stor del af den ekstra bistand havnede, hvor man regnede med, at den ville have størst effekt i kampen mod terror. Sådan blev Pakistans præsident Pervez Musharraf en stor modtager af bistand på grund af hans hjælp mod Talibanstyret i Afghanistan, selv om hans magtovertagelse i kølvandet på et militærkup langtfra levede op til nye tiders idealer om sammenhæng mellem demokrati og bistand.

PENGENE BRUGES HJEMME

En række af den slags prioriteringer gør det umuligt at afgøre, om verdens fornyede interesse for bistand efter 11. september var godt eller skidt for gennemførelsen af 2015 Målene, der var vedtaget året inden. Der blev flere penge til udvikling. Men ikke nødvendigvis af den slags, der er målrettet mod de fattigstes behov.

Der er stadig et stykke vej, før lande som USA bruger lige så meget på forebyggelse ude i verden – gennem bistand –som på beskyttelse på hjemmefronten: Det amerikanske budget for 2006 indeholdt 11 mia. dollars til grænsekontrol – og 41 mia. i alt til Department for Homeland Security, som blev skabt i kølvandet på terrorangrebet mod USA. Departementet er en paraply for alle de myndigheder, der tager sig af trusler mod landet. Dets budget er næsten dobbelt så stort som de 25 mia. dollars, der er afsat til u-landsbistand.

Også i Danmark blev sikkerhed og udvikling kædet sammen. Og i regeringens Afrika-strategi fra 2005 var der tilføjet endnu et argument for at sikre bedre levevilkår for de fattigste: »Det øgede flygtningepres på Europa er et andet eksempel på, hvorfor Afrikas udvikling har bredere international betydning«. Det argument blev senere til den såkaldte nærområdestrategi (s. 44).

INDFLYDELSE TIL MILITÆR

Det var ikke første gang, at indenrigspolitik påvirkede dansk bistandspolitik. I gamle dage fik socialdemokratiske regeringer de mange stigninger i dansk bistand til at glide ned hos mere konservative vælgere ved at pege på den såkaldte returprocent, altså den andel af bistanden, der havner hos dansk erhvervsliv.

I 2003 skruede VK-regeringen bistanden ned fra 1 til 0,84 % af bruttonationalproduktet. Det var ikke nok til at få højrefløjens kritik af u-landsbistand til helt at forstumme. Men ved at kæde ulands-bistanden sammen med flygtningepolitik i nærområdestrategien moderniserede regeringen det gamle budskab: Bistand er også i vor egen interesse.

illustration

»Ordet returprocent har fået en ny betydning. Nu skal vi ikke blot tælle, hvor mange danske kr., der kommer retur, men også hvor mange afviste asylansøgere, der sendes retur til deres hjemlande,« skrev journalist og medlem af Rådet for internationalt udviklingssamararbejde, Knud Vilby, i 2004 i et debatindlæg, der blandt andet handlede om den nye nærområde-strategi om bistand til flygtningene i deres lokalområde.

Vilby var mere generelt bekymret for, at en stigende del af dansk bistand er knyttet sammen med militærets indsats – fra de fredsbevarende styrker i det tidligere Jugoslavien til deltagelsen i krigen i Afghanistan og Irak. »Derved trækkes en del af et reduceret bistandsbudget over i lande, hvor dansk militær er aktivt. Militærindsatsen styrer bistanden,« skrev Vilby.

Det gælder langtfra hele bistanden. Men den underlæggende diskussion er interessant: Hver gang der går penge til oprydning efter krig, bliver der mindre til den forebyggelse af konflikt, man kan opnå ved at opbygge og støtte sunde stater.

BOMBER OG DEMOKRATI

Det er et globalt fænomen. Krigen i Irak havde ved udgangen af oktober 2005 kostet over 220 mia. dollars – eller fire gange så meget, som USA i samme periode gav i udviklingsbistand til hele kloden. Motiverne til – og resultaterne af – Irakkrigen skal ikke diskuteres her. Men bladrer man lidt i verdenshistorien, er det interessant, at USA’s forsøg på at skabe demokratier gennem militær indgriben kun kan beskrives som en ubetinget succes i Europa og Japan efter anden verdenskrig.

I den anden ende af skalaen er der fuldblods katastrofer som Somalia i 1992, hvor USA forsøgte at levere både nødhjælp og demokrati, men trak sig ud i kølvandet på nedskydningen af to helikoptere – en episode der inspirerede til filmen Black Hawk Down. Siden fulgte et indgreb i Haiti, hvor det lykkedes USA at genindsætte præsidenten, men ikke at sikre et bæredygtigt demokrati. Og snart var kaosset tilbage.

OM AT KØBE SIG TIL FRED

Når man ser bort fra Afghanistan og Irak, har den vestlige verden siden katastrofen i Somalia foretrukket at betale udviklingslandene for at gøre det hårde arbejde i FN’s fredsstyrker i Afrika. Det bliver ikke altid opfattet så kynisk, som det lyder. FN-opgaverne er populære i mange ulandes militær, fordi indsatsen betales af verdensorganisationen.

Det giver ekstra penge til soldaterne, der indimellem får en udsendelse til en fredsmission som en slags pensionsordning. FN-indsatsen giver også penge til militæret selv.

På samme måde forsøger Spanien –bakket op af EU – nu at bruge Marokko som politimand i Afrika for at stoppe de bådflygtninge, der ikke lader sig stoppe af nok så kraftige radarer og højere hegn i de spanske enklaver ved Marokkos Middelhavskyst. Et beløb svarende til knap 3,5 mia. danske kr. fra 2000-2006 skal hjælpe med at fremme Marokkos økonomiske reformer og bekæmpe den fattigdom, der opfattes som årsag til det store antal bådflygtninge.

Marokkanerne har pænt takket for hjælpen ved blandt andet at indføre nye immigrationslove med strenge straffe til de illegale indvandrere fra Afrika syd for Sahara, der bruger Marokko som transitland på vejen mod Europa. Men der er grænser for Marokkos taknemmelighed: De 3,5 mia. i bistand over seks år svarer kun til under 2 % af de penge, som marokkanere i Europa i samme periode sender hjem. Der skal med andre ord en anderledes satsning til, hvis den rige verden vil købe sig til fred. Her som på resten af kloden.

CHABANE VENDER TILBAGE

Fem uger efter, vi sagde farvel til den anholdte Chabane ved Mozambiques grænse, ringer min telefon. Det er politiinspektør Lawrence Webb de Jager. »Du vil næppe tro på, hvem der sidder på mit kontor,« siger han. Men den er god nok. De Jager er endnu en gang blevet kaldt ud til et firma i Johannesburg, hvor Chabane har bedt om hjælp efter at have sovet fem nætter under lastbilerne i en garage. 

Svært at bevogte fattigdomsgrænser

Flere steder i verden er skellene mellem nabolande dybe: Rigdom på den ene side af grænsehegnet, fattigdom på den anden. Dette er nogle af de steder i verden, hvor presset på grænseovergange er uoverskuelige:

USA og Mexico:

På verdens travleste fattigdomsgrænse blev 905.065 personer anholdt i 2003. Yderligere 114.865 illegale immigranter blev anholdt længere inde i USA. Sikkerhedsbarrierer langs 100 km af grænsen, forstærket med højteknologisk overvågning, har ikke kunnet standse strømmen.

USA: BNP/indbygger: 215.000 kr., forventet levetid: 77 år

Mexico: BNP/indbygger: 55.000 kr., forventet levetid: 73 år

Marokko og Spanien:

Spanien begyndte i efteråret 2005 at forhøje sit hegn omkring to enklaver i Marokko fra tre til seks m. Kystbevogtningen i selve Spanien får konstant bedre udstyr. Alligevel fortsætter strømmen af bådflygtninge og forsøg på at krydse hegnet. Mange af fattigdomsflygtningene kommer længere sydfra i Afrika.

Spanien: BNP/indbygger: 140.000 kr., forventet levetid: 79 år Marokko: BNP/indbygger: 22.000 kr., forventet levetid: 68 år

Mozambique og Sydafrika:

Løverne i nationalparken Kruger og et 68 km langt hegn af pigtrådsruller kan kun forsinke, ikke standse flygtningene. Mange forsøger igen om aftenen, når de er blevet deporteret om morgenen. 6000-6500 illegale immigranter – flest fra Mozambique og Zimbabwe – passerer gennem deportationslejren Lindela hver måned.

Sydafrika: BNP/indbygger: 61.000 kr., forventet levetid: 46 år Mozambique: BNP/indbygger: 6000 kr., forventet levetid: 41 år

Italien og Nigeria:

Selv om der er langt mellem de to lande, er Italien hoveddestination for kvinder fra Nigeria. Med løfter om en gylden fremtid lokkes de til Europa. Kvinderne ender ofte med at måtte arbejde udgifterne til deres flybillet af som prostituerede. Det hele er organiseret gennem stærke netværk i både Italien og Nigeria. De italienske netværk er specielt effektive, fordi de udnyttede kvinder med tiden selv kan avancere i netværket.

Italien: BNP/indbygger: 159.000 kr., forventet levetid: 80 år Nigeria: BNP/indbygger: 6000 kr., forventet levetid: 45 år

 

Vi mødes dagen efter. Chabane fortæller, at han ved grænsen fem uger tidligere blev løsladt efter fire timer hos korporalen, der angiveligt havde fået ondt af ham. Derpå var Chabane begyndt at gå mod Johannesburg. Nogle forbipasserende røvede hans rygsæk. Og i tre uger arbejdede han for et beløb svarende til 50 kr. om ugen på et vejbyggeri, inden han igen havde råd til en busbillet til »byen af guld«.

Over en burger fortæller Chabane i detaljer om sin barndom. Om faderen, der var pladesmed på et autoværksted, men blev fyret, hvorefter der ikke var råd til Chabanes skolepenge. Om de dramatiske måneder i skoven, da der opstod uroligheder i Guinea-Bissau. Og om flugten gennem Vestafrika til Sudan og videre sydpå.

Men jo flere detaljer, Chabane fortæller, jo dårligere hænger de sammen. Hans påståede flugtrute kræver, at Guinea-Bis-sau grænser op til Ghana – i virkeligheden skal man gennem to andre lande. Og helt galt går det, da Chabane afslører, at han talte swahili med alle sine kammerater som barn. Swahili tales kun i det østlige Afrika. Den nærliggende konklusion er, at Chabane formentlig er fra det nordlige Mozambique, hvor swahili fra nabolandet Tanzania blandes med nationalsproget portugisisk. Historien om Guinea-Bissau kan være opfundet for at lette vejen til politisk asyl.

PÅ VEJ TIL NY UDVISNING

Et par dage efter ringer Chabane fra en fængselscelle, hvor han har lånt en mobiltelefon. Han har svært ved at holde gråden tilbage. Vi snakker om hans historie. Jeg forklarer, at swahili er et næsten ukendt sprog i Guinea-Bissau. »Er det derfor, jeg sidder her?« spørger drengen. Det korte svar er lige så svært, som det er korrekt: Ja.

Sydafrika har for længst tabt tålmodigheden med unge indvandrere og deporterer dem uden videre diskussion, hvis der er den mindste slinger i deres historier. Det går til tider endda ud over immigranter med opholdstilladelse, der blot har fået stjålet deres papirer.

For Chabane venter utvivlsomt endnu en udvisning til Mozambique – og formentlig flere forsøg på at komme over hegnet. Derpå nye ydmygelser, flere spildte uger, måneder og år. På langt sigt er der kun to løsninger: At sikre udvikling på begge sider af alverdens hegn. Eller gribe til midler, som ingen rigtigt bryder sig om at tænke på. Og dog.

Da sydafrikanerne for nylig ombyggede computerstyringen af hegnet mod Mozambique, bevarede de en mulighed, der efter landets overgang til demokrati 1994 blev dømt ude af trit med tidens menneskerettigheder: Strømmen i de ti alarmtråde i rullerne med pigtråd kan skrues op til dødbringende højspænding.

Kontroversiel hjælp til flygtninge

Simon Minani kedede sig bravt, da han i 1994 flygtede fra Burundis borgerkrig og endte i en flygtningelejr i det vestlige Tanzania. Så mødte han John Paterson og Ayub Kayanda, to lokale landmænd der drev et snedkerværksted i bananlunden i Kayandas baghave. De havde et glimrende blik for mulighederne i Minanis fem år lange snedkeruddannelse. Minani selv øjnede en chance for at tjene lidt ekstra til konen og de seks medbragte børn.

»Når vi arbejder sammen, kan vi lave noget, der er bedre,« forklarede John Paterson i et interview, der ville have passet perfekt i en propagandavideo om potentialet i integration. Desværre var de tre venners samarbejde ikke normen i området. I det vestlige Tanzania har to mio. mennesker i over ti år været værter for op til én mio. flygtninge i en af klodens fattigste afkroge. Det har ofte skabt højspænding, forklarede Paterson og Kayanda.

Flygtninge fra borgerkrige i Burundi, Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo havde fældet træerne til brænde i en radius af 25 km fra landsbyen. Indimellem røvede gæsterne deres værter med deres medbragte automatrifler. ”Nogle gange bruger vi en hel dag i marken – og så kommer de og stjæler høsten, når vi går hjem,« sagde Kayanda.

Den danske debat om indvandreres kriminalitet blegner med andre ord i sammenligning. Og diskussionen om sociale ydelser til flygtninge i Danmark er minimal i forhold til potentialet for misundelse i det vestlige Tanzania. Mens de fattigste af de lokale må vende hver en majskolbe for at overleve, får flygtningene deres mad leveret af FN, finansieret af blandt andre EU.

VELSTAND I LEJRE

Lejrene har skoler og klinikker, der ofte er bedre end lokalsamfundets. Og fordi mange af flygtningene har penge, bugner markederne med mængder af importerede varer, inklusive film til lejrenes videobiografer, som lokalområdet aldrig har set magen til.

Andre steder er det flygtningenes egne problemer, der er de mest iøjnefaldende.

I Dadaab-lejrene i stenørkenen i det østlige Kenya sidder langt over 100.000 flygtninge fra nabolandet Somalia, der har været hærget af krig og kaos siden 1991. »Her er begrebet tid holdt op med at eksistere,« skrev Politikens Claus Blok Thomsen efter et besøg i 2004, hvor han blandt andre mødte flygtningen Ibrahim Mahat.

Mahat havde taget en sundhedsuddannelse på brevkursus. Men Kenya vil ikke lade flygtningene konkurrere med lokale indbyggere om de alt for få jobs i området. »Jeg er ved at blive sindssyg,« sagde Mahat. »Jeg er fuld af energi, men jeg må ikke rejse, og jeg må ikke arbejde. Dette er et fængsel.« Mange indsatte i fængsler bruger tiden til at opbygge bitterhed mod samfundet udenfor og til at planlægge flugtforsøg. Flygtninge er ikke meget anderledes. Mindre tålmodige sjæle end Ibrahim Mahat forlader kummerlige lejre som Dadaab og fortsætter flugten mod Europa eller USA. De tilbageblevne er indimellem nemme ofre for oprørsbevægelser og terrororganisationer på udkig efter nye rekrutter. Dadaab-lejrenes koranskoler blev betalt af den muslimske hjælpeorganisation Al-Haramein, indtil den i 2004 havnede på FN’s terrorliste.

Summen af disse problemer fik i 2003 Danida til at afsætte en mia. kr. over fem år til det såkaldte nærområdeinitiativ. Bag det noget knudrede navn gemmer sig motiver, der er lige så komplekse som de problemer, der skal løses:

HJÆLP I NÆROMRÅDE

Den humanitære side af sagen handler om at hjælpe både flygtningene og deres værter. Blandt de største modtagere af den nye form for dansk bistand er netop Tanzania og Kenya, hvis problemer er antydet ovenfor. Men også flygtningenes hjemlande får hjælp i et forsøg på at gøre det nemmere for flygtningene at vende hjem.

I Somaliland er der brugt penge på skoler og vandforsyning. Det sydlige Sudan har blandt andet fået penge til at fremme landbruget og genstarte erhvervslivet efter 21 års krig.

De økonomiske argumenter for satsningen handler om, at man kan hjælpe langt flere flygtninge for pengene tæt på deres hjemlande – i nærområderne – end i Danmark. Indsatsen mod terror er et tredje motiv for indsatsen i nærområder. Bedre forhold i de værste lejre kan måske gøre det mindre tillokkende at slutte sig til organisationer med ekstreme dagsordener.

Simon Minani medbragte én værdifuld ting på sin flugt fra Burundi: Sine evner som snedker.

Simon Minani medbragte én værdifuld ting på sin flugt fra Burundi: Sine evner som snedker.

ASYLSØGNING PÅ EGEN JORD

Men i debatten om nærområdeindsatsen er alle disse motiver ganske blevet overhalet af den indenrigspolitiske dagsorden. Daværende flygtninge- og udviklingsminister Bertel Haarder regnede med, at nærområdeindsatsen og lignende programmer i andre EU-lande kunne reducere strømmen af asylsøgere. Og derudover håbede Haarder, at man på længere sigt for eksempel kunne sende somaliske flygtninge til de lejre, som Danmark støtter i nærområdet i Kenya.

Under forberedelserne af programmet havde integrationsministeriet besøg af embedsmænd fra Australien, der i mange år har eksporteret flygtninge til det lille ørige Nauru i Stillehavet. I Folketinget foreslog Venstre, at flygtninge skulle søge om asyl fra store lejre, som Danmark støttede i nærområderne. Og under Danmarks EU-formandskab i 2002 spurgte Bertel Haarder i et oplæg til diskussion sine kolleger i de øvrige EU-lande: »Skal EU forsøge at anbringe tilbageholdte immigranter uden for EU-ter-ritorium og overveje aftaler med tredjelande om at behandle asylansøgninger på deres jord?«.

 Siden løb Storbritannien ind i bastante afvisninger, da den slags ideer gennem medierne blev luftet i Tanzania. Danmark besluttede derfor at fokusere på den humanitære indsats i nærområdeinitiativet. Men måske vil indsatsen også mindske flygtningestrømmen til Europa og forebygge terror – og på længere sigt gøre det lettere at samarbejde med modtagerlandene om flygtninge- og asylspørgsmål.

Tilbage står dermed, at programmet for første gang i Danidas historie har sammenblandet flygtningepolitik i Danmark med udviklingspolitik ude i verden. Og kritikerne hæfter sig ved, at det tilsyneladende ikke var fattigdomsbekæmpelse, der var det primære motiv.

 

4 BISTAND OG POPMUSIK

bono 

Efter årtier med fejltagelser har både u-lande og bistandsdonorer lært vigtige lektier om udvikling. Samtidig har verden aldrig haft bedre råd end nu til at hjælpe de fattigste lande på vej. Det skabte i 2005 en hidtil uset optimisme, der kun blev tøjlet af én ting: Det kniber stadig for de rige lande at få pungen op af lommen.

Da Ayisha al Hassan var yngre, havde hun indstillet sig på et liv på samfundets bund. Hendes jævnaldrende gik i skole i hendes landsby i det nordlige Ghana, mens hun selv passede søsterens børn, lavede mad på bål og hentede vand ved brønden. »Jeg sagde til mine veninder: En dag kommer I kørende i bil, mens jeg stadig bærer mit brænde på hovedet. Og så vil I grine af mig.« Nu drømmer den 17-årige pige om at blive Ghanas præsident med et ganske simpelt valgprogram: »Jeg vil hjælpe alle og gøre det nemt at sende piger i skole.« Ayishas historie handler om udvikling, ikke bare af hende selv og hendes bevidsthed, men af hendes nation. Den slags udvikling, som verden har bakset med i de fattigste lande, siden Marshall-hjælpen til Europa efter anden verdenskrig afslørede mulighederne for at bygge en blomstrende fremtid på gamle ruiner.

 Vi har opsøgt Ayisha i hendes landsby Diari en tidlig morgen for at få en ny generations bud på, hvordan man løser gamle problemer. Hun er ikke i tvivl. Skolegang, pludselig og uventet, gjorde udslaget.

Den lidt ældre Fuseini Awal har en lignende historie. Han troede i mange år, at Koranen var det eneste, han nogensinde skulle læse. I årevis terpede han den hellige bog for at lære den udenad hos imamen i en fjern landsby, hvor faderen havde sendt ham hen »for at give ham livserfaring.« Faderen indså hurtigt, at det var en fejltagelse. Jeg fik det dårligt, da jeg opdagede, at han ikke gik i skole,« siger han i dag. Men alligevel lod han sønnen sidde otte år hos imamen, som han kendte personligt. »Jeg havde ikke lyst til, at der skulle komme ondt blod mellem mig og min ven.«

illustration

SKOLE FOR LIVET

Faderen hentede til slut sin dengang 16-årige søn hjem, fordi en ny skole i landsbyen tilbød drengen en ny start i livet. »School for Life« udmærker sig ved at være tilpasset til virkeligheden i området: Den er kun åben tre timer hver eftermiddag, fordi børnene også skal have tid til at hjælpe i marken. Til gengæld bruges tiden effektivt. Der er kun 24 i klassen, og det er ren modersmålsundervisning med bøger på lokalsprog frem for engelsk.

Første kapitel handler om en ko, og derfra går det over stok og sten med eksempler fra det virkelige liv i landsbysamfundet. På skolebænkene sidder mange lidt ældre børn, der aldrig kom i første klasse med deres jævnaldrende. Ambitionen er at lære flertallet at læse, skrive og regne på et enkelt år, så de kan fortsætte i den traditionelle skole.

Det lykkedes for både Ayisha og Fuseini. Efter et år i »Scool for Life« startede Fuseini som 17-årig i fjerde klasse. Fem år senere bestod han allerede efter niende klasse afgangsprøven for tiende og var dermed parat til at gå i gymnasiet.

Ayisha begyndte i tredje klasse og klarer sig nu så strålende, at hendes storebror har lovet at knokle som løsarbejder i hovedstaden for at finansiere skolegangen. Ayisha kan regnskabet for broderens første bidrag – svarende til 24 kr. – på fingrene: Tolv kr. til en bog om landbrug, seks kr. til et par plasticsandaler, tre kr. til bussen hjem fra sidste semester og tre kr., som hun næsten skammer sig over at have brugt på mad.

MOD OG MÅLRETTETHED

Vi lader billedet stå et øjeblik: Med målrettet udvikling kan man for småpenge give en ekstra chance til mennesker, der er opgivet – eller har opgivet sig selv. Men man skal være villig til at ruske op i traditionerne, at ignorere det bekvemme og at skrotte de forsøg på udvikling, der ikke fungerer. Det kræver ofte samme mod, som Fuseini Awals far demonstrerede, da han endelig hentede sønnen hos imamen. Og jo: Der er også behov for den samme knivskarpe ansvarlighed, som Ayisha al Hassan demonstrerer i sin omgang med broderens sparepenge.

Det ligger alt sammen ikke fjernt fra de analyser og den forsigtige optimisme, som i 2000 førte til 2015 Målene for udvikling. Aldrig før havde verden været rigere. Aldrig havde den haft mere viden om udvikling, der kunne bekæmpe fattigdom. Nu skulle det være. »Når vi har kapaciteten til at gøre det rigtige, må vi finde viljen til at handle,« sagde FN’s generalsekretær Kofi Annan før FN’s Årtusindtopmøde i New York i 2000. Her blåstemplede verdens ledere en ny plan for udvikling.

Skole med danske aner

Skolesystemet »School for Life« har danske aner. Det er udviklet af den danske græsrodsorganisation Ghana Venskabsgrupperne og betalt af Danida. Et venskab mellem en dansk læge og en ghanesisk arkitekt voksede sig fra 1979 til en målrettet bistandsorganisation. Den grundlæggende idé i »School for Life« er at undervise eleverne på deres eget sprog med lokale bøger – og at give dem tid til også at passe det arbejde i hjemmet, der afholder mange forældre fra at sende børn i skole.

EUROPA PÅ BISTAND

Den undrende offentlighed i både ilande og u-lande havde god grund til at spørge, hvad nyheden var. Bagude lå over 50 års forsøg på at bringe udvikling til de fattigste og bekæmpe verdens skævheder. De iøjnefaldende fiaskoer fyldte ofte langt mere i avisspalterne og i folks bevidsthed, end succeshistorierne gjorde.

2015 som tegneserie

Det er naturligvis vanskeligt at forestille sig, at nogen kan servere 2015 Målene mere appetitligt end ved at forklæde dem som en rejseguide. Men vi må nok se os slået på målstregen af Vietnam. Her udkom målene som tegneserien Thang’s Journey om en ung mand, der rejser rundt og ser på udfordringerne. Ideen skyldes danske Mette Fjalland, der koordinerer FN’s arbejde med 2015 Målene i landet.

Thang betyder sejr. Vietnam er i rivende udvikling og regner derfor med at nå alle de otte 2015 Mål. FN’s mål med tegneserien var blandt andet at engagere unge i diskussioner om landets fremtid på en mere sprælsk måde end møderne i kommunistpartiets ungdomsunion. »De nyrige unge er langt mindre socialt bevidste og engagerede end de tidligere generationer. Vi prøver at mobilisere de unge til at tage ansvar, uden at moralisere – og at skabe lidt debat om regeringens indsats for at nå målene,« siger Fjalland.

»Thang’s Journey« er siden blevet fulgt op af en tv-serie bygget på samme idé. Dermed har 2015 Målene bidraget til at fremme debat i landet. »Det tog os lang tid at få myndighedernes godkendelse, fordi vi går ud og spørger almindelige mennesker om politisk følsomme emner,« siger Fjalland.

illustration
Se billede i fuld størrelse

Men både fejltagelser og succeser bidrog til den komplekse viden om udvikling, der førte til 2015 Målene og troen på, at de er et bedre værktøj end så meget andet. Lad os derfor tage en kort rejse gennem udviklingens og bistandens historie.

Udviklingsbistand blev født med verdenshistoriens største og mest effektive program. Modtageren var Europa efter anden verdenskrig. Donoren var USA. Med den såkaldte Marshall-plan svingede amerikanerne sig op til bistand af en størrelse, som de aldrig har brugt i udviklingslandene. I nogle år røg mellem 2 og 3 % af det amerikanske bruttonationalprodukt over Atlanten.

Et af motiverne var det samme, der siden hen drev meget af USA’s u-landsbi-stand: Vesteuropa (og senere de ikke-so-cialistiske u-lande) skulle være velpolstrede bolværker mod Sovjetunionens samtidige forsøg på at sikre sig magten over verden. Derudover var Marshall-hjælpen drevet af ideen om, at hvad der var godt for europæerne, var godt for USA. Verdenshandel ville gøre alle rigere. Og nogen skulle jo købe USA’s støt voksende produktion af Coca-Cola, Levi’s og Ford.

U-LANDE PÅ DAGSORDENEN

Marshall-hjælpen blev blandt andet en succes, fordi ruinerne af Europa hvilede på et solidt fundament. Der var en tradition for velfungerende statsinstitutioner. Der var en veluddannet befolkning. Der var infrastruktur, der måske nok var krigshærget, men med lidt reparationer kunne bringes tilbage til tidligere tiders storhed.

Efter Europa vendte USA blikket mod de fattige lande. I takt med, at de fleste af Europas tidligere kolonier i 1950’erne og 60’erne blev selvstændige, forsøgte de mest ansvarlige af kolonimagterne også at bidrage til den udvikling – frem for udplyndring – som de ikke altid var lige påpasselige med i kolonitiden.

I de første årtier var der en stor tro på, at økonomisk vækst (som i Europa) kunne afvikle fattigdommen efter den såkaldte nedsivningsteori: Når det regnede på de rige, ville det dryppe på de fattige. Den økonomiske vækst ville opstå, hvis man investerede nok i veje, jernbaner, havne og fabrikker. Industrialisering havde bragt velstand til Europa og USA. Så hvorfor skulle det ikke også virke i udviklingslandene?

Moralsk oprustning i Afrika

Afrika har siden 1999 taget to væsentlige skridt for at fremstå som en mere ansvarlig medspiller i global politik:

logo

Den Afrikanske Union (AU) afløste i 1999 Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU), hvis væsentligste formål var netop det: At sikre sammenhold mod ethvert angreb på kontinentet. I OAU var kritik af medlemslandene uhørt, hvilket fik kritikere til at kalde det »en fagforening for diktatorer«. Blandt OAU’s sejre var indførelsen af sanktioner mod det tidligere apartheidstyre i Sydafrika. Men ellers var organisationens væsentligste bidrag til kontinentets udvikling en forarmelse af medlemslandene, der forsøgte at overgå hinanden i overdådige byggerier og konvojer af limousiner til de årlige topmøder.

AU har i sin korte levetid været mere effektiv og bramfri. Organisationens mest synlige handling er leveringen af fredstropper i Sudans Darfur-region, der kan være forløberen til en fast fredsstyrke. Til gengæld antyder AU’s sparsomme kritik af omfattende krænkelser af menneskerettigheder i Zimbabwe, at respekten for kontinentets gamle frihedshelte som Robert Mugabe fortsat kan være handlingslammende. AU har kopieret meget af EU’s organisation og har allerede oprettet et parlament. På langt sigt drømmes om en afrikansk domstol, en centralbank og en fælles valuta.

NEPAD, »New Economic Partnership for Africa’s Development«, er blevet beskrevet som grundlaget for en Marshall-plan for Afrika i stil med den omfattende økonomiske støtte til Europa efter anden verdenskrig. NEPAD er i vid udstrækning den sydafrikanske præsident Thabo Mbekis baby. Sammen med tre-fire andre afrikanske ledere har han gæsteoptrådt på en række af de rige landes G8-topmøder for at sælge ideen om, at Afrika skal gøre sig lækker over for investorer og donorer ved at demonstrere sin vilje til demokrati og bekæmpelse af korruption. En central brik i dette arbejde er såkaldte peer-reviews, hvor eksperter fra andre afrikanske lande gennemgår de enkelte medlemslandes administration og bagefter uddeler ris og ros i offentlige rapporter.

 logo

ØER AF UDVIKLING

Første omstigning på den lange rejse mod erkendelsen bag 2015 Målene var, at der også skulle satses mere på det enkelte menneskes behov. Skoler, hospitaler og vandpumper blev føjet til ønskesedlen. Vaccinationsprogrammer sørgede for nogle af de mest overbevisende sejre med udryddelsen – helt eller næsten – af sygdomme som kopper og polio.

Meget af bistanden i 1960’erne og 1970’erne var enkeltstående projekter, planlagt og udført af donorerne med importerede eksperter og udstyr. Det syntes at have en række fordele: Kontrollen med pengene var optimal. En stor del af bistanden vendte tilbage til donorlandene selv som betaling for varer og løn til udsendte eksperter, hvilket gjorde det nemmere for politikerne at overbevise vælgerne om det smukke i at give. Og projekter var nemme at fremvise for lokalbefolkningen, besøgende journalister og folketingsmedlemmer som dokumentation for, at pengene blev brugt fornuftigt.

Men bistanden havde stadig for mange svipsere. Dels var der problemet med vedligeholdelse af den importerede teknik. Og så var der det med uddannelse. I dag forekommer det utroligt. Men det tog år, om ikke årtier for organisationer som Danida at indse, at vandpumper med rent drikkevand ikke i sig selv gjorde folk sundere. De skulle også lære om hygiejne. Uddannelse er lige så vigtig som infrastruktur.

KRAV TIL U-LANDE VOKSER

For u-landenes regeringer var der et helt afgørende problem med projektbistanden: Den gav ikke mange penge til statsapparatet. I stedet optog de lån, både til den daglige drift og til nye udviklingsprojekter. Det førte til den gældskrise, som vi ser nærmere på i kapitel 12.

I løbet af 1970’erne blev det efterhånden klart, at den ofte ensidige satsning på industrialisering ikke virkede i de fattigste lande. I stedet vendte donorerne og udviklingslandene selv blikket mod landbruget. Samtidig begyndte donorerne at indse, at enkeltstående projekter ikke var nok.

Fra store infrastrukturprojekter (der indimellem blev til de såkaldte hvide elefanter) gik man over til vidtfavnende programmer på landet, der tog fat i alt fra undervisning til landbrug og sundhed. Det mest omfattende program i Danidas historie, det såkaldte Noakhali-projekt i Bangladesh, blev søsat i denne periode. I 1980’erne havde mange udviklingslandes økonomi vokset sig så elendig, at de store pengeudlånere og bistandsdonorerne havde fået nok.

Fremtidig hjælp ville komme med større betingelser om økonomisk ansvarlighed. Verdensbanken (s. 165) og Den Internationale Valutafond (IMF) (s. 164) blev sat til at gøre det beskidte arbejde med såkaldte strukturtilpasningsprogrammer, der typisk gik ud på fyringer i den offentlige sektor og nedskæringer i de i forvejen beherskede sociale ydelser. Derudover var det gerne et krav, at statsstøtten til fødevarer forsvandt.

Det gik ofte voldsomt ud over de fattigste, og IMF og Verdensbanken blev udbredte skældsord – både hos den støt stigende mængde af u-landsinteresserede græsrødder i Europa og helt ude i de yderste majsmarker i u-landene, hvor man ellers ikke havde megen forstand på international politik. Men IMF’s og Verdensbankens krav indledte også en mere bramfri periode i samarbejdet mellem u-lande og i-lande med større fokus på det ansvar, som lederne af de enkelte u-lande har.

PENGE I STATSKASSEN

1990’erne var præget af to vigtige nyskabelser: Gigantiske verdenstopmøder blev rammen om diskussioner af de langsigtede mål. Og ude i virkeligheden gik man fra enkeltprojekter i øst og vest til større, sammenhængende programmer, hvor de enkelte indgreb kunne støtte hinanden. Danida indførte den såkaldte sektorprogrambistand, hvor man i hvert land støtter fem-seks sektorer – landbrug, sundhed, undervisning, miljø, energi, transport og så videre.

Det foregår på alle niveauer: Fra departementschefens kontor til projekter i marken. Mange steder sker det i samarbejde med andre donorer. Og til forskel fra perioden med projektbistand får stadigt flere lande budgetstøtte, hvor bistanden bliver afleveret i ministerierne og kanaliseret ud gennem landenes egen administration. Det undgik donorerne helst for ti år siden, fordi det giver langt større risiko for korruption og svind. Men i dag har man indset, at der aldrig bliver reel udvikling, hvis ikke u-landene selv administrerer og har magten over pengekassen. Et vigtigt bidrag til denne erkendelse var den såkaldte Helleiner-proces i Tanzania, som vi vender tilbage til i kapitel 12.

KAMPVOGNE OG VACCINATIONER

Tilbage til 1990’ernes verdenstopmøder: Det første og mest omtalte handlede om kvindermiljø og blev holdt i Rio de Janeiro i 1992.

 

Hvad er Danida?

Danida er en samlet betegnelse for det udviklingsarbejde i Afrika, Asien og Latinamerika, der administreres af det danske udenrigsministerium. Gennem årene har Danida i store træk fulgt – og i nogle tilfælde ledet – de internationale trends i bistandssamarbejde: Fra enkelte projekter spredt over 50 lande til mere sammenhængende programmer i hele samfundssektorer i et mindre antal lande.

Derpå fulgte topmøder og verdenskonferencer om menneskerettigheder (Wien 1993), befolkningsspørgsmål (Cairo 1994), POPMUSIK . (Beijing 1995), sociale spørgsmål (København 1995) og fødevarer (Rom 1996). I tiåret for miljøtopmødet i Rio mødtes statslederne og den tilhørende karavane af diplomater, udviklingseksperter og græsrødder for foreløbigt sidste gang ved topmødet om bæredygtig udvikling (Johannesburg 2002).

Det sociale topmøde i København huskes for dets fokus på u-landenes eget ansvar. »Jeg tog mælk fra vores babyer for at købe moderne jagerfly, som hver kostede en million børns uddannelse. Jeg købte kampvogne, som hver kostede mio. af vaccinationer til vores børn,« sagde Pakistans tidligere finansminister Mahbub ul Haq, der i mellemtiden var blevet rådgiver for FN’s udviklingsorganisation UNDP (s. 165).

FOKUS PÅ BLØDE SEKTORER

Hos UNDP var den nu afdøde ul Haq også chefarkitekten bag det såkaldte 20/20-princip, der blev skrevet ind i konferencens slutdokument som en anbefaling: I-landene bør bruge mindst 20 % af deres bistand på sociale områder som sundhed og uddannelse. Til gengæld skal u-lande-ne afsætte 20 % af statsbudgettet til de samme formål.

»20/20«-begrebet forsvandt snart ud af den internationale debat, mest fordi u-landene ikke var begejstrede. Men fokusset på de såkaldt bløde sektorer dukkede siden op i 2015 Målene. Her finder man også essensen af slutdokumenterne fra alle de øvrige konferencer med en enkelt undtagelse: Befolkningskonferencen i Cairo. Dens fokus på adgangen til prævention og sikker abort forsvandt efter pres fra religiøse konservative i blandt andet USA.

DE FATTIGE I CENTRUM

Hermed har vi kortlagt det meste af den snørklede vej, der førte til 2015 Målene. Vi har set, hvordan de tidlige års tro på projekter afløstes af forståelsen af den større sammenhæng. Fokus flyttedes fra infrastruktur til det enkelte menneskes behov. Og det blev stadig mere klart, at både donorer og modtagere af bistand har et fælles ansvar for udvikling og fornuftig brug af bistand. Men vi mangler stadig at forklare, hvordan fattigdom kom i fokus som 2015 Mål nummer ét.

 

Professionelle græsrødder

Ud over Danida er en række danske organisationer involveret i dansk u-landsbistand. De kaldtes engang græsrødder og var overvejende frivillige. Men de største af organisationerne er for længst blevet professionaliserede med lønnede ansatte og udsendte eksperter. Derfor omtales de nu gerne som private eller ikke-statslige organisationer – på engelsk non-governmental organizations, forkortet som NGOs – eller ngo’er på dansk.

Det er en anelse misvisende, da de største – Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Ibis, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, CARE og Red Barnet –alle har faste aftaler med Danida, der finansierer størsteparten af organisationernes budgetter.

Alligevel har organisationerne traditionelt haft plads til at være kritiske over for Danidas politik, når de var uenige. Typisk har ngo’erne bedt om mere »blød« bistand med fokus på det enkelte menneske frem for »hård« infrastruktur som veje, havne og elværker. Ngo’erne har også stillet mange spørgsmålstegn ved erhvervslivets rolle i bistanden.

Gennem årene er flere af de største ngo’ers bistand kommet til at minde ganske meget om Danidas aktiviteter. Derfor så både Danida og nogle af ngo’erne i 2000 et behov for, at organisationerne satsede mere på det, der bør være deres særlige styrke: En tættere kontakt til befolkningen.

I den såkaldte civilsamfundsstrategi fik ngo’erne besked på at arbejde mere sammen med partnerorganisationer i u-lan-dene. Og i de seneste år er organisationernes forankring i den danske befolkning kommet i søgelyset. Nogle af dem – specielt Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp – indsamler selv store beløb (specielt til nødhjælp), mens andre kun henter småpenge gennem nogle få tusind medlemmers kontingenter. 

Fra 2006 skal ngo’erne dokumentere, at de selv tjener 5 % af deres budgetter – voksende til 10 % i 2007. Samtidig har de fået skåret i deres bevillinger til oplysning. Mange ngo’er opfatter disse skridt som forsøg på at give dem mundkurv på efter nogle år, hvor de er kommet med hård kritik af nedskæringer i bistanden og i debatten om fattigdomsorientering.  

 Ambitionen med School for Life i Ghana er at give en ny chance til børn og unge, der aldrig kom i skole som syv-årige.

Ambitionen med School for Life i Ghana er at give en ny chance til børn og unge, der aldrig kom i skole som syv-årige.

Den ubehagelige sandhed er jo, at de fattigste ofte bliver ignoreret af u-lande-nes egne regeringer. Udviklingshistorien rummer talrige eksempler på, at diktatorer plyndrede deres befolkninger og ekspederede u-landsbistanden ind på deres private udenlandske bankkonti. Først da de fattige også blev vælgere med ret til at vrage upopulære ledere, blev de langsomt taget alvorligt. I dag har de fleste udviklingslande en målrettet politik, der skal bekæmpe fattigdom. Den er nedskrevet i såkaldte nationale fattigdomsstrategier, der som så meget andet udviklingspolitik blev opfundet i hovedkvartererne hos Verdensbanken og IMF.

 

I 2000 blev fattigdomsstrategierne gjort til en forudsætning for at få gældslettelse. Ud over at føre en fornuftig økonomisk politik, skal u-landene nu også demonstrere, at de tager bekæmpelse af fattigdom alvorligt. Både i fattigdomsstrategierne og i 2015 Målene opfattes fremgang for de fattigste som en forudsætning for udvikling. Men det kan ikke nødvendigvis aflæses i den virkelige verden. I 2005 afslørede årsrapporten fra FN’s udviklingsorganisation UNDP (s. 165), at ulighederne i verden fortsat vokser.

NEJ TAK TIL BISTAND

På dette fremskredne tidspunkt af vores rejse er det vigtigt at udrydde en udbredt misforståelse: At udvikling og bistand hænger uløseligt sammen. Det passer på ingen måde. Nærlæs de første syv mål. Det er sunde, fornuftige målsætninger, der tilsammen fortæller summen af et halvt århundredes erfaring med udvikling: Vi må begynde med det enkelte menneske. Men principielt handler ingen af disse mål nødvendigvis om bistand.

I en ideel verden kunne det enkelte udviklingsland – med sin fattigdomsstrategi i hånden – opfylde målene ved at møblere om på sit budget, øge eksporten og tiltrække flere udenlandske investeringer.

Dansk bistand

Frem til 2001 var den danske bistand omkring 1 % af bruttonationalproduktet (s. 31). VK-regeringen skar den ned til 0,83 % i 2003. Siden har regeringen lovet, at bistanden ikke vil falde til under 0,8% af BNP. På finansloven for 2006 er der afsat 10,9 mia. kr. til formålet.

Det kan man da også sagtens finde mennesker, der taler for.

En af dem er Ali Mufuruki, en forretningsmand i Tanzania, der blandt andet gjorde sig bemærket ved at sige nej tak til Microsoft-milliardæren Bill Gates’ brugte computere i et stort hjælpeprogram. Mufuruki kunne ikke forstå, hvorfor Afrika skulle klare sig med det næstbedste. Hans problem var for lille hastighed på internettet til hans koncern.

»De mange mia., der i 1960’erne, 70’erne og 80’erne flød – og fortsat flyder – til Afrika, var en fejltagelse, der byggede på skyldfølelse. Lande (i Europa) følte, de havde en pligt til at betale tilbage, fordi de havde koloniseret os. Og efter kolonitiden følte vi selv – fejlagtigt – at vi havde ret til at bede om hjælp og leve et liv, der var langt bedre end vores behov. Begge sider begik alvorlige fejltagelser,« siger Ali Mufuruk

»Først nu er vi begyndt at forstå, at i hele menneskehedens historie har folk kun udviklet sig på en bæredygtig måde, hvis de udviklede sig selv gennem hårdt arbejde. Der findes ingen eksempler på lande, der har udviklet sig ved at få andre til at betale deres løbende udgifter.«

KRAFTIG INDSPRØJTNING

Mufurukis totale afvisning af bistand vil ikke hente mange stemmer i udviklingslandene. Men der er tre ting i hans ideer, som afspejler sig i moderne udviklingspolitik og 2015 Målene:

  • Der er kommet langt mere fokus på den udvikling, man kan skabe med handel og udvikling af erhvervslivet.

  • Fornemmelsen af u-landsbistand som velgørende aflad for kolonitiden er på retur. Donorer og modtagere af bistand regnes nu officielt for ligeværdige deltagere i det globale partnerskab, der omtales i 2015 Mål nummer otte.

  • Ideologerne bag 2015 Målene – anført af økonomen Jeffrey Sachs – betragter bistand som en kortvarig, intensiv investering, der skal hjælpe de fattigste lande op på det første trin på udviklingens stige. Herfra skal landene gennem økonomisk vækst (og med Mufurukis »hårde arbejde«) klare resten selv.

Det besnærende er ifølge Sachs og hans ligesindede, at det er økonomisk muligt. I 2004-05 regnede Sachs’ UN Millennium Project sig frem til, at 2015 Målene kunne gennemføres i et samarbejde mellem u-landene og donorerne. Udregningen byggede på en detaljeret analyse af fem lande, herunder Ghana. U-lan-dene skal selv bidrage til 2015 Målene ved at sætte skatterne op og møblere om på budgetterne, så de fokuserer på de fattigste. I et land som Ghana vil det dække omkring 40 % af regningen, i endnu fattigere lande noget mindre. Resten skal komme fra donorerne. Ifølge Sachs er der behov for, at den samlede bistand på 400 mia. kr. i 2002 bliver fordoblet i 2006 og derpå vokser gradvist frem til en tredobling i 2015.

Ros til lobbyister og filantroper

Efter et år med massivt fokus på udvikling og Afrika udnævnte det amerikanske Time Magazine i december 2005 verdens rigeste mand, Bill Gates, hans kone Melinda samt rocksangeren Bono som »Årets Personer«. Bono har i mange år ført kampagne for verdens fattigste og fik prisen for at have »charmeret, mobbet og moralsk afpresset« de rige G8-lande til at give u-landene gældslettelser for 240 mia. kr.. Bill og Melinda Gates’ fond er nu verdens største velgørende organisation og finansierer blandt andet vaccinationsprogrammer, kampen mod hiv og aids og computere til skoler og biblioteker i både USA og u-lande for nogle af de omkring 300 mia. kr., som Gates har tjent på datagiganten Microsoft.

I sin bog An End to Poverty argumenterer Jeffrey Sachs – FN’s chefrådgiver omkring 2015 Målene – for, at flere af verdens rigeste burde gøre noget lignende. De har sagtens råd, skriver Sachs: I år 2000 tjente USA’s 400 rigeste lige under 350 mia. kr.. Det var mere end det samlede bruttonationalprodukt for 160 mio. mennesker i Botswana, Nigeria, Senegal og Uganda.  

 Verdens fattigste kontinent med angivelse af steder, der omtales i bogen.

Verdens fattigste kontinent med angivelse af steder, der omtales i bogen.

BLAIRS STORE SATSNING

Det er ikke så vanvittigt, som det lyder. Beløbet svarer til 0,56 % af bruttonationalproduktet i de lande, der traditionelt giver bistand. Dermed kan 2015 Målene finansieres inden for det løfte, som de rige lande gav hinanden og verden helt tilbage i 1970. Dengang anbefalede FN at bruge 0,7 % af bruttonationalproduktet (s. 31) på bistand. Men kun fem lande fulgte FN’s anbefaling: Danmark, Norge, Sverige, Holland og Luxembourg. USA ligger og roder omkring 0,2 %.

