Udvikling 2/2006

Krisen i Mellemøsten forhindrede ikke afviklingen af årets første Styrelsesmøde, der fandt sted onsdag den 8. februar – weekenden efter at rasende muslimer satte ild til danske repræsentationer i Damaskus og Beirut.

Det var næsten, men kun næsten business as usual – der var trods alt tale om det som udenrigsminister Per Stig Møller (K) har kaldt for den værste udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig.

Styrelsesmødets første punkt var en ny komponent til miljøprogrammet i Malaysia. Ambassadør Børge Petersen i Kuala Lumpur fortalte via en satellitforbindelse, at det var første gang i tre dage, at ambassaden beskæftigede sig med andet end Muhammed-sagen. Og Styrelsesmødets sidste punkt var såmænd en bevilling til et ungdomsprogram under Det Arabiske Initiativ. Det vender vi tilbage til.

Årets første Styrelsesmøde bød på relativt få bevillingssager, da antallet af bevillinger til dansk udviklingsbistand i høj grad følger en klassisk spændingskurve, hvor klimaks ligger kort før filmens afslutning; det vil sige med en masse sager i november og december måned.

I slutningen af 2005 var der tilmed en ekstra stor ophobning af nye bevillinger, da Udenrigsministeriet per 1. januar er overgået til såkaldt tilsagnsbudgettering. Det betyder, at bevillingerne til dansk udviklingsbistand nu følger de almindelige budgetteringsprincipper i Staten.

Men Styrelsesmøderne bliver også brugt til, at Styrelsens ni medlemmer fra landbruget, industrien, universiteterne og NGO’erne bliver orienteret om og giver faglig feedback på programmer og aktiviteter til Udenrigsministeriets folk. Og på årets første møde var der en lang række af disse orienteringssager.

For eksempel orienteringen af Styrelsen om donorharmonisering i Zambia, der lever op til den såkaldte Paris-Deklaration fra 2005. En deklaration, der siger, at donorerne i samarbejde med modtagerlandene skal koordinere og harmonisere deres indsats.

I Zambia arbejder donorerne og den zambiske regering med planer om fælles landestrategier. Det kan så medføre, at vi fra dansk side på sigt skal trække os ud af én af de fire sektorer, hvor vi arbejder nu, og i stedet bruge flere kræfter og penge i de tilbageværende sektorer.

Det er dog en kendt sag, at det ellers går trægt med at få omsat ordene fra Paris-Deklarationen til en afrikansk, latinamerikansk eller asiatisk virkelighed, hvor donorerne kan have svært ved at samarbejde. Det bekræftede orienteringen af Styrelsen om konsultationerne på højniveau med Verdensbanken, der blev præsenteret via satellitten fra ambassaden i Washington.

Harmoniseringstrenden – hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk om en noget fodslæbende trend – er ikke gået hen over hovedet på Udenrigsministeriets Evalueringsenhed. Her evalueres i samarbejde med andre donorer – og modtagerlande.

Styrelsen blev på mødet orienteret om at seks ud af syv evalueringer, der blev afsluttet i 2005, er lavet i fællesskab med andre donorer. Det kniber dog ifølge Evalueringsenheden stadig med at få sat gang i fællesevalueringer af sektorprogrammer, der udgør en særlig udfordring i form af koordinering. Og på den måde afspejler evalueringerne de facto harmoniseringsproblemerne.

Styrelsen blev også orienteret om årsforhandlingerne med den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD) og Verdensfødevareprogrammet (WFP), og her fulgte friske evalueringer fra 2005 af de to FN-organisationer, hvor IFAD får temmelig kradse ord med på vejen.

Spørgsmålet er, om Danmark også i fremtiden skal være med til at finansiere en organisation med en dagsorden, der blandt andet kritiseres for at være for bred og upræcis.

Og så var der tiltrædelsen af en bevilling til Det Arabiske Initiativ i form af et ungdomsprogram, der skal skabe bedre dialog mellem unge i Danmark og den arabiske verden. Med særligt fokus på Jordan og Marokko, hvor der ifølge projektbeskrivelsen skal oprettes dialogcentre.

Og jo, det blev tiltrådt med de faldende bemærkninger om, at man lige må se tiden an. Behovet for dialog med den arabiske verden og arabiske unge har vel aldrig været større.

Poul Kjar er journalist på udvikling og vikarierede på styrelsesmødet for journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed, Bo Simonsen, der var optaget af krisen i Mellemøsten. poukjar@um.dk

Tiltrådte bevillinger i januar

UNEP-samarbejdscenter for energi og miljø på Forskningscenter Risø, fase VII
(32,0 mio. kr.)
Biodiversitetskomponent i Malaysia (29,8 mio. kr.)
Det Arabiske Initiativ. Ungdomsprogram: (15,7 mio. kr.)
Vietnamesisk inspektorat til forebyggelse og bekæmpelse af korruption (15,0 mio. kr.)
Samt en lang række formandsbevillinger på under 10 mio. kr., der ikke drøftes i Styrelsen.

Læs mere på http://www.um.dk/ styrelsen/bevillinger

KAMPEN OM KRONERNE

I de kommende måneder er der lagt op til kapløb mellem de store NGO’er om, hvem der får fingrene i danskernes penge. Fra organisationerne lyder der optimistiske røster – danskerne er villige til at give flere penge. Men hvem skal samle dem ind?

Af Rosalina Dias Larsen

Med Finansloven 2006 blev det besluttet, at de store private u-landsorganisationer selv skal stille med ti procent egenfinansiering (fem procent i 2006).

Som en form for kompensation blev indsamlingsloven ændret, så organisationerne nu kan gennemføre landsindsamlinger. Det ser de positivt på, også selv om flere af dem ikke tidligere har lavet landsindsamling og derfor ikke har den nødvendige erfaring.

– Jeg er glad for, at vi nu har fået muligheden for at lave en landsindsamling. Selv om det er første gang, vi går ind i kampen, så skal det nok lykkes, siger Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke (MS).

Kravet om egenfinansiering betyder, at seks af de store danske u-landsorganisationer i år vil gennemføre en landsindsamling. Nemlig Folkekirkens Nødhjælp, CARE Danmark, Ibis, Red Barnet, Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke. Ud over disse afholder Kræftens Bekæmpelse og Dansk Flygtningehjælp også landsindsamlinger. Det vil sige, at der hver måned resten af året – med undtagelse af maj, juni og juli – vil blive ringet på dørene i de danske hjem. Dette er en fordobling fra fire til otte indsamlinger i forhold til tidligere, og spørgsmålet er nu, hvorvidt befolkningen er villig til også at fordoble deres bidrag.

Til dette spørgsmål lyder svaret rungende klart fra samtlige organisationer: Danskerne er gavmilde.

I Dansk Røde Kors, som har gennemført landsdækkende indsamlinger mange gange, er man fortrøstningsfulde og tror ikke, at den øgede konkurrence vil have nogen betydning for udbyttet.

– Når først vi har skaffet indsamlere til at gå på gaden, så er folk villige til at give. Den individuelle bistand vil vokse de kommende år, siger Claes Amundsen, kommunikationschef i Dansk Røde Kors.

1.000 kroner per indsamler

Og det er netop der, problematikken ligger.

For hvis antallet af organisationer fordobles, så skal der også hverves dobbelt så mange mennesker til frivilligt at gå på gaden i en god sags tjeneste. Som tommelfingerregel siger man, at hver indsamler får ca. 1.000 kr. i bøssen, og skal der skrabes et tocifret millionbeløb sammen, skal der altså en del frivillige til.

I modsætning til Dansk Røde Kors, som har et trofast korps af indsamlere, så har de organisationer, der samler ind for første gang, ikke etableret samme netværk af frivillige.

Hos CARE Danmark og IBIS – begge førstegangsindsamlere – har man valgt at slå kræfterne sammen, og gennemføre en fælles indsamling til fordel for fattige kvinder i Afrika. Dette har man valgt at gøre for at imødekomme nogle af de problemer, der kommer i forbindelse med indsamlingen. Og fordi man mener, at de to organisationers hjælpearbejde supplerer hinanden godt.

– Det er afgørende at få et netværk af indsamlere. Derfor har vi valgt at indgå i en pragmatisk forlovelse, fordi vi vurderer, at vi sammen står stærkere.

Vi er optimistiske og ser det at skaffe indsamlere som en udfordring ikke et problem, siger Ole Bisleth, kommunikationschef for CARE Danmark.

I en god sags tjeneste

Det er de respektive godgørende formål, som alle organisationerne vil profilere sig på i den kommende tid. Organisationerne mener, at folk gerne vil arbejde frivilligt i en god sags tjeneste. Dette er ifølge Torben Fridberg, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet (SFI), en god ide.

– Det afgørende omdrejningspunkt for organisationerne er, om der er et godt formål. Det gælder både for det at give penge, men så sandelig også for det at yde en aktiv frivillig indsats, siger han.

For at få skaffet nok indsamlere henviser Torben Fridberg til en SFI-rapport fra februar om frivilligt socialt arbejde, der blandt andet konkluderer, at folk skal opfordres til at gøre en indsats.

– Folk skal konfronteres med, at der er brug for dem. De skal føle behovet for og nødvendigheden af, at netop de kan gøre en forskel, forklarer han.

Overvældende norske indsamlingstal

Ifølge rapporten har 35 procent af den danske befolkning deltaget i frivilligt socialt arbejde indenfor det seneste år.

Kigger man derimod længere nordpå til Norge, er tallet oppe på over 50 procent. Og det kan derfor med fordel betale sig at se nærmere på de norske forhold. På trods af at landet har færre indbyggere end Danmark, så samles der ifølge Frivillige Organisasjoners Råd for Inntektsskabende Aktiviteter (FIO) på årsbasis 8-10 mia. norske kr. ind til velgørende formål. Tallet skal ses i forhold til, at vi i Danmark ifølge ISOBRO (Indsamlings-organisationernes Brancheorganisation) årligt samler cirka. 2,5 mia. kr. ind på landsplan.

Af rapporten fremgår det, at danskerne inden for de sidste år er blevet mere villige til at udføre frivilligt arbejde.

Rosalina Dias Larsen er praktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. roslar@um.dk

Landsindamlinger 2006

05/03 – Folkekirkens Nødhjælp
02/04 – Kræftens Bekæmpelse
27/08 – CARE Danmark og IBIS
03/09 – Red Barnet
01/10 – Dansk Røde Kors
12/11 – Dansk Flygtningehjælp
10/12 – Mellemfolkeligt Samvirke

DIALOG MELLEM ORGANISATIONER

Flere NGO’er er gået ind i arbejdet med at fremme forståelsen mellem parterne efter krisen med Muhammed-tegningerne. Dette skete blandt andet på Kirkernes Verdensråds møde i Brasilien i slutningen af februar.

Her mødtes generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp med Dr. Hasyim Muzadi, leder af over 47 millioner muslimer i Indonesien fra organisationen Nahdlatul Ulama og med repræsentant fra det indonesiske Kirkeråd. Henrik Stubkjær var glad for at få muligheden for at forklare den danske situation for de to organisationer.

– Jeg fornemmede en klar forståelse for vores situation. De to indonesiske parter var synligt tilfredse med mødet og lettet over den gensidige respekt, der prægede samtalen, sagde Henrik Stubkjær. /rdl

LUKSUSPRODUKTER SKAL REDDE VERDENS FATTIGE

Giorgio Armani solbriller og parfume, Gap T-shirts, Converse gummisko og gratis American Express kreditkort skal være med i den globale kamp mod aids, tuberkulose (TB) og malaria. Med de fire kommercielle partnere har U2-rockstjernen Bono lanceret et nyt produkt til fordel for verdens fattige. Product Red hedder den nye produktlinie, der forventes at give de velkendte hvide plastikarmbånd for fattigdom baghjul. Det røde produkt refererer til farven på partnernes produktlinier, som vil give 40 procent af overskuddet fra salget af de røde produkter til den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkolose og malaria. Bono og hans fire partnere lancerede Product Red på World Economic Forums møde i Schweiz i slutningen af januar. I løbet af foråret kan vi forvente at møde de røde produkter i butikkerne. /mht

DØDFØDT FORSLAG

Oppositionen har fremsat et forslag om at oprette en ny oplysningspulje om u-lande på 45 mio. kr. Det er ikke et forslag, vi på nogen måde vil gå ind i, siger Venstres Pia Larsen.

Af Poul Kjar

Det er vigtigt, at vi viser, hvad vi kan, når vi kommer tilbage i regeringen, siger Jeppe Kofod, Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører og forslagsstiller til en ny pulje til oplysning om udviklingslandene på 45 mio. kr. Foto: Polfoto.

Kort efter, at regeringen som en del af Finansloven skar i bevillingerne til oplysning om dansk udviklingsbistand, fremlægger oppositionen nu et forslag om en ny bevilling på 45 mio. kr. til oplysning.

Den nye bevilling skal lægges oven i Danidas nuværende oplysningsbevilling på 13 mio. kr.

Men det ligner et dødfødt forslag fra Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF, da Folketingets sammensætning ikke har ændret sig siden december, hvor Finansloven for 2006 blev vedtaget.

– Det blide svar på det forslag er, at nu skal vi ikke gøre u-landsmiljøet helt rundtosset kort tid efter, at vi har vedtaget, at de private u-landsorganisationer selv skal finansiere deres oplysningsarbejde. Det er et rent markeringsforslag fra oppositionen, siger Venstres udviklingspolitiske ordfører Pia Larsen.

Ordføreren for forslagsstillerne, Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, siger: – Vi har været meget imod beslutningen om at skære i oplysningsbevillingen, og det vil vi også gerne vise. Vi ønsker i stedet for at intensivere oplysningen om u-lande og globalisering. Når vi sammenligner med ligestillede lande som Norge og Sverige, så afsætter vi meget få midler til oplysning.

Han tilføjer, at oppositionen ønsker at lægge pres på regeringen og vise, at Venstre og de Konservative har et alternativt flertal, hvis de ønsker at bruge flere penge på det her område.

Hvorfor 45 millioner?

Puljen skal ifølge forslaget forvaltes af Udenrigsministeriet og fordeles af det nuværende Oplysningsudvalg og henvende sig til individer, virksomheder, institutioner og private organisationer.

– Men hvorfor ikke tænke lidt mere kreativt end bare at foreslå en ny og større bevilling?

– Jo, men det er også derfor, at vi vil lave en evaluering af den hidtidige indsats på området og en analyse af, hvordan vi kan gøre det bedre. Vi vil have ideer til, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Men det skal være dem, der arbejder med oplysning, der kommer med de kreative ideer.

Ifølge Venstres Pia Larsen er det en udmærket idé at gennemføre en analyse af oplysningen om dansk udviklingsbistand og u-landene, men hun mener, at det er useriøst at foreslå en ny bevilling på 45 mio. kr., inden analysen er foretaget.

– Hvordan kan oppositionen vide, at det lige er 45 mio. kr., der er behov for? Hvis de vil have en teoretisk chance for, at vi går ind i forhandlinger om den her sag, så skal der først laves en analyse af behovet, slutter hun.

STOR GRØN PAPEGØJE SAVNES

grøn ara

En million danske kroner skal gå til at bevare de over 150 år gamle almendrotræer i El Castillo kommunen i Nicaragua. Træerne er nemlig det eneste sted, verdens sidste 2500 grønne arapapegøjer vil yngle. Det er den danske regnskovsforening, Nepenthes, der vil redde både skov og fugle med deres nye kampagne: Stor grøn papegøje savnes. Over de næste tre år vil organisationen samle en million kroner ind blandt danskerne til at bygge private skovreservater i den nicaraguanske kommune.

Allerede fra april kan 18 lokale bønder få penge fra indsamlingen i stedet for at rydde skoven, som de ellers tjener penge på, hvis de da ikke fanger ara’en og sælger den som kæledyrsfugl. Skoven i Syd- og Mellemamerika forsvinder med hastige skridt. Ifølge FNs landbrugsprogram (FAO) forsvandt der globalt i 1990’erne omkring 94 millioner hektar, et område større end Venezuela og svarende til 2,4 procent af verdens totale skovareal. /mht

AFGHANISTAN – CENTRALT PÅ SILKEVEJEN

Spydspidser inden for afghansk erhvervs liv indledte for nylig et investeringsfremstød i Europa. ”Afghanistan – The Silk Road to Opportunities” kom til København, og starten gik på Rådhuspladsen – hos Dansk Industri.

Af Øivind Holtermann

Afghanistan ligger stadig centralt placeret på den historiske Silkevej – selv efter en sovjetisk invasion, borgerkrig og en tidligere status som pariah-stat under Taleban-regimet. At gøre alverdens virksomheder opmærksom på spirende forretningsmuligheder bliver nu en af de allerstørste opgaver for den afghanske nation.

Det var den udfordring en afghansk erhvervsdelegation satte sig for, da den besøgte København den 2. februar i forbindelse med en stor Afghanistan-konference. Her deltog nøglepersoner fra den afghanske administration, bankvæsen, industrisektor, telekommunikation og sågar turisme. Blandt de fremmødte fra dansk erhvervsliv var velkendte firmaer som Arla, Nordea, House of Prince og MT Højgaard. Anledningen til besøget er 10,5 mia. dollars.

