TO GANGE AMIR

DU SKAL SIGE, DU ER TYSKER

Også i det ellers så fredelige Sarajevo blev der demonstreret mod Muhammed-tegninger og afbrændt flag. Klogest at holde lav vandpibeføring i en muslimsk by, tænker man. – Sig du er tysker, foreslår min nye ven, pladehandleren Amir.

Af Stefan Kati´c, Sarajevo

Amirs pladebutik midt i Sarajevos gamle, osmanniske basarkvarter er ikke stor.

Alligevel har han meget at gabe over. Samtidig med at betjene butikkens eneste kunde, skal han stå i døren, hvor han kan holde øje med, at ingen hugger plader fra stativet ude på gaden.

– Før krigen rejste jeg til Frankrig og Tyskland og købte plader, fortæller cd-Amir og viser et billede af sig selv som sortklædt festival-deltager på en rock-festival på Nürnberg-Ring. – Som bosnier er det svært at få visum nu. Vi kan kun besøge Kroatien og Serbien, resignerer han.

Sevdalinka, melankolsk bosnisk folkemusik, strømmer fra butikkens højttalere og ud i gyden. ’Bosnian blues’, som Amir kalder den meget rammende. Ude i stativet finder jeg en cd med fire serbiske spillemænd mærket Serbian Etno Sound.

- Kan jeg høre den?, spørger jeg.

- Nej, det går nok ikke. Af hensyn til naboerne, siger han og nikker mod de andre småbutikker.

Nok garanterer grundloven ytringsfrihed i Bosnien-Hercegovina. Men der er ingen grund til at provokere med serbisk folkemusik midt i et kvarter med bosniske muslimer.

Dansk er ikke kosher

Apropos provokation: Sagen om Jyllands-Postens tegninger nåede medierne i det muslimske Bosnien med fuld musik i starten af februar.

Et par demonstrationer med 2-300 deltagere var, hvad det kunne blive til i Sarajevo.

Som dansker holder man lav vandpibeføring og trækker sixpencen godt ned i panden. Men her i pladebutikken falder spørgsmålet så: – Where are you from?

Dette lidt ligegyldige skabekontakt-til-kunden-spørgsmål, som man som rejsende bliver stillet af utallige handlende, er pludseligt ikke længere ligegyldig small talk. Det er blevet kontroversielt at svare ’dansker’.

Jeg overvejer et kort øjeblik at blive ulden i munden og svare ’skandinav’, men tænker så ’nej, fanden mig nej’ og svarer ’Denmark’.

Cd-Amir – den gamle festival-flipper med langt hår og olivengrøn armyjakke – ligner nu heller ikke lige typen, der har en krumsabel liggende ude i bagbutikken. Han ryster lettere på hovedet over Muhammed- tegninger, men siger så:

– Jeg er europæisk muslim. Jeg blander mig ikke.

Jeg fortæller ham, at min danske kollega og jeg for sjov har talt om, at vi vil sige, vi er finner, hvis nogen spørger os.

– Nej, I skal hellere sige, I er tyskere. Alle her kender Tyskland, siger cd-Amir og refererer formodentlig her både til den tyske genopbygning af Bosnien-Herzegovina, men ikke mindst til de 300.000 bosniske flygtninge, der opholdt sig i Tyskland under og efter borgerkrigen.

– Ich habe in Stuttgart gearbeitet, siger han og ser helt glad ud ved tanken.

Engang kunne man tillade sig at blive voldsomt indigneret, hvis nogen på rejsen i Sydeuropa antog, at man var tysker, ikke dansker.

Bosnien-Hercegovina var et af de områder, som 2. verdenskrig gik hårdest ud over. Fra mine ferier i det hedengangne Jugoslavien husker jeg de mange heroiske krigsseriehæf-ter med unge, heltemodige partisaner i kamp mod en overmagt af 100 procent grumme og sadistiske tyskerne.

Og her skal man så stå en kold februardag i Sarajevo og få anbefalet tysk som det salonfähige. Dansk er ikke kosher længere.

En vissen muslim

Og nu til en anden Amir.

Han er Sarajevos måske eneste ikke-ryger taxachauffør – og helt sikkert én af de få her, der kender en by ved navn ’Vejle’. Her er hans onkel og bedstemor nemlig endt som flygtninge efter borgerkrigen. Godt nok er Amir muslim, men han er lidt vissen her til morgen: – Too much loza, undskylder han og griner. Amir er meget stolt af den loza (brændevin, red.), han selv fremstiller. Og selvom man her kan hedde Islamovi´c til efternavn, så er dette Bosnien, ikke Saudi-Arabien.

Vi har hyret Taxa-Amir til at køre os fra Sarajevo og op til vintersportsstedet Jahorina. En tur, hvor vi krydser grænsen mellem de to entiteter, som Bosnien-Herzegovina siden Dayton-aftalen har bestået af: Fra Føderationen – hvor Sarajevo ligger – og til Republik Srpska.

Engang gik der en frontlinje her. Serbere og bosniakker skød på hinanden.

– Republik Srpska – no problem, erklærer taxa-Amir, da vi har kørt nogle kilometer i det tidligere fjendeland:

Vi passerer en bytavle, der med kyriliske bogstaver kundgør, og på engelsk: Welcome to Pale. Amir læser teksten højt og griner lidt:

- Pale is a village.

Han har ret: Stedet, der var højborg for de bosniske serbere under borgerkrigen, er en spredt og noget søvnig bebyggelse. Udsagnet om Pales manglende storhed er det mest negative udsagn om serberne, som Taxi- Amir kan svinge sig op til. Det er bosnisk selvdisciplin. Vilje til – om end ikke forbrødring – så dog sameksistens. Ligesom sin navnebror inde i basaren, cd-Amir, træder han varsomt. Man kan selvfølgeligt ikke køre gennem Pale uden at komme ind på spørgsmål: – Hvor er Mladic og Karadicz mon henne.

– Do you think they will find them? spørger jeg.

– God only knows, svarer Taxi-Amir.

udviklings redaktør Stefan Kati´c befinder sig i øjeblikket i Bosnien-Hercegovina, hvor han i månederne januar-februar er hyret af Carl Bro A/S for at undervise landets journalistelever i miljøjournalistik. stekat@um.dk