Verdensbanken (s. 165) offentliggjorde i 2004 beregninger, der afslørede, at verden havde bedre råd end nogensinde til at afskaffe fattigdommen. For en generation siden levede en tredjedel af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. Det er nu reduceret til 1,1 mia. mennesker eller en femtedel af den globale befolkning. Samtidig er velstanden i de rige lande øget betydeligt. Så mens opfyldelse af de mest basale behov for de fattigste i 1981 ville have kostet 1,6 % af den rige verdens bruttonationalprodukt, var tallet i 2001 faldet til 0,6 %.

Få måneder efter offentliggørelsen af Sachs’ regnestykke om 2015 Målene lod EU sig rive med af bølgen af optimisme. Medlemslandene forpligtede hinanden til fra 2010 at sætte bistanden op til netop de 0,56 %, der ifølge Sachs kan finansiere 2015 Målene – hvis altså også andre rige lande som USA og Japan vil gøre det samme. Derfor så det en overgang ud til, at 2005 skulle huskes for gennembrud i kampen mod fattigdom, specielt i Afrika.

Det roterende formandskab for både G8-klubben (s. 56) og EU var i det samme år havnet hos Tony Blair, premierminister i Storbritannien, der engang var verdens største kolonimagt. Han havde forberedt sig grundigt ved at nedsætte en Afrika-kommission med mange af kontinentets skarpeste hjerner. Deres rapport fra foråret 2005 er en af de grundigste analyser af kontinentet, der nogensinde er udkommet, og dens grundtone harmonerede fint med Sachs’ ideer: Udvikling er mulig.

VÆLD AF GODE IDEER

Blairs næste skridt var at overtale G8-lan-dene til at eftergive en stor del af gælden fra 18 af klodens fattigste lande. Dermed var der linet op til en finale i to satser: Først skulle G8-landene på deres topmøde i juli forpligte sig til yderligere bistand. Dernæst skulle FN’s generalforsamling i september med statusopgørelse over arbejdet med 2015 Målene udstråle en hidtil uset optimisme.

Blair var ikke alene om sin satsning på Afrika. Verdens to største økonomier, USA og Japan, havde siden årtusindskiftet fordoblet hjælpen til kontinentet – begge dog fra beskedne udgangspunkter. Og i amerikanernes tilfælde med ideologiske bindinger på de store beløb til bekæmpelse af aids, som det vil fremgå af kapitel 9.

Det føg i sommeren 2005 med gode ideer til, hvor man kunne finde ekstra penge. Blairs finansminister Gordon Brown foreslog – med opbakning fra blandt andet den danske regering – at donorerne skulle låne pengene hos sig selv ved at sælge indenlandske statsobligationer. Browns franske kollega Thierry Breton ville lægge en særskat på flybilletter, mens hans præsident Jacques Chirac prøvede at blæse liv i et 27 år gammelt forslag om såkaldt Tobin-skat på valutahandel, opkaldt efter økonomen James Tobin.

STØTTE FRA ROCKSTJERNER

Det hele blev akkompagneret af popmusik, iscenesat af rockmusikeren Bob Geldof under navnet Live 8 i juli 2005. Store koncerter i London Philadelphia, Rom, Paris, Berlin, Makuhari (i Japan), Toronto, Johannesburg og Edinburgh blev transmitteret direkte til det meste af verden. I London samlede navne som Madonna, U2, Robbie Williams og Pink Floyd tusindvis af mennesker.

De syv rige og russerne

G8-landene var oprindeligt G7. En klub af verdens rigeste lande – Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA – der blev skabt i et forsøg på at stabilisere verdensøkonomien i kølvandet på oliekrisen i 1973. Fra 1991, efter den kolde krigs ophør, blev Rusland inviteret med.

Ved lanceringen af projektet forlangte Geldof, at verdens ledere på det samtidige G8-topmøde i Gleneagles i Skotland gjorde noget for de anslået 50.000 mennesker, der dagligt dør i Afrika som resultatet af fattigdom. Hvis man hver dag havde 50.000 døde i Europa, ville lederne »finde pengene til at løse det problem, mens de gik fra hoveddøren i Gleneagles til receptionen,« argumenterede Geldof.

Tilbage i 1985 vækkede Bob Geldof verden med »Live Aid«-koncerterne for de sultende og døende i Etiopien. Mens »Live Aid«-koncerterne handlede om at samle penge ind, var Live 8 gratis. Målet var denne gang udelukkende at lægge pres på beslutningstagerne.

Geldofs forsøg på en gentagelse af succesen fra 1985 havde enkelte mislyde, der antydede, at arrangøren ikke var opdateret på globale partnerskaber og andre nye strømninger i internationalt udviklingssamarbejde. Geldof anså ikke afrikanske musikere for kendte nok til at tiltrække et stort publikum – og derfor var der kun ganske få af dem på plakaten. Først efter en proteststorm fik afrikansk musik sin egen koncert – kendt som Africa Calling arrangeret af Peter Gabriel – på sidelinien af hovedarrangementerne.

DE FIRE BOMBER

Hverken afrikansk eller vestlig popmusik blev dog den afgørende lydkulisse til Blairs store satsning. Braget fra fire bomber mod undergrundsbanen og en bus i London gjorde igen terror til hovedtemaet på det G8-topmøde i juli 2005, hvor Afrika skulle have været det vigtigste punkt på dagsordenen.

Da verdens ledere godt to måneder senere mødtes i New York for at gøre status over de manglende fremskridt mod 2015 Målene, var forårets begejstring forduftet. Det blev ikke bedre af, at udviklingsdagsordenen blev viklet ind i diskussioner om alt fra udvidelse af FN’s Sikkerhedsråd til begrænsninger i udbredelsen af atomvåben.

Afrikas insisteren på at blive taget alvorligt led slemt under, at kontinentet ikke kunne enes om to kandidater til den foreslåede udvidelse af Sikkerhedsrådets kreds af permanente medlemmer. Både Egypten, Nigeria og Sydafrika ville ind. Det var med til at få udvidelsen til at falde til jorden.

Kampen mod terror fyldte atter mere end udvikling, selv om taleskriveren for USA’s præsident George W. Bush endnu en gang kædede de to temaer sammen: »Når et land eller en region er fyldt med håbløshed og had og er sårbart over for voldelige og aggressive ideologier, så rejser truslen nemt over have og grænser (…). Vi får aldrig sikkerhed ved at vende ansigtet bort eller ved at leve i ro og mag, ved at ignorere andres trængsler og undertrykkelse. Enten udbredes håbet, eller også udbredes volden. Og vi må vælge side til fordel for håbet.«

Bob Geldof, Mariah Carey og Paul McCartney ved Live 8-koncerten i London – udvikling var igen blevet en folkesag.

Bob Geldof, Mariah Carey og Paul McCartney ved Live 8-koncerten i London – udvikling var igen blevet en folkesag.

UD I VIRKELIGHEDEN

Verdens ledere bekræftede hinanden i, at 2015 Målene viser vejen til udvikling. Men de kunne ikke komme op med troværdig finansiering af pakken. Slutdokumentet indeholdt på ny kun den gamle opfordring til bistandsdonorerne om at nå de 0,7 % af bruttonationalproduktet, som de rige lande har blæst på i årevis. Diskussioner om yderligere gældslettelse og adgang til de rige landes markeder blev udskudt til december, hvor verdenshandelsorganisationen WTO mødtes i Hong Kong.

Her hvilede pessimismen længe tungt i forhandlingslokalerne. Men det var alligevel som om, at ingen turde afslutte et år med massivt fokus på udvikling med en total fiasko. Derfor vil mødet blive husket for tre ting: Verdens udviklingslande formåede for første gang at stå sammen, uden at lade sig lokke af særaftaler. De 32 fattigste lande fik en ny aftale om fri adgang for 97 % af deres eksportvarer til de rige lande. Og EU lovede at afvikle sin eksportstøtte til landbrugsprodukter i 2013. For lidt og for sent, sagde mange af de lobbyorganisationer, der havde håbet på mere. Men aftalen sikrede i det mindste, at forhandlingerne om frihandel kan fortsætte i 2006.

 Alt i alt syntes verden ved indgangen til 2006 godt i gang med at forspilde sin historiske chance for at gøre noget effektivt ved fattigdommen. Mens dele af Asien tordnede af sted, var der mange steder i Afrika tilbagegang på nogle af de vigtigste målsætninger. Men det skal ikke misforstås derhen, at der ikke sker noget. Måske skal meningen med 2015 Målene findes i den frodige underskov af initiativer, som vi støder på i de kommende otte kapitler.

Mysteriet om Afrikas stilstand

Hvorfor kører Afrika i krybesporet, mens Asien og de bedst fungerende lande i Latinamerika tordner derudaf? Først må vi minde om, at Asiens fremskridt er ujævnt fordelt. Såkaldte tigerøkonomier har haft imponerende vækst, mens andre lande i Asien – og Latinamerika – bakser med samme problemer som flertallet af de afrikanske. Så spørgsmålet er lidt bredere: Hvad afgør, om et land udvikler sig? Det har Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, udforsket i en bog (International politik), hvis konklusioner i vid udstrækning er grundlaget for den følgende gennemgang:

GEOGRAFI

Har historisk haft stor betydning. Transport på land er syv gange så dyrt som på vand, og en tredjedel af Afrikas lande har ikke adgang til havet. Det tog århundreder for hesten og moderne afgrøder at nå gennem Sahara til det sydlige Afrika. Men i vore dage er der ingen entydig sammenhæng mellem geografi og vækst. For eksempel har Botswana i det sydlige Afrika – som mest består af ørken og ikke har adgang til havet – i ti år haft en af verdens højeste vækstrater, hjulpet af diamanter og god ledelse.

UDDANNELSE

Klar tendens: Færre analfabeter giver højere økonomisk vækst. Afrika er det kontinent, hvor færrest går i skole. Men uddannelse giver kun vækst, hvis den kan bruges. I lande med korruption og kaos tilraner mange højtuddannede mennesker sig fordele for sig selv frem for at arbejde for samfundet.

SYGDOM

1,7 % – eller halvdelen – af den årlige vækst i Østasien fra 1965 til 1990 skyldtes folks forbedrede helbred. I Afrika vil aids nedsætte kontinentets vækst, akkurat som malaria har gjort det i århundreder. Det er en ond cirkel: De fattige har mindre at investere i sundhed og bliver derfor endnu fattigere. Men denne cirkel kan forholdsvis let brydes med målrettede investeringer. Derfor handler tre af de otte 2015 Mål om sundhed.

RELIGION OG KULTUR

Teorierne er udbredte: Asiater er buddhister og hinduister, der går ind for mådehold. Kinesere er opdraget med konfucianismen, der sætter samfundet over individet og prædiker disciplin. Det har ført til høj vækst på samme måde som protestantismens fokus på hårdt arbejde i Danmark.

Afrikanere har derimod dyrket traditionelle religioner, der ifølge forskere på jagt efter en forklaring ikke fremmer arbejdsmoral. Men ingen af disse teorier kan bevises. Der er ingen videnskabelige sammenhænge mellem religion, kultur og økonomisk vækst. Da det gik dårligt i Indien og Kina, forklarede man også det med hinduisme og konfucianisme. Dengang var fokus blot på disse lærers konservative normer.

Afrika er som Asien et miks af religioner, herunder både udbredt kristendom og islam. Der er heller ikke entydige beviser for den tankegang, der spredte sig efter terrorangrebet på USA i 2001: At islam står i vejen for modernisering. Talibanerne brugte deres udgave af islam til at sætte udviklingen i stå i Afghanistan. Men nogle af klodens hurtigstvoksende økonomier er også muslimske.

DEMOKRATI

Afrika har historisk haft mange groteske diktatorer. Men kontinentet oplevede i 1990’erne en demokratisk bølge. Organisationen Freedom House karakteriserede i 2005 62 % af landene i Afrika som »frie« eller »delvist frie« (inklusive alle Danidas programsamarbejdslande), mens kun halvdelen af Asien (minus Mellemøsten og landene i det tidligere Sovjetunionen) fik lige så gode karakterer.

En godhjertet diktator kan være bedre for økonomisk vækst end et humpende demokrati. Det er ligesom at trække i en tombola. Zaires Mobutu Sese Seko ruinerede sit land med kleptokrati, en styreform bygget på udplyndring. Mahathir Mohamad i Malaysia (som Freedom House giver middelkarakteren fire ud af syv som »delvist frit«) har skabt en af Asiens tigerøkonomier.

Det lille afrikanske land Eritrea har voldsomt ondt i demokratiet, men er også tæt på at nå 2015 Målene. Der er ingen klare sammenhænge mellem økonomisk vækst og styreform. Men demokratier er ofte bedre til at fordele de økonomiske fremskridt mere jævnt.

KRIG OG KONFLIKT

Intet er mere ødelæggende for udvikling end krig. Og intet kontinent har haft flere end Afrika. Hvorfor? Koloniherrerne trak grænser, der ofte skabte kunstige nationer eller splittede etniske grupper. Den såkaldt kolde krig mellem USA og Sovjet blev i Afrika tit ført som rigtige krige, hvor de to parter støttede hver sin side.

Mange afrikanske nationer blev født i befrielseskrige, der ofte aldrig rigtigt stoppede. Kolonitiden efterlod kolossale forskelle i økonomi og infrastruktur mellem hovedstaden ved kysten og baglandet i bjergene. Det var ideelt brændstof for konflikter. Efter en gennemsnitlig borgerkrig på syv år kan det tage 20 år, før økonomien vender tilbage til niveauet før krigen.

HANDEL

Asiens fremdrift er i vid udstrækning drevet af handel – men efter forskellig opskrift. Singapore, Taiwan og Hongkong (nu en del af Kina) skabte vækst ved at fjerne toldmure og hjælpe erhvervslivet med lav skat, billige lån, forskning og infrastruktur, hvorpå de konkurrerede på verdensmarkedet – ikke mindst med elektronik. Et relativt højt uddannelsesniveau hjalp til. Bangladesh gjorde billigt tøj til sin niche. Indien og Kina udnyttede først deres kolossale hjemmemarkeder til økonomisk vækst, før de åbnede sig til verden.

Afrika eksporterer fortsat mest råvarer, som andre tjener på at forarbejde. Regional handel er hæmmet af mangel på lokalt producerede industrivarer. Og mange afrikanske lande har været hårdt ramt af EU’s toldmure og landbrugsstøtte. Men løsningen er ikke altid frihandel. Mere om det i kapitel 12.

INSTITUTIONER OG INCITAMENTER

Udvikling står og falder med det enkelte menneskes muligheder for at gøre en forskel. De kan hjælpes eller bremses af henholdsvis gode og dårlige offentlige institutioner – fra lovgivning og retsvæsen til trafiksystemer og telefonvæsen. Korruption er en af de alvorligste hindringer for vækst.

Og ifølge organisationen Transparency International er knap halvdelen af landene i Afrika syd for Sahara (24 ud af 50) blandt de 60 mest korrupte i verden. Beskyttelsen af privat ejendomsret er et af de vigtigste incitamenter for vækst. Hvis fattige ejer deres jord, kan de tage lån – og de føler sig mere som en del af samfundet, hvilket dæmmer op for lovløshed og terrorisme.

illustration

KONKLUSION

Den vigtigste konklusion er, at der ikke er én konklusion. Vækst og velstand forklares – som i 2015 Målene – med et indviklet samspil af institutioner, incitamenter, uddannelse, sundhed, befolkning, geografi, demokrati, fred, handel. Den gode nyhed er, at alle har en chance. Ingen folkeslag, religioner, nationer eller mennesker vil være fastlåst i fattigdom for evigt.

 

5 MIRAKELBANKEN

 illustration

2015 Mål nummer 1: Bekæmpe fattigdom. En visionær økonom viste verden, hvordan fattige kan hjælpe sig selv med små lån. Ambitionen er nu at gå et skridt videre og hjælpe hele nationer ud af fattigdomsfælden.

Fati Awal ville få en hård medfart, hvis hun i sin spraglede kjole og klip-klapsandaler mødte op i sin lokale bank i det nordlige Ghana og bad om et lån. Som kvinde på landet ejer hun intet, hun kan stille som sikkerhed. Hendes lerklinede hytte står på jord, som ejes af hendes stamme og kontrolleres af høvdingen. Derfor levede hun og familien i mange år fra marken og i munden. Den lille andel af afgrøderne, som de ikke spiste, blev solgt for at købe det nødvendigste. Salt, sæbe, tøj. Fati Awal sad fast i det, man kalder fattigdomsfælden. Uden penge til opsparing og investeringer havde hun kun dårlige chancer for at rokke afgørende ved sin position som én blandt mere end en mia. mennesker, der overlever for under én dollar om dagen. 

Ambitionen i det første 2015 Mål er at halvere antallet af mennesker i samme situation som Fati Awal. Og det vil lykkes. Men kun fordi Kina trækker det store læs, hjulpet af andre asiatiske turboøkonomi-er. I Afrika og i de fattigste lande i Asien og Latinamerika vokser antallet af de fattigste, fordi den økonomiske vækst ikke er høj nok til at løfte nationerne ud af fattigdomsfælden.

Men selv om fædrelandet er fattigt, er der ikke nogen grund til, at dets mødre også skal være det. Tværtimod. Måske skal væksten starte blandt de kvinder, der i de fleste udviklingslande synes at være de bedste til at spare op. Det er filosofien bag såkaldt mikrokredit (s. 63), som siden 2002 har givet Fati Awal og 19 af hendes veninder i landsbyen Zoggu en ny chance.

Tallene fortæller

1.000.000.000 $ – anslået personlig formue for J.K. Rowling, forfatter til Harry Potter-bøgerne.

1.000.000.000 $ – årligt bruttonationalprodukt for Guinea-Bissaus 1,4 mio. indbyggere.

GRUPPEPRES SOM KAUTION

Hvert år låner kvinderne penge i et program, der drives af Ghana Venskabsgrupperne

– en dansk græsrodsorganisation – med støtte fra Danida. Kvinderne stiller ingen sikkerhed. Som i de fleste andre af verdens hastigt voksende mikrokreditprogrammer kautionerer man gennem gruppepres: Hvis ikke den enkelte betaler tilbage, får resten af gruppen ikke nye lån.

Kvinderne i Fati Awals gruppe bruger pengene på at købe olierige shea-nødder, der vokser vildt i området. Lånet rækker til fire sække til hver. Gennem en omstændelig proces med tørring, ristning, maling, kogning og æltning udvinder kvinderne sheasmør, der både lokalt og internationalt er et populært hudplejemiddel. I Danmark kan man finde shea-smør fra Ghana i produkter fra Body Shop og fra stribevis af danske producenter af helsepræparater.

Kvinderne i Zoggu sælger shea-smørret på markedet. Efter hver markedsdag mødes gruppen hos lederen, den såkaldte magazia, Bibata Wunyewuni. Her samler de ind til afdragene på lånet og diskuterer, hvad de kan bruge deres penge til. Nogle skifter stråtagene ud med bølgeblik, andre køber vinduer og døre eller betaler skolepenge for de døtre, der ellers ikke ville være kommet af sted. Fati Awal skiller sig ud fra de fleste andre i flokken ved at have investeret sit overskud i en ny forretning: Hun har købt en ged og venter nu på, at den skal få kid.

Kvindegruppen i Zoggu laver shea-smør, der både lokalt og internationalt er populært til hudpleje.

Kvindegruppen i Zoggu laver shea-smør, der både lokalt og internationalt er populært til hudpleje.

VIDERE FREM

Vi taler ikke om storfinans her. Kvinderne låner hver omkring 400 kr. og får et overskud på under 80, når de har købt sheanødder, betalt 30 % i renter og knoklet i mange timer med at lave det færdige produkt. Det afslører to ting: Fattigdommen er ekstrem, ellers gad kvinderne ikke. Men når de med så små marginaler kan sikre sig et overskud, har de åbenlyst potentiale til at gå videre. Her kommer Fati Awals ged ind i billedet.

 

I en ideel verden vil hun investere penge fra salget af kiddene i flere geder eller flere shea-nødder og øge sit overskud. Med flere penge i pungen vil hun være i stand til at tage bussen til større markeder, hvor hun kan få en bedre pris. I øjeblikket sælger kvinderne shea-smørret på det lokale marked, ofte til en opkøber fra storbyen Kumasi længere mod syd. Herfra går det måske til eksport. Kvinderne griner fåret, da vi spørger, hvad opkøberen får for deres smør. Det er ikke ganske klart, om de ved det – eller om de helt instinktivt blot sidder med fornemmelsen af, at andre render med den store gevinst af deres hårde arbejde.

Her som i resten af verden er viden magt. Ghanas vildtvoksende mobiltelefonnet dækker allerede Zoggu. Når Fati Awal har solgt nok gedekid til at købe en mobiltelefon, vil hun ikke blot vide, hvad shea-smør koster i Kumasi. Hun vil også kunne sammenligne priserne med andre markeder, finde det bedste sted at sælge – og selv afgøre, hvordan hun får mest for sin busbillet. Eller for benzinen til den bil, som kvinderne i næste led af denne ekspansion måske får råd til.

BANGLADESH VISTE VEJEN

Det kommer alt sammen til at vare nogle år. Måske er det først kvindernes døtre, der når så langt. Og død, tørke og naturkatastrofer kan naturligvis sende dem alle tilbage i muddergrøften. Men tag til Bangladesh og oplev potentialet i mikrokredit. Her bor en af fænomenets opfindere, økonomen Muhammad Yunus, der startede sin karriere som bankdirektør i 1976 med at låne 180 kr. til 42 af denne klodes fattigste i en landsby i det sydlige Bangladesh.

 

Det var næppe den slags investeringer, som Yunus’ tidligere kolleger på Vanderbilt-universitetet i USA ville have anbefalet. Men 29 år senere havde hans Grameen Bank i august 2005 udlånt et beløb svarende til 30 mia. kr. til fem mio. fattige. Som i Zoggu er den eneste sikkerhed en garanti fra låntagernes lige så fattige venner om, at pengene nok skal komme tilbage. Og det gør de så. 99 % af Grameens lån bliver afdraget i små, ugentlige rater.

Nogle af verdens fattigste i Bangladesh har tilsammen lånt 30 mia. kr. og betalt tilbage med renter.

Nogle af verdens fattigste i Bangladesh har tilsammen lånt 30 mia. kr. og betalt tilbage med renter.

DE GAMLE BANKER GRINTE

På mange måder var Yunus drevet af det samme ubehag ved verdens skævheder, som fik FN til at vedtage 2015 Målene. Han underviste i begyndelsen af 1970’erne på Chittagong-universitetet i Bangladesh og oplevede det som at forlade en biograf, når han gik hjem fra arbejde. Bag katederet underviste han i højglanspolerede, økonomiske teorier. Ude i virkeligheden døde folk af sult, mens de sloges med grådige pengeudlånere og deres ågerrenter.

En af dem var en kvinde, der flettede bambusstole. Hun tjente 12 øre om dagen, fordi hun var nødt til at låne pengene til bambussen fra en pengeudlåner. Han købte bagefter de færdige stole til en pris, der lå nogle få øre over prisen på materialerne.

Yunus fandt med hjælp af et par studerende 42 fattige, som han tilsammen lånte 180 kr. fra sin egen lomme. De betalte tilbage.

Derpå gik Yunus ned i den lokale bank for at overbevise filialdirektøren om, at de fattige kan hjælpe sig selv, hvis de får et lån. Bankdirektøren syntes, det var vældigt underholdende. »Han sagde, at de småbeløb jo ikke engang kan betale for alt det papir, de skal udfylde,« forklarede Yunus før det sociale topmøde i København i 1995.

SNAK MED MIN MAND

Der var også problemet med kautionen. Så Yunus lånte et beløb svarende til 2000 kr. i sit eget navn og indskærpede til de fattige, at de skulle betale tilbage. Ellers kunne han ikke gentage succesen og hjælpe andre. Dette kollektive princip blev i 1983 til Grameen Bank, der betyder landsbybank. Lånerne er delt op i grupper på fem. Først får de to af dem lån. Hvis de betaler tilbage, kan de næste to låne. Og endelig kan den femte komme til fadet, når resten har betalt.

94 % af banken er ejet af kunderne –hvoraf 96 % er kvinder – mens Bangladesh’s regering ejer resten. »Kvinder har langsigtede planer for deres familier. Det kan du ikke sige om mændene. Kvinderne tager sig af børnene. Mændene tænker på, hvad de kan gøre i dag eller i morgen,« forklarede Yunus. Han blev i første omgang afvist af kvinderne: »De sagde nej, nej, snak med min mand, det er ham, der ved, hvordan man tager sig af pengesager. Men vi blev ved med at snakke.«

 

Hvad er mikrokredit?

Mikrokredit handler om at give lån til fattige, der ikke kan få det i en normal bank. Måske kan de ikke stille sikkerhed, måske er der for langt til banken, måske kan banken ikke se potentialet i deres småforretninger. Mekanikken i mange mikrokreditprogrammer er, at de fungerer gennem gruppepres: Hvis én i en gruppe ikke betaler tilbage, får de andre heller ikke flere lån. Mikrokredit er nu ofte en del af mikrofinansiering, der også inkluderer opsparing, rådgivning, uddannelse og træning for at hjælpe små iværksættere i gang.

Mennesker i udvikling: Indiens højdespringere i it-industrien

illustration

For få år siden arbejdede Lavinder Singh som bjergguide i det nordlige Indien, tæt på Himalayas bjerge. Et par gange om måneden tog han turister med på trekkingture med udsigt til verdens tag. Lønnen kunne han ikke leve af, men han havde det sjovt og boede hos sine forældre i et lille hus.

Samtidig var der masser af fritid, og når Lavinder holdt til på trekkingfirmaets beskedne kontor, brugte han mange timer foran den udrangerede computer. Det blev hurtigt til en lidenskab, og interessen for it fik ham til at stille klatrestøvlerne og isøksen væk.

»Jeg blev dybt fascineret af at arbejde med it, og jeg vidste, at det skulle være min fremtid,« siger Singh. Han kom ind på en af Indiens mange teknologiske uddannelsesinstitutioner, og tre år senere var han i 1999 uddannet som softwareudvikler.

Desværre styrtdykkede verdensmarkedet for it, netop som Lavinder Singh fik udleveret sit diplom, så det var svært at finde fast arbejde. I de første par år havde han løse jobs, men i 2003 blev han ansat hos den danske virksomhed Kring Technologies i Gurgaon – en topmoderne forstad til Indiens hovedstad Delhi, hvor højhuse i glas og stål står skulder ved skulder.

Begyndelseslønnen var godt 1500 kr. om måneden, men den 27-årige inder har gjort det så godt, at han nu tjener det firedobbelte. Efter indiske forhold er det en god løn, som rækker langt, og Lavinders indtægt bidrager til huslejen, så hele hans familie nu har råd til at bo i en større lejlighed i Delhis gamle kvarter. En stor del af lønnen spares op, så han kan få råd til yderligere uddannelse. Lavinder vil videre, og i begyndelsen af 2006 begyndte han på en lederuddannelse – en MBA – som det tager to år at gennemføre. Det er ikke billigt, så han påtager sig gerne overarbejde.

»Det er min investering i fremtiden. Uddannelse er nøglen til et bedre liv, og der er masser af muligheder inden for it. Ingen anden industri vokser mere, og it har givet både mig og titusindvis af andre indere mulighed for et bedre liv og en anden livsstil,« siger Lavinder Singh.

300.000 INGENIØRER OM ÅRET

Hans forvandling fra underbetalt guide i det nordlige Indiens bjerge til vellønnet it-ingeniør i en af landets mest højteknologiske bydele er langtfra enestående.

Indien med mere end en mia. indbyggere har i de seneste årtier satset massivt på uddannelse på et ganske højt niveau, især inden for naturvidenskab.

De indiske universiteter og tekniske læreanstalter, som er spredt ud over det enorme land, uddanner tre-fire mio. akademikere om året. Omkring 300.000 af dem er ingeniører, og en stor del af dem får job i Indiens it-industri, som i de seneste år har oplevet en enorm vækst.

Det høje uddannelsesniveau, indernes gode engelskkundskaber og lave lønninger har tiltrukket hundredvis af vestlige firmaer, som har flyttet it-opgaver og software-udvikling til Indien. Samtidig har indiske koncerner udviklet sig til højteknologiske giganter, og tre af verdens ti største it-virksomheder er fra Indien.

Tata Consultancy Services, Infosys og Wipro er hurtigtvoksende software-kon-cerner, som er kendte og anerkendte overalt på kloden, og denne status har givet inderne optimisme, selvtillid og iværksættertrang.

INDISKE OPGAVER

I vores del af verden ser, hører og læser vi meget om outsourcing – altså flytning af arbejdsopgaver – til Indien, Kina og andre lande, fordi det her og nu kan koste arbejdspladser for vestlige lønmodtagere. Men det er faktisk kun en mindre del af kandidaterne fra de indiske universiteter, som direkte eller indirekte arbejder for vestlige firmaer.

De fleste it-folk bruger deres evner ved skærmen og tastaturet på at løse opgaver i Indien for indere. De har rigeligt at gøre med at søge teknologiske løsninger på landets egne problemer med fattigdom og analfabetisme.

Men faktisk var der blandt indiske politikere og fagforeningsfolk i mange år en betydelig modvilje mod den nye teknologi. De havde svært ved at få øje på perspektiverne og så i stedet de hurtige computere som en trussel, der kunne føre til øget arbejdsløshed.

Udviklingen blev langt ind i 1990’erne også bremset af bureaukrati, restriktioner og planøkonomisk tænkning. Men it-industrien udviklede sig så hurtigt, at politikerne og myndighederne ikke kunne følge med.

NU FØLGER BIOTEKNOLOGI

Takket være et glimrende uddannelsessystem er de indiske software-ingeniører i verdensklasse, og it-branchen er det vigtigste brændstof for den betydelige vækst og fremgang, som Indien har oplevet i de seneste år. Økonomien vokser med mellem 6 og 8 % om året, og det er tæt på niveauet i Kina.

Itindustrien omsætter for op mod 150 mia. kr., og mere end en femtedel af Indiens eksportindtægter kommer fra it. Lønningerne i Indien stiger med 7 % om året – renset for inflation og prisstigninger – og det er mere end noget andet sted i verden. De dygtigste software-programmører kan øge lønnen med 20-30 %.


Men Indien er andet end it, og nu er det bioteknologi og medicinalindustrien, som står for tur. I disse år udklækker læreanstalterne et væld af kemiingeniører, mikrobiologer og læger, som har ry for et højt fagligt niveau.

Efterhånden tilhører 300 mio. indere landets middelklasse, og andelen er voksende. Endnu flere lever fortsat i fattigdom, men i takt med den stigende velstand og den øgede efterspørgsel efter veluddannet arbejdskraft satses der endnu mere på uddannelse.

Universiteter og læreanstalter udvider og skaber flere studiepladser, og inderne har stor appetit på at lære mere. Næsten alle kender en eller flere, som ved hjælp af uddannelse har skabt sig et bedre liv, og det inspirerer ikke mindst de unge.

Den ambitiøse vision for verdens største demokrati er at komme med i kredsen af udviklede lande i 2020.

Målstregen synes langt borte, men Indien vil ikke kun være kendt for en veluddannet og billig arbejdskraft, som løser opgaver for andre. Det næste skridt er at højne niveauet yderligere, så Indien kan levere forskning og udvikling på et højt internationalt niveau.

Hvis det lykkes, vil inderne skabe historie som det første udviklingsland, der med tankens kraft trak sig selv ud af fattigdommen.

Jens Erik Rasmussen

 

KVINDER STILLER KRAV

Grameen handler ikke bare om penge. Yunus’ ambition er at skaffe medlemmerne et bedre liv. Derfor terper kvinderne i kor »De 16 Beslutninger« på ugentlige møder. Nogle af beslutningerne er basal snusfornuft: »Vi vil dyrke grøntsager året rundt. Vi vil spise mange af dem og sælge overskuddet«. Andre beslutninger er kulturel dynamit: »Vi vil ikke forlange medgift, når vores sønner bliver gift, og vi vil ikke betale medgift, når vi gifter vores døtre væk«.

Pigebørn bliver i Bangladesh traditionelt betragtet som en katastrofe, fordi alle ved, at det koster en formue i medgift at komme af med dem. Mange forældre må tage kolossale lån hos en pengeudlåner for at kunne betale medgiften. Og siden unge piger er billigere at gifte væk end de ældre, er der økonomiske forklaringer på fænomenet med ti år gamle brude.

Farvel til den tredje verden

Begrebet den tredje verden bruges i dag generelt om fattige lande. Men dets oprindelige mening var mere snæver. Under den kolde krig var USA og Vesteuropa »den første verden« og Sovjetunionen og dets allierede »den anden verden«. Nogle tidligere kolonier karakteriserede sig selv som »den tredje verden« for at markere, at de hverken troede på kapitalisme eller kommunisme i deres rendyrkede udgaver. Andre nægtede simpelthen at være en del af blokpolitikken. Siden kollapsede »den anden verden«, og nye generationer i både industrilandene og udviklingslandene har ringe fornemmelse af begrebet »den tredje verdens« oprindelse. I stedet har der bredt sig en fornemmelse af, at det simpelthen betyder tredjerangs. Derfor bruger vi i denne bog konsekvent udtrykket udviklingslande eller u-lande.

Da Grameens kvinder pludselig i højlydt kort fornægtede hele dette system, blev der ballade. Undervejs er Yunus’ projekt blevet angrebet af alt fra den yderste venstrefløj til de mest konservative muslimske kredse.

Socialisterne beskyldte ham for at stå bag en sammensværgelse, der skulle sprede vestlig kapitalisme i landsbyerne for at rive tæppet væk under verdensrevolutionen. De mente, at Grameens penge var små dråber opium til folket, der skulle afholde det fra at stille større krav. Konservative imamer var betænkelige ved, at Grameens kvinder viser sig offentligt, holder møder og går med penge. Imamernes trusler lød ifølge Yunus blandt andet: »Hvis du tager Grameens penge, vil vi ikke begrave dig på den måde, som vores religion kræver.«

OVER FATTIGDOMSGRÆNSE

En muslimsk boykot standsede kortvarigt bankens vækst i 1995. Tre år senere druknede mange af medlemmernes gode fortsætter om punktlige afdrag i en af de oversvømmelser, som Bangladesh er berygtet for. Men begge gange var ideen stærk nok til at overleve. Grameen fik sin sidste donorstøtte i 1995 og har siden overlevet på renter og indskud fra medlemmerne.

55 % af medlemmerne – godt 2,5 mio. mennesker – har med mikrokreditten løftet sig selv op over den fattigdomsgrænse, som banken selv har defineret. Det kræver, at de har et regntæt hus, et toilet, rent drikkevand, samtlige børn i skole, mad nok til tre måltider om dagen og evnen til at tilbagebetale et lån med otte dollars –48 kr. – om ugen. Dermed er de også over 2015 Målenes grænse på en dollar om dagen. Så hvad venter resten af verden på?

Nogle lande har med stort held kopieret Grameenbanken. Andre har haft større problemer. Noget tyder på, at en vigtig nøgle til Grameenbankens succes er den store satsning på uddannelse af lånerne.

DET SKAL LØBE RUNDT

Danida ejer i Tanzania 30 % af aktierne i CRDB-banken, der ud over almindelig bankvirksomhed også har mikrofinansiering på programmet. På fem år har 100.000 fattige – halvdelen kvinder – fået lån og muligheder for at spare op. Banken har sat 300 mio. kr. af sine egne penge i projektet – og tjent penge på det, selv om udlånene er foregået gennem et net på 160 mindre spare- og lånekasser.

Ved udgangen af 2005 havde Danida kloden rundt gang i projekter med mikrofinansiering for knap 400 mio. kr.. Selv om det overvejende har været en succes, har Danida også lært samme lektie som mange andre, der har forsøgt sig med mikrofinansiering: Projekterne skal drives som forretninger, der skal give overskud. Lånene skal gives til folk, der har forudsætninger for at betale dem tilbage – ikke som socialhjælp. »Hvis man går ind og bruger det med et socialt formål, bliver det sjældent bæredygtigt. Man risikerer også at gældsætte de mennesker, man gerne vil hjælpe,« forklarer bistandsrådgiver Morten Elkjær.

Derfor er mikrofinansiering ikke en snuptagsløsning, der kan ordne alle dårligdomme. Det så man blandt andet i kølvandet på tsunamien i Asien i julen 2004. De steder, hvor man forsøgte at bruge mikrokredit som nødhjælp til genopbygning uden den nødvendige planlægning, gik det galt.

illustration

STORE KRAV TIL NATIONERNE

Udviklingsøkonomer har i årevis spekuleret på, hvordan man med samme succes kan få hele nationer til at trække sig selv ud af fattigdommen. Efter de mange fejlslagne forsøg med kommunistiske planøkonomier fik u-landene i 1980’erne besked på at følge samme recept som de samtidige konservative regeringer i USA og Storbritannien under henholdsvis Ronald Reagan og Margaret Thatcher: Markedsøkonomi, ekstrem kapitalisme, stram styring af statens finanser.

IMF og Verdensbanken (s. 165) mente, at u-landene ville blomstre, hvis de blot bekæmpede korruption, fyrede offentlige ansatte, opgav statstilskud til fødevarer og privatiserede offentlige virksomheder. Så disse indgreb blev i de fleste u-lande gjort til betingelser for at få mere støtte i de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer. Enkeltvis var det ikke nødvendigvis dårlige råd. Men i en utålmodig verden med desperat brug for fremskridt i kampen mod fattigdom – hvilket drev både donorer og u-landene selv – gik man ofte for hurtigt og for drastisk til værks. Og de gode råd og stramme krav havde ikke meget at tilbyde i kampen mod Afrikas eksploderende hiv-epidemi og globale klimaforandringer.

Benspænd for udviklingen: Fanget i fattigdomsfælden

Hvorfor bliver nogle lande hængende i fattigdom? Økonomen Jeffrey Sachs –FN’s chefrådgiver for 2015 Målene – forklarer det i sin bog The End of Poverty med basis i en bondefamilies økonomi.

Familien består af mor, far og fire børn, der på to hektar jord dyrker majs til eget forbrug: To tons pr. hektar, i alt fire tons, der på det lokale marked vil være 4000 kr. værd. Der er mindst fire måder, familien kan øge sin indkomst på – og seks, der kan gøre den endnu fattigere: Noget forsimplet er samfundets økonomi summen af de enkelte familiers økonomi – og mekanikken i nationaløkonomi stort set den samme. Som det ses, er opsparing og adgangen til kapital afgørende. Hvis der fra starten er for lidt kapital, kan familien – og nationen – knokle i årevis uden at komme ud af stedet. De sidder dermed fast i fattigdomsfælden. Derfor argumenterer Sachs og andre for, at man med tilstrækkelig udviklingsbistand skal hjælpe u-landene i gang, hvorefter de fire positive modeller for økonomisk udvikling tilsammen kan klare resten.  

UDVIKLING:

Opsparing

Familien spænder livremmen yderligere, sælger et af de fire tons majs på markedet og køber en ko. Dens kokasser gøder marken, og salget af mælken giver familien penge i hånden. Ved årets slutning har familien både kapital (koen) og en højere indkomst.

Handel

Familien opdager, at deres jord er god til vanilje, som den dyrker i stedet for majs. Den tjener 5000 kr., bruger de 4000 til at købe majs til fortæring og har 1000 kr. til at skifte stråtaget ud med bølgeblik. Specialiseringen gør samfundet rigere. Alle dyrker, hvad der bedst kan betale sig i deres område, vognmænd tjener på transporten, og tagdækkeren bliver betalt for sin specialviden.

Teknologi og viden

En landbrugskonsulent fortæller familien om forædlet majs med bedre modstandskraft over for svampeangreb. Han lærer dem også at fastholde kvælstof og andre næringsstoffer i jorden med særlige træer. Herved stiger udbyttet pr. hektar til tre tons – og familiens indkomst stiger fra 4000 til 6000 kr..

Øgede naturressourcer

Regeringen bekæmper sorte fluer i de lave områder ved floden, der giver sygdommen flodblindhed. Landsbyen og dermed vores familie får mere land og kan tredoble sin indkomst.

TILBAGEGANG:

Manglende opsparing

Familien er konstant sultne og spiser al majsen. Ploven knækker, og næste år får familien ikke pløjet al jorden inden regntiden. Familiens kapital falder.

Mangel på handel

Familien hører om mulighederne for at dyrke vanilje. Men der er ingen vej til markedet og derfor ingen afsætning. Eller ulmende borgerkrig gør det usikkert at rejse. Eller regeringen insisterer på at købe vaniljen gennem en statsorganisation til urealistisk lave priser for at glæde vælgerne i byen.

Teknologisk tilbageskridt

Moderen og faderen dør af aids. Og børnene har endnu ikke lært nok om landbrug. Høsten slår fejl, og det følgende år er familien afhængig af naboerne.

Færre ressourcer

De sorte fluer gør stadig landet ved floden utilgængeligt. Og familien har udpint dele af deres jord. Høstudbyttet falder til 2000 kr.

Naturkatastrofer

Oversvømmelse, tørke eller græshoppeangreb ødelægger hele høsten.

Befolkningsvækst

Forældrene dør, og de to sønner får hver en hektar. Begge får en kone og fire børn, som deres forældre gjorde det. Hvis de ikke finder måder at øge udbyttet på, er indtægten pr. person halveret.  

KINAS OG INDIENS OPTUR

Store lande som Kina og Indien havde tilstrækkeligt med egne penge til i højere grad selv at bestemme kursen. Deres økonomier lettede i de samme år, som de fattigste u-lande sank dybere ned i problemer. Selvbestemmelsen var ikke den eneste forklaring. Kina og Indien havde også et bedre udgangspunkt. Men derudover havde de friheden til at gå gradvist frem. I Kina betød mange års satsning på landbruget, at landet i de fleste år kunne brødføde sin kolossale befolkning selv. Hovedparten af befolkningen boede på landet, og her startede revolutionen med privatisering af de store kollektivt drevne landbrug. Næste skridt var landbrugsbaseret industri i lokalområderne.

Til sidst fulgte åbningen af erhvervslivet til omverdenen. Ikke i hele landet, hvis egne industrier ikke nødvendigvis var klar til konkurrence, men i særlige eksportzoner, hvor udenlandske firmaer kunne få det bedste af alle verdener: En disciplineret og sulten arbejdsstyrke til lave lønninger – og kommunismens evne til målrettet indsats, frigjort for dens traditionelle bureaukrati. De tililende erhvervsfolk fra hele kloden behøvede blot tilsætte moderne teknologi og managementmetoder.

Indien gik også på to ben: Satsningen på landbrug for at brødføde den stadig voksende befolkning blev opretholdt, mens erhvervslivet blev liberaliseret. Men den virkelige forklaring på Indiens succes var, at landet bedre end noget andet u-land havde forberedt sig på globaliseringen. Nøglen var uddannelse, specielt af teknikere, som stod parat, da internet og satellitter gjorde det muligt at behandle data og betjene telefonkunder fra hele kloden, hvor det var billigst.

Mobiltelefoner, salg af taletid og bedre chancer for at kommunikere har skabt nye muligheder for både forretningsliv og udvikling i de fleste u-lande.

Mobiltelefoner, salg af taletid og bedre chancer for at kommunikere har skabt nye muligheder for både forretningsliv og udvikling i de fleste u-lande.

MINISTER MED VISIONER

Sådan blev Kina »verdens fabrik«, mens Indien blev »verdens kontor«. Men det er svært at drage nogle globale konklusioner om fattigdomsbekæmpelse af disse to overvældende succeshistorier. Tværtimod afslører Kinas og Indiens erfaringer, at det gælder om at udnytte ens individuelle styrker – eller mere præcist: at se åbningerne i den globale økonomi og målrettet gå efter dem. I dag overlever man kun, hvis verden mener, man har noget særligt at tilbyde.

Det kan være ganske skræmmende for et gennemsnitligt afrikansk u-land, hvor globalisering indtil videre mest har betydet en ny kolonisering. Kina oversvømmer markedet med billigt plastic, mens Sydafrika kommer med supermarkeder, fastfood-kæder og tøjforretninger, der støvsuger lommerne på middelklassen.

Det forfriskende er, at de mest visionære af Afrikas politikere ikke længere blot jamrer over den udvikling. Ghanas industri- og handelsminister Alan Kyerematen fortalte i efteråret 2005, at han var bekymret over den massive import af varer, der ofte var produceret med statstilskud og indimellem var af elendig kvalitet og måske direkte sundhedsfarlige. Men han havde også overskud til at glæde sig over, at forbrugerne fik billigere varer. Og på lidt længere sigt anså han konkurrencen for sund: »Vores interesse er at gøre vores egen industri konkurrencedygtig, så vi kan konkurrere ikke blot lokalt, men globalt.«

BRUG FOR BESKYTTELSE

Fem år tidligere ville det have været svært at finde afrikanske handels- og industriministre, der ville lovprise udenlandsk konkurrence. Og det var endda før, den kinesiske bølge for alvor ramte kontinentet. »Dengang havde vi ikke indset, at vi var nødt til at konkurrere globalt for at overleve, « sagde Kyerematen. Det gjorde ham dog ikke til tilhænger af total frihandel. 

Den fattige verden er ifølge ministeren så langt bagefter, at den i en overgangsperiode skal have lov at beskytte sit hjemmemarked med toldmure.

2015 Målene bygger videre på den filosofi: Trods verdens globalisering og hyldesten til almene liberaliseringer er der stadig lande, der har brug for en hånd for at komme i gang.

Man kan kun opfylde mål 1 om at nedbringe fattigdommen gennem økonomisk vækst. Resten af målene beskriver hvordan: Individet skal have det bedre gennem adgang til undervisning, ligestilling og sundhed. Og omverdenen skal bidrage med startkapital i form af udviklingsbistand. I virkeligheden er det jo ren Grameen-tankegang: Hvis man giver folk – og lande – reelle chancer for at udnytte den ny tids muligheder, kan de selv klare resten.

STØRRE AMBITIONER

Lad os hænge lidt længere på kontoret hos Alan Kyerematen. Ghanas industri- og  handelsminister havde også et bud på, hvordan man kombinerer en stribe af titidens trends i udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Under sin tid som ambassadør i USA havde han fået øje på de store beløb, som ghanesere i udlandet sender hjem til deres familie i Ghana. Og som mange andre i disse år havde han overvejet, hvordan man kunne udnytte disse private overførsler bedre til udvikling. De private overførsler er i Ghana – som i mange andre lande – større end den officielle u-landsbistand.