I London, den 31. januar i år, enedes præsident Hamid Karzai, generalsekretær Kofi Annan og det internationale samfund om de næste fem års rammeaftale til fremme af Afghanistans sikkerhed og folkets levevilkår. Bonn-aftalen fra december 2001 mødte sin afløser og det næste afghanske kapitel (The Afghanistan Compact) er nu indledt. Og en betragtelig sum penge er nu i udbud til de virksomheder, som har mod på afghanske udfordringer.

Se billede i fuld størrelse

Det er blandt andet den store olie- og gasproducent, Turkmenistan, samt det energihungrende Indien, som giver Afghanistan håb om transitindtægter. Landets placering midt på en traditionel handelsrute – Silkevejen – og iblandt asiatiske vækstøkonomier, er en anden grund til afghansk optimisme.

Den stiplede linie viser den gamle Silkevej.

First mover fordele

Lederen af Danmarks repræsentation i Kabul, Jens Haarløv, opfordrede ved konferencen til flere danske investeringer:

– Det er nu dansk erhvervsliv skal rette blikket mod Afghanistan. For eksempel har amerikanerne i et stykke tid haft øje for de store forretningsmuligheder.

Han brugte flittigt udtrykket ’first mover’- fordele om situationen – de første virksomheder, som formår at etablere sig på helt nye markeder, kan potentielt imødese store afkast senere hen.

Et andet eksempel på et muligt gunstigt perspektiv for Afghanistan er den stadig ikkeetablerede gasforsyningslinje fra de enorme gasforekomster i Turkmenistan via Afghanistan til Pakistan

Det energihungrende Indien har for nylig vist forstærket interesse for projektet. Derudover har Afghanistan en overset styrke, der blev fremhævet på konferencen, nemlig landets centrale placering midt blandt Asiens store spirende økonomier og markeder med 2,5 mia. forbrugere.

Bidrag skal blive til investeringer

Afghanistans økonomi er i dag fuldstændig afhængig af omverdenens støtte. På sigt skal investeringer erstatte de internationale milliardbidrag, og en uafhængig økonomi skabes, men det hænger sammen med tillid.

Promoverings-roadshowet ’Afghanistan – The Silk Road to Opportunities’ landede uforvarende midt i et globalt mediespektakel; sagen om Muhammed-tegningerne. De afghanske forretningsfolks budskab om lukrative investeringspotentialer i Afghanistan kom i modvind fra start.

tourné ned gennem London, København, Haag, Hamburg, München, Paris samt Milano steg omfanget af konflikten. Da road showet nåede til Hamburg og dermed halvvejs gennem tourneen, vinklede globale me diers breaking news på sagen om Muhammed-tegningernes første dødsofre. De døde var demonstranter i Den Islamiske Republik Afghanistan.

Øivind Holtermann er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets kommunikationsenhed.

HJEMMET FORTSAT DET FARLIGSTE STED FOR KVINDER

Nu har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en omfattende rapport slået det fast: Hjemmet er fortsat det farligste sted for kvinder at opholde sig.

Mindst en tredjedel af verdens kvinder har på et tidspunkt i deres liv oplevet fysisk eller seksuel vold i deres eget hjem begået af deres partner. Rapporten viser også, at volden ikke er en enkeltstående begivenhed for mange af kvinderne. At de er udsat for gentagen vold i deres dagligdag medfører, at mange også lider af psykiske lidelser.

Ifølge rapporten er der ligeledes sammenhæng mellem vold og seksuelt overførte sygdomme så som HIV. For de mænd, som har voldelige tendenser, er også dem, som har flere sexpartnere, og som ikke bruger kondom.

Rapporten bygger på interviews med 24.000 kvinder i ti lande. Over 20 procent af kvinderne har aldrig fortalt om overgrebene til nogen. Dem, der har fortalt om overgrebene, bruger mest familie og venner, hvilket betyder, at myndighederne sjældent kommer i kontakt med kvinderne. /rdl

DRC CONGO FÅR NY STØTTE FRA EU OG NGO’ER VIA FN

Fødevaresikkerhed, sundhed, hiv/aids og uddannelse er nogle af de områder, som 680 millioner dollar skal hjælpe med at forbedre i den udpinte Demokratiske Republik Congo (DRC). Det er EU-Kommissionen og 89 nationale og internationale NGO’er, der i midten af februar lovede at donore pengene igennem FN, og de har udarbejdet en plan for at hjælpe landet på fode igen.

FN’s undersekretær for humanitære opgaver, Jan Egeland, beskrev planen som et vendepunkt i ”vores arbejde med at støtte befolkningen i DRC”.

Siden 1998 har Congo været i konflikt. En konflikt, der dagligt koster 1200 mennesker livet, ifølge FN. Konflikten er dermed også en af verdens blodigste humanitære kriser i de sidste 60 år.

Den nye plan blev lanceret på en international ministerkonference om Congo i Bruxelles. /mht

FATTIG, FED & FÆRDIG

Fedme og andre velfærds sygdomme eksploderer i den tredje verden. De dræber langt flere mennesker end underernæring og smitsomme sygdomme tilsammen.

Af Morten Seifert, MSc / journalist

Malri Twalib fra Tanzania er bare fem år og allerede overvægtig. Velfærdssygdommene er et stigende problem i u-lande og tager livet af langt flere mennesker end sult, underernæring og smitsomme sygdomme tilsammen. Foto: WHO

En racistisk vittighed lød engang: Hvorfor har negrene så tykke maver og så tynde arme? Jo, det er fordi, de spiser for meget og arbejder for lidt.

Pointen var naturligvis ironisk, men virkeligheden har indhentet den ondskabsfulde vittighed. Mangel på motion og overernæring med dårlige kalorier tynger hårdt i de fattige lande. Lav- og mellemindkomstlandene står således for 80 procent af dødsfaldene fra det, vi populært kalder velfærdssygdomme; hovedsalig følgesygdomme af fedme, kræft og luftvejssygdomme.

I stort set alle verdens regioner er velfærdssygdomme væsentlig større dræbere end sult, underernæring og smitsomme sygdomme tilsammen. Og selvom Afrika syd for Sahara endnu udgør en undtagelse, er udviklingen hér også hastigt på vej i samme retning.

Ministeren bliver træt

– Når du fortæller en afrikansk sundhedsminister, at hans befolkning dør af fedme, kredsløbssygdomme, sukkersyge og andre velfærdssygdomme, så siger han: ’Jeg slås med aids, med tuberkulose (TB), med malaria, mødredødelighed, børnedødelighed og trafikulykker. Nu kommer du så og fortæller mig, at jeg skal tage mig af velfærdssygdomme også.’ Så bliver han meget træt, siger professor Ib Bygbjerg fra Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet. Han fortsætter:

– Og det samme gælder Danida, selvom de vist er ved at konvertere. De synes, de har rigeligt at slås med i de klassiske u-landssygdomme. Men realiteten er, at der dør dobbelt så mange mennesker af sukkersyge som af malaria, og tæller du kredsløbssygdommene med, er tallet ti gange så højt. Så kan man jo ikke blive ved med at sige, at man ikke tager det alvorligt.

– Jeg er selv oprindeligt uddannet i de klassiske tropesygdomme. Men allerede på mit første feltbesøg i Afrika stødte jeg på flere tilfælde af sukkersyge og forhøjet blodtryk. Og så bliver man altså nødt til at sætte sig ned og se på, hvad det egentlig er, folk dør af, også selvom man hellere vil snakke om malaria. Det er fordi, at jeg i mit arbejde har set, hvor alvorligt problemet med velfærdssygdommene er, at jeg i dag beskæftiger mig med diabetes. Det er ikke det, jeg er uddannet til, siger professoren.

Velfærdssygdomme rammer de fattige

En af grundene til, at det er svært for såvel donorer som lokalregeringer at tage fat om problemet, er, at de fleste af os forbinder velfærdssygdommene med velfærd.

Naturligvis, kunne man sige. Men begrebet ’velfærdssygdomme’ er et misvisende ord. Fedme og de deraf afledte sygdomme som hjerte- og kredsløbssygdomme og sukkersyge er fattigdomssygdomme. Det er i dag almen viden, at for eksempel fedme i vores del af verden rammer hårdest i de lavere sociale klasser. Men det gælder faktisk også i den tredje verden.

Verdenssundhedsorganisationen WHO bruger samlebetegnelsen chronic diseases, kroniske sygdomme, om det, vi normalt forstår ved velfærdssygdomme. De helt store dræbere i denne gruppe af sygdomme er fedmerelaterede kredsløbssygdomme, kræft, kroniske luftvejssygdomme og sukkersyge.

Og ser man bort fra de allerfattigste afrikanske lande, eller de mest ekstremt fattige grupper i lav- og mellemindkomstlandene, rammer de kroniske sygdomme hårdest blandt de fattige. Det er de veluddannede, som er oplyste om sund kost og motion, og som har overskud til at omsætte deres viden i en sund livsstil.

Når et fattigt land begynder at udvikle sig økonomisk, stiger befolkningens gennemsnitsvægt og kolesteroltal hurtigt til et faretruende usundt niveau. Tallene stabiliserer sig på det farlige niveau og falder statistisk set først, når landet når europæisk udviklingsniveau.

Nigeria er et typisk eksempel. Det hører ikke til de allerfattigste lande, men ligger og svæver et sted lidt over den absolutte bund. I forhold til befolkningens størrelse er der ikke ret mange velhavende mennesker i Nigeria. Alligevel er mere end hver tredje kvinde overvægtig. Tallet vokser, og i løbet af mellem ti og tyve år vil hver anden nigerianske kvinde være overvægtig, hvis udviklingen fortsætter.

WHO regner med, at velfærdssygdommene allerede i 2015 vil overhale de klassiske u-landsdræbere som den mest almindelige dødsårsag i Nigeria.

Bylivet feder

Det er ikke velstandsstigning, men snarere urbaniseringen, der er årsagen til den eksplosive vækst i de kroniske sygdomme.

Bylivet i den tredje verden har to uheldige konsekvenser for udviklingen af kroniske sygdomme; byboer bevæger sig mindre, og de spiser dårligere, end man gør på landet.

Når man flytter til byen, udskifter man sit arbejde i marken med arbejde på for eksempel en fabrik eller måske et liv som tigger eller klunser. Landområdernes store gåafstande udskiftes med byens nærhed til alting og transport i bus eller på knallert.

Med urbaniseringen følger også usund mad. Landsbyens grove kost af rodfrugter, uforarbejdede kornprodukter suppleret med vildt eller magert fjerkræ er dyr og svær at skaffe i byen – og landkøkkenet nyder generelt ikke høj status. I byen er det både smartere og billigere at spise hvidt brød, fedt kød og fastfood.

Ib Bygbjerg siger:

– Vi fokuserer på, at Afrika skal have lov til at handle med Europa. Men de skal også handle mere med sig selv, så de kan få det at spise, som de selv producerer. I stedet for at bruge den Danida-finansierede infrastruktur til at køre Coca-Cola ud på landet, skulle den bruges til at køre grøntsager ind til byen. Der skal være bedre transport og opbevaringsmuligheder og bedre markeder. Så kunne man slå to fluer med et smæk: Ved at støtte den lokale produktion og infrastruktur ville flere mennesker blive boende på landet, hvor man lever sundere, og samtidig ville man få sundere mad inde i byerne.

I Danida er man klar over problemet med stigningen i de kroniske sygdomme. Finn Schleimann, læge og chefrådgiver i Danidas Bistandsfaglige Tjeneste, siger til udvilking. – Selvom vi godt kender tallene for de her sygdomme, er vi ikke nået dertil endnu, hvor det har udmøntet sig i, hvordan vi arbejder.

Først og fremmest fordi det er sygdomme, det er svært at gøre noget ved. Det er ikke så håndgribeligt som for eksempel malaria, hvor der er billig medicin, og folk forstår sammenhængen. Vores grundopfattelse er, at i Afrika syd for Sahara er de traditionelle sygdomme lettere og billigere at gøre noget ved end de kroniske sygdomme. Så jeg tror ikke, at det bliver et stort issue for Afrika syd for Sahara lige foreløbig.

Og han fortsætter: – Erfaringen er, at det er utrolig svært at få folk til at rette sig efter informationskampagner. Man skal ofte i direkte kontakt med den enkelte person, hvis det skal have en reel effekt. Afrikanske sundhedssystemer er bedre til mere konkrete ting som for eksempel vaccinationskampagner; ud og stikke en nål i barnet og så videre til den næste. Det kan godt være, at man kan påvise en stor nytteværdi af at bekæmpe velfærdssygdomme. Men det kræver sofistikerede og velfungerende sundhedssystemer, som ikke findes i Afrika. Ib Bygbjerg medgiver, at informationskampagner kan være vanskelige. Alligevel mener han, at det er hér man bør starte:

– Danida laver jo aidsbekæmpelse gennem informationskampagner, og seksuel adfærd er da noget af det vanskeligste at ændre på. Hvis man kan påvirke folks sexvaner, må man også kunne påvirke deres spise- og motionsvaner.

WHO har for nylig udgivet rapporten ”Preventing Chronic Diseases – a vital investment.” Rapporten kan hentes gratis fra http://www.who.int/chp/chronic_ disease_report/en/

VIETNAM: DANSK STØTTE TIL BEKÆMPELSE AF KORRUPTION

Af Rosalina Dias Larsen

Korruption i Vietnam er omfattende og findes på alle samfundsmæssige niveauer. Dansk støtte skal hjælpe vietnameserne med at bekæmpe problemet. Projektet til 15 mio. kr. skal bidrage til, at det vietnamesiske statsinspektorat får taget hånd om den omfattende korruption. Projektet gennemføres sammen med Sverige, Norge, Canada og Holland, og det samlede budget vil over en femårig periode være på ca. 70 mio. kr.

Gennem længere tid har de vietnamesiske myndigheder, ved forskellige tiltag og implementering af en lov om anti-korruption, forsøgt at dæmme op for den omfattende korruption. Men indtil videre uden den store succes. Vietnam ligger nummer 114 ud af 159 lande på Transparency Internationals korruptionsliste. Og problemet gennemsyrer alle dele af det vietnamesiske samfund – fra skattemyndigheder og politi til personale i sundhedssektoren og investeringsmyndigheder.

I praksis skal projektet være med til at opbygge et inspektoratsystem, der skal sikre, at loven om anti-korruption bliver udmøntet. Og Danida forventer, at der i Vietnam vil være politisk opbakning til projektet.

Men man regner dog også med, at der – især inden for embedsmandsværket – vil være grupper, der vil modarbejde forsøget på at dæmme op for korruptionen.

PS BLIVER TIL B2B

Bedre dokumentation for fattigdomsbekæmpelse skal give bedre kvalitet i det nye B2B-Program.

Af Øivind Holtermann

Danidas Privat Sektor Program er blevet til Business-to-Business (B2B)-programmet.

Formålet med PS-programmet har hele tiden været fattigdomsbekæmpelse, og i det nye B2B-program bliver kravet om fattigdomsbekæmpelse yderligere skærpet. En skærpelse, der blandt andet kommer til udtryk i form af større dokumentationskrav.

En dansk og en lokal virksomhed skal nu i højere grad dokumentere deres respektive begrundelser for, hvorfor en økonomisk B2B-støtte er nødvendig for et erhvervsprojekts succes. Desuden indeholder det nye programmere fleksibilitet, og det er konsulent Ole Lund Hansen fra Dansk Industri (DI) glad for.

– Det er meget positivt, at der er indarbejdet en større fleksibilitet i alle B2B-program-mets faser. Programmets muligheder kan nu bedre tilpasses særlige forhold, der kan gøre sig gældende i konkrete samarbejder mellem lokale og danske virksomheder, siger han.

Overordnet skal danske virksomheders engagementer i programsamarbejdslande inkludere overførsler af investeringer, viden eller teknologi. Både den danske ansøger og deres udenlandske partner skal i det nye B2B-program dokumentere, at projektet på en lang række områder vil gavne forholdene lokalt.

Danida lægger i en vurdering af en såkaldt udviklingseffekt vægt på at øge beskæftigelsen med fokus på andelen af kvinder i arbejde. Forbedret miljø i form af arbejdsmiljø kommer ligeledes i høj kurs, samt et nyt fokuspunkt, som rapporten beskriver således: fremme af tværgående hensyn, så som arbejdstagerrettigheder.

Netop spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder i det tidligere PS-program har været under kraftig kritik af fagforbundet 3F. Og ifølge 3F’s nyhedsbrev fra den 8. februar i år er det ’ikke godt nok, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) gør det helt frivilligt, om danske virksomheder vil fremme grundlæggende faglige rettigheder som løn- og arbejdsvilkår, når de modtager skattekroner til bistandsprojekter med virksomheder i en række u-lande.’

– Vi forventer selvfølgelig, at kritikken bliver taget med ind i det nye program, siger 3F’s næsteformand, Sten Andersen.

Opstartsstøtte fordobles

For at få godt gang i samarbejdet mellem danske og udenlandske virksomheder fordobler B2B-programmet beløbet på 50.000 kr. til opsøgende arbejde. De penge kan for eksempel gå til forretningsrejser, hvor der er behov for tolk.