Kyerematens plan er at skabe delvist statsejede virksomheder i alle Ghanas 138 distrikter (svarende til kommuner), der kan udnytte de lokale fordele. Nogle steder har man mange råstoffer fra landbruget – i den østlige ende af landet er der billig elektricitet fra vandkraft, der allerede udnyttes til at smelte aluminium.

Kyerematen vil så lokke ghaneserne i udlandet til at investere i disse fabrikker på deres hjemegn, blandt andet gennem en kampagne på internettet. »Folk sender i dag pengene direkte til deres familier. Vi forsøger at skabe et instrument, hvor de investerer pengene – og derpå hjælper familierne med afkastet af investeringerne.«

Kyerematen så disse virksomheder som et alternativ til traditionel mikrokredit, som han ikke mener »har haft den afgørende betydning« i Ghana. Hans ambitioner er langt større end en ekstra ged til familier som Fati Awals: »Jeg vil have folk til at blive en del af ændringerne på det globale marked. Udfordringen er at finde det rigtige værktøj til dette.«

Frem for at genopfinde hjulet har mange u-lande arvet grundideen i Bangladesh’s forsøg med mikrokredit og justeret programmerne efter lokale forhold.

Frem for at genopfinde hjulet har mange u-lande arvet grundideen i Bangladesh’s forsøg med mikrokredit og justeret programmerne efter lokale forhold.

Mobil revolution i u-lande

En kunde går ind i en forretning i Mathari, et slumkvarter i Kenyas hovedstad Nairobi, for at købe et nyt strygejern. Hendes mobiltelefonnummer er i hendes bank forbundet til hendes bankkonto – og det samme gælder for butikken: Dens forretningskonto er også registreret sammen med dens mobilnummer. Så i stedet for at betale kontant sender kunden en sms til banken med prisen på strygejernet, en pinkode og forretningens mobilnummer. Nogle sekunder senere får kunden og butikken hver sin sms retur med bekræftelse på, at pengene er overført fra den ene konto til den anden.

På lignende måde kan kvinden sende penge til sin mand, der er taget på markedet i Thika, en times kørsel uden for Nairobi. Systemet blev indført på prøve i oktober 2005 af Vodafone, verdens største mobiltelefonselskab, som et af de seneste eksempler på det kolossale potentiale for mobiltelefoner i verdens fattigste lande.

I dette tilfælde erstatter mobiltelefonen betalingskort og betalingsterminaler. Der kræves ingen investeringer i ny teknik – kun lidt ekstra software i banken. Det åbner helt nye muligheder for billige bankydelser og for mikrofinansiering, der diskuteres i dette kapitel. Pludselig får de fattige adgang til de bankydelser, som de rige regner for selvfølgelige – og for en brøkdel af prisen.

Sådan har mobiltelefoner skabt langt større revolutioner i u-landene end i de rige lande. Verdens hurtigst voksende marked for mobiltelefoner (i %) er Afrika, hvor tre ud af hver fire telefonlinjer er mobil. Dermed springer kontinentet en generation af teknik – de langt dyrere landlinjer – over. Og selv krigshærgede og kaotiske lande som Congo og Somalia har flere konkurrerende netværk.

Mobiltelefoner tillader landmænd at tjekke dagsprisen på deres afgrøder på markedet. I Somalias hovedstad Mogadishu kan befolkningen få de seneste meldinger om, hvor skyderier gør gaderne usikre. I Uganda kan sygeplejersker

på fjerne klinikker indsende patienternes symptomer via håndholdte computere og mobiltelefoni og få en mulig diagnose og den bedste behandling retur.

I en række lande har telefonerne været med til at nedbringe valgsvindel, fordi observatører ved de enkelte valgsteder hurtigt kan ringe resultaterne ind til lokale radiostationer. I flygtningelejre sms’er indbyggerne med folk derhjemme for at få en fornemmelse af, hvornår det er sikkert at vende hjem.

I Sydafrika får sukkerdyrkere daglige opdateringer via sms om den ideelle mængde kunstvanding, udregnet efter luftfugtighed, temperatur og vejrudsigter. I Nigerias største by Lagos hævder indbyggerne, at mobiltelefoner har begrænset trafikpropperne og gjort luften renere, fordi folk nu bruger telefonen i stedet for bilen. Fastnettet er så håbløst, at man førhen ofte var nødt til at køre for at aflevere simple beskeder.

GRAMEEN GIK PÅ BØRSEN

Det kan lyde som svimlende luftkasteller, når man med hjælp af en oversætter har brugt en time i Fati Awals lerhytte i et forsøg på at forstå de syvotte poster i hendes beskedne privatbudget. Men i Bangladesh har Muhammad Yunus med sin Grameen Bank bevist, at mikrofinansiering og storkapital ikke nødvendigvis er alternative størrelser

Fordi Grameen Bank ikke blot har udlån, men også indlån, er Grameen vokset til et helt forretningsimperium, der bl.a. omfatter et mobiltelefonselskab og en internetudbyder. Telefonselskabet er tovejsfinansiering: Medlemmerne ejer aktierne gennem banken. Og selskabet har forsynet 139.000 af medlemmerne – de såkaldte »telephone ladies« – med mobiltelefoner, som de bruger som offentlige betalingstelefoner. Sådan har Grameen bragt kommunikation til omverdenen til halvdelen af Bangladesh’s 85.000 landsbyer, hvoraf mange aldrig fik fastnettelefoner.

Gennem en særlig børsnoteret fond har Grameens fem mio. fattige fået adgang til aktiemarkedet. Og i den anden ende af skalaen har Muhammad Yunus igen udvidet grænserne for bekæmpelse af fattigdom: Grameen yder nu også lån til gadens tiggere, der kaldes »struggling members«, trængte medlemmer. De betaler ingen renter og understøttes dermed reelt af resten af bankens medlemmer. Derved hjælper de fattige de fattigste – en rolle, som i rigere lande er overladt til staten.

6 FRISKE FRUGTER KOSTER PENGE

 illustration

2015 Mål nummer 2: Sende alle børn i skole. Skolegang er ikke kun et spørgsmål om antallet af elever. For børnene og deres forældre gider ikke være med i længden, hvis ikke de lærer noget. Derfor handler diskussionen om undervisning i Danmark og i u-landene ofte om samme tema: kvalitet.

En forårsdag i 2003 blæste en stram hørm af urin fra drengetoilettet gennem første klasse på Olympic Primary School, en populær skole i Kenyas største slumkvarter Kibera. Lokummerne og resten af skolens indre organer var tæt på at sprænges under presset fra nye elever, efter Kenyas nyvalgte præsident Mwai Kibaki få måneder tidligere havde lovet gratis skolegang til alle.

Præsidentens dristige forsøg på at opfylde 2015 Mål nummer 2 på en af sine første dage på kontoret skulle snart løbe ind i problemer, der var langt større end overanstrengte lokummer. Men som udgangspunkt var den konsekvente opfyldelse af Kibakis valgløfte vanvittigt populært. På få dage lokkede han 1,3 mio. nye skolebørn frem i slumkvartererne og landområderne. Et bevis på, at selv beskedne skolepenge er en kolossal hindring for visionen om at få alle børn i skole før 2015.

Uden for den sorte jernport til Olympic stod forældre i lange køer for at få indskrevet 3096 børn ud over de 1700 elever, der allerede gik der. De fleste måtte sendes videre til mindre populære skoler end Olympic, hvis elever var kendt for at få høje karakterer.

Tallene fortæller

82 % – andel af alle børn, der begynder i 1. klasse i Nicaragua.
44 % – andel af alle børn, der når 5. klasse i Nicaragua.

TRUSLER OM TÆV

»Nogle af dem kom med macheter. De ville brænde skolen af,« fortalte viceskoleinspektør Ruth Namulundu om de rasende, skuffede forældre, da vi nogle måneder senere besøgte skolen. Skolens inspektør havde i januar måttet holde sig væk i et par uger for ikke at få tæv.

I et kompromis mellem præsidentens vidtfavnende visioner og klasselokalernes beherskede størrelse endte skolen med at optage 550 nye elever. Det gav plads til 12-årige Ann, der med fem års forsinkelse endelig var begyndt i første klasse. Hendes mor havde kun haft råd til at sende broderen i skole, da faderen døde. Nu var Ann en af 68 elever i alle aldre i et tæt pakket lokale, hvor der var malet tavler ned samtlige vægge for at manglen på kladdehæfter.

»Det eneste, jeg ikke er så glad for, er, at jeg skal gå i skole med nogen, der er så meget yngre,« sagde hun med lav stemme. Men viceskoleinspektør Namulundu mindede os om perspektiverne i den nye politik: »Vi ender måske med at få en læge ud af hende.« Ann smilede genert og bekræftede, at det var hendes drøm.

illustration

FRISKE VINDE

FN’s særlige udsending for hiv/aids i Afrika, Stephen Lewis, fremhævede Kenyas løfte om gratis skolegang som »en frelse« for de mange forældreløse børn, hvis forældre er døde af aids. Han opfordrede samtidig resten af kontinentet til at følge trop.

»Alt for ofte efter en tur til Afrika bliver jeg overvældet af de mørke udsigter og forudsigelser om dommedag. Men denne gang kom jeg hjem med større håb og optimisme, end jeg har følt i mange måneder, « sagde Lewis.

Det var umiddelbart forfriskende, at præsident Kibaki blæste på de praktiske indvendinger om mangel på lærere og klasseværelser og insisterede på at gennemføre sit valgløfte. I de bedste tilfælde lokker den slags lederskab ukendte ressourcer frem. På Olympic-skolen lovede lærerne at undervise to hold elever om dagen – et om formiddagen, et andet om eftermiddagen.

Viden spredt som virus

De sagde, Taddy Blecher var gal, når han talte om sit projekt: Han ville lave et privat universitet, der var bedre end Sydafrikas bedste. Det måtte kun koste en tiendedel af et traditionelt universitet. Og det skulle være næsten gratis for de tusinder af sorte studerende, som han betragtede som stormtropper i krigen mod landets fattigdom.

»Vi vil sprede viden som virus,« sagde Taddy Blecher fra sit kontor i Johannesburgs ramponerede centrum, hvor virus længe var synonymt med hiv, aids og død.

Blecher smittede kun med sin altædende turbobegejstring, der fik Sydafrikas største investeringsselskab Investec til at forære ham sit tidligere hovedkvarter. De 7000 kvadratmeter stod tomme, efter firmaet havde taget flugten fra kriminaliteten i centrum.

Bygningen er nu kendt som hjørnestenen i CIDA City Campus og et lysende eksempel på, at de største udfordringer indimellem giver de mest forbløffende resultater.

CIDA er en græsrodsorganisation, som Blecher blev medlem af, da han i 1995 i sidste øjeblik forlod køen af unge veluddannede på vej til at emigrere fra Sydafrikas kriminalitet. Fem år senere havde han de første 1600 unge i gang med at læse erhvervsøkonomi. Blechers studerende bliver hentet dybt nede i den fattigdom, hvor selv tårnhøje karakterer i gymnasiet sjældent giver adgang til en højere uddannelse. De færreste har de over 20.000 kr., det koster at studere på Sydafrikas traditionelle universiteter.

UNDERVISER VIA NETTET

På CIDA er det samlede budget på 3000 kr. pr. studerende pr. år, hovedsageligt betalt af sponsorer i Sydafrikas erhvervsliv. Eleverne bidrager selv til at holde prisen nede ved at lave mad i kantinen, gøre rent og tage telefonen i receptionen. Lærerne underviser mange hundrede studerende på én gang via internt tv til flere etager, bakket op at tutorer, der i klasser på mellem 30 og 50 konstant er til rådighed for eleverne.

Mange af lærerne er erhvervsfolk, der forærer skolen et par timers undervisning om ugen. Undervisningen er målrettet til unge, der kommer med en meget broget baggrund fra skoler i de sorte townships. Her bakser mange demotiverede lærere ofte med 50 elever i klassen, udbredt brug af marihuana og en kriminalitet, der tømmer skolerne for computere samt med forskellige forsøg på at opdatere undervisningen. CIDA har derfor oprettet et introduktionsår for at hæve de studerendes niveau i blandt andet matematik og engelsk til et niveau, hvor de kan gennemføre en akademisk uddannelse.

MEDITATION PÅ SKEMAET

CIDA City Campus er gennemsyret af en holdning til uddannelse, der tangerer ren ideologi. Taddy Blecher mødtes med resten af bagmændene for institutionen gennem transcendental meditation, der i de første år var obligatorisk for de studerende.

Nu er meditationen valgfri, men langtfra det eneste usædvanlige input i undervisningen. Der er elementer om personlig udvikling, der er lånt fra lederkurser. Der er brokker af jerndisciplinen fra Sydafrikas skoler med forbud mod alkohol, baseballkasketter og ringe i ørerne og opfordringer til at klæde sig, så man »kan gå direkte ind i et bestyrelseslokale.« Og så er der den korpsånd, der opstår, når hundreder af mennesker føler, de sammen har set lyset. »Min baggrund betyder intet, så længe jeg har visioner,« siger de studerende, når de bliver hentet ind for at fortælle universitetets gæster om CIDA.

Meditation var de første år obligatorisk på CIDA City Campus, men er nu blevet et tilbud.

Meditation var de første år obligatorisk på CIDA City Campus, men er nu blevet et tilbud.

LANDSBYEN SKAL OPDRAGES

I ferierne og weekenderne forventes de studerende at tage hjem og hjælpe deres omgivelser med deres nyfundne kunnen. Det er her, Blechers citat om at sprede viden som virus kommer ind. Han har omformuleret et afrikansk ordsprog om, at det kræver en landsby for at opdrage et barn til: »Det kræver et barn for at opdrage en landsby.« Det er endnu for tidligt at afgøre, hvor langt CIDA kan nå. Efter de første  to afgangseksamener havde cirka halvdelen af de to første årgange gennemført. Heraf havde 80 % fået job allerede før deres endelige eksamen. Andre var droppet ud, men nogle var i gang med et ekstra år. Uanset den endelige statistik er det dog allerede langt bedre tal end Sydafrikas traditionelle universiteter, hvor kun 15 % gennemfører deres uddannelse.

Taddy Blechers metoder har derfor vakt opmærksomhed blandt universitetsfolk langt uden for Sydafrikas grænser. Og selv blev han i 2003 udnævnt som en af »de 100 globale ledere for fremtiden« af Det Verdensøkonomiske Forum.

Lokale forretningsfolk betalte for nye klasselokaler. Og senere dukkede Verdensbankens (s. 165) daværende chef, James Wolfensohn, op på skolen, der nu var blevet et internationalt symbol på de nye tider i afrikansk undervisning. »Jeg er glad for at komme tilbage til Kenya, hvor gratis undervisning nu er på alles læber. Vi har allerede frigivet 50 mio. dollars til programmet og er her for at se, hvordan I fører det ud i livet,« sagde han.

MANGE FORTSAT UDE

Det tog ikke lang tid for Wolfensohn og verden at lære den første lektie: 1,3 mio. nye elever var et overvældende bevis på, at skolepenge ofte er den største hindring for børns skolegang. Men et år senere måtte Kenya konstatere, at endnu flere –1,5 mio. børn – fortsat ikke kom i skole, selv om det nu officielt var gratis. FN’s børnefond UNICEF (s. 165) forsøgte at fin-

de ud årsagen og at lokke børnene ind i klasselokalerne ved at bede skolebørn tale med deres jævnaldrende.

Det såkaldte Child-to-Child-projekt fandt på få måneder tusinder af børn, der ikke gik i skole – og talrige årsager til problemet. Børnearbejde var en af de mest almindelige. En anden årsag var mangel på penge til at betale for skoleuniformen, en tredje hiv og aids, der tvang børnene til at passe deres forældre eller arbejde i

hjemmet. Men det er værd at minde om, at for hver af den slags historier rummer u-landene også utrolige beretninger om den magi i undervisning, der ofte får lærere og elever til at insistere på at knokle videre under de mest umulige forhold.

Mens eleverne ofte flokkes til de yngre klasser, kniber det i mange lande med at få dem længere end til femte eller sjette klasse.

Mens eleverne ofte flokkes til de yngre klasser, kniber det i mange lande med at få dem længere end til femte eller sjette klasse.

RØVERE STJAL SKOLEN

Samme år, som Kenya afskaffede skolepenge, kunne man i Somalias kaotiske hovedstad Mogadishu finde skoler, der som øer af normalitet stak op i et hav af det glade vanvid. I byens gader regerede svært bevæbnede klanledere som middelalderlige bykonger. Og når man trådte gennem porten til Waberi Primary School, stod man midt i en flygtningelejr, hvis beboere begravede deres døde ved siden af toilettet i skolegården. På inspektørens kontor overnattede bevæbnede vagter. Men indenfor sad elever i knitrende hvide og blå uniformer i nymalede lokaler under plakater og skoleskemaer, der prædikede struktur og disciplin.

To år før havde en lokal klanleder og hans bevæbnede militser stjålet hele overetagen af skolen, der bestod af nogle særligt attraktive isolerede byggeelementer. Men somaliere er eksperter i at få mest muligt ud af de stumper, der ikke er røvet. Så på den halve plads fik lærerne plads til det samme antal elever ved at indføre to-holdsskift.

Undervisning betød her langt mere end at skrive og regne. Missionen var at give eleverne et alternativ til en karriere i de såkaldte freelance-militser, der levede af røverier og kidnapninger. Derfor blæste man også her på skolepengene, hvis børnene ikke havde råd. »Alle forældre her frygter, at deres børn kunne ende i militserne. De har meget dårlige minder fra 1991 og 1992, hvor de så børn på seks, otte og ti år hjælpe militserne ved deres vejspærringer,« forklarede Ahmed Moallim Mohamed, den lokale chef for UNICEF, der midt i kaosset havde sørget for nye, skræddersyede skolebøger med lokalt indhold.

SKOLER ER VEJEN TIL FRED

Forældrene i Mogadishu er ikke ene om at se skolegang som et alternativ til krig. Danida har gjort undervisning til en høj prioritet i tidligere konfliktområder som Afghanistan og Sydsudan, hvor uddannelse opfattes som afgørende forudsætning for en hurtig genopbygning.

 I flygtningelejre i Sudans Darfur-region har krigen skabt en uventet chance for skolegang til tusinder af børn, der hidtil har brugt deres barndom på at vogte geder og hente vand. I den gigantiske Kalma-lejr i det sydlige Darfur kom Hamid for første gang i sit 12-årige liv i skole i efteråret 2004. I sin lille taske bar han hjemmelavede kladdehæfter med lange rækker af arabiske tal og bogstaver, der langsomt blev mere stilsikre. »Hjemme kostede skolen penge. Her er den gratis,« forklarede han. Så enkelt var det. Men Hamid var også et skræmmende eksempel på de manglende illusioner i et område, som regeringen alt for længe havde negligeret. Hans drengedrøm var at blive flygtning. I Libyen.

I en landsby i Nepal er Bhawana Bista på 11 år i gang med sine lektier. Det bjergrige lands ambition er at få alle børn i skole før 2015. 

I en landsby i Nepal er Bhawana Bista på 11 år i gang med sine lektier. Det bjergrige lands ambition er at få alle børn i skole før 2015.

SKOLENS STILLE DRÆBERE

Længere sydpå i Afrika slås skoleinspektører med mere stille dræbere end de militser, der har taget kvælergreb på Mogadishu og Darfur.

I den lille sydafrikanske landsby Ingwavuma er mændene traditionelt draget til det fjerntliggende Johannesburg for at arbejde i minerne. Nu vender de ofte hjem med aids. Og mange af mændene når at smitte koner eller kærester, før de dør og efterlader forældreløse børn.

Som skoleinspektør i Ingwavuma kunne Hlengiwe Mthimkule med fuld ret vælge at ignorere børnenes kaotiske hjemmefront som et fuldstændigt uoverskueligt problem og i stedet koncentrere sig om den evige kamp for at skaffe nok bøger til de overfyldte klasselokaler. Men mødet med en 13-årig dreng overbeviste hende i år 2000 om, at aids har ophævet grænsen mellem skole og samfund.

Zakhele kom til Mthimkules skole med en vanvittig historie om sit liv hos skiftende plejeforældre. En af fædrene havde drukket de penge op, som staten havde givet i støtte til hans skolegang. En anden plejefar truede med at slå drengen ihjel, da han mistede en af de køer, han var sat til at vogte.

Mthimkule så ikke anden udvej end at lade drengen bo på skolen. Fem år senere husede hun 14 piger og drenge, hvis forældre næsten alle var døde af aids. Og tallet havde været langt større, hvis ikke skolens bestyrelse havde lagt stramme bånd om Mthimkules store hjerte. Hun fik kun lov at acceptere de børn, der var desperate.

EN KNYTNÆVE MOD AIDS

Mindre kreative skoleinspektører end Mthimkule har kun øje for de problemer, som aids i disse år skaber for skolegang. Børn, der selv er syge. Børn, der bliver væk, fordi de skal passe deres syge forældre. Og lærere, der dør i svimlende tal. Alene i 2004 mistede Sydafrika 4000 lærere, og i Mthimkules provins – KwaZulu-Natal, den hårdest ramte – er hver fjerde lærer hiv-positiv.

Men Mthimkule har nægtet at lade sig gribe af pessimismen og bruger sin skole som et våben i kampen mod aids. Børnene får varm mad hver dag, ikke bare i løbet af ugen, men også i weekenderne, fordi aids har gjort familierne fattigere. Deres slægtninge kan komme og lære mere om effektive køkkenhaver for at blive bedre til at dyrke de grøntsager, der kan holde hiv-positive i live længere. Skolens bibliotek fungerer om eftermiddagen som fritidshjem for elever, hvis udsyn, indsigt og uddannelse skal hjælpe dem til at undgå den virus, der har dræbt mange af deres forældre. 

Mennesker i udvikling: Nicaraguas voksne skolebørn

»Godmorgen, alle mine morgenfriske og dygtige elever. Klokken er 5, det er ved at blive lyst, og i dag skal I slå op på siden med de to æsler, før vi går i gang.« Den lyse, glade stemme toner ud af radioen ved daggry, mens bønderne gør sig klar til at gå i marken. Morgenhilsenen er tegn til de voksne om at gribe lærebog, kladdehæfte og blyant, for nu kommer der en halv times undervisning i at læse og skrive.

Stemmen tilhører Nohelia Talavera, 20-årig skolelærer og ildsjæl som resten af de otte frivillige på lokalradioen Radio Yes. Foreløbig har den lille, uanselige radiostation på hjørnet af en slidt gade i byen Matagalpa i Nicaragua lært 4000 fattige kaffebønder at læse og skrive.

»Det er kvinderne, der siger ja til vores tilbud. Det er dem, der kan se perspektivet i at kunne læse, så de kan lære det videre til deres børn. Det gør virkelig en forskel for dem, at de kan underskrive sig med navn og ikke skal have blæk på fingeren,« siger Talavera.

SOLSTRÅLEHISTORIE

Radio Yes er en solstråle i et ellers ret dystert univers. 2015 Målet om alfabetisering har ingen særlig medvind i Nicaragua, hvor mere end 40 % af befolkningen hverken kan læse eller skrive. Det er en markant forværring, siden de venstreorienterede sandinister og deres storstilede læsekampagner nedbragte analfabetismen fra over 50 % til 12 %. Det skete i årene efter revolutionen, der væltede den mangeårige diktator Anastasio Somoza i 1979.

Sandinisterne regerede i 11 år, men udkæmpede samtidig en borgerkrig mod de USA-støttede contraer. Trætte af krig og lidelser stemte befolkningen revolutionen fra magten i 1990. Siden har de konservative regeringer haft større blik for erhvervslivet end for undervisning og sundhed.

»Politikerne interesserer sig ikke for de fattige. Det betyder, at børn ikke har lært at læse, og at mange voksne har glemt det igen,« fortæller Nohelias kollega, Malena Majorga. Hun har et dårligt betalt fuldtidsjob som skolelærer samt to ekstra job, for hun forsørger alene syv mennesker. Alligevel bruger hun mange ulønnede timer om ugen på at tage bussen ud til de små samfund på landet og understøtte radioens arbejde.

 Guillermo Socorro og hans gravide kone Silvia lytter til den daglige skoleudsendelse på Radio Yes.

Guillermo Socorro og hans gravide kone Silvia lytter til den daglige skoleudsendelse på Radio Yes.

ANALFABETER SNYDES

I dag er hun i landsbyen Hular, hvor Guillermo Socorro kalder på sin gravide kone Silvia og naboen Encarnación Sanchez. »Kom nu. Skynd jer. Det begynder nu.« Han har tændt for radioen og bedt nogle af sine ni børn om at slæbe bordet og de billige plasticstole ud af hytten. »Når man kan læse, får de sværere ved at snyde én. Det er jo sådan, at den, der ved mest, snyder den, der ved mindre. Når man ikke selv kan se, hvad frø og gødning koster, så bliver man snydt,« siger Guillermo Socorro.

»Ja,« nikker hans nabo, Encarnación Sanchez, hvis mand for nylig fik sin hånd hugget af med en machete, mens han arbejdede i marken. Gerningsmændene fik mindre end 20 kr. ud af røveriet. Sanchez vil lære at læse for at kunne hamle op med politiet, der ikke har interesseret sig det mindste for sagen.

»Jeg vil skrive til regeringen og bede dem arrestere de mænd, der gjorde det, for vi ved godt, hvem det er. De var tre, og de bor nede i La Dalia,« siger hun og peger over mod nabolandsbyen.

Radioens undervisning foregår en halv time hver morgen ved daggry og gentages om aftenen fra mandag til torsdag. I weekenden mødes eleverne med én af de lokale beboere, der har fået den nødvendige træning i at hjælpe med problemer, der opstår undervejs. De tre måneders undervisning slutter med en test og diplomoverrækkelse. Mere end 4000 bønder fra omkring 100 små samfund har foreløbig bestået.

»Tre måneder er faktisk nok til at lære at læse og skrive, hvis man arbejder hårdt,« siger Malena. Hun har selv gået fra hus til hus i alle landsbyerne for at spørge hver enkelt familie, om de ville være med, og om de havde en radio. »Nogle har en radio, men de har ikke råd til batterier,« fortæller hun.

EN CUBANSK IDÉ

Inspirationen til radiokampagnen er kommet fra Cuba. Grundlæggeren af Radio Yes, Salvador Mendoza, var sandinist og brugte i mange år sin radio til undervisning i blandt andet sundhed og hygiejne. Da han fik leverkræft, kom han under behandling i Cuba, hvor han blev fascineret af den målrettede undervisning, der fandt sted via lokalradioerne. Cubanske lærere har rådgivet Radio Yes fra starten.

»Men vi taler ikke politik i vores radioprogrammer. Nicaragua er stadig et splittet land, og vi vil gerne have alle med. Det gælder kun om at lære folk at læse og skrive,« understreger Salvador Mendozas enke, Jacqueline Arauz. Mendoza selv døde i 2003, få måneder før skoleprogrammerne for alvor gik i gang.

Radioens initiativ har sat skub i flere. Matagalpa er en sandinistisk kommune, og efter at have fulgt succesen hos Radio Yes, er borgmesteren fyr og flamme. Fra Cuba er kommet 400 tvappa-rater, mens Venezuela har skænket audiovisuelt udstyr. Nu lærer landsbyer i Matagalpa-provinsen at læse via tv.

GYNGESTOL OG RADIO

Andre sandinistiske kommuner har også taget initiativer til nye kampagner, og nu er der pludselig gået politik i alfabetisering. Den konservative regering har netop søsat en kampagne, der skal uddanne 50.000 skoleelever til at lære mere end en mio. analfabeter at læse og skrive.

»I har magten til at vække en million menneskers sind. I skal hente dem ud af mørket,« erklærede landets undervisningsminister Miguel Angel García i sin tale til de unge skoleelever i august 2005.

Men tilbage til Hular. Her bor også sidste års mønsterelev, don Leonzo. Han er 92 år og lever sammen med sin 91-årige kone Nicolesa i et lille murstenshus med lerstampet gulv og et ildsted. Parrets eneste møbel er en gyngestol, og den gamle transistorradio har husets hædersplads midt på gulvet.

»Vel er jeg meget fattig, men jeg er også rig. Alle mine 12 børn lever, og nu har jeg også fået opfyldt drømmen om at komme til at læse,« siger don Leonzo. Han både skrev og holdt afgangstalen ved radioens diplomoverrækkelse sidste år. En stor begivenhed, som han er stolt af: »Vi gamle skal vise et godt eksempel for de unge. Det er meget vigtigt.«

Anne M. Sørensen

Mange af skolerne i Somalias kaotiske hovedstad Mogadishu ligger som små øer af normalitet i et hav af det glade vanvid.

Mange af skolerne i Somalias kaotiske hovedstad Mogadishu ligger som små øer af normalitet i et hav af det glade vanvid.

Her gemmer sig et af de mange argumenter for at gennemføre 2015 Målet om skolegang for alle børn så hurtigt som muligt. Alt tyder på, at uddannelse er en overordentlig effektiv, ja måske den eneste langtidsholdbare måde at bremse hivepi-demien på. I Uganda har man påvist en klar sammenhæng mellem længden på unges uddannelse og sandsynligheden for, at de forbliver hivnegative. Jo længere skolegang, jo færre smittede.

KVALITETEN SKAL OP

Men fra Kenyas slum til Mogadishus kaos og Sydafrikas hivhærgede landsbyer snyder verden sig selv, hvis den måler succes eller fiasko i antallet af skolebørn. Det er ikke kun i Danmark, man disse år har fået langt mere fokus på kvaliteten af skolerne.

I 1999 mødtes udviklingseksperter med speciale i undervisning fra hele kloden i Senegals hovedstad Dakar, hvor de udarbejdede strategien Education for All, uddannelse for alle. Som 2015 Målene sigter Education for All på at få alle børn i skole, særligt den skræmmende høje andel af piger, der i dag aldrig får en uddannelse. Men derudover indeholder strategien også høje ambitioner om at lære voksne analfabeter at læse og at tilbyde praktiske uddannelser til unge.

Det måske vigtigste mål i Education for All er dog at sikre kvalitet i skolen. I mange udviklingslande er undervisningen så elendig, at det nærmer sig rent tidsspilde. Og i nogle tilfælde har ambitionen om at få så mange i skole som muligt været med til at udhule kvaliteten.

TILBAGEGANG I KENYA

I Malawi skrottede man skolepengene helt tilbage i 1994, hvorefter antallet af skoleelever fordobledes i løbet af de næste ti år. Ni ud af ti børn kommer nu i første klasse. Men kun hver tredje er tilbage i de overfyldte klasseværelser efter fem år. Mange forlader skolen uden at kunne læse og skrive. Og jo: Også Kenya oplevede en dramatisk tilbagegang i standarden på de offentlige skoler, da der pludselig kom 1,3 mio. ekstra elever.

Olympic Primary School fik ikke længere de mange elever på listen over de bedste i landet, som skolen ellers var vant til. Trenden var national: Ved eksamen i slutningen af 2004 kom 99 af de 100 bedste elever i Kenya fra private skoler. »Vi har nu 80 elever i klassen, hvor vi før havde 40,« forklarede Ruth Namulundu, der i mellemtiden var blevet skoleinspektør.

 Olympic-skolen fik dog stadig besøg af folk, der ville fejre den frie skolegang for alle. Da den britiske finansminister kiggede forbi i januar 2005 for at præsentere sin regerings nye redningsplan for Afrika (s. 56), optrådte børnene med en hyldestsang til Kenyas undervisningsminister og regering, som den britiske avis The Guardians reporter på stedet beskrev som »maoistisk hip-hop«-propaganda. Men samme journalist hørte også lærerne klage deres nød over alt fra smadrede ruder til for få kolleger.  

VISIONER I NEPALS BJERGE

Glansen var i mellemtiden også gået af Kenyas præsident Kibaki, hvis fejlslagne kamp mod korruption havde gjort det sværere at rejse flere penge fra Verdensbanken til flere skoler. Men lad os besøge et endnu fattigere land, Nepal, der har brugt visionerne i Education for All som fundament for en mere langsigtet plan end Kibakis snuptagsløsning.

Med hjælp fra Danida og andre donorer udarbejdede landet i 2003 en femårsplan, der blandt andet indeholder en detaljeret beskrivelse af en skole anno 2015: Førsteklasserne er fyldt med samtlige børn fra deres årgang i landsbyen. Mange af dem har allerede gået i børnehaveklasse. Eleverne sidder ved borde, der kan sættes sammen til gruppearbejde, og de har hver deres bog. Alle rykker sammen op i anden og tredje klasse, så »intet barn har venner, der skal gå disse klasser om«.

Nøglen til succes ligger ofte i detaljerne. I Nepals plan har man ikke blot tænkt på værdien af tryghed for de yngste, hvoraf hver tredje i dag må gå første klasse om på grund af undervisningens lave kvalitet. I visionen for fremtiden får de handicappede, de læsehæmmede og de fattigste også en chance i et land, hvor fremskridtene ofte må bæres frem til fods på skrænterne af Mount Everest og andre af klodens højeste bjerge.

Den slags koster penge. Men med planen i ryggen lykkedes det Nepal at få en række donorer som Danida til at pumpe penge direkte i undervisningsministeriets budget, som dermed var tæt på at være opfyldt. Siden har blandt andet en forværring af landets væbende konflikt gjort det svært at føre hele planen ud i livet. Men historien er alligevel et lykkeligt eksempel på potentialet i store globale planer som Education for All: De løfter diskussionerne og visionerne op på et højere niveau. Selv på verdens tag.

Skoleinspektøren i den ghanesiske landsby Kpasenkpe har store vanskeligheder med at skaffe nye lærere til et voksende elevtal. Lærerne flygter til de større byer og et mere behageligt liv.

Skoleinspektøren i den ghanesiske landsby Kpasenkpe har store vanskeligheder med at skaffe nye lærere til et voksende elevtal. Lærerne flygter til de større byer og et mere behageligt liv.

LÆRERE UNDER STANDARD

2015 Målene fokuserer på eleverne: Antallet, der kommer i skole, og andelen, der fortsætter til femte klasse. Dermed fortæller målene også indirekte om kvalitet, fordi børn kun bliver hængende, hvis de og deres forældre føler, at det er umagen værd. Men måske skulle man hellere have sat mål for lærerne og ikke mindst deres kvalifikationer. »En profession i krise«, skrev FN’s kultur- og uddannelsesorganisation UNESCO (s. 165) om u-landenes lærerstand i sin statusrapport om Education for All i 2005.

En undersøgelse i syv lande i det sydlige Afrika konstaterede, at nogle matematiklærere fik dårligere karakterer end deres elever, når de løste de samme eksamensopgaver.

Mange steder i Afrika er det mere undtagelsen end normen, at læreren har bestået en studentereksamen. Og det hænger paradoksalt nok blandt andet sammen med bestræbelserne på at få så mange børn i skole som muligt. Hvis ikke det større indtag af elever er forberedt gennem optagelse af flere studerende på seminarierne (hvor de overhovedet eksisterer), har skolerne ofte ikke andre alternativer end at hyre »lærere«, der kun har gået i skole nogle få år flere end deres elever.

PRIVATISERING VOKSER

Lærere i udviklingslandene har i reglen det samme problem som deres danske kolleger: Deres vitale betydning for landets fremtid kan ikke aflæses på lønsedlen. »I mange lande er lærernes lønninger faldet i forhold til andre professioner over de seneste to årtier og er nu ofte for lave til at sikre en rimelig levestandard,« skriver UNE-SCO i en rapport, der også har eksempler på de ofte groteske konsekvenser: I Sierra Leone må lærerne – som mange andre steder – satse på at tjene ekstra på privatundervisning efter skoletid. »Det hævdes, at nogle lærere med vilje ikke underviser i hele pensummet i skolen og dermed tvinger eleverne til at tage privattimer,« hedder det i rapporten.

I mange u-lande er undervisningen i de offentlige skoler så dårlig, at forældre i stedet satser deres penge på private skoler. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, mener en britisk professor i undervisningspolitik på Newcastles universitet, James Tooley. Han var en af de mange, der besøgte Kenya i kølvandet på præsident Kibakis løfte om fri uddannelse.

FREMSKRIDT UDEN POPSTJERNER

Tooley lyttede også til den britiske finansminister Gordon Browns løfter om at støtte Kenyas initiativ med over 200 mio. kr.. Men han kunne ikke dele begejstringen hos rockstjernerne Bono og Bob Geldof –og slet ikke hos USA’s tidligere præsident Bill Clinton, der fortalte amerikanske tvseere, at Kibaki med sin beslutning »har påvirket flere liv end nogen anden præsident har gjort eller nogensinde vil gøre.« James Tooley skrev i juni 2005 i den britiske Sunday Times, at verden tog fejl og havde »overset den bemærkelsesværdige realitet, at Afrikas fattigste ikke har siddet hjælpeløse og ventet på, at popstjerner og vestlige finansministres gavmildhed skulle sikre deres børn en ordentlig uddannelse.« Under sit besøg i slummen uden for Olympic Primary School fandt James Tooley i stedet den samme trend, som han tidligere havde dokumenteret i Nigeria og Ghana: Private skoler skyder op som paddehatte, fordi selv fattige forældre er villige til at betale. I slumkvarteret Makoko, bygget delvist på pæle i i lagunen omkring Nigerias hovedstad Lagos, går tre ud af fire skolebørn i private skoler, hvoraf mange ikke optræder i officielle statistikker. Tooley testede 3000 elever i både private og offentlige skoler og konstaterede, at de private elever klarede sig markant bedre, selv om deres lærere kun fik en fjerdedel af deres offentligt ansatte kolleger i løn.

GRATIS FRUGT ER RÅDDEN

I Kiberas slum i Kenya opdagede Tooley, at 76 private skoler havde tilsammen 12.000 elever, mens de fem offentlige skoler – herunder Olympic – havde 8500 af eleverne. Heraf kom omkring halvdelen fra rigere forstæder.

En nærliggende forklaring er, at præsident Kibakis skolebyggerier endnu ikke kan følge med visionerne. Men som Tooley påpeger, er »gratis undervisning« ikke gratis. Eleverne forventes at møde i skoleuniform. »Jeg foretrækker at betale skolepenge og glemme alt om uniformen,« sagde en af forældrene med børn i privatskole. Andre havde taget deres børn ud af Olympic-skolen igen, fordi de ikke lærte noget i de overfyldte klasselokaler. En af dem forklarede Tooley: »Hvis du går på markedet og bliver tilbudt gratis frugt og grøntsager, er de rådne. Hvis du vil have frisk frugt og grønt, må du betale.«

FORÆLDRENE VED BEDST

Det afslutter langtfra diskussionen om offentlige kontra private skoler. Udviklingslandene har også mange private skoler, der svarer til beskrivelsen i rapporten fra Tony Blairs Afrikakommission (s. 56): »Uden tilstrækkelig statskontrol og af dårlig kvalitet«. I nogle områder er private skoler ikke et alternativ til de offentlige, men simple forsøg på at udnytte forældres desperation over den totale mangel på undervisning til deres børn.

Men det skal ikke tage opmærksomheden fra en helt central opdagelse, som James Tooley langtfra er ene om: Fra Kalundborg til Kibera er forældre nådesløse kritikere af deres børns skolegang. Og det er kun i de lykkeligste tilfælde, at forældrene straffer en dårlig skole ved at sende børnene til en bedre. I u-landene er det fortsat mere normen end undtagelsen, at det i stedet er barnet, der bliver straffet for systemets uformåenhed. For som høvding Nabila gjorde opmærksom på allerede i kapitel 1 i denne bog: »I et landsbysamfund er der altid brug for arbejdskraft. Så i den sidste ende er det resultaterne i skolen, der afgør, om forældrene sender børnene. Hvis de efter ti år blot kommer hjem og sidder i hytten, er det ikke særligt opmuntrende.«

Benspænd for udviklingen: Hjerneflugt

Ideen bag 2015 Målenes store fokus på skolegang er naturligvis, at uddannelse bidrager til udvikling. Men både u-landene og bistandsdonorerne oplever ofte satsningen på uddannelse som at fylde vand i en hullet spand. Mange af de højest uddannede siver ud af u-landene, så snart de har fået deres eksamensbevis. Det gælder ikke mindst de læger og sygeplejersker, der skal sikre befolkningernes overlevelse.

Alene i Storbritannien arbejder 12.500 afrikanske læger, hvis hjemlande har brugt svimlende summer på at uddanne dem. Ifølge det britiske lægetidsskrift »The Lancet« koster hver af de emigrerede læger Afrika mere end én mio. kr.. Hjerneflugten har dermed udviklet sig til en slags omvendt u-landsbistand.

»Det er temmelig dumt: Vi bruger penge på at uddanne læger, som så emigrerer. Vores investering hjælper USA. De fattige lande sponserer den rige verden,« siger den ghanesiske forretningsmand Kofi Amoah. Han var selv omkring USA i nogle år og forstår godt, hvad der trækker i den enkelte: Højere løn, større professionelle udfordringer, bedre organiserede samfund.

Når afrikanske lande er i problemer, er de veluddannede blandt de første til at flygte. Alene i 2003 udstedte Storbritannien 2825 arbejdstilladelser til sygeplejersker og læger fra Zimbabwe, der var plaget af voldelige jordreformer og overgreb på menneskerettigheder. I de lykkeligste tilfælde vender emigranterne senere hjem med forøget viden, der kan hjælpe deres hjemlande.

Men alt for ofte bliver de væk for evigt. Det eneste positive i udviklingen er, at de ofte sender penge hjem – en trafik, der i mange u-lande indbringer mere end officiel u-landsbistand.

Den ghanesiske økonom Charles Mensa har udtænkt flere bud på, hvordan man vender bølgen. Som bestyrelsesmedlem i en række multinationale firmaers lokale afdelinger har han samlet penge sammen til en fond, der støtter medicinstuderende og deres lærere. Betingelsen er, at fonden beholder deres eksamensbevis i fem år.

»I mellemtiden når de at gifte sig og slå rod her. Førhen var de væk lige så hurtigt, som de blev færdige,« siger han. Mensa er også blevet opmærksom på en intern hjerneflugt: De multinationale firmaer ansætter de bedste af de lokale.

Derfor forsøger økonomen at overtale selskaberne til at sponsere lokal uddannelse. »Siden vi bruger landets ressourcer [de højt uddannede], har vi også et ansvar for at genskabe dem. Og vi kender bedre end nogen andre værdien af uddannelse. Vi bruger jo uddannede mennesker til at skabe vores overskud.«

 Mensa mener også, at Ghana kunne lave en forretning ud af at uddanne læger til den rige verden. »Europa burde investere i vores lægeuddannelse. Så kan vi eksportere læger. Vores råmateriale er bedre end i Europa, fordi vi kun bruger ganske få fra en befolkning på 20 mio. mennesker. Og vores læger bliver allerede betalt godt i Europa – det beviser, at vi uddanner dem godt.«

illustration

   

7 EN KVINDE TIL FORSKEL

 illustration

2015 Mål nummer 3: Fremme ligestilling. Verden synes ofte døv over for historier om overgreb på kvinder. Så lad os her fokusere på kvinder, der har skabt forandringer. De viser, at omstilling er mulig – og at undertrykkelse af kvinder er det samme som at smide penge ud ad vinduet.

Amina Lawal blev verdensberømt som kvinden fra Nigeria, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet. Hun var et offer for en potent blanding af politik og islam i en sag, hvori forskelsbehandling af mænd og kvinder spillede en iøjnefaldende rolle. Trods sin oprindelige tilståelse slap barnets far ustraffet efter at have sværget sin uskyld med hånden på Koranen.

Ifølge islamisk sharia-lov ville han derefter kun kunne dømmes, hvis fire uafhængige vidner havde været tæt nok på samlejet til at se hans penis i skeden. Amina Lawal, derimod, bar som kvinde på det afgørende bevis i »bilag nummer 1«, som hendes datter var omtalt i sagens akter.

 

Sådan er virkeligheden tit for den halvdel af Jordens befolkning, der har fået deres eget 2015 Mål: Kvinder oplever dagligt, hvor ofte jura og kultur er indrettet, så de står svagere end mænd. Og det er ganske forbløffende ofte. Når man kombinerer dette faktum med mændenes kraftigere fysik, er det ikke overraskende, at mange af u-landenes mest ulykkelige skæbner er kvinder.

Men kvinder er ikke kun ofre. Bag Amina Lawal stod advokaten Hauwa Ibrahim, der med juridisk tæft og sans for sagens politiske dimensioner til slut fik sin klient frikendt. Hun repræsenterer den anden yderlighed i kønsrollerne i u-landene: På trods af de ofte massive forsøg på at holde dem nede, er det ofte også kvinder, der står for nogle af de mest overbevisende og helhjertede præstationer i udvikling.

Tallene fortæller

36,9 % – andel af kvinder i Folketinget i Danmark.

45 % – andel af kvinder i parlamentet i Rwanda.

Det var derfor ganske rimeligt, at FN’s befolkningsorganisation UNFPA (s. 165) i sin statusrapport fra 2005 kaldte kønsdiskrimination for en af de vigtigste årsager til fattigdom: »Diskrimination spilder menneskelige ressourcer ved at nægte halvdelen af menneskeheden muligheden for at udvikle dens fulde potentiale«.

I kapitel 5, 6, 8 og 9 diskuteres, hvordan dette potentiale kan blomstre gennem kvinders adgang til penge, uddannelse og reelle valg om deres seksualitet og børn. Her skal vi se nærmere på de religiøse og kulturelle barrierer, der står i vejen – og på de mange former for vold mod kvinder, der fortsat er en af de største hindringer for ligestilling.

SKOLE MED BETINGELSER

Tilbage til Hauwa Ibrahim, der ikke blot reddede Amina Lawals liv. Hun rummer også en personlig beretning om det forhindringsløb, som piger og kvinder i udviklingslandene ofte må igennem for at avancere fra deres startplacering bagest i feltet.

Hauwa Ibrahim voksede op i en landsby i det nordlige Nigeria, hvor piger ofte bliver gift som 13-årige. Derved mindsker man risikoen for, at de bliver gravide før ægteskabet. Moderne udviklingsteoretikere ville fremhæve, at man kan nå samme mål gennem uddannelse og prævention. Men i Hauwa Ibrahims landsby mener man, at kontrol er bedre end tillid. Brudeparrets lagen bliver stadig vist frem morgenen efter bryllupsnatten, så alle kan tjekke blodsporene fra jomfruhinden.

»I min landsby var det ikke meningen, at piger skulle have en uddannelse. Så min søster og jeg var meget privilegerede, at vi fik lov at gå seks år i skole. Men det var på den betingelse, at vi umiddelbart bagefter skulle giftes væk, hvis en mand skulle være interesseret,« fortæller Hauwa Ibrahim

Advokaten Hauwa Ibrahim (tv.) reddede Amina Lawal fra at blive stenet ihjel for sex uden for ægteskabet.

Advokaten Hauwa Ibrahim (tv.) reddede Amina Lawal fra at blive stenet ihjel for sex uden for ægteskabet.

 

Baby-diskrimination

Visse fattige forældre satser så hårdt på at få en dreng, at kønsdiskriminationen starter allerede i livmoderen – som abort af pigefostre – eller ved fødslen som drab på pigebørn. Det gælder i bl.a. Indien og ikke mindst i Kina, hvor forældre i mange områder har forbud mod at få mere end ét barn. Ifølge FN’s befolkningsorganisation UNFPA mangler der mindst 60 mio. piger i Asiens befolkningsstatistikker. Men Kinas økonomiske boom med nye krav til befolkningen vil måske rette op på det. I storbyen Shanghai foretrækker flere og flere nu piger, fordi de studerer mere målrettet end drenge.


Vores egen skyld

En undersøgelse fra 2004 afslørede, at kvinder i en række lande gav sig selv skylden, når manden bankede dem. 94 % af de adspurgte i Egypten, 91 % i Zambia og 70 % i Indien fandt afstraffelsen rimelig, hvis de havde gjort en eller flere af følgende ting: Sagt nej til sex, undladt at have maden parat til tiden, gået ud uden at sige det til manden på forhånd, ignoreret børnene eller talt med andre mænd.

BLEV LOVET VÆK

Hun snød både faren og systemet. Fra syv-årsalderen formodes piger at spare op til potter og pander til deres fremtidige hjem. Hauwa Ibrahim brugte sit overskud fra gadehandel med jordnødder og grøntsager til at fortsætte i skolen, mens familien desperat ledte efter en mand til hende.

Meget senere, da hun var nået frem til jurastudierne på universitetet, lovede hendes far hende væk til en af sine venner, der var ivrig efter at få Hauwa Ibrahim som sin fjerde kone. I ren desperation giftede hun sig med en lektor på universitetet. »Jeg elskede ham ikke. Men jeg var bange for at blive giftet væk til en mand, der kunne have været min far. Så ville jeg være rykket tilbage til start.«

SLÅET AF SIN MAND

Ægteskabet kom aldrig til at blomstre i skyggerne fra Hauwa Ibrahims konservative opvækst. »Jeg havde lært, at sex med en mand er forkert. Så selv efter jeg blev gift, troede jeg, det var forbudt. Ingen havde fortalt mig, at det er i orden med din mand. Han blev meget aggressiv, fordi han ikke fik, hvad han mente at have ret til og begyndte at slå mig. Jo mere han slog, jo mere afskyede jeg ham. Og tre gange endte jeg på hospitalet.« Hauwa Ibrahim flygtede til slut fra sin voldelige mand. Det synes ikke at være nogen tilfældighed, at hendes næste mand var en udlænding, en italiensk bygningsarbejder, der var kommet til Nigeria som 20-årig og siden havde åbnet sit eget entreprenørfirma.

»Han var også et stædigt barn og havde forladt Italien lige efter skolen. Jeg var meget tiltrukket af ham, fordi han var ærlig, ligefrem og til at stole på. Så jeg regnede ham for et godt parti. Selv om han var kendt som en casanova, accepterede han, at vi ikke kunne gå i seng sammen, indtil vi var blevet gift. Så vi nøjedes med at gå ud sammen i tre år, mens han ventede på sin skilsmisse. Bagefter var han meget tålmodig og lærte mig, at det ikke er forkert at have sex.«

REDDET AF UDDANNELSE

Hauwa Ibrahims liv er på mange måder en live-udgave af 2015 Mål nummer 3: At fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder. Hun har oplevet det værste – fra forsøg på at nægte hende uddannelse til vold mod kvinder. Og hun har demonstreret potentialet i at opfylde målet.

Hendes historie afslører, at ligestilling også i udviklingslandene er en uendeligt kompliceret affære, der rører dybt ved samfundets traditioner og normer. Det kan derfor forekomme en anelse fattigt, at 2015 Målene næsten udelukkende måler fremskridtene i forhold til uddannelse (an-tallet af piger i skolen og kvinder, der kan læse) – og job (andel af kvinder på arbejdsmarkedet uden for landbruget). Den sidste målepind handler om andelen af kvinder i parlamentet.

Hauwa Ibrahim er ikke selv i tvivl om, at uddannelse er den afgørende årsag til, at hun til slut kunne folde sig ud som kvinde, som mor og – mere indlysende – som advokat. I hendes verden hænger de tre ting uløseligt sammen. I barndommen var uddannelse alternativet til at blive barnebrud. Hendes skolegang skaffede hende siden ind på universitetet, hvor hun for første gang så et alternativ til livet i hendes stærkt konservative landsby. Og hendes status som en af de første kvindelige advokater i det nordlige Nigeria gav hende så meget selvbevidsthed, at hun kunne begynde at stille krav til mændene i sit liv.  

illustration

EN SPLITTET KLIENT

Hendes klient Amina Lawal er analfabet og kan ikke selv læse den Koran, der er omdrejningspunktet i hendes liv og var grundlaget for hendes dødsdom.

Under hele retssagen var Amina Lawal dybt splittet. Som muslim havde hun lært, at stening til døde er den passende straf for sex uden for ægteskabet. Som mor var hendes højeste ønske at overleve, så hun kunne se sin datter vokse op. »Hvis jeg ikke har succes med min appel, er det Allahs vilje. Men selv om jeg vil acceptere det, er jeg meget bekymret. Ingen ønsker at dø, når de har børn,« sagde hun midtvejs i sagen.

Kvinders accept af vold som noget uundgåeligt eller religiøst bestemt er både et af de mest skræmmende resultater af manglende uddannelse og en af de største hindringer for, at kvinderne kan sige nej.

FN-ERKLÆRING MOD VOLD

Globalt er vold en lige så udbredt dødsårsag som kræft blandt kvinder mellem 15 og 44 år. Flere kvinder dør af vold end af trafikuheld og malaria tilsammen. Alligevel fik verden først i 1993 en FN-erklæring om udryddelse af vold mod kvinder med en ganske bred definition af uhyrlighederne. Erklæringen inkluderer vold i hjemmet og i samfundet, hvad enten denne vold er fysisk, psykisk eller seksuel.  

Mennesker i udvikling: Sydafrikas piger lærer at overleve

Da Zonke Malotana var 15 år, kunne hun alle gloser i forførelsens kropssprog: Det rigtige vrik i hoften, det skrå kig med let vibrerende øjenvipper, det diskrete løft af barmen. »Jeg gjorde det, når der var drenge omkring mig,« siger hun. Drengene reagerede som planlagt og sendte lange blikke. Hun badede sig i deres tilbedelse. »Det fik mig til at føle: Jeg er Zonke.«

Et år senere griner Zonke næsten lige så højt som resten af klassen, da hendes lærer Fozia Safodien karikerer den svansende stil, hvormed Zonke engang skred gennem skolens gange. Safodien er uddannet ungdomsterapeut og har Zonkes klasse på LEAPskolen i den sydafrikanske by Cape Town en time hver dag. Gennem gruppeterapi lærer hun teenagerne at overleve i et turbulent samfund, hvor tilsyneladende uskyldig flirten blot er en af mange faldgruber.

HVER ANDEN VOLDTAGES

Hver anden sydafrikanske kvinde vil blive voldtaget mindst én gang i sit liv, ofte allerede som barn eller teenager. Men dette ultimative overgreb på deres køn er kun toppen af de ydmygelser og den diskrimination, som kvinder oplever i det stærkt mandsdominerede samfund. Under Fozia Safodiens bramfri terapi lærer både pigerne og drengene at gennemskue de mekanismer, der bremser deres egen og samfundets åndelige vækst.

»Jeg opdagede, at jeg ikke voksede af det, men i stedet fornedrede mig selv,« siger Zonke om sin tidligere flirtende stil. »Førhen, hvis en mand gav mig en kompliment med seksuelle undertoner, nød jeg det. Men hvis de i dag siger: »Du har en smuk krop«, opfatter jeg det ikke som en kompliment, men som en måde, de forsøger at få mig på. Ingen skal bruge mig som en dørmåtte. Man skal ikke lade mænd tro, de blot kan trykke på en knap,« siger hun. »Jeg læser aviser og ser nyheder i tv. Så jeg ved jo godt, hvad kvinder kommer ud for.«

HUSGERNING OG HISTORIE

Bevidstgørelsen af Zonke og de øvrige piger på LEAP-skolen er en sidegevinst fra et meget større projekt, der går ud

på at give sorte elever en bedre chance i det fortsat splittede Sydafrika. Skolen blev startet i 2004 af en hvid mand, John Gilmour, der var blandt veteranerne i forsøgene på at integrere sorte og hvide teenagere.

Allerede måneden før, Nelson Mandela i 1990 vandrede ud af fængslet efter 27 år som politisk fange, inviterede Gilmours daværende gymnasium de første sorte elever indenfor. De sang højest og smukkest, når det blandede kor optrådte på skolens scene. Det gav en høj »feel good factor,« som John Gilmour siger. I klasseværelserne opdagede lærerne imidlertid hurtigt, at de sorte elever fra townshippens underskoler havde kolossale vanskeligheder med matematik og med fysik og kemi, der i Sydafrika er ét fag – naturvidenskab.

 Men en studentereksamen skulle de have. Så de sorte teenagere blev i stedet rådet til at vælge historie og husgerning. »Vi havde masser af bløde fag. Børnene bestod. Og vi følte os gode. Men vi bidrog til opfattelsen af, at sorte ikke kan lære matematik og naturvidenskab,« siger Gilmour.

Statistikkerne var forfærdelige. I 2000 var der kun 78 sorte elever i hans provins med over fem mio. indbyggere, der gik til studentereksamen med matematik på højt niveau. 21 bestod. Det havde katastrofale konsekvenser for håbet om at skabe racelighed i fremtidens direktioner og bestyrelser.

Gruppeterapi er en vigtig del af undervisningen på Zonkes skole.

Gruppeterapi er en vigtig del af undervisningen på Zonkes skole.

TERAPI PÅ SKEMAET

Med særligt fokus på matematik og naturvidenskab forsøger LEAP-skolen at sikre sorte studerende til universitetets ingeniør- og økonomistudier. Og uden egentlig at have det som mål har det vist sig, at ikke mindst pigerne blomstrer i det miljø.

»De får som hovedregel mere opmærksomhed hjemme. Og når vi giver dem lidt struktur på deres skolearbejde, udnytter de det fuldt ud,« siger Gilmour. Men skoleinspektøren har for længst indset, at de psykiske sår fra opvæksten i de volds- og kriminalitetshærgede townships er en af de voldsomste barrierer for indlæring. Og pigerne er ofte særligt hårdt ramt, fordi kønsdiskriminationen har ædt meget af deres selvværd.

Derfor var terapeuten Fozia Safodien en nøgleperson på den nye skole. Hun startede relativt blødt med øvelser på områder, hvor eleverne havde ganske ens oplevelser: »Læg jer på ryggen og tænk på en situation, hvor I sagde ja, men godt ved, I burde have sagt nej.« Den efterfølgende snak afslørede, at mange af deres tanker kredsede om situationer med vold og kriminalitet, hvor de måske havde sagt ja til at dække over en person, der burde have været straffet.

 Senere blev det mere personligt. Og farligt, da de nærmede sig forholdet mellem piger og drenge. Terapien er ikke lige nem for alle. Et år inde i processen sidder en pige mut og vrider sig på en stol, mens de andre diskuterer kønsroller. Fozia Safodien kender godt årsagen og får hende til at sætte ord på det: »Jeg kan ikke lide dig,« siger pigen. »Hvorfor?« spørger Safodien. »Fordi du bliver ved,« svarer pigen. Hvorpå hun bliver lykønsket af Safodien, fordi hun tør sætte ord på den slags følelser.

ØGET SELVVÆRD

»Sidste år hadede jeg de her timer. Nu elsker jeg dem,« siger Zonke. »Jeg har lært at være en rigtig kvinde – at have en feminin side og en stærk side.« Det har hjulpet på hendes karakterer. »Sid-ste år koncentrerede jeg mig om, hvordan jeg så ud. Jeg læste kun, når vi skulle have prøver.« Men Zonkes øgede selvværd har været noget af et chok for hendes omgivelser. »Min far sagde: Den skole gør dig fræk,« siger Zonke. Siden har han lært at acceptere, at ligestilling er en genvej til omstilling. Men det gælder ikke nødvendigvis resten af lokalsamfundet.

På et borgermøde efter endnu en voldtægt på en teenager rejste Zonke sig op for at fortælle, hvordan forældre tøvede med at sende deres piger ned og handle af frygt for, at de skulle blive kidnappet. »Jeg sagde, at mænd betragter os som ting. De sagde: Hvordan kan du tillade dig at tale om mænd på den måde?«

 

Mange af FN-erklæringens definitioner på vold er kloden rundt accepteret som overgreb, herunder voldtægt og tvungen prostitution. Andre er mere ømtålelige. Det gælder ikke mindst »kvindelig omskæring og andre traditionelle indgreb, som er skadelige for kvinder«.

EN OMSKÆRER FORTÆLLER

I 1998 – fem år efter FN-erklæringen –fortalte en cirka 80-årig omskærer i Burkina Faso, at hun gjorde pigerne en tjeneste. For ifølge overleveringen ville deres børn dø af en frygtelig sygdom, hvis de under fødslen ramte klitoris. Derfor skar hun løs, selv om tårerne stod ud af øjnene på pigerne. »Jeg havde lidt ondt af pigerne. Men jeg vidste, at efter nogle få minutter ville smerten forsvinde.« Forsvundet for altid var også en vigtig del af pigernes identitet og glæden ved sex. Derudover risikerede de komplikationer ved fremtidige fødsler.

I dette tilfælde ankom forandringerne til landsbyen på en stor knallert, kørt af provinsens nye, unge sundhedsinspektør. Han efterforskede rygter om, at to af pigerne var døde af stivkrampe efter omskæringen. Den gamle kvinde blev derpå sendt syv måneder i fængsel. Det forstod hun intet af: »Det er, som når en læge behandler en patient. Nogle gange dør patienten. Men det er ikke lægens fejl.«

Ligestilling er vejen til succes

2015 Målene består på papiret af otte enkeltstående mål. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er lige vigtige. Mange udviklingseksperter mener, at ligestilling er en forudsætning for, at de øvrige mål kan opfyldes. »Ligestil-ling mellem mænd og kvinder er hverken social eller kulturel kosmetik, men en økonomisk, politisk og demokratisk nødvendighed,« som der står der i Danidas ligestillingsstrategi.

Mange samfund bruger uanede kræfter på at diskriminere den kvindelige halvdel af befolkningen frem for at påskønne, at kvinderne ofte udfører det hårdeste og mest nødvendige arbejde, ikke mindst i landbruget. Kvinder har ofte ikke adgang til kredit, selv om talrige forsøg med såkaldt mikrofinansiering viser, at de er bedre end mænd til at udnytte den slags muligheder.

Millioner af piger kommer ikke i skole. Og som voksne kan kvinderne ofte ikke bestemme over deres egen krop. Det gælder alt fra fysiske indgreb som omskæring til manglende adgang til prævention og muligheden for at sige nej til sex. Dermed kan mange kvinder fortsat ikke vælge, om de vil have børn – og med hvem. Mange steder kan kvinder ikke eje og arve jord. De bliver ofte ruineret ved skilsmisse eller mandens død, selv om de traditionelt står tilbage med ansvaret for børnene.

Det bidrager alt sammen til at gøre manglende ligestilling til en kolossal hindring for et samfunds vækst. 

»STENING ER GODT«

Omskæreren fra Burkina Faso er ikke ene om at retfærdiggøre hårdhændet behandling af kvinder med kulturelle eller religiøse argumenter. Under dækningen af sagen mod Amina Lawal mødte vi i det nordlige Nigeria en advokat, der forklarede, at en dødsdom ved stening var »godt for kvinden«, hvis hun var skyldig. For ved at tage sin straf på Jorden var hun renset, hvorpå hun kunne nyde sin tilværelse i livet hinsides døden.

Alt dette for at understrege, at vold mod kvinder og anden diskrimination ofte er viklet ind i et sindrigt system af kulturelle og religiøse traditioner, som selv den mest velmente FN-erklæring har svært ved at lave om på.

Hauwa Ibrahim frygtede under sagen mod Amina Lawal, at den megen opmærksomhed fra vestlig presse og menneskerettighedsorganisationer kunne være mere skadelig end gavnlig for hendes klient. Advokaten var specielt påpasselig med at holde stor afstand til de organisationer, der fordømte sharia som princip og anfægtede Nigerias ret til at indføre den religiøst baserede lovgivning.

Den holdning byggede på hendes erfaringer fra den første sag efter skærpelsen af sharia-lovgivningen. En 15-årig pige var tiltalt for sex før ægteskabet, men huskede intet af den episode, der gjorde hende gravid. Hun vidste kun, at tre af hendes fars venner havde tilbudt hende en cola, som tilsyneladende indeholdt noget bedøvende. Siden vågnede hun op med smerter i underlivet. 

Den historie fortalte hun i retten, hvorefter de tre mænd blev indkaldt som vidner. De nægtede alle, hvorefter pigen blev idømt 80 piskeslag for falsk forklaring oven i de 100, hun fik for graviditeten.

illustration

NÅR PRES ER PROBLEMATISK

Hauwa Ibrahim fornemmede, at udenlandske fordømmelser af sharia-lovgivningen var med til at skærpe straffen, fordi domstolen og lokalregeringen i delstaten Zamfara blev irriterede over indblandingen. »De sagde: Den internationale presse tror, den kan komme her og regere delstaten med sit pres. Så i dette tilfælde var medierne dårlige for sagen. Til slut vendte de [regeringen] deres ryg til dem og piskede hende.« I Amina Lawals sag valgte Hauwa Ibrahim at udnytte de indbyggede muligheder i sharia frem for at stille spørgsmålstegn ved selve lovgivningen. Hun fik frikendt sin klient ved en appeldomstol ved blandt andet at henvise til sharias »teori om det sovende foster«: Hvis en kvinde føder inden for fem år efter en skilsmisse, kan barnet tilskrives den fraskilte mand.

Sharia indeholder en række af den slags smuthuller, der antyder, at det primære formål med sharias strenge straffe ikke er at få folk stenet eller amputeret. Straffene er der simpelthen for at understrege, at forbrydelserne opfattes som grove.

Annalena Tonelli blev likvideret, tilsyneladende på grund af hendes kamp mod hiv, aids og kvindelig omskæring.

Annalena Tonelli blev likvideret, tilsyneladende på grund af hendes kamp mod hiv, aids og kvindelig omskæring.

ADVOKAT FOR DE SYGE

Ovenstående antyder, at opfyldelse af 2015 Målet om ligestilling måske mere end noget andet mål kræver en indgående forståelse for de kulturelle og religiøse kræfter, man er oppe imod. Ellers risikerer man at få sin indsats afskrevet som utidig indblanding – eller at modarbejde sig selv. Det skal ikke læses som et argument for at holde kæft. For så skulle vi også anbefale kvinder at acceptere deres tæsk, fordi protester har det med at føre til yderligere vold.

Men det er en kendsgerning, at ethvert angreb på kulturelle og religiøse normer har det med at slippe voldsomme kræfter løs. Og hvis angrebene kommer fra kvinder, bliver det kun værre. Det var Annalena Tonelli et eksempel på.

Hun var italiener og advokat, men valgte at føre sag for de syge og de undertrykte i Afrika. I den somaliske provinsby Borama blæste hun nyt liv i et gammelt tuberkulosehospital, hvor hun kendte navne og diagnoser på samtlige patienter i de 230 senge. Når Tonelli gik stuegang, lyste de om kap med det vårgrønne sengelinned.

BEDSTEMORS SANDHEDER

Tonelli talte om alt det, man ikke måtte: hiv, aids, kvindelig omskæring. Da hun som katolik i sundhedens tjeneste blev inviteret til Vatikanet, sagde hun i avisinterviews, at virkeligheden i det aids-hærgede Afrika var løbet fra Pavens forbud mod kon-

domer. »Jeg chokerede mange ved at sige, at vi alle må foretage valg, der ikke nødvendigvis er påtvunget af religion.« I Borama overbeviste hun lokale muslimer om, at Koranen ikke kræver omskæring af deres piger. »I begyndelsen var det en stor skandale. Folk sagde: Hvorfor taler Annalena pludselig om kønsorganer?« Men snart lykkedes det at få imamerne i de lokale moskeer til at bakke op. Og så lagde omskærerne deres knive ved store offentlige møder, der blev optaget på video.

»Jeg er den gamle bedstemor. Jeg kan snakke om alting,« sagde Tonelli om sin succes. Men det var åbenlyst, at hun også havde tænkt meget over, hvordan man ændrer holdninger. I tilfældet med omskæringerne gik det hurtigt op for hende, at det for udøverne handlede lige så meget om penge som om religion.

»Når vi havde overbevist dem [om at islam ikke kræver omskæring], havde de stadig brug for deres daglige brød,« sagde Tonelli. Så hun startede et program, hvor kvinderne lærte et håndværk og fik en slags iværksætterydelse til gengæld for at lægge kniven.

ET FARLIGT LYS I MØRKET

I kampen mod hiv tilbragte Annalena Tonelli mange nætter med at tale med last- bilchauffører og prostituerede i mørke barer i grænsebyerne mod Djibouti og Etiopien. På sit hospital købte hun smukke klæder til de aidssyge for at demonstrere for dem selv og deres pårørende, at de stadig har værdighed og er værd at give omsorg.

Tonelli var så populær, at man i det nordlige Somalia kaldte kvinder i samfundets tjeneste for »annalena’er«. Men hendes høje profil endte tilsyneladende også med at koste hende livet. En eftermiddag blev hun skudt ned på vej hjem fra hospitalet. En gruppe mænd med påståede forbindelser til al-Qaedas terrornetværk blev senere anholdt for drabet og var for retten, da denne bog gik i trykken.

Ved Annalena Tonellis død flokkedes folk uden for det hospital, hun havde vakt til live. »Hun satte standarder, vi andre har svært ved at leve op til,« sagde den daværende chef for FN’s børnefond UNICEF i Somalia, Jesper Mørch. Og det var måske problemet. Dynamiske mennesker kommer nemt – men ofte ufrivilligt – til at afsløre middelmådigheden i deres omgivelser. I Borama gik Annalena Tonelli ikke blot forrest i kampen mod tabuer og deres forfærdelige konsekvenser for kvinder. Hun var også et symbol på fremskridtene i Somaliland, en selverklæret, men velfungerende republik, der siden 1991 har forsøgt at løsrive sig fra kaosset i resten af Somalia.

MOR SOM 17-ÅRIG

Lad os til slut tage til Tete-provinsen i det nordlige Mozambique for at besøge en af de kvinder, der i traditionel litteratur om kønsdiskrimination i udviklingslandene ville blive tildelt rollen som et blandt millionerne af ofre.

Carmita Domingo blev gravid som 16-årig med en 21-årig kæreste. De ville begge have sex. Men dermed hørte ligestillingen i deres forhold også op. »Det skete, fordi vi begge ønskede det. Men da jeg blev gravid af det, løb han bare væk,« siger Carmita Domingo, der hurtigt røg ud af skolen. Efter nogle få måneder blev hun prostitueret.

Siden flyttede hun ud på et lille stykke jord, som hun dyrkede med sin moder. Men ligegyldigt hvor hårdt de knoklede, gav det aldrig penge nok til at løfte dem ud af fattigdommen. Så efter fire år vendte Carmita Domingo tilbage til byen og fandt nye kunder til sit gamle erhverv i en lille bar nede bag den lokale købmandsbutik.

En morgen vågnede hun op og besluttede sig for at tage en hiv-test. »Jeg var bange. Men jeg ville vide, hvad der skulle ske med mit liv,« forklarer hun.

TO BESLUTNINGER

Alt for mange af den slags skræmmende ens beretninger fortsætter med chokket over en positiv test og – i det mindste indtil hiv-medicin for nylig blev en realistisk mulighed i mange lande – en forudsigelig død.

Men Domingos test var negativ. »Jeg sov kun med mænd med kondom. Når de efter en måned begyndte at fortælle mig, at de var sunde og raske og gerne ville gøre det uden, sagde jeg: Jeg har allerede en datter at kigge efter.«


Men hvordan formåede hun at være så stærk som 17-årig med desperat brug for pengene? »Jeg havde en nabo, en mandlig sygeplejerske. Hver gang, han var fuld, råbte han: Husk kondomer, husk kondomer.« Og hiv-testen? Hun havde hørt så meget i radioen om de centre for rådgivning og testning, som man nu kan finde overalt i Mozambique.

Vi spoler fremad: I kølvandet på den negative test opgav Carmita Domingo prostitutionen. »Jeg talte med mig selv og besluttede at ændre mit liv.« Hun står nu op klokken tre hver morgen og bager to kilo kager, som hun sælger på gaden fra klokken seks. Sommetider har hun først udsolgt klokken ni om aftenen. Men hendes datter skal i skole. Og det koster.

»Jeg får min styrke fra den behandling, jeg fik af min kæreste. Og jeg ved, at min datter har brug for mig.«

MAKSIMALT UDBYTTE

To beslutninger. Mere tager det ikke at ændre et liv, der så nemt allerede kunne have været forbi. Trods blot syv år i skolen formåede Carmita Domingo at drage maksimal nytte af to små stumper information, der flaksede i hendes retning: Sygeplejerskens råd om kondomer. Og radioens oplysning om hiv-centrene. I begge tilfælde brugte hun informationen til afgørende kursskifter.

Det har ikke bragt hende ud af en fattigdom så intens, at hun efter vores interview spørger om lov til at pakke en håndfuld efterladte kiks på bordet ind i en serviet, så hun kan give dem til sin datter. Men hvis så lille information kan bruges til så meget, er der et åbenlyst potentiale i den vej, som 2015 Målene anviser som den mest farbare for ligestilling: undervisning. 

  illustration

8 I KRIG FOR BØRNENE

 illustration

2015 Mål nummer 4: Nedbringe børnedødelighed. I rige lande anses børns overlevelse for en menneskeret. Men i Europa voksede indsatsen mod børns dødelighed først, da to verdenskrige dræbte deres fædre. I u-landene forbedrer krigen mod aids nu samarbejdet mellem forældre og læger.

illustration

Abeidus far vaskede liget af den 20 måneder gamle dreng bag et forhæng af plastic, som han havde hængt op bag hospitalets lokummer. I morgensolens bløde lys bar faderen derpå Abeidus ud til den lille kirkegård med dens mange små grave.

Efter en kort bøn lagde mændene i de hvide kjortler forsigtigt drengen på siden med ansigtet mod Mekka, før de dækkede det spinkle lig med store sten, rød jord og et par strittende tjørnegrene for at holde dyrene på afstand.

 

Abeidus ældre søskende var alle vokset sunde op på skrænterne af Jebel Marra-vulkanen i Sudans Darfur-region. Dengang flød området med mælk og frugter, forklarede den afdøde drengs far. Men det havde krigen i området lavet om på. Konflikten mellem Darfurs oprørere og regeringen i Khartoum begyndte i 2003, lige omkring Abeidus fødsel, og hærgende militser havde gjort det umuligt at dyrke markerne og passe frugtplantagerne. Abeidu var derfor underernæret, da familien bragte ham til hospitalet i landsbyen Golo med diarré.

Drengen overlevede nogle dage og var endda i fremgang under omhyggelig pleje af en spansk læge fra Læger Uden Grænser (s. 164). Men da hun denne morgen kom på arbejde, var han død. Frygteligt frustrerende, sagde lægen. For hun sov lige i nærheden, og forældrene kunne jo blot have sendt bud.

Tallene fortæller

366 – antal læger pr. 100.000 indbyggere i Danmark

596 – antal læger pr. 100.000 indbyggere i Cuba, der nu låner læger ud til fattige lande i hele verden

INGEN FORVENTNINGER

Nogle dage senere, i en anden lejr for krigens fordrevne, den samme frustration: Hver uge døde fem ud af 5000 børn i den gigantiske Kalmalejr i det sydlige Darfur – »et uacceptabelt højt tal for moderat underernærede børn,« sagde den hollandske sygeplejerske, også fra Læger Uden Grænser. »Mange af børnene klarer sig fint. Indtil de pludselig får diarré.«

 

Lejren var spækket med internationale læger og sygeplejersker, og medicin var for en gangs skyld ikke noget problem. Men forældrene bad ikke altid om hjælp i tide. »De er presset af så mange problemer,« fortsatte sygeplejersken og nævnte mad, bolig og sikkerhed, herunder fortsatte angreb fra områdets militser. »Så på et tidspunkt accepterer de, at børnene dør. De knytter sig med vilje ikke for stærkt til deres børn, før de er fyldt fem. For de ved, at de måske ikke overlever.« Det er alt sammen svært at forstå, når man kommer fra en kultur, hvor forældres største bekymring er deres børns sundhed. Men en tysk sygeplejerske opsummerede i en enkelt sætning kernen i problemet: »Folk er ikke vant til, at de kan få service.«

KRIG FJERNER FERNIS

Krig virker som malingsfjerner: Samfundets fernis forsvinder, og eksisterende ujævnheder bliver mere synlige, mere ekstreme. Derfor var børnedødeligheden i Darfur så markant – og forældrenes opgiven så udtalt. Men de grundlæggende mekanismer er alt for velkendte. Hver dag dør omkring 30.000 børn – det er ét hvert tredje sekund – et sted på kloden, de allerfleste af sygdomme, som kan enten forebygges eller behandles, ofte for småpenge.

Mangel på læger, sygeplejersker og medicin er en del af årsagen. Men selv hvor der er tilbud om hjælp, dør børnene ofte, fordi forældrene henvender sig for sent. Somme tider ved de ikke bedre. Og som i Darfur er underernæring med til at gøre banale lidelser dødbringende.

Verdenssundhedsorganisationen WHO (s. 165) beskrev frustrationen i sin årsrapport fra 2005: De fleste af børnene dør hjemme, ofte uden at have været i kontakt med en læge eller en sygeplejerske. Og underernæring er gerne den underliggende årsag til, at børn dør af sygdomme som malaria og diarré.

KRIG GAV FOKUS PÅ BØRN

Darfurs konflikt er naturligvis langtfra verdenshistoriens første eksempel på, at krig har øget børnedødeligheden. Mere overraskende er det måske, at krig også kan give sundere børn. Men det hævdede New Yorks tidligere chef for børnesundhed, Josephine Baker (der ikke var i familie med sangerinden af samme navn).

I 1939 skrev Baker i sin selvbiografi om Europas stærkt øgede indsats mod børnedødelighed i begyndelsen af 1900-tallet:

»Det er måske brutalt at sige det, men nogen bør pege på, at verdenskrigen [den første] var et bagvendt gennembrud for børn (…) Mens flere og flere tusinder af mænd blev slagtet, begyndte de krigsførende nationer på alle sider at indse, at nye menneskeliv – der kunne vokse op og erstatte de så brutalt udslettede voksne liv – var ekstremt værdifulde nationale aktiver.

Børn kom i fokus som nationens håb. Det er den pæneste måde, man kan sige det på. Den grimmeste måde – og den mere sande, er jeg bange for – er at sige ligeud, at det var den militære nytte af menneskeliv, der skabte forandringerne. Når en nation er i krig eller ved at forberede sig på en anden (…), må den passe på sine fremtidige forsyninger af kanonføde.«

BØRNS SUNDHED EN GOD FORRETNING

Det er selvfølgelig svært at forestille sig, at datidens ledere gav deres læger ordrer til at øge indsatsen for børns overlevelse alene med det formål at sikre nye generationer af soldater. Men ideen om de mange børn som garanter for fremtidens velfærd trives i mange u-lande.

Fattige forældre vil ofte forklare, at de får mange børn, fordi de er deres pensionsordning. Når forældrene bliver gamle, skal de passes af børnene. Og når børne-dødeligheden er høj, må man sikre sig ved at få flere børn. Det er en ond cirkel: Stor befolkningsvækst er med til at gøre landene fattigere og dermed dårligere i stand til at kigge efter deres børn. Sådan kommer mange børnefødsler og stor børnedødelighed til at gå hånd i hånd. Børn bliver født med en forudsigelig og forhøjet risiko for at dø, før de fylder fem.

Hvis Josephine Baker kan hævde, at behovet for ny kanonføde var med til at øge indsatsen mod børnedødelighed i Europa, kan vi vel være lige så kyniske og sige, at der er mindst én god grund til at hjælpe u-landene med at bekæmpe det samme problem: Det er en god forretning. Hvis man kan overbevise fattige forældre om, at deres børn overlever, vil de få færre –hvilket er i hele klodens interesse. Vær dog opmærksom på, at sundhed kun er en af mange faktorer, der bremser væksten i befolkningen. Uddannelse er også vigtig.

MORALSK NØDVENDIGHED

I Danmark ville man i dag blive mødt med buhråb, hvis man brugte økonomiske eller militære argumenter for, at lægerne og sundhedsvæsenet skal gøre deres yderste for at holde liv i hvert eneste barn.

Vi anser børns overlevelse for en menneskeret. Men det var først en opfattelse, der bredte sig op gennem første halvdel af 1900-tallet, skriver verdenssundhedsorganisationen WHO i sin årsrapport for 2005. Som med mange andre rettigheder startede debatten om børns og deres mødres sundhed i græsrodsorganisationer og fagforeninger. Først i 1948 blev det officielt en menneskeret.

»Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp«, står der i FN’s menneskerettighedserklæring, vedtaget i kølvandet på anden verdenskrig.

52 år senere fik de to gruppers særlige sundhedsproblemer hvert sit 2015 Mål: Børnedødeligheden skal ned med to tredjedele. Og dødeligheden blandt gravide og mødre skal nedbringes med tre fjerdedele.

Udviklingslandene gennemgår i disse år en udvikling, der minder om Europas og USA’s i 1900-tallet: Børns overlevelse – og deres mødres adgang til fødselsforberedelse og jordemødre – opfattes i stigende grad som en ret frem for et privilegium. Om nogle år bliver det kun i krigszoner som Darfurs, at regeringer kan satse på befolkningens stiltiende accept af børns forgængelighed. Mødres og børns sundhed er blevet forvandlet »fra et teknisk problem til en moralsk og politisk nødvendighed«, skriver WHO i sin årlige rapport fra 2005.

Liget af Abeidu vaskes inden begravelsen.

Liget af Abeidu vaskes inden begravelsen.

BEHOV FOR NY FILOSOFI

Det får oplagte konsekvenser for udviklingslandenes politikere, der skal stå tidligere op for at udtænke svar til vrede mødres krav om deres børns overlevelse. Men også globale udviklingsorganisationer har været i tænkeboksen for at finde nye metoder til at nedbringe børnedødeligheden.

I mange år lå deres fokus på teknik med målrettede kampagner for vaccinationer og mod diarré. Som det vil fremgå af det følgende, havde de relativ stor succes. Men så begyndte de nedadgående kurver for børnedødelighed at flade ud. Det er nu almindeligt anerkendt, at der skal en ny filosofi til for at komme videre. Forældre skal i højere grad uddannes til at tage deres del af ansvaret – dels ved at sikre børns ernæring, dels ved at henvende sig på klinikken med de syge unger, før det er for sent.

Det ligger smukt i forlængelse af det ovenstående: Hvor de fordrevne forældre i Darfurs konflikt »ikke er vant til at få service« og derfor stiltiende accepterer børnedødelighed, skal også u-landenes forældre lære at forvente, at der er hjælp til deres syge børn.

GRUND TIL SELVGLÆDE

Udviklingsforskere ryster ofte vantro på hovedet af deres forgængeres snævre forståelse af bistand. Men netop i indsatsen mod børnedødelighed var resultaterne i mange år så overbevisende, at bistandsorganisationernes selvglæde var forståelig, selv i bakspejlet. Målrettede, såkaldte lodrette programmer mod børnedødelighed tog fart fra 1970’erne.

Benspænd for udviklingen: De gjorde børn til soldater

Intet er mere ødelæggende for udvikling end krig. Og ingen krigere er sværere at tilgive end dem, der gør børn til soldater og kanonføde. Det var derfor svært at finde en passende grimasse, da den sudanske oprørsbevægelse SPLA’s børnekommandant Deng Dau Deng i 2004 pludselig atter krydsede mit spor.

Vi mødtes første gang 12 år tidligere i en flygtningelejr i Kenya. Her sad Deng i 1992 omgivet af 12.000 drenge og unge mænd, der få uger før var vandret ud af krigszonen i Sudan. Han bedyrede, at de var flygtninge. Og selv om alle vidste, at Deng havde mistet sit ene ben som officer i krigen, talte han om oprørsbevægelsen SPLA som noget fjernt og nærmest ukendt. Drengene selv havde strenge ordrer om at lyve over for journalister og de hjælpeorganisationer, der gav dem mad. »Det skammer jeg mig stadig over,« sagde en af dem mange år senere.

Ved senere besøg begyndte nogle af drengene at fortælle. Mange var blevet lokket fra deres forældre med løfter om uddannelse. Men det viste sig hurtigt, at SPLA havde to formål med dem: De blev sendt i skole i flygtningelejre for at blive fremtidens embedsmænd. Men de lærte også at skyde og deltog aktivt i borgerkrigen.

PSYKOLOGISK FØRSTEHJÆLP

I Kakuma-lejren i Kenya kæmpede Deng Dau Deng en hård kamp mod FN-personale og internationale hjælpeorganisationer om drengenes fremtid. SPLA havde bedt Deng om at beholde de unge mænd i store grupper for at bevare kontrollen over dem og gøre det lettere at kalde dem tilbage til krigen. Lejrens internationale ledelse forsøgte derimod at give drengene plads til at være børn og teenagere ved at placere dem i små grupper med plejemødre.

»SPLA lavede store familier for at smadre små familier,« forklarede Alebel Derib, en etiopier, som i 1992 var blevet sendt til lejren af Red Barnet (s. 165) for at yde psykologisk førstehjælp til børnesoldaterne. Da vi 12 år senere mødtes igen, havde han ansat Deng – sin tidligere modstander – som konsulent for Red Barnet med speciale i demobilisering af børnesoldater.

Sådan går vejen til udvikling indimellem gennem de samme personer, der engang blev forbandet for deres ansvar for overgreb og undertrykkelse. De omvendte kan blive de største aktiver. Men SPLA er ikke en organisation, der gerne indrømmer sine fejltagelser. Så Deng selv forklarede i tredje person og filosofiske vendinger, hvordan han var blevet fortaler for demobilisering af børnesoldaterne. »I livet er der ofte loft over ens indsigt. Men med tilstrækkelig påvirkning udefra kan man skabe åbninger,« sagde Deng Dau Deng.

Alebel Derib stod åbenlyst for den påvirkning. Og han forklarede om ansættelsen af Deng, at han havde brug for folk inden for SPLA’s rækker til at overbevise resten af officererne om, at brugen af børnesoldater måtte stoppe.

FRA OFFICER TIL KONSULENT

Omvendelsen af Deng Dau Deng var kulminationen på en af Afrikas mest livsbekræftende historier om potentialet i uddannelse: SPLA mistede magten over drengene, fordi de ud over militærtræningen også gik i skole. »Vi opdagede, hvor vi var blevet vildledt og kan nu undgå at blive skubbet i krig af vores »big men«, skrev en af de tidligere børnesoldater engang til mig. Red Barnets Alebel Derib uddybede: »De blev udisciplinerede, aggressive og voldelige, selv mod deres egne ledere. Og vores analyse var, at det skyldtes forsøget på at styre dem i en retning: En fremtid som soldater.« Næste skridt var derpå at belære

SPLA-lederne om børns rettigheder. »Vi fortalte dem, at medmindre de justerede deres optræden i overensstemmelse med internationale aftaler, ville de blive opfattet som kriminelle.« Men SPLA’s ledere frygtede, at en offentlig indrømmelse af problemet ville blive udnyttet i propagandaen af deres modstandere i Sudans regering. Så der skulle gå fem år fra drengenes ankomst i flygtningelejren i Kenya, til SPLA fandt en udvej. I 1997 erkendte oprørerne eksistensen af børnesoldater ved samtidig at love at frigive dem. Derpå startede demobiliseringen med Deng Dau Deng som konsulent.

Alebel Derib kunne godt se paradokset i at bruge en tidligere krænker af børns rettigheder til nu at redde dem.

 

»Men jeg har oplevet ham gennemgå en dramatisk forvandling,« sagde han. »Vi har resultater at vise frem: børn er blevet frigivet. Hvis intet var blevet gjort, havde vi måske stadig haft 20.000 børnesoldater. Nu har vi måske 2000-3000,« sagde han på et tidspunkt, hvor der stadig var et år tilbage til den officielle fredsslutning i 2005.

Deng mente, at de øvrige officerers tillid til en af deres egne og hans forståelse af deres tankegang og kultur var en vigtig nøgle til succes. Kurserne for officerer i demobilisering startede med diskussioner om børns betydning i det sydlige Sudan.

»Vi spørger dem, hvordan de vælger navne til deres børn. For de er altid opkaldt efter noget godt,« forklarede Deng. »Så siger vi: Hvis I har fået børn for at sikre jeres arvefølge, hvordan kan I så tillade dem at blive slået ihjel?«

SKRAMMEDE SIND

Den følgende dag fik jeg for første gang i vores 12 års bekendtskab lov at interviewe børnesoldater, der havde lov til at tale om deres oplevelser. To drenge, en korporal og en af hans menige, hvis ansigt kun lyste op, da han fortalte om den eneste situation, hvor han selv havde magten: med en riffel i hånden på slagmarken.

»Det er den slags øjeblikke i deres liv, der har lejret sig i deres hukommelse – når de har overlevet dem.« sagde Deng Dau Deng, da vi bagefter diskuterede optrinnet. »Hvad man ser, når man er mellem 14 og 17, forbliver altid på ens harddisk.« Harddisk. Ordspillet var utilsigtet. Men det var svært at finde et bedre ord til at beskrive de skrammede sind hos de drenge, der kæmpede Dengs og andre lederes krig. Hvordan kunne nogen gøre børn så inderligt fortræd? Med sin nyvundne åbenhed forklarede deres tidligere kommandant, at krig bortvisker officerers dømmekraft, så de til slut styres af det mest basale instinkt: overlevelse.

»Hvis en kommandant føler sig presset, vil han arbejde med dem, der er til rådighed. I kampens hede er du mest optaget af, hvad fjenden gør mod dig.«

Mange af Sudans drenge har gået tusinder af km i deres karriere som børnesoldater.

Mange af Sudans drenge har gået tusinder af km i deres karriere som børnesoldater.

  

De kaldtes lodrette, fordi de med snævert fokus og store ressourcer kastede sig over de vigtigste årsager til børns død. FN’s børnefond UNICEF (s. 165) stod bag en såkaldt Child Survival Revolution med en pakke af kampagner for de vigtigste indgreb: Helbredsundersøgelser med overvågning af børnenes vækst. Pulvere med salte og mineraler til at genoprette væskebalancen hos børn med diarré. Vaccinationer mod de mest dræbende børnesygdomme. Og amning af alle børn for at sikre, at de får den nødvendige næring og antistoffer fra deres mødre.

Hver af disse kampagner havde ofte deres egne budgetter og programmer og var populære hos både donorer og udviklingslande. De var nemme at administrere, og bistanden kunne opgøres som tal i skemaer, for eksempel som antallet af udleverede injektionssprøjter og gennemførte vaccinationer.

Og så virkede indsatsen, helt objektivt og måleligt: Det globale antal af poliotilfælde styrtdykkede fra 350.000 tilfælde i 1980 til 1185 i 2004. I samme periode faldt antallet af børn, der døde af mæslinger, med 80 %. I 1970’erne døde 4,6 mio. børn hvert år af diarré. I 2000 var tallet faldet til 1,8 mio., langt under halvdelen, på grund af adgangen til pulvere med sukker og salt, der opløst i vand genopretter væskebalancen.

illustration

FORÆLDRENE PÅ BANEN

Så ramte man muren. I 1990’erne begyndte kurverne over faldet i børnedødelighed at flade ud. Nogle steder, specielt i Afrika, oplevede man tilmed nye stigninger, blandt andet på grund af aids.

Som så mange andre steder i udviklingsarbejdet blev det klart, at der var brug for en bredere forståelse. Indsatsen for børns sundhed skulle flyttes helt ud i deres hjem, hvor deres forældre skulle lære at dele ansvaret med lægerne. Og frem for blot at behandle symptomer – malaria, lungebetændelse, diarré – var der behov for at tage fat i de underliggende årsager, der gør disse forholdsvis banale sygdomme til massemordere: underernæring og fejlernæring.

Nogle af disse problemer skyldes fattigdom, som det ligger uden for sundhedsvæsenets muligheder at kurere. Men der er stadig plads til forbedringer, hvis sundhedspersonalet har ordentlig tid til at tale med børnenes forældre om ernæring, om hygiejne og om behovet for at gå til læge, før det er for sent. Det tager blot væsentligt længere tid end vaccinationer og udlevering af medicin. Dermed er der behov for mere personale – og flere penge.

Ingen af delene er nemt. Lave lønninger har mange steder i u-landene sat gang i den hjerneflugt, som diskuteres mere indgående andre steder i bogen. Men problemerne kan overkommes: Mange udviklingslande har med stor succes trænet sundhedsarbejdere, der opsøger forældre i deres hjem. Det minder sine steder om den danske tradition for sundhedsplejersker, der tjekker barnets fysiske udvikling i hjemmet og samtidig får en fornemmelse af, om dets forældre har styr på deres rolle som barnets beskytter.

TEKNIKKEN KAN IKKE ALT

Behovet for den slags indsats er voksende snarere end faldende. De tekniske løsninger – vaccinationerne, medicinen, pulverne til genopretning af væskebalancen – sørgede for de første, ofte markante nedgange i børnedødeligheden. Men det lange seje træk mod 2015 Målet om to tredjedeles reduktion kommer til at kræve langt mere menneskelig medvirken og samarbejde mellem forældre og sundhedspersonale.

Det bedste eksempel på de komplekse problemer i at nå de ambitiøse mål er indsatsen for at redde nyfødte fra at dø af aids. To udfordringer springer i øjnene: Første prioritet er at redde de hiv-positive mødres børn gennem fødslen uden at blive smittet. Dernæst skal man forhindre, at hiv-smitten kommer ind med modermælken. Det første er der en forholdsvis enkel medicinsk løsning på. Det andet har voldsomme kulturelle komplikationer.