Det nye program sikrer også i højere grad større nytteværdi for den lokale partner. Det vil sige, at man i B2B allerede i udviklingsfasen tænker på de lokale virksomheders muligheder for at bruge andre af Danidas bistandsinstrumenter, hvis samarbejdet med den danske virksomhed går i vasken. Det kan for eksempel være en lokal virksomheds mulighed for billige lån (Ordningen for Blandede Kreditter) eller konkret IFU-støtte.

Programmets nye navn skal understrege, at B2B bygger på et direkte samarbejde mellem virksomheder.

– Omdøbningen fra PS til B2B er positiv, da den sætter yderligere fokus på det, som er programmets ultimative succeskriterium, nemlig at få skabt kommercielle samarbejder mellem lokale og danske virksomheder, der er levedygtige langt ud over støtteperioden, siger Ole Lund Hansen fra DI.

B2B programmets regelsæt træder i kraft i juni, 2006.

AFRIKA

LIDT FOR AKTUELLE KARIKATURTEGNINGER

Uganda: Siden 2002 har Mellemfolkeligt Samvirke (MS) undervist uganderne i demokrati ved hjælp af karikaturtegninger. De fire år gamle tegninger blev i sidste måned, til MS’ store fortrydelse, en del af den ugandiske valgkamp. De blev beslaglagt!

Af Nilas Nordberg Heinskou, Uganda

Se billede i fuld størrelse

Disse karikaturtegninger blev bragt i den ugandiske avis New Vision den 15. februar for at beskrive Mellemfolkeligt Samvirkes uheldige situation under valget.

Her fik MS beslaglagt en sending plakater, der skulle oplyse befolkningen om demokrati. Regeringen mente, at MS forsøgte at bringe militæret og den siddende regering i miskredit hos vælgerne.

Øverst: Asien: Stop med at fornærme profeten Muhammed med jeres tegninger.

Nederst: Uganda: Stop med at fornærme profeten Museveni med jeres tegninger.

En rædselslagen ugandisk vælger stirrer direkte ind i kanonløbet på en tankvogn. Ovenpå tankvognen står en svært bevæbnet soldat.

’Du er fri til at stemme på hvem som helst. Men du skal ikke bebrejde mig for konsekvenserne, hvis du ikke stemmer på mig, siger soldaten truende.’ Scenen er taget fra en af de mange karikaturtegninger, som Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i Uganda siden 2002 har brugt til at oplyse uganderne om demokrati og god regeringsførelse.

Ifølge mange ugandere er det fire år gamle budskab om behov for upartiske myndighedspersoner yderst aktuelt op til Ugandas nyligt overståede valgkamp, hvor sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ’aggressive ballademagere’ fra oppositionen. I hovedstaden Kampala fik det fatale konsekvenser, da en soldat skød og dræbte tre demonstranter.

Og aktualiteten af plakaterne blev, meget imod MS’ vilje, bekræftet, da de ugandiske myndigheder under valgkampen beslaglagde en sending plakater med karikaturtegninger, som MS ville bruge, når valget var vel overstået.

En særlig dag

Men at den karikerede soldat ikke fortæller hele historien om demokratiets tilstand i Uganda, er Japhes Mukiibi-Biimbwa fra MS et opmuntrende bevis på. udvikling fulgte med, da han ligesom millioner af landsmænd udnyttede sin nyvundne demokratiske rettighed.

– Det er en særlig dag i dag. For første gang i 26 år har vi muligheden at bestemme fremtiden for landet. Vi kan vælge, hvem der skal lede Uganda, forklarer Japhes Mukiibi-

Biimbwa opstemt, mens vi ad støvede orange veje bevæger os mod valgstedet.

Som ansvarlig for MS’ demokratiprojekter i Uganda siden 1999 ved han, hvor meget behov der er for oplysning om demokrati. – Mange ugandere forstår i virkeligheden ikke, hvad demokrati er. En del af vores arbejde går ud på at afmystificere begrebet. Vi forsøger at gøre demokrati til noget folkeligt, så det ikke kun handler om, hvad man gør, når man har regeringsmagten. At det i virkeligheden starter hjemmefra. Det er den måde, man omgås med andre – om de så er venner eller fjender. Og karikaturerne kommunikerer letforståeligt og kraftfuldt det budskab, vi gerne vil aflevere.

Modige ugandere

Japhes Mukiibi-Biimbwa stiller sig op i køen for at få udleveret sin stemmeseddel. Det kunne være en valghandling i Danmark, hvis man ellers ser bort fra, at stemmeboksene er store opvaskebaljer, og at valglokalet er en privat gårdhave under åben himmel. Da Jap-hes Mukiibi-Biimbwa har puttet sine stemmer i de gennemsigtige plastikkasser, bliver han tegnet med sprittusch på tommelfingeren for at sikre, at han ikke stemmer igen. Valgprocessen gør ham fortrøstningsfuld.

– Jeg er optimistisk på den måde at trods de orskellige mangler under valgkampen, så er folk nu modige nok til stå imod intimideringer fra staten. Ligegyldigt hvem der vinder, har vi været i stand til at tage de første skridt mod demokrati.

Vil have plakaterne tilbage

Men uganderne skal trave mange kilometer endnu, før MS’ oplysning om demokrati bliver overflødig, mener Japhes Mukiibi-Biimbwa. Som loyal ansat bakker han op om MS’ forsigtige linje over for den ugandiske regering i kontroversen om de beslaglagte karikaturtegninger. Men da udvikling spørger, om valgkampen ikke netop har haft brug for tegningernes budskaber, har han svært ved at skjule sin vrede. For når et land med Ugandas diktatoriske historie indsætter 12.000 ekstra soldater på valgdagen, er det naturligt for uganderne at overveje, om det er for sikkerhedens skyld, eller om det er for at skræmme dem, forklarer han.

– Vi blev enige med regeringen om, at vi ville holde lav profil under valgperioden. Men når den er overstået, skal vi have plakaterne tilbage!, siger Japhes Mukiibi-Biimbwa.

Nilas Nordberg Heinskou er journaliststuderende på Syddansk Universitetscenter. nihei04@journet.sdu.dk

MUSEVENI – FOR TREDJE GANG

Oppositionen i Uganda godkender ikke valgresultatet. Kritikere siger, at demokratiet får det svært.

Præsident Yoweri Museveni fik næsten 60 procent af stemmerne, mens modkandidaten, Kizza Besigye, fik 37 procent af stemmerne. Foto: Polfoto

Præsident Yoweri Museveni fik næsten 60 procent af stemmerne, mens modkandidaten, Kizza Besigye, fik 37 procent af stemmerne. Foto: Polfoto.

Fakta om valget i Uganda

14 ministre blev ikke genvalgt ved valget i februar.
Der var 20.000 valglokaler til rådighed i landet.
Både præsident og de 284 parlamentsmedlemmer bliver valgt direkte.
69 af pladserne går til kvindelige kandidater, der er opstillet på en særlig liste.
Forud for valget var der spredte demonstrationer og optøjer i landet med flere dræbte og sårede.
Kizza Besigye er Museveni’s tidligere livlæge

De 10,6 millioner stemmeberettigede ugandere genvalgte den 23. februar den siddende præsident i Uganda, Yoweri Museveni, med næsten 60 procent af stemmerne.

Det skete ved det første flerpartivalg i landet i 26 år. Siden 1986 har Museveni og hans parti National Resistance Movement siddet på magten i landet.

Dr. Kizza Besigye, den fængslede udfordrer fra partiet Forum for Democratic Change, fik lidt over 37 procent af stemmerne ved valget. Kizza Besigye anerkender ikke valgresultatet, da han mener, at regeringen har forhindret oppositionen i at komme til orde i valgkampen.

Kizza Besigye blev i november arresteret og anklaget for landsforræderi og en syv år gammel voldtægtssag. Da han et par dage efter blev løsladt mod kaution, blev han straks anholdt igen. Denne gang af militæret – de såkaldte Black Mambas – og anklaget for landsforræderi og terrorisme ved en militærdomstol. En måned senere blev han løsladt for at kunne deltage i valgkampagnen – to måneder før valget.

Museveni tabte i nord og i Kampala

Museveni tabte til sin udfordrer i hovedstaden, Kampala, og i det krigshærgede nordlige Uganda, mens han fik de fleste af stemmerne fra det folkerige vestlige Uganda. I menings-

målingerne forud for valget lå de to kandidater en del tættere på hinanden, dog med Museveni i førertrøjen.

Kritiske røster i landet mener, at Musevenis valgsejr blokerer for udviklingen af landets demokrati.

– I Uganda er den øverste myndigheds dominans et særkende ved vores folkestyre. I særdeleshed er præsident Yoweri Museveni for stærk i forhold til parlamentet. Parlamentet har hidtil ikke været i stand til at lave love, der går imod præsidentens ønsker, siger Dr. Julius Kiiza, der leder en forskningsenhed på Universitet i Kampala, som undersøger valget i Uganda. /redaktionen

TRÆT AF UGANDA-PESSIMISTER

Trods forfatningsændring i præsidentens favør og en problematisk valgkamp, med præsident Museveni som vinder, er valget et vigtigt skridt mod demokrati, mener den danske ambassadør Stig Barlyng.

Af Nilas Nordberg Heinskou

Spørger man Danmarks ambassadør i Kampala, Stig Barlyng, hvorfor Uganda er blevet en donordarling, forklarer han entusiastisk i fem uafbrudte minutter.

Han hæfter sig blandt andet ved Ugandas makroøkonomiske stabilitet, dets fattigdomsbekæmpelse og mest aktuelt dets demokratiske bestræbelser.

Han påpeger, at kandidaterne op til valget den 23. februar højlydt udnyttede demokratiets frirum. Og at vælgerne i stort antal trodsede den silende regn på de mange valgsteder under åben himmel. Stig Barlyng skoser dem, ’der altid er pessimistiske’ på Ugandas vegne, men erkender dog, at der er ’skyer i horisonten’.

EU’s valgobservatørkorps, som Stig Barlyng var en del af, lykønsker Uganda med en stort set positiv proces på valgdagen, men kritiserer samtidig forløbet op til valget.

Korpset fremhæver, at præsident Yoweri Museveni udnytter sin kontrol over statens midler, at hans regeringsparti, National Resistance Movement (NRM) er blevet tilgodeset i de statsejede medier, og at den kontroversielle anholdelse af den største rival til præsidentposten, Kizza Besigye, gjorde valgkampen ulige.

Kizza Besigye blev løsladt den 2. februar med rettens ord for, at han havde været ulovligt fængslet siden 25. november. Jeg deler de synspunkter, siger Stig Barlyng.

– Jeg mener, at Uganda bestemt ikke kan være helt stolte over den måde, man har håndteret en pæn del af overgangen til flerpartidemokrati på. Men retsvæsnet har reddet dagen for Uganda. Retsvæsnet har vist mod og en selvstændighed under vanskelige forhold, som man kun kan tage hatten af for, roser den danske ambassadør.

Håndfaste krav

Ifølge Stig Barlyng skal der stilles håndfaste krav til præsident Yoweri Museveni og regeringen efter valget.

Præsidenten skal tage hånd om den udbredte korruption, få fattigdomsbekæmpelse op i omdrejninger igen og få løst den fortsatte konflikt i det nordlige Uganda.

Landets popularitet blandt de rige donorlande er således skrumpet de seneste år. Sidste år skar flere lande i budgetstøtten, da man fandt, at demokratiseringen gik for langsomt. Præsidenten fik gennemtrumfet en forfatningsændring, der ophævede tidsbegrænsningen på præsidentembedet. Men den danske stat, der er en af Ugandas største donorer, tog ingen skridt i den retning.

Valgkommissionen på arbejde i Uganda. For første gang nogen sinde kunne uganderne stemme på flere forskellige partier. Foto: Mikkel Østergaard

Valgkommissionen på arbejde i Uganda. For første gang nogen sinde kunne uganderne stemme på flere forskellige partier. Foto: Mikkel Østergaard.

Samtale med ambassadør

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) nøjedes med at indkalde Ugandas ambassadør i Danmark til en samtale. Og i februarnummeret af udvikling sagde hun, at fængslingen af oppositionslederen Kizza Besigye kunne have ført til nedskæring af bistanden.

– Ophævelsen af tidsbegrænsningen var en forudskikket sag fra begyndelsen. Og jeg synes, at der måske blev brugt lovlig meget energi og kræfter fra international hånd på den sag. Der er visse slag, som det kan betale sig at tage. Og der er nogle, hvor det giver sig selv på forhånd, at man vil tabe, siger Stig Barlyng.

SULT OG FØDEVAREBISTAND

Uddeling af fødevarer i flygtningelejr Nangwesi, den vestlige provins af Zambia. Flygtningene kommer fra Angola. Foto: Scanpix/ Thomas Marott.

Der påhviler de humanitære organisationer et stort ansvar, når de skal trænge igennem medierne med konkrete historier om nød og lidelse i fattige lande. Og samtidig holde sig til sandheden og kommunikere på en korrekt og sober facon. Netop nu er lande som Zimbabwe, Zambia og Malawi i det sydlige Afrika ramt af tørke og en dårlig høst, der resulterer i høje priser på majs og andre fødevarer. Tørken kommer oveni den generelle fattigdom og verdens højeste hiv/aids-rater, der gør befolkningerne endnu mere sårbare.

Ifølge Verdensfødevareprogrammet (WFP) manglede organisationen i november sidste år 157 mio. dollars for at kunne brødføde knap 10 mio. mennesker i det sydlige Afrika frem til april måned 2006. Og situationen er stadig kritisk.

I næste nummer ser udvikling nærmere på nødhjælpsorganisationernes dilemmaer, når der skal skabes opmærksomhed om sult og behovet for nødhjælp. /pk

DEN POLITISKE FØDEVAREHJÆLP

Befolkningen i Zambia sulter, og Verdensfødevareprogrammet (WFP) anslår behovet for fødevarebistand højere end alle andre. WFP kritiseres for at pleje USA’s kommercielle interesser.

Af Lone Maribo, Livingstone, Zambia

Der faldt ikke ret meget regn i Zambia i 2004 og 2005.

Den samlede mængde fra regntidens begyndelse i december og indtil april beløb sig til halvdelen af den gennemsnitlige nedbør.

Det betød knaphed på mad og høje priser på ikke mindst majs og medførte behov for import.

De fleste vurderinger af Zambias behov lå i intervallet 100.000-200.000 tons majs.

Zambias landbrugsministerium opgjorde underskuddet af majs til 118.335 tons. Mens Verdensfødevareprogrammet (WFP) vurderede, at der var behov for 269.000 tons. Den danske ambassadør i Zambia, Orla Bakdal, siger: – Det er min vurdering, at regnen i dele af landet i 2005 var utilstrækkelig, og at Zambia derfor er i underskud af majs i 2006. Men dette underskud burde efter min mening i vid udstrækning kunne dækkes af landets andre afgrøder så som ris, kartofler og kasawa (en rodfrugt meget lig kartofler, red.). Og endnu vigtigere; man kunne lige så godt lade de private kornforhandlere stå for det nødvendige indkøb af majs, og dermed via den private sektor fylde et eventuelt lokalt underskud.

Fødevarebistand kan efter min mening i værste fald være kontraproduktiv, siger den danske ambassadør i Zambia, Orla Bakdal. Foto: Thomas Marott.

Fødevarebistand kan efter min mening i værste fald være kontraproduktiv, siger den danske ambassadør i Zambia, Orla Bakdal. Foto: Thomas Marott.

Fødevarebistand og subsidiering

Ifølge Torben Kudsk fra Landbrugsraadets Internationale afdeling har særligt USA en hel konkret interesse i at uddele fødevarebistand.

– USA har været og er stadig under heftig kritik, idet de i perioder med lave verdensmarkedspriser og overskudsproduktion opkøber deres egne landsbrugsprodukter for at donere dem til u-landene. Det kalder de så fødevarehjælp, men i virkeligheden er det en skjult subsidiering af deres landbrug, og regningen sendes til de amerikanske skatteborgere, siger han.

Under forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i Hong Kong i december 2005 blev det mere end antydet, at der er en tæt forbindelse imellem det forhold, at USA har økonomiske interesser i at sælge sin overskudsproduktion og WFP’s aggressive markedsføring af Afrika som et forarmet kontinent, hvis eneste håb om overlevelse er fødevarehjælp.

Et eksempel er WFP’s gentagne annoncer i Financial Times, der reelt er en støtte til USA’s fortsatte dumping af deres overskudsproduktion i form af fødevarehjælp – vel at mærke når verdensmarkedsprisen er lav, skriver det danske udenrigsministerium i en artikel på http://www.um.dk i forbindelse med WTO-forhandlingerne.

De omtalte annoncer viste helsides billeder af afrikanske børn med madskåle, og de blev bragt samtidig med WTO-landenes forhandlinger af udviklingspakken.

Verdens store fødevareproducenter kommer af med overskudsproduktionen, og fattige lande får gratis majs. Det ligner to vindere, men det er det, ifølge Orla Bakdal, ikke.