FØDSLEN FØRSTE TRUSSEL

Hvis man lader gravide hiv-positive føde uden nogen form for indgreb, vil hvert tredje barn – 34 % – blive smittet før eller under fødslen. Det kan man reducere til omkring 8 %, hvis man giver en enkelt dosis af hiv-medicinen nevirapine til moderen umiddelbart før fødslen – og en dosis til den nyfødte efter fødslen. Risikoen kan sænkes yderligere ved at give moderen to eller tre typer medicin.

Man er med andre ord tæt på at kunne redde samtlige nyfødte. Men det har sin pris. Der er støt voksende dokumentation for, at mødrene efter den ene behandling risikerer at blive resistente over for nevirapine. Medicinen kan med andre ord være virkningsløs, hvis man senere forsøger at forlænge moderens liv med en vedvarende behandling. Hun vil så få brug for medicin, der er langt dyrere end nevirapine og ofte umuligt at betale for u-landene.

Dilemmaet er derfor indlysende: Ved at redde barnet risikerer man at forringe mulighederne for dets mors overlevelse. WHO anbefalede sidst i 2005 stadig nevirapine, hvis alternativet var ingen forebyggelse. Men debatten for og imod rasede.

AMNING KAN DRÆBE

Næste dilemma handler om amning. Bistandsdonorer og u-landenes egne sundhedsministerier har i årtier reklameret intensivt for værdien af brystmælk. Det var nødvendigt, fordi aggressiv markedsføring fra fabrikanter af pulvermælk længe bidrog til børnedødeligheden. Mælkepulveret blev ofte rørt op i urent vand, der gav børnene diarré.

Men bedst som modermælk igen kom på mode, blev tingene vendt på hovedet. Hiv-smitte kan overføres ved amning. Dermed risikerer mødre alligevel at smitte de børn, der netop er blevet reddet med nevirapine. Så fra at være en ildeset trussel mod børnenes helbred blev pulvermælk nu pludselig opfattet som en mulig redningsplanke.

Men igen er valget umådeligt kompliceret: Skal man anbefale fattige hiv-positive pulvermælk til deres børn på trods af risikoen for, at børnene får forurenet vand? Eller skal man anbefale modermælk med alt dets gode indhold af næring og antistoffer og risikere, at en tredjedel af børnene derved bliver hiv-positive? Det dilemma er så komplekst, at mange u-lande som officiel politik lader moderen selv træffe valget, efter hun er blevet grundigt informeret om fordele og ulemper ved de to metoder.

MODEREN FÅR MAGTEN

Det er en ganske usædvanlig afvigelse –nogle vil sige fremskridt – fra de »lodret-te« programmer i sundhedssektoren i 1970’erne og 80’erne, der blev gennemført uden megen information. Dengang afgjorde donorerne og sundhedsvæsenet suverænt, hvad der var godt for fremskridtet. Befolkningen modtog vaccinationer og piller i ofte ulykkelig uvidenhed om baggrunden.

Der er to årsager til, at de hiv-positive mødre – efter rådgivning – nu selv skal træffe det svære valg mellem pulver- og brystmælk: En generel erkendelse af, at bistand kun virker, når modtageren er aktivt involveret. Og en speciel forståelse for, at alt omkring aids er så tabubelagt og kompliceret, at det kræver en helt ny form for samarbejde mellem behandlere og patienter.

For hiv-positive mødre er valget mellem amning og brystmælk for eksempel ikke kun medicinsk. Hun skal også overveje risikoen for at afsløre sig selv som hiv-positiv, hvis hun insisterer på at give pulvermælk.

VOR TIDS REVOLUTION

Hvis første verdenskrigs myrderier var med til at sætte fokus på nedbringelse af børnedødeligheden i Europa, kan vi derfor roligt skrive kampen mod aids ind som vor tids milepæl: Aldrig har der været større behov for, at læger og mødre i u-landene taler sammen. Det stiller voldsomme krav om ekstra personale, der langtfra alle steder vil blive opfyldt. Men den øgede dialog har også potentiale til at sikre fremskridt, der rækker langt ud over behandling af aids. Måske vil der komme en dag, hvor selv krigstrætte forældre i Darfur vil stille krav og tro på, at systemet også har noget at tilbyde deres udmarvede børn.

 

Mennesker i udvikling – Vietnams børn overlever

I 1968 gik Nguyen Thi Ngos mand i krig – den krig, der i Vesten blev kaldt »Vietnam-krigen«, men som i Vietnam huskes som »den amerikanske krig«. Ngo arbejdede dengang som hjælper for en læge. Men hun indså snart, at mændene ville være væk i årevis for at slås, og at kvinderne derfor måtte sikre landets overlevelse ved at uddanne sig bedre.

Selv om hun var gravid i fjerde måned, satte Ngo derfor sit første barn på cyklen for at køre de 100 km til provinsbyen Thai Binh, hvor hun de næste fem år uddannede sig til læge. Sådan blev krigens ødelæggelser den indirekte årsag til Nguyen Thi Ngos senere karriere i nye generationers tjeneste.

I 1973 cyklede hun tilbage til Soc Son-distriktet nord for hovedstaden Hanoi med sit eksamensbevis. Få år senere blev hun chef for sundhedsvæsenet i distriktet, og dermed har hun en stor del af æren for, at kun få børn i Soc Son dør, før de fylder fem år.

Soc Son ligger under landsgennemsnittet på 30 døde børn ud af hver 1000, som i sig selv er et imponerende tal. I Vietnam dør færre børn under fem år end i lande som Kina, Filippinerne og Indonesien, hvor den gennemsnitlige indkomst er 2-3 gange højere.

Nguyen Thi Ngo er ikke i tvivl om årsagen: »Det udvidede vaccinationsprogram, der begyndte i 1979, var en revolution for børnesundheden. Det var et imponerende program mod næsten alle sygdomme. Siden det rigtigt kom i gang, har vi næsten ikke haft nogen dødsfald på grund af mæslinger, polio, kighoste, japansk hjernehindebetændelse eller stivkrampe.«

illustration

TO-BØRNS POLITIK

Vietnam var derfor langt fremme med at opfylde 2015 Målet om lavere børnedødelighed længe før, det blev formuleret. Landet har siden taget samtlige otte mål til sig og er godt på vej til at nå de fleste. En statusrapport viser, at børnedødeligheden faldt kraftigt i 1990’erne og fortsat er på vej ned.

I 2001 døde 41 af hver 1000 børn før de fyldte fem år – i 2004 var tallet faldet til 31. Vietnam er altså ikke i tvivl om, at man vil opfylde målet, men rapporten slår også fast, at en af truslerne mod børnesundheden er forringelse af vandressourcer og miljøet. Det bliver langt vanskeligere for Vietnam at opfylde mål nummer syv om miljøforbedringer.

»I dag er der næsten ingen kvinder, der ikke kommer til et hospital eller en klinik, mens de er gravide, og efter de har født. Alle ved, at det er bedst for dem selv og for deres børn. Sådan var det ikke for 30 år siden,« fortæller Nguyen Thi Ngo.

Hun har selv seks børn og otte børnebørn. Hun regner med yderligere fire børnebørn – to for hvert af hendes egne børn. Vietnam har i mange år haft en to-børnspolitik, hvor familier mister støtte, hvis de får flere. Men på grund af den gode økonomi i landet får det ikke længere nødvendigvis konsekvenser, hvis familierne overskrider idealet.

Ngo tager aktiv del i børnebørnenes sundhed og opdragelse og følger dem i børnehave og skole. Hun passer også dem, når de kommer tilbage. »Men jeg skal have tid til mine to timers jogging om morgenen og en times badminton om eftermiddagen, ellers er der jo ikke noget ved at være pensionist,« siger hun og smiler så overdådigt, at øjnene helt forsvinder.

DONORERNES FAVORIT

Folkeoplysningen har været en succes i Vietnam, hvor propaganda er et positivt ladet ord. Det er lykkedes at nå stort set hele befolkningen med information om blandt andet børnesundhed gennem et netværk af læger, sygeplejersker og frivillige sundhedsarbejdere i landsbyerne. Dertil kommer kampagner i radioen og aviser, omrejsende teatergrupper og brochurer med farverige illustrationer.

Lederen af FN’s børnefond UNICEF’s sundhedsprogram i Vietnam, Jama Gulaid, siger, at det er samspillet mellem teknik, politik og partnerskab, der har nedbragt børnedødeligheden så markant.

»Teknikkerne er ikke nye, vaccinerne er ikke nye. Men gennem de seneste 20 år er det lykkedes at nå ud til 95-98 % af alle børn. Det er sket med politisk vilje og opbakning, og derfor er Vietnam foran andre lande. Samtidig spiller partnerne en stor rolle, både de internationale donorer og organisationer, og det store netværk af sundhedsarbejdere.« Jama Gulaid siger det ikke direkte. Men Vietnam har de seneste 15-20 år været en af bistandsdonorernes favoritter og dermed ikke haft nogen problemer med at skaffe penge til for eksempel sundhedsprogrammer. Trods en udbredt og stigende korruption fungerer bistanden som regel i Vietnam.

Landet er lydhør over for ideer udefra, men gennemfører med fast hånd og stor præcision selv sine programmer. Det hele er organiseret i en grad, så visse donorer næsten på forhånd ved, hvor meget de skal budgettere med til korruption – som naturligvis hedder noget andet i regnskaberne.

HIV OG AIDS TRUER

I 1986 forlod Vietnam den kommunistiske planøkonomi og introducerede Doi Moi (fornyelse). Da landet nu gik over til markedsøkonomi, var det begyndelsen til en voldsom vækst, men også til en social ændring af samfundet. Med et socialistisk styre og en økonomi primært baseret på kapitalisme sker der af og til nogle voldsomme sammenstød. Grådighed og korruption er vokset i takt med den højere levestandard – og det er også gået ud over solidaritet og fællesskabsfølelse. Det kan blandt andet aflæses i statistikkerne over børnedødelighed.

Blandt Vietnams etniske minoriteter, der udgør knap en femtedel af befolkningen, er børnedødeligheden langt højere end for Kinh-vietnameserne – i nogle tilfælde næsten tre gange så høj. En del af forklaringen er, at de er sværere at nå, både fordi de bor længere væk og har en anden kultur. Men derudover har myndighederne også prioriteret dem lavere.

»En af de store udfordringer er at få oplysningen og sundheden ud til alle i fremtiden,« siger UNICEF’s Jama Gulaid.

Samtidig lurer nye farer. Den økonomiske udvikling har betydet, at der er flere biler og motorcykler i landet, og dermed også flere ulykker. Seksualoplysning har været forbeholdt kvinder, der er gift, og det har resulteret i mange uønskede graviditeter og aborter hos andre kvinder.

Samtidig er der ikke noget fuldt overblik over, hvor udbredt hiv og aids er. De seneste par år er nye infektioner kommet på banen, og både SARS og fugleinfluenza har ramt Vietnam hårdt. »Det er som om, at hver gang man får bugt med noget – som mæslinger og kopper – så kommer der nye sygdomme, der kan true både børn og voksne,« siger Jama Gulaid.

Lasse Nørgaard

  

9 EN STOK I UNDERLIVET

 illustration

2015 Mål nummer 5: Nedbringe mødres dødelighed. En halv mio. kvinder dør hvert år under deres forsøg på at skabe nyt liv. Nogle svigtes af sundhedsvæsenet, andre af deres partnere. Mange kvinder bestemmer ikke selv over deres egen krop. Og dem har 2015 Målene ikke meget at tilbyde.

illustration

Direktøren for sundhedsvæsenet i Ghanas hovedstad Accra kan en historie om en kvinde, der døde af blodtab under en fødsel. Det er langtfra Irene Akua Agyepongs eneste minde om dødsfald fra hendes tidligere karriere som læge på landets sygehuse. Men hun husker historien – og fortæller den med stor indlevelse – fordi netop dette dødsfald var specielt meningsløst.

Kvinden var revnet i underlivet under forsøget på at føde hjemme og ankom til hospitalet med et stort blodtab. Irene Agyepong prøvede at give hende en blodtransfusion. Men hun manglede en såkaldt canula, et lille plasticrør, som man stikker ind i en blodåre for at tilslutte slangen fra posen med blod.

Kvinden var muligvis død under alle omstændigheder. Men for Agyepong var det forfærdeligt at vide, at hun måske kunne have gjort en forskel, hvis ikke hospitalet var løbet tør for forsyninger af de små plasticrør til nogle få øre stykket.

»Den slags hvis’er fylder meget i min bevidsthed,« siger Agyepong. Men hun nægter at lide i stilhed. I sit nuværende job som sundhedschef har hun gjort det til et princip at fortælle så mange historier som muligt til embedsmænd, politikere og donorer. Det ødelægger tit den gode stemning i mødelokalerne. »Det kan være ganske ubehageligt at blive konfronteret med virkeligheden i dette land,« siger Agyepong. Men undertiden virker det: »Den slags historier kan være med til at skaffe de sidste penge, vi har brug for.«

Tallene fortæller

1:16 – en afrikansk kvindes risiko for at dø i forbindelse med graviditet og fødsel.

1:7350 – en dansk kvindes risiko for at dø i forbindelse med graviditet og fødsel.

EN MOTIVERET LÆGE

Irene Akua Agyepong tilhører en støt voksende gruppe veluddannede i udviklingslandene, der nægter at lade deres land gå under i slendrian og mangel på simple plasticdimser. De ved, at tingene med små midler kan gøres en hel del bedre.

Mange er nærmest selvlysende af motivation, og nogle af de bedste arbejder med befolkningens sundhed. En af dem, Patrick Frimpong, blev i 2004 chef for det offentlige hospital i Accraforstaden La.

Han er gynækolog og går specielt op i at nedbringe antallet af mødre, der dør under graviditet og fødsel.

Fremskridtene er markante: I 2002 døde 16 kvinder, på hans første år på hospitalet i 2004 var tallet nede på otte. Men Frimpong var stadig ikke tilfreds. Da vi mødtes i efteråret 2005, havde han netop måttet hjælpe en fattig mor, der som kvinden i Irene Agyepongs historie havde født hjemme. Hun henvendte sig stærkt blødende med en mand, der skældte hende ud for at spilde penge på at tage til hospitalet.

Helt unødvendigt, da Ghana nu har gjort fødsler gratis for de fattigste. Men det vil kræve et langt sejt træk at få alle til at udnytte tilbuddet. I dette tilfælde døde kvinden af sin uvidenhed. »Vi [i sundhedsvæsenet] er ikke altid særligt tilgængelige eller brugervenlige. Og den udtalelse er en underdrivelse,« siger Frimpong.

529.000 TABTE LIV

Ifølge FN dør 529.000 kvinder verden over årligt af komplikationer under graviditeten og selve fødslen. 95 % af dem bor i Afrika eller Asien. Det gør mødres dødelighed til den sundhedsfaktor, hvor der er størst forskel på udviklingslandene og den rige verden. En ud af hver 16 kvinder i Afrika syd for Sahara dør under graviditet eller fødsel. Det svarer til en risiko, der er 460 gange højere end i Danmark.

Langt de fleste af kvinderne kunne reddes, hvis de fik hjælp i tide. Derfor er Frimpongs analyse korrekt: Udfordringen er at sørge for, at flere kvinder føder under opsyn af personale med de nødvendige kvalifikationer – typisk læger eller jordemødre. Det kræver, at mødrene henvender sig i tide – og at staten sørger for at udbrede tilbuddet om fødsel på hospitaler eller klinikker til alle afkroge af landet.

ET HAMRENDE GODT MÅL

En rundvisning på La-hospitalet afslører, at Patrick Frimpongs indsats for mødrenes overlevelse har sat sig spor i mange hjørner. Der er lange køer af gravide, som bliver målt, vejet og rådgivet. Der er en ny autoklave til at sterilisere instrumenter, der er blodforsyninger i køleskabet og nyt udstyr på operationsstuerne.

Mødres sundhed er så kompleks en sag, at ingen detaljer kan overlades til tilfældighederne. Derfor er 2015 Mål nummer 5 om at nedbringe mødredødeligheden populært blandt eksperter i udviklingslandenes sundhed. De ved, at man som sidegevinst får generelle forbedringer i hele systemet.

»Det er et hamrende godt mål,« siger Danidas chefrådgiver i sundhed i Ghana, Bjarne Ølshøj Jensen. Han forklarer, at man ikke kan redde flere mødre, hvis ikke man både sørger for uddannelse af personale, ambulancer til sygehuset, oplysning til befolkningen og operationsstuer, der har det nødvendige udstyr til at lave et kejsersnit.

illustration

LYSENDE BEGEJSTRING

Men den virkelige forklaring på Patrick Frimpongs succes er, at han forstår sine egne og sine kollegers behov. For får år siden deltog han selv aktivt i den hjerneflugt (s. 84), der er en af de største trusler mod udvikling i de fattigste lande.

Som hundreder af andre ghanesiske læger arbejdede han i Storbritannien. Men han kunne ikke få opfyldt sine faglige ambitioner. »Her er jeg chef. Det ville aldrig ske i Storbritannien. Deroppe fik jeg lov at overvære tre kejsersnit. Hernede kan jeg selv lave tusinder,« siger han.

 På samme måde forsøger han nu at motivere sine kolleger ved at give dem fornemmelsen af, at deres arbejde er påskønnet. De har fået egne kontorer, automater med koldt drikkevand og adgang til at tage på kurser. Intet af det kan konkurrere med de forhold, de ville have i Europa. Men Ghana er deres fædreland.

Retten til at sige nej

»Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder« er et af udviklingsverdenens mest knudrede begreber. Men det er også blandt de vigtigste – og mest omdiskuterede. Det handler om alt, hvad der har med seksuallivet og re-produktion at gøre – fra sex til fødsler. Sundhed er i den forbindelse noget, alle kan enes om.

Rettighederne er sværere. For det handler først og fremmest om retten til at sige nej. Nej til uønsket sex, nej til omskæring, nej til tvangsægteskaber, nej til at blive smittet med hiv eller blive gravid – og dermed (blandt andet) ja til information og oplysning og til at bruge kondomer og anden prævention – ikke mindst til unge.

 Det griber dybt ind i religion og kultur og gør seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder til et af de mest følsomme emner, når verden skal enes om udviklingspolitik. Derfor røg det helt centrale element – adgangen til reproduktive sundhedsydelser –også ud af 2015 Målene i 2000.

 

Ifølge Patrick Frimpong skal der blot anerkendelse af lægers indsats til for at holde dem hjemme. Alle vil gerne være med til at gennemføre en succes. »Hver torsdag mødes vi for at diskutere problemer. Vi forsøger ikke at fordele skylden for, hvad der gik galt – men at diskutere, hvordan det kan blive bedre,« siger Frimpong.

Motivation er kernen i både Patrick Frimpongs og Accras sundhedschef Irene Akua Agyepongs indsats. Frimpong motiverer med enkle midler sine kolleger – Agyepong forsøger at sikre, at mangel på medicin og udstyr ikke udhuler landvindingerne. Sværere behøver udvikling ikke at være.

INVALIDE EFTER FØDSLEN

Selv om en virkelig effektiv indsats mod mødredødelighed kræver indsats på alle fronter, er der mange eksempler på, at man med en smule kreativitet kan gøre fantastiske ting for mødres sundhed.

På det internationale Røde Kors’ hospital for borgerkrigens ofre i det sydlige Sudan udnyttede man i 2004 en pause i krigen til at behandle en række af de mødre, der ofte med nød og næppe havde overlevet under fødslen. De led alle af fistula, en sprække mellem skeden og blæren –eller skeden og endetarmen – der gør det umuligt at holde på vandet og afføringen.

Ofrene for fistula er typisk unge mødre. De lemlæstes under langvarige fødsler af velvoksne babyer, der burde være født med kejsersnit. Fistula rammer hvert år mellem 50.000 og 100.000 mødre og er den mest invaliderende af de lidelser, der kan opstå under fødsler. »Kvinderne kan ikke holde på vand og afføring. Og de kan ikke få flere børn og er derfor også socialt værdiløse i et samfund, hvor kvinders værdi ligger i deres evne til at føde,« forklarede en sygeplejerske på Røde Korshospi-talet, der kaldte mødrene for »krigens skjulte ofre«.

Efter måneders planlægning blev 64 af disse kvinder fløjet ud fra krigszonen og mødt af et lægehold fra Etiopien med speciale i behandling af fistula. Efter en uge med operationer i 12-14 timer i døgnet havde lægerne kureret 44 af kvinderne, mens de af forskellige årsager måtte opgive de sidste 20.

Stemningen blandt de opererede var fantastisk. Kvinderne lå på lange rækker og hæklede og sang. De havde netop fået deres værdighed tilbage efter i årevis at have lugtet konstant af urin og afføring. Men den komplicerede aktion med dusinvis af flyvninger var naturligvis kostbar. Også her kunne mange penge og lidelser være sparet gennem forebyggelse.

FOREBYGGELSE VIRKER

De mest almindelige dødsårsager for gravide og fødende inkluderer blodmangel, blødninger, svangerskabskramper (der blandt andet skyldes forhøjet blodtryk), infektioner, komplikationer fra mislykkede aborter og børn, der sætter sig fast under fødslen. Som fistula kan det alt sammen forebygges og afhjælpes. Men det kræver, at man bliver opmærksom på lidelserne under graviditeten – og at kvinderne føder under overvågning af en læge eller en jordemoder.

Lægebesøg under graviditeten er en succeshistorie: De har i en lang række udviklingslande været støt stigende. Men alt for mange kvinder føder fortsat hjemme –ofte på et lerstampet gulv – eller med hjælp fra såkaldte traditionelle fødselshjælpere, der ikke nødvendigvis ved, hvad de har med at gøre, når tingene går galt.

Fri abort i Danmark

I første halvdel af 1900-tallet var adgangen til abort i Danmark den samme som i de fleste u-lande i dag: Det var forbudt med nogle få undtagelser –herunder at graviditeten truede kvindens helbred, eller (efter en lovændring i 1937) hun var blevet voldtaget. Men aborter var alligevel udbredt. Og læger blev ofte frikendt, hvis de henviste til, at kvinderne var fattige eller nedslidte.

I 1953 indførte man sociale kriterier. Abort var nu lovlig, hvis et barn ville være »en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde«, eller hvis man kunne pege på »hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet, eller omsorgen for familiens øvrige børn«.

I 1973 indførtes den gældende lov om fri abort op til 12 ugers graviditet. Det fik antallet af legale aborter til næsten at fordobles fra 12.985 i 1972 til 24.868 i 1974 (hvilket giver en fornemmelse af antallet af illegale aborter førhen). Bedre adgang til prævention var med til at nedbringe tallet til 14.674 i 2004.

Nogle af fødselshjælperne er tilmed så bange for at miste deres honorar, at de vil forsøge at forhindre familien i at søge lægehjælp, hvis der opstår komplikationer under fødslen. Andre steder forhindrer kulturtraditioner, at de fødende får den optimale hjælp. I Eritrea forventes det for eksempel, at det første barn bliver født i dets bedstemors hjem, selv om der er et hospital i nærheden.

AIDS-MØDRE KOLLAPSER

Heller ikke i kampen mod mødredødelighed kommer vi uden om den dramatiske forværring, der følger med hiv og aids. For de smittede mødre er graviditet og fødslen så krævende oplevelser, at det ofte stjæler deres sidste kræfter. »De kollapser tit inden for en måned. De ser ganske godt ud lige efter fødslen, men kommer tilbage efter to uger og er på gravens rand. Vi havde to mødre, som døde på den måde i denne uge,« forklarede en hollandsk læge, som vi i 1998 mødte på et missionshospital i Zimbabwe.

Samme uge havde hun også oplevet resultatet af en helt uønsket graviditet: En ugift landarbejder havde dumpet sin nyfødte pige i et lokum. Da spædbarnet ti timer senere blev fisket op fra bjerget af afføring, var hun så afkræftet, at hun døde kort efter ankomsten til missionshospitalet. Moderen blev lagt i håndjern og kørt bort af politiet.

ABORTER DRÆBER 68.000

Kvindens eneste alternativ til fødslen ville have været en af de illegale aborter, der er ansvarlige for de mest ubærlige dødsfald blandt gravide. De går ud over kvinder, der end ikke var interesseret i at være mødre. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er antallet af uønskede graviditeter hvert år 87 mio.

Mere end halvdelen af kvinderne – 46 mio. – vælger abort. Af disse må 18 mio. acceptere et usikkert indgreb, ofte omtalt som køkkenbords- eller baggårdsaborter. I nogle tilfælde har kvinderne ikke råd til andet. Men oftest må de finde sig i de usikre aborter, fordi indgrebet er ulovligt i de lande, hvor de bor. Undervejs dør 68.000 årligt, mens tusinder af andre ender med livsvarige skader.

 Disse kvinder blev i vid udstrækning svigtet af forfatterne til 2015 Målene. Der er ingen overordnede mål for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – international udviklingsjargon for alt, der angår kønslivet og folks egen ret til at bestemme over det. Graviditet og fødsler fik deres eget mål, mens de underliggende temaer som kvindelig omskæring, prævention, abort samt voldtægt og andre seksuelle overgreb er udeladt.

ET STORT TILBAGESKRIDT

2015 Målene tager udgangspunkt i resultater frem for de metoder, der kan opfylde dem. Og det er specielt inden for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder et stort tilbageskridt i forhold til FN’s befolkningskonference i Cairo i 1994.

Her var en af de mest markante landvindinger, at man opgav ideen om at bremse væksten i verdens befolkning med fertilitetskontrol og mere eller – ofte – mindre frivillige programmer med medicinsk prævention.

Fokus kom i stedet på rettigheder. Kvinder og mænd skal sikres retten til at vælge, om de vil have børn. Hvem de vil have dem med. Hvor mange. Og hvornår det skal ske. Det kræver adgang til prævention og til sikker abort. Men først og fremmest skal folk have oplysning og uddannelse, der giver dem reelle muligheder for at træffe disse ofte svære valg.

Mennesker i udvikling: Mozambiques modne teenagere

Rosalina Guilherme legede aldrig med puslespil, da hun var en lille pige. Så selv om hun nu er 14 år, bakser hun længe med at få et billede ud af de store brikker, der for nyligt er dukket op i hendes landsbyskole i Tete-provinsen i det centrale Mozambique. Teksten over puslespillets billede af to unge har hun derimod ingen problemer med at relatere sig til: »Vi er kun teenagere – lad os gemme sex til senere«.

Unge i Mozambique har aldrig talt mere om sex. Og det sker på lærerens opfordring. Rosalinas puslespil indgår i en grundpakke af materialer, kendt som Pacote Básico, der støttes af Danida i et forsøg på at bremse landets hiv-epidemi.

Eleverne spiller kort, lægger puslespil og læser bøger, der angriber problematikken fra alle tænkelige sider. Dermed knokler de med opfyldelsen af hele to 2015-mål: Ud over at bekæmpe aids håber opfinderne af »Pacote Básico« også at tage toppen af Mozambiques høje antal teenagegraviditeter og dermed nedbringe mødredødeligheden.

LIVSFARLIGE ABORTER

Globalt er graviditet den største dræber af 15-19-årige piger, hvis spinkle kroppe ofte ikke er parat til at føde børn. Mange dør under illegale aborter.

Det er ikke til at afgøre, om Rosalina er mest bange for hiv eller udsigten til at blive mor. Hendes mor blev skilt i en ung alder fra hendes far, der løb væk med en anden kvinde. Og hun har ingen tiltro til, at hendes klassekammerater er spor bedre.

»Drengene taler så smukt om at blive gift og få et hus. Men så snart pigerne bliver gravide, løber drengene væk – og du bliver enlig mor. Det skete for en af pigerne i syvende klasse sidste år.«

Rosalina har bestemt, at hun ikke vil have en kæreste, før hun fylder 18. For hun tror ikke på, at man kan være kærester uden at gå i seng med hinanden. »Drengene vil gøre det hele hurtigt, « siger hun.

Selv om Rosalina er enig i budskabet, er hun ikke begejstret for den bramfri tone i »Pacote Básico«. »Jeg synes ikke, det er behageligt at se billeder af mennesker uden tøj,« siger hun og beskriver drengene som »ude af kontrol, « da klassen tidligere på dagen diskuterede sex og hiv.

Rosalina Guilherme tør ikke tænke på selv at få børn. For drengene har det med at løbe væk, så snart pigerne bliver gravide, siger hun.

Rosalina Guilherme tør ikke tænke på selv at få børn. For drengene har det med at løbe væk, så snart pigerne bliver gravide, siger hun.

FLOVE ELEVER

Her gemmer sig et vanskeligt dilemma. Hiv blandt unge og teenagegraviditeter er for længst blevet så udbredt, at Afrikas skoler er nødt til at forholde sig til virkeligheden: Skolebørn har sex. »Pacote Básico « begynder derfor forsigtigt at nærme sig emnet allerede fra første klasse.

Men undervejs risikerer man at krænke børnenes blufærdighed. Det ved Rosalinas bror alt om. Han hedder Ananias Guilherme, er 20 år gammel og ansat som hjælpelærer. Mens Rosalina har siddet på skolens trappe med sit puslespil og ubehag over den bramfri tone, har broderen inde i klasselokalet demonstreret kondomets rette brug med et kraftfuldt kropssprog. »Nogle af eleverne bliver flove,« siger han. »Sommetider er det et mareridt. Men jeg bliver nødt til at forklare tingene, fordi det er virkeligheden i Afrika.«

»Pacote Básico« og søsterprogrammet »Geracao Biz« – der uden for skoletiden henvender sig til de 10-24-årige – indeholder begge det samme budskab som Rosalinas puslespil: Teenagere bør vente med sex. »Selv om vi taler om kondomer, beder vi jer ikke om at gå hjem og bruge dem i aften,« siger Tete-provinsens koordinator for »Pacote Básico«, Inocencio Deriasse, der har taget os med ud på skolen.

STOLER IKKE PÅ NOGEN

Eleverne ved ikke helt, hvilket ben de skal stå på. En kronraget dreng på 14 fortæller, at han har en kæreste, som han ikke går i seng med. Men da vi opfordrer klassen til at afprøve, om skolens sekretær udleverer kondomer, stormer han ud af klassen som den første og kommer et halvt minut senere tilbage med tre. »Når jeg har brug for dem, går jeg hen og spørger,« siger han, mens de øvrige drenge skraldgriner.

Senere på dagen, på et kollegium for kvindelige studerende i provinshovedstaden Tete, forbløffes vi endnu en gang over, hvor åbent man nu om dage kan tale om sex og hiv i Afrika. De unge kvinder har alle været i kontakt med Geracao Biz-programmet og fanget budskabet: »Jeg har lært at træffe de rigtige valg. For ellers kan jeg dø,« siger Maria på 20.

Men kvinderne indrømmer også gerne, at det ikke altid helt er til at overholde, hvad de har lært: »Nogle gange er det svært, hvis vi finder en kæreste, der vil have sex uden kondom. Vi føler, at hvis vi siger nej, vil han skride,« siger Ines på 21. »Men jeg stoler ikke på nogen. Hvis de vil have sex uden kondom, må de lade sig teste.«

»Jeg er en af dem, der altid vil prøve det, som folk siger, jeg ikke skal gøre. Men jeg har nu opdaget, at jeg måske er i vanskeligheder,« siger Maria. Sådan er usikkerheden om ens hivstatus i mange u-lande blevet en fast del af at være ung.

 

Det var alt sammen svært at acceptere i mange religiøse kredse, rækkende fra Vatikanet til Mekka og den amerikanske præsident George W. Bush’s konservative bagland. De opfatter fejlagtigt Cairo-handlingsprogrammet som en blåstempling af abort som prævention, og unges adgang til information og prævention som førende til promiskuøs livsførelse. Det var en af årsagerne til, at 2015 Målene nøjes med at omtale de ønskede resultater frem for at sætte fokus på rettigheder.

ABORT OG KRIMINALITET

Det er problematisk af to grunde. For det første kunne man med stor ret have gjort fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder til 2015 Mål nummer

1. Folks adgang til reelle valg om deres seksualliv og antal af børn er afgørende for bekæmpelse af fattigdom, sikring af skolegang for alle, nedbringelse af børnedødelighed, stop for udbredelsen af hiv og de fleste af de andre gode ting, som 2015 Målene forsøger at fremme.

For det andet er netop valgfrihed og rettigheder en vigtig del af forklaringen på de rige landes fremskridt. Og det ofte i de mest uforudsigelige sammenhænge. Den amerikanske økonom Steven D. Levitt mener for eksempel, at den meget omtalte nedgang i USA’s kriminalitet i 1990’erne blandt andet skyldtes adgangen til fri abort.

Levitt afprøvede en række af de mere kendte forklaringer, herunder mere politi, længere fængselsstraffe, skærpede våbenlove, stærkere økonomi, faldende narkopriser. Med en økonoms sans for statistik testede han teorierne enkeltvis. Hans konklusion var, at nogle af disse faktorer havde en betydning – men at de ikke i sig selv kunne forklare hele faldet i kriminaliteten.

UFØDTE FORBRYDERE

Ifølge økonomen var en vigtig og overset årsag en højesteretsdom fra 1973, der gjorde abort lovlig. Dermed blev en række af de potentielle forbrydere – der i de tidlige 1990’ere ville have været omkring 20 år gamle – aldrig født. Levitt argumenterer med, at aborter som regel er alternativet til uønskede børn – og at kvinder som regel har gode grunde til ikke at ville være mødre. De kan for eksempel være uden fast partner eller for unge – eller de kan være alkoholikere eller stofmisbrugere.

En række af disse årsager til at søge abort gælder åbenlyst og i endnu højere grad for fattige kvinder i u-landene, hvor abort ofte er forbeholdt de rigeste, der kan betale sig fra at omgå loven. Dette var også tilfældet i USA indtil højesteretsdommen i 1973.

Pludselig var der også adgang til abort for de fattigste. Og en undersøgelse afslørede, at det netop var fattige, ofte enlige mødre, der i særlig grad benyttede sig af de nye muligheder. Selv om mange enlige mødre er i stand til at opdrage fantastiske børn, viser mange undersøgelser, at risikoen for det modsatte er klart større. Og Levitt påviste, at kriminaliteten var faldet mest i de stater, hvor flest havde benyttet sig af adgangen til fri abort.

CHANCE FOR AT HANDLE

Økonomens teori kan selvsagt ikke bruges som argument for, at fri abort kan løse alle u-landenes problemer, hverken med hensyn til mødredødelighed, kriminalitet eller fattigdom. Levitt selv bemærkede, at den ny praksis også havde haft problematiske konsekvenser: I de første år efter højesteretsdommen steg antallet af svangerskaber i USA med 30 %, mens antallet af fødsler faldt med 6 %. Der var altså meget, der tydede på, at abort blev brugt som prævention.

Derfor er der – i USA som i u-landene –brug for massiv oplysning, hver gang man giver folk nye tilbud. Men Levitts opdagelse er et eksempel på, at reproduktiv sundhed – og herunder mødredødelighed – er langt mere end et medicinsk spørgsmål. Forandringerne sker, når man giver viden og muligheder for at handle til dem, der ved bedst: kvinderne.

illustration

ABORTER DRÆBER STADIG

La-hospitalet i Accra har Patrick Frimpong oplevet forfærdelige resultater af illegale indgreb. Ugen før vores besøg kom en ung pige, der havde jaget en stok op i underlivet. Hun døde af blodtab inden for et kvarter efter sin ankomst til sygehuset. »Det var meget, meget trist. Hvis jeg ikke passer på, kommer jeg til at græde ved at tænke på det,« siger Frimpong. Han har set kvinder, der har spist knust glas, skyllet skeden med barkudkog eller forsøgt at stikke fosteret ihjel med en blyant.

Dem vil Frimpong gerne give et sundere alternativ. En overlevende lov fra en af Ghanas tidligere militærregeringer tillader abort, hvis »fortsat graviditet indebærer risiko for den gravides liv eller skade på hendes fysiske eller mentale sundhed.« Det er ganske liberalt i forhold til mange andre afrikanske lande. Med velsignelse fra Ghanas sundhedsministerium er Frimpong derfor i gang med at teste to abortpiller, som skal være hans næste våben i kampen mod mødredødelighed.

Den bedste måde at nedbringe antallet af illegale aborter på er naturligvis at undgå de uønskede graviditeter. Men det kan kun lykkes ved at sikre alle adgang til information og prævention.

 

Benspænd for udviklingen: Når religion bliver ensrettet

I det vestafrikanske land Burkina Faso drives det bedste hospital i hovedstaden Ouagadougou af en katolsk præst, der også er gynækolog. Han modtager næsten dagligt unge piger, der skal lappes sammen efter mislykkede, illegale aborter. En af de mest populære metoder er at hælde blegemiddel i skeden.

Samtidig er hiv også i Burkina Faso på fremmarch. Under et besøg i Ouagadougou sidst 1990’erne var det derfor naturligt at spørge, om gynækologens daglige omgang med resultaterne af usikker sex havde fået ham til at overveje en revision af Vatikanets benhårde og ofte fremførte modstand mod kondomer.

»Der er et stort moralsk problem med kondomer,« svarede gynækologen og holdt en pause, der fik mig til at ane konturerne af en katolsk fritænker. Men nej: »Det store moralske problem er, at kondomer kun er 99 % sikre. Hvis der er denne fejlmargen, hvordan skulle de så kunne stoppe aids? De, der reklamerer for kondomer, ved, at de ikke er 100 % sikre. Så de, der bruger dem, kan med god ret hævde, de bliver snydt.«

KONDOMER ER NØDVENDIGE

I stedet mente den katolske gynækolog, at afholdenhed og troskab var de eneste effektive våben mod aids i Afrika. Det synspunkt deler han med mange. Andre nægter at tro, at seksualdriften kan tæmmes totalt blandt teenagere og ugifte. De insisterer derfor på, at kondomer er nødvendige. Problemet med synspunkter som gynækologens er, at religiøse magthavere i den fattige verden ofte fremfører dem som den eneste sandhed. Og at denne eneste sandhed ikke bliver anfægtet, fordi religionens magt over mennesker med begrænset uddannelse ofte er enorm.

Det er en skam. For religiøse institutioner spiller en kolossal rolle i udvikling. Ofte driver de landsbyens eneste skole eller klinik. Og hvis man vil have et budskab spredt, er ingen mere effektiv end præsten eller imamen. Han kan derfor have en stor indflydelse på et områdes udvikling. Positiv som negativ.

Fritænkere som den sydafrikanske nobelpristager Desmond Tutu forstår, at denne magt i en kompliceret verden bør udnyttes til at give folk et valg. Hans tro er ikke mindre stærk end den katolske gynækologs. Men efter at have oplevet hiv-epidemiens katastrofale konsekvenser for Sydafrika sagde Tutu allerede i 1996: »Vi i kirken mener, at sex kun bør finde sted i ægteskabet. Men jeg opfordrer de af jer, der har sex uden for ægteskabet, til at tage de rigtige forholdsregler og dyrke sikrere sex.« Dermed gav han folk det valg, der kan redde deres liv. Senere gjorde han budskabet endnu klarere ved at kaldte et kondom for et kondom.

A OG B, MEN IKKE C

De fleste religioners hellige skrifter er tilstrækkeligt elastiske til, at deres udøvere kan justere deres læsning efter virkeligheden omkring dem. Hvis de altså vil. Den selvudråbte republik Somaliland (i den nordlige ende af Somalia) og Senegal i den modsatte side af Afrika er begge overvejende muslimske samfund. I Senegal har man – som et af de få afrikanske lande – haft held til at bremse hiv med den såkaldte ABC-kampagne: A for Abstinence (afholdenhed), B for Be faithful (vær tro mod din partner) og C for Condomize (brug kondom).

I Somaliland var sundhedsministerens kommentar: »Jeg tror, vi stopper ved B.« Hans kollega socialministeren var mere åben over for kondomer. Hun drømte om at invitere imamer fra Iran, hvor man ofte har haft held med at læse Koranen på en sådan måde, at den tillader kondomer mod hiv.

I Vatikanet antydede den nu afdøde pave Johannes Pauls husteolog i 2005, at det er »legitimt« for hiv-positive at bruge kondomer, hvis formålet er at redde liv. Han nævnte den katolske kirkes princip om »det mindst onde«, der tillader afvigelser fra den ortodokse lære. Nogle katolske biskopper i Afrika er enige og har sluttet sig til organisationen »Katolikker for et frit valg«. Andre deltager i afbrænding af kondomer.

KVINDER ER TABERNE

Kvinder må ofte lægge krop til, når mænd vælger at læse de hellige skrifter på den mest kompromisløse måde. Kvindelig omskæring er ét eksempel. Dødsdomme for sex uden for ægteskabet en anden.     

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har formået at give folk et valg: Ingen sex før ægteskabet –eller kondomer, hvis de ikke kan lade være.

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har formået at give folk et valg: Ingen sex før ægteskabet –eller kondomer, hvis de ikke kan lade være.

Ofte bliver religion mest rabiat, når den får politiske undertoner. Indførelsen af streng sharia-lovgivning i det nordlige Nigeria – som blandt andet førte til dødsdommen mod Amina Lawal (s. 86) – hang nøje sammen med, at muslimerne i det splittede land mistede den politiske magt til det kristne syd efter diktatoren Sani Abachas død i 1998. I den situation valgte lederne mod nord at skærpe den religiøse profil.

Den samme tendens har man globalt kunnet iagttage i kølvandet på terrorangrebet mod USA i 2001. De religiøse, kristne dimensioner i den amerikanske præsident George W. Bush’s gengældelse – som han på et tidspunkt omtalte som »et korstog« – har bidraget til at skærpe fronterne overalt i u-landene, hvor kristendom og islam lever side om side.

Kampen mod terror opfattes som en kamp mod islam. Og når imamerne slår igen, skærpes også tonen hos de kristne. Resultatet er ofte, at de mest yderligtgående udgaver af religionerne vinder. Og det kan have katastrofale konsekvenser, hvis man hører til dem, der tror, at udvikling bygger på retten til –og muligheden for – at vælge, hvad der er bedst for ens liv og krop.  

10 KAMPEN MOD DE STORE DRÆBERE

 illustration

2015 Mål nummer 6: Bekæmpe dødelige sygdomme. Sygdomme som malaria og aids truer med at udviske alle fremskridt i en række lande. Men indsatsen for kondomer møder modstand fra religiøse kræfter, der i stedet prædiker afholdenhed. Samtidig diskuterer man balancen mellem forebyggelse og helbredelse.

illustration

Malaria er ikke en sygdom, som nogen ved deres fulde fem i virkeligheden har lyst til at læse om. Lidelsen kan bedst beskrives som influenza med turbo, tilsat smerter i alle led, der hvert år slår en million mennesker ihjel og dræber et barn hvert halve minut. Men som illustration af de forbløffende og ofte forsømte muligheder i forebyggelse af sygdom er det svært at komme i tanke om et bedre eksempel end malaria.

Ayub Kayanda, en landmand i det vestlige Tanzania, kunne regnestykket på fingrene. Vi sad i middagsheden på gårdspladsen midt i de fugtige majsmarker, hvor eskadrillerne af malariamyg hvilede sig før de natlige togter mod hans børneflok.

Kayanda vidste godt, hvordan myggene kunne stoppes. For 3500 shilling – godt 20 kr. – pr. seng kunne han købe myggenet. Men siden Kayanda var en af de mange, der overlever for under en dollar om dagen, havde han kun haft råd til ét net. Det dækkede hans kone og det yngste barn. Til de tre ældre børn måtte han i stedet købe medicin for 400 shilling, hver gang de fik malaria.

PANAMAKANAL VISTE VEJEN

For prisen på blot ni malariakure kunne han altså købe ét net. Sund økonomi og sundere børn, hvis bare han havde haft pengene til den langsigtede investering. Det helt absurde i den historie er naturligvis, at Kayandas opdagelse langtfra er ny. Siden 1914 har man vidst, at bekæmpelse af malaria er en forrygende forretning.

Det år blev Panamakanalen endelig færdig, efter malaria og gul feber tog livet af arbejderne under det første forsøg i 1800- tallet. I mellemtiden havde læger opdaget, at myg spredte de to dødelige sygdomme. Ved systematisk at bekæmpe myggene i Panamas sumpe med alt fra fluesmækkere til kaustisk soda (det var før insektgifte blev opfundet) fik man ikke blot forbundet Stillehavet og Atlanterhavet, men også bygget verdens største monument over ideen om, at det er bedre at forebygge end at helbrede.

Tallene fortæller

61 år – forventet levealder i Botswana i 1987
38 år – forventet levealder i Botswana i 2003, hvor 37,3 % af alle mellem 15 og 49 år var blevet smittet med hiv.

FATTIGDOMMENS BROR

Pessimister vil korse sig over, at Ayub Kayanda 90 år senere stadig ikke har råd til at leve efter det princip. De vil også bemærke, at der tilsyneladende er en ond cirkel i det her: Fattigdom fører til sygdom. Men sygdom fører også til fattigdom.

Når Kayandas børn er nede med malaria, kan de ikke gå i skole og tage de første skridt til en uddannelse. Og når Kayanda selv bliver stukket, må han i et par dage opgive at arbejde i den lille snedkerforretning, der skulle være hans vej ud af fattigdommen.

Optimister vil hæfte sig ved de indlysende muligheder, der ligger i at bekæmpe fattigdom ved at forebygge sygdom. For hvis fattigdom fører til sygdom, og sygdom fører til fattigdom, er det rimeligt at forestille sig, at sundhed er en genvej til udvikling. Det er en vigtig del af forklaringen på, at hele tre af de otte 2015 Mål handler om sundhed: Nedbringelse af børnedødelighed, nedbringelse af mødredødelighed og bekæmpelse af malaria, tuberkulose og hiv/aids.

AIDS VÆKKEDE FØLELSERNE

Det er heller ikke nogen tilfældighed, at netop mål nummer 5 om bekæmpelse af sygdomme har været begavet med ganske stor handlekraft i verdens ellers noget vaklende forsøg på at nå 2015 Målene. Det hænger nøje sammen med de voldsomme følelser, som u-landenes aids-epidemi skabte i de rige lande. Aids har to egenskaber, der vækkede verden, efter vi i årtier havde ignoreret næsten lige så dødelige epidemier af sygdomme som malaria og tuberkulose. Den første af disse egenskaber er identifikation. Mens malaria og tuberkulose i den rige verden blev bragt under kontrol for generationer siden, er aids anderledes nærværende.

Hiv tvang i 1980’erne folk i Vesten til at trække i kondomer og ændre deres ellers urørlige seksualvaner. Danske ofre for en uhelbredelig epidemi var i mange år uhørt, men blev en realitet med aids. Her gemmer sig hiv og aids’ anden unikke egenskab: den definitive dødsdom. Hvor man med kræft, malaria, tuberkulose, ja næsten alle andre sygdomme kunne håbe på en helbredelse, døde man af hiv. Punktum.

Så opfandt man den såkaldte antiretrovirale medicin, kendt som ARV, der kan holde virussen nede i årevis og derfor reducerede hiv til en kronisk sygdom. Men ARV var længe så dyr, at den var uopnåelig for de fattigste lande. Det førte til en genoplivning af de græsrodskampagner for u-landene, der ellers var gået noget af mode. For hvordan kunne vi forsvare, at de fattige døde af den samme sygdom, vi netop selv var blevet reddet fra?

 

En dræber fra de varme lande

Hovedparten af de årlige tre mio. dødsfald (og fem mia. tilfælde) af malaria sker i det tropiske og subtropiske bælte, der også rummer næsten alle verdens fattigste lande. Det er der blandt andet en fysiologisk forklaring på.

Malaria er en parasit, der sprænger vores røde blodlegemer i stykker. Den spredes af myg, der først stikker en smittet og derpå en rask person. Men i mellemtiden skal parasitten ned og vende myggens mave, hvor en ny generation fødes. Disse parasitter finder deres vej til myggens spyt og sprøjtes derpå ind med det næste stik. Den proces tager omkring to uger, hvilket er cirka det samme som myggens egen levetid. Det kræver altså en ret god timing at gennemføre hele processen, før myggen dør. Men varme forkorter parasittens »graviditet« i myggens mave, hvorved risikoen for spredning vokser markant i troperne. Det er malarias ene onde cirkel. Den anden handler om fattigdom og sygdom:

Netop fordi malaria primært findes i de varme, fattige lande, går det trægt med at sprede eksisterende forebyggelse og medicin – der ellers er ganske effektiv – og med at udvikle en vaccine. I mellemtiden bidrager malaria til at trække dens fattige ofre endnu længere ned.

malarias udbredelse

EN RETSSAG OM MORAL

En retssal i Sydafrika blev i 2001 scenen for et opgør, der skulle ændre verden. Her forsøgte 39 internationale medicinalfirmaer at få skrottet en ny lov, hvori den sydafrikanske regering gav sig selv lov til at bryde medicinpatenter.

Formålet med loven lå egentlig ikke langt fra det senere 2015 Mål om bekæmpelse af sygdomme: Den sydafrikanske regering drømte om at kunne sikre billigere behandling på landets sygehuse. Og man satsede på at slippe af sted med patentbruddene, fordi landet stadig sejlede på en bølge af goodwill i kølvandet på Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994.

Sjovt nok var det ikke den sydafrikanske regerings plan at producere hiv-medicin. Nærmest tværtimod. Præsident Thabo Mbeki (Mandelas efterfølger) havde offentligt tvivlet på sammenhængen mellem hiv og aids og stemplet ARV-medicinen som mindst lige så farlig som den livstruende sygdom. Først flere år senere vedtog hans regering nølende at gå i gang med behandling. Men med en nærmest genial mediestrategi kaprede aids-aktivister fra organisationen Treatment Action Campaign (TAC) retssagen og fik den til at handle om aids.

Uden for landsretten i Pretoria stod demonstranter med plakater, der krævede lavere medicinpriser og »liv før profit«. I selve retssalen lykkedes det TAC’s advokater at blive en del af sagen som såkaldte »ven-ner af retten«. Dermed var sagen tabt på forhånd for medicinalindustrien, sagde den danske Lundbeckkoncerns daværende chef Erik Sprunk-Jansen senere til Politiken: »Det er noget vanskeligt at argumentere for sine patenter og økonomiske rettigheder, når der er billeder overalt af halvdøde, aidsramte børn.«

BØRN PÅ FORSIDEN

Retssagen kom aldrig rigtigt i gang, før medicinalindustrien pludselig trak den tilbage. TAC og regeringen fejrede det bagvedliggende forlig som en sejr. Men havde det hele blot handlet om jura, var de egentlige sejrherrer medicinalindustrien. Den fik garantier for, at Sydafrikas regering udelukkende ville anvende sine nye love i overensstemmelse med internationale handelsaftaler.

Men som aids-aktivisterne havde forstået – og fik presset medicinalindustrien til at indse – var det moral og ikke jura, der var sagens omdrejningspunkt. Allerede året før retssagen havde konkurrencen fra kopimedicin og pres fra FN fået medicinalindustrien til at reducere prisen på en såkaldt kombinationsbehandling med over 90 % – fra godt 85.000 kr. til 6000 kr. om året med det såkaldte Accelerating Access Initiative.

I kølvandet på retssagen fik verdens største medicinalfirmaer pludselig børn fra u-landene på forsiden af deres årsberetninger. Indeni fandt man lange erklæringer om giganternes indsats for de fattigste.

Medicinalindustriens lavere priser var med til at starte behandling af hiv-positive i en række fattige lande. Men de mange succeshistorier – som Brasiliens behandling af 120.000 hiv-positive – bygger på kopimedicin, der fremstilles lokalt. Efter medicinalindustriens PR-katastrofe i Sydafrika opgav USA planer om at indklage Brasilien for patentbrud i verdenshandelsorganisationen WTO (s. 165).

KOFI ANNAN SLÅR TIL

Siden er det gået stærkt. Sideløbende med retssagen i Sydafrika talte en række udviklingsforskere og aids-eksperter med FN’s generalsekretær Kofi Annan om behovet for at fremme behandling. Et årtis forsøg på at bremse hiv-epidemien i u-landene gennem forebyggelse var i vid udstrækning slået fejl. Nogle steder blev der brugt flere kondomer. Men antallet af smittede steg fortsat, fordi det ikke var lykkedes at ændre seksuel adfærd eller få folk til at lade sig teste, så de kunne optræde mere ansvarligt.

Alligevel mente mange udviklingsorganisationer – herunder Danida – fortsat, at behandling generelt var for dyrt og for svært for u-landene. Man ville få mere for pengene ved at bruge dem på forebyggelse. Men på et topmøde om aids i Nigerias hovedstad Abuja i sommeren 2001 opsummerede Kofi Annan i få sætninger de vigtigste argumenter for behandling af hiv-positive: »Alle, som er smittet, bør have adgang til medicin og behandling. Siden vi ved, det er muligt, er det en etisk nødvendighed. [Behandling] er også afgørende, hvis forebyggelse skal have succes. Så længe en positiv hiv-test er det samme som en dødsdom, vil mange slet ikke ønske at vide, hvad deres hiv-status er. (…) Vi kan kort sagt ikke vælge mellem forebyggelse og behandling. Vi må gøre begge dele.«

EN FOND BLIVER FØDT

Samtidig foreslog Annan en international fond til at finansiere behandlingen. Og få måneder senere var Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Malaria og Tuberkulose født med velsignelse fra både FN og de rige G8-landes ledere. Fonden var drevet af det kolossale fokus på aids, men læger og udviklingsforskere med langtidshukommelse brugte lejligheden til at sikre, at også de gamle dræbere blev inkluderet. Dels fordi, det var på tide. Og dels fordi, tingene hænger sammen. Tuberkulose er for eksempel en af de hyppigste følgesygdomme af en hiv-infektion.

Fonden var et politisk vigtigt gennembrud for den idé om en global indsats mod  de store dræbere, der siden også blev skrevet ind i 2015 Målene. Men begejstringen omkring fondens opfindelse har aldrig kunnet aflæses, hvor det virkeligt tæller: i dens regnskaber.

Kofi Annan sagde i 2001, at der var behov for mellem 40 og 60 mia. kr. om året (og skød personligt 600.000 kr. i fonden). Men det tog den globale fond fem år at nå de første 40 mia. Hverken USA eller EU er nogensinde kommet i nærheden af de bevillinger, som lederne af de rige G8-lande lovede verden i rusen oven på fondens opfindelse. USA’s præsident George W. Bush foretrak i stedet at lave sit eget aids-program, PEPFAR (s. 164), der er aktivt i 15 lande.

RELIGIØSE BREMSER

Med et budget på 90 mia. kr. over fem år har PEPFAR mere end dobbelt så mange penge som den globale fond til verdenshistoriens mest kostbare angreb på en enkelt sygdom. Men støtten kommer ikke uden betingelser. PEPFAR-penge måtte længe kun bruges på hovedsageligt amerikansk ARV-medicin og ikke på de billigere kopier fra blandt andet Indien, der i mange udviklingslande regnes for det eneste bæredygtige på langt sigt.

Samtidig har præsident Bush’s bagland af kristne konservative sat deres tydelige fingeraftryk på PEPFAR. Amerikanerne lader modtagerne forstå, at de hellere må holde op med at anbefale kondomer og i stedet satse på afholdenhed og monogami i kampen mod hiv.

Og modtagerne lytter. Ugandas præsident Yoweri Museveni chokerede i 2004 den internationale aids-konference i Bangkok ved at fortælle, at kondomer var for prostituerede og ikke for unge, der må vente med sex til ægteskabet. Et voldsomt kursskifte for en præsident, der gjorde sig selv og sit land verdensberømt ved åbent at tale om kondomer i den såkaldte ABC-kampagne (s. 116), der siden er blevet kopieret i mange u-lande.

 En fuld ABC er også PEPFAR’s officielle strategi. Men programmets bagmænd mener, man skal gøre, hvad Museveni gjorde i Bangkok: hav forskellige budskaber til forskellige grupper. Afholdenhed til unge, og kondomer til særlige risikogrupper som prostituerede.

Tanzania er et af de lande, hvor fattigdom og aids er en særligt dødelig cocktail.

Tanzania er et af de lande, hvor fattigdom og aids er en særligt dødelig cocktail.

USA FRARÅDER KONDOMER

Nogle steder bliver dette budskab suppleret med påstande om, at kondomer ikke er umagen værd, fordi de ikke er 100 % sikre. Det oplevede Gill Gordon fra lobbyorganisationen Den Internationale HIV/ AIDS Alliance, da hun i efteråret 2005 rejste gennem Zambia, et af de hårdest ramte lande i det sydlige Afrika.

Her hørte hun i skolerne sange om, at kondomer er nyttesløse. Hun mødte også en ung kvinde, der for penge fra PEPFAR var ansat til at uddanne sine jævnaldrende i kampen mod aids. Hendes budskab var, at afholdenhed er den eneste udvej, indtil de unge er fyldt tyve år og blevet gift, fordi kondomer ikke er sikre.

»Hun har et kort, som hun uddeler til unge mennesker med forklaring om, hvorfor kondomer ikke virker. (…) Hun indrømmede, at hun ikke selv tror på dette råd eller følger det. Og da hun blev angrebet af en jævnaldrende for »at slå sine brødre og søstre ihjel«, forsvarede hun sig ved at sige, at hun havde brug for den gode løn [fra PEPFAR],« fortalte Gill Gordon i kølvandet på turen. I november 2005 lavede USA yderligere begrænsninger i brugen af PEPFAR’s penge. De må nu ikke længere gå til organisationer, der anbefaler adgang til abort.

Hjemmepleje af Afrikas mio. af aids-syge kræver ekstra ressourcer i allerede fattige lande.

Hjemmepleje af Afrikas mio. af aids-syge kræver ekstra ressourcer i allerede fattige lande.

DANIDA JUSTERER KURSEN

Den globale fond har et langt mere fordomsfrit syn end præsident Bush på de nødvendige værktøjer i kampen mod aids. Men det har ikke friholdt fonden fra ideologiske slagsmål med bund i de fortsatte diskussioner om forebyggelse og behandling. Danmark skar i 2003 ned på sin bevilling, fordi fonden ifølge Danidas opfattelse brugte for mange penge på hiv-behandling med ARV-medicinen. Men i takt med Danidas forsigtige kursskifte i retning af mere behandling steg bevillingerne igen – fra 85 mio. kr. i 2003 til 140 mio. i 2005. Samtidig gav Danida små beløb – i alt 8 mio. kr. fra 2003-2005 – til verdenssundhedsorganisationen WHO, der (forgæves) havde sat sig som mål at få tre mio. fattige i behandling før 2005.

Danidas omstigning til mere behandling fulgte mange års slagsmål med de danske ngo’er. Læger Uden Grænser (s. 164) var med et pilotprojekt i en forstad til Cape Town med til at bevise, at behandling kan lykkes blandt fattige og samtidig skabe mere åbenhed om hiv. Men Danida holdt sig til eksperter, der foretrak fortsat satsning på forebyggelse. Den prioritering blev også anbefalet på en aids-konference i kølvandet på Copenhagen Consensuskonferencen i november 2004, hvor en række økonomer udpegede aids som verdens mest presserende problem og det bedste mål for investeringer i udvikling.  

Alligevel valgte Danida i foråret 2005 for første gang at give penge direkte til projekter med ARV-behandling. Læger Uden Grænser betragtede det som en sejr, mens Danida fremhævede, at de valgte projekter kombinerer behandling og forebyggelse. Behandling ses med andre ord ikke som et mål i sig selv, men som et led i en sammenhængende strategi. Muligheden for at få medicin kan være med til at fremme åbenhed og få flere til at lade sig teste.

DØDELIG COCKTAIL

En del af årsagerne til de hidsige diskussioner om forebyggelse og behandling er –igen – at aids er en fuldstændig unik lidelse. Aldrig før har man haft en verdensomspændende epidemi, hvis ofre bevidst gemmer sig frem for at søge behandling.

Det skyldes den tætte sammenhæng mellem sex og sygdom. Eller mere præcist, at hiv gerne betragtes som resultatet af et løssluppent sexliv. Læg dertil, at man længe kun kunne blive behandlet for symptomerne. Der var med andre ord intet incitament til at blive testet. Og dermed fik de færreste hiv-positive den viden, der kunne få dem til at optræde mere ansvarligt.

Det er nu almindeligt anerkendt, at behandling kan bidrage til at gøre forebyggelse til en succes. Bistandsorganisationer som Danida har også indset, at en anden af aids’ unikke problemer er dens målgruppe: De, der bliver syge, er ikke de gamle, men den unge generation, der skal bære samfundet. I stedet for de stærkes overlevelse er det de stærkes død. Lærerne og lægerne, for eksempel. Ved at forlænge liv med ARV-medicin investerer man også i samfundet eller forhindrer en udhuling af de fremskridt, der allerede er gjort.

NYE TRUSLER

Men med de første behandlingsprogrammer i u-landene er det også blevet klart, at behandling ikke kun fremmer forebyggelse. Behandling kan også sætte yderligere skub i epidemien. Det har man allerede oplevet i Danmark. Her regnes adgang til behandling for en af årsagerne til, at antallet af nye hiv-smittede igen er let stigende. Når aids ikke længere er en dødsdom, synes folk at blive mere skødesløse med deres sexliv. 

Flere overlevende hiv-positive betyder også flere smittebærere. Og selv om medicinen nedsætter mængden af virus i deres krop, kan de fortsat smitte deres partnere, hvis ikke de er lige så omhyggelige med deres kondomer, som de er med deres medicin. Men det budskab kræver et fortsat fokus på oplysning og bevidstgørelse, som i det mindste de tidligste behandlingsprogrammer en gang imellem overså.

MINEARBEJDERS MIRAKEL

Sydafrikas største mineselskab AngloGold begyndte i 1992 at tilbyde gratis ARV-be-handling til alle hiv-positive ansatte. Knap et år senere fortalte Eric Morake om det mirakel, han havde oplevet. Aids havde været tæt på at lægge ham i graven og havde isoleret ham på det store herberg, hvor han delte værelse med 15 andre minearbejdere. »De hånede mig. De talte bag min ryg og sagde: Se ham der, han skal dø.« Men ARV fik på få måneder Morake tilbage til hans arbejdsplads 2225 m under jorden i Great Noligwa, verdens næststørste guldmine.

Men Morake var også et omvandrende bevis på, at selv den bedste information om medicinens begrænsninger ikke altid er nok. Rent intellektuelt vidste han, at ARV ikke er en kur mod hiv, men blot vil forlænge hans liv. Men det budskab var tydeligt overdøvet af hans mirakuløse bedring. Han så for eksempel ikke nogen grund til at bruge kondom for ikke at smitte sin kone.

Afholdenhed, troskab, kondomer – og død

Det lille østafrikanske land Uganda er verdensberømt blandt aids-eksperter for at have knækket kurven: Efter mange år med en voksende andel af hiv-positive begyndte tallene at falde i 1993. Succesen tilskrives gerne det så-kaldte ABC-slogan, der bar kampagnerne (s. 116).

Men da en gruppe forskere tog ud i Rakai-distriktet for at tjekke resultaterne, kom de tilbage og sagde, at der burde tilføjes et D for Death –Død. 5 ud af 6 %’s fald i andelen af hiv-positive skyldtes, at de smittede var døde. Og antallet af nye smittede hvert år var næsten konstant (og måske endda svagt stigende) fra 1993 til 2004.

Det betød ikke, at ABC-kampagnen ikke havde efterladt sig spor. Der brugtes flere kondomer i Rakai. Men samtidig havde befolkningen sex i en tidligere alder og med flere partnere. På 10 år steg andelen af seksuelt aktive drenge mellem 15 og 19 fra 40 til 50 %. Det udlignede delvist, at dobbelt så mange af dem var begyndt at bruge kondom.

Flere og mere alarmerende tal fandtes blandt hiv-positive mænd. Her voksede andelen med to eller flere partnere fra knap halvdelen til over to tredjedele. Denne og mange andre undersøgelser afslører, at en effektiv indsats mod hiv kræver et stort arsenal af virkemidler. Læs mere i portrættet af Botswanas

Miss Hiv Stigma Free (s. 130).

 

Benspænd for udviklingen: Hvor aids gør børn til forældre

Sommetider synes Afrikas aids-epidemi at være nådigst ved dem, den slår ihjel. For de døde efterlader et samfund, der ikke blot savner dem som personer. Blandt de døde – og i Sydafrika alene vokser listen nu med 600 om dagen – er lærere, læger, ledere og frem for alt de mødre og fædre, der skulle have opdraget den kommende generation.

I de sorte townships i Soweto uden for Johannesburg finder vi syv af de efterladte i et brunt murstenshus, som naboerne kalder »The Aids House«. Dets indbyggere er alle teenagere, hvis forældre er døde. Celiwe og Simphiwe er søster og bror og husets oprindelige indbyggere, mens de fem øvrige kommer fra lige så mange sammenbrudte familier. Fordomme og diskrimination får de pårørende til at løbe tavse væk, når de efterladte børn har allermest brug for dem.

»Når din mor stadig er i live, er der ingen ende på familiens omsorg. Men når hun dør, er det slut med familien. Så kan du gøre, hvad du vil – de er ligeglade. Når din mor er død af aids, er hun ingenting. Ikke mere værd end en hund,« siger Celiwe.

SOM I FLUERNES HERRE

Teenagerne er bragt sammen af Carol Dyantyi, en spinkel kvinde med en ufattelig energi, der for længst har indset, hvad hendes regering kun famlende er ved at erkende: Aids er ikke blot en dræber, men en samfundsomstyrtende oplevelse. I adskillige lande i det sydlige Afrika har aids gjort titusinder af børn til forældre for deres søskende eller jævnaldrende.

Det rummer potentialet for en moderne udgave af romanen Fluernes Herre, et samfund befolket med rodløse teenagere uden uddannelse, uden penge, uden værdier. »Hvis ikke vi gør noget, vil vi stå med en generation fuld af bitterhed. De vil blive fremtidens røvere og voldtægtsforbrydere,« mener Dyantyi. Perspektiverne er skræmmende: Alene Sydafrika ventes i 2010 at have to mio. forældreløse. Talrige undersøgelser har vist, at de er de første til at forlade skolen.

Men selv hvor banen er kridtet op til tragedie, er der som regel plads til at lave sine egne og bedre spilleregler. Det har Carol Dyantyi bevist i sit eget liv. Som skolepige under Soweto-opstanden mod Sydafrikas daværende racistiske apartheidstyre blev hun i 1976 voldtaget af en hvid politimand. Hun forstår så inderligt følelserne hos de teenagere, som aids med en forbryders brutalitet har tvunget til at blive voksne før tid. Derfor har hun formået at vende stemningen i snesevis af huse som »The Aids House«, hvor teenagerne åbenlyst er nået langt som hinandens nye søstre, brødre, mødre og fædre.

»Det er sommetider svært at tro på, at du kan være elsket af nogle, du end ikke er i familie med, når din familie ikke tager sig af dig,« siger Sabela på 18. Hendes onkel jagede hende ud af sit hus, da hun insisterede på at opretholde en anmeldelse for voldtægt. Onklen var mere interesseret i de penge, som forbryderen tilbød familien som kompensation.

Sådan har de fleste af børnene historier, der uden støtten fra Carol Dyantyi og hendes organisation Ikageng Itireleng kunne sende dem direkte på psykiatrisk afdeling. På weekendkurser lærer teenagerne at være hinandens terapeuter. »Hvis vi har et problem, sætter vi os ned og diskuterer det som voksne. For der er ingen børn her mere. At tie stille løser ingenting,« siger Celiwe, der er 16 år.

»Jeg er stolt af at sige, at jeg har en familie. Det her er mine søstre og brødre. Jeg vil vokse op og nå mine mål,« siger jævnaldrende Paula, der beder os minde hende om forskellen på en astronom og en astrolog. Astronomi er det, hun vil. Det med de rigtige stjerner. »Jeg bliver videnskabsmand med succes. Eller også skal jeg være socialrådgiver.«

DRENG HAR EGET VÆRELSE

De seks piger sover i ét rum, mens Simphiwe som den eneste dreng har sit eget soveværelse. Husets sidste værelse optages indimellem af en kvinde, der uden betaling kommer og hjælper med madlavning og tøjvask. Men de praktiske problemer er de mindste af udfordringerne for teenagerne og Dyantyi.

»Hvis Phumzile hoster i klassen, ringer hendes lærer og beder mig om at få hende testet for hiv. Jeg skal hele tiden forklare, at selv om deres forældre døde af aids, er de helt normale børn,« siger Dyantyi, hvis mobiltelefon konstant ringer. Mange af beskederne er lige så livsbekræftende, som de er besværlige. En sms dytter ind med et nødråb fra en pige, der skal til skolens store bal før den afsluttende eksamen. Hun har brug for en kjole og nye sko og alt muligt andet. Det vil løbe op i, hvad der svarer til 400 kr. 

Teenagerne griner højlydt, da Carol Dyantyi læser sms’en op. De ved, det er et vanvittigt beløb, specielt fordi Dyantyi har 16 andre teenagepiger på sidste skoletrin i sin varetægt. Men de ved også, at hun nok skal finde på en plan. Det har teenagerne for længst lært at forvente fra Dyantyis utrættelige indsats mod en dødssynd i udvikling, der er lige så dræbende som aids: sammenbruddet af næstekærlighed.

Selv siger hun til teenagerne, når de er længst nede: »Du kan tage din smerte og vende den til noget smukt.«

Celiwe (th.) arvede sammen med sin bror familiens hus, da forældrene døde af aids. Nu deler hun det med en gruppe andre teenagere.

Celiwe (th.) arvede sammen med sin bror familiens hus, da forældrene døde af aids. Nu deler hun det med en gruppe andre teenagere.

»Jeg er ikke bekymret. Jeg kan jo blot bringe hende herover på klinikken,« som han sagde. De ansvarlige for programmet erkendte problemet. 50 % af minearbejderne under hiv-behandling dukkede op til deres kontrolbesøg med nye kønssygdomme som en klar indikation af, at de havde haft sex uden kondom.

FARLIGT SLØSERI

Den eneste vej ud af dette dilemma er en langvarig tæppebombning af patienterne med information. Men denne indsats er til gengæld knusende nødvendig. For en anden bivirkning af de ofte dramatiske forbedringer af folks helbred er, at de begynder at sløse med medicinen. Det fænomen kender alle, der har prøvet en penicillinkur: Når man efter de første par dage føler sig rask, glemmer man alt om at tage de sidste piller.

Ethvert sløseri med ARV kan have katastrofale konsekvenser. Pillerne skal tages med et urværks præcision hver 12. time. Og glemmer man blot nogle få, lurer risikoen for, at man bliver immun. Virussen finder en vej rundt om pillerne, som bliver virkningsløse. Og når den snedigere udgave af virussen spredes til andre, vokser risikoen for, at ARV mister sin virkning over større og større områder.

En snedig virus

Hiv muterer, altså ombygger sig selv, med en ny generation hver 14. dag. Derfor virker den medicin, en patient bruger i dag, ikke nødvendigvis i næste måned. I den rige verden opfinder medicinalfirmaerne konstant ny medicin, der kan holde trit med udviklingen. Den går ikke i ulandene.

Her er behandling kun mulig, fordi de ældste typer medicin er blevet langt billigere – dels som kopipræparater, dels fordi de originale producenter har sænket priserne. De nyeste typer er derimod stadig helt umulige at betale.

Det har voldsomme konsekvenser for enhver beslutning om at behandle hiv i ulandene. Man skal være ganske sikker på, at folk tager medicinen regelmæssigt. Enhver slinger øger risikoen for, at virussen får overtaget og gør medicinen virkningsløs, hvorpå patienterne skal på den næste (og dyrere) generation af medicin.

MALARIA-INDSATS TRUET

Det er præcist, hvad man har oplevet med malaria. I mange år havde man vidundermidlet klorokin, der var lige så virkningsfuldt, som det var billigt. Det var klorokin for et par kr., der kurerede Ayub Kayandas børn i det vestlige Tanzania. I mange afrikanske storbyer kunne en behandling fås for omkring en krone.

De lave priser var med til at skabe en stor optimisme, da verdenssundhedsorganisationen WHO, FN’s børnefond UNICEF, FN’s udviklingsorganisation UNDP og Verdensbanken (s. 165) i 1998 gik sammen om den verdensomspændende kampagne Roll Back Malaria. Programmet skulle halvere antallet af malariadødsfald fra omkring 1,2 mio. om året til det halve inden 2010. Men i stedet er endnu flere døde. Problemet er, at malariaparasitten mange steder har udviklet resistens mod klorokin.

Det skyldtes en kombination af de lave priser og den store effektivitet – to karakteristika, der er godt på vej til også at kendetegne ARV. Mange afrikanere brugte klorokin, som danskerne tager panodil. Hvis de havde hovedpine, ledsmerter eller influenzasymptomer, slugte de et par klorokin for at være på den sikre side.

PRISEN TIDOBLES

Derfor gik mio. af afrikanere i lange perioder rundt med klorokin i blodet. Og sådan lærte malariaparasitten at overleve den tidligere så virksomme medicin. I 2001, tre år efter starten på Roll Back Malaria, erklærede WHO klorokin for nærmest virkningsløst i store dele af Afrika.

Det nye vidundermiddel hedder ACT (Artemisinin-based Combination Therapy) og er baseret på en kinesisk urtemedicin, der blev opdaget i 1972. Fordi artemisinin er blandet med et andet virksomt stof i ACT er der en realistisk chance for, at midlet kan holde malariaparasitten stangen i længere tid. Men problemet er prisen. ACT er ti gange så dyrt som klorokin.

Det var en af årsagerne til, at Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Malaria og Tuberkulose (s. 164) fortsatte med at finansiere programmer med klorokin i to år efter, at WHO havde advaret mod problemerne med resistens. Det var ofte u-landene selv, der bad om klorokin. For de var bange for, at de ikke ville have råd til at opretholde behandlingen med ACT, når fondens program var slut.

Hvis u-landene selv skulle udskifte klorokin med ACT, ville det ifølge Roll Back Malaria betyde en stigning på 20-25 % i nogle landes sundhedsbudgetter.

Fondens finansiering af klorokin-projekter blev bremset af en artikel i det britiske lægetidsskrift The Lancet i januar 2004. Heri beskyldte en række malariaforskere Den Globale Fond for at være ansvarlig for titusinder af afrikanske børns unødige død.

illustration

REALØKONOMIEN REGERER

Det er muligvis ikke helt så enkelt. For ti kr. kan man behandle ti patienter med klorokin. I et gennemsnitligt afrikansk land vil de syv være resistente. Men man får stadig kureret tre patienter for det samme, som det koster at behandle én med ACT.

Den slags realpolitiske beregninger er en af årsagerne til, at Danida ikke er fulgt i Den Globale Fonds fodspor og opgivet klorokin. Den danske malariaekspert Ib Bygbjerg foreslog i februar 2005 i Danidas blad Udvikling, at man kunne nøjes med at give ACT til børn og gravide, der er i størst fare for at dø af malaria. Det afvistes af Allan Schapira fra Roll Back Malaria:

»Folk i landsbyerne synes ikke nødvendigvis, det er barnet, der har størst behov. For hvad sker der med resten af familien, hvis far eller mor dør? Derfor har vi aldrig haft den skelnen.« Problemet kendes også fra ARV-medi-cinen mod hiv. Den gives i u-landene kun til folk, hvis infektion er vidt fremskreden. Men der er mange eksempler på, at patienterne – frivilligt og utvivlsomt indimellem også tvungent – deler medicinen med andre hiv-positive, der endnu ikke er syge nok til at komme i behandling.

EN ETISK NØDVENDIGHED?

Sådan ender diskussioner om malaria og aids uvægerligt med at handle om penge og prioriteter. Får man mest for pengene ved at forebygge eller behandle hiv? Skal man fylde malariapatienter med delvist uvirksom, men billig medicin eller behandle færre med den, der duer hver gang?

Skal man i stedet bruge pengene på malarianet, som de seneste år er blevet en stor aktivitet for Den Globale Fond? Hvor skal man, helt overordnet, bruge pengene: På hiv? eller på malaria, hvor der kan reddes langt flere liv for færre penge?

Ngo’er har længe argumenteret for, at det er ganske forargeligt overhovedet at skulle prioritere i en verden, der har både medicinen og pengene til at redde de fleste liv. Kofi Annan kaldte både det at behandle og at forebygge »en etisk nødvendighed«. Man kan tilføje, at det ofte også er en god forretning. Ganske som Ayub Kayanda allerede har opdaget.

 

Mennesker i udvikling: Botswanas »Miss Hiv«

Normalt vil det være ganske flabet at spørge en skønhedsdronning, hvorfor netop hun vandt. Men selv om Cynthia Leshomo grinende insisterer på, at »jeg har, hvad det kræver –skønhed og krop,« så gemmer hendes væsentligste kvaliteter sig langt inde under den rasende røde spadseredragt.

Hun blev i 2005 kåret som Botswanas Miss Hiv Stigma Free i en konkurrence, der bekæmper stigma – altså fordomme over for og diskrimination af hiv-positive. Leshomo vandt, fordi hun udstrålede den største selvsikkerhed og kunne håndtere dommernes spørgsmål om en virus, som de fleste smittede helst ikke taler om.

»Jeg er et levende eksempel på, at det at være hiv-positiv ikke er en dødsdom,« sagde hun blandt andet. Det kan Leshomo sige, fordi hun bor i Botswana, det første afrikanske land der besluttede at behandle alle hiv-positive med såkaldt antiretroviral medicin (ARV).

40 % ER HIV-SMITTEDE

Bag programmet står partnerskabet ACHAP, hvis tre deltagere deles om udgifterne: Botswanas regering (som betaler hovedparten), medicinalfirmaet Merck og verdens rigeste mand, Microsofts Bill Gates.Programmet har blæst nyt liv i et land med et af Afrikas mest smertelige paradokser: Diamanter og et sundt demokrati sikrede i 1990’erne Botswana kontinentets største vækst. Men landet er også tæt på verdensrekorden i hiv-infektioner med 40 % smittede blandt de 15-49-årige. Aids truede derfor med at udradere alle fremskridtene.

ARV-medicinen kan endnu en gang vende udviklingen. Men det kræver, at de hiv-positive ved, at de er smittede. Efter fire år med medicin var det ved udgangen af 2005 stadig kun lykkedes at få omkring hver sjette af de anslået 300.000 hiv-positive til at lade sig teste og registrere. Skam og uvidenhed holdt resten væk.

»Hele problemet med stigma giver mig kvalme. Folk dør af stigma – ikke fordi de er hiv-positive,« siger Leshomo, der selv havde været død uden medicinen. Virussen havde spist næsten samtlige af de hvide blodceller, der bekæmper hiv. Hun led af hudsygdomme, lungebetændelse og kræft i maveregionen. Men lægen havde gode nyheder: »Han sagde: Du tager blot denne medicin, og du bliver som Magic Johnson.« Magic Johnson er en amerikansk basketballstjerne, der har afsløret sin status som hiv-positiv og ladet verden følge med i sin succesrige behandling. Men selv om Leshomo fik samme medicin som Johnson, savnede hun rådgivningen. Hun hang stadig ud med »store mænd i store biler« og drak alt for meget. »Jeg var vred, jeg nægtede stadig at acceptere, at jeg var syg,« siger Leshomo.

På et tidspunkt forsøgte hun at begå selvmord ved at spise en overdosis af de piller, der skulle redde hendes liv, blandet op med skurepulver og blegemiddel. Efter tre dage i koma besluttede hun at begynde forfra og ikke nøjes med pillerne. Nu skulle hendes liv også bringes i orden.

RISIKO FOR RESISTENS

Cynthia Leshomo oplevede præcis, hvad folkene bag Botswanas behandlingsprogram har måttet indse: Pillerne er det mindste problem. Da Botswana begyndte at uddele ARV i 2002, skændtes verden stadig om, hvorvidt massebehandling af hiv-positive i udviklingslandene overhovedet var muligt. Tre år senere havde Botswana bevist, at de tekniske problemer kan overkommes.

32 klinikker og hospitaler over hele landet uddelte medicin og indsamlede blodprøver fra et netværk af 128 mindre klinikker. Med kurerservice blev blodet på under 24 timer sendt videre til testning på to centrale laboratorier, der kunne holde øje med udviklingen i virus og hvide blodlegemer.

Til tider var der forsinkelser, undertiden nåede apotekerne ikke at tjekke, om patienterne havde spist det rette antal piller. Men det overordnede billede var klart: Teknikken fungerede. Det var bare ikke nok.

»Selve behandlingen er en videnskabelig ting, der nødvendigvis må komme fra oven. Men der er så mange andre ting, der kræver involvering på græsrodsniveau. Det har vi måttet indse,« sagde Aycha Riley, en tyrkisk kvinde med ansvar for ACHAP’s træning af læger og sygeplejersker.  

Medicinen skal tages med stor præcision hver 12. time for at virke. Og hvis der sjuskes for meget, lurer risikoen for resistens. Hiv-virussen lærer at manøvrere uden om medicinen, der dermed bliver virkningsløs. Resistens kan ramme den enkelte, men også blive et problem i hele samfundet – og verden – når resistent virus spredes gennem nye infektioner.

Cynthia Leshomo frygter, at utilstrækkelig information kan gøre Botswanas befolkning immun over for hiv-medicin.

Cynthia Leshomo frygter, at utilstrækkelig information kan gøre Botswanas befolkning immun over for hiv-medicin.

ET FREMMED RUMSKIB

Det er man i ACHAP naturligvis fuldt opmærksomme på. Men trods regeringens deltagelse i partnerskabet oplever mange i Botswana ACHAP som et fremmed rumskib med en besætning af udlændinge uden nok forståelse for den lokale kultur.

»De burde arbejde tættere sammen med folk, der er smittet. Men de har alt for travlt med at udvide. De giver pillerne uden at vide, hvad der sker bagefter. Hvis Gud tillader mig at overleve til 2009, er jeg bange for, at jeg til den tid vil se flere mennesker, der er blevet resistente. ACHAP vil blive tvunget til at spørge: Hvor gik det galt?« siger David Ngele, formand for den nationale paraplyorganisation for folk, der lever med hiv og aids.

Da vi forelægger Ngeles bekymringer for udenlandske læger i ACHAP, afsløres det, at de trods tre års arbejde med hiv og medicin i Botswana ikke kender denne nøgleperson blandt de smittede selv.

BRUGER IKKE KONDOM

En intern evaluering i ACHAP bekræftede i 2004 behovet for at bruge flere kræfter på uddannelse og kampen mod stigma. Det bifalder Cynthia Leshomo. »Nogle tager ikke medicinen af frygt for at blive ramt af stigma. Mange mennesker er bange for, at hvis de ændrer vaner, vil folk opdage, at de er smittet.

Så derfor fortsætter de med at drikke, de begynder på ikke at bruge kondomer. Nogle siger: Hvis du spiser for mange grøntsager, må det være fordi, du er syg,« siger Cynthia Leshomo.

Da vi mødes, er hun netop kommet tilbage fra et foredrag på kanten af Kalahariørkenen, fjernt fra hovedstaden Gaborone. Selv her var ARV-medi-cinen nået frem. »Men folk drak voldsomt og tog ikke deres medicin regelmæssigt. Så jeg må have fat i sundhedsministeren. Hvis ikke det her ændrer sig, vinder vi ikke krigen mod hiv,« siger hun. 

 

11 NÅR POLERNE SMELTER

 illustration

2015 Mål nummer 7: Sikre en bæredygtig udvikling. Målet lider under, at både rige og fattige landes regeringer kun nølende tager de nødvendige skridt. I stedet er vi henvist til at glædes over de små ting – som når fattige mennesker accepterer, at en levende elefant er mere værd end en død.

Elefanter kalder ofte på sentimentale følelser hos selv de stærkeste mænd. Men ikke hos Livingstone Maluleke. »Vi havde brug for hurtige penge til at holde os i live,« forklarede han i 2002 om drabene på ni elefanter og tolv bøfler i Sydafrikas ældste nationalpark – den verdensberømte Kruger – som han havde solgt til storvildtjægere på jagt efter det ultimative trofæ.

Livingstone Maluleke er talsmand for Makuleke-stammen, der i 1998 vandt en banebrydende sejr i Sydafrikas jordreform efter overgangen til demokrati. I den nordligste ende af Kruger-parken fik stammen skødet på et stykke land, hvorfra det hvide apartheidstyres soldater havde fordrevet den med geværer i 1969.

Tilbageleveringen af jorden rystede ledelsen i Kruger-parken, der i mere end 100 år havde opfattet naturbeskyttelse som ukrænkelig. Personalet gik derfor under tilnavnet »paradisets gartnere«. Kruger-parken sikrede sig oprindeligt Makuleke-stammens jord, fordi den under de store baobabtræer havde en særligt frodig flora, der blev kendt som nationalparkens »botaniske have«.


Men Makuleke-stammen mente ikke, at den kunne leve af at kigge på sjældne planter. Medlemmernes første forslag efter overtagelsen var derfor at drive landbrug i området. »Vi måtte gennem mange workshops for at forstå, at fortsat bevarelse af naturen og økoturisme var den bedste måde at udnytte jorden på,« sagde Livingstone Maluleke. Stammen lovede at drive sin del af parken som naturreservat – en såkaldt »kontrakt-park« i samarbejde med Kruger-parkens ledelse.

Boulder-gletscheren i Montana, USA, fotograferet i 1932 (tv.). Boulder-gletscheren i 1988, hvor klodens højere temperaturer havde fået den til at skrumpe (th.). Beregninger viser, at gletscheren vil være væk i 2050.

PENGE GIK PÅ FIRE BEN

Stammens belønning skulle være indtægterne fra turisters fotosafarier. Men det var lidt småt, mente mange af medlemmerne. De drømte om skoler og klinikker i det område, hvortil de var blevet tvangsforflyttet i 1969. Og hvorfor skulle de vente længere, når pengene til udvikling gik rundt på fire ben i deres nyerhvervede park? Udenlandske jægere var parat til at betale beløb svarende til en kvart mio. kr. alene for retten til at skyde en elefant.

Krugerparkens ledelse gik igen i chok. Men Makuleke-stammen havde juraen på sin side. For selv om aftalen om kontraktparken intet siger om jagt, nævner den retten til »udnyttelse« af områdets ressourcer.

»Vi vidste, at når vi talte om udnyttelse, talte vi også om dyr,« siger Livingstone Maluleke. Men den tanke havde aldrig strejfet Kruger-parkens ledelse. Ideen om jagt i et naturreservat forekom simpelthen utænkelig for paradisets gartnere.

Boulder-gletscheren i Montana, USA, fotograferet i 1932 (tv.). Boulder-gletscheren i 1988, hvor klodens højere temperaturer havde fået den til at skrumpe (th.). Beregninger viser, at gletscheren vil være væk i 2050.

Boulder-gletscheren i Montana, USA, fotograferet i 1932 (tv.). Boulder-gletscheren i 1988, hvor klodens højere temperaturer havde fået den til at skrumpe (th.). Beregninger viser, at gletscheren vil være væk i 2050.

EN SKÆV MILJØDEBAT

Sådan har repræsentanter for vestlige ideer om naturbeskyttelse og udviklingslandenes befolkninger med deres behov for udvikling ofte råbt forbi hinanden. Når miljøaktivister krævede bevarelse af regnskoven, ignorerede de tit, at det ikke kun var grådige tømmerfirmaer, der stod for ødelæggelserne.

Tallene fortæller

4,7 % – USA’s andel af verdens befolkning.
23,1 % – USA’s andel af verdens CO2-udledninger, der bidrager til drivhuseffekten.

Motorsavene blev gerne brugt af skovens egne beboere, der også drømte om huse af regntætte materialer, skolegang til deres børn og et vindue til verden i form af en tv-skærm. Greenpeaces kampagne for babysæler rev sælskindene væk under inuitter i Grønland og Canada, der i årtier havde demonstreret deres evne til bæredygtig jagt på voksne sæler.

Skævhederne i verdens omgang med miljøet handler ikke kun om forskellige opfattelser af behovet for bevarelse af den biologiske mangfoldighed. Lignende spændinger præger holdningerne til forurening og klimaændringer. Og her ligger et af de store problemer med opfyldelse af 2015 Målet om et bæredygtigt miljø.

 

I den rige verden opstod bevidstheden om miljøbeskyttelse, da vi efter flere hundrede års økonomisk udvikling var ved at kvæles i forurening. I udviklingslandene er situationen den modsatte: De fattige mødes nu med miljøkrav, netop som de er i gang med at kickstarte deres udvikling og industrialisering.

KAKAO REDDER SKOVEN

Men miljøbevarelse og udvikling behøver ikke være modsætninger. Tankegangen bag begrebet »bæredygtig udvikling« er tværtimod, at de er hinandens gensidige forudsætninger: Langsigtet udvikling kræver, at miljøet og ressourcerne bevares. Men naturen kan kun reddes, hvis befolkningen får alternativer til at drive rovdrift på den.

Det er blandt andet lykkedes på randen af Indio-Maiz, et naturreservat i Nicaragua, der er blandt Mellemamerikas sidste stumper af original regnskov. Her gemmer sig måske råmaterialer til fremtidens medicin og plantegener til nye landbrugsprodukter.

Men naturreservatets naboer havde lige som Makulekestammen brug for hurtige penge til udvikling. Og de penge kom ofte fra skovens tømmer og fra landbrug i afbrændt regnskov. I dag dyrker naboerne i stedet kakao i en stødpudezone på kanten af naturreservatet. Kakao kræver fugtig jord og skygge, så skoven i området vokser nu.

Det største paradoks

2015 Målene bygger på antagelsen om, at vi kan skabe fremskridt og udvikling for alle gennem økonomisk vækst, bedre uddannelse og sundhed. Det vil være en historisk succes. Men hvis det lykkes, står verden over for et nyt, svimlende problem: Øget forbrug og produktion kan få miljøproblemerne til at eksplodere og hurtigt udradere fremskridtene. Derfor er mål 7 måske det vigtigste af alle. Dets udfordring er ikke blot at nedbringe belastningen på miljøet fra eksisterende industri og landbrug.

Vi skal også afværge en mangedobling i presset på naturens ressourcer. Hvis de fattige (og rige) landes økonomiske vækst skal være bæredygtig på langt sigt, vil det kræve et langt større fokus på energibesparelser, forureningsbekæmpelse og udvikling af ny og miljøvenlig teknologi.

Med støtte fra blandt andre Danida lykkedes det at lave et projekt, der ikke blot har en grundlæggende, sund idé. Det blev først og fremmest en succes, fordi det lykkedes at få alle til at spille sammen: Bønderne har lavet kooperativer, der giver dem fordelene ved stordrift. Nicaraguas miljøministerium bakker op bag projektet og har fået reservatet indlemmet i det såkaldte Man and Biosphere-program under FN’s kulturprogram UNESCO, der omfatter mønstereksempler på samarbejdet mellem mennesker og miljø.

SYMPATI FOR ELEFANTJAGT

Tilbage i Kruger-parken og resten af Sydafrikas nationalparker blev en lignende tankegang kaldt »social økologi« i et projekt, der blev gennemført med støtte fra blandt andet Danced – det danske miljøministeriums afdeling for miljøbistand, der senere blev flyttet over i Danida. Social økologi handlede om at gøre parkerne til gode naboer for at sikre deres egen overlevelse.

Befolkningerne langs hegnet skulle have del i indtægterne fra turisterne, for eksempel ved at arbejde som guider og ved at levere fødevarer til parkernes restauranter. Derudover skulle naboerne i begrænset omfang have lov til at samle brænde og andre materialer i parkerne.

Elefantjagt var bestemt ikke nævnt i projektet om social økologi. Men den grundlæggende idé om at lade befolkningen få del i Kruger-parkens værdier påvirkede tydeligvis Phineas Nobela, chef for dyreliv i parkens afdeling for naturbeskyttelse, der også var en af de få sorte medlemmer af ledelsen.

»Det er en måde at lade naturbevarelse betale for sig selv. Og det er bæredygtigt for mig,« sagde han. »Derfor bør vi ikke blive ved med at slås, hvis de vil drive jagt. Så risikerer vi blot, at de siger: Vi er trætte af de samarbejdsaftaler. Lad os sætte et hegn op og gøre, hvad vi selv har lyst til.« Men den slags tankegang var ikke udbredt blandt Nobelas hvide kolleger. »Alle vores møder er tovtrækning,« sagde stammens talsmand Livingstone Maluleke. »De forhandler, som om vi beder om noget, der tilhører dem. Men vi spørger dem kun om gode råd. Jorden er vores, vi blev født her. Den tilhører os, uanset om den har den største biologiske mangfoldighed i parken eller ej.«  

Medlemmer af Makuleke-stammen støber fundamenter til det hotel i verdensklasse i Kruger-parken, der skal være med til at finansiere deres udvikling.

Medlemmer af Makuleke-stammen støber fundamenter til det hotel i verdensklasse i Kruger-parken, der skal være med til at finansiere deres udvikling.

HOTEL BLEV LØSNINGEN

Alligevel lykkedes det til slut at finde en løsning, der passede alle. En forretningsmand tilbød at bygge et hotel for turister på fotosafari – kaldet The Outpost – på en bakkeskråning over Limpopofloden. Stammen bruger nu pengene fra lejen af jorden til udvikling i lokalområdet. Og dens medlemmer fik jobs under byggeriet og som personale, da hotellet stod færdigt. Ifølge samarbejdsaftalen forpligter den nuværende ejer sig til om nogle år at overdrage The Outpost til Makuleke-stammen.