– Donorafhængigheden er også i Zambia ganske omfattende. Den mindsker man ikke ved ukritisk at fortsætte fødevarebistanden til landet. Det kan i denne forbindelse nævnes, at Zambia i 2004 og 2005 havde en overskudsproduktion af majs og samme år tjente pænt på at eksportere, siger han og fortsætter:

– Fødevarebistand kan efter min mening i værste fald være kontraproduktiv og simpelthen tage initiativet fra de lokale farmere. Zambia har masser af uopdyrket jord og et stort antal floder – altså masser af vand. Der er tale om et kæmpe landbrugspotentiale, som donor-samfundet må hjælpe de lokale farmere med at udnytte. Frem for at tage initiativet fra dem.

Lone Maribo er bosat i Livingstone, Zambia. mlmaribo@yahoo.dk

Kommentar fra WFP

Af Mikael Bjerrum, WFP

udvikling rejser spørgsmål om Verdensfødevareprogrammets (WFP’s) aktiviteter i Zambia, som jeg ønsker at kommentere.

WFP behøver ikke at overdrive udbredelsen af sult og underernæring. I 2002 bekræftede FN’s Sundhedsorganisation (WHO), at underernæring er den største enkelttrussel mod verdenssundheden. På samme tid viste data fra FN’s Landbrugsorganisation (FAO), at antallet af døde mennesker fra sult og relaterede sygdomme er 10 millioner om året – mere end ofrene for aids, malaria og tuberkulose tilsammen. Desværre er de fleste af de døde børn under fem år. Disse fakta stammer ikke fra WFP.

I Zambia er den nuværende underernæringsrate og procentdelen af væksthæmmede (49 procent) blandt små børn både forfærdende og deprimerende. Dette viser klart, at støtten fra donorer – i form af enten penge eller mad – til forbedret ernæring ikke har formået at skabe en markant indvirkning på den kroniske sult blandt Zambias børn; vi håber, at der kan skabes opmærksom om denne udfordring. Intet OECD-land ville tillade et sådant niveau af underernæring blandt dets egen befolkning, og intet OECD-land ville argumentere imod målrettet fødevarehjælp for at forhindre sult blandt dets egne fattige.

WFP er i Zambia respekteret for sin troværdighed, når det drejer sig om at vurdere behov og at målrette indsatsen. De vigtigste partnere – heriblandt den zambianske regering, donorer (*) og NGO’er – har udtrykt, at WFP’s vurdering af antallet af mennesker med behov for fødevarebistand var korrekt, eller måske endda undervurderet.

Det meste af den mad, der distribueres i Zambia, er i de senere år enten blevet købt lokalt eller i regionen. Dette støtter det lokale marked og skaber samtidig incitament til en forøget landbrugsproduktion.

Siden 2002 har WFP købt 215.000 tons fødevarer i Zambia til en værdi af 288 mio. kr. På trods af at 2005 var et tørkeår, indkøbte WFP dette år 57.000 tons fødevarer til en værdi af 85 mio. kr. i Zambia. Disse lokalt indkøbte fødevarer bliver enten distribueret til zambianere, der har behov for fødevarebistand, eller eksporteret til sårbare grupper i nabolandene. Mangler i fødevareforsyningen afhjælpes enten ved indkøb i Sydafrika eller ved donationer udefra. Det meste af den mad, som WFP får ind i Zambia, bliver transporteret på kommercielle vilkår – og støtter dermed lokale private handlende og transportvirksomheder.

WFP arbejder sammen med regeringen og vores partnere på at undgå generel fødevareuddeling. I stedet satses på mad-for-arbejde programmer, hvor mad fungerer som betaling for arbejde i forbindelse med blandt andet jordforbedringer, overrisling, fiskedamme, honningproduktion, bygning af fælleshuse og vejforbedringer. Lokalsamfundene definerer aktiviteterne, som er beregnet på at forøge den lokale fødevareproduktion og adgangen til mad på langt sigt. Endvidere giver WFP i Zambia ernæringsrigtige måltider til børn i skolerne gennem skolemadprogrammer samt fordeling af mad til særligt sårbare familier. Der fokuseres i særlig grad på husholdninger, der ledes af børn eller gamle.

* WFP’s donorer i Zambia er: USA, Tyskland, Sverige, UK, Japan, Finland, Canada, Algeriet, Nederlandene, Norge, EU, Schweiz, Italien, Australien, New Zealand, Belgien, Luxembourg, Tyrkiet, Italien, Østrig og Danmark.

Mikael Bjerrum er direktør for WFP’s Nordiske Kontor i København.

MELLEMØSTEN

DET ARABISKE INITIATIV

STATUS: DET ARABISKE INITIATIV EFTER MUHAMMED-TEGNINGERNE

Af Marianne Hartz Thomas

Nogle medarbejdere er trukket hjem, men dialogen er intakt, og behovet for projekterne er større end nogensinde før.

Det er udmeldingerne fra de danske partnere, der udfører flere af projekterne under Det Arabiske Initiativ. Regeringen lancerede initiativet i 2003 med op til 100 mio. kr. om året i ryggen til projekter i Mellemøsten og i det nordlige Afrika. Det Arabiske Initiativ fokuserer på bilaterale projekter, der blandt andet arbejder med demokratisering og opbygning af civilsamfundet, fremme af kvinders rettigheder og adgang til information. udvikling har set på, hvad sagen om Muhammed-tegningerne betyder netop nu for projekterne under dette initiativ. Vi forsøger at danne os et overblik, som ingenlunde er fuldkomment, og som ændrer sig dagligt. For eksempel arbejder Udenrigsministeriet i øjeblikket på 14 nye projekter med danske partnere og nye bevillinger på omkring 4,8 mio. kr., der alle er direkte relateret og afløbere af Muhammed-sagen. En del andre organisationer arbejder også med flere nye forslag.

Huset Mandag Morgen arrangerer et 100 dages initiativ: Coexistence of Civilizations.

Et initiativ, der med en række fremtrædende danskere, vil opstille pejlemærker over 100 dage for, hvordan kulturelle konflikter skal håndteres i globaliseringens tidsalder. Det hele skal kulminere i et internationalt topmøde i København.

Next Stop Mellemøsten er et nyt projekt fra Mellemfolkeligt Samvirke og Krogerup Højskole. De har inviteret 50 unge fra otte forskellige lande i Mellemøsten til at møde danske politikere, unge og meningsdannere.

Marokko: Fængsler uændret af krisen

I Marokko arbejder Kriminalforsorgen som eneste danske partner, der kan rapportere alt i orden! Fem fængselsinstitutioner arbejder uanfægtet Muhammed-krisen videre med den danske Kriminalforsorg.

– Vi oplever ingen påvirkning af Muhammed-tegningesagen. Tværtimod. Vi har fundet yderligere samarbejdsfelter, siger Claus Thornøe, projektansat i Kriminalforsorgen.

Han kom hjem fra en projektrejse til Marokko i midten af februar. Det var andet led i Kriminalforsorgens samarbejde med fem marokkanske fængselsinstitutioner.

Projektet går blandt ud på, at danskerne skal undervise de marokkanske fængselsbetjente i, hvordan man behandler fanger og deler viden om resocialisering af ungdomskriminelle.

Der er også Images of the Middle East. En festival, der sætter fokus på samtidskultur og de forandringer, der aktuelt sker i Mellemøsten. Festivalen er arrangeret af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene og omfatter et oplysningsprogram, der strækker sig fra 2004 til 2007, samt en kulturfestival der finder sted fra den 12. august 2006 til 20. september 2006.

Regionale medier er bekymrede

Ud over de rent nationale projekter under Det Arabiske Initiativ strækker en del af projekterne sig over flere lande eller over hele Mellemøsten. Blandt andet koordinerer International Media Support (IMS) et regionalt medieprojekt i ti arabiske lande med 28,5 mio. kr. i ryggen fra den danske regering. Projektet består af seks hovedkomponenter, der blandt andet handler om monitorering af mediernes rolle i forbindelse med valg, træning af journalister og produktion af en række TV-programmer.

– Vores arabiske partnere vil gerne fortsætte. De er bekymrede. Det er en vanskelig sag. Nogle foreslår, at vi holder igen, men ingen at vi aflyser helt, siger direktør for IMS, Jesper Højbjerg, og fortsætter: – Vi aflyser ikke, men fortsætter med nedsat tempo, og indholdet i komponenterne forbliver de samme.

PEN International

Et andet regionalt medieinitiativ er en række centre, som PEN opretter. PEN er en international organisation af forfattere og skribenter, der promoverer venskab og intellektuelt samarbejde imellem forfattere overalt på jorden og kæmper for ytringsfrihed. Danske PEN har – på grund af sagen om Muhammed-tegningerne – måttet udsætte et møde i det arabiske/skandinaviske netværk, der skulle have fundet sted i Alexandria i marts. Muligvis vil de PEN-centre, der skal stiftes, blandt andet i Jordan, ikke blive oprettet så hurtigt, som PEN havde håbet.

– Vi – både de arabiske PEN-kolleger og os her i de skandinaviske lande – er meget ulykkelige over situationen, men har på ingen måde opgivet vores planer, siger Mille Rode fra dansk PEN og fortsætter:

– Vi har heldigvis fået flere gode tilbagemeldinger fra vores PEN-kolleger og kontakter, der alle som én udtrykker et stort ønske om at bilægge denne strid så hurtigt som muligt, så vi kan komme videre med det vigtige: dialog og samarbejde.

Et tredje regionalt initiativ er et regionalt landbrugsprogram i Egypten, Jordan, Den Palæstinensiske Myndighed og Israel, der fra 2005-2010 har 36,5 mio. kr. i ryggen.

Projektet er et landbrugsfagligt samarbejde mellem landene, som skal styrke den mellemfolkelige forståelse og dialog som en væsentlig faktor i en fremtidig fredsløsning. Det skal også øge landbrugenes indkomst på en miljømæssig bæredygtig måde.

De unge må blive hjemme

Også ungdomsorganisationerne må holde igen. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har haft to delegationer i Mellemøsten i løbet af efteråret og skulle have været i gang med deres arbejde i regionen nu. De har fået en bevilling fra Udenrigsministeriet på 15,7 mio. kr. til blandt andet at styrke Mellemøstens unge i at deltage i demokratiske processer. Men på grund af Muhammed-sagen må de vente.

– Mange af vores medlemmer er blevet usikre på, hvad de er i stand til at gøre som organisation, og hvilke mekanismer de rører ved, når de arbejder med Mellemøsten. Jeg fornemmer en usikkerhed, men der er tro på, at arbejdet her er vigtigt, siger Birgitte Søgaard Andersen fra DUF.

Irakiske medarbejdere bliver hjemme

Institut for Menneskerettigheder (IMR) står for et projekt om at støtte en menneskerettighedsorganisation i Bashra, der skal etablere en ressourcebase, som kan forholde sig til de mange reformer, der er i gang i landet. Projektet er lukket ned i øjeblikket, og de irakiske medarbejdere er sendt hjem.

– Vi prøver at finde ud af, hvad vi så kan gøre. Det er det lange seje træk, der skal til. Men det vil være utroligt ærgerligt, hvis vi ødelægger, hvad vi har bygget op, siger Birgit Lindsnæs, chef for international afdeling i IMR.

Iran: Menneskerettigheder i bero

I Iran har Dansk Institut for Menneskerettigheder (IMR) siden 2001 sammen med Den Islamiske Menneskerettighedskommission arbejdet på at skabe rammerne for en dansk-iransk menneskerettighedsdialog. Og det har de fået lidt under fire mio. kr. til under Det Arabiske Initiativ.

Lige nu er projektet sat i bero, men IMR mener, at det er for tidligt at sige, hvad det betyder på lang sigt for projektet. Det er principielt set ikke lukket ned. Så sent som i december 2005 havde IMR besøg af en delegation fra Iran, beståede af blandt andet universitetsfolk og dommere.

– I værste fald vil der komme en periode, hvor vi ikke kan arbejde med de iranske organisationer, hvilket vil være meget bedrøveligt, siger international chef Birgit Lindsnæs, fra IMR og fortsætter:

– Alle parter er interesseret i, at dialogen fortsætter.

Den Palæstinentiske Myndighed

Danmark har bevilliget 13 mio. kr. til at oprette et multidonorsekretariat for støtte til NGO’er indenfor menneskerettigheder og god regeringsførelse fra 2005-2007.

Yemen: Danskerne bliver væk

I Yemen støtter Udenrigsministeriet et program med fem hovedtemaer: Demokratiudvikling og parlamentarisme, decentralisering og lokal deltagelse, overholdelse af menneskerettigheder, kvinders rettigheder og fri presse. Lederen af det danske tekniske kontor blev trukket hjem i midten af februar. Mellemfolkeligt Samvirke, Røde Kors og Dansk Institut for Menneskerettigheder er involveret i projekterne.

– Vi diskuterer nu, hvad vi skal gøre. Det afhænger af, hvad der sker. Vi skulle blandt andet sende udviklingsarbejdere til Yemen, men det er på hold, siger programkoordinator Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke. Også hun mener, at sagen om Muhammed-teg-ningerne kun tydeliggør, hvor stort behov der er for en dialog med de arabiske lande.

Det samme siger hendes kollega i Røde Kors, organisatorisk udviklingskonsulent, Jesper Bertelsen, der tog hjem fra Yemen i begyndelsen af februar på grund af tegningesagen.

– Vores lokale medarbejdere arbejder videre. De bliver dagligt stillet til regnskab for, hvad der sker i Danmark, men indtil videre har de udvist stor forståelse, siger han.

Projektet har fået 3,9 mio. kr. for 2004-2007 til kapacitetsopbygning af Yemens Røde Halvmåne.

Dansk Institut for Menneskerettigheder har fået en bevilling på 9,5 mio. kr. til at skabe dialog mellem stat og civilsamfund. Instituttet udsender en medarbejder 15. marts til at varetage programmet, der løber fra januar 2006 til december 2007. Instituttet har midlertidigt sat programmet i bero, indtil situationen er i forbedring.

Den danske udsending fra Danmarks Journalisthøjskole (DJH) fik kun et år i Yemen. Hun blev nemlig trukket hjem i starten af februar. Højskolens medieprogram i landet ligger stille nu.

– Vi har måttet udsætte en del planlagte aktiviteter, men vores lokale partnere ønsker at fastholde dialogen, siger Jørgen Ringgård, leder af international afdeling på DJH. I stedet bruger DJH tiden på ”at holde os godt orienteret og holde dialogen.”

Egypten: Sagen tærer på optimismen

I Egypten har Danmark tre store projekter i gang med egyptiske partnere.

På Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, som har fået 20 mio. kr. fra 2004-2006, er optimismen under pres, som sagen om Muhammed-teg-ningerne eskalerer. Projektet skal fremme dialog, politisk og kulturel mellem Danmark og Egypten og mellem Europa og den arabiske verden. Instituttet skal gennemføre konferencer, møder, seminarer og kurser om aktuelle spørgsmål i de to verdner.

– Sagen tager meget af vores arbejdskraft. Den tærer på optimismen. Instituttet kører videre som før. Vi får mulighed for at komme i kontakt med folk, som vi ellers aldrig ville kunne, som for eksempel en række medier i Golfstaterne, siger Hanna Ziadih, seniorforsker på instituttet. Han er selv holdt op med at sige, at han er fra Danmark for ikke at skabe for meget konflikt. Instituttet ligger i en stor bygning med mange kontorer, og der er hverken danske flag eller plakater på facaden. Ziadih tror, at det er en af årsagerne til, at instituttet ikke har fået opmærksomhed i Egypten.

Èt andet projekt handler om at etablere en filial af Mubarak Public Library i den fattige bydel, El-Zawya El-Hamra, i det nordøstlige Kairo. Det skal styrke udviklingen af egyptisk videnssamfund, som opfattes som en af grundforudsætningerne for en generel demokratisk udvikling i landet. Danida har bevilliget 24,2 mio. kr. fra 2005-2010.

Jordan: Styrket sag for dialog

Institut for Menneskerettigheder (IMR) kører også et projekt om udveksling mellem det jordanske menneskerettighedsinstitut og det danske, der gik i gang i maj 2005.

– De tanker, der ligger nu, er kun blevet styrket yderligere efter denne sag, og behovet for en menneskeretlig dialog er større end nogensinde før, siger chef for International afdeling på IMR, Birgit Lindsnæs. Hun er regelmæssigt i kontakt med partnerne i Jordan, som er positive og gerne vil i gang med en dialog. Instituttet har ingen medarbejdere i Jordan netop nu.

Også Kommunernes Landsforening (KL) kører et projekt om decentralisering af den offentlige sektor i Jordan. Et projekt, der skulle være gået i gang i slutningen af februar med en mission til Jordan. Missionen er udsat, og det er de to efterfølgende også. KL regner først med at kunne komme i gang efter sommerferien, alt efter situationen.

– Hele opstarten er blevet forsinket. Vi er ærgerlige, og det er vores partnere også. De siger, at de sætter pris på vores samarbejde og er enige i, at det er en svær situation, siger Jens Peter Christensen, der er international konsulent i KL.

AFRIKA

JEG ER SORT FRA ZIMBABWE

Skrækscenariet for Louise Windfeld-Høeberg var at ende som medfølgende diplomathustru i Zimbabwe. Men sådan gik det alligevel – selv om der også blev plads til at skrive en roman, tage en universitetsgrad og få tre børn.