Man kan argumentere for, at samarbejdet følger et mønster, vi kender helt tilbage fra kolonitiden: Hvid mand høster gevinsten af sort mands hårde arbejde. Det nye er, at projektet har en indbygget og langsigtet plan om både uddannelse og selvbestemmelse for lokalbefolkningen. Derved følger samarbejdet i det mindste i teorien den bærende idé i 2015 Mål nummer 8 om partnerskaber: Den rige verden skal stille med penge og ekspertise for at hjælpe udviklingslandene i gang med at udnytte deres egne værdier.

Om det virker i praksis – i Krugerpar-ken og den større globale landsby – afsløres først om nogle år. Men Makuleke-stammens projekt betragtes som så godt et eksempel på det ofte vanskelige ægteskab mellem naturbevarelse og bekæmpelse af fattigdom, at Livingstone Maluleke i efteråret 2005 blev inviteret til New York under FN’s generalforsamling.

Her gjorde verdens ledere status over arbejdet med 2015 Målene. Og Livingstone Maluleke medvirkede ved en høring og en gallamiddag, hvor han med FN’s generalsekretær Kofi Annan blandt gæsterne bekendtgjorde, at det for altid er slut med at skyde elefanter i Makuleke-stammens hjørne af Kruger-parken. I mellemtiden havde The Outpost optrådt på det internationale rejsemagasin Conde Naste Traveller’s liste over de 100 bedste nye hoteller i verden.

 

Mennesker i udvikling: Kinas grønne aktivister

Kina har bragt flere mennesker ud af fattigdom på kortere tid, end det nogensinde før er set i verdenshistorien. Men det har også ført til svimlende forurening og energiforbrug. Kina bruger nu mere kul end noget andet land i verden og overgås kun af USA, når det gælder olieforbrug. Af verdens ti mest forurenede storbyer ligger de syv i Kina.

Miljøaktivister som 26-årige Lai Yun kom først sent i gang og forsøger stadig at finde sig selv midtvejs mellem en nærmest lyrisk kærlighed til naturen og de benhårde konsekvenser af moderne industrialisering. Lai Yun drømmer om at starte en organisation, der skal »føre børn ind i naturen« og »lære dem at elske den.« Men som leder af miljøorganisationen Greenpeaces kampagne mod dumpning af elektronisk affald i Kina ved han også, hvad han er oppe imod: »Jeg ser selv pessimistisk på fremtiden, for den økonomiske vækst bliver altid vægtet højere end miljøhensyn. Men det betyder ikke, at vi giver op,« siger han.

Lai Yuns engagement i miljøet begyndte, da han gik på universitetet i Xiamen. Han var med i en gruppe af frivillige, der hjalp gamle og børn. I 1998 gik Yangtze – Kinas livsnerve og største flod – over sine bredder. Ødelæggelserne var enorme med tusinder af døde og mio. af hjemløse. Lai Yuns gruppe af frivillige tog til katastrofeområdet med en lastbil fuld af ris.

NATUREN HAR INGEN STEMME

»Oversvømmelsen åbnede mine øjne, for det var afskovningen længere oppe ad floden, der havde udløst den,« siger han. I katastrofeområdet mødte han den legendariske miljøaktivist Tang Xiyang, som havde grundlagt Kinas første ikke-statslige miljøorganisation, Green Camp. Han sagde noget, som Lai Yun aldrig skulle glemme: »Naturen har ingen stemme. Mennesker kan protestere, når der sker dem noget ondt, men det kan naturen ikke.«

Da Lai Yun vendte tilbage til universitetet, stiftede han sammen med en kammerat miljøorganisationen Green Wild. De tog ud i naturen for at registrere og måle omfanget af miljøskader, blandt andet i områdets mangroveskov. For Lai Yun er naturen noget magisk. Han opfatter livet på landet som mere ophøjet og renere end bylivet. »Engang var vi ude og tage vandprøver ved udløbet af en flod tæt på Xiamen. Pludselig var der legende delfiner ved siden af båden – det var helt fortryllende. Det var, som om de hilste på os. De forstod, at vi var deres venner.«

BØRN MED BLYFORGIFTNING

Den kinesiske regering har tilsyneladende indset, at den økonomiske udvikling skal gøres miljømæssigt bæredygtig, hvis fremgangen skal fortsætte. Kina har derfor fået mange glimrende regler og love. Problemet er, at når lovene kolliderer med økonomiske interesser – fabrikker, miner og dæmningsbyggeri – er det næsten altid hensynet til miljøet, der må vige.

Det er Lai Yuns eget speciale, elektronikaffald, et godt eksempel på.

Hver time kasseres 4000 tons giftigt elektronisk affald rundt om i verden. Computere, mobiltelefoner, telefaxer. Meget af det ender i Kina. Useriøse genbrugsvirksomheder i Europa og USA får først penge i Vesten for at genbruge farligt affald og tjener så igen ved at sælge det videre til Kina. En computer indeholder glas, kobber, guld og andre eftertragtede materialer.

Elektronikaffaldet havner bl.a. i Guiyu i den sydkinesiske Guangdong-provins. Her arbejder de lokale under helt uforsvarlige forhold. Kabler brændes af ude på rismarkerne. Printplader ætses i syrebade for at udvinde metaller. Bagefter hældes syren i floden. Elektronikaffaldet har gjort mange fattige bønder rige, mens grundvandet er blevet forgiftet.

Greenpeace (s. 164) betalte et lægehold for at tage prøver på børnene i Guiyu og konstaterede, at 82 % af dem led af blyforgiftning.

Ifølge kinesisk lov er det forbudt at smugle elektronikaffald. Alligevel ser de lokale myndigheder gennem fingre med det. Det havde derfor ingen effekt, at Lai Yun fik mange kinesiske og udenlandske journalister til at rejse til Guiyu-området og rapportere om miljøkatastrofen.

»Den lokale leder i Guiyu ringede og takkede mig for, at vi havde taget problemet op. Men han forklarede, at 70-80 % af indbyggerne i Guiyu havde elektronikaffald som indtægtskilde. Hvis loven var blevet håndhævet, ville de alle sammen blive arbejdsløse. Nu har myndighederne i det mindste lovet at etablere en industrizone til erhvervet. På den måde kan arbejdet gennemføres under mere ordnede forhold.«

Som kampagneleder for Greenpeace i Kina skal Lai Yun føre miljøkamp uden at kritisere regeringen – en ofte hårfin balancegang.

Som kampagneleder for Greenpeace i Kina skal Lai Yun føre miljøkamp uden at kritisere regeringen – en ofte hårfin balancegang.

GREENPEACE SAMARBEJDER

Lai Yun har flyttet fokus i kampagnen. I stedet for at kritisere de mennesker, der sorterer affaldet, går han nu efter de multinationale elektronikproducenter. »Giften ligger i computerne,« siger han og klapper på sin bærbare.

Kampagnen har blandt andet fået Samsung-koncernen til at love, at den gradvis vil gå bort fra at bruge de giftige stoffer. Ifølge Lai Yun er en af de værste syndere den amerikanske computergigant HP, hvis computere indeholder store mængder kræftfremkaldende stoffer. Da HP’s direktør besøgte Kina, gav Greenpeace ham en blomsterkurv med et par gamle tastaturer fra hans egne computere.

I resten af verden er Greenpeace kendt for langt mere provokerende aktioner. Men Kina er en kommunistisk et-partistat. For at kunne operere i landet er Greenpeace nødt til at samarbejde med myndighederne, som derfor er fredet i organisationens aktioner. Greenpeace i Kina må heller ikke have medlemmer i landet eller modtage donationer.

Lai Yun og de over 30 andre medarbejdere på Greenpeaces to kontorer i Beijing og Guangzhou er derfor afhængige af donationer fra privatpersoner i Hongkong. Den tidligere britiske kronkoloni har ganske vist været en del af Kina siden 1997, men har fået lov at beholde sin ytrings- og foreningsfrihed.

»Jeg synes, at vi er selvstændige. Selv om vi samarbejder med staten, så underkaster vi os ikke,« siger Lai Yun. »Der er en voksende bevidsthed om miljøproblemer blandt almindelige mennesker. Ude på landet er indbyggerne flere steder begyndt at anmelde fabrikker, der forurener deres omgivelser. Og hos Greenpeace bliver vi næsten altid positivt modtaget af de mennesker, vi møder.«

Ola Wong, oversat af Tonny Pedersen

 

Kampen mod CFC-gasser – herunder freon – er et af de få eksempler på, at det

Kampen mod CFC-gasser – herunder freon – er et af de få eksempler på, at det lykkedes at få det meste af verden til at skifte kurs og gennemføre en effektiv indsats for miljøet.

FREMSYNEDE FATTIGE

Makuleke-stammens projekt udmærker sig ikke kun ved, at det byggede bro mellem behovet for udvikling og ønsket om at bevare nationalparken. Det er lige så tankevækkende, at stammen lod sig overtale til at satse på den langsigtede og miljørigtige investering i turisme frem for den hurtige gevinst fra elefantjagten.

Derved demonstrerede fattige mennesker en fremsynethed, tålmodighed og investeringsvilje, som langtfra altid præger den rige verden. Europa og USA har de seneste årtier fået nogenlunde styr på de kortsigtede forureningstrusler som beskidte vandløb og søer, luftforurening og håndtering af farligt affald.

Men de større, globale trusler som drivhuseffekten halter det voldsomt med, mest iøjnefaldende ved USA’s nej til at underskrive Kyoto-protokollen mod drivhuseffekten og global opvarmning.

OPBAKNING I KØBENHAVN

Der har været spekuleret meget i årsagerne til den amerikanske vrangvillighed. Synspunkterne rækker fra præsident George W. Bush’s personlige tvivl på drivhuseffektens eksistens til stærkt pres fra bil- og olieindustrien, der frygter afgifter på udledning af C02 – den luftart, der bidrager mest til den globale opvarmning.

Men USA’s nedprioritering af klimaspørgsmål fik opbakning på Copenhagen Consensus (s. 164) – en konference arrangeret af det danske Institut for Miljøvurdering. Her satte otte internationale økonomer kampen mod drivhuseffekten nederst på ønskelisten, da de inden for et begrænset budget skulle prioritere indsatsen mod ti af klodens største problemer.

Økonomerne begrundede den ringe interesse for klimaproblemerne med, at udbyttet var for lavt i forhold til investeringen – og at man med en rimelig sandsynlighed vil finde svar på de medfølgende problemer, før drivhuseffekten for alvor slår igennem om nogle årtier.

IKKE RÅD TIL INUITTER

Det resultat havde Miljøinstituttets daværende direktør, Bjørn Lomborg, forudsagt allerede inden konferencen. Han lod forstå, at inuitter i de arktiske egne og befolkningen i lavtliggende øsamfund måske bliver nødt til at acceptere, at deres samfund drukner i stigende verdenshave, når drivhuseffekten får isen omkring Nordog Sydpolen til at smelte.

»Inuitterne er ikke de eneste, der har problemer, og der er ikke penge til at løse alt,« sagde Lomborg. Det fik chefen for FN’s panel af klimaforskere, IPCC, inderen Rajendra Pachauri, til at sammenligne Lomborg med Hitler: »Han mener, at det vil være billigere blot at evakuere folk fra Maldiverne i stedet for at forsøge at forhindre vandet i verdenshavene i at stige (…). Men hvor er respekten for mennesker henne? Folk har en ret til at leve og dø der, hvor deres forfædre har levet og ligger begravet. Hvis man skal følge Lomborgs tankegang, var det måske rigtigt, hvad Hitler gjorde,« sagde Pachauri til Jyllands-Posten.

Lomborg svarede: »Pachauri vælger det bekvemme synspunkt at lade som om, at der er penge til det hele. Men det vil resultere i meget lidt for alle. Lad os i stedet gøre meget godt for mange mennesker. (…) For omkostningen ved bare i ét år at leve op til Kyoto-aftalen kunne vi én gang for alle give rent drikkevand og kloakering til hele verdens befolkning. Det ville forhindre to mio. dødsfald og en halv mia. alvorligt syge hvert eneste år. Kyoto vil simpelthen have en meget lille effekt på klimaet og dermed på inuitternes forhold. Det ved Pachauri udmærket.«

KRAV OM HURTIGE AFKAST

Argumentationen afslører et af de indbyggede problemer i hele ideen bag Copenhagen Consensus. Økonomerne blev bedt om at prioritere inden for en given økonomisk ramme: 50 mia. dollars ekstra til udvikling – eller omkring en femtedel af, hvad USA ved udgangen af 2005 havde brugt på krigen i Irak. Det fandt Lomborgs kritikere underligt begrænsende, ja nærmest en blåstempling af tankegangen om, at der aldrig bliver penge nok til udvikling. Man kan da også argumentere for, at Lomborgs grundlæggende idé går stik imod ånden i 2015 Målene: Deres udgangspunkt er behovet for udvikling – derefter må verden finde de nødvendige penge.

Ude i virkeligheden har verden vist ringe vilje til at satse på investeringer, der først giver afkast i kommende generationer. Den holdning skinnede på Copenhagen Consensus ikke blot igennem de otte topøkonomers nedprioritering af klimaeffekten. I kampen mod aids og sult – som de satte øverst på listen – valgte de også løsninger, der gav hurtigt afkast af investeringen: Kondomer og vitamintilskud til mad.

Havde økonomerne været yngre, havde de måske valgt anderledes. Det afslørede en samtidig ungdomskonference, hvor 80 universitetsstuderende fra hele kloden havde det samme materiale som de otte eksperter. »De unge foretrak langsigtede, brede løsninger, der fokuserede på strukturer, politik og uligheder – selv om de løsninger ikke var de økonomisk mest attraktive,« skrev ungdomskonferencens ordstyrer, Christian Friis Bach i en kommentar.

De unge ville renovere sundhedsvæsenet og have »klinikker i stedet for kondomer«. Deres løsning på sultproblemet var langsigtede investeringer i ny teknologi frem for vitamintilskud. »Vi har ikke set på det økonomiske afkast – vi har set på det menneskelige afkast,« sagde to af deltagerne på den afsluttende pressekonference. Det fik dog heller ikke de unge til at satse på kampen mod klimaændringer. Den røg ned på næstsidstepladsen.

ANDRE FREMSKRIDT TRUET

U-landenes ledere tænker ofte som økonomerne: De føler ikke, de har penge til at investere i miljøsagen. Og motivationen falder yderligere, når end ikke den rige verden prioriterer globale problemer som klimaforandringerne.

Et andet problem er, at en af u-landenes fordele er de beherskede investeringer i kampen mod forurening. Kinesiske varer ville næppe være så billige, hvis virksomhederne skulle leve op til danske miljøkrav.

Men hvis verden fortsat ignorerer 2015 Mål nummer 7, kan det undergrave mange af de resultater, der opnås gennem indsatsen for at opfylde resten. Øget landbrugsproduktion kan bekæmpe sult. Men næste generation kommer til at lide, hvis jorden bliver udpint.

Der er ikke langsigtet udvikling i at redde mennesker fra hiv og malaria, hvis man ikke kan sikre dem rent drikkevand. Og i den større skala: »Resultater i kampen mod sygdom, sult, fattigdom og nedbrydning af miljøet risikerer at blive udraderet af klimaændringer,« skriver Jeffrey Sachs, FN’s chefrådgiver for 2015 Målene. Det bygger på en argumentation i tre led:

  • Klimaændringerne er allerede en realitet. Ifølge IPCC (FN’s panel af klimaforskere) steg temperaturen i 1900-tallet med 0,6 grader.

  • Ophedningen synes at være vores egen skyld. »Der er nye og stærkere beviser for, at det meste af opvarmningen over de seneste 50 år skyldes menneskelige aktiviteter,« skriver IPCC i sin seneste rapport, der anslår stigningerne over de næste 100 år til at ligge mellem 1,4 og 5,8 grader – den hurtigste stigning i verdenshistorien.

  • Samtidig med temperaturstigningerne har verden oplevet en stigning i antallet af oversvømmelser, tørke og andre naturkatastrofer. Det debatteres fortsat, hvor meget af dette, der er en direkte konsekvens af drivhuseffekten. Til gengæld er der ingen diskussion om, at naturkatastroferne ofte fører til øget sult og flere sygdomme – og at de fleste af disse problemer opstår i de fattigste lande, der har dårligst råd til at gøre noget ved dem.

Der er derfor et moralsk problem i konklusionen fra Copenhagen Consensus: Det er muligt, at det bedre kan betale sig at afhjælpe konsekvenserne af drivhuseffekten – oversvømmelser og tørke – end at forebygge klimaændringerne gennem drastiske indgreb over for dem, der producerer hovedparten af drivhusgasserne: industrien og bilerne i den rige verden. Men kan man forvente, at de rige lande overfører de sparede penge til de fattige lande, der står med de fleste problemer?

De stærke følelser efter orkanen Katarinas hærgen i New Orleans vil måske bidrage til amerikansk indsats mod drivhuseffekten.

De stærke følelser efter orkanen Katarinas hærgen i New Orleans vil måske bidrage til amerikansk indsats mod drivhuseffekten.

OZON ER EN SUCCESHISTORIE

Verden har et par succeshistorier om internationale indgreb over for globale miljøtrusler. En af dem er særligt imponerende og handler om det ozonlag omkring kloden, der beskytter os mod ultraviolet stråling. Ozonlaget er truet af de såkaldte CFC-gasser, der helt op i 1980’erne brugtes som drivgas i spraydåser og fortsat findes i mange køleskabe kloden rundt.

CFC må ikke længere produceres eller anvendes noget sted på kloden efter 2010. Og allerede i 1996 havde de industrialiserede lande skåret forbruget ned til nogle få % af de mængder, der blev brugt ti år tidligere. Det er resultatet af den såkaldte Montreal-protokol, der efter ti års slagsmål blev gennemført i 1987.

FIRE GODE GRUNDE

Hvorfor lykkedes dette indgreb, når verden ikke kan stå sammen i kampen mod drivhusgasserne? Det er der mindst fire grunde til:

  • Videnskaben var noget mere enig om årsagen til ozonlagets nedbrydning, end tilfældet er med den globale opvarmning. Mens verdens temperaturer har svinget op og ned gennem historien, var det tyndere ozonlag et nyt fænomen.

  • Opdagelsen af et hul i ozonlaget over Antarktis, der kunne fotograferes fra satellitter (med en teknik, der registrerer atmosfærens sammensætning) og trykkes på forsiden af internationale aviser. Et »hul« var et langt mere skræmmende billede end den hidtidige tale om et »tyndere« ozonlag – og langt mere konkret end truslen om, at drivhuseffekten vil få temperaturen til at stige og isen til at smelte.

  • For offentligheden i et vinterplaget Europa eller USA kan temperaturstigninger ligefrem virke tillokkende. Anderledes med ozonhullet, hvorigennem ultraviolet stråling kunne ramme os og give os hudkræft. Det bidrog til den tredje årsag til Montrealaftalens gennemførelse: Græsrøddernes bidrag til en større miljøbevidsthed. Det er ikke nogen tilfældighed, at Montrealprotokollen blev gennemført samme år, som partiet De Grønne med 11,7 % af stemmerne fik sit bedste valg i det daværende Vesttysklands parlament. Året før var Tjernobyl-atomkraftværket i det daværende Sovjetunionen sprunget i luften.

  •   Verdensmarkedet for CFC domineredes af et enkelt firma, det amerikanske Du Pont. Efter mange års fornægtelser indså Du Pont i kølvandet på fundet af ozonhullet, at slaget var tabt. Så, frem for at skade sit image ved at kæmpe mod verdensopinionen meddelte firmaet i 1986, at det anså begrænsninger for »rimelige«. Siden har firmaet tjent gode penge på at sælge alternativerne til CFC.

OPRÅB FRA NEW ORLEANS

Et sidste tankevækkende bidrag til historien om CFC er, at de rige lande indvilgede i at betale for de fattiges bidrag til udryddelsen. Og denne gang blev løfterne fulgt af penge. En international fond til gennemførelse af Montrealprotokollen har siden 1991 modtaget mere end 12 mia. kr. til projekter i 139 u-lande. Det vil formentlig ikke føre til total udfasning af CFC i 2010. Men verden er kommet et langt stykke hen ad vejen.

Da denne bog gik i trykken, var der langt til et lignende gennembrud i kampen mod global opvarmning. USA nægtede stadig at underskrive Kyoto-aftalen. Men tingene rykkede sig dog på et par fronter: Måske vil de kraftige orkaner i USA og Caribien i efteråret 2005 komme til at betyde for global opvarmning, hvad opdagelsen af ozonhullet betød for udfasningen af CFC. Ødelæggelserne i New Orleans efter den hærgende orkan Katarina var mange gange mere synlige end ozonhullet. Og det foregik ikke over Antarktis, men i hjertet af USA. I samme måned bragte det indflydelsesrige tidsskrift Science en undersøgelse, der påviste, at antallet af de kraftigste storme er steget markant de seneste årtier.

»Vi begynder at se en sammenhæng mellem varmere verdenshave og stærke tropiske cykloner,« skrev bladet. Det var langtfra noget endegyldigt bevis for, at drivhuseffekten var ansvarlig for stormene i Caribien. Men spørgsmålene blæste pludselig med langt større styrke.

OLIESELSKAB SADLER OM

Hvor industriens modstand mod en aftale om CFC kunne nedbrydes ved at overbevise én helt dominerende fabrikant – Du Pont – er udledning af CO2 en anderledes kompliceret affære. Målgruppen for kampagnen er her alle verdens virksomheder, olieselskaber, energiproducenter og bilister. For nu blot at nævne de vigtigste. Men de seneste år er nogle olieselskaber begyndt at sende nye signaler, om ikke andet, så i selvforsvar.

I 1997 meldte BP sig ud af The Global Climate Coalition, en sammenslutning af 50 magtfulde industrigiganter, der lobbyede mod indsats mod global opvarmning. I et foredrag på Stanford-universitetet i USA sagde olieselskabets direktør John Browne: »Det rette tidspunkt at overveje at ændre politik på grund af klimaforandringer er ikke, når forbindelsen mellem drivhusgasser og klimaændringer er endeligt bevist, men når muligheden ikke længere kan afvises og opfattes som reel i det samfund, som vi er en del af.«

EN ELEFANT I SPINDELVÆVET

Skeptikere fremhævede, at BP desperat havde brug for at forbedre sit image, efter firmaet året før var blevet anklaget for at være medskyldig i regeringens krænkelser af menneskerettigheder i Colombia. Men BP har siden bygget videre på sin miljøvenlige profil. I 2000 skiftede firmaet logo til en sol, der skal »vise vores engagement i solenergi« og byggede nye tankstationer med solfangere på taget. BP blev til bp: beyond petroleum – mere end benzin – i små bogstaver, fordi det angiveligt virkede venligere.

Samtidig begyndte firmaet selv at spare på energien på sine 12.000 raffinaderier, tankstationer og andre virksomheder for derved at udlede mindre CO2. Målet var en reduktion på 10 % over ti år. I 2005 fortalte en af selskabets direktører i et interview, at det var en glimrende forretning, der foreløbig havde sparet firmaet næsten fire mia. kr.

Potentialet ville være kolossalt, hvis den tankegang bredte sig. For som de siger i Etiopien om styrken i fælles indsats: Hvis edderkopper slår deres net sammen, kan de holde en elefant.

figur

  illustration

12 TIL DØDEN OS SKILLER

 illustration

2015 Mål nummer 8: Et globalt partnerskab for udvikling. Ved en begravelse i Ghana når vi frem til den afsluttende sandhed om udvikling: Vi kommer kun videre, hvis vi får ryddet op i det kaotiske ægteskab mellem den rige og den fattige verden.

illustration

Moses Ishmael startede som bolddreng og endte som massørelev for det ghanesiske fodboldlandshold »Black Stars«, før han døde i august 2005.

Det var måske ikke helt den ghanesiske udgave af den amerikanske drøm, som landsholdsspilleren Michael Essien står for. Han blev i samme måned købt af de engelske mestre fra Chelsea for ca. 290 mio. kr. (hvilket næsten svarer til den årlige danske bistand til Ghana). Men for »Black Stars« var massøren med kælenavnet »Ish-moo« dog så værdifuld, at spillerne mindede hans død med et minuts tavshed, før Essien og kollegerne med en sejr over Uganda tog det afgørende skridt mod deres første fodbold-VM i 2006.

To dage senere blev Moses Ishmael begravet i Osu, en forstad til Ghanas hovedstad Accra. Det gik ikke stille for sig. Det lokale værtshus solgte røde T-shirts med teksten »The late Ishmoo – what a loss«, og Osus unge løb gennem gaderne med røde og sorte bannere.

På husmurene hang store plakater med Moses Ishmaels billede og mindeord fra hans ni søskende, der ifølge traditionen hver skulle købe seks meter kostbart stof til at fore kisten. Ved selve begravelsen defilerede gæsterne forbi hans balsamerede lig, der til stor udgift for familien havde været nedfrosset i 17 dage for at give tid til de omfattende forberedelser. Bagefter sad hundreder af mennesker i grå plasticstole under baldakiner, hvor de blev underholdt af musikere og en trup af akrobater.

FODBOLD OG BENSPÆND

Dermed præsterede Ghanas fodboldverden på få dage det bedste og det værste, som udviklingseksperter ved om Afrika. Kvalifikationen til VM var et bevis på, at man med målskabende investeringer kan nå langt.

Tallene fortæller

2,2 $ – det daglige tilskud til hver af EU’s køer fra unionens landbrugsstøtte.
2,3 $ – det daglige bruttonationalprodukt pr. indbygger i Zambia.

»Det internationale fodboldforbund FIFA giver otte mio. dollars til alle, der kvalificerer sig til VM. Så vi gik til regeringen og sagde: Invester to mio. i holdet, og få otte igen. Eller gør det på den billige måde: Brug en halv mio., og tab den, fordi vi så ikke kvalificerer os,« som et af bestyrelsesmedlemmerne forklarede. Sådan fik Ghana i kvalifikationsrunden ram på en af Afrikas stormagter i fodbold, Sydafrika.

Til gengæld var Moses Ishmaels død et eksempel på, hvordan kontinentet ofte spænder ben for sig selv. Ifølge familien døde han af malaria, en sygdom som en mand med hans indkomst og status nemt burde kunne forebygge eller behandle i tide. Og de omfattende udgifter til begravelser har det med at æde en stor del af opsparingen i klodens fattigste lande.

HVAD ER PARTNERSKAB?

De dyre ritualer irriterede den udenlandske diplomat, vi mødte dagen før begravelsen. Vi talte om de mange penge, som ghanesere sender hjem fra udlandet og om muligheden for, at de i højere grad kunne bruges på udvikling. »Pengene går til firehjulstrækkere og begravelser,« sagde diplomaten.

Så vidt vides har ingen bistandsdonorer nogensinde forsøgt at diktere den passende pris for en begravelse. Men ellers har der gennem årene udviklet sig en tradition for, at donorer blander sig i u-landenes budgetter og regeringsførelse som betingelse for at give penge.

Det gør formuleringen af 2015 Mål nummer 8 ganske tvetydig: Betyder at »udvikle et globalt partnerskab« mere kontrol og flere betingelser for at undgå, at pengene går til spilde? Eller signalerer det starten på en periode, hvor u-landene i højere grad betragtes som partnere frem for modtagere af bistand?

Både og, tilsyneladende. Specielt i Afrika. Den amerikanske præsident George W. Bush lovede i juli 2005 at fordoble bistanden til verdens fattigste kontinent med det »primære fokus at reformere landene«. Afrikanske ledere skal ifølge Bush være »repræsentanter for reform« snarere end
»passive modtagere af penge«. U-landene skal altså være partnere og aktive, men aktive på den rigtige måde: De skal bekæmpe korruption og fremme demokrati. Alt det, der i bistandsjargon kaldes »god regeringsførelse«.

 

Kinas stof til eftertanke

Mange af Ghanas traditionelle tekstildesign er nu trykt i Kina på kinesisk bomuld.

Mange af Ghanas traditionelle tekstildesign er nu trykt i Kina på kinesisk bomuld.

Når egyptiske børn fejrer fastemåneden Ramadan, går de rundt i gaderne og samler ind med små lygter med stearinlys, de såkaldte fawani’er. De er traditionelt fremstillet af glas og metal af håndværkere i Cairo, der gennem århundreder har forfinet dette egyptiske stykke kultur.

Men nu kan de dårligt sælge dem mere. Markedet er overtaget af kinesiske plasticmodeller, der er billigere, batteridrevne og udstyret med en mikrochip, der kan spille traditionelle, egyptiske sange.

KATASTROFE FORUDE

Ghana har oplevet noget lignende med nationens stolthed, de såkaldte kentestoffer med farvestrålende, geometriske mønstre. Oprindeligt blev de vævet i smalle baner, som derpå blev syet sammen. Siden kom trykte udgaver af de samme mønstre. Og så kom kineserne. Ghana importerer i dag store mængder kinesiske kopier af sine egne design til en brøkdel af de lokale priser.

I Danmark beslaglagde politiet i august 2005 mindst 5000 kopier af cremen af dansk design: PH-lamper. I Mexico leverer kineserne nu de fleste statuetter af nationens skytshelgen, jomfruen af Guadalupe.

Kineserne har også overtaget Mexicos position som USA’s næststørste vareleverandør (efter Canada). Og i bogen The World is Flat om globalisering citerer journalisten Thomas Friedman en embedsmand i Kinas nationalbank for følgende betragtning om landets forhold til USA: »Først var vi bange for ulven. Så ville vi danse med ulven. Og nu vil vi være ulven.« Hvor USA i årtier beskyldtes for at oversvømme verden med amerikansk kultur – Coca-Cola, McDonald’s, Michael Jackson, Levi’s, Nike – har Kina valgt en anderledes stilfærdig, men potentielt endnu mere profitabel fremgangsmåde: Kineserne tilbyder ikke alternativer til alverdens nationalsymboler. De kopierer dem simpelthen – og udkonkurrerer derpå de lokale producenter.

Det kan være skræmmende nok for danske designere og fagforeninger, der ser deres opfindelser og medlemmers jobs forsvinde til Kina. For udviklingslandene lurer en ren katastrofe. De skal stå meget tidligt op for at slå kineserne i den disciplin, der hedder masseproduktion for lave lønninger og er derfor ofte henvist til at finde på noget andet for at være med i den internationale konkurrence. Bedre og mere forarbejdning af lokale råvarer, for eksempel.

TRUEDE MED VETO

Set med udviklingspolitiske briller er Kinas visioner, ikke dets varer, imidlertid det mest interessante. I kølvandet på de kinesiske containerskibe følger nu diplomater, soldater i FN-fredsstyrker og ingeniører med udviklingsbistand. Kinas interesser i u-landene rækker langt ud over handel. Og de ser muligheder selv på verdens fattigste kontinent, Afrika.

I FN blev det for alvor tydeligt, da Sikkerhedsrådet i 2004-05 forsøgte at skride ind over for massakrerne i Sudans Darfur-region. Kina truede med veto over for ethvert forslag om sanktioner, bl.a. fordi landet er dybt involveret i Sudans olieproduktion. Men det er kun toppen af isbjerget.

I venteværelserne på mange afrikanske ministerkontorer flyder det nu med blade om Kina. Et af dem, nyhedsbrevet CHIN-AFRICA, fortæller om grupper af afrikanske journalister, der har været inviteret på besøg i Kina. Om kinesisk masseturisme i Kenya, hvor 50 kinesere har indspillet en sæbeopera i 30 afsnit, kaldet »Det sidste gennembrud«. Om sudanske børn på akrobatikkursus i Kina. Og om et kinesiskafrikansk handelsråd, der i 2005 oprettede afdelinger i Cameroun, Ghana, Mozambique, Nigeria og Tanzania.

Med fremstød på alle fronter minder det meget om den måde, hvorpå vestlige donorer og Sovjetunionen under den kolde krig konkurrerede om u-landenes gunst. Det er ikke den eneste parallel. Mange af de kinesiske udviklingsprojekter bringer minder om den tunge infrastruktur, der tidligere dominerede Vestens og Verdensbankens bistand: Veje, fabrikker, havnebyggerier.

De bygges ofte af kinesiske arbejdere uden megen lokal involvering. Og projekterne leveres gerne uden de krav om demokrati, respekt for menneskerettigheder og andre betingelser, der i vore dage uvægerligt er en del af bistandssamarbejde for Danmarks vedkommende.

KINA BLANDER SIG IKKE

Kinas deltagelse i olieudvindingen i Sudan er igen et godt eksempel: Her fortrak flere olieselskaber efter afsløringer af brutale tvangsflytninger af befolkningen i oliefelterne. Men Kina blev.

Med andre ord: Kineserne fylder nu mange af hullerne i Vestens udviklingsbistand og giver mange lande penge, som de ikke kan få andre steder fra. Det har flyttet balancen i en bistandsverden, hvor vestlige lande efterhånden havde nået en vis enighed om at kræve demokrati og god regeringsførelse til gengæld for bistand.

Men Kinas manglende profil på de områder skal ikke nødvendigvis forstås sådan, at landet accepterer alt, sagde en højtstående embedsmand i landets udenrigsministerium i efteråret 2005: »Vi blander os ikke i andre landes interne anliggender. Men det betyder jo ikke, at vi ikke siger, hvad vi mener bag lukkede døre.«

TVIVL OM LOGIKKEN

Dermed byggede Bush videre på det seneste årtis tro på, at man med bistand kan købe sig til fundamentale ændringer i de afrikanske samfund. Det var også den underliggende dagsorden i rapporten fra den britiske premierminister Tony Blairs Afrika-kommission, der blev offentliggjort nogle uger før Bush’s tale. Her nævntes »god regeringsførelse« også som en betingelse for øget bistand.

 Men stadig flere intellektuelle i Afrika stiller spørgsmålstegn ved hele den model. »Jeg tror ikke, at Afrika-kommissionens tilgang vil føre til resultater [for bedre regeringsførelse],« sagde Moeletsi Mbeki – bror til Sydafrikas præsident og næstformand for Sydafrikas Institut for Internationale Anliggender – til BBC. »Hele fokus er på dialog mellem vestlige og afrikanske regeringer, snarere end på at styrke Afrikas befolkninger, så de selv kan lægge pres på deres regeringer.

Donorerne kan lægge pres på regeringerne for at holde valg (…). Men valgene er kun begyndelsen. Vi bliver nødt til at have demokratiske institutioner, og det er ikke regeringsinstitutioner. Det er ngo’er, oppositionspartier, massemedier, fagforeninger, kirkelige organisationer og studenterorganisationer. Det er dem, der skaber god regeringsførelse, ikke præsidentens gode hjerte.«

»Vi holder mere ferie end de mennesker, der giver os bistand.« siger den ghanesiske forretningsmand Kofi Amoah

»Vi holder mere ferie end de mennesker, der giver os bistand.« siger den ghanesiske forretningsmand Kofi Amoah.

BOMBE UNDER BISTANDEN

Moeletsi Mbeki sluttede af med en bombe under hele rationalet bag bistand: »Pro-blemet i Afrika er, paradoksalt nok, at den enorme mængde af bistand faktisk får regeringerne til at optræde mindre ansvarligt over for borgerne.« Eller med andre ord: Fordi pengene kommer udefra, føler nogle præsidenter, at de i højere grad kan skalte og valte med økonomien og blæse på befolkningens behov.

Det så man i ekstrem grad under diktatorer som Zaires nu afdøde Mobutu Sese Seko, der engang betroede en amerikansk tv-vært, at han ikke nødvendigvis havde noget imod at låne en del af sin donorbetalte formue til landets befolkning. Men der var et problem: »Mit folk ville aldrig være i stand til at betale mig tilbage,« sagde Mobutu.

Efter en bølge af demokratisering i 1990’erne fjernedes de allerfleste diktatorer i Mobutus sværvægtsklasse, ikke bare i Afrika, men også i Asien og Latinamerika. Og efter den kolde krigs afslutning ser bistandsdonorer mindre grund til at sponsorere præsidenter, der som Mobutu beviseligt stjæler pengene selv.  

MERE SKADE END GAVN

Men det fjerner ikke hele underlaget for Moeletsi Mbekis argument: Selv om bistanden kommer med betingelser, kan dens blotte tilstedeværelse være med til at holde liv i regeringer og styreformer, der ikke ville overleve i et fuldblods demokrati. Andre kritikere går videre end det og mener, at bistand er en hindring for udvikling snarere end en hjælp. »Bistand har gjort os mere skade end gavn. Ikke fordi donorerne ønskede det, men fordi vi er blevet afhængige,« siger Kofi Amoah, en ghanesisk forretningsmand, som vi i starten af dette kapitel mødte som bestyrelsesmedlem i det ghanesiske fodboldforbund. Han er uddannet i USA, hvis forretningsmetoder han nu forsøger at overføre til Ghana.

»Vi holder mere ferie end de mennesker, der giver os bistand. Vi forstår ikke behovet for at grave os selv ud af det hul, vi er havnet i. Hvis jeg var præsident, ville vi have to feriedage om året. Man kan ikke tage fri, når man er bagefter.«

illustration

BEGRAVELSER SKABER JOB

Kofi Amoah åbnede den afrikanske afdeling af pengekurerfirmaet Western Union, som han kalder »et klassisk eksempel på, hvordan teknologi kan bruges til at pumpe penge ind i Afrika.« Firmaet bruger internettet til at overføre en stor del af de penge fra afrikanere i USA og Europa, der i Ghana og visse andre lande overgår den officielle u-landsbistand. Det er vejen frem, siger Amoah. Han ryster på hovedet af donorernes frustration over, at mange af de overførte penge går til luksusvarer og begravelser.

»Grænsen mellem det frie initiativ og socialisme skal respekteres. Hvis jeg har penge og sender dem til min bror, bestemmer han, hvad de skal bruges til. Begravelser skaber også behov – der skal bruges markiser og spiritus og meget andet.

Om at blande bistand med business

I midten af 1990’erne købte en plasticfabrik i Ghana med en dansk hovedaktionær nogle maskiner af det danske plasticfirma Scanbech på afbetaling. Men firmaet i Ghana havde ikke penge til afdragene, og Scanbech havde to muligheder: At afskrive tabet. Eller at overtage fabrikken i Ghana.

Scanbech valgte det sidste. »Det var ikke en strategisk overvejelse [at åbne et datterselskab i Ghana]. Vi var nødt til det for at få vores penge,« forklarer Johannes Møller, finanscontroller i Scanbech. De to parter vedtog at lave et såkaldt joint venture: 51 % til Scanbech, 49 % til det oprindelige danskkontrollerede firma i Ghana.

Hertil var processen en ganske ordinær forretningstransaktion. Så hørte parterne om Privat Sektor-program-met (PS-programmet), som er et af Danidas forsøg på at fremme erhvervsliv i u-landene.

Ideen er at lave partnerskaber mellem danske firmaer og erhvervsfolk i u-landene, der har en god idé, men mangler støtte til at gennemføre den. Resultatet skulle gerne blive nye job og økonomisk vækst i u-landene. Programmet råder blandt andet over penge til overførsel af teknologi og træning af lokalansatte.

GAVE FRA DANIDA

Scanbech søgte og fik i foråret 1998 2,7 mio. kr. – halvdelen i lån, halvdelen som gave fra Danida – til at samarbejde med sig selv og den danske partner i Ghana. Men det meste af det lokale islæt forsvandt hurtigt. Inden årets udgang ejede Scanbech 81,6 % af aktierne i det firma, der nu hed Scanbech Ghana.

Støttet af u-landsbistand havde Scanbech etableret et datterselskab i Ghana, som firmaet anser for så lovende, at det i dag har investeret i alt 10 mio. kr. af sine egne penge. Derved reddede Scanbech ikke blot sin egen oprindelige investering, men også omkring 100 lokale arbejdspladser.

Undervejs modtog Scanbech Ghana yderligere en mio. kr. i aktieindskud og løfter om lån for det samme fra Investeringsfonden for Udviklingslandene (IFU), der også støtter samarbejde mellem firmaer i Danmark og u-lan-dene. IFU er en uafhængig fond, men dens bestyrelse er udpeget af udviklingsministeren og forventes at leve op til principperne i dansk udviklingsbistand –herunder miljøhensyn.

Alligevel kunne vi ved et besøg i september 2005 konstatere, at både IFU og Danida havde ladet Scanbech i Ghana arbejde på en lokal miljøgodkendelse. Det var aldrig kontrolleret, om virksomheden levede op til danske miljøkrav, selv om den arbejder med PVC, der allerede i 1988 kom i søgelyset i Danmark som potentielt farligt for både miljø og arbejdsmiljø.

Ifølge Scanbech blev der de første år ikke brugt megen energi på arbejdsmiljøet, fordi fabrikken kørte med underskud. Virksomheden har nu planer om at udfase PVC.

MASSIV KRITIK

PS-programmet og dets søster i Sydafrika, kendt som Virksomhed-til-Virk-somhed-programmet (VtV), har flere gange modtaget nogle af de mest kritiske evalueringer i Danidas historie. Mange af pengene er gået til store firmaer, der selv havde rigeligt råd til at drive forretning. Eller til lykkeriddere, der med tvivlsomme projekter indimellem har ruineret deres lokale partnere i u-landene.

Den generelle effekt for fattigdomsbekæmpelsen har været begrænset, og i Sydafrika kostede hvert af de skabte job mere end én mio. kr. Alligevel fortsatte Danida PS-programmet, der en overgang var udbredt til samtlige programsamarbejdslande. Det var der flere forklaringer på:

  • Det er almindeligt anerkendt, at udvikling kræver økonomisk vækst, båret af erhvervslivet i u-landene. Derfor prøver ikke bare Danida, men alverdens udviklingsorganisationer ihærdigt at finde brugbare metoder til at støtte lokale virksomheder.

  • Det er lige så kendt, at en del af den politiske opbakning bag Danmarks relativt store u-landsbistand skyldes, at mange af pengene vender hjem til det danske erhvervsliv.

 I gamle dage var det ofte en betingelse for bistanden, at u-landene brugte penge på varer og konsulenter fra Danmark. Men denne såkaldt bundne bistand blev internationalt sat i skammekrogen i 1990’erne, fordi u-landene ofte måtte betale overpris. I de samme år opfandt Danida og erhvervslivet PS-pro-grammet som noget, der lignede et columbusæg: Danske virksomheder kunne tjene penge på den nyeste trend i udviklingspolitik – styrkelse af u-landenes erhvervsliv.

illustration

 

LANGT FRA IDEALER

PS-programmet var derfor af Danida og de ansvarlige politikere udråbt til en succes, endnu før det kom i gang. Bagefter måtte Danida og lokalansatte på ambassaderne forsøge at levere varen i form af partnerskaber. De knoklede gerne hårdt. Men det kneb ofte at finde seriøse danske partnere – og lokale partnere i u-landene, der havde tilstrækkelige forudsætninger.

Derfor blev der plads til så mange lykkeriddere, at der i en evaluering af VtV-programmet i Sydafrika står: »Nogle af de Danida-støttede partnerbesøg havde mere karakter af turistbesøg.« Og derfor var ambassaderne lykkelige, når solide firmaer som Scanbech henvendte sig med ideer, der i det mindste så ud til at kunne overleve. Så gjorde det mindre, at projekter som en Tivoli-kopi og en spillecafé i Cairo og støtte til SAS’ uddannelse af hotelpersonale tit lå langt fra idealerne om, at danske virksomheder hjalp små lokale forretningsfolk i gang.

Ofte bidrog PS-programmet til konkurrenceforvridning. Det skete sommetider helt uden blusel: I Kenya var det erklærede formål med samarbejdet mellem Sadolin i Danmark og det lokale, selvstændige firma af samme navn, at Sadolin Kenya skulle vokse fra at være landets tredjestørste malingsproducent til den største.

Direktøren forsøgte under en gruppe danske journalisters besøg at give indtryk af en interesse i arbejdsmiljø ved at udlevere støvmasker til de ansatte, der rørte oliemaling rundt i store, åbne kar. Samtidig fortalte han, at støtten fra Danida ville gøre det muligt at rationalisere, så han fik færre ansatte.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) meddelte i januar 2006, at reglerne nu ville blive strammet op i PS-pro-grammet, der samtidig skiftede navn til B2B – business-to-business. »Det er vigtigt at understrege, at PS og B2B ikke er en støtteordning til fordel for danske virksomheder, men en mulighed for danske virksomheder til at overføre knowhow til lokale partnere,« sagde Tørnæs.

Fremtiden vil afsløre, om opstramningen kan lave et lykkeligt ægteskab ud af bistandens humanitære formål og erhvervslivets interesser, der primært (og indlysende) er at tjene penge.

Da Tanzania gik i kødet på donorerne

Den tidligere gartner Edward Saidi Tingatinga grundlagde en international succes, da han i 1968 begyndte at male Afrikas dyreliv i spraglede emaljefarver på plader af krydsfiner. Tingatinga var tanzanier, og hans malerier blev på få år den unge nations mest berømte moderne kunsthåndværk. Men det var en forretningsmand i nabolandet Kenya, der registrerede varemærket Tinga-Tinga og spredte mio. af kopier af Tingatingas arbejder på alt fra tøj til tallerkener.

»Kenyanerne var lidt smartere end os. Men nu kræver vi Tingatinga tilbage,« forklarede en souvenirhandler i Dar es Salaam i 2000. »Folk tager vores motiver og trykker dem på T-shirts uden at give os noget som helst. Så nu slås vi for at få ejerskabet igen,« sagde Saidi Chilamboni, en af Tingatingas slægtninge, der selv maler.

HÅRDE BESKYLDNINGER

I Tanzanias ministerier kunne man samtidig høre lignende tale om »lokalt ejerskab« og behovet for at genvinde kontrollen. I statens tilfælde var det dog ikke en kenyaner, der var løbet med varemærket, men bistandsdonorer, der fuldstændigt havde overtaget styringen af landet med deres krav og projekter.

Sådan følte tanzanierne det i hvert fald. Og de fik langt hen ad vejen ret, da Danida bad en ekspertgruppe undersøge det ganske forpestede forhold mellem Tanzania og landets vigtigste donorer. Gruppen var ledet af den canadiske professor Gerald Helleiner, en veteran i tanzanisk bistand. I deres bramfri rapport droppede eksperterne al afrikansk høflighed og skrev for en gangs skyld, hvad regeringen og donorerne i virkeligheden mente om hinanden.