Af Marianne Hartz Thomas

Louise Windfeld-Høeberg, medfølgende diplomat hustru og tidligere TV2-journalist, har netop udgivet sin første skønlitterære bog Iscenesætteren, der bygger på hendes fem år i Zimbabwe. – Der var en konstant underliggende følelse af stress, mens vi var der. Vi måtte lyve lidt hver dag. Ingen måtte absolut vide, at jeg har en fortid som journalist og skrev en bog, siger hun. Foto: Poul Kjar

8.359 kilometer fra København.

I hvad amerikanerne kalder en af verdens seks tyranstater. Stækket på vingerne. Med hænderne for øre, øjne og mund, som de tre kinesiske aber. Som diplomatfrue følte hun sig ligestillingsmæssigt bombet tilbage, til før hendes mor blev født: Pænt konversere, ordne hjem, styre tjenestefolkene og drikke gin og tonics.

Den nu 36-årige Louise Windfeld-Høeberg debuterende forfatter til romanen Iscenesætteren og tidligere journalist på TV2 Nyhederne har måttet sluge mangt et ego i de fem år, hun har boet med sin mand i Zimbabwes hovedstad Harare. Drømme, ambitioner og behov er blevet lagt i skuffen.

Men seks år i Afrika har alligevel taget hende med storm, og nu vil hun ikke tilbage til Danmark. Familien er netop flyttet til Zambia, hvor hendes mand har fået arbejde for Danida. I Zimbabwe arbejdede han først for EU, og siden for det amerikanske bistandsbureau, USAID.

Forkælet forstadsfrue

Louise Windfeld-Høeberg blev i 2001 landskendt som en forkælet forstadsfrue.

Sådan kaldte debattører hende i Weekend-avisen, da hun i et læserbrev klagede over, at hun kedede sig, og at hun måtte stille sin karriere i bero. I stedet levede hun et liv, hvor de andre diplomatkvinder bager kager til velgørenhed, ”hvis bølgerne går højt”. Men også et liv med ”de største menneskelige og naturmæssige oplevelser i mit liv”.

– Jeg føler mig ligeså afrikansk som dansk. Når jeg ser en sort på gaden i København, tænker jeg: ”Godt jeg ikke er den eneste”. Jeg føler mig sort. Det er der, jeg hører til. Vi har et skæbnefællesskab med mange af folkeslagene i Afrika, og jeg vil gerne give noget tilbage til dem i form af mine vidneberetninger, bøger eller journalistik, siger hun.

Hun er lyshåret med bestemt stemmeføring og en gnist i de blå øjne, eller vel nærmere en flamme, der tydeligt brænder, når hun taler om Zimbabwe og de uretfærdigheder mod civilbefolkningen, hun har måttet lukke øjnene for.

Sætter virkeligheden i scene

Nu giver hun igen med sin skønlitterære bog Iscenesætteren fra december 2005. 269 sider om den danske journalist og medfølgende hustru Caroline, som bliver spundet ind i korruption og politisk spil i Zimbabwe.

Robert Mugabe, Zimbabwes præsident igennem 26 år, optræder i egen person, og de brutale ungdomslejre, som unge politibetjente og toldere skal igennem, er også beskrevet.

Louise Windfeld-Høeberg maler et billede af et smukt og kontrastfyldt land i undtagelsestilstand. Og et billede af livet som diplomat og de spilleregler, der følger med.

– Et realistisk billede med en fiktiv handling, siger hun.

Hun fortæller om, hvordan Mugabes hær forsøger at slå modstanderne af banen. Særligt er der et eksempel, der får hendes øjne til at lyne.

– Regeringshæren tager ud til politikerne og hælder for eksempel benzin over den yngste søn. Med en tændstik i hånden, siger de, at politikeren kraftigt skal overveje, om han vil stille op, for næste gang stryger de tændstikken. Det er jo tortur! Ingen herhjemme ved, hvad der sker. Ingen ved, hvor frygteligt det er.

Fra ondt til værre

Da familien Windfeld-Høeberg kom til Zimbabwe i 1999 var det kort før Mugabe nationaliserede jorden og ’gav den tilbage til de sorte’, som han kaldte det. Siden har der fulgt brutale overgreb på mange af de hvide farmere, men også på den fattigste del af den sorte befolkning.

– Det har været en lang nedtur i de fem år. Der er ganske få hvide farme, som bliver drevet videre. Nu er der kun få subsistensløse landbrug, som slet ikke producerer nok, forklarer hun.

I slutningen af 2005 satte Mugabe operation Murambatsvina eller tsunamiopratio-nen, som NGO’erne kalder den, i gang. Den skulle officielt rydde op i den kriminelle underverden. Den gjorde 700.000 af de fattigste indbyggere hjemløse, da de fik besked på at tage tilbage til deres landsbyer, og regeringstropper brændte deres boliger ned. FN regner med, at flere end fire millioner mennesker mangler mad.

– Jeg havde været ude at rejse, da det skete. Og kørte ind mod centrum forbi slumkvartererne. Himlen havde en forkert farve. Der var tåget på en mærkelig måde. Da vi kørte forbi, lignede det en krigszone. Der var intet højere end knæhøjde. Alt var affald og glasskår, og der gik folk rundt og ledte efter deres ejendele. På et hjørne stod en politibetjent. Og han fik lov at stå der! Selvom han jo var blandt dem, der lige havde lynchet hele området. Hvad er der galt med folkesjælen, når han kan få lov at stå der uberørt? spørger hun.

Bedstefar Mugabe

Men når en hel nation opfatter præsidenten som deres bedstefar: Streng, men til for det bedste, så skal der nærmest nye generationer til for at ændre situationen i landet.

Og Louise Windfeld-Høeberg tror ikke på, at en afløser til den 84-årige præsident bliver meget bedre.

– Oppositionen er splittet. Zimbabwe kan ikke klare det uden hjælp udefra. Vi må lægge massivt pres på Sydafrika, der blandt andet er hovedleverandør af strøm til Zimbabwe og bede dem om at trykke på hovedafbryderen, siger hun.

Hun peger på biskop Pius Ncube, der fortjener Vestens støtte, og som efter hendes udsagn, ikke er bange for noget.

– Børnene sulter, og der er ingen aids-medicin. FN uddeler fødevarer, men de ender på Mugabes lager. Korruptionen er så åbenlys, at selv min søn på seks år ved, at der er noget galt, siger hun.

Syg i hjertet

Den slags realiteter har taget på familien i dagligdagen. En dagligdag, hvor tjenestefolkene midt om natten kom med deres malariasyge børn, som Louise og hendes familie måtte sørge for at bringe til et hvidt hospital for at få behandling.

– Børn leger sig ud af det. Mine ældste legede tiggerleg. Når jeg kom ind af indkørslen i bilen, skulle jeg rulle vinduet ned og give dem penge, for det så de, at vi gjorde, når vi kørte på vejene, fortæller hun.

Hun omtaler særligt de sidste seks måneder op til, at hun og familien flyttede til Zambia i januar, som en tilstand af klinisk depression for hele familien.

– Man bliver syg i hjertet af at se mennesker blive behandlet på den måde og ikke kunne gøre meget. Den dag, der sker noget i Zimbabwe, og vi kan komme ind, så er jeg den første journalist og gatecrasher ved grænsen. Og min familie skal med. Vi er nødt til at opleve sjælefred. Vi er nødt til at få lukket et smertefuldt hul, siger hun.

Da udvikling mødte hende, var hun på en lille uges visit i Danmark. En tur hun blandt andet brugte til at researche på sin næste bog, som kommer til at foregå på Amager med en hovedperson, der er tidligere prostitueret og hvid!

Blå bog

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Ansat på TV2 Nyhederne i 1996. Tog i 1999 til Zimbabwe med sin mand Rene Hansen, der var udsendt for EU. Senere for USAID. Nu for Danida i Zambia. Tog i 2004 et diplom i u-landskendskab fra Uppsala Universitet. Børn: Alexander 6 1/2 år, Sebastian 4 år, Christoffer 2 år.

Zimbabwe fakta

Danmarks samarbejde

Zimbabwes status som dansk programsamarbejdsland ophørte i 2002 på grund af vold, brud på menneskerettighederne og valgsvindel ved præsidentvalget i 2002. Danmark giver humanitær bistand og støtte gennem NGO’er.

’Tsunami’-aktionen Murambatsvina (clean out garbage)

Aktionen skulle officielt rense ud i det sorte marked og kriminalitet, men den udvidede sig hurtigt til ikke godkendt beboelse, som var ejet af de fattige. Politiet tvang folk fra deres huse i hovedstaden og insisterede på, at de flyttede hjem til deres huse på landet.

FN vurderer, at ca. fire millioner mennesker og flere end 700.000 mennesker fortsat er hjemløse efter regeringens brutale nedrivning af deres boliger. EU har i midten af januar bedt det internationale samfund om at give uforbeholden humanitær assistance til befolkningen og henstillede til de zimbabweanske myndigheder om øjeblikkeligt at stoppe alle ødelæggelser og give ubegrænset adgang for nødhjælpen.

UDDRAG FRA LOUISE WINDFELD-HØEBERGS ROMAN ISCENESÆTTEREN

Det gode ved ikke at bo i Danmark var, at det blev et bedre land, jo længere væk man befandt sig. Ude i den store verden kunne man ” nøjes med at forholde sig til det bedste danske: Bedsteforældre, godt børnefjernsyn, bøgetræer, nyslået græs, cykeltur ned af Nørrebrogade i lyset af juledekorationerne, spejdere, der samler gamle aviser ind, nabosnak over en hæk, mens syrenerne dufter og solsorten synger, Vesterhavet og Kattegat, bus nr. 27, der afgår præcis klokken 11.53, æblekage med rasp og flødeskum, sommerhøjskole, og detaljerede referater fra møder i de mest inferiøre foreninger. Glemt var alt det andet, der også var pæredansk: Paragrafryttere, skrankepaver, småborgerlighed, millimeterdemokrati, fremmedhad, ventelister, jantelov, lukkelov, skattetryk, dårligt vejr, og overvægt. Og den manglende lyst til at turde skylde nogen noget. Det var nærmest blevet en leveregel for danskerne. Endelig ikke stå i gæld til nogen, hvor lidt der så end kunne være tale om. Og slet ikke noget med at være den glade giver uden at forvente noget igen. (s. 64-65)

– Helikoptere, med maskingeværer monteret på siderne, havde overfløjet de udslidte huse i Harares slumkvarterer, mens hæren havde skudt med tåregas og tævet tilfældige forbipasserende. Folk, der var mistænkt for at sympatisere med andre end Præsidenten, blev hevet ud af deres huse og gennembanket. Det samme blev deres familier. De konkrete eksempler var ikke til at holde ud. I Mabvuku havde soldater overfaldet en ung kvinde, ved navn Kulinji, der var formand for oppositionens lokale kvindegruppe. Soldaterne tiltvang sig adgang til familiens hus omkring midnat, slog hendes far gentagne gange, inden de låste ham inde i et soveværelse. Bagefter skubbede de Kulinjis mor omkuld på en seng, tvang

hende til at sprede benene og pressede en pistol op i hendes skede. Kulinji selv og hendes bror Crispen blev gennemtævet og ført bort. Siden havde ingen hørt noget til dem. (s. 71)

– Harares lufthavn var funklende ny og funktionel. I skærende kontrast til resten af landet. Bygget af Præsidentens nevø, inspireret af Great Zimbabwe, Afrikas ældste bygningsværk, bortset fra pyramiderne. Det havde lagt navn til landet efter befrielsen. Zimbabwe var shona og betød stort stenhus. Selve Great Zimbabwe lå nogenlunde midt i landet, ved Masvingo. Det bestod af flere ruiner, blandt dem et imponerende indelukke med et stort tårn. Her havde et magtfuldt shona-mo-narki i fire hundrede år regeret over et kæmpe område i det sydlige Afrika. (s. 89-90)

NATTERGALEN SOM SPREDTE DEMOKRATIETS BUDSKAB

Alpha Oumar Konaré var Malis første demokratisk valgte præsident. I dag bestrider han posten som formand for Den Afrikanske Union. Den tidligere projektrådgiver, Ole Reitov, fortæller om sit tætte samarbejde med den forhenværende intellektuelle aktivist.

Af Ole Reitov

Stockholm 1986

Jeg får et yderst sjældent telefonopkald.

Det kommer fra en mand, jeg ikke kender og aldrig har hørt om, nemlig Alpha Oumar Konaré, en afrikansk intellektuel, der besøger Sverige. Han vil starte et kassettetidsskrift i Mali.

Vi mødes til frokost, hvor jeg serverer røget rensdyrkød, og Alpha Oumar Konarés første spørgsmål er yderst konkret: – Hvor hurtigt kan du sammensætte det udstyr, vi behøver? Og hvornår kan du komme til Mali og undervise folk i mit kulturkollektiv?

Hans idé er at udgive et lydtidsskrift på kassette med navnet Sorofe – efter den nattergal, som i landets mytologi spreder nyheder og fortællinger. Og derudover en avis for landbrugere, der kan læse en lille smule.

Begge publikationer skal udgives på lokalsprog, og kassetterne skal både undervise og underholde.

Projektet finansieres af SIDA (svensk Danida, red.).

Illustration: 1508. Foto: ABD RAOUF/Polfoto.

Illustration: 1508. Foto: ABD RAOUF/Polfoto.

Bamako, Mali, tre måneder senere

Jeg sidder og lytter til kulturkollektivets diskussioner. Stemningen er livlig, venlig og bestemt.

Gruppen består af intellektuelle mænd og kvinder med Alpha Oumar Konaré i spidsen. De vil det hele: tidsskrifter, aviser, radiostationer, kassetteudgivelser og bogudgivelser. De vil udbrede viden om demokrati og menneskerettigheder og alfabetisere befolkningen i Mali. Siden 1983 har de udgivet et kvalitetstidsskrift på fransk for andre intellektuelle, men efter besøget i Stockholm er Alpha Oumar Konaré blevet optaget af svensk forskning, som viser kassettemediets gennemslagskraft.

Deres beslutsomhed får mig til at tro på et lille mirakel. Jeg har været i Bamako en uge. Da jeg ankom med indspilningsudstyr, var der ikke noget studie men kun et nøgent lokale uden vinduer. To dage efter var der muret vinduer med sikkerhedsgitter for, og nu er vi i fuld gang med undervisningen. Alpha Oumar Konaré er det selvfølgelige midtpunkt.

Han har en naturlig autoritet. Født i 1946 vokser han op i en storfamilie med 14 børn, hvor organisation er vigtig. Hans far er lærer. Det bliver Alpha Oumar Konaré også, og derefter studerer han historie og arkæologi i Polen. Hjemvendt til Mali bliver han udnævnt til kulturminister i 1978. Mange mener, at der i de følgende tre år, hvor han besidder denne post, sker mere på kulturområdet end i de foregående mange årtier.

Men han dropper ud af regeringen og genoptager livet som aktiv i det dengang forbudte socialdemokratiske parti, PMT, og starter kulturkollektivet Jamana.

Bamako, Mali 1989

Det er mit andet besøg i Mali. På vegne af SIDA skal jeg evaluere kassetteprojektet og undervise i at lave radio.

Jeg kører sammen med Alpha Oumar Konaré i hans udtjente Peugeot. Byens få biler hvirvler det røde støv op fra Bamakos grusbelagte veje.

– Hvad skal der til, før vi kan udsende vore produktioner på radio?, spørger jeg og kigger på min chauffør.

– Det eneste, vi behøver nu, er en radiosender. Vi har hele produktionsudstyret, svarer han.

– Men du tror da vel ikke for alvor, at du nogensinde får lov til at sende radio i det her militærdiktatur?

– Lad os nu se, den dag kommer nok, siger Alpha Konaré optimistisk. Da studenter i 1991 revolterer mod den diktatoriske præsident, general Traoré, og militæret tager magten fra ham, går Sorofe i luften med landets første frie radioprogrammer. Det lille kassetteprojekt er landets første uafhængige radiostation.

Ved det efterfølgende valg bliver Alpha Oumar Konaré valgt som landets første præsident. Han indfører øjeblikkeligt presse- og ytringsfrihed og kræver ganske hurtigt efter, at der skal være en udviklingskommunikationskomponent i alle bistandsprojekter. Han bliver genvalgt som landets præsident i 1997 og sidder frem til 2002.

I 2004 bliver han udnævnt til det afrikanske kontinents øverste politiske post, formand for Den Afrikanske Unions Kommission.

Ole Reitov er programmedarbejder i Freemuse, som er en international organisation, der arbejder med ytringsfrihed for musikere og komponister og som har hovedsæde i København. Freemus

Blå bog

Født 2. februar 1946, i Kayes, Mali
Uddannet lærer, 1964
Medlem af Malis Arbejder Parti (illegalt), 1967-1991
MA historie og geografi, 1969
Phd. Arkæologi 1975, Warzawa, Polen
Afdelingschef, Kulturministeriet, 1975-1978
Formand for Forbundet af historie- og geografilærere, 1976
Kultur- og sportsminister, 1978-1980
Grundlægger af Jamana kultur ko-operativ, 1983
Vice-præsident, ICOM – Museernes Verdensråd, 1989-1992
Folkevalgt præsident for Republikken Mali, 1992. Genvalgt 1997-2002
Nuværende position: Formand for Den Afrikanske Unions Kommission (Chairperson of the Commission of the African Union)

CONGO-FORTÆLLING PÅ UDVIKLING.DK

Den danske journalist og forfatter Peter Tygesen fortalte i sidste nummer af udvikling om sine nye film fra Congo. Filmene handler om de første danskere, der besøgte landet sammen med de allerførste kolonisatorer. Vi efterlyste historier fra danskere, som kan fortælle om Congo, og vi har fået en spændende beretning fra Arne Munk Pedersen. Han var udsendt til Congo for Industri Skov og Samfund fra 1985-90. I dag taler han stadig med venner og bekendte i landet. Læs hans historie på udvikling.dk. Vi vil stadig meget gerne høre fra flere, der vil dele deres oplevelser i Congo med udviklings læsere. /mht

FORELÆSNINGSRÆKKE PÅ FOLKEUNIVERSITETET

Hvorfor er det så svært at hjælpe Afrika ud af fattigdom, selvom vi anstrenger os så meget? Og hvad foregår der i Afrika, som vi ikke kan se?

Det er blandt andet nogle af de emner fem foredrag på Folkeuniversitetet i København over fem mandage i marts og april vil sætte fokus på. Det er blandt andre Gorm Rye Olsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, Stig Jensen fra Center for Afrika-studier og Christian Lund fra Roskilde Universitetscenter, der vil tale om vækst, fattigdom, ungdom og kultur fra det store kontinent. Forelæsningsrækken starter den 6. marts og sidste forelæsning er den 3. april. /mht

VAND TIL MALI

Interview med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om programsamarbejdet med Mali.

Af Marianne Hartz Thomas

Mali. Verdens fjerdefattigste land. Et land med spirende demokrati, store miljøproblemer, men også et land, der er tæt på at nå ét af FN’s 2015 Mål om at sikre skolegang for alle børn.

Og så er Mali det nye danske programsamarbejdsland, der årligt skal modtage hen imod 200 mio. kr. til forskellige bistandsprogrammer.

Indtil nu har det været uklart, hvad de danske bistandspenge skal gå til i landet, men en delegation fra Udenrigsministeriet er netop vendt hjem med mere fakta fra det fransktalende vestafrikanske land.

Og hovedmenuen, vi serverer for malierene, lyder på: vand.

– Der er ingen tvivl om, at der er mangel på vand i Mali. Både til mennesker, dyr og planter. Det begrænser, hvordan malierene kan leve. Det er et land, der har brug for vand, og derfor kan jeg allerede nu løfte sløret for, at vand bliver et af vores vigtigste områder, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter: – Jeg forstod på den delegation, der har været af sted, at der skal bygges 1000 brønde om året, og at hver brønd skal give vand til 400 mennesker bare for at leve op til fattigdomsmålene. Det er da en enorm opgave. Danmark skal dække noget af det – en tredjedel måske. Hvilke konkrete vandprojekter, der bliver tale om, er der endnu ikke lagt planer for.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøgte Mali i efteråret, inden valget faldt på landet som nyt programsamarbejdsland. Foto: Louise Brincker

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøgte Mali i efteråret, inden valget faldt på landet som nyt programsamarbejdsland. Foto: Louise Brincker.

Landbrug og erhverv

Den maliske regering arbejder på en ny fattigdomsstrategi for 2007-2011.

– Meget tyder på, at Malis regering ønsker at flytte fokus til landbruget og erhvervssektoren, siger Ulla Tørnæs.

Flere analyser peger på, at netop landbrug og erhvervssektoren er de to områder, der har størst behov for støtte. Landbruget er tæt forbundet med landets skrantende naturressourcer. Mali er hårdt ramt af ørkenspredning og skovfældning. Men den danske minister har endnu ikke lagt sig fat på, hvilke projekter vi starter i landet.

Til gengæld ved hun, at Danmark også vil lægge penge i Malis fredsbevarende arbejde igennem den FN-militærskole, som netop er blevet flyttet til hovedstaden Bamako. Skolen uddanner afrikanske FN-soldater, der skal sendes ud på det afrikanske kontinent som fredsbevarende styrker.

– Dette arbejde er enormt vigtigt, og det vil vi støtte ud over vores almindelige sektorstøtte, siger ministeren.

Sverige og Frankrig kan blive partnere

Med valget som programsamarbejdsland bliver Danmark blandt de ti største donorer i Mali.

Spørgsmålet er, hvordan dansk bistand på bedst mulig måde kan indgå i samarbejde med de andre donorer, og hvem vi skal samarbejde med.

– Jeg skal til Paris for at drøfte med min franske kollega, om vi har nogle muligheder for samarbejde, og ellers er det mest nærliggende at gå til svenskerne, siger Ulla Tørnæs.

Der bliver brug for danskere med opfriskede franskkundskaber i Mali. Ministeren afviser, at det bliver et problem for Danmark at finde nok egnede medarbejdere til Mali. – Jeg regner med at holde et møde med den danske ressourcebase i april. Jeg vil være meget meget ked af, hvis ikke den danske ressourcebase er parat til at arbejde i Mali, siger hun.

Først til sommer ligger den endelige landestrategi for Mali klar, som i detaljer forklarer hvilke programmer, sektorer og projekter Danmark vil arbejde med.

I Mali er man muslim

Over 90 procent af den maliske befolkning er muslimer. I lyset af den voldsomme udenrigspolitiske krise, som Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har skabt i de muslimske lande, spurgte udvikling udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), om hun mener, at tegningesagen kan få konsekvenser for vores bistandssamarbejde i det nye programsamarbejdsland Mali.

– Jeg ser ikke Muhammed-sagen, som en forhindring for dansk bistandssamarbejde i Mali. Mali har en verdslig forfatning, hvor man ikke har blandet religion og politik, siger hun.

– Jeg har drøftet sagen med Malis udenrigsminister og har over for ham klart refereret den danske regerings holdning til tegningerne, og det havde han fuld forståelse for. Med vores bistandsprogram kan vi være med til at bekæmpe fattigdom, og dermed tror jeg også, at vi kan være med til at bekæmpe en eventuel radikalisering af islam.

LANDESTRATEGI FOR KENYA

Dansk bistand går fri af verserende korruptionssager, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Af Janina Graae og Marianne Hartz Thomas

Udenrigsministeriet offentliggør i marts den første landestrategi nogensinde for dansk udviklingsbistand til Kenya.

Hidtil er danske bistandskroner blevet uddelt uden om regeringen – og altså uden en strategi – på grund af landets store forekomst af korruption og på grund af landets tidligere diktatoriske præsident Daniel arap Moi.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) forsikrer, at de 150 mio. danske bistandskroner til Kenya i 2005 ikke blev involveret i de nuværende korruptionsskandaler, der fornyeligt har fået tre ministre i præsident Mwai Kibakis regering til at træde tilbage.

Det begrunder hun med, at Danmark ikke har støttet Kenya med budgetstøtte, som ellers kunne være havnet i de gale lommer.

– Vi må erkende, at udryddelse af korruption i Kenya, som i andre udviklingslande, kræver et langt sejt træk. Vi har i den netop udarbejdede landestrategi for Kenya taget højde for korruptionsproblematikken, siger Ulla Tørnæs (V).

I Udenrigsministeriet vedkender man, at samarbejdet med regeringen indeholder risici for dansk bistand, men håber på, at de nuværende sager er et tegn på, at der bliver taget hul på korruptionen i landet.

Valgt på nej til korruption

Korruption i Kenya er ikke et nyt fænomen, men det er den tilsyneladende åbenhed omkring problemets omfang til gengæld.

Præsident Mwai Kibaki blev i 2002 valgt på slagord som korruptionsbekæmpelse og forandring. På Transparency Internationals liste over verdens mest korrupte lande har Kenya dog stadig en beskæmmende bundplacering. Kenya har to separate korruptionsskandaler kørende på regeringsniveau netop nu: Anglo-Leasing skandalen og Goldenberg-skandalen, der begge rækker år tilbage, men først for alvor er kommet i søgelyset i 2006.

Anglo-Leasing og Goldenberg-skandalen

Anglo-Leasing sagen går et par år tilbage og drejer sig blandt andet om korruption i forbindelse med udbud af projekter om pasudstedelse samt opførelsen af et retsmedicinsk laboratorium til terrorefterforskning. Samlet kan der være tale om svindel for op mod 3,6 mia. kr. I starten af 2006 offentliggjorde Kenyas tidligere antikorruptionsle-der, John Githongo, en rapport, der afslører, at højtstående politikere og embedsmænd har været involveret i korruptionsskandalen omkring Anglo-Leasing.

I Goldenberg-skandalen, der er opkaldt efter det diamantselskab, som svindlen er sket igennem, omfatter svindlen næsten 600 mia. dollar op gennem 1990’erne under tidligere præsident Daniel arap Moi.

– Vi kan ikke afvise, at den pågældende korruptionssag på sigt kan medføre konsekvenser for den danske bistand til Kenya. Det vil afhænge af, hvordan den kenyanske regering og præsidenten håndterer den pågældende sag, siger Ulla Tørnæs.

ASIEN

UROLIGHEDERNE I NEPAL RAMMER DANSK BISTAND

Uroligheder betyder, at landerammen for dansk bistand til Nepal er blevet nedjusteret. Forsker advarer om, at dansk bistand bliver gidsel i konflikten.

Af Marianne Hartz Thomas

Flere af de danske bistandsprogrammer har på grund af de svære betingelser i det urolige Nepal måtte standse aktiviteterne. Et nyt integreret miljøsektrorprogram, der skulle være gået i gang i 2005, er aldrig kommet i gang. Men der er ikke planer om, at Danmark skal trække sig ud af Nepal.

– Vi svigter ikke det nepalesiske folk i denne vanskelige stund. Vi hjælper dem og parterne til at finde tilbage til den demokratiske og politiske vej, og hjælper dem til at skabe fred, siger ambassadør Finn Thilsted i Nepal.

I de sidste ti år har maoister kæmpet mod Nepals feudale system, men der er ikke opnået nogen afklaring i magtkampen mellem kongen, de politiske partier og maoisterne. Efter at våbenhvilen blev ophævet i begyndelsen af januar 2006, er konflikten yderligere eskaleret mellem Nepals Kong Gyanendra på den ene side og maoisterne og de syv toneangivende politiske partier på den anden.

Lokalvalgene den 8. februar i år medførte voldsomme sammenstød mellem parterne og endnu kraftigere sanktioner i form af totalt udgangsforbud for befolkningen. Både EU og FN har sagt, at en militær løsning på problematikken er utænkelig, og derfor skal parterne finde en diplomatisk løsning.

– Da Kong Gyanendra overtog magten i februar 2005, traf Danmark den beslutning, at vi ikke ville indgå nye regeringsaftaler. Den beslutning ramte os ganske hårdt, fordi vi netop på det tidspunkt var i gang med at forberede et nyt integreret miljøsektorprogram, siger Danmarks Finn Thilsted og tilføjer, at de største programmer inden for skole og uddannelse kører som planlagt.

Danske uddannelseskroner kan blive til maoistiske tanker

– Hvis man ønsker kontrol og en mulighed for at kunne gøre en forskel i et land som Nepal, er udviklingsprojekter enormt vigtige og effektive midler ved et forhandlingsbord. Men det er yderst vigtigt at holde sig for øje, at projekterne ikke skaber goder som parterne i konflikten kan bruge mod hinanden, siger Timo Kivimäki, seniorforsker i sammenhængen mellem udviklingshjælp og konflikter fra Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS). Han peger på Danmarks udviklingsmæssige flagskib i Nepal: Støtten til uddannelsessektoren, som et område, der kan skabe problemer.

– Mange af skolerne ligger i landområderne, hvor maoisterne har kontrollen. Derfor kan det betyde, at Danmark giver ressourcer til maoisternes indoktrinering af landbefolkningens børn. Det er en balanceakt, for hvis alternativet er ikke at støtte nogle programmer, så er spørgsmålet, hvilket to onder man vælger, siger Timo Kikimäki.

Danmark støtter regeringen

Ambassadør Finn Thilsted nikker genkendende til faren for indoktrinering ved de danske programmer.

– Overalt i landet benytter skolerne de nationale læseplaner og skolebøger. I områder, der kontrolleres af maoisterne, gennemfører disse fra tid til anden ’kulturelle’ programmer i skolerne, ligesom de bortfører børn og lærere til indoktrineringsprogrammer, forklarer han og fortæller, at maoisterne river billeder af kongen ud af skolebøgerne, og den nationale morgensang erstattes af revolutionære sange.

– Danske bistandsmidler bliver ikke anvendt til at støtte maoisternes kamp igennem indoktrinering af børnene, men vi og andre donorer støtter de krav fra maoisterne side, som regeringen har accepteret og gennemfører, som for eksempel at 20 procent af undervisningen skal være lokalrelateret, siger Finn Thilsted.

Ambassaden har sammen med andre donorlande i Nepal lavet et sæt regler – Basic Operating Guidelines – der specifikt for situationen i Nepal i 14 punkter udtrykker grundlæggende principper for, hvordan danskere skal arbejde med bistand i Nepal. For eksempel at der ydes støtte til alle fattige, ligegyldigt hvilken politisk overbevisning de har.

FN regner med, at maoisterne har kontrollen med omkring 80 procent af landet, hvor størstedelen af befolkningen bor, nemlig i landområderne.

– Vi gør alt for at sikre, at dansk bistand ikke bidrager til konflikten. Vi skal i hvert fald ikke kunne bruges eller misbruges. Maoisterne er klar over, at den bistand, som vi og mange andre lande yder, er målrettet den befolkningsgruppe, hvor de skal finde deres støtter. Derfor er de ikke interesseret i at forhindre arbejdet, siger Finn Thilsted. Han fortsætter: – Gennem vores mange partnerskaber med civilsamfundsorganisationer i Nepal søger vi at dæmme op for konfliktens negative konsekvenser for de mest udsatte befolkningsgrupper og samtidig styrke deres muligheder for at arbejde for fred og demokrati.

– Det er vigtigt at forstå, at det er den nepalesiske befolkning, der står i centrum for vort engagement, slutter Finn Thilsted.

kort over Nepal

Nepal og konflikten i landet

Landet er cirka tre gange så stort som Danmark og ligger mellem Kina og Indien. Omkring 80 procent af den 25 millioner store befolkning lever på landet, og FN vurderer, at næsten halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Siden 1996 har maoisternes 15.000 mand store hær kæmpet mod regeringens – og nu kongemagtens hær – på omkring 100.000 mand. Trods uligheden i styrke overlever maoisterne ved at operere i de ufremkommelige bjerge. Konflikten, der har stået på i nu ti år, har ifølge FN efterladt omkring 12.000 dræbte og landet har i følge Human Rights Watch det største antal af forsvundne mennesker i verden. Desuden lever mellem 100.000-200.000 mennesker som interne flygtninge på grund af konflikten. To millioner nepalesere er indenfor de sidste par år flygtet til nabolandet Indien.

Konflikten startede oprindeligt som maoisternes kamp mod monarkiet og korrupte partier for at få indført en socialistisk stat efter Mao Tsungs tanker.

Nepals menneskerettighedssituation er yderst alvorlig. Sidste efterår udgav FN’s Menneskerettigheds Højkommissariat (OHCHR) en rapport, der udtrykker en fortsat bekymring for regeringens ansvar for blandt andet drab, brug af tortur og manglende straf af menneskerettighedsforbrydere. Human Rights Watch mener, at menneskerettighedssituationen i landet er blevet betydeligt forværret under Kong Gyanendras styre.

DANMARK FÅR INGEN CHEDDAR OG CHIFFON FRA NEPAL

Af Marianne Hartz Thomas

Chiffonstoffer fra Nepal i danske modebutikker og cheddaroste produceret på dansk vis i nepalesiske butikker kommer ikke til at se dagens lys på grund af den voldsomme konflikt i Nepal netop nu.

Grundet væbnet kampe og udgangsforbud kan danske virksomheder ikke operere i landet længere. udvikling har talt med to af de virksomheder, som hver har fået 500.000 kr. under Privat Sektor Programmets start-up facility til at arbejde med partnere i Nepal.

Den danske designer Stasia Hellas, der ejer tøjmærket og butikken Stasia, har været i Nepal i efteråret for at sætte et projekt i gang med en nepalesisk systue; Swoniga Designs. De 15 syersker har har blandt andet fået danske symaskiner. I februar skulle Stasia Hellas af sted igen for at undervise dem i danske syteknikker og designs, som de vil bruge på nepalesiske stoffer. Flere af kreationerne ville hun sælge i sin butik.

– Jeg har stort set opgivet. Måske ryger vores samarbejde fuldstændig. Mine syersker derude har ikke været uden for en dør i over en uge (midten af februar, red.) på grund af udgangsforbudet. Sidst jeg var derude, sad jeg på et hotel i en uge. Det er meget trist, siger hun.