Donorerne fik lov at beskylde regeringen for at have kapituleret over for korruptionen, misligholdt bistandsprojekterne og opgivet at opkræve de skatter, der kunne mindske afhængigheden af ulandshjælp. »De virker trætte. Kampånden fra tidligere er væk, fuldstændig forsvundet,« sagde én donor, mens en anden havde følgende svada: »Troværdigheden af politiske reformer undermineres af fornemmelsen af, at det nationale lederskab mest er interesseret i at fylde dets egne lommer.« Regeringen fik til gengæld lov at beskylde donorerne for at være urealistiske og utålmodige. »De [ministrene og embedsmændene] afskyr donorernes åbenlyse mangel på tillid og deres konsekvente forsøg på at styre uden om regeringens systemer,« hedder det i Helleiner-rapporten. Som gav begge parter ret i deres kritik. Hvorpå regeringen og donorerne satte sig ned og talte.

GENVANDT KONTROL

»Temaerne var jo ikke nye. Det nye var, at vi blev tvunget til at sige til hinanden, så det ikke kunne misforstås: Der er brug for handling,« forklarede Peniel M. Lyimo, vicedepartementschef i finansministeriet.

Tanzanierne fik igen kontrol med landets egen administration, som bistandsdonorerne i vid udstrækning havde overtaget i et forsøg på at få bistanden til at virke. For få år siden var det fast praksis, at donorer som Danida gik ind i ministerierne og betalte udvalgte medarbejdere en bonus for at arbejde på netop deres projekt.

»De begyndte at konkurrere om de bedste medarbejdere. Ministerierne fungerede ikke længere som ministerier. Alle arbejdede på deres egne små øer, og det gjorde regeringen svag. For hver gang folk var færdige med et projekt, kiggede de sig om efter et nyt,« forklarede Lyimo og fortsatte: »Førhen havde donorerne så stærk en opfattelse af, hvad der burde ske, at vi var hjernevasket. Vi talte om et Danida-projekt, et Sida-projekt (støttet af svenskerne, red.) og så videre. Der fandtes ikke noget, der hed regeringsprojekter. Så langt ude var det«.

illustration

BUNDEN BISTAND

Den manglende følelse af lokalt ejerskab til ulandsbistanden havde katastrofale følger: »Hvis et projekt gik i stykker, og der var brug for en reservedel, var der ingen chance for, at folk selv ville få det ordnet. Projekterne var designet og gennemført på en måde, der intet havde at gøre med befolkningen. Alt var døbt Danida,« fortsatte Lyimo.

Det ændrede sig i kølvandet på Helleiner-processen, som gav genlyd i store dele af bistandsverdenen. Tanzanias nationale strategier bliver ikke længere skrevet hos Den Internationale Valutafond i Washington, USA, men i landets egen hovedstad Dar es Salaam. Og frem for at finansiere enkeltprojekter arbejder donorer som Danida i dag med såkaldt sektorprogrambistand, hvor pengene i vid udstrækning kanaliseres gennem Tanzanias ministerier. Det har sikret langt større lokal indflydelse og fornemmelse af ejerskab.

Efterfølgende vurderinger af Helleinerprocessens langtidsholdbarhed har været gamle dages uvaner: Den høje grad af såkaldt bunden bistand, hvor donorerne kræver, at modtagerne – her Tanzania – køber varer og konsulentbistand hos donorerne selv. Det skaber ofte konkurrenceforvridning og forhindrer, at u-landene får det maksimale ud af pengene. Danmark har derfor opgivet bunden bistand på alt undtagen fødevarebistand (der blandt andet bruges til nødhjælp). Den falder først væk i 2009.

 

Og al økonomisk aktivitet vil i den sidste ende føre til flere job.«

ET OFFERS PSYKOLOGI

Kofi Amoah finder det ufatteligt, at Ghana kan være fattigt, når landet flyder med bauxit (hvoraf man udvinder aluminium), guld, tømmer og kakao. »Vi har ikke brug for bistand. Hvis vi har alle disse ting og ikke kan få økonomien til at køre, må øvelsen gå ud på at finde ud af hvorfor.« Spørger man chefrådgiveren bag FN’s 2015 Mål, Jeffrey Sachs, vil han forklare, at Ghana er fanget i en fattigdomsfælde.

Det globale partnerskab i 2015 Målene går derfor ud på, at donorerne skal investere i infrastruktur – skoler, klinikker, veje – og i uddannelse for at få landet op på det første trin af udviklingens stige. Derefter kan handel og økonomisk vækst klare resten. Det tror Kofi Amoah ikke på: »Hvis nogen hjælper dig op på første trin, klarer du den aldrig selv til det andet.« Kofi Amoah mener, at Afrika hænger fast i en offerpsykologi, skabt af slavehandlen og kolonitiden. Men det nytter ikke, siger han og citerer den amerikanske præst Jesse Jackson: »Det er muligt, at du ikke selv var ansvarlig for, at du faldt. Måske skubbede nogen til dig. Men du er selv ansvarlig for at komme op igen.« 

Hundrede meter fra multinationale selskabers kontorlandskaber i Ghanas hovedstad Accra hoster kvinder sig gennem hverdagen ved røgning af fisk.

Hundrede meter fra multinationale selskabers kontorlandskaber i Ghanas hovedstad Accra hoster kvinder sig gennem hverdagen ved røgning af fisk.

ENIGHED OM MIDLERNE

For Kofi Amoah handler det globale partnerskab derfor om handel og om at udnytte verdens teknologiske fremskridt: »Mobiltelefoner betyder, at vi ikke behøver nedgrave telefonkabler. Vi kan få biler, der udnytter benzinen bedre. Afrika er ikke fattigt – vi er bare lidt bagefter. Og fordi vi er bagefter, kan vi lære af den rige verdens fejltagelser.«

Det var nøjagtigt det princip, der var med til at sikre Tyskland og Japan så hurtigt og så voldsomt et comeback efter anden verdenskrig. Men hvis drømmen skal gå i opfyldelse for Afrika, har kontinentet brug for store indsprøjtninger af penge, hvilket man i princippet er enige om at bidrage til. Det blev senest bekræftet to gange i 2002: Først på FN’s topmøde om finansiering i Monterrey – og siden i Johannesburg på topmødet om bæredygtig udvikling.

Gælden og den gode vilje

Mange embedsmænd i udviklingslandenes finansministerier – her Ghanas – er bekymrede, fordi gældsbyrden udhuler u-landsbistanden og u-landenes økonomiske vækst.

Mange embedsmænd i udviklingslandenes finansministerier – her Ghanas – er bekymrede, fordi gældsbyrden udhuler u-landsbistanden og u-landenes økonomiske vækst.

Mange danskere har prøvet det: At acceptere lån og kassekreditter fra banker med aggressiv markedsføring, der tilsyneladende havde travlt med at komme af med så mange penge som muligt.

Bagefter lærte vi, at det er rasende dyrt at være fattig. Renterne på kassekreditten eller kontokortet hos Magasin var højere end prisen på den sofa, vi så i sidste uge og hellere ville have haft. Men som vi derpå købte alligevel for et nyt lån, hvis renter næste år vil gøre det umuligt at udskifte fjernsynet. Hvis altså ikke vi til den tid køber det ny tv på afbetaling eller tager endnu et lån. Banken siger jo, det sagtens går.

Det var cirka sådan, at u-landenes kolossale gæld opstod. Den blev grundlagt i 1960’erne og 70’erne af lånere og af långivere, der havde flere penge end spørgsmål til, hvordan de blev brugt. Den kolde krig rasede, den vestlige verden og Sovjetblokken konkurrerede om at købe sig venner i udviklingslandene, og ingen afrikansk diktator var så korrupt, at han ikke blev anset for kreditværdig.

 Hverken långiverne eller u-landene kan løbe fra, at en del af lånene var himmelråbende uansvarlige. Mens selv den mest aggressive danske bankrådgiver ville undgå at låne en bistandsklient til en Ferrari, fik ulandene lov at belåne sig selv op over de fabriksskorstene, de ikke havde.

Man drømte om, at ulandene kunne slippe fra deres hasarderede lån på samme vis, som vestlige regeringer og forbrugere traditionelt har gjort det: Gennem en velvoksen økonomisk vækst. Men i stedet voksede lånene sig hurtigt så store, at det blev fuldstændigt uoverskueligt at afvikle dem. Nigeria nævnes ofte som et eksempel: Landet lånte oprindeligt omkring 100 mia., havde i 2005 betalt 110 tilbage, men skyldte alligevel fortsat næsten det dobbelte.

I 1980’erne og 1990’erne blev lån i stor stil afløst af bistand som gaver. Men da sad u-landene allerede i gældsfælden. Mange betalte mere i renter og afdrag på gæld, end de brugte på deres sundhedsvæsener. Af verdens samlede bistand til ulandene i 2002 på 450 mia. kr. gik de 66 mia. retur som afdrag på gæld.

I 1999 indså de rige lande, at ulandene aldrig ville slippe ud af denne gældsfælde. Det såkaldte HIPC-initia-tiv (Heavily Indebted Poor Countries) skulle derfor bringe de fattigste landes gæld ned til et niveau, hvor de havde en realistisk chance for at betale den af.

Mekanikken i HIPC-initiativet fulgte en ny trend, der afslørede, at begge parter havde lært af fortidens skruppelløse finansiering af diktatoriske og korrupte regeringer. For at kvalificere til gældslettelse, skal u-landene lave en national strategi til bekæmpelse af fattigdom. Og derudover skal de demonstrere en vilje til at fremme demokrati og bekæmpe korruption. Det svarer alt sammen til ideerne i 2015 Målet om det globale partnerskab.

Trods diverse gældslettelser skyldte de fattige lande ved udgangen af 2005 stadig omkring 2500 mia. kr.. Men det er langtfra så astronomisk, som det lyder. Det var kun det dobbelte af, hvad USA omkring samme tid havde brugt på krigen i Irak. Derfor er det med gælden som med 2015 Målene: Det handler mere om principper og den gode vilje end om pengemangel.

 

Begge steder understregede rige og fattige lande, at global fattigdom skal udryddes gennem økonomisk vækst, der samtidig tager hensyn til miljøet og klodens fremtid. Mellemindkomstlande skal først og fremmest nå dette mål gennem private investeringer og handel, mens de fattigste lande fortsat har brug for store mængder u-landsbistand for at komme i gang.

Ifølge FN handler partnerskabet altså både om handel og investeringer og om bistand. Men der er fortsat et gab mellem ord og handling. I Johannesburg blev det klart, at de rigeste lande ikke har nogen ambition om at opfylde FN’s 35 år gamle mål og give 0,7 % af deres bruttonationalprodukt i bistand. I et forsøg på at afværge desperationen føjede man endnu et nyt initiativ til arsenalet:

Såkaldte privateoffentlige partnerskaber, hvor virksomheder i samarbejde med staten udvikler ny teknologi og nye måder at fremme udvikling på. Så vidt ordene. Realiteterne er som følger:

MARKEDERNE ÅBNEDE SIG

Mange års krav om frihandel førte i 2001 til den såkaldte »alt undtagen våben«-af-tale. I denne aftale fik verdens 49 fattigste lande fri adgang til EU’s markeder for alt andet end våben. USA tog et lignende initiativ i 1993 med AGOA-aftalen (Afri-can Growth and Opportunity Act).

Det var ikke helt så frit, som det lød. EU-aftalen havde lange overgangsperioder for bananer (2006), ris og sukker (begge 2009) – tre af u-landenes største slagnumre. Aftalen begrænsede også u-landenes ret til eksport af varer, hvis de havde købt råmaterialerne i et andet land og dermed forarbejdet dem.

Alligevel flyttede disse handelsaftaler fokusset: De største hindringer for de fattigste lande er ikke længere toldmure, men u-landenes interne problemer – og USA’s og EU’s landbrugsstøtte. De lidt rigere u-lande slås fortsat med toldmurene. Og så har et nyt problem vist sig på himlen. Det enorme og stigende fokus på sundhed i vestlige lande medfører krav til varerne fra u-landene, der er så omfattende, at de til tider ligner tekniske handelshindringer.

FRIHANDEL MED BAGSLAG

De fattigste landes interne problemer kan deles i to grupper. Den ene handler om alt det praktiske, der gør livet surt for en landmand eller fabrikant: Dårlige veje og havne, huller i elektricitets- og vandforsyningen og et skidt fungerende bureaukrati, herunder korruption. Det er her, u-lands-bistanden kan hjælpe med alt fra vejbyggerier til uddannelse.

Den anden gruppe af u-landenes interne problemer er de negative konsekvenser af frihandel og privatisering af statsvirksomheder: Total frihandel betyder også, at u-landenes egne grænser åbnes for import af varer fra udlandet, hvilket skærper konkurrencen.

Herved kan frihandel på kort sigt lukke flere virksomheder i u-landene, end den åbner. Privatisering af statsvirksomheder har haft samme effekt, både i u-landene og den tidligere kommunistiske blok. De har ikke kunnet overleve i fri konkurrence.

Mennesker i udvikling – somaliere på privat ulandsbistand

Somalia tjente engang sine penge på at eksportere bananer og sælge kameler og geder til den arabiske halvø, hvor titusinder af somaliske dyr blev slagtet under de årlige pilgrimstogter til Mekka.

Men siden gik Somalia i opløsning med udbruddet af en borgerkrig i 1991. I dag lever landets største virksomheder ikke af eksport, men af import: De er specialister i privat pengeoverførsel og konkurrerer om at tilbyde de hurtigste og billigste forbindelser mellem somaliere i Nordamerika, Europa og Mellemøsten og deres familier i hjemlandet.

FLYGTNINGE INVESTERER

Ifølge FN bliver de private overførsler hvert år til mere end fem mia. kr. Det er seks gange så meget, som Somalia får i ulandsbistand. Dermed er Somalia et af de bedste eksempler på en global udvikling, der i relativ ubemærkethed tog fart i 1990’erne. Her overhalede private overførsler til verdens fattigste lande den officielle udviklingsbistand.

Nogle sender penge hjem til familien af ren godgørenhed, men som regel er der tale om et gensidigt forpligtende forhold. Krigsflygtninge investerer i en fremtid i deres hjemland ved at hjælpe de tilbageværende. Andre emigranter er i Europa eller USA som resultatet af en langsigtet plan. Deres familie har finansieret en uddannelse, der kan bruges i USA eller Europa – eller betalt en menneskesmugler for at sikre sig et brohoved i den rige verden. Den udvandrede takker ved at sende penge hjem.

I Somalia går størsteparten af de hjemsendte penge til de enkelte familier, der ofte er fuldstændigt afhængige af overførsler på gennemsnitligt 1200 kr. om måneden. Men overførselsøkonomien har også finansieret en af Afrikas mest moderne bilparker, tre telefonselskaber og fire luftfartsselskaber i et land, der officielt er så fattigt og kaotisk, at Verdensbanken har opgivet at udregne dets bruttonationalprodukt (s. 31).

GULDSMEDEN

Det største af firmaerne bag pengeoverførslerne, Dahabshiil (»Guldsmeden«), har afdelinger og partnere i somaliske miljøer over hele kloden og et internetbaseret system med omgående overførsel af penge. Kontorerne i Europa og USA holder ofte åbent syv dage om ugen og til langt ud på aftenen.

Så snart pengene er afleveret pr. knallertbud eller afhentet i en af Dahabshiils afdelinger i Somalia, får afsenderen på den anden side af kloden en bekræftelse på e-mail. Det er alt sammen billigere og langt hurtigere, end traditionelle banker kan klare.

Pengene fra eksilsomalierne dukker op overalt i Somalia. De har finansieret et bibliotek på 80.000 bøger på universitetet i provinsbyen Borama, gynækologens kondomer på Hayad-hospitalet i Mogadishu og tv-kameraerne på HornAfrik, landets største private medieselskab. Bidragene fra udlandet er ikke kun kontante. På markederne sælges remixede versioner af Somalias kæreste hits, indspillet af eksilsomaliere i Toronto, Canada.

Overførslerne er af så vital betydning for Somalias overlevelse, at FN’s udviklingsorganisation UNDP (s. 165) siden 2001 har medvirket aktivt til at holde pengestrømmen flydende. I kølvandet på terrorangrebene på USA måtte Dahabshiils største konkurrent, Barakaat, lukke, da firmaet blev mistænkt for at transportere penge for al-Qaeda. Siden har UNDP hjulpet de resterende firmaer i branchen med at leve op til USA’s skærpede terrorlovgivning.

PENGE BRUGES PÅ KHAT

Overalt på kloden spekulerer udviklingsorganisationer og ulandenes regeringer i disse år på, hvordan de kan lokke flere af de overførte penge ind i projekter, der kan bidrage til social udvikling. Som regel må de affinde sig med, at pengene enten bruges privat eller investeres i erhvervslivet – og at penge til målrettet fattigdomsbekæmpelse derfor først vil komme gennem økonomisk vækst og skatter.

Til nogle somalieres frustration – og andres daglige glæde – går mere end en tredjedel af de fem mia. importerede kr. her til rusmidler. Mellem 1,8 og 2,1 mia. kr. sendes hvert år direkte videre til Etiopien og Kenya som betaling for euforiserende khat-blade.

Khat skal helst tygges, mens det endnu er frisk og distribueres derfor med en effektivitet, der kunne revolutionere landet, hvis den blev anvendt mere konstruktivt. Hver morgen kan man derfor møde højtlæssede, firhjulstrukne pickupper, kørt af lige så høje chauffører, der helt undtagelsesvis og ofte sidelæns rammer grusvejen, mens de flyver af sted for at nå markedet før middagstygningen.

Samtidig lander seks-syv små fragtfly uden for hovedstaden Mogadishu, hvor omkring 100 minibusser holder parat for at få de friske khat-blade ud til selv de fjerneste og mest krigshærgede hjørner, før de visner. Fra ved totiden om eftermiddagen glider det meste af landet derpå ind i en døs, der gør officielle aftaler efter frokost stærkt tvivlsomme.

»Vi tygger, hvad der svarer til et hospital om dagen,« skummede Edna Adan Ismail, daværende socialminister og nuværende udenrigsminister i den selvudråbte republik Somaliland mod nord, da vi diskuterede problemet i 2003. Hun havde selv vist en bedre vej ved at kanalisere penge fra udlandet ind i et nyt fødselshospital.

UNDP’s (s. 165) chef i Somalia, Maxwell Gaylard betragtede overførslerne som et af de få konkrete eksempler på den nyeste trend i internationale bistandsvisioner: At erhvervslivet skal spille en fremtrædende rolle i udvikling.

»Det skete muligvis ved en tilfældighed. Men det er ikke afgørende,« sagde Maxwell. Han er overbevist om, at hvis der en dag bliver fred i Somalia, skyldes det blandt andet overførslerne. De har skabt muligheder, hvor krigen kun efterlod klippegrund.

Meget af Somalias private u-landsbistand går op i biler og tygning af euforiserende khat-blade. Men FN’s udviklingsorganisation UNDP mener, at potentialet er langt større.

Meget af Somalias private u-landsbistand går op i biler og tygning af euforiserende khat-blade. Men FN’s udviklingsorganisation UNDP mener, at potentialet er langt større.

ET GODE PÅ LANGT SIGT

Privatiseringerne var i 1980’erne og 1990’erne ofte et krav fra de store internationale pengeudlånere, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (s. 164), når de forsøgte at rydde op i u-landenes økonomier. Ved samme lejlighed røg mange af de statslige indkøbsorganisationer, der ofte havde monopol på at købe landbrugsprodukter.

Liberaliseringerne kunne være gode for landmændene, da indkøbsorganisationernes priser ofte var kunstigt lave for at holde folkemasserne i byerne i ro. Men nogle steder betød privatiseringerne, at der pludselig ikke længere var købere. I nogle lande var vejnettet for eksempel så jammerligt, at ingen privat opkøber kunne drømme om at køre længst ud på landet for at købe små mængder majs og ris.

Disse negative sideeffektiver af frihandel og liberalisering er nogle steder så store, at de overstiger fordelene. Men de fleste er enige om, at det er en overgangsperiode. I hvert fald, hvis de rige lande gør alvor af at leve op til grundtanken bag frihandel: Varer skal produceres, hvor det er billigst, og de enkelte lande og regioner skal koncentrere sig om det, de er bedst til. Sådan kan hele verden blive rigere.

»PERVERS« STØTTE

Problemet er selvfølgelig, at de rige landes landbrugsstøtte er et kolossalt dementi af løfterne om frihandel. Landbrugsstøtte holder liv i megen amerikansk, europæisk og japansk produktion, der aldrig ville klare sig i åben konkurrence med u-landene.

Støtten har to konsekvenser. Den ene er bekymrende: Det gør det sværere for u-landene at sælge deres varer i de rige lande. Den anden er absurd: Statsstøtten skaber kunstigt lave priser, der gør europæiske landmænd i stand til at eksportere varer til u-lande, der kan producere dem billigere selv. EU’s landbrugsstøtte forhindrer altså ikke bare u-landenes landmænd i at blive rigere. Den gør dem aktivt fattigere. »Perverst«, sagde udviklingskommissær Poul Nielson om landbrugsstøtten på topmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg.

Det er officiel dansk politik at bekæmpe landbrugsstøtten i EU. Derved kan man foreløbigt imødekomme u-landenes lobbyister uden at få alt for store problemer med de danske landmænd. For reelle indgreb over for landbrugsstøtten er urealistisk, så længe regeringerne i større EU-lande som Frankrig fortsat ligger under for presset fra rasende landmænd, der ved de mindste antydninger af støttens bortfald blokerer landevejene med brændende bildæk.

RINGE INTERN HANDEL

U-landene har for længst gennemskuet, at handel med EU og USA ikke er en guldgrube. Det kan derfor undre, at de ikke bruger flere kræfter på at handle med hinanden. Kun 8 % af Afrikas eksport går til andre afrikanske lande – resten sendes ud af kontinentet. Det er der flere årsager til:

  • Kolonitidens bånd er fortsat stærke. Den tidligere kolonimagt er ofte det enkelte u-lands største eller næststørste handelspartner, blandt andet fordi mange forretningsfolk i Afrika, Asien og Latinamerika er europæere, der blev hængende efter selvstændigheden.

  • Transport er ofte bedre mellem Europa og u-landene end internt mellem u-lan-dene. Hver nat flyver omkring 25 jumbojetter fra Europa til Sydafrika. Den eneste rute internt i Afrika med nok passagerer til den slags trafik er en enkelt daglig maskine fra Johannesburg til Lagos, Nigerias største by og Vestafrikas økonomiske hovedstad. Ofte er det hurtigst og billigst at flyve via Europa, hvis man skal fra det sydlige og østlige Afrika til Vestafrika.

  • U-landene konkurrerer ofte om at sælge de samme råvarer til Europa frem for at forædle varerne og sælge forskellige produkter til hinanden.

»Med kolonialismen i hovedet opdager vi ikke mulighederne i resten af Afrika,« siger den tanzaniske forretningsmand Ali Mufuruki. »Jeg vil give dig et eksempel: Et kilo tørret fisk i Kinshasa [hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo] kostede 20 dollars, da jeg sidst var der. I Tanzania får man tre dollars for et kilo frossen fisk, pakket efter internationale standarder. Men folk i Mwanza [på bredden af Victoriasøen i Tanzania] anede intet om markedet i Congo og var ikke interesseret. Eksport betyder pr. definition Europa eller Japan.«

FÅ PRIVATE INVESTERER

Så meget om handel, hvor potentialet og problemerne kort kan opsummeres: Der er gjort fremskridt for frihandel. Men landbrugsstøtte og en – ganske vist faldende – eksportstøtte til industrivarer i den rige verden forhindrer u-landene i at få det fulde udbytte.

Verdens bedste BMW er – nogle år – afrikansk

illustration

En flok australske BMW-forhandlere var mere end skeptiske, da de i 1998 blev fløjet til Sydafrika for at besøge deres nye leverandør af den tyske bilfabrikants mindste udgave, 300-serien. »De fortalte os lige op i ansigtet, at de ikke kunne sælge en bil produceret i Afrika. Deres kunder ville have biler, der var lavet i Tyskland,« fortalte Richard Carter, BMW’s informationschef i Sydafrika.

Men BMW stod på sit. Og i 2000 blev fabrikken i Pretoria kåret som verdens bedste producent af europæiske biler. Det skete i en global, årlig undersøgelse af nye biler, hvor det amerikanske konsulentfirma J.D. Power spørger 65.000 kunder om deres erfaringer.

Gennemsnittet det år var 133 fejl pr. 100 biler. BMW’s fabrik i Pretoria havde 85, mens moderfirmaet i München havde 87. BMW er ikke alene i Sydafrika. Mercedes, Toyota, Volkswagen, Nissan og Ford er blot den vigtigste håndfuld af de konkurrenter, der har bidraget til en nidobling af bileksporten fra 1995 til 2005. Også eksporten af komponenter til resten af den globale bilproduktion er vokset markant.

Det er resultatet af en bevidst satsning på et hul i verdensmarkedet, der passede godt til Sydafrikas specifikke fordele: Relativt lave lønninger, lave elpriser og god infrastruktur i form af jernbaner og havne, så bilerne kan eksporteres effektivt.

En vigtig årsag til succesen er det såkaldte Motor Industry Development Programme, der er en kreativ omgåelse af principperne om frihandel. Ordningen tillader bilfabrikanter at importere biler toldfrit for en værdi svarende til lokalt producerede komponenter i eksporterede biler. Så når BMW eksporterer biler fra 300-serien, kan firmaet toldfrit importere de større modeller fra Tyskland til det sydafrikanske marked.

Samtidig er der store uudnyttede muligheder for regional handel, der blandt andet kan fremmes gennem bedre veje og billigere transport, færre toldmure og flere fabrikker til lokal forarbejdning af råstoffer fra landbrug, minedrift og tømmerhugst.

En del af løsningen kan findes i det mest potente partnerskab, som verden kender:

Private investeringer. De finder kun sted, hvor udsigten til afkast er høj – eller som minimum til stede. Derfor går investorerne ofte uden om de fattigste lande. Afrika syd for Sahara har de seneste år kun fået godt 4 % af klodens samlede private investeringer i udlandet.

Og blot 12 af verdens u-lande scorer tilsammen mere end 80 % af de investeringer, der ikke har med olieudvinding at gøre. Ingen af dem ligger i Afrika, mens de bedst fungerende lande i både Asien og Latinamerika er med på listen.

 

Benspænd for udviklingen: Korruption og nepotisme

Korruption og nepotisme – favorisering af familie, venner og forretningsforbindelser – regnes for nogle af de værste gifte mod demokrati og udvikling. Og stadig flere rige lande forlanger »god regeringsførelse« (der er bistandsjargon for en indsats mod korruption) til gengæld for deres u-lands-bistand.

Danida har indført »nultolerance«. Og et stigende antal u-lande har fået stærkere love mod korruption og statslige institutioner til at bekæmpe problemet.

Men ofte er korruption og nepotisme en forlængelse af årtusindgamle traditioner for, at den stærke hjælper den svage og får tjenester til gengæld. Derfor opfatter mange borgere i u-lan-dene ikke nødvendigvis den slags forbindelser som kriminelle – eller i det mindste ikke så kriminelle, at de bør retsforfølges.

Det blev i 2005 demonstreret i Sydafrika, hvor forretningsmanden Schabir Shaik blev dømt for at have »et gennemgående korrupt forhold« til landets vicepræsident Jacob Zuma –og for i det værste tilfælde at have bedt et fransk våbenfirma om bestikkelse svarende til en halv mio. kr. om året til Zuma.
Korruptionen opstod, fordi Zuma med flere koner og flere boliger levede over evne. Shaik trådte hjælpende til med penge. I landsretten hævdede han, det var lån, hvilket dommeren afviste. Til gengæld for støtten hjalp Zuma sin ven med at få offentlige og private kontrakter.

Kort efter Schaiks dom blev Zuma fyret som Sydafrikas vicepræsident og derefter tiltalt i sin egen retssag. Hverken Zumas sag eller Shaiks appelsag ved højesteret var afgjort, da denne bog gik i trykken. Men uanset om Shaiks penge var gaver eller lån, havde Zuma bragt sig i et afhængighedsforhold, der i Danmark ville være uacceptabelt for en politiker.

DEN NÆSTE PRÆSIDENT

I Sydafrika var sagen en anden. Her havde magtfulde fraktioner i regeringspartiet ANC i mange år satset på Zuma som landets næste præsident –og de havde utvivlsomt forventninger om, at denne støtte ville blive belønnet med poster i fremtidige regeringer.

 Zumas støtter var derfor villige til at lade hans store indsats for ANC tælle mere end hans mulige lovovertrædelser. En kongres i ANC valgte med klapsalver at lade Zuma fortsætte som aktiv vicepræsident i partiet. De magtfulde fagforeninger opfordrede Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, til at genindsætte Zuma som landets vicepræsident og kræve korruptionsanklagerne droppet uden at give domstolene en chance for at afgøre hans eventuelle skyld.

Det hører med til historien, at der i flere år har raset en magtkamp i ANC. Og meget tyder på, at Zumas modstandere aktivt hjalp med til at bringe korruptionssagen frem i lyset. Men det virkelig interessante er, at Zuma ved at tage imod Shaiks penge overhovedet bragte sig i en situation, hvor han kunne mistænkes. Hvorfor begik han så vanvittig en fejltagelse på et tidspunkt, hvor han var ét skridt fra det højeste embede i Afrikas bedst fungerende demokrati? Zuma satsede – i det mindste ubevidst –på, hvad der faktisk skete: At hans støtter ville regne hans indsats i den politiske kamp for vigtigere end hans mulige kriminalitet.

PATRON OG KLIENT

Én mulig forklaring på den tankegang er årtusindgammel: det såkaldte patron-klient forhold. En patron er en beskytter eller velgører – en klient er en, der har behov for støtte eller beskyttelse.

I middelalderens Europa trællede fæstebønder for de godsejere, der beskyttede dem i den tids hyppige krige. I nutidens Afrika modtager høvdinge store gaver til gengæld for adgangen til den landbrugsjord, som de har magten over. Og landsbyerne forventer at få udvikling – vandpumper, elforsyning, asfaltveje –fra de parlamentsmedlemmer, de har valgt.

Mekanikken er ikke nødvendigvis usund og er ikke grundlæggende forskellig fra, hvad man oplevede i middelalderens Europa. Danskere forventer også en indsats for deres egen egn fra de lokale folketingsmedlemmer. Men det udvikler sig til korruption, når forventningerne overgår parlamentsmedlemmets reelle muligheder for at levere – og han derpå begynder at udnytte sin magtposition til at tage sig betalt for at hjælpe andre. Hvilket igen gør det muligt for ham at betale sine vælgere, opfylde deres forventninger og blive genvalgt.

I andre tilfælde udnytter embedsmænd deres magtposition til at tage sig betalt for ydelser, der burde være gratis – eller politi og domstole gør det ulovlige lovligt mod en passende betaling. Alt dette finder sted på en glidende skala. I mange lande er offentligt ansatte så dårligt betalte, at befolkningen reelt betaler deres løn gennem »brugerbetaling« som et alternativ til at betale skat.

Her vil en oprydning i hele samfundsøkonomien gøre mere gavn end retsforfølgelser for korruption. Men også i rigere og bedre administrerede lande er det åbenlyst, at kampen mod korruption først og fremmest handler om at gøre det moralsk uacceptabelt.

Sydafrikas vicepræsident Jacob Zuma synes i det mindste ubevidst at have satset på,

Sydafrikas vicepræsident Jacob Zuma synes i det mindste ubevidst at have satset på, at hans tilhængere ville bære over med hans samarbejde med korruptionsdømt forretningsmand.

SAMARBEJDE RYKKER GRÆNSER

Fristelserne lurer jo alle vegne. Den tidligere danske miljøminister Hans Christian Schmidt (V) sikrede en genvej til ekstra penge fra en særlig miljøpulje til den skole, hvorfra han havde orlov. Han brød ikke nogen lov og blev i regeringen. Men mange havde en instinktiv fornemmelse af, at Schmidts handling var forkert.

Dette instinkt er langt vigtigere i kampen mod korruption end de bedste love. Folk afholder sig ikke fra korruption (eller fra spirituskørsel), fordi det er forbudt – men fordi de frygter omverdenens moralske dom, enten ved stemmeurnerne eller i massemedierne.

Denne fornemmelse regnes ofte for en sidegevinst af demokrati. Men man kan også argumentere omvendt: At demokrati er selve sansen for ret og rimelighed. Derfor er det vanskeligt for demokratiet som institution – altså for staten – at diktere et effektivt indgreb mod korruption. Uvæsenet kan kun udryddes gennem en lang proces, hvor domstole, politikere, medier og græsrødder tilsammen rykker grænserne for det acceptable.

I Uganda har organisationen Uganda Debt Network haft stor succes med at registrere de bevillinger, som parlamentet og ministerierne laver til udvikling i lokalområderne. Oplysningerne bliver sendt videre til befolkningen, som så kan råbe op, hvis de lovede vandpumper, skoleborde og asfaltveje ikke dukker op.

HØNEN OG ÆGGET – IGEN

Der er stribevis af årsager til, at private investorer ikke rigtigt finder resten af verdens u-lande interessante: Dårlig infrastruktur. Krige, konflikter og kriminalitet. Manglende ejendomsret til jorden. Korruption og lovløshed. Men mange af disse problemer kan kun overvindes, hvis landene får penge.

Dermed er vi tilbage ved hønen og ægget: Uden private investeringer og økonomisk vækst kan man ikke skabe de forhold, der tiltrækker private investeringer. En løsning er at finde penge, der ikke nødvendigvis skal give afkast.

Bistand er det mest indlysende svar og et centralt element i FN’s forståelse af 2015 målene. Men mål otte om partnerskaber understreger, at det er en nogetfor-noget situation: USA’s præsident George W. Bush er ikke den eneste, der forlanger god regeringsførelse til gengæld.

UD I LYSET

Mål nummer 8 viser, hvordan de første 7 kan opfyldes. Det er den indre og afsluttende logik i 2015 Målene. Besnærende enkelt, nærmest som en matematisk ligning. Øget ansvarlighed er lig med flere penge. Men ligningen kan kun løses, hvis både rige og fattige lande formår at ændre de variable og faktorer, der hidtil har givet for dårlige resultater. Der skal brydes med de ideer og gamle vaner, der ikke fungerede.

Det er ikke helt så enkelt som den lille ceremoni, som gæsterne ved Moses Ishmaels begravelse brugte til at sende ham videre. Ved kisten bad de hviskende om hans tilladelse til at rive båndene til fortiden over og lade ham fortsætte hans rejse alene.

Derpå flækkede de sørgende hver en colanød på langs og kastede to halvdele på jorden som terninger. Hvis de landede på hver sin måde – den ene på den flade side, den anden på den runde – havde man fået Moses Ishmaels velsignelse til at lægge døden bag sig og gå ud i lyset. Hvis de to halvdele landede på den samme side, måtte der trygles og bønfaldes og prøves igen, til de endelig faldt rigtigt.

Verden har det både sværere og nemmere: Vi har ikke nødvendigvis et uendeligt antal kast. Men som denne bog har afsløret, kan nøden knækkes på mere end én led. Det er blot om at komme i gang.

illustration

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER

UDVIKLING PÅ INTERNETTET

De fleste omtalte organisationer i bogen har internetportaler, hvor man kan finde svar på mange spørgsmål og holde sig opdateret:

2015 Målene: Målenes officielle hjemmeside med FN’s statusrapporter findes på: http://www.un.org/millennium. Se også http://www.2015.dk

92-gruppen: En sammenslutning af 21 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev stiftet i forbindelse med FN’s topmøde om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro. http://www.92grp.dk

Amnesty International: Måske verdens mest kendte menneskerettighedsorganisation. http://www.amnesty.dk Care: Udviklingsorganisation med særligt fokus på miljø og bæredygtig udvikling. http://www.care.dk

Copenhagen Consensus: Konference i København i 2004, der skabte voldsom debat om prioritering af indsatsen mod verdens store problemer. http://www.copenhagenconsensus.dk

DAC: Udviklingskomité under OECD (se denne). Bedste opgørelser over omfanget af verdens u-landsbistand. http://www.oecd.org/dac

Danida: Udenrigsministeriets afdeling for udviklingsbistand. http://www.danida.dk

Dansk Røde Kors: Dansk afdeling af international nødhjælps- og udviklingsorganisation. Medlem af Det Internationale Forbund af Røde Kors og Røde Halvmåneselskaber. http://www.redcross.dk

Djembe: Udvikling er også kultur, selv om det fylder meget lidt i 2015 Målene og i denne bog. Djembe er en internetportal og et kulturmagasin med fokus på netop det. http://www.djembe.dk

Emu.dk: Undervisningsministeriets web-portal for undervisningsmateriale om u-lande. http://www.emu.dk FAO: FN’s landbrugsorganisation. http://www.fao.org

Folkekirkens Nødhjælp: Arbejder både med nødhjælp til katastrofer og med udvikling. http://www.noedhjaelp.dk

Ghana Venskabsgrupperne: Mindre dansk græsrodsorganisation, hvis projekter i det nordlige Ghana optræder flere steder i denne bog. http://www.ghanavenskabsgrupperne.dk

Global.dk: Dansk internetportal med nyheder, baggrund og debat om udvikling. http://www.global.dk

Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Malaria og Tuberkulose, Den: Startet på initiativ af blandt andre FN’s generalsekretær Kofi Annan. http://www.theglobalfund.org

Grameen Bank: Bangladesh’s pioner inden for mikrokredit og mikrofinansiering, hvis ideer har bredt sig til hele verden. http://www.grameen.org

Greenpeace: Miljøorganisation kendt for hårdtslående aktioner. http://www.greenpeace.org

Human Rights Watch: Menneskerettighedsorganisation, der blandt andet står bag mange grundige rapporter om konflikter og krige. http://www.hrw.org Ibis: Dansk udviklingsorganisation med rødder i international studenterbevægelse. http://www.ibis.dk

International Crisis Group: Internationalt analyseinstitut med fokus på konflikter. http://www.icg.org

International Regional Information Network: FN’s nyhedsservice med artikler og baggrund fra hele verden. http://www.irinnews.org

Internationale Valutafond (IMF), Den: Skabt i kølvandet på anden verdenskrig for at sikre finansiel stabilitet i verden. Låner blandt andet penge ud til u-lande og holder på donorernes vegne øje med u-landenes økonomiske politik. http://www.imf.org IPCC: FN’s panel af klimaeksperter med fokus på drivhuseffekten. http://www.ipcc.ch

Læger Uden Grænser: Også kendt som MSF (Médecins sans Frontières). International nødhjælps- og udviklingsorganisation. http://www.msf.dk

Makepovertyhistory.dk: Dansk afdeling af international kampagne mod fattigdom, der internationalt støttes af den britiske udviklingsorganisation Oxfam (http://www.oxfam.org) og U2-sangeren Bonos organisation DATA (http://www.data.org). http://www.makepovertyhistory.dk

Mellemfolkeligt Samvirke: Også kendt som MS. En af Danmarks ældste og største udviklingsorganisationer. http://www.ms.dk

PEPFAR: Den amerikanske præsidents fond til bekæmpelse af aids. http://www.usaid.org

Red Barnet: Dansk afdeling af den internationale Save the Children. http://www.redbarnet.dk

Ulandssekretariatet: Den danske fagbevægelses bistandsorganisation. http://www.ulandssekretariatet.dk

UNAIDS: FN’s aids-organisation. http://www.unaids.org UNDP: FN’s udviklingsprogram. http://www.undp.dk

UNFPA: FN’s befolkningsorganisation, der har en markant profil i kampen for kvinders rettigheder. http://www.unfpa.dk

UNICEF: FN’s børnefond. http://www.unicef.dk UNEP: FN’s miljøprogram. http://www.unep.org

UNESCO: FN’s kultur- og uddannelsesorganisation. http://www.unesco.org

Verdensbanken: International udviklingsorganisation skabt i kølvandet på anden verdenskrig. http://www.worldbank.org

Verdensnaturfonden (WWF): Dansk afdeling af international miljø- og udviklingsorganisation. http://www.wwf.dk

WHO: FN’s verdenssundhedsorganisation. http://www.who.org World Vision: International udviklingsorganisation. http://www.worldvision.org

WTO: FN’s verdenshandelsorganisation, hvor man blandt andet diskuterer handelshindringer og landbrugsstøtte. http://www.wto.org

UDVIKLING PÅ TRYK

Det er uhyggeligt svært at vælge og vrage i de omfattende mængder af litteratur om udvikling. Danidas blad Udvikling gjorde forsøget i 2005 og fik mange verbale tæsk for sit forsøg på at sammensætte en kanon for skøn-, fag- og rejselitteratur. Men listerne er i det mindste et sted at begynde. Omtale af bøgerne kan findes på http://www.udvikling.dk – kig under tidligere numre.

Faglitteratur

(fra Udvikling nummer 4, maj 2005) Frantz Fanon: Fordømte her på jorden

Ester Boserup: Kvinde i u-land Edward W. Said: Orientalisme

Göran Hydén: No Short Cuts to Progress Thomas Pakenham: The Scramble for Africa

John Degnbol Martinussen: Samfund, stat og marked Robert Chambers: Whose Reality Counts?

Putting the First Last

Zygmunt Bauman: Globalisering: de menneskelige konsekvenser

Thomas Hylland Eriksen: Ethnicity and Nationalism UNDP: Human Development Report

Skønlitteratur

(fra Udvikling nummer 3, april 2005) Joseph Conrad: Mørkets Hjerte (Heart of Darkness)

Graham Greene: Den stilfærdige Amerikaner (The Quiet American)

Chinua Achebe: Alt falder fra hinanden (Things fall apart)

Shahnon Ahmad: Kun en torn (No Harvest but a Thorn)

V.S. Naipaul: Ved en krumning på floden (A Bend in the River)

Eduardo Galeno: Ildens Erindring (Memorias del Fuego)

Tørk Haxthausen: Hos de Sorte

J.M. Coetzee: Vanære (Disgrace)

Mariama Bâ: En sang i rødt (Un Chant Écarlate)

John le Carré: Den standhaftige Gartner (The Constant Gardener)

Rejsebøger og –skildringer

(fra Udvikling nummer 5, april 2005) Thyge C. Bro: Ibn Battuta. En arabisk rejsende fra det 14. århundrede

Henry Morton Stanley: Hvorledes jeg fandt Dr. Livingstone Karen Blixen: Den afrikanske Farm Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien

(samme forfatter har skrevet Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer om den danske slavehandel fra blandt andet det nuværende Ghana) Lonely Planet Guides Paul Theroux’ The Great Railway Bazaar: By Train Through Asia

Bruce Chatwin: Drømmespor

Ryszard Kapuscinski: Fodboldkrigen

Peter Tygesen: Congo – formoder jeg

Alexandra Fuller: Krigens Dæmoner

Til ovenstående kan tilføjes tre bøger med særlig relevans for 2015 Målene og andre temaer, der omtales i denne bog: Jeffrey Sachs: The End of Poverty – en optimistisk (og til tider måske urealistisk optimistisk) bog om mulighederne for at nå 2015 Målene, skrevet af FN’s generalsekretær Kofi Annans chefrådgiver på området.

Thomas Friedman: The World is Flat – en af de lettest læste, men også mest omfattende bøger om effekten af globalisering og baggrunden for Kinas og Indiens store spring fremefter.

Sebastian Mallaby: The World’s Banker –et portræt af Verdensbankens tidligere direktør James Wolfensohn, der samtidig er en grundig gennemgang af de holdningsændringer i international udviklingspolitik, der førte til 2015 Målene.

UDVIKLING I LYD OG BILLEDER

Musik

Live 8-koncerterne (s. 56) udkom i efteråret 2005 i en firedobbelt dvd-boks. Læs mere om koncerterne på http://www.live8live.com.

Den særlige Africa Calling-koncert blev til med støtte fra organisationen World of Music Arts and Dance – se mere på http://www.womad.org.

Film og tv

Der findes en lang række spillefilm, dokumentarfilm og tv-udsendelser, der på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i udviklingen i den tredje verden eller i krydsfeltet mellem u-lande og i-lande. Den nedenstående liste er blot et lille udpluk af interessante titler.

Black Hawk Down (2001), instrueret af Ridley Scott (USA): Baseret på den virkelige historie om USA’s forsøg på at levere nødhjælp med våbenmagt i Somalia i 1993. En vigtig brik i forståelsen af amerikanernes manglende lyst til at sende soldater til Afrika (s. 42).

Carandiru (2003), instrueret af Hector Babenco (Argentina/Brasilien): En ung læge i Carandirufængslet bliver ansat for at dæmme op for en aids-epidemi. Han bliver de indsattes fortrolige og hører utrolige beretninger om deres liv i fattigdom og kriminalitet.

City of God (2002), instrueret af Fernando Meirelles (Brasilien): Halvdokumentarisk film om livet i Rio de Janeiros fattigkvarterer med lokale indbyggere som medvirkende. Skabte voldsomt røre i hjemlandet for sit indblik bag facaden. Filmisk oplevelse alene for sin eksperimenterende stil og klipning.

The Constant Gardener (2005), instrueret af Fernando Meirelles (USA/Storbritan-nien): Filmatisering af John le Carrés bog af samme navn – se bogliste (s. 166).

Det Danske Congo-Æventyr (2005), instrueret af Jørn Stjerneklar og Peter Tygesen (Danmark): TV-dokumentar om danskeres bidrag til koloniseringen og genopbygningen af Congo gennem 100 år. Indeholder blandt andet et kritisk syn på dansk u-landsbistand.

Hotel Rwanda (2005), instrueret af Terry George (England/Canada/Italien/Sydafri-ka). Historien om en hotelmanagers forsøg på at redde liv midt i Rwandas folkedrab i 1994.

Love Is a Bitch (Amores Perros) (2000), instrueret af Alejandro Gonzalez Iñarritu (Mexico): Oscarnomineret film om tre skæbner fra tre samfundslag i Mexico, bundet sammen af en hund.

Monsoon Wedding (2001), instrueret af Mira Nair (Indien): Portræt af moderne blandingskultur i Indien af instruktøren til en af Asiens største internationale succeser, Salaam Bombay (1988) om gadebørn.

U-Carmen e-Khayelitsha (2005), instrueret af Mark Dornford-May (Sydafrika): Bizet’s opera om fattigdom, kærlighed og jalousi er flyttet til nutiden i en sydafrikansk skurby og sunget på lokalsproget xhosa. Yesterday (2004), instrueret af Anant Singh (Sydafrika): Oscarnomineret film om følgerne af Sydafrikas aids-epidemi i et landdistrikt.

2015 Målene (2004), af Jesper Strudsholm og Easy Film A/S: Undervisnings-cd-rom, produceret for Danida, om 2015 Målene. Portrætter af 11 tanzaniere og deres virkelighed i et samfund, der forsøger at opfylde målene.  





Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "EN MINDRE SKÆV VERDEN".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6488/index.htm

 

 
 
 
 
  ©2006 | www.um.dk