Hos Scanpro A/S, der leverer mejerimaskiner og udstyr til procesudvikling, kommer den samme melding. Virksomheden ville i februar starte deres samarbejde med Himalaya Dairy Products i Nepal om produktion af cheddaroste, og personale fra den danske virksomhed skulle have været i Nepal.

– Det er for usikkert at sende nogen derud, så vores samarbejde er gået fuldstændig i stå. Det kan jo være udskudt flere måneder. Vi prøver først igen, når den politiske situation tillader det, siger Scanpro’s direktør Jens Erik Christensen.

Siden år 2000 er der startet 14 projekter i Nepal med hver cirka 500.000 kr. under Privat Sektor Programmets start-up facility.

Danmarks samlede eksport til Nepal var på 13,4 mio. kr. i 2005 ifølge Danmarks Eksportråd.

SKOLEN FLYDER I GOA

Indien: Når børnene ikke kan komme til skolen, må skolen komme til børnene. Det er tanken bag det flydende skoleprojekt MovingSchool, hvor børn af kasteløse daglejere kan gå fire år i skole.

Af Pia C. Nielsen

Indiske Manisha Kulkarni kunne egentlig skrive marinebiolog på sit visitkort. Men da hun for fire år siden mødte det dansk finansierede NGO-projekt MovingSchool i delstaten Goa i Indien, sagde hun, efter kun én dags betænkningstid, ja til at blive skolens første lærer.

Hun skulle, som eneste lærer, undervise en snes børn, der uden projektet aldrig ville komme til at se et klasselokale indefra.

Tanken bag skolen er, at den rent fysisk skal bevæge sig med børnene ved at blive trukket med langs floden, hvor de bor.

Børnenes forældre er kasteløse daglejere fra nabostaten Karnataka, som graver sand i Tirakolfloden i det nordligste Goa. Normalt opholder de sig kun tre til fire måneder ad gangen på ét sted, og børnene når derfor aldrig at begynde i en lokal skole. Efter fire års tovtrækkeri med myndighederne blev den første flydende skole indviet i marts 2005, og den ligger nu for anker ved bredden af Tirakolfloden.

Selv om man kun er fire år, kan man godt skrive lidt. De mindste søskende får også lov at komme med i skole. Foto: Karen Christensen

Selv om man kun er fire år, kan man godt skrive lidt. De mindste søskende får også lov at komme med i skole. Foto: Karen Christensen.

Skolen flytter sig med børnene

Manisha Kulkarni er ikke længere enelærer på skolen, men fungerer nu som koordinator og drivkraft i den indiske NGO, der driver skolen.

Hun holder opsyn med skolerne, lærerne og undervisningen, taler med myndigheder og underviser i naturfag. Selv om der er langt fra det videnskabelige niveau som marinebiolog, er Manisha Kulkarni ikke i tvivl om, hvorfor hun valgte det ulønnede job som lærer på skolen: – Uden skolen ville disse børn følge i deres forældres fodspor. De kender ikke deres mest basale rettigheder, og der er ingen i Goa, som bekymrer sig om dem, fortæller hun.

Børn af kasteløse daglejere fra nabostaterne er et massivt uddannelsesmæssigt problem for delstatsregeringen i Goa. De kaldes populært floating people (flydende folk, red.), fordi de kun opholder sig et par måneder ad gangen på ét sted, og de udgør godt 500.000 personer oveni Goas befolkning på 1,4 millioner. Den politiske målsætning for Goa er at nedbringe analfabetismen til et minimum, og her forstyrrer den flydende befolkning statistikken.

Dråben laver ringe i vandet

MovingSchool har de seneste to år modtaget støtte fra Danidas Minipulje gennem Projektrådgivningen i Århus. For ca. 30.000 kroner om året er det muligt at drive en skole med plads til 30 børn. Undervisningen følger de retningslinier, der gælder for skolerne i Karnataka.

– Børnene skal jo gerne kunne læse videre i det almindelige skolesystem i deres hjemstat, siger Manisha Kulkarni.

På et par punkter adskiller MovingSchool sig dog fra de offentlige skoler i Indien: Klassekvotienten er væsentlig lavere, og man holder et skarpt øje med det faglige niveau hos lærerne. Manisha Kulkarni fortæller også stolt, at et par af eleverne er gået direkte fra skolens fjerde og sidste klasse ind i en almindelig syvende klasse i deres hjemstat.

Den indiske kvinde er godt klar over, at projektet kun kan hjælpe en brøkdel af de ’flydende’ folks børn. Hun betragter den flydende skole som et laboratorium, der kan inspirere andre.

– Naturligvis er det bare en dråbe i havet det her, siger Manisha Kulkarni og tilføjer: – Men vi er med til at danne ringe i vandet, når ideen spreder sig og får andre til at indse, at man godt kan gøre noget in a small way.

Støtte fra private

Ud over støtten fra Danida modtager Moving-School også bidrag fra private sponsorer. En af dem er det danske rejsebureau Apollo, som arrangerer dagsudflugter til skolerne for deres chartergæster. Også Lions Club Danmark giver penge til søsterorganisationen i Goa, som på den måde er med til at søsætte flere bevægelige skoler.

Danidas Minipulje

Støtte: Minipuljen er særligt rettet mod mindre projekter og gav indtil 31/12 2005 højst én mio. kr. i støtte per projekt. Fra 1. januar 2006 kan man søge om støtte op til tre mio. kr.

Danidas Minipulje har fra 2002 til 2005 godkendt 127 ansøgninger og bevilget i alt 57,9 mio. kr. Hovedparten af bevillingerne ligger på under 200.000 kr.

Hvem: Foreninger, der er forankrede i Danmark, og som har lokal samarbejdspartner, kan få støtte. Midlerne administreres af Projektrådgivningen i Århus, tlf 86 12 03 42.

Læs mere om projektet på http://www.MovingSchool.org

Pia C. Nielsen arbejder som selvstændig finansiel rådgiver og freelancejournalist og har over ti års erfaring med bistandssamarbejde.

BØGER

HVORDAN BEKÆMPER MAN ISLAMISK RADIKALISME?

Syv DIIS rapporter diskuterer, hvordan islamisk radikalisme kan bekæmpes.

Af Rosalina Dias Larsen

Danmark står midt i den værste udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig.

Det er en krise, der på mange måder bunder i uvidenhed om islam. Men det råder syv rapporter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) bod på! I sin helhed giver rapporterne et rigtigt godt overblik over, hvilke forhold og forudsætninger mennesker i den arabiske verden lever under. Men også hvordan disse påvirker det internationale samfund – ikke mindst på det sikkerhedsmæssige niveau.

Udgangspunktet for rapporterne er, hvordan vi bedst modvirker den stigende tendens til radikalisering gennem udviklingshjælp.

Gensidig forståelse er nødvendig

Eksperterne bag rapporterne slår fast, at vi skal være bekymret for islamisk radikalisering. I nogle lande som for eksempel Pakistan nyder Al-Qaida op mod 50 procent støtte til deres ekstremistiske ideologi.

Ifølge flere af eksperterne fra de syv rapporter skyldes støtten blandt andet, at vi i den vestlige verden ikke har været gode nok til at forstå befolkningernes bevæggrunde og behov. De mener, at det efter 11. september 2001 kom bag på hele den vestlige verden, at nogle i den arabiske verden ikke kan lide os.

Men denne mangel på forståelse går begge veje. For i den arabiske del af verden misforstår man ofte de hensigter, der ligger bag vestlig bistand. Eksempelvis tror mange, at der ligger en kristen konspiration bag vestlige hjælpeorganisationers arbejde i regionen.

Og endvidere, at Vesten kun involverer sig i lande, hvor og når det er til vores egen fordel.

Islamiske NGO’er vinder indpas

Ifølge eksperterne er denne meget negative opfattelse af vestlige interesser begrundet i forskellige faktorer.

For det første pointerer flere med eksempler fra Irak og Afghanistan, at der delvist er hold i opfattelsen. Men en anden væsentlig faktor er tilstedeværelsen af islamiske hjælpeorganisationer. Disse NGO’er har langt nemmere ved at træde til på tiltrængte tidspunkter, end vestlige organisationer har det. Og de gør det i stor stil.

Årsagen er, at de er funderet på et islamisk grundlag, og derfor nyder de tillid fra befolkningen. En tillid, der i nogle tilfælde bliver brugt til at misinformere, og i værste tilfælde til at hverve folk til terrornetværk.

Ifølge E. F. Kohlmann, ekspert bag en af rapporterne, mener CIA, at en tredjedel af alle islamiske NGO’er støtter terrornetværk, enten direkte ved økonomisk støtte eller indirekte ved at have ansatte med forbindelser til sådanne netværk.

Disse islamiske NGO’er er især effektive i de mest afsidesliggende områder, hvor der ikke kommer andre NGO’er. Her yder de langsigtet hjælp i modsætning til andre, som yder enkeltstående donationer eller hjælp til kortvarige projekter.

Men de er også hurtigere fremme ved katastrofer end de vestlige organisationer. Et eksempel er ved jordskælvskatastrofen i Pakistan, hvor mange vestlige organisationer og regeringer efterfølgende er blevet beskyldt for at have handlet for langsomt. Effekten af de islamiske NGO’ers strategi er, at de igen vinder befolkningens tillid.

Eksperternes anbefalinger

Rapporterne byder på mange og også forskelligartede områder, hvor Vesten bør gøre en indsats for at forbedre forholdet til den arabiske verden.

Eksperterne er enige om én ting, og det er, at vi fra den vestlige verden skal forholde os meget seriøst til islamisk radikalisering. Vi skal modarbejde tendensen, og det er nødvendigt, at vi står som et reelt alternativ til de radikale strømninger. Befolkningerne i de udsatte områder skal forstå, at de kan stole på os. Også i det lange løb. Det gøres blandt andet ved at være til stede og yde langsigtet bistand eller hurtig nødhjælp ved katastrofer.

bogens forside

De syv rapporter er bestilt af Udenrigsministeriet, og udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

Making governance work against radicalisation, Aziz Al-Azmeh. DIIS Working Paper no 2006/4
Women and radicalisation, Margot Badran. DIIS Working Paper no 2006/5
Identifying entry points of action in counter radicalisation – Countering Salafi -jihadi ideology through development initiatives
- strategic opening, Jeffrey B. Cozzens. DIIS Working Paper no 2006/6
The role of Islamic charities in international terrorist recruitment and financing, Evan F. Kohlmann. DIIS Working Paper no 2006/7
Islamist radicalisation and developmental aid in south Asia, Kanchan Lakshman. DIIS Working Paper no 2006/8
Counter radicalization developmental assistance, Karin van Hippel. DIIS Working Paper no 2006/9
Security sector reform and its role in challenging of radicalism, Michael von Tangen Page and Olivia Hamill. DIIS Working Paper no 2006/10

Dialog er også essentiel, og det er ikke kun dialog med dem, vi kan lide, det er også der, hvor ’det gør ondt’. Vi skal være mere synlige i de lande, der er mest udsatte og hurtige til at fordømme terrorhandlinger, især også når ofrene er muslimer.

Rapporterne kan rekvireres gratis på DIIS eller downloades på http://www.diis.dk

EN NY DAG TRUER

Hvis du er typen, der står op om morgenen og som det første spekulerer på dagens genstridigheder, så vil denne bog uden tvivl tiltale netop dig.

Bogen Det 21. århundredes trusler beskæftiger sig med emner som terrorisme, kernevåben, fejlslagne stater og amerikansk neokonservatisme. Også splittelsen mellem USA og Europa bliver taget op og behandlet i bogen. Bogen, der er skrevet af en række nordiske forskere, redigeret af Bertel Heurlin og Sten Rynning og udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) giver en lang liste over såvel gamle som nye trusler mod vores civilisation.

Skal vi frygte disse fænomener, fordi de er reelle trusler, eller skal vi stille os kritisk over for dem, som var det politisk manipulation? I bogen giver en række forskere deres bud på, hvad det 21. århundredes trusler er, og i hvilket omfang vi skal frygte disse.

Bogen er en invitation til, at læseren reflekterer over det 21. århundredes trusselsbilleder. Og den er tiltænkt alle dem, som lever med frygten for verden i deres hverdag.

bogens forside

170 sider. Pris 120 kr. Downloades på http://www.diis.dk

DANSKE SKOLEBØRN SKAL LÆRE OM MILJØ

Miljoerejsen.dk hedder det – et internetbaseret undervisningsmateriale, der henvender sig til børn i 3. til 8. klasse. Materialet er gratis og til rådighed for alle landets grundskoler. Det er lanceret af Udenrigsministeriet, og det skal være med til at lære de danske skoleelever om miljøbistand til udviklingslandene og de globale miljøproblemer.

Undervisningsmaterialet består blandt andet af pædagogisk bearbejdede opgaver og aktivitetsforslag, der vil give eleverne information og viden, så de selvstændigt kan diskutere og tage stilling til miljø og udvikling.

Materialet retter sig mod fagene natur/teknik, dansk, geografi , biologi, fysik og samfundsfag, og er derfor også egnet til tværfaglige projekter.

Desuden indeholder materialet også fotos, animationer, videoer og tekster.

– Det er meget anvendeligt og autentisk, derfor kan børnene forholde sig til emnet. Det handler jo om forhold, de også møder i deres hverdag, siger

bogens forside

Mikkel Ambrosius, der er matematik- og natur/tekniklærer på Den Classenske Legatskole i København.

Mikkel Ambrosius mener også, at børn i dag er meget dygtige til at håndtere computeren som redskab, og at eleverne foretrækker den interaktive undervisningsform. /rdl

ANNONCER

annonce

DEBAT

BEHOV FOR SÆRLIG DANSK MILJØBISTAND

Der er brug for en stærkere samlet dansk miljøindsats i udviklingslandene. Både for at bekæmpe fattigdom og for at imødegå de store globale miljøproblemer, verden står overfor.

Af Troels Dan Christensen

Der er behov for en dansk miljøindsats i udviklingslandene, der går på to ben. En fattigdomsorienteret bistand, hvor miljøhensynene er integreret, og en særskilt miljøbistand, mener Troels Dan Christensen, WWF Verdensnaturfonden. Foto: Scanpix.

Omkring 70 procent af verdens fattige lever i landområder, hvor de for at overleve er direkte afhængige af naturen omkring dem.

Det er efterhånden veldokumenteret, at de fattigste ofte er de mest afhængige af disse umiddelbare naturressourcer og derfor også de mest sårbare, når natur og miljø overudnyttes. Derfor er der et stort behov for at indtænke miljøaspekterne i udviklingsbistanden. Desværre viser en ny undersøgelse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) af miljøintegrationen i forbindelse med Danidas sektorprogrammering, at denne sammentænkning af miljøhensyn og udvikling ikke finder sted i tilstrækkelig grad.

Under alle omstændigheder er der udover sammentænkningen af miljø i Danidas sektorprogrammer brug for en særskilt dansk miljøbistand til udviklingslandene. Mange af de globale miljøproblemer, som for eksempel klima, biodiversitet og grænseoverskridende forurening, kan og skal ikke løses gennem den normale udviklingsbistand. Ligesom der er brug for, at Danmark kan yde støtte til at sikre bæredygtig udvikling i de lande, hvor væksten pludselig går stærkt.

Miljøindsats på to ben

En ny rapport fra WWF viser, at den kraftige økonomiske vækst i Asien har betydet en stærk forøgelse af forbrug og forurening i denne verdensdel. Med over halvdelen af verdens befolkning vil den fortsatte kraftige vækst i Asien få alvorlige miljø- og ressourcemæssige konsekvenser for os alle. Der er således brug for, at Danmark også kan yde støtte til en mere bæredygtig udvikling i de lande, hvor væksten går stærkt.

Med andre ord, der er behov for én dansk miljøindsats i udviklingslandene, der går på to ben. En fattigdomsorienteret bistand hvor miljøhensynene er integreret fuldt ud. Og en særskilt miljøbistand til globale miljøproblemer, herunder støtte til en mere bæredygtig udvikling i de lande, hvor vækst og forbrug vokser hastigt.

Danmark har faktisk en særlig miljøbistand.

Men efter massive nedskæringer i 2002, og ensretning af denne bistandsform med Danidas øvrige arbejde, er den særlige danske miljøbistand efterhånden en af de bedst bevarede hemmeligheder i den danske bistandsverden. Offentligheden kender ikke til den, og Danida regner den i dag med i den almindelige udviklingsbistand.

Miljøbistanden var en særskilt ramme

Oprindeligt var den danske miljøbistand en udløber af de globale diskussioner om miljø- og udvikling herunder Rio konferencen i 1992. Som sådan fokuserede miljøbistanden på globale miljøproblemer og var ’additio-nel’, hvilket vil sige, at den ikke var en del af den traditionelle fattigdomsorienterede udviklingsbistand, men noget særskilt. En ramme eller et budget for sig.

Fokus på de globale miljøproblemer og det ’additionelle’ var baggrund for, at den blandt andet blev anvendt på indsatser i mellemindkomstlande. I Asien drejede det sig om Malaysia og Thailand, i Afrika om Sydafrika. Tanken var, at miljøbistanden også skulle være med til at løse de miljøproblemer, der opstår i lande, der er på vej ud af den værste fattigdom, og dermed sikre en mere bæredygtig udvikling i disse vækstlande.

I dag er Malaysia ved at blive udfaset som modtagerland for dansk udviklingsbistand. Thailand ser ud til at gå samme vej, og miljøbistanden kommer mere og mere til at ligne den traditionelle udviklingsbistand både med hensyn til fokus og udførelsesmåde.

Det er ikke overraskende. Man har dybest set sammenlagt de to bistandsformer og samtidig beskåret den traditionelle udviklingsbistand. Miljøbistanden bliver forsøgt kanaliseret over i mere traditionel udviklingsbistand.

Kraftig besparelse på fem år

Den samlede udviklings- og miljøbistand er gået fra at være målsat til henholdsvis 1,0 og 0,125 procent af bruttonationalproduktet (BNI), til en samlet bistand på 0,8 procent på kun fem år. Så der er brug for mere fattigdomsorienteret bistand.

Men som verden ser ud i dag, er der samtidig brug for en stærk dansk indsats for at løse verdens globale miljøproblemer. Så for begge områder bør vi genfinde det tidligere ambitionsniveau. En procent af BNI til fattigdomsorienteret udviklingsbistand og dertil en global ramme, som den tidligere MIFRE-STA-ramme (Miljø, Fred og Stabilitet, red.) på mindst 0,5 procent af BNI til at løse fælles globale problemer, herunder miljø.

Vi har råd. Og verden har ikke råd til, at vi lader være.

Troels Dan Christensen er programmedarbejder for WWF Verdensnaturfonden.

DEBAT: HVORFOR BURMA?

udvikling har modtaget dette spørgsmål fra en læser.

Det undrer mig såre, at udvikling konsekvent skriver Burma, når landet i godt ti år har heddet Myanmar. Hvad er forklaringen på, at Udenrigsministeriet benytter et navn, der er afskaffet?

I FN hedder det da også Myanmar. Da Cambodja i sin tid skiftede til Kampuchea, fulgte vi med ligesom Congo-Zaire-Congo navneskifterne er blevet fulgt her til lands.

Venlig hilsen Henrik Døcker

P.s. Jeg har ladet mig fortælle, at post adresseret til Burma returneres, eftersom landet ikke eksisterer.

Svar:

Kære Henrik Døcker,

Burma hedder officielt Myanmar. Navneændringen er indført af det illegitime militærstyre. Mange lande, blandt andet Danmark, tager skarp afstand fra militærstyret og benytter derfor konsekvent den tidligere betegnelse, Burma. Det gør den demokratiske opposition (der vandt valget i 1990, og som blev frarøvet sin ret til at danne regering) også.

Redaktionen.

Kære Læser,

udvikling har gennemgået en række forandringer de seneste to år. Derfor gennemfører vi her i foråret en læserundersøgelse, og vi vil bede dig om at tage godt imod vores analyseteam, hvis du bliver kontaktet enten per telefon eller per brev.

Med venlig hilsen Redaktionen

NAVNE

ALEIDA GUEVERA MARCH - DATTER AF ET REVOLUTIONS-IKON

Che Guevaras datter, Aleida Guevara March, fortsætter sin fars kamp for en retfærdig verden. Men med fredeligere midler.

Af Morten Seifert, MSc/journalist

Far og datter. Aleida Guevara March datter til Che Guevara. Foto: Morten Seifert og Polfoto.

Far og datter. Aleida Guevara March datter til Che Guevara. Foto: Morten Seifert og Polfoto.

Aleida Guevara March (f. 1960) så sin far, Che Guevara, for sidste gang, da hun var fem år. ’El Che’ rejste fra sin kone og fire børn på Cuba og drog til Congo for at støtte endnu en revolution, inden han blev dræbt i Bolivia i 1967.

Che Guevaras datter er venlig og smilende, da udvikling møder hende i København, hvor hun gæstede det Sociale Forum i januar. Hun lever et fredeligere liv end sin far. Hun er mor til to, børnelæge og driver Che Guevara-forsk-ningscenteret i Havanna. Sin fars kamp for en bedre verden viderefører hun som forfatter og foredragsholder.

– Du har sagt, at din far er det mest komplette menneske, du kender til.

Hvad mener du med det?

– Først og fremmest var min far et meget følsomt og elskende menneske. Han var også ydmyg og syntes ikke selv, han var noget særligt. Jeg har et dejligt fotografi , hvor han står i det stilfulde ministerium og drikker kaffe af en konservesdåse, ligesom man gør på landet. Det var hans stil, selv som industriminister. Men han havde en kulturel dannelse på et højt niveau. Han sagde aldrig noget, han ikke mente, og der var lige linje fra ord til handling.

- Hvordan er din vision for en bedre verden?

- Hele mit budskab kan koges ned til ét ord:

Respekt. Og det mener jeg ikke, at EU og USA har overfor den fattige verden. De betragter os som undermennesker. Hjælp fra de rige landes regeringer bliver altid givet med betingelser. Da Cuba for nylig blev ramt af to orkaner, tilbød USA hjælp. Det er ikke normalt, men USA var forpligtet af Cubas utvetydige støtte efter 11. september. Men det var helt håbløst. Først var hjælpen betinget af, at amerikanske eksperter skulle ’besigtige skaderne’. Da vi sagde, at det havde vi gjort, besluttede de, at hjælpen ikke måtte gå via Cubas regering. Siden fandt de på, at man ikke kunne bruge amerikanske skibe, for de måtte ikke anløbe cubanske havne, men de cubanske skibe kunne heller ikke få lov at gå ind i de amerikanske havne.

– Er der ingen eksempler på god ulandsbi-stand?

– Der er stor forskel på regeringernes bistand og den folkelige. Cuba har modtaget værdifuld hjælp fra de folkelige organisationer i Europa; hjælp uden betingelser og modydelser båret af respekt for det cubanske folk. Organisationen MediCuba er et godt eksempel. De samler midler i Europa og køber råvarer til medicinfremstilling. Det har hjulpet Cuba til at udvikle sin egen medicinalindustri.

– Skal man kæmpe, som din far gjorde det eller med fredeligere midler?

– Det afhænger af tiden og situationen, hvordan man kæmper. Det er også forskelligt fra menneske til menneske. Jeg har ikke militæruddannelse, men jeg er faktisk helt god til at skyde. Så hvis Cuba bliver angrebet, vil jeg kæmpe ligesom min far. Ellers bruger jeg det, som jeg kan; deltage i diskussioner og fremme,

at det er de rigtige beslutninger, der bliver taget. Og hvis min lægeuddannelse kan være til nytte, er jeg selvfølgelig til disposition. Se på Venezuela. Chavez kom til magten ved et demokratisk valg, og hele verden accepterede det. Alligevel iværksatte USA et statskup, som provokerede den venezuelanske befolkning, så den nu er klar til væbnet kamp. Forandringer kan skabes med kamp eller med valgprocesser, det kommer an på situationen. Men jeg går ind for, at det er folket, der bestemmer.

– Betyder det, at USA må vælte en diktator for at give folket magten som i Irak?

– Nej aldrig! Ryger det vredt ud af munden på den hidtil så fredelige dame. Revolutionsikonets datter raser, idet hun fortsætter:

– Hvem skulle give USA denne ret? Kun befolkningen selv må bestemme, om de vil leve med diktaturet eller gøre en ende på det. Jeg accepterer ikke den første verdens ret til at blande sig i den tredje verden. Hvem har bestemt, at der findes herremennesker og undermennesker?

NYT OM NAVNE MARTS

MULTILATERALE RÅDGIVERE

JPO’s og seniorrådgivere

Cand.merc.int. Henrik Scharling Pilgaard, 31, er 1. februar 2006 udsendt som JPO for FN’s Flygtningehøjkommissær (UNHCR) til Schweiz.

Cand.scient./mag.antropologi/etnografi Morten Lynge Madsen, 30, er 1. februar 2006 udsendt som JPO for FN’s Program for koordinering af aids-indsatsen (UNAIDS) til Sydafrika.

Cand.scient.soc. Pernille Arensdorf Bengtsen, 31, er 7. februar 2006 udsendt som JPO for FN’s Børnefond (UNICEF), hvor hun skal arbejde med forældreløse og sårbare børn i Sydafrika.

NGO’ER

Usman Adam er sendt til Pakistan for Folkekirkens Nødhjælp, hvor han skal arbejde som katastrofekoordinator for Church World Service i Islamabad og Mensehra.

Lennart Falk afløser 15. marts 2006 Birgit Philipsen som generalsekretær for ADRA Danmark. Lennart Falk har de sidste 9 år arbejdet som programkoordinator for Red Barnet.

Sygeplejerske Anne Marie Larsen er rejst til Liberia for Dansk Røde Kors, hvor hun skal lede opbygningen af et førstehjælpsprogram.

Annette Lüdeking, 46, afløser Søren Stenum som ny direktør for BØRNEfonden. Annette Lüde-king har arbejdet med udvikling siden 1986, primært i Afrika.

Pia Olsen er fra 1. februar ansat som politisk koordinator ved CARE Danmark, hvor hun skal være med til at skabe en klar profil for u-landsorganisationen. Pia Olsen kommer fra en stilling som international politisk koordinator i Danmarks Naturfredningsforening, men er også kendt for sit politiske engagement i SF.

Sygeplejerske Maria Oxenbøll, 27, rejser til Cambodja for Læger uden Grænser, hvor hun skal arbejde på et hiv/aids projekt i byerne Siem Reap og Poipet. Her skal hun forbedre patientkontakten og uddanne de lokalt ansatte sygeplejersker.

Cand.techn.soc. Erik Toft, 40, er ansat som Chief of Programmes for DACAARs Rural Development og Water & Sanitation programmer i Afghanistan. Erik Toft har tidligere arbejdet for bl.a. Teknologisk Institut, UNICEF og Dansk Flygtningehjælp.

Allan Mygind Vokstrup, 53, er per 1. april 2006 ansat som ny afdelingsleder for international afdeling i ASF-Dansk Folkehjælp. Allan Mygind Vokstrup kommer fra en stilling som programleder for Dansk Flygtningehjælp.

Anita Bay Bundegaard, tidligere radikal udviklingsminister (december 2000-novem-ber 2001) begynder den 1. marts på dagbladet Politiken som leder af lederkollegiet. Hun kommer fra et job som rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

NY CHEF FOR SYDGRUPPEN

Som en del af Udenrigsministeriets medarbejderrokade er bilateral chef Ib Petersen blevet udnævnt til ny chef for Sydgruppen (Danida). Han afløser Carsten Staur, der skal til New York som Danmarks nye FN-ambassadør. Ny bilateral chef bliver Carsten Nilaus Pedersen, der kommer fra en stilling som ambassadør i Tanzania. Skiftet sker 1. marts 2007.

ANDRE

Professor i socialmedicin Jørn Olsen er valgt til præsident for det internationale epidemiologiske selskab (IEA) frem til 2008. IEA udgiver bl.a. bøger om folkesundhed og samarbejder med WHO.

TO GANGE AMIR

DU SKAL SIGE, DU ER TYSKER

Også i det ellers så fredelige Sarajevo blev der demonstreret mod Muhammed-tegninger og afbrændt flag. Klogest at holde lav vandpibeføring i en muslimsk by, tænker man. – Sig du er tysker, foreslår min nye ven, pladehandleren Amir.

Af Stefan Kati´c, Sarajevo

Amirs pladebutik midt i Sarajevos gamle, osmanniske basarkvarter er ikke stor.

Alligevel har han meget at gabe over. Samtidig med at betjene butikkens eneste kunde, skal han stå i døren, hvor han kan holde øje med, at ingen hugger plader fra stativet ude på gaden.

– Før krigen rejste jeg til Frankrig og Tyskland og købte plader, fortæller cd-Amir og viser et billede af sig selv som sortklædt festival-deltager på en rock-festival på Nürnberg-Ring. – Som bosnier er det svært at få visum nu. Vi kan kun besøge Kroatien og Serbien, resignerer han.

Sevdalinka, melankolsk bosnisk folkemusik, strømmer fra butikkens højttalere og ud i gyden. ’Bosnian blues’, som Amir kalder den meget rammende. Ude i stativet finder jeg en cd med fire serbiske spillemænd mærket Serbian Etno Sound.

- Kan jeg høre den?, spørger jeg.

- Nej, det går nok ikke. Af hensyn til naboerne, siger han og nikker mod de andre småbutikker.

Nok garanterer grundloven ytringsfrihed i Bosnien-Hercegovina. Men der er ingen grund til at provokere med serbisk folkemusik midt i et kvarter med bosniske muslimer.

Dansk er ikke kosher

Apropos provokation: Sagen om Jyllands-Postens tegninger nåede medierne i det muslimske Bosnien med fuld musik i starten af februar.

Et par demonstrationer med 2-300 deltagere var, hvad det kunne blive til i Sarajevo.

Som dansker holder man lav vandpibeføring og trækker sixpencen godt ned i panden. Men her i pladebutikken falder spørgsmålet så: – Where are you from?

Dette lidt ligegyldige skabekontakt-til-kunden-spørgsmål, som man som rejsende bliver stillet af utallige handlende, er pludseligt ikke længere ligegyldig small talk. Det er blevet kontroversielt at svare ’dansker’.

Jeg overvejer et kort øjeblik at blive ulden i munden og svare ’skandinav’, men tænker så ’nej, fanden mig nej’ og svarer ’Denmark’.

Cd-Amir – den gamle festival-flipper med langt hår og olivengrøn armyjakke – ligner nu heller ikke lige typen, der har en krumsabel liggende ude i bagbutikken. Han ryster lettere på hovedet over Muhammed- tegninger, men siger så:

– Jeg er europæisk muslim. Jeg blander mig ikke.

Jeg fortæller ham, at min danske kollega og jeg for sjov har talt om, at vi vil sige, vi er finner, hvis nogen spørger os.

– Nej, I skal hellere sige, I er tyskere. Alle her kender Tyskland, siger cd-Amir og refererer formodentlig her både til den tyske genopbygning af Bosnien-Herzegovina, men ikke mindst til de 300.000 bosniske flygtninge, der opholdt sig i Tyskland under og efter borgerkrigen.

– Ich habe in Stuttgart gearbeitet, siger han og ser helt glad ud ved tanken.

Engang kunne man tillade sig at blive voldsomt indigneret, hvis nogen på rejsen i Sydeuropa antog, at man var tysker, ikke dansker.

Bosnien-Hercegovina var et af de områder, som 2. verdenskrig gik hårdest ud over. Fra mine ferier i det hedengangne Jugoslavien husker jeg de mange heroiske krigsseriehæf-ter med unge, heltemodige partisaner i kamp mod en overmagt af 100 procent grumme og sadistiske tyskerne.

Og her skal man så stå en kold februardag i Sarajevo og få anbefalet tysk som det salonfähige. Dansk er ikke kosher længere.

En vissen muslim

Og nu til en anden Amir.

Han er Sarajevos måske eneste ikke-ryger taxachauffør – og helt sikkert én af de få her, der kender en by ved navn ’Vejle’. Her er hans onkel og bedstemor nemlig endt som flygtninge efter borgerkrigen. Godt nok er Amir muslim, men han er lidt vissen her til morgen: – Too much loza, undskylder han og griner. Amir er meget stolt af den loza (brændevin, red.), han selv fremstiller. Og selvom man her kan hedde Islamovi´c til efternavn, så er dette Bosnien, ikke Saudi-Arabien.

Vi har hyret Taxa-Amir til at køre os fra Sarajevo og op til vintersportsstedet Jahorina. En tur, hvor vi krydser grænsen mellem de to entiteter, som Bosnien-Herzegovina siden Dayton-aftalen har bestået af: Fra Føderationen – hvor Sarajevo ligger – og til Republik Srpska.

Engang gik der en frontlinje her. Serbere og bosniakker skød på hinanden.

– Republik Srpska – no problem, erklærer taxa-Amir, da vi har kørt nogle kilometer i det tidligere fjendeland:

Vi passerer en bytavle, der med kyriliske bogstaver kundgør, og på engelsk: Welcome to Pale. Amir læser teksten højt og griner lidt:

- Pale is a village.

Han har ret: Stedet, der var højborg for de bosniske serbere under borgerkrigen, er en spredt og noget søvnig bebyggelse. Udsagnet om Pales manglende storhed er det mest negative udsagn om serberne, som Taxi- Amir kan svinge sig op til. Det er bosnisk selvdisciplin. Vilje til – om end ikke forbrødring – så dog sameksistens. Ligesom sin navnebror inde i basaren, cd-Amir, træder han varsomt. Man kan selvfølgeligt ikke køre gennem Pale uden at komme ind på spørgsmål: – Hvor er Mladic og Karadicz mon henne.

– Do you think they will find them? spørger jeg.

– God only knows, svarer Taxi-Amir.

udviklings redaktør Stefan Kati´c befinder sig i øjeblikket i Bosnien-Hercegovina, hvor han i månederne januar-februar er hyret af Carl Bro A/S for at undervise landets journalistelever i miljøjournalistik. stekat@um.dk

Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "Udvikling 2/2006".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6356/index.htm

Top | Print